BRUN_MATERIE_03_10.indd 4
03/10/2018 12.34
Fortællinger om at føle sig anderledes i Danmark
Zakiya Ajmi (red.) Illustreret af Fei Huang
Høst & Søn
BRUN_MATERIE_03_10.indd 1
03/10/2018 12.34
Brun – Fortællinger om at føle sig anderledes i Danmark Redigeret af Zakiya Ajmi og Christel Amundsen © Forfatterne, Fei Huang (illustrationer) og Høst & Søn/ROSINANTE & CO, København, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag og illustrationer: Fei Huang Typografisk tilrettelægning: Dorte Cappelen Sat med TheAntiqua og Fira Sans og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5678-2 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Fotoliste: Fei Huang, fotocopyright © Emilia Huang Jens Philip Yazdani, fotocopyright: © David Dalali Nassrin el Halawani, fotocopyright: © Miguel Martinez Niviaq Korneliussen, fotocopyright: © Jørgen Chemnitz Kristina Aamand, fotocopyright: © Amy Gibson Tobias Rahim, fotocopyright: © Lui Visbo Sarah Engell, fotocopyright: © Zafar Iqbal Zakiya Ajmi: fotograf: © Rosinante & Co/Jan T. Kallesen Dennis Glintborg, fotocopyright: © Emil Klitsgaard
Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. · DK-1150 København K rosinante-co.dk
BRUN_MATERIE_03_10.indd 2
03/10/2018 12.34
INDHOLD Forord �������������������������������������������������������� 5 Fei Huang, portræt �������������������������������������������� 6 Rebecca Bach-Lauritsen:
NAAAAH SIPENJA BABABI TJIBABA! ������������������������� 9
Niviaq Korneliussen: ØNSKESEDDEL ��������������������������������������������� 15 Kristina Aamand:
FØR SOLEN STÅR OP ��������������������������������������� 21
Tobias Rahim:
MØRKE ØJNE & DU BLÆNDER MIG �������������������������� 33
Lucia Odoom: EBONY ����������������������������������������������������� 39 Tara Skadegaard Thorsen: BRUN SKOLING �������������������������������������������� 49 Nassrin el Halawani: NAT & DAG ������������������������������������������������� 57 Dennis Glintborg: PANDABØRN ����������������������������������������������� 69 Jens Philip Yazdani:
»HEY, DU DÉR. DU ER PERKER!« ���������������������������� 79
Zakiya Ajmi:
VENINDER ������������������������������������������������� 87
Mary Tesfay:
BRUNE FORÆLDRESTRABADSER ���������������������������� 97
Sarah Engell:
DUFTEN AF SAFRAN ���������������������������������������� 105
BRUN_MATERIE_03_10.indd 3
03/10/2018 12.34
FORORD Jeg plejer at kokettere med, at jeg er 2. generationsindvandrer, for man kan ikke høre eller se på mig, at jeg er vokset op med en fremmed baggrund. Jeg havde norsk far og svensk mor. Dansk statsborger har jeg været fra begyndelsen. Men min mor talte svensk det meste af mit liv, og talrige gange i min barndom måtte jeg høre for det fra voksne, som ikke forstod, at de gjorde et barn fortræd: »Hvordan kan det egentlig være, at din mor ikke har lært at tale dansk?« Min mor syntes, det danske sprog var svært. Og hvis hun ikke blev forstået, talte hun bare højere og højere. Så var det først rig tig pinligt, syntes vi børn. Hun forstod ikke dansk ironi, som hun oplevede som ondskabsfuld. Vi fandt hende lidt sart. Det var nemlig vigtigt for os altid at passe ind. Når der var landskamp mellem Danmark og Sverige, holdt vi med Danmark nede på ga den. Oppe i lejligheden kunne det godt ske, at vi jublede over de svenske mål. I modsætning til min far savnede min mor sit hjemland og sin svenske kultur. »Man kan jo ikke se, at jeg er en fremmed,« sagde hun tit. Men det var hun. Der er faktisk større forskel på de skandinaviske lande, end man umiddelbart skal tro. Alt det her fik jeg ribbet op i, da jeg læste bidragene i denne bog. Men der er en væsentlig forskel på mig og mange af forfat terne. Deres hudfarve er det første, omgivelserne registrerer. Flere af dem er mere ‘danske’ end jeg, men alligevel har de op levet, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres ret til at bo i Danmark. For mig har deres indlæg været en øjenåbner. I mit tilfælde blev vi de fremmede, når min mor åbnede munden. For mange andre er det nok at gå på gaden … Christel Amundsen 5
BRUN_MATERIE_03_10.indd 5
03/10/2018 12.34
Fei Huang. (Født i Kina, 1990). Cand.design fra KADK. Visuel designer hos Unity. Siger aldrig nej til kaffe og kage.
