HAETTENSCHWEILER
HAETTENSC HWEILER/ HANDLING AF RASMUS HALLING NIELSEN
1
Det kommer på et tidspunkt hvor jeg simpelthen ikke har flere penge.
Jeg burde have set det komme. Det var også ligesom om at det hele ændrede sig omkring det nul på kontoen. Udover at være flad stod jeg også uden nogen ambitioner om hvad fremtiden nu måtte bringe.
I virkelig lang tid, det føles i hvert fald sådan, jeg bliver pissesur af det, skrev jeg på en bog.
Der var titler jeg længe havde tænkt på at benytte mig af, den mest spændende af dem, var også den mest drænende. Jeg roder rundt i bunker af papirer.
STANFORD UNIVERSITY 1971
Mens jeg arbejdede bedre end nu, havde jeg hyppigt skrevet den ned, på computeren var utallige versioner, men det var også tydeligt i bunkerne af papirer, en hurtig rodet håndskrift satte de ord sammen om og om igen.
Jeg har været til en del receptioner på det sidste. Hver gang når jeg til punkt hvor jeg har det som om min hånd knuger sig sammen som hjerte og holder op, det er deromkring sekunderne på lydløse ure med viseren hopper hen over min hjerne. Det er næsten søm slået langsomt ind i stort træ.
Små prik, hugget ind eller banket ind, og ud for et regnestykke leger jeg ikke at jeg er træ men efterhånden som det tikker og selv kinden vokser ud alle vegne.
Skrot det. Der er ingen grund til indpakning eller store tanker om litterære kvaliteter. Sådan her er det:
Jeg er bare et træ og mens tiden går og samtidig slår søm i mig må jeg vel nok falde sammen, visne, dø.
På et tidspunkt siger en ven må du også finde en balance. Jeg nikker. Jeg er dygtig til at nikke og se ud som om jeg tænker over det, selvom jeg slet ikke bruger energi på andet end at nikke, selvfølgelig også energi på at få det til at se normalt ud, ikke indøvet.
Tidligere pĂĽ dagen lĂŚser jeg i Trappe Tusind. Jeg kan ikke koncentrere mig.
Det er ligesom om der har vĂŚret et sving.
Det er også ligesom om jeg slet ikke er interesseret i noget længere.
Har gået rundt det meste af dagen.
Jeg sender en sms:
hey husk at skriv når du har tid til at hænge ud for jeg går bare rundt – det er fuckd
A BOOK OF DISAPOINTMENT griner jeg lidt alligevel over.
Et par minutter har jeg kigget mig omkring i rummet efter inspiration.
Og igen henfalder jeg i at sample mere Shakespeare fra Hamlet. Det er en hurtig løsning. Et par dage har jeg gloet på en hjemmeside der laver små tryllerier
···
Jeg kom ud af det. Husker hvordan jeg i morges vågnede af et særlig lys der kommer af solens refleksion på vinduerne i lejlighederne på den anden side af baggården: Dette boblende skær. Millioner af glasbobler i tæpper ind i hjørnet hvor sengen støder op til. Mere er der ikke at sige om det, selvfølgelig kan jeg sige, tegn på forårets komme eller noget, hvordan ved jeg det? Jeg er 34 år og har lejet det her værelse i 5 år nu. Jeg kan gå ind til de andre og vi kan diskutere forskellige ting. Michael vil gerne diskutere Syrien 2014 og Anders, vi kalder alt andet end Anders selv når han er der, er en vild fan af NBA, som så mange, og som så mange fans af NBA er han fuldstændig håbløs til bold. Jeg havde ikke engang behøvet at teste det, men en gang endte vi på en bane nede i bunden af gaden –– og hvad skal jeg sige –– jeg kunne have røget 3 joints og været blind på begge øjne ··· faktisk vil jeg bare gerne have været blind, så grimt var det.
Han læser et eller andet. Og har en veninde der kommer her.
Vi taler engang imellem sammen ude i køkkenet. Og hun har læst et eller andet.
Engang møder jeg hende også på Skt. Hans Torv hvor hun går med en veninde. Vi hilser på hinanden og taler om hvordan det går og så videre.
Men jeg falder igen tilbage til dette. Anekdoternes tid. Hvad hedder den og den bog.
Jeg gider ikke læse på dette. Jeg gider næsten heller ikke skrive det.
På vej ned efter mad kigger jeg utrolig længe på den her fugl. Den siger en lyd, det lyder som et sammenkrøllet host hvis det samtidig med at være host også var linjer i et sprog sammenkrøllet fordi det med tiden mistede al betydning. Jeg står bare og glor på den. I læ i en port, regnen falder men forsigtigt og let, og jeg tænder en cigaret. Når vi holder fest derhjemme ryger man i køkkenet. Ellers er det som regel på altanen ud til baggården.
Alle de her mærkelige ting der falder ind i den her tekst, alle mulige projekter og mails der burde skrives er underligt uvedkommende. Den her tekst er bare tekst og jeg sidder ikke og tænker over det længe. De
har rykket på noget inde i byen. Men jeg kan ikke tage mig sammen til at give et nogenlunde habilt svar.
Fuglen hopper rundt, sådan besynderligt, lidt til siden, 2 hop frem, lidt til en anden side, mens hovedet med to sorte øjne på hver deres side skiftevis holder øje med mig.
Da jeg slår ud med hånden bevæger den sig ikke.
Jeg skrider hen over gaden. 11/02/14
Jeg har gået med bold i tankerne siden jeg nævnte det i går.
Der er små glimt. Det kan være svært helt at forstå hvad hvorfor de skiller sig så meget ud. Jeg mener, det jeg taler om er afleveringer. Ingen scoringer i de sidste sekunder der ledte til sejr.
En af dem er i en hal i Lemvig. Vi spiller om 3. pladsen i en landsdækkende turnering mod nogen fra Holbæk.
Vores center tager en rebound i forsvaret og jeg løber ud i venstre side med en lyd så han ved jeg er klar til at løbe eller sænke farten og sætte spillet op.
En modspiller er tæt på mig i afleveringsbanen, så jeg krydser nærmere vores centerspiller, afleveringen får ikke den fart den skal have, men i en
bevægelse mod bolden i luften og rulle og drible i en bevægelse højre om modspillere, hvor vores rygge får kontakt, får jeg af driblingen fart i benene, men allerede før jeg er i nærheden af midtbanen i fastbreaket ser jeg en medspiller i en linje til venstre og en anden til højre, der er en modspiller i eget felt, løbene de tager tvinger ham til at vælge, men vores center kommer pludselig som en anden bølge og jeg er på vej i højre retning, så det hele er revet op og spredt (for modstanderen, vi løber dette spil 3 gange om ugen til træning hver gang). Og Jeg lægger den her aflevering, med en hånd fra driblingen med et skru fra håndledet. Vores center løber nærmest bare i den og fra en dribling kan han uden problemer lægge den i kurven.
Det er morgen. Hvor mange år senere?
Min krop føler sig banket. Jeg husker et eller andet om noget jeg skal i dag.
Jeg gør mit bedste for ikke at tænke alt muligt med dette, om dette, i dette. Kom sent i seng i går.
Egentlig burde jeg spise morgenmad. Måske sidder nogen ude i køkkenet. Ved det ikke. Jeg kan ikke overskue hvis det en af dem der altid driller mig og siger jeg ikke spiser ordentligt.
Stemmer. Stemmer ude fra gangen lyder som Michael, tror han taler i telefon.
路路路 der opstod en pause.
Den anden dag var der nyheder. En reportage fra Syrien. Uden at lave et fint spring over i en sammenligning der vil løfte det litterære minder det mig altså om buret på hjul. Og det jeg ikke gider skrive om.
Midt i dette jeg slet ikke ved hvad er.
Hvordan Nørrebrogade var en mindre krigszone. Sidde om aftenen og se billederne af kampene, mellem brugere og politi.
Jeg boet ca. 100 m fra det. Måske markerede det faktisk hvor jeg holdt op med at tro på noget udbytte af at gå mod systemet. At jeg rent faktisk allerede der var holdt så meget op med at tro, på noget som helst.
Gaden havde de her store cirkelformede slagger-pizzaer, der havde være bål og brand i gaden. Jeg ved ikke hvor al min tro er blevet af, jeg vil nødigt indrømme det eller forklare det med sådan noget, men som årene er gået er der blevet mindre og mindre tro og det afløses af en anderledes uro end den jeg plejer at have: en lille strømboks apati.
Nogen steger bacon ude i køkkenet og luften er malet op af det.
En eller anden tegneserie med Fedtmule der sniffer røg, Dirch Passer og den sketch der. Det er mig.
Mine næsebor flaprer.
Midt i det regner jeg mig frem til at have æg og yoghurt og ikke så meget andet på min plads i køleskabet.
Jeg er ikke humør til det. Finder min jakke og slår på lommen i siden og kan konstatere at der ligger en næsten fuld pakke cigaretter. Hurtigt ud af entreen, ud af døren, ind i dagen.
Det er umuligt at noget er smukkere og mere depressivt end en februar morgen nu tænker jeg på hende. På det tidspunkt havde vi været til fest et sted. Som jeg tilsluttede mig det synspunkt der gør jeg det igen. Bænken er skørt isnende mod røven og et ænder flyder rundt.
Hvis man kan dele mit liv op i bidder fra da jeg var barn til nu virker det underligt at så mange år gik med træning. Fordi jeg skriver på dette nu, kommer der en masse associationer ved alle løberne i det flottest skrigende tøj.
På en måde, den sociologiske evighed, jagtmarkerne, var det utroligt at spille for en fuld hal i weekenderne. Et sted blev et ekstra element tilføjet til spillet hvor mange tømmermænd skal jeg spille med for at ødelægge mit assistgennemsnit, hvor sindssygt blæsende fyger bolden i alle mulige retninger men finder medspillerne i et andet spil, det spil i mit hoved.
Dengang blev der lavet en masse videoer. Et lige miks af rap musikvideo og højdepunkter, dunk og buzzerbeaters. Men særligt et sted gjorde indtryk, det var fra en af de største, så måske jeg godt kan sige det var det der gjorde det største indtryk:
’Lige før jeg afleverer, måske i et splitsekund, ser jeg for mig, en lille film –– og hver gang går det i opfyldelse ned i den mindste detalje’
Larry Bird
Det er et citat jeg husker, et andet er fra Antonin Artaud:
Den unge kvinde dolker gud Scenen oversvømmes af en kæmpemæssig Blodstråle
Kirkeklokkerne ringer. Jeg ved faktisk ikke hvad klokken er. Jeg har Word indstillet på Fokus Mode så jeg kun har tekst at se på –– intet andet.
Omkring dokumentet har jeg valgt farven sort. Mine hænder spejler sig i skærmen, mine hænder spjætter.
Det var i weekenden og i alle andre dage: spontane pickup games.
Vi sled udendørsbanerne op i hele byen. Hver gang hurtigt allerede videre.
På et tidspunkt må jeg vel have fravalgt det. Jeg er usikker på hvad der kan have ligget bag. Det kan meget vel være en masse tilfældigheder. Det kan også være at holde pause til træning for at fylde vand på en flaske og komme ind i selve hallen igen. Se mine holdkammerater løbe 5-mands fletløb. Og pludselig var det et headfuck, jeg forstod slet ikke hvad der skete.
Konkurrencementalitet og søndag hænger ikke sammen længere. Tidlig søndag.
En dæmpet sol vævet ind i skyer bor på fjerde på den anden side, som om vinduet vil springes af al den varme bag øjnene.
Jeg mødte ikke nogen ude i køkkenet. Det handler om timing og det er jeg nede med. Nu står en skål med yoghurtrester op langs siderne.
Jeg drikker dårlig neskaffe og den er så sur. Min mund bliver syninger omkring læberne, i stof der er krympet af varmegrader under vask så syninger bliver sløsede, hvad de vel har været for starten af.
Mine tanker hopper rundt som bolde. Og boldene hopper rundt fordi de har været låst inde i et bur på hjul stort nok til en voksen mand. Det ikke bare dem der hopper, vi har stået i kø i 15 min. for at få en god bold. En uro bor i os og den forløses, snart kan man høre 20 bolde blive banket ned i gulvet i hallen. Sålerne mod gulvet, den særlige lyd, kan man nikke genkendende til hvis man har dyrket indendørssport. Det lyder som det lyder. 12/02/14
Det meste af dagen har jeg siddet på nettet. Folk udviser forargelse og støtte til diverse ting. Den røde tråd i det er ikke længere rød.
Meningen med det hele har været at tjekke op på Syrien 2014. Sådan så det bliver nemmere at snakke om. Med de andre ude i køkkenet.
Jeg rendte ind i en på Nørrebrogade. Vi talte om forskellige ting. Hvornår kommer den næste bog? Jeg kan ikke huske hvad jeg svarer. Eller jeg vil helst ikke svare. Og siger noget standart.
Regnvejr har gjort teglet i nabobygningen i baggården fedtede i centrum. I lang tid søger de mod centrum og det er svært at sige hvorfor, det kunne være tørken der skubber det sammen.
I nat tænkte jeg på Jason Williams.
Finder hurtigt stof om ham pĂĽ nettet.
Williams' nickname was "White Chocolate." The nickname was started in Williams' rookie year by Stephanie Shepard, a media relations assistant with the Sacramento Kings. "I came up with that name because of his style," Shepard said. "He has flash and pizazz. The way he does things with the ball is incredible to me. It reminds me of, like, schoolyard street ball when I go to Chicago."
Jeg kan hurtigt genkalde mig afleveringen i fastbreak, det har vĂŚret rookie all star kampen.
Det er ikke nemt at forklare det helt præcist. Sidst jeg prøvede at lave den stod jeg endda stille, helt stille. Han lavede den i løb op ad banen.
Jason Williams havde gang i et helt andet spil. En masse ting falder mig ind.
I nat handlede tankerne mest om på hvilken måde hans eget spil blev udviklet.
Det highligt fra rookie kampen er noget af det første der popper op på Youtube når man søger på navnet.
Jeg gider ikke lave et eller andet pseudoakademisk om det. Ordene her handler om noget helt andet.
Og stadig ved jeg ikke hvorfor.
Eller det kan være jeg ved hvorfor. Da jeg skrev dette før dette brød solen pludselig frem. Igen ligner vinduerne overfor som om solen bor bag dem og vil slippe ud koste hvad det vil.
Et ensomt billede eller en sprogblomst: sol på begge sider der skubber og slider, masser og skubber på begge sider af ruden.
Måske allerede før mødet med Jason Williams (var der noget om sanktioner og bøder pga. ···?) måske samtidig. Den hurtige draft og kampene efterfølgende for Kings. På et tidspunkt midt i sæsonen som junior herrer i mesterrækken slap jeg grebet om hele forestillingen om at
noget godt ville komme ud af det, på det tidspunkt havde jeg spillet i virkelig mange år og været anfører, starter –– men jeg begyndte at lede efter kampe alle mulige andre steder.
Anna kiggede ind, jeg kunne høre det var hende på den anden side døren og væggen hvor gangen ude fra køkkenet løber forbi og forsætter videre ud i alle afkroge af lejligheden.
Husk mødet lidt senere. Jeg tror nogen har bagt kage.
Det lyder altid som en blanding af en kost og en balletdanser, den måde hun slæber sine fødder der også er alt for små i hendes sutsko. Billedet
af dem gør mig lykkelig. Ved ikke hvordan det skal forklares. Prøver ikke engang.
Uden at overdramatisere det: jeg ved min karriere stoppede tidligt, da den eksploderede midt i den aflevering af Jason Williams. Der, dengang, foran tv’et, sü jeg alle mulige ting de andre ikke sü.
Det minder mig igen om Larry Bird. Hans forklaring. Den visuelle forestilling for det indre. Der er ogsĂĽ andre ting: For eksempel ved jeg at
hvis alt det matematik jeg har dumpet i gennem hele livet var sat op som et play ville jeg score 12 hver gang.
Graderne. Hvordan lægge den studsaflevering så den falder præcis i favnen på en medspiller der laver backdoor cut. Hvordan kysse pladen med bolden så den rammer renest og med nettets efterfølgende suk af ··· siv, jeg ved ikke om det minder om siv. Altså siv med vind gennem.
Hel bane pres. Plays. 3, 3 rübt højt med driblinger hele tiden i en beskyttende drejning, ryggen hele tiden det der fronter modspillernes point guard. 3 er bare et ord nu. 3 er et tal. 13/02/14
Jeg sidder i toget mod Østerport. Kupeen stinker på den måde. Toget har været forbi Hovedbanen og nu også Nørreport. Her efter middag har folk haft McDonald’s mad med i kupeen. Mens jeg ikke tænker over det, mere registrerer det står en mand og roder rundt i skraldespanden. Det knitrende papir med orange tryk, lyser og giver indblik, posen tatoveret med indholdsforklaring og om hvor godt og sundt det er.
Efter Nørreport hvor toget skyder ud af kanalerne under jorden lægger skrænterne sig som et kæmpe v omkring det.
