ViPU Viden 04 2008

ViPU Viden

om psykiatri og udviklingshæmning

OCD - Tvangslidelser

Tema

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning 10. årgang · nr. 4 · 2008

ViPU Viden

LEDER

Udgives af Center for Oligofrenipsykiatri Skovagervej 2 · 8240 Risskov Telefon 77 89 29 90 Telefax 77 89 29 99 E-mail: videnscenter@oligo.dk www.euromind.com www.oligo.dk Bladet udkommer 4 gange om året. Årsabonnement: 150,- kr Ansvarshavende redaktør Overlæge Kurt Sørensen

Kurt Sørensen, overlæge og leder af Center for Oligofrenipsykiatri

Redaktion Mette Egelund Olsen Hanne Engelstoft Dorte Eifer Fotos: Hanne Engelstoft

OCD Velkommen til dette nummer af ViPU Viden, der denne gang har OCD, måske bedre kendt under navnet tvangslidelser, som tema. Som den opmærksomme læser vil bemærke, er bladet ekstra omfangsrigt. Det skyldes, at vi har fået lov til at oversætte og bringe et uddrag fra den norske psykolog, Jarle Eknes bog: Tvangslidelse. Jarle Eknes har erfaring med behandling af såvel normalt begavede som udviklingshæmmede med tvangslidelser. Han skriver i uddraget, at behandlere har overdrevne forestillinger om, hvor anderledes det må være at behandle personer, som har udviklingshæmning, sammenlignet med personer som ikke har det.

Denne antagelse lider en række mennesker med udviklingshæmning og tvangslidelse under. De får yderst sjældent et længerevarende

2

behandlingstilbud, der retter sig mod deres OCD. Det er både tankevækkende og beklageligt, at personale rundt omkring på landets institutioner slider med en række udfordringer, der skyldes en psykisk lidelse, som kan behandles. Som en del af artiklerne i dette temanummer beskriver, er der nemlig hjælp at hente i behandlingssystemet.

Vi håber, at artiklerne i dette nummer kan være oplysende og inspirerende.

Lys og inspiration har vi alle brug for på denne mørke tid af året.

Med en julehistorie skrevet af en udviklingshæmmet journalist - fra net-avisen H@ndi-kompost som du kan læse mere om i bladet - ønsker vi alle vore læsere en glædelig jul og et godt nytår!

Grafik og layout Dorte Eifer Hanne Engelstoft Pernille Granath Tegninger Atelier Karavana Trykkeri PE offset Kopiering kun tilladt på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer.

ViPU Viden påtager sig intet ansvar for manuskripter m.m. som er indsendt uopfordret. Synspunkter, der udtrykkes af gæsteskribenter, interviewede o.l., dækker ikke nødvendigvis bladets holdninger.

I n d h o ld s f o r t e g n el s e

Rottemanden, Solomons hunde og en giftefærdig kvinde. . . . . . . . . . . . 4 Når trang bliver til tvang. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Diagnosticering af tvangslidelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Med pædagogisk snilde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Når det er svært at la’ vær. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 Behandling af OCD kan indebære ubehag. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Tidlig indgriben kan måske forebygge kronisk forløb. . . . . . . . . . . . . . . 25 Det handler om at være til stede. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Nordisk konference i Danmark 2010. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Relancering af centrets hjemmeside. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 At læse bag om handlingerne.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Kursus i udfordrende adfærd. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Hos H@ndi-Kom arbejder man ud fra et positivt menneskesyn. . . . . 3 6 Jul i skoven. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 7 Bogomtaler. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 8 Kort nyt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 9 ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

3

OCD

Stadier på OCD-behandlingens vej

Rottemanden, Solomons hunde og en giftefærdig kvinde Af psykolog Per Lindsø Larsen Center for Oligofrenipsykiatri

En råkold efterårsdag – den 1. oktober 1907 – gik den 29-årige Ernst Lanzer med resolutte skridt ned ad Berggasse, en gade i den mondæne del af Wiens 9. distrikt.

Han havde truffet en beslutning, som han nu var på vej til at føre ud i livet. Havde han anet, at han med denne beslutning skulle gøre sig kendt i videnskabshistorien som ”Rottemanden”, er det muligt, at han var vendt om, men intetanende om sin skæbne fortsatte han ned ad gaden, til han stod uden for huset Berggasse nr. 19.

På papiret var Ernst Lanzer af pæn, borgerlig familie. Virkeligheden var lidt mere modsætningsfyldt. Hans moder var født i fattige kår, men blev som barn adopteret af den hovedrige Saborsky-slægt. Saborskyerne tilhørte jetsettet i datidens Wien og adoptionen hævede hende i et snuptag fra fattigdom til high society. Da hun senere giftede sig med sin 19 år ældre fætter, Heinrich, der ligeledes var af små kår, blev også han hurtigt installeret i en fremtrædende stilling i Saborsky’ernes forretningsimperium.

Ernst Lanzers far blev imidlertid aldrig en naturlig del af det bedre borgerskab. Hans grove og plumpe

4

sprog og opførsel vidnede om, at han var blevet gjort til en stor mand lidt for hurtigt. Han syntes således, det var i orden at prutte højlydt i andres selskab, og hans sprog blomstrede med latrinære gloser som ”røv” og ”skide”. Det var ikke en opførsel, der faldt naturligt i det yderst bornerte borgerskab i Wien og langsomt medvirkede det til en social udstødelse af ægteparret.

Men mens der således blev længere og længere mellem selskabsinvitationerne, havde ægteparret det tydeligvis godt i hinandens selskab. I løbet af 16 år fik de syv børn, hvoraf Ernst Lanzer blev født som den midterste i flokken. Familien beskrives som tæt og varm, hvor alle havde et godt forhold til hinanden.

I huset Berggasse nr.19 boede en læge, der ikke blot havde skaffet sig et renomme i Wien, men også langt uden for Østrigs grænser. En ejendommelig person, der efterhånden var fyldt de 50 og havde skrevet bøger om, hvad der foregår i hovedet på mennesker, uden at de selv véd det. Hans navn var oprindelig Sigismund Schlomo Freud, men for at gøre det mere mundret skiftede han i ung alder til det navn, under hvilket han senere blev kendt blandt venner og fjender – Sigmund Freud.

Ernst Lanzer havde et problem, og det var derfor han opsøgte den navnkundige læge i Berggasse.

Han var startet på universitetets jurastudie allerede da han var nitten år gammel, men han kom hurtigt bagud, fordi tvangstanker i stigende grad opslugte al hans psykiske energi.

Det var f.eks. tanker, der konstant bød ham at gøre ét eller undlade at gøre noget andet. Konsekvenserne af ikke at adlyde ville være, at der ville ske hans kæreste, Gisela, frygtelige ting, eller at hans far ville dø.

Efter en militærøvelse i 1907 brød tvangstankernes dominans for alvor ud og lammede hans hele livsfølelse i en sådan grad, at han ikke så sig i stand til at færdiggøre sin uddannelse.

En ganske særlig episode udløste dette.

Under militærøvelsen kom han til at sidde ved siden af den barske kaptajn Nemeczek, der var af den gamle militærskole og altid højlydt argumenterede for pryglestraffens genindførelse i militæret. Kaptajnen fortalte ham med slet skjult fornøjelse om en særlig torturmetode i orienten: En potte med sultne rotter bliver spændt fast på offerets nøgne bagdel, hvor de river og bider, indtil de ifølge deres instinkter borer sig op i offerets endetarm.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

Forfærdet over den alt andet end hyggelige snak med kaptajnen mister Ernst sine briller, og i stedet for at lede efter dem, telegraferer han til Wien efter et par nye. Det bliver samme kaptajn, der afleverer pakken med brillerne til ham, og han formaner Ernst om at betale det udlagte efterkrav til premierløjtnant David. Det er imidlertid hverken premierløjtnant David eller en anden premierløjtnant Engel – som senere kommer ind i billedet – men en vis frøken på postkontoret, som har udlagt pengene. Det forhindrer imidlertid ikke, at en tvangstanke besætter Ernst: ”Betal pengene til David ellers bliver far og Gisela udsat for rottetorturen.” I første omgang får han dog aldrig betalt pengene.

Tilbagevendt til Wien besætter tanken ham så fuldstændig, at hans daglige livsførelse går helt i stå. Han indser,

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

at han er nødt til at få hjælp for at komme ud af den uudholdelige situation. Den eneste udvej han kan se er, at få en læge til at skrive en erklæring om at han kun kan blive rask, hvis premierløjtnanterne David og Engel ledsager ham til postkontoret, hvor postfrøkenen sidder, hvorefter man rækker det ubetydelige pengebeløb fra den ene til den anden, indtil alle aspekter af tvangsforestillingen er opfyldt. Det er med ønsket om at få en sådan skriftlig lægeattest, at han opsøger den navnkundige Freud.

Freud giver ham ikke en sådan skriftlig erklæring. Til gengæld starter Ernst i et intensivt terapiforløb. Der er daglige samtaler i Berggasse, og forløbet strækker sig over mere end et halvt år. På bedste psykoanalytisk vis rulles barndommens traumer frem fra Ernsts indre gemmer, og grande

finale er - måske ikke helt overraskende – en ødipal kongekonflikt med Ernsts latente ønske om at slå sin far ihjel.

Det enestående er, at Freuds journalnotater fra samtalerne med Ernst er bevaret. De er endda oversat til dansk, og hvad man end mener om Freud, så er det en litterær oplevelse at læse dem.

Ifølge Freuds egne udsagn var terapien en succes, men sandheden er, at vi kun ved meget lidt om, hvordan det gik Ernst Lanzer. Det lykkedes ham i hvert fald at fuldende de juridiske studier. Herefter arbejdede han på forskellige kontorer, men døde i kamp ved østfronten blot 7 år senere.

Freud udgav allerede i 1909 en bog om sygehistorien, og den kom til at

5

OCD

danne baggrund for de næste 50 års bestræbelser på at behandle personer med OCD. Tvangsneurosen – som lidelsen hed i psykoanalytisk sprog – skal forstås som en reaktion på voldsomme indre konflikter, der tager afsæt tidligt i barndommen. I særlig grad fra den ødipale periode og ofte med regression til den anale periode.

Tvangstanker og tvangshandlinger udtrykker forsvarsmekanismer, hvis formål det er at holde de utålelige impulser borte, og behandlingen forudsætter derfor en bevidstgørelse af de bagvedliggende konflikter.

Det lyder alt sammen flot og rigtigt, men som årene gik, viste det sig, at den psykoanalytiske terapi havde meget skuffende resultater i forsøget på at lindre eller helbrede tvangslidelser. Det var ellers ofte meget intensive forløb med daglige samtaler

6

i månedsvis. Men lige lidt hjalp det.

50 år senere måtte man konstatere, at forsøget på at helbrede lidelsen havde stået i stampe. Man var stadig nærmest magtesløs overfor denne lidelse.

Solomons hunde I slutningen af 1950’erne blev den amerikanske psykolog Richard Lester Solomon af kolleger udnævnt til at høre blandt de 10 mest indflydelsesrige psykologer i verden. Det ville ikke være helt upassende, hvis Solomon havde fejret denne hæder med et par ekstra godbidder til de hunde, han havde gående i kælderen på Harvard Universitetet. Flere af Solomons væsentligste forskningsmæssige resultater fra den periode var nemlig baseret på eksperimenter med hundene.

Således også et forsøg med ”Avoidance learning” fra 1957. ”Avoidance learning” er en klassisk indlæringspsykologisk term. Lidt vanskeligt at oversætte, men begrebet dækker over den proces, hvorved et individ tillærer sig en adfærd for at undgå en stressfyldt eller ubehagelig situation. Indlæringsteoretisk ikke helt enkelt at udrede, fordi det forstærkende element ikke er en direkte belønning - som f.eks. i Pavlovs klassiske hundetrick - men indirekte i form af et fravær af noget negativt – det stressfyldte ubehag. Solomons hunde blev placeret i hver deres boks, der var delt op i to opholdssteder, der var adskilt af en barriere, som hunden kunne hoppe over. Gulvet i den ene halvdel blev tilkoblet en elektrisk enhed, som gjorde det muligt at give hundene et ubehageligt elektrisk stød gennem poterne. I den anden halvdel

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

af boksen var hundene fri for de elektriske stød. Eksperimentet gik i gang.

Fremgangsmåden var som følgende: Først lyste en lampe og 10 sekunder efter udløstes et elektrisk stød.

Efterhånden fandt hundene ud af, at lyset varslede det ubehagelige stød og erfaringen lærte dem, at de kunne undgå det, hvis de, så snart lampen lyste, sprang over i den halvdel af boksen, der ikke var forbundet med den elektriske enhed.

Så snart hundene havde lært at undgå det elektriske stød, blev elektriciteten koblet fra, således at hundene ikke længere blev udsat for stød. Ikke desto mindre fortsatte hundene med at springe over barrierer, hver gang lampen lyste. Det fortsatte de med, selv efter 100 og nogle gange mere end 1000 forsøg. Meget forenklet – snarere urimeligt forenklet - kan

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

man sige, at Solomon havde skabt en simpel dyremodel for OCD. Et lys i lampen fremkaldte en ubehagelig indre angst og spænding i hundene, som de kun kunne slippe af med ved at foretage et spring fra den ene halvdel af boksen til den anden. På samme enkle måde gik Solomon nu i gang med at ”helbrede” hundene igen under anvendelse af metoden, der blev almindelig kendt som ”Exposure and response prevention”.

