Politkoskaja - Putins Rusland (læseprøve)

ANNA POLITKOVSKAJA

PU T I N S RUSLAND MED

FORORD AF

LEIF

DAVIDSEN

3

DEN RUSSISKE HÆR OG SOLDATERMØDRENE

I Rusland er hæren et lukket system, der ikke adskiller sig principielt fra et fængsel. Ingen kommer ind i hæren eller i fængsel, medmindre myndighederne ønsker det. Når man først er indenfor, lever man en slavetilværelse.

Hære alle steder forsøger at skjule, hvad de foretager sig, og det er muligvis grunden til, at vi omtaler generaler, som om de tilhørte en international stamme, hvis personlighedsprofil er den samme overalt på kloden, lige meget hvilken præsident eller hvilken stat de gør tjeneste under.

Der er imidlertid flere specifikke særtræk ved den russiske hær eller, rettere sagt, ved forholdet mellem hæren og civilbefolkningen. De civile myndigheder har ingen kontrol med, hvad der foregår i hæren. En menig soldat tilhører den laveste kaste inden for hierarkiet. Han er ingenting. Bag kasernernes betonmure kan en officer gøre lige, hvad han vil, over for en menig. På samme måde kan en højerestående officer gøre, hvad han måtte få lyst til, over for en kollega af lavere rang.

Læseren tænker sikkert allerede, at så slemt kan det vel heller ikke være.

Nej, det er det ikke altid. Somme tider er forholdene en lille smule bedre, men kun fordi en særlig human enkeltperson har 18

besluttet at kalde sine underordnede til orden. Det er det eneste, der åbner for et lille glimt af håb. »Men hvad så med landets ledelse?« tænker De måske. »Præsidenten er jo automatisk øverstbefalende for de væbnede styrker og dermed personligt ansvarlig for, hvad der foregår, ikke sandt?« Det er desværre sådan, at så snart Ruslands ledere flytter ind i Kreml, gør de ikke længere noget forsøg på at tøjle lovløsheden inden for hæren, men vil efter al sandsynlighed blot give de overordnede officerer endnu mere magt. Afhængigt af om en politisk leder lader hæren få sin vilje eller ej, vil den enten støtte ham eller undergrave hans magt. De hidtil eneste forsøg på at gøre hæren lidt mere human blev foretaget i Jeltsins præsidentperiode som en del af programmet til fremme af demokrati og frihed. Disse reformforsøg varede ikke længe. I Rusland er det vigtigere at holde på magten end at redde nogle soldaters liv, og efter en krydsild af harme fra Generalstaben besluttede Boris Jeltsin at hejse det hvide flag og kapitulere over for generalerne.

Putin har ikke engang gjort et forsøg. Han er selv officer. Og så er der ikke mere at sige om den sag. Allerede første gang han dukkede op på Ruslands politiske radar som muligt fremtidigt statsoverhoved og ikke længere blot som den upopulære chef for KGB’s afløser, det alment forhadte FSB (Den Føderale Sikkerhedstjeneste), begyndte han med at fremsætte udtalelser, der kunne fortolkes sådan, at hæren, som var blevet udsat for nedskæringer under Jeltsin, i fremtiden skulle genfødes, og at det eneste, der manglede for at realisere denne genfødsel, var en Tjetjenienskrig nummer to. Alt det, der siden er sket i den nordlige del af Kaukasusbjergene, kan føres tilbage til dette udgangs19

punkt. Da den 2. Tjetjenienskrig begyndte, fik hæren frie hænder, og ved præsidentvalget i 2000 stemte de alle som én på Vladimir Putin. Hæren havde forstået, at de havde taget hul på en meget profitabel æra med hurtige forfremmelser, flere og flere militære medaljer og mulighed for at skabe sig en ny karriere.

Generaler i aktiv tjeneste skabte fundamentet for en fremtidig karriere inden for politik og røg direkte til tops i den politiske elite. For Putin er hærens genfødsel nu et overstået kapitel efter dens ydmygelser under Jeltsin og dens nederlag i den 1. Tjetjenienskrig.

Hvordan Putin konkret har båret sig ad med at hjælpe hæren, vil vi se nærmere på i de følgende historier. Så kan De selv afgøre, om De ville bryde Dem om at leve i et land, hvor Deres skatteindbetalinger bidrog til at opretholde en institution som den russiske hær. Hvad ville De synes om, at Deres søn, så snart han fyldte atten, blev indkaldt som kanonføde? Hvor tilfreds ville De være med en hær, som soldaterne deserterer fra i hundredvis hver uge, undertiden hele grupper eller kompagnier på én gang? Hvad ville De synes om et militær, hvor en hel bataljon – mere end 500 mand – blev dræbt i løbet af ét enkelt år, 2002, ikke i aktiv kamp under en krig, men ved brutale mishandlinger på kasernerne? Hvor officererne i et panserregiment stjæler hver eneste tirubelseddel, forældrene sender deres sønner? Hvor officererne er forenet om et brændende had til de menige soldaters forældre, fordi rasende mødre, når forholdene bliver alt for utilstedelige, stadig oftere protesterer over drabene på deres sønner og kræver, at det skal have et retsligt efterspil.