En masse graffiti og affald i form af aviser og poser. Det ligner ikke noget. Og herfra af er der intet ønske om at digte på det. En stemme Østerport, toget standser ··· husk din bagage. Vi er en masse der skal af nu, alting samles i mellemrummene mellem kupeerne hvor en udgang lover mere luft.
Engang i går og midt i det hele, rimelig meget ud af det blå skriver hun.
Kan ikke huske hvad jeg sidder på facebook for. Det er typisk. Ikke at høre fra hende i flere måneder.
En rød plet er også en taleboble.
Hun spørger om hvordan det går og om vi snart skal mødes. Jeg skriver
Yaaaaaa da Østerbro???
Jeg behøver ikke Facebook. En masse af mine minder tilbage nogle ür har hende som fast inventar.
Der er også en vrede rettet mod mig selv da jeg stiger ud fra Østerport og direkte ind i den skarpeste sol. Alting ligger og synger. Cyklisterne er hurtigere end bilerne, busserne slæber lange reklamer.
Fordi vejret er som det er beslutter jeg mig for at begynde at gå derudad.
En masse fugle gemmer sig, men samtidig trilles toner ud i vilde retninger, og jeg strejfer endda kun lige Østre Anlæg.
Jeg kan godt sidde helt stille som et hul.
Kan ikke lide n책r jeg er mentalt er fikseret p책 hende. Jeg ved ogs책 med mig selv at fikseringen ikke kun handler om hende, det handler ogs책 om mulighederne for noget andet. Eller bare om muligheder.
Og alligevel så: om formiddagen inden vores aftale ser jeg så på Facebook hvordan selv et smil er et svin revet fra hinanden af en masse følelser, det er maskinen, det er tovtrækkeriet mellem vreden mod mig selv og vreden mod jeg-ved-snart-ikke-hvad? og til sidst sidder jeg som et firkløver med to blade.
Ude i går og hænge ud. En masse samtaler om bold. Siden jeg prøvede at skrive det ud, den anden dag, spillet i Lemvig, har jeg fået varmet op for en masse andre minder fra den tid. Men det er også uhyggeligt: Da jeg forsøgte mig med at vise spillet og hele vendingen for ham jeg talte med mærkede jeg hvordan min ryg og krop, helt forkert og stivnet, modsagde sig mere af den slags bevægelser, det er tiden –– årene
imellem at være aktiv og drømme om da man aktiv –– tiden er en helt anden størrelse på banen.
Hvad er banen. Hvem er på? Evigt spørgsmål.
Efter en pause. Samlede en MX avis op, den foldede sig ud, rokkeagtig i sin tørre bevægelse. Da jeg lagde den i holderen så jeg den var fra dagen før. Det gjorde ingen forskel. Det gør ingen forskel. Med pausen i baghovedet nåede jeg frem til hvor meget jeg ikke gider alt det sprog der falder ud af mig. Det sprog der er besynderligt, det lydliges assistance til billederne.
Jeg kom ned ad Dag Hammerskjolds Allé, overfor den Amerikanske ambassade stod en flok demonstranter og flagede og kom med råb. Uden stort besvær zigzaggede jeg gennem demonstrationen.
En duft af våd jord og sole. Tænder en cigaret.
Jeg nærmer mig efter planen. Ikke noget. Hvordan skal jeg skrive det her, forholdet. Så flere videoer med Jason Williams. En top 10 liste over dunk på Patrick Ewing (NY KNICKS).
Jeg kører mig selv hen i en masse ting. For eksempel er det hele spillet. Det kan sagtens overføres til vores spil.
Ordene kommer underligt. Igen sidder jeg bare og overvejer alt muligt. Nu kommer en duft af falafel ude fra køkkenet. Jeg rejser mig stolen og skubber den ind til bordet, computeren står et øjeblik og skærmen går i sort. Den duft betyder kun en ting. Michaels kæreste besøger ham, hun insisterer på frisklavet falafel. Vi har grint ad det engang imellem. Vi er nærmest omringet af falafel, os i lejligheden. Men der er også noget smukt i det. De små kugler af sekunder med en masse investering af kærlighed ··· sundhed? Jeg ser lyset af udsigt skinne ned ad væggene, de små krummer i tapetet lyser som knuder af guld, i den lange gang da jeg drejer i retningen af det rundt om Michaels værelse.
på den mest stridsgale kan du ikke tale lille ven er alle dine smaragder på raketten dine fortiders højest vurderede ønsker knalder du det på kanelet og når havene vel ikke længere er din ven og der på denne overraskende griber ud af tingen er dette det der bedst ler fra en inderste del på et udspilet hjertes ekstreme ryster træer nålene i bunden af skoven med dens løv og bregner og nåle mellem måder hvorpå alting føles nu og dybe stønnende fro ventede de hele natten på at høre solen kommer meget tæt på og imens dette der ikke kan læsse videre på bagpå bilen en større bil hvilke problemer forbinder du med det voldsomme og lydige skælvede hjørnet rummet ridser runerne på øer langt og blankt sort lige på armen ved triceps måde henne i hjørnet henne i hjørnet skriver jeg til dig en ting haver med blomster ting jeg ikke helt forstår men sådan som det kom gå endende biler omkring det og en fordi dine strå kildrer o det er ondskabsfuldt alle disse gader og denne sommer på mange måder havner strålerne de smilende tænder som sorte bittesmå kugler af flagermuselort alle gamle sagn forfædre der bor omkring en hele tiden af udkanten af en tændt lommelygte vi stikker ligene af ilden op i næsen på hinanden en trykken for øret og råt kommer en flod af så meget styrke at vi taler sammen om en kongeflod og den river lortet ned omkring os sorte pletter af angst bag hvorfor gik du nu sidder jeg her og hvor planten stikker op og jeg drejer på hovedet og ormene lyser hvilken jord jeg nu går mod og en ting mangler og det er lyden af noget volden vokser og det rider på alle lyde og mod cykler på sorte flettede felter og arbejder på en knogle og mens altid hvide og svirrende jeg er det travle medløbersvin alle ting tæsker rundt i en massiv blodig vold kan det bag øjnene skade så alvorligt på den måde at intet længere kan ses og pletter
på en emhætte gør mig fedtet godt op og maden står i flere uger på kanten af vasken hvor håbet er at den langsomt dræber sig selv prøv lige at mærke på svarene jeg giver en pol møder en anden øreting politikken her på stedet er at man står igen vi fly vi brage stolte og moderede sylespidse æder jeg gennem hele morgenens kaster det spejl der over i alting udenfor kan de øjne være mærkeligere mere vælling-agtig borer alle gennem huder en pissetidlig morgen som denne vaskede ansigtet og drak en tropper og gennem etagens mærkes ryst hvem er manden bag denne vej vælter roder brune stinkende rødder i støre klaser
“
Forestil dig Berlin.
Forestil dig byen Berlin i 30’erne. Alle fnuggende viser sig med lys der skyder op i mørket gennem hullede tage, alle hænderne i lysende center roterer sig op gennem mørket og bliver drysset i søvn af dråber frossent formede. Jeg forestiller mig at jeg står der i sneen der er nået jorden, og som ikke er smeltede på huden om hænderne. Folk på hjørner af gaderne laver kuskeslag mod tunge og våde frakker. Mit forhold til messingspænder og lynende regn er det samme, men det
sner lige nu. Der bliver gået så meget at det holder op. Slagene mod frakkerne, den pelsede tåge fra munden frosten skær omkring, nervøse øjne synlige, det er det der ses, frakkernes kraver er hevet op under næsen, nogen af dem over næsen, de er kun nervøse for ingen forstår disse noder der vælter ud af et åbent vindue, et par etager over stueplanet. I det store koncerthus, med vagter udenfor, de står i mørke gråstribede kasser, kræmmerhusagtige i toppen, vagter og HUSET DE STÅR I og vægten af det vigtigste i livet næstefter at gå klipper i møde, slipper alle instrumenterne deres tag i musikerne, deres sløjfer er som krøllede skruer, store stængler med hatte øverst bryder igennem, vinduer slået op, så vinklen tillader en bane gult lys som slidske, smal går over i bred, foran mine fødder er den bredest, da al musikken har sluppet sit tag, er gået fra musikerne over i resten af verden, og på en måde som ingen havde skrevet før nu, hopper jeg rundt på i boghvedegrøden i sløjfer, min sløjfe hænger som karamelliseret vanvid, en matrosagtig trøje er trukket ned over mig, det mærkes som tænder mod kroppen, det mærkes som ikke at have noget valg. At jeg kan holde min mor og far i hænderne, det sner også der, det er meget sent. Alting lyder som krummer lagt i kuverter, er der virkelig helt mørkt inde i dem, ved nogen hvordan tegnene i brevene har det andre end modtageren, men den lyd beskriver bedst, og som lyden synger sange udenad med, så vi senere sejler vores ord, rullede med barken, fra træernes østvendte side, forestiller at forstå selv det mest komplicerede sæt identisk reder af is, udsprungne og hårde som hagl, frøene af is, ryster træerne nu, og er løgnen midt i bestræbelsen efter at give vidne om det modsatte. Det er ikke længere mennesker.
Du ved regnvåde tunge frakker lugter som de gør. Det ligner underligt faldne fugle, med blomsterkroner der vokser stille, ind i børneværelset senere, alle disse lange og fremoverbøjede klumper, de drypper varme ind over mig og jeg er bange, ville ønske at de, i væksten ud af baghovedet, ville skubbe bare den mindste lyd foran sig. Forummet eller auditoriet, senere, stole der klapper op i øjeblikket elever rejser sig og begejstret klapper. Hvordan jeg fejer krummer sammen? Jeg starter et sted der aldrig er mit eget, og jeg gør det for at virke. En tyk røg ud af en pistol. Ansigter døde, tændernes store plads, læberne formet for sidste gang om noget, skriver jeg virkelig med de døde nu. Er jeg ved at tabe besindelse? Jeg skriver dem gennem munden og op, jeg skriver dem en mund bag i baghovedet, sådan river jeg ting sammen som døde blade. Minder om farverne før og efter. Det gør mig rædselsslagen at sidde ned midt i mit rod. Som at møde en brod gennem et æble man erklærede sit sundeste moment. Vi sår frø i den nordlige ende af den udvidede kirkegård. For jeg er kun begyndt. For at begynde med det mest uhyggelige, jeg føler ingenting længere. En masse elektricitet bag i nakken. Jeg har gået med det i flere dage. Bad fru S om at hjælpe mig af med det.
V
interen skriver på gaderne. Vil alle vintre minde om noget, hvad minder vinter dig om, isen gør den ondt, sneens hule maske og kroppens mulighed for
at træne vejrtrækningen gennem krystallets dragt og lange banker af strøsne der blæses rundt af stormen igen minder vinter dig om det, at trække vejret og få rakt stormen gennem dig, vil den måde hvorpå du trækker vejret gennem krystallet og disse høje hvin af sne der rives fra hinanden lige på munden. Min hukommelse er dårlig. Jeg er gået på gaderne og frøs. Du står streget ud i ansigtet af vinden –– et eller andet skal ske. Men der sker ikke noget, for hvis der skete noget ville vi være et helt andet sted det kan i den grad mærkes, jeg mærker det, mærker det hvordan, hvordan skal jeg forklare det, så det giver mening, for jeg tror ikke det giver nogen mening i de allerførste forsøg jeg gør mig, vi har gået rundt i natten og nu vokser lyset som mørket vokser, tror altid jeg skrev de bærer det på vingerne (fuglene) og det kan jeg ikke længere sige, det er det nye, ikke mere genbrug, dette er fosøget at lave den lige linje, kan det ses på mig, de vækker mig, trækker mig op gennem jorden sneen ligger på som en krystaldyne, gennem huden vokser tårer der er sved, med den tid jeg har ligget i det er det et held at jeg er funktionsdygtig i motorikken, klip en finger og send den til mig
(råber jeg fordi jeg er fuld af aggressioner, mine hænder river i drop jeg står op de holder mig nede, dødens lugt i hospitalets lugt, de det samme, jeg siger det samme), de siger jeg er på hospitalet og at jeg ikke skal skrige men prøve at slappe af, en lappet læge hvis kittel er strøet med lapper i alle andre farver end hvid giver mig en information og en informationsfolder til dem der har lugten af jord på resten af deres liv (okay hele det fuck med at skrive på en sådan måde, pis: at skrive det sådan der hold kæft det stinker af død og jeg er ikke engang kommet i gang, du må droppe det lort, at skrive sætninger som den, for det fucking stinker, det kan gøre mig bange jeg kan være vild jeg vil ønske af at de læderstrips ikke holdt med nede, når de skyder “hjælp” (dit elendige misforståede positionering i en hvilken eller hvad, jeg hader at jeg ikke bare kan skrive en sætning der så kan stå og gå ind i mig og jeg kæmper imod er det min overkrop der hopper op og vrider sig mens jeg skriger, mine arme og ben er låst fast og jeg pisser i en kolbe (med hjælp) det flyder det hele som en landevej med kor på begge sider der i en skinger flod af forskellige stemmer enten messer for mig og nu og for før og der hvor jeg rent faktisk var død, lægen siger det og smiler, smiler han nervøst lige nu, er vores virkelighedsopfattelser overhovedet i nærheden af at mødes, skal jeg skrige han har et langt hår fra hagen. Jeg ligger i mange dage og lugter som et træ i grøft allerede ført i dele sorte det er fordi når vandets små kæder løber gennem hele den store På en måde handlede gåturen rundt på Nørrebro om at finde ro med mig selv. Travlheden og aftenen, hvidt lys i ringe i bristede kemiforsøg vi har seriøst brug for nogen der vil gøre noget et
eller andet, hvordan sanser jeg lige vågnet op; alting klæber igen et forsøg på at knække en “vane” –– de har sagt det så mange gange Alle de her år er ræset forbi, efter en aften hvor jeg besøgte nogen og gik rundt var det indlysende at der er to vigtige ting 1) stoffets betydning og 2) arbejdet med at rede kludderbunken af (det er vel det samme jeg skriver igen og igen), men jeg har fundet en masse tekst på mine forældres bærbare. Den morgen jeg vågner og bare ser helt hvid ud under øjnene, sandede ørkner og forskellige former for efterår og rødlige blade det er det jeg vågner i bunker af efterårsblade og jeg er så ked af det at når bl.a. Træerne og musklerne er de samme og håbet om at skyde gennem op gennem jorden og knalde sine brikker på dele er et misforhold økonomi hvad har og hvad her og hvordan Og gennem dette vil jeg ikke 1 eller 2 jeg vil bare komme gennem det, nå frem til noget, noget der ligger helt tæt på men i en store kasse med mælkekartoner der på sit læk glider hen over gulvet som om jeg ved ikke hvad. (problemet igen).
“
Når man lover nogen noget skal man gøre sit for at overholde det. Det dummeste er at smøre sig ind i fedt og stille sig ud i regnen. Jeg oplever også smerten nu. Det meste af dagen har jeg lyttet til min egen stemme, lænestolen har en plads, jeg har forsøgt et trick, og det passer alt i alt bedre end hvis jeg stod ude i regnen tøj på kroppen. En masse larm rammer mine tekniske ører. Som om alt lyset folder sig omkring er det samme
som larmen, men alligevel adskiller sig fra uroen larmen mærker sig frem med ind gennem vinduet. Snore hænger spændt ud mellem flader af bygningernes bagsider, i karreen , der er min baggård, det billede jeg har, af det, kan med sine to valgmuligheder, siges sådan her, snorene holder sammen på verden så tingene ikke glider fra hinanden, eller siges sådan her, når folk vasker hvidt i kældrene og netværket af snore har skjorter og lange underbukser er det før alting flyver. Engang imellem når jeg mange år frem i tiden sidder på en bakketop og kigger henover jeg ved ikke hvad, et stempel i passet og fingeraftryk, de siger til mig “tag den med ro” de har siden den første dag kaldt mig idioten. Et godt eksempel på hvor meget vi tilgiver klovnene. Omkring findes larmen endnu. En spand vand med sæbespåner hældes ud over gulvet og jeg bruger 4 timer på at gå op og ned ad opholdsstuen med en moppe og en klud. Min plan kender jeg ikke endnu, men gule striber fosser ned på væggene, om vinteren lukkes rygeskuret. Der er ikke mange steder at sende os hen, så opholdsstuen er blevet rygerum. Og jeg skrubber på gulvet. Det er ikke det værste sted at være. Folk er for det meste meget søde –– der er ingen store problemer. Den aften hvor vi sad og kiggede ud over vandet i fjorden og du tog min hånd. Hvor mange år er gået hvis man lægger aldersforskellen mellem os sammen men trækker tiden vi har været sammen “sammen”: hvilket regnestykke sidder vi med så? Kan det være et regnestykke vi kan stole på, eller vil diverse værdier i tallene også vise os at vi slet ikke er det samme ting. Tit tænker jeg på den slags. Jeg kan også huske dengang hvor vi gik og talte sammen på Assistens Kirkegården.
