6
J E L L IC OE ROA D
Melina Marchetta
JELLICOE ROAD
På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild
høst & søn
Jellicoe Road er oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild efter On the Jellicoe Road Copyright © 2006 by Melina Marchetta. Translation rights arranged by Grinberg Literary Management, Inc and Ia Atterholm Agency, Sweden. All rights reserved. Denne udgave: © Høst & Søn /rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsdesign: Marina Messsiha Dansk versionering Jette Aagaard Enghusen Sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3029-4 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
Til Daniel og til Max
Prolog Det tog min far et hundrede og toogtredive minutter at dø. Jeg talte. Det skete på Jellicoe Road. Den smukkeste vej, jeg nogensinde havde set, hvor træerne lavede luftige løvtag som en tunnel til Shangri-La. Vi skulle til havet, flere hundrede kilometer væk, fordi jeg gerne ville se det, og min far sagde, at det var på høje tid, vi alle fire begav os ud på den rejse. Jeg kan huske, at jeg spurgte: »Hvad er forskellen på en tur og en rejse?« og min far sagde: »Narnie, min skat – det finder du ud af, når vi når frem,« og det var det sidste, han nogensinde sagde. Vi hørte hende næsten med det samme. I den anden bil, klemt så langt ind i vores, at man ikke kunne se, hvor den ene begyndte, og den anden sluttede. Hun fortalte os, at hun hed Tate, hvorefter hun maste sig gennem glasset og metallet og kravlede hen over sine egne døde – bare for at være sammen med Webb og mig; for at række os sin hånd, så vi kunne knuge den af alle kræfter. Og så kom en dreng ved navn Fitz kørende forbi på en stjålet cykel og reddede vores liv. Senere spurgte en eller anden os: »Undrede det jer ikke, at ingen fandt jer noget før?« 7
Undrede det mig? Når man ser sine forældre lynet ind i sorte ligposer på Jellicoe Road, som var de en form for affald, er man så ikke klar over det? Undernes tid er forbi.
8
Kapitel 1 – – toogtyve år senere – – Jeg drømmer om drengen i træet, og netop da jeg er på nippet til at høre det svar, jeg har ventet på, river lommelygterne mig ud af det, der kunne have været sådan et perfekt øjebliks klarhed, som folk taler om resten af deres liv. Hvis jeg havde haft hang til drama, kunne jeg levende forestille mig mine suk blive hørt inde fra skolens mure og helt ned til byen nedenfor. Et spørgsmål trænger sig på: »Hvorfor lomme lygterne?« Det ville have været langt mindre iøjne faldende og dramatisk at tænde lyset ved min seng. Men hvis jeg har lært noget som helst i de forløbne fem år, så er det, at melodrama spiller en ganske særlig rolle i tilværelsen på Jellicoe-skolen. Så mens de tolvåriges munde bevæger sig, og deres hænder truer, tænker jeg tilbage på min drøm om drengen, for i den finder jeg lindring. Det ord kan jeg godt lide. Jeg vil gøre det til mit personlige årets ord. Der er bare noget ved den dreng, der får mig til at føle, at jeg hører til. Høre til. Tilhøre. Et besynderligt begreb, men selv uden ordkløveriet er det næsten lige så godt som lindring. Et eller andet sted i min tågede, svævende tilværelse 9
