Alcott PIGEBØRN (Læseprøve) by Gyldendal

I samme seriedesign

Læs også fortsættelsen Unge kvinder I samme seriedesign findes også L.M. Montgomerys Anne fra Grønnebakken (1) Anne bliver lærer (2) Drømmen går i opfyldelse (3)

Titel

Louisa M. Alcott

PIGEBØRN På dansk ved Ida Elisabeth Hammerich

HØST & SØN

Kolofon

Pigebørn er oversat fra engelsk af Ida Elisabeth Hammerich efter Little Women, or: Meg, Jo, Beth and Amy Copyright © 1868 Louisa M. Alcott Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO, København 3. udgave, 1. oplag, 2018 Omslagsdesign og -grafik: Lene Perez Omslagsillustration(er): Getty Images Sat med Minion Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-638-5153-4 Printed in Denmark 2018

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk

Indhold 1. Vi leger pilgrimme.................................................. 7 2. En glædelig jul........................................................ 23 3. Den unge Laurence................................................. 39 4. Pilgrimmenes byrder............................................. 54 5. Godt naboskab........................................................ 71 6. Beth finder Det Smukke Slot................................. 88 7. Ydmygelsens Dal for Amy...................................... 98 8. Jo møder Apollyon................................................. 108 9. Meg går på Forfængelighedens Marked............... 124 10. P. C. og P. K.............................................................. 147 11. Eksperimenter......................................................... 160 12. Lauries skovtur....................................................... 176 13. Luftkasteller............................................................. 205 14. Hemmeligheder...................................................... 218 15. Telegrammet............................................................ 232 16. Breve......................................................................... 245 17. Lille Pligttro............................................................. 258 18. Mørke dage.............................................................. 269 19. Amys vilje................................................................ 281 20. I al fortrolighed....................................................... 294 21. Laurie skaber uro, og Jo skaber fred..................... 304 22. De smukke enge...................................................... 322 23. Tante March afgør sagen........................................ 332

1 Vi leger pilgrimme »Jul vil ikke være jul uden gaver,« mukkede Jo, der lå på tæppet foran kaminen. »Det er så hæsligt at være fattig!« sukkede Meg og kiggede ned ad sin gamle kjole. »Jeg synes ikke, at det er retfærdigt, at nogle piger har masser af pæne ting og andre piger slet ingen,« føjede lille Amy til med en fornærmet snøften. »Vi har Far og Mor og hinanden,« lød det fornøjet fra Beths hjørne. De fire unge ansigter, som kaminilden skinnede på, lyste op ved den muntre bemærkning, men blev igen dystre, da Jo bedrøvet sagde: »Vi har ikke nogen far, og det vil vi ikke have i lang tid.« Hun sagde ikke »måske aldrig«, men tilføjede det stumt, mens hun tænkte på Far, som var langt borte, hvor der blev kæmpet. En stund var der tavshed. Så sagde Meg i et andet tonefald: »I ved godt, at grunden til at Mor foreslog, at vi ikke skulle have gaver denne jul, var at det bliver en streng vinter for alle. Og hun synes ikke, at vi skal bruge penge på fornøjelser, mens mændene lider sådan i hæren. Der er ikke

meget, vi kan gøre, men vi kan yde vores små ofre, og det burde vi gøre med glæde. Men jeg er bange for, at det gør jeg ikke.« Meg rystede på hovedet og tænkte med beklagelse på alle de pæne ting, hun ønskede sig. »Men jeg tror ikke, at den smule, vi ville bruge, kunne gøre nogen gavn. Vi har en dollar hver, og hæren ville ikke blive hjulpet noget videre ved, at vi gav dem. Jeg går med til ikke at vente noget fra Mor eller jer, men jeg vil virkelig gerne købe Undine og Sintram til mig selv; den har jeg ønsket mig så længe,« sagde Jo, der var en bogorm. »Jeg havde planer om at bruge min på nye noder,« sagde Beth med et lille suk, som ingen andre end kaminkosten og kedelkrogen hørte. »Jeg vil købe en flot æske med Fabers farveblyanter; dem har jeg virkelig brug for,« sagde Amy beslutsomt. »Mor sagde ikke noget om vores penge, og hun vil nok ikke have os til at give afkald på alting. Lad os købe det, vi vil, og få det lidt sjovt; jeg er sikker på, at vi arbejder hårdt nok til at fortjene dem,« udbrød Jo, mens hun på herremanér undersøgte hælene på sine sko. »Ja, jeg gør i al fald – at undervise de der trættende børn næsten hele dagen, når jeg længes efter at have det rart herhjemme,« begyndte Meg i den samme klagende tone. »Du har det ikke nær så slemt, som jeg har det,« sagde Jo. »Hvad ville du synes om at være spærret inde i timevis med en pylret gammel dame, hvor man altid skal være på tæerne, og som aldrig er tilfreds og plager en, til man er lige ved at springe ud ad vinduet eller græde?« »Det er uartigt at beklage sig, men jeg synes altså, at det at vaske op og rydde op er det værste arbejde i verden.

