Vinterbladet 2022

ET PSYKOLOGIFAGLIGT

STUDENTERMAGASIN

Psyklen udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2 gange per semester.

REDAKTØRER

Laura Mikkelsen Signe E.V. Lorenzen

REDAKTION

Erik Pegel Hannah Pilgaard

Johanna Alva Stahl

Kathrine Rosenkranz Jensen

Lea Nørlund Jensen

Lærke Højriis Rosgaard

Madeleine Hildebrand Jensen

Nicklas Runge

Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen

Signe E. V. Lorenzen Storm Munk-Hind

Tabita Moth

Viola Gerda Løvig Thomassen

LAYOUT

Laura Mikkelsen Signe E.V. Lorenzen

OMSLAG

Lea Nørlund Jensen

Læs Psyklen online Psyklens Instagram

ILLUSTRATIONER

Johanna Alva Stahl

Laura Mikkelsen

Lea Nørlund Jensen

Lærke Højriis Rosgaard Signe E.V. Lorenzen Storm Munk-Hind

PR

Johanna Alva Stahl Laura Mikkelsen Signe E.V. Lorenzen

PSYKLEN

Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal med i næste blad! https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Aarhus Universitet Bartholins Allé 11 Bygning 1350 Aarhus

Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger.

Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Uni versitet og FAPIA.

Illustration: Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester

Omsorg lyser i mørket

Tekst & illustration: Signe E.V. Lorenzen, 3. semester

Vinterens bidende kulde er lige så stille ved at vinde frem, og uniparkens træer står næsten nøgne og vinker med deres grene i den kølige vind. Midt i alt dette grå og vinter kulden er Psyklens vinterblad kommet til. I dette blad er temaet omsorg – så passende til den kolde tid, der opfordrer én til at søge ind i varmen og tættere på hinanden.

Dette blad er derfor spækket med inter views med spændende mennesker, så I læsere får chancen for at høre om deres fortællinger, oplevelser og viden. Blandt andet har vi interviewet en dimittend, der fortæller lidt om, hvordan det er at være jobsøgende, og hvordan man yder omsorg for sig selv. Netop at yde omsorg for sig selv bliver vigtigt i den kommende tid, som for studerende står på eksamensfor beredelse. For når læsning, julestress og vinterdepression fylder helt op til ørerne, så skal vi huske at række os selv hånden. Vi er trods alt menneskelige. Mangler man inspiration til selvomsorg, kan man jo læse Voxpop, hvor vi har spurgt ind til, hvordan folk yder omsorg for sig selv.

De mørke emner kan vi selvfølgelig ikke komme uden om i Psyklen, og denne omgang af Det Mørke Hjørne beskæfti ger sig bl.a. med arbejdet som psykolog for mennesker, der har været tæt på død, sygdom og ulykke, når temaet gradbøjes

til at handle om sorg. Mørket har som sædvanlig sneget sig ud i resten af bladet, blandt andet i form af en artikel om DID. Så ønsker man at dyrke de mørke timer i fulde drag, kan man jo tænde stearinly sene og sætte sig til at læse disse artikler, eller måske er man mere draget af et af vores smukke digte eller Eriks eventyr. Med stigende elpriser og manglende lys, kan et dyk ned i litteraturens verden heller ikke skade, og de faste filmanbefalinger og boganmeldelsen er også et godt sted at starte sin søgen efter noget ikke pensum relateret.

Så sæt dig ned, sæt Psyklisten på og find dig godt til rette – evt. med en kop varm kakao. Inspirationen til den perfekte op skrift kan du finde i dette blad, hvor Psyk len tester kakaoopskrifter – nogle mere vellykkede end andre.

Rigtig god læselyst!

Forskningsnyt: Radikalisering og ekstremisme

Erik Pegel, 5. semester

Radikaliserede identitetsstile

(Ozer, Obaidi & Schwartz, 2022)

Et problem i nutidig psykologi er at forstå radikaliseringen af individer og grupper, hvor radikalisering defineres som ledende til ekstremisme, som i værste tilfælde manifesteres i illegale og voldelige meto der til at fremkalde samfundsændringer. I dette tilfælde kan denne ekstremisme bli ve til terrorisme. Historisk set er radika liseringsprocessen blevet beskrevet med fokus på (a) at undersøge forbindelser til psykopatologi og (b) at forstå ekstremisme som et kontekstuelt eller situationsafhængigt fænomen. Siden da har forskningen i dette område dog antaget en mere integrativ tilgang til at forstå radikalise ringen af individer og grupper, hvor både personlige dispositioner, sociale faktorer og samfundsmæssige elementer dispone rer for eller imod radikalisering.

Ozer, Obaidi og Schwartz (2022) forsøger at overkomme en splittelse i forskningen ved at fokusere på en tilgang til at forstå radikalisering, som inkluderer individuel le og interpersonelle faktorer.

Denne artikel arbejder ud fra det syns punkt, at mennesket har et behov om at være en del af meningsfulde og tillids vækkende sociale miljøer, som fremmer velvære og fremskridt for individet. Dette behov forstås gennem livstilknytning

(eng: life attachment), der beskriver til hvilken grad individet befinder sig i sociokulturelle miljøer, som det finder sikkerhed og velvære i. Det nuværende studie undersøger hypoteserne (1) usikker livstilknytning er signifikant og positivt associeret med accept af ekstremisme, (2) frem for kun at fokusere på sociale faktorer for ekstremisme, så undersøger dette studie en potentiel sammenhæng mellem identitetsstile som prædiktorer for ekstremisme. Her er antagelsen, at en diffus-undgående identitetsstil kan mo derere sammenhængen mellem usikker livstilknytning og ekstremisme. Forhåbningen er her at kunne argumentere for, at en diffus-undgående livstilknytning kan disponere individets orientering til ekstremisme, hvis omgivelserne opfattes som usikre, unfair og udelukkende. (3) En informationel identitetsstil (eng: informa tional identity style) vil svække associa tionen mellem usikker livstilknytning (4) en normativ identitetsstil (eng: normative identity style) styrker associationen mellem usikker livstilknytning og ekstremisme.

Det må her pointeres, at artiklen arbejder med identitetsstile, som ikke er på pensum for os studerende på Aarhus Universitet. Der redegøres dybdegående for disse i selve artiklen, en komprimeret forklaring herpå er:

- Diffus-undgående identitetsstil: Individer, som ofte agerer i overspringshandlin

Forskningsnyt

Forskningsnyt

ger og undgår at håndtere identitetskon flikter eller at træffe valg. Individer med denne identitetsstil oplever ofte en usta bil orientering i livet, hvor ”hvem de er” afhænger meget stærkt af situationen og sociale faktorer.

- Informationel identitetsstil: Individer, som gennem relevant egen-information ønsker at opnå nye indsigter og at lære nye ting om sig selv. Individer med denne identitetsstil er disciplinerede og reflekte rende.

- Normativ identitetsstil: Individer, som internaliserer og overholder mål, normer og forventninger af den gruppe, som de er en del af. Individer med denne identitetsstil har en lav tolerance for usikkerhed og et højt strukturbehov.

Artiklen konkluderer til sidst, at en usik ker livstilknytning associeres med radika lisering, da individer, som oplever sociale og samfundsmæssige vanskeligheder med større sandsynlighed vil agere i samfund sændrende adfærd. Her kan identitetsstile og usikker livstilknytning spille en rolle for, hvordan denne samfundsændringsorienterede adfærd manifesteres, også om dette udspiller sig i illegal og voldelig adfærd.

Artiklen, Ozer, Obaidi & Schwartz (2022), kan findes på Researchgate under titlen ”Radicalized Identity Styles: Investigating Sociocultural Challen ges, Identity Styles, and Extremism”. https://www.researchgate.net/publicati on/364196790_Radicalized_Identity_Styles_Inve stigating_Sociocultural_Challenges_Identity_Sty les_and_Extremism

En klinisk forståelse af radikalisering

(Adam-Troïan & Bélanger, 2022)

Radikalisering defineres i denne artikel som introduktionen til et ideologisk system, som tilskynder politiske, religiøse eller samfundsændrende idéer, som op nås gennem brugen af vold. Forfatterne ønsker her at præsentere en OCD-model for radikalisering, som forbinder OP (eng: obsessive passion), med litteratur inden for klinisk psykologi. De undersøgte miljøaktivister, republikanere, demokrater og muslimer, hvor de kunne identificere en direkte sammenhæng mellem OCD-symptomer og radikale intentioner. Dette fund tyder på, at voldelig ekstremis me kan beskrives som en OCD-relateret lidelse med ideologiske tendenser. Selvom denne artikel præsenterer stati stisk set solide fund omkring sammen hængen mellem OCD, OP og radikalise ring, så må også disse resultater tages med et gran salt. Forfatterne nævner selv, at det i fremtidig forskning indenfor dette emne kunne være af fordel at analysere adfærd frem for at undersøge dette fænomen gen nem selvrapport. Desuden er al data ind samlet i USA, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at det kan generaliseres til andre steder i verden.

Artiklen kan findes under titlen ”“Consumed by Creed”: Obsessive-Compulsive Symptoms Underpin Ideological Obsession and Support for Political Vio lence ” https://www.researchgate.net/publicati on/363265580_Consumed_by_Creed_Obsessi ve-Compulsive_Symptoms_Underpin_Ideological_ Obsession_and_Support_for_Political_Violence

Psyklisten

Psyklisten: Musikalsk omsorg i vintermørket

Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 5. semester

Vinteren er på trapperne, og med den kommer hyggen, julen, omsorgen. Her på Psyklisten er stemningen i denne omgang også karakteriseret af den vinterlige sindsro, som jeg håber, I alle får en del af i år – selv hvis blot for en stund inden eksamensangsten sætter ind.

Sangene på listen her, er alle sammen af den sort, hvor man får lyst til at trippe rundt og nynne med, måske på en efter middag i køkkenet med noget næstenjulebag-men-ikke-helt-for-det-er-jo-stadig-november. Vi har lette, tidsløse klassiskere og pir rende obskuriteter, der alle handler om omsorg på de res egen måde, om det så er omsorg, om sorg, eller selvomsorg.

Jeg håber, I vil lytte med endnu engang, og at Psyklisten kan give et tiltrængt pusterum fra den elektro nisk poppede julemusik, der ellers fylder her i hjer ternes tid.

Den oversete diagnose – DID

Indsendt af Rolf Lindencrone Kragelund, 3. semester

Introduktion

Lidelsen DID har været kendt under man ge navne.

DID blev indført i DSM-III tilbage i 1980 under navnet MPD (Multiple Personality Disorder). Før da – som så meget andet – var den kendt som “hysteri”. Og går vi endnu længere tilbage, forveksledes den med dæmonisk besættelse [1, 2].

I dag kender mange stadig lidelsen under dens nu forældede navn Multiple Personality Disorder; men det er heldigvis sjældent, at mennesker med DID kaldes hysteriske eller besatte. Dog florerer der stadig meget udbredte misforståelser om lidel sen, og mennesker med DID mødes ofte af omfattende stigma og skepsis – både i samfundet såvel som i det psykiatriske system. Jeg mener, at grunden til dette er en kronisk underprioritering af lidelsen –specielt i den europæiske forskning: Færdiguddannede psykologer i Danmark har næsten intet lært om lidelsen, og er derfor ikke gearet til at udrede for den. Jeg kan med det samme høre modsvaret: “Men dette er jo en meget sjælden lidelse! Jeg synes nærmere, man skal bruge tiden på lidelser som OCD, der trods alt optræ der i omkring 1% af befolkningen.” Her kommer det første chok: De bedste studier vurderer ikke bare, at DID er mere udbredt end umiddelbart antaget; men at den faktisk ligger på omkring samme niveau som

OCD – ca. 1% af befolkningen [3, 4, 5]. Heri ligger grunden til, at jeg skriver den ne artikel. Når DID er afgrænset til et 15 min. indspark i en forelæsning på Klinisk, selvom den er ligeså udbredt som OCD, så er der noget helt galt. Mit hovedmål med artiklen er at udbrede kendskabet til denne lidelse og dens årsager, symptomer og prævalens – altså at gøre det arbejde, som vores pensum burde have gjort for os.

Hvad er DID?

Jeg vil gå dybere ned i lidelsen under afsnittet om årsager, da jeg mener, at de hænger uløseligt sammen; men helt overordnet:

DID er en traume-baseret lidelse, der opstår som følge af såkaldt strukturel disso ciation [6]. Dette er en proces, hvormed psykologisk traumatisering forstyrrer integrationen af et barns identitet. Denne dissociation medfører naturligvis en for styrrelse af individets identitet, men ska ber også en forstyrrelse af hukommelsen.

Årsager til DID

Teorien om strukturel dissociation [6] siger, at et barn er født med forskellige ego-tilstande, som håndterer forskellige aspekter af dets liv: Én tilstand håndte rer måske mad; en anden håndterer om sorg; en tredje håndterer fare, osv. Disse ego-tilstande er separate fra hinanden og integreres normalt, når barnet er omkring 6-9 år gammelt. Men hvis barnet udsættes for ubærlige traumer før eller under denne kritiske periode, så forstyrres integratio

nen i større eller mindre grad.

Udvikling af lidelsen (fortsat) Når mennesker udsættes for traumer, fore kommer der ofte dissociation. Der findes ikke én anerkendt definition på dissoci ation [7]; men i denne artikels sammen hæng dækker begrebet dissociation over, at et individ psykisk eller fysisk frakobler sig fra en traumatisk situation. Individet kan mentalt rejse væk fra traumet, mens det er i gang [8], og dermed overleve det psykisk; men de kan senere få svært ved f.eks. at mærke sig selv eller verden om kring dem.

Når børn udsættes for traumer, så har de dog en helt unik mulighed for at dissociere. De kan dissociere fra deres oplevelse ved at begrave den i én af deres separate ego-tilstande. Dette hjælper barnet med at overleve traumet og undgå påmindelser; men det har en forfærdelig bivirkning: Traumet koncentreres i én ego-tilstand –en tilstand, som måske blot var bygget til at modtage omsorg. Ego-tilstanden trau matiseres meget voldsomt, og dens funktioner forstyrres. Pludselig passer denne tilstand ikke ind i puslespillet sammen med de andre, og barnet har ikke kogni tivt overskud til at lukke hullet. Resultatet bliver udviklingen af et spaltet selv, hvor ego-tilstande smelter sammen i unaturlige konstellationer: Nogle minder og evner bliver fanget i én tilstand, mens en anden får nogle af de andre. Henad vejen – mens jævnaldrende udvikler én samlet person-

lighed – udvikler ego-tilstandene sig hos DID til at være separate personligheder. Disse personligheder bliver specialiseret i enkelte domæner; og de manifesterer sig, når barnet er i disse domæner. Barnet har måske én personlighed, når de er i skole, og én, når de er derhjemme.

Men hvordan kan personlighederne blive så forskellige, som man ofte ser det ved DID? Det er et ekstremt godt spørgsmål: På den ene side har alle personlighederne jo det samme neurobiologiske grundlag, da de er i samme hjerne. Nøglen ligger i, at personlighed ikke kun er arveligt; men at den formes delvist af de oplevelser, som vi gennemgår – specielt i opvæksten. Følgende eksempel kan illustrere:

Lad os sige ligesom før, at et barn med DID har én personlighed, som kommer frem i skolen, og én, som kommer frem derhjemme. Lad os så sige – som det des værre ofte er tilfældet med DID – at barnet bliver mishandlet et af stederne. I det tilfælde har man én personlighed, som kun husker et traumatiserende miljø, og en, som kun husker et trygt miljø. De forskel lige oplevelser former personlighederne i hver deres retning; og den mængde am nesi, som det kræver at holde traumerne adskilt fra bevidstheden, stiger. Nu har man altså to differentierede personlighe der, som fungerer i forskellige domæner, og som har svært ved at kommunikere.