Solomon hævede barrieren mellem de to halvdele af hundenes boks, så hundene ikke længere havde mulighed for at springe over. Hver gang lampen lyste blev hundene angste og forsøgte at springe ind i barrieren. De kunne ikke slippe over, men erfarede til gengæld, at de ikke længere fik stød i poterne. Efterhånden som de gjorde denne erfaring flere og flere gange aftog angsten, og til sidst holdt de

helt op med at reagere, når lampen tændtes.

Eksponering og responsforhindring Dyremodeller spiller en ikke uvæsentlig rolle i psykologiens historie.

Anvendelsen af dem har ikke altid været lige populær, men modviljen er oftest baseret på en misforståelse af deres funktion. Der ligger ikke bag anvendelse af dyreforsøg nogen opfattelse af, at mennesket kan sammenlignes med hunde, rotter eller mus. Der ligger heller ikke i f.eks.

Solomons model noget forsøg på at postulere, at årsagerne bag udviklingen af tvangslidelser kan forklares ved et lys i en lampe og et stød i en hundepote. Forskerne ved godt, at virkeligheden er langt mere kompliceret.

Dyremodellernes funktion er, at de ofte kan belyse enkeltelementer i mere

7

OCD

komplicerede sammenhænge eller belyse relationen mellem elementer i meget komplekse strukturer.

Den viden, som vi i dag har om hjernens funktioner står f.eks. i høj grad i gæld til hundredevis af dyremodeller, der hver især har leveret enkelte brikker til puslespillet. Dyremodeller har ligeledes spillet en væsentlig rolle for vores forståelse af baggrunden for mange lidelser, eksempelvis depression og alzheimer.

Hvad Solomons eksperiment bidrog til at kaste lys over, var hvad der kendes som ”Eksponering og responsforhindring”. Hundene blev eksponeret for den impuls – lys i lampen – der udløste deres respons med at springe til burets anden halvdel. Denne respons blev de forhindret i med den opstillede barriere. Eksperimentet viste, at den angst, som lyset i lampen frembragte, blev reduceret i takt med, at hundene blev forhindret i at springe, og angstreduktionen skete endda i et ret hurtigt tempo, indtil hundene ikke længere reagerede på lyset. Det var en nærliggende tanke, at denne angstreduktion ved hjælp af eksponering og responsforhindring måske i en eller anden form kunne anvendes i terapeutiske sammenhænge.

På Middlesex hospital i London arbejdede i begyndelsen af 1960-erne en psykolog ved navn Victor Meier.

Han var inspireret af, hvad der var oppe i tiden og altså også af Solomons berømte dyreforsøg. Han skulle blive den første, der gennemførte systematisk forsøg med anvendelse af eksponering og responsforhindring

8

i forbindelse med behandling af patienter med OCD. Responsforhindring skal i denne sammenhæng ikke forstås som om patienterne rent fysisk blev forhindret i at gennemføre deres tvangsritualer.

Der var tale om, at patienten sammen med terapeuten indvilgede i at holde angsten ud og trodse trangen til at gennemføre de rituelle handlinger i håbet om, at angsten efterhånden ville blive reduceret og lidelsen langsomt overvundet. I 1962 gennemførte han behandlingsforløb med 15 patienter med tvangslidelser, og resultatet var opsigtsvækkende. 10 af patienterne kom stort set helt af med deres lidelser.

Efter årtiers yderst sparsomme resultater med psykoanalytisk forsøg på behandling af tvangslidelser var der tale om et reelt gennembrud i behandlingen af denne lidelse.

Psykoanalytikere var naturligvis tilbageholdne med at acceptere den nye behandlingsform og dens resultater.

Man var af den opfattelse, at den nye adfærdsterapeutiske metode i virkeligheden kun var symptombehandling.

Så længe man ikke behandlede de bagvedliggende konflikter, der var årsag til tvangslidelserne, ville man blot risikere, at sygdommens symptomer brød ud på andre måder.

Symptomsubstitution, kaldte man dette.

Men tiden og resultaterne viste, at det ikke forholdt sig sådan. Der var ikke tale om symptombehandling. Der var reelt tale om en helbredelse.

I modsætning til den psykoanalytiske behandlingsmåde, var Victor Meyers terapi både effektiv og hurtig. En dag blev han kontaktet af en 45-årig

kvindelig politibetjent. Hun led af en belastende trang til at vaske sig og gøre rent, hver gang hun havde været i berøring med noget, der blot associerede til døden eller noget dødt.

Kiggede hun i en avis med dødsannoncer, var det nok til at udløse ritualer med håndvask og rengøring af de steder, som avisen havde været i kontakt med. Som betjent kom hun naturligvis af og til i direkte eller indirekte forbindelse med døden, men det var indtil videre lykkedes hende at skjule vaskning og tøjskifte, så kollegerne intet kendte til hendes lidelse.

Hun stod foran at skulle giftes 14 dage senere, og hun var blevet bekymret for, om hendes lidelse skulle ødelægge brylluppet og ægteskabet. Problemet blev ikke mindre af, at hendes forlovede var enkemand og dermed også associerede til noget dødt.

Den tidligste erindring hun havde om et tvangsmæssigt forhold til døden, var da hun var 15 år, og hendes mor døde. I månedsvis var hun plaget af den tanke, at moderen var blevet levende begravet. Den frygtelige tanke havde dog fortaget sig, og hun stødte først på et problem igen, da hendes far nogle år senere forærede hende en bog, som havde tilhørt en afdød slægtning. Hun fandt det ubehageligt at røre bogen og oplevede en stærk trang til at vaske hænder og gøre rent, hvor bogen havde været.

Det samme skete, da han senere forærede hendes en frakke, der havde tilhørt en afdød.

Det var dog isolerede tilfælde, og lidelsen udviklede sig først for alvor, da hendes far døde 18 år senere.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

Efter hans død fandt hun det meget svært at pakke hans personlige ejendele sammen. Hun havde det hele i en kuffert. Hver enkelt del blev omhyggelig vasket, kufferten rengjort og gemt langt væk i lejligheden.

Omtrent samtidig fandt hun en beboer i ejendommen død, og hun følte herefter at hele boligområdet var urent. Hun fik daglige angstanfald, der knyttede sig til berøring eller nærvær af ting, der kunne forbindes til død. Angstanfald, som hun kun kunne bringe til ende ved grundig vask, tøjskifte og rengøring.

Victor Meier indvilligede i at indlede et behandlingsforløb.

Første dag i behandlingen mødte han den kvindelige betjent på hospitalet, hvor de sammen gik til lighuset for her at komme så fysisk tæt på døden som muligt. Meier blev hos hende resten af dagen og opmuntrede hende til at modgå angstanfaldene og afholde sig fra at vaske sig. Kvinden mente, dette besøg var det mest angstfyldte hun kunne foretage sig, og det var nu vigtigt for hende i den videre terapi altid at kunne minde sig selv om, at hun har været i en værre situation end den aktuelle og alligevel modstået angsten og afholdt sig fra de rituelle handlinger.

De efterfølgende dage blev kvinden behandlet i sit eget hjem efter hendes arbejdsdag var slut. Meier eller en af de andre terapeuter medbragte genstande, som alle på en eller anden måde associerede til døden eller en afdød, og de ”besmittede” sammen med kvinden lejligheden med genstandene. Terapeuten blev hos hende til sengetid, hvor de sammen

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

hver dag kunne fejre, at hun havde afstået fra de sædvanlige vaske- og rengøringsritualer.

Efter nogle dage følte hun, at angsten var aftaget. På femtedagen involverede terapeuterne hendes forlovede i hendes lidelse, dog uden at gå i detaljer med hans egen rolle som enkemand i denne.

I behandlingens anden uge kom kvinden i en situation, som nær havde kuldsejlet forløbet. Hendes forlovede havde været i hendes lejlighed og på køkkenbordet sat en pose med indkøbsvarer. Hun følte en angst, voldsommere end da hun havde været i lighuset, og angsten følte hun kun kunne forløses ved, at hun smed posen ud, rengjorde køkkenet og selv gik i bad. Men hun modstod den første impuls og ringede i stedet til Victor Meier. Med ham i telefonen gik hun nu i gang med langsomt at tømme posen og sætte hver enkelt genstand på rette sted i køkkenet. Meier blev i telefonen til sengetid, og det lykkedes hende også at overvinde denne udfordring.

Nogle dage senere fandt de kufferten med hendes afdøde fars personlige ejendele frem. De gennemgik kuffertens indhold genstand for genstand, og Meier opmuntrede hende til at afstå fra trangen til at vaske sig og gøre rent, hvor kufferten havde stået.

Hver dag trodsede hun de udfordringer, som terapeuterne bød hende.

Efter de to uger følte hun, at hun havde fået angstanfaldene så meget under kontrol, at hun kunne kæmpe videre selv. Hun følte sig klar til det forestående bryllup.

Ved en opfølgning 8 måneder senere

var hun blev gift og levede lykkeligt i ægteskabet. Angstanfaldene var fortsat i aftagende, og hun følte sig fri af de handicappende ritualer, som tidligere havde plaget hende.

Hendes motivation til at indgå i terapien havde været overordentlig stor, og det anså Victor Meier selv for den væsentligste faktor for det meget hurtige og positive udfald af terapien.

Victor Meiers anvendelse af eksponering og responsforhindring i behandlingen af tvangshandlinger er flere gange blevet kaldt for et af de største terapeutiske gennembrud i behandlingen af psykiske lidelser i det tyvende århundrede. Siden Meiers tid er de terapeutiske metoder naturligvis løbende blevet udviklet. Gennem de seneste år han elementer fra den kognitive terapi vundes naturligt indpas, ligesom der i dag er medicin til rådighed, som forbedrer muligheden for at drage nytte af den terapeutiske behandling i sværere tilfælde. Men også i dag – her knap 50 år efter Victor Meiers første vellykkedes behandlingsforløb – er eksponering og responsforhindring stadigvæk et helt centralt element i behandlingen af OCD.

Richard Solomon

9

OCD

Når trang bliver til tvang - tvangslidelser hos udviklingshæmmede Oversat fra norsk af journalist Mette Egelund Olsen Center for Oligofrenipsykiatri

Hvornår har du sidst tjekket, om døren var låst en ekstra gang?

Hvornår har du sidst set efter, om komfuret nu også var slukket?

Hvornår har du sidst tænkt, at du kunne komme til at skade én af dine nærmeste - uden at ville det.

Mange af os kan nok nikke genkendende til det. Men hvad med når den enkelte gang bliver til flere - og flere gange. Når handlingen eller tanken bliver til et ritual. Et ritual der stjæler tiden fra mennesket og gør livet til lidelse. Til tvangslidelse.

Den norske psykolog Jarle Eknes er specialist i tvangslidelser (tvangstanker og tvangshandlinger)- også kaldet OCD (Obsessive Compulsive Disorder) og udviklingshæmning.

Desuden har han mange års erfaring med behandling af udviklingshæmmede mennesker, også udviklingshæmmede med tvangslidelser. Han har skrevet bogen ”Tvangslidelse - forståelse, diagnostisering og behandling”. ViPU Viden har fået lov til at oversætte uddrag fra bogen. Vi har valgt uddrag af kapitler, der særligt omhandler udviklingshæmmede mennesker.

10

Behandling for personer med psykisk udviklingshæmning Det er udbredt, at klinikere har overdrevne forestillinger om, hvor anderledes det vil være at behandle personer, som har udviklingshæmning, sammenlignet med personer som ikke har det. Men mange af principperne er de samme for begge grupper.

Ved tvangslidelse hos personer med udviklingshæmning bør man først vide, hvordan fænomenet fremstår hos personer uden udviklingshæmning, og hvilken behandling, der er anerkendt for disse. I næste omgang kan man sætte sig ind i erfaringsmaterialet for mennesker med kombinationen tvangslidelse og udviklingshæmning, og derefter forsøge at gøre valg og tilpasninger, som skræddersys til den enkelte person.

Ved let grad af udviklingshæmning vil forskellene i tilgangen af behandling naturligvis være større end hos personer med alvorlig og dyb udviklingshæmning... ...En af de store forskelle mellem personer med og uden udviklingshæmning er at man ikke kan forvente, at personer med udviklingshæmning har ressourcer til at udføre ”hjemmelektierne” eller træning på egen hånd...

Træningsteam De fleste med udviklingshæmning behøver mange gode hjælpere for at kunne gennemføre den træning, som skal til. Vi har god erfaring med at oprette en gruppe af nærpersoner omkring personen, som deltager i gennemførelsen af hjemmeopgaverne.

Gruppen bør indledningsvis ikke bestå af så mange, at ansvaret pulveriseres og kommunikationen svækkes, men heller ikke så få at det bliver for sårbart. Typisk prøver vi at involvere tre motiverede og engagerede personer i den indledende fase.