20

Soldat U-729343: Glemt på slagmarken Det er den 18. november 2002. Nina Levurda, der er gået på pension efter femogtyve år som folkeskolelærer, er en tung kvinde, som bevæger sig langsomt, gammel og træt og med den ene alvorlige helbredsskavank efter den anden. Hun har, som så ofte før i det seneste år, ventet i adskillige timer i det ugæstfri venteværelse i Krasnaja Presnja-distriktsdomstolen i Moskva.

Nina har ingen andre steder at henvende sig. Hun er en mor uden en søn og, hvad værre er, uden kendskab til sandheden om sin søn. Løjtnant Pavel Levurda blev født i 1975. For den russiske hær var han U-729343. Han blev dræbt i Tjetjenien under den 2. Tjetjenienskrig, den der ifølge præsident Putin skal have indvarslet den russiske hærs genfødsel. Hvordan den blev genfødt, kan vi få en illustration af ved at se nærmere på de sidste par måneder af U-729343’s liv. Det er ikke så meget det, at han blev myrdet, som det er omstændighederne i forbindelse med hans død og især det, der skete bagefter, der har fået Nina til at gå rundt fra den ene retslige instans til den anden i de sidste elleve måneder. Hun har kun ét mål: At få et præcist, juridisk bindende svar fra den russiske stat på, hvorfor hendes søn blev efterladt på slagmarken. Og i øvrigt også at finde ud af, hvorfor hun efter hans død er blevet behandlet så gennemført modbydeligt af Forsvarsministeriet.

Som barn drømte Pavel Levurda om at gøre karriere inden for hæren, noget der ikke længere er helt så almindeligt i vore dage.

Drenge fra fattige familier søger stadig ofte optagelse på militærskolerne, men deres mål er tit at få en uddannelse og derefter blive løst fra deres kontrakt med hæren. De endeløse, selvglade rapporter fra Præsidentens kontor om den stadig skrap21

pere konkurrence om at blive optaget på hærens skoler er fuldstændig korrekte. Men det har mindre at gøre med en forbedring af hærens renommé, end det har med fattigdommen hos dem, der stræber efter at få en uddannelse. Det er også grunden til den katastrofale mangel på yngre officerer inden for enhederne. Når de nyuddannede underofficerer har fået deres eksamen fra officersskolerne, undlader de ofte at møde op på de kaserner, hvor de er blevet udstationeret. De bliver pludselig ramt af »alvorlig sygdom« og indsender attester om alle mulige former for uventede handicap. Det er noget, det ikke er specielt svært at arrangere i et land, der er så korrupt som Rusland.

Pavel var anderledes. Han drømte om at blive officer. Hans forældre forsøgte at tale ham fra det, fordi de vidste, hvilket hårdt liv det kan være. Pjotr Levurda, Pavels far, havde selv været officer, og familien havde tilbragt det meste af deres liv med at flytte fra den ene fjerntliggende garnisonsby til den anden.

Desuden var det i begyndelsen af 1990’erne, hvor alting var i opløsning efter Sovjetimperiets sammenbrud. Alle var enige om, at en dreng, der netop var blevet færdig med skolen, måtte være sindssyg, hvis han søgte ind på en af officersskolerne, hvor de ikke engang havde råd til at give officerseleverne mad hver dag.

Pavel insisterede imidlertid på at forfølge sin drømmekarriere og blev optaget på De Væbnede Styrkers Fjernøstlige Officersskole. I 1996 blev han færdig som løjtnant og blev sendt af sted for at gøre tjeneste i omegnen af Skt. Petersborg. Og derefter, i 1998, blev han kastet på hovedet ud i det værste af det værste: 58. armé.

Den 58. armé har et ekstremt dårligt renommé, selv efter russiske forhold. Den er kommet til at stå som et synonym for det moralske forfald inden for de væbnede styrker. Det er naturlig22

vis en udvikling, der begyndte inden Putin. Vladimir Putin må imidlertid bære en stor del af ansvaret, først og fremmest for at det totale anarki blandt officererne er gået ustraffet hen, og for det andet fordi det i realiteten er ham, der har placeret officererne i hæren over loven. De kan i praksis ikke retsforfølges, næsten uanset hvilke forbrydelser de begår.