Artikel

Symptomer

Kort opsummeret er her DSM-5’s to før ste kriterier for DID (oversat frit):

1. Forstyrrelse af identitet karakteriseret ved to eller flere distinkte personlig heds-tilstande. Denne forstyrrelse skaber diskontinuitet i følelsen af sel vet og handlefrihed samt ændringer i affekt, adfærd, bevidsthed og/eller kognitive funktioner.

2. Huller i hukommelsen vedr. hverda gens gøremål, vigtig personlig in formation og/eller traumatiske hændelser. Disse hukommelseshuller er inkonsistente med generel glemsom hed.

Når man leder efter DID, vil man altså overordnet lede efter to ting: 1) En spalt ning af personligheden i form af to eller flere differentierede personligheder; og 2) Amnesi.

De sidste tre kriterier er standard for næsten alle diagnoser og påpeger bare, at der skal være 3) klinisk signifikant belastning, og at syndromet ikke må skyldes 4) nor mal religiøs/kulturel praksis eller 5) være forårsaget af psykoaktive stoffer.

Det skal nævnes, at mennesker med DID ofte også er ramt i alvorlig grad af f.eks. PTSD, BPD, OCD, depression og/eller suicidal adfærd; og at omkring 70% af mennesker med DID forsøger selvmord mindst én gang i deres liv [9, 10, 11]. Kli enter med DID vil altså ofte være under meget svær belastning, som psykolog/

psykiater skal afhjælpe før – eller sidelø bende med – DID-symptomerne.

Prævalens

Fænomenet DID lyder umiddelbart som noget ud af et freudiansk rerun af Dr. Jekyll og Mr. Hyde; men det er dybt alvorligt – og meget mere udbredt, end folk tør tro. Som før nævnt har omkring 1% af befolkningen DID. Alt for mange børn mishandles; og for omkring én procent af alle mennesker ender DID med at blive deres virkelighed.

1% lyder umiddelbart af lidt; men lad os regne lidt på det: Én procent af befolkningen vil svare til – rundt regnet – 58.000 mennesker i Danmark.

Jeg har ikke kunnet finde tal for, hvor mange mennesker der får stillet de enkel te diagnoser i Danmark; men jeg vil bru ge medlemstallet i diverse støttegrupper som en rimelig indikation herpå: Af de mennesker, som får stillet en psykiatrisk diagnose, vil en given procentdel melde sig ind i en støttegruppe, der omhandler denne diagnose.

OCD, som forekommer i ca. én procent af befolkningen, har en forening [12] og mange støttegrupper dedikeret til dem med lidelsen, og disse har 1.000+ med lemmer imellem sig. Hvordan står det til med DID, som jo er lige så udbredt som OCD? Jeg har lavet en længere, dybdegående søgning på Google ad flere omgange samt skrevet mails til diverse traume-relevante organisatio-

Artikel

ner; og der figurerer kun én DID-gruppe i hele Danmark. Den har i skrivende stund et medlemstal på 48. Jeg holder en pause for dramatisk effekt. Det her er ikke bare statistisk støj. Det er en indikation på, at DID er voldsomt underdiagnosticeret. Og hvorfor skulle det være anderledes? Kommende psykologer modtager jo næsten ingen undervisning i den sammenlignet med andre lige så ud bredte lidelser. Resultatet bliver et kæmpe svigt af en af Danmarks mest traumatise rede og sårbare grupper.

En opfordring

Mennesker, som har oplevet mere i deres barndom, end nogen nogensinde burde opleve, bliver negligeret, fordi næ sten ingen vil sætte fokus på deres lidel se.

Vil du være med til at ændre det?

Hvis du læser dette, så er der nemlig en god chance for, at du er på vej til at blive psykolog; at du om få år skal sidde med det enorme an svar at give klienter en diagnose –et stempel,

som ofte følger folk hele deres liv. Hvis du tager én ting fra denne artikel, så lad det være følgende: DID er en rigtig lidelse med klart define rede symptomer; og den er meget mere udbredt, end vi tør tro. Hav modet til at gå imod strømmen. Når du sidder overfor en klient, så hav modet til at åbne din diagno semanuals sektion omkring dissociative lidelser og overvej, om DID kunne være på spil.

Hvis du skal forske, kunne du også over veje at lave en undersøgelse, hvor DID indgår, og dermed være med til at udbrede kendskabet til lidelsen.

Tak fordi, at du læste med så langt.

Illustration: Storm Munk-Hind, 6. semester

Artikel

For dem, som vil vide mere om DID, kan jeg varmt anbefale hjemmesiden https:// did-research.org/, samt at tjekke referen cerne herunder.

Referencer

1: http://traumadissociation.com/dissociativeidenti tydisorder

2: https://did-research.org/did/history/ 3: https://journals.sagepub.com/doi/ abs/10.1177/0004867414527523

4: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK568768/

5: https://did-research.org/did/basics/prevalence

6: https://did-research.org/origin/structural_dissoci ation/

7: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/152 99732.2011.570592

8: https://psychcentral.com/pro/coping-with-trau ma-through-dissociation

9: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/152 99732.2013.834861

10: https://www.sciencedirect.com/science/article/ abs/pii/S0010440X12000259

11: https://jag.journalagent.com/erciyesmedj/pdfs/ EMJ_36_1_38_39.pdf

12: https://ocd-foreningen.dk/

Tegneserie

Johanna Alva Stahl, 5. semester

Voxpop: Hvordan yder du omsorg for dig selv?

Alva Stahl, 5. semester

Psykologistuderende, 5.

semester:

Jeg har følt mig lidt stresset på det sidste, og som psykologistuderende begynder alarmklokkerne jo at ringe med det sam me. Så jeg besluttede mig for at bruge efterårsferien på både at gå ind i de ting, der gjorde mig ked af det og stresset, og også bare få lavet de der ting, der ligger og presser på. Det var omsorg på den der meget hårde måde, hvor man konfronte rer problemerne direkte. Det var noget, der gjorde, at jeg fik håndteret mig selv og tog hånd om nogle ting. I nuet var det ubehageligt, men senere gjorde det så, at jeg havde mere plads og blev glad – så på den måde omsorg. Og noget helt andet, så har jeg booket en frisørtid og en tid i Grossererbadet, som belønning for det hele. Så det er to meget forskellige måder.

2 teologistuderende, 1. semester af kan didaten:

Første person: Jeg spiller computerspil. Altså det er at yde mig selv omsorg, fordi jeg giver mig selv frihed til at stoppe med at tænke. Jeg indgår i et andet univers, som ligesom tænker for mig. Det gør jeg faktisk også, når jeg skal sove, så lytter jeg til podcast. Det lyder virkelig mærke ligt, men jeg kan ikke overskue at være i mine egne tanker, så jeg vil gerne have, at der er nogen, der tænker for mig. Så det giver mig lov til at hvile.

Anden person: Jeg tror, at jeg har det på samme måde med bøger. Det kan jeg gå ind i. Jeg har personligt problemer med at tage omsorg for mig selv. Der er det mere min kone, der kan hjælpe mig med at være positiv overfor mig selv. Så det hjælper meget, når en anden end mig selv kan komme og sige det først – så kan jeg hoppe på den.

2 psykologistuderende, 5. semester: Første person: Hvis jeg føler mig lidt stresset i hverdagen, så plejer jeg at sluk ke for al elektronik, sætte en halv times alarm og musik på samt min telefon på nightmode, og så bare lægge mig ned og kigge ud i luften i en halv time og tænke lidt. Det hjælper med at få styr på tanker ne, og man kan skabe sig et ret godt over blik og få ro på igen.

Anden person: Jeg tror, at jeg bruger sport meget til det. Men det er lidt sjovt, fordi nogle gange skal man også hanke lidt op i sig selv. Så det er både en ”treat yourself”, fordi man ved, hvor godt det føles bagefter, men det er også lidt en pligt; okay, du burde gøre det. Og så kan jeg også nemt finde på at ”treat yourself” i forhold til at købe noget, fx den der gode hudpleje, eller den der sweater, jeg har kigget på i rigtig lang tid.

Johanna

Bomann

Laura Mikkelsen, 5. semester

I Psyklens Sommerblad bragte vi en anmeldelse af romanen ”Blå toner”, som er skrevet af forfatter og psykolog Anne Cathrine Bomann. Denne gang er vi så heldige, at hun vil dele sine tanker om bogen og processen med at skrive en fiktion placeret på vores studie med udgangspunkt i en omdiskuteret ny sorgdiagnose.

I 2021 udgav du romanen ”Blå toner”, hvis handling udspringer af den nye sorgdiagnose og en fiktiv udvikling af sorgmedicin. Hvordan valgte du, at du skulle skrive den bog?

Tit er det svært at forklare for mig, hvor en idé kommer fra. Men jeg havde læst om den nye sorgdiagnose og gået lidt og summet over, hvad jeg egentlig tænkte om den. Så havde jeg, helt uaf hængigt af det, læst nogle bøger med videnskabelige emner behandlet i fikti on, f.eks. ”Som Pesten” af Hanne-Vi beke Holst og Sissel-Jo Gazans første bøger, og dem, syntes jeg, var virkelig spændende. Og ja, så voksede idéen om at skrive om sorg lige så stille frem, samtidig med at jeg begyndte at skrive sådan lidt ud i det blå, som jeg tit gør, uden den store plan. For når jeg begyn der på en ny roman, er det absolut ikke gennemtænkt. Det handler mere om, at

noget interesserer mig, eller jeg har for nemmelsen af en tone eller et tema eller et miljø, jeg gerne vil undersøge. Så går jeg i gang med at skrive, og undervejs kan det så være nødvendigt med noget research, som tager handlingen nye veje, og der vokser en historie frem, jeg aldrig kunne have tænkt mig frem til fra begyndelsen. Og sådan endte en masse forskellige idéer altså med at blive til Blå toner.

Du er uddannet psykolog og har altså den faglige viden til at udgive fagtek ster – som du også tidligere har gjort i form af bogen ”En ud af hundrede” om skizofreni. Samtidig har du skønlit terære udgivelser bag dig, der afbilleder alt fra en ung drengs pædofili til en livstræt psykiater. Hvorfor valgte du at skrive skønlitterært om sorgdiagnosen i Blå toner frem for i en faglig udgivelse?

Ja, det er rigtigt, at jeg har skrevet en fagbog tidligere, og jeg har faktisk også udgivet en enkelt forskningsartikel, så jeg har prøvet lidt kræfter med den ver den. Jeg kunne også godt tænke mig at skrive noget faglitterært igen en dag, for det var både sindssygt spændende og på mange måder lettere end at skrive fiktion, fordi det i høj grad gjaldt om at oversætte en viden, der allerede fand tes, og formidle den. Fiktionen skal jo opfindes og skabes fra bunden, og det

“Der er svært at skille psykologen fra forfatteren” – Interview med psykolog og forfatter Anne Cathrine

er en helt anden proces. Nå, men i forhold til sorgdiagnosen overvejede jeg slet ikke at gribe den an faglitterært. Der er allerede dygtige mennesker, der har skrevet faglitteratur om sorg og om sorgdiagnosen, herunder Brinkmann og Guldin, og jeg synes faktisk ikke, jeg har nok viden eller erfaring med om rådet til at tage den der ekspertrolle på mig. Og så var det også bare en roman, jeg havde lyst til at skrive. Men der er også det ved det, at fiktionen giver nogle andre muligheder, end den mere objektive faglitteratur gør. Jeg kunne skabe nogle karakterer, som oplever sorg indefra og på den måde giver nog le mere fænomenologiske beskrivelser af sorgen og forhåbentlig får læseren til at føle noget, samtidig med at emnet kalder på refleksion. Man får ligesom flere strenge at spille på og kan på den måde lade læseren mærke spændvidden i, hvordan det at miste nogen kan ople ves. Jeg kan lade én karakter være imod sorgdiagnosen og en anden være mere positivt stemt og lade dem diskutere med hinanden, og på den måde kan en roman nogle gange tillade sig at være mere undersøgende og åben end faglit teraturen.

En af grundene til, at jeg valgte det flerstemmige greb med flere hovedkarakterer var netop ønsket om at få så mange nuancer med som muligt. Der er den mere akademiske interesse

i sorgen, der er den helt nære oplevede sorg, der er for og imod psykofarmaka som behandling af den langvarige sorg osv. Mit håb er, at når der er så mange forskellige perspektiver, vil der både være noget, læseren kan spejle sig i, og noget, der udfordrer de forforståelser, man eventuelt har, når man åbner bogen og begynder at læse.

Vidste du selv, hvor du stod ift. debatten om sorgdiagnosen, inden du begyndte at skrive bogen? Og har arbejdet med ”Blå toner” ændret dit synspunkt?

Godt spørgsmål. Sådan som jeg husker det, havde jeg ikke nogen klar holdning til spørgsmålet om, hvorvidt sorgdiagnosen er en unødvendig sygeliggørelse af et helt normalt, menneskeligt vilkår, eller om den snarere er en god hjælp for mennesker, der har det svært og har brug for hjælp. Jeg tror bare, jeg var fa scineret af spørgsmålet. Tilbage i min studietid interesserede jeg mig blandt andet for psyke/soma-distinktionen, og senere også for vores diagnosesystem, så jeg har længe haft en interesse for tilstande, der på en eller anden måde går på tværs af de grænser, vi forsøger at drage, f.eks. mellem krop og psyke eller mellem syg og rask. Et eksem pel er de såkaldt funktionelle lidelser, f.eks. kronisk træthedssyndrom, og så altså nu den forlængede eller vedva

rende sorglidelse. Det er i udgangspunk tet et eksistentielt vilkår, at vi skal miste dem, vi elsker, og at vi skal sørge over det, men et som altså også kan blive så funktionshæmmende og ødelæggende, at det virker patologisk. Hvad gør vi ved det? Skal vi behandle det eller lade det gå sin egen gang, og skal den behandling i så fald være terapeutisk, eller er det okay at behandle medicinsk?

Vi lever jo i et samfund, hvor tingene helst skal hedde noget, hvis vi skal behandle dem, i hvert fald hvis der skal gives til skud osv. Så hvis vi gerne vil have den mulighed, kommer det hurtigt til at kalde på en diagnose. Jeg synes, der er mange spændende dilemmaer i alt det, og selvom jeg blev klogere på selve diagnosen under skrivningen, synes jeg egentlig ikke, jeg er blevet overbevist om noget. Jeg kan sagtens se farerne ved at overdiagnostice re og gøre snart set alting til lidelser, der skal fikses. Og jeg kan på den anden side også godt forstå argumenterne om, at der er en vis procentdel af dem, der sørger, som udvikler så langvarig og kompleks en sorgreaktion, at de har brug for hjælp. Men hvis jeg hælder til noget, er det nok, at vi skulle have holdt os til nogle af de diagnoser, vi allerede har, f.eks. en belast ningsreaktion af en art, i stedet for at gøre selve sorgen syg. Men jeg synes ikke, det er så let, det her. Selvom man kan sige meget negativt om vores ret stive og uper fekte diagnosesystem, så er det også et godt arbejdsredskab for klinikere og for forskere, som kan være med til at afdæk

ke, hvad der specifikt kendetegner men nesker i sorg, og hvordan vi bedst hjælper dem. Det bliver alt andet lige lettere, hvis vi kalder dem det, de er, nemlig menne sker med en art forlænget sorgreaktion, og ikke blander dem sammen med en masse andre belastede og kriseramte mennesker.

En stor del af ”Blå toner” udspiller sig her i Aarhus på Psykologisk Institut, når hovedkaraktererne rummer blandt andre to specialeskrivende og en forsker. Du er selv uddannet og bosat i København, så hvordan har arbejdet været med at skrive om livet som bl.a. psykologistuderende i netop Aarhus?

