VISER og SANGE i festligt lag
- Tag glasset med til glĂŚden. men aldrig flasken til sorgen.
[1]
INDHOLDSFORTEGNELSE VISER og SANGE
1
i festligt lag
1
00.Velkommen. Mel.: Katinka, Katinka
4
01. Det var på Frederiksberg
5
02. Når Jule Akvavitten er på bordet (Molak, Molak, mak, mak, mak)
6
03. Jim og jeg var venner
7
04. Snup en lille en (Dumme Gigolo)
7
05. Du min kære snaps jeg nyder (Når jeg ser et rødt flag smælde)
8
06. Den gamle skærslippers forårssang
9
07. En Sømand elsker Havets Blå
11
08. Da hønsehuset brændte
12
09. Tag med ud å fisk
13
10. Når man i Kina skal (Den Evigglade Kobbersmed)
14
11. Vort samvær er så skinnende (Sneflokke kommer vrimlende)
15
12. Den glade vandrer
16
13. Glemmer du
17
14. Nu lokker atter den kolde bajer (Skærsliberens forårssang)
18
15. Til pinse når skoven
19
16. En hyldes til den danske snaps (Bamses fødselsdag)
20
17. En sømand har sin enegang
21
18. Hele byen er på vagt (I en kælder sort som kul)
22
19. Hils fra mig derhjemme
23
20. Lille snaps du er så klar (Spurven sidder stum bag kvist)
24
21. Juletræet var så tyndt (Juletræet med sin pynt)
25
22. Det Hammer, Hammer fedt
26
23. Katinka, Katinka
27
24. Hjemmebrænderiet
29
25. Det er sylte, flæsk og fedt (Det´ hammer, hammer fedt)
31
26. Er kroppen lidt gammel (Sov dukke lise)
32
27. Det kvaj, der har den dille (Kom maj du søde milde)
33
28. Min vable plager mig (Oh, Marie jeg vil hjem til dig)
34
29. Nu går våren gennem Nyhavn (Søren Bramfris Lærkesang)
35
30. Lundeborg visen
36
[2]
31. Jeg plukker fløjlsgræs
37
32. Den iskolde snaps (Den gamle vaklende rønne)
38
33. Når nu snapseflasken sendes (De lyse lærker flyver over Danmark)
38
34. I en kælder sort som kul - Højt fra træets grønne top - Turen går til Nødebo
39
35. Juletiden banker på (Juletræet med sin pynt)
41
36. Svantes lykkelige dag
42
37. Vi sidder ved bordet (Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne)
43
38. Vågner man, og alt er gråt i gråt (Jeg er havren)
44
39. Du lille tår, som for mig står (Menuetten fra Elverhøj)
44
40. Billet mærke (26i4u)
45
41. Når folk bli’r ældre ( Jeg plukker fløjlsgræs).
46
42. Vi gamle børster ( Der bor en bager)
47
43. Gang på gang (Lille føl).
47
44. Haps, Haps. Haps (Sur, Sur, Sur)
47
45. Så længe jeg lever
48
46. Jens Vejmand
49
47. For bordets damer (Erindrer De, det var i kongens have)
51
48. Nu har livet nået højden (Nu går våren gennem Nyhavn)
52
49. Højt fra træets grønne top …
53
50. Optimismen længe leve. (præmiehwist)
54
51. Som sidste år! (Mel.: Jens Vejmand.)
55
52. Svantes vise.
56
[3]
00.Velkommen. Mel.: Katinka, Katinka
Rødovre Gangforening sir’ ”Velkommen” her, fordi I har gjort os den glæde, at komme til frokost fra fjern og fra nær, og nu har vi så taget sæde. Hvor er det dog dejligt, I kom hver især, hvor er det dog festligt at samles med jer. Vi hygger Os sammen i fest med maner, os alle, som er her til stede. Til dagligt går livet med virke og slid, men hverdagen her vil vi glemme. I stedet vi hygger Os her for en tid, Og føl jer kun alle som hjemme. Ved maden I alle skal være til pas, ved bordet vi indtaget har vores plads. Tag for jer af retterne, løft jeres glas. Lad smil og humøret bestemme.
Ja, velkommen alle til dette vort bord. Det var, hvad vi her ville sige, og tak for I kom her i dag som en gæst. Og vi tør vist godt forudsige: At dagen i dag vil først sent blive glemt. At være blandt venner er dejligt, bestemt. Den svundne tid mindes i alvor og skæmt. og gid I her længe vil blive. [4]
01. Det var på Frederiksberg
Husker du vor skoletid? Husker det så nøje! Du gik i en kjole hvid! Jeg i stumpet trøje. Altid holdt vi fest vi to, kære, det var vildt det! Husker du dengang vi slo' hatten af Clothilde? Hun løb efter, vi løb væk som forfulgt af Fanden! Skjulte bag en rosenhæk kyssed' vi hinanden. Her fødtes blandt rosers herlighed vor barnekærlighed. Det var på Fred'riksberg, det var i maj. Jeg fik en pige kær, og det var dig. De kære minder jeg bevarer her. Det var på Fred' riksberg det var i maj! Husker du, at næppe var vi alene, førend straks vi leged' ægtepar, fa'r og mo'r og børen. Du var kær og sød som mo'r, jeg var stolt som fa'ren. Dukkelise fin og stor, det var vores baren. Barnelykken, ak så kort. Altid jeg vil prise! Men nu må du drage bort fra mig og Dukkelise. Vore minders stille sang jeg synger end en gang. Det var på Fred'riksberg ...
[5]
02. Når Jule Akvavitten er på bordet (Molak, Molak, mak, mak, mak)
Når Jule Akvavitten er på bordet bli'r vi glade, så er der fest i gaden, og af grin vi ligger flade. Helan går og halvan går, tag en lille snapsetår: Højt humør vi alle får. Af grin vi ligger flade. En Ålborg-snaps man nyde må, når julen står for døren; så vil vi altså frådse lidt og rigtig slå til Søren. Helan går og halvan går, tag en lille snapsetår: Højt humør vi alle får. Nu vil vi slå til Søren. Til sild og godt der hører snaps, det' nog't vi alle kender, så fester vi den hele nat: En skål for gode venner. Helan går og halvan går, tag en lille snapsetår: Højt humør vi alle får. En skål for gode venner. Vi glæder os i denne tid, hvor Jule Akvavitten skal fylde vore glas igen: Vi skåle må for "spritten" Helan går og halvan går, tag en lille snapsetår: Højt humør vi alle får. Vi skåler nu for "spritten".
[6]
03. Jim og jeg var venner
Jim og jeg var venner alle dage, li´ fra dengang vi i vuggen lå. Jim han havde aldrig grund til klage, altid heldig, altid ovenpå. Lykkelige Jim, uheldig det var jeg, Lykkelige Jim, hvor jeg misunder dig. Jim og jeg var skudt i samme pige, Jim fik pigens ja, og jeg fik nej. Jim var smuk; behøver jeg at sige, at det skønne aldrig trykked´ mig. Lykkelige Jim o.s.v. Jim blev syg, og Jim gik hen og døde, kun en enke efterlod han sig. Jim nu hviler under roser røde, Jimses enke er nu gift med mig. Lykkelige Jim o.s.v.
