35903_fake_140x220mm.indb 2
28-09-2018 15:05:29
Titel
e. lockhart
På dansk af Elisabeth Kiertzner
Høst & Søn
LOCKHART_Fake_TITELSIDE.indd 1
35903_fake_140x220mm.indb 3
26/09/2018 16.03
28-09-2018 15:05:29
Kolofon
FAKE er oversat fra engelsk af Elisabeth Kiertzner efter Genuine Fraud Text copyright © 2017, E. Lockhart This translation is published by arrangement with Random House Children’s Books, a division of Penguin Random House LLC Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINAN TE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Imperiet Sat med Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos CPI books, GmbH, Leck ISBN 978-87-638-5612-6 Printed in Germany 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i ROSINAN TE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk
35903_fake_140x220mm.indb 4
28-09-2018 15:05:29
Dedikation
Til alle, der har fĂĽet at vide, at god er Âensbetydende med lille og stille: Her er mit hjerte med alle dets grimme Âk rinkelkroge og flammende vrede.
5
35903_fake_140x220mm.indb 5
28-09-2018 15:05:29
6
35903_fake_140x220mm.indb 6
28-09-2018 15:05:29
18
Begynd her:
18 TREDJE UGE I JUNI, 2017 CABO SAN LUCAS, MEXICO
Det var et sindssygt lækkert hotel. Der var chips og fire forskellige slags chokoladestænger i minibaren på Jules værelse. Badekarret havde dyser til bobler. Der var endeløse mængder af tykke badehåndklæder og flydende gardeniasæbe. Hver eftermiddag klokken fire sad der en ældre mand i lobbyen og spillede Gershwin på et flygel. Man kunne få lagt dampende lermasker på huden, hvis man ikke havde noget problem med, at fremmede mennesker rørte ved en. Jules hud lugtede af klorin dagen lang. Der var hvide gardiner, hvide fliser, hvide tæpper og en overdådig mængde frodige, hvide blomster i Playa Grande Resort i Baja. De ansatte lignede plejepersonale i deres hvide bomuldstøj. Jule havde boet alene på hotellet i næsten fire uger nu. Hun var atten. Denne morgen befandt hun sig på løbebåndet i Playa Grandes fitnessrum. Hun havde sine sædvanlige, søgrønne sneakers på med marineblå snørebånd. Hun havde ikke musik i ørerne. Hun havde løbet intervaller i næsten en time, da en kvinde trådte op på løbebåndet ved siden af. Kvinden var ikke fyldt tredive. Hendes sorte hår var sat 7
35903_fake_140x220mm.indb 7
28-09-2018 15:05:29
op i en stram hestehale og holdt på plads med hårlak. Hun havde store arme, en kraftig torso, lysebrun hud og blush på kinderne. Hendes sko var trådt ned i hælen og havde indtørrede mudderstænk på. Der var ikke andre i fitnessrummet. Jule havde tænkt sig at gå om et minuts tid og sænkede tempoet til gang. Hun kunne godt lide at være uforstyrret og var egentlig også færdig. »Træner du?« spurgte kvinden. Hun nikkede mod Jules display. »Til maraton eller noget?« Hun talte med mexicanskamerikansk accent. Hun var sikkert newyorker og opvokset i et spansktalende kvarter. »Jeg løb orienteringsløb i skolen. Ikke andet.« Jules sprog var afsnubbet – det, som briterne kalder BBC-engelsk. Kvinden stirrede på hende med et gennemborende blik. »Jeg kan godt lide din accent,« sagde hun. »Hvor er du fra?« »London. St. John’s Wood.« »New York.« Kvinden pegede mod sig selv. Jules trådte ned fra løbebåndet og strakte lårene. »Jeg er her alene,« betroede kvinden hende et øjeblik senere. »Ankom i aftes. Jeg bookede hotellet i sidste øjeblik. Har du været her længe?« »Det er aldrig længe nok,« sagde Jule, »sådan et sted som her.« »Hvad kan du så anbefale? På Playa Grande?« Jule talte sjældent med de andre gæster på hotellet, men det skadede vel ikke at svare. »Prøv snorkelturen,« sagde hun. »Jeg så en stor muræne.« »Vildt. En muræne?« »Guiden lokkede den frem med fiskeindvolde fra en plastic mælkekande. Murænen svømmede ud fra klipperne. Den må have været to en halv meter lang. Lysegrøn.« 8
