90mm
I den lille kystby Ålestrand ligger en etageejendom som i folkemunde kaldes Rakkerpakhuset. Det er søndag i Rakkerpakhuset, radioen går og der er nerver på før fodboldkampen mod Ålevej. De heldige får et søndagsknald, de mindre heldige får brunkål med blæverflæsk eller rituelle søndagstæsk.
Rakkerpakhuset åbner dørene for dets beboere: Vidunderbarnet Kirsten og ”Det er beklemmende og betagende at læse Den ottende bonde. Det er Søren Ryge absolut unplugged.” STEFEN LARSEN, POLITIKEN
”I en væsentlig bog fortæller Bent Haller om uhyggen bag slægtsgårdens facade (...) Den fænger fra første linje.”
hendes enfoldige far der tror at djævlen har taget bolig i datterens violin. Johan Albertsen der efter sigende stadig leder efter den hånd som Gestapo huggede af i skoven. Husmoren Jytte der har Ålestrands flotteste figur, og som brændende ønsker sig et barn. Jøden Perlemann der har besluttet at være lykkelig hver dag. Det er en roman om små og strenge kår i 1950’ernes Danmark — og om en rigdom af skæbner hvis fortid og drømme fletter sig ind i hinanden.
ANNELISE VESTERGAARD, JYLLANDS-POSTEN
S A M L E R E N
RAKKERPAKHUSET
LISELOTTE WIEMER, WEEKENDAVISEN
S AMLEREN
78381_om_rakkerpakhuset_.indd 1
141mm
Bent Haller
90mm
Foto: John G. Dinesen
”Bent Haller er dansk litteraturs Man in black. Han er blottet for englestøv (...) Det er suverænt.”
26mm
Bent Haller
Pressen skrev om Den ottende bonde:
141mm
BENT HALLER (f. 1946) hører til blandt Danmarks mest alsidige og udfordrende forfattere. Han har skrevet en lang række bøger i alle genrer og for læsere i alle aldre. Senest har han udgivet den kritikerroste roman Den ottende bonde.
RAKKERPAKHUSET ROMAN
S AMLEREN
Omslagsdesign: Harvey Macaulay. Arkivfoto: Inga Aistrup.
4/7/09 7:51:02 PM
Ålestrand ligger mellem Kattegat og Bjergbakken som er omtrent firs meter over havets overflade. Ålestrand var engang et lille fiskerleje under Ål herregård. hvis man går op til Åhuset, som ligger ved Åle Å, et lille, hyggeligt traktørsted som første gang slog dørene op for kaffetørstige søndagsgæster i 1789, krydser den hvide bro og traver op på Bjergbakken, en temmelig stejl stigning, op til udsigtspunktet på toppen, så bliver man belønnet med et flot kik ud over byen og havet. Det karakteristiske ved Ålestrand, set fra Bjergbakken, er en enlig, høj bygning som rager op over de små rødtagede huse. Det er Ålegården, nyrestaurerede, attraktive ejerlejligheder med havudsigt. Da huset blev opført umiddelbart før krigen, for såkaldt almindelige mennesker, blev det kaldt rakkerpakhuset.
opgang a
stuen til venstre
Birthe og Åge Rasmussen Det eneste hun trænger til er en ordentlig pik. Den sætning havde sat sig fast i Jens Oles hoved. Da han slog øjnene op, bevægede han læberne og mumlede ordene frem for sig. Det var til at blive tosset af. Det var maskinpasser Flemming Vinter oppe på første der var kommet med den melding da Jens Ole trådte ind i opgangen. han stoppede op som om han fysisk blev ramt af de ord. nu sad de fast. han havde aldrig før hørt nogen sige sådan noget, ikke engang i skolen. Flemming Vinter stod lige inden for døren og snakkede med sin nabo, Jan Svensen, der var elektriker på værftet. hvem snakkede de om? ulla prip? Da Jens Ole åbnede døren, flyttede begge mændene sig lidt for at lade ham komme forbi. De nikkede til ham mens de snakkede videre. – Det er altså min mening, sagde Flemming Vinter. ulla prip, luderen, selvfølgelig. For det kunne vel ikke være Vivi Bertelsen, eller Jytte hansen? Jens Ole blev rød i hovedet og skyndte sig op ad trappen, men i stedet for at gå ind i lejligheden, gik han ind på wc som lå på afsatsen mellem de to lejligheder, det wc som Jens Oles familie delte med rebslager Kaj Jensen, hans hustru, Gudrun, og deres tre flittigt pissende døtre, Jette, Karen og hanne. Jens Ole trak bukserne ned, satte sig og gav sig til at onanere. ulla prip, Vivi Bertelsen, eller ... han havde hørt at Flemming Vinter var lun på Jytte hansen ovre i opgang C. Det havde han ikke fra hvem som helst, men fra mor, hun vidste som regel besked. Det var ikke meningen han skulle have hørt det. Jytte var gift med henning som var svejser på værftet, de havde 9
