RÆSON 090909

Page 1

#2 - 9. september 2009

STATUS Er EU klar til at komme videre?

ANALYSE Caroline Howard Grøn om Barroso s.6 Formand på Parlamentets nåde BREV FRA BRUXELLES Morten Messerschmidt s.10 At komme til Europa RÆSON FRA HOVEDSTÆDERNE Rikke Brøndum s.13 10 personer at holde øje med i EU ANALYSE Erik Holm s.16 Vil krisen blive enden på Euroen? VERDEN Magnus Magdal interviewet af RÆSON s.21 Norges valg: Den evige underdog DUEL Thomas Banke (VU) vs. Rune Kristensen (KU) s.22 Hellere R end DF SIGNAL FRA FOLKETINGET Morten Østergaard s.24 Nej tak til Helles statsbank OPINION Jakob Sloth Petersen, CEVEA s.26 Ingen jobs uden DA og LO


!"##$%&'()#( "&"*+,-$(.$"( !"#$%#&#'("))"$ /-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Foto credits: EU s.1, 3, 7, 10, 13, 14, 15 og 16; NATO s. 14; Fremskrittspartiet s.20, Det Radikale Venstre, s.22, Socialdemokraterne s.24, arkiv s.26. Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk. EVERYBODY WINS

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 27


STATUS 9. september 2009

På mandag samles EU-parlamentet for første gang siden det konstituerede sig efter valget i starten af juni, og onsdag er det meningen at Barrosos kommission skal godkendes. Herefter starter problemerne for alvor: Sverige skal lede 27 medlemslande frem til en klimaaftale i København og skabe enighed om både en ny fælles regulering af finanssektoren samt en ny fælles rets- og indvandringspolitik. Altsammen i lyset af krisen. Samtidig står EU overfor et institutionelt kaos, hvis irerne stemmer nej til Lissabon-traktaten i oktober.

STATUS: Skæbneefterår Af Nikolaj Vitting Hermann, RÆSONs daglige redaktør

KLIMATOPMØDET i december bliver en test: kan EU vise globalt lederskab eller ej? Da svenskerne overtog formandskabet fra tjekkerne 1. juli var det med et klart udtrykt ønske om at fastholde EU’s ansvar i klimaforhandlingerne og danne en fælles EU-front forud for konferencen. Og EU kommer til klimaforhandlingerne med 2020-strategien, vedtaget i 2008, der forpligter EU til inden 2020 at reducere sit samlede CO2udslip med mindst 20 % i forhold til 1990. Under topmødet vil EU have relativ stor gennemslagkraft, som det svenske formandskab må forsøge at udnytte: ”EU har en vis portion goodwill (blandt de andre lande, red.)”, vurderer Professor Peter Nedergaard, Institut for statskundskab, Københavns Universitet overfor RÆSON. ”Hvis ikke det var for EU var vi ikke der, hvor vi er i dag. Klimaproblematikken ville ikke have fået en så betydelig rolle på den globale scene.” Dermed ikke sagt, at der er fuldstændig enighed blandt medlemsstaterne. Og uenighederne går langt tilbage: ”Der eksisterer et skisma mellem Nord- og Sydeuropa: i Nord har miljøpolitikken præget den offentlige debat i langt længere tid end i de sydlige”, forklarer Nedergaard. ”I dag er der bestemt større opbakning til klimaindsatsen i nord. Ironisk nok, da det meste tyder på at sydeuropæerne vil blive hårdest ramt af klimaforandringerne.” Ifølge Nedergaard skal man dog ikke forvente at EU skruer ned for sine ambitioner: ”Det kan opstå lidt murren i krogene og enkelte lande kan blande sig i hvor mange kvoter man skal have lov at handle, men det kommer ikke til at vælte læsset”. Kan finanskrisen lægge en dæmper på ambitionerne? Tyskland, som er en stor CO2udleder, er blevet mere forsigtig i sine

udmeldinger, men Nedergaard mener ikke det et udtryk for reelt faldende tysk opbakning til en ambitiøs aftale: ”Tyskerne er kendt for at handle rationelt og er ikke bange for at træffe beslutninger på Kansler- niveau, der går imod folkeopinionen.” Hidtil har svenskerne været forsigtige i udmeldinger om topmødets resultater: ”Alle skal have en fornemmelse af, at det er meget svært at nå til en aftale – og her har svenskerne i modsætning til den danske regering fornuftigt underspillet forventningerne” siger Nedergaard, der overordnet mener at svenskerne er meget egnede til at føre ordet for EU under klimatopmødet: ”Sverige har en stærk tradition for at kombinere strategisk tænkning og kreativitet. Landet besidder en nordisk redelighed, har ingen store egeninteresser og et godt embedsværk ligesom Danmark. Og så har det i modsætning til Danmark en udbredt udredningstradition. De lægger meget stor vægt på at inddrage forskere og eksperter i deres forberedelse. Det vil komme dem til gode på et så kompliceret felt som klimaudfordringen.” Den store søgen efter grøn vækst Klimaet bliver adresseret i lyset af krisen – men mange politikere mener, at krisen skal håndteres i lyset af klimaet – dvs.: at der skal satses på grøn vækst. De penge, medlemslandene bruger som svar på krisen (og finansierer gennem gældsætning), skal bruges rigtigt, mener senioranalytiker ved European Policy Centre Fabian Zuleeg: ”Det er afgørende at disse penge bruges til at transformere Europas økonomier til grønne økonomier – frem for at finansiere gamle industrier, der ikke er vedvarende (…) (Og) når økonomierne begynder at forbedre sig er

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 3 af 27


medlemslandene nødt til at håndtere den offentlige gæld.” EU skal desuden finde ud af at overvåge og regulere de finansielle markeder for at undgå en tilsvarende krise i fremtiden. Ifølge Zuleeg er der risiko for at reformbehovet ryger i baggrunden når den umiddelbare krise er drevet over – til fordel for mere kortsigtede valghensyn: “EU spiller en afgørende rolle for at sikre langsigtet strategisk tænkning – fx ved at foreslå en ambitiøs efterfølger til Lissabontraktaten. Eller ved at sikre at krise-kuren ikke bringer det indre marked i fare ved at forringe den økonomiske aktivitet på tværs af grænserne.” Selv i krisetid bør EUinstitutionerne ifølge Zuleeg opfordre til reform af arbejdsmarkedet: ”Man er nødt til at ændre på systemet, så folk ikke står uden job fordi arbejdsmarkedet har flyttet sig.” Lissabontraktatens jokere Hvis Lissabontraktaten bliver ratificeret i løbet af efteråret skal der arbejdes på at vælge en ny formand for det Europæiske Råd og ikke mindst skal man finde den rette person til at indtage rollen som EU´s højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik – de facto EU’s første udenrigsminister. Første trin på vejen: at irerne stemmer ja til Lissabontraktaten den 2. oktober. Men til trods for at irerne ikke har stemt endnu diskuterer man allerede kabalen om topposterne i regeringskabinetterne rundt omkring i Europa. Et ja i Irland fører dog ikke til en ny traktat med det samme – man skal vente på to andre lande: Tjekkerne har endnu ikke ratificeret traktaten, selvom de resterende lande har presset hårdt på. Den ligger stadig på præsident Vaclav Klaus’ bord, og det er tvivlsomt om han ender med at skrive den under. Han er kendt som EUskeptiker – brugte det meste af Tjekkiets netop overståede formandsperiode til at føre tjekkisk indenrigspolitik og blandt de andre stats- og regeringschefer anser man ham ikke for at være den mest tilregnelige. Den anden joker i spillet om den nye traktat er Storbritannien. Her har man ganske vist ratificeret traktaten, men de konservatives leder David Cameron har sagt at han alligevel vil holde folkeafstemning om traktaten, hvis han bliver premierminister. Sker det, forventes den at falde, da briternes EU-skepsis er stor. Så er Lissabon afhængig af at Gordon Brown kan blive siddende? Ikke nødvendigvis – for iagttagere peger på at det ikke er sikkert Cameron holder sit løfte om en folkeafstemning, simpelthen af frygt for at gøre sig uvenner med resten af Europas statsledere. Og bliver traktaten vedtaget er forhandlingerne om den fælles repræsentant for

udenrigs- og sikkerhedspolitik med ét reelle. Her er det Frankrig og Storbritannien, der er de afgørende spillere. Det er er dem, der leverer det militære isenkram og de har derfor en del at skulle have sagt på det sikkerhedspolitiske område. De to lande har traditionelt forskellige syn på samarbejdet med NATO. Briterne vil i højere grad underordne EU NATO – Frankrig vil i den modsatte retning. ”Løsningen kan være at ingen af dem leverer EU´s højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, men at man vælger at lade spanieren Javier Solana fortsætte som kompromis – så er spørgsmålet bare om Spanien vil give deres kommissærpost til Solana”, konstaterer Rebecca Adler-Nissen, EU-forsker ved Københavns Universitet. Kan Danmark modstå pres for en ny fælles indvandringspolitik? Det svenske formandskab har erklæret at man vil arbejde på at reformere EU’s retspolitik. I juli offentliggjorde man femårsplanen ”Stockholmprogrammet”, der skal harmonisere EU’s retspolitik på områder som asyl, indvandring og EU’s ydre grænser. Det har mange NGO’er kritiseret – især på asylområdet. Adler-Nissen forklarer: ”De fleste iagttagere vidste på baggrund af det nuværende Haag-program godt, hvad der var i vente fra det svenske formandskab. EU har i forvejen en fælles flygtninge- og indvandrerpolitik – og formålet med Stockholm-programmet er at sikre at nogle af de konsekvenser, der er ved at have fælles politik på området, også varetages i fællesskab”. Stockholm-programmet vil også gøre det muligt at øge indvandringen af arbejdskraft til EU. Man opfordrer desuden til at EUmedlemslandene skal dele indvandrerbyrden mere ligeligt, og der arbejdes på et forslag om obligatorisk solidaritet for omfordeling af flygtninge. Denne sidste udmelding har allerede skabt en del debat, da de lande, der modtager mange flygtninge, vil have høj harmonisering, hvorimod dem, der tager få, ikke ønsker ændrede EU-regler. I EU har Parlamentet traditionelt stået for den liberale linje og prioriteret individers rettigheder, hvorimod medlemslandene typisk har lagt vægt på grænsesikkerhed. Internt i parlament argumenterer højrefløjen for at det nye program er for rettighedsorienteret, hvorimod dele af de grønne siger, at det er for sikkerhedsorienteret. Adler-Nissen vurderer at man formentlig ender med en lidt udvandet version af Stockholmprogrammet når forhandlingerne er overstået. ”I det nuværende programforslag er der mange præcise angivelser af, hvordan solidariteten skal udmøntes. Man bliver ikke nok enige om antal, UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 4 af 27


men snarere vil man kunne finde et generelt princip for fordelingen”. Som følge af de danske forbehold er Danmark ikke med i det overnationale samarbejde om asyl, indvandring og flygtninge, men vi har en parallelaftale om asylansøgere – den såkaldte Dublin-aftale. I dag modtagere vi færre end de andre EU-medlemmer. Adler-Nissen anser det for svært for Danmark at undgå at følge trop og leve op til et nyt sæt af minimumsrettigheder og procedurer for hvordan man skal behandle deres ansøgninger, hvis de andre lande først bliver enige om Stockholmprogrammet: ”Selv om vi ikke er bundet formelt, vil de andre lande sige at vi bør være med.”