Igen kan jeg ikke tvinge noget –– jeg vrider kluden efter jeg har vasket væggene ned. Vandet er helt brunt når jeg er færdig. Boblerne lægger på overfladen af vandet. Efter jeg har hældt vandet ud spiser jeg en sandwich jeg har hentet nede på hjørnet. Tænker på dig. Tænker på alt muligt, men tænker også på at vi begge to skulle have boet her. Pladder keglesvin og lange tunger af radiser og tryk på helt hævede sår og borte udi horisonten et hidsigt glimt af døde der flår jorde op med negle –– jeg hader hele den forede skov den forede skov er foret med træer og jeg hader træer jeg hader en pind i øjet mit navn er B og jeg skyder folk i hovedet når de kommer for tæt på. Min kærlighed er så lille at man næsten ikke kan se den. Jeg hader min kærlighed som var den intet andet. Det er løse minder, det er barnet. Og barnet vil spørge, hvorfor rører tøjet himlen, og ikke os. Svarer du, vi kan ligne skyer i vores friske hvide tøj, men vi har intet at gøre i himlen. Det, at vi tror vi har det, gør os endnu mere latterlige, vi ligner præcis det vi er. Forestil dig noget roligt. Noget der er så stille. Når jeg hører alle lydene, fra naboerne, bliver de mit hjerte, andre mennesker er ikke vigtige, det er lydene, en stegepande der tabes, børn der skriger, jeg har brug for dette. Mine fingre spiller klaver over det hele, i gulvet trommer de ned, hører deres pige løbe rundt nedenunder, jeg spiller på hendes hoved og takker hende med tonerne, ved siden af høres folk i køkkenet, en os af mad lirker sig gennem en form for skorsten jeg deler med dem. Filtret er lysebrunt på min side. Mine hænder danser hen over væggene imellem
mig og folkene på den anden side. Det kunne også kaldes tegninger for intet. Spiller hen over hele væggen. Jeg laver mine lyde fordi jeg skylder. Og jeg vil ikke tale om hvad stilhed betyder. Eller hvad hele bygninger uden lys betyder. Det er på tide at vi starter med at huske, og ikke glemme. Vi vil simpelthen ikke bestå i et landskab af overfladisk og selvfølgelig natur. Forestil dig at jeg tænker på dig nu. Ligeså underligt som efterår i august. For det er en masse ting der blandes sammen og jeg er ikke et vidne. Eller jeg er et vidne der selv sætter virkeligheden. Og jeg vågnede i nat, jeg troede noget eksploderede i baggården, det gjorde det også, lige før jeg forstod hvad der foregik, nåede jeg at se det store vindue, der vender i den retning og ud i himlen, deles op i små stykker hvidt, det hele delt op på en måde så det virkede pisket. Fra talerstolene løber vimpler i rød og sort på hvidt ned langs siderne. Rækkerne af tilhørende har ingen følelser på ansigterne, det man kan se er kulden der har revet blodet ud af dem. Der bliver talt en masse. Blodet rives ud af os. Jeg går ikke længere ud om natten. Der er så mange historier om folk der er blevet revet ud af andre menneskers minder om dem, det minder mig også om dig, at du river en masse ting op i mig, og ikke langt efter det mærker jeg følelsen af at være pisket. I drømme, hvor alt er knust og sprængt, og hvor man mærker isens glasagtige skær, og hvor alting efter glasagtigt interiør på det indre mærkes som noget skarpt, det skærende i isen er på alle jeg gør nu og ud af det blå mørke i den tidlige morgen, hænger tårerne fast i noget.
Folk begynder at klappe. Vi klapper alle sammen højere og højere som smæld i lungerne.
I
Selvfølgelig kørte bilen ad helvede til. Grene hang tunge ind over vejbanen, skød ikke, men tabte blade der ligner hvirvler af fugle mod det hele, lige over træernes svaj tegnede gullig fedt lys sig omkring det de mørke konturer, ophidsede som i sygdom, suser det som med høje toner på den forkerte side af hovedtelefoner, alle vores forhold til at vælge rejsen frem for forsvaret og kedsomheden er også krympet, regnen ligner nåle tæt på asfalten, eller lange liner af isnet hår, stråene er raget ned ovenpå mudrede, sorte af opløsning, tab, stykker af s-lyde fra en nedtæsket ansigt: vi sår korn på det, gennem det. Det er kompliceret at tale om det. Læner mig bagud i det slingrende bagsæde. Når regnen slår så hårdt som nu lyder det som om hele banen er i bad. Brusende lyd kommer alle vegne fra, selv fra dækkene. Jeg kan godt lide det, jeg mener: jeg elsker at køre på denne måde. Vinden har intet herredømme, det virker uvilkårligt hvor den slår ned som i panik i en folkemængde der, helt koncentreret, i udgangssøgningen og højt på pinde, giver sig udslag i hænder der tager en vej og ændrer mening; hvor det sidste man opnår bare en parallel til det første, og giver det sidste toner af rødt mens slag flår mod ansigtet, hele vejen griner som hullede munde når 80 cm høje sten står rejst i en stædig fastholdelse af orden der hurtigt tæller tusind år på sig og for hvert år der dynges sammen virker som det gamle menneske hvis forfald er et udstillingsrum af mere og mere farverig
indretning de bytter deres sande øjne for det sidste de mærker er at blændingen suger alle farverne deres sjæl er pantsat i ud i et totalt sort område. Vi nåede lige præcis det vi skulle lidt nord fra hvor vi må befinde os nu. Vi slukkede for radioen da vi ramte vejret, eller vejret ramte os. Bilerne omkring os er reducerede til lys. Skummende brændinger og ingen stik fra bakker i maven, op og ned, i en lige linje, som dødsårssagens skarpe knap, og med netop følelsen af dette, er vi skudt gennem ærtebælgen munden er og det er munden vi raser igennem, knækker tænder op og graver som store hænder, det slår mig nu, hænderne vi er søger og søger, efterlader et langt udhulet gab vi pisser i og slukker den orange diffuse kerne af stød hvis afhængighed af gas der de, alle vores historier, De hænger som gamle rustne lygter der svømmer i mørket med dødsforagt. Ja jeg døser hen. M og P sidder foran, P’s hænder holder et fast greb om rattet. Mens jeg døser hen kan jeg høre dem snakke sammen. Selvfølgelig kommenterer M på bilens helbred. Selvfølgelig kører vi rundt med det i humøret. Alle de ting jeg ser frem til, handler om at gøre det med de to, vi har været venner alt for længe. Turen kan kun gå godt. Ser for mig hvordan en masse mennesker træder ud af brækfarvede huse, flisestier lige op i munden på husene. Alle disse mennesker står mens de farves dødsfarvede, deres hænder falder i lange tråde af død mens de vinker. Jeg binder vimpler om deres undergang. Jeg antænder noget opera med død, klipper dem ned og vimplerne får dem i vejret. Lort vejer en spand når man er fuld af det. Forestil dig det. At jeg er broren til forfatteren af alle tekstafsnittene omkring dette afsnit, jeg har overtaget min brors computer, efter selvmordet, i mange måneder var dagene lange og fulde af fortrængningen, hans død for egen hånd på engen bag møddingen, der
hvor græs og is vred sig omkring hinanden i en kamp om hvert strå, mange måneder gik med at fortynde minderne, billederne fra dem der fandt ham, tænder som sten med snore af blod, at vælge et våben og eje den sikkerhed at vide hvor skuddet skal sættes ind som det fatale i handlingen krones af effektivitet. Guderne på aber der rider med bollerne hængende frit, morsomme og frie melodier er deres hjerner på mennesket, de er også deres dyr aberne og dem selv englene, i huler hvor grævlingen og jærven de skiftes til at suge på natten, steder hvor en alkoholiker spiler en yoyo af sjæl ind og ud i klæbrig opkast: er det en sjæl at redde eller kummen på det offentlige toilet som en del af sjæl og krop –– jeg vrøvler og er søvnig, jeg sover ikke længere og mine hjerne tænder på hjertet hos hende når hun sover så fredfyldt som et tag med vinter på, en vinter af gele; SE duernes bittesmå håndskrifter, håber jeg på det, håber jeg på dem som urter i geleen og geledder af dumme mennesker der ryger under emhætter, jeg husker bare en politimand der op af sin lomme trækker dommen: to fribilletter til en forestilling om et liv med dansende frivillige, i et forsamlingshus, hvor væggene er brune og klistrede, hvor musikken sænker sit uhyggelige dødskor alle de døde alle de gamle alle forsamlingshuse hvor jeg håber I vil brænde ad helvede til og den sidste flaske, den der ikke tager skade af branden vil jeg hælde i mig som perler af flydende jeg ved snart ikke, lytter nogen et sted mens jeg skriver dette nu, vil arme gennem skumringen være tidsbundne, viser viseren dig noget du ikke vil se ja alt viser dig hvad du ikke kan se: man ser ikke gennem jorden, eller kisten, men jeg sprænger i luften som et bed med og uden og andres indblanding, mange år senere vokser en gren frem og den holder foran sig i et klogreb: et værk af sorg. Jeg vågner midt i mareridtet og vågner den ekstra gang og stiger op, rejser mig frem i sengen, pulsen er i hele kroppen, ryggen klam og kold af sved, og bag et ophængt stykke af et gammelt tæppe der tætner for lyset,
fra gaden, ud fra etagen; er det tydeligt solen er blevet væk. Og den kommer ikke når vi kalder. “En næsten ulæselig titel” af Rasmus Halling Nielsen/1. udgave Dødemarken 2014, © Dødemarken og forfatteren, 2014/Udgiver: Forlaget Dødemarken ApS, København 2014, (alssolar.wordpress.com) Mekaniske, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun til- ladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Co- py-Dan. Enhver anden udnyttelse er ifølge gældende dansk lov om ophavsret forbudt uden skriftligt samtykke fra Dødemarken ApS. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser/ Bogen må derfor ikke indscannes/23. marts 2014: et sted i løbet af dagen sad jeg og kiggede på søen. Jeg sagde til D at jeg ikke længere regnede de ældre som venner. Vi havde fløjet hele dagen og natten, det smittede af på os. Der blev sagt en masse ting. Tv’et kørte nonstop. Af alle de ting der blev sagt hvor smerten der gav udslag i et særligt ondskabsfuldt sprog var kernen: Krigen i offentlighedens lys var afsluttet. Vi drømte om geniale scener. Rubio dribler, efter crossover, ned langs baglinjen men i driblingen med venstre hånd banker han en studsaflevering i modsatte retning af hvor han er på vej hen, ved ikke om jeg ville kalde det en behind the back aflevering, han har ryggen til Kevin Love, tror kommentatorerne kaldte den det, bolden hopper perfekt i favnen på Kevin Love
Oplever du dette når du læser mig nu? Ringede jeg og spurgte en af de lærer der har haft mest betydning for mig. Selvfølgelig, svarede hun.
Vi kommer med bilen tidligt på formiddagen. Tågen hænger som
svampe
mellem
buskene
og
træerne
omkring
sommerhuset. Vi har talt om det længe. Det første du altid gør er at støvsuge. At befri møblerne under de hvide lagner. I bagagerummet har vi noget mad i kurve, noget af det køletasker. Når jeg holder rundt om dig mens vi står og kigger ud over haven kan jeg se billedet for mig. Duggen stikker også i planternes hud. Om aftenen lover jeg dig alt muligt mens vi spiser. Du har rørt forskellige ting sammen, plukket mynte. Krydderierne står i store krukker på siden af huset. Længere ude i den retning ligger havet. Det kan være voldsomt. Det kan tage liv og knække dem som stilke, hvis de som stilke på planter nemt knækker sammen. Jeg har tændt op i brændeovnen. Du griner mens du kommer med gode råd. I morgen kommer en del venner. Du er ikke bekymret som jeg er det, hele tiden nager tvivlen om der er købt nok mad. Vinduerne i begge gæsteværelser er slået op. Det nyvaskede vasketøj ligger altid på nederste hylde i skabet. Øverste hylde er det der senest vasket, dette system er typisk dine forældre. Du truede mig med det engang, du var hjemme hos mig. Du stod så seriøs og var det slet ikke med truslen “jeg gør det nu” eller “jeg gør det mens du er nede efter mad”. JEG har et problem mine problemer er små, mine tanker i dette er ikke i dette som du kræver og du hæver en mund, mens vi står ved en tåge, vi lærer at tågen ikke findes, gennem rudens skår trækkes varme igennem, er denne så en strand og kulden et hav, vil alting dø som et hjørne på en højtaler, hvorfor samler han på dem hvordan får han plads, vil han betale for lyden af en
bil der slynges omkring det der dræber den når radioen spiller det dummeste man kan forestille sig? I en lomme foret af bobleplast skabes kæder af sammenhænge ingen forstår, han kan høre dem og forstår det sådan bedst, mens alle andre holder op med at feje kroppene for alle operationerne vi påfører vores latterlige hegn med, se nu lyver Dugen er plettet allerede før hovedretten. Næsten alle har taget vin med. – Hør nu, siger F., jeg synes det er godt det går så godt med det hele. – Fordi det gør det ikke hos os, bryder D. ind og griner mens hun ikke slår men bare skubber ham på skulderen væk fra sig. F. giver efter og hælder mens stolen knager under ham. Han lægger en hånd på bordet og fingrene trommer, han fortsætter: – Men du kan jo ikke blive ved med at sidde hver dag på dit kontor og vente på noget der måske ikke kommer. (Kenn og Ani sidder overfor hinanden men for bordenden ved det aflange bord) Kenn: – Altså fordi vi er voksne nu eller hvad? Jeg elsker han stadig, som jeg selv, i F’s øjne er uansvarlige og burde blive voksne. Men gennem hele vores fælles fortid har forskellighederne i gruppen været en nøgle til aftner som dette. Du rejser dig og henter flere flasker vin ude fra køkkenet. F. har taget de fleste af dem med, han er venner med
indkøberen i firmaet og køber med rabat det indkøberen anbefaler. Jeg: – Jeg må ud og have noget luft. Da jeg rejser mig kan jeg mærke hvor meget jeg har fået at drikke. Ani rejser sig også og siger det samme. Lidt spredt latter. – Du skal ikke give nogen cigaretter. Siger du. Vi står, Ani og jeg, på terrassen der er hævet lidt over haven. Dine forældre snakker om at fundamentet der blev støbt i 60’erne hælder en smule. Det siger jeg til Ani og hun nikker og ryger. Den store dør bag os, der glider op og i, på skinner, står åben. Vi kan høre høje stemmer, nogen sætter musik på, nogen stopper musikken og noget nyt kommer på. Jeg har sindssygt meget lyst til at ryge Anis cigaretter. Hun ryger så langsomt. Hastigheden hun ryger med er næsten bedøvende. Alle de gange jeg har cigaretter så hurtigt som muligt. På toilettet derhjemme bag en låst dør. Vindue på klem. Man kan ikke stikke af fra det. Du kan lugte det med det samme. Første gang vi var her, det er så lang tiden siden, kan jeg genkalde min begejstring: Dine forældre havde lp’er og et helt godt anlæg. Sidst nogen skiftede musik kunne man høre det var fra pladespilleren. Jeg elsker den lyd, pladespilleren og pladen sammen, giver som et lille næb af utilfredshed. Næbbets lille opstand mod volden. – Hvor længe har du ikke røget nu? Ani spørger. – 5 måneder.