Ja, det var lidt specielt. Jeg plejer at skri ve om miljøer, jeg kender ret godt, f.eks. bordtennisverdenen og min barndomsby Hillerød i romanen ”Hvad ingen ved” og det terapeutiske rum og en lille by i Frankrig, hvor jeg også selv har boet, i min roman ”Agathe”. I ”Blå toner” kunne jeg jo trække på mine minder om studietiden, og i starten, da jeg skrev, troede jeg også, handlingen skulle udspille sig i Kø benhavn. Så da karakteren Shadi sidder i en læsesal i begyndelsen af bogen, var det faktisk oprindeligt et bibliotek på Gothers gade i København, jeg så for mig. Men så fandt jeg ud af, at der er et ret stærkt forsk ningsmiljø omkring sorg i Aarhus, og da flere andre ting også flaskede sig, bl.a. at jeg kom ind på et skrivekursus på Godsbanen i Aarhus, besluttede jeg mig for at rykke hele molevitten dertil. Så tog jeg

Interview

orlov fra psykologjobbet og flyttede ned i en kælder i Åbyhøj nogle måneder, hvor jeg så sad og skrev. Jeg cyklede rundt i byen for at lære den bedre at kende, tog forbi biblioteket og universitetsparken osv. Jeg boede nogle dage nede ved havnen og var forbi Bazar Vest for at handle, al den slags. Så skete der godt nok det, at pandemien plud selig ramte, mens jeg sad dernede i min kælder, og derfor nåede jeg aldrig at snuse så meget rundt på sel ve universitetet, som jeg gerne ville. Så det blev noget med at google lidt, læse om studieordningen på nettet og tale med nogle søde mennesker, som læser psykologi dér. Og ja, så blev det fantasi for resten; f.eks. har jeg plantet et køleskab og et tekøkken, som vist ikke helt er der, for at få skrevet en særlig scene, jeg gerne ville have med, og sådan tager man sig nogle gange nogle friheder som forfatter.

Bogens handling centrerer sig om udvik lingen af og forskningen i en ny medicin, der skal bruges til behandling af den for os kommende sorgdiagnose. Medicinsk behandling af en kompleks sorg er om muligt et endnu mere betændt emne end diagnosen i sig selv. Hvordan har du ar bejdet med at fremstille denne debat såvel som den lavpraktiske udviklingsproces i romanen?

Illustration: Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester

Det her har klart væretsearch-tunge roman til noser, lidt om forskning, lidt om sorg, da jeg satte mig til at skrive, men slet ret på besøg på Lundbeck for at høre går fra første spæde idé til færdig pille, jeg har talt med psykologer om at lave kliniske forskningsprojekter og om dyreforsøg, læst bøger og artikler om den nye sorgdiagnose, været på en kursusdag med Svend Brinkmann og i lære som statisti ker hos min veninde og hendes kloge ma tematikkæreste. Og så forsøgte jeg, som jeg nævnte før, at få nogle forskelligartede vinkler på diagnosen med gennem nogle ret alsidige karakterer. Måske hjalp det, at jeg ikke selv havde nogen klar holdning til emnet. På den måde var der ikke et særligt budskab, jeg skulle have presset igennem for enhver pris, men jeg kunne ligesom lade personernes udvikling bære handlingen frem.

Det er ikke kun i ”Blå toner”, du tager psykologiske fænomener op – det er gen nemgående for dit forfatterskab, og du arbejder også som praktiserende psyko log. Hvordan kan du bruge psykologien i din skrivning? Og oplever du omvendt, at skrivningen påvirker dit virke som psyko log?

Ja, det er noget, jeg har opdaget, efterhånden som jeg har skrevet nogle bø ger – at psykologien ligesom har det med at snige sig ind. Det er nok ikke så mær keligt, den fylder jo en del i mit hoved og mit liv, og så var der vel også en grund til, at jeg overhovedet valgte at studere det fag til at begynde med. Så det er svært at skille hønen fra ægget her; jeg har været interesseret i den menneskelige psyke og i de svære relationer mellem mennesker, siden jeg var teenager og skrev mine før ste digte, så på den måde er der en rød tråd gennem alt, jeg har skrevet. Nogle gange er der bare nogle psykologiske temaer med i en bog, f.eks. angst, fremmedgjort hed, længslen efter at finde en at elske og blive elsket tilbage. Og andre gange er psykologien mere direkte til stede, som når hovedpersonen i romanen Agathe er psykiater, og det meste af handlingen ud spiller sig i hans klinik. Så svaret er nok, at det er svært at skille psykologen fra for fatteren og omvendt, jeg interesserer mig for mennesker og især for de ting, som er svære for os, og det flyder så ind i me get af det, jeg gør. Og jeg kan ikke være sikker, men jeg kan omvendt også godt have en fornemmelse af, at dét at sidde

og nørde med en karakter og forsøge at trænge helt ind i deres psyke og formidle verden set gennem deres øjne er godt for psykologarbejdet. Det er jo noget af det samme, man prøver at gøre, når man sid der overfor et menneske og skal prøve at forstå, hvad de kæmper med, og hvordan deres virkelighed ser ud. Nogle gange drømmer jeg om at stoppe med at arbejde som psykolog og bare skri ve på fuld tid, og jeg har også prøvet at holde et års orlov to gange nu. Det giver noget kontinuitet og fokus til skrivningen, som er ret fantastisk. Men hver gang er jeg også endt med at tænke, at det nok er meget godt at beholde et ben i virkeligheden – også for at suge til mig af den inspiration, som bøgerne jo skal næres af.

I psykologiens brede og ofte diffuse landskab, har mørke afkroge af hengemte temaer, oversete emner og forviste problematikker manifesteret sig. Vi har valgt at dedikere Psyklens ”Mørke Hjørne” til at belyse det underbelyste og forstyrre det gængse. Her tager vi fat i Det Udskudte, som er alt det ubekvemme, der ikke tales om, og vi tager fat i Det Efterladte, der er faldet ud af eller aldrig har fundet vej ind på pensum.

Illustrationer

Illustration forrige side: Signe E.V. Lorenzen

denne side: Storm Munk-Hind

Fetichismen fra Venus-figurer til sexdukker – Interview med Henrik Høgh-Olesen

Hannah Pilgaard, 5. semester & Nicklas Runge, 7. semester

Seksualitet, erotik, pornografi og fetichis me udformer sig i dag sammen med den bagvedliggende teknologi som et overflø dighedshorn, der i stadig højere grad giver individet mulighed for at intensivere og specificere sin erotiske oplevelse. Seksualitet har dog gennem hele menneskets historie været afspejlet i de tilgængelige medier, fra de tidligste hulemalerier til erotiske vægmalerier og mosaikker i det antikke Rom bevaret i asken fra Pompe ji og videre til virtual reality, der tillader helt virkelighedsnære oplevelser når som helst med såvel mennesker som tegnese riefigurer. Over tiden er antallet af medier og tilgængeligheden af de seksuelle skildringer blevet drastisk forøget, og man taler om det hyperseksualiserede samfund (se Kammeyer, 2008), samtidig med at pornografiafhængighed har været et ak tuelt emne. Ligeledes er latexkostumer, gagbolde, cock cages, knytnævedildoer, nipple clamps og reb frit tilgængelige og langt mindre tabubelagte end tidligere. Seksuelle fetichobjekter har dog altid været en del af den menneskelige eksistens, og der er nok nærmere tale om historiske bølger og lokale variationer i, hvordan disse tager form, end en lineær fremgang mod seksuel frigørelse. Som en del af den menneskelige eksistens har fetichisme også siden psykologiens begyndelse væ ret genstand for undring, teoretisering og

undersøgelse.

For at forstå den kontemporære fetichisme og seksualitets udformning er det relevant at undersøge udviklingen i fetichobjekter samt de kulturelle dynamikker, der gør sig gældende for dem. Som et resultat af denne undring og en antagelse om, at fetichismen, både grundet dens udbredelse og lange historie, har noget vigtigt at fortælle om mennesket og samfundet, valgte vi at opsøge Henrik Høgh-Olesen for at høre nærmere om fetichismens evolutionære og kulturelle natur. Ligesom samtalen vil artiklen være løst struktureret omkring de temaer, vi fandt spændende, og som Hen rik har forsket i.

Fra

kastrationsangst

til betingelse – den psykologiske opfattelse af fetich

For at muliggøre forståelsen af den kon temporære fetichisme, måtte vi i første omgang kaste et blik tilbage på, hvordan konceptet historisk er blevet opfattet. Introduktionen af fetichbegrebet i psy kologien sker i første omgang gennem antropologien, hvor fetichen anskues som et kraftobjekt: et objekt, som har en form for overnaturlig kraft såsom en talisman, der kan beskytte den, der bærer den, eller ens hjem. Først i mødet med psykologi en begynder man at interessere sig for det seksuelle aspekt, der i dag er vigtigt for den gængse forståelse af fetichismens

genstandsfelt. I interviewet med Henrik beskriver han forandringen af begrebet således: “Psykologien og sexologien begynder at bruge begrebet. Man havde et særligt objekt, som for andre at se ikke er noget særligt, men for den, som har fetichen, så bliver det til et kraftobjekt: et objekt ladet med en særlig kraft, der også får en sær lig betydning for vedkommende. Det er tit noget, som hæfter sig til noget seksuelt, og så bliver objektet betydningsbærende i sig selv. Det seksuelle flytter over på det her objekt.”

Mens psykologien har adopteret fetichis mebegrebet, har der dog historisk set været overraskende få forsøg på at forklare den seksuelle fetichisme. Den første psykolog, som ønskede at forsøge, var Freud, der fremlagde sin psykoseksuel le rammeforståelse over emnet og i høj grad malede begrebet som noget perverst. Han teoretiserede, at det udelukkende var mænd, der havde feticher, og at mænd oplever kastrationsangst. I denne forbindelse kan konfrontationen med de kvindelige kønsorganer minde dem om, hvad de kan miste, hvorfor manden enten må blive homoseksuel eller finde et stedfor trædende objekt for det seksuelle, således at han kan slippe for både konfrontatio nen og homoseksualiteten. Herved opstår fetichismen. Sidenhen forsøgte Watson at forklare feticher som resultat af en klas sisk betingningsproces, hvor samparring mellem en erotisk oplevelse og en særlig

genstand kunne gøre genstanden til et sek suelt objekt. Imidlertid kan dette ikke si ges at være en forklaring på al fetichisme, da det langt fra er alle fetichister, som kan identificere sådanne øjeblikke af beting ning. Efter Watson når vi til et nyere perspektiv på fetichismen – et vi på instituttet allerede kender til fra forelæsningssalene. Her henvises nemlig til Henriks egen te ori om fetichismen, som forsøger at hive fetichismen ud af perversionernes kasse, og i stedet forstår feticher som æstetiske kraftobjekter, der særligt tiltaler nogle mennesker, fordi de overdriver centrale nøglestimuli for mennesker.

Vi har altid haft seksuelle

fetichobjekter

En af de overvejelser, vi selv havde gjort os før interviewet, var, at der tilsynela dende er et hav af forskellige feticher i samtiden. Højhælede støvler, balloner, sexdukker, biler, helikoptere, robotter og latex er blot et par eksempler på de objek ter, folk rapporterer at være seksuelt tiltrukket af. Her er spørgsmålet, i hvor høj grad de er opstået i kraft af det samfund, vi lever i. Henrik bemærkede i denne sammenhæng, at fetichisme er et udtryk for dele af vores menneskelige natur, og at vi kan se eksempler på fetichobjekter langt tilbage i historien, såsom de kendte Venusfigurer, der stammer fra stenalderen og blev fundet på tværs af Europa. Den mest kendte af disse figurer er Venus fra Willendorf, der med sine svulmende kvindelige former og daværende røde

okkerfarve må siges at overdrive en lang række af de nøglestimuli, som vi menne sker besidder, og som på tidspunktet var særligt eftertragtede grundet manglende føde. Dette evolutionære perspektiv kan understøttes af, at nogle dyr kan benytte objekter som seksuelle stedfortrædere. I denne forbindelse fortæller Henrik om en oplevelse, han har haft med en hanabe, da han arbejdede med bonoboer i Abeldoorn, som tilsyneladende tillagde dyrepassernes gummistøvler en særlig seksuel betyd ning:

“De [kvindelige dyrepassere] kan sagtens gå ind i buret og gøre noget af det, de skal, bare ikke hvis de har gummistøvler på, så er den gal. Der er altså et eller andet ved den stimuli, som gummistøvlen er. Jeg prøvede så at tage gummistøvlerne på for at teste, om det nu var gummistøvlerne. Og ganske rigtigt: Så snart han fik øje på gummistøvlerne, så var han meget meget optaget af dem.”

I et evolutionært perspektiv er det således ikke det menneskelige grundlag for at ud vikle en fetich, der har ændret sig, og hvis vi skal tale om, at fetichismen har ændret sig over tid, må det primært være fetichobjekteternes udformning, der er tale om. I takt med at samfundet har ændret sig, er der kommet nye materielle goder såsom biler og latex, som ikke eksisterede før i tiden, og dermed er muligheden for nye feticher affødt. Et fetichobjekt såsom duk ker er et glimrende eksempler herpå, da de er blevet opfundet for forholdsvis kort tid siden evolutionshistorisk, men stadig

kan forklares via nøglestimuli og viser et vist overlap med tidligere fetichobjekter. Det er eksempelvis muligt at se paralleller mellem førnævnte sexdukke og Venus fra Willendorf, der begge overdriver de kvin delige proportioner, omend nutidens sexdukker er udformet efter et lidt anderledes kropsideal, som afspejler, at der er rigeligt med føde.

Gennem samtalen blev vi også opmærk somme på et andet emne, hvor kulturen måske har påvirket fetichismen: nemlig hvor høj grad af accept, der er kommet for den seksuelle fetichisme, mens tanken om magiske kraftobjekter, såsom talismaner, er blevet mindre acceptabelt. For en stor del af os vil det være mere mærkværdigt at tage hjem til en bekendt for første gang og se en totemfigur, som skal beskytte husets beboere mod sygdom, stå i spise stuen, end hvis der på væggen i sovevæ

Det Udskudte

relset hang et par plyssede håndjern eller en pisk. Dette er nok et eksempel på, at samfundet er blevet mere sexpositivt. En personlig anekdote herpå er åbningen af Peech i Aarhus, hvor man på åbnings dagen kunne cykle forbi og se en kø af mennesker, som ventede på at komme ind i en butik, hvis design og layout da også fremstod ganske blidt og indbydende. Ønsket om afstigmatisering af menneskets seksualitet ses også afspejlet i forskellige fetich-commmunities, og Henrik fortæller i denne forbindelse, at han gentagne gan ge har fået anmodninger om at holde op læg for sådanne communities omkring sin teori, da den virker mindre stigmatiseren de end de forudgående forklaringsforslag.

Definitionen af fetichisme; mellem objekt og relation

En af de ting, som vi brugte en rum tid på at snakke med Henrik om, var definitionen af fetichisme, fetichismens genstandsfelt, og hvordan forskellige definitioner og ud viklinger i disse kan afspejle fetichismens karakter i den givne historiske periode. Det er måske påfaldende at placere dette så langt inde i artiklen, da man ofte ville lægge ud med at klarlægge definitionen af det fænomen, man beskæftiger sig med. Fænomeners definitioner er dog velsag tens altid i en form for forhandling, der in volverer forskellige perspektiver, interes ser og magtdynamikker, som udgrænser visse forståelser, mens andre inkluderes, og hvor der endvidere i udgrænsningen skabes skjulte opholdssteder for praktise

ringen af divergente praksisser, som det beskrives i Foucaults værk om seksuali tetens historie. Det er derfor netop dyna mikkerne i forandringen i definitionen og forhandlingen af indholdet, der forekom mer interessant. Henrik understreger da også her, hvordan enhver diskussion om fetichismens karakter og udtryk – både på samfundsplan og for individet – må bevæ ge sig i et grænsefelt mellem forskellige begreber til beskrivelsen af den erotiske oplevelse, hvor det altså kan være rele vant at tale om fetichisme, men også om stimulationsniveau, stedfortrædende ob jekter og nøglestimuli.