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 5 af 27


!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 6 af 27


VERDEN 9. september 2009

På parlamentets nåde De sidste par måneder har været svære for José Manuel Barroso. Han vil meget gerne genvælges til formand for Europa-Kommissionen, men Europa-Parlamentet har trukket processen i langdrag. De vil have politiske indrømmelser og større indflydelse på, hvem der skal have den magtfulde post som formand for Kommissionen. Onsdag falder der formentlig en afgørelse, og bliver Barroso godkendt, vil han satse på klimapolitik, bringe Kommissionen på banen i forhold til finanskrisen og gøre EU’s immigrationspolitik til en af sine absolutte prioriteter. Af Caroline Howard Grøn

EU-kommissionsformand José Manuel Barroso sveder for tiden. Sommerferien er ovre i Bruxelles, men som i Danmark har EU's hovedstad haft varmt vejr. På toppen af kommissionsbygningen, Berlaymont, kører airconditionanlægget på fuld kraft, men det er ikke kun vejret, der gør at Barroso har det varmt. Han sidder nemlig pt. i en penibel situation. Stats- og regeringscheferne har indstillet portugiseren til en anden periode som formand for Europa-Kommissionen, de synes han skal beholde kontoret på toppen af Berlaymont. Europa-Parlamentet på den anden side af færdselsåren Rue de la Loi er derimod af en anden mening, eller mere præcist: jo mere de kan få Barroso til at svede ved udsigten til at de ikke vil godkende ham som kommissionsformand, jo flere politiske indrømmelser håber de at kunne presse ud af ham. Barroso har i sin første periode som kommissionsformand holdt sig for øje, at det er stats- og regeringscheferne, der skal forlænge hans mandat som kommissionsformand. Og mange i Bruxelles har nok ment at han i sit arbejde har brugt for meget tid på at sikre at EU’s medlemsstater ikke så sig sure på ham og Kommissionen. Nu venter Barroso på Parlamentet. Men Parlamentet er langt fra færdige med at trække indrømmelser ud af ham. Alt tyder på at de har tænkt sig at holde temperaturen oppe så længe som muligt. Hvordan er kommissionsformanden endt i denne situation? Og hvad vil hans genvalg, der synes meget sandsynligt på trods af Parlamentets krumspring, betyde for EU? Der er to afgørende brikker i spillet om Barrosos genudnævnelse: Ministerrådet og Parlamentet. Ministerrådet godkendte, efter en del tovtrækkeri, Barroso i juni. Parlamentet skulle have accepteret Ministerrådets valg i juli, men

udskød beslutningen til september. Endnu er det uvist om afgørelsen kan blive skubbet til helt efter den anden irske afstemning om Lissabontraktaten den 2. oktober. Men hvorfor bliver parlamentet ved med at udskyde sin beslutning? Fordi det kan, lyder det korte svar. Barroso tilhører politisk centrum-højre partiet EPP, der efter parlamentsvalget er parlamentets største, men ikke i sig selv har flertal i Parlamentet. EPP, og ikke mindst Barroso, er derfor afhængig af at få støtte fra en eller flere andre fraktioner i Parlamentet. Det har både parlamentets socialistiske og liberalistiske gruppe brugt som en løftestang til at få Barroso til at afgive politiske løfter om, hvad den næste Kommission vil foretage sig. Som noget ganske nyt fremlagde Barroso derfor den 3. september et generelt politisk program for den næste Kommission). Det skal danne baggrund for konsultationer med de forskellige grupper i Parlamentet. Grundlæggende bruger parlamentarikerne det faktum at Barroso ikke har flertal bag sig alene med EPP, til at få indflydelse. Det er der næppe noget overraskende i. Det, der gør spillet ekstra kompliceret, er at Parlamentet tiltager sig en indflydelse, som ligger ud over, hvad det er blevet tildelt i traktaten. Kommissionen skal være uafhængig: traktatens artikel 213, stk. 2 siger at Kommissionen ikke må ”modtage instruktion fra nogen regering eller noget andet organ”. Parlamentets opgave er at tage stilling til hvorvidt kommissionsformanden og hans kollegium af kommissærer er kompetente og engagerede europæere, ikke om de er enige eller uenige i formandens politiske program. Men i øjeblikket benytter Parlamentet altså endnu engang det politisk spil i Bruxelles til at forøge dets egen magt, udover hvad de er tildelt i traktaten. Noget tilsvarende skete, da den nuværende Kommission i 2004 fik afvist Rocco Buttiglione som italiensk kommissærkandidat fordi han udtalte sig om

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 7 af 27


kvinder og homoseksuelle på en måde, Parlamentet ikke fandt acceptabel. Parlamentet tiltog sig magt udover dets mandat, Ministerrådet og Kommissionen accepterede det. Endelig betyder Barrosos person også noget for dele af det europæiske establishment. En del iagttagere har sat spørgsmålstegn ved hans evne til at være den store leder, der kan trække Europa ud af krisen. Hans fokus på kompromis og manglende vilje til konfrontation med medlemsstaterne har fået nogle til at stille spørgsmålstegn ved hans lederevner og engagement. Barroso er altså blevet viklet ind i et kompliceret spil i forbindelse med sit genvalg, der bunder i både institutionelle og mere politiske overvejelser. Det handler både om, hvordan EU skal se ud, hvordan forholdet skal være mellem EU's institutioner, men også om, hvilken politik unionen skal føre de næste fem år. Kommissionen er helt central i forhold til dette spørgsmål, da al EU- lovgivning foreslås af Kommissionen. Klima, krise og immigration En kommende Barroso II Kommission vil formentlig fokusere på fem områder. Den afgående Kommissions udspil på klimaområdet har fået stor opmærksomhed. Klima bliver ikke mindre vigtigt for den næste Kommission. Det er en politisk vindersag i de fleste befolkninger og et politikområde, hvor EU virkelig kan vise, hvorfor det betaler sig at arbejde sammen. Det betyder ikke at det bliver let at implementere Kommissionens ambitiøse mål. Finanskrisen er en brugbar undskyldning i mange medlemslande for at krybe uden om smertefulde ændringer. Men Barroso står efter de første fem år med en klar fornemmelse af, at det er på dette område, han har høstet sin største succes. Barrosos næste Kommission kan heller ikke komme uden om finanskrisen. Vækst i Europa var også på Barroso I’s dagsorden, men der er ingen tvivl om at Kommissionen vil gøre forsøg på også at komme på banen i forhold til finanskrisen. Netop manglende respons på finanskrisen har været et af hovedkritikpunkterne mod Barroso, så her er mulighed for revanche. Det bliver langt fra nemt, men det er helt åbenlyst at Kommissionen vil forsøge at træde i karakter i større grad, end hvad der hidtil har været tilfældet. Et tredje væsentligt indsatsområde vil med al sandsynlighed blive immigrationspolitik. Retslige og indre anliggender, eller som det er blevet omdøbt i Bruxelles, ”retfærdighed, frihed og sikkerhed”, har været absolut topscorer på listen over lovgivningsmæssige vækstområder under Barroso I. Alt tyder på at det vil fortsætte, og det politisk komplicerede immigrationsområde

vil formentlig være flagskibet for en lang række tiltag på området. For det fjerde, står hele EU systemet overfor en seriøs udfordring i forhold til både indhold og organisering af udenrigspolitikken, hvis Lissabontraktaten bliver vedtaget. En vedtagelse vil betyde at kompetencer på det udenrigspolitiske område, der i dag er delt mellem Kommissionen og Ministerrådet, skal slås sammen. Det giver politiske udfordringer, når Ministerrådet og Kommissionen skal koordinere deres politik, men ikke mindst administrative udfordringer, når en fælles udenrigstjeneste (External Action Service) skal etableres. Endelig vil en Barroso II Kommission bestræbe sig på at sætte borgerne i centrum. Et andet område, hvor der var vækst i omfanget af lovgivning under Barroso I var sundhed og forbrugeranliggender. Det område, og andre med direkte virkning i forhold til borgerne vil, om ikke formelt, så i hvert fald reelt stå Kommissionsformandens hjerte nært. En anden stor succes for Barroso I var indførelsen af regler for, hvor meget det må koste at bruge sin mobiltelefon i et andet EU-land. Mens en række kritiske ryster i Bruxelles nok syntes at det var i mod selve EU’s grundpræmisser at regulere prisen frem for at skabe et frit marked og sænke prisen den vej rundt, så genererede tiltaget et synligt, positivt resultat for ’den almindelige europæer,’ til Barrosos store fornøjelse. Mere offensiv med mindre handlerum? Men udover specifikke politikker rejser Barrosos mulige genvalg også spørgsmål om forholdet mellem EU’s institutioner. Barroso første periode kan sammenfattes med to ord: konfliktsky og centralistisk. Konfliktsky i forhold til medlemslandende og centralistisk i forhold til den interne organisering af Kommissionen. Den Kommission Barroso efterlader sig, er på mange måder en væsentlig mere velsmurt administrativ maskine end den, han overtog fra Romano Prodi i 2004. Barroso ved godt at hans konsensussøgende stil er et problem for dele af hans omgivelser. Han skriver til Parlamentet i sin præsentation af den næste Kommissions politiske prioriteter at: ”Min første embedsperiode drejede sig om at konsolidere Europa med 27 medlemsstater. Den udvidede Europæiske Union giver os nu et springbræt til at bruge vores rækkevidde og styrke med størst mulig virkning. Vi har mulighed for med overbevisning og beslutsomhed at gå videre mod en ny fase af ambitioner. […] Jeg vil udnytte Kommissionens beføjelser til fulde.” Barroso lover altså at gå mere aggressivt til værks i sin anden periode. Men spørgsmålet er, UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 8 af 27


om han vil få held med det. Et langt stykke hen ad vejen afspejler Barroso I’s kompromissøgende stil de politiske realiteter i EU. Ligesom Jacques Delors næppe fik gennemført fx det indre marked alene fordi han var som han var, er Barrosos tilbageholdende stil næppe heller kun en konsekvens af enten hans ønske om genvalg eller personlig svaghed. Derimod afspejler Barrosos stil som kommissionsformand i høj grad det mulighedsrum, han har at arbejde i. På den ene side oplever Barroso et pres fra Parlamentet, det har vel aldrig været tydeligere end lige nu, men er langt fra noget nyt fænomen. Parlamentet presser Kommissionen væk fra dens traditionelle rolle som det uafhængige teknokrati, der forsvarede EU’s fælles interesse i retning af en rolle, der mere minder om en administration i et medlemsland. Langt mindre aktivistisk og dagsordensættende. På den anden side, reflekterer Kommissionens mere tilbagetrukne rolle også de politiske vinde i Bruxelles. En lang række medlemslande ønsker ikke en mere aktivistisk Kommission, der driver integrationen fremad. Tværtimod. Så selvom en potentiel genudnævnelse af Barroso får Europas føderalister til at ryste på hovedet, er det tvivlsomt om de institutionelle og politiske ændringer EU undergår i disse år ville se markant anderledes ud, hvis fx føderalisten Guy Verhofstadt var blevet valgt til kommissionsformand. Det ville sikkert gøre en forskel i forhold til individuelle politikker, men at Parlamentet får mere magt og presser Kommissionen, og at EU samtidig bliver mere mellemstatsligt ville nok ikke engang en Verhofstadt kunne gøre noget ved. Lige meget hvem, der indtager kontoret på toppen af Berlaymont kan vedkommende godt lade airconditionanlægget køre – for det er en varm stol, man indtager som Kommissionsformand.