04. Snup en lille en (Dumme Gigolo)
Snup en lille en til det andet ben, man skal passe på balancen. Spædebørn får babs, voksne elsker snaps, snup den mens du nu har chancen. Snaps og aspirin det er medicin, hvis det hamrer i dit hoved. Derfor drik akvavit, drik den nu og drik den tit, den gør en så glad til mode.
[7]
05. Du min kære snaps jeg nyder (Når jeg ser et rødt flag smælde)
Du, min kære snaps jeg nyder, at du er min hjerteven. Du er én, som man gæsterne byder, når man ønsker at se dem igen. Du er med os i fest og i glæde, de er med os i modgang og sorg, men om vi nu vil grine eller græde, gi'r det styrke, du står på vort bord. Julesnaps, jeg har jo kendt dig nu i toogtyve år. Du den herligste ting der er hændt mig, jeg kan dig huske år efter år. Når jeg ser dig, stiger humøret, inden længe jeg kvæder en sang, og jeg bli'r måske også nok lidt pløret, jeg har prøvet det mangen en gang. Jeg vil altid holde af dig, du min kære akvavit. Du har været en hjerteven for mig, og det kan ikke siges for tit, bedre ven findes ikke i verden, ligegyldigt hvor end jeg går hen. Derfor vil jeg da også på min færden ty til dig, du min kæreste ven. Der er mange skønne kvinder, men hvis jeg må tænke frit, tror jeg ikke, i verden man finder en så elsket som dig, akvavit. Du er med os, når silden skal nydes, du er med os, når vi holder fest, og til fest er der ingen, der skal snydes. Sild og snaps til hver eneste gæst.
[8]
06. Den gamle skærslippers forårssang
Nu lokker atter de lange veje, og jeg har flikket de gamle sko. Og jeg har skåret en grøn skalmaje bag piledammen i Holstebro. Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse, og glemt er vinterens sult og nød. Jeg sliber knive, jeg sliber sakse, jeg sliber solskin og dagligt brød.
Hvor er min ungdom? Jeg ved det næppe. Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs. Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe, jeg sov hos landsbyens bedste tøs. Med hende var det en fryd at bakse, thi vårens duft var i hendes skød. Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse, men sleb dog solskin og dagligt brød.
Jeg var jo bare en skør skærslipper foruden hjem og foruden ro. Jeg var kun rakker og hundeklipper, og bonden stænged' for mig sin lo. Han var så selvsikker, thi hans akse var plantet støt i et stort fad grød. Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse, men sleb dog solskin og dagligt brød. [9]
Dengang var brændevin hvermands eje thi den var billig, og den var ram. Men malurt dufted' langs alle veje og gav kulør til en fuseldram. Å, soldebrødre, å, lurifakse, I drak jer tumbet fra vid og sans, men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse og plukked' malurt omkring sankthans.
Den, der har pligter, kan sagtens dømme en pjalt, som ikke betaler skat. Men jeg er digter og jeg må drømme, thi jeg er et med den lyse nat. De digtere er så mange slagse, og selv blandt dem er jeg kun en fant, der sliber knive og sliber sakse, og takker rørt for en kobberslant.
Hvor er I nu, alle I jeg kendte, hver buttet pige, hver kammesjuk? Hver anden af jer på Sundholm endte. Hver anden kvaltes i flaskens kluk. Men jeg er stadig iblandt de vakse! Mit hår er hvidt, men min tud er rød! Jeg sliber knive, jeg sliber sakse, jeg sliber solskin og dagligt brød.
Og endnu venter de lange veje med morgenkulde, med middagsglød. Min slibesten kan jeg fortsat dreje og holde næsen forsvarligt rød. Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse og glemt er vinterens sult og nød. Jeg sliber knive, jeg sliber sakse, jeg sliber solskin og dagligt brød. [10]
07. En Sømand elsker Havets Blå
En Sømand elsker Havets Blaa og Bølgernes Brus, han svinger sig i Mast og Raa, trods Stormenes Sus. :/: Farvel! Farvel! Min elskede Ven vi mødes vel snart igen. :/: Hans Pige hvisker ømt hans Navn til Bølgernes Brus: Kom snart tilbage i min Favn til Hjem og til Hus! Farvel! Farvel! o.s.v. Saa kysser han sin Piges Mund til Bølgernes Brus: Aa, bed for mig i Farens Stund, i Stormenes Sus! Farvel! Farvel! o.s.v. Hver dag hun gaar til Stranden hen til Bølgernes Brus, og drømmer om sin Hjertensven i Stormenes Sus! Farvel! Farvel! o.s.v.
Naar Vinden tuder vild og vred til Bølgernes Brus, han synger før hans Skib gaar ned i Stormenes Sus: :/: Farvel! Farvel! Min elskede Ven vi mødes vel snart igen. :/:
[11]
08. Da hønsehuset brændte
Da hønsehuset brændte ville hanen ikke ud, den baskede med vingerne, den var så hønefuld. Det er vi ej endnu - det er vi ej endnu så tag dit glas og drik det ud. Vi kommer alle mand - fra både by og land, og vi vil ikke nøj's med vand! Da hønemor så hanefar så faldt hun helt omkuld, hun baskede med vingerne og råbte: Du' jo fuld! Det er vi ej endnu - det er vi ej endnu så tag dit glas og drik det ud. Hvis ikke vi sku' ku, ja hvem sku' så ku' ku'? Vi har jo kunnet ind til nu! Da hanefar så hønemor - han gjorde hende kur, men stakkels ham den store STAR han var jo alt for fuld. Det er vi også snart - det er vi også snart så tag dit glas - tøm det i en fart. Det er vi også nu - det er vi også nu så tag dit glas og hæld det ud. At hønsene de også drak - I sikkert ikke ved. De drak imedens hanen brækked' sig af dragten ned. Det gør vi ej endnu - det gør vi ej endnu men tag dit glas og drik det ud. Det gør vi ej endnu - det gør vi ej endnu men tag dit gals og drik det ud.
[12]
09. Tag med ud å fisk
Hvis dit liv går helt i fisk så tag fri en uge. Sig farvel til bord og disk og den lumre stue. Smid det over bord. Vi starter på en frisk. Tag ud og fang lykken. Tag med ud å fisk. Træk en gammel sweater på, og lad bare skægget stå. Det' en go' ide at starte på en frisk. Sæt madding på krogen og tag med ud å fisk. Penge ud til bil og skat. Penge, penge, penge. Nye kjoler, pels og hat. Julen varer længe. Prøv og glem det. Prøv og starte på en frisk. Tag ud og fang lykken. Tag med ud å fisk. Træk en gammel ... Er man en forelsket en danser man på roser. Men hvis der så spændes ben, si'r man grimme gloser. Gør det ikke. Prøv at starte på en frisk. Tag ud og fang lykken. Tag med ud å fisk. Træk en gammel sweater på, og lad bare skægget stå. Det' en go' ide at starte på en frisk. Sæt madding på krogen og tag med ud å fisk.