Jeg bliver gnaven af det, og mine hænder bliver så stive, at jeg slet ikke kan øve mig ordentligt.« Og Beth betragtede sine ru hænder med et suk, som enhver denne gang kunne høre. »Jeg tror ikke, at nogen af jer lider så meget som jeg,« udbrød Amy. »For I behøver ikke at gå i skole med uforskammede piger, der plager en, hvis man ikke kan sine lektier, og ler ad ens kjoler og stempler ens far, hvis han ikke er rig, og fornærmer en, hvis man ikke har en pæn næse.« »Hvis du mener, at de taler grimt om Far, så sig det, og lad være at sige stempler, som var han et stykke papir,« lød Jos leende råd. »Jeg ved, hvad jeg mener, og du behøver ikke at være satirisk. Det er rigtigt at bruge gode ord og udvide sit ordforråd,« gav Amy værdigt igen. »Hold op med at hakke på hinanden, børn. Ville du ikke ønske, at vi havde de penge, Far mistede, da vi var små, Jo? Du godeste, hvor ville vi være glade og gode, hvis vi ingen bekymringer havde!« sagde Meg, som kunne huske bedre tider. »Forleden dag sagde du, at du syntes, vi var meget lykkeligere end Kings børn, for de skændtes og beklagede sig hele tiden trods alle deres penge.«. »Ja, det sagde jeg, Beth. Nå, men det tror jeg, vi er, for selv om vi altså er nødt til at arbejde, har vi det alligevel sjovt og er en smadder munter flok, som Jo ville sige.« »Jo bruger så mange slangudtryk!« bemærkede Amy med et bebrejdende blik på den lange skikkelse, der strakte sig på kamintæppet. Jo satte sig omgående op, stak hænderne i lommerne og gav sig til at fløjte.

»Lad være, Jo, det er så drenget!« »Det er derfor, jeg gør det.« »Jeg afskyr frække, ukvindelige piger!« »Jeg hader skabagtige, mæhæede tøser!« Fugle enes i deres små reder, sang fredsstifteren Beth med et så sjovt udtryk i ansigtet, at de to skingre stemmer mildnedes til en latter, og »hakkeriet« hørte op for denne gang. »Ærlig talt, piger, I har fejl begge to,« sagde Meg og gav sig til at præke på sin storesøster-facon. »Du er gammel nok til at holde op med drengenumre og opføre dig pænere, Josephine. Det gjorde ikke så meget, dengang du var en lille pige, men nu er du så høj og sætter håret op, og så burde du huske på, at du er en ung dame.«. »Vel er jeg ej! Og hvis det, at jeg sætter håret op, gør mig til en ung dame, vil jeg gå med fletninger, til jeg er tyve,« udbrød Jo, rev sit hårnet af og rystede sin kastanjebrune manke løs. »Jeg hader at tænke på, at jeg er nødt til at blive voksen og blive miss March og gå med lange kjoler og se lige så sirlig ud som en sommerasters! Det er slemt nok bare at være en pige, når jeg holder af drengelege og drenge arbejde og drengevaner! Jeg kan ikke komme mig over min skuffelse over ikke at være en dreng; og det er værre end nogen sinde nu, for jeg er ved at dø af længsel efter at gå ud og kæmpe sammen med Far, og jeg kan bare blive hjemme og strikke som en lurvet gammel kone!« Og Jo rystede den blå soldatersok, til pindene raslede som kastagnetter, og hendes garnnøgle hoppede gennem stuen. »Stakkels Jo! Det er en skam, men der er ikke noget at gøre ved det; så du må prøve at lade dig nøje med at lave dit navn om til et drengenavn og spille bror for os piger,« sagde

