Musik Aarhus Festival 2013 - elektronika

ATLAS – RADAR – TRAIN – VOXHALL

10. - 19. JANUAR - FRI ENTRÉ

MARYBELL KATASTROPHY LYDMOR MR. FISH I CS NIELSEN - DAD ROCKS! - MADS BJØRN I HENRIK HASS - RAP AKADEMIET I ANNASAID - SNAREDRUM - SPÖKRAKET I BLIGLAD - SUKKER LYN - POPS JABU I FOTOSTATSBORGER - FOYN TRIO - GHOST FLUTE & DICE I LIS ER STILLE - SKY ARCHITECTS - WE INVENTED THE NIGHT I THE KANDIDATE - SICKSEED - SPIT RUSTY

Indhold Velkomst Danmarks største musikmesse Pladebørs på Godsbanen Aarhus Jazz Orchestra Promus Festivalprogram Pop-up shop bliver festival-knudepunkt

5 7 11 13 15 34 65

Singersong CS Nielsen Dad Rocks!

Mads Björn

17 19 21

Jazz Fotostatsborger Foyn Trio Ghost Flute & Dice

23 25 27

Metal The Kandidate Spit Rusty SickSeed

29 31 33

Elektronisk Marybell Katastrophy Lydmor Mr. Fish

37 39 41

HipHop Henrik Hass Rap Akademiet feat.

Max På, TMT, Nella og Clique

43 45

Reggae/Dancehall BliGlad Sukker Lyn Pops Jabu

47 49 51

Rock/Indie Annasaid Snaredrum Spökraket

53 55 57

Postrock Lis Er Stille Sky Architects We Invented The Night

59 61 63

Byens gratis festival vokser Aarhus’ regionale spillesteder Atlas, Radar, Train og VoxHall samt Promus byder velkommen til Musik Aarhus Festival, der i 2013 afholdes for tredje gang. Og som i 2011 og 2012 finder den sted i den traditionelt koncertfattige januar måned. Men aarhusianernes interesse for den levende musik er tilsyneladende usvækket i januar, for begge de foregående år er publikum strømmet til spillestederne i løbet af festivalen. Resultatet har været fulde huse så godt som alle dage på både Atlas, Radar, Train og VoxHall.

Musik Aarhus Festival 2013 fastholder momentum og udvikler og udvider sig atter. Således tilbydes publikum nu hele 8 koncertdage mod tidligere års 6 dage, og med 3 orkestre og solister hver aften er der tale om et bredt udsnit at den forrygende musik, Aarhus kan præstere. Vel at mærke i et væld af genrer: Singer/songwriter, jazz, metal, elektronika og meget mere er på programmet fra den 10. til den 19. januar. Læs mereherom i magasinet.

‘Hvad Aarhus kan præstere’ er i det hele taget omdrejningspunktet for Musik Aarhus Festival, for vi ønsker at præsentere århusianerne for så mange af byens musikalske aktiviteter som muligt.

Derfor inkluderer festivalens 2012-udgave også Pladebørsen lørdag den 12. januar, samt en musikmesse for alle byens borgere lørdag den 19. januar.

Pladebørsen 12. januar, der i sagens natur vil byde på stribevis af stande med masser af plader, er en naturlig udvidelse af Musik Aarhus Festival.

Og ‘børsen’ sørger for, at det ikke kun er de udøvende musikere, arrangører, musikskolerne med flere, der bidrager til det samlede budskab om at skabe større kendskab til den rytmiske musik i Aarhus.

Musikmessen 19. januar har til formål at mindske afstanden mellem det aarhusianske musikliv og byens borgere. Arrangementet er ikke en messe i traditionel forstand, men en begivenhed der skal eksponere alt det musikalske, Aarhus kan byde på. Musikmessen ersåledes tænkt som en størrelse, der appellerer til såvel unge som ældre – og børnefamilier for den sags skyld.

Promus (produktionscenteret for rytmisk musik i Aarhus) er medarrangør for første gang. Visionen bag Promus er at samle viden og innovation, netværks- og vækstlagsarbejde inden for det aarhusianske musikmiljø under ét tag. Målet er at styrke og ruste de forskellige aktører til de store udfordringer, musiklivet står overfor i fremtiden.