Hertil kommer, at 58. armé var general Sjamanovs armé. Vladimir Sjamanov, der er blevet tildelt titel af »Ruslands helt«, kæmpede i begge Tjetjenienskrigene og blev berygtet for sin ekstreme brutalitet over for civilbefolkningen. General Sjamanov er trådt ud af hæren og er i dag guvernør i Uljanovsk-regionen, en direkte følge af den 2. Tjetjenienskrig, hvor han i de første år var på tv-skærmene stort set hver dag. Han fortalte dagligt hele landet, at »alle tjetjenere er banditter«, og at de fuldt ud fortjente at blive udryddet. Et synspunkt, Putin støttede ham hundrede procent i.

58. armés hovedkvarter ligger i Vladikavkas, hovedstad i Nordosetien (Alania), der er en republik inden for Den Russiske Føderation med grænser til Tjetjenien og Ingusjetien.

Arméens soldater udkæmpede den 1. Tjetjenienskrig og gør stadig aktiv tjeneste i Tjetjenien i dag. 58. armés officerskorps fulgte eksemplet fra general Sjamanov og blev også berygtet for deres ekstreme brutalitet, både mod Tjetjeniens civile befolkning og i forhold til deres egne menige soldater og underofficerer. Det Nordkaukasiske Militærdistrikt, som 58. armé hører under, har sit hovedkvarter i den sydrussiske by Rostov-na-Donu. Størstedelen af sagerne i arkivet hos organisationen Soldatermødrenes Rostov-komité omhandler menige soldater, der er deserteret efter at være blevet gennempryglet af officerer i 58. armé, som også er kendt for åbenlyse tyverier fra arméens lagre 23

og landsforræderi i stor målestok. De vides at have solgt våben fra deres egne depoter til kommandanter i den tjetjenske modstandsbevægelse. De har kort sagt altid været flinke til at give fjenden en hjælpende hånd.

Jeg kender personligt mange yngre officerer, som har gjort, hvad de kunne for at slippe for at komme til at gøre tjeneste i 58. armé. Levurda traf imidlertid en anden beslutning. Han deserterede ikke. Han skrev breve, som var meget ubehagelig læsning, han kom hjem på orlov, og hans forældre kunne se, at deres søn blev mere og mere deprimeret. Lige meget hvordan de forsøgte at få ham til at søge et andet sted hen, svarede han imidlertid: »Jeg må gøre det, der må gøres.« Pavel Levurda var tydeligvis en ung russer, der, som myndighederne senere har beskrevet ham, havde en højt udviklet sans for sin pligt over for fædrelandet og en dyb patriotisme. Han håbede inderligt på en reel, ikke bare en putinsk, genfødsel for den russiske hær.

Lige efter nytår 2000 fik Pavel Levurda endnu en chance for at slippe væk fra krigen i det nordlige Kaukasus. De færreste ville have bebrejdet ham det, hvis han havde gjort det. Mange yngre officerer tyede til alle mulige midler for at blive fritaget for tjeneste. Men som Pavel forklarede sine forældre, syntes han ikke, at han kunne svigte de menige soldater.

Den 13. januar 2000 vendte Pavel tilbage fra orlov og meldte sig til 15. Motoriserede Infanteriregiment under den 2. (Taman) Garderdivision – enhed nr. 73881 – i Moskvas omegn.

Den 14. januar hørte Nina for sidste gang sin søns stemme i telefonen. Han havde underskrevet en specialkontrakt og ville blive sendt til Tjetjenien, og ...

Der kunne ikke herske tvivl om, hvad det sidste uhyggelige »og« indvarslede.

24

»Jeg græd. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at tale ham fra det,« husker Nina. »Men Pavel sagde, at det ikke kunne laves om. Jeg bad min kusine, der bor i Moskva, om at tage ud til Tamandivisionens kaserne og overtale ham til ikke at tage af sted. Da hun kom derud, erfarede hun, at han var blevet sendt af sted nogle få timer tidligere. Han var allerede blevet fløjet til Mosdok.« Mosdok er en lille by i Nordosetien, på grænsen til Tjetjenien. Da denne nye krig begyndte, blev Mosdok hovedbase for Den Forenede Overkommando, som Putin havde mobiliseret til sin »antiterror-aktion«.

I mellemtiden var det blevet den 18. januar 2000. U-729343 befandt sig inde i Tjetjenien. »I øjeblikket er jeg i den sydøstlige udkant af Grosnyj,« skrev Pavel i sit første og eneste brev hjem til forældrene fra krigsskuepladsen. Brevet er dateret den 24. januar 2000.

