DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 2
18/12/2018 12.11
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 3
18/12/2018 12.11
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 8
18/12/2018 12.11
HØST & SØN
ROS_Flugten fra DK_omslag_sats.indd 3 ROS_Flugten fra DK_omslag_sats.indd 3
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 7
05/11/2018 13.54 05/11/2018 13.54
18/12/2018 12.11
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 9
18/12/2018 12.11
LANGT OVER NYKØBENHAVN svævede to små snespurve. Den ene forsøgte at komme op på højde med den anden, men igen og igen ramte den en usynlig barriere midt i luften og tumlede tilbage i en sky af småfjer og baskende vinger. De to fugle var adskilt af den enorme plexiglaskuppel, der dækkede hele Nykøbenhavn. En kuppel, der var så klar, at den var usynlig for dem. Den var det største bygningsværk på Grønland, mere end fem kilometer i diameter, og så høj, at kun spirene på Nychristiansborg og Atlastårnet ragede længere op og gennembrød kuplens overflade som to sorte, omvendte istapper. Den øverste snespurv cirklede over sin indespærrede artsfælle og kvidrede utålmodigt. Den nederste fugl gjorde et sidste desperat forsøg og ramte igen den usynlige mur, men denne gang med en sådan kraft, at den slog sig selv bevidstløs og begyndte at falde mod jorden. Spurven faldt ned mod et af Nykøbenhavns pænere forstadskvarterer. Det bestod af identiske parcelhuse, opført i sennepsgule mursten. Alle husene havde den samme perlegrusindkørsel og kunstgræsforhave. Den lille fugl styrtede ned mod en af haverne. Men sekundet før den ramte jorden, kom den til sig selv, spredte sine vinger ud og præsterede en uelegant, men livreddende nødlanding. Fuglen kom på benene, nippede til det mintgrønne plastikgræs, indså at det ikke var spiseligt og begyndte i stedet at pudse sin medtagede fjerdragt. »Lærke, se!« 10
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 10
18/12/2018 12.11
Ramona sad i fodenden af sin storesøsters seng iført nattøj og sin yndlingsbeklædningsgenstand, en kæmpestor tigerstribet bomuldshue. Lærke satte sig op og missede med øjnene mod vinduet, som Ramona havde presset sin næse imod. »Det er en snespurv», sagde Lærke og lagde armen om sin lillesøster. »Den ser noget forpjusket ud.« Ramona havde sit eget værelse, men som regel listede hun ind til Lærke tidligt om morgenen eller, hvis hun ikke kunne sove, midt om natten. Før i tiden havde de delt værelse, men efter deres forældre fik råd til det sennepsgule parcelhus, havde de fået hver sit. Ramona havde ikke helt vænnet sig til det, og Lærke var glad for sin lillesøsters besøg. »Det er i morgen, vi rejser,« sagde Lærke. Ramona vendte sig fra vinduet med et bredt smil i sit fregnede ansigt. »Ned til bedstefar!« råbte hun og begyndte at springe op og ned i sengen. »Det blir’ så fedt!« »Stop! Stands!« grinede Lærke. Ramonas hop sendte bølger gennem madrassen, og begge piger var nær trimlet ned på gulvet. »Hvad sker der?« lød fars søvngrødede stemme fra værelset ved siden af. Huset havde vægge af den tyndeste gips, hvilket betød, at man altid kunne høre hinanden ret tydeligt. Ramona stoppede brat og begyndte i stedet at danse en slags lydløs boogie. Lærke stak benene ud over sengekanten og rakte ned efter sine jeans. Ramonas jubelskrig have pustet liv i huset. Forældrene rumsterede inde ved siden af, og det lød, som om den ene af hendes brødre også var vågnet. Det var sandsynligvis Peter, for Bowie kunne sove gennem et jordskælv, hvilket han faktisk også havde gjort et par gange. Lærke gennede Ramona ned fra sengen, og sammen gik de ud på gangen, hvor de nær var stødt ind i Peter, som kom tøffende med næsen i en bog.