kommer jeg til at hænge i det træ med benene om grenen og spredte fingre famlende efter luften, som er berusende og parfumeret med den pragtfulde duft af egetræ. Drengen er altid ved siden af mig. Jeg ved ikke, hvad han hedder, og jeg ved ikke engang, hvorfor han opsøger mig, men han er der hver gang og spiller den samme musik på sådan en firser-Walkman til kassettebånd – en sang om flammetræer og gamle følelser for svundne venner. Drengen lader mig være med, og jeg synger den samme sætning hver gang. På det tidspunkt er hans øjne allerede tårevædede, og det vækker en nostalgi i mig, som jeg ikke har nogen grund til at føle, men ikke desto mindre piner den mig. Vi når aldrig helt til slutningen af sangen, og hver gang jeg vågner, minder jeg mig selv om, at jeg skal spørge ham om de sidste takter. Men af en eller anden grund glemmer jeg det altid. Jeg fortæller ham historier. Masser af historier. Om eleverne på Jellicoe-skolen og Byboerne og Kadetterne fra en militærskole i Sydney. Jeg fortæller ham om territorialkrigen mellem os alle tre. Og jeg fortæller ham om Hannah, der bor i det ufærdige hus ved floden tæt på Jellicoe-skolen, og om hendes manuskript, som jeg har læst – det med bilulykken. Hannah, som er for ung til at gemme sig for verden og for klog til bare at arrangere weekendudflugter for eleverne på mit kollegium. Hannah, der tror, hun har regnet mig fuldstændig ud. Jeg fortæller ham om dengang, jeg var fjorten, lige efter at Eneboeren hviskede mig noget i øret og bagefter skød sig selv, da jeg gik ud for at lede efter min mor, men 10
kun nåede halvvejs. Jeg fortæller ham, at jeg bebrejder Kadetten for det. Drengen i træet hulker utrøsteligt, da jeg fortæller ham om Eneboeren og min mor, men hans øjne lyser op, hver gang jeg nævner Hannah. Og hver eneste gang spørger han: »Taylor, hvad med Brigadegeneralen, der kom og ledte efter dig den dag? Hvad blev der af ham?« Jeg prøver at forklare, at Brigadegeneralen ikke er vigtig for min historie, at Brigadegeneralen bare var en eller anden stor kanon, højtrangerende i hæren, som var blevet indbudt til at træne Kadetterne det år, men drengen ryster altid på hovedet, som om han ved bedre. Og så er der tidspunkter, som nu, hvor han bøjer sig frem for at minde mig om, hvad Eneboeren hviskede. Han bøjer sig så langt frem, at jeg opfanger hans duft af tetræ og sandeltræ, og jeg spidser ører for at høre, så jeg aldrig glemmer det. Jeg spidser ører, er nødt til at høre det, for af en eller anden grund – af årsager, jeg ikke kender – vil det, han siger, besvare alt. Han bøjer sig frem, og i mit øre hvisker han ... »Så er det nu!« Jeg tøver et øjeblik eller to, bare for det tilfældes skyld, at drømmen stadig hænger og svæver, og jeg kan smutte tilbage i den og få det afgørende øjeblik med. Men lommelygterne skærer mig i øjnene, og da det lykkes mig at skubbe dem væk, kan jeg se den intetanende utålmodighed i 3. g’ernes ansigter. »Hvis du vil have os til at skræmme dig, Taylor Markham, så skal vi nok skræmme dig.« 11
Jeg står ud af sengen, tager sweater og støvler på og snupper min inhalator. »I har nattøj på,« minder jeg dem tonløst om. »Hvor skræmt kan jeg blive?« De følger mig ned ad gangen, forbi de ældste elevers værelser. Jeg ser de andre 2. g-piger – mine klassekammerater – stå ved deres døre og iagttage mig. Nogle af dem, for eksempel Raffaela, prøver at fange mit blik, men jeg lader det ikke blive hængende. Raffaela gør mig sentimental, og jeg har ikke plads til sentimentalitet i mit liv. Men et kort øjeblik tænker jeg tilbage på de første nætter på kollegiet for fem år siden, da Raffaela og jeg lå ved siden af hinanden, og hun lyttede til en historie om mit liv i storbyen, som jeg i dag ikke erindrer noget af. Jeg glemmer aldrig hendes rædselsslagne ansigtsudtryk. »Taylor Markham,« sagde hun, »jeg vil bede en bøn for dig.« Og selvom jeg havde lyst til at håne hende og forklare, at jeg hverken troede på nogen eller noget, gik det alligevel op for mig, at ingen nogensinde havde bedt for mig før. Så jeg lod hende gøre det. Jeg følger efter de ældste elever ned ad to trappe afsnit til et vindue, der skal forestille at være det mindst iøjnefaldende på hele kollegiet. Faktisk har jeg lært at klatre ned fra mit eget vindue, men har aldrig turdet fortælle det til nogen. Det giver mig større frihed, og så behøver jeg ikke at redegøre for min færden over for syvendeklasse-spionerne på kollegiet. Jeg begyndte selv som en af dem. Her håndplukker de folk i en ung alder. En torn borer sig ind i min fod gennem støvlens bløde 12
