fokuseret på den ydre renhed, som mennesker ser, men var næsten ikke optaget af den indre renhed, som Gud ser.
Vi er vant til at høre Jesu skarpe kritik af farisæerne, og vi syntes slet ikke, vi ligner dem. Vi er ikke selvretfærdige. Vi fordømmer ikke andre. Vel? Men hvis vi skal være ærlige, er vi faktisk ikke bedre end dem. Den surdej, som Jesus advarede disciplene om, er fortsat en meget aktuel trussel. Vi proklamerer i vores lovsange, at vi vil give Gud alt, hvad vi har, men der er alligevel noget i os, som er mere optaget af, hvor godt vores sang og spil lyder for andre mennesker. Guds glæde over vores lovsang er svær at forholde sig til og derfor kommer vi hurtigt til at fokusere mere på andres ros end på Guds. Vi erklærer måske for andre, at Gud er den, som vil rejse “min” tjeneste op, men vi har alligevel svært ved at få vores øjne væk fra de ledere, som afgør, hvem der skal tale mv.. Vi beder selvfølgelig “til” Gud, men der er alligevel noget i vore hjerter, som ikke kan lade være med at vurdere, hvad de andre tænker om “mine” bønner. Ja, der var en grund til at denne advarsel kom med i vores Bibel.
Men vi fordømmer dog ikke andre på samme måde, som de gjorde, tænker vi. I hvert fald gør vi det ikke på samme åbenlyse måde som dem, fordi vi trods alt har lært noget af Jesu undervisning. Derfor spreder vi kun snak om andres svagheder, så vi kan bede for dem - ikke for at sladre. Vi er gode til at finde fejl og mangler, som vi ved er dækket af Guds nåde, som vi
72