Det er rimeligt, at man definerer en hovedtræner, som har speciel kompetence i tvangslidelse. I tillæg behøves andre gode hjælpere, som kan defineres som støttepersoner eller hjælpetrænere. Det må på forhånd være klart for begge parter, hvilken rolle hjælpetrænerne skal have, så de ikke bliver provokerende ivrige og kontrollerende.

Det er vigtigt, at alle centrale nærpersoner får god information, og ved hvordan de kan støtte eller hjælpe personen.

Hovedtrænerens rolle Det er afgørende for behandlingsresultaterne, at hovedpersonen ikke oplever træningen som en straf, men hellere som et hjælpemiddel for selv at tage kontrol. Vores rolle er blandt

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

andet at opmuntre til at træne godt nok til, at der sker en fremgang, men hovedpersonen skal om muligt selv vælge, hvad han eller hun skal træne.

Ved behandling af udviklingshæmmede mennesker er det ofte nødvendigt at lægge mere vægt på leg og aktiviteter ved bekæmpelsen af tvangslidelse end ellers. Vi må for det meste også være ganske aktive og komme med konkrete forslag og bruge vores autoritet til at skære igennem, når personen har problemer med at bestemme sig. Mange forventer, at vi ved bedst, og at vi opfører os derefter… …Indledningsvis er det vigtigt, at vi prøver at få et sympatisk billede af hinanden og danner en basis af gensidig tillid for den videre behandling. Vi må tydeliggøre, at vi er på hovedpersonens side, og mod tvangslidelsen. Vi skal gå igennem meget sammen med hovedpersonen, og det er vigtigt, at vi kan lide hinanden fra første øjeblik. Vi (hovedtræner og hjælpetrænere) skal opleves som velmenende og til at stole på. Hovedtræneren skal være en fagperson, som har eller skaffer sig god kompetence om tvangslidelse.

Hjælpetrænernes rolle Udvalgte personaler bør deltage i behandlingen undervejs og støtte personen i gennemføringen af træningen.

Vi må forklare betydningen af en sådan støtte og motivere personen til at tage i mod en sådan hjælp. Ved let og moderat udviklingshæmning kan tilpassede varianter af følgende kommunikation være aktuel for hovedtræneren: Jeg er ekspert i at lægge gode planer, og jeg ved en masse om, hvordan

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

tvangen tænker. Men du kan have brug for flere som kan støtte dig undervejs, nogle flere som er på din side. Blandt andet x og y fra personalegruppen.

Alle store idrætsstjerner har et team af gode medarbejdere. Du er stjernen, og jeg skal være din hovedtræner.

Men jeg ved, at det kan være rart også at have nogle hjælpetrænere. Måske kan x og y være hjælpetrænere. Hvis de skal være det, behøver du og jeg at lave en plan for, hvordan de kan støtte dig.

Personer som er defineret som hjælpetrænere skal have som opgave at minde hovedpersonen om hjemmelektierne (bestemt med hovedtræneren til stede), og tilrettelægge betingelserne for at hjemmelektierne kan udføres efter planen. De har også som opgave at motivere personen og støtte personen undervejs. Opgaven omfatter også det at blive begejstret for personens forsøg på at være stærkere end tvangslidelsen. Og ikke mindst at blive begejstret, når personen lykkes.

Jeg vil ikke bede dig om at gøre noget, du ikke er klar til. Det er dig, som træffer valgene. Men jeg vil give dig råd og støtte og opmuntre dig til at træne nok til, at du får fremgang.

Hjælpetrænerne skal også have til opgave undervejs at registrere træningen og resultaterne.

Det bliver for kaotisk, hvis alle nærpersonerne blander sig i træningen. Derfor er det lige så vigtigt at definere, hvem som skal være passive, og hvem der skal være aktive.

Andre nærpersoners rolle Også de nærpersoner som ikke delta-

11

OCD

ger i træningsgruppen, kan få ”hjemmelektier” eller opgaver i forbindelse med behandlingen. For eksempel kan de få besked om at kommentere hovedpersonens tvangslidelse så lidt som muligt mellem behandlingstimerne. Det vil de stort set sætte pris på og få udbytte af. Nærpersonerne kan også få til opgave ikke at involvere sig i bestemte tvangsritualer.

For eksempel kan de få besked om at lade være med at yde ekstraservice til hovedpersonen. Har denne en ide om, at vasketøjet skal vaskes hver dag,

er det fornuftigt i et behandlingsperspektiv, at personen med tvangslidelse begynder at påtage sig overarbejdet selv. Et andet eksempel kan være, at nærpersonerne instrueres i, at de ikke skal svare på bestemte spørgsmål, når vi ved, at bestemte svar er med til at opretholde tvangslidelsen.

Råd og tips til nærpersoner - Vær overbærende - fortæl ikke personen at det han eller hun gør er irrationelt, ufornuftigt eller bare skørt.

Det har vedkommende hverken nytte

eller glæde af.

- Lyt til det personen siger. Lad personen udtrykke frygt, frustration og ubehag. Bagatelliser ikke.

- Vær tålmodig - og vis at du forstår, at dette er en behandling, som tager tid.

- Vær mere optaget af alt hvad personen mestrer og klarer og mindre optaget af, hvad denne ikke klarer.

- Kritiser ikke personen eller sig at du havde forventet en større fremgang.

Han eller hun har det hårdt nok fra starten af. Du kan selvfølgelig

Rikke Hildebrandt

12

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

snakke lidt om dine oplevelser af tvangslidelsen, og hvordan det også angår dig. Men giv ikke indtryk af, at du giver vedkommende skylden. Det er en sygdom.

- Forvent at der sker tilbagefald.

Behandlingen er gerne to skridt frem og et tilbage. I gennemsnit. Nogle gange er det tre skridt tilbage. Men over tid oplever de fleste en betydelig fremgang.

- Lad være med at presse på. Kom kun med forslag i selve behandlingen, hvis det er defineret som ønskeligt af den, som er fagligt ansvarlig for behandlingen.

- Vis lidt opmærksomhed til selve problemerne knyttet til tvangslidelsen, men giv meget ros og anerkendelse for mestring af vanskelighederne.

- Erkend at personer med tvangslidelse i stor grad ikke kan kontrollere de stærke tvangsimpulser, de oplever.

Det er en kemisk ubalance i hjernen.

i udarbejdelsen af overordnede mål og planer, skal han eller hun uanset graden af udviklingshæmning i hvert fald opleve kontrol og at blive taget alvorligt i selve træningssituationerne.

Viser personen stor modstand imod træningen, vi iværksætter, skal vi justere træning, så sværhedsgraden kommer ned på et acceptabelt niveau.

Personen skal også opleve at have reelle flugtmuligheder under træningen! Hovedpersonen skal opleve at blive respekteret, og træningen skal på ingen måde nedbryde personens værdighed.

Det kan være anstrengende for alle at deltage i træningen af tvangslidelser, men de største anstrengelser gør hovedpersonen altid. Derfor er det rimeligt, at vi giver hovedpersonen al æren for fremgangen, mens vi tager æren for at have været gode og nyttige hjælpere og støttespillere undervejs. Æres den som æres bør.

ringstræning og responsforhindring forstår, hvad der sker, og hvad der kommer til at ske. Men for mange med udviklingshæmning er det ekstra vigtigt, at de oplever behandlingen som forudsigelig, og at de selv har kontrollen. Gradvis eksponering bliver et led i dette, men også information og forklaringer undervejs er af stor betydning. Der ud over kommer en række andre virkemidler, som for eksempel medbestemmelse, og ikke mindst muligheden for flugt. Ofte understreger vi overfor hovedpersonen, at han eller hun har mulighed for at udføre ritualerne (afbryde eksponeringen), hvis det bliver for hårdt for ham eller hende, men at vi vil støtte og opmuntre personen til at holde ud. Når personen oplever kontrol og mulighed for flugt, fører det ofte til, at vedkommende i praksis tåler meget større belastning i træningen, end han eller hun ellers ville have gjort.

Hovedpersonens rolle I den udstrækning det er muligt, skal hovedpersonen selv være med til at bestemme hvilke målområder, vi vælger undervejs. Han eller hun skal om muligt også vælge sværhedsgraden selv. Hovedpersonen er ekspert på sig selv, mens vi andre er eller bliver eksperter på træningsprincipperne, som skal hjælpe personen til at nå sine mål.

Ved alvorlig og dyb udviklingshæmning er vi nødt til at træffe en række valg på vegne af hovedpersonen.

Graden af medbestemmelse kan ikke være så stor som ellers, men hvis det er muligt skal personen kunne tage beslutninger om træningsoplægget.

Selv om personen ikke kan deltage

Centrale elementer i hjælpestrategierne: Forudsigelighed og oversigt Når det er afklaret, at man skal iværksætte eksponeringstræning og responsforhindring, er det afgørende, at vi selv er godt forberedt. Derefter skal vi forberede hovedpersonen.

Forklar reglerne på en sådan måde, at han eller hun forstår dem. Vær tydelig og forklar hvad der forventes, at han eller hun skal prøve at gøre, og hvordan nærpersonerne har tænkt sig at optræde, når hovedpersonen viser trang til at udføre bestemte ritualer.

Medbestemmelse Når det er muligt, lægger vi vægt på, at personen med tvangslidelse skal bestemme mest muligt selv af træningen/behandlingen, under vores vejledning. Vi respekterer dennes valg om, hvad han eller hun vælger at træne i, og hvor meget der trænes, så længe træningen er omfattende nok til, at hovedpersonen oplever fremgang. Hvis personen er klart behandlingskrævende, er det vores pligt at tilrettelægge behandlingen og prøve at overtale personen til at gøre en indsats, som er stor nok til, at bedring kan indtræffe.

For kortere perioder kan de fleste tåle at blive eksponeret for det ubehagelige og lade være med at udføre deres ritu-

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

Kontrol I alle tilfælde er det nyttigt, at personer som gennemgår ekspone-

13

OCD

Jarle Eknes mener, at eksponeringstræning og responsforhindring er aktuelt ved alle grader af udviklingshæmning. For personer med let til moderat udviklingshæmning vil det i mange tilfælde være fornuftigt at supplere med kognitiv terapi. Der hvor kognitiv terapi ikke kan anvendes hos den udviklingshæmmede person, kan principperne anvendes overfor nærpersonerne. Det, at de begynder at tænke anderledes om tvangslidelsen, kan føre til at tvangslidelsen bliver håndteret anderledes, hvilket kan medføre, at belastningen af lidelsen bliver mindre for personen med udviklingshæmning.

Nogle personer skal have medicinsk behandling for at opnå gode resultater. Særligt når tvangslidelsen er alvorlig eller personen også plages af depressioner, social fobi eller panikangst.

Medicinsk behandling kan være den eneste mulighed for at opnå resultater hos personer med dyb udviklingshæmning, hvor man ikke magter at etablere et gensidigt samarbejde om kognitiv terapi og eksponeringstræning og responsforhindring. aler. De oplever da ubehag, men det skal ikke være mere end, at de tåler det. Særligt fordi de ved, at perioden, de skal stå i mod trangen til at udføre ritualerne, er tidsbegrænset...

Regelstyre nærpersoners adfærd...

Hvis man ikke kan få personen med udviklingshæmning til at ændre adfærd gennem træning, kan vi starte

14

med at ændre nærpersoners adfærd.

Hvis personen med udviklingshæmning har ritualer, som involverer andre, vil andres måde at håndtere disse på indirekte kunne føre til, at tvangshandlingerne svækkes hos hovedpersonen. Eksempler på sådanne ritualer kan være at kræve, at andre skal have bestemt slags tøj på, stå i bestemte stillinger, give bestemte svar og forsikringer... ... Hvornår skal man behandle?

Det er ikke sådan, at man kan eller skal behandle ethvert tilløb til tvangslidelse. Vi må blandt andet vurdere belastningen ved at holde vanskelighederne op mod den belastning en eksponering og responsforhindring vil indebære... ...Bruge tvangsadfærd positivt Særligt når vi oplever, at vi ikke slår til med eksponeringstræning og responsforhindring, kan det være hensigtsmæssigt at se, om man med udgangspunkt i adfærd, som opfattes som negativ, kan finde aktiviteter, som kan opfattes som positive. Hvis en person er tvangsmæssigt optaget af at holde orden på opslagstavlen, kan personen for eksempel få som opgave at holde orden på tavlen... ... Tilfælde hvor man bruger tvangsritualer positivt fører sædvanligvis ikke til nedgang i impulserne, men kan reducere den psykosociale belastning, som det kan være at have tvangslidelsen.

FAKTA om eksponering og responsforhindring: Undgåelse De fleste som døjer med tvangslidelse vil forsøge at undgå situationer og stimuli som udløser tvangstanker og tvangshandlinger. På denne måde holder de symptomerne i skak i enkelte sammenhænge, men der vil være en række situationer, de ikke kan undgå, og hvor de bliver indhentet af tvangsimpulserne. I sig selv kan det også være plagsomt og problematisk at undgå situationer. En person som undgår situationer som kan indebære at hilse med hånden holder sig samtidig fra sociale situationer, han kunne have fundet glæde i og bliver ofte ensom.