I DSM-5 er seksuel fetichisme defineret som en seksuel fiksering vedrørende ikke-levende objekter eller andre kropsdele end kønsorganerne, og fetichisme er spe cifikt én ud af flere parafile lidelser, der også inkluderer sadisme, masochisme og exhibitionisme, m.fl. Det defineres på samme vis i Graugaard et al.’s (2019) sto re grundbog i sexologi, men med særligt fokus på seksuel ophidselse forbundet med beklædningsgenstande. I det sexologiske arbejde er det naturligvis praktisk med en sådan specificitet i definitioner, som kan fungere mere heuristisk. Til ti der synes der dog at opstå ikke-materielle (dog naturligvis altid materielt funderede i den konkrete samfundspraksis, som den foregår i verden, og ikke idealistiske i en afskåret, metafysisk, platonisk forstand) aspekter af erotiske oplevelser, der kan tage form af en fetichisme grundet en kondensering af forhold til noget så klart

afgrænset, stereotypiseret og mekanisk reproduceret, så det nærmest bliver objek tificeret i den forstand, at det praktisk talt gøres til et konkret objekt i dets funktion og virke – for all intents and purposes, om man vil. Et kontemporært eksempel (og dog noget, der også har været at finde gennem historien) er feticheringen af racer, og hvordan dette indgår i pornogra fisk materiale udformet omkring temaer knyttet til race. Man vil her i både den bare reproduk tion af svimlende mængder af sådanne former for pornografi og i det stærke script, der rammesætter indholdet, kunne tale om et medie, der får nogle helt særlige konnotationer og frem kalder meget specifikke responser og derved begynder at opføre sig som et objekt. Hyppige scenarier er den store, dominerende sorte mand overfor den hvide kvinde eller den hvide mand over for den underdanige asiatiske kvinde. Meget kunne siges om de kulturelle dynamikker vedr. imperalisme, udnyttelse, magt forhold osv., men pointen er her, at der kan være tale om en form for seksuelt fænomen, der på trods af at være af relati onel karakter (dvs. hvordan racer relaterer sig til hinanden), er en reel fetich, da der foregår en så gennemgribende objektifice-

ring af stereotypiserede (derved konden serede og potente) identitetsformer, at de kommer til at besidde samme karakteristi ka ift. den form for seksuelle kraft, de ind gydes med, og seksuelle ophidselse, de er i stand til at udløse, som latextøjet, fødder, rollespilsuniformer etc.

Henrik påpeger her det interessante og problematiske skæringspunkt, der opstår mellem fetichismen og dens karakteristika på den ene side og den seksuelle ophidselse forbun det med den rene variation på den anden side. Spørgsmålet bliver her, om det er selve det, at seksuel ophidselse forbundet med en anden race end ens egen består i, at dette er en variation, der netop blot grundet variationen på det gængse er et stærkere stimulus, eller om der, som vi påstår, i virkeligheden foregår en sådan objektificering og derved omdannelse af ikke-materielle, relationelle og identitetsmæssige karakteristika til fetichobjekter, så der er tale om en egentlig form for fetichisme.

Begge dele vil sandsynligvis fore komme, men det er vores påstand, at der i hvert fald også findes tegn på en form for relationel fetichering, der bl.a. kan ses i pornografi knyttet til temaer om race.

Vi bor i fortællingerne

Det Udskudte

Udforskningen af definitionen af fetichis me og fetichismens genstandsfelt giver slutteligt anledning til en række overve jelser om kulturens, biologiens og evolu tionens samspil. Som Henrik formulerer det, så bor vi i fortællingerne, og vi er biokulturelle dyr, der er i stand til at ”stil le os udenfor” og reflektere over, hvad vi gør, og hvad vi ønsker at gøre. Så selvom andre arter, som nævnt ovenfor, ganske vist viser tegn på former for fetichering, så besidder de langt fra de metauniverser, som vi mennesker er i stand til at bevæ ge os i og som sammen med det, vi er biologisk prædisponerede for og de ma terielle forhold, vi befinder os i, skaber rammerne og forudsætningerne for den fetichistiske praksis, vi udfolder, samt den relation, den individuelles praksis har til det bredere samfund. Henrik påpegede meget rammende, at: ”kulturen giver os tilladelserne til og fordømmelserne af det, der foregår”. Dette skaber den helt cen trale dynamik bag mangfoldigheden i det seksuelle, og i dette tilfælde specifikke fetichistiske praksisser over tid. Hvoraf Henrik som sagt har forsket i Venus-figu rer, der næppe besidder de karakteristika ved kvindekroppen, som kulturelt har været de mest eftertragtede i det moderne samfund indtil nutiden, hvor kropspositi vistiske bevægelser og andre feministiske og poststrukturalistiske perspektiver er ved at udfordre og rykke på de antagelser bag sundhed og kropsbilleder, som længe har haft bekymrende konsekvenser.

Om dette betyder en tidsalder med sundere forhold til aspekter af den seksuelle ople velse såsom fetichisme eller om det, som fremhævet i Slavoj Žižeks kritik af Judith Butler, giver anledning til problematiske objektificerende seksuelle processer. Processer der i kraft af selvsamme kritiske bevægelsers tendens til en paradoksal udbredelse af individualistiske praksis ser fordrer, at individet skræddersyer sin erotiske oplevelser ud fra det overflø dighedshorn af aspekter af den seksuelle oplevelse, der udbydes til os, således at fetichismen opstår som et dominerende modus for den seksuelle oplevelse, og in dividers seksuelle relationer reduceres til gensidig onani, som Žižek også påpeger. Pessimismen bliver her nærliggende.

Om ikke andet synes vores antagelse om, at fetichismens form og udtryk har noget vigtigt at fortælle om mennesket og sam fundet på tværs af tid og sted at være be kræftet. Som Henrik fint runder af med, så ville en anden art (eller rumvæsener) kunne komme til at forstå meget om os ved at kigge på vores fortællinger, og hvad vi leger ud fra dem. Dette da det både bely ser de kulturelle former og de biologiske processer hidrørende fra vores evolutio nære udviklingsforløb, der gør os til de mennesker, vi er, og til de mennesker, der gør det, vi gør – fetichister eller ej.

Illustrationer: Storm Munk-Hind, 6. semester

Det Udskudte

Om[]sorg og mørke i terapien –

Interview med psykolog Bo Snedker Boman

Signe E.V. Lorenzen, 3. semester

I dette nummer af Psyklen er temaet omsorg, og temaet i Det Efterladte er denne gang fokuseret på det terapeu tiske arbejde, der beskæftiger sig med nogle af de sværeste emner i livet, nem lig: ulykke, katastrofer, sygdom, død og sorg. I den anledning har jeg inddraget én professionel på området, nemlig Bo Snedker Boman, som har været psykolog i sundhedsvæsnet i mange år, og som har været supervisor på både hospitaler og hospice og for en bred vifte af sundhedsfagligt personale.

Jeg starter med at spørge ind til, hvad han oplevede ofte var i fokus i det terapeutiske rum, når patienterne havde en alvorlig sygdom.

Bo lægger ud med at pointere, at man jo godt kunne stille spørgsmålet: Hvorfor skal psykologer overhovedet beskæftige sig med alvorlig sygdom? “Vi er jo lige præcis ikke læger. Vi har jo ingen forudsætning for at behandle syg dommen, og vi kan i den forstand ikke gøre noget ved det. Vi kan ikke få kræft til at reducere sig eller forsvinde helt. Men det er jo fordi, at ligesom alt muligt andet i livet, så kan det der truer eller anfægter vores sikkerhed, tryghed og integritet i den grad få en masse bolde til at ryge op i luften. Det vil jeg sige, ofte er det, der bringer folk i min retning – og i alle andre sundhedspsykologers retning.”

Bo uddyber, at noget, han specielt er op taget af, netop er den øgede grad af åben hed i sundhedsvæsenet og samfundet, og hvad det betyder for dem, der bliver al vorligt syge i somatisk forstand. Han næv ner tv-serien ”Sygeplejerskeskolen” som et billede på den tidligere tilgang; her var der en læge, hvis funktion kun var at diag nosticere det fysiske, mens resten var op til en selv. Til forskel fra i dag, bemærker han, hvor der er både patientforeninger, podcasts, mødegrupper, bøger osv., som man kan søge og blive spejlet i. “Vi har afledte konsekvenser af dette. Det er bl.a., at man hurtigt kan føle sig forkert i den måde, man er syg på, fordi alle disse hjemmesider, programmer og infomøder har idéer til, hvad man kan gøre, og nogle tolker dette som noget, man bør gøre – og det avler jo lige bagefter, at man er forkert, hvis man ikke gør det. [...] Det er jo nogle konsekvenser, der følger denne åbenhed om sygdom. Tidligere var der ikke nogen kontekst at sammenligne med, pga. at det var privat. Det fylder meget i mit arbejde: den tyngde og den mentale tyngde. Ikke nok med den somatiske sygdom – som i den grad kan give anledning til en masse ballade [...], der er også den tyngde at føle sig utilstrækkelig eller forkert i den måde, man er syg på.” Bo siger, at der selvfølgelig også er mas ser af gode konsekvenser af denne øgede åbenhed. Han fortæller om en afprivati sering som et forsøg på at komme af med

Det Efterladte

tabuer, såsom død, forfald og sorg, og at den jo er vældig sympatisk som udgangs punkt, da den jo handler om, at ingen skal stå alene. Han mener dog også, at den ne afprivatisering kan skabe problemer i nogle henseender. Han fortæller, at der hos nogen hersker en idé om, at følelser kan sætte sig i en og give anledning til et nyt sygdomsudbrud, og at man derfor bør dele disse følelser. “Det er jo alligevel lidt ironisk, at vi i 2022, på alle mulige måder et oplyst samfund, har nærmest reminiscenser for det, jeg vil kalde magisk tænkning: Altså en forestilling om, at hvis man ikke ventilerer ens følel ser og siger, hvordan man har det, og helst et par gange om ugen, [...] så kan det konverte res til sygdommen. Det er jo alligevel ret vildt, når vi nu ved ret meget om, hvordan sygdom opstår i kroppen og udvikler sig.”

Bo pointerer, at mennesker selvfølgelig må dele deres følelser, “hvis det i øvrigt giver mening for dem. [...] Hvis du i de sidste 75 år har haft et relativt godt liv ved måske ikke at gå og tale om dine følelser hele tiden, så er en kræftdiagnose ikke et godt argument for, at man skal begynde at gøre det.”

Han forklarer, at han synes det er ærger ligt, hvis man gør folk utilstrækkelige i

den måde, de har lov til at udtrykke sig på. Jeg spørger ham ind til, hvad præcis psy kologen så kan byde ind med, da denne jo, i hans egne ord, netop ikke kan afhjælpe selve sygdommen.

“Ja, hvad er det psykologer og psykologien kan byde ind med, når vi ikke kan behandle? Noget af det, jeg i mit eget ar bejdsliv er optaget af, er at – og nu bliver det lidt højstemt – være medbærer for det andet menneske, som udholder ret me

Han kommer med et eksempel fra “på mit kontor sid der et menneske [...], som har mistet sin søn i en voldsom ulykke for år tilbage. Hvilket, for rigtig mange mennesker og også for mig, giver rigtig meget mavepine bare at sige. Så uudholdeligt at skulle tænke på at begrave sine egne børn. Det, det her menneske så sagde til mig i går som begrundelse for at se mig, når jeg nu ikke kan få det her barn til at komme tilbage og ikke kan få den smadrede sjæl til at være hel igen, var, at det, de satte pris på hos mig – hvilket lige så godt kunne have været dig eller andre psykologer – var, at de fik lov til at bli ve ved med at have det dårligt, at kunne få lov til at tale om det samme igen og igen. At det er præcis den samme historie, man vender tilbage til, præcis de samme detaljer i ulykken, den person fik lov til at

Illustration: Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester

Det Efterladte

vende tilbage til.”

Han fortæller, at her ville andre måske bli ve træt af den samme fortælling, fordi det jo netop er det samme igen og igen. Han siger, at der i hans arbejdsfelt er plads til, at der ikke er så meget progression.

“For når ens liv er blevet smadret af syg dom, død eller ulykke [...], så er det vel okay, at der er sket en så stor eksistentiel forandring, at hele idéen med, at vi skal udvikle os og blive bedre, finere, sødere og rigere, forekommer dybt absurd. Så handler det om bare lige præcis at kunne holde sammen på sig selv, sådan at man kan passe på sin nærmeste familie.”

Han siger, at det ikke handler om lynhur tigt at stille diagnoser, finde løsninger og behandle og få noget til at gå væk, men at være i det.

“Langt hen ad vejen er det jo eksisten tialpsykologiens forståelse, som åbner de porte. Det gør mange andre psykologier ikke. De gør måske det modsatte.”

Han forklarer, at mange andre psykolo gier måske i højere grad fokuserer på at finde fejl i stedet for.

“For mig handler meget af arbejdet i sundhedspsykologiens felt om udholdenhed; det handler om at være sammen og bære noget, og det stiller så også krav til os i feltet, at vi skal kunne det eller lære at kunne det. Hvis man synes, at den del af psykologien, der handler om, at man skal finde fejl og få løst dem i en fart, er spæn dende, så vil jeg nok anbefale, at man be skæftiger sig med noget andet – uden at komme til at lyde alt for arrogant. Man vil

typisk også opleve patienter og pårørende, der siger at ‘nu gør du det samme som alle andre. Du vil gerne skynde dig at få mig til at blive glad igen, men jeg bliver ikke glad igen, fordi jeg har fået en tumor på hjernen, og jeg er 22 år gammel, og jeg havde håbet at blive 82, men lægen siger jeg dør i løbet af et par måneder. Jeg bli ver ikke glad igen. Hold op med at lege den leg’.”

Han siger, at det i høj grad er psykologer nes bidrag at kunne være sammen med et menneske i denne afmagt, uden at have en ambition om at fikse det.

Jeg spørger ind til, om han bliver påvirket af dette arbejde, som kan være fyldt med så meget mørke. “Absolut. Det er ikke en gratis omgang, men det er der ikke noget arbejde, der er. Jeg ville også blive påvirket af mit arbej de, hvis jeg var ansat i et fængsel eller ansat hos en bager.”

Han siger, at for ham og mange af dem, han kender, så er lysten til at være sammen med mange mennesker i weekenden der ikke.

“Når jeg har været på arbejde, med syg dom og død og ulykke og katastrofer og sorg, fra mandag til fredag, og har super viseret 10 læger og sygeplejersker, så har jeg ikke den store lyst til cocktailparty fredag aften. Men det har jeg det fint med. Jeg har aldrig haft lyst til cocktailparty fredag aften, så det er ikke, fordi det gør så meget – men lysten er i hvert fald ikke blevet større af det arbejde.”

Psyklen Tester

Psyklen ødelægger kakao?

Signe E.V. Lorenzen, 3. semester

I denne omgang af Psyklen Tester valgte vi i Psyklen rigtigt at skrue op for hyggen og teste vinterklassikeren: varm kakao. Vi valgte at flotte os og teste lidt forskellige slags kakaoer. Det foregik via en klassisk blindtest, således vi kunne opnå den bedste chance for bare en smule objektivi tet. Vi valgte at fokusere på de fem, ikke nærmere definerede, parametre 1) duft, 2) bitterhed, 3) creaminess, 4) konsistens og fylde og 5) kakaosmag. Allersidst dis kuterede vi også, hvorvidt at kakao blev bedst optimeret med flødeskum eller skumfiduser.

Første kakao

Den første, der blev smagt på, var en sim pel kakao opskrift lavet fra bunden med 5 dl mælk, 4 spsk sukker og 3 spsk kakao pulver.

Den scorede således på parametrene:

1. Den allerførste reaktion fra en anonym psyklist på duften var: “Jeg synes den dufter af chocopops papæsker – sådan en sød duft af kakao efterfulgt af pap”. Dette var der bred enighed om fra resten af bordet. Hvor denne papsmag kommer fra, er dog ukendt…

2. Ingen bitterhed, mest bare sød.

3. Der var ikke noget creaminess, og den forsvandt hurtigt i munden. Den var lidt vandet.

4. Konsistensen var for grynet – en psyklist bemærkede, at man nærmest kunne spå i de kakaogryn, der var ef terladt i koppen, når man havde drukket den. Vi anbefaler derfor at røre den mere rundt og ikke lade den overstige kogepunktet, såfremt man selv ønsker at prøve denne opskrift.

