108464_julemandens latter_cc17_.indd 4
23/08/18 14:27
Kenneth Bøgh Andersen
jagten på
Tegnet af Sussi Bech
Høst & Søn
108464_julemandens latter_cc17_.indd 1
23/08/18 14:27
JAGTEN PÅ JULEMANDENS LATTER © Kenneth Bøgh Andersen, Sussi Bech (illustrationer) og Høst & Søn/rosinante & co, København, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Grafisk tilrettelæggelse: Dorte Cappelen Omslagsillustration og -design: Sussi Bech Prepress: Narayana Press Trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5806-9 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Besøg forfatterens hjemmeside www.kennethboeghandersen.dk Kenneth Bøgh Andersen er også på Instagram og Facebook
Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. · DK-1150 København K rosinante-co.dk
108464_julemandens latter_cc17_.indd 2
23/08/18 14:27
Prolog
Ikke en vind rørte sig. Ikke en lyd hørtes. Landskabet var som et maleri. Hvide bakker og sneklædte grantræer. Stjernerne, der var som små, lysende huller i den sorte himmel. Månen, stor og rund, der fik isen på søen til at glimte. Og i centrum af det hele – den store bygning, som intet menneske nogensinde ville finde. Julemandens Værksted. Også inde på Værkstedet var der stille. Kun de sagte lyde af fred og ro kunne høres: et tikkende ur, der vidnede om, at tiden trods alt stadig gik. De gamle mure, der af og til gav sig som knoglerne i en oldings krop. Dybe åndedrag fra nisserne, der smilede i søvne. Snart ville de vågne og springe ud af sengene med et eneste ord i tankerne – Omsider! – og så ville travlheden for alvor sætte ind. Men ikke endnu. Lige nu – Stille. Så stille. Næsten. For pludselig var der en lyd, der ikke var som de andre. En lyd, der afslørede, at ikke alle sov denne lange nat før årets største dag – juleaftensdag. Det var lyden af en knirkende dør. Velforberedt tog skikkelsen i døråbningen en lille flaske op af lommen. Hængslerne 3
108464_julemandens latter_cc17_.indd 3
23/08/18 14:27
blev smurt med olie, og døren – nu lydløs – blev puffet yderligere op. Skikkelsen kastede et hurtigt blik til begge sider. Listede så ind i det kammer, der var selve Værkstedets hjerte, og som rummede dets dybeste hemmeligheder. Julemandens kontor. Udenfor kiggede vintermånen ind gennem vinduet og kastede et sølvfarvet skær på de mange forunderlige ting, der prydede væggene og hylderne. Violinen, der
108464_julemandens latter_cc17_.indd 4
23/08/18 14:27
aldrig spillede falsk. Snegloben, der viste børnenes inderste ønske. Den magiske gavesæk, der kunne rumme lige så mange gaver, som man puttede i den, og som … Skikkelsen stivnede. Dér – i mørket lige fremme – stod Julemanden. Tavs og ubevægelig, som om
108464_julemandens latter_cc17_.indd 5
23/08/18 14:27
han havde ventet det uventede besøg. Han var næsten skjult i skyggerne, kun omridset af hans hue og hoved kunne anes. Hvorfor sagde han ikke noget? Hvorfor gjorde han ikke noget? Så lød der en dæmpet snorken, og skikkelsen åndede lettet op, idet det blev klart, at mørket havde bedraget. Det var ikke Julemanden, der stod der, blot hans hue, der hang på globussen. Skikkelsen trådte ind i sovekammeret, hvor lyden kom fra. I sengen – under et maleri af et vinterlandskab, hvor snefnuggene rent faktisk dalede ned over lærredet – lå den store mand med det hvide skæg og sov. Et af gulvbrædderne gav sig, da skikkelsen listede nærmere, og Julemanden mumlede i søvne, som om en flig af noget ubehageligt sneg sig ind i hans drøm. Så gryntede han og genoptog sin snorken. Fra sin ene lomme fremdrog skikkelsen en lille sæk og åbnede den. Og i mørket lød en hvisken. Det var en sagte messen af gamle, næsten glemte ord, og en tynd, tågeagtig sky samlede sig i luften som et åndedrag en frostkold nat. Den strakte sig ud til en tynd tråd, der langsomt bugtede sig mod Julemanden, dansende til lyden af den sælsomme remse. Den anden ende af tråden rakte ud mod sækken og søgte ned i åbningen. Så gik tråden i opløsning, og sækken blev snøret godt til. Stille som en mus var skikkelsen kommet ind, hurtig som en kat smuttede den ud. Under sin varme dyne vendte Julemanden sig om på den anden side og sov videre.