Promus kan tilbyde projektarbejdspladser, produktionsrum, kurser, panel- og debataftener om aktuelle emner inden for musikbranchen som helhed. Endvidere tager Promus initiativ til en række særlige aktiviteter for vækstlaget i byen, og støtter iværksætteri, giver rådgivning/sparring og har organiseret en mentorordning. Som samlingssted for kompetence, netværk og produktion er Promus således det første af sin art herhjemme.

Vi håber at du, kære publikummer, vil benytte dig af muligheden for at gå på opdagelse i den aarhusianske musik. Ganske gratis!

Kærlig musikalsk hilsen Atlas, Promus, Radar, Train, VoxHall

5

Foto: Ditte Elmegaard – Ord: Kenneth Kristensen

Danmarks største musikmesse Årets Musik Aarhus Festival bliver den tredje af sin slags, og vanen tro udvides konceptet til at rumme flere grene af musiklivet end blot koncerter. Et af årets nye tiltag er intet mindre end Danmark største gratis musikmesse, hvor alskens musikaktører i byen samles på Godsbanens arealer.

Musik Aarhus Festivals redaktion har taget en snak med både Fonden VoxHalls PR-manager, Pelle Sonne Lohmann, og Jesper Mardahl, manager for Promus, festivalens partner på musikmessen.

Pelle, hvad kan gæsterne forvente sig af sådan en musikmesse?

– Først og fremmest kan gæsterne se frem til en messe med en helt enestående og fantastisk diversitet. Man vil kunne stifte indgående bekendtskab med alt lige fra byens musikskoler til byens små og store koncertarrangører samt den alsidige buket af festivaler, og fortsætter: – Byens spillesteder vil naturligvis også være stærkt repræsenteret på messen, ligesom alskens andre aktører og foreninger vil være med til at gøre arrangementet både brugbart og mindeværdigt.

Ligesom med alt andet i Musik Aarhus Festivalregi er fokus således på projekter, som har en lokal forankring i og med Aarhus. Om formålet bag at facilitere en messe for byens musikaktører er Pelle Sonne Lohmann klar i spyttet: Det handler om at få bragt byens aktører og publikum endnu tættere sammen.

– En helt central pointe bag messen er, at vi skal forsøge at minimere afstanden mellem byens musikmiljø og selv sammes brugere. Arrangører og publikummer får hér en mulighed for at lære hinanden at kende og at komme i konstruktiv øjenhøjde med hinanden, forklarer Pelle Sonne Lohmann.

Et organ, som netop arbejder i øjenhøjde med og på tværs af en række af byens musikaktører er Promus – et art vidensdelings- og netværkscenter samt rådgivningsorgan for byens både store som små musikaktører (læs mere om Promus på side 15). Derfor var den lille organisation med det store vingefang den helt oplagte allierede for festivalen, da idéen om en musikmesse blev bragt til torvs.

– Lige præcis! Da vi fik henvendelsen syntes vi også med det samme, at det gav rigtig, rigtig god mening at være med. Dels er der jo et vigtigt element i at folk kan arbejde sammen internt omkring et projekt, men det er jo i høj grad også vigtigt, at man kan få vist det potentiale. Vist den muskel og det output, der er for musikken i den her by. Den synes jeg jo i det hele taget er imponerende stor, forklarer Jesper Mardahl.

– Uden at det nu skal opfattes som det rene sweet talk, så mener jeg jo, at Musik Aarhus Festival er et fantastisk eksempel på, hvordan man kan samarbejde.

Jesper Mardahl udtrykker, at han ser messen som den ideelle platform for at fremvise fødekæden i Aarhus’ musikliv. En fødekæde, hvor Promus gerne vil agere bindeled imellem de mange parter samt facilitere de synergier, som netværksarbejdet kan bringe med sig.

– Lad os sige det sådan, at udvælgelsen af samarbejdspartnere er sket med et fokus på dem, som er seriøse omkring deres ting. Og vi vil gerne være bindeleddet imellem de aktører med henblik på at gøre os alle stærkere.

Ligesom alle andre aktiviteter på festivalen, så vil messen også være gratis. Også for de musikaktører, som kunne tænke sig en stand på messen.