stof, og et kort øjeblik lader jeg den gøre det og standser op, indtil de skubber mig fremad. Jeg går forrest og lader dem spille deres roller. I det bælgravende mørke kan stien ned til mødehytten kun fornemmes gennem følelsen af blød jord under fødderne. En af de ældre elever snubler bag mig i mørket. Men jeg går målrettet videre med øjnene lukket. Lige siden de flyttede mig fra sovesalene til mit eget værelse i syvende klasse, er jeg blevet oplært til at tage over, akkurat som protegéerne på de andre kollegier. Fem år er lang tid at vente, og i den periode kom jeg til at kede mig. Så da vi når frem til hytten og træder ind, og jeg mærker de fjendtlige bølger slå mig i møde som lussinger, begynder jeg at planlægge min flugt fra Jellicoe. Bortset fra at jeg denne gang ikke er fjorten og ikke vil have en Kadet på slæb. Der vil kun være mig. Ifølge Dickens er den menneskelige naturs grundvilkår selvopholdelse, og når først jeg har tilgivet ham for at have opfundet en så ynkelig person som Oliver Twist, så vil jeg takke ham for det gode råd. Stearinlys oplyser det lærredsdækkede jordgulv, hvor de ældste fra alle kollegierne sidder sammen med deres efterfølgere og afventer dommen. »Dette er den officielle overdragelsesceremoni,« siger overhovedet. »Det skal være enkelt. Det er ikke et demokrati. Den, der er overhoved, regerer. Vedkommende kan kun afsættes, hvis fem af de seks kollegieledere underskriver et dokument, der erklærer vedkommende for inhabil. Overhovedet har det sidste ord, 13
med hensyn til hvad der udveksles med Kadetterne og Byboerne. Kun han eller hun har ret til at overgive sig til fjenden.« Richard fra Murrumbidgee-kollegiet udstøder en lyd, som undertrykker han en latter. Jeg ved ikke, om det er, fordi han er sikker på, at posten er hans, eller fordi han ler hånligt ved tanken om, at nogen nogensinde skulle overgive sig til fjenden, men lyden skærer i mine ører. »Det vigtigste er aldrig at afsløre noget,« fortsætter overhovedet, »især ikke over for lærerne eller personalet på kollegierne. Hver gang jeres kollegiekoordinator indkalder til møde, skal I bare sidde og se ud, som om I lytter til alt, hvad der bliver sagt, men I må aldrig lade dem finde ud af, hvad der foregår her efter skoletid.« »Hvilket er?« spørger Ben Cassidy høfligt. »Hvabehar?« spørger en af de ældre elever. »Ja, hvad er det egentlig, der foregår her efter skoletid?« »Hvor vil du hen med det?« presser den ældre elev på. Ben trækker på skuldrene. »Alle ævler altid løs om, hvad der foregår efter skoletid, men det virker ikke, som om der rent faktisk foregår noget, måske lige bortset fra møder som det her.« »Nå,« siger overhovedet, »men så kan du jo i første omgang undlade at tale om møderne.« »Tjah, det er jo ikke ligefrem, fordi de ikke ved, hvad der foregår,« fortsætter Ben. »På et tidspunkt sad jeg sammen med Hannah og spiste hendes scones, og hun stillede mig et hav af spørgsmål, som sædvanlig.« Han 14