108464_julemandens latter_cc17_.indd 6
23/08/18 14:27
Kapitel 1
Loppe og Skjalte Forsigtigt – yderst forsigtigt – kiggede Loppe rundt om hjør hjørnet, parat til at trække snuden til sig, hvis det var nødvendigt. Men der var fri bane. Indtil videre i hvert fald, og han skyndte sig af sted. Sneg sig langs murene, mens han hele tiden kastede nervøse – nej, opmærksomme blikke over skulde skulde-ren. Han var god til denne del. Han havde været en af Værkstedets bedste drillenisser – eller værste, hvis man spurgte nogle af de gamle hønisser – og han var veltrænet i at holde sig uden for rækkevidde, når ofrene for hans hittepåsomhed var ude med grydeskeen. Men hans forfølger – han var også god. Lidt for god. Hvilket på sin vis var Loppes egen skyld. Længere fremme var døren til Biblioteket. Der ville han i det mindste kunne være i fred. Håbede han. Han tog den sidste strækning i sprint og kastede sig ind gennem døren, som han hurtigt smækkede i bag sig. Bukkede sig ned og stirrede gennem nøglehullet med hamrende hjerte. Havde han klaret det? Var det lykkedes ham at … »Hej, Loppe!« Det gav et sæt i ham, da nogen sagde hans navn, og han snurrede omkring. »Er det bare dig?« stønnede han lettet, da han fik øje på Skjalte, der sad ved en af skrivepultene med en fjerpen i hån-
7
108464_julemandens latter_cc17_.indd 7
23/08/18 14:27
den. Han tog sig til brystet. »Er du sød at lade være med at gøre det en anden gang?« Skjalte rynkede panden. »Med at sige hej?« »Med at give mig sådan et chok,« svarede Loppe og gik over til ham. »Jeg har allerede skiftet bukser til i aften, og det var lige før at … ja, at jeg var nødt til at skifte dem igen.« »Er en af de ældre nisser nu efter dig igen?« Skjalte pegede på ham med fjerpennen. »Sig mig, har du glemt, at du ikke længere er en drillenisse?« »Du lyder fuldstændig som min mor,« sagde Loppe og kneb øjnene en smule sammen. »Du ligner hende faktisk også lidt.« »Haha, sjovt.« »Nej, det er faktisk uhyggeligt. Har du spist noget, du ikke kan tåle?« Skjalte lavede himmelvendte øjne. »Er du færdig?« »Ja, mor.« Loppe veg leende tilbage, idet Skjalte daskede ud efter ham. »Men hvis du endelig vil vide det, så nej og nej.« »Nej og nej hvad?« »Nej, det er ikke en af hønisserne, der er efter mig, og nej, jeg har ikke glemt, at jeg ikke længere er en drillenisse.« Sidste år havde de to nissevenner holdt deres halvfemsindshalvfemsinds tyvende jul, og så var det bekymringsløse liv som drillenisse ovre. Desværre. Loppe havde slet ikke følt sig gammel nok til 8
108464_julemandens latter_cc17_.indd 8
23/08/18 14:27
9
108464_julemandens latter_cc17_.indd 9
23/08/18 14:27
at blive voksen, men der var ingen vej udenom. Det kunne dog have været værre. Det var Julemanden, der tildelte nisserne deres arbejde, og til sin store glæde var Loppe endt som drillenisselærer for nye nissebørn. Skjalte havde også fået sit højeste ønske opfyldt og var endt som forfatternisse. Loppe sukkede. »Det er en af mine elever.« »Du gemmer dig for en af dine elever? Hvorfor?« »Ja, fordi jeg åbenbart er en temmelig dygtig læremester. Jeg siger dig, det lille utyske er en ren hvirvelvind af ballade. Hvilket jeg nemt kunne tilgive ham, hvis det ikke var, fordi han tror, at det giver ekstra point at få ram på sin lærer. Hvilket jeg nemt kunne tilgive ham, hvis det ikke var, fordi hans lærer er mig. Mine tyndslidte nerver sidder efterhånden helt ude på trøjen. Vi snakker lim på grydeskeen, tegnestifter i træskoene, pruttepulver i kanelen. Sidste uge fandt jeg en isedderkop i min hue, og i forgårs forheksede han min næse, så den svulmede op til firedobbelt størrelse. Sille ligefrem skreg, da hun så mig. Han er simpelthen …« »Ligesom dig?« smilede Skjalte. Frygtelig var det ord, jeg ledte efter, hr. forfat Loppe fnøs. »Frygtelig forfat-ternisse. Han hedder Mak, og han … Hey, din fjerpen drypper.« »Hvad? Årh!« udbrød Skjalte og satte hurtigt pennen tilbage i blækhuset. »Bibliotekets fjerpenne er så dårlige.« »Hvorfor bruger du Bibliotekets og ikke den, du fik i julegave sidste år?« »Jeg kan ikke finde den. Jeg må have lagt den et eller andet dumt sted.« »Bed til, at Mak ikke får fingrene i den. Så vil den ikke kunne skrive andet end ulykkelige slutninger. Hvad er du egentlig ved at forfatte? Er det et nyt juleeventyr til i aften?« Loppe 10
108464_julemandens latter_cc17_.indd 10
23/08/18 14:27
trådte nysgerrigt nærmere, men Skjalte skyndte sig at dække for papiret med armene. »Øh ja, men … øh, det er ikke færdigt endnu,« sagde han. Loppe så mere indgående på sin ven. Skjalte havde aldrig været god til at lyve, og det der havde ikke været i nærheden af sandheden. Desuden havde Loppe fået et lille glimt af papiret, og han skulle tage meget fejl, hvis det ikke havde lignet et Til og fra-kort. Ikke, at det var sært, det var jo trods alt juleaften i aften, men hvorfor lyve om det? Medmindre … Aha, selvfølgelig! … at kortet var til Loppe. »Hemmelighedernes aften,« sagde Loppe og blinkede til ham. »Nemlig. Så hold snuden for dig selv. Og lad være med at sige Ja, mor.« »Nej, mor.« I det samme gik døren til Biblioteket op, og med et forskrækket gisp sprang Loppe i skjul bag en af reolerne, overbevist om, at det var Mak, der stod i døråbningen med en skarpladt slangebøsse.
108464_julemandens latter_cc17_.indd 11
23/08/18 14:27