Conrad - Lord Jim (læseprøve)

Derfra tager dramaet fart. Handlingen udspiller sig i tiden efter den franske revolution og Napoleons kejserdømme i årene 1815-38. Dumas’ mageløse fortælling har alt: helte og heltinder, maleriske tableauer og naturvarsler, hele den tyrkiske musik med orientalske mysterier, hashtåger, smuglere og røvermafiosi, forræderi, hævn og forsoning, incest og brutal død.

Og dertil en indlagt skat af småhistorier. Men først og fremmest handler romanen om ret og uret, lykke og ulykke, forbrydelse og straf og om kærlighedens veje og vildveje. Og om Edmond Dantes’ eventyrlige skæbne.

joseph conrad lord jim

To rivaler, der bejler til den unge Edmond Dantes’ forlovede, stikker ham som Napoleon-agent. Dantes havner i celle nr. 34 på fængselsøen If. Efter 14 års lidelser lykkes det ham at flygte.

Hvad er der mon sket med hans elskede Mercedes? Og hvor er de tre mænd, der er skyld i hans ulykke? Dantes sværger hævn over sine fjender.

”En af verdens bedste romaner.”

– Jens Andersen, Weekendavisen

joseph conrad lord jim Med forord af Kristian Bang Foss

Alexandre Dumas d.æ. (1802-1870) er en af Frankrigs store forfattere og skrev over 300 værker, ofte i samarbejde med et hold af hjælpere. Mange af hans romaner udkom først som føljetoner i tidsskrifter, et fænomen, som spredtes i resten af verden. Dumas har haft stor betydning for den folkelige europæiske roman.

Greven af Monte Cristo og De tre musketerer er de bedst kendte af Dumas’ romaner, læst af millioner og filmatiseret adskillige gange til både tv og biograflærredet. Ud over romanerne skrev han skuespil og artikler og var desuden en respekteret korrespondent. Dumas var republikaner, en munter boheme og levede under devisen: „Leve den store sensuelle lidenskab og det generøse engagement“.

Greven af Monte Cristo er sandsynligvis inspireret af Dumas’ fars dramatiske skæbne. Hans far var mulat, født på det nuværende Haiti som barn af en fransk adelsmand og en sort slave, voksede op som en gentleman og gjorde karriere som general i hæren. Alexandre Dumas’ søn, Alexandre d.y., er forfatteren til Kameliadamen.

rosinante CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

Lord Jim_1.indd 6

22/05/14 12.45

LOR D J I M

I Rosinantes klassikerserie er udkommet:

Emily Brönte Stormfulde højder Luis Buñuel Mit sidste suk Mikhail Bulgarov Mesteren og Margarita Louis Ferdinand Céline Rejse til nattens ende Daniel Defoe Robinson Crusoe Charles Dickens David Copperfield Fjodor Dostojevskij Idioten Fjodor Dostojevskij Forbrydelse og straf Alexandre Dumas Greven af Monte Cristo Alfred Döblin Berlin Alexanderplatz George Eliot Middlemarch Gustave Flaubert Følelsernes opdragelse Jack Kerouac Vejene – det oprindelige manuskript Primo Levi Vidnesbyrd Klaus Mann Vendepunkt Gabriel García Márquez Kærlighed i koleraens tid Georges Perec Livet en brugsanvisning Joseph Roth Radetzkymarch Miguel de Cervantes Saavedra Don Quijote Mary Shelley Frankenstein, eller den moderne Prometheus Laurence Sterne Tristram Shandys levned og meninger Tomas Tranströmer Samlede Tranströmer Elie Wiesel Natten. Daggry. Dagen Virginia Woolf Bølgerne Virginia Woolf Til fyret Virginia Woolf Mrs. Dalloway Stefan Zweig Verden af i går

På vej er

Gabriel García Márquez August Strindberg

100 års ensomhed En dåres forsvarstale

Joseph Conrad

LORD JIM P책 dansk ved Mogens Boisen

ROSINANTE

Lord Jim er oversat fra engelsk af Mogens Boisen efter Lord Jim. Bogen udkom første gang på dansk i 1974 med titlen Forlis.

Oversættelsen er gennemset og revideret i forbindelse med nærværende udgave.

Copyright © 2014 Rosinante / ROSINANTE&CO 1. udgave. 1. oplag Omslag: Camilla Jørgensen, Trefold Sat med TheAntiqua Og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2248-0 Printed in Latvia, 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Forord Har der været et skæbnepunkt i dit liv, et øjeblik, hvor det blev klart, hvad for et menneske du er? Hvor din anstændighed og din moral kom på prøve? Og bestod du prøven? Eller er din tilværelse lagt sådan til rette, at alt fra vugge til grav kører på skinner gennem et i forvejen sikret terræn? Er du kun et godt menneske, fordi skæbnen ikke har sat dig i en situation, hvor din godhed for alvor blev testet? Det spørger man sig selv om, når man læser Joseph Conrads roman Lord Jim. Det er en roman, der handler om at blive voksen med et sæt. Om, hvad vi skal stille op, hvis det midt i et lysvågent mareridt viser sig, at der er en afgrund mellem det menneske, vi tror, vi er, og de handlinger, vi foretager os.

Józef Teodor Konrad Korzeniowski blev født i 1857 i et Polen, der var delt mellem Tyskland og Rusland. Faren var aristokrat, digter og polsk patriot, og hans modstand mod tsarens Rusland kostede indirekte både ham og hans kone livet. Efter en deportation til Vologdas isvintre døde først faren og nogle år efter moren på grund af tuberkulose. I en alder af elleve år var Joseph Conrad forældreløs.