ingen børn. alle i rakkerpakhuset vidste at Jyttes største ønske var at få et barn. Og da Jytte var en meget flot kvinde, så var der ikke det mandfolk i huset som ikke ... De var enige om at det nok var hennings skyld at Jytte ikke kunne få sit største ønske opfyldt. han gik der, lille og splejset, og snakkede folk efter munden. Jens Ole hadede ham pludselig i den grad at han måtte opgive sit forehavende. hvordan kunne en høj og flot pige som Jytte falde for sådan en skvatrøv? Flemming og Jan blev ved med at stå og knevre nede ved fordøren. Jens Ole lagde øret mod nøglehullet. han hørte et navn. Det var ikke ulla prip. Så var det Jytte hansen de snakkede om. – Det skulle man vel nok være mand for, sagde Jan Svensen. – Det er det jeg mener, sagde Flemming Vinter. Det forlød, mand og mand imellem, at Jytte gik og vrikkede lidt for provokerende med røven, hun smilede altid imødekommende når hun mødte et mandfolk. hun kunne endda finde på at stoppe op for at snakke lidt, ja, hun havde passet Jens Ole op da han var ovre i Brugsen efter en pose mel fordi hans lillesøster Jonna var forkølet og ikke kunne passe sin dont. Jytte var på vej hjem fra gartner Donner med en stor pose kartofler, dem måtte han da gerne bære hjem for hende, de få skridt til opgang C. Det var nok for sjov. Det var Jytte han tænkte på i det øjeblik han slog øjnene op. Ordene løb gennem ham. han tog hånden ned i underbukserne og kløede sig. Et eller andet sted i huset var der et ur som slog tungt. En bornholmer? Seks slag, han vågnede som regel før vækkeuret begyndte at kime inde i soveværelset, så smuttede han tit ud på toilettet før far fik famlet sig i bukserne. Jens Ole mødte sommetider Kaj Jensen, naboen, om morgenen. Så måtte han lade ham gå først, sådan var det, først manden, så konen, derefter de ældste af børnene. Det gjaldt om ikke at tisse ved siden af, og det kunne være svært om morgenen når man stod der med en halvstiv. Det var et frygteligt tabernakel hver morgen når ni mennesker skulle på lokum samtidig, det var derfor Jens Ole var hurtigt ude 10
af køjen. Der var ikke tid til at sidde på tønden og spekulere, man nåede knap nok at dreje nøglen før der blev rykket i håndtaget. – Er du ikke snart færdig derinde? Sommetider vågnede han allerede halv seks af bar ærgrelse over at han nu skulle op, ud i den kolde, regnfulde blæst, ned til idioterne på det satans værksted. han havde aldrig drømt om at blive en af dem, men det skulle han, far havde fundet den læreplads til ham, faktisk var han heldig, nu slap han for at blive arbejdsmand, han burde være taknemmelig, lærepladser hang skam ikke på træerne. han holdt det for sig selv, men han afskyede det værksted. Mester var altid skide sur, aldrig kunne man gøre noget godt nok. han ville hellere være arbejdsmand, eller ud og fiske som thorkild. Jens Ole løftede hovedet og kikkede mod gardinet. Der var et eller andet galt. Mågerne skreg som sædvanlig, det var han vant til, men alligevel var der for stille. hvor blev mælkevognen af? han kikkede på uret. Det gik som det skulle, klokken var to minutter over seks. han skulle op. normalt kunne han høre nabokonen råbe fordi manden åbenbart havde svært ved at komme ud af fjerene. – Kaj, Kaj, nu skal du altså stå op, Kaj ... Jens Ole slog en rigtig morgenskid, en af dem der kunne høres, og han trak dynen op til næsen. Måske var han syg i hovedet. hvorfor lå han for eksempel altid med en hånd nede i sine underbukser? Det var altså Jytte der trængte til den pik, men det kunne også have været Vivi Bertelsen oppe på anden, hun så skide godt ud med rød mund og flot i tøjet. tøserne var der ikke meget ved, anne Marie, smedens datter, så altid sur ud, og helges lillesøster Joan var noget af en strigle. hun var kæreste med Benny som skulle overtage hans centerforwardplads på rakkerpakhusets fodboldhold. han lukkede øjnene og så Jytte hansen. Og pikken, ind og ud. Så hun kunne få det lille barn hun længtes sådan efter. Var det ikke ligegyldigt hvem der lagde pik til? ham, Flemming Vinter: – Og når præsten så spørger Jytte hvem der er far til barnet, så siger Jytte: rakkerpakhuset. – hvad siger henning Svejser så til det? 11
– han giver en bajer. Jens Ole rejste sig langsomt og stod lidt og skuttede sig med spredte ben, som for at finde fodfæste. han havde fået lov til at ligge på sofaen inde i stuen, selv om mor syntes det var noget rod. han ville ikke sove sammen med Jonna, hun havde en forbandet dårlig ånde og lå altid der med åben mund, desuden var sengen for lille, han kunne ikke strække sig ordentlig ud. Og så generede det ham at hun altid gloede på ham om morgenen. – hold da op hvor ser det ækelt ud. – Bland dig udenom, hva’. – Jeg siger det til mor. – hvad? – at du går og stritter med den dér. – Kan jeg gøre for det, måske? han gik hen til vinduet og kikkede ud, drejede hovedet fra side til side. Der var noget galt, gaden var tom, men det var ved at blive lyst, og uret tikkede lystigt. Først da han hørte en solsort fløjte nede i forhaven, gik det op for ham at det var søndag. han tog sig i at le højt, han snurrede rundt, dansede på stedet og kastede et blik op mod Bjergbakken, hvor træerne nu blev ramt af en solstråle. Det var søndag, han kunne snorke videre, nej, stop en halv, ikke sove. han listede ud i den smalle