Caroline Howard Grøn er Ph.d. stipendiat ved Center for Europæisk Politik, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, hvor hun er ved at færdiggøre sin Ph.d. om Europa-Kommissionen. Caroline har i forbindelse med sin Ph.d. opholdt sig et halvt år ved tænketanken CEPS i Bruxelles og medforfattet The European Commission after Enlargement: Does more add up to less?

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 9 af 27


BREVE FRA EUROPA 9. september

Siden EU-valget d. 7. juni har alle medlemmer af Europaparlamentet (foto t.h.) haft travlt med finde sig en partigruppe og med at tilkæmpe sige positioner i parlamentets udvalg for at kunne gøre deres indflydelse glædende de næste fem år. Den største danske stemmesluger ved dette parlamentsvalg MEP Morten Messerschmidt er indtrådt som næstformand for den nystiftede Gruppe for Europæisk Frihed og Demokrati og for udvalget for konstitutionelle anliggender. RÆSON har bedt Messerschmidt tage os med bag kulisserne og fortælle, hvordan han har oplevet at komme til Europa?

Føderalisternes plan er stadig: Europas Forenede Stater Af Morten Messerschmidt, MEP (Dansk Folkeparti) og cand.jur.

EU er i færd med at udstede ’garantier’ til de irske vælgere, så de endelig stemmer ja til Lissabontraktaten. Men ingen ved hvad disse garantier juridisk set er værd – og EU vil ikke undersøge det. Den irske modstand skal bare ryddes af vejen. For kolleger til Bendt Bendtsen, Dan Jørgensen, Jens Rohde og Margrethe Auken planlægger stadig – i fuld åbenhed - et føderalt Europa. Ganske uagtet hvad disse gæve parlamentarikere lovede danskerne i valgkampen AT komme til Europa? Det lyder næsten som om Europa er et nyt fænomen, en ny konstruktion. Eftersom jeg er opvokset i Danmark, en del af Europa, var det med en vis undren at jeg så den titel, som RÆSON havde udstukket i forbindelse med denne beskrivelse af mine første måneder i Europaparlamentet. Alligevel giver det mening at tale om jeg er ’kommet’ til ’Europa’ – et nyt Europa, som nogle af mine kolleger planlægger. Den første forudanelse sås under Strasbourg-ugen i juli. Under afspilningen af Karajans omskrivning af Beethovens ”An Die Freude” så man langt hovedparten af medlemmerne i højtidelig stemning rejse sig og lade følelserne få frit løb, med højre hånd på hjertet. Nok er Europa gammelt som kontinent. Men som en nation, en føderation er projektet endnu kun på vej. Vær ikke i tvivl om at jeg skam er helt klar over at alle mine gode kollegaer fra de unionsbegejstrede partier vil falde over mig, når jeg nu påstår at parlamentets flertal vil skabe et Europas Forenede Stater. Lad mig derfor tage det i opløbet og allerede nu nævne at man i det udvalg, der tager sig af konstitutionelle anliggender (AFCO), og hvor jeg er medlem, slet ikke som her blandt danske politikere lægger bånd på sig selv. Man er ganske åbenhjertig om, hvad projektet går ud på og taler rent ud af posen: ”Vi vil skabe en føderalt EU”, erklærede socialdemokraten Luis Yanez-Barnuevo García allerede på det første møde i udvalget. Næppe et

synspunkt, man ville få mange socialdemokrater til at erklære som officiel politik i Danmark. Han er siden blevet fuldt op af Bendt Bendtsens ordfører på området, Íñigo Mendez De Vigo, der erklærer sig som tilhænger af ’et nyt Europa’ og i øvrigt ved sidste udvalgsmøde fandt at den tyske højesterets afgørelse over Lissabontraktaten var forkert, hvorfor man simpelthen skulle vende det døve øre til de tyske dommere og eventuelt finde en måde at oplære dem i europæisk retsorden. Manden er i øvrigt Jean Monnet-professor i jura, men har tilsyneladende svært ved at respektere juridiske instanser, hvis de erklærer sig uenige i projektet om et forenet Europa. Det er han langt fra ene om. Således fremkom socialdemokraten Adrian Severin i samme debat med den betragtning at man ikke bør lade dommere få det sidste ord. Det er ellers sådan, det fungerer i et retssamfund – hvor det dog selvfølgelig er befolkningen, der får det allersidste ord. Ikke overraskende er der blandt føderalisterne en slående enighed om at netop folkeafstemninger bør undgås. Så respekt for RÆSON, der så forudseende indbød mig til Europa. Det nye Europa. Det føderale Europa, som Bendt Bendtsens, Dan Jørgensens, Jens Rohdes og Margrethe Aukens kollegaer – uagtet hvad disse gæve danske parlamentarikere lovede i valgkampen – har hede drømme om at skabe. Om det lykkes at naturligvis svært at sige. Men indtil videre er det jo lykkedes UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 10 af 27


at forhindre folkeafstemninger i alle lande på nær Irland, hvor man til gengæld lader irerne stemme lige så mange gange, de ønsker det – indtil de stemmer ja, forstås. Så er spillet lukket. I den forbindelse bekræftedes Europas totalitære tendenser i øvrigt af, at man i samme udvalg valgte at nedstemme mit forslag om en juridisk undersøgelse af hvad de irske garantier i grunden er værd for irerne. Disse garantier er dem, som Det Europæiske Råd har lovet den irske befolkning, dvs. en række præciseringer af Lissabontraktaten forud for den anden afstemning. Gad vide, hvad man kan opnå ved at stemme nej en tredje gang? Uanset hvad, var det min tanke at irerne var bedst tjent med at kende det juridiske – og ikke kun politiske – indhold af disse garantier. Den opfattelse delte ingen af parlamentets øvrige grupper. Her fandt man at en sådan udredning ville være forvirrende og skabe uklarhed inden den vigtige afstemning 2. oktober. Alle disse forhold har ikke været fremme i den danske presse. De føderale kræfter i parlamentet er ellers ikke noget nyt fænomen. Og man kan derfor undre sig over at ingen danske journalister tidligere har dækket disse spørgsmål. Møderne bliver trods alt transmitteret live på internettet, så alle kan følge med. Men måske mener man også her – ligesom i EU – at for meget information bare forvirrer og forplumrer debatten? Ingen forhandling med Torierne Forplumring har der i hvert fald været tale om – i hvert fald da det gjaldt dækningen af de indledende gruppeforhandlinger. Umiddelbart efter valget 7. juni drog jeg til Bruxelles og havde en række indledende møder med repræsentanter fra flere forskellige partigrupper. Tingene tegnede lyst og jeg vendte med en vis tilfredshed tilbage til Kastrup Lufthavn, hvor jeg til min forundring kunne konstatere at de danske kommentatorers eneste interesse var, hvorvidt Dansk Folkeparti var blevet afvist af de britiske konservative (the Tories). Det paradoksale var at der aldrig har været nogen forhandlinger. Hvordan kan man i dagevis få sig selv til at plastre avissider til med forhandlinger, der aldrig har fundet sted? Et par uger efter offentliggjorde vi så den gruppe, Dansk Folkeparti rent faktisk har forhandlet om og endte deltage i. Nemlig gruppen ”Europa for Frihed og Demokrati” (EFD) med partierne UKIP og Lega Nord som de to største delegationer. Straks fik kommentatorer ny grund under fødderne og kunne juble over muligheden for at degradere Dansk Folkeparti til at sidde i en højrenationalistisk gruppe. UKIP ønsker nemlig UK ud af EU. Men er det et højrenationalistisk synspunkt? Det vil Folkebevægelsens medlemmer

nok blive kede af at høre. I hele det politiske landskab findes folk, der ønsker Danmark ud af EU. At kalde det ”højerenationalistisk” er ganske enkelt tåbeligt. Men hvis ikke UKIP er ekstremt, må Lega Nord jo være det, lyder så kommentatorernes dom. De ønsker nemlig mere selvstyre i Norditalien og en konføderation med det øvrige Italien. Men hvis ønsket om selvstændighed i sig selv er ekstremt, har vi et ekstremt flertal på Christiansborg: Her har alle partier uden for Dansk Folkeparti givet Kosovo selvstændighed fra Serbien. Det er langt mere vidtgående end, hvad Lega Nord ønsker – nemlig en konføderal model efter Schweizisk forbillede. Man må stille spørgsmålstegn ved pressens retorik. Er der ikke forskel på at være national og nationalistisk? Nationalisme er at gøre nationen til et ideologisk formål. Alligevel har Politikens chefredaktør endnu ikke tilstillet undertegnede den udredning, hans journalister har lovet som forklaring på, hvorfor avisen konsekvent bruger udtrykket ”nationalistisk”. Utvivlsomt smart – at en chefredaktør, der foragter Dansk Folkeparti, udsender dekret til sine journalister herom. Men langt fra journalistisk hæderlighed. Den nye gruppe er utvivlsomt det bedste udgangspunkt for i hvert fald tre af Dansk Folkepartis mærkesager. Gruppen er enig om at 1) EU skal have mindre indflydelse på medlemslandenes love og ikke stå i vejen for bedre dyrevelfærd, bedre fødevaresikkerhed og mere grænsekontrol; at 2) Tyrkiet skal aldrig være medlem af EU og 3) at EF-domstolens magt – blandt andet på udlændingepolitikken – skal begrænses. Men i stedet for at fokusere på at vi har en gruppe, der holdningsmæssigt ligger tæt på Dansk Folkeparti, kastede kommentatorerne sig nu sig over mig med påstanden om at gruppen slet ingen indflydelse får. Jeg imponeres altid over folk, der kan se ind i fremtiden. Og jeg forundres over at ingen har spurgt Bendt Bendtsen, hvordan han som ene mand i PPE-gruppen på næsten 300 medlemmer vil realisere sine løfter? Jeg forundres over at ingen har spurgt Bendt Bendtsen, hvordan han har det med at sidde i gruppe med erklærede homofobe partier fra Polen og Italien. Men sådanne spørgsmål kunne jo forstyrre billedet af at Det Konservative Folkeparti er et ordentligt parti, mens Dansk Folkeparti ikke er mainstream. Derfor stilles de ikke. Det kan godt være at EFD-gruppen ikke er den største i Europaparlamentet. Til gengæld indtager Dansk Folkeparti en central og magtfuld position, efter at jeg som led i forhandlingerne er blevet næstformand for gruppen. Jeg ser frem til at høre, hvordan Jens Rohde og Bendt Bendtsen vil slå igennem i grupper, hvor deres kollegaer tilsyneladende dårligt har opdaget at de er valgt. UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 11 af 27


I løbet af valgkampen er der blevet talt meget om, hvorfor de tidligere MEPere har været usynlige i pressen. Samtlige nyvalgte har givet tilsagn om at være bedre til at kommunikere. Men det kræver at pressen også spiller med. På få måneder har jeg klart oplevet, hvordan flertallet af Europaparlamentets medlemmer tænker i forhold til kontinentets fremtid. Det er muligt at mine danske kollegaer er uenige med deres partifæller. Men så må forskellen klart drages frem. Det glæder jeg mig til at høre mere om i årene, der kommer. Og jeg glæder mig til at være den demokratiske vagthund, som trækker virkeligheden fra Bruxelles udvalgsmøder med hjem til den danske debat. Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Jens Rohde

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 12 af 27


RÆSON FRA HOVEDSTÆDERNE 9. september 2009

10 personer at holde øje med i EU

Af Rikke Brøndum, RÆSONs skribent i Bruxelles

1. Sveriges yngste statsminister nogensinde Fredrik Reinfeldt (t.h., med Gordown Brown i London) står i spidsen for EU’s formandskab under overskriften ”Taking on the Challenge”. Den 44-årige erhvervsøkonom, som i 2006 førte det borgerlige parti Moderaterne til en overbevisende valgsejr, skal lede og indkalde det Det Europæiske Råd, der består af EU’s 27 regeringschefer. Han har ansvaret for at de til oktober får besluttet, hvor stort et beløb EU skal afsætte til udviklingslandene, så der er konkrete tal at lægge på bordet til klimaforhandlingerne i december. Reinfeldts arbejdsbyrde bliver dog tynget af at både det nyvalgte EU-parlament og usikkerheden om den nuværende Kommissionen svækker handlekraften i de to institutioner.