For at undgå russisk militærtjeneste emigrerede Conrad som sekstenårig til Marseille for at påbegynde en karriere i handelsflåden. Han tog efter fire år i Frankrig hyre på en række franske skibe. Efter et selvmordsforsøg følgende et større tab på et kasino, skiftede han til den britiske handelsflåde, hvor han arbejdede de næste seksten år. Her så han verden og dannede en fond af oplevelser, indtryk og eventyr, han senere trak på i sit forfatterskab.

Den første bog, Almayers dårskab, blev skrevet til søs, men herefter gik Conrad i land i England, hvor han stiftede familie. Som britisk statsborger skrev han en række helt unikke romaner. De handler ofte om havet, for det er det, han ved noget om, og de handler om mennesker, der bliver prøvet i ekstreme situationer, og de handler 5

om den imperialisme, i hvis storhedstid han levede, og hvis grusomme konsekvenser han havde blik for. Og dybest set handler de alle sammen om menneskets komplicerede sind.

Conrad skrev på det engelsk, han havde lært under sin tid til søs.

Det var hans tredje sprog. Ud over polsk havde han et flydende og accentløst fransk med fra sit adelige barndomshjem. Han var altså landflygtig med et modersmål i bagagen, der rungede af et splittet hjemland og af den uretfærdighed, der førte til forældrenes død.

For at komme ud på et marked med romanerne og novellerne var det at skrive på engelsk den bedste strategi. Men måske kan det engelske sprog også have været en befrielse, fordi det ikke bar på den samme store sorg? I hvert fald handler Conrads bøger stort set ikke om barndommens Polen og Rusland ... men smerten, sorgen og eftertænksomheden i bøgerne stammer måske derfra.

I begyndelsen var indtægterne fra skriveriet træge, og det har været altafgørende for ham, i den nye, fremmede kultur, at fastholde læserne og ikke støde dem fra sig. Conrad opfinder sømanden Marlow, som han lader være fortæller i flere af sine bedst kendte værker.

Lighederne med Conrad er mange; begge er de sømænd i imperiets tjeneste, men i modsætning til Conrad er Marlow ærkebritisk og hentyder i bøgerne flere gange til den kultur, læserne er rundet af. Et godt trick til at vinde deres fortrolighed.

Den familieløse Marlow, der ynder at fortælle om natten, siddende i en kreds af gode venner med en pibe og en flaske, en god portion ironi og djærv vejrbidthed, er en frigørende figur for Conrad. Når han taler gennem Marlow, taler han under et dække, der gør, at han kan sige sandheden. Og når han i romanen Mørkets hjerte leverer sin mesterlige rædselsskildring af den vold og undertrykkelse, vores velstand i Vesten er bygget på, er det den belgiske kolonialisme, det handler om, ikke den britiske, som Marlow selvfølgelig med en vis portion vrængende ironi udnævner som værende mere ædel og båret af et højere formål. Mange af datidens læsere har sikkert slugt den, på andre har den efterladt et lille nagende sår.

6

Litteraturen om Conrad beskriver ham som et nervemenneske, nervøs og let ophidselig, med en høvisk optræden stammende fra den polske adel, der gjorde, at han af og til kunne falde igennem eller stikke ud i sit nye hjemland. Anekdoten lyder, at en præst rev sin kone væk med ordene: “Sådan gør vi ikke i England!”, efter at Conrad havde smækket hælene sammen, bukket og lagt an til at kysse fruens hånd.

Conrad har intet sikkerhedsnet haft i form af familie, han led af tilbagevendende, svære depressioner og kunne kun knap forsørge sin kone og sit barn med sine skriverier. Jeg synes, det er interessant at sammenligne det skriftmæssige temperament med en anden af mine helte, som var Conrads samtidige, nemlig svenskeren August Strindberg, hvis bidende udfald mod samfundet er langt mere direkte. Kan det skyldes, at Strindberg, som er født og opvokset i Sverige, som forstår mentaliteten og har sin familie der, har følt sig grundlæggende sikker – på trods af de ofte skildrede, periodevise økonomiske problemer. At det kræver et bagland i den grad at iscenesætte sig selv som jesusfigur, ofret og udstødt af samfundet?

Da Conrad gik i land i England for at skabe sig en karriere og en familie i sit nye hjemland, har han stået med ryggen mod muren.

Derfor er Conrads samfundskritik altid fremført lettere forskudt, eller så den kan misforstås, derfor fungerer Marlow. Han giver Conrad en kattelem i skriften, der åbner for et klarsyn, der ellers ville være umuligt.

Conrads verden er en skrøbelig verden, hvis tynde fernis hvert øjeblik kan krakelere og åbenbare et dyb af rædsel. Denne fernis består af nogle ældgamle ideer, blandt andet ideen om troskab, der holder ondskaben i ave. I Conrads verden kan troskaben rettes mod den simple opgave, det er for en gruppe mænd at føre et skib sikkert i havn. Her indordner individet sig under noget, der er større end det selv. Så når Conrad sættes i bås som en konservativ forfatter, er det nok dette, der tænkes på: Mennesket må have regler. Og for Conrad, og for den konservative, er disse regler fæstet i traditionen, ikke i ideologier. I tv-serien The Wire formuleres det hundrede år senere på en anden måde af gangsteren Omar, 7

der må navigere i et helt andet landskab af rædsel: A man’s gotta have a code.

Men ingenting er sort-hvidt. Som handlingen i Lord Jim vil vise, kan det føre ulykke med sig ikke at følge sit kodeks, men det kan også føre ulykke med sig at følge det ad absurdum. Man skal ikke lytte til Marlow for at få klare svar. Man skal blive siddende i natten med ham, fordi man vil ane noget om menneskets modsætninger.