5. Lav kakaosmag. Overordnet score var: 1,6 / 5

Anden kakao

Den næste kakao, der blev testet, var Matilde Kakao™ varmet op. Den, man kender fra alle børnefødselsdage, både kold og varm.

1. Duften var mild, men bedre end den anden (der var ingen pap-duft her).

2. Der var ingen bitterhed i denne.

3. Den var mere creamy end den første (trods de begge var mælkebaserede).

Psyklen Tester

4. Der var en følelse af mere fylde i mun den og ingen grynet fornemmelse.

5. Der var enighed om, at denne kakao smagte mere af kakao end den første, men der var flere, der antog, at denne var vandbaseret. En psyklist bemærkede, at denne kakao smagte sådan lidt af træ, “lidt som brædder”. Mon Matildes hemmelige ingrediens er en opbevaring i trætønder?

Overordnet score: 2,4 / 5

Tredje kakao

Den tredje kakao, der blev testet, var en italiensk inspireret opskrift, der bestod af 5 dl mælk, 4 spsk kakaopulver, 3 spsk flormelis, 100 g mørk chokolade, samt 2 spsk majsstivelse for at tykne det.

1. Duften var meget kakao-agtig, og den blev ratet som den bedste kakaoduft. En af psyklisterne udbrød, at den duf tede som brownie.

2. Der var noget bitterhed i denne.

3. Den var lidt lig glasur, og der blev sagt, at den var cremet i konsistensen, men ikke i smag. En psyklist sagde om denne kakao, at den var pæn, og med denne tykkelse, så kunne man jo næsten male med den.

4. Den fyldte hele munden, men på en god måde.

5. Smagen var meget intens. Der var bred enighed om, at denne måtte have ægte chokolade i.

Overordnet score var: 2,3 / 5

Fjerde kakao

Den fjerde og sidste kakao, der blev testet var en vegansk variant lavet på 5 dl havremælk, 50 g mørk chokolade og 2 spsk kakaopulver. En psyklist synes, den havde en mærkværdig farve og udbrød: “Godt nok er jeg farveblind, men den her er altså grøn.” Og ja, den var da grøn, på sådan en vegansk måde, men måske knap så grøn i den reelle farve.

1. Der var en kokosduft, der blev opfanget af alle prøvesmagerne – igen var denne mystiske forekomst af en san seoplevelse ubegrænset.

2. Der var lidt bitterhed i eftersmagen.

3. Den havde en god konsistens og creaminess.

Psyklen Tester

4. Den føltes fløjlsblød. Et citat fra en psyklist: “At ja, den fylder ens mund. Problemet er, at det, den fylder min mund med, ikke er godt.”

5. Der var ikke så meget kakaosmag, og mange psyklister var enige om, at den smagte af soya. Igen kan man undre sig over, hvor denne smag kommer fra.

Overordnet score var: 3 / 5 Det skal dog bemærkes at denne score i høj grad var influeret (og afhængig) af til stedeværelsen af flødeskum.

Afgørelse

Alle psyklisterne var meget enige om, at flødeskum var meget bedre end skumfidu ser til kakao. Nogle bemærkede, at “man må have en antisocial personlighedsfor styrrelse, hvis man foretrækker skumfidu ser”.

Vinderen af denne kakaosmagning var altså den veganske (med flødeskum selv følgelig). Dog forekommer det, at alle kakao scorede relativt lavt, og den perfekte kakao søges stadig efter. Et bud på en god kakao kan muligvis findes i søauditoriu mets kakaoautomat, som flere psyklister bemærkede – men den afgørelse må fin des i et andet Psyklen blad…

Illustration: Signe E.V. Lorenzen, 3. semester

Kritisk kommentar fra kakaosmagende psyklist

At nr. 3 kakao, den eneste med rigtig chokolade, ikke vandt, var et tydeligt bevis på, at de andre psyklister er blevet opdrættet til at foretrække syntetisk ka kaolignende væske frem for rigtig kakao. “Den var for tyktflydende”... Yeah, fordi det er rigtig kakao/varm chokolade altså! Matilde er en billig og syntetisk erstatning for rigtig kakao, som den almene dansker gennem betingning i form af halvhjertede børnefødselsdage er blevet opdrættet til at foretrække. Det består af 93 % skummet mælk (ad), 5 % sukker, 1.5 % kakaopul ver, stabilisatorer og emulgatorer. Ser du et hint af rigtig chokolade? Nr. 4 fik den højeste score for en behagelig konsistens. Selve smagen minder ikke engang om kakao, hvordan kunne denne så vinde en kakaosmagning? Tydelig bias og mangel på research har præget denne undersøgelse, og jeg undskylder på de an dres vegne til vores kære læsere omkring denne pinlige rapport af kakao.

– Erik Pegel, 5. semester

Digt

Digt: Stykker

Tekst & illustration: Laura Mikkelsen, 5. semester sandkorn vi stadig ikke har betrådt kærlighed vi endnu ikke har erklæret hemmeligheder i mørket dybder under overfladen universer vi ikke har set en tid flyver vi starter på ny hvorfra vi stod stille fortsætter livet hvor vi slap stykker af hjerter båret gennem brand rester af dem vi kastede og ingen greb men for en stund fløj de i et øjeblik følte vi vi levede

Bachelor: Har kloge mennesker et bedre liv?

Freja Styrbech Aunsberg, 7. semester

Vejen til et bachelor emne var ikke snor lige for os. Vi startede med den klassiske brainstorm-hvad-synes-du-er-spændende med en masse post-its på et bord. Vores idéer var mange, og brainstormen hjalp os til at få indsnævret alle idéerne til ét emne, vi kunne blive enige om: intelligens. Men det, vi ikke havde tænkt på, var, at en bachelor starter med en problemformule ring. Et pro tip kan derfor være ikke kun at notere sig emner undervejs i studiet, der kunne være spændende at skrive om, men i stedet undringer, man løber ind i. Vi skulle i hvert fald lige bruge de første par uger på at indsnævre det ret brede emne til en decideret problemformulering.

Det lykkedes os dog at afgrænse det, og derfor endte vores bachelor med at handle om, hvorvidt kloge mennesker har et bed re liv. Vi undrede os over, hvor vidtræk kende intelligens i virkeligheden er. På studiet har vi generelt lært, at ens IQ er prædiktor for diverse positive livsudfald, men vi undrede os over, om det virkelig kan have så stor betydning, at du har et decideret bedre liv, hvis du har en højere IQ. Med den undren in mente, foretog vi derfor en systematisk undersøgelse af sammenhængen mellem livstilfredshed og intelligens med afsæt i eksisterende korrelationsstudier. Og vi fandt faktisk nogle ret overraskende resultater, der ikke stemte overens med vores forventninger! IQ viste sig ikke at have så stor betydning

på individniveau, som både vores forestil linger og teoretiske afsæt foranledigede os til at tro. I stedet fandt vi, at det havde en stærk sammenhæng på den større ska la. Ud fra vores undersøgelse vil det altså sige, at den enkeltes høje IQ ikke nødvendigvis gør, at vedkommende har et bedre liv. I stedet fandt vi, at lande, der samlet set havde en højere gennemsnitlig IQ, ge nerelt også havde en højere gennemsnitlig tilfredshed med livet. Der er naturligvis en masse forklaringsgivende faktorer til de tendenser, som vi også brugte en masse af opgaven på at komme omkring – men det vil vi ikke kede jer med her.

Vores oplevelse af at skrive en bachelor var overordnet set positiv. Vi havde for inden bacheloropgaven skrevet nogle af de andre større opgaver sammen, så vi var næsten sikre på, at det ville fungere. Og det gjorde det heldigvis. Det kan virkelig anbefales at have en skrivemakker – så har man altid en sparringspartner ved nær hånd, hvilket især er fedt, når der ikke er så mange vejledningstimer. At have en skrivemakker gav os også en rytme i hverdagen, fordi vi altid vidste, at vi la vede bachelor, når vi sad sammen, og at vi som oftest havde fri, når vi ikke gjorde. Der er jo mange måder at arbejde på, men det fungerede i hvert fald upåklageligt for os. Og så forsøgte vi så vidt muligt at putte lidt krydder på kagen undervejs. Vi mødtes næsten altid og spiste morgenmad, inden vi gik i gang; i slutspurten var vi en uge i sommerhus i slutspurten, så vi

Bachelor

Bachelor

virkelig kunne dykke ned i opgaven – og selvfølgelig nyde solen og en masse is.

Opsummerende var bachelorprojektet vir kelig en positiv oplevelse for os. Der er selvfølgelig op- og nedture og diverse udsving, vi helt sikkert har lykkeligt glemt dén dag i dag. Men det at få mulighed for virkelig at dykke ned i og nørde ét spe

cifikt, selvvalgt emne, det er bare kæm pefedt og ikke en mulighed, der findes i hobetal her på studiet. Og hvis intelligens feltet interesserer jer, kan vi kun anbefale det. Der er så mange forskellige aspekter, man kan dykke ned i – for at citere nok cirka alle forskere, vil vi sige: der mangler mere forskning på området.

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 9. semester

Interview

Sexologiens verden

– Interview med klinisk sexolog Anne-Katrine Hansen

på psykologistudiet tog jeg basis delen og forsatte bagefter på counselor delen i regi af dansk forening for klinisk sexologi.

Finder du også sexologien spændende men har svært ved at finde rundt i et område, som aldrig nævnes på studiet?

Vil du også gerne vide, hvordan en psykolog helt præcist arbejder med sexologien? Så læs med her! Anne-Katrine Hansen er uddannet cand.psych.aut fra Aarhus Universitet 2008, specialist i klinisk sexologi og psykoterapi. Hun har siden 2011 arbejdet med den kliniske sexologi, hvor hun var med til at starte Sexologisk Center i Aalborg op, og hun har i dag egen klinik i Skejby. I dette interview fortæller Anne-Katrine om det underbelyste specialområde, der er sexologien og vejen til drømmejobbet.

Hvordan startede din interesse for sexologi?

Jeg havde allerede interessen, mens jeg læste psykologi. Jeg har altid været op taget af relationer, og så slog det mig, ligesom det nok gør nogen af jer, at der på studiet ingenting er om det. Dengang havde Asger Nørgaard et seminar om parforhold, der hed Love, men det handlede jo ikke om det sexologiske. Mens jeg var studerende, var jeg i alle årene formand for kursusgruppen, hvor vi arrangerede et kursus om sexologi, og der blev interessen rigtigt vakt i mig. Sexologiuddannelsen er inddelt i 2 dele: basisdelen og overbyg ningen, som hedder specialist i sexologisk rådgivning eller counselor. Mens jeg gik

Hvornår var det årstalsmæssigt?

Jeg begyndte at læse psykologi i 2002 og blev færdig i 2008, hvorefter jeg blev færdig som specialist i sexologisk rådgivning i 2011. (Anne-Katrine er yderligere auto riseret psykolog og specialist i psykotera pi gennem Dansk Psykologforening)

Hvor har du arbejdet henne?

Jeg startede som mange nyuddannede psykologer i PPR i et årsvikariat – og det var forfærdeligt *grin*. Så det lovede jeg mig selv, at jeg aldrig skulle igen. Så var jeg en kort overgang i en uddannelsespsykologisk rådgivning med unge mennesker. Mens jeg læste, havde jeg været ansat på forskellige forskningsprojekter; et af dem var ved Rikke Lambek, hvor der blev slået en projektstilling op for en færdiguddan net psykolog i samarbejde med børn og unge-psykiatrien og universitet. Den fik jeg og arbejdede på i knap 2 år: Mens jeg var der, begyndte opstarten af Sexologisk Center i Aalborg, så der søgte jeg og fik en stilling som var delt mellem somatik ken og psykiatrien. Så jeg var med helt fra start til at starte det op, og det er jo altid sjovt at være med til at bygge noget op fra grunden, og endelig at få lov til at arbejde med sexologien, som jeg havde kæmpet for. Jeg var der i 6,5 år, hvor jeg boede

Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 5. semester

Interview

i Aarhus og pendlede til Aalborg, men efter mit andet barn blev det for meget, og jeg sagde op og star tede egen praksis for 4 år siden.

Hvordan var det at starte et helt nyt center op?

Det var meget tværfagligt. Sexologisk enhed i Aarhus var der heller ikke på det tidspunkt, men der var en overlæge, der tidligere havde arbejdet med sexologi, og en sygeplejerske, som havde ar bejdet med sexologi ift. mandlige problemstillinger, og så mig og en sekretær. Det var jo i starten, og så udviklede det sig helt vildt derfra, og det er meget større den dag i dag.

Hvilke problemstillinger var det I arbejdede med?

Det var ofte manglende lyst, or gasmebesvær, psykologiske rejs ningsproblemer, for tidlig eller for sen sædafgang. Jeg er i gang med at forske i sen seksuel debut, og man så også nogle som havde svært ved at få det seksuelle op at stå. Vi så også patienter med en overgrebshistorik, men mens jeg var der, åbnede Center for Vold tægtsofre og Center for Kønsiden titet.

Illustration: Signe E.V. Lorenzen, 3. semester

Er det de samme problematikker du arbejder med nu?

Ja, det er egentlig meget det samme, et generelt bredt spektrum af sexologiske problemer.

Jeg har også en del undervisningsopga ver (igennem dansk forening for klinisk sexologi, red.) samt den forskning, jeg ar bejder på nu, men ellers er det meget det samme felt. Både individuelle samtaler og med par.

Der er f.eks. en behandlingsteknik, der hedder sensualitetstræning, som hand ler om at man gradvist skal kærtegne sin partner først på bagsiden af kroppen og derefter på forsiden af kroppen, men uden kontakt med bryster og kønsorganer. Det arbejder under de samme principper som gradvis eksponering og KAT. Men ellers så er jeg fra Sexologisk Center i Aalborg skolet i den psykodynamiske tilgang, så det er også det, der for mig giver rigtig god mening. Det er virkelig vigtigt for mig at have psykologien med som ballast og kunne dykke ned i den værktøjskasse og tage de terapiformer frem, der giver mening i en behandling.

Jeg har også en parterapeutisk uddannelse, som jeg bruger værktøjer fra i min

behandling. Jeg får sommetider par ind, som har gået i parterapi i meget lang tid, men hvor det sexologiske aldrig er blevet talt om. Det kan jeg godt synes er interes sant at spørge ind til, men samtidig med dyb respekt for, at det ikke er, hvad vi (red. psykologer) er skolet i. Men det er tovejstabuet, hvor hvis vi som professio nelle ikke spørger ind til det sexologiske, så kan vi heller ikke forvente, at patien ten nævner det. Jeg tænker, at det nok er sådan hele livet hænger sammen – det er sjældent, at det er sådan et helt rent sexo logisk problem. Der kan også være nogen parforholdsdynamikker, der kan ligge til grund for det. Men titlen på min dør er også sexolog, og jeg oplever derfor typisk, at det er, derfor jeg bliver opsøgt. Måske også fordi der heller ikke er så mange ste der at gå hen. Heldigvis for vores stand som psykologer er der mange, som kom mer til mig, der siger, at de har valgt mig, fordi jeg både er sexolog og psykolog. Sexolog er en ubeskyttet titel, så alle ville kunne slå sig ned som sexolog i morgen, hvis det skulle være. Men som psykolog oplever jeg at have evnen til at gå mere i dybden med patienten på baggrund af den viden, man har fået for menneskets psyke gennem studiet.

Hvad er det for nogle værktøjer du bruger som sexolog? Kan man sammenligne det med teknikker fra f.eks. kognitiv adfærdsterapi?

Annonce

Eventyr

Eventyr med Erik – Fiskeren og hans kone

Erik

Pegel,

5. semester

For den almene psykologistuderende er hverdagen spækket med hård empi ri, hvilket kan være trættende for selv den mest barske teorifanatiker. Når hjernen er ved at koge over, så kan det være nødvendigt at holde en pause en gang imellem. En perfekt pause kan man finde i de velkendte eventyr og fortællinger, som man kender fra sine yndlingsgodnathistorier. Dog er dagens fortælling hverken fra Tusind og en Nat eller H. C. Andersen, men er et gam melt folkeeventyr fra Tyskland, som Brødrene Grimm inkluderede i deres eventyrsamling.