Beth og klappede det uglede hoved på sit knæ med en hånd, som ikke alverdens opvask og rengøring kunne gøre ublid. »Og med hensyn til dig, Amy,« fortsatte Meg, »så er du alt i alt for pertentlig og sippet. Dine manerer virker morsomme nu, men du udvikler dig til en skabagtig lille gås, hvis du ikke passer på. Jeg kan godt lide din pæne opførsel og forfinede måde at tale på, når du ikke forsøger at være elegant; men dine absurde gloser er ikke bedre end Jos slang.« »Hvis Jo er en drengepige og Amy en gås, hvad er jeg så, om jeg må spørge?« sagde Beth, parat til at tage sin del af Megs præken. »Du er en skat og ikke andet,« svarede Meg varmt, og ingen sagde hende imod, for »Musen« var familiens kæledægge. Da unge læsere holder af at vide, »hvordan folk ser ud«, vil vi benytte dette øjeblik til at give dem en lille skitse af de fire søstre, der sad og strikkede løs i tusmørket, mens decembersneen stille faldt udenfor, og ilden muntert knitrede inde. Det var en hyggelig gammel stue, selv om gulvtæppet var falmet og møblerne meget enkle; for der hang et par gode malerier på væggene, bøger fyldte nicherne, krysantemum og juleroser blomstrede i vinduerne, og en behagelig atmosfære af hjemlig fred gennemstrømmede den. Margaret, den ældste af de fire, var seksten og meget køn, idet hun var buttet og lys i huden med store øjne, masser af blødt brunt hår, en sød mund og hvide hænder, som hun var temmelig stolt af. Den femtenårige Jo var meget høj, tynd og solbrændt og mindede en om et føl, for det virkede, som om hun aldrig vidste, hvor hun skulle gøre

af sine lange lemmer, som kom hende meget i vejen. Hun havde en beslutsom mund, en komisk næse og skarpe grå øjne, der syntes at se alt, og som skiftevis var brændende muntre eller eftertænksomme. Hendes lange, tykke hår var det eneste smukke ved hende, men det var som regel byltet sammen i et net for at være af vejen. Runde skuldre havde Jo, store hænder og fødder, hendes tøj flagrede om hende, og hun havde det utilpassede udtryk, som en pige får, når hun hastigt skyder op til at blive en kvinde og ikke synes om det. Elizabeth – eller Beth, som alle kaldte hende – var en blussende, glathåret, blankøjet pige på tretten, genert af væsen med en frygtsom stemme og et fredfyldt udtryk, som sjældent blev forstyrret. Hendes far kaldte hende »Lille Sindsro«, og det navn passede glimrende til hende, for hun lod til at leve i sin egen lykkelige verden, hvorfra hun kun vovede sig ud for at træffe de få, hun stolede på og elskede. Skønt Amy var den yngste, var hun en overordentlig betydningsfuld person – i al fald efter hendes egen mening. En hel snejomfru med blå øjne og gult hår, der krøllede sig om hendes skuldre, bleg og slank førte hun sig altid som en ung dame, der lagde vægt på gode manerer. Hvordan de fire søstres karakter var, vil vi senere få at se. Uret slog seks; og da Beth havde fejet kaminen, satte hun et par tøfler til varme. På en eller anden måde havde synet af de gamle sko en god virkning på pigerne, for nu kom Mor snart, og alle lyste op for at byde hende velkommen. Meg holdt op med at præke og tændte lampen, Amy rejste sig fra lænestolen uden at blive bedt om det, og Jo glemte, hvor træt hun var, da hun satte sig op for at holde tøflerne nærmere flammerne.