Conrads verden er en maskulin verden, i en grad så selv Marlow af og til må ironisere over det. Der er intet forsøg på at give kvinderne stemme. Og Conrads verden er den hvide mands verden. Der er intet forsøg på at give befolkningerne i kolonierne egen stemme. Dette kan man problematisere, og det er det blevet – især i postkoloniale læsninger af Mørkets hjerte. Conrad skriver ud fra sit eget perspektiv, han skriver om den verden, han kender, og specielt i Mørkets hjerte synes koloniernes indfødte befolkning at være reduceret til en kulisse. Men det er en kulisse af smerte, lidelse og død. Man kan diskutere, om det er nok. Det synes jeg selv, Conrads ovenfor beskrevne position – som en hemmelig agent for sandheder snarere end en martyr – taget i betragtning. Og i sidste ende må det også komme an på, hvordan man læser litteratur: Som noget, der skal søge den moralsk set bedst befæstede stilling for ikke at blive forkastet, eller som noget, der både kan fejle, have svagheder og rumme sandheder samtidig.

Conrad er skeptiker. Han er skeptisk over for civilisationen, over for fremskridtet og nye ideer. Conrad var skeptisk over for demokratiet, ikke at han havde nogle alternativer, men han så, at det var faretruende let for demagoger og charlataner at opnå magt, og på den måde gav historien ham jo ret.

Som med andre af de forfattere, der skrev samtidigt med Conrad, synes der at være en foregribelse af mange af det tyvende århun­ dredes civilisatoriske tragedier. Beskrivelserne fra Congo i Mørkets hjerte vækker for den nutidige læser mindelser om holocaust. Den svenske forfatter Olof Lagercrantz påpeger, hvordan Conrads mere 8

optimistiske romaner foregår om bord på træskibe med sejl, mens de mere dystre og pessimistiske foregår om bord på dampskibe af jern. Den moderne civilisation har holdt sit indtog på havet, og det tegner ikke godt.

Romanen Lord Jim’s kardinalscene foregår ganske sigende om bord på et skib af metal, nemlig den nedslidte damper Patna, der er lastet til randen med muslimske pilgrimme på vej mod Mekka. En nat støder de på noget, der flyder lige under vandoverfladen – muligvis et sunket skib, det opklares aldrig. Overbevist om, at skibet er dødsdømt og kan synke som en mursten hvert øjeblik, forlader besætningen skibet uden at varsle passagererne. Der er ikke nær redningsbåde nok, og en panik vil være uundgåelig.

Jim, der hele sin barndom og ungdom har drømt om heltegerninger til søs, svigter sømændenes kodeks og mister sin ære, idet han i sidste øjeblik springer ned i redningsbåden til de andre sømænd og overlader skibets passagerer til deres skæbne. Dette er den helt centrale scene i bogen, og resten af romanen former sig som en fortælling om, hvordan Jim forsøger at leve med sit eget svigt.

Romanen er som mange af Conrads romaner kompliceret opbygget rent fortællemæssigt. I størstedelen af historien hører vi om Jim gennem Marlow, der taler om ham til en kreds af venner under en natlig seance. Det er den samme Marlow, der er fortæller i Mørkets hjerte, hvor han beskriver sin rejse op ad Congofloden for at finde Kurtz. De to romaner er skrevet sideløbende, og under læsning af Lord Jim aner man konturerne til Mørkets hjerte. Både Kurtz og Jim drager ud blandt “de vilde” som kolonialister. Det var datidens tanke, at den hvide mand havde en overlegen moralsk karakter, men det, der bliver fuldt synligt med Kurtz’ amokløb, antydes allerede med Jim: Den hvide mand var ikke det store moralske forbillede, som man mente, han var.

Og Kurtz og Jim har en anden ting til fælles: Marlow kæmper for at vække dem til live for vores øjne, men det er en kamp, der frustrerer ham som fortæller. Han afbryder sig selv i begge roma9

ner og tvivler: Om Kurtz spørger han sine tilhørere “Ser i ham?”, og om Jim erklærer han “Ingen tryllestav kan fiksere ham for mine øjne.” Bipersonerne kan han se for sig, men Jim er flygtig. Et mysterie. Sådan er Conrads romaner, de er lange forsøg på at fastholde noget, der ikke lader sig fastholde. At sige noget, der ligger hinsides ordene. Marlow er en inspireret fortæller, men det, han fortæller om, er så modsætningsfyldt og mystisk, ligger så dybt i mennesket, at han ikke kan få hold på det med sproget.

Marlow siger mange sande ting om inspiration under sin natlige fortælling. Han beskriver, hvordan det er at skrive. Den skrivende vil genkende fornemmelsen: Hvordan hovedpersonen står på afstand halvt bortvendt, og det er en kamp for den fortællende at kalde ham tættere på, at få ham til at vende ansigtet mod læseren, at det kræver mønstring af store mængder inspiration. De, der siger, man skal kende sine personer til bunds, før man skriver, kan man mistænke for ikke at vide noget om at skrive eller om mennesker.

Det er Marlows indsigt, at man højst kan se dem flygtigt i glimt og gennem tåger, i et vedvarende forsøg på at kredse ind fyldt med indbyggede modsigelser, så lidt kender man noget menneske, så svært fikserbare er vi.

Man skal koncentrere sig, når Marlow fortæller. Vitale oplysninger giver han sent i fortællingen, og han væver ud og ind mellem generelle betragtninger og specifikke scener og holder ikke kronologien.

