Hardback:155x230mm + 20mm ombukning
Ryg: 50mm
På en gang en sanselig aristokrat og revolutionær som sin henrettede far
ISBN 978-87-638-2309-8 CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN
9 788763 823098
Omslag: Anne Kragelund Maleri af Louise Augusta: The Royal Collection © 2011 Her Majesty Queen Elizabeth II.
Maria
Maria Helleberg (f. 1956) debuterede i 1986 med romanen Seersken og har siden skrevet mere end tyve historiske romaner i et imponerende forfatterskab, der også omfatter børne- og ungdomsbøger. Maria Helleberg fik sit helt store publikumsgennembrud med netop Kærlighedsbarn (2002) og har siden blandt andet udsendt Dronningeskolen (2004), Alberto (2006) og senest Kamma (2011).
kærlighedsbarn
Officielt er hun kongedatter, men alle ved jo, at Louise Augusta er Struensees horeunge med Christian den Syvendes landsforviste dronning, Caroline Mathilde. Hun vokser op ved hoffet med sin bror Kronprinsen som sin eneste ven, og han elsker og vogter over hende livet ud. Han arrangerer hendes ægteskab med hertugen af Augustenborg, som først er et helvede, siden det sødeste erotiske parforhold, og så igen – efter indgriben af den elskede bror, der nu er Frederik den Sjette – et helvede af et ægteskabsdrama. Louise Augusta bliver mor til to af Danmarks mest berygtede landsforrædere, men også til en senere dronning. Romanen udspilles i en florissant periode af Danmarkshistorien og med optakten til de slesvigske krige i kulissen. Det er en medrivende beretning om en usædvanlig kvindeskæbne.
Helleberg
Maria Hellebergs store roman om den smukke og handlekraftige prinsesse Louise Augusta begynder i 1780, otte år efter, at Johann Friedrich Struensee er henrettet og rigid konservatisme har afløst hans reformvenlige styre.
“Maria Helleberg står stadig uantastet som den historiske romans dronning.” - weekendavisen
samleren
roman r samleren
KÆRLIGHEDSBARN
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 1
12-12-2011 14:14:39
Af samme forfatter Seersken · 1986 Så mangen sti vild · 1988 Som en vredens plov · 1989 Marskallens kvinde · 1990 Statholderens hustru · 1991 Mathilde · 1991 Slavebarnet · 1992 Fremmede naboer. Polens historie · 1992 Børnejægeren · 1993 Undtagelsestilstand · 1993 Lucrezias ægteskab · 1994 Louise længe leve · 1994 Knivstikkeren · 1995 Valeria · 1995 Svanekød · 1996 Pigerne · 1997 At gå i barndom · 1997 Leonora · 1997 Lady Hamilton og hendes tid · 1998 Milady · 1998 Beth · 1999 Under huden på Rom · 1999 Under huden på Napoli · 1999 Konebytning · 1999 Martha, Marie og Anna · 1999 Rigets Frue · 2000 En andens hjerte · 2001 Miss Suzanna · 2001 Kærlighedsbarn 1-2 · 2002 Vilde kvinder, milde kvinder · 2003 Dronningeskolen · 2004 Cæsar og Kleopatra · 2005 Alberto · 2006 Dagmar · 2007 Druknehuset · 2008 Maria Callas · 2008 Engelshjerte · 2010 Kamma · 2011
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 2
12-12-2011 14:14:39
MARIA HELLEBERG
KÆRLIGHEDSBARN ROMAN
SAMLEREN
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 3
12-12-2011 14:14:39
Kærlighedsbarn © Maria Helleberg og Samleren/rosinante&co, København 2002 5. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Anne Kragelund Omslagsbillede: Louise Augusta, Duchess of Augustenburg, by Jens Juel, 1784. The Royal Collection © 2011 Her Majesty Queen Elizabeth II Sat med Adobe Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-2309-8 Printed in Finland 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
PEFC Certified This product is from sustainably managed forests and controlled sources PEFC/02-31-169
www.pefc.org
Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 4
12-12-2011 14:14:39
Til Katia, Charlotte C., Thora, Thomas L., Tine N., Karen, Adda, Dorthe, Helene.