»De er helt slidt op; Marmee må have et par nye.« »Jeg tænkte at købe nogle til hende for min dollar,« sagde Beth. »Nej, det gør jeg!« udbrød Amy. »Jeg er den ældste,« begyndte Meg, men Jo skar igennem med et beslutsomt: »Jeg er manden her i familien, nu da Far er væk, og jeg vil sørge for de tøfler, for han bad mig om at tage mig særligt af Mor, mens han var borte.« »Nu skal I høre, hvad vi gør,« sagde Beth. »Vi køber alle sammen en julegave til hende og ikke noget til os selv.« »Hvor det ligner dig, skat. Hvad skal vi købe?« udbrød Jo. Et øjeblik tænkte de sig alle alvorligt om. Så erklærede Meg, som om hun havde fået ideen ved synet af sine egne kønne hænder: »Jeg vil give hende et par pæne handsker.« »Soldatersko af bedste slags,« råbte Jo. »Nogle smukt sømmede lommetørklæder,« sagde Beth. »Jeg køber en lille flaske eau de cologne, det holder hun af, og det koster ikke så meget, så jeg vil få lidt tilovers til at købe blyanter for,« tilføjede Amy. »Hvordan skal vi give hende tingene?« spurge Meg. »Vi lægger dem på bordet og fører hende ind og ser hende åbne pakkerne. Kan I ikke huske, hvordan vi plejede at gøre på vores fødselsdage?« svarede Jo. »Jeg var som regel vidskræmt, når det var min tur til at sidde i den store stol med krone på og se jer alle sammen komme marcherende ind for at overrække gaverne med et kys. Jeg var meget glad for tingene og kyssene, men det var skrækkeligt at have jer alle til at sidde og kigge på mig,

mens jeg åbnede pakkerne,« sagde Beth, der på samme tid varmede sit ansigt og brødet til teen. »Vi lader Marmee tro, at vi køber ting til os selv, og så overrasker vi hende. Vi må gå i butikker i morgen eftermiddag, Meg; der er så meget at lave med stykket til juleaften,« sagde Jo, der travede frem og tilbage med hænderne på ryggen og næsen i sky. »Efter denne gang har jeg ikke i sinde at spille med mere, jeg er ved at blive for gammel til den slags,« bemærkede Meg, der stadig var lige så stort et barn som før, når det drejede sig om »klæ’-ud-pjank«. »Jeg ved, at du ikke holder op, så længe du kan sejle rundt i en hvid kjole med udslået hår og have guldpapirssmykker på. Du er den bedste skuespillerinde, vi har, og hvis du forlader de skrå brædder, så hører alting op,« sagde Jo. »Vi burde holde prøve i aften. Kom her, Amy, og spil besvimelsesscenen, for der er du så stiv som en ildrager.« »Jeg kan ikke gøre for det. Jeg har aldrig set nogen besvime, og jeg har ikke i sinde at slå mig blå og sort over det hele ved at tumle omkuld, som du gør. Hvis jeg nemt kan falde, så gør jeg det; hvis ikke, falder jeg yndefuldt om i en stol. Jeg er ligeglad med, at Hugo kommer hen til mig med en pistol,« gav Amy igen; hun var ikke begavet med dramatisk talent, men var blevet valgt, fordi hun var lille nok til at blive båret skrigende ud af skurken i stykket. »Gør sådan her: Knug hænderne sammen, og vakl gennem stuen, mens du forfærdet råber: »Rodrigo! Frels mig! Frels mig!«« og så satte Jo i med et melodramatisk skrig, der sandelig var gyseligt. Amy gjorde det efter, men hun stak hænderne stift ud