Han fortæller som en mand, der husker, mens han fortæller. Hans føromtalte ironi skal man stille øret ind på for at opfange, og han kan formulere sig på en måde, så meget går tabt, hvis man læser for hurtigt. Conrad er ikke let læsning, og selv må jeg ofte stoppe op og gå tilbage, fordi Marlow endnu en gang har leveret en betragtning, der kræver genlæsning for at blive forstået, eller fordi koncentrationen svigter, og jeg mister overblikket over, hvor vi er i fortællingen. Men Conrad er samtidig en af de forfattere, der har givet mig mest. Det er så sprogligt originalt og smukt og så teknisk interessant, og der er så mange indsigter i, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det er for en verden, vi lever i, at romanerne 10

kan læses igen og igen. Og jo flere gange man læser dem, jo tydeligere bliver det, at det, der først virkede som uhyre komplicerede strukturer, viser sig at kunne brydes ned til færre og færre bestanddele. Efter at have siddet med næsen i en Conrad-roman i dagevis kan den forekomme mig at være én lang gentagelse af de samme sætninger i forskellige variationer. En lang gennemspillen, spejling og venden på hovedet af det samme grundscenarie igen og igen ...

Han var en af os. Otte gange gennem sin fortælling gentager Marlow den kendsgerning, at Jim var en af os. Vi kan ikke afskrive Jim som et dumt svin, som vi kan med kaptajnen på skibet Patna, der skildres, som om nedrigheden driver ud af alle hans porer. Marlow kan ikke glemme Jim, fordi han er et menneske som ham selv og den kreds af gentlemen, han fortæller til. Og derfor vækker det spørgsmålet i ham: Hvad er deres anstændighed værd, hvori består den ære, de bryster sig af? Eksisterer den kun, fordi tilfældighederne ikke har været ondskabsfuldt nok tilrettelagt til at pille den af dem? Som Jim igen og igen siger: Han var ikke parat, da det skete. Det gik så forbandet hurtigt. Hvordan råder man bod? Står det til at ændre?

Kristian Bang Foss

11

12

KAPITEL 1 Han var en tomme, måske to, under seks fod, kraftigt bygget, og han gik lige imod én, med let ludende skuldre, hovedet rettet nøjagtigt frem og et ejendommeligt stirrende blik, som ledte tanken hen på en angribende tyr. Stemmen var dyb og kraftig, og hans væsen udtrykte en slags stædig selvhævdelse, som dog ikke rummede noget element af aggressivitet. Den syntes at være en nødvendighed for ham og var åbenbart rettet lige så meget mod ham selv som mod andre. Han var velsoigneret, klædt i ulasteligt hvidt fra sko til hat, og i de forskellige orientalske havne, hvor han ernærede sig som repræsentant for en skibsprovianteringshandler, i den stilling, vi kalder en waterclerk, var han meget populær.

En sådan waterclerk behøver ikke at have taget eksamen i noget som helst under solen, men han må være dygtig og kunne vise denne dygtighed i praksis. Hans arbejde bestod i under sejl, damp eller årer at sejle om kap med andre repræsentanter ud til ethvert skib, der var ved at kaste anker, hilse muntert på dets kaptajn, pånøde ham et kort – skibsprovianteringshandlerens visitkort – og under samme kaptajns første besøg i land at føre ham med sikker hånd, men samtidig taktfuldt, til en stor grottelignende butik, der er fuld af de ting, som spises og drikkes om bord, hvor man kan få alt, hvad der gør et skib sødygtigt og smukt, lige fra et sæt kroge til dets ankerkæde og til en bog bladguld til forsiringerne på dets agterspejl, og hvor dets chef modtages som en broder af en skibsprovianteringshandler, han aldrig før har set. Der er en kølig opholdsstue, lænestole, flasker, cigarer, skrivegrejer, et eksemplar af havneregulativet samt en velkomstvarme, der smelter saltet fra en tre måneders rejse ud af en sømands hjerte. Den således påbegyndte forbindelse vedligeholdes, så længe skibet ligger i havnen, ved hjælp af waterclerkens daglige besøg. Mod kaptajnen er han tro som en ven og opmærksom som en søn, med en Jobs tålmodighed, 13

en kvindes uselviske hengivenhed og en god kammerats gemytlighed. Senere sendes regningen. Det er en smuk og menneskelig bestilling. Derfor er gode waterclerks sjældne. Når en sådan mand, der er dygtig – i begrebets abstrakte betydning – også har den fordel at være kendt med søen fra de unge år, er han mange penge værd for sin principal, og det lønner sig for denne at være en smule eftergivende over for ham. Jim havde altid en god løn og modtog så megen eftergivenhed, at det ville have kunnet købe selv en djævels troskab. Ikke desto mindre kunne han med sort utaknemmelighed pludselig forlade sin stilling og rejse. De grunde, han gav sine principaler, var klart utilfredsstillende. Så snart han vendte ryggen til, sagde de »Fordømte fjols!« På denne måde kritiserede de hans højt udviklede følsomhed.

For de hvide mænd i havnekvarteret og for skibskaptajnerne var han kun Jim – ikke andet. Han havde naturligvis også et efternavn, men lagde vægt på, at det ikke blev brugt. Hans incognito, der havde lige så mange huller som en si, havde ikke til formål at skjule en personlighed, men en kendsgerning. Når denne kendsgerning gennembrød hans incognito, forlod han pludselig den havn, i hvilken han tilfældigvis opholdt sig på dette tidspunkt, og begav sig til en anden – sædvanligvis længere mod øst. Han holdt sig til havnene, fordi han var en sømand, der var i landflygtighed fra havet og var dygtig, abstrakt set, hvilket ikke er et aktiv i andre stillinger end som waterclerk. Han trak sig tilbage i god orden mod den opgående sol, og kendsgerningen forfulgte ham ligesom tilfældigt, men uundgåeligt. I årenes løb blev han på denne måde kendt successivt i Bombay, i Calcutta, i Rangoon, i Penang og i Batavia – og hvert af disse anløbssteder var han kun waterclerken Jim. Senere, da hans skarpe blik for det utålelige for stedse fordrev ham fra havne og hvide mænd, endog ud i junglen, føjede malajerne i den landsby, hvor han havde valgt at skjule sine såre beklagelige omstændigheder, et ord til hans incognitos enstavelsesord. De kaldte ham Tuan Jim, hvilket på engelsk nærmest svarer til: Lord Jim. Han stammede fra en præstegård. Mange kaptajner på smukke handelsskibe kommer fra disse fromhedens og fredens boliger.