gang til køkkenet hvor lyset var så stærkt at han måtte knibe øjnene sammen. Soveværelsesdøren stod på klem. Den gamle snorkede. Mor lå krøllet sammen helt ude på kanten af sengen. han kunne se hendes mørke hårtop stikke op over dynen. Det var ærlig talt mærkeligt at se hende ligge der. han bøjede sig over køkkenvasken, drejede den noprede gummislange ind i munden, åbnede for hanen og tog en slurk lunkent vand. Mågerne skreg fortsat udenfor, sommetider sad der hundrede måger på tagryggen, men det var sjældent han lagde mærke til det. Det var en helt speciel søndag. Sært at folk kunne sove i det spektakel. Gamle enkefru Jørgensen oppe på anden kastede gammelt brød ud til mågerne, som om hun ikke kunne få måger nok. De sked over det hele. Viceværten, den gamle jøde, perlemann, havde for nylig afleveret en seddel fra ejeren af rakkerpakhuset hvorpå der stod at det var forbudt at fodre mågerne. 12
Solen stod lige over horisonten og gjorde alt rødt, der var ildblomster på tapetet. han pøsede vand i ansigtet for at blive vågen. Sommetider lod mor ham sove til klokken ti om søndagen, men så var formiddagen næsten væk. I dag ville han være vågen og fri som fuglen. han kom ud på gangen og lod døren stå på klem for ikke at larme mere end højst nødvendigt. han gik ind på wc og skrævede, mens han pressede pikken ned. han pissede i lang tid. Det plaskede højlydt. han skulle ikke ned på det værksted, ikke noget med gør dit, gør dat, dit dovne drog. – Og så bukker du når mester kommer, makker, ellers får du et los i røven, så det ender med at du har tre adamsæbler. han kunne alle svendenes replikker udenad. Jens Ole var vågen nu, og selv om han lagde sig på sofaen igen og trak dynen op til hagen, så var der ingen fare for at han ville falde i søvn. Og klokken var ikke mere end kvart over seks. Sikke en nat. Der havde været fødselsdagsfest ovre i opgang B, maskinarbejder per Jensen blev tredive. alle i opgang B var inviteret med, på nær jøden perlemann. Og så kom Kurt Bertelsen pissefuld hjem og vækkede hele opgangen, for når han var fuld, så skulle konen have bank. hver lørdag aften skulle Kurt Bertelsen på værtshus for at se om der var nogen som ville slås. han kom hjem med blå øjne, hævede kindben og løse tænder. Det var som det skulle være, syntes Jens Ole, jo flere bank den stodder fik, jo bedre var det. Det værste var bare at det gik ud over Vivi. Jens Ole kunne godt lide Vivi, og det var sådan med hende at hun virkede fuldstændig forsvarsløs. han satte sig op i sofaen og knyttede næverne, slog dem ned i dynen. han var blevet vækket af et skrig, det var Vivi, ude på gangen. Engang havde hun set så forfærdelig ud at man næsten ikke kunne holde ud at se på hende. Selv om hun forsøgte at tale Kurt efter munden, det var hun nødt til når han var fuld, så hjalp det ikke. hvis ikke han ligefrem var så fuld og gennembanket at han faldt besvimet om på sengen, så skulle hun have en omgang. Der havde været et møde nede i gården, indkaldt af per Jensen som var tillidsmand på værftet. han vidste hvordan sådan noget 13
skulle foregå. han udpegede både ordstyrer og sekretær. alle havde hørt Vivi skrige ud gennem det åbne køkkenvinduet – hjælp, hjælp, han slår mig ihjel. Ingen kom og hjalp hende. Derfor syntes per Jensen at der skulle gøres noget. Jens Ole deltog ikke, han hørte endnu ikke til de voksne, men han var ved at lappe sin cykel da de stod der, per Jensen, Flemming Vinter, Svend Vestergård, Jacob Frederiksen og far Åge. Det var en søndag formiddag hvor Kurt sov sin brandert ud, og hvor Vivi blødte så kraftigt at Jan Svensens kone, Ingrid, havde sendt bud efter doktor trandsted. hvad kom der ud af det møde? En masse snak. Det endte med at man sendte en delegation op til Kurt for at forklare ham at hans opførsel vakte mishag. Det var per Jensen og anton Sørensen, smeden, der snakkede med Kurt, han sagde selvfølgelig, at de skulle blande sig udenom. – I kan stille op nede i gården, så skal jeg den onde lyneme komme og give jer nogen på snotten, hvis I ellers kan finde ud af at stå på række og vente til det bliver jeres tur. Så kunne per Jensen og anton Sørensen luske af igen. Ingen vovede at stille op mod Kurt, han ville elske det. Forslaget om at melde ham til politiet for hustrumishandling blev nedstemt. Selv om Kurt opførte sig som en dårlig kammerat, så var han altså medlem af partiet. Man blev så enige om at man skulle fortsætte med at appellere til Kurts gode sider, for dem havde han jo også, han var aldrig bleg for at hjælpe folk, og det var stort set ham der havde bygget det cykelskur som alle i rakkerpakhuset havde gavn og glæde af. Mor beklagede sig højlydt over den måde at gribe tingene an på. hun syntes de var nogle sølle stoddere. – har du set hende, Åge? Det ender vel med at han slår hende ihjel, og hun er endda så sød. Det var nemlig det hun var, Vivi, sød, meget endda, utrolig charmerende, og mærkeligt nok altid i godt humør. Man kunne høre hende synge når hun bankede tæpper nede i gården. til daglig var Kurt også en fredsommelig mand, det var kun om lørdagen, når han fik noget at drikke og ville slås, at det gik galt. Mandag eftermiddag når han kom cyklende fra arbejde, havde han tit en buket blomster med til Vivi. 14