God behandling af lidelsen indebærer træning, hvor man skal opsøge situationer i stedet for at undgå dem.

Denne træning omtales ofte som eksponeringstræning og responsforhindring.

Neutralisering Tvangstankerne og impulserne til at udføre tvangshandlinger fører til et ubehag. Dette ubehag vil personen ofte forsøge at neutralisere. Dette gøres især ved at udføre ritualerne, men personen kan også kognitivt konstruere undtagelser og nye regler som bidrager til at sænke ubehaget... ...Neutraliseringsstrategi vil for det meste føre til, at følelsen af ubehag reduceres. Dette kan være så ”vellykket”, at det bliver en naturlig del af personens mestrings-strategi til at tackle ubehag knyttet til tvangstankerne. Personerne lærer derfor sig selv at give efter for tvangsimpulserne,

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

Pia Wulff

noget som øger sandsynligheden for, at tvangstankerne bliver hyppigere og mere dominerende i personens liv.

Samlet set er det altså en dårlig strategi, selv om den er meget lindrende i selve øjeblikket...

Vedrørende eksponeringstræning og responsforhindring: ...”Et af de vigtigste principper i behandling af tvangslidelser er at udfordre tvangslidelsen ved, at hovedpersonen udsætter sig for det ubehagelige. Når dette gøres systematisk, omtales det som eksponeringstræning.

Eksponeringstræning bliver først og fremmest meningsfuldt, når den kombineres med responsforhindring (ritual prævention). Dette begreb refererer til, at man blokerer (undlader at udføre) ritualer, som reducerer

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

eller fjerner angst og ubehag. For eksempel: - Ikke at vaske hænderne i mindst to timer, selv om man har berørt noget, som giver en følelse af urovækkende smittefare.

- Ikke bede andre om forsikringer om, at man ikke er slem eller ikke har skadet eller kan komme til at skade nogen.

opsummere principperne på kan være som følger: ”Gør det du er bange for og lad være med at gøre det, som gør, at du føler dig bedre tilpas.”...

Jarle Eknes: ”Tvangslidelse - forståelse, diagnostisering og behandling” - Universitetsforlaget ISBN 82-1500540-3 (www.universitetsforlaget.no)

Hensigten med eksponeringstræning og responsforhindring er at bryde mønstret, som opretholder tvangsimpulserne. Gennem dette skal vi svække tvangsimpulserne og give hovedpersonen erfaringer om, at udførelsen af ritualer ikke er den eneste måde at svække plagerne på. En folkelig og ligefrem måde at

15

OCD

Diagnosticering af tvangslidelse hos personer med udviklingshæmning Af psykolog Jarle Eknes Fagsjef i Stiftelsen SOR, Norge

”Hovedtrækkene ved tvangslidelse er omfattende, tilbagevendende ideer, forestillinger, impulser eller trang til at udføre bestemte handlinger. Tankerne og handlingerne har et repeterende, stereotypt præg. De kan optræde i de samme klassiske former, som man finder hos andre dele af befolkningen, men tvangstanker, som kræver abstrakt tænkning, forekommer mindre hyppigt hos personer med udviklingshæmning...”

Kriterier I DC-LD (Diagnostic criteria for learning disabilities) fremkommer kriterierne på følgende måde: ...”I DC-LD-kriterierne kræves det ikke, at personen har selvindsigt i, at tvangstankerne er irrationelle, eller at personen kan erkende, at han eller hun selv producerer tankerne.. I stedet forudsættes det, at der ikke er noget, som tyder på, at personen tror, at tankerne eller handlingerne er styret eller påvirket af andre personer eller tilsvarende ydre forhold. Det vil sige,

DC-LD IIIB5.8 Tvangslidelse A) Tvangstanker og/eller tvangshandlinger er til stede de fleste dage i mindst to uger. De kan være langvarige.

B) De må ikke være en direkte konsekvens af andre psykiske lidelser (som for eksempel udviklingsforstyrrelser, ikke-affektiv psykose, depression), rusmidler eller fysiologiske forstyrrelser og lidelser.

C) Tvangstankerne (tanker, ideer eller billeder) og tvangshandlingerne (observerbar adfærd, som for eksempel rengøring, vask, tjekning, ordning, oprydning) har følgende kendetegn: 1) D er er ingenting, som tyder på, at personen tror, at tankerne eller handlingerne er styret eller påvirket af andre personer eller tilsvarende ydre forhold.

2) De er repeterende (gentagende) og betydelige (markerede).

3) D e er ubehagelige eller formålsløse og ikke forbundet med glæde og tilfredshed (midlertidig reduktion af angst eller uro vurderes ikke som glæde/tilfredshed).

4) P ersonen prøver at stå imod dem, men det kan være, at han eller hun ikke øver modstand mod langvarige tvangstanker eller tvangshandlinger.

5) N år nogen blander sig og forstyrrer personens tvangshandlinger bliver personen ude af sig selv, og dette kan nogle gange vise sig som irritabilitet eller aggression.

D) Tvangstankerne eller tvangshandlingerne fører til ubehag, og de forstyrrer personens sociale liv eller anden funktion, sædvanligvis ved at de er tidskrævende.”

16

at tankerne ikke er vrangforestillinger af psykotisk karakter.

Tvangshandlinger kan typisk være: - ”Frygt for smitte og renlighedsritualer: Personen bruser sig, bader, børster tænder eller vasker hænder i overdreven grad. Personen rengører ting, personlige ejendele, vasker gulv og tøj, skifter tøj mange gange om dagen, undgår at hilse med hånden, berøre dørhåndtag og andre genstande, undgår at samle ting op fra gulvet, undgår visser områder inde eller ude på grund af smittefrygt.

- Tvangsmæssig tjekning og kontrollering: Personen tjekker om døre er låst, vinduer lukket, om ovne, komfurer og andre elektriske apparater er slukket, at stikkontakter er trukket ud...

Personen tjekker, at genstande ligger, hvor de skal, at de ikke har læst noget forkert, skrevet noget forkert eller gjort noget forkert. Personen ringer og forsikrer sig om, at personer, de er glade for, har det godt.

- Tæller: Personen har en trang til at tælle genstande, ord, handlinger.

- Orden/symmetri: Personen ordner genstande i et be-

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

stemt mønster sådan, at de er vinkelrette, symmetriske, sorterer genstande efter form, farve, alfabet, nummer, størrelse, må lægge genstande tilbage på nøjagtig samme plads (tåler ikke at genstande flyttes), må lægge samme tryk på alle stavelser i et ord, må gengælde en andens berøring på akkurat samme måde, må imitere en andens bevægelser, må gøre modsat af andre bevægelser, må gå den samme rute tilbage, som man tog for at komme til et sted.

- Samle-/gemmetrang: Personen har vanskeligheder ved at smide ting væk, samler på bestemte ting (det må adskille sig fra hobbyer og optagethed af ting, som er kostbare eller har affektionsværdi).

- Overtroisk adfærd, magisk tænkning: Personen har bestemte adfærdsmønstre for at undgå, at noget ubehageligt skal ske, for eksempel det ikke at gå på bestemte steder på gulvet, ikke træde på streger. Personen forholder sig tvangsmæssigt til heldige/uheldige tal, farver, ord.

Tvangssymptomer må have et vist omfang for, at det kan diagnosticeres som tvangslidelse. Hvis man bruger en time eller mere på sine tvangshandlinger og/eller –handlinger om dagen, lider man af en tvangslidelse

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

17

OCD

- Bekræftelse og forsikringer (tvangsmæssige spørgsmål) Personerne stiller samme spørgsmål om og om igen (ikke af nysgerrighed), kræver bestemte svar hver gang nogen spørger.

- Tvangstanker om at skade og aggression: Personen har frygt for at skade sig selv eller andre, frygt for at sige eller gøre noget upassende, frygt for at komme til at stjæle, eller voldelige eller dramatiske tanker, billeder og forestillinger....

Tvangstanker Personen kan have en række tvangstanker, som rammer om og om igen.

For eksempel tilbagevendende, tvangsmæssige grublerier om hvorvidt han eller hun er homoseksuel, om man er blevet smittet med kønssygdomme, om man har sagt eller gjort noget blasfemisk, om man egentlig er vågen eller sover, og så videre. Dette kan også forekomme ved lettere og moderate grader af udviklingshæmning, men er betydelig mindre udbredt end hos den øvrige befolkning.

Nogle får katastrofetanker om, hvad der kan ske, hvis de ikke udfører ritualerne rigtigt.

En sjælden variant er trangen til at stirre på lyskilder, eller når personer, som respons på en tvangstanke om at gøre skade/seksualitet eller lignende, rituelt fortsætter med at udføre adfærden, som han eller hun var i gang med, da tvangstanken ramte vedkommende...”

18

…”Angst er betydeligt sjældent rapporteret hos personer med alvorlig og dyb udviklingshæmning i forbindelse med tvangslidelse, end det normalt er i befolkningen…”

Et uddrag af bogen: ”Utredning og diagnostisering - utviklingshemning, psykiske lidelser og atferdsvansker”, af Jarle Eknes, Trine Lise Bakken, Jon Arne Løkke og Ivar Mæhle (red.), Universitetsforlaget, ISBN 978-82-15-01301-5

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

Med pædagogisk snilde Af fotojournalist Hanne Engelstoft Center for Oligofrenipsykiatri

På pensionatet Skanderborg Øst i Skanderborg bor udviklingshæmmede mennesker sammen med udviklingshæmmede, der lider af tvangslidelsen OCD. I det daglige omgås de hinanden med stor accept.

Pædagogerne fortæller: ”Det går jo egentlig fint. De udviklingshæmmede med OCD får ofte lov til at bestemme rutiner på afdelingen, fordi de andre beboere ved, at det er nødvendigt for dem, at tingene gøres i en bestemt rækkefølge eller på en bestemt måde”.

Institutionen har fire beboere med tvangslidelser, som kommer til udtryk på forskellige måder. Flere beboere har ritualer, som de gentager dagligt som f.eks. at vaske hænder og gøre rent. Andre har det svært med, at der sker ændringer uden for institutionen.

Bussen, der kører forbi pensionatet, er en vigtig del af en række ritualer, der skal gennemføres hver morgen for en af beboerne. En dag blev stoppestedet flyttet, og dermed blev det rigtig svært for beboeren at kunne gennemføre sit bus-ritual.

Flere beboere vasker hænder i det uendelige. En beboer har total orden på sit værelse, hvor alt har faste pladser. En anden beboer vil hele tiden vaske sit tøj, og kan bruge mængder af undertøj.

Pædagogerne siger: ”For de beboere, der har tvangshandlinger, er det næsten umuligt at lave om på bare

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

små ting. Derfor bliver der også taget hensyn til deres lidelse. Vi sørger for, at der ikke bliver udviklet nye særheder, at deres lidelse ikke forværres og prøver at beskytte dem. F.eks. sørger vi for at smøre hænderne hos dem, der lider af at skulle vaske hænder hele tiden, så huden ikke tager skade”. ”Vi bruger også meget humor. Jeg har nogle gange efterlignet eller gentaget de dansende bevægelser en beboer gør, og så begynder vi begge at grine”, fortæller pædagogen”.

af en psykisk lidelse. Vi kunne godt ønske os en bedre normering – vi er 1 pædagog pr. 8 beboere, og vi kunne også tænke os at få mere viden om de psykiske lidelser, særligt om OCD. Det ville også være en fordel for beboerne, at vi vidste mere om de psykiske lidelser – det ville gøre os bedre til at forstå HVORFOR de gør, det de gør, slutter pædagogerne på Skanderborg Øst.

Mange udviklingshæmmede med dobbeltdiagnoser Nogle af beboerne med tvangslidelser modtager psykiatrisk behandling, andre gør ikke. Men ingen af beboerne modtager en målrettet længerevarende behandling mod deres OCD. Som skildret andetsteds i bladet findes der specifikke behandlingstilbud for mennesker med OCD-lidelser, men der findes ikke et tilbud, der retter sig mod udviklingshæmmede med tvangslidelser.

De tvangslidende beboere indgår i livet på Skanderborg Øst på samme måde som de andre beboere. Men der bliver taget hensyn til deres lidelse.

Pædagogerne siger:” De beboere der bliver placeret her, bliver det først og fremmest på grund af, at de er udviklingshæmmede. Vi ser dog mere og mere, at beboere, der bliver anbragt her, har en overbygning af en psykisk lidelse. Ud af 24 beboere har ca. 25 % et tillægshandicap i form

19

OCD

Når det er svært at la´ vær Af informationsmedarbejder Dorte Eifer Center for Oligofrenipsykiatri

Vibeke byder indenfor i sin lejlighed på pensionatet i Skanderborg Øst.

Hun har dækket op med de fine kopper, og der er wienerbrød på bordet og kaffe på kanden. Vi skal tale med den 56-årige kvinde om, hvordan det er at have OCD.