11
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 11
18/12/2018 12.11
Han mumlede noget, der måske var »godmorgen« og kantede sig uden om pigerne uden af løfte blikket. »Hr. professor,« hilste Lærke, mens Peter fortsatte ned ad gangen og først stødte ind i en væg og derefter en dørkarm uden af den grund at kigge op fra sin bog. Lærke så fascineret efter den bebrillede dreng. Peter var to år yngre end hende, men bedre til både at læse og skrive. Hun åbnede døren ind til Bowies værelse og gik hen til sin lillebrors seng. Bag hende var Ramona begyndt på en sang om bedstefar, der kun bestod af ordet bedstefar. Bowie var den næstyngste i søskendeflokken, men som han lå dér i sit prikkede nattøj, syntes Lærke, han så yngre ud end sine otte år. Hun lagde hånden på hans skulder og rystede ham blidt. »Bowie, vågn op, vi skal i skole.« Men Bowie vendte sig bare om mod væggen og sov videre. Imens var Ramona kravlet op i hans seng og stod og tårnede over ham i sin tigerhue. »Sidste skoledag!« råbte hun ned i hans ansigt, så højt hun kunne. Bowie satte sig op med et sæt og så sig forvirret omkring. Ramona fortsatte: »Og i morgen skal vi ned til bedstefar!« Nu lød fars stemme igen, denne gang ude fra badeværelset: »Kan vi så få noget ro!« Bowie kiggede fra Ramona til Lærke. »Hvad er klokken?« spurgte han og gned sig på næsen. »Hvad dag er det?« »Bedstefar!« råbte Ramona. »Ro!« råbte far. Bowie så uforstående og en smule irriteret på sin lillesøster, men så lyste han op i et smil. »Er det ikke først i morgen?« »Jo,« sagde Lærke. »Vi skal lige have den sidste skoledag overstået.« Bowie kravlede ud af sengen og prøvede at lokalisere sine bukser i de små bjerge af legetøj, der lå spredt rundt på gulvet. Få minutter senere sad de fire søskende ved spisebordet i køk12
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 12
18/12/2018 12.11
kenet. Lærke havde fundet mælk og Atlasflakes frem og fordelt den sidste halve liter juice i fire glas. Far og mor var stadig på badeværelset, Lærke kunne høre sin mors lyse stemme gennem larmen fra fars barbermaskine. Det var et mysterium for hende, hvordan de to voksne kunne bruge så meget tid sammen derude. »Jeg skal tisse virkelig meget,« sagde Ramona og rykkede uroligt rundt på sin stol. Peter skovlede Atlasflakes indenbords, mens han læste i sin bog. Bowie havde også fundet en bog frem, men den var ikke en antikvitet som Peters. Det var en spejlbog, spejlbog superplus-meganice, hvis Lærke huskede rigtigt, men der kom hele tiden nye modeller med mere og mere kryptiske navne. Nu strømmede kendingsmelodien til Onkel Dunkels forunderlige Børneshow ud fra spejlbogen, og Onkel Dunkel, en høj tynd mand med hvid hud og funklende øjne, dansede rundt på skærmen. Ramona rykkede over ved siden af sin bror for at kunne følge med, mens hun prøvede at sidde på en måde, der mindskede tissetrangen. I programmet begyndte et børnekor at synge: Der findes mange onkler Lad det være sagt, ja Men verdens bedste onkel er Dunkel, det er fakta »Faktum,« sagde Peter og rullede med øjnene. »Det program er simpelthen så åndssvagt.« Bowie kiggede over på ham. »Man blir’ altså oplyst af at se Onkel Dunkel.« Peter så op fra sin bog. »Nu lyder du som far.« »Vel gør jeg ej,« sagde Bowie og lagde spejlbogen fra sig. »Gider du hjælpe mig med min insulin?« Peter lavede et æseløre i sin bog og lukkede den. Han gik over 13
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 13
18/12/2018 12.11
til køleskabet og tog en lille blå æske ned fra den øverste låge. Han fiskede en glasampul og en lille pistollignende injektor op af æsken, stillede forsigtigt ampullen på højkant foran sig på bordet, åbnede bagenden af pistolen og lod den falde ned over den opretstående ampul i én flydende bevægelse. »Jeg forstår ikke, hvordan du kan gøre det så hurtigt,« sagde Bowie, mens Peter tjekkede, at alt var, som det skulle være. »Ninjastil,« smilede Peter og rakte insulinpistolen over til sin bror. Bowie skød sig i maveskindet. De andre havde set ham gøre det så mange gange før, at det nu var blevet en normal del af måltiderne. »Hvad er det nu, der sker, hvis du ikke gør det der?