– Som med alle andre Musik Aarhus Festivalrelaterede tiltag er der naturligvis gratis adgang til messen. Det ligger os meget på sinde hermed at tydeliggøre, at festivalen henvender sig til alle, hvilket også er tilfældet med Danmarks største gratis musikmesse, fortæller Pelle Sonne Lohmann.

– Det bliver et slaraffenland af lokale tilbud, initiativer og muligheder, og musikmessen ligger således i oplagt forlængelse af hele konceptet bag Musik Aarhus Festival. For alle byens musikinteresserede bliver det en fantastisk mulighed for at stifte bekendtskab med både initiativer, de kender, og initiativer som de måske ikke kender, afslutter Pelle Sonne Lohmann.

Musikmessen finder sted den 19. januar på Godsbanen, Skovgaardsgade 3-5, 8000 Aarhus.

7

Mød blandt andre…

NorthSide Festival NorthSide Festival er en årligt tilbagevendende musikfestival, der ikke mindst henvender sig til den unge, inkarnerede musikelsker.

Festivalen præsenterer store, internationale artister og er et musikalsk spejl af den yngre generation.

Spot Festival Spot Festivalens ambitioner er at skabe en formidlingsplatform for den danske og nordiske musik. Repertoire og programlægning dikteres primært af viljen til at støtte op om nyere bands og kunstnere, der kvalitetsmæssigt kan begå sig på det internationale marked.

Mejlgade For Mangfoldighed Mejlgade For Mangfoldighed er en årligt tilbagevendende gadefest, der udspiller sig i Mejlgade. Under festen forvandles Mejlgade til en sprudlende farvepalet med rullegræs, konfetti, musik, kunst og kultur og alle er velkomne.

Trykkeriet Trykkeriets Blues Club har til formål at fremme bluesmusikkenog beslægtede musikformer i Aarhus. Foreningen skaber et levende musikmiljø med livemusik for det voksne publikum og holder koncerter med såvel bands på vej som professionelle bands.

Aarhus Sangskriver Værksted Aarhus Sangskriver Værksted er en forening for sangskrivere i Aarhus. Foreningen tæller over 100 medlemmer og var i mange år den eneste af sin slags i Danmark. Den blev stiftet i 1998 og drives af frivillig arbejdskraft.

8

Sun Ship Sun Ship præsenterer bands, der spiller originale kompositioner, og som står i kontrast til den mere traditionelle jazzmusik. Det er ofte grænseoverskridende musik, som bryder med de gængse normer og standarder inden for jazzmusikken.

Musikhuset Aarhus Musikhuset Aarhus er et koncerthus på 15.000 kvadratmeter og med 300 rum. Huset, der blev indviet i 1982, besøges årligt af en halv million mennesker.

Dansk Musiker Forbund Dansk Musiker Forbund er en fagforening for musikere, sangere, musikundervisere og musikteknikere. Forbundet varetager blandt meget andet medlemmernes ophavsretlige interesser og musikernes interesser udadtil.

Mød også: MGK Aarhus Musikskole Grobund Vækstlagsrådgivningen MONO/Monorama PopRevo Metal Royale Aarhus Lydfestival Oppenheimers Eftermiddag Laursens Realskole Aarhus Int. Jazzfestival Danmarks Grimmeste Festival AUT Aarhus Unge Tonekunstnere Aarhus Symfoniorkester Levende Musik i Skolen PROMUS

Fonden VoxHall Train Radar Studenterhus Aarhus Gyngen Kulturforvaltningen Culture Works Frontløberne Sunship Rap Akademiet Aarhus Bluesforening Aarhus Sangskriverværksted Trenchtownclub med flere...

9

Pladebørs på Godsbanen Første lørdag i juni, og første lørdag i november. Det har igennem en årrække været datoer, som aarhusianske musiknørder og samlere har noteret sig i kalenderen. En af mændene, der har fortjenesten herfor, han hedder Per Jensen. Igennem tre årtier har Per nemlig været med- og hovedarrangør for Pladebørsen i Aarhus, som de seneste år er løbet af stablen i DGI Huset på de pågældende datoer. Næste gang bliver således den 1. juni 2013.

