108332_godnat og sjov godt_.indd 4
06/07/18 10:17
L A RS DA N ES KOV
nat d o G sjov godt
og
Illustreret af Pernille Lykkegård
HØST & SØN
108332_godnat og sjov godt_.indd 5
06/07/18 10:17
108332_godnat og sjov godt_.indd 6
06/07/18 10:17
Lakridsbandit
... 11
Skal vi lege kærester? Lyvemund
... 25
. . . 39
Alene hjemme
. . . 53
Da Biffen blev væk Møgunge til salg Kræsenpind
... 67
. . . 81
... 95
Marsvin og emmentaler
. . . 1 09
Nemlig temmelig hemmeligt Djævledragen
108332_godnat og sjov godt_.indd 7
... 123
. . . 1 37
06/07/18 10:17
8
108332_godnat og sjov godt_.indd 8
06/07/18 10:17
Det her er Otto. Otto hedder selvfølgelig også mere end Otto, men de navne er så lange og svære, at Otto ikke kan skrive dem selv endnu. Egentlig burde han have heddet Otto-Ikke-Noget. Det er i hvert fald det, han svarer, næsten lige meget hvad man spørger ham om. »Hvad har du lavet i børnehaven i dag?« kan man sige, og så svarer Otto: »Ikke noget.« Man kan også spørge, hvad han har leget med sine venner, og hvad de har snakket om, eller man kan spørge, hvad han tænker på. Som regel svarer Otto bare: »Ikke noget.« Sådan er det hver eneste dag. Lige indtil om aftenen, når Otto skal sove. Så skal han altid lige ud at hente et glas vand. Han skal også lige tisse én gang til, og så er der hans sovebamse, Ninen, han ikke kan finde, eller noget, han skal vise, og især er der en hel masse ting, som Otto simpelthen bliver nødt til at spørge om. Ellers kan han umuligt falde i søvn. Sådan er det, lige meget hvem der putter ham. Hans mor, hans far, hans mormor eller Laura, der nogle gange kommer for at passe ham. I aften er det far, der putter, og han skal lige til at slukke lyset, da Otto som sædvanlig kommer i tanke om noget. »Hvorfor må voksne spise slik, når børn ikke må?« siger Otto.
9
108332_godnat og sjov godt_.indd 9
06/07/18 10:17
»Det må voksne da heller ikke,« siger far. »Mor og jeg spiser da aldrig slik.« »Hvorfor er der så altid slikpapir i skraldespanden om morgenen?« siger Otto. »Det er der da i hvert fald ikke,« siger far. »Og nu skal du altså sove.« Men Otto er overhovedet ikke klar til at sove endnu. Han har endda sat sig op i sengen. »Det er også dig, der spiser alle mine vingummier,« siger han. »Mig, der spiser alle dine vingummier?« siger Ottos far. »Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det? Voksne stjæler da ikke slik fra børn.« »Kommer de så i fængsel?« siger Otto. »Det er jeg ret sikker på,« siger Ottos far og blinker til Otto på den måde, han altid gør, når de fjoller. »Nogle ordentlige vingummifængsler. Sliktyve er faktisk nogle af de værste. Du skal være glad for, at der ikke bor sådan en her. De findes nemlig rigtig mange steder, og de slår altid til, når man mindst venter det.« »Hvor ved du det fra?« siger Otto. »Det ved jeg bare,« siger far. »Tag nu for eksempel Anna …«
10
108332_godnat og sjov godt_.indd 10
06/07/18 10:17