”Jeg var hysterisk og sur, jeg hev i mit tøj, jeg var vanskelig. Jeg havde det ikke så godt”. Det lyder som ord, Vibeke har fået fortalt mange gange.

Ord der måske har været svar på en ung, udviklingshæmmet piges sorg og savn? Vibeke kunne ikke komme hjem i weekenden. Der var for langt til Århus, men i ferierne var hun hjemme, og det var dejligt, fortæller hun. ”Mine forældre var søde og rare mod mig og min bror. Som børn fik vi nogle gange lov til at få is i stedet for rigtig morgenmad”, fortæller Vibeke med et smil.

Kan du fortælle lidt om dig selv? ”Jeg er født i Århus og har boet på Ringkøbingvej nr. 7”. Man kan høre det århusianske i tonefaldet – og en glæde og stolthed over barndomshjemmet. Men da Vibeke var 12 år, kom hun på institution i Nordjylland.

Hun fortæller:

Kan du huske, hvornår du startede med at have tvangstanker ? ”Narj”, Vibeke mener, at tankerne startede, da hun som ung kom i en familiepleje, hvor de ikke var rare.

Konen skulle lugte til hende og ville have hende til at gå i bad. Engang vred Vibeke et håndklæde op i vand,

”Jeg siger til mig selv, at nu går jeg ud fra badeværelset. Jeg fortæller mig selv, at nu vasker jeg kun hænder en gang. Jeg prøver, men det hjælper ikke altid.” Vibeke Jensen er udviklingshæmmet og har OCD.

20

og sagde hun havde været i bad. Så fik hun skæld ud!

Hvad er dine tvangstanker? ”Jeg vasker hænder mange gange, og så rører jeg ved vandhanen, først på den ene side, så på den anden side, og det gør jeg en del gange. Så løfter jeg toiletbrædtet op og ned nogle gange, så lukker og åbner jeg døren og ser, om lyset er slukket.”

Vibeke viser os, hvordan hun udfører sine tvangshandlinger, og hun fortæller, at det kan være svært og træls nogle gange med de dumme tanker.

Hun er glad for at have en psykiater at snakke med. Men når Vibeke spørger sig selv, om hun mon er syg, så ved hun, at hun ikke fejler noget alvorligt.

I dag er Vibeke tilfreds med sit liv.

Hun er glad for det sted, hvor hun bor, for her har hun stor frihed og samtidig mennesker omkring sig. Og OCDtankerne, de er der bare, og sådan er det, slutter Vibeke.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

OCD

Behandling af OCD kan indebære ubehag - og det er svært for udviklingshæmmede Af journalist Mette Egelund Olsen Center for Oligofrenipsykiatri

Mennesker med udviklingshæmning har også tvangslidelser. De kan bare have svært ved selv at give udtryk for de tanker og handlinger, der gør deres liv uudholdeligt. Men det skal ikke forhindre dem i at få den nødvendige og rette behandling.

Else Christensen

22

”Man skelner mellem, hvornår tvangstanker og tvangshandlinger (OCD) er del af den naturlige udvikling, og hvornår det bliver invaliderende. Hvis mennesket er forpint og synes, det bruger alt for meget tid på tvangshandlingerne og tvangstankerne, og det er fyldt med angst, så bør man tage affære,” siger professor og overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov, Per Hove Thomsen.

Men for at nå dertil kræver det, at den ramte kan give udtryk for, hvordan vedkommende oplever tankerne og handlingerne. At de kan formidle deres ”klister” på hjernen. ”Det kan være svært med meget udviklingshæmmede mennesker, der ikke har noget sprog. Billedet kan også præges af autisme. Men autistens stereotypier og gentagelser er ikke så meget domineret af angst, som tvangslidelser er. Det handler om, at menneskene omkring det udviklingshæmmede menneske skal lægge

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

mærke til, om det er en overdreven adfærd. For meget upassende adfærd.

Om de vasker hænder i et omfang, der er belastende for vedkommende, og om der er angst og ubehag knyttet dertil. For tvangslidelse er ikke nydelsesfuldt,” siger Per Hove Thomsen, men tilføjer: ”Det er dog ikke altid sådan, at der er angst knyttet til tvangshandlingerne eller tvangstankerne.”

Men hvad gør man ved tvangslidelserne?

Hvis det drejer sig om normaltbegavede eller let udviklingshæmmede børn og unge, så er behandlingen på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov den, at man først udreder for OCD. Derefter kommer barnet eller den unge ind i et forløb med 14 sessioner af kognitiv adfærdsterapi (herunder også psykoedukation - (læren om sygdommen) til børn og forældre). Man kortlægger symptomerne. Hvor meget fylder de? Sammen med barnet og den unge vælger man, hvilke af de belastende symptomer der er nemmest at behandle og starte med. Behandlingen er eksponering, hvor man udsætter sig for situationer, hvor man føler trangen. Så udsætter man sig for det i fx fem minutter og udvider så senere tiden, og dermed reduceres handlingerne. Så det handler både om at udsætte og reducere. Derefter går man ind på flere og flere symptomer.

Mange børn og unge har nemlig ofte flere slags tvangshandlinger og tvangstanker.

I den kognitive del af behandlingen snakkes der om, hvilke situationer, der udløser katastrofetankerne, og hvordan tænkningen styrer dem.

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

Else Christensen

23

OCD

”Men det kræver igen, at man kan løfte blikket over det, og at man kan bestemme sig for, at det her vil man kæmpe mod. Hos mindre børn kan man bruge sprog og billeder, der kan gribe dem og eventuelt beskrive tvangen som en fjende udefra. Efter de 14 sessioner tager man så stilling til, om barnet eller den unge skal have medicin. Mange kan være meget forpinte.

De tror måske, at der er gift i maden, selv om de med deres fornuft kan se, at det ikke passer. Men det betyder måske, at de ikke spiser eller ikke kan gå i skole. Der er medicinen på sin plads,” siger Per Hove Thomsen.

Medicinen er SSRI-præparaterne, der også anvendes mod angst og depression. Og det gælder til både børn og voksne. Man fortsætter med medicinen et år efter maksimalt symptomlindring eller symptomfrihed og trapper så langsomt ud. Det handler ikke nødvendigvis om et livslangt forløb og forbrug af medicin. ”Kognitiv adfærdsterapi har en forebyggende effekt. Vi ved, at medicin koblet med kognitiv terapi efterfulgt af en ”booster session” hvert halve år, kan mindske tilbagefald,” siger Per Hove Thomsen.

Men svært udviklingshæmmede kan være sværere at behandle, da de har vanskeligere ved at forstå, hvad der skal ske, og hvad der skal til. De har svært ved at udholde ubehaget.

Ligesom de kan have svært ved tidsperspektivet. Derfor tyr man måske lettere til medicin, når det drejer sig om svært udviklingshæmmede mennesker, der er forpinte af deres tvangslidelse. ”Man kan forsøge at styre og graduere adfærden udefra, f.eks. afbryde dem

24

i deres overdrevne vasken hænder.

Det medfører selvfølgelig angstfyldte reaktioner. Man må være realistisk og have respekt for, at forandringerne skal ske i et mere acceptabelt tempo.

For det kan være svært at tale til deres fornuft eller få dem til at alliere sig med deres egen fornuft,” siger Per Hove Thomsen.

Der er flere myter omkring, hvad der udløser tvangslidelser. En er Freuds tanker om pottetræning, en

anden er, om det skyldes en bestemt rigid familiestruktur. Men det er der intet, der tyder på. Men de genetiske faktorer spiller ind. ”Det er ikke sjældent, at der er flere i familien med tvangslidelser. Man kender ikke de bestemte arvegange, men det der nedarves er en sårbarhed og en tendens til at udvikle tvang,” slutter Per Hove Thomsen.

Per Hove Thomsen (red.), ”OCD hos børn og unge”, Psykologisk Forlag, ISBN 87 7706 283 3 ”OCD hos børn og unge” handler om tvangshandlinger og tvangstanker hos børn og unge. De vel at mærke sværere tvangssymptomer. Bogen henvender sig til mennesker, der er i professionel berøring med disse børn og unge, men den kan også læses af OCD-ramte og pårørende.

Bogen er skrevet primært af fagfolk fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Aarhus, herunder flere kapitler af professor og overlæge Per Hove Thomsen. Der ud over kommer der blandt andet beretninger fra forælder og unge med OCD. Kapitlerne strækker sig fra det kliniske billede over diagnostik, årsager, medicinsk behandling, psykologisk behandling, lovgivning og til meget mere. Der er desuden appendiks med en dansk oversættelse af Children’s Yale-Brown Obsessive-Compulsive Scale (CY-BOCS) til scoring af tvangssymptomer hos børn og unge. Bogen kan ses og læses som en udbygning eller uddybning af Per Hove Thomsens ”Om børn og unge med tvangssymptomer”

Per Hove Thomsen, ”Om børn og unge med tvangssymptomer”, Hans Reitzels Forlag, ISBN 87-412-2428-0 Professor og overlæge på Børne- og Ungdomspsykitrisk Hospital i Risskov har skrevet om de svære tvangsymptomer på en let forståelig måde. Bogen er tilegnet de mange børn og unge med OCD og deres pårørende, da der er stort behov for information om lidelsen. Mange børn og unge med tvangstanker og tvangshandlinger vil nemlig ofte forsøge at skjule dem for omverdenen. Og der kan i mange tilfælde gå flere år, før børn og unge med invaliderende tvangssymptomer kommer til behandling, fordi de har kæmpet med dem for sig selv eller måske har forbudt den nærmeste familie at fortælle andre om den. Bogen henvender sig dog også til mennesker, der er i berøring professionelt med børn og unge med OCD. Bogen kommer hele vejen rundt om lidelsen OCD. Fra definitionen og symptomer til forløbet, behandlingen og årsagerne til OCD. Bogen indeholder desuden et kapitel om, hvorledes man kan finde ud af, om et barn har OCD. Det bringer flere instrumenter og spørgsmål, der kan anvendes til beskrivelse af symptomerne og deres omfang.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

Tidlig indgriben kan måske forebygge kronisk forløb Af journalist Mette Egelund Olsen Center for Oligofrenipsykiatri

Kognitive vanskeligheder optræder ved OCD. Udviklingshæmmede rammes måske derfor særligt hårdt.

Tre fjerdedele af de ca. 130 voksne mennesker med tvangslidelser, der behandles på Klinik for OCD, får en bedring i en grad, der kan mærkes.

Men der er stor risiko for tilbagefald.

For det er en kronisk sygdom. Det fastslår overlæge Birgit Bennedsen på Klinik for OCD på Århus Universitetshospital, Risskov.

En af grundene til, at OCD kan være svær at udrydde er, at mange af patienterne har haft tvangslidelser i flere år. Mange har været syge siden barneårene. Halvdelen debuterer inden, de er 19 år. Og mange kan i bakspejlet se, at de har haft det i mange år, og mange igen skjuler det. ”Det nemmeste ville være, hvis vi fik dem ind tidligere i forløbet,” siger Birgit Bennedsen og fortsætter: ”Vi gør på baggrund af det ofte kroniske forløb meget ud af at forbygge tilbagefald.”

Når patienterne henvises, indkaldes de til to forsamtaler, som en af de tre ansatte (overlæge, psykolog og sygeplejerske) i klinikken foretager.

Desuden kommer patienten til en lægesamtale. Ventelisten er fra et par måneder og op til et år. Derefter gives

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

der et psykoterapeutisk tilbud enten i gruppe eller individuelt. Terapien er kognitiv adfærdsterapi og strækker sig over 15 uger med behandling en gang om ugen. Derefter kommer tre opfølgnings-sessioner hvert halve år. ”Vi gør meget ud af psykoedukation (læren om sygdommen). Det er meget vigtigt, at de kan se, hvornår det er OCD’en, der er på spil. Hvor hyppig er den? Hvad er typisk ved OCD? De pårørende er også meget relevante at have med i behandlingen. De er nemlig tit også involveret i OCD’en, og det er vigtigt, at de har aftaler om, hvad deres rolle er, og hvordan de kan hjælpe til. Så laver vi eksponering og responsændring. Første trin er en grundig beskrivelse af deres OCD. I en periode registrerer de hvornår og hvor meget, det drejer sig om.

Og de finder hele tiden nye OCD’er.

Så laver vi eksponeringsplaner. Vi skærer ned på f.eks. antal af håndvask eller på hvor lang tid, det må vare. Vi laver det dels her og dels som hjemmearbejde. Vi forsøger at bruge vores fantasi,” siger Birgit Bennedsen.

Hun fortæller om en patient, der var bange for at være voldtægtsforbryder.

Han turde ikke gå ud af huset fordi, han var bange for at møde en kvinde.

Så satte de patienten til at gå ture ud af huset for at møde kvinder på sin vej.

De fleste patienter i klinikken får

også medicin (SSRI-præparater).

Variationen i OCD er stor. Mange lever i det skjulte med OCD. Og mange lever med mere end deres OCD. De får nemlig også kognitive vanskeligheder eller forstyrrelser.