Hun sukker eller siger en lyd som åh – hun har ingen planer om at stoppe. Er det over iPhone nu? Tænker jeg. Musikken virker en del nyere end dine forældres smag. – Det er ikke altid nemt. Siger jeg. – Nej. Jeg har lyst til at sige en masse ting om stjernerne og alt muligt, hele mit hoved brænder sammen og jeg begynder at trække T-shirten i alle mulige urimelige retninger. Men du kan jo ikke blive ved med at sidde på kontoret og vente på noget som ikke kommer. Der findes en lille plasticfigur af en ko på min kollegas skrivebord. Jeg æder din ko. Jeg sætter en lille prik, fra noget labelpapir, og dens klove, de forreste, skal røre ved pletten. På den måde er det ligesom om koen skider ud i verden gennem vinduet. Mere larm. Nogen taber noget. D. kommer ud til os, luften føles som om den går lige ind i hjernen. Vi sidder i hvert vores hjørne af terrassen. D. og Ani i store kurvestole med halvtag over sig. Jeg står tættere ved udgangen til trappetrin ud i haven. Det trækker. Om lidt vil jeg løbe så hurtigt jeg overhovedet kan ud i natten, haven, duggens vanvid, som et skrig, der ikke er nogen finale, som et komma korrekt placeret. Der flyder skum omkring i gaderne, de har lige slået en lejer ihjel i baggården, deres bid er betændte, nede i jorden, jeg kommer et sted, står meget længe, jeg forstår ingenting, min skygge på ruden forstår jeg ikke, min mælk er blevet kold, pludselig får jeg meget travl, men så skete der slet ikke noget alligevel, når mine øjne fanger lyset bliver lyset ringe i øjnene, jeg har helvedes travlt undskylder jeg, jeg lyser i øjnene, de
siger alle sammen jeg arbejder for meget, jeg undskylder når jeg kommer hjem, vi bor på 4. sal to af os deler seng i et rum, det er os alle sammen, om morgenen spiller radioen, og lyset vokser som en kugle i maven på mørket om morgenen mens jeg tager min varme frakke uden på en anden frakke, jeg slår kuskeslag nede i sneen mine fødder mærkes allerede våde og kolde, der er ingen på gaden, jeg skynder mig af sted, jeg er i sommerhus, det ligner farver der ved hvor de skal hen, det skummer slukket ud i mørket, igen bliver jeg helt varm, jeg drømmer om at gå ud i vandet til navlen, der ligger spor af begravelsesoptog, han siger han kom i en kæmpe lang sort bil, han siger måske det var en Ford, han siger du kan købe den af mig til mig, jeg ryster på hovedet, jeg nikker bagefter, til mig selv nikker jeg bagefter og siger det var en god beslutning, til mødet siger de at det var en god beslutning jeg tog, jeg takker dem og trykker hånd med dem alle, de mener det var en god beslutning at jeg trykkede alle til mødets hånd, bagefter putter jeg en masse papirer en lædermappe, et tysk mærke, for mit indre ser jeg både min far og mig selv nikke, vi nikker for os selv, og vi nikker til hinanden, der går mange sekunder, vi griner ikke, det er meget alvorligt, mange år tidligere var vinteren rå og kostede mange menneskeliv, nu hænger en rotte i halen ned fra 5. sal, det er næsten som om det er blevet juleaften, vi grinte sådan den juleaften da nogen fra 5. Sal sænkede en rotte, død og stiv i frosten, pelsen hård som tænder i en rovfisk, den sommer så vi også en ræv og et egern, ikke samtidig, jeg ser hvordan rotten hænger i halen og udbryder en lyd som et ur mange meter under saltvand, de siger jeg savler, jeg kigger ned ad mig selv, mødet var næsten slut, de trykker min hånd, de siger jeg savler,
jeg nikker, jeg trækker rotten ind i et sommerfuglenet, vi griner så meget den sommer, nu er julen endelig kommet, vi sidder og drikker mange liter vand, roen sænker sig når alle spiser, en henne i hjørnet kaster op, vi griner, men det er ikke sjovt, en henne i hjørnet bliver ved med at kaste op, det er lidt uhyggeligt eller også griner vi, eller også er vores reaktion på det uhyggelige at grine, alle mennesker går rundt den sommer med smil på læben, et bid i lænden, der er ingen flot menighed i kirken, kirken er næsten tom, en peger op mod alteret, vi rusker buskene foran kirken, vi sidder helt stille og ryster buskene, et lille helt sort blad frosten har ødelagt ligger som en kantet læbe med skarpe tænder under, fiskene med så skarpe tænder spiser hvad som helst og de gør det virkelig hurtigt. ––––– Alt dette copy: du er ICE mand. Den store plan havde været grus. Da vi løb tør for grus, mistede vi troen (selvfølgelig skal troen markeres som troen eller Troen). Nu skriver jeg til dig, for jeg har fundet dig på sikkerhedskameraet fra Nørreport. Eller jeg finder dig frem i eget sikkerhedskamera. Vil sige til dig at vi ikke har lang tid endnu. Hvis vi giver dem fingeren tager de hele armen. Men også dette bliver vanskeligt. Alt for meget sender røg op i luften. Manden viser mig vej til min mormors hvilested. Manden sælger mig søvn. Manden, ordet jeg bliver ved med at gentagne. Det er også ok. Det er dig der er ICE nu,
næsten siger han til mig, mumler det ud af munden, ved højre mundvig i skægget sidder en krumme. Jeg lægger alting på linjerne. Vi er søde når vi sover.
Skubbet det at skrive frem helt til i aften og tror ikke der har været nogen rigtig plan med det, ved ikke om jeg har nogen som helst planer med dette, det er ligesom at tegne en dør i en væg som man forsvinder ud gennem men mens man forsvinder må erfare at væggen er en væg. Engang i går forsøgte jeg mig at sætte tekst op gennem at snuppe ord fra en bog, det er ikke første gang, men hvornår var første gang jeg gjordet det? Engang tilbage i tiden, virkelig lang tid tilbage, husker jeg at skrive bøger jeg lånte på biblioteket af og direkte ind på computer; er dette en form for osmose (diffusion af opløsningsmiddel gennem en semipermeabel (halvgennemtrængelig) membran).
Det blev underligt
især da jeg anførte bogstaver i forskellige fonte der var strøet ned gennem det hele som et fundament og hvor det billedteoretiske materiale netop blev materiale/ cementen størknede og jeg klippede så vidunderligt dovent i det. Det minder om en slagter der skal brodere en dug man lægger om en kejsers lig. Kopierede og satte ind, imens jeg sad og tænkte jeg kan gøre det her mens jeg laver alt muligt andet – men det sørgelige er at jeg ikke på samme måde kan lave flere ting på en gang. Overvejede i løbet af i dag, mens jeg var ude, at investere i en af de der pudeagtige ting man stiller computeren på så den ikke brænder sammen, sådan gik jeg bare rundt og tænkte på al den tekst jeg lavede på den gamle mens jeg sad i sengen indtil bunden røg ud på den. Det ligner en musling, jeg kigger til højre hvor den står: den ligner en musling hvis lukkemekanisme er itu. Skal jeg ædes, skal jeg?
Jeg kommer til at tænke på dengang jeg boede i Kreuzberg, Berlin, den sommer. Egentlig er jeg usikker på hvorfor jeg tænker på det, det kan sagtens skyldes at jeg dengang sad som jeg gør nu, kigger ud af vinduet og ønsker ikke mere kontakt til omverdenen end det. At kigge ud og blive siddende hele dagen. I Berlin var vindueskarmen dog anderledes, ret bred, ift. sådan som jeg bor nu, man sad der og kiggede ud og ned på gaden, jeg kunne sidde med computeren i skødet. Det gør jeg nu. Men det er ikke sommer, den sommer der var, er allerede glemt. Og et ur tikker på samme måde på en måde, hver gang sekundet
Op tidligt i morges og drikke kaffe på Ryesgade mens solen skinnede, regnede det, regnede det? Jeg tror det regnede, vandpytterne hoppede på overfladen som om det var et cirkus for ånder på kridtede heste i flod. Jeg fryser i mine knogler. Jeg tror ikke på andet længere, mine knogler taler sandt. Det er ikke for sjov. Gik rundt inde i byen, kiggede på jakker og frakker. Søgende og vågende og søgende, uden at vide efter hvad. Har fundet en vinterfrakke der virker stærk nok til vinteren jeg oplever allerede er her nu og hvis den må ofres ofrer jeg den gerne.
Jeg ejer ikke længere nogen respekt for noget. Jeg respekterer ikke den læsende.
Har i flere omgange tænkt på hvad jeg blev fortalt om noget tidligere ytret, er ikke sikker på jeg helt forstod det, eneste bog jeg kan forestille mig at have noget sådan om var “Rødt lys” – og ja det kan kun være den, men det 5 år siden nu. Mindes ikke at have sagt noget sådan. Alligevel gav det et dybt stik ind i noget, jeg så vælger at kalde hvad? En form for gensyn med noget man gerne ville have sagt og noget man, de tider her, ville ønske var en kerne i dette, og som så kunne siges uden at føle dårlig samvittighed. Fuck jeg sidder i det her og der sker ikke det store, en masse ting vælter rundt om mig og jeg har ikke lyst til at mærke lysets løkke omkring det opflåede hvirhvler i nakken men jeg mærker det når mørke bare bliver mindre og mindre som en blomst hvis blade nogen har klistret mod en port de har kaldt træ, jord er og bliver manieret og en port af træ, afhængig af lakering og maling en lærred og på det lærred står et tal på et lille blåhvidt skilt af metal og tæl til dette tal (35) og hold vejret, ønsker du stadig at være her på spidsen af en dåse hvis spray daler som vandkande med hovedet ned ad mod det sorte vande. Sorte vande, hvorfor. Hvorfor ikke. Jeg ville ønske at den udtalelse jeg er kommet med engang var gældende nu. Det er det ikke, jeg ikke engang længere skuffet.
Jeg vil fiktionalisere Amager, jeg vil det. Amager er som fiktion bare endnu et verdenssår i en røv. Vil ikke en skid. Sove, hvornår er det passende at gå i seng.
Denne manøvre af sampling gør mig styg i humøret. Som en klovneagtige skæbne Persona én persona (F.) fortæller mig om studierne i lejlighedsdigtere, historien, jeg ikke vil kende. Jeg
hader alt gammelt støj fedtet ind i stoffer der vædemæssigt igen er tunge og stinkende, jeg vil være Christoff Heinrich Amthor (ca. 1678 – 21. februar 1721) jeg var en dansk historiker og kongelig historiograf. Søn af den grevelig Stolbergske kansler Joachim Huldrich Amthor og født i Stolberg (i Thüringen). Jeg kom som dreng i huset hos min farbroder Ehrenfried Amthor, dansk
etatsråd
og
overkrigs-
og
landkommissær
i
hertugdømmerne, der levede i barnløst ægteskab med sin hustru, Anna Sabine, født Claudi. (CLAUDI OGSÅ en mindste følesans, de store mælkehøje søjler, søndagstøjet syet af blæst og spættet guldbroderet, mens De boede i den kongelige del af Holsten, først i Glückstadt, senere i Rendsborg. I 1694 dimitteredes jeg til universitetet i Kiel, hvorefter jeg gik til andre
tyske
højere
læreanstalter.
Han
lagde
sig
efter
lovkyndighed, statsvidenskab og historie og blev en discipel af Christian Thomasius, hvis iver for den nationale ret og modersmålet han tilegnede sig. Ligeledes optrådte han som digter i tidens legende, dels fade, dels svulstige maner. Allerede i 1702 døde hans første hustru, Anna Gørritzen. Året efter, i sit 26. år, ansattes han som ordentlig professor i statsvidenskab og privatret i Kiel, hvor han ægtede en datter af den ældste professor på fakultetet, prokansler og justitsråd Nicolaus Martini. Som professor optrådte han med megen iver for den nye tids ideer; han brugte endog modersmålet ved enkelte af sine forelæsninger og udgav skrifter på det. Han søgte at fremkalde et alvorligt selvarbejde hos de studerende, større videnskabelig sans og jævnlig indøvelse af det lærte. 1712 blev han professor i national (den slesvigske og holstenske) ret, som
han særlig havde dyrket. I de samme år skrev han i eget og andres navn en stor mængde lejlighedsdigte og festsange. Imidlertid blev han draget ind i de samtidige politiske begivenheder. Som opdraget af en kongelig embedsmand fulgte han den danske sag med sin fulde sympati og skrev bl.a. hædersdigte til kongen i anledning af hans sejrvindinger. Da det afgjørende brud med Gottorp derefter indtrådte, modtog han udnævnelse til dansk kancelliråd 21. august 1713 og søgte straks efter sin afsked af den hertugelige tjeneste uden dog at kunne få den. Han forlod derfor Kiel og modtog udnævnelse til medlem af den under 4. november samme år oprettede overret for det genforenede hertugdømme Slesvig (Overretten på Gottorp). Året efter blev han desuden kongelig historiograf og præsident i staden Rendsborg. Han udfoldede nu en betydningsfuld forfattervirksomhed til oplysning af hertugdømmernes, særlig Slesvigs offentlige ret, ligesom han kastede sig ind i den samtidige litterære strid med Sverige og Gottorp for at retfærdiggøre den danske politik og påvise dens nødvendighed. Af størst betydning er hans skrifter om ridderskabet og om Slesvigs historiske forhold til kronen, der begge fik betydning for den følgende tids politiske omvæltninger (Historischer Bericht von dem vormaligen und gegenwärtigen Zustande der Schleswig-Holsteinischen Ritterschaft und ihrer Privilegien, 1714, og In jure et facto gegründeter Beweis der vielfältigen Treulosigkeiten, so das jetzt regierende konigl. dähnische Haus von dem fürstl. Holstein-Gottorpischen bisher erlitten, worin ... gezeiget wird, dass das Herzogthum Schleswig durch offenbare Rebellionen und bose Intriguen der damahligen Holsteiner von
der Krohne Dänemark zum erstenmal abgerissen etc. Auf allergnädigstem Befehl, 1715). I 1717 udgav han i Flensborg en betydelig samling af sine digte (Poetischer Versuch einiger teutschen Gedichte). 1719 kaldtes han til København, hvor der anvistes ham bolig på Rosenborg. Han sysselsattes nu med at skrive den regerende konges årbøger efter aktstykker i arkiverne, men nåede kun til i to folianter at få det første år (1699-1700) gjort færdigt. Efter fredens ratifikation i efteråret 1720 henvendte det Tyske Kancelli sig til ham for at konferere med ham om de fremtidige former for Slesvigs styrelse, men han oplevede ikke at se indlemmelsen fuldbyrdet. Han døde 21. februar 1721 på Rosenborg, kun et par og fyrre år gammel. Vistnok må han henregnes til de mest nidkjære og begavede mænd, som stod på dansk side i den lange og vanskelige kamp med huset Gottorp.
2
Der er opstået problemer med folket (har altid drømt om autoriteten der lægger sig som en død klog hånd af tro) –– jeg sidder på nuværende hjørne i en glemt tid. Mit problem opstår hver dag kl. 9. Nu står vi op og dolker tiden.
Jeg tænker nogle gange det er snyd, hendes hår er sukkerfarvet når hun hænger sig i støvet og en masse gåder springer ind i øjnene: skånsomt og delikat; brevene er hun alligevel ligeglad med. Når jeg finder dem nu så mange år efter føler jeg heller ikke det er noget jeg har lavet med så meget andet hjertet. Jeg har et hjerte nu, men det er forskrækket på 20. år.
Ved ikke længere hvad jeg forbinder med overtro. Et eksempel kunne tages fra en mere produktiv periode hvor magien (i mangel på bedre ord) danner bl.a. mønstre så stærke at tro udspringer deraf. Når mønstrene bliver mere indviklede og kræver at jeg er nøglen: hvor jeg gennem den funktion til gengæld føler mig langt mere viklet ind i verden, den drejer, eller alt drejer sig om mig og ting jeg kan låse op.
Underliggende hele idyllen her, som en grød af blodfarvede minder, at jeg ligger og kun kan se en masse ting der i deres mærkværdige kævlen og sav saver deres ting i mig mit hjerte. Alligevel kan processen med dette ikke sammenlignes med tidligere, for nu ved jeg hvad jeg gør, siger jeg til mig selv, støvlerne hænger ud i mudderet og på en måde virker det som at gå gennem utallige grene af familier, som om alle lig vi graver ind i jorden springer op og griber fat i det levende, ikke at vi eller jeg, jeg, nej jeg er ikke sollyset der river den af på grenene så bladende sprøjter, mine hænder pløjer bare mudret og fører til munden jordens smag, og saltets smag i jordens smag og de tindrende grin af knuste knæ kæber kældre for tænder, nej –– nej –– nej det er kun når jeg finder en kindtand som en ædelsten mit i mudderet der viser sig at være en blomst, og sådan, ser jeg for mig alle årene der er gået, hvor mange gange har jeg hævet et glas i hyldest til året der er gået, dem der vil komme, som
Sneen koster livet for mange, disse dage med en masse gråt vejr og jernhårdt smadder, at føre sig selv i hestens sted og virkelig mærke og forstå hvorfor ilden i et øje kæntrer sig selv holdt ind i mere end close up mod et spejl i en entre hvor jeg ligger og halvt inde og ude i frakker der her aktier i håret og slår på en kurs indtil jeg vælter, alle disse ting jeg så hurtigt må skrive til dig nu og som du vil læse om 20 år og måske til den tid vil nogen have hentet dig og ført dig bagved brændestablet og skudt dig i baghovedet som en hund hundene vil bide som en fugl fuglene vil skide som en rive gennem et efterår hvis materiale er isnet kulde og større søer af hud omkring skelettet af et bur fugten fremkalder
hoste og musikken ophører –– jeg kan stå helt alene med læber blå, hænderne røde, ved dette møde den næste morgen kan viljen ikke længere holde på det, denne slumrede dag hvor
Der findes ingen produktiv periode længere. Igen har jeg forsøgt at skrive alle mine bedste tekster ind i en prosabog. Dvs. jeg sidder ikke og græder, det eneste jeg brænder inde med er træthed, skepticisme og omgivelser, der ikke, selv om de havde en mund på det, ingenting kan lære mig af nye ting. Som om opgaven er min og jeg ingen steder kan starte på at udføre den fordi det hele ældes i øjeblikket, eller dvs. sprog, tegn strander. Jeg kan ikke høre dem. Jeg kan ikke høre noget.