– Ja, sagde mor med et blik på far, – det må man indrømme, også på det punkt skiller Kurt sig ud. – Jeg køber da blomster til dig når du har fødselsdag, sagde far. – Men du vil måske gerne bytte med Vivi? – Gud fri mig vel, sagde mor, – du forstår sandelig at sige det. når Jens Ole så Vivi, tænkte han på glas. En gang imellem legede han med tanken om at frelse hende, men han var vel et lige så stort skvat som de andre? Måske var det fordi Lene lignede Vivi at han faldt for hende dengang nede på ritz. Egentlig var han, med sine seksten år, ikke gammel nok til at komme på ritz. Men han var stor af sin alder, han barberede sig. Dørvogteren lod ham komme ind. Der var danseorkester, og han havde lige nøjagtig så meget på lommen at han kunne bestille en øl. han havde ikke råd til brillantine, så for at få håret til at sidde havde han smeltet en smule margarine. Det gjorde far. Så sad håret som det skulle, selv i den stride blæst der altid fór gennem gaderne. Mor brokkede sig selvfølgelig over fedtpletterne på puden. han glædede sig til at han kunne flytte hjemmefra. Jens Ole vidste ikke rigtig hvor han skulle gøre af sig selv da han kom ind i den oplyste sal. han stillede sig med ryggen mod væggen, og dér blev han stående, længe, som en slags statue. Først føltes det som om alle gloede på ham, men det var nok bare noget han bildte sig ind. Så gik han op til den lange bardisk og bestilte en hof. han måtte gentage sin bestilling. hOF. han havde ikke råd til cigaretter, men havde fået en af fars, den var pakket ind i et stykke avispapir. Med den i mundvigen, og en øl i hånden, følte han sig bedre tilpas. Konfirmationstøjet passede ikke længere, mor måtte gøre buksebenene længere, ligesom jakkeærmerne, sådan noget var hun god til, men han følte sig ikke godt tilpas i det tøj. Ikke fordi det var slidt, mor syntes han var en flot fyr, men han stolede ikke på hende. han så forkert ud. han havde bare lyst til at skylle den øl ned, men den skulle helst vare hele aftenen. Den fik hurtigt en noget flad smag. Der var ingen han kendte. hans kammerat, thorkild, den ene15
ste han havde holdt fast i efter skolen, boede på Skagen, i eget hus, fanme. thorkild var virkelig noget for sig selv. Især om vinteren havde de haft det skægt når de kørte på rumler oppe på Bjergbakken. thorkild havde en meget stor rumler som man sagtens kunne sidde tre på. Sommetider inviterede de en pige med, så sad Jens Ole forrest, pigen sad bag ham, thorkild sad bagest med den store styrestang. når det så gik i flyvende fart ned ad den stejle bakke, slyngede pigen altid armene omkring Jens Ole for at holde fast. Det var hun nødt til. thorkild var altid ved muffen. Sidst han var i byen, gav han en øl på Vinkælderen. – to hof, sagde han til bartenderen. han behøvede ikke sige det to gange. Mens Jens Ole stod ved bardisken og nippede til sin øl, så han en pige som han i første omgang troede var Vivi Bertelsen, samme højde og hårfarve, blond, kort og moderne. hun havde en blomstret nederdel på som sluttede lige under knæene. Så flotte ben var der ingen andre end Vivi Bertelsen der havde. utrolig sød, hun lignede Doris Day, men uden fregnerne. Selvfølgelig var det ikke Vivi Bertelsen. Kurt ville springe i luften, jaloux som bare fanden. pigen var sammen med to veninder, de sad og drak citronvand. hun havde en speciel måde at holde cigaretten på med strakte fingre, det så elegant ud, hun var ikke datter af en kludesamler, hende turde han ikke byde op. – Vil De danse, frøken? Så farligt var det heller ikke. hun kunne sige nej tak, hun behøvede ikke fnise, eller se hånligt på ham og stikke hovedet sammen med veninderne for at sladre, hun kunne nøjes med at ryste på hovedet, der var ingen grund til at komme med undskyldninger, han ville bare snurre rundt på hælene, forlade lokalet og gå hjem og hænge sig. hun sagde ikke nej. hun kikkede godt nok nysgerrigt på ham, overrasket, veninderne tilkastede hinanden et skævt blik, men i stedet for at fnise kom de til at se påfaldende alvorlige ud, situationen var åbenbart lidt skæv. hun nikkede først, to gange kort, men så smilede hun og rejste sig. 16