[13]
10. Når man i Kina skal (Den Evigglade Kobbersmed) Osv. la. Tra Drik skab kam'rat godt for hånd i glas dit blot nu tag men klik slår den tungen at kan, bedste den for hænde Det slem. så ej er skam din med følge kunne ej du Hvis frem. når famlende og fumlende vi vers sidste Til
Osv. la. Tra glar natblå søens i skin sølversit strør månen og far, fruens, fniser fryser Fred'rik frisøren felt Når Skræk. smækker skallemod Stinesen stridser stirrer Strunk skæg. sit af skråsovs sutte ses Skram skipper Skrappe
Osv. la. Tra Clemm fru til tasken i laks slags seks fem, straks stak vaks Men frem. krebse kolde ti skab kølehans fra kravler da disk, sin på flynder med frem fade fire stiller og fisk friske fin-fin fisker kunden til Frits fisker Når
[14]
Osv. la. Tra hvin et med sluges og frem pilles piller Hostemedicin. henter og op flyver han kok doktor og bryst, brustent udi bedre blive bare bønligt bad høst, hele hoste haft har høne halte Hansens Hans
Osv. la. Tra svar et os gi' straks nu vil vise enkle denne Thi klar. ganske er hovedet i du om skal, prøves Nu træk. udi flere måske fået, vi har snapse og væk, er appetit vor og os i proppet vi har Nu
Osv. la. Tra gang en på alle nu må: høres mumlen ingen og sang, enkle denne synge sammen alle derfor Vi besvær. alt glemme og á slappe rigtig vi skal så hver, og én gilde til her samles nu vi når dag I
11. Vort samvær er så skinnende (Sneflokke kommer vrimlende)
Vort samvær er så skinnende, Humøret er så vindende, Når vi med fred i sindende, er samlet her i dag. Her sidder vi på halerne Og bruger ritualerne Og svinger glad pokalerne Med sikkert håndelag. Her bør man huske kvinderne, Som dem der skaber minderne Og altid står som vinderne I kampene mod mænd. For mænd er tit på hælene I ordet og i sjælene Med tag i lygtepælene Når de skal hjem igen. Der er så skønt ved gilderne Der skænkes op af kilderne Og så får man promillerne Som munter følgesvend. Man vågner en af dagene en lille smule klagende og hører alle bragene fra mange tømmermænd! Nu har vi været syngende Det virker så foryngende Og aldrig spor af tyngende Med melodi og tekst. Hvis vi endnu er tålende Nu hvor vi sang så strålende Så lad os være skålende I håb om forsat vækst! Vi skal leve – vi skal leve Vi skal leve højt hurra. [15]
12. Den glade vandrer
Den glade vandrer kaldes jeg, for sorgløs er min færd. Den endeløse landevej den står mit hjerte nær. Falderi faldera faldera, falde ha ha ha ha ha ha falderi faldera, den står mit hjerte nær. Den varme sol den er min ven, og regnen er min bror. Naturen, å, jeg elsker den. Alverden er min mor. Falderi. . . . . alverden er min mor. Jeg kalder skovens dyr ved navn, og alle kender mig. . Jeg ta'r dem varsomt i min favn - og ondskab kendes ej. Falderi . . . . . - og ondskab kendes ej. Jeg hviler mig i grøftens græs, og kender ej til skam. Når bonden kører med sit læs, så vinker jeg til ham. Falderi. . . . . så vinker jeg til ham. Den glade vandrer kaldes jeg, for godt er mit humør. Vorherre, giv mig lov at gå på vejen, til jeg dør. Falderi . . . . . på vejen, til jeg dør.
[16]
13. Glemmer du
Livet er et kort sekund et med både godt og ondt. Tror man, eller håber man, så skuffes man. Livets viser drejer sig, man mødes og skilles. Først en sød og yndig leg. Ak, så går man hver sin vej. Jeg er gået fra dig nu, skønt jeg holder a' dig, du, derfor siger jeg til dig: Glemmer du, så husker jeg det ord for ord. Alting brast, men det gør heller ikke spor. Minderne har jeg da lov at ha' , dem kan du aldrig, nej aldrig ta'. Husker du de glæder, som vi sammen fandt? Husker du de tanker, som os sammen bandt? Hver en dag og hver en time har jeg talt. Glemmer du, så husker jeg alt.
[17]
14. Nu lokker atter den kolde bajer (Skærsliberens forårssang)
Nu lokker atter den kolde bajer, som står på bordet, her foran mig, og jeg vil drikke den som jeg plejer, nu skal den ned, den skal denne vej. De øller ere så mange slagse, men lige meget, blot det er øl! Jeg drikker Carlsbjerg, jeg drikker Faxe, jeg drikker guld og jeg drikker sølv. I, som har penge, kan sagtens drikke den fine vin af et fingerbøl. Men jeg er fattig og jeg har hikke fordi jeg altid må nøj's med øl. Mit blik er sløret med parallakse, og jeg ved godt, jeg er hønefuld, Det skyldes Carlsberg, det skyldes Faxe, det skyldes sølv og det skyldes guld. Jeg er en kunstner, der gavner kunsten, dog mest vel nok, når jeg drikker øl. Jeg lugter til den og nyder dunsten, og så jeg siger: "Værs'go og skyl!« Lokalet drejer omkring sin akse, af hvide høns ser jeg nu et kuld. Det skyldes Carlsberg, det skyldes Faxe, det skyldes sølv og det skyldes guld. Kom lad os drikke og sende hilsner til det geni, som engang fandt på, at man af byg kunne lave pilsner, som når den drikkes gi'r bøhmænd på Kom soldebrødre, kom lurifaxe, syng med på asfaltens visselul: En skål for Carlsberg, en skål for Faxe, en skål for sølv og en skål for guld.
[18]
15. Til pinse når skoven
..................la, la, la, tra a' nejen fra atter vi begynder ha' vil mer der nogen er der hvis men du synes nok samme det godt men nu digte ikke jeg kan desværre ..................la, la, la, tra a' nejen fra begynde vi kan så dag en atter der kommer så morgen i glad kun vær og ja syng og le og mad gode den af kun nu i spis men ..................la, la, la, tra ting ingen slet gør det - forkert måske sving eller hot til danser vi siden når stemt festligt så alle er vi nu for glemt har vi dag en for grå hverdagens se ..................la, la, la, tra a' nejen fra begynde vi vil så ska' feste nu gæster som vi når og bord dette ved gæster være at for nord fra kommer vi og syd fra kommer vi ..................la, la, la, tra a' nejen fra begyndes skal den og a' venstre til højre fra læses den tværs på smule en denne vi begynder vers og viser på forandring få at for ..................la, la, la, tra a' nejen fra begynde vil vi så ska' more os vi dag i jo er det bægerklang med her højt er humøret sang en på med syng spise at med op hold
[19]
16. En hyldes til den danske snaps (Bamses fødselsdag)
En hyldest til den danske snaps i ord og toner gives, og snapsenes mangfoldighed i sangen her beskrives. Nævnes skal det største hit, som må være akvavit; ren og klar som kildevand og elsket i vort land. Den gamle danske har en plads i alle vore hjerter, og sku' det ske, den helt slap op, det ville volde smerter. Blandet med et held så stort af så mangt en krydderurt fyldt på flaske, som er smuk og tilmed siger kluk. En snaps, der mange venner har og siges meget skønt om ja, I har sikkert gættet det, for det er nemlig Brøndum. Smagen den er mild og lys næsten som din piges kys. En hver morgen starter dag'n når man er Brøndum fan. Men julesnapsen, hør min ven, er specialiteten, for proppen straks man fjerner den, man mærker kvaliteten. Det er snaps, når det er bedst, livet føles som en fest, når den kommer frem fra skjul, så ved man det er jul.
