*/.!4(!. . % , ' . % ` 3 ' +%.$4% / De er ens klædt i sorte bukser og sorte hættetrøjer. Hætterne er trukket op, og de har bundet tørklæder for ansigterne. De ligner autonome, men er det ikke.
Englens Hævnere
”Det er ,” siger Rasmus. ”De har opsporet de to fyre ud fra vores signalement og givet dem en omgang.” ”Det kan du jo ikke vide.” ”Ligner det dér måske et tilfældigt overfald?” ”Men en hævngruppe? Er det ikke lidt langt ude?”
all over
”Overhovedet ikke. Det er miljøet for øjeblikket, at den gruppe eksisterer. De har optaget
det til ære for os.” ”Os?” ”Ja, ofrene, ikke? Så vi kan se, at vi
er blevet
hævnet.” ”At vi er blevet hvad?!” ”Hvad vil du ellers kalde det?”
HØST & SØN ISBN: 978-87-638-1095-1
4
HØST & SØN
33616_under_englens_vinger_genstart_4.indd 5
07-10-2009 16:20:02
1
20. februar
Det sner. Små, iskolde fnug hvirvler ud af en grå himmel. De finder vej ind i flyttevognen, hvor to flyttemænd med blåfrosne ansigter er ved at fordele kasser og møbler. Min mor og far er gode til at tale om tingene, så det er uden tvivl aftalt ned til sidste underkop, hvilke ting min mor tager med sig ud af huset. Først tog min far til Afrika med Læger Uden Grænser i 3 år og var kun hjemme i et par måneder hist og pist. Da han endelig kom hjem for at blive, blev han skilt fra min mor, fordi han havde mødt en anden kvinde, en svensk læge, dernede i Afrika. Mine forældre var dog lige gode om det, for min mor havde samtidigt haft en affære med en af sine kolleger. Efter et par uger fandt de ud af, at der ikke var så meget ægteskab tilbage at kæmpe for. Min far flyttede ud af vores rækkehus i Weysesgade og ind i en lejlighed. Han blev altså i Danmark, og det var vist mest for min skyld. Vi har kæmpet hårdt for at få nogle stivere under vores vaklende far-søn-forhold. Vi tager i biografen eller på weekend til Sverige, hvor vi lader, som om det er supersjovt at fluefiske, hvad det naturligvis ikke er. Et par gange er vi endda blevet set til FCK-kampe i Parken, bare for at have noget at bygge samværet på, for ingen af os interesserer os egentlig for fodbold. Nu er det så min mors tur til at flytte. Hun kunne ikke helt 7
33616_under_englens_vinger_genstart_4.indd 7
07-10-2009 16:20:02
holde sig fra ham fyren, som hun havde en affære med inden skilsmissen. Johannes Boye Lindhardt er læge, bjergklatrer, kajakroer og simpelthen opfundet for at give andre mænd dårligt selvværd. Han har desuden sin motionerede røv fuld af penge. Så min mor flytter i hus med superlægen, og min far flytter tilbage til Weysesgade. Alt er således ordnet, og jeg behøvede slet ikke tage stilling til, hvad jeg foretrak af boligarrangementer, for jeg blev ikke spurgt. Derfor går jeg heller ikke ned i forhaven for at hjælpe. I øvrigt kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal hjælpe, når Johannes Boye Lindhardt ikke engang er her for at give en hånd med. Det er trods alt ham, der har bedt hende om at flytte. Han har købt et stort hus i Rungsted, og min mor har utallige gange forsikret mig, at der står et helt værelse kun til mig. Jeg har lige så mange gange indprentet hende, at jeg altså er fyldt 18, så hun kan ikke tvinge mig til noget. Jeg er for gammel til at være delebarn. I øvrigt får jeg kvalme ved tanken om at skulle dele morgenbord med Johannes, der uden tvivl starter dagen med at løbe 20 kilometer, inden han springer i Øresund og harpunerer sin morgenmad. Flyttemændene lukker bagenden af bilen og forsvinder i det hvirvlende hvide. Min mor smider et par tasker ind i den lysegule konebil, som hun pludselig »købte« for et par måneder siden. Det er helt klart Johannes, der har betalt den. Jeg går ned i køkkenet for at få det overstået. »Nå, så kører jeg.« »Vi ses.« »Kommer du ikke ud og besøger os i morgen? Du skal da se huset.« »Jeg får lidt travlt. Lektier.« »Så næste weekend?« 8
33616_under_englens_vinger_genstart_4.indd 8
07-10-2009 16:20:02