– Ja tak. Det var det mest forunderlige der var sket i hans sekstenårige liv. han havde svært ved at tro at det var sandt, at han havde været så modig, men det var vel også derfor hun gerne ville danse. Selvfølgelig havde han regnet med et afslag, han kunne ikke danse. han kikkede på de par som allerede var ude på dansegulvet, den måde de flyttede på fødderne og drejede rundt. han havde spurgt mor om det var muligt at komme på danseskole, men det var der ikke råd til. Engang var han gået ned på danseskolen, den store sal på hotel Dania, som blev ledet af den lille frøken petersen med den skæve skulder. han stod ved dørsprækken og forsøgte at lære sig kunsten ved at efterligne de andre, indtil det blev opdaget. – hvad hedder du? spurgte hun. altså »du«. – Jens Ole, sagde han og slog hælene sammen. – Jeg hedder Lene, skal vi ... nu var han ganske vist ikke helt på bar bund, han havde øvet sig nede i vaskekælderen sammen med sin lillesøster, men hvor meget var det værd når det kom til stykket? Jonna kunne ikke danse, tre tramp til højre og tre til venstre, og så rundt, det var det. Mor kunne godt danse, men hende ville han ikke danse med. Musikken var han nødt til at lave med munden, en sagte nynnen, en peter Malberg sang. Man skulle flytte fødderne samtidig, lidt ud til den ene side og lidt til den anden, frem og tilbage, pas på tæerne. Lene var god til både vals og moderne, selvfølgelig, og måske havde han et lille talent, for i løbet af ingen tid lærte han at flytte fødderne så han ikke ligefrem trådte på hendes fine sko. Det var et hamrende godt orkester, de var fem, der var både bas og trommer, klaver, horn og trækbasun. Jazz, forklarede Lene. Take the A-train. Gid man kunne tale amerikansk. Lidt engelsk havde han da lært, men det lød forkert. han var så nervøs for at virke nervøs at han var stiv i hele kroppen, måske ligefrem skrækslagen, hans fødder svulmede op, pas på. han svedte, og Lene tog på et tidspunkt sit lommetørklæde frem for at duppe hans pande fordi »brillantinen« var begyndt at smelte. han dansede flere gange med hende, men hun dansede også med andre. hun gjorde sig bemærket. når hun dansede med andre, stod Jens Ole med albuen på bardisken og holdt øje med hende. han blev 17
lige så jaloux som Kurt. De der smarte fyre, der var oven i købet en som hentede en sodavand til hende. En gang imellem drejede hun hovedet for at se efter ham. han lod som om han havde fået en frisk hof. han følte sig beruset og slappede af. Det gjorde godt med sådan en bajer. Da orkestret spillede det sidste nummer, var han ikke hurtig nok i vendingen, så Lene blev budt op af en tyk stodder som var meget ældre end hun var. For fanden. Men da Jens Ole ville gå ud i garderoben efter kasket og tørklæde, signalerede hun til ham med øjnene. han tøvede og pillede etiketten af sin flaske med tommelfingeren. Da orkesterlederen sagde tak for i aften, og de dansende par skiltes, kastede han sig igen ud i noget han ikke kunne overskue. han skubbede nærmest tyksakken til side og stillede sig lige foran Lene. – Må jeg følge dig hjem? han sagde det så højt at alle kunne høre det. hun kunne jo sige nej tak, hun behøvede ikke komme med undskyldninger. hun smilede til ham. Det var sent, klokken var over elleve, men det gjorde ikke noget, det var weekend, han skulle ikke op klokken seks. Faktisk var det hyggeligt at gå gennem byen så sent om aftenen. De mødte ikke ét menneske på nørregade. Vinduerne var mørke, de havde ikke travlt, selv om Lene skulle være hjemme inden tolv. Jens Ole gik og spekulerede på at hvis han ikke havde fulgt hende hjem, så havde tyksakken gjort det. Det gjaldt om at være snarrådig her i livet. – Vi skal samme vej, sagde han. han blev eftertænksom da hun fortalte at hun boede i Åhus allé. Mange i Ålestrand havde en temmelig indgroet skepsis over for de mennesker som boede i Åhus allé, i de store villaer med de velplejede haver og høje træer. at han boede i den tynde ende af nørregade, sagde hun ikke noget til. Måske sagde hun nå, eller hun nikkede bare. han kikkede ligeud. nørregade var lang som en julemedister. Fra syd til nord tværs gennem byen. Da de nåede frem til Engharts Boghandel, i hvis vindue der hang et portræt af forfatteren Jacob paludan, fortalte han hende at han 18
