Bracken DARKEST MINDS 2 - MØRKE MINDER (Læseprøve) by Gyldendal

Titel

ALEXANDRA BRACKEN

DARKEST MINDS MØRKE MINDER PÅ DA NSK V ED THOM AS MU NK HOLT

HØST & SØN

Kolofon

Darkest minds 2 – Mørke minder er oversat fra engelsk af Thomas Munkholt efter Never Fade Copyright © 2013 Alexandra Bracken This edition is published by agreement with Hyperion, an imprint of Disney Book Group Published by agreement with Ia Atterholm Agency Denne udgave: © Høst & Søn/Rosinante & Co , København 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslagsdesign: Michael S. Heath Dansk versionering af omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen/bogmager.dk Sat med Janson hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5491-7 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til minde om min far, hvis kærlighed til livet og uforfærdede mod til stadighed inspirerer mig hver eneste dag.

Høst & Søn er et forlag i ROSINA NTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk

PROLOG Første gang drømmen manifesterede sig, var i min anden uge i Thurmond, og den kiggede forbi mindst to gange om måneden. Det giver vel meget god mening, at den blev født der, bag interneringslejrens summende elektriske hegn. Det sted sled en ned til ens mest primitive natur, og så var det lige meget, hvor mange år der gik – to, tre, seks. Iklædt den grønne uniform, fastlåst i den samme monotone rutine, gik tiden i stå og hakkede som en døende bilmotor. Jeg vidste, at jeg blev ældre, opfangede nu og da glimt af mit skiftende ansigt i bordenes metalliske overflader i messen, men sådan føltes det ikke. Den, jeg var, og den, jeg havde været, var to lidt forskellige ting, og jeg var strandet et sted midtimellem. Jeg overvejede, om jeg overhovedet var Ruby længere. I lejren havde jeg ikke noget navn uden for min hytte. Jeg var et nummer: 3285. Jeg var en sagsmappe på en server eller låst væk i et mørkegråt arkivskab. De mennesker, der havde kendt mig før lejren, kendte mig ikke længere. Drømmen begyndte altid med den samme torden, den samme eksplosion af lyd. Jeg var gammel – skæv og krumrygget og værkende – og stod midt på en travl gade. Måske et sted i Virginia, hvor jeg kom fra, men jeg havde været så lang tid hjemmefra, at jeg ikke længere helt kunne vurdere det. 5

Biler passerede forbi på begge sider af mig, på vej i hver deres retning ad en mørk vejstrækning. Sommetider hørte jeg torden fra en storm under optræk, andre gange bilernes tudende horn, højere og højere og højere, efterhånden som de nærmede sig. Sommetider hørte jeg slet ingenting. Men bortset fra det var drømmen altid den samme. Et identisk sæt sorte biler standsede op med hvinende dæk, da de nåede til mig, og så snart jeg kiggede op, ændrede de retning. Det gjorde det hele. Regnen løsrev sig fra den klistrede, sorte asfalt og svævede op i luften som formfuldendte, funklende dråber. Solen gled baglæns hen over himlen, på jagt efter månen. Og for hver cyklus kunne jeg mærke min ældgamle, krumme ryg ranke sig, knogle for knogle, indtil jeg stod ret op igen. Når jeg holdt hænderne op foran øjnene, glattede rynkerne og de blå-lilla årer sig ud, og årene smeltede af mig. Og så blev de samme hænder mindre og mindre og mindre. Min udsigt over vejen ændrede sig. Mit tøj opslugte mig med hud og hår. Lydene blev øredøvende og skarpere og mere forvirrende. Tiden ræsede nu endnu hurtigere afsted, væltede mig omkuld og løb hærgende gennem min bevidsthed. Jeg plejede at drømme om at skrue tiden tilbage, om at genvinde de ting, jeg havde mistet, og den, jeg havde været. Det gjorde jeg ikke længere.