Jims far havde en så sikker viden om det, man intet kan vide om, 14

at han kunne tale til folk i hytterne uden at forstyrre sjælefreden hos dem, for hvem det ufejlbarlige forsyn gør det muligt at leve på godserne. Den lille kirke på en bakke var mosgrå som en stor sten, der ses gennem et uregelmæssigt løvhang. Her havde den ligget i århundreder, men træerne omkring den var endnu ældre og huskede sandsynligvis, da grundstenen blev lagt. Nedenfor lyste præstegårdens røde facade varmt mellem plæner, blomsterbede og fyrretræer; bag den lå en frugthave, en brolagt staldgård til venstre, og langs en teglstensmur sås en række drivhuses skrånende glas. Kaldet havde tilhørt familien i flere slægtled, men Jim var en af fem sønner, og da han efter en smule planløs ferielæsning fandt ud af, at han gerne ville være sømand, blev han straks sendt til et ‘skoleskib for officersaspiranter til handelsflåden’.

Her lærte han lidt trigonometri og at kaje en bramrå. Han var vellidt af alle. Han var nummer tre i navigation og roede tagåren i den første kutter. Da han havde en god og sikker dømmekraft og dertil en udmærket fysik, var han fortrinlig til vejrs. Han var placeret i fortoppen, og med den foragt, som kendetegner en mand, der er bestemt til at være et lysende eksempel midt i farer, så han med foragt ned på den fredelige masse af tage, der deltes af vandløbets brune tidevand, mens fabriksskorstenene, der lå spredt i udkanten af den omgivende slette, rejste sig lodret mod en snavset himmel som slanke blyanter, alt mens de udspyede røg som vulkaner. Han kunne se de store skibe afsejle, de bredbovede færger, der ustandselig var i bevægelse, de små både, der drev langt under hans fødder, med havets disede herlighed i det fjerne og håbet om et spændende liv i eventyrets verden.

På underste dæk i to hundrede stemmers babel glemte han gerne sig selv og oplevede på forhånd i tankerne sølivet, sådan som han kendte det fra den lettere litteratur. I ånden så han sig selv redde mennesker fra synkende skibe, kappe master i en orkan, svømme gennem en brænding med en line, eller som en ensom skibbruden, der barfodet og halvnøgen vandrer på rev, som dukker op af havet ved ebbetid, hvor han søger efter muslinger for ikke at lide sultedøden. Han stod over for vilde på tropiske kyster, undertrykte mytterier på de store have og holdt i en lille båd på oceanet mo15

det oppe hos mænd, der var ved at fortvivle – altid et eksempel på pligtopfyldelse og så stærk og ubøjelig som helten i en bog! »Der er sket noget. Kom med!« Han sprang op. Drengene myldrede op ad stigerne. På dækket hørtes voldsom uro og råb, og da han kom gennem lugen, standsede han ligesom forvirret.

Det var i tusmørket en vintereftermiddag. Stormen var taget til siden middag, havde standset trafikken på floden og blæste nu med orkanstyrke i voldsomme stød, der rungede som skudsalver fra svære kanoner over havet.

Regnen piskede ned i skrå, urolige tæpper, snart voldsomt, snart stilnende, og indimellem så Jim truende glimt af det voldsomt urolige tidevand, de små fartøjer, der blev kastet brutalt omkring langs kysten, de ubevægelige bygninger i den jagende tåge, de brede færger, som huggede tungt for ankret, de store landingsplatforme, der steg og sank og halvvejs forsvandt i skumsprøjt. Det næste magtfulde vindstød syntes at blæse alt dette bort. Luften var fuld af flyvende vand. Der var en brutal målbevidsthed i stormen, en rasende alvor i vindens hylen og den voldsomme tumult mellem himmel og jord, noget som syntes at være rettet netop mod ham og fik ham til at holde vejret i en blanding af skræk og betagelse.

Han blev stående uden at røre sig. Han følte det, som om han blev hvirvlet rundt.

Nogen puffede til ham. »Bemand kutteren!« Nogle af de andre for forbi ham. Et kystfartøj, som var på vej ind for at søge læ mod uvejret, var braset gennem en skonnert, der lå for anker, og en af lærerne på skibet havde set ulykken. En flok drenge kravlede op på rælingen og dannede klynge omkring daviderne. »Kollision. Lige foran os. Mr. Symons så det.« Et puf fik ham til at vakle ind mod mesanmasten, og han greb fat i et reb. Det gamle skoleskib, som lå lænket til sine fortøjninger, skælvede fra ende til anden, bøjede blidt stævnen mod vinden og nynnede med sin sparsomme rigning i dyb bas den stakåndede sang fra sin ungdom på havet. »Fir af!« Han så båden bemandet, så den synke hurtigt ned under rælingen, og styrtede efter den. Han hørte et plask. »Kast los; klar taljerne!« Han bøjede sig ud over rælingen. Floden langs skibet sydede i skum16

mende striber. I mørket, der var ved at sænke sig, sås kutteren som et bytte for tidevand og vind, der holdt den fanget et øjeblik, kastet hid og did ud for skibet. En skinger stemme nåede ham svagt: »Hold takten, knægte, hvis I vil redde nogen! Hold takten!« Og pludselig løftede den forenden højt, sprang med løftede årer over en bølge og brød den lammelse, vind og strøm havde påtvunget den.