35903_fake_140x220mm.indb 8
28-09-2018 15:05:29
Kvinden gøs. »Jeg kan ikke lide muræner.« »Du kan også droppe det. Hvis du nemt bliver bange.« Kvinden lo. »Hvordan er maden? Jeg har ikke spist endnu.« »Prøv chokoladekagen.« »Til morgenmad?« »Jeps. De kommer med den, hvis du spørger.« »Godt at vide. Rejser du alene?« »Nå, men jeg er nødt til at smutte,« sagde Jule, som fornemmede, at samtalen havde taget en personlig drejning. »Hej hej.« Hun gik hen mod døren. »Min far er dødssyg,« sagde kvinden til Jules ryg. »Jeg har passet ham længe.« Et stik af medfølelse. Jule standsede og vendte sig om. »Jeg er hos ham hver morgen og hver aften efter arbejde,« fortsatte kvinden. »Nu er han omsider stabil, og jeg trængte så meget til at komme væk, at jeg slet ikke kiggede på priserne. Jeg fyrer en masse penge af her, som jeg ikke burde.« »Hvad fejler din far?« »MS,« sagde kvinden. »Multipel sklerose? Og demens. Han var engang familiens overhoved. Meget macho. Havde stærke holdninger. Nu er han en forvitret krop i en seng. Halvdelen af tiden ved han ikke engang, hvor han er. Han kan finde på at spørge, om jeg er servitricen.« »Åh, for fanden.« »Jeg er bange for at miste ham, og samtidigt kan jeg ikke holde ud at være sammen med ham. Og når han er død, og jeg er forældreløs, så ved jeg, at jeg vil fortryde, at jeg rejste fra ham på den her måde, ikke?« Kvinden holdt op med at løbe og satte en fod ned på hver side af løbebåndet. Hun tørrede øjnene med håndryggen. »Undskyld. Det var lovlig mange oplysninger.« 9
35903_fake_140x220mm.indb 9
28-09-2018 15:05:29
»Det er okay.« »Smut bare. Hop i bad, eller hvad du nu skal. Måske løber vi ind i hinanden senere.« Kvinden smøgede ærmerne i sin langærmede T-shirt op og vendte sig om mod løbebåndets display. Et ar snoede sig ned ad hendes højre underarm. Det var ikke noget opera tionssnit, men ujævnt, som fra et knivstik. Der lå en historie gemt der. »Hør, kan du lide at quizze?« spurgte Jule imod bedre vidende. Et smil. Hvide, men skæve tænder. »Jeg er genial til quiz, faktisk.« »De holder det hver anden aften i loungen nedenunder,« sagde Jule. »Det er lidt skørt. Vil du med?« »Hvordan skørt?« »På en god måde. Fjollet og larmende.« »Okay. Ja, helt fint.« »Godt,« sagde Jule. »Vi nailer den. Du ender med at glæde dig over, at du tog ferie. Jeg er stærk i superhelte, spionfilm, Youtubere, fitness, penge, makeup og victorianske forfattere.« »Victorianske forfattere? Som Dickens?« »Ja, den slags.« Jule kunne mærke, at hun blev rød i hovedet. Det virkede pludselig som en underlig blanding af interesser. »Jeg elsker Dickens.« »Hold op.« »Det gør jeg.« Kvinden smilede igen. »Jeg er god til Dickens, madlavning, aktuelle begivenheder, politik ... lad mig se, nå ja, og katte.« »Okay, så,« sagde Jule. »Det starter klokken otte i loungen, der støder op til lobbyen. Baren med sofaerne.« »Klokken otte. Vi har en aftale.« Kvinden gik hen til hende 10
35903_fake_140x220mm.indb 10
28-09-2018 15:05:29
og rakte hånden frem. »Hvad var dit navn igen? Jeg hedder Noa.« Jule tog den. »Jeg sagde ikke mit navn,« sagde hun. »Men det er Imogen.«
11
35903_fake_140x220mm.indb 11
28-09-2018 15:05:29