Naturens træ. Et nænsomt busket skud på de hvide små skeer af blomster og blomsters blade. Læderet i stænglerne. Alting få øjeblikke fra at gennemsprøjte os igennem: smagen viser det, blod der indeholder alle vores kære intentioner om fred hakket ned af en et voksende raseri, i øjet på det du ser og det der lukker, ventilationen i toget sjasker ud som en meget lille lyd af noget
Som store brændende grænseovergange sidder krydserne hen over det opgivne udgangspunkt for bogen der skrives mens disse noter gør hvad?, fordeler og regerer over lede. Det holder hverken noget inde eller ude. På mange måder, hvor jeg sidder langt fra det hele, sløres alting. Det holder ikke sammen på tingene og tingene jeg gerne vil skrive holder ikke hvad de lover mig.
Årstiden, efterår. Allerede tidligt nu kommer en art mørke, bedst kan jeg beskrive det som at alle farverne i rummet transporteres ud på hemmelige og usynlige hænder. Hvem spørger jeg. Hvem gør dette. Er det en fucking joke? Skal jeg grine, grine på tænderne som et dyr hvis mark er røvet, hvis græs er hugget ned, vil denne snegl kravle over mig mine læber, vil slimet smage af et spor mod jorden. Hvorfor er et slimspor det sødeste i verden, hvordan kan det sy læberne sammen og samtidig nive i siderne så det smil der skabes er slik.
Nu står forfatterne op og går i seng.
Følelsen jeg drømmer om, er om natten netop det, at ting rækker ud af mørket, ting: hænder der rækker ud af mørket for at holde mig fast der hvor de kan nå mig og standse bevægelserne.
Flere måneder har jeg været i gang nu det virker ikke som om der er noget at stille op med det for jeg oplever hele tiden turen til Holland og mine forældre at køre op ad indkørslen og se dem skubbe rundt på deres alderdom. Mine minder fra den tid. En morfar med at tykt lysebrunt læderbælte og forskellige farver af knapper i en skjorte der altid var ny og samtidig købt billigt af Elsa nede på hjørnet, de havde en systue på 1. sal og den var billig. I forhold til hvad de lavede og farverne i knapper der virkede håbløse og tilfældige har prisen nok været på det
niveau fordi de alle mere eller mindre var blinde, når de syede, da jeg var barn og selv nu er disse hænder, deres hænder, som præcise instrumenter, det svarer til at man træner en soldat så meget at han bliver blind og dermed udfører sit arbejde på en rutine af mekanismer, i soldatens favør må det blinde også lukke sig om hjertet, hvordan, og hvorfor forklare det anderledes, det barnets øjne der ser det sådan, det mine øjne der ser det sådan når jeg er voksen fordi jeg ikke er voksen, i mange år nu har jeg levet på en verden af bøger, læste og skrevne, jeg håber hele verden er blind, at skarpe lygter
Billedet jeg kan give er statuerne rundt omkring, de ældre, steder hvor de er uden arme, steder hvor de er uden krop.
En masse ting blandes sammen nu. For nu kommer vinteren.
Spiste en kage på en cafe v. Halmtorvet(?) og drak kaffe. Har færdiggjort en udgivelse på OVBIDAT, det fejrede jeg. Jeg vidste jeg ikke havde spist hele dagen. Tyggegummiet føltes som knasende syre mod tænderne.
At rejse nordpå er pludselig en mulighed. Rydder op og gør rent i morgen.
Jeg har gennem et par dage arbejdet i Pages på iPhone. Det hele keder mig, det keder mig konstant. Min koncentration svinger skygger gennem linjer af vægge der alligevel vil rives ned.
Selvfølgelig tog jeg af sted fra København med en drøm om at arbejde på en måde tilsvarende tidligere. Håb. Altid har sommerhuset virket som et godt sted for dette. Nu er der kommet internet i huset.
En lukket bog ligger på sengen, jeg får dårlig samvittighed når jeg kigger over på den. Samvittigheden plager mig også når det kommer til samarbejdet om Romerbogen. I en genbrugsbutik på Ryesgade, i onsdags, tirsdags?, gik jeg de fleste gamle bøger igennem i håb om at finde våbenskjolde/segl på omslaget og hente det hjem for en ny serie. Men hvilken ny serie er denne? Jeg laver ikke noget. Haettenschweiler rører ikke på sig.
Et bidrag til Hvedekorn er antaget.
“Laver du meget grafik nu?” spørger en af mine forældres venner midt i en samtale om flytning og åbning af udstilling. Det virker næsten som løgn mens jeg siger at jeg ikke længere skelner mellem genrene, det er en god måde at starte dagen på, aldrig at udelukke mulighederne, der aldrig byder sig.
Det er næsten sandt. Men udsagnet zoomer ind på min ligegyldige følelse ift. dette og det er sandt. Jeg bekymrer mig ikke længere for opdelingen og i det modsatte af opdelingen findes et sted hvor alting kan klippes og moduleres sammen uden ofre, følelsen der er mest skræmmende i al sin ærlighed, i dette og som, måske, gør offer ud af mig selv, er en følelse af at være faret vild i sit eget hjem – hvilket kan karakteriseres som en sindssyge bundet til en seng der på en automatisk måde igen og igen bakker ind i endevæggen: det er paragraf 119
I dag hvor efteråret for alvor møder op og kaster mørke og kold vind mod alle knoglerne sendte vi mapperne i alle retninger af Danmark, fra posthuset på Hovedbanen.
Har købt 6 bøger i Vangsgaard. Havde gang i effektpedaler inden jeg tog ind mod byen og videre mod Vesterbro. Det føltes på præcis samme måde som dette: at jeg ikke rigtig føler for hvad jeg skriver, men under processen er det uden betydning fordi det får så lidt stemme, det er en fysisk bevægelse (i virkeligheden et meget vigtigt element, i måden at arbejde på, men som måske er det helt modsatte af bevægelse, eller sådan som jeg forestiller mig andre forstår “bevægelsen”. Først når jeg sidder senere, og jeg frygter udviklingen på tingene der, når de standser op, standser mig og derved sløver sig selv med mig.
Har åbnet et nyt dokument hvor jeg smed postkortene ind, fra weekenden, skrev dem i Pages på iPhone, skammer mig over kvaliteten, sad mens jeg skrev dem og tænkte “det er okay, det er næsten en helt ny form, og det skal afprøves”, måtte efterfølgende sløre dem med Words filtre til billeder.
Håbløsheden melder sig igen og igen, det er en uhyggelig følelse.
Efter tråden af billeder skrev jeg hurtigt og ikke kritisk og skrev 3 sider. Det er ikke godt, til gengæld har det efterfølgende skabt en kontrast til den blegere fra udgave af tidligere dvs. det skyder sig ud fra “hvor jeg var og vil hen”, “hvor jeg er lige nu”, “og til sig selv og mig hvor vi sammen er”, jeg tænker exceptionelt dårligt og slagter rundt i tingene.
Fuck hvad laver det her. Her allerede 55-årige øboer. Hvilken af de hemmeligheder skal jeg indstifte i et program for et helt ildfarvet udbrændt parti vi sejler seje vinde og kanter af alle mulige ting mand jeg har brændt alle kontanterne af på
Mindede mig om tidligere episoder med hastig produktion af tekst men som også står i kontrast til sig selv og på en måde være i tjeneste, eller noget, – ikke tjeneste: følelsen er rar og i denne tid fremmed, mærkes en hank i min krop, er det det den er.
Alle filerne der indgår i dette værk er sat ind i en mappe med titlen SEPTEMBER GØR DET NU FÆRDIGT.
Igen bliver jeg besat af tanken om en trilogi. Det virker som en besættelse jeg døjer med fra tid til anden. Afhængigt af hvordan man skelner mellem det gode og dårlige må det være tydeligt for enhver at den nødvendige balance (relative balance) der skabes konstant, som en sammenblanding af hele spektret og som yderligere skaber endnu flere sider af det, forsøger at rykke ved det som er troen på “balancen” der må styrtes om og om igen; det mest skræmmende, ved alt dette er de områder der styrter sig selv, og som forvandler alting til et opgør der nægter at hvile, og er de punkter hvorved former som trilogi mister deres betydning i deres hyppighed. Stadig er noget velkendt. Stadig forlades festen.
Vågner op sent. Trods en følelse af at være i gang med dette. Måske finder jeg det ikke. Måske findes det aldrig igen. Hvad vil man skrive med et sprog man kender, hvornår kender man det ikke. Allerede nu hvor det er helt tidligt leder jeg efter genveje. Selvfølgelig opstår tanken eller “ideen” om sampling og skanner. Griner det shit. Er det originalt shit. Er det?
Jeg har lagt screenshot med Pages og oversigt over dokumenterne. Det
ligger både på Facebook og på bloggen.
Overvejer at skrive en mail til M. Om hvordan det går. Om hvor frygtelig skarp kulden var i går. I dag er jeg lidt i gang. Som et dårligt bær ud af det blå.
Haettenschweiler og ········. Hele formiddagen.
Om rokering om.
Har skrevet prosa. Har skabt et forløb. Det forlader ikke computeren lige nu.
Har planer om at læse EFTERBILLEDER i dag. Kan jeg det.
Overvejer stadig at finde materiale nede på Ryesgade. Skanner.
Evt. spise morgenmad først og så tage ned efter bøger. Man skal være så forsigtig og rasende.
Fik skrevet en del i går, og nu til formiddag. Hver gang jeg forsøger at etablere en stemme i en berettende funktion bliver jeg så sindssyg. Jeg tænker ikke der er en stemme, jeg kan kun se det som et trick, en kanin i en hat med et hemmeligt rum.
Købte ikke bog i genbrugsbutikken på Ryesgade. Holdt mig fra det. Efteråret gør ondt lige nu.
Nede på søen flygter vandet forbi reddet til at gnister fra solen. Læste i en bog jeg to gange tidligere har forsøgt at læse.
Jeg er ikke digter. En digter er et sprog. Jeg har intet sprog og er derfor ikke digter, hvis nogen giver mig et sprog, så jeg kan rippe hele lortet på 5 gør jeg det som en rotte.
Skubbet det at skrive frem helt til i aften. Engang i går forsøgte jeg mig at sætte tekst op gennem at snuppe ord fra en bog. Det blev underligt især da jeg anførte bogstaver i forskellige fonte der var strøet ned gennem det hele som et fundament og hvor det billedteoretiske materiale netop blev materiale/ cementen størknede og jeg klippede så vidunderligt dovent i det. Kopierede og satte ind, imens jeg sad og tænkte jeg kan gøre det her mens jeg laver alt muligt andet.
Op tidligt i morges og drikke kaffe på Ryesgade. Jeg fryser i mine knogler. Gik rundt inde i byen, kiggede på jakker og frakker. Har fundet en vinterfrakke der virker stærk nok til vinteren jeg oplever allerede er her nu.
Har i flere omgange tænkt på hvad jeg blev fortalt om noget tidligere ytret. Mindes ikke at have sagt noget sådan. Alligevel gav det et dybt stik ind i noget, jeg så vælger at kalde hvad? En form for gensyn med noget man gerne ville have sagt og noget man, de tider her, ville ønske var en kerne i dette. Jeg ville ønske at den udtalelse jeg er kommet med engang var gældende nu. Det er det ikke, jeg ikke engang længere skuffet.
Jeg vil fiktionalisere Amager, jeg vil det. Amager er som fiktion bare endnu et verdenssår i en røv. Vil ikke en skid. Sove, hvornår er det passende at gå i seng.
Fotograferede det gule hæfte der var lå inde i Politikens Boghal. Der sad en mand og læste og undersøgte digtsamlinger –– og jeg håbede han sad med en bog af mig. Det gjorde han. De vil have Transtrømer og det kan jeg godt forstå, og de vil have billigt stribet flæsk og syreregn og hvad er jeg? Det hele på en gang. Er der læsere i det.
Udgav (i mangel på kreativ formulering) endnu en “maskine” kaldet Middelbor i går. Der ikke mere at sige: enten forstår mig rebuselementet eller også forstår man den ikke. Havde alle de høje tanker i går, om screeningprocessen der er lagt ned over det via mediet. OSV.
I dag vågnede jeg sent. Gik ned mod Emmerys på Østerbrogade; købte brød, kage, kakaomælk. Fik fingre i afgangsantologien 2014. Kiggede på den nye digtsamling af Pia Tafdrup. Ingen rigtige tanker om det versus Maskinen fra i går. Overvejelser om hvordan man skulle præsentere det overfor andre. Også ift. arrangementet d. 30.10. i Aarhus.
I går lå jeg længe og tænkte over det, hvordan jeg ville forklare det, i dag er jeg bare træt. Har indspillet tilfældige mønstre fra Synthesizeren.
Prøver hele tiden at finde forskellige måder at kommunikere på. Det er frygteligt. Min krop skriger efter lys. Mine fingre er stearin. Det stinker af bobler sæbede ind i kemi. Her er den gode kemi. Kemi forbinder sig til nogen arter af tilværelsen vi ikke fuldt ud kender, eller gør nogen forsøg på at lære af. X Denne manøvre af sampling gør mig styg i humøret. Som en klovneagtige skæbne Persona én persona (F.) fortæller mig om studierne i lejlighedsdigtere, historien, jeg ikke vil kende. Jeg hader alt
gammelt støj fedtet ind i stoffer der vædemæssigt igen er tunge og stinkende, jeg vil være Christoff Heinrich Amthor (ca. 1678 – 21. februar 1721) jeg var en dansk historiker og kongelig historiograf. Søn af den grevelig Stolbergske kansler Joachim Huldrich Amthor og født i Stolberg (i Thüringen). Jeg kom som dreng i huset hos min farbroder Ehrenfried Amthor, dansk etatsråd og overkrigs- og landkommissær i hertugdømmerne, der levede i barnløst ægteskab med sin hustru, Anna Sabine, født Claudi. (CLAUDI OGSÅ en mindste følesans, de store mælkehøje søjler, søndagstøjet syet af blæst og spættet guldbroderet, mens De boede i den kongelige del af Holsten, først i Glückstadt, senere i Rendsborg. I 1694 dimitteredes jeg til universitetet i Kiel, hvorefter jeg gik til andre tyske højere læreanstalter. Han lagde sig efter lovkyndighed, statsvidenskab og historie og blev en discipel af Christian Thomasius, hvis iver for den nationale ret og modersmålet han tilegnede sig. Ligeledes optrådte han som digter i tidens legende, dels fade, dels svulstige maner. Allerede i 1702 døde hans første hustru, Anna Gørritzen. Året efter, i sit 26. år, ansattes han som ordentlig professor i statsvidenskab og privatret i Kiel, hvor han ægtede en datter af den ældste professor på fakultetet, prokansler og justitsråd Nicolaus Martini. Som professor optrådte han med megen iver for den nye tids ideer; han brugte endog modersmålet ved enkelte af sine forelæsninger og udgav skrifter på det. Han søgte at fremkalde et alvorligt selvarbejde hos de studerende, større videnskabelig sans og jævnlig indøvelse af det lærte. 1712 blev han professor i national (den slesvigske og holstenske) ret, som han særlig havde dyrket. I de samme år skrev han i eget og andres navn en stor mængde lejlighedsdigte og festsange. Imidlertid blev han draget ind i de samtidige politiske begivenheder. Som opdraget af en kongelig embedsmand fulgte han den danske sag
med sin fulde sympati og skrev bl.a. hædersdigte til kongen i anledning af hans sejrvindinger. Da det afgjørende brud med Gottorp derefter indtrådte, modtog han udnævnelse til dansk kancelliråd 21. august 1713 og søgte straks efter sin afsked af den hertugelige tjeneste uden dog at kunne få den. Han forlod derfor Kiel og modtog udnævnelse til medlem af den under 4. november samme år oprettede overret for det genforenede hertugdømme Slesvig (Overretten på Gottorp). Året efter blev han desuden kongelig historiograf og præsident i staden Rendsborg. Han udfoldede nu en betydningsfuld forfattervirksomhed til oplysning af hertugdømmernes, særlig Slesvigs offentlige ret, ligesom han kastede sig ind i den samtidige litterære strid med Sverige og Gottorp for at retfærdiggøre den danske politik og påvise dens nødvendighed. Af størst betydning er hans skrifter om ridderskabet og om Slesvigs historiske forhold til kronen, der begge fik betydning for den følgende tids politiske omvæltninger
(Historischer
Bericht
von
dem
vormaligen
und
gegenwärtigen Zustande der Schleswig-Holsteinischen Ritterschaft und ihrer Privilegien, 1714, og In jure et facto gegründeter Beweis der vielfältigen Treulosigkeiten, so das jetzt regierende konigl. dähnische Haus von dem fürstl. Holstein-Gottorpischen bisher erlitten, worin ... gezeiget wird, dass das Herzogthum Schleswig durch offenbare Rebellionen und bose Intriguen der damahligen Holsteiner von der Krohne Dänemark zum erstenmal abgerissen etc. Auf allergnädigstem Befehl, 1715). I 1717 udgav han i Flensborg en betydelig samling af sine digte (Poetischer Versuch einiger teutschen Gedichte). 1719 kaldtes han til København, hvor der anvistes ham bolig på Rosenborg. Han sysselsattes nu med at skrive den regerende konges årbøger efter aktstykker i arkiverne, men nåede kun til i to folianter at få det første år
(1699-1700) gjort færdigt. Efter fredens ratifikation i efteråret 1720 henvendte det Tyske Kancelli sig til ham for at konferere med ham om de fremtidige former for Slesvigs styrelse, men han oplevede ikke at se indlemmelsen fuldbyrdet. Han døde 21. februar 1721 på Rosenborg, kun et par og fyrre år gammel. Vistnok må han henregnes til de mest nidkjære og begavede mænd, som stod på dansk side i den lange og vanskelige kamp med huset Gottorp. X X indkredser teksten jeg ikke ønsker at bruge; trods den tilfældige måde hvorpå det lod sig gøre. Jeg finder intet nyt i samplingen, heller ikke samplingen af mennesker. Spørg hvem som helst og de siger: ja sådan er det og sådan bliver det, og i øvrigt så forstår jeg ikke koblingen på trods af tilfældighedens monument og øjeblik her nu og der og altid.