Byen er belejret fra alle sider, og der er alvorlige kampe i gang. Beskydningen standser ikke så meget som et øjeblik.

Byen brænder, himlen er helt sort af røg. Fra tid til anden lander en mortérgranat i nærheden, eller et bombefly affyrer et missil, så det runger i éns ører. Artilleriet buldrer uden pause. Tabene i vores bataljon har været uhyggeligt store. Alle officererne i mit eget kompagni er gjort ukampdygtige. Den officer, der stod i spidsen for denne enhed før mig, blev sprængt i luften af en af vores egne minefælder.

Da jeg meldte mig hos kompagnichefen, greb han sin maskinpistol og affyrede en runde, der ramte jorden kun et par centimeter fra mig. Det var rent held, at jeg ikke blev ramt.

Alle lo. De sagde: »Pavel, den gruppe har haft fem andre officerer før dig, og du holder højst i fem minutter!« Folkene 25

her er okay, men ikke særlig motiverede. Officererne er kontraktansatte, men selv om soldaterne med et par enkelte undtagelser er meget unge, holder de stand. Vi sover alle i ét telt, på den bare jord. Det vrimler med lus. Maden er noget hundeæde. Ingen forandring, hvad det angår. Hvad der venter forude, ved vi ikke noget om. Enten skal vi angribe, guderne må vide hvor, eller også bliver vi siddende her, til vi går fra forstanden, eller de trækker os ud og sender os alle tilbage til Moskva. Det må guderne vide. Jeg er ikke syg, men jeg føler mig ret langt nede. Det må være nok for nu. – Kærlig hilsen og kys, Pasja.

Det virker bestemt ikke som det bedste brev til at berolige et forældrepar. Men når man er i krig, mister man evnen til at berolige andre og glemmer ofte, hvad der kan chokere folk langt væk, når man selv har haft oplevelser, der var hundrede gange mere chokerende.

Senere skulle det imidlertid vise sig, at Pavels brev faktisk havde haft til formål at berolige hans forældre. For da han skrev det, lå han ikke længere i et telt og grublede over, hvad der ventede forude. I hvert fald fra den 21. januar var han direkte involveret i »de alvorlige kampe«, efter at han var blevet indsat først som gruppeleder for en mortérgruppe og senere som chef for et helt kompagni. De andre officerer var ganske rigtigt blevet gjort »ukampdygtige«, og der var ingen andre til at overtage kommandoen over soldaterne.

Det var heller ikke sandt, at han befandt sig »i udkanten af Grosnyj«.

Den 19. februar blev løjtnant Levurda alvorligt såret, da han hjalp bataljonens opklaringsenhed med at bryde ud af omring26

ning og »støttede sine kammeraters tilbagetog« (ifølge indstillingen til en posthum tildeling af Tapperhedsmedaljen) i landsbyen Usjkaloj i Itum-Kale-distriktet dybt inde i Tjetjenien. Han døde af »massive blødninger som følge af adskillige skudsår«.

Han døde med andre ord i landsbyen Usjkaloj. I vinteren 1999-2000 fandt de blodigste kampe sted netop dér, en desperat partisankrig højt oppe i bjergene, udkæmpet på de smalle skovstier. Men hvad skete der med Pavels lig?

Familien modtog ikke nogen kiste med Nina Levurdas søns jordiske rester. Hun fandt senere ud af, at hans lig var blevet borte for den hær, han havde tjent så loyalt!

Efter at Nina selv havde måttet påtage sig rollen både som ansvarlig for militærdomstolens efterforskning og opdager i felten, fik hun bekræftet, at de »kammerater«, hvis tilbagetrækning Pavel havde dækket den 19. februar, ganske rigtigt slap væk. Men de efterlod simpelthen Pavel og seks andre soldater, som havde reddet deres liv ved at støtte deres flugt fra omringningen under de svære kampe. De fleste af de efterladte soldater var sårede, men stadig i live. Indbyggerne i den isolerede bjerglandsby har senere fortalt, at de unge mænd råbte på hjælp og tryglede om ikke at blive efterladt. Landsbyboerne forbandt nogle af de sårede soldater, men kunne ikke gøre mere for dem.

Der er ikke noget hospital i Usjkaloj, ikke nogen læge, ikke engang en sundhedsplejerske.

Pavel Levurda blev efterladt på slagmarken og glemt. Ingen kunne huske, hvor hans lig var blevet efterladt. De glemte også, at han havde en familie, som ventede på, at han skulle vende tilbage. De overlevende holdt simpelthen op med at tænke på dem, der havde ofret deres liv for, at de kunne slippe levende derfra.

27

Det, der skete med Pavel Levurda, efter at han var død, er ekstremt typisk for den russiske hær. Denne vanærende episode er den bedst tænkelige illustration af hærens måde at tænke på.

