61803_genfaerdet_r1
06/01/07
20:13
Side 4
GENFÆRDET Tora i Skotland © 2003 Charlotte Blay og Høst & Søns Forlag, København 2007 1. udgave, 2. oplag Forlagsredaktion: Nanna Gyldenkærne Kortet på forsatsen er tegnet af Jørgen Windfeldt Omslagsillustration: Per Jørgensen Sat med Plantin hos N. Christensen Grafik ApS, Hellerup Tryk: Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2007 ISBN-10: 87-14-11866-1 ISBN-13: 978-87-14-11866-2
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser.
Til læsehestene Freja og Clara
HØST & SØN • KØBMAGERGADE 62 • POSTBOX 2212 • 1018 KØBENHAVN K
4
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 7
1. Øen i tågen Tågen lå tæt omkring båden. Tora Frost stod ved rælingen og prøvede at få øje på øen, hvor hendes far stod og ventede på hende. Øen med hesten og badestrandene og alle skeletterne. Men tågesløret drev over havet og skjulte alt. Toras far var ikke kommet som aftalt, da hun skulle med færgen. Typisk hendes far. Han havde lovet at møde hende, så de kunne sejle sammen tilbage til øen, hvor han arbejdede. Men han havde ringet på hendes mobiltelefon. Undskyldt, at han ikke nåede færgen. Han havde pludselig gjort et fantastisk fund i udgravningen. Nye skeletter. Det havde forsinket ham. Han havde sagt, at hun bare selv skulle komme med færgen. Hun var så dygtig, sagde han. Hun havde jo også selv klaret at komme med den rigtige bus og det rigtige tog ude fra lufthavnen i Edinburgh. Og han ville skam stå og tage imod hende med åbne arme, når færgen ankom til øen. Nu ringede mobilen igen. – Hej, Toratøs, er du okay på båden? – Alt er da i orden, Bjørn Frost, sagde hun med bolsjeblid stemme. I virkeligheden var det ikke spor i orden. Det vidste han også godt, hendes far. Når hun kaldte ham ved hans fulde navn, var der noget, som knirkede. – Tora, jeg er ked af, at jeg ikke nåede færgen, 7
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 8
brummede han. Så sænkede han stemmen, som om han kom med en hemmelig meddelelse: – Tora, det her er et af de betydeligste fund, jeg har gjort som arkæolog. Vil du tænke dig, vi har netop afdækket en vikingehøvding inde i munkenes gravkammer. Jeg havde jo mine anelser om, at vikingerne havde begravet nogen under højen ved kirken. Og det her er tydeligt nok en høvding. Den gamle gut ligger der med sit stridssværd. Han er begravet med sin kvinde, og – du tror det er løgn – sin skattekiste. Det sidste kom med en lav hvisken. Der lød en skratten i øret på Tora. – Lyden bliver dårlig, far, råbte hun. – Når du henter mig ved færgen, kan du fortælle det hele. Forbindelsen var afbrudt. Hun lod mobiltelefonen glide ned i jakkelommen, lænede sig ud over rælingen og spyttede ned i tågen. Skuffelsen over at være alene på skibet gav hende en sur plet i halsen. Hvorfor kunne hendes far aldrig holde en aftale? Nu skulle hun kede sig i næsten to timer på en dødssyg færge. Han var mere interesseret i et tudsegammelt skelet af en viking end i sin egen datter. – Bjørn Frost, du kan vente dig! skreg hun ud mod øen. – En dag går det galt for dig! Nå ja, selvfølgelig burde hun ikke stå her og udsende forbandelser mod sin egen far. Hun blev bare så tosset, når han glemte hende. Tora kneb øjnene sammen. Hvad var det? Hun så et vældigt dragehoved tone frem i tågen. Det nikkede mod hende, og nu kunne hun også skimte et stort råsejl, der ligesom en firkantet vinge rejste sig over ski8
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 9