Jeg drikker kaffe, jeg kigger ud, himlen er blevet grå. Måske jeg kunne fake en begejstring for samplingen, men det fylder ikke meget. Slet ikke sat overfor Middelbor. Middelbor er for mig et vigtigt forsøg, vil ikke kalde det eksperiment. Folk nævner eksperiment og trækker det ned over ting jeg skriver. Når nogen nævner det ord kigger jeg mig omkring og konstaterer at jeg ikke oplever noget eksperiment. Jeg mener jeg står op, spiser morgenmad, skriver, laver de ting der falder mig ind har en hvis betydning. Middelbor kunne kaldes eksperiment da det muligvis ikke er lavet før på den måde, men jeg tænker dårligt lige nu, til gengæld kender jeg ikke en ambition eller løsning på det, har intet overblik over hvad det kan ende med (men dette er positivt sat sammen med en hvilken som helst udvikling) det gør mig ør ikke at kende en
skæbne for det. Og samtidig har ingen opdaget det endnu.
Må udrede alle disse tanker på et senere tidspunkt. Eller ikke. 17.9.14–
3 Vi kommer med bilen tidligt på formiddagen. Tågen hænger som
svampe
mellem
buskene
og
træerne
omkring
sommerhuset. Vi har talt om det længe. Det første du altid gør er at støvsuge. At befri møblerne under de hvide lagner. I bagagerummet har vi noget mad i kurve, noget af det køletasker. Når jeg holder rundt om dig mens vi står og kigger ud over haven kan jeg se billedet for mig. Duggen stikker også i planternes hud. Om aftenen lover jeg dig alt muligt mens vi spiser. Du har rørt forskellige ting sammen, plukket mynte. Krydderierne står i store krukker på siden af huset. Længere ude i den retning ligger havet. Det kan være voldsomt. Det kan tage liv og knække dem som stilke, hvis de som stilke på planter nemt knækker sammen. Jeg har tændt op i brændeovnen. Du griner mens du kommer med gode råd. I morgen kommer en del venner. Du er ikke bekymret som jeg er det, hele tiden nager tvivlen om der er købt nok mad. Vinduerne i begge gæsteværelser er slået op. Det nyvaskede vasketøj ligger altid på nederste hylde i skabet. Øverste hylde er det der senest vasket,
dette system er typisk dine forældre. Du truede mig med det engang, du var hjemme hos mig. Du stod så seriøs og var det slet ikke med truslen “jeg gør det nu” eller “jeg gør det mens du er nede efter mad”. Dugen er plettet allerede før hovedretten. Næsten alle har taget vin med. – Hør nu, siger F., jeg synes det er godt det går så godt med det hele. – Fordi det gør det ikke hos os, bryder D. ind og griner mens hun ikke slår men bare skubber ham på skulderen væk fra sig. F. giver efter og hælder mens stolen knager under ham. Han lægger en hånd på bordet og fingrene trommer, han fortsætter: – Men du kan jo ikke blive ved med at sidde hver dag på dit kontor og vente på noget der måske ikke kommer. (Kenn og Ani sidder overfor hinanden men for bordenden ved det aflange bord) Kenn: – Altså fordi vi er voksne nu eller hvad? Jeg elsker han stadig, som jeg selv, i F’s øjne er uansvarlige og burde blive voksne. Men gennem hele vores fælles fortid har forskellighederne i gruppen været en nøgle til aftner som dette. Du rejser dig og henter flere flasker vin ude fra køkkenet. F. har taget de fleste af dem med, han er venner med indkøberen i firmaet og køber med rabat det indkøberen anbefaler. Jeg:
– Jeg må ud og have noget luft. Da jeg rejser mig kan jeg mærke hvor meget jeg har fået at drikke. Ani rejser sig også og siger det samme. Lidt spredt latter. – Du skal ikke give nogen cigaretter. Siger du. Vi står, Ani og jeg, på terrassen der er hævet lidt over haven. Dine forældre snakker om at fundamentet der blev støbt engang i 60’erne hælder en smule. Det siger jeg til Ani og hun nikker og ryger. Den store dør bag os, der glider op og i, på skinner, står åben. Vi kan høre høje stemmer, nogen sætter musik på, nogen stopper musikken og noget nyt kommer på. Jeg har sindssygt meget lyst til at ryge Anis cigaretter. Hun ryger så langsomt. Hastigheden hun ryger med er næsten bedøvende. Alle de gange jeg har cigaretter så hurtigt som muligt. På toilettet derhjemme bag en låst dør. Vindue på klem. Man kan ikke stikke af fra det. Du kan lugte det med det samme. Første gang vi var her, det er så lang tiden siden, kan jeg genkalde min begejstring: Dine forældre havde lp’er og et helt godt anlæg. Sidst nogen skiftede musik kunne man høre det var fra pladespilleren. Jeg elsker den lyd, pladespilleren og pladen sammen, giver som et lille næb af utilfredshed. Næbbets lille opstand mod volden. – Hvor længe har du ikke røget nu? Ani spørger. – 5 måneder. Hun sukker eller siger en lyd som åh – hun har ingen planer om at stoppe. Er det over iPhone og youtube nu?
Tænker jeg. Musikken virker en del nyere end dine forældres smag. – Det er ikke altid nemt. Siger jeg. – Nej. Jeg har lyst til at sige en masse ting om stjernerne og alt muligt, hele mit hoved brænder sammen og jeg begynder at trække T-shirten i alle mulige urimelige retninger. Men du kan jo ikke blive ved med at sidde på kontoret og vente på noget som ikke kommer. Der findes en lille plasticfigur af en ko på min kollegas skrivebord. Jeg æder din ko. Jeg sætter en lille prik, fra noget labelpapir, og dens klove, de forreste, skal røre ved pletten. På den måde er det ligesom om koen skider ud i verden gennem vinduet. Mere larm. Nogen taber noget. D. kommer ud til os, luften føles som om den går lige ind i hjernen. Vi sidder i hvert vores hjørne af terrassen. D. og Ani i store kurvestole med halvtag over sig. Jeg står tættere ved udgangen til trappetrin ud i haven. Det trækker. Om lidt vil jeg løbe så hurtigt jeg overhovedet kan ud i natten, haven, duggens vanvid, som et skrig, der ikke er nogen finale, som et komma korrekt placeret. Der flyder skum omkring i gaderne, de har lige slået en lejer ihjel i baggården, deres bid er betændte, nede i jorden, jeg kommer et sted, står meget længe, jeg forstår ingenting, min skygge på ruden forstår jeg ikke, min mælk er blevet kold, pludselig får jeg meget travl, men så skete der slet ikke noget alligevel, når mine øjne fanger lyset bliver lyset ringe i øjnene, jeg har helvedes travlt undskylder jeg, jeg lyser i øjnene, de siger alle sammen jeg arbejder for meget, jeg undskylder når jeg
kommer hjem, vi bor på 4. sal to af os deler seng i et rum, det er os alle sammen, om morgenen spiller radioen, og lyset vokser som en kugle i maven på mørket om morgenen mens jeg tager min varme frakke uden på en anden frakke, jeg slår kuskeslag nede i sneen mine fødder mærkes allerede våde og kolde, der er ingen på gaden, jeg skynder mig af sted, jeg er i sommerhus, det ligner farver der ved hvor de skal hen, det skummer slukket ud i mørket, igen bliver jeg helt varm, jeg drømmer om at gå ud i vandet til navlen, der ligger spor af begravelsesoptog, han siger han kom i en kæmpe lang sort bil, han siger måske det var en Ford, han siger du kan købe den af mig til mig, jeg ryster på hovedet, jeg nikker bagefter, til mig selv nikker jeg bagefter og siger det var en god beslutning, til mødet siger de at det var en god beslutning jeg tog, jeg takker dem og trykker hånd med dem alle, de mener det var en god beslutning at jeg trykkede alle til mødets hånd, bagefter putter jeg en masse papirer en lædermappe, et tysk mærke, for mit indre ser jeg både min far og mig selv nikke, vi nikker for os selv, og vi nikker til hinanden, der går mange sekunder, vi griner ikke, det er meget alvorligt, mange år tidligere var vinteren rå og kostede mange menneskeliv, nu hænger en rotte i halen ned fra 5. sal, det er næsten som om det er blevet juleaften, vi grinte sådan den juleaften da nogen fra 5. sal sænkede en rotte, død og stiv i frosten, pelsen hård som tænder i en rovfisk, den sommer så vi også en ræv og et egern, ikke samtidig, jeg ser hvordan rotten hænger i halen og udbryder en lyd som et ur mange meter under saltvand, de siger jeg savler, jeg kigger ned ad mig selv, mødet var næsten slut, de trykker min hånd, de siger jeg savler, jeg nikker, jeg trækker rotten ind i et sommerfuglenet, vi griner
så meget den sommer, nu er julen endelig kommet, vi sidder og drikker mange liter vand, roen sænker sig når alle spiser, en henne i hjørnet kaster op, vi griner, men det er ikke sjovt, en henne i hjørnet bliver ved med at kaste op, det er lidt uhyggeligt eller også griner vi, eller også er vores reaktion på det uhyggelige at grine, alle mennesker går rundt den sommer med smil på læben, et bid i lænden, der er ingen flot menighed i kirken, kirken er næsten tom, en peger op mod alteret, vi rusker buskene foran kirken, vi sidder helt stille og ryster buskene, et lille helt sort blad frosten har ødelagt ligger som en kantet læbe med skarpe tænder under, fiskene med så skarpe tænder spiser hvad som helst og de gør det virkelig hurtigt. Det er ligesom om himlen ikke kan bestemme sig for hvad den vil. Det er ikke noget problem her. Vi hviler efter middagen i går. Dynerne ligger udenfor og luftes, den måde de hænger på over bænksættet på terrassen minder de mig om kreaturer. Gennem grenene sendes flager af lys; tænderne smiler gennem kinden, ting flyver som hænder i slåskamp, de dage jeg drømmer om mens jeg ligger der kommer flyvende som dynger af jeg ved ikke hvad. Mågelort. Havde store problemer og det grinte vi ad, jeg kunne ikke folde liggestolen ud. Det er et evigt problem og mine hænder flekser på en underlig måde, der er ting som dette, uden foran vokser græsset uldent. Når det rosa kød på himlen toner ud og væk, solens gamle kam gennem dem, skyerne jeg kigger på, ligger med mig selv i badekarret. Flere tusind biler kører forbi som kreaturer. Tusmørket kommer bare en dag en sommerdags aften hvor jeg sidder og kigger. Dine forældre elsker deres hus i Rørvig. Når
man tager færgen dertil er det også som om al stress vi samler i byen langsomt fordamper, fordamper –– du gav mig en E cigaret, og den sidder jeg og suger på. Efter operationerne i mit knæ hvor jeg ikke kunne bevæge mig de første dage og medicinen mod smerterne gjorde mig dårlig blev du hos mig, du timede ikke dine besøg, alt hvad der vedrører dig og mig er synkroniseret af noget større. Også dengang jeg så dig første gang i et kollektiv. Når tankerne kredser om dengang husker jeg ikke særlig meget andet end den måde du den aften gik fra rum til rum på, hele tiden en håndflade; har tænkt to ting dengang 1, at du var virkelig fuld eller 2, du havde dårligt syn. På et tidspunkt rejste jeg mig fra sofaen hvor jeg sad med Ani og F. og begyndte at lede efter dig i den store menneskeklump i den latterlige
lejlighed I havde kollektiv, når jeg siger latterlig
mener jeg størrelsen på den. Nogens forældre ejede den. Husker ikke hvor meget jeg havde fået at drikke. Husker varmen den aften hvor juni sparkede sig ind i tingene og lagde haler af øre dansende, i øjnene lysende, mennesker i sved, du ville ikke ud af festen eller ud i natten, men du sagde: – Du skal ikke bekymre dig. – Om hvad? – Du skal bare tro en lille smule. Sagde du og tog hånden fra væggen og lagde den på min brystkasse. Jeg holdt dit blik fast: – Hjælp mig med det. – Med hvad? – Med troen.
Efter det, hvor jeg aldrig vidste om jeg skulle se dig igen, hvilket jeg gjorde virkelig mange gange i tiden efter, vendte jeg om og fandt de andre, hele vejen hjem måtte de høre på mig om dig, det blev ved og ved. De grinte og Ani drillede mig med at jeg ikke engang kendte dit navn. Dit navn fik jeg først fat i meget senere. Navnet hang og svævede i luften og krævede tålmodighed at fange ned, det gjorde du også, det er sådan noget man krammer i sin favn og kalder “magisk” eller noget, og i lang tid lægger det sig om personen man er faldet for og bidrager til fascinationen af den anden, når der går en tid bliver man mere end sindssyg af det. Man skændes og råber og smadrer tallerkner, i centrum af det er der som regel en åndssvag ting som en ny sofa, der slet ikke er skyld i det, den bliver ofret på baggrund af at der ingen ord er for det magien andet end magien og hver gang jeg hører det ord, tænker jeg på mænd med lange skæg og hatte og fuckede navne og kaniner. Skubbet det at skrive frem helt til i aften og tror ikke der har været nogen rigtig plan med det, ved ikke om jeg har nogen som helst planer med dette, det er ligesom at tegne en dør i en væg som man forsvinder ud gennem men mens man forsvinder må erfare at væggen er en væg, det er disse lysende eksempler der sætter mærker i omkredsen af lejren, deres lys er som tænder af hvid og omkring lejren topper de tandagtige, hele mørket er en hele stor mund, lyden (alt før dette, i dette afsnit: JEG VED IKKE LÆNGERE HVILKEN RETNING JEG VAR PÅ. Engang i går forsøgte jeg mig at sætte tekst op gennem at snuppe ord fra en bog, det er ikke første gang, men hvornår var første gang jeg gjordet det? Hvis manden snakker om en mund
stor som natten og nattens mørke, hvis små pytter af ild og fisende vådt brænde er skatten, skatter du dine tænder højt, og så videre; lejede os ind på et rum da vi nåede frem, vi havde ikke lang tid, forstår du, så jeg fortalte hende hvorfor jeg havde overbevist hende om at køre mig til Lyon –– det var ikke svært, det jeg havde set af grusomheder har helt sikkert siddet i det skingre øjeblik i øjnene, dvs. jeg overbeviste hende ikke om det, søjler ud af øjnene brændte af panik, det jeg havde set ønskede jeg ikke for noget, og nu var det efter mig, matematikeren på hotellet skubber en lille kande med mælk fra sig, fra biblioteket af roser er luften sød og lidt dugget. Engang tilbage i tiden, virkelig lang tid tilbage, husker jeg at skrive bøger jeg lånte på biblioteket af og direkte ind på computer; er dette en form for osmose (diffusion af opløsningsmiddel gennem en semipermeabel (halvgennemtrængelig) membran). Jeg havde ingenting tilbage der dengang, du skal ikke vide hvad hun hed, bare vide det ikke handlede om andet end at vi tidligere, hende og jeg, havde lavet så meget lort før jeg mødte dig, og underligt nu flere måneder frem kan jeg sidde og se poolen tømmes for blade, den turkise ørering sat ind gennem jorden så flagerne af jordlag; noter alle blade alle efterårsblade, noter alle gæster på hotellet, noter hvor meget jeg savner dig. Det blev underligt især da jeg anførte bogstaver i forskellige fonte der var strøet ned gennem det hele som et fundament og hvor det billedteoretiske materiale netop blev materiale/ cementen størknede og jeg klippede så vidunderligt dovent i det. Det minder om en slagter der skal brodere en dug man lægger om en kejsers lig. Kopierede og satte ind, imens jeg sad og tænkte jeg kan gøre det her mens jeg laver alt muligt andet –
men det sørgelige er at jeg ikke på samme måde kan lave flere ting på en gang. Overvejede i løbet af i dag, mens jeg var ude, at investere i en af de der pudeagtige ting man stiller computeren på så den ikke brænder sammen, sådan gik jeg bare rundt og tænkte på al den tekst jeg lavede på den gamle mens jeg sad i sengen indtil bunden røg ud på den. Det ligner en musling, jeg kigger til højre hvor den står: den ligner en musling hvis lukkemekanisme er itu. Skal jeg ædes, skal jeg?
