Hvis det er
1
Af samme forfatter Eksempel på liv – 1993 Rester – Noveller 1996 Hus og hjem – Roman 1999 Biler og dyr – Noveller 2000 Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand – Roman 2002 Min mor sidder fast på en pind (med Lars Nørgård) – Børnebog 2003 Rødby-Puttgarden – Roman 2005 Ned til hundene – Roman 2008 Dette burde skrives i nutid – Roman 2011
2
Helle Helle
Hvis det er Roman
Samleren
3
Hvis det er © Helle Helle og Samleren/rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Neel Dich Abrahamsen Illustration: © Archivist Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell ISBN: 978-87-638-3241-0 Printed in Finland 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
www.hellehelle.net
Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
4
1
Det er ikke mig. Jeg står ikke sådan bag et træ i skoven. Bladene drysser. Det er uge 44, det er de sidste blade. Jeg troede, jeg blev ved med at løbe ligeud. Men jeg passerede hele tiden det samme mosehul med visne bregner. Jeg løb til venstre og til venstre og igen længe efter, eller også var det højre, og så en gang til. Jeg noterede mig dette, det var før vablen. Nu er solen lavere på himlen, og jeg er ikke alene. Der er en kvinde ude på stien. Hun står og roder i sin lomme, hun er iført pandebånd. Træningsjakken bundet om hofterne. Hun putter noget i munden, så kigger hun direkte herhen. Tyggemusklerne går op og ned. Men hun har ikke set mig, for nu glider blikket videre op mod trækronerne, hun lægger nakken helt tilbage. Hun bliver stående sådan, måske er der noget deroppe. Hun formår at tygge i den position. Jeg løfter hovedet for at se efter, men der er bare en blå himmel over alle de krogede grene. Månen er stået op, det var tidligt. Da jeg sænker hovedet, er hun igen i fart. Træningsjakken svinger fra side til side. Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke 7
naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko. Det lykkes mig at komme op i en slags omdrejning, omkring træet og tilbage på stien. Jeg vælger den modsatte retning af hende. Efter nogen tid deler stien sig i tre, jeg bevæger mig til højre forbi en større lysning og videre bag om et stykke fyrreskov. Her hviler jeg lidt på en kampesten. Hun dukker op så pludseligt fra venstre, at der kommer en lyd ud af mig, et hårdt pust. Det giver et ryk i min skulder. Vi nikker uden at sige noget, hun løber i græsset midt på stien, mellem hjulsporene. Det var derfor, jeg ikke hørte hende. Det var ikke godt for min skulder, hvad der skete. Brug ikke ordet ikke så ofte. Jeg går nu den vej, vi begge kom ad, for ikke at rende på hende igen. Men allerede ved lysningen ved jeg ikke, hvad jeg skal. En rovfugl svæver højt oppe og cirkler væk over trætoppene. Jeg beslutter at krydse lysningen, måske er der en åbning på den anden side, jeg vader gennem græsset. Det er højt og ufremkommeligt, men jeg kommer fremad. Men den lysning er større, end jeg forestillede mig. Jeg standser halvvejs ved et enligt træ, jeg ser mig omkring. Men der er ikke meget at se. Men, men, men. En løbesko stikker ud under træets nederste gren, den sidder på hendes fod.
8
2
Hun kommer fra Aars, hun arbejder i en tøjforretning, det er bare midlertidigt. Hun for vild først på eftermiddagen. Som jeg nok har bemærket, er der ingen mobildækning. Hun gestikulerer en del, hendes hænder er korte og firkantede. – Det er lidt noget pis, siger hun. Vi står stadig midt i lysningen, vi ser os omkring i forskellige retninger. Vi kommer ikke ind på, at hun sad i det træ. Det er ved at blive dunkelt, det høje græs bølger i mange slags bleggult. Der er et svagt spor igennem det, hvor jeg gik, men jeg kan ikke se hendes. – Jeg kom med teletaxi. Altså det sidste stykke herud. Jeg har løbet et år til december, siger hun. Når hun siger ja, siger hun jer. Jeg ser på hendes pandebånd, hun rører ved det: – Det er min papsøns, han er spejder. Så er der en pause i samtalen. Hun har åbenbart strammet et snørebånd for meget, hun bøjer sig og løsner det. Hun har en form for bælte om livet med en vandflaske i hver side, hun vender tilbage til lodret position og løsner den ene flaske, drikker, tørrer sig over munden. – Vil du have en tår? Bare drik. 9
Hun rækker den frem mod mig, jeg afslår. Hun tager selv en lille tår mere, får så sat flasken på plads igen. – Jeg tror, det er bedst at bevæge sig den vej, siger hun med udslået arm mod det, der må være øst, i hvert fald er solen på vej ned omtrent modsat. Vi krydser lysningen i den foreslåede retning. Vores skygger er lange, min noget længere end hendes. Men hun er bredere midtpå, også på grund af vandflaskerne og med træningsjakken daskende udenpå. Der kommer en rytmisk klikken fra hende, sikkert noget ved lynlåsen. Så er hun ved at snuble over et eller andet i græsset, hun giver et højt hvin, det får også mig til at råbe op. Hun genfinder hurtigt balancen, vi står og sunder os lidt. – Chok, haha, siger hun, før vi går videre. Ovre på den anden side af lysningen er skovstien bred og dækket med skærver. Hun løsner træningsjakken fra hofterne og tager den på, lynlåsen driller. Jeg benytter ventetiden til at omrokere min sok, jeg trækker i den, hun udstøder en række rytmiske lyde: – Æisch, æisch. Men så lykkes det endelig med den jakke, og vi sætter i gang. Hun nikker mod min fod: – Har du fået vabler? Så er det næsten bedre at tage dem af, siger hun, og jeg ryster på hovedet, det forbigår hendes opmærksomhed, alligevel fortsætter hun: – Okay, måske ikke lige her. Det er også noget mærkeligt noget at hælde ud på en skovsti.