ET Mit albueled låste sig om mandens strube og klemte til, så gummisålerne under hans støvler bankede mod jorden. Hans negle rev i det sorte stof på min trøje og handsker og krattede desperat. Ilten blev afskåret fra hans hjerne, men det forhindrede ikke glimt af hans tanker i at vise sig. Jeg så det hele. Hans minder og tanker brændte hvidglødende bag mine øjne, men jeg slap ham ikke, selv ikke da vagtens rædselsslagne sind bragte et billede af ham selv op til overfladen, stirrende op i den mørke døråbning. Død? Jeg havde dog ikke i sinde at dræbe ham. Jeg nåede ikke soldaten til skuldrene, og hans overarme var lige så kraftige som mine lår. Jeg havde kun fået krammet på ham, fordi han havde stået med ryggen til mig. I nstruktør Johnson kaldte den her manøvre for Halslåsen, og han havde lært mig en hel samling. Dåseåbner, Krucifix, Nelson, Twister, Håndledslås og Rygknuser, for kun at nævne nogle stykker. Alle sammen metoder, der gjorde det muligt for mig, en halvanden meter høj pige, at tackle en modstander, der var mig fysisk overlegen. Godt nok til, at jeg kunne trække det virkelige våben. Manden hallucinerede næsten nu. Det var let og smertefrit at smutte ind i hans sind. Alle de minder og tanker, der steg op til bevidsthedens overflade, var sværtet sorte. Farven sivede igennem som en blækklat på vådt papir. Og først da jeg havde slået sindets kløer i ham, løsnede jeg grebet om hans hals. 7

Det var næppe det, han havde regnet med, da han kom ud ad butikkens hemmelige sideindgang for at tage sig en rygepause. Den bidende Pennsylvania-kulde havde farvet mandens kinder ildrøde under hans lyse stubbe. Jeg pustede et enkelt varmt åndedrag ud gennem skimasken og rømmede mig, pinligt bevidst om de ti par øjne, der var rettet mod mig. Mine fingre skælvede, da de gled over mandens hud. Han lugtede af sur cigaretrøg og den pebermynte-tyggegummi, han brugte til at dække over sin dårlige vane. Jeg bøjede mig ned og pressede to fingre mod hans hals. »Vågn op,« hviskede jeg. Manden tvang sine øjne op, store og barnlige. Noget strammede sig sammen i min mave. Jeg kastede et blik over skulderen på aktionsstyrken, der betragtede alt det her i tavshed og med ansigterne skjult bag deres masker. »Hvor er fange nummer 27?« spurgte jeg. Vi var ude af syne af overvågningskameraerne – hvilket formentlig var grunden til, at soldaten havde følt, det var sikkert at smutte ud og holde et par uanmeldte pauser – men jeg ville alligevel meget gerne have den her del overstået. »Skynd dig nu, for helvede!« sagde Vida sammenbidt ved siden af mig. M ine hænder skælvede, da jeg mærkede varmebølgen fra aktionsstyrkens leder, der kom hen bag mig. Det her gjorde ikke ondt, som det havde gjort tidligere. Det vendte ikke vrangen ud på mig eller slog smertefulde knuder på mit sind. Men det gjorde mig sensitiv over for stærke følelser fra alle, der kom tæt på mig – herunder også denne mands foragt for mig. Hans sorte, sorte had. Rob Meadows’ mørke hår befandt sig i udkanten af mit synsfelt. Han var lige på nippet til at give ordre om at rykke frem uden mig. Af de tre operationer, jeg havde været på med ham som leder, havde jeg kun været i stand til at gennemføre den ene. 8