BRUN_MATERIE_03_10.indd 6
03/10/2018 12.34
ANKOMST
1995 — Som 5-årig ankom jeg til Danmark
BRUN_MATERIE_03_10.indd 7
03/10/2018 12.34
Rebecca Bach-Lauritsen. (Født 1976), har gået på Forfatter skolen for Børnelitteratur og arbejdet på DR’s børnekanal Ramasjang. Hun debuterede i 2011 med den prisbelønnede Veronika lyder som harmonika. Hun er også forfatter til de anmelderroste Sommerdrenge (2013) og Ellens ark (2014), som begge ophæver grænserne mellem børne-, ungdomsog voksenlitteratur.
BRUN_MATERIE_03_10.indd 8
03/10/2018 12.34
NAAAAH SIPENJA BABABI TJIBABA! Af Rebecca Bach-Lauritsen
Han gik gennem rummet, mens han tog sin T-shirt af, og jeg så det, jeg så hår på brystet og farve over musklerne og i tegnin gerne på kroppen, og jeg tænkte på, om han tog den af med vilje, mens jeg sad med min veninde ved det lånte bord i et kollektiv på Christiania, hvor vi arbejdede på et manuskript til noget radio eller tv, jeg kan ikke huske det, men jeg kan huske, at jeg tænkte: Der findes sådan en som ham. Der gik nogle måneder, før jeg mødte ham igen. Jeg havde tænkt på ham. Jeg troede, han var fra Brasilien, det syntes jeg, min veninde havde sagt. Det kunne han godt have været. Jeg havde smugkig get på Facebook, og han havde billeder fra Rio. Jeg ved, at jeg især tænkte to ting, måske tre. At der fandtes sådan en som ham. At jeg var ret sikker på, at han havde taget den T-shirt af for min skyld. At jeg godt kunne forestille mig at få et barn med ham. Nogle år senere på en legeplads mødte jeg en mor, der gyn gede sin dreng, der også var mørk. Hun sendte mig et indforstået smil og fortalte om sin afrikanske mand. Jeg følte, at nogen havde meldt mig ind i en klub. 9
BRUN_MATERIE_03_10.indd 9
03/10/2018 12.34
Det viste sig, at han ikke var sådan en som ham, men simpelt hen ham, og jeg ved, at jeg tog billeder af vores hænder sammen, fingrene, der flettede sig ind i hinanden, kærlighedens håndværk, og jeg ved, at jeg syntes, hans mørke hånd var smuk, og at min blev smukkere sådan, i hans. På vej hjem i et tog en anden dag kom en fuld grønlænder hen til barnevognen, mine to større børn var med, de kunne ikke lide det. Nååh, sagde han og stak hovedet alt for langt ned i barnevog nen. Jeg smilede. Sikke en fin lille en, sagde han. Tak, sagde jeg. En lille negerunge, sagde han. Negerunge, sagde han igen, højere. Ah, sagde jeg, sådan siger man vist ikke mere. Det kan du jo ikke gøre for, sagde han ned i barnevognen, som han holdt godt fast i for ikke at vælte. Det kan du jo ikke gøre for. At din mor har lavet dig med en neger. Mor, sagde mine store børn. Negerunge, råbte han. Folk kiggede væk, jeg syntes, det var så underligt, at der ikke kom en eller anden cool type og fik ham ud af den der rille. Jeg fortalte det herhjemme om aftenen. Min mand sagde, at han venligt ville have eskorteret ham af toget. Min store dreng sagde, at det var underligt, at han havde sagt negerunge, når han nu selv var, var hvad, sagde min mand, grøn lænder, sagde min dreng. En anden gang sagde min mand, at man først kan tale om, at Danmark er et fordomsfrit land, når man ikke tror, at alle grøn lændere er fulde. Jeg fik dårlig samvittighed over, hvor nemt de to ord hang sammen for mig, når jeg fortalte nogen om hændelsen i toget, ikke at jeg havde fortalt den så meget, men alligevel. Fuld grønlænder. 10
BRUN_MATERIE_03_10.indd 10
03/10/2018 12.34
Jeg kan ikke lide den klub, hvor man bevidst finder en mørk mand. Findes den klub, eller er det mig, der dømmer? Det er sådan noget med danske kvinder, der svæver rundt i lysninger på Strøget, hvor nogle afrikanske mænd spiller afri kansk musik. Trommer, bar overkrop, kvinderne tager skoene af, de mærker, at noget åbner sig i dem, de har mange armbånd på og bevæger sig på en meget dansk måde, som samtidig udstråler: Mine hofter kunne være fra Afrika. Jeg ved, jeg har set dem. Hvorfor har jeg et problem med dem? Jeg har danske hofter, og dansk er det eneste sprog, jeg taler perfekt. Jeg er vokset op med fluer på børn i Afrika i fjernsynet, deres store maver og