foran sig og rokkede af sted, som om hun var en maskine, og hendes »Av!« tydede mere på, at hun blev stukket med knappenåle, end at hun følte frygt og bæven. Jo stønnede opgivende, og Meg lo af fuld hals, mens Beth lod brødet brænde og interesseret betragtede løjerne. »Det nytter ikke! Gør det så godt, du kan, når den tid kommer, og hvis publikum ler, så skyd ikke skylden på mig. Kom så, Meg.« Derpå gik det glat, for Don Pedro trodsede verden i en tale på to sider uden en eneste afbrydelse; Hagar, heksen, messede en grufuld besværgelse over sin gryde fuld af sydende tudser, med sælsom effekt; Rodrigo sønderrev mandigt sine lænker, og Hugo døde en pinefuld død af anger og arsenik med et vildt »Ha! Ha!« »Det er det bedste, vi endnu har lavet,« sagde Meg, da den døde skurk satte sig op og gned sig på albuerne. »Jeg begriber ikke, hvordan du kan skrive og spille noget så fremragende, Jo. Du er jo en hel Shakespeare!« udbrød Beth, der var fast overbevist om, at hendes søstre var begavede med vidunderlige talenter i alle retninger. »Ikke helt,« svarede Jo beskedent. »Men jeg synes dog, at Heksens Forbandelse, en tragisk opera er en ganske net ting. Men jeg ville gerne forsøge mig med Macbeth, hvis bare vi havde en faldlem til Banquo. Jeg har altid ønsket at spille mordscenen. »Er det en daggert, jeg ser foran mig?«« snerrede Jo, rullede med øjnene og famlede ud i luften, som hun havde set en berømt, tragisk skuespiller gøre. »Nej, det er ristegaflen med Mors tøffel på i stedet for brød. Beth er teatertosset!« udbrød Meg, og prøven endte i almindelig latter.

»Det glæder mig at se jer i så godt humør, piger,« sagde en munter stemme fra døren, og skuespillere og publikum vendte sig om for at byde en høj, moderlig dame velkommen. Der var i hendes udtryk noget ganske henrivende, der sagde: »Kan jeg være til hjælp?« Hun var ikke elegant klædt, men hun havde et nobelt udseende, og pigerne syntes, at den grå kåbe og umoderne kyse dækkede den vidunderligste mor i verden. »Nå, skattepiger, hvordan er det så gået jer i dag? Der var så meget at gøre med at få kasserne klar til at blive sendt i morgen, at jeg ikke kom hjem til middag. Har der været nogen på besøg, Beth? Hvordan går det med forkølelsen, Meg? Jo, du ser dødtræt ud. Kom og kys mig, du lille.« Mens mrs. March kom med disse moderlige forespørgsler, tog hun sit våde overtøj af, de varme tøfler på og satte sig i lænestolen, mens hun trak Amy ned på skødet og forberedte sig på at nyde den lykkeligste time på sin travle dag. Pigerne fløj omkring og prøvede på hver sin måde at gøre det mageligt for hende. Meg dækkede tebord; Jo hentede brænde og satte stole frem, mens hun tabte, væltede og skramlede med alt, hvad hun rørte ved; Beth travede frem og tilbage mellem stue og køkken, stilfærdig og travl, mens Amy gav ordrer til dem alle, som hun sad der med foldede hænder. Da de samledes om bordet, sagde mrs. March med et ganske særligt lykkeligt udtryk: »Jeg har en overraskelse til jer efter aftensmaden.« Et hurtigt, lyst smil gled rundt som et solstrejf. Beth klappede i hænderne uden hensyn til den kiks, hun sad med, og Jo kastede sin serviet i vejret og råbte: »Et brev! Et brev! Tre hurraråb for Far!«

»Ja, et dejligt langt brev. Han har det godt og mener, at han vil slippe bedre gennem den kolde årstid, end vi frygtede. Han sender alle mulige kærlige ønsker for julen og et særligt budskab til jer piger,« sagde mrs. March og klappede på sin lomme, som om hun havde en skat i den. »Skynd jer at blive færdige! Brug ikke tid på at krumme lillefingeren og smile fjoget over din tallerken, Amy,« udbrød Jo, der fik teen galt i halsen og tabte sit brød med smørsiden nedad på gulvtæppet i sin hast for at se overraskelsen. Beth spiste ikke mere, men listede hen for at sætte sig i sin skyggefulde krog og ruge over den kommende glæde, indtil de andre var parate. »Jeg synes, det var så strålende gjort af Far at tage af sted som feltpræst, når han var for gammel til at blive indkaldt og ikke stærk nok til at være soldat,« sagde Meg varmt. »Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne blive trommeslager eller marketenderske eller sygeplejerske, så jeg kunne være i nærheden af ham og hjælpe ham,« udbrød Jo med et suk. »Det må være meget ubehageligt at sove i et telt og spise alle mulige slags ildesmagende mad og drikke af et blikkrus,« sukkede Amy. »Hvornår kommer han hjem, Marmee?« spurgte Beth med let skælvende stemme. »Ikke i de første mange måneder, skat, medmindre han er syg. Han vil blive der og troligt gøre sit arbejde, så længe han kan, og vi vil ikke bede ham komme tilbage et øjeblik, førend han kan undværes. Kom nu og hør brevet.« De trak alle sammen hen omkring ilden, Mor i den store stol med Beth for sine fødder, Meg og Amy siddende