»Måske.« Jeg giver hende et hurtigt knus. »God flytning.« Hun har fået våde øjne. Jeg får lyst til at spørge, om hun fortryder. Det ville medføre meget bøvl, ikke mindst for min far, der skal flytte ind i morgen, men det ville passe mig godt. Min mor hører ikke til i en kommune, hvor man ikke bliver lukket ind uden en syvcifret pensionsopsparing og et medlemskort til De Konservative. »Det er underligt,« siger hun med et lille suk. »Jeg havde jo altid troet, at det var dig, der skulle flytte hjemmefra og mig, der skulle blive her.« »Det troede jeg sådan set også,« siger jeg og går ovenpå. »Mateus! Vi har jo talt om det her!« »Talt om hvad?« »Om at jeg skal flytte.« »Vi har ikke talt om det. Du har fortalt, at du flytter ud. Det er ikke en samtale, det er en meddelelse.« »Johannes vil virkelig gerne lære dig at kende,« siger min mor og skifter behændigt emne. »Det er jo løgn.« »Han har foreslået, at I skulle tage en tur ud at dykke.« »I februar måned?« »Johannes dykker hele året.« Det kunne jeg jo have sagt mig selv. Han bruger sikkert ikke engang våddragt, men hopper bare i grødisen iført badebukser og svømmefødder. »Og pludselig går der noget galt med min ilttilførsel, og så er han af med mig.« »Mateus, hold nu op! Det er altså tarveligt af dig.« »Vi ses, mor.« Når jeg skal være ærlig, kan jeg godt forstå hende. Min far kan være lidt af en uldsok. Før han rejste til Afrika, var han en 9
33616_under_englens_vinger_genstart_4.indd 9
07-10-2009 16:20:02
blød mand, der lod min mor tage alle beslutninger. Johannes Boye Lindhardt er lige modsat. Han stiller op med bil, hus og tryghed. Han udfylder selvangivelse for dem begge to og sørger for, at plænen bliver klippet og tagrenderne renset. Desværre har han også en ret specifik idé om, hvilken type kvinde der passer ind i hans liv, og det er så dér, kæden hopper af. Jeg synes, at min mor har lavet om på sig selv. Hun er blevet en kvinde, der passer perfekt til Johannes, men hun er ikke længere sig selv. Jeg går op ad trapperne til kvisten, hvor jeg har mit værelse. Indtil i morgen tidlig er jeg officielt den eneste, der bor her i huset. Jeg tjekker Facebook for første gang i et par dage. Intet interessant. Heller ingen beskeder fra den anonyme Ikaros, der stadig kun har mig, Liv og Nick som sine tre venner. Den sommer, hvor Jonathan forsvandt, dukkede Ikaros pludselig op på Facebook. Over et par uger sendte han flere gange små, kryptiske beskeder om Jonathan. Det var også Ikaros, der to måneder efter Jonathans forsvinden sendte en grynet mobiloptagelse fra Ålborg Station. Han eller hun mente åbenbart, at Jonathans venner ville have glæde af at se den. For på perronen stod en høj, utydelig skikkelse, der i hvert fald lignede Jonathan. Men måske var det bare en falsk trøst, eller et ondsindet drilleri, for det var ikke til at sige med sikkerhed, om manden på perronen var Jonathan. I et anfald af barnlighed, skriver jeg »NAR« på Ikaros’ profil og slukker computeren. Nick er min bedste ven, selvom der faktisk kan gå lange perioder, hvor vi kun ser hinanden på gymnasiet. Nick har det med at møde nye mennesker og miljøer, som kræver ham helt og fuldt i en periode. Men han vender altid tilbage igen. Så får jeg historien. Vi sidder på Café Kastellet og hænger over øl til mig og sodavandssprut til ham, og Nick fortæller, hvorfor der 10
33616_under_englens_vinger_genstart_4.indd 10
07-10-2009 16:20:02
alligevel gik ged i det, som han var så optaget af i sidste uge. Det er sådan, det er, når man er hinandens bedste venner. Så er man bagstopperen, der griber dig, når du er blevet tacklet i bund, og som rejser dig op igen og lytter til dine beklagelser. Når Nick render rundt på banen og finder nye venner og fjender, så er jeg ikke med. Jeg venter på min udpost, klar til at gribe ham, for jeg ved, at han er der på samme måde for mig. »Jeg siger Kødbyen.« Nick smider sig på min seng. »Gode drinks, gode DJ’s, gode piger.« »Og i den modsatte ende af byen. Det sner, hvis du ikke skulle have opdaget det.« »Vi kan da bare tage en taxa.« »Jeg vil gerne have cyklen med. Kan vi ikke bare tage på Kastellet?« »Nope. Vil i Kødbyen.« »I snestorm?« »Det stopper sikkert.« »Mig og Rasmus tager altså cyklerne, så må du selv finde derud.« Der lyder trin på trappen, og Rasmus stikker hovedet ind af døren: »Hvad gør vi?« »Tager cyklerne til Kødbyen. Nick vil absolut derud.« »Der er da også for fedt. Se, hvad jeg har med!« Rasmus fremviser en tyk, grøn flaske med guldpapir om proppen. »Er det champagne?« »Tæt på. Cava. Den er spansk.« Rasmus begynder at pille papiret af flasken. »Den smager, så englene synger.« »Du har allerede smagt den?« »Ja, ja, fik fire flasker med hjem i sidste weekend.« Rasmus har fritidsjob som tjener i Bella Centeret. Lønnen 11