øjne. Jeg havde Ulandskalender. Jeg har læst Lille Sorte Sambo. Jeg har sunget I morgen så får du en negerdreng. Jeg har leget med min mors dukke Lise og hørt, at hendes sø ster havde en negerdukke. Jeg har læst om strudsen Rasmus, den, der sluger en skrue trækker, så dens hals bliver en rød spiral, jeg har læst, at den bo ede i et land, der hed Afrika. Afrika er et kontinent. I morgen så får du en kokosnød. Jeg indrømmer det. Jeg tager fat i min søns små krøller hver dag. Jeg har krøller. Han har KRØLLER. Proptrækkeren i bogen om strudsen Rasmus gange tusind. Du kunne være boer, siger han. Hvid sydafrikaner. Det er et vildt sprog. Afrikaans. Nederlandsk blandet sammen med ord fra England, Tyskland, Frankrig, Malaysia, andre afrikanske lande. 11
BRUN_MATERIE_03_10.indd 11
03/10/2018 12.34
Jeg kan godt lide, at det er blandet sammen. Så går vi med hinanden i hånden i Cape Town og kunne have været et sydafrikansk par. En dag sidder han på gulvet. Holder blødt om sine ankler. De muskuløse arme. Det korte let dreadede hår. Det minder mig om et pladecover med Tracy Chapman. Crossroads. En dag fortæller han om sin første kæreste, der havde rødt hår ligesom mig. Måske genkendte han noget, da han så mig, det første møde med kærlighed. Måske genkendte jeg noget, da jeg så ham. Jeg har virkelig hørt den plade meget. Min mor arbejder med demente og er virkelig god til at synge med dem. De spørger efter deres mor, de stiller sig i femogfyrre minutter op ad en dør med begge hænder i en position som en bogstøtte, eller som når man strækker ud, de løber deres vej, de slår, de lægger sig ind i en andens seng, de spørger, hvornår de skal hjem, de kan ikke huske. Men de synger med. Det er ikke nemt at ændre negerdreng til kokosnød i en dement hjerne, men min mor gør det hver aften. Jeg kan huske, at hun sang neger, da jeg var barn. Jeg kan huske, at jeg lige skulle forstå det, da det blev en ting, at man ikke sagde neger. At neger var noget dårligt. At neger ikke var det samme som at sige for eksempel kineser. At neger var et ladet ord. Jeg vidste heller ikke, at Naaaah sipenja bababi tjibaba betød noget. Jeg har bare sunget det. Solen står op over savannen. Himlen er rød, gul, orange. Fug lene flyver i tågen over floderne. Gazellerne springer. Myrerne med hver deres grønne blad. Zebraer, sorthvide spring. Løvernes konge, Simba, er født. Løftes op og vises frem der på klippeud springet. Girafferne knæler. Elefanterne løfter snablerne mod himlen. Aberne går amok.
12
BRUN_MATERIE_03_10.indd 12
03/10/2018 12.34
Nants ingonyama bagithi Baba. Her kommer en løve, Far. Sithi uhm ingonyama. Oh yes, det er en løve. Jeg hentede ham i vuggestuen. Frances sagde, at hun var be gyndt at sige til de andre forældre, at de ikke skulle røre ham i håret. At det var for meget for ham. Jeg tænker ikke så meget over det mere. Jeg kan ikke se de afrikanske træk. Jeg ser min mand og min søn. Men så af og til er de der. Som med alle jeg elsker. Pludselig kan jeg se dem udefra, et øjeblik. Et øjeblik er de slet ikke mine, jeg kender dem ikke, jeg må ikke røre min søns hår, jeg må ikke styre direkte mod min mand og kysse ham på munden. En dag ventede vi på kaffe i Lagkagehuset. En herre nok midt i halvtredserne havde udset sig min søn. Han virkede flink, ikke noget der, men han var godt oppe at køre over de små krøller og klappede ham på hovedet, grinede, klap pede klappede, jaha, sagde han. Der var en del mennesker. Jeg tænkte, at jeg ville trække min søn stille og roligt hen til mig for at lade ham få lidt fred, men det nåede jeg ikke. Min mand begyndte at hoppe rundt, ligesom den anden mand havde gjort. Små fjollede, opstemte hop. Jaha, sagde han og grinede og klappede manden oven på ho vedet, nulrede hans hår, hev fat i det, dansede rundt om ham, jaha, klap klap. En dame kom ind ad døren. Jeg så hende stoppe op. Ikke ligefrem forskrækket men alligevel. Hun stod helt stille og kiggede. På min mørke mand, der hoppede op og ned og klappede en hvid mand på hovedet.
BRUN_MATERIE_03_10.indd 13
03/10/2018 12.34