kigger rundt på de andre protegéer, som om det interesserer os. »Hun bager dem selv. Mm-mmm. Pragtfulde. Nå, men vi faldt i snak, og jeg sagde: ‘Hannah, du har boet her i huset lige så længe, som jeg har været her, og herfra er der det bedste overblik over alle kollegierne, så hvad tror du, her foregår efter skoletid’?« »Storartet spørgsmål at stille en, der snakker med rektor i tide og utide,« siger Richard. »Du er er kraftedeme et fjols, Cassidy.« »Vi havde ikke så meget at vælge imellem,« siger lederen af Clarence-kollegiet, hvorefter han sender Ben et sønderlemmende blik og klasker ham i baghovedet. Ben ser opgivende ud. I syvende klasse fik han tæsk mindst en gang om måneden, mest af de ældre elever. Så gik han hen til Hannah, hvilket jeg fandt irriterende, fordi han havde sin egen voksen, der tog sig af hans kollegium, og det, jeg hadede allermest i sjette klasse efter at have boet sammen med Hannah i hendes ufærdige hus hele det foregående år, var at skulle dele hende med resten af skolen. Åbenbaringen om, at hun er en spørgejørgen, er endnu mere irriterende. Mig spørger Hannah aldrig om noget som helst. »Hvilken slags scones?« spørger jeg ham. Han kigger op på mig, mens den ældre elev dasker til ham igen. »Nå, nu gider jeg ikke det her mere,« siger Richard utålmodigt. »Kan vi ikke bare komme til sagen?« Kollegielederne ser på hinanden. Dernæst over på os igen. Og så på mig. Jeg hører omgående ederne og forbandelserne, vre15
den, vantroen, den giftige, lavmælte hvæsen fra stort set alle i rummet undtagen de ældste elever. Jeg ved godt, hvad der nu bliver sagt, men ikke hvordan jeg har det. Jeg er nok bare følelsesløs som altid. »Du er ikke et populært valg, Taylor Markham,« skærer overhovedet gennem stemmerne. »Du er for uforudsigelig, dine hidtidige resultater er ringe, og uanset din unge alder var det dårlig dømmekraft at løbe væk med en fra fjendens side. Men du kender stedet ud og ind, du har været her længere end nogen anden, og det er det største aktiv, nogen kan råde over.« En af de ældste elever puffer mig hårdt i ribbenene, hvilket sikkert betyder, at jeg skal rejse mig op. »Fra nu af,« fortsætter overhovedet, »besvarer vi ingen spørgsmål og giver ingen gode råd, så du skal ikke opsøge os. Vi eksisterer ikke længere. Vi tager hjem for at læse i morgen, og så er vi væk, og vores rolle her er overstået. Så vores spørgsmål er: Er du med, eller overdrager vi det til den næste kandidat på listen?« Jeg havde ikke forventet et spørgsmål eller en valgmulighed. Havde egentlig foretrukket, at de bare havde givet mig besked på at tage over. Der er intet ved denne rolle, jeg inderligt ønsker mig. Men det er en kvalmende tanke at være underlagt en hvilken som helst anden af protegéerne her i hytten i så meget som et splitsekund, og jeg ved, at hvis ikke jeg tager styringen, kommer jeg til at tilbringe mange nætter med overvågningstjansen og med at fryse røven i laser midt ude i bushen. Da jeg er klar, nikker jeg, og overhovedet rækker mig 16
en lilla notesbog og et tykt, sirligt sammenfoldet stykke papir, som jeg antager er kortet over, hvem der ejer hvad i territorialkrigen. Så begynder 3. g’erne at forlade hytten, og så snart de er væk, er det ligesom med alle andre ubetydelige ting, som om de aldrig har eksisteret. Jeg sætter mig ned igen og forbereder mig på det, jeg ved, jeg har i vente. Fem ledere af kollegierne, klar til kamp. Én fælles fjende. Mig. »Du ønsker dig ikke det her. Det har du aldrig gjort.« Jeg tror nok, bemærkningen kommer fra lederen af Murray-kollegiet, som aldrig rigtig har sagt noget til mig. Så det fascinerer mig, at han tror, han ved, hvad jeg ønsker mig. »Træd tilbage – så skal vi fem nok tage over efter dig,« siger Richard og kigger rundt på de andre. »Så bliver der gjort en ende på dine lidelser, og vi kan komme videre med at drive undergrundsbevægelsen.« »Richard har nogle supergode idéer,« forklarer pigen fra Hastings-kollegiet. »Du har ikke de sociale kompetencer, Taylor.« »Og du kommer aldrig til møderne.« »Og sidste år indsamlede du ikke én eneste gang efterretninger om Kadetterne.« »Du bruger for meget tid på ballade med Hannah. Hvis hun er på nakken af dig, kommer hun også til at være på nakken af os.« »Du er pisseligeglad med alle andre.« Jeg lukker dem ude og prøver at vende tilbage til drengen i træet ... 17