[20]
17. En sømand har sin enegang
En sømand har sin enegang som fange på en Ø. Lyt til en simpel ene sang mellem vind og sø ! Det bruser fra den våde vej, i nat og stjerne skær, Min tanke går til dig, til dig du er mig evig nær! Hvor brænder aftenstjernen hed! Vi går mod syd og sol. Og hjemmets stjernetegn går ned med nordens sunkne pol. Men frydefuld, med meget mod, og gerne går jeg ej. Thi min forhåbning efterlod jeg samt min ro hos dig! Mig vinker mangen yppig kyst og mangen munter havn. Et anker griber i mit bryst, det venneløse savn. Thi hvad er himlen altid blå, javist, balsamisk vejr, og Paradis med palmer på, når ikke du er nær! Så sejler man i solens glød og lummer tropevind, men kuldens rose blomstrer sød, min pige, på din kind. Og kokospalmen slipper frugt, som slår en mand ihjel, fordøm den hele hule flugt, min svale ven, lev vel!
[21]
Ve alle haves vandringsmand! Urolig er hans færd, som tåge, vind og skum på vand og strøm og skjulte skær. Men bærer det mod havets bund, så mangen sømands kår, når søen gurgler i min mund, til dig min tanke går!
Men når den gule løvetand ved Sjællands grøfter gror, og fra det lave grønne land man hører frøers kor; når pinseløvet bryder frem på danske svale træer, og alle fugle vender hjem du er mig atter nær!
18. Hele byen er på vagt (I en kælder sort som kul)
Hele byen er på vagt Snapsen, den er kommet. Her til jul vi glæder os, dog den er formommet. Snakken går i købmandsgård, alle får en lille tår. Snaps er godt for hjernen - så du ikke stjernen.
[22]
19. Hils fra mig derhjemme
I den store tavse nat står jeg her ved skibets rat, under himlens stjernehær, ene og forladt. Under himlens høje tag, høres fjerne vingeslag, fugletrækket atter går mod nord mod lys og vår. Hils fra mig derhjemme, hils min far og mor. Hils de grønne bøge, hils den blanke fjord. Mine bedste tanker følger jer på vej, når I fly'r mod hjemmet, hils det, hils fra mig. Uden uro uden jag, dag og nat og nat og dag, bringer jer til målet frem brede vingeslag. Ak, så tænk engang på mig, gerne fløj jeg samme vej, hjemme står vel skoven grøn, ak, svale hør min bøn: Hils fra mig derhjemme . . .
Langt mod syd og højt mod nord, øst og vest, hvor palmer gror, lever unge danske mænd, som ud fra hjemmet for. Hundred tusinder af mil skiller os fra venners smil, svale flyv fra sted til sted, og tag en hilsen med. Hils fra mig derhjemme, hils og bring dem bud. Bed dem aldrig glemme os, der rejste ud. Intet har vi elsket højt som hjemmets navn. Sig dem det, og hils dem, hils i København
[23]
20. Lille snaps du er så klar (Spurven sidder stum bag kvist)
Lille snaps du er så klar og gør mig så fornøjet brænder som en grøn klat sæbe lige midt i øjet. ned, ned, skynd dig ned, ned og drukne sorgen, ned og lave maven om til tømmermænd i morgen.
Lille snaps du er så kold, du må skam ikke fryse skynd dig ned i varmen, det får charmen til at lyse. ned, ned, skynd dig ned, medens du har chancen, med en snaps til begge ben, man holder bedst balancen.
Lille snaps du er vor ven, en rigtig ven i nøden selv når du lidt lunken er, du taber ikke gløden. Ned, ned, skynd dig ned, ned og dæmpe hosten ligger man i sengen kan man bedre tåle mosten.
Lille snaps nu er du tom, oh ve, oh ve, oh klage det er trist, men der er virk`lig ikke mer’ tilbage. Ud, ud, skynd dig ud, medens vi er raske man kan godt bli` dårlig af, at se den tomme flaske
[24]
21. Juletræet var så tyndt (Juletræet med sin pynt)
Juletræet var så tyndt, farmand ga’ et arrigt grynt da han så den visne pind, som vi bar i stuen ind. Mor, hun skreg, så huset skjalv: ”sa i virk’lig – tolv en halv”. Moder er i køkkenet, det er sørme ikke let og vi aner hver især flæskesteg med gummisvær. Mor, hun gør skam hvad hun kan, vi får også branket and. Derfor fik hun sig en pung, som hun tabte, den var tung. Det gav en forstuet tå, der blev både gul og blå. Far, han sad med svedent grin og tog grød fra en terrin. Onkel Viggo på visit, med en voldsom appetit. Galt i halsen, tit han får, noget af et andelår. Far i ryggen ga’ ham én, hjem med brækket kraveben. Sikken trængsel og alarm, svigermor, hun kom fra Tarm. Hun har ta’et familien med og de slår sig alle ned, i en måned eller mer’ der bli’r sørme trængsel her.
Højt fra træets grønne top: ”ka’ man ikke få en prop, a’ det meget juleri er det ikke snart forbi”? Nå trods alt jeg glæder mig, altså til den første maj.
[25]
22. Det Hammer, Hammer fedt
Det er hammer, hammer fedt vi drikker alt for lidt halsen den er tør det har den været før lad os få en bajer ligesom vi plejer lad os få en kasse eller to Det er hammer, hammer fedt vi skåler li' om lidt vinen den er go' der er mer' end nok til to smil til hele bordet syng nu med i koret ha' en herlig aften vi sir' skål. Det er hammer, hammer fedt nu bli'r her lidt for hedt lad os glasset hæve så vi ka' blive skæve en skål vil vi nu råbe og så må vi håbe at vi får en tår igen om lidt.
[26]
23. Katinka, Katinka
Katinka, Katinka, luk vinduet op, nu vil jeg spendere en vise. Et forår har kærtegnet pigernes krop, og nu er du li' til at spise. Men først skal vi ha' os en sang eller to, og så skal Katinka og Søren til ro. Katinka, Katinka, luk vinduet op og hør min harmonikavise.
Jeg mindes den aften jeg mødte dig først, jeg sad i "Cap Horn" med en bajer. Jeg var s'gu så glad for mig sel' og min tørst og Brøndums de små akkelejer. Men så kom du ind med et kedeligt drys, og han fik en skalle og du fik et kys. Og så, ja og så ble' du et med min tørst og noled' min eneste bajer.
[27]
Men skidt med en bajer, blot pigen er glad, for janterne, de skal jo trille. Og hver gang vi savner lidt flydende mad, har jeg mit talent for at spille. Så gi'r jeg en sang i en gjaldende gård, mens slanter og sølvtøj i stenbroen slår. Så sla'r vi til Søren, til Søren bli'r flad, Ja, så ska' vi sør'me ha' gilde.
En vinter sled sålen af strømper og sko, men foråret lapper det hele. Lad tæerne toppes og træerne gro, med dig vil min rigdom jeg dele. Nu genlyder Nyhavn af sang og af spil, jeg presser citronen, så tit du det vil. Jeg ved, du er varm, og jeg tror, du er tro, og så' er det en smal sag at dele.
