Ludwig van
Symfoni no. 3
Beethoven: (uddrag af 1. sats) (1770 - 1827)
I Allegro con brio
Klaverkoncert nr. 4, G-dur, op. 58
I Allegro moderato
II Andante con moto
III Rondo : Vivace
P A U S E - ca. 20 min.
Symfoni nr. 5, c-mol, op. 67
I Allegro con brio
II Andante con moto
III Allegro
IV Allegro
Teaterkoncerten varer ca. 2 timer og 25 min. Inkl. pause.
Da Beethoven i 1802 på kurstedet Heiligenstadt uden for Wien skrev det juridiske dokument til sine brødre, der senere skulle blive kendt som Heiligenstadttestamentet, var det ment som et afskedsbrev.
Han ønskede ikke længere at leve, nu hvor hørelsen var begyndt at svigte ham i en grad, der var invaliderende; for hvis ikke han var musikeren og komponisten Beethoven, hvem var han så? Han havde før oplevet perioder med tungsind, men nu var han kommet så langt ned, at han ikke kunne se nogen udvej. Brevet blev aldrig sendt; den iltre komponist overvandt krisen og de mørke tanker og genopfandt sig selv som komponist, og det var især efter denne afgørende indre hændelse, at han rigtigt realiserede sig selv som komponist
KLAVERKONCERT NR. 4
Hvornår Beethoven skrev sin første klaverkoncert vides ikke med sikkerhed. Der gik mange år mellem udarbejdelsen af de første skitser og den endelige udformning. Men man regner med, at førsteopførelsen fandt sted i Prag i 1798. Der var gået lidt mere end ti år, siden Mozart havde skrevet sine geniale klaverkoncerter, der som noget nyt fremstod som en syntese mellem symfoni og koncert, og hvis han ønskede det, havde Beethoven altså et fantastisk udgangspunkt, samtidig med at der var noget at leve op til. At overgå Mozart var umuligt, det vidste han godt. Engang, da han overværede en opførelse af c-mol koncerten, skal han have udtalt: "Vi vil aldrig komme til at skrive noget lignende!"
Beethovens i alt fem klaverkoncerter blev til over en 15-årig periode fra ca. 1795 - 1809. Fra disse år stammer i øvrigt langt de fleste af hans mest kendte værker, der først og fremmest bestod af klaversonater, symfonier og kvartetter. Men altså også af klaverkoncerter. Beethoven var selv en stor pianist og en mester i improvisationskunsten, og det var derfor helt naturligt, at han kom til at bidrage væsentligt til denne genre. Af skitserne til hans klaverkoncert nr. 4 i G-dur kan man se, at den er komponeret i årene 1805-06.
Den blev opført første gang ved en privat koncert i foråret 1807 med komponisten selv som både solist og dirigent. Den første offentlige opførelse fandt sted to dage før juleaften 1808 i Theater an der Wien. Det blev en koncert, man talte om i lang tid. Her kunne man opleve ikke mindre end fire verdenspremierer på lige så mange mesterværker. På denne aften opførtes nemlig ikke kun Beethovens 4. klaverkoncert, men også for første gang den 6. symfoni, Pastoralesymfonien, den 5. symfoni, Skæbnesymfonien og Korfantasien. I tilgift fik man så lige fire satser fra c-mol messen og sopranarien Ah Perfido. Alt sammen moderne musik, det meste ikke hørt før. Hele koncerten varede i fire timer, og teatret var ikke opvarmet! Orkestret havde kun haft ganske
få prøver, så man kan godt forestille sig, at opførelsen
af de enkelte værker ikke har været helt lydefri, heller ikke klaverkoncerten. Alligevel var anmeldelserne gode, i en af dem stod: "Beethoven udførte en ny, uhyre vanskelig klaverkoncert forbavsende dygtigt i det allerhurtigste tempo. I den langsomme sats sang han på sit instrument med en dyb melankoli, som rørte mig dybt."
Det har sikkert været overraskende for publikum dengang, at koncerten ikke, som man var vant til, begyndte i orkestret, men blev indledt af klaveret, ovenikøbet med et sart og tøvende tema, som besvares af orkestret i en form for ekko. Og netop det at lytte til hinanden er et særkende for denne koncert. Den almindelige rivalisering mellem solist og orkester er trængt i baggrunden, orkestret optræder ofte næsten kammermusikalsk, og klaveret finder sin naturlige plads i orkestret.
