Illustreret af
Dina Gellert
r a f V s a d a l b l l y i V S MP3-LY Ti
M
ED
I bogen kan du bl.a. høre om, hvor svært det kan være at få fat på et ægte lyssværd, få sit hår til at stritte; og om hvordan det kan gå, når man er meget lækkersulten. Du vil også opdage, hvorfor det er farligt at have en vulkan i en børnehave.
Villads fra Valby
Villads Emilio Eskildsen er en helt almindelig, sød dreng, som elsker at spise pasta med kødsovs, se tegnefilm og lege med sine venner. Især med naboens datter Frida og Magnus fra børnehaven.Villads er nemlig rigtig god til at lege – for god vil nogle voksne måske mene ...
Høst & Søn Høst & Søn
ISBN: 978-87-638-1042-5
Høst & Søn
OG DB
GRA
Anne Sofie Hammer
Anne Sofie Hammer
1. OPLAG
Indledning
Hvori vi hører lidt om en dreng ved navn Villads Emilio Eskildsen Nu skal jeg fortælle dig om en dreng, jeg kender. Han hedder Villads Emilio Eskildsen, og han er en helt almindelig sød dreng, som elsker at spise pasta med kødsovs, se tegnefilm og lege med sine venner. Desværre er det ikke altid, at de voksne synes, at de lege, Villads finder på, er så gode. Nogen gange er han også meget uheldig, når han leger. Derfor ender Villads tit med at få en masse skældud. Selvom han bare legede. Men han er som sagt en sød dreng, og derfor går det som regel godt til sidst. Alt det skal du høre mere om lige om lidt, men først vil jeg fortælle dig om Villads’ familie og det sted, hvor de bor. Villads bor sammen med sin mor og far og storesøster i et pænt, gult hus i noget, der hedder Valby i København. Måske kender du Valby, men ellers kan jeg fortælle dig, at der er en masse hyggelige, små veje med huse og haver og barnevogne og cykler, hvidmalede havelåger og sandkasser med blå og 7
røde og gule sandting. Der er også en masse store, farlige veje i Valby, og biler og togstationer og fodgængerfelter og supermarkeder. Men alle sådan nogle steder må små drenge som Villads slet ikke gå rundt selv, så dem kommer vi ikke til at høre så meget om. Der hvor Villads bor er der mere roligt. Man skal selvfølgelig stadig kigge sig for, når man går over gaden på vej hjem fra børnehave. Ellers kan man risikere at blive kørt over. Men bortset fra det er det værste, der kan ske egentlig, at man træder i en hundelort. Dem er der nemlig rigtig mange af på fortovene i Valby. Derfor skal man altid kigge sig godt for, når man går hen ad fortovet, så man ikke får hundelort under fødderne og måske sætter ulækre fodspor hele vejen ind i stuen. Villads’ mor siger altid, at hun synes, dem der ejer hundene burde være bedre til at samle hundelortene op i en lille plastikpose. Men Villads kan godt forstå, at folk ikke har lyst til at røre ved en varm, nylavet hundelort. Heller ikke selvom den ligger i en plastikpose. Villads har ingen hund, så han slipper heldigvis for det der med plastikposerne. Han har bare en storesøster, og hun kan sagtens selv gå på toilettet, så det er jo noget nemmere. Amalie hedder hun, og hun går i tredje klasse. Faktisk kan hun meget mere end at gå på toilettet selv. Hun kan både læse og binde sløjfer og gå alene hjem fra fritidshjem. Hun er så fornuftig, siger de voksne.Villads synes, hun er lidt kedelig. Han ønsker sig en lillebror. Så ville han altid have en at lege med – også selvom han godt ved, at det kun er nogen lidt kedelige lege, man kan lege med sådan nogen små børn. Men det bedste af det hele ville være, at han selv ville blive storebror. Det lyder så flot, synes Villads. Storebror. Det er det, han ønsker sig allermest. Så kunne Amalie binde sine sløjfer og gå alene hjem i fred. Hvis bare han kunne få lov til at blive storebror. 8