»Hvor er fange 27?« gentog jeg og gav soldatens sind et lille puf med mit eget. »Fange 27.« Hans kraftige overskæg dirrede, da han gentog ordene. Enkelte grå stænk fik ham til at se meget ældre ud, end han var. Den missionsbeskrivelse, vi havde fået fra HQ, havde også indeholdt korte beskrivelser af samtlige soldater posteret i denne bunker, inklusive ham her – Mac Brommel. Enogfyrre år, oprindeligt fra Cody, Wyoming. Flyttede til Pittsburgh, Pennsylvania, for at tage et job som programmør, men mistede det, da bunden gik ud på økonomien. En sød kone, for tiden arbejdsløs. To børn. Begge døde. En hvirvelvind af mudrede billeder trængte ind i hver eneste mørke afkrog og sprække i mit sind. Jeg så yderligere en halv snes mænd, alle iklædt de samme lyse militæruniformer, springe ud af bagenden på en stor varevogn, og adskillige flere fra de Humvees, der holdt som parenteser om det større køretøj – fuld af kriminelle formodede terrorister og, hvis de efterretninger, Børneforbundet havde modtaget, var korrekte, en af vores topagenter. Jeg så, med en pludselig ro, da disse soldater førte én ... to ... nej, tre mænd ud af lastbilen. De var ikke Psi Elitesoldater, eller FBI, eller CIA, og helt sikkert ikke politiets eller militærets elitestyrker, der formentlig alle ville have været i stand til at knuse vores lille styrke med et enkelt, hurtigt slag. Nej, de var nationalgardister – hjemmeværnsfolk – der var blevet indkaldt til aktiv tjeneste i disse vanskelige tider. Vores efterretninger havde i det mindste været korrekte på det punkt. Soldaterne havde trukket sække over fangernes hoveder og tvunget dem ned ad trappen i den lukkede butik til en metalgrå skydedør, der førte ind til bunkeren, der var skjult nedenunder. Efter at store dele af Washington, D.C, var blevet ødelagt af det, præsident Gray påstod var en gruppe forskruede psi-unge, 9

havde han været ekstra grundig med at bygge disse såkaldte minifæstninger langs med hele østkysten, i tilfælde af at der udbrød endnu en krise i samme skala. Nogle var indrettet under hoteller, andre i bjergsider, og andre igen, som den her, var placeret i småbyer, hvor de ikke påkaldte sig særlig opmærksomhed, under butikker eller statslige bygninger. De var beregnet til beskyttelse for Gray, hans regering og vigtige repræsentanter for militæret, og tilsyneladende til at indespærre ‘højrisiko-trusler mod den nationale sikkerhed’. Herunder vores egen fange 27, der lod til at få særbehandling. Hans celle lå for enden af en lang gang, to etager under jorden. Det var et afsondret lokale med et lavt, mørkt loft. Væggene dryppede omkring mig, men mindet holdt sig stabilt. De beholdt sækken over hans hoved, men bandt hans fødder til metalstolen midt i cellen i skæret fra en enkelt, nøgen pære. Jeg trak mig fri af mandens sind og slap både det fysiske og mentale greb om ham. Han gled ned ad den graffitiindsmurte mur til det lukkede møntvaskeri, stadig fanget i tågen i sin egen hjerne. At fjerne mindet om mit ansigt og mændene bag os i gyden var lige så let som at plukke sten fra bunden af en klar, lavvandet sø. »To etager nede, værelse 4B,« sagde jeg og vendte mig om mod Rob. Vi havde en løs skitse af bunkerens grundplan, men ingen detaljer – vi gik ikke ind i blinde, men det var ikke ligefrem en sikker vinder, når det kom til præcision. Det grundlæggende layout i de her bunkere var dog altid omtrent det samme. En trappe eller en elevator førte ned i den ene ende af bygningen, og en lang gang på hver etage forgrenede sig fra den. Han holdt en handskeklædt hånd op, afskar resten af mine instrukser og signalerede til enheden bag sig. Jeg forsynede 10

ham med koden fra mandens minder, 6-8-9-9-9-9-*, og trak Vida med mig, da jeg trådte til side. Hun skubbede mig ind i den nærmeste agent og fnøs. Jeg kunne ikke se Robs øjne under hans nightvision-udstyr, da lyset blinkede grønt, men det behøvede jeg heller ikke for at læse hans intentioner. Han havde ikke bedt om at få os med og ville helt sikkert ikke have os med på slæb, når nu han – som tidligere jægersoldat, hvilket han aldrig undlod at gøre os opmærksom på – let kunne have klaret det her med et par af sine mænd. Først og fremmest tror jeg, han var rasende over, at han overhovedet skulle gøre det her. Forbundets politik var, at hvis man blev fanget, nægtede de ethvert kendskab til en. Der ville ikke komme nogen og redde en. Hvis Alban ville have den her agent tilbage, havde han en god grund. Uret begyndte at tælle ned, så snart døren gled fra. Femten minutter til at komme ind, få fat i fange 27 og sørge for at komme ad helvede til. Men var der overhovedet nogen garanti for, at vi havde så lang tid? Rob anslog bare, hvor lang tid det ville tage for forstærkninger at nå frem, når først alarmerne blev udløst. Døren åbnede til trappeskakten i bunkerens fjerneste ende. Den snoede sig nedad, én bugtning ad gangen, ned i mørket, med kun nogle få lys langs metaltrinene til at vise vej. Jeg hørte en af mændene klippe ledningerne over til det overvågningskamera, der sad højt oppe over os, og mærkede Vidas hånd skubbe mig fremad, men mine øjne var længe – for længe – om at vænne sig til mørket. Spor efter møntvaskeriets kemikalier klæbede til den recirkulerede tørre luft og sved i lungerne. Og så var vi på vej. Hurtigt, og så stille det var muligt for en gruppe i tunge støvler at buldre ned ad en trappe. Blodet susede taktfast i mine ører, da Vida og jeg nåede til det første repos. Seks måneders træning var ikke lang tid, 11