2. I december bliver Embedsmanden Artur Runge-Metzger en central spiller på EU’s vegne under klimaforhandlingerne i København. Han blev uddannet økonom fra Tyskland i 1985, har arbejdet for EU-Kommissionen siden 1993 og har de sidste fem år befundet sig i Generaldirektoratet for miljø som chef for klimaenheden. Han er én af EU’s mest erfarne forhandlere på klimaområdet og var under forhandlingerne i Poznan med til at give udviklingslandene bedre muligheder for at få del i den globale klimatilpasningsfond. Han fik også på EU’s vegne forhandlet en køreplan op til COP15 på plads og fik gjort Kyoto-protokollens ”Clean Development Mechanism” mere gennemskuelig. EU-landene er imidlertid blevet

mødt med voldsom kritik for endnu ikke at have besluttet, i hvor høj grad de vil hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig klimaforandringerne, men Runge-Metzger har tidligere understreget at EU til gengæld kræver konkrete løfter fra fattige lande og ikke bare er et tag-selv-bord. om Echefforhandler er det ham , der vil repræsentere EU under de lange forhandlingsnætter til COP15 topmødet, dog flankeret af Sveriges klimaforhandler Anders Turesson. 3. Den svenske finansminister, den 41-årige akademiker Anders Borg bliver et omdrejningspunkt for både finanskrise og klimakamp. Som formand for ECOFIN, der består af alle Europas finans- og økonomiministre, skal han sørge for at ministrene senest til oktober har udarbejdet et forslag om EU’s finansielle bidrag til klimaaftalen. Han skal også stå i spidsen for implementeringen af EU’s nye regler om regulering af bankerne. Borg startede sin karriere som journalist på Svenska Dagbladet, men blev i starten af 90´erne headhuntet som politisk rådgiver for daværende statsminister Carl Bildt og har siden været aktiv i svensk politik. Som borgerlig finansminister indebærer Anders Borgs vækststrategi lavere skat og færre overførselsindkomster

4. Gordon Brown (ovenfor, med Fredrik UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 13 af 27


Reinfeldt) Storbritanniens premierminister kommer også til at få et afgørende ord, når EU skal beslutte, i hvor høj grad den finansielle sektor skal reguleres. Mens Angela Merkel og Frankrigs Sarkozy ikke har lagt skjul på at de ønsker strammere kontrol med banker og hedgefonde, så er Gordon Brown under pres fra finanssektoren i London, der som Europas finansielle centrum er stærkt skeptiske overfor finansiel regulering, specielt hvad angår kapital- og hedgefonde. Gordon Brown har foreløbig udtalt at han støtter en international regulering af finansmarkederne og kontrol med bankchefers bonusordninger, men har været langt mere diskret omkring reglerne for hedge- og kapitalfonde. 5. Den irske socialist og medlem af EuropaParlamentet, 60-årige Joe Higgins (nederst, t.h), er værd at holde øje med op til Irlands afstemning om Lissabontraktaten. Higgins, som har været aktiv i irsk indenrigspolitik siden 1991 og har mere end 10 års erfaring som EUparlamentariker, er højlydt modstander af traktaten. Han har startet kampagnen SayNo.ie og stod i spidsen for nej-siden under Irlands første Lissabon-afstemning. 6. Anders Fogh Rasmussen (øverst, t.h.) Danmarks nye topfigur på den internationale scene, har som ny NATO generalsekretær allerede sat kursen mod at få strømlinjet EU’s forhold til den transatlantiske alliance. I august opfordrede Fogh Tyrkiet til at ende den årelange og komplekse strid om Cypern, som blandt andet betyder at EU ikke kan hjælpe NATO i Afghanistan. Hvis det på sigt lykkes Fogh vil det være starten på en ny epoke i EU’s sikkerhedspolitik. 7. Præsident Obama’s nye udsending til EU, William Kennard vil fremover repræsentere USA under forhandlinger med EU. Det drejer sig især om handelsaftaler og terrorsamarbejde. Senest har det skabt røre i EU-parlamentet at USA siden 2001 i hemmelighed har haft adgang til privates bankdata. En permanent aftale skal forhandles med USA, når en ny EU-Kommission er på plads.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 14 af 27


8. Direktøren for den europæiske erhvervsorganisation Business Europe, belgiske Philippe de Buck (øverst, t.h.) Som en europæisk Hans Skov Christensen (direktør i DI, red.) taler han på vegne af over 20 millioner virksomheder og vil arbejde intenst på at få deres interesser repræsenteret i EU’s post-krise beskæftigelses- og økonomiske politik. Han har i øvrigt hentet inspiration i Danmarks flexicuritymodel. De Buck er en hyppig gæst i Kommissionen og er tidligere direktør for AGORIA, sammenslutningen af belgiske teknologivirksomheder. 9. Joaquin Almunia, EU’s spanske økonomikommissær (i midten, t.h.) bliver ansvarlig for udkastet til EU’s nye Lissabon-strategi, som er EU’s plan for vækst og beskæftigelse. Almunia var spansk beskæftigelsesminister, før han i 2004 fik kommissærposten. Her var han relativ usynlig, indtil finanskrisen brød ud sidste år. Hans direktorat har netop lanceret en stor online konsultation og på baggrund af de input vil han præsentere EU’s vækstplan i slutningen af november. Almunia, som er medlem af det spanske socialistparti PSOE fik sin første ministerpost i 1982. Han har også grundlagt tænketanken ”Laboratorio de Alternativas”. 10. Det franske konservative medlem af Europaparlamentet Jean-Paul Gauzès (nederst, t.v.) bliver central for EU’s regulering af finanssektoren. Han er netop udpeget som ordfører for Europas i øjeblikket mest omstridte direktiv, der vil underlægge kapitalfondene strammere regulering som følge af finanskrisen. Som ordfører fungerer han som Økonomiudvalgets rådgiver om direktivet. Kender man derfor hans holdning, så kender man med stor sandsynlighed også parlamentets. Gauzès er både uddannet økonom og jurist og har arbejdet som advokat for den finansielle sektor. Hans politiske karriere startede i 1983, da han blev valgt som borgmester i den franske kommune Sainte Agathe d’Aliermont. Sideløbende med sin politiske karriere har han også undervist på l’Université de Sciences Sociales i Toulouse.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 15 af 27


ANALYSE 9. september 2009

Vil krisen være enden på Euroen? Den omfattende krise har skabt en kaotisk situation i økonomisk politik i Europa, hvor handelsprotektionisme og konkurrerende devalueringer som i 1930erne nu er truende nær. EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en), som omfatter de fleste af EU's medlemslande har hidtil beskyttet dem mod ødelæggende valutaspekulation, men nu har flere af de svage økonomier svært ved at holde fast i den fælles valuta. Hvis Euroens sammenbrud skal undgås kræver det at politikere og centralbanker kan finde en fælles løsning, men det kan blive svært, for i mange tilfælde har de været grundlæggende uenige. Af Erik Holm

SPILLEREGLERNE i den Økonomiske og Monetære Union er nøglen til at forstå hvorfor Euroens sammenbrud bestemt ikke er en umulighed. ØMU'en bærer nemlig på en grundlæggende systemfejl: man sprang ud i en monetær union uden seriøst at have overvejet, hvad der måtte ligge i begrebet ’økonomisk union’. Det monetære del gav sig selv, efter at seddelpressen begyndte at rulle, mens den økonomiske ikke blev til andet end snak om en vækst- og stabilitetspagt, der ikke viste sig særligt forpligtende og nu helt er opløst. Derfor vakler ”det skæve tårn i Frankfurt”, den europæiske centralbanks hovedkvarter. Og skulle det vælte, risikerer vi at hele det europæiske projekt, herunder det indre marked, bryder sammen. ØMU-systemet er ufuldkomment fordi bygherrer og arkitekter lever i hver sin verden. Bygherrerne er politikere og regeringschefer. Arkitekterne er økonomer og centralbankchefer. De ser verden i hver deres perspektiv, med ryggen mod hinanden, ofte med en holdning, der grænser til gensidig foragt. Begge parter er klar over dette absurde forhold. Man har forsøgt at fordele rollerne ved at gøre den Europæiske Centralbank (ECB) politisk uafhængig; gøre dén ansvarlig for at holde lav inflation – mens de nationale regeringer sikrer høj beskæftigelse. Men man kan ikke styre verden på den måde. Når der ikke sker en harmonisering mellem de to parters indsats, går det galt. Som regel slår det ud i valutapolitikken, som er et krydsfelt med politisk højspænding, ikke mindst fordi der her ligger en latent udfordring af grundlaget for vort demokratiske politiske system, forestillingen om nationalstatens suverænitet.