Kognitive forstyrrelser ved OCD Psykolog Sanne Kjær er i gang med et PhD-projekt om OCD og kognitive funktioner ved Klinik for OCD. 40 patienter vil blive involveret i projektet, der har flere fokusområder: Hænger OCD symptomsværhedsgrad sammen med kognitive forstyrrelser? Ændres kognitive forstyrrelser hos patienter med OCD efter behandling?

Betyder eventuelle kognitive forstyrrelser, at patienter med OCD får sværere ved at få noget ud af den behandling, der tilbydes? Hvis det viser sig, at sidstnævnte bliver bekræftet, kunne det i fremtidige studier være relevant at fokusere på, om behandlingen skal fokusere mere direkte på genoptræning af og/ eller kompensering for de kognitive forstyrrelser.

De kognitive forstyrrelser hos mennesker med OCD er særligt visse hukommelses-problemer. ”Tidligere har man opereret med, at det handlede om, at mennesker med OCD ikke kunne huske, at de fx havde låst døren og derfor gang

25

OCD

på gang skulle tjekke efter. Men det er man gået væk fra. Det handler mere om de eksekutive funktioner.

Mennesker med OCD kan ikke have en hel plan inde i deres hoved. De kan ikke hæmme impulser og har svært ved at komme videre i deres plan, samt at skelne hvad der er den vigtige helhed, og hvad der er ubetydelige detaljer. De synes ikke, som ved ADHD, at have problemer med opmærksomhed og koncentration,” fortæller Sanne Kjær.

Udviklingshæmmede vil derfor få endnu mere end ”bare” OCD at slås

26

med, da de i forvejen er kognitivt svage.

Fremtiden kræver forfinelse Der er behov for bedre behandlingsmuligheder. For nogle kan forebyggelsen være opfølgningssessioner en gang imellem. Både medicin og kognitiv adfærdsterapi virker. Mindfulness bruges også. Og patienterne giver udtryk for, at de er glade for det. ”Men om de bliver raske af det, det ved jeg ikke. Vi bruger det til at reducere stress og angst. Og mange

mennesker med OCD får det netop værre under stress. Tit udløses OCD på baggrund af enten et traume eller belastninger og stress. Vi prøver at forfine de metoder, der virker, ” siger Birgit Bennedsen.

Hun fortæller, at der i fremtiden måske kommer behandlingsmetoder, der ligner dem, vi ser ved Parkinsons sygdom. Men nogen mirakelkur er der ikke til de 2 procent af mennesker, der på et eller andet tidspunkt i deres liv får OCD - og desværre måske beholder det for resten af livet.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

Det handler om at være til stede Af fotojournalist Hanne Engelstoft Center for Oligofrenipsykiatri

I hjertet af Århus ligger Jysk Fobiskole. Leif Schwensen grundlagde Fobiskolen i 1996, og han er psykolog og direktør i Jysk Fobiskole og indehaver af Center for ACT og Mindfulness.

Fobiskolen har 15 ansatte, hvoraf størsteparten er psykologer. Fobiskolen har samarbejdsaftale med Århus kommune og FOF og modtager kursister fra det meste af landet. I indledningen på folderen om Jysk Fobiskole, hedder det: ”Jysk Fobiskole tilbyder kognitiv adfærdsteori og metoder”.

Det hedder videre: ”Vi tilbyder kurser til personer, som har haft eller er bange for at få panikanfald og som på baggrund af disse angstoplevelser har udviklet fobiske reaktioner og undgåelsesadfærd.” Symbolet på folderen er en fredsdue.

Mennesker lider Fobiskolen er vokset i årene, der er gået. Det er både godt og skidt. Godt fordi mange kan få hjælp, skidt fordi flere og flere lider af stressrelaterede vanskeligheder.

Leif Schwensen fortæller: ”Vi har rigtig gode resultater med den hjælp, som vi yder her på stedet. Fobier og tvangstanker dækker over en angsttilstand, der ofte er opstået i barndommen. Når man har disse lidelser, er man nødt til at foretage de handlinger, der er knyttet til lidelsen for at undgå, at det helt forfærdelige sker. Man kan

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

f.eks. være nødt til at dreje sin kop på en bestemt måde, for ellers vil ham der sidder overfor falde ned af trappen og dø. Vi mennesker lider, ikke bare fordi vi har smerter – lidelse er meget mere end det. Mennesker kæmper med forskellige former for psykisk smerte, deres uønskede drifter og kropsfornemmelser. De tænker, bekymrer sig, ærgrer sig, forudser og frygter dem”, siger Leif Schwensen og fortsætter: ”På Fobiskolen er vi i fuld gang med at hjælpe kursisterne ud fra noget, der hedder ACT-metoderne. Man bruger stadig kognitiv terapi, men teorierne bag ACT virker ofte hurtigere og giver bedre resultater”.

Kontrol ”Vi mennesker har måske oplevet svære ting i barndommen og koblingen mellem fornuft, følelse og krop giver os signaler, som vi så fastholdes i. Vores hjerne er indrettet til det man kalder kamp eller flugt. Det er bare ikke særligt hensigtsmæssigt i vores tid. Det var smart, da vi jagede og blev jagtet, men med det liv vi har i dag skaber det stress- tilstande, der giver sygdom og dårlig livskvalitet.

Jo flere gange du er blevet bange, jo oftere vender du tilbage til følelsen.

Folk med OCD får hjælp af OCDén.

Det er en kær ven, som kursisterne ofte har kendt hele livet, og den beskytter dem mod forandring,” fortæller Leif Schwensen.

Kontrol af det ukontrollerbare ”Forskellen på mig og vores kursister er, at de bekymrer sig om, de tanker de har, det gør jeg ikke. Hjernen producerer konstant alle mulige former for tanker, og det handler om at lade tankerne være, acceptere dem og lade være med at tro, at de kan kontrolleres.

Stress er ofte genetisk disponeret, men det meste er indlært og kan afløses af ny indlæring – Der er tre ting, der er væsentlige i forhold til tanker: 1. E n tanke er en tanke – den er ikke virkeligheden 2. D u kan ikke tvinge dig selv til ikke at tænke på noget bestemt 3. Du kan ændre din relation til indre tanker og billeder.

En stor del af tankerne har ikke hold i virkeligheden. Man kan lære at acceptere tankerne men uden at relatere dem til virkeligheden, og man kan lære at lade dem passere i stedet for at forbinde dem med virkeligheden.

Alle mennesker lider indimellem, det er en del af det at være menneske. I vores kultur vil vi have kontrol også over lidelse, men det, at vi kæmper imod lidelse i stedet for at acceptere den, giver os store problemer. At kæmpe for dit liv er ikke det samme som at leve dit liv,” funderer Leif Schwensen.

At være til stede ”Man kan sige, at hvis du tør være til stede her og nu 100 % med de tanker,

27

OCD

der passerer i din hjerne, og med den bevidsthed, at du er her, ikke i fremtiden og ikke i fortiden, men her og nu, så er problemerne måske løst?

Tænk hvis det er så enkelt”, smiler Leif Schwensen og fortsætter: ”Med kontrol følger ofte, at vi er fikseret på at have mål. Problemet med at sætte sig mål - som f.eks. at få en villa i Højbjerg eller en mand med en indtægt på over 500.000 kr! – er, at målene kan forhindre os i at leve et liv, hvor vi er til stede og kan gribe de muligheder, der kommer til os.”

28

”Slip tanketyranniet – tag fat på livet” Leif Schwensen har skrevet forordet til en netop udkommet bog på Psykologisk Forlag. Bogen er en selvhjælpsbog med øvelser, der kan hjælpe dig på vej til at få det liv, du ønsker. Det liv som du måske lige nu er forhindret i at udfolde på grund af psykiske vanskeligheder.

Bogen bygger på Stevens C.Hayes teorier. Han er professor i psykologi ved University of Nevada og er grundlægger af ACT. Han blev i 1990èrne udpeget som en af de tredive mest indflydelsesrige psykologer

i verden. ”Slip tanketyranniet – tag fat på livet” er den første bog på dansk om ACT–metoden.

ACT betyder på engelsk ”Acceptance and Commitment Therapy” eller ACT accept og engagementsterapi.

ACT er en ny videnskabeligt baseret form for psykoterapi, som er en del af det, man kalder den ”tredje bølge” i adfærds- og kognitionsterapi (læs faktaboks). ACT er baseret på ”Relation Frame Theory” eller RFT (teori om relationel indramning), som er et grundforskningsprogram om den menneskelige bevidstheds funktioner (Hayes, Barnes- Holmes og Roche,

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Te m a

2001). Denne forskning peger på, at mange af de redskaber, vi bruger til problemløsning fanger os i fælder, som skaber lidelse.

Leif Schwensen slutter i ” Slip tanketyranniet – tag fat på livet” med at skrive: ”Husk på, at det du kan styre,

er din adfærd – det du gør – ikke hvad du tænker og føler!” ”Slip tanketyranniet – tag fat på livet.”

Steven C. Hayes i samarbejde med Spencer Smith, oversat af Tom Bøgeskov, Psykologisk Forlag, pris 328,00 kr.

Acceptance & Commitment Therapy (ACT) ACT er en nyere adfærdsterapeutisk retning (Hayes, Steven 1999), der fokuserer på menneskets forsøg på at forandre og bekæmpe ubehag. I ACT ses perioder med lidelse og ubehag som en ufravigelig del af et menneskes liv, hvorfor der sættes fokus på accept frem for på kontrol og kamp. I ACT ses det sidste som en del af selve lidelsen. Indsatsen rettes mod accept af tanker, følelser og kropslige fornemmelser, og der fokuseres på engageret handling, personlige værdier og øget psykologisk fleksibilitet.

Der findes en lang række kontrollerede studier af ACT og metodens effektivitet i forhold til depression, angst, PTSD, psykose, kronisk smerte og afhængighed.

Mindfulness En videnskabeligt underbygget metode, der bygger på opmærksomhedstræning ved mindfulness meditation kombineret med kognitiv terapi.

Mindfulness vil sige nærvær, at være bevidst i nuet uden at dømme.

Mindfulness meditation har rødder i den zen-buddistiske tradition. Den har fundet en vestlig form uden religiøsitet og har de sidste 25-30 år vundet tiltagende udbredelse til behandling af stress, angst og kroniske smerter. I USA er der over 600 stressreduktionsklinikker med mindfulnesstræning som behandlingsform.

Gennem mindfulness meditation, der indgår i mindfulness baseret kognitiv terapi optrænes evnen til at være til stede i nuet, hvilket kan reducere stress og angst samt forebygge tilbagevendende depressioner. Her i Danmark anvender man i stigende grad mindfulnesstræning i forskellige terapier såvel på universitetsafdelinger som i private klinikker.

I de sidste 5 år har mindfulness baseret kognitiv terapi været brugt til forebyggelse af tilbagevendende depressioner. Et centralt mål med metoden er at skabe en ændring i den måde man forholder sig til sine tanker, følelser og kropslige fornemmelser.

Forskning indenfor området har vist betydelig effekt inden for tilbagevendende depressioner, angst og stress.

Den tredje bølge Indenfor kognitiv adfærdsterapi som er i konstant udvikling, taler man om starten, som var den oprindelige skinnerianske adfærdsterapi, som altid rettede sig mod klientens symptomer, til den anden store bølge af kognitiv adfærdsterapi CBT, som tager udgangspunkt i klientens tænkning til en såkaldt tredje bølge af kognitive adfærdsterapier, som metodisk retter sig mod en grundlæggende ændring af klientens relation til egne tanker, følelser og fysiske fornemmelser.

Susan Møller Rasmussen og Rikke Kjelgaard: Acceptance and Commitment Therapy, Psykolognyt, 4, 2008.

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

29

N o rdi s k k o n f ere n ce 2 0 1 0

Nordisk konference i Århus, Danmark 6.-8. maj 2010 Fra Psykisk Lidelse til Psykisk Sundhed - fokus på mennesker med udviklingshæmning.

Konferencen vil tage udgangspunkt i håbet. I behandling, forebyggelse og løsning. Vi vil fokusere på kommunikation, på relationer og kontakt. Vi vil berøre etik, medbestemmelse og menneskerettigheder. Vi vil vise hvor vi er i dag - og hvor vi er på vej hen, når det handler om psykiske lidelser hos udviklingshæmmede mennesker.

Lad dig blandt andet inspirere af den skotske professor i udviklingshæmning og psykiatri Sally-Ann Cooper og få ny viden ved den hollandske professor i udviklingshæmning Heleen Evenhuis. Du vil også få

30

mulighed for at høre, hvad de førende eksperter og praktikere i Norden mener og forsker i. Og du vil få lejlighed til at debattere og netværke med dem og de andre deltagere. Du inviteres til at være med i et nordisk fællesskab, der teoretisk og praktisk vil løfte og udvikle feltet psykiatri og udviklingshæmning, så det kommer til gavn for de udviklingshæmmede mennesker.

Nøjere program følger senere.

Konferencen arrangeres i et samarbejde mellem Center for Oligofrenipsykiatri, Danmark, Samordningsrådet for arbeid for mennesker med psykisk utviklingshemning (SOR), Norge og Nordiska Samarbetsorganet

för Handikappfrågor (NSH) - fra 1/1 2009 Nordiskt Välfärdscenter, Sverige.