I huset ved siden af Villads bor der en pige, som hedder Frida. Hun er et år yngre end Villads, men de leger alligevel rigtig meget sammen. Fridas hus er forskelligt fra Villads’. Det er svært at forklare hvordan, men Villads kan tydeligt fornemme det, når han kommer hjem til Frida. Alting er ligesom mere fint. Der lugter anderledes, og der er også stille på en anden måde end hjemme hos ham selv. Fridas mor har sådan en masse blomster i sin vindueskarm, som er så fine, at man næsten tror, de er kunstige. I starten prøvede Villads af og til at mærke efter, om det var rigtige blomster, men det ville Fridas mor slet ikke have. - VILLADS! råbte hun, hver gang han nærmede sig blomsterne. - De blomster må man slet ikke lege med! Villads havde jo heller ikke tænkt sig at lege med blomsterne, han ville bare lige mærke på dem. Men Fridas mor er slet ikke så meget for, at børn rører ved hendes ting. Hun kan bedst lide, at alting bare bliver stående der, hvor hun har stillet det, så det ser pænt ud. Fridas mor kan også godt lide, at Frida ser pæn ud, så hun giver hende lyserøde kjoler på med glimmer i, og hun reder Fridas lange, lyse krøller, så Frida til sidst ligner en hel prinsesse. Det er Frida glad for. Hun elsker prinsesser og feer og den slags. Men nogen gange glemmer hun at være fin, når hun leger med Villads, og det er de gange, hvor de har det allersjovest. Altså lige indtil de voksne kommer. Så bliver legen tit nødt til at slutte, og nogen gange ender det også med, at Villads får skældud. Nu tænker du sikkert – hvad er det egentlig med ham Villads, han lyder da meget almindelig. Hvorfor får han så meget skældud? 9
10
- Jamen, siger jeg så bare, der er altså mange helt almindelige børn, som får alt for meget skældud. Det er svært at svare på hvorfor. Men nu vil jeg fortælle dig om nogle af de gange, Villads har fået skældud, så kan du selv høre, hvordan det går til.
Første kapitel
Som handler om en magisk diamant Villads kan mægtig godt lide at lege med Frida. Nogen gange leger de inde hos ham, og nogen gange leger de inde hos Frida. Når de leger hos Frida, skal de være på Fridas værelse eller ude i haven. Det siger Fridas far og mor. Deres sofa er ellers enormt god at hoppe i, og Fridas far og mors seng har sådan en fjernbetjening, så man kan få den til at køre op og ned og blive til en slags liggestol. Men det må man ikke, siger Fridas mor, det kan den ikke tåle. - Hvorfor har den så overhovedet de knapper? spurgte Villads engang, for det, syntes han, var meget underligt. Men det svarede Fridas mor slet ikke på. Man må bare kun lege i haven eller på værelset, og dermed basta. Det gør nu heller ikke noget, synes Villads og Frida. De har det sjovt alligevel. Frida har en masse prinsesseting på sit værelse. Hun har både et slot og en skattekiste og en lyserød kæphest, der kan sige lyde. Og syv fine prinsessekjoler og et skjold og et sværd og en kæmpestor slange. Nogen gange leger de, at de er en prinsesse og en modig ridder, der kæmper mod farlige dinosaurer og slanger. Så låner Villads skjoldet og sværdet og hugger alle Fridas onde bamser 12
ihjel. Især slangen, som Fridas mor siger, snart ikke kan tåle flere hug. Hun har allerede repareret den to gange. - Den er slet ikke beregnet til at blive hugget i med et sværd, sagde hun, da Villads for anden gang kom til at hugge hul i den. - Hvad er den så beregnet til? spurgte Villads, for han syntes ikke ligefrem, at en slangebamse var sådan en slags bamse, man havde lyst til at kramme. Fridas mor så længe på ham.