« spurgte Ramona med munden fuld af Atlasflakes. Bowie så på sin lillesøster med et djævelsk smil og førte langsomt en finger hen over sin strube. »Så er det slut med Bowie-man», sagde han. Ramona så forskrækket ud. »Men der sker ikke noget, så længe jeg har den her,« fortsatte han hurtigt og viftede med pistolen. »Den holder sukkersygen i skak ligesom Superman og kryptonit, bare omvendt.« I samme nu trådte børnenes far ind i køkkenet. Han var iført et af sine røgblå jakkesæt og et lyserødt slips. Hans røde hår var redt til siden og bagover, så det lignede en stivnet bølge af appelsinjuice. På toppen balancerede hans briller. Han så alvorligt på børnene. »Hvem var det, der råbte og skreg i morges, så hele hytten rystede?« Ingen sagde noget. »Ramona, var det dig?« Ramona krympede sig i sin stol. »Jeg tror ikke, det var Ramona,« sagde Peter. »Var det da dig?« vrissede far. »Jeg tror ikke, det var Peter,« sagde Bowie. »Nå! Så var det måske dig?« 14
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 14
18/12/2018 12.11
»Det var ikke Bowie,« sagde Lærke. »Jamen så må det nødvendigvis have været dig, unge dame!« Lærke sagde ikke noget. Far vendte sig mod de andre. »Var det Lærke?« Men Ramona, Peter og Bowie rystede alle på hovedet. Far stod og så utilfreds på dem, men så bippede hans spejlbog, og hans fulde opmærksom var på et splitsekund rettet mod den i stedet. Lærke åndede lettet op, den biplyd havde reddet dem fra utallige skideballer. Nu kom deres mor ind i køkkenet. Hun var iført en løs, lilla kjole med pink hjerter og havde sat håret i en frisure, der mindede om lidt om fars, bare vildere – en stivnet appelsinjuicetsunami. To gigantiske øreringe formet som mintgrønne bogstaver svingede vildt fra side til side. På den højre stod der Mega, og på den venstre stod der Glad. Ramona rejste sig hurtigt og strøg forbi hende og ud på badeværelset. »Godmooorgen,« sagde mor, og kyssede Bowie, Peter og Lærke på panden og så sig om efter Ramona. Begge forældre arbejdede i Positivitetsministeriet, som blandt andet stod for at finde positive måder at omtale negative hændelser på, så drikkevandsforurening og strømsvigt for eksempel blev til sodavandsdage og hyggemørketid. Mor trippede hen til bordet ved vasken, hældte pulver og vand i en knaldrød blender, som, da hun tændte den, overdøvede al samtale de næste to minutter. I al den tid stod far og stirrede ned i sin spejlbog. Ramona kom tilbage og indtog sin plads ved siden af Bowie. »Glæder I jer ikke også til ferien?« spurgte hun og kiggede op på sine forældre. Der var en næsten umærkelig tøven, før mor svarede: »Joeh, da.« Far rodede stadig med sin spejlbog og sagde ikke noget. Peter og Lærke kiggede på hinanden. 15
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 15
18/12/2018 12.11
»For det er jo i morgen, vi skal afsted,« sagde Bowie prøvende. »Mmm,« sagde mor, og hældte blenderens indhold op i et glas. »Far?« sagde Peter. »Mmm,« sagde far. »Er der noget, I vil fortælle os?« spurgte Lærke. »Nej, nej, slet ikke,« sagde mor. »Overhovedet ikke, tværtimod.« Og så drak hun så dybt og så længe, at hendes ansigt forsvandt bag glasset med den grå, blendede masse. »Godt, så,« sagde Peter og så indgående på sine forældre. »Så regner vi med, at I glæder jer lige så meget som os.« Ti minutter senere var forældrene forsvundet ud ad hoveddøren, ind i familiens selvkørende botbil og ned ad villavejen. Børnene stod i gangen og tog skoletasker på. På kommoden ved siden af hoveddøren stod der fire par forsølvede babysko, og ved siden af kommoden var børnenes gamle robotbabysitter, botsitter 3000, permanent parkeret. Den gamle robot havde passet alle børnene, da de hver især var små. Men da Ramona var gammel nok til at klare sig selv, var den blevet deaktiveret, og nu var også den blevet forsølvet og stod i gangen som et forstenet minde. Ramona sad ofte og legede ved foden af den gamle robot, og flere af hendes dukker lå spredt ud ved dens fødder. Børnene trådte ud på gaden, og en let klorduftende vind stod dem i møde. Vinden kom fra de kæmpestore airconditionsystemer, der fyldte Nykøbenhavns glaskuppel med nogenlunde ren luft. Da de havde stået og ventet lidt foran det sennepsgule parcelhus, kom den selvkørende skolebot til syne rundt om hjørnet. Den var knaldrød, lydløs og omgivet af lysende hologramreklamer for Atlasflakes og Jelly Cola, der hoppede og dansede som tredimensionelle tegnefilm. Børnene steg ind og blev hilst velkommen af en skræppende mekanisk stemme. Chaufføren var en robot eller rettere, bussen var en robot med plads til passagerer. 16