Inden da venter dog en pladebørs på Musik Aarhus Festival, som Per Jensen er medarrangør på. Den 3. oktober ramte nyheden medierne, men bag offentlighedens lys havde planlægningen stået på igennem noget tid, efter at Musik Aarhus Festival havde fået idéen om at udvide med en pladebørs på Godsbanen.

– Vi er utrolig glade for, at Pladebørsen i Aarhus vil være med til at udvide festivalen, og på denne måde sørger vi for, at det ikke kun er de udøvende musikere og arrangørerne med flere, der bidrager til det samlede budskab om at skabe større kendskab til den rytmiske musik i Aarhus, fortalte Mikael Juul Larsen, marketing manager for Fonden VoxHall i forbindelse med offentliggørelsen.

Foto: Toke Hage – Ord: Kenneth Kristensen

Tre årtiers erfaring Med et kartotek, der er opbygget løbende over tre årtier, rummende både danske og udenlandske pladesælgere var Per Jensen den oplagte samarbejdspartner for spillestedsfestivalen.

– Jeg fik jo i første omgang en henvendelse fra Mikael Juul Larsen, og jeg kan forstå, at det bliver første gang, at I får et arrangement af denne art. Og så er det jo nok meget rart at have én som jeg, som ved nogenlunde hvem der kunne tænke sig at være med.

– Det er jo ligesom noget, jeg er rimelig godt kendt med. Jeg har været involveret i 30 år med nogle-og-fyrre forskellige pladebørser. I starten var det en af mine venner, der havde det, og jeg hjalp ham, men de sidste ti år er det noget, jeg selv har ordnet. Og da det er to gange om året, så er det cirka 20 gange, hvor jeg selv har stået for det, fortæller Per Jensen om sin pladebørshistorik.

Og pladebørsen tegner til at blive en succes.

Normalvis er langt de fleste af bordene på hans pladebørs i DGI Huset allerede reserveret én pladebørs frem i tiden. Derfor var det heller ikke noget problem for Per at få fyldt Musik Aarhus Festivals pladebørs op med sælgere, forklarer han, da jeg spørger om hvordan tilslutningen har været.

– Der er ikke flere borde. Der bliver 90 meter borde nede på Godsbanen. Oppe i DGI Huset har jeg 126 meter, så det bliver lige lidt mindre end normalt.

– Det har været nemt at finde nogen, som gerne vil med på denne pladebørs. Ja, det har faktisk været noget med at slå bremsen i, fortæller Per. At få en stand på Musik Aarhus Festivals pladebørs var nemlig gratis, så folk ville have så mange borde, som de kunne få, uddyber Per.

International forbindelse Når Pladebørsen i Aarhus holder arrangementer i DGI Huset kommer der både sælgere fra Tyskland, Sverige og Holland. Tilmed har der engang været amerikansk islæt på Pladebørsen i Aarhus, men denne gang bliver det dog fortrinsvis lokale og nationale sælgere, beretter Per. – Sælgerne kommer fra både nær og fjern, men jeg har gjort mig nogle begrænsninger denne gang. På min pladebørs i DGI Huset er der normalt omkring 40 borde optaget af tyskere, og dem vil jeg ikke have op den her gang. Det, der er typisk for tyskerne, er, at når de kører så langt, så vil de gerne have så mange borde som muligt. Og det har jeg ikke kunne give dem den her gang.

– Der er dog to tyskere, som også kommer op til Musik Aarhus Festival-pladebørsen.

Pladebørs er for alle På en pladebørs finder man som oftest meget dedikerede gæster og samlere, men Per understreger, at en pladebørs kan være for alle. Der er både sjældne og dyre plader, men også alt muligt andet.

– Der er flere slags publikum. Primært folk, som er stærkt interesseret i noget bestemt, som de er på udkig efter. Men også folk, som bare er på udkig efter noget billig musik. Du kan nemt finde en CD eller en LP til en tier, sommetider mindre, men du kan også godt finde noget til 3.000, hvis det er noget, der er eftertragtet.

– Det man handler med på en pladebørs er primært vinyl, som ikke er tilgængeligt i dag. Men det kan også være cd’er, dvd’er, bøger og blade - alt, hvad der vedrører musik. Primært inden for rock og pop.