Katinka, Katinka, smæk vinduet i, og spar dine små bommelommer. Gør stuen lidt pæn, mens jeg tæller til ti, og ærbart ad gangdøren kommer. Du gi'r mig din seng og jeg gi'r dig min sang, så fejrer vi foråret endnu en gang. Katinka, Katinka, luk øjnene i, for nu er det Søren der kommer.
[28]
24. Hjemmebrænderiet
Jeg bor her i Stenhøj i et skævt lille hus alene, rent bortset fra rotter og mus. I gården et lokum og bagved et skur, og i det står mit brændevinsapparatur. Det syder af fusel og bobler af gær, din lever ta'r skade, og øjet får stær. Det smager som rævepis og terpentin, men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin.
Min bedstemor brændte sin brændevin selv, det slog både hende og manden ihjel. De drak aldrig selv, men for heden den dag brænderiet røg i luften med et helvedes brag. Det syder af fusel og bobler af gær, din lever ta'r skade, og øjet får stær. Det smager som rævepis og terpentin, men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin. Min fa'er han brændte i syv-og-tres år, men så blev han snuppet af tolden i går. Så mor har skaffet et nyt apparat og har sat produktionen i gang i en fart. Det syder af fusel og bobler af gær, din lever ta'r skade, og øjet får stær. Det smager som rævepis og terpentin, men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin.
[29]
Det hænder jeg selv ta'r en ordentlig syp, mens jeg lytter til dråbernes sagte dryp-dryp, Det er som musik fra et fint instrument, - for jeg ved det er sprit på omkring tres procent. Det syder af fusel og bobler af gær, din lever ta'r skade, og øjet får stær. Det smager som rævepis og terpentin, men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin.
Hvis du har få't lyst til at smage det selv, så kom kun til mig - helst når dag'n går på hæld, slå tre slag på ruden og stik mig en tier, så får du en sjat af min livseleksir. Det syder af fusel og bobler af gær, din lever ta'r skade, og øjet får stær. Det smager som rævepis og terpentin, men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin. [30]
25. Det er sylte, flæsk og fedt (Det´ hammer, hammer fedt)
Det er sylte, flæsk og fedt. Vi holder jul om lidt. Festen den er go'. Den dansken helt kan sno. Husk nu lige snapsen, gerne fler' af slagsen. Men lad bilen stå, det er et råd. Vi alle drømte om, til julen at du kom. Du er så superhot. På dig vi sætter spot. Smager lidt på gaven, klør os selv på maven. Løfter glasset højt og siger skål. Hvem er det nu, du er? Hvor mon du kommer fra? Vi har jo set dig før. Du gør os alle ør. Ta'r os lidt til hagen, sætter os på bagen. Kendt du er som landets storcharmør.
Nu dig vi smager på. Du alle overgå. Du lyser jo så blidt, vor juleakvavit. Ålborg har fornøjet, glimt vi får i øjet. Nu for dig vi bringe vil en skål.
[31]
26. Er kroppen lidt gammel (Sov dukke lise)
Er kroppen lidt gammel - ja, tung og træt det skorter dog ej på humør thi venskab og samvær gør livet let gi'r hverdagen liv og kulør. Hej, pensjo-nister. gi' den en tand vis bare verden, stadig du kan synge og smile og være glad i sorg og glæde vi hjælpes ad. Vort liv var et slæv, vi har gjort det godt vi virked’ ved nat og ved dag vi spytted' i næven i stort og småt "at give" var nemlig "vor sag" Hej pensjo-nister ……. Vi bygged' et Danmark, som vi har kær med land, by og skov, mark og vang vi håber "de næste" forstår dets værdi vil stride for det, nok en gang. Hej pensjo-nister….. Kast blikket tilbage på tid' n, der gik så dukker kærminderne frem men skuer du fremad med frejdigt blik du mange vil se, lisom dem. Hej pensjo-nister, gi den en tand vis bare verden, stadig du kan synge og smile og være glad i sorg og glæde, vi hjælpes ad.
[32]
27. Det kvaj, der har den dille (Kom maj du søde milde)
Det kvaj, der har den dille at snapsen kun smager godt, hvis snapsens frostpromille er koldere end Grønlands kalot – det fjols kan roligt notere, at velskænket, dansk akvavit har smag af meget mere end ren og skær dybfrossen … sprit.
Kom maj – thi du skal vide, trods bøg med gøg, der si’r kuk: en lille snaps i tide gør selv min svigermor smuk. Kom jul! Kom påske! Kom moder! Hver årstid bli’r frelst fra kollaps af et af livets goder: den danske fortryllende snaps.
[33]
28. Min vable plager mig (Oh, Marie jeg vil hjem til dig)
En søndag midt i våren drog jeg også ud med støvler på og bælte, ja, det store skrud. Hvad er det dog, der frister mig, er hjernen tom? Det er såmænd medaljerne, jeg drømmer om. Åh, min vable, hvor den plager mig. Åh, hvor støvlerne dog trykker mig. Jeg drømmer om fodbad og plaster. Åh, min vable plager mig. Jeg vandre hele dagen, turen den er drøj, og prisen for lidt vand langs ruten den er høj, og mælken den er sur, og øllet smager flovt. Hvor gemmer sig den fyr, der sagde, det her er sjovt? Åh, min vable, hvor den plager mig. Åh, hvor støvlerne dog trykker mig. Jeg drømmer om fodbad og plaster. Åh, min vable plager mig. Jeg tænker, mens jeg slæber på de trætte ben. Jeg håber at jeg overlever uden mén. Jeg aldrig mere med til den slags ture går, i hvert tilfælde ikke før til næste år. Åh, min vable, hvor den plager mig. Åh, hvor støvlerne dog trykker mig. Jeg drømmer om fodbad og plaster. Åh, min vable plager mig. Og når jeg så er færdig og er kommet hjem, så åbner jeg et vindue og en dør på klem. Så lægger jeg mig ned og tager støvler af, så tæller jeg de vabler jeg har fået i dag. Åh, min vable, hvor den plager mig. Åh, hvor støvlerne dog trykker mig. Jeg drømmer om fodbad og plaster. Åh, min vable plager mig.
[34]
29. Nu går våren gennem Nyhavn (Søren Bramfris Lærkesang)
Nu går våren gennem Nyhavn fra Changhai og til kahyt Nu har solen gule unger i hver skimlet regnvejrspyt. Alle havnens søde piger drikker forårsguden til. Vi har øl i stride strømme, vi har sang og banjospil Se en fugl har bygget rede, her ved Sørens brede bryst. Blot en lille lommelærke, men hvor kvidrer den med lyst! Sæt dig her ved Sørens side, hvis du ikke har kredit. Køb du kuns din flade kaffe, jeg skal fylde den med sprit. Hvad er vinterens golde glæder imod vårens kåde leg. Jeg vil elske hundred piger. Jeg skal gemme en til dig. Men når beverdingen lukker, og de glider to og to, går jeg ad en hønsestige til Katinkas kyske bo. Hun kan ordne Søren Bramfri uden vals og store ord. Hun kan glatte pandens rynker. Hun kan tømme lommens fór. Og hver gang jeg slår på tæven, kan hun tæmme min fysik med et lille tjat på kinden og en ekstra gikkernik.