En politisk plan I 1978-79 blev det europæiske monetære system, EMS, udformet. Initiativet blev taget personligt af den tyske forbundskansler Helmut Schmidt og den franske præsident Valéry Giscard d'Estaing som en reaktion på den kaotiske verdensøkonomi og den mangelfulde overordnede ledelse i EF. Det skete i det Europæiske Råd på Marienborg i april 1978, hvor de to fik de andre syv regeringschefers principielle opbakning til et nyt valutasystem landene imellem. Ingen, hverken centralbankchefer eller finansministre, havde været orienteret på forhånd, og de blev det heller ikke i dagene efter mødet, fordi regeringscheferne havde givet hinanden løfte om intet at sige. Schmidt og Giscard var overbeviste om at økonomiske eksperter og bureaukrater ville falde over deres skitse og ødelægge den: Først skulle detaljerne udformes i en snæver gruppe af personlige repræsentanter for regeringscheferne, før den kunne præsenteres på det efterfølgende møde i det Europæiske Råd i juli. Men rygterne bredte sig, og ”bureaukraterne” blev dybt frustrerede over ikke at vide, hvad der forgik. Specielt Forbundsbankens chef Otmar Emminger havde svært ved at kontrollere sin vrede, og han iværksatte et massivt angreb på planen, da han fik kendskab til den. Et helt centralt element i planen var at den skulle være symmetrisk. Tyskland skulle ikke længere som den stærkeste økonomi være det land, de andre rettede ind efter. Tyskland skulle fremover være parat til at tilpasse sig systemets ”gennemsnit” - forstået på den måde at hvis der skete forskydninger af konkurrenceforholdet landene imellem, så skulle det ikke nødvendigvis UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 16 af 27


være de ”svage” økonomier, der skulle stramme deres økonomiske politik og devaluere; det kunne også være den ”stærke” økonomi, Tyskland, som skulle øge efterspørgslen og acceptere lidt kraftigere inflation. Et andet element, som var tilsvarende udfordrende for Forbundsbanken, var at banken skulle forpligtige sig til at give ubegrænset, kortfristet kredit, dvs. stille tyske mark til rådighed for et land, som blev ”angrebet” af spekulanter. Efter megen mødeaktivitet i juli-august førte Forbundsbankens kritik til at Schmidt i september 1978 måtte meddele Giscard at der ikke kunne blive tale om symmetri i systemet, men at tilpasningsbyrden fortsat måtte ligge på de svage økonomier, som skulle tilpasse sig den stærke tyske økonomi. Ligeledes måtte man udskyde planen om oprettelse af en europæisk valutafond på ubestemt tid, og den forudsete fælles pengeenhed, ecu, skulle ikke tillægges nogen central rolle. Denne første sejr var imidlertid ikke tilstrækkelig for Forbundsbanken. I november modtog Schmidt et brev fra Emminger, som meddelte at banken ikke kunne give tilsagn om i givet fald at give ubegrænset kredit til et andet land i systemet, da det ville kunne true tysk pengepolitik og kursen på tyske mark. Schmidt blev rasende. Han fik foranlediget sin deltagelse i et møde i Forbundsbankens Råd få dage senere, hvilket ingen kansler havde gjort siden Adenauers dage i 1950. På mødet gav han bankcheferne en uforbeholden forelæsning i, hvorledes planen skulle ses som et integreret led i Tysklands udenrigspolitik, som siden Adenauer var baseret på det europæiske fællesskab og den nordatlantiske alliance. EF's succes afhang af et nært, fortroligt forhold til Frankrig – et, som han sagde, kompliceret land. Men Tysklands position var sårbar. Landets europæiske partnere var sensitive overfor Tysklands relative styrke, økonomisk, politisk og militært. ”Den styrke må placeres under et europæisk tag for at dække vor udenrigspolitiske nøgenhed,” hævdede Schmidt. Han vurderede at det europæiske fællesskab ville bryde sammen uden et velfungerende fælles marked, hvilket igen forudsatte stabile indbyrdes valutakurser. Derfor tog han kraftigt afstand fra Emmingers krav om at der i planen eksplicit skulle indgå et forbehold mod ubegrænset kortfristet interventionsstøtte I sin konklusion understregede Schmidt dog at monetær stabilitet ikke eksklusivt afhang af Forbundsbanken. Ansvaret påhvilede i samme grad regeringen, der til forskel fra banken skulle stå til regnskab for vælgerne hvert fjerde år.

Monetær politik er udenrigspolitik, ikke blot indenrigspolitik. Så enkelt er det. Den konkrete effekt af dette sammenstød mellem regering og centralbank er svær at kortlægge. Under alle omstændigheder var EMS'en vingeskudt, da den startede i marts 1979, og efter at først Giscard og senere Schmidt få år senere blev fortrængt fra deres lederpositioner, var den uden fast ledelse og degenererede efter 1987 til en asymmetrisk Deutschmark-blok med faste kurser: Tyskland fasthold sin stilling baseret på den stærke valuta som den dominerende magt hvor Forbundsbanken blev bestemmende for stram europæisk pengepolitik EMS'en brød sammen få år senere, hvor de svage økonomier havde mistet konkurrenceevne og hvor det britiske pund var kommet ind i den på det forkerte ben med en stærk overvurderet valutakurs. I 1990 skrev Schmidt i sine erindringer at ”de herrer i Forbundsbanken har en meget ensidig opfattelse af alle økonomiske spørgsmål ... De er ikke fjendtligt indstillede over for den europæiske integration, men de accepterer den kun i den udstrækning, deres handlefrihed ikke bliver indskrænket af europæiske institutioner. Stillet over for valget mellem at få et forenet Europa eller at fastholde Forbundsbankens uafhængighed, vil herrerne i Forbundsbanken – men kun i hemmelighed – som en selvfølge vælge det sidste. Ganske vist kamuflerer de altid omhyggeligt deres ressortpatriotisme med saglige argumenter.” Økonomernes model En anden skæbnesvanger situation havde den diametralt modsatte baggrund: den tog nemlig udgangspunkt i en plan udviklet ikke af politikere, men af økonomer - en arbejdsgruppe nedsat i 1988 under forsæde af kommissionsformanden Jacques Delors. I gruppen var de nu tolv landes centralbankchefer suppleret med tre eksperter i monetær teori. De fremlagde året efter en plan om en økonomisk og monetær union, som blev modtaget med nogen skepsis af regeringslederne i det Europæiske Råd. Men så brød Berlinmuren sammen i november 1989. Reaktionen herpå afslørede at forholdet mellem Frankrig og Tyskland på ingen måde var tillidsfuldt. Præsident Mitterrand gjorde sit bedste for at hindre Tysklands samling, men da han erkendte det umulige heri, stillede han i stedet Forbundskansler Kohl over for et krav om at Tyskland skulle indgå i en monetær union. Kohl gav villigt efter og accepterede også begrebet ”økonomisk” union. Han så det som vejen til en politisk union, hvilket han oprigtigt tilstræbte, mens dét bestemt ikke var en fransk målsætning. Mitterrands hensigt var begrænset til at få medindflydelse på den stramme monetære politik, UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 17 af 27


som blev fastlagt i Frankfurt. Delors' plan kom nu på bordet og blev det centrale element i Maastricht- traktaten i 1992. Der har helt utvivlsomt været voldsomme spændinger mellem Forbundskansleren og Forbundsbankchefen i det politiske højspændingsår 1990-91. Referater af fortrolige møder er for nylig kommet frem. De viser, at der ikke har været nogen fælles forståelse angående de problemer, som ville udspringe – dels, på kort sigt, af den monetære union mellem de to Tysklande og dernæst, på langt sigt, af den europæiske monetære union. Det blev til sidst den stærke kansler, som vandt, efter at chefen i Forbundsbanken var trådt tilbage i august 1991. Til gengæld lykkedes det Forbundsbanken at sikre at den europæiske centralbank, ECB, blev skabt efter tysk model. Det betød at dens uafhængighed af politikerne blev traktatfæstet at dens politik eksklusivt skulle være bestemt af hensyn til prisstabilitet, og at dens hovedsæde skulle være i Frankfurt. Desuden kom stabilitetspagten til i 1997 også på tysk foranledning med krav om begrænsede budgetunderskud for at sikre rammer for en ansvarlig finanspolitik i hvert enkelt land. Som kompensation herfor fik Frankrig tilsagn om at den første chef for ECB skulle være en franskmand. Det blev, efter et kort mellemspil med hollænderen Wim Duisenberg, chefen for Banque de France, Jean-Claude Trichet. Som reaktion på Berlinmurens fald vedtog de tolv EU-lande i 1991 Maastricht-traktaten, hvor planen om en økonomisk og monetær union var det helt centrale element. Stramme betingelser om lav inflation, begrænset underskud på de offentlige budgetter og en lav statsgæld blev opstillet og det lykkedes ti lande med stort besvær at komme med i den monetære union, da kurserne blev endeligt fastlåst i 1999 og den faktiske mønt indført tre år senere. Der var imidlertid ikke sket nogen afklaring af ”delbegrebet” økonomisk union, endsige politisk union som havde været Forbundskansler Kohls mål. Maastricht-traktaten havde implicit haft en føderation som målsætning, men i løbet af det følgende årti kom politikerne til en erkendelse af at det europæiske projekt må basere sig på selvbevidste nationalstater og ikke forsøge en fortrængning af dem. Der var et åbenbart behov for en udbygning af projektet, hvilket førte til forsøget på at formulere en forfatningstraktat. Det led imidlertid ynkeligt skibbrud med folkeafstemningerne i Frankrig og Holland i 2005. Situationen bliver for alvor skæbnesvanger, hvis projektets flagskib, euroen, i det nuværende økonomiske uvejr lider samme skæbne.

Tre scenarier: Sammenbrud, solidaritet eller sikkerhedsnet Fra centralbankernes synspunkt er fordelen ved den monetære union at de enkelte medlemslandes regeringer bliver tvunget til at føre en stabilitetspolitik, der opretholder landenes konkurrenceevne. Midlerne til det er finans- og budgetpolitik og struktur- og arbejdsmarkedspolitik. Regeringerne kan nemlig ikke ændre konkurrenceevnen ved valutakurspolitik, som er bortdefineret i unionen, og den entydige rentepolitik fastlægges af den uafhængige centralbank. Evner nogle af landene på grund af en svag politisk-økonomisk kultur ikke at føre en stabilitetspolitik gennem strukturforbedringer eller at reducere deres omkostningsniveau ved at nedsætte lønningerne, vil de enten få en stor arbejdsløshed eller være tvunget til at finansiere et underskud ved lån eller tilskud udefra. Det sidste vil kun ske med stramme betingelser, som de sandsynligvis heller ikke kan opfylde. Det er den situation, som ØMU'en nu befinder sig i. Og som truer med at sprænge den. Den monetære union er en moderniseret udgave af guldfoden, men langt strammere fordi de nationale valutaer er afskaffet. Regeringschefer og centralbankchefer har ikke formået at enes om et fleksibelt, stabiliserende valutasystem, som respekterer det faktum at Europa består af demokratiske nationalstater, som må basere sig på en forestilling om national suverænitet, men som viser store forskelle i økonomisk-politisk kultur og struktur. Harvardprofessoren Martin Feldstein skrev i 1997 en artikel i Foreign Affairs, hvor han hævdede at den monetære union kunne føre til krig, hvis der ikke var en legitim måde, hvorpå et land kunne trække sig ud af unionen. Han mindede om den amerikanske erfaring fra dengang, syv sydstater ville løsrive sig. Så galt går det givetvis ikke. Men EU kan godt gå i opløsning uden borgerkrig. Der er grund til at frygte at det vil ske, hvis den monetære union falder fra hinanden. Enhver tanke om at Europa kan komme til at spille en rolle i global politik, må i så fald opgives. Man kan konstatere at den økonomiske krise har fremkaldt kraftige tendenser til handelskrig, som vil kunne ødelægge EU's hårde kerne, det indre marked . Der er nu en klar protektionistisk tilbøjelighed selv i kernelandene Tyskland og Frankrig, og i periferien har adskillige lande, Storbritannien, Sverige, Polen og Ungarn, accepteret store devalueringer på 8-12 pct., i Polens tilfælde på 23 pct. i løbet af det sidste år. Trichet kan minde om H. C. Andersens tinsoldat, der på sit ene ben står standhaftigt i sin EuroUGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 18 af 27