Jim mærkede, at en hånd tog fast om hans skulder. »For sent, kammerat.« Skibets kaptajn lagde en dæmpende hånd på denne dreng, der så ud til at være på nippet til at springe over bord, og Jim så op med et udtryk i sine øjne af bevidsthed om et nederlag.

Kaptajnen smilede medfølende. »Bedre held næste gang! Dette her vil lære dig at være rap.« Et skingert hurra hilste kutteren. Den vendte tilbage, omtumlet på bølgerne og halvt fyldt af vand, med to udmattede mænd, der blev skyllet omkring på dens bundbrædder. Vindens og havets tumult og trussel forekom nu Jim ganske uanselige, og dette øgede hans fortrydelse over, at han havde ladet sig imponere af deres tomme trusler. Nu vidste han, hvad han skulle mene om dem!

Det forekom ham, som om han ganske lod hånt om stormen. Han kunne trodse større farer. Og han ville gøre det – bedre end nogen anden. Ikke antydning af frygt var der tilbage. Alligevel rugede han den aften, mens kutterens pligthugger – en dreng med en piges ansigt og store grå øjne – var underste dæks helt. Ivrige spørgere trængtes omkring ham. Han fortalte: »Jeg så lige hans hoved vippe op og ned, og jeg skyndte mig at stikke min bådshage i vandet. Den ramte hans bukser, og jeg var nær gået over bord – hvad jeg også tror var sket – hvis ikke gamle Symons havde sluppet rorpinden og grebet fat i mine ben – båden var lige ved at blive fyldt med vand.

Gamle Symons er en førsteklasses fyr. Jeg har ikke noget imod, at han er barsk mod os. Han skældte mig ud hele tiden, mens han holdt fast i mit ben, men det var kun hans måde at sige på, at jeg skulle holde fast i bådshagen. Han er skrækkelig hidsig, ikke? ‘Nej, ikke den lille lyshårede – den anden, den store med skægget.’ Da vi halede ham ind, stønnede han: ‘Åh, mit ben, åh, mit ben!’ og vendte det hvide ud af øjnene. Sært at sådan en stor karl besvimer ligesom en pige. Ville nogen af jer besvime, fordi I fik et stik med en 17

bådshage? – Ikke jeg. Den gik så langt ind i hans ben.« Han viste på bådshagen, som han med dette formål for øje havde taget med under dæk, og vakte en vis opsigt. »Nej, dit fæ – det var ikke hans kød, der holdt ham, men hans bukser. Det blødte naturligvis meget.« Jim syntes, at dette var en beklagelig demonstration af forfængelighed. Stormen havde stået fadder til et heltemod, der var lige så uægte som den rædsel, den havde foregivet at rumme. Han var forbitret over den voldsomme tumult mellem himmel og jord, fordi den havde truffet ham uforberedt og på uretfærdig måde bremset en højsindet beredvillighed til at hjælpe mennesker i nød. I øvrigt var han nærmest glad for, at han ikke var gået i båden, eftersom en ringere præstation jo havde klaret det nødvendige.

Han havde øget sin viden mere end de, der havde gjort arbejdet.

Når alle mænd veg tilbage, ville han – det var han vis på – alene vide, hvordan man skulle få bugt med den falske trussel fra vind og sø. Han vidste, hvad man skulle mene om den. Lidenskabsløst betragtet var den kun at foragte. Han kunne ikke opdage nogen antydning af sindsbevægelse hos sig selv, og det sluttelige resultat af en voldsom begivenhed var, at han ubemærket og afsides fra drengenes støjende skare begejstredes med en ny forvisning om sin lidenskabelige længsel efter eventyr og med en følelse af at kunne vise mod i mangfoldige situationer.

18

KAPITEL 2 Efter to års uddannelse gik han til søs, begav sig ind i de egne, som var hans fantasi så bekendt, og konstaterede, at de var ejendommeligt blottet for eventyr. Han gjorde mange rejser. Han lærte den magiske ensformighed i tilværelsen mellem himmel og vand at kende: han måtte tåle kritik fra mennesker, havets strabadser og den prosaiske strenghed i den daglige dont, som giver brødet – men hvis eneste belønning er den fuldkomne kærlighed til arbejdet. Denne belønning var ham ikke forundt. Alligevel kunne han ikke vende om, for der er intet mere lokkende, desillusionerende og trælbindende end livet til søs. Desuden havde han gode fremtidsudsigter. Han havde en smuk tankegang og fremtræden, var solid og omgængelig og havde grundigt kendskab til sin tjeneste, og allerede i en meget ung alder blev han førstestyrmand på et smukt skib uden nogen sinde at være blevet sat på prøve af de begivenheder på havet, der i dagens klare lys viser en mands indre værd, hans sjælsevners grænser og hans personligheds styrke, røber arten af hans modstandsevne og den hemmelige sandhed bag det ydre skin, ikke kun for andre, men også for ham selv.

Kun én gang i al denne tid så han igen et glimt af den alvor, som er i havets vrede. Denne sandhed manifesterer sig ikke så ofte, som folk måske tror. Der er mange nuancer i faren ved eventyr og uvejr, og det er kun nu og da, at der på kendsgerningernes overflade viser sig en skummel, voldelig hensigt – hint ubestemmelige, der påtvinger mandens bevidsthed og hjerte, at denne struktur af ugunstige omstændigheder eller hine vrede naturkræfter kommer til ham med ond hensigt, med en ubetvingelig styrke, med en løssluppen grusomhed, der vil rive hans håb og frygt, hans pinefulde udmattelse og længsel efter hvile ud af ham – knuse, ødelægge, tilintetgøre alt, hvad han har set, kendt, elsket, nydt eller hadet, alt, hvad der er uvurderligt og nødvendigt – solskinnet, minderne, 19

fremtiden – en kraft, der vil jage hele den kostbare verden totalt bort fra hans syn ved den enkle, forfærdende handling, som det er at tage hans liv.