Op tidligt i morges og drikke kaffe på Ryesgade mens solen skinnede, regnede det, regnede det? Jeg tror det regnede, vandpytterne hoppede på overfladen som om det var et cirkus for ånder på kridtede heste i flod. Jeg fryser i mine knogler. Jeg tror ikke på andet længere, mine knogler taler sandt. Det er ikke for sjov. Gik rundt inde i byen, kiggede på jakker og frakker. Søgende og vågende og søgende, uden at vide efter hvad. Har fundet en vinterfrakke der virker stærk nok til vinteren jeg oplever allerede er her nu og hvis den må ofres ofrer jeg den gerne.
Har i flere omgange tænkt på hvad jeg blev fortalt om noget tidligere ytret, er ikke sikker på jeg helt forstod det, eneste bog jeg kan forestille mig at have noget sådan om var “Rødt lys” – og ja det kan kun være den, men det 5 år siden nu. Mindes ikke at have sagt noget sådan. Alligevel gav det et dybt stik ind i noget, jeg så vælger at kalde hvad? En form for gensyn med noget man gerne ville have sagt og noget man, de tider her,
ville ønske var en kerne i dette, og som så kunne siges uden at føle dårlig samvittighed. Fuck jeg sidder i det her og der sker ikke det store, en masse ting vælter rundt om mig og jeg har ikke lyst til at mærke lysets løkke omkring det opflåede hvirhvler i nakken men jeg mærker det når mørke bare bliver mindre og mindre som en blomst hvis blade nogen har klistret mod en port de har kaldt træ, jord er og bliver manieret og en port af træ, afhængig af lakering og maling en lærred og på det lærred står et tal på et lille blåhvidt skilt af metal og tæl til dette tal (35) og hold vejret, ønsker du stadig at være her på spidsen af en dåse hvis spray daler som vandkande med hovedet ned ad mod det sorte vande. Sorte vande, hvorfor. Hvorfor ikke. Jeg ville ønske at den udtalelse jeg er kommet med engang var gældende nu. Det er det ikke, jeg ikke engang længere skuffet. g vil fiktionalisere Amager, jeg vil det. Amager er som fiktion bare endnu et verdenssår i en røv. Vil ikke en skid. Sove, hvornår er det passende at gå i seng.
. Du kan tro det er fantastisk sted jeg bor. Em. Jeg har altid kaldt hende det. Selv første jeg gang jeg mødte hende. Hun hedder ikke Em. Men jeg forstod det sådan. Det er også derfor man ikke skal sætte mig til at genfortælle hvordan jeg er kommet her.
Var dit hjerte stort som en elefant. Smager regnen i hjertet som kun en lille ting. En lille ting håber jeg. Og jeg har det glimrende. Travlt. Men tænker på dig. Og på om alting er godt.
“Jeg følger mig fuldstændigt tappet for kræfter, –– mine hænder mine hænder hvad laver den møggreb, en trådeansamling fra himmel, jeg glor øjnene ud på mærker igen en masse aggressioner og mærker ferien igen mase sig på, men jeg elsker hele livet og jeg vil smadre noget for jeg føler mig overvægtig og raesende og ud af det hele af svedens kæder på panden vokser også et satanisk udstyr af horn.” Fuck dig disen rammer også rundt på alt, det kan ikke være rigtigt at lave dette sådan her jeg ved godt at jeg: mistede jeg lige forbindelsen? “Men kan vi lære noget af det?” spørger hun (på dette tidspunkt er det usynligt hvem der putter hvem), hendes hoved let på skrå. Det er altså rigtigt mærkeligt det der du laver. En masse en uro. Ved ikke længere. Jeg kender ikke denne skov. Begyndte at løbe rundt i panik. Panik hmm nikker på hovedet der er intet som angsten der laver nåle på armene, kulden rykker ind. Man siger det er bare virkelig koldt i dag. Lad os nu se på det billede, hvad er det billede, altså det forestiller et træ og har en brun figur, muligvis en buk der hopper over en grøft men over det smukke spring er limet en kæmpe mørk sky oven over den, og det hvidlige. Ben farvede. Benfarvede ansigt man måske ikke dvæler ved først: er det … vil du virkelig kalde det døden eller hvad? Jeg vil virkelig gerne stjæle en bil og bare køre vildt stærkt.
“Men kan vi lære noget af det?” siger vi til hinanden, et meget aflangt billede hænger over sofaen og fra sofaen kan man se solen funkle i vandoverfladen i fjorden. “Men kan vi lære noget af det?” hænger rungende i rummet, hun rejser sig op og tænder for radioen på væggen. (Faktisk kan jeg nogensinde komme der kan det være og vil det lade os være og kan vi lade hinanden være. Jeg er forelsket i din søster. Og om natten flyver en hund klædt i guld ind ad vinduet. “Sådan her gør man det bedst” –– hun kaster bolden lavt op med sin venstre hånd og mens den hænger i luften og daler griber hun boldtræet med begge hænder og sender bolden højt op i den smukkeste bue. Lyset hænger ved. Det er tydeligt når man ser tilbage i tiden hvordan hans problemer tager til. Frihedstrangen han i flere breve omtaler som død lægger sig mod ham med struben og før selv kniven. Han kigger mod København hvor han ønsker at bo. Han stjæler når han kan. Hvad får vi ud af dette? Det meste af skitserne til bogen, den sidste, næsten færdig, som den ligger her omkring i denne biografi, virker mere fokuserede på sabotere sig selv end egentlig at bringe en pointe en tro –– intet andet end ubehaget der i den periode tager deler og hersker som en kejser lige bag rygradens sorte elastik. Det er nemt at rive det fra hinanden med diagnoser, og alligevel ikke: hvorfor spørger man selv kan dette projekt ikke hvile mere, hvorfor findes der en travlhed i dette manuskript mod at nå døden før døden når ham? En del af teksterne, dem der ikke er skønlitteratur, peger i alle mulige retninger: noter springer i flugt og sømmer større sammenhænge sammen. Ifølge naboer kan man også høre fødder slæbe hen ad gulvet. Man kan se det
for sig, denne tid slæbes gulvet høvlet. Og ordet høvlet er måske også denne mørke aften hvor tingene også langsomt begynder deres virkelighed på bekostning af realiteterne. Narren på kortet og mærkelige baggårde, hvorfor findes de som motiver i kunsten. Breve skrives og vinteren det år er særlig hård, gennem undersøgelserne af hvordan diverse partikler bedst ligesom får slavehæren af myg ud i negle. Jeg tror vitterligt at det er døde tider der vokser som langsomme planter omkring. Jeg er træt af at skabe, fra nu af: skal viljen stangens ned, derfor tages alle substanser i brug, og når alting går amok og jeg bare står og er undersåt på min egen røv skal alting virke og alle hvide ting som elsker sig selv (red. man finder fra denne periode hvor forskellige stilarter i håndskrift efterprøves). Har et træ så sort så sort har en handske alle lydene inderst, kan noget brænde sammen der er brændt sammen, rettelser og noter, kladdehæfter op og ned, indtagelse af en masse himle hvortil –– det vi mener er hvad er denne skal, hvordan kan man overhovedet men hendes smukke kindben, lange øjne, vipper med slanger i indgravet jord, døde og høje skikkelser der vælter –– da jeg gik den lange vej mod bjerget vidste jeg mit liv var slut og da jeg fandt en rest i hjertet og dets tak for det var en sang, jeg hang omkring halsen en ansamling af ædelt metal, og fejede skove af graner med denne lette hånd, En del breve af adresseret BISPEBJERG, de hører under, hvis man skal samle dem i bokse af tid, 1999–2000, i brevene forklares det at troen er visnet, og jeg vil nægte at skrive bøger igen, når de ser mig komme vaklende som en klump af mikset kød med en
hale af rotter i blodsfest, min ryg levende af bid, vil alt dette var smertefrit ift. den karakter den hiver ned over mig og som vel bedst kan beskrives som en bokser med et bo i hovedet udstykket mm for mm –– det er ikke mig men alle andre der bor der. Har man elsket, siger man, kan man aldrig dør. Min hjerne har aldrig ønsket denne terapi, og hvis den gør er det nemt: Slagt denne blæksprutte ned med en hammer tung af skrig. Osv. De fleste ansatte fra hospitalet husker en stille og genert patient, der aldrig er det store vrøvl med. Man beholder patienten på et lukket afsnit i 1 måned og overflytter patient til åbent afsnit. Gennem aktindsigt for familien kan man læse denne vurdering på en af de sidste sider, af en tyk journal, at beholde PT på afsnittet for sikkerhedens skyld vil på længere sigt forværre hans forhold til at være alene i egen lejlighed, det virkelige stikker hovedet frem og siger tingene i en masse røvsygt sprog, hvorfor tager den person ej et t på sprogt, kan deres egne sportsforhold ende i røven af 2. DIV –– og så da det sker og historien går i sit vidunderlige stille brune grene fløjtende skræller af kroppe, skaller i hovedet strand på fødderne –– åh dette og denne langsomme tid hvor alle går rundt på hinandens muskler med seriøse forvirringer, da jeg rammer landsbyen (gennem servicet kunne knoer komme fri og en egentlig operation gik så stærkt som om det hele i handlingen primært blev kørt på en vanvittig ekspertise! Da jeg igen så lyset fra solen og igen mærkede hvordan livet jeg elskede blev mit igen og jeg så fugle flyve, vinden bruse, vinen smagte som saltvandet fra det hellige skur og episoder af lykke var længerevarende. Kom da og kig dig ej tilbage, min hjerne stikker, som kom jeg fra isens gulv 7 km under vand. Jeg er min hjernes blæksprutte og min blæksprutte er kun interesseret i værdier og likvider og
ejendomme: DRÆB den beder jeg dig, sæt forsigtigt en skåret sugerør fast til den som var hele verdenen og planeteten Jylland, og sug den ud som en ond ånd med nederdel af visnet løv og bar overkrop i træfarvede misforståelser, sug den fuck ud som en æggeblomme. Spark den og tramp den i stykker og skub den op i hullet det hule træ, skrig et “i” så langt som muligt blæser mørke vi ikke kan se, hvad helvede foregår der her jeg troede ikke du fandtes (i noget af disse vers hvor det skingre tempo former sproget hurtigere end tankerne, er det ikke sjældent at finde noter og overstregning, store krydser hen over afsnit, en del ord, i noterne i margen, er gentaget 10-15 gange, altid det samme ord, så overstreget fra begge ender indtil det står får lov til at stå 2, 3 gange i fred for hvad der virker som mystisk overtro endda magi måske.
2
V
ågnede i morges. Den stærkeste følelse jeg mærker nu. At vågne i udkanten af haven med hænderne igennem et hul i hegnet, forestillinger som større led, bundne
på hænder og fødder og følelse af at måtte rejse væk, det hotel jeg sidder på nu virker helt forkert. De grinte og sagde intet internet. De vidste måske som jeg, at jeg med internet muligvis ville købe en billet og springe på et fly. I stedet sad jeg nu i baren til venstre for lobbyen. Rundt omkring sad et helt spredt stykke mennesker, mænd med fine slips, to amerikanere i shorts. Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom videre i går. Kan huske at sidde og bestille drinks hos bartenderen. Der bankes på døren (der bankes på døren) og jeg ligger helt stille: solen står som knive langt ind i hjernen på mig og jeg føler det fede og møre snittes hårdt og klodset. Ville give hvad som helst nu. Men jeg ligger drønhamrende syg. Togturen fra Tyskland var rædselsfuld. B ringede og skreg en masse ting. Og resten af den rejse sad jeg og prøvede at gengive for mig selv hvad forløbet hun var så oprevet egentlig bestod af. Af på Centralen og ind i en taxa. af jorden mestendels sort jord disse klaser af små og langsomt mindre jo længere væk de kommer fra selve centrum og det fik sin betydning meget senere jorde og vande og maskerne på en et søm der så var den geniale løber tør for tid og klokken på fuglehjernen flyver hjernen ud og ud over det hele op tror
op hver morgen og synger sange men jeg er
pissehamrende forkølet igen det er som at æde og tygge på en masse smerter i halsen men siger de sangen noget om gløder blod i spande ved sengen og en vandmasse laves til hænder så kolde som døve det menes denne adel ikke er vores nede på tanken hvor angsten starter man ser lampen hængende fra fire wirer præcis hvor de samles i krydset og ellers bagefter når ud til hver sin plads i udregningen hænger som en kube med ravhavets myggesværme og en mærkelig ansvarsfølelse opstår der ud af det blå og jeg aner kraftedeme det hele og hvad skete der med dem alle leer de og griner sæd og i maven på hele det tekniske udstyr bølges fråde på kanten af en kroner og hvis denne teknik på fremtid vil give sit eget liv og hvordan skal man forstå værdien af et liv der har smadre men ak så brugte det hele system sin kugle og slyngede den i røven på mægtige underlige blodskidende dyr bag hegn med strømmen flyder grene og rådne blade og ladernes kæmpe porte slås op som bokse for hø hvor banaliteternes røde fokus på at dræne blodet fra de vingede overvej hvordan de ligner misvaskede sokker uden dette deres strålende hjerter og angrer de eller vi kunne denne lune periode midt i oktobers grønne orange korn sortnet af fald og bundens ældgamle toget kan det gøres på en eller anden måde jeg tror det ikke fortæl mig igen i igen hotellet jeg kom til fik mig til at føle mig som en kø men der stod jeg virkelig og vidste ikke en ting eller to og alle vegne siger de kan man høre begyndelsen af signalet og føler mig for første gang hjemme her hos dig hvis du vidste hvordan jeg hver morgen når jeg vågner står vågen fra tidligt og skrider rundt og får den trætte søvns medtager og yngler på nælderne trekker den teknik og tankeboks af nøgen døds og den ordnede foreningsfølelse glæden over lokalerne og pynten diverse grupper pyntegruppe madgruppe hente sprut på sår gruppe og til sidst vi æder os op som tæger gruppen med våde skjorte og øjne ud gennem knapperne og våde fodaftryk hvad du mangler på shit jeg fik pludselig sand i øjet
Radioen spiller og de ler derude.
Jeg sad så alligevel en del tid på facebook og kiggede på hende. Spejlingen bliver konkret: Mig i skærmen svagt ridset op. Spejlingen er også forstyrret, vi er så meget ældre, en masse år klippes ud ··· en form for filter er lagt ind over forholdene, det er en afhængighed af at skrive det kan beskrives som om alle veje i hele verden var pyntet med lag af vandpytter og alting ses, gennem det af en bedre verden, af jorden der laver den fejl at stole på os.
Igen er det påfaldende så meget lyrik der opstår ud af det blå.
Gennem længere tid har det ikke været problemet. Eller problemet er noget helt andet og det fintunes bare af det første.
De tre linjer før dette. Kigger jeg på længe. Okay jeg elsker hende som 20årig og er ikke 20årig kun i denne ’kærlighed’. Det vist det der skal stå.
En eller anden cafe. Ikke langt fra Trianglen. Tættere og tættere på den. At det kan mærkes en eller anden forventning, eller et spire.
Hun sidder nede i bunden ved et mindre bord. Har kaffe. Læser noget.
Da jeg kommer helt derhen, kigger hun op og smiler, midt i dette skyder hun også op af puderne. Omkring krammet siges
Hey –– du ser godt ud
Tak i lige måde.
Jeg bestiller kaffe. Bliver lovet at det kommer ned til os, når den er lavet.
Hun smiler som jeg ved ikke hvad. Men der er også noget andet ved hende. Der er en glæde jeg samler op. Og vi sidder og smiler. Jeg får min kaffe, helt sort og dampende. Hvad så? Fuck det er godt at se dig, siger hun. Hvad læser du? Spørger jeg. Det er åbenbart noter Sigrid, hendes veninde, ikke en jeg kender specielt, har lavet ift. et fag på KUA. Men hvad med teatret? –– På et tidspunkt gik hun til fysisk teater, skiftede over fra et andet fag til det, dengang vi gik på den samme daghøjskole. Der hvor pausen i kontakten opstod skyldtes at
hun rejste til Spanien og fortsatte med teatret (men dette kan sættes i kursiv, det ikke sandheden, kun en jeg klynger mig til) men der er altid 3 vinkler på sådan noget, en fra hver part og SÅ sandheden (hvad sker der for håbløsheden i det).
Det ynkeligt hysteriske lyde som om vi rent faktisk har hugget ham ned med knive og alle tog tur på spytte ned i ansigtet på. Det var så langsomt. Drabet eller ikke et drab. Vi kunne lige så godt have dræbt ham (jeg ved ikke hvorfor det skrives dette sted, skylden havde også sin del i at vi flyttede hver for sig igen. Og det rammer mig så hårdt nu. Snigende i sin karakter af strøm). Det er ikke en rigtig plads det har her.