bet bag dragehovedet. Et vikingeskib. Et af de langskibe, som hendes far plejede at fortælle om. Bemandet med stridslystne vikinger, der sejlede ud på deres togter for at røve, hærge og voldtage … Nu hørte hun ru stemmer, der brølede mod færgens motorlyd, og nede i det åbne langskib skimtede hun skindklædte skikkelser med vildtvoksende hår og skæg. En af mændene havde en jernhjelm med næsebeskytter trykket ned over den strittende hårmanke. Han gloede direkte op på Tora og hævede sit lange sværd mod hende, mens han sendte et langstrakt brøl op mod himlen. Det gibbede i hende, og hun trykkede sin kasket bedre fast over det flyvske lyse hår. Vinden bed i hendes kinder, og ude i det råkolde tågehav skimtede hun vildmændene i vikingeskibet. Så, hvordan de greb fat i tovene og fik vendt det store, tunge sejl. Skibet fulgtes et øjeblik med færgen, men sejlede så ud i tågen og forsvandt. De rå brøl fortonede sig. Hun stod tilbage ved rælingen med en sær forvirring i hovedet. Hvis hun fortalte sin far om synet, ville han garanteret smile skævt og sige: – Toratøs, du har en meget livlig fantasi. Det var godt med ham. Han kunne jo bare lade være med at fortælle alle sine saftige historier om de gamle vikinger. Måske var det ren fantasi, det Tora så, men somme tider havde hun på fornemmelsen, at hun kunne se noget i en anden verden. Noget, som andre ikke fik øje på. Det med synerne begyndte, da hendes morfar døde. Hendes elskede morfar, som hun var hos i alle sine 9
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 10
ferier. Den gamle engelske søulk havde fortalt hende historier fra de syv verdenshave.Tora vidste, at der var noget galt med ham, allerede inden han døde. Hun havde haft en knugende fornemmelse af, at han kaldte på hende, men hun kunne ikke komme. Der var ikke ferie lige på det tidspunkt. Ved begravelsen gik den gamle søulk rundt mellem gæsterne. Tora var lammet, da hun opdagede, at han stod ved sin egen blomsterpyntede kiste og smilede. Hun så ham som en skygge. Han nikkede opmuntrende til hende, og hun fornemmede hans særprægede lugt. Synet af ham havde gjort hende rolig, men hun fortalte det ikke til nogen. Det var for underligt. Siden dukkede han med mellemrum op, når hun var ked af det og havde allermest brug for at blive trøstet. Han dukkede op som en kølig luftning med en svag lugt af tang og tjære. Det furede ansigt med de buskede grå øjenbryn var utydeligt, men stemmen var dyb og mild og med en sjov accent, som dengang han levede. Da hendes mor og far blev skilt sidste år, var det ham, der trøstede hende. Det havde også været en hård tid. – Morfar, du kunne godt tage og komme nu, hviskede Tora. Men han kom ikke denne gang. Hun prøvede uden held at synke det sure i halsen og gik ind i cafeteriet og købte sig noget chokolade. En tredobbelt Bounty med kokos. Hun trængte til noget sødt. Der var ikke mange ledige pladser, men hun fandt et bord og lod sin rejsetaske dumpe ned ved en cafeteriastol. Så trak hun et hesteblad op og lagde det på 10
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 11
bordet sammen med mobiltelefonen. Da hun skulle til at sætte sig, mærkede hun, hvor tørstig hun var, så hun gik op til disken igen og købte en cola. Da hun kom tilbage til sin plads, troede hun ikke sine egne øjne. Der sad en dreng ved bordet. De andre pladser var optaget, så det var rimeligt nok, at de delte bordet. Derimod syntes hun ikke, det var i orden, at fyren sad og guffede hendes Bounty i sig. Den idiot havde uden videre pakket hendes chokolade op og sad og åd den. Hun væmmedes ved at se, hvordan han gumlede. Ansigtet, der var blegt og plettet af fregner, roterede som en gummimaske. Tungen kørte ud i mundvigene og hentede kokos og chokolade, som var ved at falde ud. Skulle hun gå hen og sige, at han var en gemen chokoladetyv? Hvordan sagde man det på engelsk? Hun var virkelig god til engelsk på grund af sin morfar, men her hvor det var alvor, kunne hun ikke finde ordene. Hun mærkede, hvordan det strammede i maven, mens hendes hænder langsomt knyttede sig. Allerhelst havde hun givet ham en ordentlig en på kassen. Lysten til at banke ham dirrede i hendes knyttede næver. Det føltes, ligesom når hun blev rasende på sin lillebror, Gorm. Ham kunne hun klare som ingenting. Han var bare ni år og noget af en splejs, men han var fræk som en lille djævel, og han gik og rodede i hendes skuffer. Hun kunne se, når han havde været i gang, for hun havde et hemmeligt system med sytrå11