Der var engang en fisker og hans kone. De boede sammen i en lille og slidt fisker hytte ved havet. Her gik fiskeren hver dag hen for at fiske, som fiskere så ofte gør. En skønne dag sad han med sin fiskestang og kiggede ned i det klare vand. Det lod ikke til, at han havde heldet med sig, for intet ville bide på krogen. Da han var ved at opgive, hev det pludseligt så heftigt i hans fiskestang, at han nær tabte den i vandet! Da han fik fisken op af vandet, så han, at han havde fanget en kæmpe pighvar. Før han kunne glæde sig yderligere, fik han sig dog en overraskelse. For denne pig hvar begyndte at tale til ham. ”Hør her, fisker, vil du ikke nok lade mig leve? For jeg er ikke en rigtig pighvar, jeg er en fortryllet prins. Hvad får du ud af at dræbe mig? Jeg ville ikke smage godt.

Sæt mig tilbage i vandet, og lad mig leve.” ”Javel,”, sagde fiskeren, ”en pighvar, som kan tale vil jeg bestemt lade svømme!” Og dermed satte han den i vandet, og be gyndte at gå hjemad til hans kone i deres lille og slidte fiskerhytte.

”Min kære mand, har du slet ikke fanget noget i dag?” spurgte hans kone ham. ”Nej,” svarede fiskeren hende, ”jeg fan gede en pighvar, som sagde, at den var en fortryllet prins. Da lod jeg den svømme igen.”

”Jamen ønskede du slet ikke noget?” spurgte konen igen. ”Nej, hvad skulle jeg ønske mig?”

”Jeg skal fortælle dig hvad! Vi bor i en stinkende lille hytte, du kunne have øn sket et lille hus til os. Gå hen og spørg fisken igen.”

Ligegyldigt hvad fiskeren indvendte, så var hans kone fast besluttet. Derfor måtte han trave tilbage til vandet, hvor han nu kaldte på fisken.

Da han kom tilbage, så han, at vandet var blevet gult og grønt og slet ikke er så klart som før. Han kiggede nu ud mod havet og sagde med klar stemme: (red. Her må jeg indrømme, at jeg virke ligt ikke kan finde en god oversættelse for den næste sætning, som vil give mening på dansk. Denne historie er originalt ikke fortalt på tysk, men på plattysk, hvilket er et germansk sprog, som minder om tysk. Derfor er her ordret sætningen fra historien, når fiskeren kalder på fisken og klager

Eventyr

over, at hans kone ikke vil, som han selv vil.)

”Manntje, Manntje, Timpe Te, Buttje, Buttje in der See, Myne Fru de Ilsebill Will nich so, as ik wol will”

Da svømmede fisken hen til ham og spurgte, hvad hun da ville?

”Tjo, jeg fangede dig jo, og så sagde min kone, at jeg skulle ønske mig noget. Jeg har ikke lyst til at bo i min gamle lille fi skerhytte mere og vil gerne have et hus,” sagde manden.

”Gå du bare,” sagde fisken, ”hun har det allerede”.

Da manden kom tilbage til huset, stod i stedet for den gamle og slidte hytte nu et nydeligt lille hus, hvor konen sad på en bænk ved døren. Konen tog ham nu ved hånden og sagde til ham: ”Kom du bare indenfor, se hvor fantastisk det hele er.”

Da gik de ind i huset, hvor de gennem en hyggelig lille entré kom ind til en elegant stue, et hyggeligt soveværelse og stort køkken samt spisekammer, alt møbleret og nydeligt. I baggården var der høns, ænder og en have med grøntsager. ”Se,” sagde konen, ”er det ikke dejligt her?”.

”Jovist,” sagde manden, ”og således skal det forblive, for nu har vi alt det, som vi nogensinde kan have behov for”.

”Lad os nu se,” svarede konen til det. De spiste og gik så i seng.

Således gik det i otte eller fjorten dage, før konen sagde: ”Hør, min kære mand,

huset er for småt og haven for lille: gå ned og spørg fisken efter et større hus. Jeg vil have et slot!”.

Ligegyldigt hvad manden indvendte, så var hun ikke til at rokke. Derfor måtte han tage ned til havet igen, hvor vandet nu var lilla, mørkeblåt, gråt og tykt, og ikke længere grønt og gult som før. Vandover fladen var dog meget stille, og han gentog ordene:

”Manntje, Manntje, Timpe Te, Buttje, Buttje in der See, Myne Fru de Ilsebill Will nich so, as ik wol will” ”Nå, hvad vil hun da have?” spurgte fi sken.

”Tjo,” sagde manden, halvt bedrøvet, ”hun vil have et stort slot af sten.”

”Gå du bare, hun står foran døren,” sagde fisken.

Da manden gik hjemad, tænkte han, at han ville komme tilbage til hans hus, men han fandt sig selv foran et kæmpe stenpa lads af et slot. Hans kone stod på trappen og ventede, hun tog ham i hånden og førte ham ind. På slottet var der en stor sal med marmorgulv, hvor en gruppe af tjenere åbnede de store døre op, og væggene var alle skinnende og dekorerede med smuk ke tapeter, I værelserne stod guldstole og borde, og krystallysekroner hang fra lof tet; alle rum og kamre var forsynet med tæpper af fineste kvalitet. På bordet stod maden klar, og den blev serveret med den fineste vin. Bag slottet var en stor gård med heste og køer, efterfulgt af den mest

Eventyr

herlige have fyldt med eksotiske blomster og frugttræer. ”Se,” sagde konen, ”er det ikke dejligt her?”. ”Jovist,” sagde manden, ”og således skal det forblive, for nu har vi alt det, som vi nogensinde kan have behov for”. ”Lad os nu se,” svarede konen til det. Derefter gik de i seng.

Næste morgen vågnede konen som den første, idet de første solstråler skinnede ind i deres soveværelse. Hun kiggede ud over deres herlige lang, med hun kunne ikke finde tilfredshed. Derfor vækkede hun sin mand og sagde: ”Hør her, se alt dette fantastiske land! Hvorfor er vi ikke herrer over det? Fortæl

ser!”

Igen prøvede manden at overbevise hende om, at de ikke havde brug for at være kej serinde og kejser over landet, men hun var ikke til at rokke.

”Hvis du ikke vil være kejser, så vil jeg i det mindste være kejserinde. Gå nu til fisken, skynd dig!” beordrede hun manden. Han ville ikke gå derhen, men gjorde det alligevel. Da han kom til havet, så han, at vandet var blevet sort og gråt, idet vandoverfladen begyndte at skumme og røre på sig. En fæl stank begyndte at stige op fra vandet. Da sagde han igen: ”Manntje, Manntje, Timpe Te, Buttje, Buttje in der See, Myne Fru de Ilsebill Will nich so, as ik wol will” ”Nå, hvad vil hun da have?” spurgte ”Tjo,” sagde manden, ”hun vil gerne være kejserinde.”

”Gå du bare, hun er det al lerede,” sagde fisken. Derfor gik man den tilba ge, og da han kom tilbage, var slottet blevet til et gigantisk

Eventyr

palads af marmor med figurer af alabast dekoreret med guld og søjler. Foran ind gangen marcherede soldater, som blæste i trompeter og slog på pauker og trompeter; men inde i huset gik grafer og hertuger omkring som tjenere. De åbnede de kæm pemæssige døre af guld, og da han trådte ind, så han sin kone sidde på en 5 meter høj trone besmykket med diamanter og guld. Hendes hoved kunne knapt nok bære den kolossale krone, og i hendes hænder havde hun et scepter og et gyldent æble. Da trådte manden op til hende og sagde: ”Min kære kone, nu er du kejserinde?” ”Ja,” sagde hun, ”nu er jeg kejserinde.”

Da tog han igen et skridt tilbage for at kunne iagttage hende ordentligt, og efter at have kigget en tid sagde han: ”Åh min kære kone, hvor klæder det dig fantastisk, at du er kejserinde.”

”Hvorfor står du bare der? Jeg er nu kej serinde, nu vil jeg være pave; gå til fisken igen.”

”Jamen min kære kone, paven findes der kun en af i den kristne verden. Det kan fisken jo ikke gøre!”

”Jeg gentager ikke; gå til fisken lige nu. Jeg vil være pave, og jeg vil være det i dag.”

Ligegyldigt hvor meget han prøvede, så var konen ikke til at omvende. Da han gik ud af paladset, var han ilde til mode. Han skælvede, idet hans knæ truede med at give efter, for en stærk vind blæste alle skyerne af himlen og afslørede en fæl og dyster himmel over ham. Bladene blæste af træerne, vandet steg højere og højere

i det oprørte hav, hvor det nærmest kog te, idet det plaskede over bredden. I det fjerne så han skibe, som affyrede nødsig naler, idet de dansede over de høje bølger. Himlen var i midten stadigvæk en smule blå, men i siderne træk en rødmen over horisonten, som ved en slem storm. Da gik han fortvivlet helt hen til vandkanten, hvor han med dirrende stemme sagde: ”Manntje, Manntje, Timpe Te, Buttje, Buttje in der See, Myne Fru de Ilsebill Will nich so, as ik wol will” ”Nå, hvad vil hun da have?” spurgte fi sken. ”Tjo,” sagde manden, ”hun vil gerne være pave.”

”Gå du bare, hun er det allerede.”

Da han kom tilbage, så han i stedet for kejserpaladset nu en kirke af titaniske di mensioner, som var omgivet af paladser til alle sider. Efter at have mast sig igen nem folket, så han endelig hans kone, som var klædt i guld og de fineste dragter, og hun sad nu på en endnu større trone end før med hele tre kroner på hovedet! Til højre og venstre for hende stod meterhøje rigt besmykkede lys, og omkring hende var der konger og kejsere, som alle var på knæ for at kysse hendes sko.

“Min kære kone,” sagde manden, og så lige på hende, “er du pave nu?”

“Ja,” sagde hun, “jeg er pave.”

Så gik han hen for at se hende ordentligt, og det var, som om han så på den klare sol. Efter at have set på hende et stykke tid sagde han: “Åh min kære kone, hvor

Eventyr

klæder det dig godt at være pave!”

Men hun sad stiv som et træ og rørte sig ikke.

Så sagde han: “Min kære kone, vær nu tilfreds med at være pave, for nu kan du ikke blive mere.”

”Det vil jeg tænke over,” sagde kvinden. Med det gik de begge i seng. Men hun var ikke tilfreds, og grådigheden ville ikke lade hende sove; hun tænkte altid på, hvad hun kunne blive.

Manden sov trygt og tungt, for han havde løbet meget rundt hele dagen! Hans kone kunne ikke sove; hun vendte og drejede sig hele natten, for hun var stadigvæk ikke tilfreds. Hvad mere kunne hun blive? Hun grublede så længe, at solopgangen rev hende ud af hendes meditationer, og da hun så morgensolens røde skær vidste hun, hvad hun ville. ”Ha,” tænkte hun, ”kan ikke også jeg kontrollere solen og månens daglige rutiner? Min kære mand, vågn straks op.” Og med en albue i siden vækkede hun ham fra hans drømme. ”Skynd dig hen til fisken, for jeg vil være ligesom den kære Gud selv.” Fiskeren mente nu, at han må have hørt forkert, idet han søvndrukken så sig omkring. ”Hvad siger du?” spurgte han. ”Det lød som om du sagde, at du vil være som den kære Gud selv.”

”Skynd dig hen til fisken, for hvis ikke jeg kan få solen til at stige op i østen hver morgen, så kommer jeg ikke til at få en rolig stund i dette liv.” Idet hun sagde dette, kiggede hun på ham

med så ondsindet et blik, at kuldegysnin ger løb ned over hans krop.

”Nu må det være nok, for fisken kan både gøre dig til kejser og pave, men Gud fin des der kun en af.”

Men så snart han prøvede at forklare dette, så fløj hun ind i så vildt et raseri, at han kun lige nåede at få sine bukser med ud ad døren.

Udenfor var stormen blevet så slem, at han knap nok kunne stå oprejst. Huse og træer blev blæst omkuld, og selve bjerge ne rystede, idet stenskred rullede ned og ødelagde alt på deres vej. Himlen var kul sort, det tordnede og buldrede, havet var i oprør da tårnhøje bølger med skumkroner susede over vandoverfladen som massive havmonstre. Fiskeren råbte så højt han kunne, men kunne ikke høre sine egne ord:

”Manntje, Manntje, Timpe Te, Buttje, Buttje in der See, Myne Fru de Ilsebill Will nich so, as ik wol will” ”Nå, hvad vil hun da have?” spurgte fisken.

”Tjo,” sagde manden, ”hun vil gerne være som den kære Gud selv.” ”Gå du bare, hun sidder ved jeres lille slidte fiskerhytte igen”

Og der sidder de den dag i dag.

https://www.grimmstories.com/de/grimm_maerchen/ von_dem_fischer_un_seiner_frau

Digt

Digt: Aya

Indsendt af Thor M. Noer, 1. semester

Filosoffen, den spirituelle, svømmer i det samme vand, som den psykotiske, drukner i.

Filosoffen, den spirituelle, varmer sig ved den samme ild, som den psykotiske, brænder i.

Filosoffen, den spirituelle, ånder dybt i den samme luft, som den psykotiske, uroligt, hiver efter vejret i.

Filosoffen, den spirituelle, dyrker liv i den samme jord, som den psykotiske, bliver begravet i.

Filosoffen, den spirituelle, laver værktøjer, i det samme materiale, som den psykotiske, laver våben i.

Svøm ikke længere ud i vandet, end at du kan svømme tilbage Gå ikke tættere på ilden, end at du kun bliver varm Ånd ikke luften mindre dybt, end at du kun bevarer roen Administrer ikke jorden anderledes, end at du kan overleve Opfind ikke andre forandringer, end at du vil opbygge kærligt med dem.

Illustration: Laura Mikkelsen, 5. semester

Boganmeldelse: De sneklædte spøgelsers rejse

Hannah Pilgaard, 5. semester

”Dear Hannah, for a long and beautiful journey in this cold world. – Odai, 7/9/2022”.

Den personlige hilsen stirrede tilbage på mig og mindede mig om, at det efterhånden var flere uger siden, jeg satte mig for at læse præcis denne bog. Den var ikke sær ligt tyk, omkring 100 sider, eller særligt stor, og jeg havde ingen undskyldninger for, at det tog mig så lang tid at komme i gang med den. Altså udover den knugen de følelse i brystet og en stille bevidsthed om, at det er et af de værker, som kræver mere at læse, end længden antyder. Planen var at læse en novelle hver aften, ni noveller, ni aftener – lidt over en uge – men det blev det ikke til. I stedet endte jeg med at læse den på en måned, og måske var det for det bedste, for Odai Al Zoubis ”De sneklædte spøgelsers rejse” læses bedst i etaper, så man har mulighed for at fordøje hver enkelt historie, før man fortsætter til den næste.

Bogen er som sagt en novellesamling og skildrer mere eller mindre fiktive episo der fra Odai og en række andre syriske borgeres liv i kølvandet på det arabiske forår og den syriske borgerkrigs begyn delse. Nogle gange forholder den sig til livet i Damaskus, og andre gange træder man ind i scener, som udfolder sig langt fra Syriens grænser, såsom den engelske by Norwich. Gennem bogen blandes helt normale hverdagslige gøremål og men-

neskelige bekymringer, vi alle kender til, med en følelse af at intet er det samme længere, en intens trang til overlevelse, og en politisk konflikt, der for mange op leves som et eksistentielt vilkår, som lader til at omvælte alt, det kommer i kontakt med. Historie efter historie føres man som læser gennem fortællinger fra en verden, der på en gang virker meget fjern, men samtidigt er genkendelig i kraft af sin menneskelighed. Det banale blandes med det modbydelige og frygten for fremtiden med forsøget på at holde fast i det, som er godt lige nu og her.