Center for Oligofrenipsykiatri, Danmark Telefon: +45 7789 2990 Kontaktperson: Mette Egelund Olsen Konference-web med info, tilmelding og indsendelse af oplæg til præsentationer: www.konferencen2010.dk email: konferencen2010@oligo.dk Links: Center for Oligofenipsykiatri: www.oligo.dk SOR: www.sor-nett.no NSH: www.nsh.se

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

n y h je m m e s ide

Relancering af centrets hjemmeside, www.oligo.dk Centrets hjemmeside har fået nyt udseende og en række nye informationer.

Du kan f.eks.: • læse om samtale- og supervisionsforløb hos centrets psykologer • læse om psykiatrisk undersøgelse, behandling og psykofarmaka

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

• • •

•

læse om indholdet og bestille samtlige årgange af tidsskriftet ViPU Viden læse om centrets medarbejdere se vores online fotogalleri med albums fra forskellige aktiviteter og begivenheder i en verden blandt mennesker med udviklingshæmning læse om centrets publikationer

Udseende og en del indhold er nyt, men som altid er formålet med vores hjemmeside at give læseren viden om psykiatri og psykologi i relation til mennesker med udviklingshæmning.

Klik ind på www.oligo.dk og kig dig omkring - vi byder dig velkommen i vores nye elektroniske univers!

31

k ur s u s

Udfordrende adfærd – men hvad er intentionen?

At læse bag om handlingerne Af informationsmedarbejder Dorte Eifer Center for Oligofrenipsykiatri

De fleste, der arbejder med mennesker med udviklingshæmning, kender til beboere, der bliver ramt af ustyrlige følelser, der fører til voldsomme handlinger, der medfører skade på andre eller dem selv.

Vi kalder det udfordrende adfærd.

Artiklen giver et indblik i, hvad psykolog Eva Kirketerp og psykolog Trine Reippuert Knudsen underviste i, da Center for Oligofrenipsykiatri i efteråret afholdt kursus om udfordrende adfærd.

Hvad er udfordrende adfærd?

Betegnelsen udfordrende adfærd dækker over både udadreagerende adfærd, som går ud over andre personer eller ting, og selvskadende adfærd, som går ud over personen selv. Man kan betragte den udfordrende adfærd som et forsøg på at slippe væk fra negative og ubehagelige følelser.

Adfærden er et udtryk for en reaktion på usikkerhed, frustration, ubehag og uoverskuelighed. Adfærden er med andre ord ikke forsætlig, men skyldes en usikkerhed overfor det, der sker omkring den udviklingshæmmede. Man kan sige, at det er en mestringsstrategi, der absolut ikke er hensigtsmæssig.

Udover at betegne den udviklingshæmmedes adfærd, dækker betegnelsen også over, at det er en adfærd, der udfordrer den måde, vi sædvanligvis indgår i relationer på.

32

Når man møder denne adfærd bliver man som fagperson udfordret – både professionelt og personligt.

Hvad er udfordrende adfærd ikke?

Da den udfordrende adfærd netop ikke er hverken specielt hensigtsmæssig eller velovervejet, kan forhastede og fejlagtige tolkninger af adfærden nemt forekomme hos personale og pårørende. Derfor kan det være særdeles værdifuldt at holde sig for øje, hvad den udfordrende adfærd ikke er udtryk for: Mennesker med udviklingshæmning reagerer ikke med udfordrende adfærd for at få opmærksomhed, adfærden er ikke et bevidst forsøg på at gøre andre ondt, det er ikke et bevidst ønske om at skade sig selv, det er ikke et forsøg på at irritere personalet og det er heller ikke et middel til at opnå noget, man gerne vil have. Endelig kan udfordrende adfærd også være udtryk for fysiske smerter, hvilket naturligvis bør undersøges, hvis et menneske med udviklingshæmning pludselig ændrer adfærd.

Teorier For at forstå intentionerne bag den udfordrende adfærd, kan et hurtigt kig på teorierne omkring tilknytning være nyttigt. Tilknytningsteorierne er udviklet af John Bowlby og Mary Ainsworth. Evnen til tilknytning udvikles i den tidlige barndom i et forløb, der strækker sig over fire faser

fra fødslen til tredje leveår. Evnen til tilknytning kan inddeles i to overordnede mønstre; tryg versus utryg: (a) tryg og sikker tilknytning (b) utryg og ængstelig-undgående tilknytning (c) utryg og ængstelig-ambivalent tilknytning (d) utryg og ængstelig-desorganiseret tilknytning Lidt forenklet kan man sige, at Ainsworths forskning viser, at mennesker der i den tidlige barndom har udviklet en sikker tilknytning (a), senere i livet vil være i stand til at møde omverdenen med nysgerrighed og tillid.

Derimod har mennesker, der har fået en usikker tilknytning (b,c,d) en langt større tilbøjelighed til at blive utrygge i nye situationer. Alting skal helst være som det plejer. Den usikkert tilknyttede person har sværere ved at knytte sig til andre mennesker, og knytter sig derfor kun til få.

Usikkert tilknyttede udviklingshæmmede Hvis tilknytningen ikke er sikkert etableret, bliver mødet med andre påvirket af de indre følelser. Den ængsteligt undgående adfærd (b) er overrepræsenteret hos udviklingshæmmede. Mange har ikke været vant til at modtage omsorg. Især i de ekstreme tilfælde hvor en gruppe af mennesker med udviklingshæmning er vokset op på institutioner. En del med instititutionsbaggrund har en

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

k ur s u s

indre arbejdsmodel, der bevirker, at de forventer afvisning, og derfor beder de ikke om hjælp eller omsorg og kram. Nogle udviklingshæmmede har en enkelt helt, som de ikke afviser.

En del udviklingshæmmede har en utryg, ængsteligt-ambivalent tilknytning (c). For eksempel er der unge piger, der mener, at personalet ikke vil tage sig af dem, men personalet vil faktisk godt. Det er de udviklingshæmmede selv, der lukker døren af frygt for afvisning.

Der er også mennesker med udviklingshæmning, der har en utrygt ængsteligt-desorganiseret tilknytning (d). Det er udviklingshæmmede, der som børn er blevet groft svigtede og mishandlede og i barndommen har haft grund til at være decideret bange for forældrene.

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

Mønstret kan ændres Tilknytningsmønsteret kan ændres med intensiv støtte og omsorg over lang tid. Det er muligt at arbejde med hele livet, så hvis den sikre tilknytning ikke er udviklet i barndommen, er det ikke for sent. Med en indsigt i Bowlby og Ainsworths tanker, kan der i de pædagogiske personalegrupper sættes gang i en proces, hvor der arbejdes med de udviklingshæmmedes tilknytningsmønstre. Det kan f.eks. handle om at personalet skaber mere fysisk kontakt og opøver evnen til at berolige utrygge personer. Et eksempel fra en stor institution kan belyse dette: En ældre mand løber folk i møde og vil gerne røre ved deres hår, en handling der kan udvikle sig til at blive ret voldsom. Da personalet i stedet for at afværge hans hænder, begynder at give ham et kram, falder ham til ro.

En anden måde hvorpå evnen til tilknytning kan udvikles, er at skabe oplevelser af samhørighed. Vi er fælles om det her!

Vi oplever glæde ved at være sammen!

Professionelle relationer I den professionelle relation har pædagogen et ansvar for relationen med den udviklingshæmmede. Der er et mål for øje, nemlig udviklings hen imod bedre trivsel for den person, den professionelle arbejder med. Ansvaret indebærer en slags professionel kærlighed, hvor engagement, motivation, smil og samhørighed er nøgleord.

Samtidig indebærer den professionelle relation også en slags distance, hvor den faglige refleksion indtræder.

Personalets opgave er at finde ud af, hvor den enkelte udviklingshæmmede har et behov for udvikling, så man gør det, der skal til for at personen kan flytte sig.

33

k ur s u s

Affektiv afstemning Et andet begreb, der også kan give inspiration til igangsættelse af en udviklingsproces, er hentet fra psykologen Daniel Stern. Stern beskriver en relateringsmåde mellem barn og forældre, som han kalder affektiv afstemning. Affektiv afstemning betyder, at omsorgspersonen gennem sin adfærd viser, at han eller hun har opfattet og forstået, hvordan barnet eller den udviklingshæmmede – har det.

Personalet kan afstemme og spejle den udviklingshæmmedes følelser: ”Du virker ked af det”. ”Jeg tænker på, om du er vred lige nu?”

Pædagogens opgave består i, at lære de udviklingshæmmede, hvordan de har det (uden at bestemme og komme til at definere) ved forsigtigt at spørge.

Når den udviklingshæmmede bliver mødt med en følelsesmæssig anerkendende forståelse, vil han tænke: Nå, det er sådan jeg har det. At få sat ord på disse tanker og følelser vil give en mere klar fornemmelse for, hvem man selv er.

Se intentionen frem for adfærd Der er som regel en mening med menneskers adfærd og handlinger. Men en udfordrende adfærd afstedkommer ofte en negativ reaktion fra omgivelserne.

Adfærden udløser ubehagelige følelser i såvel personen selv som omgivelserne. Det kan være svært at være anerkendende i en tilspidset situation, hvor udfordrende adfærd optræder.

Men man kan som fagperson arbejde forebyggende ved at reflektere over det skete: ”Hvad var det egentlig personen ville udtrykke? Han var måske ked af det eller bange?” Jeg spørger ham:

34

”Jeg tror, at du var ked af det?” Udover den sproglige handling, kan man også nærme sig personen rent fysisk, sætte sig hos ham og derved komme tættere på og vise personen, at man justerer sig i forhold til ham.

Anerkendelse Et tredje begreb, der også kan bidrage til at skabe en udviklingsproces er begrebet anerkendelse. Anerkendelse handler om at få øje på den indre tilstand eller intentionen. Når de udviklingshæmmede handler udfordrende, er det som oftest, fordi de ikke kan andet. Kunsten er så at lære noget andet. Man kan godt anerkende et andet menneske uden nødvendigvis at være enig. F.eks. kan personalet sige: Jeg tænker, at du egentlig ikke er sådan en, der vil slå. Dernæst kan man sætte fokus på, hvordan personen gerne vil være – f.eks. flink og rar.

Så siger man: ”Du er jo sådan en, der er flink og rar”. Denne form for anerkendelse giver personen en ny måde at se sig selv på.

Mestringsstrategier Det kan desuden være en god idé, hvis personalet laver en rygsæk med strategier der virker, f.eks. hvor noget er lykkedes med en udadreagerende beboer. Det kan også være konstruktivt, hvis personalet fortæller historier om sig selv som fagpersoner. Det kan f.eks. være en historie om, hvad fagpersonens indsats har bevirket.

Det kan være en historie om, hvornår noget er gået godt, eller hvornår en episode er blevet håndteret godt.

Ved at sætte de gode historier på dagsordenen, – det kan f.eks. være et fast punkt på personalemøder – så

styrkes den faglige selvtillid og arbejdsmiljøet. Og en større faglig selvtillid giver modstandskraft til næste gang balladen opstår.

Desuden er det vigtigt at dele erfaringer og bruge hinanden i personalegruppen, f.eks ved at sige til sine kollegaer: ”Nu faldt jeg i”. Effekten af åbenhed er – ud over at det letter trykket – at der skabes en fælles forståelse af, at det til tider er svært at arbejde med disse grupper.

Artiklen er skrevet på baggrund af kurset ”Udfordrende adfærd – men hvad er intentionen” samt undervisningsmateriale udleveret på kurset.

Vi har tidligere i ViPU-Viden bragt forskningsartiklen ”Udadreagerende adfærd og usikker tilknytning” af psykolog Line Rosenlund: ViPU Viden nr. 4, 2002.

Case: En ung pige væltede skabe eller kastede med stole eller slog på en anden beboer, når hun fik det skidt. Efter et samtaleforløb hos psykologen, er hun mere bevidst om, at hendes udadreagerende adfærd opstod, når hun fik følelsen af at blive svigtet. Og hendes udadreagerende adfærd er aftaget betydeligt, men dukker op igen, når hun bliver presset over evne.

Case: En ung mand udviste selvskadende adfærd. I løbet af samtaleforløbet hos psykologen viste det sig, at den unge mands handlinger blev udløst, når han kom i tvivl om, om han var elsket og holdt af.

I dag har han fået nogle redskaber til refleksion, så han med personalets hjælp og støtte kan gøre nogle andre ting, når de negative tanker og tvivlen melder sig.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Kursus 2009 Center for Oligofrenipsykiatri holder kursus i:

Udfordrende adfærd – men hvad er intentionen?

I arbejdet med voksne mennesker med udviklingshæmning bliver vi af og til mødt af adfærd, som kan være vanskelig at tackle.

Vi kalder det udfordrende adfærd, fordi det udfordrer de måder, vi sædvanligvis indgår i relationer på. På dette kursus ser vi på, hvordan man kan forstå den udfordrende adfærd.

Hvordan kan man se bag om den udfordrende adfærd og få øje på, hvad intentionen er? – og hvordan kan man så forholde sig til den udfordrende adfærd?