Lakridsbandit Anna var ikke nogen stor slikmund. Godt nok kunne hun både lide chokolade og vingummi og også nogle gange lakrids, men hvis Anna nu skulle være helt ær lig, var der rigtig meget, hun bedre kunne lide end slik. For eksempel var hun ret vild med at få lov at sove vi dere inde i fars store seng, når hun vågnede om natten. Hun kunne også bedre lide at besøge sin lille fætter Erik i sommerhus, fordi han havde badebassin, og hun kunne helt sikkert bedre lide at lave slim i børnehaven. Alligevel var det altid slik, folk havde med til hende, når de ville give hende noget. »Og så er der en lille pose til dig,« sagde Annas bedstemor, hver gang hun var på besøg og havde vingummi eller chokolade med. Anna fik også en slikkepind, når hun havde været ved lægen, eller en slikpose, når hun var til fødsels dag, og rigtig meget slik, når det var jul, og især når mor havde været ude at flyve. »Nu skal du jo ikke spise det hele på én gang,« sag de hendes far så. »Du skal huske at gemme noget til senere.« 11 11
108332_godnat og sjov godt_.indd 11
06/07/18 10:17
Derfor tog Anna altid kun et enkelt stykke eller to, inden hun pakkede posen sammen og gemte resten. Efterhånden havde Anna gemt så meget slik, at det fyldte en hel skuffe i kommoden på hendes værelse. Der var bare noget mærkeligt ved den skuffe. Selv om Anna aldrig nogensinde spiste noget selv, var det alligevel, som om der var forsvundet noget, hver gang hun kiggede. »Er det dig, der går og nupser?« spurgte hun sin far en dag. »Det er i det i hvert fald ikke,« svarede han meget hurtigt. »Sådan noget kunne jeg aldrig finde på. Det må være en sliktyv, der kommer, mens du sover. Eller en chokoladerøver.« Anna havde aldrig nogensinde hørt om hverken slik tyve eller chokoladerøvere. »Hvordan ser de ud?« spurgte hun. »De ser meget forskellige ud,« sagde far. »Nogle af dem er høje og har meget lange fingre. Andre er helt små og lister af sted på deres lumske fødder, så ingen kan høre dem. Men den værste af dem alle sammen, det er alligevel Lakridsbanditten.« »Lakridsbanditten?« sagde Anna. »Hvem er han?« »Det er en lille, tyk fyr, der lever af lakrids,« sagde far. »Helt sorte fingre har han, og en rund mave, der er fyldt med salt bomber og skolekridt og lakrids piber og pastiller.«
12
108332_godnat og sjov godt_.indd 12
06/07/18 10:17
13
108332_godnat og sjov godt_.indd 13
06/07/18 10:17
»Ham gad jeg godt se,« sagde Anna. »Det kan man overhovedet ikke,« sagde far. »Lakrids banditten kommer først frem, når alle børn sover, og så roder han i deres skuffer og stjæler af deres slik. Sådan går det, hvis man gemmer sit slik for længe.« Anna forsøgte at forestille sig, hvordan sådan en tyk lakridsbandit så ud. Hun var sikker på, at han havde store øjne og måske en rund næse. I hvert fald vidste hun, at han måtte have forholdsvis sorte tænder, så meget lakrids, han spiste. Anna kunne helt ærligt godt tænke sig at se den la kridsbandit rigtigt, men så var hun nødt til at være vågen, når han kom. Desværre faldt Anna altid i søvn lige med det samme. Derfor blev hun nødt til at finde på noget, så hun ikke kunne sove i aften. »Må jeg smage din kaffe?« spurgte Anna, da hendes far stod i køkkenet om eftermiddagen. »Du kan da ikke lide kaffe?« sagde han overrasket. Men det var Anna ligeglad med. Hun havde nemlig engang hørt sin far sige, at man ikke kunne falde i søvn, hvis man drak for me get kaffe, så hun lagde hovedet til bage og tog en ordentlig slurk.