Boganmeldelse

Centrale tematikker

To temaer, som Odais noveller synes at belyse i særlig grad, er den fremmedgørelse, der opleves, når det er umuligt at blive i ens hjemland, og man i stedet skal finde sig til rette i en kultur, som ikke er ens egen, samt en intern religiøs splittelse blandt de muslimske karak terer. Førstnævnte behandles eks plicit, mens sidstnævnte afbildedes i vigtigheden af, hvem der drikker alko hol, og måden hvorpå kvinderne portrætteres. Ryg ter om voldtægter og beskrivelser af kvin ders påklædning, kroppe og ansigter gennemsyrer historierne og understøtter en debat om, hvorvidt det arabiske forår var med til at promovere en feministisk frigørelse eller ej. For mange af de kvinder, der indtager rollen som hovedperson, spiller kroppen også en essentiel rolle. Man kan her læse om Ghalia, der desperat ønsker at tabe sig for at opnå et ægteskab og den prostitue rede Roula, som godt nok arbejder for at understøtte sin universitetsuddannelse i økonomi, men i sidste ende er underlagt de mandlige kunders lyster.

Hvorfor læse bogen?

”De sneklædte spøgelsers rejse” er som førnævnt ikke en bog, jeg fandt det let at begynde på; ikke mindst på grund af det tunge indhold, men også fordi den kultu relle referenceramme er meget anderledes end den, jeg kender til. Det har imidlertid ikke været enty digt negative egenskaber, da min oplevelse var, at bogen herigennem for måede at udvide min horisont for, hvordan væren i verden kan se ud. Selvom det selvfølgelig er en fordel at have en forudgående viden om det arabiske forår og den syriske borger krig, vil jeg argumentere for, at det ikke er nødven digt at besidde denne – for selv om man risikerer at misse nogle af de finere nuancer i fortællingerne, kom mer det ikke til at trække fra forståelsen af de menneskelige oplevelser, som beskri ves. Så når det kommer til spørgsmålet om, hvorfor man bør læse bogen, så kan jeg kun sige, at den skal læses af samme grund, som vi læser andre litterære vær ker: fordi de udvider vores forståelse af verden, og hvad det vil sige at være til.

Illustration: Laura Mikkelsen, 5. semester

Boganmeldelse

Nyuddannet

psykolog – hvad

så nu? Interview med dimittend Camilla Lise Løvgren Baggesen

Laura Mikkelsen, 5. semester

Det er ikke længe siden, at Camilla Lise Løvgren Baggesen rendte rundt på Psykologisk Institut og var en prominent figur i udvalgslivet som forperson for FAPIA og medlem af dimissionsudval get. Men pludselig når, den ind imellem lange, studietid sin ende for os alle, og i januar i år blev det Camillas tur til at sidde blandt dimittenderne. Hvad sker der egentlig, når vi rejser os og går derfra, herfra vores vante gule rammer? Vi bliver tit spurgt ind til fremtiden, men hvordan ser virkeligheden rent faktisk ud som nyuddannet psykolog? Psyklen har hørt rygter om, at den før ste tid ofte ender ud i dagpenge og jobansøgninger. Eftersom vi ikke selv kan teste den slags, har vi i dette nummer allieret os med Camilla, der selv står og gavmildt deler fra netop overgangen fra psykologistuderende til livet efter.

Jeg spørger Camilla, hvordan netop li vet og hverdagen har set ud, siden hun blev færdiguddannet. Jeg har arbejdet på deltid på mit studiejob i ledsageordningen. Så har jeg desuden påtaget mig et frivilligt arbejde ved SIND, hvor jeg sidder i deres landsdækkende telefonrådgivning og er medunderviser på et undervisningsforløb for voksne pårø rende til folk med psykisk sygdom. Det er en måde at få brugt min faglighed på,

og hvor jeg kan mærke, at jeg virkelig kan noget som fagperson.

Min hverdag bruges også meget på fami lien, og også i højere grad end da jeg var studerende. Jeg nyder, at jeg kan hjælpe med at passe niecer på en hverdag, eller at jeg kan hjælpe mine forældre med diver se praktiske ting, når der er brug for det. Og så prioriterer jeg også i høj grad ting som at lave mad og bage samt at tage til træning, da det er noget, jeg finder meget livsglæde gennem. Derudover prøver jeg også at prioritere at få aftaler i kalenderen med venner/veninder, når det kan lade sig gøre. Så når jeg ikke sidder og søger jobs eller er på mit frivillige arbejde, har den slags ting fået meget mere mulighed for at fylde, og jeg prioriterer det også gerne.

Interview

Mens den nye hverdag giver mulighed for at ses mere med familie og venner, er Camilla meget bevidst om, hvordan det og de bedst kan hjælpe hende i situationen.

Jeg sørger for at være så gennemsigtig som mulig omkring, hvordan jeg oplever det at være jobsøgende. Jeg har udtalt mig åbent omkring det på fx Instagram for at vise andre, at det er okay at have det, som man har det i den proces, og jeg bruger også meget mit netværk til at snakke om det. Andre gange så har jeg perioder, hvor jeg er fyldt helt op til over halsen med alt, hvad der hedder jobsøgning og det, der ligner. Så kommunikerer jeg også meget tydeligt til dem omkring mig, at jeg har brug for, at vi snakker om ALT andet end lige dét. Og det hjælper mig, da jeg på den måde undgår at blive sat i en position, hvor jeg enten ikke får snakket om det, jeg har brug for at snakke om, eller bliver gjort ked af det, fordi folk vil snakke om det, men jeg ikke selv vil. På den måde får jeg også passet på mig selv, da jeg derigennem undgår at lande i en klemt situati on. Så jeg er meget opmærksom på at være meget gennemsigtig om, hvordan jeg har det. Både for min egen skyld, men selvfølgelig også for andres, så det er nemmere at navigere i for mit netværk.

Eksempelvis er ”gode råd” sjældent vejen frem ifølge

Camilla, hvis vi ønsker at støtte en jobsøgende. Specifikt ift. mig og jobsøgning vil jeg sige, at man yder den bedste omsorg ved at starte med at droppe alle de gode råd til jobsøgning, medmindre man bliver spurgt efter det. Jeg har hørt dem alle, og jeg har allerede et jobcenter og en A-kasse, som tager sig af dén del. Og for at være helt ærlig, så begynder jeg automatisk at lukke mentalt ned, når der bliver snakket job søgning og folk starter en sætning med: ”Men altså, har du prøvet at…” for ja, det har jeg. Eller når folk starter en sætning med: ”Men du skal jo huske, at afslagene ikke er ment personligt,” for ja, det ved jeg godt. Og jeg ved, det er sagt med mas ser af kærlighed, men jeg kan personligt slet ikke rumme det, medmindre jeg selv følgelig selv specifikt beder om gode råd eller beder om en peptalk.

Til gengæld kan velviljen betyde alverden.

Den bedste omsorg (red. fra andre) består for mig i aktivt at vise, at man gider mig, og at jeg betyder noget. Det kan føles enormt ensomt at være jobsøgende, da man ikke har en hverdag. Folk har typisk travlt med at holde styr på deres

egen hverdag, som er fyldt med alt mu ligt, alt imens at mange dage er fyldt med ingenting som jobsøgende. Men hvis man bare viser, at jeg fortsat betyder noget, og at man gerne vil prioritere mig i ens hver dag i det omfang, der nu engang kan lade sig gøre, så er det næsten det bedste. Det behøver ikke nødvendigvis at være at ses, men bare at man smider en besked eller ringer ind imellem og lige siger: ”Hey, how goes?”. Og ellers så spørg, for beho vet kan også variere alt efter dagsformen den enkelte dag.

Netop at spørge ind, er Camillas bedste råd til, hvordan man kan yde hende og andre omsorg. Det bedste, man kan gøre for at forstå et andet menneske, er at søge at forstå dets udgangspunkt – og det gør man ved at spørge. Så jeg vil altid anbefale, at man spørger den enkelte, hvad vedkommende har brug for som jobsøgende. Har man først gjort det, så er man allerede langt.

Men foruden at andre kan yde en omsorg, kan (og bør) man det også selv. Jeg spørger Camilla, hvordan hun gør det. Svarene falder sammen med hendes fem råd til kommende dimittender. Det første er i forlængelse af ovenstående at lave nogle gode aftaler med gode mennesker. Brug dit netværk så meget, som du kan, og fyld gode aftaler med gode mennesker ind i din hverdag. Og vær gennemsigtig omkring dine behov.

Det andet er at forsøge at ska be lidt struk tur i hverda gen. Det er ikke hver uge, jeg gør det (da jeg nogle gange bare starter ugen med at være sådan lidt ”….Nej”), men jeg forsøger så vidt muligt at lave en ugeplan. Her sætter jeg struktur på ugen og skriver ind, hvornår jeg skal søge jobs, være på mit frivillige arbejde, skal træne, hvornår jeg har aftaler, og hvornår der skal gøres rent, vaskes tøj osv. Så får jeg følelsen af, at jeg har en hverdag, og at jeg kan holde fri med god samvittighed om eftermiddagen/aftenen, fordi jeg har en struktur, jeg arbejder ud fra ift. jobsøg ning. Dette gør også, at jeg fx kan indlægge hele dage, hvor jeg bruger tiden på alt muligt andet, fordi jeg har den struktur, hvor jeg ved hvornår, jeg skal søge jobs.

Selve jobsøgningen relaterer tredje råd sig til.

Få fra starten formuleret en standard ansøgning og et generelt CV, som du kan sende, så du kan opfylde din mini

mumskvote for jobsøgning i de perioder, hvor der bare ikke rigtig er noget at søge. Man når et punkt, hvor man får decide ret kvalme ved tanken om at skulle kigge Jobnet igennem for at lede desperat efter noget, man kan søge, og lave en ”målrettet CV og ansøgning” til en bestemt stilling, som man godt ved, man ikke får. Der er det virkelig praktisk at have noget standard liggende, så man kan fyre det afsted mandag morgen og så holde fri, indtil man kan søge noget, som giver mere mening.

Træningen fra førnævnte ugeplan ind går i Camillas fjerde råd.

Jeg beklager, at det lyder lidt kliché-ag tigt, men sørg for at have fysisk bevægel se som en del af hverdagen – af den slags du synes er sjov. Om det så er at gå ture, holdsport, kajak, løb eller dit yndlings hold i dit lokale fitnesscenter. Fysisk be vægelse er guld værd til at føle, at man har været produktiv, selvom det er det eneste, man lavede den dag.

Med det sagt, skal der dog også være plads til Camillas femte råd; hvad hun betegner ”mentale sygedage”.

Jeg sørger for at give mig selv plads til mentale sygedage. Bevares, der er dage hvor jeg flyver rundt og nyder, at min hverdag kan struktureres, præcis som jeg føler for, alt imens, at andre dage bare er fyldt med ingenting, fordi jeg ikke kan overskue tilværelsen. Og sådan er det bare at være jobsøgende, og det hjalp meget, da jeg nåede dertil, hvor jeg bare accepterede

de dage, når de var der. Jeg har ligesom bare skulle vænne mig til, at jeg svinger mere, end jeg plejer i humør, og det nytter ikke noget, at jeg forsøger at kæmpe imod det. Så nogle dage er det vildeste, jeg gør, at daffe ud til min hoveddør og tage det mad, jeg har bestilt online med ind i lejligheden – og det er helt okay.

Der vil komme dårlige dage, hvor man dårligt nok gider gå ud af sengen; acceptér dem, omfavn dem, og husk at de er okay og fuldstændig naturlige. Tag en mental sygedag og hiv stikket når det sker, og så start forfra dagen efter.

Rådet opsummeres næppe bedre end i Camillas afsluttende kommentar.

Og vigtigst af alt: Husk, at det er HELT ok og meget naturligt. Både at man drikker usigeligt store mæng der bobler og fejrer, at det hele er slut, men også, at man ligger flad som en pande kage i den første tid efter, man er færdig. Eller en god blanding af begge dele. En videregåen de uddannelse er f*cking hård at gennemføre, og man må meget gerne have en hedonistisk tilgang til tilværel sen i den første tid, selvom jobcenter og A-kasse siger noget andet.

Det må være noget nær de perfekte

ord at afslutte interviewet på. Alligevel blander jeg mig igen, for faktisk startede interviewet ud med et helt andet spørgsmål. En ting er, hvilken virkelighed der venter os uden for de gule mure. Noget andet er, hvorvidt vi bliver klædt på til den, og hvordan vi tager studiet med os ud i den. For de læselystne, der ligeledes er nysgerrige på den slags, lader jeg interviewet slutte med Camillas tilbageblik på sin studietid. Noget af det som primært fylder i tanker ne, når jeg tænker tilbage på studietiden, er nok, at jeg savner alle de sociale arran gementer og de fællesskaber, jeg havde i de udvalg, jeg var med i. Det er, må jeg ærligt indrømme, det, jeg primært også savner ved at være studerende. Hele ud valgskulturen på psykologi stod mit hjerte meget nær, og det, at jeg prioriterede at være med i udvalg og deltage i de sociale arrangementer, der var i den forbindelse, er den primære årsag til, at jeg elskede studiet så højt.

Jeg ser også tilbage på det som en tid, hvor jeg lærte en masse, både fagligt og personligt. Når jeg er på mit frivillige arbejde og bruger min faglighed, kan jeg mærke, at jeg har lært en masse om det at møde mennesker i udfordringer, og at jeg fik en ret klar idé om, hvor jeg står som fagperson og som kollega. Jeg føler mig derfor et langt stykke hen ad vejen godt klædt på til at arbejde i faget. Dog kan jeg godt mærke, at der er praktisk viden og erfaring, jeg godt kunne have brugt mere

af for at stå stærkere i at kunne søge bredt, da de jobs, som virker realistiske at søge, ofte er dybt afhængige af ting som valgfag og praktik, og man kan derfor føle sig ret afskåret fra en lang række jobs fra starten til trods for at uddannelsen er meget generel. Men ikke desto mindre så tænker jeg tilbage på studiet med massere af glæde og varme, og som en tid der var enormt af gørende for min udvikling som menneske, både fagligt, men særligt også personligt. Tiden på studiet har for mig personligt rummet massive op- og nedture, som alle har medvirket til, at jeg er den, som jeg er i dag. På den måde føler jeg egentlig, at min studietid er en, jeg har med mig i alt, hvad jeg gør og beskæftiger mig med.

Illustra

tioner: Storm Munk-Hind, 6. semester

Digt: Jeg vil hellere have elsket

Laura Mikkelsen, 5. semester

Illustration: Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester

jeg vil hellere have elsket for meget end for lidt det koster mig ikke noget at sende kærlighed ud i rummet og jeg tror på at det er med til at lyse verden op at se andre i lys er også at lade deres lys skinne spejle sig i mig en pude af omsorg i mit indre som en buffer mod ondskab en flamme der blafrer men aldrig går ud for når jeg ser det gode i dig ser jeg det gode i verden så ved jeg der også er godt i mig

Set i Bakspejlet: Psyklens bedstefar ”Bladet”

Laura Mikkelsen, 5. semester

Set i Bakspejlet er serien, hvor Psyklens redaktion dykker ned i arkivet og tager et kig på historien. Via gamle udgivelser kortlægger vi udviklingen af Psykologisk Institut, studiet og ikke mindst de psykologistuderendes liv, holdninger og skriblerier.

I Efterårsbladet 2022 introducerede Psyk len første gang konceptet efter at være faldet over guldgruben af et arkiv i vores skab. Artiklen tog udgangspunkt i, efter eget udsagn, det første blad, vi kunne fin de: Asylen fra 1990. Men allerede her må jeg gå i rette med mig selv, for sørme om ikke skabet gemte på flere overraskelser. Inde bag årtiers samling af studenterma gasinet, vi troede var Psyklens stamfader gemte sig en endnu ældre tidsskriftshol der. Hvis Asylen er Psyklens far, rumme de det nye fund, hvad der må være Psyk lens farfar: Bladet.