ikke bare boede der hvor nørregade blev til Ålestrand, han boede i det store grå hus, havfuglenes landingsplads. Sagde hun nå? han drejede hovedet og mødte hendes blik. – Det hus kender jeg godt, sagde hun. han hang fast i hendes blik, men så skyndte hun sig at kikke skråt ud til siden. Måske talte hun sine skridt, eller passede på ikke at træde på stregerne. I hvilket hus i Åhus allé boede hun så? Det store røde eller det hvide med det flade tag, tegnet af en berømt arkitekt? Var der ikke noget forkert i at han fulgte en pige hjem fra bal som boede i Åhus allé? Selv om han ikke havde noget som helst forhold til de mennesker som boede i Åhus allé, så var de på en eller anden dum måde fjenden. De rige svin, sagde man om dem. De folk i Åhus allé blev altid omtalt som burgøjsere og gullaschbaroner. Det var sådan nogle som var født med en sølvske i munden, som foragtede arbejderne. Det var en gammel sang. De værste, set fra rakkerpakhuset, var kapitalister, det var sådan nogle som hr. Sanberg som var direktør på værftet, han boede i den største villa på Åhus allé. hans have var en park. Det kunne fru nielsen ovre i opgang B snakke med om, hun havde nemlig gjort rent hos direktøren. hun havde fortalt mor at der både var dagligstue, spisestue, to soveværelser, og at børnene havde deres eget værelse. Desuden var der et gæsteværelse i kælderen og, hold nu fast, et billardbord! alt det fløj gennem Jens Oles hoved da han fulgte Lene hjem til Åhus allé den lørdag aften. Da de nåede ud til bager Birk i Ålestrand, måtte han tage sig sammen og gribe hendes hånd inden det blev for sent. hun kunne trække hånden til sig uden at det ville fornærme ham, men hun gjorde det ikke, hun smilede og trykkede tilmed hans fingre. hun virkede ikke engang overrasket. Måske syntes hun han var længe om det. nu gik de sammen, som om de var kærester. Jens Ole havde aldrig i sit liv været så højt oppe at han kunne se verdens krumning. han gik og snakkede og følte sig veltalende fordi hun en gang imellem lo. han plejede normalt ikke at rive morsomheder af sig. Så fik han lyst til at kysse hende. hun var sytten år, ældre end ham. piger blev så hurtigt voksne. hun lo da han fortalte hende hvilken amerikansk filmstjerne han 19
syntes hun lignede. Men altså, det pointerede han, uden fregnerne. – til sommer får jeg fregner, sagde Lene. – Jeg kan godt lide fregner, sagde Jens Ole. – hvis jeg ligner Doris Day, så ligner du rock hudson. Det var nok løgn. han satte tempoet ned, for nu var de allerede forbi kirken og skolen. hvis de fortsatte med den fart ... De nåede frem til rakkerpakhuset. Det store hus så tilforladeligt ud i halvmørket. Lene standsede og ville have at vide hvor han boede. han pegede på stuevinduet, dér, opgang a, de blomstrede gardiner, den store potteplante. han trak i hende. hun ville have at vide hvad hans far lavede. Det var ikke noget at skamme sig over, alligevel var det lidt svært. Den gamle var altså arbejdsmand, ved jernbanen, han knoklede fra morgen til aften, og når han kom hjem, faldt han i søvn på sofaen. Så var det mere interessant hvad Lenes far lavede, han var kommandørkaptajn, officer ved marinen. han havde sit kontor oppe på Bjergbakken, bag indhegningen hvor der altid gik en vagtpost med gevær. hvis madammerne i rakkerpakhuset hørte at Åge rasmussens Jens Ole var blevet kæreste med kommandørkaptajn Manders’ datter, Lene, så ville de ikke tro det. Sådan et forhold var unaturligt. han fik ikke lov til at følge hende helt op til villaen, for Lene sagde at hendes mor sad oppe og ventede på hende. hun troede at Lene blev fulgt hjem af Malene og Lisbeth. – Det er bedst at hun ikke ved noget ... endnu. Sådan sagde hun. hendes mor skulle ikke vide noget endnu. De sagde derfor hurtigt farvel til hinanden, og Jens Ole bøjede sig frem for at kysse Lene, på kinden. hun trak ikke hovedet til sig. – God nat, sagde hun. Klokken var lidt over tolv. Bagefter gik han rundt og så på husene. her havde han været så tit, for alléen førte op til Bjergskoven. Det var virkelig et pænt hus hun boede i, med fire store vinduer og en bred fordør. Men det var ikke den største villa på vejen. nå, pyt. Da han gik hjem, og faldt til ro, var han overbevist om at det allerede var forbi. Lene havde sagt ja til ham fordi hun ikke ville 20
følges hjem af ham tyksakken. hun syntes vist Jens Ole var en ret harmløs fyr, men hun havde også sagt at han lignede rock hudson. Jens Ole var høj og bredskuldret, det havde mor sagt, han var højere end sin far, så måske var der noget om snakken. han lå på sofaen og så billederne oppe i loftet. Den søndag eftermiddag på Åhus allé. han gik forbi kommandørkaptajnens hus fire gange, så kom Lene ud i en lys frakke med sort alpehue, hun så meget voksen ud, hun havde cigaretter, og de gik en tur op til udkigspunktet på Bjergbakken og stod der og røg mens de kikkede ud over byen. – Der bor du, sagde Lene og pegede. to dage senere inviterede hun ham hjem til kaffe. hun ville præsentere ham for forældrene. Det måtte betyde at de virkelig var kærester. han vidste ikke om han turde vove sig ind i det fine hus, eller hvad tøj man skulle have på. Kunne han gå derind i sine slidte plusfours, med strømperne der altid faldt ned? Og den krøllede kasket? Lene syntes ikke han kunne komme i sit konfirmationstøj. han skulle bare