108332_godnat og sjov godt_.indd 14
06/07/18 10:17
Det smagte ret meget af kloak og måske også lidt af varm vandpyt. Men Anna lod som ingenting. Hun var klar nu og kunne holde sig vågen hele natten. Han kunne bare komme an, den lille lakridsbandit. Den aften lå Anna meget længe i sin seng. Far havde slukket lyset, så der var helt mørkt, men Anna havde stadig åbne øjne. Det kunne ikke vare længe, før den lille, tykke fyr med de sorte tænder kom snigende ind på hendes værelse. Men der kom ikke nogen. Anna prøvede at koncentrere sig om at lade være med at gabe, men det var umuligt. Langsomt begynd te det også at klø i øjnene. Til sidst blev hun nødt til at lukke dem. Bare lidt. Det var alligevel også så mørkt i hendes værelse, at et par øjenlåg fra eller til ikke gjorde den store forskel. Hun kunne jo altid høre, når Lakridsbanditten kom, og det ville hun gøre. Hun ville ligge helt stille med lukkede øjne, men holde ørerne godt og grundigt åbne. Ikke sove. Kun lytte. Dagen efter blev Anna vækket, ved at hendes far stod og skramlede ved hendes kommode. Han havde truk ket slikskuffen ud. »Hvad laver du?« sagde hun og sprang ud af sengen. »Står du og nupser?« »Overhovedet ikke,« sagde hendes far fornærmet. »Jeg prøver at finde det tøj, du skal have på i dag.« Anna kiggede hurtigt i skuffen. Hun kunne se det med det samme. Der var igen forsvundet noget fra po serne, mens hun havde sovet. Hun var helt sikker på, at der både manglede en lakridspibe og i hvert fald 15
108332_godnat og sjov godt_.indd 15
06/07/18 10:17
også noget i posen med tyrkisk peber. Det plejede el lers kun at være hendes far, der kunne lide dem. Hvis det blev ved på den her måde, ville der til sidst ikke være mere slik tilbage, og hvis der ikke var mere slik, ville hun aldrig nogensinde få set, hvordan en lakridsbandit så ud. Hun blev nødt til at tænke sig godt om nu. I det samme fik hun øje på den nøgle, der sad i skuf fen. Straks vidste hun, hvad hun skulle gøre. Hvis hun nu låste sin slikskuffe, ville Lakridsbanditten ikke kunne åbne den. I stedet ville han stå og hive og slide i kommoden og lave så meget larm, at Anna ikke kun ne undgå at vågne. »Nu låser jeg altså den skuffe, så Lakridsbanditten ikke kan blive ved med at stjæle mit slik,« sagde hun. Det, syntes hendes far, lød som en god idé. Der var bare lige det med nøgler. De måtte helst ikke blive væk. »Derfor er det nok bedst, at jeg passer på den imens,« sagde han. Det kunne Anna godt se, og derfor gav hun nøglen til sin far, hvis han lovede at gemme den et godt sted. Men dagen efter var den gal igen. Selv om skuffen havde været låst, og hendes far hav de passet rigtig godt på nøglen, var der igen forsvun det slik fra Annas kommode. Denne gang var der ta get mindst et lakridsæg, og posen med saltbomber og også den med dameskrå var helt tomme. Den lakridsbandit var mere snedig, end Anna havde troet. Hele dagen gik hun og tænkte. Hun kunne lige så godt opgive at se Lakridsbanditten, når han var i gang med at stjæle. Lige meget hvor meget kaffe hun drak, 16
108332_godnat og sjov godt_.indd 16
06/07/18 10:17
sov hun stadig så tungt, at hun ikke hørte det, når Lakridsbanditten kom. Og selv om hendes far havde gemt nøglen på et sikkert sted, var Lakridsbanditten stadig for smart og kunne sagtens åbne Annas skuffe alligevel. Pludselig fik Anna en idé. Hvis hun ikke kunne se ham, mens han stjal, kunne hun jo bare finde ud af, hvor han gik hen og gemte sig bagefter. Derfor gik Anna den aften i seng med en stor pose mel. Lige så snart hendes far havde sagt godnat, liste de hun op igen og dryssede et tykt lag ud foran kom moden. Når Lakridsbanditten kom, ville der være så mørkt, at han ikke ville lægge mærke til melet på gul vet, men når han gik igen, ville han sætte hvide fod spor med mel overalt. Anna kunne ikke lade være med at smile over sin plan. Denne gang kunne det ikke gå galt.
