Af samme forfatter: Trilogien om Mærkelige Mynthe: Mærkelige Mynthe (2013) Mere mærkeligt med Mynthe (2014) Meget mærkeligt, Mynthe (2014) Trilogien om Herremandens Datter: Herremandens Datter (2015) Falkonerens Kæreste (2016) Heksens tvilling (2016) Trilogien om Drengehjemmet: Mørke Møder (2018) Kolde Kys (2018) Brændte Beviser (2019)
2
DORTE ROHOLTE DORTE ROHOLTE KOLDE KYS
DRENGEHJEMMET
HØST & SØN HØST & SØN
3
Drengehjemmet_Kolde_Kys_titels.indd 1
16/08/2018 00.25
Kolde Kys – Drengehjemmet 2 © Dorte Roholte og Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Mette Breth/brethdesign.dk Sat med Charter ITC hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga. ISBN 978-87-638-5866-3 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Læs om forfatteren og hendes udgivelser her: www.dorte-roholte.dk
Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk
4
1
Inde på sit værelse krøb Emma op på sovebriksen og satte sig med ryggen mod væggen. Det var dejligt at være alene igen. Eller rettere, det var lidt dejligt, at Nora var taget hjem. Men hun savnede Sylvia. Heldigvis var der stadig fem dage tilbage af efterårsferien plus resten af dagen i dag. De havde masser af tid at være sammen i. Emma havde allerede skrevet til Sylvia flere gange i dag uden at få svar, men nu sendte hun en ny sms til hende. Der var én bjælke på signalet på hendes mobil. Hey S, hvad laver du? Vi kunne køre hen på kirkegården, så viser jeg dig Finns grav? Hun trykkede på »send« og tænkte på, at Sylvia havde villet fortælle hende noget forleden dag. Måske var det noget med hendes forældre? Mens Emma ventede på svar, lagde hun sig på sengen og lyttede til musik og drømte om Finn. Flere gange kiggede hun på Sylvias blyantstegning af ham. Den var så fantastisk, præcis og livagtig, at hun slet ikke kunne lade være med at smile til den og at kysse papiret. Men hun havde aldrig kysset med Finn. Man kunne vel heller ikke kysse et spøgelse? Da hun havde prøvet at røre ved ham, var hendes hånd gået lige igennem ham og var blevet kold. 5
Da døren pludselig gik op, spjættede Emma forskrækket og kom til at krølle tegningen. Hun satte sig op, hev sin ene earplug ud og så på sin mor. »Hvorfor banker du ikke på?« »Det gjorde jeg også, men du hørte det ikke,« forsvarede moren sig. Hun stod med sin ene hånd på maven, som om hun havde ondt i den. »Hvad laver du?« »Ikke noget.« Emma skubbede tegningen ind mellem nogle bøger og lagde sig ned på albuerne igen. »Emma, far og jeg vil godt snakke med dig ude i køkkenet.« »Hm.« »Kommer du?« E mma blev lidt urolig indeni. Hvad ville de sige? Det så ikke ud, som om hun skulle have en skideballe. Men hun havde heller ikke dårlig samvittighed over noget. Åh nej, bare de ikke skulle flytte. Det ville simpelthen være det værste af alt. Hun havde hadet at skulle flytte herned, men nu ville hun absolut ikke væk fra Finn eller Sylvia eller Bulte. Godt nok var et par stykker af dem fra klassen nogle klaphatte, men de andre var ok. Men hun kunne faktisk heller ikke forestille sig, at hendes far ville gå med til at flytte fra drengehjemmet, selvom hendes mor var blevet mere og mere bange for at bo her på grund af alle de mystiske ting, der hele tiden skete. Faren havde jo bundet alle sine penge i det store, gamle hus. Men måske ville forældrene bare tale med hende 6