34129_kĂŚrlighedsbarn_155x230.indd 5
12-12-2011 14:14:40
34129_kĂŚrlighedsbarn_155x230.indd 6
12-12-2011 14:14:40
PROLOG
Louise Augusta fødes den 7. juli 1771 på Hirschholm – datter af dronning Caroline Mathilde og landets faktiske leder, den tyske læge Johann Friedrich Struensee, kongen Christian den Syvende, er i praksis ude af stand til at regere på grund af sindssyge. Ved dåben bærer enkedronning Juliane Marie barnet. Struensee lader sig udnævne til lensgreve og overtager hele regeringsmagten, Kongens underskrift er ikke længere nødvendig. Den 17. januar 1772 fængsles Dronningen og Struensee, ved et statskup overtager Enkedronningen og hendes søn Arveprinsen den reelle magt. Caroline Mathilde interneres på Kronborg med sin lille datter, Struensee tilbageholdes på Kastellet og henrettes og radbrækkes den 28. april. Derefter deporteres Caroline Mathilde til Celle. I 1774 forsøger en række unge prominente danskere, blandt dem Ernst Schimmelmann, at føre Caroline Mathilde tilbage og indsætte hende som regent for sin ældste søn, kronprins Frederik. Hun dør. I Danmark bliver Louise Augusta opdraget som datter af Kongen, Christian VII. Enkedronning Juliane Marie – Dydernes Heltinde, Landets Moder – indfører en kraftig national propaganda for at sikre magten, og lader sin uheldige søn, Arveprinsen, ægte en yndig prinsesse fra Mecklenburg.
7
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 7
12-12-2011 14:14:40
8
34129_kĂŚrlighedsbarn_155x230.indd 8
12-12-2011 14:14:40
1776
Landets Enke-Moder, Dydernes Heltinde, var på vej til Kunstkammeret for at se figuren af sin elskede Pusling. Sollyset piskede hendes ansigt i gangen, vindue efter vindue. Hun undgik sit eget spejlbillede, men rettede ryggen. Ingen elskede hende, det var sandelig heller ikke meningen. Alt andet havde hun kunnet tiltvinge sig, aldrig kærlighed. Men hun havde da fået udryddet den værste åndelige spedalskhed. De tre hofdamer kom gående bag hende, skørterne slog mod hinanden, og de holdt respektfuld afstand. Ingen ville give de andre forrang, de knuflede hinanden, både skræmte og forventningsfulde. Så hørte hun latteren, dørene stod åbne, og et af børnene var kommet hende i forkøbet. Dér kom ungen pilende, hun legede som sædvanlig med sig selv. Et øjeblik overvejede Landets Moder at tilkalde den ansvarlige, så rakte hun begge hænder frem mod barnet, der lyste op i et stort smil og gengældte hendes gestus. Ja, hun var let som en fjer og duftede af sukkerkager. Enkedronningen tog hende i armene og trykkede hende ind mod sig, kyssede hendes nakke under krøllerne, så hun lo, strøg hendes ansigt og kyssede hende på munden og kinderne. Holdt hende foran sig som en dukke. – Min lille pige, sagde hun, – min lille søde pige. Men det var jo umuligt, så hun satte barnet fra sig og tog hende formelt i hånden. Louise Augusta fulgte med, stadig ivrigt snakkende. Hvad ville hun ikke give for at have sådan en datter, sådan et barnebarn. En lille uskyldig pige, som intet anede om sig selv og om den skyld hun bar i hver en del af sin krop. Alt 9
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 9
12-12-2011 14:14:40
hvad der var gået galt i sønnen, var lykkedes i datteren. Satans forbandet også. Landets Moder førte i tanker hånden op til munden, men straffede straks sig selv. Ikke bide negle! Hendes søn havde bemærket det, sidste gang de fulgtes ad til Slotskirken: hendes negle var bidt ned til kødet. Det var at forråde sig selv, det havde hun ikke råd til. Havde hun ikke møjsommeligt lært sig selv at beherske sin stammen. Hun duer ikke, havde hendes mand sagt om hende, hele livet havde hun brugt på at modbevise den påstand. Barnet gjorde sig fri af hendes greb