Beethoven skrev de tre satser for forskellige besætninger. Første sats er skrevet for fløjte, obo, klarinet, fagot, horn, strygere og klaver, mens anden sats udelukkende er for strygere og klaver. I tredje og sidste sats er besætningen fra første sats tilføjet trompeter og pauker.
SYMFONI NR. 5
Om det berømte motiv, der åbner symfonien, har Beethovens sekretær Anton Schindler fortalt, at Beethoven en dag pegede på noderne og sagde, at det var skæbnen, der bankede på. Beethovens elev Carl Czerny har fortalt, at Beethoven fik motivet fra en gulspurv en dag han var ude at gå i Praterhaven i Wien. Begge historier bliver anset for at være sandsynlige. Dirigenten Leonard Bernstein har sin egen tolkning af motivet. Han siger, at det er et motiv, der ofte afslutter musik, at der findes et hav af melodier, der ender med sådan et motiv, omend det så bliver spillet og udtrykt på en anden måde. Men det, at Beethoven tager en slutning og ophøjer den til begyndelse, understreger det alvorlige møde med skæbnen. Beethoven går lige på med oprejst pande, det er ikke en kuet mand overfor skæbnen (Beethoven var ved at blive døv allerede da han i midten af sine 30’ere komponerede den 5. symfoni) det er en mand,
der tager livtag med skæbnen. Og så vender og drejer han ellers temaet igennem hele den lange først sats, vender tilbage til det igen i sidste sats, og sørger for, at vi ikke glemmer det i de mellemliggende satser ved at lade det kigge frem som genkendeligt morsesignal i under- og mellemstemmer.
På engelsk er der to forskellige ord for skæbne: “fate” og “destiny”. Fate er den prædeterminerede skæbne; det forudbestemte af en højere instans, som man ikke kan rykke ved. Det er nornerne i den nordiske mytologi. Destiny er derimod den åbne skæbne; menneskets vilje til at brolægge sin egen vej med valg og handlinger.
Da Beethoven i 1802 skrev sit senere så berømte Heilligenstadt-testamente, hvor han udtrykker sin sorg over sin tiltagende døvhed, og hvor han lader til at være så knækket, at han ligefrem overvejer at begå selvmord, så er det virkelig den barske skæbne, der har tvunget ham i knæ. Og når man hører det berømte åbningsmotiv i den 5. symfoni, så er det svært ikke at høre skæbnen, der banker på.
Den korte rytmiske figur ”kort-kort-kort-laaaang” er blevet et af de mest genkendelige stykker musik, og det er helt utroligt, hvordan Beethoven bruger det på fantasifulde måder især i første sats, men også gennem resten af symfonien. Det
er det mest simple fundament, som Beethoven bygger de smukkeste akustiske kunstværker ud af. Rytmens skæbnesvangre lyd blev naturligvis også forstærket, da den blev brugt af BBC under 2. verdenskrig til deres nyhedsudsendelser, og hvis man har hørt frihedsbudskabet og “Her er London”, så har man sikkert også hørt trommerne, der spiller den genkendelige rytme - rytmen er nemlig også morsekoden for bogstavet ‘V’, der stod for “Victory”.
Anden sats er et forfriskende pusterum oven på førstesatsens intensitet. Den resignerede start udvikler sig til stor optimisme i C-dur. I tredje sats vender skæbnemotivet fra første sats dog tilbage i forskellige afskygninger; både med dødelig alvor, men også helt sart, og efter den imponerende fuga bliver satsen helt afdæmpet og går nærmest på listefødder.
Åndehullet vokser i de sidste takter op til et mægtigt brøl, der går direkte attacca over i fjerde sats’ jublende afslutning, hvor c-mol nu er helt udskiftet til C-dur. Skæbnen er besejret. De tidligere motiver flettes sammen, og bemærk især, hvordan Beethoven bevidst leger med vores forventning om, hvornår symfonien er slut - den ene gang vender han ligefrem tilbage til tredjesatsens hovedtema.