på hvert sit armlæn, mens Jo støttede sig til ryglænet bagved, hvor ingen ville se noget tegn på følelser, hvis brevet skulle vise sig at være rørende. I disse strenge tider blev der skrevet meget få breve, der ikke var gribende, især dem som fædre sendte hjem. I dette stod der meget lidt om de trængsler, der blev båret, de farer, der blev mødt, eller om den hjemve, der blev overvundet; det var et muntert brev, fuldt af håb og livlige beskrivelser af lejrliv, marcher og militære nyheder; og kun til sidst flød brevskriverens hjerte over af faderlig kærlighed og længsel efter småpigerne derhjemme. »Giv dem al min ømme kærlighed og et kys. Fortæl dem, at jeg tænker på dem om dagen, beder for dem om natten og finder min største trøst hele tiden i deres hengivenhed. Et år virker som meget lang tid at vente, før jeg skal se dem, men mind dem om, at mens vi venter, kan vi alle sammen arbejde, sådan at disse tunge dage ikke behøver at være spildte. Jeg ved, at de vil huske alt, hvad jeg sagde til dem, at de vil være kærlige børn mod dig, troligt vil gøre deres pligt, tappert kæmpe mod deres indre fjender og overvinde sig selv så smukt, at når jeg kommer hjem, bliver jeg måske gladere og stoltere end nogen sinde af mine pigebørn.« Alle snøftede, da de kom til det afsnit; Jo skammede sig ikke over den store tåre, der dryppede ned fra hendes næsetip, og Amy havde ikke det mindste imod at bringe uorden i sine krøller, da hun gemte ansigtet mod sin moders skulder og hulkede: »Jeg er en selvisk pige! Men jeg vil oprigtigt forsøge at blive bedre, så han ikke lidt efter lidt skal blive skuffet over mig.« »Det vil vi alle sammen!« udbrød Meg. »Jeg tænker for

meget på mit udseende, og jeg hader at arbejde, men det vil jeg ikke mere, hvis jeg kan undgå det.« »Jeg vil prøve at være det, han elsker at kalde mig, »en lille kvinde«, og ikke være flyvsk og vild, men gøre min pligt her i stedet for at ønske mig et andet sted hen,« sagde Jo, mens hun tænkte, at det at holde gode miner hjemme var en meget sværere opgave end at stå over for et par oprørere nede i Sydstaterne. Beth sagde ikke noget, men tørrede sine tårer væk med den blå soldatersok og gav sig til at strikke af al magt for ikke at spilde tiden, men gøre den pligt, der lå lige for, mens hun i sin stille lille sjæl besluttede at være alt det, Far håbede at finde hos hende, når året var omme og bragte den lykkelige hjemkomst. Mrs. March brød den tavshed, der var fulgt efter Jos bemærkning, ved med sin muntre stemme at sige: »Kan I huske, hvordan I plejede at lege Pilgrimsvandringen, da I var nogle små størrelser? I vidste ikke noget bedre, end når jeg bandt mine kludeposer på ryggen af jer som byrder, gav jer hatte og stokke og papirsruller og lod jer vandre gennem huset fra kælderen, der var Ødelæggelsens By, op, op til toppen af huset, hvor I havde alle de yndige ting, I kunne samle sammen, til at skabe En himmelsk By.« »Hvor var det morsomt, især at gå forbi løverne, bekæmpe Apollyon og vandre gennem Dalen, hvor de underjordiske var!« sagde Jo. »Jeg kunne godt lide det sted, hvor bylterne faldt af og tumlede ned ad trappen,« sagde Meg. »Mit yndlingssted var der, hvor vi kom ud på det flade tag, hvor vores blomster og løvhytter og kønne ting var, og