- Den er egentlig mest beregnet til pynt, svarede hun så og lød en lille smule sur. - Nå, sagde Villads forbavset. Det, syntes han, var en mærkelig form for pynt. Men Fridas forældre var altså også lidt mærkelige en gang imellem. - Hør her, sagde Fridas mor en dag. - Nu låner jeg sværdet, og så synes jeg, at I skulle sætte jer ned og lave nogle rigtig flotte perleplader. Hun lagde perler og perleplader frem. - Jeg skal nok stryge dem, så snart I er færdige, smilede hun og kiggede længe på Villads. Hun kiggede på ham, lige til han satte sig over ved bordet og tog en perleplade. Så gik hun. Villads spekulerede på, hvad Fridas mor skulle bruge sværdet til. Han havde meget svært ved at forestille sig, Fridas mor slås mod drager. Han så på Frida. Hun så sur ud. Der var ingen af dem, der havde rigtig lyst til det der med perleplader lige nu. De havde lige været i gang med at klæde sig ud som en ridder og en prinsesse. Nu havde de ikke noget våben. - Vi kunne tage på skattejagt, foreslog Villads og kiggede på Fridas skattekiste. - Hvad med dragerne? spurgte Frida og rynkede på næsen. Hun var ikke meget for at tage af sted på skattejagt uden et sværd. - Jaeh, men det er ikke alle skatte, der er bevogtet af drager, sagde Villads. - Og selvom de er, så sover dragerne jo nogen gange. Drager kan sove MEGET længe. Tornerose for eksempel. Frida fnisede: - Tornerose er da ikke en drage. Så overvejede hun sagen og endte med at beslutte, at de godt kunne klare en sovende drage, hvis de bare var helt stille. De tog Fridas skattekiste frem. Men nede i den lå der bare 14
Barbiedukker, og det, syntes Villads ikke rigtig, var en ordentlig skat. Han tømte Barbiedukkerne og alt deres tøj ud på gulvet og hældte perlerne ned i stedet for. Det så flot ud med alle de farvede perler, men de fyldte ikke så meget på bunden af kisten. - Vent lidt, sagde Frida, jeg har nogen flere perler. Hun hentede to store glas med skinnende perler fra reolen og hældte dem ned til de andre. Så tog hun en æske med pailletter og en pose med farvede glaskugler og hældte ned oveni. - ÅÅRH, sagde hun, DET ser flot ud! Villads rørte rundt i blandingen. - Jaah, sagde han, men det er, som om der mangler noget, for at det skal være en ordentlig skat. Noget større. Han tænkte sig om. - Har du ikke nogen guldmønter eller en magisk diamant eller sådan noget? Det mente Frida ikke, at hun havde. Villads så sig om. Der manglede altså noget i den skattekiste. - VENT, råbte Frida så pludselig. - Min mor har en magisk diamant ude på badeværelset. De løb ud på badeværelset. Og ganske rigtigt: Oppe på hylden stod en stor, blå diamant. Den havde form som en flaske med guldlåg. - HÅÅRH, udbrød Villads, det er lige præcis sådan en diamant, vi har brug for til vores skat! Han kravlede op efter diamanten. Frida så bekymret på ham. - Faktisk tror jeg slet ikke, at vi må lege med den. - Jow, sagde Villads og tog diamanten ned fra hylden, - det tror jeg godt, vi må.Vi passer jo godt på den. Frida så på diamanten. - Jeg tror alligevel lige, jeg spørger min mor først, sagde hun så. 15
Hun gik ned for at spørge sin mor. - Nej, sagde hun, da hun kom tilbage, vi må ikke lege med den. Men jeg må gerne få den, når flasken er tom. De stirrede på den blå diamant. Den var ikke spor tom. - Bare den var tom nu, sagde Frida og så på Villads. Så fik Villads en idé. Han hev guldlåget af den blå diamantflaske og hældte vandet fra flasken ud i håndvasken. Det lugtede temmelig meget, og vandet var svært at få ud af det lille bitte hul i flasken. Han var nødt til at ryste flasken op og ned mange gange for at komme af med det. Men til sidst var den tom, og de tog den med ind på værelset. Her legede de, at flasken var en magisk diamant, som blev bevogtet af en sovende slangedrage. Det lykkedes dem at liste hen og fange dragen og spærre den inde i skattekisten, uden at den vågnede. Bagefter krøb de i sikkerhed under Fridas dyne med diamanten. I det samme stak Fridas mor hovedet ind for at se, hvorfor de var så stille. Villads kiggede ud fra dynen. - Det er bare for ikke at vække dragen, hviskede han. - Nå, det var godt, smilede Fridas mor. - Det er en god leg. Så fik hun øje på perleblandingen i skattekisten og kom helt ind i værelset. Hun smilede ikke mere. Fridas mor kunne ikke lide, at man blandede perlerne sammen. Men lige, da hun skulle til at gå i gang med at skælde ud, kom Frida kravlende ud fra dynen. I hånden havde hun den magiske diamant. Fridas mor flåede den til sig. Da hun opdagede, at flasken var tom, begyndte hun at råbe meget højt. Det var en meget dyr parfume, råbte hun. - Det er MIN, råbte Frida. - Du sagde, at jeg måtte få den, når flasken var tom. Så råbte og skreg de alle sammen i munden på hinanden, og 16
17
Villads blev sendt hjem til sig selv. Han fik ikke engang lov at låne skattekisten og dragen med hjem. Og så var den leg jo ødelagt. Men den næste gang, Frida kom ind for at spørge, om han kunne lege, havde hun den magiske diamant med. Hun havde fået lov til at beholde den til sidst. Nu hvor flasken alligevel var tom.