Jeg har det utroligt varmt og føler en glæde der har manglet længe. Hun spørger om alt muligt, og jeg gider slet ikke lyve for hende, der er hele tiden en bevægelse i hende, som om hun rystede men ikke helt, det hænger også ved hende, håret eller arret ved underlæben, hendes krop under tøjet.
Vi boede sammen i 6 måneder. Det var ikke sjovt altid.
Har du fulgt med i Syrien situationen? Spørger jeg. Ja lidt.
Varmen har længe gået gennem ruden og ind på mig, jeg rejser mig og sætter mig over i skyggen, med hænderne lader jeg som om jeg skubber til hende, lader jeg som om. Det ser helt sikkert dumt ud. Men har det betydning? Nej. Vi er alligevel også de eneste på cafeen. Jeg dumper ned i puderne og vi sidder pænt tæt på hinanden nu.
Finterne optog vi, vi optog alle kampe. Dengang var det forskudt, de kunne komme kl. 4 og morgenen. Men så, så vi også på det i flere timer, spolede frem og tilbage med videomaskinen.
Vi var særligt et par stykker, der mestrede det bedre end de andre. Vi var kernen af holdet, alle startere. Det niveau vi var på og den måde vi samplede og implementerede finterne i spillet, selv i vigtige
slutspilskampe, gjorde det seværdigt og på gode dage kunne hallen være fuld af publikum. SKILLZZ. Eller BALL HANDLING, at brække ankler.
Vores årgang var en af de mest succesfulde i klubbens korte historie. Da den fusionerede med nabobyen skete noget. Det blev tabt på gulvet. Men hvordan forklare det ’succesfulde’. Hurtigt kan man sige vi var kendte –– og med den transformation fra drenge med en bold til at være kendte fulgte en attitude og en viden om lang snor –– det voksede for hver sejr, for hver reportage i den lokal avis. En sneboldeffekt er en træt litterær ting. Men det passer. Vi rev bjerge ned, flåede os igennem mennesker og følte os som guder. Det stoppede ikke. Vi stoppede ikke op. Indtil det ophørte. 14/02/14
AfhĂŚngigheden:
Af træneren. Han holder nøglerne til følelsen –– en form for frihed –– der kommer på banen og udenfor banen, men de to arenaer er uadskillelige.
Et par dage rejser jeg til Nordsjælland. S-toget sover sig gennem landskabet. Jeg ville gerne skrive noget poetisk om landskabet og mens det løber forbi mig, gråt og kedeligt, lægger jeg planer i hovedet om hvad der skal skrives. Allerede et øjeblik inden jeg ankommer ved jeg det ikke kommer til at ske.
Jeg vil gerne kalde det gråt og kedeligt. Og jeg vil gerne nikke til tre drenge og sige at de har min forståelse. De snakker deres boller større og større og diskuterer hashsalg.
Jeg nikker ikke til dem, det interesserer mig ikke, hashen i sig selv, det eneste interessante for mig er at ryste en fortid akkurat som den de lever nu ud af hovedet. Og forsøge at se tingene mere klart. Håbet har hele tiden været at jeg ville møde ro på turen og at sceneriet vil være med til et endnu bedre overblik over de forskellige minder. Det har handlet om det i et par dage.
Da jeg træder ud på gaden er det ikke interessant hvem der kastede op på shawarmabaren skråt overfor S-togsstationen. Det jeg vil frem til (og måske aldrig når) er hvorfor?
Der er også noget andet shit. Mine forældres skilsmisse. Hvordan min mor flytter 20 meter længere ned af gaden. Hvordan der før, under, efter er en stemning af noget varmt og hårdt mørke.
Træne. Træne lidt mere. Spille med ynglinge herre. Mere træning.
Det sociale i klubben bliver en anderledes form for socialitet. Relationerne gennem det er noget andet end relationerne jeg sidder i Stoget med på hjem fra København. Men det handler om boller.
Et eller andet sted, som nævnt: et andet spil.
Et eller andet sted, som nævnt: to liv. Et eller andet sted, som nævnt: to liv underligt flettet sammen. Et eller andet sted, som nævnt: et andet spil i spillet.
At kombinere dem kan ikke lade sig gøre uden en stigende stat i T O’ s.
Træneren råber fra sidelinjen på vej op ad banen for at sætte spillet op. Der er larm i hallen, vi er i semifinalen i pokalturneringen. Men jeg hører ham kalde spillet. Og gør mit bedste for at se ud som om jeg ikke kan høre ham. Han er helt blårød i ansigtet. Jeg sætter spillet op som jeg vil sætte det op. Der er 15 sekunder tilbage, i spilletid. Jeg driver gennem feltet med crossovers. Jeg fanger deres guard på dårlige ben, er forbi ham, deres center møder mig og jeg låser bolde i højre hånd og med underarm og håndled. 5 sekunder. Faker en bag om ryggen aflevering mod vores center og deres center falder for det og jeg scorer et nemt layup, skubber bolden op som ske og den ruller forsigtigt rundt i små
hop på kurven. Det er hele er meget stille. Alle i hallen er stille. Da bolden beslutter sig for at trille gennem nettet og er det halvvejs bryder en kæmpe larm ud i hallen. Vi vinder 87–85. Det ender ikke altid sådan. Men det huskes når det går. Træneren er også afhængig af øjeblikke som dette, men de er mine. I hvert fald når de interesserer mig. 17/02/14
Mere og mere. Mine hænder, fingrene. De savner en bold. Et formål.
At føre bolden op. Sætte spillet. ~20 assist pr. kamp. At glo ud på forstadslandskabet lige bag ruden.
Tidspunktet hvor det hele vender. Spillet jeg vil spille hører ikke længere hjemme nogen steder. Sejren er ikke længere interessant. En hal med fold-ud-tribuner som en kæmpe harmonika. Stående klapsalver efter nævnte scoring.
Der er et eller andet der er mærkeligt. At bare sidde og lade det hele køre frem og tilbage. Videobånd der ligger i forskellige bunker. I hele værelset.
Da jeg møder hende første gang har hun de mest fantastiske bevægelser. Hele kropssproget indikerer at hun ikke giver en fuck men der er også to
forskellige verdner hvis yderste kanter vi gang på gang prøver at fange hinanden på hele tiden med et forlist forhold hængende.
På det tidspunkt har jeg boet i København i 6 måneder. På Daghøjskolen går hun først til billedkunst mens jeg slæber min røv omkring. Ja jeg ledte efter en lidenskab, el. passion. Og uden held prøvede jeg hvad som helst af. Selvom vi er på samme etage på skolen opdager jeg hende først til en kæmpe skolefest, hvor de forskellige linjer skal vise deres projekter frem. Hun er skiftet til teaterlinjen. Ud af det blå er hendes øjne alt andet. Der ligger et fantastisk lag elektricitet ved dem, det går ud på hele kroppen.
Resten af aftenen forsøger jeg at komme nærmere på hende. Alligevel er det først i festens døende sekunder at jeg veksler et par ord med hende.
Hun har masser af retning og jeg er lam.
Jeg ved at hvor jeg er nu slet ikke er så forskelligt som dengang.
Konstant blev forskellige ting taget i brug for at gøre spillet højere. Alle de her mærkværdige byture, urolig søvn 3 timer før taktikmøde.
Jeg klæber mig fast på hende. Hendes drømme hendes ambitioner. Et eller andet sted er den slags ting gået i stykker. Det blev presset og presset ud i alt eller intet. Det intet var ikke så uhyggeligt, men derude blev retningen tabt.
Hvad kan jeg ellers sige? 18/02/14
Et altoverskyggende minde fra da vi går fra hinanden er den her latterlige lille flyttekasse jeg står og glor dumt ned i, som om den via sin usle størrelse siger det her er dit liv, det vejer ikke engang det samme som en fodbold.
Via dét minde kan jeg trække tråde tilbage og frem til nu: her og nu handler det om det chok det var at stå ansigt til ansigt med vægten af mit liv i en boks af pap –– men dette står i skyggen af det forliste forhold, det står som et endnu tungere bjerg hvor det mørke sorte er vævet ind og ud af de forskellige geologiske lag og samtidig ætser ind og ud af mine lag jeg kan dele dagen op i. Og jeg har ikke engang prøvet at bygge mere kasse op nej. Resultatet af det hele har været at bo så skrabet som muligt og altid ud af flyttekassen.
Af en eller anden grund presser noget sig igen på. Det er ikke noget jeg ønsker at tale. Om eller tænke på. Men så uundgåeligt.
Da jeg kom hjem i går fra byen opdagede jeg en kanal på YouTube.com der udelukkende består af NBA højdepunkter.
Jeg tager mig selv i at messe smid den nu i hovedet på ham når der er spil under kurven. En anden replik jeg messer tror jeg måske bare jeg undlader at skrive her, men jeg kan sige dette der foregår en del grimt sprog når en eller anden ung spiller skyder tre’ere fra driblingen så impulsivt som jeg ved ikke hvad.
Som en kænguru (jeg måtte bare skrive det, få det derud. Og sidder nu og griner dumt, har aldrig i mit liv skrevet ordet kænguru –– det er fuldstændigt sindssygt ord, især på et fonetisk plan).
Jeg skal mødes med en om et par timer. Har siddet og kigget på det her. Røget mange cigaretter. På et tidspunkt begyndte jeg ryge igen.
Det har været en vidunderlig måned den her februar. Vejret er mildt. Da solen første gang ramte København var det som en kædereaktion: en person må være kigget op og i det øjeblik have modtaget et lille gyldent lys i iris og dette stykke sol har så brækket i flager og fløjet fra øjne til øjne. Rolig uro på Søerne baskende vinger. Grønt opspring. På græs et sted i gåturen i årets første varme sådan nogle blomster der slet ikke ligner ’rigtige’ blomster. Til sidst er alle byens indbyggere lysende: det er næsten som om det er det der er varmen. Som om det er solen der modtager vores varme og ikke omvendt.
Jeg rammes igen af træthed. Har overvejet kontanthjælp igen. Ude på gangen går fødder. Duften af ristet brød rammer mig og så opdager jeg at jeg ikke har spist morgenmad, men bare er gået i gang med dette. Jeg
kunne gå ned til bageren hvor Marie arbejder og håbe hun måske ville give noget brød, bare et eller andet. Skal jeg sende hende en sms for at høre om hun er på vagt i butikken? Eller tage chancen og gå derudad.
Jeg valgte at tage chancen. Mine tarme skreg af sult. Heldigvis var hun der. Men der var travlt og meget at se til. Jeg ville ellers gerne have hængt ud og holdt hende ved selskab. Det var stressende så travlt folk havde det. Selv i deres ordre om brød eller boller eller andet lød det som om deres verden gik hurtigt og deres sprog kun tunede det op i endnu højere gear. Af sted! 20/02/14
.e
.e e
.e
.. . .
. .
Fuck det er dumt det her. Hader du det her. Er det en sms. Hvor meget e er der i kĂŚrligheden. Er du et toilet?
På et tidspunkt i S-toget hjem mod byen, hjem? Mod det der er alt andet end hjem. Jeg gider heller ikke prøve at definere en tese om hvilke elementer der udgør ’hjem’ – det gør mig bare træt – for jeg har ingen ideer om det. Selv med det faktum at jeg står og glor ind i et rum med alt for lidt lys og sengen er skævt ud fra et vindue.
Todesursache
Der ligger støv alle vegne. På den her tid er mange af beboerne i lejligheden på job eller på universitetet. Engang imellem når jeg skriver universitetet skriver jeg universet. De seneste par dage nord for København har været gode. Det føltes godt at skride ud ad en tangent i retningen hvis indramning havde en vild lyserød kant på skyerne så solen og dens nedgang ud over at være indramningen også hurtigt blev glemt som indramningen, og derfra var det bare skyerne der så vilde ud og solen sekundær, jeg gloede ud på dem. De forsvandt for hurtigt sammen med solen.
Hvor længe kan jeg holde det skjult. Der er to ting. At skrive om tiden i klubben er uløseligt forbundet med den eftermiddag. Det er betændt og ligger lige under overfladen. Når det ligger der ved jeg at det er et spørgsmål om tid før det må tilføjes til denne tekstsamling –– jeg kan,
nu hvor jeg nærmer mig det mærke ubehag og kvalme (også overfor ideen om at tale om det hjælper) næsten overbevise mig selv om nødvendigheden af at tale om det. Jeg har lyst til at kaste op. Det må tilføjes til denne tekstsamling. ”Det vil helt klart hjælpe at tale om det”.
Det jeg husker skarpest fra den tidlige eftermiddag var måden han skreg hysterisk, så farvet igennem af angst, nogen grinte, hvor det fandt sted, et tilstødende rum, til bolde og så noget, til hallen, hvor hans hysteriske høje tone sprang frem og tilbage mellem væggene.
Lad os bare efterlade ham på midten. Mere grin.
Nu stopper jeg. Det kommer tilbage p책 en m책de jeg slet ikke kan h책ndtere. 21/02/14
Jeg ved ikke om jeg ville kalde det en machokultur. Hvis jeg brugte det ord om det ville det så give mening, ville det være en forklaring, ville noget af det her giver mening, poppsykologien, faktisk vil jeg sige mange ting bare sker og de virkelig dygtige mennesker kan så analysere en masse og konkludere. En masse ting sker bare. Måske men det kan ikke være det hele. Det var lørdag i hallen. Vi spillede kl. 15. Nr. 2 kamp den dag. Vi var på vej i slutspillet. På vej op ad hvirvlen af trappetrin kunne man høre publikum, et større væsen og mangemundet. De stødte fødderne hårdt ned i trægulvet. En almindelig dør fører ind i hallen og det er som en tragt for lyden, var man først over dørtrinet havde lyden af spænding og forventning et helt andet niveau. Vi havde haft sidste taktikmøde i omklædningsrummet. I skal vise dem at det koster. Sidste sætning. Med en indbygget mening der ja: det kan
sagtens kaldes en del af en machokultur. Kæmpe højtalere sat til et anlæg spillede hiphop. 10 min. signalerer dommeren ved midten af banen. Han står med ryggen til dommerbordet. På et tidspunkt signaleres tid igen. Opvarmningen intensiveres. I skal vise dem at det koster. Venlig attitude til modstanderne vi allerede har spillet imod en del gang, alle startere kender hinanden fra TEAM DANMARK træning i Glostrup. Tip off og kan begynder med at deres guard prøver en tur gennem feltet. Det koster. Der er end ikke gået et 30 sekunder før en masse klammeri. Det starter, selvfølgelig fordi jeg slår så hårdt ned mod hans arme som jeg overhovedet kan da han er i feltet. Gennem støjen kan man høre lyden af et klask. Tumult, hvor alle er helt oppe i det røde felt og dommere og trænere og assistenter prøver at vikle spillere ud af det omslyngede væsen der igen er en lille brik i spillet. Det er også i den ånd, I skal vise dem …, at scenen jeg igen og igen udskyder at sætte ord på bor i. Den ligger hele tiden under det hele
i de tekster her og derfor naturligvis et sted i mig. Det virker betĂŚndt. 26/02/14
Hal-Finn hed han og det helt sikkert ikke hans rigtige navn. Den her lille mand der holdt opsyn med hallen og som gemte sig når vores tid til banen nærmede sig. Hvis vi var et sekund for hurtigt ude kom han løbende som en tæppepisser og arrig terrier og eksploderede i ansigtet på os. Det var sådan i mange af de år indtil den eftermiddag der også ændrede så meget andet.
Jeg husker det som om det startede som et samtaleemne i omklædningsrummet blandt alle mulige andre. Det er aldrig rigtigt seriøst, men så alligevel.
Vi tog samtalen med os ud af omklædningsrummet. Det var ikke hele holdet der var involveret det må jeg understrege. Men et lille hold omkring os der var startere. Et par dage gik med at snakke om fx maskering, og ret hurtigt blev vi så enige om det var for omfattende da det ikke kun handlede om maskering, men også en camouflage så vores sædvanlige tøj ikke ville afsløre hvem vi var. Dette stod på et par dage. Indtil én sagde noget jeg tror jeg aldrig vil glemme, mens vi stod omkring boldburet og ventede på at få låst boldene ud, denne sætning: Det skal koste ham og han skal ses i øjnene, så han ved vi kan gøre det igen, ordene fik et metalklik, som om personen bankede på en dør mod
tremmerne, for hver stavelse. Vi skal ikke gemme os bag masker eller udklædning, vi skal stå ved det –
Psyko anyon?
Og så ved jeg ikke hvor meget mere jeg behøver at sige om det.
Det jeg får det allerdårligst af, er stadig det fuldstændig hysteriske skrig for hver gang vi skubbede buret rundt og frem og tilbage mellem os. Det nåede nye højder i sit skingre leje.
Nu det skrevet, jeg tror ikke at der st책r undskyld et eneste sted. 13/03/14