»Hører du overhovedet efter, hvad vi siger?« »Skal vi ikke bare stemme om det?« »Hvis fem stemmer for, at hun skal ud, så ryger hun ud.« Tilbage til træet ... indsnuse den berusende parfumerede luft og lytte til en sang uden ende og en dreng med en historie, jeg bliver nødt til at forstå. »Det her er den værste beslutning, jeg nogensinde har hørt dem træffe.« »Tag det nu roligt, alle sammen. Vi stemmer bare om det, og så er det overstået.« »Hun brændte kraftedeme vaskerummet ned, da jeg boede på hendes kollegium. Hvem kan stole på hende?« »Det var scones med sultanarosiner.« Stemmen skærer gennem de andre, og jeg skæver op. Ben Cassidy kigger på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg ser i hans øjne, men det bringer mig tilbage til virkeligheden. »Hvad laver du, Ben?« spørger Richard lavmælt. Faretruende. Ben tager sig god tid, før han ser på Richard. »Overhovedet overdrog det til hende, så det bør vi respektere.« »Vi er ikke blevet enige om, at hun er lederen.« »I skal have fem stemmer mod hende,« minder Ben dem om. »Murray? Hastings? Darling?« siger Richard på skift til de andre. De nægter at se på mig, og det går op for mig, at de har indøvet det her. »Clarence ...« »Raffaela mener, at vi er nødt til at få Bedetræet,« afbryder Ben, før Richard kan nå at inddrage ham i 18
det. Jeg kan høre, at de ikke har drøftet det med ham. Han bliver betragtet som det svageste led. På nær når de har brug for hans stemme. Stor fejl. »Det er det eneste, vi vil have tilbage fra Byboerne,« mumler Ben uden at se på nogen. Richard skæver over til Ben med afsky i blikket. »Og Klubhuset står naturligvis højt på listen.« Ben begynder igen, og jeg kan se, han nyder det. Tavshed. Masser af tavshed, og det går op for mig, at jeg har min enlige stemme, der sikrer mig pladsen. Indtil videre i hvert fald. »Hvem er overhoved for Byboerne i år?« spørger jeg. Jeg stirrer på Richard. Han indser, at jeg er kommet for at blive, og til trods for udtrykket i hans øjne, der emmer af forræderi, snigløb, trods, had, hævn og alt muligt andet, han har tænkt sig at specialisere sig i, lader han mig få mit øjeblik. »Det finder vi nok ud af før eller siden,« siger han. Men jeg kan godt lide magten. »Ben?« siger jeg, stadig stirrende på Richard. »Ja?« »Hvem er overhoved for Byboerne for tiden?« »Chaz Santangelo.« »Moderat eller fundamentalist?« »Lunefuld, så vi bliver nødt til at holde os gode venner med ham.« »Byboere kan ikke være gode venner,« siger Richard. Jeg ignorerer ham. »Kommer han til at volde problemer?« spørger jeg Ben. 19
»Konstant. Men han er ikke en bølle,« siger Ben. »I modsætning til Kadetternes leder.« »Hvem?« bjæffer Richard. Jeg ser Ben nærmest dukke sig, som var en hånd på vej ud for at slå ham i baghovedet. »Først det vigtigste. I år får vi Byboerne over på vores side,« siger jeg og ignorerer alle i rummet undtagen Ben. Det misbilligende kor er som de skabelonagtige sange, der altid synes at toppe hitlisterne. Det ene øjeblik genkender man melodien, og det næste begynder den at kede en. »Det har vi aldrig gjort før,« snerrer Richard. »Og se bare, hvad vi har fået ud af det. I de sidste par år har vi mistet en anselig del af vores territorium. Det er blevet delt mellem Kadetterne og Byboerne. Vi har ikke ret meget tilbage at miste.« »Hvad med Bedetræet?« spørger Ben igen. »Bedetræet står ikke højt på listen,« siger jeg og rejser mig. »Raffaela mener, at den byttehandel, der blev indgået for tre år siden, var uetisk,« fremfører han. Jeg prøver at lade være med at tænke på, at Raffaela, Ben og jeg tilbragte det meste af syvende klasse muret inde sammen med Hannah. Jeg kan ikke engang huske Bens historie. Et hav af plejeforældre, tror jeg nok. En, der gav ham en violin mellem hænderne og ændrede hans liv. »Gør mig lige en tjeneste,« siger jeg til ham, en anelse dramatisk. »Bland aldrig moral ind i det, vi har gang i her.« 20