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 16
18/12/2018 12.11
Ramona, Lærke, Bowie og Peter kantede sig ned gennem bussen og hilste på de andre børn, der allerede var blevet samlet op. Bagsædet var ledigt, så de fire søskende kastede sig ned dér. Peter så tilbage mod huset. »Far og mor var underlige i morges.« »Ja,« sagde Lærke. »Der er et eller andet i gære.« »Voksne i gære,« sagde Bowie. Ramona vendte sig mod sin storesøster. »Fortæl en historie om bedstefar.« »Ok, hvad for en?« spurgte Lærke. Ramona tænkte sig lidt om. »Fortæl den, hvor jeg kørte bil,« sagde hun så. En dreng på sædet foran så op fra sin spejlbog og kiggede mistroisk tilbage på Ramona. Lærke begyndte: »Engang vi var på besøg hos bedstefar, havde han planlagt, at vi skulle på telttur. Far og mor syntes, det var en dårlig idé, men til sidst gav de Peter, Bowie og mig lov. Men de sagde nej til dig, Ramona, fordi de mente, du var for lille.« »Så blev jeg vred.« sagde Ramona og så alvorligt på drengen med spejlbogen. »Vi kørte afsted i en gammel rød Volvo fra bedstefars værksted,« fortsatte Lærke. »Den var så gammeldags, at man selv skulle styre og give gas. Nord for Malmø slog vi lejr ved en lille skovsø og parkerede bilen på toppen af en bakke. Men da vi var ved at slå telt op, begyndte den pludselig at trille ned mod søbredden.« »Det var pænt noia!« sagde Bowie. Lærke nikkede. »Men bedstefar stod bare helt rolig og så på bilen, der fik mere og mere fart på. Da han havde sikret sig, at den ikke ville ramme os, sagde han: ‘Det er kun en bil, lad den rulle.’ Men i samme øjeblik så vi dig, der sad og vinkede til os fra førersædet«. 17
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 17
18/12/2018 12.11
»Jeg vinkede sådan her,« sagde Ramona, og vinkede afmålt til drengen på sædet foran dem, der nu havde glemt alt om sin spejlbog. Lærke fortsatte: »Bedstefar satte i løb, sprang, og pludselig lå han på taget af bilen og havde åbnet døren i førersiden. Sekundet før den nåede søen, rakte han ind og trak dig ud. Han hoppede af med dig i sine arme. Bilen forsvandt ned i søen, men du fik ikke en skramme. Bagefter ringede han til mor, og sagde at hun ikke skulle bekymre sig. Og jeg prøvede at forklare hende helt roligt, at du måtte have gemt dig bagerst i bilen …« »Som en ninja!« indskød Ramona. »… som en ninja,« sagde Lærke. »Men mor troede ikke på mig og kaldte bedstefar for kidnapper, vildmand og en minus-god bedstefar.« Børnene grinede højt. »Sikke en bedstefar, I har,« mumlede drengen med spejlbogen, »han lyder plus-plus god.« I samme nu trillede busbotten op foran skolen, og over højtalerne lød den skræppende mekaniske stemme: »Endestation, vi kører ikke videre. Tak, fordi I valgte at tage en Atlasbot til skole.« Søskendeflokken skiltes ved hovedindgangen og gik til deres respektive klasser: Ramona til 0. Bowie til 3. Peter til 6. og Lærke til 8. Fra et vindue øverst i bygningen stirrede en skikkelse i jakkesæt på søskendeflokken med sammenknebne øjne.
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 18
18/12/2018 12.11
Den Rustne Verden – Flugten fra Danmark © Adam O. (tekst og illustrationer) og Høst & Søn / rosinante & co, København, 2019 1. udgave, 1. oplag, 2019 Omslagsgrafik: Alette Bertelsen/aletteb.dk Omslagsillustrationer: Adam O. Sat med Quadraat af Dorte Cappelen og trykt hos Livonia Print, Riga isbn 978-87-638-5981-3 Printed in Latvia 2019 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
www.Adamo.dk
Tak til Statens Kunstfond, Nanna Nøhr, Jakob Martin Strid, Dennis Gade Kofod, Marit, Kenn, Maria, Sofie, Noah, Flora, Laura, Micky & Mikala
Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. · DK-1150 København K rosinante-co.dk
DEN RUSTNE VERDEN_MATERIE_17_12.indd 164
18/12/2018 12.12