Jule West Williams så pæn nok ud. Hun fik stort set aldrig betegnelsen grim, men blev heller ikke ofte kaldt lækker. Hun var ikke høj, kun 1,55, og havde det med at stikke næsen i sky. Hun havde en fræk korthårsfrisure med lyse frisørstriber og mørke rødder, der var synlige nu. Grønne øjne, hvid hud, lyse fregner. Det meste af det tøj, hun gik i, afslørede ikke hendes robuste legeme. Jules muskler stod ud fra hendes krop som spændte buer, særligt på benene, som om hun var tegnet af en tegneserietegner. Midt på kroppen havde hun en hård plade af mavemuskler under et lag af fedt. Hun kunne lide at spise kød og salt og chokolade og fedt. Det var Jules overbevisning, at jo mere man sveder under træning, jo mindre bløder man i kamp. Hun troede på, at man bedst undgår at få sit hjerte knust ved at lade, som om man ikke har et. Hun troede på, at måden, man taler på, ofte er vigtigere end det, man har at sige. Hun troede også på actionfilm, vægttræning, makeuppens magt, udenadslære, ligestilling, og at man kan lære en million ting fra YouTube-videoer, som man ikke kan lære i high school. Hvis man vandt Jules tillid, ville hun fortælle, at hun havde gået et år på Stanford på et atletik-scholarship. »Jeg blev rekrutteret,« forklarede hun folk, hun kunne lide. »Stanford er førstedivisionen. Skolen gav mig penge til undervisning og bøger og det hele.« Hvad skete der så? Så trak Jule måske på skuldrene. »Jeg ville studere victoriansk litteratur og sociologi, men træneren var en pervers nar,« ville 12
35903_fake_140x220mm.indb 12
28-09-2018 15:05:29
hun sige. »Ragede på alle pigerne Da han nåede til mig, sparkede jeg ham et vist sted og fortalte det til alle, der gad høre på det. Lærere, elever, Stanford Daily. Jeg råbte det hele vejen op til toppen af det åndssvage elfenbenstårn, men man ved jo, hvad der sker med idrætsfolk, der sladrer om deres trænere.« Så flettede hun måske fingrene og sænkede blikket. »De andre piger på holdet benægtede det,« ville hun sige. »De sagde, at jeg løj, og at den perverse nar aldrig havde rørt nogen. De ville ikke have, at deres forældre fik noget at vide, og de var bange for at miste deres scholarships. Sådan sluttede historien. Træneren beholdt sit job. Jeg forlod holdet. Det betød, at jeg ikke fik min økonomiske støtte. Og sådan forvandler man en tolvtalselev til en taber.« Efter træning svømmede Jule halvanden kilometer i Playa Grandes pool og tilbragte, som hun ofte gjorde, resten af formiddagen i business-loungen med at se spanskundervisningsvideoer. Hun var stadig i badedragt, men havde sine søgrønne sneakers på. Hun havde taget pink læbestift på og sølvfarvet eyeliner. Badedragten var antracitgrå med en ring ved brystet og en dyb udskæring i ryggen. Det var et meget Marvel-agtigt look. Der var aircondition i loungen og aldrig andre derinde. Jule satte fødderne op og tog hovedtelefoner på og drak en CocaCola Light. Efter to timers spansk spiste hun en Sneakers til frokost og så musikvideoer. Så dansede hun rundt, høj på koffein, og sang for stolerækkerne i den tomme lounge. Livet var allerhelvedes smukt i dag. Hun kunne godt lide den der triste kvinde, der var stukket af fra sin syge far, kvinden med det interessante ar og den overraskende litteratursmag. 13
35903_fake_140x220mm.indb 13
28-09-2018 15:05:29
De skulle nok naile den til quizaften. Jule drak en Coca-Cola Light til. Hun tjekkede sin makeup og kickboksede sit eget spejlbillede i loungens vindue. Så lo hun højt, fordi hun så både fjollet og sej ud. Alt imens beatet pulsede i hendes ører.
