Kapitel 1
Hvad giver bedsteforÌldre og børnebørn hinanden?
9
Kapitel 1
Hvad giver bedsteforældre og børnebørn hinanden?
Selvom min bedstemor har været død i otte år, husker jeg stadigvæk hendes evne til at få mig til at føle mig som noget ganske særligt. Hun kunne – uden at sige det højt – få mig til at føle mig udvalgt og værdifuld, som den der var værdig til at modtage det lys, hun kastede over mig. Senere har jeg fundet ud af, at mine fætre og kusiner følte nøjagtigt det samme. Hun havde et stort hjerte med plads til mange, og jeg tænker stadigvæk på hende med et sug af savn i maven. Så smukt fortæller en kvinde om sit forhold til sin bedstemor – en bedstemor, der har betydet uendelig meget for hende barndommen igennem. Når vi som voksne skal forsøge at huske en person, som har haft stor betydning for os, er det ofte en bedstemor eller bedstefar, vi mindes. Men hvad er det, der er så specielt ved disse bedsteforældre? Hvad er det, der gør, at de kan få den store betydning? Det skyldes sandsynligvis, at de alle tilbød en personlig relation – de gav af sig selv, de viste varme og evne til indlevelse. Det var mennesker, som havde tid, som lyttede, og som tog barnet alvorligt. Det var voksne, som fik barnet til at turde sige tingene, som de var – de blev på mange måder empatiske forbilleder. Men derudover var og er bedsteforældre også noget mere – de er kulturbærere og dem, der kan formidle familiens historie.
10
Hvordan skaber I gode relationer? Der er ikke lavet meget forskning i relationer mellem børnebørn og bedsteforældre, men de få undersøgelser, der findes, viser alle, at netop de dybe relationer er en meget vigtig faktor for begge parter, og at det er betydningsfuldt, at disse dybe relationer dannes i barnets første leveår. 0-3-årsalderen Mens barnet er helt lille, er det den nære kontakt – det, at der bliver knyttet nære følelsesmæssige bånd – der danner forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn. Psykologen John Bowlby beskriver, hvordan det lille barn kan knytte sig til et lille antal omsorgspersoner. De første vil være far og mor og eventuelt nære bedsteforældre. I de situationer, hvor barnet enten oplever omverdenen som ny og truende eller bliver bange og har brug for hjælp, søger det hurtigt hen til en af dem for at få sikkerhed. Det kaldes en sikker base, og herfra kan barnet i tryg forvisning om at blive passet på begive sig ud i verden, lære den at kende og at begå sig i den. F.eks. kan man til familiefester se, at hvis der kommer fremmede ind i stuen – som det lille barnebarn ikke kender – og mor og far ikke er til stede, så iler det lille barnebarn hen til bedstemor, sætter sig på hendes skød og vil nu gerne snakke med de fremmede. Men det skal foregå fra en ‘sikker base’, nemlig bedstemorens skød. Hele processen med at få knyttet bånd beror meget på bedsteforældrenes lyst til at få et frugtbart forhold til barnet. Det handler om at se med sit hjerte. For de helt små børn giver et tæt forhold til bedsteforældrene en fundamental følelse af, at de har fået knyttet dybe, følelsesmæssige bånd. 4-7-årsalderen I 4-7-årsalderen vil barnet ud over den nære omsorg gerne opleve overbærenhed og tålmodighed – noget, mange børn kan savne fra 11
far og mor i en travl hverdag. Som et barn på 5 år sagde til mig: Hvis jeg spilder noget eller ikke spiser op, så siger bedstemor altid ‘pyt med det’. Så netop det, at bedsteforældrene kan tage den lidt med ro – sige pyt med det – skønner børn meget på i den alder. Børnene forstår på en måde, at der er lidt mere frirum hos bedsteforældrene, end der er derhjemme. Ofte bliver den trygge base også til et fristed – en oase i en ellers krævende hverdag. 8-11-årsalderen Fra 8-11-årsalderen foretrækker børnene bedsteforældre, de kan have et fællesskab med – fælles aktiviteter er i høj kurs. Nogle syr og strikker med bedstemor, andre ordner frimærker eller mønter sammen med bedstefar eller hjælper med til at ordne båden, så den bliver gjort klar til sommeren. I denne alder er en ferie på højskole med bedsteforældrene et stort hit – hvis man vel at mærke tager udgangspunkt i noget, alle interesserer sig for. F.eks. oplevede jeg to søskende, der sammen med deres bedsteforældre havde deltaget i et højskoleophold, hvor musik og teater – en interesse, både børnebørn og bedsteforældre delte – var tilbuddet. De opførte Skatteøen, og da jeg senere talte med de to søskende, fortalte de, at det var en kæmpe succes, men at de havde været så nervøse for bedstefar, for som de sagde: Han er jo ikke så god til at huske teksten, og tænk, hvis det blev pinligt for ham. Men han klarede det rigtig super. Han er så kær. At to børn på 9 og 11 år kan føle, at bedstefar ikke må blive ked af det, fortæller mig, at her er to børn, der har haft empatiske rollemodeller i deres bedsteforældre (og forældre). 12 år og opefter Når børnene når 12-årsalderen, begynder de at distancere sig fra bedsteforældrene. Børnene overtager nu mere og mere den aktive rolle, når det handler om at bevare kontakten. De kan dog stadig opleve bedsteforældrene som et fristed i hverdagen – et sted, hvor 12
de føler sig holdt af og accepteret – og lidt ‘forkælede’. Men selvom børnebørnene trækker sig fra bedsteforældrene, må vi altid huske på, at det, der blev plantet af glæde i børnebørnenes hjerter, altid vil være der. Nogle børnebørn bevarer kontakten og kan være en stor hjælp, når bedsteforældrene bliver mindre selvhjulpne. Men det er ikke altid, man skal forvente, at børnebørnene træder til i alderdommen. Kærlighed til børnebørnene er en gave fra bedsteforældre, og man må aldrig give denne gave i forventning om, at børnebørnene skal betale tilbage. Bedsteforældre skal give denne gave for at hjælpe børnebørnene til at blive lykkelige, empatiske mennesker, der flyver fra reden og kan klare sig selv. Men naturligvis i håbet om, at de af og til vender tilbage.