papirbåd uden mulighed for at styre grækerne og spanierne, som rokker båden. Kommissionsformand Barosso har ikke politisk legitimitet og gennemslagskraft til at gennemtvinge reformer. LOGISK set er der tre scenarier: 1) Sammenbrud: Det svageste land, måske Grækenland, bryder ud, fordi de politiske konsekvenser af de kvælende krav om strukturændringer bliver for store. Sker det, er der stor sandsynlighed for at hele bygningen ramler i løbet af få måneder, fordi de finansielle markeder vil miste tillid til unionen. Om det vil være muligt at fastholde en hård kerne af stærke økonomier i Nordvesteuropa omkring euroen, er tvivlsomt, men vil blive forsøgt. 2) Solidaritet: Alle gode kræfter sættes ind på at fastholde den etablerede union. Det vil kræve en økonomisk solidaritet mellem landene, hvor de stærke lande vil blive nødt til yde lån og bistand til de svage af en uoverskuelig størrelsesorden og varighed. Den hårde kerne i ECB har hidtil bastant afvist enhver tanke herom. De svage må disciplineres med stokkemetoder. 3) Sikkerhedsnet: Den tredje mulighed er at man genopliver resterne af EMS'ens valutakursmekanisme, ERM2, og gør den til et sikkerhedsnet, hvor økonomier, der falder ud af unionen, kan opfanges – og her kan de utålmodige ansøgere mod øst måske straks komme indenfor. Men det ville kræve politisk håndelag og styrke, som Europa sikkert ikke er i stand til at mobilisere. Man skulle nemlig gå tilbage til den oprindelige Schmidt-Giscard plan, som den så ud før centralbankcheferne trak tæppet væk under den, og dén ydmygelse vil formentlig være for meget for deres ensidige, monetaristiske verdensopfattelse. Keynes, som var fader til efterkrigstidens fleksible valutasystem, skrev i 1944 at guldfodens deflationære disciplin med stramninger og arbejdsløshed er ikke en tilfredsstillende løsning for underskudslande. ”Selv hvis denne politik havde sine fordele, kan det ikke komme på tale at anvende den, da den let kunne føre til et sammenbrud af vort nuværende system med demokratiske regeringer.” Det er kloge ord, som politikere og centralbankfolk burde have erindret sig i 1990'erne. Keynes' plan blev underløbet af den dominerende magt efter den anden verdenskrig og hans valutasystem degenerere til et fastkurssystem. Noget lignende skete med EMS'en. Problemet ved den økonomisk/monetær/ politiske union forsvinder ikke selv om irerne i næste måned skulle acceptere den forliste forfatning, Lissabontraktaten. Der er behov for en

egentlig nytænkning af det europæiske projekt, hvis ikke det skal degenerere til et frihandelsområde. Men det er svært at se hvorfra en sådan nytænkning skulle komme med den mangel på indsigtsfuld politiske ledelse, der i øjeblikket er i Europa.

Erik Holm (f. 1933). politisk økonom. ph.d. Economist IMF, Washington, 1965-69; fuldmægtig, økonomiministeriet 1969-72; kontorchef, statsministeriet 1972-82; chefrådgiver, EFkommissionen, Bruxelles 1982-87; gæsteforsker, Univ. of Cal.. Berkeley 1987-89, direktør, Eleni Nakou Foundation, London, siden 1989. Har bl.a. skrevet: Money and International Politics (1991), Europe, a Political Culture? (1994) og The European Anarchy, (2001). Artikler i dansk og udenlandsk presse.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 19 af 27


INTERVIEW 9. september 2009

Den evige underdog Norge På mandag går Norge til valg, og hver fjerde nordmand regner med at stemme på Fremskrittspartiet, med Siv Jensen (herover) i spidsen. Det skyldes ikke venstrefløjens manglende blik for indvandrer-problematikken, men derimod at Arbejderpartiet ikke længere fører en politik til gavn for de svageste i samfundet, mener journalist og forfatter til bogen “Frp-koden” om Fremskrittspartiet, Magnus Marsdal. Af Kasper Ly Netterstrøm

Norge går til valg på mandag og endnu engang ser Fremskrittspartiet ud til at gå frem. Hvorfor?

Fremskrittspartiet har eksisteret i over 30 år og har opbygget en solid vælgeropbakning. Samtidig har partiet aldrig været i regering, og det gør at det konstant fremstår som et folkeligt alternativ til det bestående og til eliten. Og i Norge kommer man langt med modstand mod eliten. Hvorfor?

Norge har en meget stærk antiautoritær tradition og en svag elite. Oslo og central-administrationen blev grundlagt som en del af et kolonistyre, og den politiske elite i Oslo har altid været set i det samme skær. Folkelighed er derfor meget vigtigt i norsk politik. Derfor har Fremskrittspartiets antielitistiske retorik så stor gennemslagskraft. Arbejderpartiet har opbygget velfærdstaten i Norge med alle dens sociale ordninger for den brede befolkning. Er det ikke folkeligt?

Vælgerne har også gennem mange år været meget loyale overfor Arbejderpartiet netop på grund af partiets indsats for at opbygge velfærdsstaten, men man kan ikke som parti kræve evig loyalitet. Man kan ikke forlange at folk skal stemme efter hvordan Norge så ud i 1960’erne, da velfærdstaten blev skabt. Kontrakten mellem parti og vælgere må genskabes hele tiden. Hvorfor har Arbejderpartiet ikke formået at genskabe den kontrakt med de vælgere, som nu stemmer på Fremskrittspartiet?

Problemet for Arbejderpartiet er at man er rykket for meget til højre i den økonomiske politik. På områder som udlicitering, pension og skat er der i dag konsensus mellem de borgerlige partier og Arbejderpartiet. Derfor kommer værdipolitikken og indvandrer-spørgsmålet så meget i fokus. Hvis aviserne ikke kan skrive om forskellene i den økonomiske politik, så må de jo skrive om de værdipolitiske forskelle og om problemer med indvandrere.

Så det er Arbejderpartiets liberale økonomiske politik, der har gjort indvandrerspørgsmål så centralt?

Når nogle emner ikke længere bliver diskuteret politisk, så åbner man op for at andre emner kommer til at dominere dagsordenen. De vælgere, der stemmer på Fremskrittspartiet, er optaget af velfærdsforbedringer og sociale rettigheder, men de er samtidig kulturelt konservative. Derfor er Arbejderpartiets chance for at mobilisere disse vælgere at have en klar social orienteret politik. Hvis man ikke har det, så tager vælgerne stilling ud fra andre ting, som for eksempel indvandring. Og så stemmer de på Fremskrittspartiet i stedet for Arbejderpartiet. Men er der ikke reelle problemer med indvandrere, som venstrefløjen ikke før har taget alvorligt?

Ingen i det norske samfund har været forberedte på de problemer, som integrationen af indvandrere skaber. Det gælder bade højre og venstrefløjen. Det er klart. Politikerne skal håndtere indvandrerproblemerne med en realistisk og hverdagsnær tilgang. Men det er jo ikke realisme, Fremskrittspartiet har ikke bragt ind i debatten. Tværtimod. Partiet har pustet integrationsproblemerne op til apokalyptiske forestillinger om sharialove og ”snig-islamisering”. Men er de andre partier ikke også selv skyld i at debatten om indvandrere er overladt til Fremskrittspartiet?

Fremskrittspartiets racistiske agitation har bidraget til at venstrefløjen har lukket sig om sig selv i dette spørgsmål. Tag for eksempel spørgsmålet om at indvandrere skal lære norsk. Hvis Fremskrittspartiet stiller forslag om det, så opfatter venstrefløjen det straks, som det mest racistiske forslag, fordi det bliver leveret sammen med alle partiets skrækscenarier. Selvom det er indlysende at indvandrere skal lære norsk. Det har været kontraproduktivt for venstrefløjen. Selvom Fremskrittspartiet står til fremgang, så bliver UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 20 af 27


det svært for partiet at få indflydelse, da de andre borgerlige partier har et dårligt forhold til partiet. Hvad skyldes dette dårlige forhold?

Fremskrittspartiet understreger hele tiden at de er pragmatiske og gerne vil samarbejde, men samtidig kommer de bevidst med meget kraftige udmeldinger, for eksempel om at Norge ”snigislamiseres”, som de andre borgerlige partier ikke kan acceptere. Det er partiets strategi at blive holdt ude. De vil gerne fremstå som en underdog, så de kan vedblive med at være et folkeligt alternativ til eliten. Partiet tænker slet ikke så meget på dette valg. De sigter mod valget i 2013, hvor de håber på at blive endnu større, så de selv kan diktere hvilken regering, de vil indgå i.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 21 af 27


DUEL 9. september 2009

Hvad er forskellen på V og K, liberal og konservativ politik? Hvor skal VKOsamarbejdet hen, 7 år efter 'systemskiftet' i 2001? RÆSON spørger formændene for VU og KU, Thomas Banke og Rune Kristensen, i en serie dueller.

KU: Hellere R end DF Af RÆSONs redaktion (redaktionen@raeson.dk) RÆSON: Thomas Banke, kan du for RÆSONs opklare: Hvad var det, De Konservative brugte august måned på?

THOMAS BANKE: Jeg tror at rigtigt mange Konservative har svært ved at forklare hvad der er sket i august måned! Man har, af uransagelige årsager, valgt at give Naser Khader en mere fremtræden rolle i partiet. Det er naturligvis affødt af et ræsonnement om at han skal være de Konservatives værdipolitiske talerør og gøre hvad han engang var kendt for og god til; at sætte en værdipolitisk dagsorden for partiet frem mod næste valg. Det har vist sig at være en hidtil uset mangel på dømmekraft fra den Konservative top: Det stolte "grundlovsparti" har formået gennem Khader - at gøre sig selv til grin med det ene håbløse forslag efter det andet. Det er mig helt ubegribeligt at man har været ved at sætte regeringssamarbejdet over styr, fordi Naser Khader skal have plads til at lancere ugennemtænkte og dybt pinlige forslag; Et burkaforbud, der er efter alt at dømme strider mod grundloven (!) - fra partiet, der har ansvaret for justitsministeriet og som tidligere har afvist samme forslag. Det var i øvrigt en god reaktion fra KU i forhold til et forslag, som naturligvis virker som noget der gror i Dansk Folkepartis have (KU kritiserede initiativet, red.). Senest har man så, igen med Khader i spidsen, forsøgt på at stoppe et byggeri af en moské, til trods for at grundloven foreskriver ukrænkelig religionsfrihed. Jeg kan slet ikke se hvad de Konservative får ud af at forsøge at spille på Dansk Folkepartis bane. Det er populistisk, amatøragtigt og dybt foruroligende at K-toppen i august måned har udvist så umådelig ringe dømmekraft. Og det siger jeg selv om jeg normalt er begejstret for det tætte samarbejde mellem Venstre og det Konservative Folkeparti" RUNE KRISTENSEN: August måned var måneden, hvor Konservative stod fast i forhold til Brorsonkirkens rydning og hjemsendelsen af de afviste asylansøgere, og hvor man ikke fra

partitoppen rullede om på ryggen og gav op i forhold til de store byer i kommunalvalgkampen, som Venstre gjorde. Alligevel var august måned var intet mindre end en katastrofe for Konservative. Konservative har i regeringen måtte kæmpe med manglende politisk mod i Venstre og populisme i støttepartiet Dansk Folkeparti. Konservative har gennem de seneste par år markeret sig som det mest frihedsorienterede og antisocialistiske parti i Folketinget – med synlige resultater. Desværre må man konstatere at Konservative i august måned hoppede med på Venstres nej til reformer på arbejdsmarkedet – og, hvad værre er, fremsatte forslag om et burkaforbud i et uigennemtænkt integrationsudspil. Det er bemærkelsesværdigt at Naser Khader taler om undertrykkelse af muslimske kvinder i denne sag, når han selv vil undertrykke hele den danske befolkning ved at blande sig i, hvad folk har på. Man har tilsidesat frihedsidealerne og har trådt ved siden af i sommervarmen. Den måned, der skulle kick-starte kommunalvalgkampen og lægge op til det kommende landsråd, blev i stedet en måned, hvor partitoppen kaldte til værdikamp - med de forkerte værdier. Jeg håber at dette var en engangsforseelse! Det skal som bekendt gå skidt før det går godt, så fra nu af må det gå rigtig godt for Konservative!