For dem betyder det enkelte menneskeliv ingenting. Ingen holder tal på, hvor mange soldater der er. Ingen føler noget ansvar for soldaternes familier.

De kom først i tanke om Pavel Levurda den 24. februar, ifølge oplysninger fra Generalstaben for Tjetjenien efter at Usjkaloj var blevet renset fuldstændigt for tjetjenske frihedskæmpere og var kommet under de russiske forbundsstyrkers »kontrol«. (I realiteten blev denne forklaring dog først fabrikeret senere for at bevise, at der ikke havde været »objektiv mulighed« for at hente Pavels lig.)

I virkeligheden hentede hæren den 24. februar ligene af seks af de syv soldater, som havde gjort det muligt for deres kammerater at slippe ud af omringningen. Pavel Levurda kunne de imidlertid ikke finde, og de glemte hurtigt alt om ham igen.

I mellemtiden var Pavels mor på randen af hysteri. Det eneste, hun havde hørt, var brevet, som hun modtog den 7. februar.

Forsvarsministeriets telefon-hotline var ikke til nogen hjælp.

Hun kunne lige så godt have talt til en computer som til de vagthavende officerer i ministeriet om den sorg, der var ved at drive hende fra forstanden. »Løjtnant Pavel Petrovitj Levurda figurerer ikke på vores lister over døde eller savnede.« Det var det eneste svar, hun fik hver gang.

Nina lyttede til den »fuldt informative« hotline i flere måneder. Det mest utrolige var, at officererne, endog efter at hun selv havde fundet sin søns jordiske rester og havde modtaget officiel meddelelse om hans død, stadig ikke opdaterede oplysningerne i deres computere.

28

Men for at vende tilbage til Pavels historie ... Den 20. maj, tre måneder efter kampene ved Usjkaloj, fandt det lokale politi »en grav med liget af en mand, der bar spor af at være død en voldelig død«. Det var imidlertid først den 6. juli, efter at Nina i yderligere halvanden måned dagligt havde haft telefonkontakt til Forsvarsministeriet og adskillige gange havde henvendt sig til den lokale militære udskrivningskreds, at politiet udfyldte den relevante blanket, »Orientering vedrørende sag nr. 464«, som reaktion på Ninas landsomfattende efterlysning af sin søn.

En kopi af denne blanket nåede den 19. juli omsider frem til kriminalpolitiet i Brjansk, hvor Pavels familie boede. Nina, der havde henvendt sig til alle tænkelige og utænkelige instanser, havde også meldt sin søn savnet hos politiet i sin hjemby. Det var grunden til, at politiassistent Abramotjkin, en menig medarbejder ved kriminalpolitiet, som en rutineopgave den 2. august 2000 opsøgte Pavels familie for at tale med hans forældre.

Den eneste, der var hjemme, var Nina, Pavels 14-årige niece.

Politiassistent Abramotjkin stillede hende nogle spørgsmål om Pavel, ville vide, hvad han havde haft på, da han forsvandt, og blev meget overrasket over at høre, at det drejede sig om en efterlysning af en soldat i hæren. Det var Abramotjkin, ikke en repræsentant for Forsvarsministeriet, der meddelte den faldne løjtnants mor, at hendes søn officielt var meldt savnet, og at hans madration og løn i samme forbindelse var blevet annulleret med virkning fra den 20. februar. Politiet i Itum-Kale kontaktede senere Abramotjkin og bad ham opsøge familien i Brjansk for at få »en postadresse til enhed nr. 73881, hvor løjtnant P. P. Levurda gjorde tjeneste«, så de kunne kontakte hans overordnede officerer i forbindelse med deres efterforskning af omstændighederne ved den uidentificerede unge mands død, 29

idet han ud fra moderens beskrivelse kunne være en af enhedens underofficerer!

Dette er et ordret citat fra den officielle korrespondance, og det siger ikke så lidt om virkeligheden inden for hæren og realiteterne i forbindelse med den krig, Vladimir Putin fører i Kaukasus. Eftersom ingen i hæren aner, hvad de andre foretager sig, eller hvor de befinder sig, er det lettere for politiet at kontakte forældrene end at komme igennem pr. telefon til hærens Overkommando for Tjetjenien i Khankala, en russisk militærbase uden for Grosnyj.