I Asylen fra 1990 blev det godt nok kort nævnt, at denne fremover ville trykke instituttets officielle meddelelser grun det Bladets ophør. Men eftersom Bladets indhold (og dets relation til Psyklen) ikke stod klart, nævnte jeg det ikke i artiklen. Nu viser det sig dog at være endnu et levn fra instituttets tid på Asylvej i Risskov, hvor Bladet umiddelbart har været en es sentiel del af instituttets kommunikation med de studerende. Den tidligste udgave af Bladet i vores gemmer har Klaus B.

Bærentsen som redaktør og dateres til 1. oktober 1979 – dermed lægger vi et doku menteret årti til Psyklens historie. Mindre officielt kan vi dog føre Bladet tilbage til Psykologisk Instituts oprettelse i 1968, eftersom bladet fra 1979 er 11. årgang, hvilket jo passer mistænkeligt perfekt.

Den sorte maskinskrevne skrift, på det efterhånden gulnede papir, har haft oplys ning til formål. Ifølge de ti arkiverede års indholdsfortegnelser, som vi kunne grave op fra skabets dybder, bringer Bladet både referater, pensumændringer, tilmeldinger til eksempelvis specialer, forskningsprojekter og ikke mindst den sagnomspundne Cinema Psycho. I sidste blad foreslog jeg at afdække udvalgene på psykologis ud

Set i Bakspejlet

vikling i fremtidige numre, og sørme om Bladet ikke gør os endnu klogere på deres ophav. Altså foruden at bringe debatind læg om SU-kampen, opfordre til oprør i form af en teltlejr. Derved vidner Bladet om problemer i 1979 på samfunds- og studieplan lig dem, vi kæmper med i dag – opmuntrende, ikke sandt?

Det er dog ikke kun SU-problemer og util fredshed med studiestrukturen, vi deler med datidens psykologistuderende. Sør me om ikke Festudvalget allerede i 1985 bød op til “Rock’n’ Roll kl. 22.00 Med Supersucces-bandet BACKSTAGE”. Og selvom fredagscaféen Bottom-Up først fik det tilnavn i 1990, har fredagene ikke været uden spas indtil da – det stod forgængeren Selskabet for Notorisk Associa le Psykologistuderende (SNAP) for. Præ cis hvad, SNAP har disket op med hver fredag 14-16 og hveranden tirsdag 14-17, er ikke til at gennemskue, men i Bladet udskriver de “ en limerick-konkurrence over emnet SNAP’s NØDVENDIGHED I HVERDAGEN PÅ PSYKOLOGISK IN STITUT.” Eftersom selskabet ikke længere eksisterer, kan man spekulere i størrelsen af denne påståede nødvendighed.

Et andet udvalg, der tilsyneladende også må være gået nedenom og hjem er CINE MA PSYCHO, hvilken vi allerede hørte om sidst vi så i bakspejlet. Selvom vi ikke er blevet klogere på biografens ophør, kan vi i Bladet fra 1988 læse op dens oprindelse. Her skriver planlægningsgruppen

på fem mennesker, at CINEMA PSYCHO har eksisteret i to år, selvom det “ikke er nogen specielt god forretning”. “Arbejdet består i at vælge og bestille filmene, lave programmer og annoncere på døre og opslagstavler, vise filmene, tage entré og lave og sælge kaffe, te og kager.” Godt nok kræver filmfremvisning næppe “et skab til opbevaring af diverse remedier” i 2022, men vi er så heldige, at Hyggocampus denne november går i fodsporene på CI NEMA PSYCHO og sørger for filmhygge på Psykologisk Institut. På sin vis er livet her på psykologi ikke så anderledes i år 2022, end det var for 80’ernes studeren de. Altså selvom Bladet er blevet til først Asylen og senere det Psyklen, du sidder med nu, i dets i dag noget mere farverige klæder, langt fra Risskovs barakker.

Hans på bjerget

Erik Pegel, 5. semester

I 1924 udgav Thomas Mann ”Der Zauber berg”, som sidenhen er blevet til et af Tysklands og verdenshistoriens vigtigste litterære værker. Med dette mesterværk beskriver Thomas Mann Europas spirituelle, ideologiske og filosofiske tendenser frem til første verdenskrig, og den almene persons forsøg på at forstå disse. Protago nisten, Hans Castorp, er en ung, frisk og pragmatisk tysk mand fra Lübeck, som netop er på vej til at begynde i lære som ingeniør. Historien starter ud med, at han vil besøge sin fætter, Joachim, på et sa natorium højt oppe på et bjerg, hvor han er indlagt for tuberkulose. Hans ender dog selv med at få tuberkulose, og hans plan lagte tre ugers ophold bliver til et, af ad skillige yderligere årsager, syv års ophold. ”Der Zauberberg” fortæller nu historien om en ung, ambitiøs og påvirkelig ung mand, som prøver at finde en vej, mening og sandhed i hans liv. Under hans ophold på sanatoriet har Hans en række mentorer, hvoraf især fire havde en stor indflydelse på hans tænkning. Thomas Mann præsenterer fire af den tids mest prævalente ide ologiske og filosofiske orienteringer med fire karakterer, som allesammen skændes om, hvem der får lov til at undervise og påvirke den unge Hans.

Dr. Behrens

Overlægen Behrens er den første mentor, som Hans møder på sanatoriet. Overlæge Behrens repræsenterer med sin strengt

videnskabelige og medicinske filosofi det mekaniske verdenssyn, hvor mennesket reduceres til sine fysiske egenskaber og processer. Selvom han opretholder en ka rismatisk personlighed, er han er ligeglad med mennesket selv, for han ved, at hans patienter før eller senere dør. Han behandler dem og giver dem medicin, indtil de før eller senere dør. Glæder får han ikke af deres død, han accepterer stoisk sin rolle som behandler. Det tidligere nævnte mekaniske menneskesyn ses især i citatet: ”Livet er, at vi, idet materien ændrer sig, beholder vores form”. Når vi dør, så om danner vores atomer sig til anden materie, intet mere. Behrens er en imponerende ældre herre, og denne faderfigur er den første stærke indflydelse på Hans, som i løbet af hans første måneder på sanatoriet studerer videnskabens grene, og tilegner sig Behrens mekaniske livsfilosofi.

Humanisten og rationalisten

Lodovico Settembrini Italieneren Settembrini repræsenterer den vestlige civilisations idealer i form af renæssancen og rationalismen; liberalis me, humanisme og fremskridt. Thomas Manns egne sympatier ligger hos Settem brini, dog viser han, hvordan Settembrini fejler med hans filosofi. Han fejler, fordi han internaliserer sin filosofi så meget, at han mister enhver form for nærhed til det menneske, som hans grandiose te orier forsøger at forklare! Settembrini vurderer mennesket til at være strengt rationelt og absolut frit i den forstand,

at omstændighederne aldrig kan være en undskyldning for individets fejl. Allerse nest ved denne absolut anti-deterministi ske påstand burde det at krible i fingrene på den almene psykologistuderende! Han nægter at acceptere menneskets irratio nelle komponent, hvilket kun forstærker hans humanistiske tendenser. Settembrini kritiserer religion og kirken for sin sym bolik, hierarkiske struktur og sit krav om lydighed, alt imens han selv er et aktivt medlem af frimurerne, som repræsenterer alt det, han selv kritiserer ved kirken! En gang, adskillige år før han møder Hans i sanatoriet, udgav han et mindre filosofisk værk i et tidsskrift, og taler nu konstant om at udgive filosofiske manifester, hvilket gav ham øgenavnet ”orgeldrejer”. Ved samtaler, om et hvilket som helst emne, elsker han at bryde ind, for at belære alle om hans fantastiske filosofiske viden og manifester, alt imens hans pølsesnak ikke er meget mere en spillemand, som drejer i hans orgel for at underholde masserne med sin musik.

Kynikeren og fundamentalisten Leo Naphta

Leo Naphta er en meget intelligent ky niker, som elsker at færdes i filosofiske ekstremer. På grund af denne forkærlig hed for ekstremer forsvarer Naphta de autoritære sider af inkvisitionen og kom munisme. I sin irrationalitet og kynisme er hans Settembrinis filosofiske modpart. Allerbedst beskrives Naphta som en religiøs fundamentalist og fanatiker, som

afviser evolution og hele naturen af rent had til disse. Naphta opfordrer til politisk terrorisme, da hans ultimative politiske mål er at opbygge et diktatur i form af en proletarstat.

Desuden gør Thomas Mann, i forlængelse af Naphtas filosofi, en pointe ud af, at marxisme basalt set er en ny kristendom, da det den som ideologi prædiker indivi dets blinde lydighed for kollektivets gode. Siden kristendommen ikke længere kan forklare eksistensen, er marxismen af alle de nye alternativer det, som stinker mest af sin stamfader.

Romantikeren Mynheer Peeperkorn

Hvis Francis Galton havde nået at læse denne bog, så ville han i sammenhæng med hans great-man teorier have haft en våd feberdrøm, da Mynheer Peeperkorn bliver introduceret i historien. Denne kæmpestore, stærke, tyranniske og inspi rerende personlighed, som først introdu ceres sent i bogen, bliver den sidste filosofiske indflydelse på Hans. Peeperkorn var meget rig, og han var derudover en sand livsnyder. Til hvert ekstravagant måltid drak han en flaske vin, aldrig blev der sparet på noget!

”Hans store hvide hår sad på højt på hans hoved, og i kontrast til hans sorte hud lig nede det en majestætisk kongekrone til denne majestætiske mand”

Peeperkorn inspirerer folk omkring ham,

Essay

når han taler, men han siger faktisk ikke noget. Udover hans gestik og imponeren de kaptajnstemme vrøvler han kun og gør aldrig en sætning færdig. En aften orga niserer han et festmåltid for en gruppe af 10-12 gæster på sanatoriet, hvor han hol der en af hans mange usammenhængende taler. ”

Unge mand,” siger han til Hans Castorp, ”unge mand, det nemme! Det hellige! Godt, de forstår mig. En flaske vin, et dampende måltid, en god snaps til, – vi opfylder og nyder først det te, vi udmatter dette, vi gør det ære at leve, før vi –

mine damer og herrer. Færdig! Jeg har kendt mennesker, mænd og kvinder, ko kainspisere, hashishrygere, morfinister –godt, kære ven! Perfekt! Vær så god, ta’ for dem. Færdig, dømt og kasseret.”

Således taler Peeperkorn, og denne urkraft af et menneske tør ingen at tale imod. Da Hans går en tur med Peeperkorn, Naphta og Settembrini, er hverken Naphta eller Settembrini i stand til at trumfe denne sto re mand i en debat, og det skyldes ikke mangel af intellekt, for Peeperkorn er ikke af særlige kogni

Illustration: Signe E.V. Lorenzen, 3. semester

af argumenter, så siger han blot: ”Ja, de herrer, argumentet har form. Javel, vejret skal nydes i sin herlighed, som var det en fantastisk vin – og så, godt. Færdig, dømt og kasseret!” Hans, Naphta, Settembrini, Peeperkorn og andre tager en dag på en udflugt til et stort nærliggende vandfald. Her bestemmer Peeperkorn, at de skal sidde lige ved vandfaldet, hvor ingen kan høre noget for vandfaldets tordnende brøl. Da Peeper korn her forsøger at holde en af sine sæd vanlige taler, overdøves han fuldstændig af vandfaldet, hvilket viser romantikerens underlegenhed for den natur, som ro mantiseres i egen filosofi, hvorved også denne store mands begrænsninger vises. Til sidst begår han selvmord, fordi han nægter at opgive sin fuldstændige hengi velse til emotioner og nydelse – for som han selv pointerer, så er han ikke villig til at ofre intensiteten af absolut nydelse og ekstase for kravene af et normalt liv. Hovedtemaerne i ”Der Zauberberg” er al lerhøjest opridsede her, hovedsageligt fordi, det er meget svært at koge en 1000-siders bog ned til 3-4 sider. Denne bog kan kun anbefales! Hvad så nu? Hans Castorp kom til sanato riet i 1907, og efter syv lange år af filosofi ske og ideologiske indflydelser rejser han tilbage til civilisationen. Den skarpe læser har her bemærket, at Hans når tilbage, ned fra bjerget, til det normale liv lige i tide til 1. verdenskrig. Historien afsluttes af Hans, som marcherer gennem kugleregn

og granateksplosioner. Han ender som blot endnu en af de mange unge sjæle, der går til grunde på en af de mange fronter, og alle hans sofistikerede filosofier hjalp ham intet.

Hans Castorp repræsenterer i denne historie den almene unge person i tiden op til første verdenskrig, som i sin eksistentielle vildledelse forgæves forsøger at orientere sig rundt i datidens ideologiske dæmoner, hvilke med deres idealistiske og kompro misløse ekstremer karakteriserer miljøet i 1900-tallets Europa, som kulminerede i det blodigste århundrede i menneskets historie.

Filmanbefalinger

Nicklas Runge, 7. semester

Bringing out the Dead (1999)

Af Martin Scorsese

Bringing out the Dead er en sand 90’er film: grim, barsk, deprimerende. Vores allesammens Nicolas Cage spiller en ud brændt ambulanceredder i New York, der hjemsøges af tidligere patienter, han ikke kunne redde. I en nedadgående spiral af selvdestruktiv adfærd, tiltagende galskab og selvmedicinering vælter han hovedkulds gennem de rottebefængte gader i et forsøg på at gribe fat i noget, der kan holde ham oppe, og med et spinkelt, kon stant frustreret håb om at blive fyret. Med filmens setting i de kolde newyorkergader er det ikke et under, at Scorsese hadede at lave den, og det var da også den eneste af hans film fra 90’erne, der ikke blev no mineret til en Oscar. Derudover var produktionen skæmmet af konflikter mellem skuespillerne, og to år senere blev Nicolas Cage skilt fra sin kone, som spillede kær lighedsinteressen i filmen. Livet imiterer velsag tens kunsten. Dette sælger næppe filmen særligt godt, men dens unikke stil, portræt af New York og utrætteligt barske mismod gør den bestemt værd at se.

Climax (2018)

Af Gaspar Noé

Climax er resultatet af en uundgåeligt vanvittig blanding af tyve franske, halv liderlige dansere, en isoleret skole og en skål sangria med LSD – og Gaspar Noé til at instruere galskaben, hvis script kun er på fem sider. Tilsammen giver det et hidtil uset udbrud af spontan kreativitet med en potens og virilitet, der lænker ens ganske legeme til fortællingen. Langsomt, men så ganske hurtigt, bryder rammerne for den vanlige menneskelige oplevelse sammen, og filmen træder ind i grænse landet, hvor kroppe bliver til vridende, psykotiske beholdere for oplevelser hin sides forståelsen, hinsides det kategori serede og sekvenserede: filthy grandeur og sublime disgrace på én og samme tid, som Baudelaire formulerede det. Det er det transgressive kendt fra Bataille, men her formidlet i stroboskoplys og dund rende bas, der kan fængsle selv den mest dopaminafhængige TikTok-hjerne. Det er som at tage del i den fra beruselsen vel kendte oplevelse af at være bevidst om at tabe kontrollen, uden at kunne tage den tilbage igen. Magtesløst står man tilbage og ønsker, at det aldrig ender. Det er en oplevelse, man ikke vil gå glip af.

Konkurrence

Konkurrence

Signe E. V. Lorenzen, 3. semester

7

1. Fornavnet på forstanderen for PI.

2. Psykologisk retning som Høgh-Olsen underviser i på SP.

3. Begivenhed, hvor man har mulighed for at møde udvalgene på PI.

4. Paraplyforening for alle udvalg på PI.

5. Angiveligt psykologiens fader.

6. Forkortelse for den instruktorbaserede undervisning på de 3 første semestre.

7. Navnet på dette blad.

Brug ledetrådende, udfyld krydsordet og find det gyldne ord! Send svaret til psyklen@gmail.com inden den 7. februar, og få chancen for at vinde et gavekort til Stakbogladen på 250,- kr.

Psyklen er en del af:

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt?

Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt.

Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne. Du kan også finde os på Instagram og Facebook.