14
35903_fake_140x220mm.indb 14
28-09-2018 15:05:29
Poolens bartender, Donovan, var en lokal fyr. Han var kraftigt bygget, men blød i det. Tilbagestrøget hår. Havde det med at blinke til kunderne. Han talte engelsk med den genkendelige Baja-accent og vidste, hvad Jules drak: Coca-Cola Light med et skud vanilje. Nogle eftermiddage spurgte Donovan til Jules opvækst i London. Jule øvede sit spanske. De så film på skærmen over baren, mens de snakkede. I dag, klokken tre om eftermiddagen, sad Jule på hjørnestolen, stadig iført badedragt. Donovan havde en hvid Playa Grande-blazer på og T-shirt. Der voksede små hårstubbe frem i hans nakke. »Hvad er det for en film?« spurgte hun og kiggede op på fjernsynet. »Hulk.« »Hvilken Hulk?« »Det ved jeg ikke.« »Det var dig, der satte dvd’en på. Hvordan kan du ikke vide det?« »Jeg ved ikke engang, at der findes to Hulker.« »Der findes tre Hulker. Nej, glem, at jeg sagde det. Der findes masser af Hulker. Hvis man tæller tv, tegneserie og alt det med.« »Jeg ved ikke, hvilken Hulk det er, frøken Williams.« Filmen fortsatte lidt. Donovan pudsede glas og tørrede disken af. Han lavede en whiskysoda til en kvinde, som bar den hen i den modsatte ende af poolområdet. »Det er den næstbedste Hulk,« sagde Jule, da hun atter havde hans opmærksomhed. »Hvad hedder whisky på spansk?« »Escocés.« »Escocés. Hvad slags er god?« 15
35903_fake_140x220mm.indb 15
28-09-2018 15:05:29
»Du drikker aldrig.« »Men hvis jeg gjorde.« »Macallan,« sagde Donovan og trak på skuldrene. »Skal jeg lave en smagsprøve til dig?« Han fyldte fem shotglas med forskellige fine whiskymærker. Han fortalte om skotsk whisky og anden whisky og grundene til at bestille en fremfor en anden. Jule smagte på dem hver især, men drak ikke ret meget. »Den her lugter af armhule,« sagde hun. »Du er skør.« »Og den her lugter af lightergas.« Han bøjede sig hen over glasset for at dufte. »Måske.« Hun pegede på det tredje. »Hundepis, sådan fra en enormt vred hund.« Donovan lo. »Hvad lugter de andre af?« spurgte han. »Størknet blod« sagde Jule. »Og det der pulver, man bruger til at gøre badeværelser rent med. Skurepulver.« »Hvilken en kunne du bedst lide?« »Det størknede blod,« sagde hun og stak fingrene ned i glasset for at smage igen. »Sig, hvad den hedder.« »Det er Macallan’en.« Donovan tømte glassene. »Åh, jeg glemte at sige, at der var en kvinde, som spurgte efter dig tidligere. Eller måske var det ikke dig. Måske tog hun fejl.« »Hvilken kvinde?« »En mexicansk kvinde. Talte spansk. Hun spurgte efter en hvid, amerikansk pige med kort, lyst hår, som rejste alene,« sagde Donovan. »Hun havde fregner.« Han førte hånden op til ansigtet. »Henover næsen.« »Hvad sagde du til hende?« »Jeg sagde, at det er et stort resort. Mange amerikanere. Jeg ved ikke, hvem der er her alene, og hvem der ikke er.« 16
35903_fake_140x220mm.indb 16
28-09-2018 15:05:29
»Jeg er ikke amerikaner,« sagde Jule. »Det ved jeg godt. Så jeg sagde, at jeg ikke kendte sådan en.« »Sagde du det?« »Ja.« »Men alligevel tænkte du på mig.« Han lod blikket hvile på Jule. »Jeg tænkte på dig,« sagde han omsider. »Jeg er ikke dum, frøken Williams.«
17
35903_fake_140x220mm.indb 17
28-09-2018 15:05:29