om alt det der med at lave en del af huset om til Bed & Breakfast, det ville sikkert tage en evighed. Og hun ville altså meget hellere snakke med Sylvia. Faktisk var hun ved at være temmelig bekymret over, at hun ikke havde hørt fra hende. »Emma!« kom det utålmodigt fra moren. »Har vi noget cola?« fandt Emma på at sige. Det vidste hun, at de ikke havde, for hun og Nora havde drukket det sidste i går aftes. »Det tror jeg ikke. Men vi har Fanta.« »Jeg er bare helt syg efter en cola. Jeg cykler lige hen i kiosken og køber en, før vi snakker, okay?« Hendes mor sukkede. »Ja ja, så. Hvis det ikke kan være anderledes. Men skynd dig.« Emma kom op at stå og tjekkede hurtigt sig selv i spejlet. Hun hev jakken ned fra knagen ude i gangen og stak i støvlerne. Det var koldt i vejret, tæt på frost, men himlen var klar og blå. Fra et sted langt væk lød motorlarm fra knallerter. Emma måtte puste på sine røde fingre for at få liv i dem, da hun nåede kiosken. Ude foran den hev hun mobilen op fra baglommen for at se, om Sylvia omsider havde svaret. Det havde hun ikke. Her var der net, så hun sendte en snap til Sylvia af sine ben og cyklen og skrev på den, hvornår de skulle køre en tur. Hun kunne se, at Sylvia åbnede den med det samme, men hun svarede 7
ikke. Emma blev urolig, for det lignede ikke Sylvia. Men måske var hun sammen med sine forældre, måske havde de gæster, eller også var der en anden god forklaring på den manglende reaktion fra hende. Ja, det måtte der være. Med colaen på bagagebæreren kørte Emma langsomt væk fra kiosken. Da hun tilfældigt kom til at se på kirketårnet, slog en idé ned i hende. Finn havde jo fortalt om en pige, der hed Ulla, som han havde været kæreste med og besøgt om natten. Hendes far havde opdaget det, og derfor havde Finn fået tæv af svinet Madsen og havde måttet tilbringe tre døgn i det lille rum under trappen. Hvis de kunne finde frem til hende Ulla, kunne hun måske fortælle, hvad der var sket med Finn. Hvorfor og hvordan han var død, og hvad forklaringen kunne være på, at han stadig var her. Emmas hjerte begyndte at slå hurtigere. Finn havde også sagt, hvad den gård hed, hvor Ulla boede. Den måtte ligge her i nærheden, for han var løbet over markerne tilbage til drengehjemmet. Nordgården! I samme sekund, som navnet slog ned i Emma, satte hun fart på cyklen og styrede direkte mod Kristinelund. Det her måtte hun simpelthen tale med Sylvia om lige med det samme. Den dårlige samvittighed over, at forældrene sad derhjemme og ventede, prikkede lidt i hende. Men hun var også nødt til at vide, hvad det var med Sylvia. Hvorfor hun ikke svarede. 8
Emma svingede ned ad alleen mod Kristinelund. Den kolde vind fik hendes kinder til at svide lidt. Inde i det store stuehus var der allerede tændt lys, kunne hun se på afstand. Der var også lys oppe på Sylvias værelse. Hun cyklede om på gårdspladsen og opdagede, at der ikke holdt nogen fremmede biler. Kommer du ned og lukker op? skrev hun i chatten. Sylvia læste det med det samme, men svarede ikke. Emma syntes, det varede ret lang tid, før døren blev åbnet. Men endelig stod Sylvia der, og Emma registrerede, at hun så lidt mærkelig ud. Faktisk så hun ud til at være meget ked af det. Hun smilede ikke, hendes øjne var rødrandede, og der var røde skjolder på hendes hals. Måske havde hun været oppe at skændes med forældrene, tænkte Emma. »Hey, Sylvia,« begyndte Emma ivrigt, mens hun gik hen mod Sylvia for at kramme hende. Men Sylvia trådte et skridt tilbage og undveg Emma. »Hvad er der?« spurgte Emma, mens det fløj gennem hende, at hun inderst inde egentlig havde vidst det her. Vidst, at der var noget galt, når Sylvia nu ikke svarede på hverken det ene eller det andet. »Har du sendt et billede af mig til Nora?« spurgte Sylvia tonløst. Emma havde et nej på tungespidsen. Men inden det nåede at slippe ud, kom hun i tanke om, at det faktisk ville være en løgn. »Hvorfor tror du det?« spurgte hun i stedet og følte sig elendig tilpas. Gid hun aldrig havde sendt den snap til Nora 9