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 12
de. Gorm var altid ude efter hendes slik, ligesom ham idioten henne ved bordet. Tora trak luft ned i maven og gik med faste skridt hen og satte sig over for fyren. Hun stirrede ham udfordrende ind i det gumlende fjæs. Hvis han var ude på skrammer, så skulle han få det, selv om han var betydeligt større end Gorm. Hun skød på, at han var på alder med hende selv. Tretten, måske fjorten år. Chokoladetyven smovsede uanfægtet i hendes Bounty, mens han sad fordybet i en bog. Ved siden af hans stol stod en overfyldt skoletaske. Han havde uniform på. Skoleuniform. Tora havde set flere piger og drenge i den samme uniform ovre på stationen, da hun ankom med toget. De skulle sikkert hjem på sommerferie og smide uniformen. Grønne jakker og grå bukser og nederdele og en grinagtig grøn kasket. Kasketten sad klistret fast til hans vandkæmmede hår. Men allermest latterligt var slipset. Et grøn- og blåstribet slips strammede om flippen på drengens hvide skjorte. Det fik ham til at ligne en forretningsmand i miniudgave. Tænk, hvis fyrene i hendes klasse gik sådan klædt. Ha! Og så havde han spildt kokoskrummer på jakken, den nar. Mens Tora drak en slurk af sin cola, holdt hun øje med hver bid, fyren tog af hendes chokolade. Med næsen nede i bogen proppede han den sidste stump i munden, og hånden krabbede hen over bordet mod chokoladepakken. Der var endnu to stykker tilbage. Hans fingre tog fat om det ene. Hans mund åbnede sig, mens han løftede chokoladestykket. Så slog Tora til. Hendes hånd for frem og snuppede 12
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 13
chokoladestangen fra ham. Hun proppede den selv i munden, så den lå på tværs og bulede ud i begge kinder. Hun sikrede sig også stykket, der lå i papiret. Det manglede bare. Og mens fyren sad der og glemte at lukke munden, fejede hun sit blad til sig, greb colaen og hankede op i sin rejsetaske. Uden at se sig tilbage skred hun ud af cafeteriet. Sådan en latterlig nar skulle ikke tro, at han kunne komme godt fra at hugge andre folks chokolade. Der var nogle udkigsbænke bag panoramaruderne på etagen ovenover. Her fandt Tora et hjørne, hvor hun kunne kigge ud. Tågen var blevet tyndere. Nu kunne hun se mågerne, der svævede langs rælingen og holdt samme fart som båden. Hun sad og kom til at savne dem derhjemme. Hun skulle have været oppe hos mormor sammen med mor og Gorm ligesom sidste år. Men sidste år havde far været med. Det var slet ikke det samme uden ham. Men så havde han ringet ovre fra øen. – Jeg har den sødeste lille hest til dig, Tora. Den går rundt i min have og venter kun på, at du skal komme og ride på den, havde han lokket. Det var svært at stå for det med hesten. Tænk at få sin egen hest – om det så bare var i sommerferien. Hjemme måtte hun dele heste med pigerne i rideklubben. – Og der er vand hele vejen rundt om øen, så du kan rigtig bade og have det sjovt, havde hendes far fortsat. Det lød jo heller ikke tosset, det med at bade, så 13
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 14