men det var nok til at lære mig at gemme mig bag et panser af koncentration. Noget hårdt stødte ind i ryggen på mig, og så noget endnu hårdere – en skulder, et gevær og flere folk, indtil det faldt ind i en rytme, og jeg måtte presse mig op ad døren, der førte fra reposen ind til bunkeren, for at undgå dem. Vida lavede en hvislende lyd, da de sidste folk blæste forbi os. Kun Rob stoppede op og anerkendte vores tilstedeværelse. »Dæk os, indtil vi er igennem, og hold så øje med indgangen. Bliv her. I skal ikke forlade jeres position.« »Meningen var, at vi skulle ...« begyndte Vida. Jeg stillede mig i vejen for hende og skar hende af. Nej, det her var ikke, hvad missionsparametrene havde opridset, men det var bedre for os. Der var ingen grund til, at vi skulle følge efter dem ned i bunkeren og risikere at blive dræbt. Og hun vidste udmærket – det var blevet terpet en million gange – at i nat var Rob lederen. Og den allerførste regel – den eneste, der betød noget i de rædselsslagne øjeblikke mellem hjertets bankende slag – var, at man altid, selv konfronteret med ild eller døden eller tilfangetagelse, altid skulle adlyde lederen. Vida stod lige bag mig, tæt nok på, til at jeg kunne mærke hendes varme ånde gennem skimaskens kraftige strik. Tæt nok på, til at det hede raseri, hun udstrålede, trængte gennem den kolde luft. Vida udstrålede altid en blodtørstig iver, og i endnu højere grad når Cate var leder på en operation. Spændingen ved at bevise sit værd over for vores oppasser skrællede altid de mere positive lektioner af hendes træning. Det her var et spil for hende, en udfordring om at bevise sit perfekte sigte, sin kamptræning, sine perfektionerede Blå evner. I mine øjne var det endnu en perfekt anledning til at få sig selv slået ihjel. Sytten år gammel, og Vida havde muligvis været den perfekte rekrut, den målestok, Børneforbundet vurderede andre freaks op imod, men hun var aldrig blevet i stand til at mestre sin egen adrenalin. 12

»Du rører mig ikke igen, bitch,« snerrede Vida, og hendes stemme var dyb af raseri. Hun trak sig lidt tilbage for at kunne følge efter agenterne ned ad trappen. »Er du sådan en forbandet kujon, at du bare finder dig i det her pis? Er du ligeglad med, at han taler sådan til os? Er du ...« Trappen krummede ryg under mine fødder, som sugede den en dyb vejrtrækning ind blot for at sende den eksplosivt ud igen. Chokket fik tiden til at gå i slowmotion – jeg lettede fra gulvet og fløj så voldsomt ind i døren, at jeg syntes, jeg kunne mærke mit kranie lave en bule i den. Vida landede tungt på gulvet og holdt sig for hovedet. Først da nåede brølet fra chokgranaten os, og den blæste indgangen i stumper og stykker etagen længere nede. Den røgfyldte varme var tæt nok på til at fange mig i et kvælertag, men det var ingenting i forhold til desorienteringen. Mine øjenlåg føltes, som var de blevet skuret hudløse, da jeg tvang dem op. Et knaldrødt lys pulserede i mørket og trængte gennem skyerne af cementstøv og brokker. Den dæmpede dunken i mine ører – det var ikke min puls. Det var alarmen. Hvorfor havde de brugt en granat, når de vidste, at koden til døren var den samme som til den udenfor? Der havde ikke lydt skud – vi var tæt nok på, til at vi ville have hørt aktionsstyrken tage kampen op. Nu vidste alle, at vi var her – det gav ikke mening for et hold af professionelle. Jeg flåede masken af og krattede ved mit højre øre. Jeg mærkede en skarp, jagende smerte, og så faldt øresneglen ud i stumper. Jeg pressede en handskeklædt hånd mod den, mens jeg stavrende kom på benene og blinkede den ene svimlende bølge af kvalme væk efter den anden. Men da jeg vendte mig om for at finde Vida og trække hende op ad trappen igen og ud i den iskolde nat, var hun væk.