og forsvandt i Kunstkammerets dyb. Landets Moder var kommet for at sikre sig at man ikke også denne gang havde forsøgt at snyde på vægten. Ane Marie skulle stå på bordet lige inden for døren. Voksmesteren havde afleveret den lille figur, klædt i en kopi af Enkedronningens røde og gyldne kjole. Landets Moder havde været meget utilfreds med den første dragt, voksmesteren havde snydt hende og iført Puslingen nogle sammenrimpede laser. Alle Puslingens sager og hendes fine, men stoppede undertøj var jo udleveret til ham i en kasse! Så havde Enkedronningen taget voksmesteren i skole. Hvis man skulle have noget gjort ordentligt, måtte man overvåge hele processen. Hun ville ikke have en dukke, men en kopi af sin elskede Pusling. Han havde gjort Ane Marie mere aristokratisk og smalkindet end hun havde været i levende live. Men det som i sin tid havde vakt Enkedronningens interesse og senere hendes kærlighed til Puslingen, var netop hendes mærkværdige ynde. Ingen dværg med kæmpehoved og korte ben, men et bittelille menneske, en ægte lilleput. Landets Moder åbnede dørene så stille, som gjaldt det hendes liv. Men ingen Pusling ventede på bordet, det var tomt. Latteren kom herfra, og hun kunne høre den hårde lyd af nøgne børnefødder. Louise Augusta morede sig. Det ukuelige barn, det sunde barn som ikke ville dø af sig selv. Hvor havde hun håbet at det usle menneskefrø ville visne, men sjældent havde man set så livsdueligt et barn, sund som en lille bondepige efter mange fede 10
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 10
12-12-2011 14:14:40
år. Tænk at foreningen af to slette mennesker, en forening der stred mod alle love, kunne resultere i et så fuldkomment væsen. Et kærlighedsbarn. Barnet havde endda fået den kongelige konfessionarius til at udtale at hun fik ham til at tvivle på arvesyndens eksistens. Selv sin mors mand havde hun charmeret. Ingen havde smilet sådan ved synet af hendes eget barn, hendes eneste søn. Ham anså de for en ren vanskabning. Lavet af vådt træ, så han havde slået sig. De kunne sagtens le! Hvilken forbandet uretfærdighed! Også han havde engang været et fejlfrit, kønt og lovende barn. Barnet sad under bordet og kravlede energisk prustende ud på alle fire, halende noget efter sig som havde ligget skjult under bordet: Puslingen blev trukket ved benet. Vreden kom med uventet kraft, Landets Moder smækkede dørene i bag sig så det gav genlyd i huset, og nærmede sig barnet, stum af raseri, krum af smerte. Ane Marie var hendes lille skabning, hun savnede hende sådan, Ane Marie var så sød, så nem, så god og så lille, hun havde været mulig at elske. Bedre end en hund, og langt bedre end noget menneske. Hun nåede bordet inden den lille pige havde fattet den fare som nærmede sig, hun bøjede sig med den ene hånd mod bordpladen for at hale barnet ud. Men korsettet kom på tværs af hendes forsæt og forhindrede hende i at komme langt nok ned, det klemte under armen, klemte hendes bryst og fik det til at springe ud i frihed. Så var der ingen vej udenom, hun holdt vejret og knælede og mærkede pocherne gøre modstand, det prægtige skørt var ikke skåret til at kravle rundt på alle fire. Barnet kravlede hastigt baglæns, uden at slippe Puslingens ben, fnisende og trodsig – men Enkedronningen var hurtigere og fik fat i hendes hår. Barnet slap Puslingen, og Enkedronningen løftede hende i håret og slog løs på hende i stumt raseri. Hvorfor havde hun lige stjålet Puslingen, der var dog så meget andet i Kunstkammeret, hun kunne beundre eller lade sig skræmme af: det femten meter 11
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 11
12-12-2011 14:14:40