Beethoven trykker på alle sine kunstneriske knapper mod slutningen; tempoet stiger, rytmerne får pludselig en helt ny facon, og den insisterende banken fra førstesatsen erstattes af de forsonlige hammerslag!
Beethoven endte med at tage skæbnen i egen hånd. Han kæmpede sig igennem sin dårligdom og efterlod på trods af dette noget af verdens mest imponerende musik og budskabet om, at der altid er lys for enden af tunnelen.
MEDVIRKENDE
Steven Moore, dirigent
Steven Moore, siden 2018 korsyngemester ved Den Kongelige Opera, er alsidigt uddannet som både dirigent, repetitør, organist og tenor i hjemlandet Australien, før han flyttede til England for at tage sin Master degree ved Guildhall School of Music.
Steven fastholdt sit fokus på dirigentkarrieren, mens han arbejdede ved Royal Opera House, Covent Garden. Sideløbende med sit dirigentarbejde har Steven Moore arbejdet bredt som stemmecoach flere steder i Europa, England og USA. Foruden at trimme Operakoret som korets daglige leder, dirigerer Steven Moore flere koncerter og forestillinger i løbet af en sæson.
Sidst Steven Moore dirigerede OS var i 2023, hvor han havde hele Det Kgl. Operakor med til en flot Operagalla-koncert.
Katrine Gislinge, klaver
Katrine Gislinge har de sidste 3 årtier etableret sig som en af Skandinaviens mest markante pianister.
Hun har spillet både solo- og kammermusikkoncerter over det meste af Europa og USA. Katrine Gislinges repertoire spænder fra Bach til den allernyeste musik, og hun formår på en smuk og fascinerende måde at få sit personlige, følsomme spil til at give farve og ekstra dimensioner til hver eneste af klaverrepertoirets stilperioder. Katrine Gislinge begyndte at spille klaver, da hun var seks år gammel. Eft er at have taget sin eksamen i 1990 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, studerede hun bl.a. hos Seymour Lipkin i New York, Boris Berman på Yale, og Peter Feuchtwanger i London. Katrine Gislinge har et omfattende virke som kammermusiker både på kammermusikfestivaler og som fast medlem af Den Danske Klavertrio, der fra starten af deres samarbejde har høstet stor anerkendelse.
Katrine Gislinge spillede også Beethovens 4. klaverkoncert med OS i oktober 2020, men på grund af corona-restriktioner havde vi kun plads til et begrænset antal publikummer til begge koncerter. Vi er derfor meget glade for, at vi nu kan gentage succesen.
Lars Simonsen, skuespiller
Lars Simonsen er uddannet fra Århus Teater i 1990. Men allerede inden uddannelsen debuterede han med en fantastisk præstation som den følsomme teenager Erik i Bille Augusts film ’Tro, Håb og Kærlighed’. Rollen indbragte ham hans første Robert-pris for bedste skuespiller i en hovedrolle. Herefter spillede han roller som den generte søn i komedien ’Når engle Elsker’ og den afdæmpede søn i Bille Augusts Oscar-vindende spillefilm ’Pelle Eroberen’.
Lars har spillet med i flere forestillinger på teatre som Betty Nansen Teatret og Gladsaxe Teatret og siden 2001 har han været ansat som en del af det faste ensemble af skuespillere på Odense Teater. I 2023 vandt han Reumert for sin præstation i August Strindbergs ’Dødsdansen’.
I 1998 vandt Lars igen Robert-prisen for bedste mandlige hovedrolle, denne gang for sin rolle i Nils Malmros drama 'Barbara'. Siden da har Lars medvirket i både film- og tv-produktioner, herunder ’Manden som ikke ville Dø’, Klinkevals, ’Skjulte Spor’, ’Rejseholdet’, ’Forsvar’ og ’Forbrydelsen’.
Odense Symfoniorkester har tidligere haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Lars Simonsen, nemlig i forestillingen ”Leonora Christina” i 2019.
BARENS VINSORTIMENT
kvalitetsvin fra SG gruppen
HARPENS ÅR
Vores fantastiske venneforening har sat “Harpens År” i gang, hvor de samler ind til en ny harpe til orkestret! Støt indsamlingen her, eller se mere om foreningen på hhv.: facebook.com/OSVenneforening os-venner.dk