KU: DF hører hjemme i rød blok RÆSON: I et indlæg på Dansk Politik 29/8 skriver bloggeren Dan Holt Jensen: "(H)vad vil de radikale sige til dette tilbud efter et valg: Deltagelse i en ny regering, hvor de radikale kan få DFs magt totalt fjernet, indflydelse på en ny indvandringspolitik med Green Card-ordninger og en ny borgerlig skattepolitik? Godt nok med Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men med de radikale som 1. violin?" Vi spørger jer: Hvis VK havde to flertalsmuligheder - VKR og VKO - hvad skulle man så vælge?

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 22 af 27


THOMAS BANKE: De Radikale har haft mange år og mange chancer for at nærme sig VKregeringen. For tre år siden ville jeg, uomtvisteligt, have foretrukket de Radikale pga. deres skattepolitik, udlændingepolitik og generelt mere reformvenlige kurs, men det har udviklet sig ganske anderledes de seneste år; De Radikale er, efter eget ærlige udsagn, erklæret som en del af Røb blok. Som borgerlig kan man ganske enkelt ikke længere stole på de Radikale. De har kørt alt for meget frem og tilbage, og det er alt for destabiliserende i forhold til et konkret regeringssamarbejde, hvor de i øvrigt ikke kan bakke op om hverken skattestoppet eller udlændingepolitikken, som er to helt centrale pæle i den nuværende regerings politik. Der var engang en begavet mand (ære være hans minde, i øvrigt) der konstaterede at ”det at blive klog på de Radikale er som at sømme budding fast til en væg”. Det er, desværre, sandt. Samtidig må vi nok også sige at ”Det Nye Kuld”, som er unge Radikales svar på at redde, først partiet, og dernæst verden, på ingen som helst måde repræsenterer et nyt tiltalende politisk alternativ for det borgerlige Danmark. I den bedste af alle verdener havde et ”nyt kuld” udtrykt et ønske om at genskabe det borgerlige / socialliberale midterparti, men det har vist sig blot at være endnu en bejlen til rød stue, om end den repræsenteres personer af mindre grå lokker. Så løbet for en VKR-regering er kørt, og der skal rigtigt meget til for at det kan blive aktuelt igen, desværre”. Hvad angår en VKO-regering, så er det for mig at se helt og aldeles udelukket; EU-politisk er det uforeneligt at optage Dansk Folkeparti i en regering, og så tror jeg faktisk også at vi vil opleve en fuldstændig stilstand i forhold til helt evident nødvendige velfærdsreformer, såfremt DF får nøgler til regeringskontorerne. Jeg synes at den nuværende konstellation med en VK-regering, der hviler på det bedst tænkelige flertal er at foretrække. RUNE KRISTENSEN: VKR er til enhver tid at foretrække fremfor VKO. Ligesom KVR er at foretrække fremfor KVO. Dansk Folkeparti har under hele den borgerlige regering været en stopklods for forandringer i velfærdssystemet, på arbejdsmarkedet og i skattesystemet. Dansk Folkeparti har ofte overtrådt moral, og endnu oftere udtalt sig skadeligt for det borgerlige Danmark. Det er et socialistisk parasitparti, der uretmæssigt har snyltet sig til en plads på den højre side i dansk politik med rendyrket populisme. Jeg udskifter til enhver tid de fremmedfjendske landsbytosser med de radikale

folkeskolelærere og humanister. I den sidste gruppe findes der nemlig reformvillighed og en nøgtern tilgang til samfundets væsentlige problemer. Vi har videnskabeligt grundlag og argumenter nok i Velfærdskommissionen, Skattekommissionen og Arbejdsmarkedskommissionen til at forandre for at bevare vores velstand. I Konservativ Ungdom så vi naturligvis gerne yderligere reformer, men med de radikale som støtteparti vil vi kunne komme mange skridt i den rigtige retning – uden samtidigt at skulle sluge kamel på kamel inden for udlændinge- og ældrepolitikken. Radikale er blevet skubbet ud i kulden af Helle og Villy, og jeg tror ærligt talt at Pia ville passe bedre i flokken kaldet ’rød blok’, så en rokade, hvor B og O bytter plads ville være til gavn for dansk politik. Et politisk grundlag må altid være... politisk. Det er politikken, det handler om. Der, hvor de borgerlige resultater ligger, bør samarbejdet også ligge. Derfor er radikale en oplagt samarbejdspartner, der i dag kun er fravalgt af én grund: De manglende mandater.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 23 af 27


SIGNAL FRA FOLKETINGET 9. september 2009

Socialdemokraterne vil have en statsbank til 50 mia., der kan kompensere for de private bankers forsigtighed ved at låne gode virksomheder penge til sunde projekter. De Radikale siger nej, men har i stedet foreslået "et udviklingsselskab, hvor staten samarbejder med de finansielle institutioner" (Berlingske 14/8). RÆSON spørger gruppens næstformand, Morten Østergaard: Hvad er forskellen på Socialdemokraternes "statsbank" og de Radikales "udviklingsselskab"? Er R's afvisning af en statsbank definitiv? Skal staten stille andre krav for udlån end blot rentabilitet - og fx yde særlige lån til virksomheder, der udvikler grøn teknologi?

Nej tak til Helles statsbank Af Finansordfører og næstformand i folketingsgruppen Morten Østergaard (RV)

PÅ årets første arbejdsdag i Folketinget 13/1 konstaterede et flertal bestående af V, K og O ”at der er et solidt fundament for en fortsat sund udvikling i dansk økonomi med høj og stabil beskæftigelse, gode rammevilkår for vækst samt en holdbar udvikling i de offentlige finanser.” Vedtagelsen afsluttede en forespørgselsdebat om dansk økonomi rejst af Det Radikale Venstre. Den står som et monument over regeringens konsekvente undervurdering af krisens omfang, startende med daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussens besværgelse i Børsen i august 2008: ”Jeg tror ikke på recession”. I den økonomiske redegørelse for August 2009, der som altid ledsagede regeringens forslag til finanslov, kunne man ved selvsyn konstatere fejlvurderingens dimensioner. På alle parametre måtte regeringen skrue op for pessimismen: 3 pct. i fald i BNP (altså en voldsom recession), forventet voldsom stigning i ledighed til 150.000 i 2010 og et underskud på de offentlige finanser på 86 mia. kroner.

hospitaler, energirenovering både offentligt og privat, investeringer i udrulning af ny teknologi inspireret af Obama’s krisepakke, og investering i forskningsinfrastruktur og innovation. iii) I marts fremlagde vi en krisepakke til de ledige under overskriften: ”Et klogere arbejdsmarked”. Her foreslog vi at unge under 25 år fik frit lejde til at komme i a-kasse. Vi fjernede overflødige begrænsninger på lediges adgang til uddannelse, så den nødvendige omskoling kunne starte på første ledighedsdag og foreslog ret til uddannelse på dagpenge for ældre ledige. Og vi foreslog at jobindsatsen rykkes frem til fyringsdatoen, så den ledige kan aktiveres fra start. Alt sammen for at omstille beskæftigelsessystemet fra mangel på arbejdskraft til stigende ledighed. Alle tre initiativer mødte klar afvisning fra regeringen. Når opgaven var at redde mennesker fra fyring og virksomheder fra konkurs, samt at tage hånd om de mange nye ledige, ville regeringen ikke samarbejde. Kun når bankerne skulle reddes.

Det radikale svar på krisen I modsætning til regeringen har det Radikale Venstre insisteret på at krisen kræver offensive modtræk. Ikke bare bandslukningsøvelser, som de i øvrigt fornuftige bankpakker mv., men et egentligt modtræk. Vores ”kriseterapi” har haft tre omdrejningspunkter: i) I januar, da krisen stadig blev kaldt ”finansiel”, foreslog vi et statsligt udviklingsselskab, som jeg skal vende tilbage til. ii) I februar fremlagde vi en ”Vækstpakke for et grønt videnssamfund”, hvor vi med målrettede, midlertidige investeringer på 30 mia. over 2 år, ville styrke den offentlige efterspørgsel: renovering af skoler, daginstitutioner og

Derfor siger vi nej til Socialdemokraternes statsbank Forslaget om et ’statsligt udviklingsselskab’ skulle supplere afviklingsselskabet Finansiel Stabilitet, som var en del af Bankpakke I. Mens afviklingsselskabet skulle klare grundstødte banker afvikling, skulle udviklingsselskabet med en solid grundkapital bringe likviditet frem til sunde projekter. Det er ikke en statsbank. Men en selskabskonstruktion med Nationalbanken for bordenden. Selskabet, der på mange måder minder mere om en kapitalfond, skal have en bred palet af fleksible redskaber til at finansiere sunde

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 24 af 27


projekter gennem joint ventures med finansielle institutioner eller tilsvarende aktører på kapitalmarkedet. Alt skal foregå efter et armslængdeprincip. Der er ingen kunder, der går ind fra gaden i det Statslige Udviklingsselskab: alt kredit- og rentabilitetsvurdering foregår i de vante led. Udviklingsselskabet går derimod ind, når fx en bank ønsker at finansiere et projekt, men ikke selv, grundet den manglende kapital, magter at gøre det. Et tænkt eksempel: En lille lokalbank har ikke mulighed for at yde lån til den lokale kiksefabrik, som efter en stor eksportordre skal have udvidet kapaciteten. Fabrikken er veldrevet, ordren i hus, men banken kan ikke påtage sig engagementet. Banken henvender sig til Udviklingsselskabet, som går ind bag ved banken. Fx ved at købe aktier i banken eller stille en bagvedliggende garanti. Et andet eksempel: En række statslige innovationsmiljøer og private investorer vil starte en venture-fond, som skal modvirke en innovationsklemme, som følge af manglende risikovillig kapital. Udviklingsselskabet skyder penge i den nye venturefond, men arbejdet med at udvælge projekter, der skal investeres i overlades til de daglige aktører, Vi ser ikke noget behov for en egentlig statsbank i forståelsen en bank, der drives på almindelige vilkår, men med staten som ejer: Socialdemokraternes forslag bygger på den misforståelse at bankfolk er dygtigere, hvis det er staten, der betaler deres løn. I praksis vil opgaven nemlig være nøjagtig denne samme som enhver privat bank. Forslaget vil kun have effekt, hvis de statsansatte bankfolk anlægger et lavere kreditkriterium end de private banker. Statsbanken ville blive opsamlingssted for kunder, som ikke kunne finde en privat bank, der ville give dem en tilstrækkelig positiv kreditvurdering. Her vil skatteyderne altså løbe risikoen. I den radikale model vil udviklingsselskabet støtte sig til kapitalaktørernes kreditvurderinger og dele risikoen med dem. Udviklingsselskabet er altså en ny aktør i det finansielle landskab, men statsbanken blot er en statslige udgave af det, vi har i forvejen. Det ville til gengæld være helt oplagt at Udviklingsselskabet blev pålagt i særlig grad at have en grøn profil i sine investeringer, præcis som det er afspejlet i vores vækstplan. Forslaget om en Udviklingsselskab vil på ny blive aktuelt, når regeringen kalder til forhandlinger om den såkaldte erhvervspakke. Her vil vi også kræve at staten skyder mere kapital ind i statens regionale innovationsmiljøer.