Jeg brugte to rædselsslagne sekunder på at kigge efter hendes lig gennem det gabende hul i trappeafsatsen og så aktionsstyrken strømme forbi. Jeg lænede mig op ad væggen og forsøgte at holde mig på benene. »Vida!« Jeg mærkede ordet forlade min strube, men det druknede i den pulserende lyd i mine ører. »Vida!« Skydedøren på reposet var maltrakteret, bulet, svedent – men den virkede tilsyneladende stadig. Den klagede sig og begyndte at gå fra, blot for at sætte sig fast på halvvejen med en hæslig, skurrende larm. Jeg kastede mig op ad væggen igen og tog to skridt op ad de itusprængte trin. Mørket gemte mig under sin dyne, netop som den første soldat klemte sig ud gennem døren, og hans pistol fejede rundt i den trange skakt. Jeg tog en dyb indånding og satte mig på hug. Jeg måtte blinke flere gange, før jeg kunne se klart igen, og på det tidspunkt kæmpede nationalgardisterne sig ud gennem døråbningen, sprang over det forrevne hul i platformen og fortsatte ned ad trappen. Jeg så fire, så fem, så seks blive opslugt af røgen. En række underlige summende smæld fulgte, og det var først, da jeg var oppe at stå og kørte en arm over ansigtet, at det gik op for mig, at det var skudsalver nedefra. Vida var væk, aktionsstyrken var nu dybt inde i en hvepserede, de selv havde skabt, og fange 27 ... For fanden da, tænkte jeg og bevægede mig ned på reposet igen. Op imod tyve eller tredive soldater bemandede disse bunkere på et givent tidspunkt. De var for små til at huse flere end det, selv i kortere perioder. Men selvom gangen var tom nu, betød det ikke, at ildkampen nedenunder havde tiltrukket sig al opmærksomheden. Hvis jeg blev fanget, var det slut. Jeg ville være færdig uanset hvad. Men der var den mand, jeg havde set, ham med en sæk over hovedet. Jeg følte ikke nogen særlig loyalitet over for Børneforbun14

det. Vi havde en gensidig forståelse, en usædvanlig aftale, der var lige så nøgtern, som den var blodig. Bortset fra mit eget team var der ingen at bekymre sig om. Og deres eneste bekymring for mig gik på at holde mig i live og til rådighed, som en biologisk sygdom at plage deres fjender med. M ine fødder rørte sig ikke ud af stedet, ikke endnu. Der var noget ved det optrin, der blev ved med at spille igen og igen i mine tanker. Det var den måde, de havde bundet hans hænder på, og hvordan de havde ført fange 27 ned i bunkerens ukendte mørke. Jeg mærkede fortvivlelsen vokse i mig som en sky af damp og brede sig gennem min krop. Jeg vidste, hvordan det føltes at være en fange. At mærke tiden snuble og gå i stå, fordi man hver dag mistede lidt mere håb om, at ens situation kunne ændre sig, eller at nogen ville komme en til undsætning. Og jeg tænkte, at hvis bare én af os kunne nå frem til ham og vise, at vi var der, inden operationen slog fejl, ville det være forsøget værd. Men der var ikke nogen sikker vej derned, og ildkampen nedenunder rasede, som kun automatvåben kunne. Fange 27 ville være klar over, at der var nogen – og at de ikke var i stand til at nå ham. Jeg var nødt til at ryste medfølelsen af mig. Jeg var nødt til at holde op med at bilde mig selv ind, at de her voksne fortjente nogen som helst form for medlidenhed, særligt ikke forbundets agenter. Selv de nye rekrutter stank af blod. Hvis jeg blev lige her, hvor Rob havde beordret mig til, ville jeg måske aldrig finde Vida. Men hvis jeg gik i stedet for at parere ordre, ville han blive rasende. Måske ville han have dig til at stå der, når sprængningen blev udløst, hviskede en lille stemme i baghovedet. Måske håbede han ... Nej. Det ville jeg ikke tænke på nu. Vida var mit ansvar. Ikke Rob, ikke fange 27. Vida, den giftsnog. Når jeg var sluppet væk 15