hun havde pakket både sine ridebukser og sin badedragt ned i rejsetasken. Men solen kunne nu godt tage og stikke sit ansigt frem, tænkte hun. Hvis denne her tåge var det sædvanlige skotske sommervejr, blev der ikke meget sjov ved at bade. Hun skuttede sig på bænken og drak cola og bladede lidt i hestebladet. Nu var hendes mor og Gorm garanteret på stranden ude hos mormor. Hun længtes hjem. Savnede sin mormor, selv om morfar ikke var der. Hans gamle sejlbåd var solgt, men hun savnede træbroen, der gik helt ud til det dybe vand. Savnede de store gammeldags isvafler med syltetøj og flødeskum henne i kiosken. Selv Gorm, den lille orm, sad hun og savnede. Det var synd for far, at Gorm ikke gad holde ferie hos ham. Han ville hellere blive hjemme hos mor. De skulle også i Tivoli, havde hun lovet ham. Så længe Tora kunne huske, havde det altid været synd for far. Det var synd, når han glemte sin madpakke. Og når han glemte tiden og kom alt for sent hjem til middag og fik skældud af mor. Og når han glemte, hvor han havde glemt sin jakke. Engang havde han glemt Tora og Gorm på vikingeskibsmuseet i Roskilde, hvor han var museumsinspektør. Han glemte simpelthen, at han havde haft dem med derned en dag i vinterferien, og kom hjem uden sine børn. Heldigvis hørte Tora ikke sin mor skælde ud over den sag. Det var overstået, da deres far kom tilbage og hentede dem. Men ellers var det godt nok ikke rart, når mor skældte ud og rasede over fars glemsomhed. Det var synd for ham. Og det var allermest synd, da mor ville 14
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 15
skilles. Så var han helt alene i verden med sin glemsomhed. Mens Toras øjne fulgte en måge, der holdt sig svævende uden for vinduet, gik hun i gang med det sidste stykke Bounty. Lod chokoladen smelte på tungen og nulrede kokoskrummerne mod ganen med sin tunge. Hvis hun skulle være ærlig, så ville hun helst have holdt ferie derhjemme. Have været med ude hos mormor. Været i Tivoli og alt det sjove. Hendes far skulle bare grave efter gamle vikinger på en skotsk klippeø. Dødkedeligt. Havde det ikke været for hesten i haven og badestrandene, havde der ikke været nogen lyspunkter. Pling. Hun fik noget i hovedet. Hvad pokker? En sammenrullet papirkugle havde ramt hende i panden. Tora så et glimt af den grønne skolekasket og det blege fjæs, der forsvandt ned bag bænkeraden. Hvad bildte han sig ind, den idiot? Først åd han hendes chokolade. Så skød han til måls efter hende. Han kunne vente sig, den mide. Med en hurtig bevægelse samlede Tora papirkuglen op fra gulvet. Det var hendes Bountypapir pakket omkring en colakapsel. Hun rejste sig for at kyle den tilbage i hovedet på fyren, men han var allerede ude på dækket. Hun så ham spæne forbi ruden i sin latterlige uniform. Korte bukser og uldne sportsstrømper. Ha! Tora løb ud på dækket og kiggede efter den uniformerede dreng, men han var forduftet i tågen. – Du kan lige vente dig, dit abefjæs, råbte hun. Or15
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 16
det abefjæs havde hun oversat til monkeyface. Det var vist rigtig nok. Igen råbte hun monkeyface ind i dækkets tågeslør, mens hun kylede papirkuglen af sted. Måske var hun heldig at ramme ham. Hun stirrede ud i ingenting og hørte en måges spottende skrig i tågen. Derude et sted på den skotske klippeø lå hendes far på knæ og gravede efter skeletter. Derude gik en lille hest. Hvad gemte tågen ellers? – Det er måske mig, du kalder abefjæs og kaster papir efter? lød en dyb stemme inde i den slørede dis. Tora for sammen. Først nu opdagede hun omridset af en høj, mager person, som stod ved rælingen lidt længere henne. – Undskyld, men det var altså en helt anden, jeg mente, forsikrede hun og følte rødmen skylle op i ansigtet. Hvor var det pinligt. Mandens smil var langt og smalt. Han så ikke ud til at være fornærmet. Tværtimod trådte han nærmere, og hun så nu, at han havde en stav i hånden og vandrestøvler på fødderne. – Og hvad skal sådan en lille dame så foretage sig, når vi kommer til Isle of Rocks? spurgte han. – Jeg skal holde ferie hos min far, sagde Tora og var ved at strømme over af velvillig iver. – Min far skal arbejde, men jeg skal holde ferie. Hun stirrede igen ud i tågen, som om hun håbede at få et glimt af sit ferieparadis. – Isle of Rocks er en fascinerende ø at holde ferie på. Manden bankede let i dækket med sin stav. – Jeg skal vandre. 16