Kapitel 2 Da det er overstået, er jeg den sidste, der sidder tilbage på det lærredsdækkede jordgulv; da stearinlysene er brændt ud, og solen er stået op, begiver jeg mig hen til Hannahs hus ved floden. Det har stået ufærdigt, så længe jeg overhovedet kan huske. Inderst inde tror jeg, det altid har været en trøst for mig, fordi folk ikke rejser fra ufærdige huse. At arbejde på hendes hus har været min straf, lige siden jeg ankom hertil for seks år siden. Det er straffen for ikke at have andre steder at tage hen i ferierne eller for at overtræde udgangsforbuddet eller for at løbe væk med en Kadet i ottende klasse. Somme tider keder jeg mig så meget, at jeg bare går hen og siger til hende, at jeg har overtrådt udgangsforbuddet, og så siger hun: »Ja, så er der ingen lørdagsfri til dig, Taylor,« og sætter mig til at arbejde på huset hele dagen sammen med hende. Nogle gange siger vi ikke et ord, andre gange snakker hun mig et øre af om alt og ingenting. Når det sker, er der en fortrolighed mellem os, der fortæller mig, at hun ikke bare er tilsynsførende på mit kollegium. I den rolle udarbejder hun elevoversigter, orienterer os om overflytninger mellem kollegierne 21
eller eksamensplaner eller studiegrupper eller eftersidninger. Somme tider sidder hun sammen med de yngre elever og hjælper dem med lektierne. Eller også inviterer hun dem hjem til sig og laver eftermiddagste til dem og fortæller dem dårligt nyt, som at en bedsteforælder er død, eller en forælder har fået kræft, eller også finder hun på en eller anden vidtløftig historie om, hvorfor nogens mor eller far ikke kunne komme i den weekend. Fraværende forældre er ikke et særsyn her på stedet, formentlig fordi en tiendedel af eleverne er i statens varetægt. Jellicoe-skolen drives af staten. Den er ikke styret af penge eller religion, men den er selektiv, så de fleste af os er ret begavede. Resten er en blanding af lokale eller børn af alternative miljøforkæmpere, der mener, at det indgyder deres børn kærlighed til naturen, hvis de bliver undervist ude i bushen. Tværtimod flygter de fleste af eleverne til storbyen, så snart de er færdige med 3. g, og boltrer sig i rotteræset uden nogensinde at se sig tilbage. Og så er der dem som Raffaela, der er Bybo og er her for at hænge ud med os andre, fordi hendes forældre underviser på gymnasiet inde i Jellicoe, og de fandt det bedst ikke at udsætte hende for det. Richards forældre er ambassadefolk, der bor i udlandet det meste af tiden, men hans bedsteforældre bor i udkanten af området, så det virkede som den bedste løsning for ham. Jeg ved ikke, hvor jeg passer ind. En dag, da jeg var elleve, kørte min mor mig hertil, og mens jeg var på 22
toilettet på 7-Eleven på Jellicoe Road, kørte hun sin vej og efterlod mig der. Det bliver et af de skelsættende øjeblikke i ens liv, når ens mor gør sådan noget. Ikke fordi jeg ikke tilgiver hende, for det gør jeg. Det er ligesom i gyserfilm, når helten bliver angrebet af zombien, og han skal overbevise heltinden om at skyde ham, fordi han om ti sekunder ikke længere er den, han plejede at være. Han vil have det samme ansigt, men ingen sjæl. Jeg ved ikke, hvem min mor var før stofferne og alt det andet, men en gang imellem, i vores løsrevne tid sammen, så jeg glimt af en lidenskab, der var langt større end noget, jeg nogensinde kommer til at opleve. De fleste andre gange var hun en zombie, der så på mig og sagde ting som: »Jeg har ikke døbt dig. Du døbte dig selv.