lange skelet, den enørede ged, de røde indiske fisk, elefantrumpen, skindet af et skytisk lam, de indianske bønner og den vanskabte hummer ... Smerten kom på samme måde som vreden, uventet voldsom og uønsket. Barnet havde bidt sig fast i hendes håndled. Hun holdt sig fast og sparkede. Men Enkedronningen gav sig ikke så let. Hun slog, først med flad hånd, så med knytnæve, slog i blinde, hvor hun kunne få et slag ind, lige til ungen slap og åbnede munden. – Det er en dukke! råbte barnet rasende, – det er en dukke! Giv mig min dukke! Dørene gik op bag hende, endnu et barn kom løbende ind: Landets Moder så kun en bleg, smal skygge, Frederik fyldte ikke meget, hverken på den ene eller anden led. Men mishandlingen af sin søster ville han ikke finde sig i. Han greb Enkedronningens arm og tyngede den ned, uden et ord. Ham kunne hun slå til blodet flød, uden at han gav slip eller ømmede sig. Frederik græd aldrig af smerte, han havde lært at det ikke nyttede. Hun slog og slog, men så bed pigen sig igen fast i hendes frie hånd, og de to børn bragte hende til fald, siddende med udbredte arme, en lamslået fange. Hun kunne ikke engang skrige af smerte eller kalde på hjælp, de tre hofdamer skulle ikke befri hende fra de djævleunger. Ingen skulle se hende ydmyget, endsige bragt til fald. Hvad ville de ikke tænke, hendes venner, fyrsterne i Petersborg og Berlin? Nu slap den lille pige, og Landets Moder slog til for alvor, blodet sprang frem fra den lille mund, men ikke en lyd undslap barnet. Hun stødte fra med begge fødder og slap fri og følte på sine tænder med begge hænder, mens hun skiftevis så på sin bror, på Enkedronningen og på den faldne Pusling. Enkedronningen rejste sig og fejede med rystende hånd ned over korset og mave, fejede ned over den arm, som Frederik stadig holdt fast. – Du er ond! skreg barnet med den blodige mund, – gid du dør! Gid du dør! Gamle heks! Jeg slår dig ihjel! Frederik slap Enkedronningens arm, rystet over sin søster – 12
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 12
12-12-2011 14:14:41
Landets Moder valgte at ignorere ham, svingede det store skørt ind foran ham og tog Puslingen op i sine arme. Barnet kunne skrige så meget hun havde lyst til. Bag lukkede døre tillod hun sig et øjebliks svaghed og sank ned på en stol, pressede hænderne mod halsen og lyttede til sin egen puls. Det var på tide at se på barnets videre skæbne. Noget nyttigt måtte man da kunne bruge hende til. For enhver pris fjerne hvad hendes mor og far havde efterladt i hende, og erstatte det med god, kølig smag og sund fornuft. Intet andet var af vigtighed. Ikke i hendes verden, og der fandtes ikke længere andre verdener. Skulle Dydernes Heltinde ikke kunne måle sig med et femårigt barn og hendes bror? Frederik følte på sin søsters ansigt, han var fortrolig med skader efter slag og hug. Hun havde ikke lidt overlast. Det undrede ham at hun slog sine små runde arme om hans nakke, hvad skulle det nytte? Han havde lært retfærdighed i praksis sammen med sin legekammerat Carl. Nu var hans liv blevet helt anderledes, man tævede ham ikke længere så meget. Hvorfor ville nogen dog slå hans søster, det sødeste og klogeste og stærkeste væsen i verden? Hun græd ikke, hun trak vejret tungt og havde store tårer i øjenvipperne, men hun græd ikke. Det beroligede ham. Så havde hun lært noget vigtigt. De kravlede sammen ind under bordet, og Frederik lagde armene om hende, det plejede hun at synes om – hun gemte sit ansigt mod hans hals og sukkede. De måtte passe på hinanden, redde hinanden, de havde jo ikke andre. Han kunne godt huske dengang han faldt i søen ved Hirschholm, og ingen reddede ham, for han skulle selv lære at kravle i sikkerhed – eller drukne. Det havde været en god lærdom. Hans søster måtte have oplevet noget lignende. Derfor strøg han hende over ansigtet, igen og igen. – Hun fik mig ikke til at græde, hviskede hun, – så du? Jeg græd ikke! Jeg slår hende ihjel, ligesom hun slog mor ihjel. – Hun har ikke slået mor ihjel, sagde Frederik og bed sig selv 13