herfra – når jeg havde fundet Vida, når vi var sikkert tilbage i HQ – ville jeg løbe situationen igennem igen. Ikke nu. Det susede stadig så højt for mine ører, at jeg ikke hørte de tunge skridt af vagtposten i møntvaskeriet. Vi stødte helt bogstaveligt ind i hinanden, netop som min hånd strøg mod døren, der førte ud fra trappeskakten. Soldaten var ung. Baseret alene på udseendet ville jeg have gættet på, han kun var et par år ældre end mig. Ryan Davidson, meddelte min hjerne mig og hostede alle mulige ubrugelige oplysninger op fra missionsbriefingen. Født og opvokset i Texas. Medlem af nationalgarden siden hans college blev lukket. Hovedfag i kunsthistorie. Det var én ting at have en andens liv printet med sprøde, sorte bogstaver og præsenteret for en, noget ganske andet at stå ansigt til ansigt med det håndgribelige kød og blod. At mærke den varme, dårlige ånde og se halspulsåren pumpe hurtigere. »H-hey!« Han greb efter pistolen ved sin side, men jeg huggede et spark afsted mod hans hånd, så våbnet raslede hen over reposet og ned ad trappen. Vi sprang begge to efter den. M in kæbe ramte metallet, og slaget sendte rystelser gennem min hjerne. I et enkelt blændende sekund så jeg ikke andet end et kridhvidt glimt. Så vendte alting tilbage i funklende klare farver. Smerten var det næste, der trængte igennem. Da soldaten tacklede mig, og jeg ramte gulvet, bed mine tænder ned i underlæben og rev den op. Blodet sprøjtede ud over trappeskakten. Vagten holdt mig fast mod gulvet med hele sin vægt. I samme øjeblik jeg mærkede ham skifte stilling, vidste jeg, han greb efter sin walkie. Jeg kunne høre en skrattende kvindestemme, hørte hende sige: »Rapporter status,« og »Jeg kommer op,« og erkendelsen af, hvor alvorligt jeg ville være på skideren, hvis bare én af de to ting blev til virkelighed, kastede 16

mig ud i det, instruktør Johnson kaldte for en kontrolleret paniktilstand. Panik, fordi situationen eskalerede så hurtigt. Kontrolleret, fordi det var mig, der var rovdyret i den her situation. Den ene af mine hænder var låst fast under brystet, den anden mellem min ryg og hans mave. Det var den, jeg valgte. Jeg rev og flåede i hans uniform og ledte efter bar hud. Min hjernes famlende fingre rakte ud efter hans hoved og lirkede sig ind, en ad gangen. De kæmpede sig gennem mindet om mit overraskede ansigt bag døren; kvinder, der dansede i et stemningsfuldt, blåligt skær; en mark, og en anden mand, der slog ud efter ham ... Så var vægten væk, og luften kom strømmende ind i mine lunger, kold og besk. Jeg vendte mig om på alle fire og gis pede efter mere. Skikkelsen, der stod ind over mig, havde kastet vagten ned af trappen som et sammenkrøllet stykke papir. »... op! Vi er nødt til at ...« Ordene lød, som kom de gennem vand. Hvis ikke det havde været for totterne af skrigblå hår, der stak ud under skimasken, ville jeg næppe have genkendt Vida. Hendes mørke trøje og bukser var flossede, og hun haltede, men hun var i live og stod lige her, stort set i ét stykke. Jeg hørte hendes stemme gennem den dæmpede ringen for mine ører. »Fuck, hvor er du langsom,« råbte hun. »Kom nu!« Hun begyndte at gå ned ad trappen, men jeg fik fat i nakken på hendes skudsikre vest og trak hende tilbage. »Vi går udenfor. Vi dækker indgangen derfra. Virker din øresnegl stadig?« »De kæmper stadig dernede,« råbte hun. »De har bruge for os! Han sagde, vi ikke skulle forlade vores post ...« »Så tag det som en ordre fra mig!« Og det var hun nødt til, for det var sådan, det fungerede. 17