Tid til reformer Samtidig er det dog klart at det, der hæmmer den økonomiske aktivitet, er manglende efterspørgsel – ikke manglende kredit (det fremgår af Danmarks Statistiks seneste Konjunkturbarometer). Derfor fremsætter vi igen kravet om en vækstpakke ved de kommende finanslovsforhandlinger. Men vores nye vækstpakke ledsages af et krav om reformer, for en vækstpakke har sin pris. Dertil kommer det eksisterende store underskud på statens finanser. Og det faktum at regeringen i forvejen ignorerer at dens økonomiske politik opererer med et fast, strukturelt underskud på 10 mia. kroner fra 2015 og frem. Det svarer til omkostninger ved drift af halvdelen af landets daginstitutioner. Man skal kigge alvorligt på Arbejdsmarkedskommissionens forslag. Vores reformforslag inddrager en fremrykning af stigende efterlønsalder, kortere dagspengeperiode, stærkere beskæftigelsesindsats og bedre rekruttering af udenlandske talenter. Samlet set fjerner disse tiltag det truende underskud, men vi efterlader også fortsat rum til finansiering af de stigende serviceudgifter, som helt sikkert vil vedblive at vokse. I 90’erne, da SR-regeringen overtog, var udfordringerne større: langt flere ledige og en krise, der allerede havde flere år på bagen. Alligevel lavede man arbejdsmarkedsreformer og forkortede dagspengeperiode. Og i dag prises netop disse tiltag som de rigtige svar på denne krise. For os er der ingen modsætning mellem at lave reformer, der skaber balance i økonomien på mellemlangt sigt, og så den vækstpakke, der skal være det akutte modtræk mod den aktuelle krise. Det er ikke enten-eller - men både-og.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 25 af 27


OPINION 9. september 2009

Politikerne kan ikke skabe jobs uden DA og LO Arbejdsmarked: I 90erne reformerede Nyrup og Lykketoft arbejdsmarkedet i tæt samarbejde med både arbejdsgivere og fagbevægelse. Det var imod den daværende internationale trend - men det virkede: Danmark opnåede høj beskæftigelse, på et niveau der var bemærkelsesværdig på europæisk plan. Hvorfor vil VK ikke lære af det? spørger tænketanken CEVEA. Af Jakob Sloth Petersen, CEVEA

RUNE Lykkebergs Kampen om sandhederne fra i fjor hæver sig op over de andre i den strøm af debatbøger, der løbende udgives her i landet. I én stor mundfuld opsamler Lykkeberg simpelthen alle de væsentligste strømninger i den danske kulturdebat siden 1930’erne med myriader af gode eksempler og rammende iagttagelser. En af bogens centrale pointer er at den politiske kultur fundamentalt har ændret karakter: det Hal Koch’ske samtale-demokrati, der hyldede inddragelsen af alle relevante stemmer i samfundsdebatten, er afløst af et nyt Fogh’sk system af sandheder med et helt anderledes kontant blik på magtens udøvelse. Der ligger ikke længere en selvstændig værdi i at føre en oplyst, offentlig samtale om fælles anliggender – dén slags anses nu som ineffektivt tidsspilde og ligegyldig snik-snak. Eksperterne er blevet mistænkeliggjort. Det bedre arguments forrang er afløst af magtens tale. Den stærkt kritiserede ”Kommunalisering af jobcentrene”, som trådte i kraft over hele landet den 1. august, er et strålende eksempel på den udvikling, Lykkeberg beskriver. Beslutningen om reformen blev truffet i november 2008 i en sen nattetime under finanslovsforhandlingerne mellem regeringen, DF og Liberal Alliance – helt uden at man i forvejen havde rådført sig med arbejdsmarkedets parter, DA og LO. For bare en halv snes år siden ville dét have været utænkeligt. Men de tektoniske plader i dansk politik har bevæget sig: nu er det okay at overlade hele beskæftigelsesindsatsen i landets 91 jobcentre til kommunerne uden at inddrage lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer i beslutningen. Prisen for dette Christiansborg-soloridt? ”Blot” at temperaturen i forholdet til parterne styrtdykkede. »Forliget blev strikket sammen uden nogen form for høring af arbejdsmarkedets parter. Det er en amatøragtig måde at lave

arbejdsmarkedspolitik på,« fnysede LO’s formand, Harald Børsting, således til Ugebrevet A4. Regeringen trak rebstigen op efter sig og lod hånt om en århundredelang tradition for partsinddragelse og bred kompromisdannelse i udformningen af arbejdsmarkedspolitikken. Men værre: arbejdsmarkedets parter køres også systematisk ud på et sidespor, når reformen skal udmøntes i praksis. Kontrasten til tidligere regeringers beskæftigelsespolitik er slående. I 1993 overtog den socialdemokratiske tandem, Nyrup & Lykketoft, en økonomi, der var gået ned i slæbegear. Der måtte ”Gang i 90’erne” – dels med en finanspolitisk lempelse, dels med en række arbejdsmarkedsreformer, der kunne bringe systemerne op i omgangshøjde med en ny tids politik. 1990’ernes arbejdsmarkedsreformer havde to grundlæggende dimensioner: For det første en policy-dimension, hvor fokus blev drejet væk fra passiv forsørgelse i retning af aktiv arbejdsmarkedspolitik – og hvor dagpengeperioden blev forkortet og rådighedsforpligtelserne for de ledige strammet op. For det andet havde reformerne en ofte overset implementerings-dimension, hvor man havde blik for, hvor vigtigt det var at have arbejdsmarkedets parter med på holdet, da bestræbelserne skulle realiseres i praksis. Helt konkret tog man udgangspunkt i de Landsarbejdsnævn og Arbejdsmarkedsnævn, der i forvejen var blevet etableret som korporative samarbejdsorganer på arbejdsmarkedet siden slutningen af 1960’erne. Disse blev i Nyrupregeringens udgave ændret til henholdsvis Landsarbejdsrådet, der fik en rådgivende funktion ift. ministerniveauet og 14 nye Regionale Arbejdsmarkedsråd, hvis opgave det blev at prioritere, UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 26 af 27


dimensionere og tilrettelægge indsatserne ude i landets regioner. Denne netværksstyring, denne nykorporatisme, havde en lang række fordele. Man kunne bl.a. drage nytte af parternes omfattende viden og ressourcer og kvalificerede dermed politikudviklingen. Man blev mødt med relativt stor velvilje fra det allerede eksisterende system i implementeringsprocessen. Man fik en regionalt tilpasset indsats. Og man fik cementeret den grundlæggende tillid i systemet, som er afgørende for en positiv udvikling. Som professor Henning Jørgensen skriver i rapporten Arbejdsmarkedspolitikkens fornyelse fra 2006: »Danmark styrkede korporatismen med den nye aktive arbejdsmarkedspolitik fra 1993/94 – faktisk modsat de fleste andre europæiske lande, der udstemplede de sociale partnere i samme tidsrum. Foreningen af beskæftigelsesfremmende makroøkonomisk politik, lønpolitisk samforståelse mellem arbejdsmarkedets parter efter 1987 og en offensiv, selektiv politikførelse fra 1993/94 fik hurtigt ført Danmark ind på en særskilt kurs, der modsat resten af Europa trak både hurtigt faldende arbejdsløshed og stærkt stigende beskæftigelse med sig, og uden at inflationære udviklinger satte ind.« Da den borgerlige VK-regering satte sig tungt på magten i 2001 kom der et kvalitativt brud i udviklingen. Ganske vist skal det retfærdigvist siges at Fogh Rasmussen en overgang følte sig nødsaget til at føre trepartsforhandlinger omkring Barselsfonden og Globaliseringsaftalen. Men regeringen tog snart stormskridt i en fundamentalt ny retning, der undergraver parternes indflydelse og medansvar. Kommunalreformen fra 2007 etablerede de 91 nye jobcentre. Samtidig svækkedes 1990’ernes korporative organer markant. Claus Hjort Frederiksen opfandt de nye Regionale og Lokale Beskæftigelsesråd, men gav dem kun sekundær, rådgivende rolle – modsat tiden under Nyrup, hvor deres rolle var at ”prioritere og dimensionere” indsatserne. I bogen Kommunal beskæftigelsespolitik (2009) dokumenterer arbejdsmarkedsforskeren Flemming Larsen da også blot det, som alle, der arbejder indenfor beskæftigelsessystemet allerede ved, nemlig at de Regionale og Lokale Beskæftigelsesråd kun spiller en meget beskeden rolle for jobcentrenes tilgange og prioriteringer i indsatserne. De er blot til pynt.

udfordring på arbejdsmarkedet. På kort sigt handler det om at komme nogenlunde helskindet gennem recessionen og den deraf følgende ledighedsstigning. På længere sigt står opgaven i at udvide og opkvalificere arbejdsudbuddet, så virksomhederne har mulighed for at rekruttere den faglærte arbejdskraft, de efterspørger. Skal Danmark kunne løfte disse enorme udfordringer, kan vi ikke i længden fortsætte med at lukke parterne ude i det politiske ingenmandsland, hvor de befinder sig i øjeblikket. Der er behov for at genoplive de ny-korporative netværk med bred kompromisdannelse og inddragelse af relevante interessenter i beslutnings- og implementeringsprocesserne. En model kunne gå på at gøre jobcentrene til større, regionale, selvejende institutioner med bestyrelser, hvor arbejdsmarkedets parter havde fast sæde. På denne måde var parterne inddraget i reelle politiske og strategiske beslutninger om udviklingen af beskæftigelsespolitikken i landets regioner – tilpasset de forhold, der gør sig gældende i regionen. En alternativ model kunne være at gøre De Lokale og Regionale Beskæftigelsesråd stærkere, så arbejdet i rådene blev taget seriøst af jobcentrene. Fx er der helt konkret behov for at navnlig de Lokale Beskæftigelsesråd gives en mere afgørende rolle, når jobcentrene skal udarbejde deres årlige beskæftigelsesplaner og resultatrevisioner. Desuden er der behov for at jobcentrene i højere grad etablerer samarbejder på tværs af kommunegrænserne. Kommunaliseringen af jobcentrene vil betyde at vi får 91 forskellige beskæftigelsespolitikker i Danmark – én for hvert jobcenter. Kommunerne har nemlig fået en stor økonomisk tilskyndelse til at tænke kommunalt-egoistisk. Der er derfor behov for at facilitere samarbejder på tværs af jobcentrene – fx indenfor en given region. Regeringen har rettet et frontalangreb mod de bedste traditioner på det danske arbejdsmarked. Den Fogh’ske magtlogik, som Lykkeberg blotlægger, og som Lars Løkke og beskæftigelsesminister Inger Støjberg synes at have adopteret 100%, er ikke alene polariserende; den giver også et ringere resultat. Erfaringen fra 1990erne er klar: ved at tildele arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne en betydelig rolle opnåede Danmark resultater, der var bemærkelsesværdige på europæisk plan. Det kan og skal vi gentage.

Som bekendt står Danmark i den kommende tid overfor en dobbelt UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 27 af 27


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.