komme i sit hverdagstøj. – Mine forældre går ikke op i den slags. Jens Ole vovede ikke at sige det til nogen derhjemme, ikke engang til mor. han var inviteret til den næstfølgende søndag. Først gik de en tur op til Ål hovedgård, rundt om voldgraven med hinanden i hånden. Lene snakkede om jazz. hendes forældre, hun sagde ikke mor og far, havde været i København for at høre Louis armstrong. hun fortalte om en bog hun havde læst. Jens Ole nikkede, derefter rystede han på hovedet. nej, han havde ikke læst noget af ham Brecht som døde for nylig. – Du er så stille, sagde hun. han nikkede. Det kunne godt være at han var ret stille når det kom til stykket. – Du er måske også en lille smule kedelig? hun skubbede leende til ham. han nikkede. Det kunne nemlig godt være. hun havde fået et forkert indtryk af ham. når han var ædru, var han kedelig, og ret stille af sig. – Måske er jeg ikke så klog som jeg ser ud til, sagde han. 21
Det syntes hun var morsomt, hun lo, og han fik det lidt bedre. Det var dumt at gå og hænge med ørerne på sådan en dejlig dag. han skuttede sig og fik på fornemmelsen at der var nogen som kikkede på ham. nu skulle han jo heller ikke bilde sig noget ind. Så nåede de frem. – Goddag og velkommen, sagde hr. og fru Manders og trykkede hans hånd. han drak to kopper kaffe og spiste et stort stykke kringle, og han blev hurtigt klar over hvad det drejede sig om. Det var ikke rart at sidde der i den fine sofa og fortælle hvem man var, alt det der, og så opdage at der var en plet på bukserne. Det var temmelig akavet at skulle sidde med den hånd på knæet. – Lærling på værftet, det lyder da interessant, som hvad, om jeg må spørge? – Maskinarbejder. – Vi har mange maskinarbejdere ansat ved flåden, sagde kommandørkaptajnen. han virkede menneskelig og duftede af hårvand. I slipset sad der en nål. Det var ikke nogen interessant samtale. Det han havde at fortælle vidste de i forvejen. han sad og blev stiv i ryggen. han kunne ikke flytte den hånd. Skeen klirrede mod underkoppen. Var Lene ikke lidt rød i hovedet? hun trommede let i bordet med fingrene? Måske var det på tide at vende snuden hjemefter? – Lene fortæller at du bor nede i nørregade. Fru Manders vidste udmærket hvor han boede. – Ja, jeg bor i Ålegården, sagde Jens Ole. han fik lyst til at fortælle hvorfor Ålegården blev kaldt rakkerpakhuset. – Det er den store grå blok overfor Donners gartneri? Jens Ole nikkede. andre huse kunne der ikke være tale om. Der hvor Ålegården lå, havde der engang ligget en forsømt træbygning hvor der boede to familier. I den ene ende holdt rakkeren til. I den anden ende lå garveriet. Der var en frygtelig stank og svineri omkring dette hus. De mennesker der boede der var meget fattige og havde mange børn. Det var familien rak og familien pak. 22
på et tidspunkt blev svineriet for meget, huset lå jo op til hovedvejen, det blev revet ned, og et helt nyt blev opført med atten toværelses lejligheder, moderne med træk og slip på gangen. Det fik navnet Ålegården, fint skulle det være, som folk i Ålestrand sagde. – Er det ikke det hus der bliver kaldt rakkerpakhuset? – Jo, sagde Jens Ole. De kendte garanteret godt den historie. han følte at balladen om Jens Ole og Lene nærmede sig sin afslutning. han kunne se det i ansigterne. Sagen afgjort. tak for besøget, Jens Ole rasmussen. han vidste at når Lene fulgte ham til døren og sagde farvel, så ville han aldrig mere få hende at se. – hvad søren. Mor stod i døren med pjusket hår. – Er du allerede vågen? han var lige ved at falde ud af sengen, så forskrækket blev han. han lukkede irriteret øjnene. – hvad ligger du og spekulerer på? spurgte hun. – Jeg spekulerer ikke. – når du nu er vågen, så kan du vel lige så godt stå op, så jeg kan få ordnet i stuen. Klokken var kvart i syv. han rejste sig og tog sit tøj på. ude i køkkenet var far var ved at barbere sig. – Det må jeg nok sige, allerede oppe, sagde han. – Ja, mon ikke, sagde Jens Ole. – Sikke noget, sagde mor, – klokken var næsten tolv. hun satte kedlen over komfuret. – Og som de kunne råbe og skrige. Og så den lede dævl til Kurt. – Ja, brummede far inde i sæbeskummet. – Stakkels kone, sagde mor. hun kogte havregrød, ikke noget med rundstykker og jødekager, næ, havregrød, eller franskbrødsmadder med margarine og puddersukker. hadet til Kurt blussede igen op i Jens Ole. Vivi og Lene lignede hinanden så meget at han havde svært ved at skille dem ad. – Det lød jo nærmest som om han var gået i gang med at smadre møblerne. – hvorfor er der ingen som siger noget til den idiot, fnøs Jens Ole. 23