[35]
Kom min søde nyhavnspige, lad mig elske dig i nat Se en simpel hønsestige har til himlens dør jeg sat. Jeg kan sprænge alle skranker, jeg kan bryde alle bånd. Men i aften bliver jeg stille, blot du tar min store hånd.
30. Lundeborg visen
Er du trist og har du sorg i sinde så tag med mig ned til lundeborg for det er det bedste sted på jorden her jeg tror at verdens ende går her er skov og strand her er havn og vand her er fiskerpige her er fiskermand er du trist og har du sorg i sinde så tag med mig ned til lundeborg.
[36]
31. Jeg plukker fløjlsgræs
Skønt alle ved min pension er lille, - så lever jeg som en fransk baron, for jeg har fundet en indtægtskilde som pynter voldsomt på min pension: Jeg samler flasker og det gi'r grunker, jeg trækker vod i hver grøftekant. Jeg samler flasker i store bunker og lever af, hvad det gir i pant. Før var en "Ålborg" til skraldespanden nu er den blevet en krone værd, det indeni, ja det drikker manden, og flasken - den snupper fatter her: Jeg samler flasker, når de er tomme, ja, Ålborg, Faxe og Top og Thor de glider ned i min frakkelomme og gør pensionen tilstræk’lig stor. Desværre sker det så tit ved baller, - hvor der jo skylles en masse ned, de unge men'sker går rundt og knalder de dyre flasker, - det gør mig vred: For flasker, dem bør man ikke knalde, der' ingen pant på et dejligt skår, næh, kun de hele - det ved vi alle gi'r pensionisterne bedre kår. Jeg kender alle de gode steder, og Brugsens baggård er nummer et, der ta 'r jeg hen, når jeg går og leder, og ærligt talt, det er ganske fedt: Mit råd til fattige pensionister gør livet rigere - før i dør slå jer på flasken, bliv glasgrossister, - for det er sjov’re end peddigrør.
[37]
32. Den iskolde snaps (Den gamle vaklende rønne)
Den iskolde snaps, som kan glassene dugge, skønt snapsen er kølig, kan brænde som ild. Den funkler i glasset, men flasken den klukker, den driver i aften sit sælsomme spil. Den låner kulør til de blegeste kinder. Den hæver vor stemme, den gi'r os humør og den, som til hverdag alt kedeligt finder, han bliver en anden, blot snapsen han rør'.
33. Når nu snapseflasken sendes (De lyse lærker flyver over Danmark)
Når nu snapseflasken sendes ned langs bordet så bli’r der nok en lille en til mig løft dit glas og lad os skåle med hinanden så bli’r vi bare glade du og jeg
Når jeg drejer mig, og ser på mine venner så ta’r jeg glasset op og siger HEJ, altid ved jeg jo, hvordan det hele ender jeg bli’r så hønefuld, men jeg er sej [38]
34. I en kælder sort som kul - Højt fra træets grønne top - Turen går til Nødebo
Festens giver her i dag, vi en tak nok skylder, og det er med stort behag, giveren vi hylder. Tag nu alle jeres glas, se at blive veltilpas. Vi har ingen kvaler klubben den betaler
Pænt velkommen bli'r man budt, sig til bordet sætter, det har vi skam ej fortrudt, sikke fine retter! Se engang på alle mand, se blot hvor de smile kan. Vi har ingen kvaler klubben den betaler
[39]
Her man bliver budt så glad, værså god at spise, vi kan tømme hvert et fad, det vil vi skam vise. Maden den har været dyr, priserne vi ikke skyr. Vi har ingen kvaler klubben den betaler
Og ved bordet sjov man får, med en andens kone, syng nu så det foreslår, på den samme tone. Flere retter plus en dram, bare spis vær ej så tam. Vi har ingen kvaler klubben den betaler
Inden vi nu slutte må, denne lille vise, vil vi alle hilse på, dem som vi vil prise. Derfor vil en skål vi ta' løft dit glas så højt du ka'! Drik kun uden kvaler klubben den betaler [40]
35. Juletiden banker på (Juletræet med sin pynt)
Og den 24., da skal alt gå stryende træet pyntes fint med lys, anden driller, mor er hýs unger slås og keder sig, Julemanden er på vej.
Juletiden banker på, nogle sætter hanke på andre går på druk og svir, ja, hvordan mon julen bli’r Mester – sir vi spare må. Vi det ej jo kan forstå.
Juledag med fred og ro, andeskrog og hjemmesko week-endsex og underberg?, Næh for klokken 12 er der frokost hos den kære slægt, glem det der med overvægt.
Julen er en yndig tid, hvor man er så god og blid det er mørkt og vinden strid, og Marie er gravid inden nytår har hun født, ih, hvor er det altså sødt.
Trøst dig alting varer kort, selv om det kan synes sort snart er alt igen normalt, og din gæld er afbetalt tænk så er det nytårstid, slut med dejlig julesild.
Tiden indtil da er kræs, med det store juleræs gaven til familien, skal man nå at købe ind. Slips til onkel, sprut til Kurt. Blomst til tante, hvem sa’ surt.
Her vi slutte må vor sang, ellers bli’r den alt for lang tak til dem der her nu gad, synge med på dette kvad ønsker så vi alle må, en dejlig jul vi alle få.
[41]
36. Svantes lykkelige dag
Se, hvilken morgenstund! Solen er rød og rund. Nina er gået i bad. og Jeg' spiser ostemad. Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar. Blomsterne blomstrer op. Der går en edderkop. Fuglene flyver i flok når de er mange nok. Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar. Græsset er grønt og vådt, Bierne har det godt. Lungerne frådser i luft. Åh, hvilken snerleduft! Glæden er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar. Sang under brusebad. Hun må vist være glad. Himlen er temmelig blå. Det ka’ jeg godt forstå. Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar. Nu kommer Nina ud, nøgen, med fugtig hud, kysser mig kærligt og går ind for at re' sit hår. Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.
[42]
37. Vi sidder ved bordet (Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne)
Vi sidder ved bordet, og spiser og drikker, og fylder vor mave, så knapt vi kan gå det hjælpre dog lidt, når vi sidelæns vrikker byd naboen armen, syng med og lad gå. La rulla – la rulla – la rulla o.s.v. Det var ikke godt – man skal høre det knage igennem hvert led- tag nu din vis á vis i hånden, og bøj dig så frem og tilbage og syng så, og bøj så, skub på og hæng i. La rulla – la rulla – la rulla o.s.v. Se det gik jo bedre, så nu skal vi prøve på, om vi måske, muligvis kan stå, vi rejser os – sætter os – det skal vi øve os på 16 gange – kom så – op at stå. La rulla – la rulla – la rulla o.s.v. Det hjalp dog kun lidt på vort mellemgulvs – trykken, og derfor vi ta’r nu – knæ dybt bøj og stræk gå om bag ved stolen, tag godt fast i ryggen i ryggen på stolen – og så bøj og stræk. La rulla – la rulla – la rulla o.s.v. I mens vi nu puster, skal halsen skam ha’ sig en nem lille omgang – se op og se ned drej ho’det til højre og venstre – og lad os nu se, at vi alle får halsen ”på gled”. La rulla – la rulla – la rulla o.s.v. Til sidst så skal armen ha’ kraften forbedret: vi fatter vort glas , hilser rundt – uden skrål når damen til højre og venstre er hædret vi hilser på selskabet og siger – SKÅL. La rulla – la rulla – la rulla o.s.v. [43]
38. Vågner man, og alt er gråt i gråt (Jeg er havren)
Vågner man, og alt er gråt i gråt. Tag en snaps, så flyder blodet godt. Det er starten på en dejlig dag, overskud til livet får man da. Harald, Dild snaps og en Krone, ja ej den Røde Aalborg glemmes ska'. Jubilæum og Export - et hit til en sildemad det drikkes tit. Stegte ål, ja, de skal svømme frit. Til en ret som brunkål - akvavit. Begge steder snaps er på sin plads, og de drikkes dertil kan en mas'. I et år jeg næsten ventet har. Når er Julesnapsen da mon klar? Den er Kongen over akvavit. Ædle dråber, som bør nydes tit. Se, en julesnaps kan drikkes kold, men på smagen er der mere hold, når den tempereret glider ned, og en SKÅL blandt venner den får med.