Da politiassistent Abramotjkin blev klar over, hvilken tilstand familien var i, rådede han Nina Levurda til så hurtigt som muligt at rejse til Rostov-na-Donu. Han havde fundet ud af, at de uidentificerede, faldne soldater fra Usjkaloj var blevet bragt til hærens centrale ligkælder dér, hvor oberst Vladimir Sjtjerbakov, leder af Hærens Retsmedicinske Laboratorium nr. 124, arbejder på at identificere dem. Oberst Sjtjerbakov er en mand, der står stor respekt om i Rusland, og som i parentes bemærket udfører sit arbejde trods stærk modstand fra officererne i den aktive hær, generalerne og Generalstaben. Han gør det kun, fordi hans hjerte byder ham at gøre det rigtige.

Abramotjkin gav dog Nina det råd, at hun ikke måtte forvente for meget, for »i Rusland kan alt ske«, som vi plejer at sige, og det er ikke ualmindeligt, at lig bliver forbyttet. I mellemtiden var Soldatermødrenes Brjansk-komité også blevet involveret i Levurda-sagaen, og det var takket være deres kontakter og politiassistent Abramotjkins anstrengelser, at de to eliteenheder det 15. garderregiment og Taman-divisionen modstræbende måtte indrømme, at det syvende lig, som »kammeraterne« havde efterladt, muligvis kunne være Pavel Levurda.

30

»Vi ankom til Rostov den 20. august,« fortæller Nina. »Jeg tog direkte hen til ligkælderen. Der var ikke vagt ved indgangen, og jeg gik ind ad den første dør, jeg kom forbi. Derinde stod en af retsmedicinerne med et hoved, han havde skåret af et af ligene på bordet foran sig. Eller rettere sagt et kranium. Jeg vidste øjeblikkelig, at det var Pavels hoved, selv om der lå flere andre kranier ved siden af.« Er det muligt at vurdere eller give kompensation til en mor for sådan en oplevelse?

Selvfølgelig er det ikke det! Og hvem kan argumentere imod, at retsmedicinere kan have brug for at se nærmere på kranierne af de lig, de har foran sig på operationsbordene?

Men alligevel ... Hvor er vi dog alle blevet tankeløse og forhærdede og, netop derfor, blottet for moral.

Nina måtte have en beroligende indsprøjtning efter synet af sin søns kranium, som det skulle vise sig, at hun havde identificeret korrekt. I det samme kom en repræsentant for Pavels enhed styrtende til for at tale med hende. Politiassistent Abramotjkin, der havde fået enhedens adresse fra forældrene, havde sendt dem et telegram, og divisionschefen havde straks sendt en repræsentant til Rostov for at få ordnet alle formalia.

Repræsentanten viste Nina en blanket. Hun kastede ét blik på den og besvimede. Det var en officiel dødsmeddelelse, underskrevet af chefen for enhed nr. 73881, oberstløjtnant A. Dragunov, og regimentets stabschef, oberstløjtnant A. Potjatenko, og stilet til »borger og borgerinde Levurda«, hvor de blev informeret om, at »Deres søn i forbindelse med en militær opgave, tro mod sin faneed, modig og tapper, er faldet i kamp«. Divisionen havde allerede fået travlt med at prøve at dække over sin »glemsomhed«.

31

Da Nina kom til sig selv, læste hun blanketten én gang til. Der var ingen angivelse af, hvor eller hvornår hendes søn var død. »Hvilken dato var det?« spurgte hun repræsentanten fra sin søns enhed. »Den rubrik kan De selv udfylde. Bare skriv, hvad De synes,« svarede officeren. »Hvad mener De med, at jeg selv kan udfylde rubrikken?« råbte Nina. »Pasja havde en fødselsdag, som var den dag, han blev født. Jeg har vel også ret til at vide, hvilken dag der var hans dødsdag!« Officeren trak på skulderen, som om han ville sige »Jeg er ikke den rigtige at spørge« og gav hende en kopi af endnu et officielt dokument, denne gang en ordre til enhedens operative kommando om at »slette løjtnant Levurda fra listerne over regimentets bemanding«. Heller ikke dette dokument var dateret eller indeholdt nogen begrundelse, men der var underskrifter og forskellige officielle stempler nederst på siden. Stadig med det samme naive, barnlige blik i øjnene bad officeren Nina om selv at udfylde de uudfyldte rubrikker og, når hun kom hjem, aflevere dokumentet til den lokale udskrivningskreds, så de også kunne slette Pavel fra deres lister.

Nina svarede ikke. Hvad er vel formålet med at prøve at tale med et menneske uden hjerne i hovedet og uden hjerte eller sjæl? »Det vil da være det nemmeste, det kan De godt se, ikke? I stedet for at jeg selv skulle rejse hele vejen til Brjansk?« fortsatte officeren usikkert.