Det var det, hun hadede mest ved mig, ved alt det her – at jeg havde den afgørende stemme. At det var op til mig at tage den her beslutning. Hun spyttede for mine fødder, men jeg mærkede hende følge efter mig op ad trappen, mens hun bandede for sig selv. Det slog mig, at hun let kunne tage min kniv og stikke den i ryggen på mig. Den kvindelige soldat, jeg løb ind i udenfor, havde tydeligvis ikke ventet mig. Jeg rakte ud efter hendes hånd for at beordre hende væk, men lyden af Vidas pistol, der skød hen over min skulder, gav mig et chok, der fik mig til at dukke mig, endnu mere effektivt end blodsprøjtet fra hendes hals gjorde. »Ikke noget af det pis!« Vida trak min pistol, der utroligt nok stadig sad i sit hylster, og pressede den ind i min håndflade. »Afsted!« M ine fingre lukkede sig om den velkendte form. Det var et typisk tjenestevåben – en sort SIG Sauer P229 DAK – der stadig, flere måneder efter jeg havde lært at affyre den og rense den og samle den, stadig føltes for stor i mine hænder. Vi fór ud i natten. Jeg holdt fast i Vida for at få hende til at gå langsommere, inden hun i blinde løb ind i endnu en farlig situation, men hun rystede mig hidsigt af sig. Vi løb gennem den smalle gyde. Jeg nåede hjørnet, netop som tre soldater, svedne og blodige, trak to skikkelser med sække over hovedet op af noget, der lignede en helt almindelig nedgangsbrønd på gaden. Den kloakskakt var helt sikkert ikke nævnt i de papirer, vi havde fået. Fange 27? Jeg kunne ikke være sikker. Fangerne, der blev læsset ind i varevognen, var alle sammen mænd på omtrent samme højde, men der var en lille chance. Og den chance var på vej ind i en lastbil for at køre væk for evigt. 18

Vida holdt en hånd op til sit øre og pressede læberne sammen, til de blev hvide. »Rob siger, han vil have os ind igen. Han har brug for backup.« Hun var allerede ved at vende sig om, da jeg greb fat i hende igen. For første gang måske nogensinde var jeg lige den anelse hurtigere. »Vores opgave er fange 27,« hviskede jeg og forsøgte at formulere det på en måde, der ville tale til hendes blinde, ubetingede lydighed over for organisationen. »Og jeg tror, det er ham. Det var ham, Alban sendte os ud efter, og hvis han slipper væk, er hele operationen spildt.« »Han ...« protesterede Vida og bed så det ord, hun havde haft på læberne, i sig igen. Hendes kæbe strammede til, men hun nikkede næsten umærkeligt. »Jeg har ikke tænkt mig at tage skraldet, hvis det her mislykkes. Bare så du ved det.« »Det vil alt sammen være min fejl,« sagde jeg. »Det vil ikke give en anmærkning i dine papirer.« Ikke en plet på hendes fejlfrie historik, ingen skrammer i den tillid, hun nød hos Alban og Cate. Det var win-win for hende: Enten ville hun få ‘hæderen’ ved en succesfuld operation, eller også ville hun se mig blive straffet og ydmyget. Jeg holdt blikket rettet mod scenen foran os. Der var tre soldater – det var en overskuelig opgave med våben, men hvis jeg for alvor skulle gøre mig nyttig, var jeg nødt til at komme tæt nok på til at røre dem. Det var den ene, frustrerende begrænsning på mine evner, jeg stadig ikke havde været i stand til at overvinde, uanset hvor meget træning forbundet påtvang mig. De usynlige fingre, der levede i mit kranie, trommede utålmodigt, som var de frastødte over, at de ikke var i stand til at bryde fri, som det passede dem. Jeg stirrede på den nærmeste soldat og forestillede mig de lange, ormende fingre gribe ud, strække sig over fliserne og 19