39. Du lille tår, som for mig står (Menuetten fra Elverhøj)
Du lille tår, som for mig står, nu skal du vejen vandre, du ved besked, du skal derned og blandes med de andre! og når du så er kommet ned, så hils og sig ej mere, for det er kun vor vært der ved, om der skal komme flere! [44]
40. Billet mærke (26i4u)
I en annonce i et dagblad i går, så jeg en dame søge sig en ven, fuld diskretion, send mig blot et par ord, jeg håber, du skriver, på lykken jeg tror. Ensom dame fyrre år, lille og buttet, med mørkt og krøllet hår, min vægt tør jeg ikke skrive om, men jeg savner dig, så skynd dig nu og kom.
Mit hjerte det banked', og min mund blev så tør, bare jeg turde, for det har aldrig hændt mig før. Jeg syn's, jeg kunne høre hende hviske til mig, skynd dig og skriv, for jeg længes efter dig. Ensom dame fyrre år, lille og buttet, med mørkt og krøllet hår, min vægt tør jeg ikke skrive om, men jeg savner dig, så skynd dig nu og kom.
Tyve år er gået, og vi har det stadig godt, brunetten fra annoncen, ja, hun er blevet min maskot. Måske lidt mere buttet, men hun er glad og tilfreds, men tit tænker jeg på denne triste tekst. Ensom dame fyrre år, lille og buttet, med mørkt og krøllet hår, min vægt tør jeg ikke skrive om, men jeg savner dig, så skynd dig nu og kom. [45]
41. Når folk bli’r ældre ( Jeg plukker fløjlsgræs). Når folk bli’r ældre, så bli’r de trætte, de vil ha’ fred og de vil ha’ ro, de sidder hjemme i gyngestolen, når ej de slentrer i hjemmesko. Så’n er det ikke i vor forening, for vi os hygger i venners lag. Vi har det dejligt, vi nyder livet og glæder os over hver en dag. Når folk bli’r ældre, de ofte mister lidt orden og lidt forfæng’lighed, de drysser aske og bli’r lidt nusset og krop og mave de synker ned. Så’n er det ikke i vor forening, vi holder alle os nok så godt. Vi har det dejligt, vi går til sagen, i alt vi følger skam nok så flot. Når folk bli’r ældre og solen skinner, de går i skyggen og ypper kiv med minderne de så sagte blunder, de har tabt lysten til friluftsliv. Så’n er det ikke i vor forening, nej, som eksperter vi farer rundt og ud i verden så tit går turen, for livet her, det er særligt sundt! Når folk bli’r ældre, de slukker tørsten i kildevand og måske lidt te, de passer på, at de ikke nærmer sig øl og snaps, det må ikke ske. Så’n er det ikke i vor forening, vi snupper gerne en akvavit og også vine vi gerne drikker, på livet sætter det kolorit. Når folk bli’r ældre, så bli’r de ofte en smule nærig’, gi’r intet ud, de sparer særlig på livets glæder, de trækker nødig i festligt skrud. Så’n er det ikke i vor forening, vi sparer aldrig i festligt lag, så derfor håber vi, at vi atter kan få en munter og dejlig dag.
[46]
42. Vi gamle børster ( Der bor en bager)
Vi gamle børster – vi går og tørster i sommervarmen – vi bøjer armen nu ingen snakken – tilbage med nakken og lad os smage på gibbernakken
43. Gang på gang (Lille føl).
Gang på gang er en sang lavet både trist og lang – denne her er kort og herlig, den er nærmest uundværlig, den har nemlig kun ét mål: Fat om glasset, og sig skål!
44. Haps, Haps. Haps (Sur, Sur, Sur)
Haps, Haps, Haps nu skal vi ha’ Snaps en der vækker appetitten en der rykker i banditten Haps, Haps, Haps Nu skal vi ha’ Snaps.
[47]
45. Så længe jeg lever Så længe jeg lever så længe mit hjerte slår så længe vil jeg elske dig. Men du er en rullesten du har ikke nok i én derfor må du gå din egen vej. Du si’r, du har en anden ven hvad jeg frygted’ mest er hændt mig nu igen. Du fortæller li’ som sidst at det den store kærlighed, okay min ven, behold ham blot i fred. Så længe jeg lever Så længe mit hjerte slår Så længe vil jeg elske dig. Men du er en rullesten Du har ikke nok i én Derfor må du gå din egen vej.
At tiden læger alle sår Si’r de vise mænd , jeg håber de forstår, Hvad de taler om. Jeg tror det næppe simpelthen fordi De har aldrig prøvet dette helt forbi. Så længe jeg lever Så længe mit hjerte slår Så længe vil jeg elske dig. Men du er en rullesten Du har ikke nok i én Derfor må du gå din egen vej.
[48]
46. Jens Vejmand
Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd? Det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød med ham’ren må forvandle de hårde sten til brød. Og vågner du en morgen i allerførste gry og hører ham’ren klinge påny, påny, påny, det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben, som hugger vilde gnister af morgenvåde sten. Og ager du til staden bag bondens fede spand, og møder du en olding, hvis øjne står i vand det er såmænd Jens Vejmand med halm om ben og knæ, der næppe ved at finde mod frosten mer et Læ.
[49]
Og vender du tilbage i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest, og klinger hammerslaget bag vognen ganske nær det er såmænd Jens Vejmand, som endnu sidder der.
Så jævned han for andre den vanskelige vej, men da det led mod julen, da sagde armen nej; det var såmænd Jens Vejmand, han tabte ham’ren brat, de bar ham over heden en kold december nat.
Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt; det hælder slemt til siden, og malingen er slet. Det er såmænd Jens Vejmand’s hans liv var fuldt af sten, men på hans grav – i døden, man gav ham aldrig en.