Familiens storytellere Bedsteforældre har i samværet med børnebørnene betydning for overlevering af erfaringer, viden, værdier og traditioner. Bedsteforældre kan for eksempel vise deres børnebørn, at der findes andre måder at tale på, klæde sig på og andre levemåder end dem, børnene kender fra deres egen og deres forældres generationer. En dreng fortalte mig, hvilke mærkelige ord hans bedstefar brugte, ja, han mente, at de gamle havde et meget anderledes sprog. Min bedstefar, han siger tit: Hvad er du for en lille starut. Det ville jeg jo aldrig sige. Jeg ville sige: Hvad er du for en lille lort. Børn nyder og undres også over maden. En stor nydelse hos mange børnebørn er, at bedstemor kan lave sovs, som de elsker – smagfuld, fed og dejlig sovs. Citronfromage, budding og lignende står ofte også i høj kurs. De lidt ældre danske retter som for eksempel karbonader nydes også med velbehag. En pige sagde en dag nede i SFO’en, hvor pædagogerne netop havde lavet karbonader, og duften bredte sig ind på stuen, hvor vi sad: Åh – nu dufter det af bedstemor – jeg sender hende lige en sms. Dufte, som vi oplever i vor barndom, vil, når vi bliver ældre, vække minder og ofte minder 13
om vores bedsteforældre, fordi duftene var så anderledes end dem, vi oplevede hjemme hos vores egne forældre. Bedsteforældre som rollemodeller og formidlere af familiens historie er også en vigtig del af relationen. Bedsteforældrene kan formidle familiehistorien ved at fortælle om tiden, da bedstefar var barn, og hvordan de levede. Det er for mange børn en vigtig brik i deres oplevelse af at være en del af en stor helhed. Det at høre historien om ens far eller mor, da de var små, kan ikke ske ofte nok, og børnene kan være meget ‘stolte’ af at være født ind i netop denne familie. En lille dreng fortalte med stolthed: Jeg hedder Anton, og det hedder jeg, fordi det hed min oldefar. Vi er nemlig en stor slægt fra en gård i Jylland. Og gården er der stadigvæk.
Bedsteforældre er mange ting Bedsteforælderrollen opfattes meget forskelligt fra barn til barn. Æl dregruppen er på ingen måde ensartet i dag. Nogle børnebørn har bedsteforældre, der er 60 år og i fuldt sving på arbejdsmarkedet. Andre har bedsteforældre, der er meget ældre, og som for længst har opgivet arbejdslivet og måske er begyndt at få fysiske skavanker. Men begge grupper giver børnebørnene en rollemodel for, hvad bedsteforældre kan. Jeg oplevede to børn, der diskuterede deres bedsteforældre. Den ene fortalte, at når bedsteforældrene kom og spiste hos dem, så kunne man ikke servere nødder og brød med birkes, for så sad de fast i deres tænder – de blev simpelthen nødt til at tage tænderne ud. Og når de har spist, så skal de sove. Det andet barn fortalte:
Min bedstemor, hun har sine egne tænder, og hun sover aldrig. Hun siger altid: Hvem vil løbe en 10-km med mig? – hun løber vildt meget. Hun vil ikke være tyk, siger hun. Måske er det derfor, vi ikke spiser så meget hos hende. 14
De billeder, der tegner sig af bedsteforældrene her, er altså vidt forskellige, men repræsenterer alligevel noget tidstypisk for den nye bedsteforældregeneration. Den ene bedsteforældertype er ikke bedre end den anden – det væsentlige er bare, at der er dannet en betydningsfuld relation, og at bedsteforældrene på hver deres måde er en del af børnenes familie og selvopfattelse.