Selvfølgelig ville det være det nemmeste. Der kan ikke herske tvivl om, at man kan spare utrolig meget tid ved at være hjerteløs og brutal. Tag for eksempel Ruslands forsvarsminister, Ser32

gej Ivanov, en af Putins gamle kammesjukker fra hans tid i FSB i Skt. Petersborg. Ivanov er i fjernsynet én gang om ugen, hvor han læser præsidentens krigsbulletiner op. Med en intonation som Goebbels under 2. verdenskrig sværger han, at »ingen vil få os til at bøje knæ for terroristerne«, og at han har tænkt sig at fortsætte krigen i Tjetjenien indtil dens angivelige »sejrrige afslutning«. Vi hører aldrig forsvarsminister Ivanov sige ét ord om de soldater og officerer, der gør det muligt for præsidenten og ham at undlade at bøje knæ for »terroristerne«. Den politiske linje er rent nysovjetisk: Mennesker har ingen betydning som enkeltindivider, de er kun krumtappe i et maskineri, hvis formål er at realisere magthavernes aktuelle fikse idéer uden at stille spørgsmål. En krumtap har ingen rettigheder og ingen værdighed, ikke engang som død.

Det tager så meget længere tid at være høflig og medmenneskelig. For efter min mening ville det indebære at se ud over »Overordnede retningslinjer for partiet og regeringen« og interessere sig for detaljerne i forbindelse med gennemførelsen af disse retningslinjer. I det konkrete eksempel er detaljerne, som følger: Den 31. august 2000 blev U-729343 omsider begravet i byen Ivanovo, hvor Pavel Levurdas forældre var flyttet til for at slippe væk fra deres mørke associationer til Brjansk. De militære retsmedicinere i Rostov udleverede Pavels kranium til Nina. Desværre var det tilsyneladende den eneste rest af ham, de kunne finde.

Mange mennesker i Rusland har hørt om Nina Levurda, og det har de, fordi hun efter at have stedt sin søn til hvile, på niendedagen efter begravelsen, tog direkte til 15. regiments hovedkvarter i Moskva-regionen. Da hun tog af sted fra Ivanovo, var 33

hendes eneste hensigt at se Pavels officerer i øjnene og i det mindste, ansigt til ansigt med deres unge løjtnants mor, se et lille spor af anger over alle de ting, de havde »glemt«. »Jeg forventede selvfølgelig ikke at få en undskyldning,« siger Nina, »men jeg havde håbet, at jeg ville se medfølelse i deres ansigter.« Da den dræbte løjtnants mor ankom til Taman-divisionen, var der ingen, der ville tage imod hende. Divisionschefen »havde ikke tid«. Nina sad i tre dage og ventede på at få foretræde for ham, uden mad, uden så meget som at blive budt på en kop te, uden søvn, og uden at nogen lod sig mærke med hendes tilstedeværelse. De overordnede officerer gjorde sig stor umage for at ignorere hende, mens de myldrede frem og tilbage som kakerlakker. Det var da, Nina Levurda svor, at hun ville retsforfølge den russiske stat og bringe Forsvarsministeriet og forsvarsminister Ivanov for retten for de moralske lidelser, de havde påført hende. Ikke i forbindelse med hendes søns død: Han døde trods alt under udførelse af sine pligter som soldat. Men på grund af det, der skete bagefter. Oversat fra retssalenes snørklede, juridiske jargon til almindeligt sprog ville hun have svar på, hvem der var ansvarlig.

Hvad skete der så? Først fik Nina og hendes familie overrakt sønnens posthume Tapperhedsmedalje ved en ceremoni på udskrivningskredsens kontor i Ivanovo. Derefter gik hæren i gang med at tage hævn. Forsvarsministeriet og Taman-divisionen erklærede krig mod denne mor, der havde tilladt sig at give udtryk for sin harme over deres opførsel.

Det greb de an på følgende måde: På mindre end ét år blev der gennemført otte retslige høringer, den første den 26. december 2001, den seneste den 18. november 2002, alle uden nogen form 34

for konklusion. Ingen af domstolene nåede overhovedet frem til en vurdering af indholdet i Ninas anklageskrift, fordi Forsvarsministeriet og deres jurister havde den uforskammethed simpelthen ikke at møde op i retten. Og det kunne de mageligt gøre. Først blev sagen Nina Levurda mod Staten behandlet af dommer Tjulenev fra Krasnaja Presnja-distriktsdomstolen i Moskva. Hans afgørelse lød på, at moderen »ingen ret havde til informationer« om, hvor hendes søns lig var, og at Forsvarsministeriet som følge deraf ikke havde nogen forpligtelse til at give hende sådanne informationer. Nina gik videre til Moskvas Byret, hvor sagen, på grund af den første kendelses åbenlyse absurditet, blev sendt retur til Krasnaja Presnja-distriktsdomstolen til en ny høring. Den statslige maskines teknik over for den dræbte løjtnants mor var en systematisk boykot af alle domstolenes behandlinger af sagen, både af forsvarsministerens officielle repræsentanter og Overkommandoen for Landstyrkerne, som Taman-divisionen og 15. regiment hører under. De udeblev simpelthen bare hver gang. Og Nina Levurda måtte tage frem og tilbage mellem Ivanovo og Moskva, stå foran endnu en tom anklagebænk og have spildt endnu en rejse. En almindelig kvinde uden andre indtægter end den statslige folkepension, der knap nok er tilstrækkelig til at holde sulten fra døren, og med en mand, som var begyndt at drikke efter Pavels begravelse i et forsøg på at slippe væk fra al deres lidelse.