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 17
– Vandre? sagde Tora. – Sådan bare gå? Hun kunne ikke forestille sig, at nogen gad bruge en ferie på at gå. Så hellere ride. Mandens smalle smil kom ud af tågen, da han lænede sig frem mod hende. – Jeg kan fortælle dig, at det er en utrolig spændende ø at gå rundt på. Jeg har været på Isle of Rocks flere gange. Han pegede med stokken ud i tågen. – Der er store lyngklædte heder og brusende vandløb med fisk, fortsatte han. – Og der er slotsruinen, Kildrum Castle, mod syd og klosteret, Stonehaven Abbey, mod nord. – Det er ved det kloster, min far arbejder, udbrød Tora. – Nåda, sagde manden og lænede sig længere frem mod hende. – Hvad er det, din far arbejder med? – Han er, øh … Hun ledte lidt efter ordet på engelsk. – Han er arkæolog, og han står for undersøgelsen af en vikingegrav, de har fundet ved klosteret. – Det lyder interessant, sagde manden og rykkede endnu nærmere. – En vikingegrav ved et munkekloster? Hvor mærkeligt. Hvor mystisk. – Jamen det er skam rigtigt, sagde Tora. – Min far blev tilkaldt som vikingeekspert fra Danmark. De fandt noget af et vikingeskjold ved en rævegrav, og min far har lige fundet en høvding i højen, der dækker klosterets gravkammer. Vikingen ligger derinde med sit sværd i hånden. Han ligger begravet sammen med en skeletkvinde og – sin skattekiste. Toras stålgrå øjne tindrede, mens hun udbredte sig om sin fars fund. – Det lyder helt utroligt, sagde vandringsmanden. 17
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 18
Hans smalle smil nåede fra øre til øre, så ansigtet så ud, som om det var flækket. Han nikkede og sagde, at han glædede sig rigtig meget til at studere udgravningerne ved klosteret nærmere. Da vandrestøvlerne gik hen ad dækket og forsvandt med manden ind i tågen, havde Tora en stærk fornemmelse af, at hun ikke skulle have snakket så åbent om sin fars arbejde. Det plejede han ikke at bryde sig om. I hvert fald ikke før udgravningen og undersøgelserne var afsluttet. Hvis han opdagede, at hun havde snakket løs til fremmede om hans fund, ville han blive hamrende vred. Hun stod og hang med armene over rælingen. Færgen tudede, og forude blinkede det dovent fra et fyr. Lyskeglen fejede gennem tågen, der var lettet en smule fra havfladen. Som et scenetæppe der var trukket lidt op. Men endnu var sceneriet på øen ikke synligt. De sejlede forbi det hvidkalkede fyrtårn, der stod ensomt på sin klippeknold i havet. Bølgerne slog hidsigt op mod tårnets sider, mens lyskeglen fra tid til anden kæmpede sig gennem tågen. Endelig dukkede øen op med sine stejle klippeskrænter og små huse og færgelejet, som gabte mod dem. Også menneskerne på kajen kunne anes. Tora lænede sig mod rælingen og stirrede efter sin far. Han skulle stå derinde med fuldskæg og uldtrøje og åbne arme. Men hun kunne ikke se Bjørn Frost mellem de andre på kajen. Opgivende gik hun ind og samlede sine ting for at være klar, når landgangen blev sat. Bilerne var kørt fra borde. Da Tora gik i land, så hun 18
38471_genfaerdet_r1
16/11/03
13:13
Side 19
chokoladetyven i den grimme uniform springe hen og blive omfavnet af en trivelig dame, der ventede på kajen. Den høje mand, hun havde snakket med, vandrede med lange skridt i støvlerne op ad bakken, der førte bort fra færgelejet. Tora kiggede efter sin far, men han var ikke at se. Hun blev ru i halsen af vrede og mærkede tårerne stige op i øjenkrogene. Snart var hun alene på kajen. Med et opgivende suk satte hun sig på sin rejsetaske, så den sank sammen med et pust. Hun stak hænderne ned i jakkelommerne og rodede for at finde mobiltelefonen. Nu skulle ham Bjørn Frost altså have en overhaling … Hvor var den mobiltelefon? Hun mærkede noget aflangt i den ene lomme og trak det frem. Det var ikke en mobiltelefon, men en ny og frisk tredobbelt Bountystang.