108332_godnat og sjov godt_.indd 17
06/07/18 10:17
Næste morgen vågnede Anna tidligt. Faktisk var det stadigvæk lidt nat. Med det samme kiggede hun hen til kommoden. Dér var de! I alt det mel, der i aftes havde ligget som et hvidt tæp pe ud over hele gulvet, var der nu helt tydelige fodspor. Lakridsbanditten! Hans fødder måtte være meget større, end Anna havde forestillet sig. Først var han gået hen til kom moden, hvor han havde steppet lidt frem og tilbage. Bagefter var han gået ud af værelset igen. Hurtigt åbnede hun døren ind til stuen. Her var der mere mel. Hen over gulvtæppet lå et lille, tyndt spor. Sporet endte ved sofaen. Det var der, far ellers plejede at sidde om aftenen. Måske havde han ligefrem mødt Lakridsbanditten? Anna bøjede sig helt ned over gulvtæppet. Der var mere mel. En lang linje, der gik fra sofaen og direkte ud på bade værelset. Her havde Lakrids banditten også været. Lige der, hvor både Anna og hendes far plejede at stå, når de børstede tænder. Anna fortsatte gennem huset. Der var mere mel hen ad gan gen. Helt hen til fars sovevæ relse. Uden en lyd åbnede Anna døren. Lige der stoppede sporet. Lige der ved fars seng.
18
108332_godnat og sjov godt_.indd 18
06/07/18 10:17
Annas far sov stadig. I et spring var Anna oppe hos ham. »Fa-ar,« kaldte hun og ruskede den store dyne. »Du bliver nødt til at vågne. Lakridsbanditten har været her, og måske er han her stadigvæk. Sporene stopper lige her i din seng.« Far gnøflede og knurrede og prøvede at åbne øjnene. »Hvad snakker du om? Hvem har været her?«
19
108332_godnat og sjov godt_.indd 19
06/07/18 10:17
»Lakridsbanditten,« sagde Anna. »Og måske ligger han stadig et eller andet sted her i sengen.« Far løftede dynen og kiggede. Så kiggede han under sin pude. »Jeg synes ikke rigtigt, jeg kan se ham,« sagde han. »Måske kommer han igen,« sagde Anna. »Jeg bliver nok nødt til at blive herinde og sove.« Hun havde allerede pølset sig ind under fars dyne og lagt sig. Den var dejligt varm. Med et ryk satte Anna sig op i sengen igen. »Er det dig, der lugter af lakrids?« sagde hun. »Mig?« sagde hendes far. »Hvad mener du? Hvordan skulle jeg kunne lugte af lakrids? Det er nok Lakrids banditten, vi kan lugte.« Anna lagde sig ned igen. Hendes far havde ret. Det var selvfølgelig Lakridsbanditten, de kunne lugte. Men nu lå hun her i sengen ved siden af far, og de kunne begge to holde øje. Hun skulle nok få ram på den lakridsbandit en dag.
108332_godnat og sjov godt_.indd 20
06/07/18 10:17
Otto ligger og smiler, da historien er færdig. »Jeg kan godt lide chokolade, men ikke dem, der er noget i,« siger han. »Det kan jeg godt forstå,« siger far. »Men jeg kan bedst lide de grønne vingummier,« siger Otto. »De smager også godt,« siger far. »Men ved du, hvad jeg bedst kan lide?« Otto tænker lidt, men kan ikke gætte det. »Jeg kan bedst lige små ottoer, der sover, og sådan én trænger jeg til lige nu. Jeg ved endda lige, hvor der ligger én.« Så kysser han Otto på panden. »Godnat, Otto,« siger far.
G
108332_godnat og sjov godt_.indd 21
a odn
t o g sj ov g o dt
06/07/18 10:17
Til Tine Tak for idé, skub og kærlighed
Godnat og sjov godt © Lars Daneskov (tekst) og Pernille Lykkegård (illustrationer) og Høst & Søn / rosinante&co, København, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Maria Lundén Grafisk Design Sat med Paperback og Bliss Pro hos Maria Lundén Grafisk Design og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5865-6 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. · DK-1150 København K rosinante-co.dk
108332_godnat og sjov godt_.indd 148
06/07/18 10:21