vi alle sammen stod og sang af glæde deroppe i solskinnet,« sagde Beth smilende, som om dette dejlige øjeblik var kommet tilbage til hende. »Jeg kan ikke huske meget af det, bortset fra at jeg var bange for kælderen og den mørke portgang og altid holdt af den kage og mælken, vi fik oppe på taget. Hvis jeg ikke var for gammel til den slags, kunne jeg godt tænke mig at lege det igen,« sagde Amy, som begyndte at tale om at give afkald på barnligheder i den modne alder af tolv år. »Det her bliver vi aldrig for gamle til, skat, for det er en leg, vi hele tiden leger på en eller anden måde. Vores byrder er her, vores vej ligger foran os, og længslen efter godhed og lykke er den vejviser, der fører os gennem mange trængsler og fejltagelser til den fred, der er en sand Himmelby. Og nu, mine små pilgrimme, hvad om I begyndte igen, ikke som en leg, men for alvor, og ser hvor langt I kan nå, før Far kommer hjem.« »Hvad mener du, Mor? Hvor er vores byrder?« spurgte Amy, der var en meget bogstavelig ung dame. »I har hver for sig fortalt, hvad jeres byrder var netop nu, bortset fra Beth. Jeg tror næsten, at hun ikke har nogen.« »Jo, jeg har. Mine er opvask og støveklude og misundelse mod piger med pæne klaverer – og at være bange for folk.« Beths byrde var så komisk, at de alle fik lyst til at le, men ingen gjorde det, for det ville have såret hende dybt. »Lad os gøre det,« sagde Meg eftertænksomt. »Det er bare et andet navn for at prøve at være god, og fortællingen kan måske hjælpe os; for selv om vi gerne vil være gode, er det slidsomt, og vi glemmer det og gør ikke vort bedste.« »Vi var i Fortvivlelsens Sump i aften, og Mor kom og

trak os op, ligesom Help gjorde det i bogen. Vi burde have en rulle med instruktioner ligesom Christian. Hvad skal vi gøre ved dét?« spurgte Jo, henrykt over det eventyr, der tilføjede lidt romantik til den triste opgave at gøre sin pligt. »Kig under jeres hovedpuder julemorgen, og så finder I jeres vejledning,« svarede mrs. March. De snakkede om den nye plan, mens gamle Hannah tog af bordet. Så kom de fire små sykurve frem, og nålene fløj, mens pigerne syede lagner til Tante March. Det var et meget kedsommeligt sytøj, men i aften var der ingen der knurrede. De fulgte Jos plan om at opdele de lange sømme i fire afsnit og kalde dem Europa, Asien, Afrika og Amerika, og på den måde gik det strygende, især når de snakkede om de forskellige lande, mens de stak sig vej igennem dem. Klokken ni holdt de op med at arbejde og sang som sædvanlig, før de gik i seng. Ingen andre end Beth kunne få megen musik ud af det gamle klaver; men hun havde en måde at røre ved de gulnede tangenter på, så hun lavede et dejligt akkompagnement til de enkle sange, de sang. Meg havde en stemme som en fløjte, og hun og hendes mor anførte det lille kor. Amy kvidrede som en fårekylling, og Jo vandrede gennem melodierne, som det passede hende, og brød altid ud på det gale sted med en kvækken eller trille, der spolerede den mest tænksomme melodi. Sådan havde de altid gjort, lige fra de kunne fremstamme: »Binke, binke, lille tjerne.« Og det var blevet en vane der i huset, for deres mor var den fødte sanger. Den første lyd om morgenen var hendes

stemme, nĂĽr hun gik omkring i huset og sang som en lĂŚrke; og den sidste lyd om aftenen var den samme muntre lyd, for pigerne blev aldrig for gamle til denne velkendte vuggevise.