han kunne se hvordan far Åge løftede skuldrene. Far så på mor. Så drejede han hovedet. Kun den ene side af ansigtet var raget. – Jeg har sagt til hende at hun ikke skal finde sig i det, sagde mor, – og at hun kan komme herned. Jens Ole stod og foragtede sin far fordi han ikke gik op og langede Kurt en knytnæve i synet. han var sikker på at Kurt ikke kunne klare far Åge når det kom til stykket. Men der skulle meget til før far blev knotten, han var nok verdens mest tålmodige menneske, kun én gang havde Jens Ole oplevet ham vred, det var engang de var på vej op i parken. Da mor ville skrå over vejen, var en cyklist ved at køre hende ned, og manden råbte kælling efter hende. Det skulle han ikke have gjort. Far Åge fandt sig i det meste, sådan havde det også været da han arbejdede for sin bror som var bundgarnsfisker. han blev udnyttet og knoklede for en ussel løn. hvis ikke Åge havde mødt Birthe, så havde han antagelig været på den plimsoller endnu. Det var Birthe der fik Åge til at søge arbejde ved jernbanen. Selv om arbejdet som jernbanebisse var både hårdt og beskidt, så var det den rene luksus i forhold til at være i Sten rasmussens brød. Lønnen var højere, Åge kunne gifte sig med Birthe som kom fra et bette krumt sted i Gærup. Far Åge var kommet på den grønne gren. at hans søn, Jens Ole, var i lære som maskinarbejder, det var for ham noget af det største en arbejdersøn kunne opnå. Jens Ole måtte bide tænderne sammen når han i kulsort raseri kørte i modvinden ned ad nørregade for at nå ned i helvedes forgård inden fløjten begyndte at hyle som en pryglet køter. – Du ved ikke hvor godt du har det, Jens Ole, din onkel hans måtte leve af vand og gammelt brød for at blive malersvend. Jens Ole ville ikke være utaknemmelig, for hvis ikke han skulle være maskinarbejder, hvad skulle han så? – nu glæder jeg mig til at høre lidt radio, sagde mor. De satte sig ved klappen i køkkenet, de kunne lige være der når Jonna ikke var stået op. Jens Ole havde engang hørt Jonna sige at hun altid så frem til at det blev mandag, fordi hun glædede sig til at komme i skole. Mor satte grøden frem. Jens Ole kom godt med sukker på, derefter sødmælk. han stirrede på sin fars store hænder. han havde aldrig 24
set nogen med så store grabber, som to skovle. når far Åge knyttede næverne, lignede de to mukkerter. Et enkelt slag med sådan en næve. ham, Kurt, til helvede. Mor blev ved med at snakke om stakkels Vivi, og Jens Ole så Lenes ansigt. han havde ikke set hende siden dengang. han holdt sig væk, hun holdt sig væk. Vivi kom af og til ned for at snakke med mor og drikke kaffe. Måske havde mor sagt til Vivi at hun bare skulle komme ned, for hvis Vivi var hos dem, så blev Kurt nødt til at hente hende. Og hvis mor så sagde noget til Kurt, som blev gal i skralden og eventuelt kaldte hende en kælling der skulle blande sig udenom, så ville far Åge ... I virkeligheden er du en kujon, tænkte Jens Ole og stirrede ind i sin fars blide ansigt. Var de øjne ikke ligefrem sørgmodige? hans mund var utrolig lille. han var veg, inde i det kæmpestore korpus var der en nervøs pusling. Jens Ole flyttede sit blik og så ned på sine egne hænder. – Sikke nogle store hænder du har, sagde Lene engang, – min lille hånd bliver fuldstændig væk, se. Det var rigtigt, hendes hånd forsvandt i hans. han knyttede næven og havde lyst til at slå den ned i bordet. – Er det ikke i dag der er fodboldkamp? spurgte far. I fem skefulde fik han has på grøden. Så rakte han ud efter den sukkermad mor havde smurt til ham. En halv kop kaffe røg ned i én slurk. han kværnede med de slidte tænder. Mor fik ild på en cigaret, far tændte snadden. – Jo, det er i dag Ålevej skal have klø, sagde Jens Ole. – hvor mange mål laver du så? – Jeg har fortalt dig at når man er fyldt seksten, så er man ikke på holdet længere. – hvem skal så være centerforward? – Det skal Benny. – hvem skal være dommer? – Karl Jørgensen. – nå, ham. han fløjter jo konstant for frispark. Det må være fordi han har den dommerfløjte. – han er retfærdig, vi kan ikke få nogen bedre. Jens Ole sad og spekulerede på om der var en bestemt grund til at far Åge var så snakkesalig? 25
– Er det for tidligt med en kaffepunch? spurgte far, og så på Jens Ole. – Det synes jeg nu nok, sagde mor. hvorfor gloede den gamle sådan på ham? han vendte måske tingene på hovedet og syntes at Jens Ole, som nu var seksten, en høj og kraftig gut, selv skulle kunne ordne den lille affære med Kurt Bertelsen. Jens Ole var lige så høj som Kurt, og vel også lige så bredskuldret. Måske lige så stærk? hvad var problemet? hvis det nu havde været Lene ... Jens Ole rejste sig med et sæt og gik ind i stuen for at se hvad klokken var. Fem minutter i syv. han gik hen til vinduet og kikkede ud. Fuldstændig øde, bortset fra gråspurvene der flokkedes omkring hestepærerne. Solen skinnede på Bjergbakken. Der ville være koldt i stuen indtil solen drejede om i vest. ham, Kurt.