« Jeg plejede at opfatte det sådan, at da jeg blev født, tog hun sig ikke engang tid til at give mig en identitet. Der ligger selvfølgelig en historie bag det hele, og hun er ikke rendyrket ond, men min version gør det nemmere for mig at fokusere. Hannah kender selvfølgelig en af de andre versioner, men ligesom med alt andet lader hun den forblive et mysterium. Normalt, især for tiden, er vi vist bare konstant sure på hinanden, og i dag er ingen undtagelse. »Overflytninger,« siger hun og rækker mig lagnet. Jeg gider ikke engang se på det. »Mit kollegium er fyldt. Ikke flere overflytninger,« siger jeg til hende. »Der står nogle ret skrøbelige børn på den liste.« »Hvorfor så overflytte dem til mig?« 23
»Fordi du er her i ferien.« »Hvad får dig til at tro, at jeg ikke har nogen steder at tage hen i den her ferie?« »Jeg vil gerne have, at du tager dem under din vinge, Taylor.« »Jeg har ikke vinger, Hannah.« Hun stirrer stift på mig. Der ligger altid noget i Hannahs blikke. En blanding af skuffelse, resignation og irritation. Hun betragter aldrig andre på den måde, kun mig. Alle andre får sultana-scones og varme smil og et væld af spørgsmål, og jeg får et blik fyldt med sorg og vrede og smerte og noget andet, som jeg aldrig helt kan gennemskue. Gennem årene er jeg så småt begyndt at acceptere, at det ikke var en tilfældighed, da Hannah kom kørende forbi på Jellicoe Road, fem minutter efter at min mor havde dumpet mig. Det har hun heller aldrig foregivet, især i det første år, hvor jeg boede sammen med hende, før jeg begyndte i de øverste klasser. I syvende, da jeg flyttede ind på kollegierne, forbløffede det mig, hvor meget jeg savnede hende. Da jeg ikke længere boede i det ufærdige hus, føltes det som et skridt længere væk fra at kunne forstå noget som helst om min fortid. Hver gang jeg leder efter spor, ender mit detektivarbejde altid ved én person: Hannah. Jeg tager listen fra hende, bare for at få hende til at holde op med at plage mig. »Du sover ikke.« Det var ikke et spørgsmål, bare en konstatering. Hun rækker ud og rører ved mit ansigt, og jeg krymper mig og trækker mig væk. 24
»Gå ind og tag noget at spise, og se så at komme i skole. Måske kan du nå anden time.« »Jeg har overvejet at tage væk.« »Du tager væk, når du er færdig med skolen,« siger hun bramfrit. »Nej, jeg tager væk, når jeg har lyst til at tage væk, og du kan ikke stoppe mig.« »Du bliver, indtil næste skoleår er slut.« »Du er ikke min mor.« Det siger jeg til hende, hver gang jeg vil såre hende, og hver gang forventer jeg, at hun vil tage til genmæle. »Nej, det er jeg ikke.« Hun sukker. »Men indtil videre, Taylor, er jeg det eneste, du har. Så lad os nu bare komme videre til den del, hvor jeg giver dig noget at spise, og du går til time.« Indimellem virker det, som om bedrøvelsen har plantet sig i hendes ansigt og nægter at forsvinde igen, en overvældende bedrøvelse, og somme tider ser jeg også fortvivlelse. En enkelt gang eller to har jeg set noget helt andet. Som da regeringen sendte tropper til udlandet for at kæmpe – da var hun utrøstelig. Eller da hun blev treogtredive. »Lige så gammel, som Jesus var, da han døde,« spøgte jeg. Men jeg kan huske udtrykket i hendes ansigt. »Jeg er lige så gammel, som min far var, da han døde,« sagde hun til mig. »Jeg er ældre, end han nogensinde bliver. Det er der noget unaturligt ved.« Og så var der dengang i ottende, hvor Eneboeren hviskede mig noget i øret og bagefter skød sig, og jeg løb væk med Kadetten, og Brigadegeneralen hentede 25