Udover teorier om hvordan man kan forstå den udfordrende adfærd, vil deltagerne blive præsenteret for konkrete redskaber, der kan bruges i det daglige arbejde.

Tid:

Tirsdag d. 24. marts 2009, kl. 9-15.

Sted:

Vandresalen, Århus Universitetshospital, Risskov.

Tilmeldingsfrist:

09.03.2009.

Tid:

Tirsdag d. 6. oktober 2009, kl. 9-15

Sted:

Ringstedhallerne, Tvær Allé 2-8, Ringsted

Tilmeldingsfrist:

03.09.2009

Pris:

1.350,00 kr. inkl. forplejning

Kursusholder:

Psykolog Trine Reippuert Knudsen

Rekvirer kursuskatalog ved henvendelse til Center for Oligofrenipaykiatri, tlf.: 77 89 29 90.

Download kataloget og tilmeld dig på :www.oligo.dk

35

n e t- avi s

Hos H@ndi-Kom arbejder man ud fra et positivt menneskesyn Af Kristian Sander Pedersen, koordinator på H@ndi-Kompost

På Rosengård og H@ndi-Kom arbejder vi i hverdagen ud fra et positivt menneskesyn. For os er det vigtigt at bruge den enkeltes ressourcer og se på kompetencer frem for svagheder.

De funktionshæmmede er en forudsætning for vores organisation. De funktionshæmmede er grundstenen i vores hverdag og vores virksomhed.

Vi koordinatorer er der for at hjælpe den enkelte ansatte ud fra de problemstillinger, personen har. Vi forsøger hver dag gennem vores arbejde at fortælle og synliggøre for den enkelte, at hver ansat ikke er ”god nok,” men at de er RIGTIG GODE til lige det, de kan og gør. Vi arbejder meget på, at de ansatte ikke længere skal gå og undskylde alt, hvad de gør og siger.

Effekten viser sig nu. Mange af vores

36

ansatte på Rosengård og H@ndi-Kom er faktisk begyndt at bekræfte hinanden og andre funktionshæmmede, de møder i, at de er betydningsfylde og har en vigtig opgave her i livet.

Vi forsøger at tilbyde en bred vifte af arbejdstilbud, som kan målrettes den enkelte. Det har vi stor mulighed for lige netop ved at tilbyde beskæftigelse indenfor landbrug som på Rosengård og som journalist på www.handiKompost.dk Sidste år modtog vi Odense Kommunes Handicappris, og det er vi selvfølgelig alle meget stolte af.

Lige nu har vi 20 funktionshæmmede journalister ansat her på redaktionen i Odense. Netavisen spænder vidt, og de ansatte er med til at sætte deres

personlige præg på avisens indhold.

Emnerne på avisen er bl.a.: Sport, hobby-fritid og kultur samt politik i udlandet, i Danmark og lokalt i Odense-området. Vi vil rigtig gerne åbne H@ndi-Kom redaktioner i andre byer end Odense. For at starte en ny redaktion skal vi have 15, som gerne vil arbejde som journalister. Det er også et mål med netavisen www. handi-kompost.dk at kunne give informationer og viden til f.eks. sagsbehandlere og hjemmevejledere. Det kan være i forbindelse med mange ting f.eks. vidensdeling, kurser, debatforum og andre spændende ting.

Du kan læse mere på avissiden www. handi-kompost.dk Her kan du også se, hvordan du kommer i kontakt med redaktionen.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Jul i skoven Af H@ndi-Koms hobby- og fritidsjournalist Bo Tage Rasmussen.

ulefar Tom er rejst fra det kolde Grønland og hjem til Julemor Tulle i Ulvstrupkoven, hvor familien bor. Julemor har lavet varm gløgg til Julefar. Lille Kaj, der er parrets yngste, på 55 nisseår, står i døren med misteltenen.

Julie på 100 år, som er et af julebørnene, vil gerne have, at Julemor og Julefar skal kysse ”velkommen hjem” under misteltenen.

Anton, er også er et af julebørnene og selvom han er 72 år, er han lidt af en vildbasse og driller storesøster Marian med at rive hende i hendes røde fletninger. Familien sidder og hygger sig, drikker gløgg og er glade for at være samlet igen. Julefar har været af sted i 11 måneder, men er nu hjemme hos sin familie i en måned. Julefamilien elsker at være sammen hele december måned i deres hyggelige og lune julehus i Ulvstrupkoven. Selve julehuset er oprindelig en gammel myretue, som Julemor Tulle har bygget om, så det passer til en rigtig julefamilie.

Myrerne har haft mange små rum, som Julemor har lagt sammen til store rum. Myrerne er flyttet ind til storbyen for at få varmen.

Det er her i historien, at rensdyret Rudolf kommer ind. Han er familiens

nabo, der bor i et stort gammelt birketræ, der ligger imellem to jordvolde.

Han hjælper Julemor, når Julefar ikke er hjemme. Rudolf beskytter Julemor mod onde ting, såsom store grove mennesker, der vil trampe på deres hjem, ræve der har julebørn som livret og ugler der skriger og ødelægger nattesøvnen. Det meste af december måned bruges til at lave julegaver til alle børn i Danmark. Hele julefamilien og Rudolf er med til at lave alle julegaverne. En af de decemberdage, hvor Julefar, juledrengene og Rudolf samler bær, grankogler, skovsvampe og andet i skoven, som de skal bruge til julegaver, bliver det pludselig tåget.

Nissefar kan ikke se vejen hjem, og da de har gået rundt i mange timer i Ulvstrupkoven, som er meget stor, bliver julebørnene bange og urolige.

Julefar spørger Rudolf: ”Vi er midt i skoven, 53 træer øst for solen og 8 uger vest for månen. Julefar spørger om Rudolf kan finde hjem til myretuen og familien. Rudolf svarer:” Tryk mig på næsen, og se hvad der sker,” og ”vupti”, så kom de hjem til myretuen. Julemor og julepigerne blev glade og hjalp med at tømme vognen, der var fyldt med skovens skatte, kogler, svampe, bær, mos, træ og andet godt. Hele dagen i myretuen var gået med at lave mange julegaver til børnene i Danmark. De havde lavet små grankoglepiger med fine bærkjoler

og svampehat på, bagt vaniljekranse, brombærmuffins og finsk brød, tørret æbleskiver over ildstedet, strikket ørevarmere og uldsokker og kogt risengrød. Inden julefamilien fortsatte juleræset med gaver og indpakning, spiste de risengrød med juleøl til. I de efterfølgende dage bliver der fyldt op i nissehuset. Alle rum bugner med gaver, overalt ligger de. Der er over to millioner julegaver klar til Rudolf og Julefar skal rejse den 22. december kl. 23.

Dagene i julefamilien går med fryd og gammen, sammenhold og varme i julehuset, men dagen kommer, hvor det er tid til at tage afsked med familien for Julefar og Rudolf. Rudolf får tanket op ved vandmøllen inden den lange rejse, der bliver sagt på gensyn og Stella Nova, den søde engel, dukker op med budskabet og siger:” Jeg vil ønske jer begge en god og fredfyldt tur over himlen, og gennem byens skorstene. Til alle jer andre ønsker jeg en glædelig jul. Fyldt med varme, julefred, glade tanker og glæde i alle de små familier. Med dette ønsker jeg jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.” Derefter letter den søde engel Stella Nova stille op fra jorden og flyver op mod den klare blåsorte nattehimmel fyldt med stjerner.

B O G O M TA L E R

Forvist til forsorg Stine Grønbæk Jensen og Marie Louise Knigge Forlaget Udvikling 157 sider. Kr. 280,00

Terapifortællinger. Narrativ terapi i praksis Anette Holmgren Dansk Psykologisk Forlag.

264 sider. Kr. 248,00

I 1960’erne rejste danske overlæger langs den grønlandske kyst for at finde åndssvage børn og voksne, som skulle anbringes på danske forsorgsinstitutioner. Flere taler om, at man ligefrem støvsugede Grønland for åndssvage. Mange af de børn, der blev nedsendt, bor stadig i Danmark og er blevet både voksne og gamle i mellemtiden. I dag har Grønlands hjemmestyre opbygget tilbud til borgere med handicap i Grønland, men enkelte visiteres fortsat til Danmark. ”Forvist til forsorg” undersøger skiftende bevæggrunde og holdninger til, at grønlændere fra 1950’erne og helt frem til i dag er blevet sendt 4000 kilometer væk fra deres familier og anbragt på institutioner og senere botilbud i Danmark.

Bogen giver et blik ind i den terapeutiske praksis hos én af landets førende narrative terapeuter. Bogen beretter om menneskers mulighed for at inddrage hidtil oversete dele af deres liv i deres fortællinger om sig selv og dermed komme fri af negative identitetsfortællingers indflydelse.

Forfatteren tager læseren med helt ind i det terapeutiske rum og den terapeutiske samtale med forskellige klienter.

Som læser får man indblik i terapeutens metodiske, teoretiske og personlige overvejelser og intentioner undervejs i samtalerne. Bogen giver et omfattende indblik i narrativ metode og teori tydeliggjort med eksempler fra praksis.

Kognitiv terapi – modeller og metoder Merete M. Mørch og Nicole K. Rosenberg Hans Reitzels Forlag 390 sider. Kr. 398,00

Sårbarhed Diatese-stress-modellen til diskussion Susanne Harder m.fl..

Hans Reitzels Forlag 224 sider. Kr. 248,00

En introduktion til kognitiv terapi og til metoderne psykoedukation, social færdighedstræning og kognitiv træning. Kognitiv terapi lægger vægt på tænkningen og på individets samspil med omgivelserne. Terapien har et pædagogisk præg og bygger på et åbent samarbejde mellem terapeut og patient.

Bogen giver først en introduktion til den teoretiske grundmodel og de centrale metoder i kognitiv terapi. Herefter beskrives det, hvordan kognitiv terapi kan anvendes ved specifikke lidelser og med udgangspunkt i cases og praktiske eksempler.

38

Hvorfor bliver man syg? Fordi man er sårbar. Denne type simple årsagssammenhænge dominerer ofte den måde, vi forstår sygdomme på. Bogen beskriver de modeller vi bruger, når vi diskuterer psykiske sygdomme og giver en kritik af de sygdomsmodeller, der ikke modsvarer kompleksiteten af disse sygdomme.

Forfatterne argumenterer for en mere nuanceret forståelse af begrebet sårbarhed. I bogens første del skildres sårbarhedsbegrebets historie fra 1600-tallet og frem. I anden del ses der nærmere på specifikke psykiatriske diagnoser.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

KORT NYT

Nye ansatte Jens Lund er ansat som overlæge d. 1. oktober 2008 i halvtidsstilling.

Han er læge fra Århus Universitet i 1979, og har siden beskæftiget sig med retspsykiatri og psykiske lidelser hos mennesker med udviklingshæmning. Han er aktuelt overflyttet fra tilsvarende stilling i Regionshuset, og betjener især de regionale institutioner.

Lene Ravn Christiansen er ansat som psykolog pr. 1. november 2009. Hun er uddannet cand. psych. fra Aarhus Universitet i år 2006 og arbejder for nuværende frem mod sin autorisation. Før Lenes ansættelse på centret har hun fungeret som klinisk psykolog i Gerontopsykiatrisk Team under Regionspsykiatrien Holstebro samt i Hjerneskadeteamet under Vejlefjord Neurocenter.

Hanne Bisgaard Jensen er

ansat som psykolog d. 1. oktober 2008 og fungerer som barselsvikar for psykolog Eva Kirketerp. Efter at have afsluttet sin uddannelse på Århus Universitetet i januar 2008, har Hanne været ansat i et vikariat ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning på Herning Rådhus. /DE

ViPU Viden

10. årgang · nr. 4 · december 2008

Evaluering af ungdomsuddannelse for unge med særlige behov Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov trådte i kraft 1. august 2007. Undervisningsministeriet har besluttet, at loven løbende skulle revideres i en fire-årig periode, og de første resultater foreligger nu.

Undervisningsministeriet oplyser, at uddannelsen er kommet godt i gang.

Implementeringen af loven er dog ikke forløbet uden forsinkelser, men alle aktører har arbejdet aktivt for at få ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov etableret som et tilbud til målgruppen. En del af forsinkelserne skyldes finansieringen, som kommunerne selv har skullet stå for.

Undersøgelsesrapporterne samt en redegørelse fra undervisningsministeren, findes på folketingets hjemmeside www.folketinget.dk /DE

Pjece om: Kriminalitet og autisme Mennesker med autisme begår ikke kriminalitet hyppigere end andre.

Men ofte ved de ikke, at de begår noget kriminelt, eller hvorfor deres handlinger opfattes som kriminelle.

Formålet med pjecen er at støtte folk der kommer i kontakt med kriminelle personer med autisme.

Læs mere på www.autisme.dk, hvor pjecen kan downloades. /DE

39

ViPU Viden

Center for Oligofrenipsykiatri Skovagervej 2 路 8240 Risskov 路 Telefon 77 89 29 90 路 www.oligo.dk