[50]
47. For bordets damer (Erindrer De, det var i kongens have)
For bordets damer synge vi en vise en drillesang vi vil dog ej begå, thi det vil jer forynge, bringe lise, det ku’ i trænge til lidt ros at få. Hvor var vi hjertensglade, om det lykkes, hvis vi ej havde jer som ideal, så havde vi jo intet sidestykke, som voldte os besværlighed og kval. Og når vi ser på Eder, så forstå os, så fyldes vi med gru for savn af jer. En stille bøn vi beder, ej forsmå os, mon der er håb endnu – er vi det værd. I alt for meget fylder os med hæder ja, både for og bag og her og der. At vi så nu jer hylder – det os glæder, det er en anden sag – hurra for jer. Vort hjerte er fortryllet og besnæret af yndig tonekraft for sind og hu. Vor tanke stedse kredser, højt beæret, om ynde i har haft og har endnu. I vores penge bruger altid sparsomt, med godt humør og flid i afsagn bar. Var kassen let, I kræver altid varsomt den allersidste ”hvid” i skånet har. Og derfor skal I vide som vor hyldest at vi jer gerne ser ved vores bord en sådan enkelt aften gør jo fyldest, men heller ikke mer’ end knapt jeg tror. Ja, I skal længe leve uden trængsel, som idealer stå til evig pryd, thi ellers har vi intet for vor længsel, at spekulere på jer er en fryd.
[51]
48. Nu har livet nået højden (Nu går våren gennem Nyhavn) Nu har livet nået højden, jeg er blevet pensionist. Sku' de sidste år gå fløjten ved at gå og være trist Nej, for solens lyse stråler varmer meget mere - du! Jeg har tid som ingensinde der skal bruges her og nu! Men det kræver at du kommer ud af hulen hvor du bor. Er det vinter eller sommer, det betyder ikke spor. Venner har du alle vegne, som du endnu ej har mødt. Du har masser du kan give, du kan altid smile sødt! Den som tror at man er færdig når man når de fem og treds og som evig sig beklager, kan kun dø som utilfreds. Nej, tag smilet på du kære, livet venter dig endnu. Der er brug for al din varme, livet leves her og nu! Alt hvad livet det har lært dig Skal det bare visne bort? Tog du ingen fin eksamen, Har du dog de bedste kort. De har al den livserfaring, Som de unge venter på. Og gav du den ikke fra dig, Hvordan skulle det så gå. Nej dit liv har nået højden, når du bliver pensionist. Sku' de sidste år gå fløjten, ved at gå og være trist? Der er masser du kan lære, og alt det du ikke fik set. Livet bliver nemt at bære blot man gør noget veet!
[52]
49. Højt fra træets grønne top … Træet med sin grønne top, kalder jeg en gave, for det har jeg gravet op, i Botanisk Have. Læg nu smukt din hånd i min, den er møjbeskidt – dit svin. Nu skal træet tændes, og så skal det brændes. Se børnlil’ – det går jo net, lystig dans og trampen, alle har vi drukket tæt, og har blus på lampen. Bedstefar er skidefuld, så – nu faldt han s’gu omkuld, læg ham ud på gangen, mens vi synger sangen. Det er sparejul i år, ikke den vi kender, det bli’r risengrød i får, ingen stegte ænder. Også gaverne er små, og det vil i snart forstå, når i ser de sager, som jeg har på lager. Musse, hun har ingen ro, før hun får sin pakke, med de brune hjemmesko, tabt på Valby Bakke. Hun har fundet sig en ven, og er nu gravid igen, venter ham med længsel, mens han er i fængsel. Denne blyant, brugt men god, får min svoger Madsen, Nylig han sit job forlod, for han stjal af kassen, dog, det rager ham en fjer, konen trækker, tjener mer’ fra sit vante stade, her i Istegade. Lille Oda ønsker sig, vist en Barbiedukke, men desværre, den har jeg, ikke kunne hugge, men jeg fandt en sprællemand, i vor nabos skraldespand, den skal Oda have, som sin julegave. Onkel har den gren så kær, hvor en flaske hænger, hver gang han den kommer nær, vil han ikke længer’. Onkel – kendt for fylderi, tror at der er snaps der i, til at fugte ganen, (det er vand fra hanen). Børn nu er jeg blevet træt, mine ben er stive. Moder er i køkkenet, der kan hun så blive, Hun har ønsket sig en ring, men hun får s’gu ingenting. Julen varer længe, koster mange penge.
[53]
50. Optimismen længe leve. (præmiehwist)
Alt kan la’ sig gøre! Prøv at turde tørre. Tro at du er bedre end de bedste, der er til. Bliv din egen herre, førend det bli’r værre. Vis at du er til; og gør så hvad du vil. Tænk de tanker ingen turde tænke, førend nu. Træd de stier ingen turde træde, førend du. Livet det er herligt, du er noget særligt! Længe leve lysten til at være til. Vov det halve øje! Spræng din spændetrøje. Tro at det kan nytte, det du gør og det du vil. Gå i lag med livet, intet det er givet. Går det galt, så prøver du blot én gang til. Glæd dig over chancen, til at få det som du vil. Blæs på dem, der si’r, det hele går ad helved til. Livet, det er herligt, du er noget særligt! Længe leve lysten til at være til. Leve, er at lære! Prøv at lære mere! Del dit vid med flere, du ved mere end du tror. Viden vinder venner, dumhed skaber fjender. Lær så længe, du er her, på denne jord. Kun en tåbe tror at han ved alt, og han ved mest. Kun den kloge ved, han intet ved – og det er bedst. Livet det er herligt, du er noget særligt! Længe leve lysten til at være til. Frås i livets glæder. Trøst når nogen græder. Elsk det hele – kødeligt – udødeligt og ømt. Glæd dig når din næste, findes blandt de bedste. Andres lykke luner, og gør livet skønt. Kærlighed til livet, det får hjertet til at slå. Kun når du er villig til at gi’, så kan du få. Livet det er herligt, du er noget særligt! Længe leve lysten til at være til.
[54]
51. Som sidste år! (Mel.: Jens Vejmand.)
Hvem sidder omkring bordet, med god og dejlig mad? Det er jo hele koret, som bænket er på rad. det er såmænd de samme, der ses ved dette bord, som mødes med de samme, de mødtes med i fjor!
De kendte vitser byttes, i god og munter ånd, og her ved bordet knyttes, venskabelige bånd. Og båndet er det samme, som ved det samme bord, blev knyttet af de samme, som knyttede i fjor.
Og nogle tør ej spise, kalorier og fedt, vil ikke deller vise – det hjælper lige lidt. For fedtet er det samme, på hofter og på lår, som også sad ved bordet, til festen sidste år.
Men andre går til biddet, man svælger flittigt ned, og glemmer ganske sliddet, som vi til dagligt sled. Så hæver vi pokalen, og ta’r en lille tår og skåler med hinanden, alt li’ som sidste år.
Men før vi ganen væder, vi skønner på i kor, det er de største glæder, vi mødes som i fjor. Gid alle vi, der er her, med skæg og hvide hår, Må mødes med hinanden, i MANGE, MANGE ÅR.
Skål. [55]
52. Svantes vise.
Oh hvilken middagsstund maven er tyk og rund. Tømt er nu skåle og fad, og vi siger tak for mad. Mad er nu ikke det værste, man har og om lidt er kaffen klar.
Stå op og se dig om mærk på din tykke vom. Tak si’r vi endnu en gang og bryder ud i Sang: Livet er no’et af det bedste man har, og om lidt er kaffen klar.
Hylde vi vil det kor som ordned’ dette bord. Ønske at de leve må. Alle skal op at stå. Grib nu dit glas og drik, hvad du har for om lidt er kaffen klar.
[56]