10
Hvis det pusler fra hegn og krat, er vi ikke i stand til at høre det. Skærverne slår og rasler under os. Vi går begge ret vaklende, hun med sin ene arm rakt halvt over mod mig, hun hæver stemmen: – Det er værre end Jens Vejmand, det hedder jeg næsten til efternavn. Pas på dem der. Vi træder uden om et par større sten, nu tager hun kortvarigt fat i mit ærme, så slipper hun og standser et øjeblik: – Hvad hedder du så? – Roar. – Roer? – Ja, med a, siger jeg, og hun står og nikker et par gange. – Det er meget specielt. Jer, siger hun. Så går vi videre.
11
3
Jeg går ikke her med en kvinde iført pandebånd i et hastigt tiltagende tusmørke uden mål og med. I sko fra byen Arden, jeg købte dem i forgårs. De lå i en trådkurv uden for Sport og Parfumeri, der var kun det ene par. Desværre to forskellige størrelser, det bemærkede jeg ikke i skyndingen. Ekspedienten kom ud på fortovet med en karklud, hun tørrede trådkurven af. Jeg fulgte efter hende tilbage ind i forretningen med skoene i hånden, de var hæftet sammen, hun klippede dem fra hinanden. Der var et podie i forretningens ene vindue, der sad en lille hund på det, den så længe på mig og vendte sig så bort. Jeg betalte med kort. Det tog lang tid, før betalingen gik igennem, vi stod og ventede. Ekspedienten foldede karkluden sammen, den var gul. Jeg har ikke tidligere set nogen folde en karklud. Hun foldede den som en dug, hun glattede den også. Jeg gik derfra med skoene i en pose, jeg gik rundt i gaderne. Der skulle have været en bager. Jeg gik ind i stationsbygningen, fordi gaden sluttede. Et par unge mennesker med plastflasker kiggede op og røg så videre. På perronen viste skiltet fyrre minutter til næste tog, det var toget nordpå. Jeg bevægede mig rundt om bygningen, luften var surkold. Ekspedienten kom trækkende hen ad fortovet med den lille hund, nu iført dækken. Hun lod den snuse til noget 12
under en bænk, hun stod og studerede sin håndflade imens. Da jeg nærmede mig, løftede hun hovedet og så lige på mig uden noget særligt udtryk. Jeg lagde an til en hilsen. Men før den blev til noget, rettede hun igen sin opmærksomhed mod håndfladen. Der var en ejendomsmægler over for stationen. Jeg kiggede på huse i vinduet, jeg læste hver enkelt billedtekst med alle beløb og finansieringsforslag. Jeg var den sidste ved bilen, solen havde efterladt et glødende orange spor over p-pladsen.
13
4
Mørket ligger tæt inde mellem granerne, ingen af os kommenterer det. Men vi har sat farten noget op, det medfører et vist ubehag i mit tilfælde. Jeg kompenserer for vabelsmerten ved at gøre højre ben let stift og svinge det i en lille bue for hvert skridt, men jeg holder tempoet. – Du skulle virkelig tage dem af nu, det er jo blødt her, siger hun. Der høres igen ustandseligt denne klikken fra hende. Jeg spekulerer på, om hun ikke selv bemærker det, vi bevæger os ellers lydløst på strækningen. – Hvor længe har du så løbet? siger hun. – Måske en halv time. – Okay. Altså nu her. – Ja. – Men ellers? – Jeg har ikke rigtig løbet før. Eller, efter ting har jeg selvfølgelig. – Det er klart. Hun har en lille brat latter, en udånding oven på et meget kort ø. – Så er det da rimelig godt at kunne løbe en halv time, siger hun. 14