Jim, hvis ene ben blev slemt kvæstet, da han blev ramt af en nedstyrtende rundholt i begyndelsen af en uge, om hvilken hans skotske kaptajn bagefter gerne sagde: »Du godeste! Det er et fuldstændigt mirakel, at skibet overlevede den!« tilbragte mange dage liggende på ryggen, fortumlet, forslået, håbløs og forpint, som på bunden af en afgrund af uro. Han var ligeglad med, hvordan enden ville blive, og i sine klare øjeblikke overvurderede han sin ligegyldighed. Når faren ikke kan ses, udmærker den sig ved samme ufuldkomne ubestemthed som den menneskelige tanke. Frygten bliver skyggeagtig, og indbildningskraften, menneskenes fjende og fader til alle rædsler, synker til hvile i den mathed, som følger efter udtømt lidenskab, hvis den ikke stimuleres. Jim så ikke andet end uordenen i sin kahyt, mens skibet kastedes omkring af stormen.

Han lå her fastsurret midt i et lille lokalt kaos og følte i sit stille sind glæde over, at han ikke var nødt til at gå på dækket, men nu og da greb et uovervindeligt anfald af angst korporligt fat i ham og fik ham til at stønne og vride sig under tæpperne, og så fyldte den afstumpede brutalitet i en tilværelse, som åbnede mulighed for så pinefulde sansninger, ham med en fortvivlende længsel efter at undslippe for enhver pris. Det blev atter godt vejr, og han tænkte ikke mere over det.

Hans halten ville imidlertid ikke fortage sig, og da skibet kom til en havneby i Orienten, måtte han indlægges på sygehus. Det gik langsomt med helbredelsen, og man var nødt til at efterlade ham.

Der var kun to andre patienter på mandsafdelingen for hvide: proviantforvalteren fra en kanonbåd – han var faldet ned gennem en luge og havde brækket benet – og en slags jernbaneentreprenør fra en naboprovins; denne mand led af en eller anden mystisk tropesygdom, anså lægen for et fjols og hengav sig til hemmelige udskejelser med patentmedicin, som hans tamilske tjener med utrættelig pligtfølelse blev ved med at smugle ind til ham. De tre mænd fortalte hinanden deres livshistorie, spillede en smule kort eller lå dagen lang gabende i pyjamas i deres liggestole uden at sige noget.

20

Hospitalet lå på en bakke, og en mild brise ind ad vinduerne, der altid stod på vid gab, bragte himlens blidhed, jordens smægten og de østerlandske vandes forheksende ånde ind i den nøgne sygestue.

Der var dufte i denne brise, forjættelser om uendelig hvile, om at få skænket evige drømme. Hver dag så Jim ud over parkens buskadser, forbi byens tage og palmerne på kysten ud mod den red, som er en hovedvej til Østen og ligger badet i solskin med sine kæder af holme, skibe, der ikke synes større end legetøj, og sit myldrende liv, som kan minde om et festligt optog ved en højtid, alt mens Østerlandets himmel hvælver sig over det hele i evig afklarethed og dets have med smilende fred besidder rummet ud til synskredsen.

Så snart han kunne gå uden stok, begav han sig ned i byen for at undersøge mulighederne for at komme hjem. Lige straks bød der sig ingen lejlighed, og i ventetiden søgte han naturligt nok selskab med sine standsfæller i havnen. De kunne deles i to kategorier: Nogle af dem, meget få, som kun sjældent viste sig, levede en hemmelighedsfuld tilværelse og havde bevaret en usvækket energi, sørøveres temperament og drømmeres øjne. Man havde indtryk af, at de levede i en vanvittig labyrint af planer, håb, farer og initiativer, hinsides civilisationen, på havets ukendte steder, og at deres død var den eneste begivenhed i deres fantastiske tilværelse, der syntes at rumme en rimelig garanti for at blive til virkelighed. De fleste af dem var mænd, der ligesom han selv var strandet her ved en tilfældighed og var blevet i byen som officerer på lokale fartøjer. De nærede nu en sand rædsel for tjenesten i hjemlandets skibe med dens hårdere vilkår, strengere syn på pligten og faren på stormfulde oceaner. De var nu harmoniseret med Orienthimlens og -havets evige fred. De elskede korte rejser, gode dækstole, store indfødte besætninger og den udmærkende omstændighed, at de var hvide. De gøs ved tanken om hårdt arbejde og levede en usikker, men bortset derfra utvungen tilværelse, altid på randen af afskedigelse, altid på randen af en ny hyre, lod sig beskæftige af kinesere, arabere, halvkastefolk og ville have arbejdet for djævelen selv, hvis han havde gjort tjenesten tilstrækkeligt behagelig.

De talte i det uendelige om heldige træf: hvordan N. N. fik kommandoen over en båd på Kinakysten, en nem tjans; hvordan en 21

anden havde en magelig beskæftigelse et sted i Japan, og en tredje klarede sig godt i den siamesiske flåde; og i alt, hvad de sagde – i deres handlinger, deres blikke, deres fremtoning – kunne man se det bløde punkt, det mørnede sted, forsættet om at drive i sikkerhed gennem tilværelsen.

Som sømænd betragtet forekom denne sladrende flok til at begynde med Jim endnu mere uhåndgribelig, end hvis de havde været skygger, men til sidst betoges han ved synet af disse mænd, der så ud til at leve så godt med en så lille ration af fare og slid. Ved siden af den oprindelige ringeagt voksede en anden følelse efterhånden frem, og pludselig opgav han tanken om at rejse hjem og tog hyre som førstestyrmand på Patna.