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 13
12-12-2011 14:14:41
af. På sin ære havde han lovet sin lærer Bülow ikke at røbe hvad han vidste. – Hun er ond, slog hans søster fast, og det kunne han ikke andet end give hende ret i. Frederik vendte hende og fik øje på de blåviolette pletter der havde bredt sig over hendes nakke og skuldre. Enkedronningen måtte have løftet hende i håret. – Hun dør før os, sagde han. Det var den eneste trøst, han kunne finde på. Hun havde ikke set sin bror i ugevis. Når hun spurgte, fik hun at vide at han var flyttet, og at hun ikke skulle bekymre sig om ting, der ikke angik hende. Men hendes bror angik hende da. Der var jo ikke andre som bekymrede sig om ham. Nu genkendte hun ham på lang afstand, men det var alligevel forkert. Man måtte ikke gå alene i parken ved Fredensborg, det var farligt, man kunne blive væk eller drukne i vandet. En af stalddrengene var druknet i Esrum sø. Ham trak de op, bleg og slap, og hans mor lå på knæ i mudderet og rev sit hår ud af hovedet. Gud ved om Enkedronningen ville gøre det samme, hvis det var Frederik som blev halet op på land i et fiskenet? Hendes storebror var meget mindre end hende, og han løb ikke så godt. Når hun halede ham efter sig, skvattede han over sine egne ben. Men skjul kunne de da lege, bare hun gav ham ekstra megen tid til at gemme sig. Nu fandt hun ham siddende bag en af de klippede buksbomhække med noget mellem hænderne, hans hvide hår lyste op, så han var genkendelig på lang afstand, men det anede han ikke. Louise Augusta blev så oplivet over at finde sin bror at hun selv glemte at hun også var stukket af, Møsting kaldte på hende. Men hun stak af hver dag. Det var godt at blive væk og at blive fundet, så blev man kysset, krammet og båret rundt og beundret. – Lillebror! kaldte hun, måske var han i virkeligheden hendes storebror, men han var både mindre og tyndere end hun, og kunne stadig ikke tale rent. Han sad med noget blødt mellem hænderne og tyssede på hende, en lille fugleunge stak sit hoved 14
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 14
12-12-2011 14:14:41
ud mellem hans fingre og baskede med vingerne. Den måtte de sætte op i reden igen, til far og mor. Men hvor var reden? Sikkert oppe i et træ, og hvordan kom de derop? – Skal den dø, bare fordi vi er så små? spurgte hun og gav sig til at lede efter reden, hun gik rundt med hovedet lagt bagover. Der var mange reder i træerne, og de var højt oppe. Fugleungen havde overlevet faldet. Måske kunne den også overleve på skovbunden. Hun satte den på en gren, men den skreg og faldt, og hun måtte bære den tilbage til Frederik. – Hun slår den ihjel, sagde han, og de vidste begge hvem han mente. Der var ingen grund til at tale om Enkedronningen, når de var alene, – vi må hellere gøre det hurtigt, så den ikke lider mere. Hun vil slå den ihjel langsomt. Louise Augusta huggede som en rovfugl, fik fat i fugleungen og forsøgte at slippe væk fra sin bror, men han greb hende i skørtet og væltede hende. Ud af hendes hænder løb den vildt skræmte fugleunge, ind i busken. Og nu græd hun også. Det nyttede ikke, men hun græd. – Nu skal du i arrest, forkyndte Frederik, mens hun rejste sig og forsøgte at børste snavs af skørtet. Bag hækken kom Møsting til syne, med det store silkeskørt revet og flået af grene og torne. Hun havde ledt efter dem overalt, nu gik hun efter lyden af gråd. Det eneste Louise Augusta