Hvad får bedsteforældrene fra barnebarnet? Selvom det indimellem kan være hårdt, når børnebørnene skal passes, og man skal have tingene til at hænge sammen – både hvad angår forældrenes og bedsteforældrenes planer – så er der så meget at hente for bedsteforældrene i relationen til børnebørnene. Journalisten Eva Bendix har skrevet en hel bog om glæden ved at få et barnebarn, og hun beskriver det bl.a. som: Solen stråler ind ad vinduerne. Og følges af jubel. Ikke som dengang man selv fik barn, men lige så overvældende og betydningsfuldt. Selv den, der hidtil har betragtet henførte bedsteforældre som pinlige, opdager, at deres salige glæde er begrundet. (…) Det mest overvældende ved at få børnebørn er nok, at man bliver husket på, at livet fortsætter. Langt – uoverskueligt langt ud i fremtiden. Det, bedsteforældrene kan få fra barnebarnet, er så stort og ubeskriveligt, for ud over glæden oplever bedsteforældrene også, at barnebarnet får dem til at genopleve verden på ny. Et meget enkelt eksempel er juleaften, hvor barnebarnets utålmodighed – den lille krop, der er fyldt med spænding, juletræet og lyset i det lille barns øjne – giver bedsteforældrene en genoplevelse af både deres egne børn og deres egen barndom. Man husker ‘barneglæden’ og mindes sine egne forældre. Men ud over det genoplever man også en 15
hel række små hverdagsting – f.eks. at lære at binde snørebånd og blæse sæbebobler. Men børnebørnene er også dem, der får givet bedsteforældrene en viden om, hvad der rører sig lige nu. I dag vokser børn op med alle mulige og umulige former for tekniske vidundere, som de forholder sig helt naturligt til. De vidundere bliver bedsteforældrene ‘tvunget’ til at forholde sig til – hvilket måske ikke var nødvendigt, hvis det ikke var for børnebørnene. Bedsteforældrene lærer og erkender gennem børnebørnene, at de stammer fra et andet århundrede end deres børnebørn, og at de bare har at holde sig opdateret med, hvad der sker, hvis de skal kunne kommunikere med deres børnebørn. En mormor fortalte, hvor vred hun var blevet, da hun var på besøg på Zoologisk Museum med sine to børnebørn. Drengen var meget nærværende og lyttende, mens den store pige var fraværende og travlt optaget af sin mobil. Hun sms’ede i ét væk til sine veninder. Da jeg skældte ud over al den sms’en, sagde hun bare: »Jeg ville jo være totalt isoleret, hvis jeg ikke svarede med det samme. Vi skal have fest i aften, og jeg skal da lige vide, hvor det er henne, ikke? Og helt ærligt, mormor – du skulle altså se at få dig en mobil selv, så kunne vi meget lettere lave aftaler du og jeg«. Nu har jeg så fået en mobil, og mit barnebarn har lært mig at sms’e. Og jeg må indrømme, det er en smart måde at være i kontakt med hinanden på. Endelig får bedsteforældre måske den glæde fra børnebørnene, at når de bliver fysisk svage, så vil børnebørnene stadig gerne være sammen med dem og afhjælpe ensomhed og isolation. En kvinde på 89, mor til to børn og bedstemor til fem børnebørn, fortalte mig, at hendes store glæde var, at hun kunne fortsætte med at komme ned i sit elskede sommerhus i Italien. I det lille hus havde hun og hendes 16
mand levet hver sensommer. Børnebørnene kom der på skift i løbet af perioden. Men for nogle år siden var hun blevet så dårligt gående, at hun ikke evnede at tage derned alene. Det var også svært for hende at klare at være alene i huset. Men på trods af sine fysiske svagheder tilbragte hun stadig sensommeren dernede, for børnebørnene havde ganske enkelt lavet en turnusordning, så de på skift hvert år arrangerede rejsen og boede hos hende i huset. De par måneder om året oplevede hun et liv i sus og dus – glæde, latter og dejlige aftener med vin, mad og glade unger. Men den største glæde var at føle, at hun hørte til i de unges og deres forældres verden. Og som kvinden sagde: »Selvom vi ikke ses så meget i hverdagen hjemme i Danmark, så er vi her sammen, og jeg føler mig aldrig ensom eller isoleret«. Det at have et netværk er en gave, børnebørn og deres forældre kan give. Når børnebørnene i et eksempel som dette handler og drager omsorg på den måde, hænger det sammen med, at bedstemoren i denne familie har været en helt naturlig del af børnebørnenes liv. Der er knyttet følelsesmæssige bånd, og bedsteforældrene har brugt meget energi på at aflaste. De har givet tid og kærlighed, og nu er det så bedstemoren, der i nogle situationer har behov for omsorg og praktisk hjælp. Det er meget lykkeligt, når børnebørn og bedsteforældre kan opleve sådan en samhørighed.
17