33616_under_englens_vinger_genstart_4.indd 11
07-10-2009 16:20:02
er god, og bliver endnu bedre, når man medregner al den sprut, han scorer derude. Jeg må indrømme, at han har ret. Det smager vildt godt. Selv Nick kommer med en anerkendende bøvs. Rasmus sætter sig i en lænestol. Han svinger det ene ben over armlænet og hælder op til sig selv igen: »Får vi Liv-pigen at se i aften?« Jeg ser over på Nick. Ingen af os har set meget til Liv i de sidste par måneder. Hun havde en grim oplevelse i efteråret og er holdt op med at gå i byen. Hun kommer ikke engang til festerne på gymnasiet. »Jeg har ikke snakket med hende,« siger jeg. »Er hun stadig freaket over ham den perverse?« »Ville du ikke også være det?« »Jo, klart. Men det kunne ikke holde mig fra at gå i byen.« »Det er der vist intet, der kan,« siger Nick, »om du så fik amputeret begge ben.« »Så findes der kørestole. Skål!« Rasmus drikker og læner sig frem i stolen, »Hun slap da med skrækken, ikke?« »Det siger hun i hvert fald.« For fire måneder siden røg Livs veninde Majse i kløerne på en fyr, der bedøvede og udnyttede piger. Han holdt af at tage afklædte billeder af sine ofre i en rød sofa. Billederne lagde han så ud på nettet under profilen »Party Boy«. Da Liv fandt ud af det, skulle hun selvfølgelig lege kvindelig privatdetektiv, og det var lige ved at gå galt. Hun endte halvbedøvet på hans badeværelse, hvor hun sendte paniske sms’er til mig og Nick, mens Party Boy stod og hamrede på døren. Det var i sidste øjeblik, at vi fik hende reddet ud derfra. Liv sagde selv, at han ikke nåede at gøre noget ved hende, men hun var godt dopet på det tidspunkt, så måske tager hun fejl. Eller lyver for os. 12
33616_under_englens_vinger_genstart_4.indd 12
07-10-2009 16:20:02
»Hun skammer sig,« siger Nick konstaterende. »Ej, stop,« Rasmus holder hånden op. »Skammer sig? Det er da for langt ude. Det var jo ikke hendes skyld.« »Hun bebrejder sig selv, at hun endte i den situation.« »Men hun var jo ikke den eneste?« »Nej, og de skammede sig også,« siger Nick. »Majse ville jo ikke engang gå til politiet, og hun troede sgu, at hun var blevet voldtaget af ham. Altså ud over det med, at han havde taget billeder.« »Det er typisk piger,« siger Rasmus irriteret. »Hellere glemme, at man er blevet overfaldet og udnyttet, end indrømme det. Er ham fyren ikke blevet dømt?« »Jo, det er over en måned siden.« »Så han sidder i spjældet nu?« »Nu og mindst to år til.« »Hvad er Liv så bange for?« »Jeg tror bare, hun skal have lidt mere tid,« siger jeg og kan selv høre, hvor fesent det lyder. »Hun skal have et spark i røven og ud at feste,« siger Rasmus. »Det er din kur mod alt?« »Hør her, jeg forstår godt, at man kan blive bange af sådan en oplevelse. Men hvis ikke Liv kommer videre, så har ham fyren faktisk vundet. Kan I ikke se det? Når han forhindrer hende i at leve sit liv, er hun først for alvor blevet hans offer, ikke?« Liv har isoleret sig. I klassen sidder hun alene ved et bord. I en kort periode i efteråret, var pladsen ved siden af hende optaget af Majse, men hun flyttede tilbage til Jylland. »Jeg tror, at problemet er noget helt andet,« siger Rasmus. »Liv er bare aldrig kommet over ham Jonathan, hvis I spørger mig.« 13
33616_under_englens_vinger_genstart_4.indd 13
07-10-2009 16:20:02
»Det gør vi så ikke,« siger Nick afvisende og sender flasken videre. »Men jeg har ret, ikke?« »Hun går stadig i hans jakke,« siger jeg. »Det burde være et fingerpeg.«
14
33616_under_englens_vinger_genstart_4.indd 14
07-10-2009 16:20:02