Ved den femte høring, hvor de anklagede igen udeblev, var dommer Bolonina fra Krasnaja Presnja-distriktsdomstolen, som sagen var blevet sendt retur til fra Moskvas Byret, til sidst en fortvivlelse nær, og hun idømte Forsvarsministeriet en bøde på 8000 rubler for udeblivelse. En bøde, skatteyderne kom til at betale. Det var naturligvis ikke penge, forsvarsministeren be35

talte til Nina Levurda af sin egen lomme. Der var ingen form for kompensation. Det er ikke den svage parts rettigheder, de russiske domstole beskytter, men de almægtige myndigheder.

Den 18. november 2002, efter idømmelsen af bøden for udeblivelse, var Forsvarsministeriet omsider repræsenteret i retssalen, men det var nogle højst mærkværdige repræsentanter. De hævdede, at de aldrig havde hørt om den konkrete sag, nægtede at oplyse deres navne og beklagede sig over, at forholdene i ministeriet var frygtelig kaotiske, og det var grunden til alle de mange problemer. Som følge deraf blev sagen igen udsat, denne gang til den 2. december.

Nina var opløst i tårer, da hun bagefter stod udenfor i de snuskede korridorer. »Hvorfor gør de det?« spurgte hun. »Man skulle tro, de ikke havde gjort noget galt.« Man kan kun misunde Sergej Ivanov, Ruslands forsvarsminister, der har så lidt medlidenhed med sit folk. Hvor må livet være dejlig enkelt for ham! Han behøver ikke gøre sig nogen bekymringer om små detaljer som mødre, hvis sønner er faldet i den »krig mod den internationale terrorisme«, han væver så poetisk om på tv. Han slipper for at høre deres stemmer og føle deres smerte. Han ved ingenting om de liv, han har ødelagt, ingenting om de mange tusind mødre og fædre, som Ruslands nye politiske elite har svigtet, efter at deres sønner ofrede deres liv for dem. »Putin kan ikke overkomme at holde øje med alt!« vil præsidentens russiske beundrere indvende.

Næh, det kan han vel ikke. Men som præsident er det hans opgave at tænke på metoder og holdninger. Han er det menneske, der former tilgangen til problemløsninger. I Rusland vil folk altid efterligne manden i toppen.

36

Vi har set på Putins holdning til hæren. Han er hundrede procent ansvarlig for den brutalitet og menneskefjendskhed, der gennemsyrer hæren og statsapparatet. Brutalitet er en alvorlig infektion, der så let som ingenting kan udvikle sig til en epidemi. Brutaliteten, der først blev bragt i anvendelse i forhold til Tjetjeniens befolkning, rammer nu også »vore egne«, som de mere nationalistisk sindede plejer at sige, når de omtaler den russiske del af Føderationens borgere. Herunder også de russere, der udkæmper en patriotisk krig mod dem, der som de første oplevede den nye brutalitet på deres egen krop. »Han traf selvfølgelig et valg og fulgte sin skæbne,« siger Nina og tørrer tårerne af kinderne. Dommer Bolonina går forbi, uudgrundelig i sin dommerdragt. »Men for himlens skyld, de er da også mennesker, ikke?« Er de? Jeg kan ikke lade være med somme tider at tænke på, om Putin virkelig er menneskelig og ikke blot et koldt afgudsbillede af metal. Hvis han har en menneskelig side, skjuler han den i hvert fald godt.

De 54 soldaters flugt Folk emigrerer fra Rusland, når en fortsat tilstedeværelse udgør en trussel mod deres liv, eller når staten iværksætter massive overgreb mod deres integritet og værdighed. Den 8. september 2002 var 54 soldater i den russiske hær kommet i netop den situation og forsøgte at flygte.

Den 20. Motoriserede Garder-Infanteridivisions uddannelsesbarak ligger i udkanten af landsbyen Prudboj i Volgogradregionen, den tidligere Stalingrad-region. Soldaterne, alle fra anden deling i enhed nr. 20004, var blevet bragt til træningsom37