Noa vidste, at hun var amerikaner. Det betød, at Noa var strisser. Eller noget. Det måtte det gøre. Hun havde narret Jule med al den snak. Den syge far, Dickens, at blive forældreløs. Noa havde vidst præcis, hvad hun skulle sige. Hun havde lagt madding ud: »Min far er helt dødsens syg«, og Jule havde sultent ædt det. Jule blev varm i ansigtet. Det havde været ensomt og svagt og allerhelvedes dumt af hende at falde for Noas ord. Det var alt sammen bare en fælde, så Jule ville opfatte Noa som en fortrolig og ikke en fjende. Jule gik så afslappet som muligt tilbage til sit værelse. Indenfor tog hun sine værdigenstande ud af boksen. Hun tog jeans på, støvler og en T-shirt og proppede så meget tøj, der kunne være der, ned i sin mindste kuffert. Resten lod hun ligge. På sengen lagde hun hundred dollars i drikkepenge til Gloria, stuepigen, som hun nogle gange snakkede med. Så trillede hun kufferten ned ad gangen og satte den ind ved siden af ismaskinen. Tilbage i poolbaren fortalte Jule Donovan, hvor kufferten var. Hun skubbede en tyvedollarseddel hen over disken. Bad ham gøre hende en tjeneste. Hun skubbede endnu en tyver hen til ham og gav instrukser.
18
35903_fake_140x220mm.indb 18
28-09-2018 15:05:29
Ude på personaleparkeringspladsen kiggede Jule rundt og fandt bartenderens lille blå Sedan ulåst. Hun steg ind i den og lagde sig ned på gulvet bagi. Der var fyldt med tomme plasticposer og kaffebægere. Hun måtte vente en time, inden Donovan var færdig med sin vagt. Med lidt held ville Noa først opdage, at der var noget galt, når Jule var meget forsinket til quiz-aften, måske ved halvnitiden. Så ville hun starte med at undersøge passagerlisterne i lufthavnsbussen og taxaselskabet, inden hun begyndte at udspørge personalet. Luften var tæt, og der var varmt i bilen. Jule lyttede efter fodtrin. Hun havde krampe i skulderen. Hun var tørstig. Donovan ville hjælpe, ikke? Det ville han. Han havde allerede dækket over hende. Han havde sagt til Noa, at han ikke kendte nogen af den beskrivelse. Han havde advaret Jule og lovet at hente kufferten og give hende et lift. Hun havde også betalt ham. Desuden var Donovan og Jule venner. Jule strakte knæene, et ad gangen, og krøllede sig sammen igen i den trange plads bag sæderne. Hun overvejede det, hun havde på, og tog øreringene og jaderingen af og ned i lommen på sine jeans. Hun tvang sig selv til at trække vejret roligt. Endelig kom lyden af en kuffert på hjul. Et dunk fra bagsmækken. Donovan gled ind bag rattet, startede bilen og kørte ud fra parkeringspladsen. Jule blev liggende på gulvet, mens han kørte. Gadebelysningen var sparsom. Der var mexicansk pop i radioen. 19
35903_fake_140x220mm.indb 19
28-09-2018 15:05:29
»Hvor vil du hen?« spurgte Donovan omsider. »Hvor som helst i byen.« »Så kører jeg hjem.« Hans stemme lød pludselig dyrisk. For fanden. Var det en fejl af hende at stige ind i bilen? Var Donovan en af de fyre, der tror, at en pige, som beder om en tjeneste, også skal knalde med ham? »Sæt mig af et stykke fra, hvor du bor,« sagde hun skarpt. »Jeg klarer mig.« »Du behøver ikke sige det på den måde,« sagde han. »Jeg løber en risiko for dig lige nu.«
20
35903_fake_140x220mm.indb 20
28-09-2018 15:05:29