den første dag i den nye skole. Det var så dumt gjort af hende. Dumt og kvajet. Men dengang kendte hun jo ikke Sylvia som nu. Sylvia blev ved at se så underligt på hende. »For hvordan skulle Nora ellers vide, at jeg har den bluse med de grønne stjerner? Jeg har kun haft den på i skole én gang, og det var den første skoledag efter sommerferien. Da jeg var hjemme hos dig i går, sagde Nora, at hun har en bluse mage til min med de store, grønne stjerner.« Emma kunne ikke finde ud af, hvad hun skulle svare, og tavsheden mellem dem svulmede tung og mørk op. »Du sendte det til hende for at vise hende, hvor tyk og grim jeg er, ikke også?« blev Sylvia ved, og nu lød det, som om hun var lige ved at græde. Pludselig ringede mobilen i Emmas baglomme. Lyden virkede så høj i den tunge stilhed mellem dem, at Emma kom til at give et lille gisp fra sig. Hun hev mobilen frem. Mor ringer, stod der i displayet. »Det er min mor,« sagde hun ilde til mode og holdt den forklarende frem mod Sylvia. »Jeg bliver nødt til at tage den.« Sylvia sagde ikke et ord. Hun flyttede sig heller ikke. »Ja?« sagde Emma ned i mobilen. Hendes mors stemme var skinger på en måde, Emma ikke havde hørt ret tit. Faktisk lød hun både vred og oprevet: »Nu kommer du hjem, og det er altså omgående. Er du med?« »Ja ja.« 10
Moren havde allerede afbrudt, og Emma så på Sylvia, mens hun gik et par skridt baglæns. »Jeg bliver nødt til at køre hjem, for …« Sylvia kiggede ned, lige inden hun lukkede døren. Hun var stadig tavs, men Emma nåede at få et glimt af Sylvias hage. Den bævede. Synet forfulgte Emma hele vejen tilbage til drengehjemmet, og hun skammede sig bare så meget over sig selv. For hun havde jo sendt det billede for at gøre grin med Sylvia. Det var bare før. Hun hjulede af sted midt ude på vejen, og en ladvogn dyttede af hende. Føreren gav hende fingeren ud gennem sideruden. Emma gav ham en tilbage og håbede, at han kiggede i bakspejlet. A lt var bare noget møg, og hun havde både hjertebanken og en stor, salt klump i halsen, da hun drejede ind på gårdspladsen derhjemme. Inden hun løb op ad de tre trin til bagtrappen, tørrede hun øjnene med bagsiden af hånden og snøftede. I sidste øjeblik kom hun i tanke om colaen og huskede at tage den med ind. Hvad var det så, forældrene ville sige til hende, der ikke kunne vente?
11
2
Der duftede sødt. Det var det første, hun sansede, da hun trådte ind i den mørke gang, hvor dørene altid var lukkede. I starten havde de prøvet at lade dem stå åbne, men de blev altid lukket igen uden nogen forklaring, og nu havde de opgivet. Vafler! Emma ville kunne genkende den helt særlige duft overalt. Hun havde altid elsket vafler, men hendes mor syntes, at vaffeljernet var besværligt at gøre rent, så derfor bagte de dem ikke ret tit. Kun ved særlige lejligheder som Emmas fødselsdag, eller når der var noget andet helt specielt på færde. De havde slet ikke fået vafler, mens de havde boet her på drengehjemmet. Emma havde ikke engang været sikker på, om vaffeljernet havde været med i flyttelæsset. Mens hun hængte frakken op på knagen og vred støvlerne af, følte hun sig splittet mellem en lækkersult, der fik maven til at rumle, og en voksende uro. Det var noget vigtigt, forældrene ville sige, det var hun helt sikker på. »Hey,« sagde hun prøvende, da hun trådte ud i køkkenet. Hendes mor og far sad ved køkkenbordet, og der var 12
lagt dug på. Den var blomstret. Der var også sat nye lys i de to høje stager, og der var dækket op til vafler til tre. Forældrene holdt hinanden i hånden over bordet og smilede begge til Emma. »Du må undskylde, at jeg snerrede sådan ad dig,« sagde hendes mor. »Men jeg ville jo gerne have, at du kom hjem, mens vaflerne var lækre og friskbagte.« »Øh … ja.« Emma dumpede ned på den tomme stol og så på bordet. Der var flødeskum og jordbærsyltetøj i fine krystalskåle. Og der var isterninger i det glas, der var sat frem ved hendes kuvert. »Tag nu en vaffel,« sagde hendes far og lempede én over på Emmas tallerken. »De er bedre end nogensinde, jeg har prøvesmagt.« »Okay.« »Nå,« sagde hendes far endelig og smilede på den måde, der gjorde hans mund meget bred, mens Emma kom først flødeskum og bagefter syltetøj på sin vaffel. «Vi har altså en ret stor nyhed til dig, Emma. Vi ville bare vente, til Noras besøg var forbi.» Emma så spændt på ham. »Har vi fået wi-fi?« »Du skal være storesøster,« sagde hendes mor i det samme og smilede på en ligesom lidt indadvendt, hemmelighedsfuld måde. Der var kommet to røde pletter på hendes kinder. Først nu opdagede Emma, at hendes mor sad med den ene flade hånd let mod maven. Præcis på 13