lagde mærke til, var Møstings lettelse og glæde ved at finde dem. Måske kunne hun også redde fugleungen for dem. Møsting tog et fast tag i Frederik og slyngede ham væk fra hans søster, men begge børnene skreg vildt. Hun ruskede og ruskede den lille dreng, så alt hans løse, hvide hår vajede, og hans lille blege ansigt blev blodrødt. For første gang græd Frederik. – Alle andre kan du sætte i arrest, skreg Møsting, – ikke din søster! Forstår du? Alle andre! Aldrig hende! Hun gik i læ bag Møstings store skørt. For en gangs skyld kunne de holde hinanden i hånden og stille følges ad. Det var godt. Frederik græd ikke mere, han skød brystet frem for at blive lidt højere, og han gik næsten sikkert på sine tynde ben. Møsting 15
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 15
12-12-2011 14:14:41
skulle hente noget i orangeriet og efterlod Frederik og hans søster udenfor, de satte sig på jorden i solen. Fredensborg var fuld af ukendte mennesker som alle arbejdede. Nogen ville snart komme og skille dem ad, men lige nu var verden grænseløs, lys og fejlfri. Det skete sjældent. De hang sammen, og når andre forsøgte at skille dem ad, gik de mod naturen. Møsting kom ud med armene fulde af blomster og et underligt rosa skær over kinderne. Gartneren Madsen fulgte hende, holdt døren og gjorde så noget sært: han tog Møsting under hagen og kyssede hende på munden. Det fik hende til at rødme endnu mere. Et øjeblik gemte hun ansigtet mod hans hals, så gjorde hun sig fri med et suk og sprang letfodet ned ad den lille trappe. Det undrede hende meget at Møsting bare fulgte dem tilbage til slottet, og at de blev modtaget med glæde og fik varm chokolade i små kopper, serveret i damegemakket hvor Enkedronningen ellers ikke ville se dem. Måske kunne livet fortsætte sådan. Frederik viste hende hullet under hælen på sin strømpe, og hun ville hjælpe ham med at tage den af, for hullet gnavede. Men det turde han ikke for Bülow. – Det hedder heller ikke grømpe, forklarede hun, – det hedder strømpe. Sig det nu! Sig det rigtigt! Du kan godt! Ligesom i Stedfar! Ligesom i Struensee! Hun anede ikke, hvorfra alle de gode ukendte ord kom som hendes bror ikke kunne udtale. Men han måtte da kunne lære det. Hendes bror var ældre end hende, men han kunne stadig ikke tale rent. Han og hans lille legekammerat Carl havde lært hinanden en sær blanding af dansk og tysk, da de var overladt til hinandens selskab. Han hadede alle andre piger end sin søster. Ingen rettede på ham. Og der fandtes ingen andre børn, de måtte tale med. I Sørup var der børn, hun så dem når vognene nærmede sig Fredensborg. Men på slottet var de alene. – Se på mig! sagde hun og tog broderen om hovedet, så han måtte se på hende nedefra. Hans blik flakkede altid, han kunne ikke tåle stærkt lys, men hende ville han gerne se på. Han kastede sig om halsen på hende og holdt hende tæt ind til sig og suk16
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 16
12-12-2011 14:14:41
kede og inddrak hendes søde duft. Når de var sammen, kunne han næsten glemme stanken af blod fra Enkedronningens jagter, når man hidsede hundene på de skræmte dyr og lod hindene sønderrive. Det var det værste, han kendte. Men man måtte jo aldrig græde, heller ikke over de smukke dyr der led så frygteligt inden de døde. – Hvor er Stedfar? spurgte Frederik grødet, – ved du det? De faldt i søvn i den samme store silkesofa, Frederik lå med hovedet i hendes skød, og begge hendes små fødder stak lige ud i luften, med de små sko som var blevet grønne og skæve af vandringen over græsset. Sådan blev de siddende til skumringen kom. Enkedronningen var på vej hjem, hendes løbere havde passeret Geels Bakke, men det anede de ikke.