nå hans forsvarsløse sind. Clancy kunne gøre det, tænkte jeg. Han behøvede ikke røre folk for at få fat i deres sind. Jeg undertrykte et skrig af frustration. Vi havde brug for noget andet. En afledning. Noget, der kunne ... Vida var bygget med en stærk ryg og muskuløse lemmer, der fik selv hendes mest brutale handlinger til at fremstå yndefulde og ubesværede. Jeg så hende løfte pistolen og roligt rette sigtet ind. »Evner!« hvislede jeg. »Vida, ingen våben. Det vil alarmere de andre!« Hun så på mig, som så hun min sindsforvirrede hjerne løbe ud af min næse. Det ville være en let løsning at skyde dem, det var vi begge to udmærket klar over, men hvis hun missede og ramte en af fangerne, eller de gav sig til at besvare ilden ... Vida løftede hånden og pustede et enkelt irriteret åndedrag ud. Så stødte hun hænderne frem gennem luften. De tre nationalgardister blev samlet op med så stor præcision og kraft, at de fløj halvvejs hen ad gaden og ramte de biler, der holdt parkeret. For som om det ikke var rigeligt, at Vida fysisk var den hurtigste og stærkeste og den mest træfsikre af os alle sammen, så havde hun selvfølgelig også den bedste kontrol over sine evner. Jeg lukkede mentalt af for mine følelser. Den mest brugbare evne, Børneforbundet havde lært mig, var at tømme sindet for frygt og erstatte det med noget, der var uendeligt meget køligere. Kald det ro, kald det koncentration, kald det følelseskulde – det indfandt sig, selvom blodet stadig pumpede gennem mine årer, da jeg løb frem mod fangerne. De lugtede af opkast, blod og afføring. Helt anderledes end bunkerens rene, enkle linjer og stanken af rengøringsmiddel. Det vendte sig i mig. Den nærmeste fange sad og trykkede sig ved kantstenen med sine bundne arme for hovedet. Hans trøje hang i laser 20

fra skuldrene og afslørede spor efter pisk og brændemærker og blodansamlinger, der snarere fik hans ryg til at ligne råt kød end hud. Manden vendte sig om mod lyden af mine fødder og løftede sit ansigt fra armenes beskyttelse. Jeg flåede sækken af hans hoved. Jeg havde nærmet mig med beroligende ord på læberne, men synet af ham kappede forbindelsen fra min hjerne til min mund. Blå øjne missede mod mig under en tjavset manke af lyst hår, men jeg kunne ikke gøre noget eller sige noget, da han lænede sig frem i det gullige skær fra gadelygten. »Kom nu i gang, din idiot!« råbte Vida. »Hvad venter du på?« Jeg mærkede hver eneste dråbe blod forlade min krop med et enkelt slag, hurtigt og rent, som var jeg blevet skudt lige i hjertet. Og pludselig vidste jeg det – jeg forstod, hvorfor Cate oprindeligt havde kæmpet så hårdt for at få mig overført til en anden mission, hvorfor jeg havde fået besked på ikke at gå ind i bunkeren, hvorfor jeg ikke havde fået oplysninger om fangen selv. Ikke et navn, ikke nogen beskrivelse og helt sikkert ingen advarsler. For det ansigt, jeg kiggede på nu, var tyndere, forpint og forslået, men det var et, jeg kendte – et jeg ... jeg ... Ikke ham, tænkte jeg og mærkede verden forskyde sig under mine fødder. Ikke ham. Da han så min reaktion, rejste han sig langsomt, og et drilsk smil kæmpede sig forbi grimassen af smerte. Han kæmpede sig op at stå og stavrede frem mod mig, muligvis splittet mellem lettelse og behovet for hast. Men det melodiske sydstatstonefald var lige så varmt som altid, selvom hans stemme var dybere og mere ru, da han langt om længe talte. »Ser jeg ... lige så godt ud, som jeg har det?« Og jeg sværger, jeg mærkede tiden strømme væk under mig.