samme måde, som hun havde stået i døren, inden Emma kørte efter cola. Og som hun havde gjort ret mange gange det sidste stykke tid, nu hvor Emma tænkte over det. »Hvad?« »Vi har indtil videre fravalgt at få at vide, om det er en dreng eller en pige,« sagde hendes far. »Men vi har allerede været til de første undersøgelser og scanninger inde på sygehuset i Alkøbing.« »Jeg er i uge 20, og jeg har for længst kunnet mærke liv,« fortalte moren glad. »Åh, Emma, jeg glemmer aldrig, hvordan det var, da jeg ventede dig og mærkede liv for første gang. Det føltes næsten som at have en lille fisk inde i maven, som slog med sin hale. Kan du huske, hvor jeg hvinede, Anders?« Emmas mor så forelsket på hendes far, som gengældte hendes blik og nikkede. Det var, som om de fuldstændig fortabte sig i hinanden og bare glemte alt andet omkring sig. I hvert fald Emma. Hun sad på stolen og følte sig rigtig underligt til mode. En baby. Her hos dem. Hun kunne overhovedet ikke forestille sig det. Vafler kunne hun i hvert fald ikke få nogen ned af, så hun skubbede sin tallerken med den halvspiste vaffel længere ind på bordet. Hun kom til at gøre det lidt for hårdt, så hendes tallerken ramte den fine skål med syltetøj. Der kom en lyd, da lidt af tallerkenkanten knækkede af, og pludselig vågnede Emmas forældre op af deres midlertidige dvale. »Hov,« udbrød hendes far. »Det gør ikke noget,« sagde hendes mor og rykkede 14
hurtigt syltetøjsskålen væk. Nu kiggede de begge to kun på Emma. »Jeg troede, du havde regnet det ud,« smilede Emmas mor. »Fordi jeg er blevet lidt tykkere om livet. Faktisk kan jeg ikke engang have mine yndlingsbukser på mere, det har du da opdaget, ikke?« Emma rystede på hovedet. »Vi har været så spændte på at sige det til dig, men vi ville vente, til vi var helt sikre på, at babyen var sund og rask,« forklarede faren. »Hvorfor skulle den ikke være det?« spurgte Emma. Hendes stemme lød rusten, som om hun ikke havde sagt noget længe. »Ja, fordi far og jeg ikke er helt unge mere og sådan,« svarede hendes mor. »Men både lægerne og jordemoren siger, at vi venter en rigtig kernesund unge.« Emmas mor bøjede sig lidt frem og strøg Emma over kinden. Emma flyttede hovedet lidt, nærmest per refleks, så det blev kun til et strejf med fingerspidserne. »Du skal selvfølgelig lige vænne dig til tanken, det forstår vi godt,« sagde hendes mor med den bløde stemme, hun altid havde brugt til at trøste Emma med, da hun var lille. »Og vi regner heller ikke med, at du skal være vores indbyggede barnepige eller noget. Men selvom der bliver alle de år mellem jer, kan I helt sikkert sagtens få et fint søskendeforhold alligevel.« »Måske har du lyst til at komme med nogle forslag til gode drengenavne og pigenavne,« foreslog Emmas far. 15
Pludselig kunne Emma ikke holde ud at blive siddende længere. Hun rejste sig så brat, at køkkenstolen væltede bag hende. »Går I så fra hinanden igen, når babyen er et halvt år, sådan som I gjorde med mig, eller hvad?«. I den stilhed, der opstod i køkkenet, så Emma noget ud ad den ene øjenkrog. Det var blevet mørkt, og for en gangs skyld havde hendes mor ikke nået at trække rullegardinerne ned. Udenfor så hun et hvidt ansigt med kulsorte øjne, som kiggede ind til dem. Emma gispede af skræk, og ansigtet forsvandt. Sekundet efter var hun i tvivl, om hun havde set det. Ude af sig selv stormede hun hen over køkkengulvet. Hun ville bare ind på sit værelse, og det skulle være nu med det samme.
16