Patna var en lokal damper, gammel som bjergene, mager som en mynde og fortæret værre af rust end en kasseret vandbeholder.

Den var ejet af en kineser, chartret af en araber og førtes af en slags forløben tysk emigrant fra New South Wales, der gjorde meget ud af at rakke ned på sit fødeland, men som åbenbart i tillid til Bismarcks sejrrige politik terroriserede alle, som han ikke var bange for, og bar en mine til skue, der formelig udtrykte kanslerens devise: Blod og Jern, kombineret med en mørkerød næse og et stort rødt overskæg.

Efter at skibet var blevet malet udvendigt og hvidtet og desinficeret indvendig, blev cirka otte hundrede pilgrimme drevet om bord på det, mens det lå med damp oppe ved en træmole.

De myldrede om bord ad tre landgangsbroer, drevet frem af troen og af håbet om Paradiset, de myldrede ind på skibet under vedvarende trampen og slæben af bare fødder, uden et ord, uden en mumlen eller et blik tilbage, og da de var klar af rælingen og andre hindringer, bredte de sig overalt på dækket, forude og agter, strømmede som vand ned gennem de gabende luger, fyldte skibets indre hulrum og afkroge: som vand, der fylder en cisterne, som vand, der flyder ned i revner og sprækker, som vand, der lydløst stiger op lige til randen. Disse otte hundrede mænd og kvinder med tro og forhåbninger, med følelser og minder, havde samlet sig her; de var kommet fra nord og syd og fra fjerne egne af Orienten efter at have vandret ad junglestier, sejlet ad floderne, efter i primitive både at have fulgt kysten eller i små kanoer have roet fra ø til ø, alt 22

sammen under lidelser, fremmede synsindtryk og ukendt angst, båret oppe af én længsel. De kom fra enlige hytter i ødemarken, fra folkerige camponger, fra landsbyer ved havet. En stor tanke havde kaldt dem, og de havde forladt deres skove, deres rydninger, deres herskeres beskyttelse, deres velstand, deres ungdoms omgivelser og deres fædres grave. De kom dækket af støv og sved, snavs og pjalter – de stærke mænd i spidsen for familiegrupper, de magre gamlinge, der hastede frem uden håb om at komme igen, ynglinge med frygtløse øjne, der så nysgerrigt til alle sider, sky små piger med langt, uordentligt hår, frygtsomme kvinder i folderige dragter og med småbørn, en krævende tros ubevidste pilgrimme, knuget mod brystet og svøbt i lange stykker snavset hovedklæde. »Se det kvæg,« sagde den tyske skipper til sin nye styrmand.

Hans engelsk havde en hård, tysk accent.

En araber, lederen af denne fromme rejse, kom sidst. Han vandrede langsomt om bord, smuk og værdig i sin hvide kjortel og store turban. En række tjenestefolk fulgte efter, belæsset med hans bagage; Patna kastede los og bakkede ud fra kajen.

Den styrede mellem to små holme, skråt over sejlskibenes ankerplads, drejede 180 grader i skyggen af et bjerg og fortsatte langs en række skummende rev. Araberen, der stod agter, fremsagde med høj røst bønnen for dem, som rejser på søen. Han nedbad den Allerhøjestes velsignelse over denne rejse og bad Ham se i nåde til menneskenes travle virke og deres hjerters hemmelige formål; damperen stampede i tusmørket gennem strædets rolige vand, og langt agten for pilgrimsskibet syntes et skruepælsfyr, der af de vantro var anbragt på en forræderisk grund, at blinke til det med sit ildøje som for at spotte dets ærinde i troens tjeneste.

Skibet klarede strædet, sejlede tværs over bugten og fortsatte ad den såkaldte Engradspassage. Det styrede lige mod Det røde Hav under en fredfyldt himmel, en glohed og skyfri himmel, omhyllet af en stråleglans af solskin, der dræbte enhver tanke, knugede hjertet og fik al tilskyndelse til kraft og energi til at visne. Og under denne himmels uhyggelige glans lå havet stille, blåt og bundløst, uden en sitren, uden en krusning, uden en rynke – tyktflydende, stillestående, dødt. Med en dæmpet hvislen af damp gled Patna over denne 23

lysende og glatte flade, trak et sort bånd af røg hen over himlen og efterlod på vandet et hvidt bånd af skum, der straks forsvandt som genfærd af et spor på et livløst hav efter genfærdet af en damper.

Som om solen i sin bane holdt trit med pilgrimsfærdens forløb, kom den hver morgen til syne med en lydløs eksplosion agten for skibet, indhentede dette ved middagstid, væltede sine strålers koncentrerede ild ned over menneskenes fromme gøremål, fortsatte nedefter i sin bane og sank hemmelighedsfuldt i havet aften efter aften under bevarelse af samme afstand foran dets fremvandrende stævn. De fem hvide besætningsmedlemmer levede midtskibs, afsondret fra den menneskelige ladning. Solsejlene dannede et hvidt tag over dækket fra for til agter, og en svag summen, en dæmpet mumlen af sørgmodige stemmer, var det eneste, som røbede, at mange mennesker var samlet på det glohede ocean. Sådan var dagene: stille, hede, tunge, og forsvandt i fortiden én efter én, som om de sank i en afgrund, der stedse var åben i skibets kølvand, og skibet fortsatte ensomt under sin lille røgfane ufortrødent sin vej, sort og gloende i en lysende umådelighed, som svedet af en flamme sendt imod det af en nådesløs himmel.

Nætterne sænkede sig over det som en velsignelse.

24