17
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 17
12-12-2011 14:14:41
1778
Møsting anbragte hende på en af de fine silkebetrukne stole og vaskede omhyggeligt hendes hænder, hun havde forset sig på bærrene i skålen. Hele hendes underansigt var smurt ind i bær. Louise Augusta lod det ske og fortalte imens om frøerne ved dammen og om Bülow, der forsøgte at lære hendes bror at gå op og ned ad trappen. Han græd sådan, men når hun stod forneden og opmuntrede ham, gik det fint. Der var hængt nye kobberstik op i den lille piges værelse, forestillende hendes fars arrestation og henrettelse og fremvisningen af Kongen. Informatoren havde fortalt Enkedronningens version af begivenhederne, og den lille havde taget alt til efterretning. Hun lærte alting så hurtigt, hun havde sin fars hukommelse. Mente Møsting. Men det var et uskyldigt lille menneskefrø, hun havde mellem hænderne. – Du er den sødeste lille pige på jordens klode, sagde Møsting og kyssede hende på panden. Den slags var hun vant til, hun kyssede igen og lo. Møsting skulle klæde hende af, hun løftede først den ene lille fod, så den anden, og forsøgte at holde den meget fine kjole oppe, en kopi af Arveprinsessens. Gul kinesisk silke, pocher og de dejligste broderier, små eksotiske fugle boltrede sig overalt. Møsting løsnede snøringen, trak selve kjolen af barnet og gav den til garderobepigen, den skulle igen op at hænge på et søm, parat til brug om morgenen. Det gjorde ondt at få håret redt ud, Møsting gjorde sit bedste for at undgå at få hende til at græde, hun fortalte eventyr. Der var engang en meget smuk ung dronning, som alle holdt af, men som ingen elskede, heller ikke hendes mand, kongen. Så kom 18
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 18
12-12-2011 14:14:41
den smukkeste, klogeste, bedste mand i verden til hoffet, og de to forelskede sig. Og Kongen lod den mand som elskede hans kone, tage sig af ikke bare det halve, men hele kongeriget. Den kloge mand blev stedfar for den lille prins, og han og Dronningen fik en lille pige sammen, det yndigste barn nogen havde set. Møsting holdt sit lille spejl hen foran hendes ansigt. Næsten alt pudderet var redt ud af hendes hår, det var mørkebrunt og tykt og krøllede. Den lille prinsesse var forsvundet, nu stod hun over for et ægte lille barn, i korset, pocher og underskørt. – Der er den lille pige, Dronningen fik med grev Struensee, den fineste, ædleste mand der nogensinde har regeret landet, sagde Møsting og befriede hende for korsettet, mens den lille pige selv holdt spejlet. I dag havde hun modtaget to fremmede gesandter, hun havde givet audiens siden hun var tre år gammel. Desværre var hun kommet op i Riddersalen og havde fået øje på sin bror, og så måtte hun pile tværs over det endeløse, blanke gulv, leende af fuld hals. Men i Riddersalen slog Enkedronningen hende ikke. Alle lo bare ad hende, og Arveprinsessen klappede og kaldte hende hen til sig. Møsting havde lært at affinde sig. Barnet elskede alle der kunne lide hende. Men hun elskede ingen mere end andre. Hun havde selv håbet at barnet ville knytte sig til hende som til en mor, men nej. Barnet elskede med demokratisk retfærdighed. – Du må aldrig være bange for Enkedronningen, fortsatte Møsting og lukkede snøringen i den hvide natsærk, – hun kan ikke røre dig. Hun kan slå dig, hun kan håne dig, men hun kan ikke ramme dig. Barnet så stadig på hende, og Møsting tav, pupillerne fyldte næsten de enorme øjne ud. Hun havde sin mors øjne, men sin fars blik. Bange, det var vist det sidste barnet ville blive, der var ikke frygt skabt i hende. – Du er dig selv, ingen skal krumme så meget som et hår på dit hoved, det lovede jeg din mor på Kronborg, hviskede Møsting; hvor meget forstod barnet, hvor meget kunne hun forstå, var hun gået helt over gevind? 19
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 19
12-12-2011 14:14:42
– Når du bliver voksen, vil din bror finde den smukkeste og klogeste og bedste mand til dig, og han skal beskytte dig mod alt ondt, forsikrede hun. Så slog barnet armene om halsen på hende som om hun ville trøste, og Møsting tog hende på skødet. Tænk at man kunne elske et barn så voldsomt selv om man ikke selv havde født hende.
20
34129_kærlighedsbarn_155x230.indd 20
12-12-2011 14:14:42