Derudover er det en kærkommen lejlighed til at møde ligesindede, fortæller Per, med henvisning til internettet, som har det samme udbud af plader, men ikke kan tilbyde den sociale dimension, som han personligt finder som noget af det både vigtigste og sjoveste ved at arrangere pladebørser.

11

Aarhus Jazz Orchestra Det tidligere Klüvers Big Band har taget navneforandring, efter at den tidligere kunstneriske leder Jens Klüver stoppede. Han er imidlertid blevet erstattet af Lars Møller, og ham har redaktionen taget sig en snak med.

Lars, kan du forklare vores læsere, hvad Aarhus Jazz Orchestra er for en størrelse?

– Aarhus Jazz Orchestra er som det eneste af sin slags i Danmark et rytmisk basisensemble støttet af Statens Kunstråd. Bandet, der tidligere hed Klüvers Big Band, har efterhånden eksisteret i 35 år, hvor det har opbygget sig en meget lang og fin historik omkring jazz- og bigband-musik.

På billedet: Peter Erskine – Ord: Kenneth Kristensen

Et bigband i verdensklasse Og det er en historik og et bigband, som alle århusianere kan være stolte af, forklarer Lars Møller, som kalder Aarhus Jazz Orchestra ‘et bigband i verdensklasse’. Men hvad gør Aarhus Jazz Orchestra så godt, spørger jeg Lars Møller.

– Jamen, det er simpelthen mange års ensembletradition, som er blevet forfinet. Og så har vi nogle rigtig gode arbejdsbetingelser og -muligheder. Jeg kan internationalt kun komme i tanke om et par enkelte orkestre, som har mulighed for at arbejde, som vi gør, både kunstnerisk og formidlingsmæssigt.

Foruden ovenstående, så er hjertet i et bigband naturligvis musikerne, mod hvem det heller ikke skorter på rosende ord fra den kunstneriske leder.

– Bandet består jo af nogle af de allerbedste orkestermusikere og solister inden for jazzen, og har opbygget et højt kunstnerisk niveau, som også er blevet bemærket internationalt. Bandet har blandt andet turneret rundt i USA med Kurt Elling (grammyvindende amerikansk jazzvokalist, red.) og fået rigtig meget positiv feedback. For eksempel har orkestret jo spillet på Birdland (legendarisk jazzklub i New York, red.) sammen med ham - og det er vel noget af det vildeste, man kan opnå inden for jazzen. Derudover en række internationale festivaler. Generelt er det nogle rigtig flotte resultater, som Jens Klüver i sin tid som leder var med til at opnå.

Ny kunstnerisk leder, nye idéer I fodsporene på Jens Klüver er som skrevet fulgt Lars Møller, som faktisk selv spillede i Klüvers Big Band for over 20 år siden, en ny kunstnerisk leder med nye idéer for og med bigbandet.

Inden sin ansættelse som kunstnerisk leder for AJO har Lars Møller gjort sig flot bemærket som

både orkesterleder og komponist i en række konstellationer, lige fra sin egen kvartet til bigbands verden over.

Hvad kan du bibringe orkestret?

– Jeg er vant til at lave rigtig mange forskellige typer projekter, og er udover at have en solid jazzlicens generelt ret alsidig i min tilgang til musikken.

Det, som jeg forsøger at tilføre orkestret, er en profil, hvor man er mere nysgerrig over for at arbejde sammen med andre, både institutioner, kunstnere, genrer og stilarter.

– Det første projekt vi lavede af den art var fortolkninger af metalbandet Slayer på Spot Festival. Og senest her i efteråret lavede vi den Jakob Buchanan-komponerede ‘iRequiem’ i samarbejde med Aarhus Domkirkes kor.

– Det, som interesserer mig, er, at bruge orkestrets solide musikalske og værdimæssige forankring i jazz- og bigband-traditionen. Men på samme tid er vi også et samtidsorkester: Det vil sige, at vi skal række ud imod andre udtryk og prøve at se, hvordan vi kan blive en relevant stemme i nutiden.

– Under Aarhus Festuge lavede vi for eksempel også et samarbejde med Silas Bjerregaard (fra Turboweekend, red.), hvor vi forsøgte at kombinere hans fantastiske stemme og indgangsvinkel til musikken med bigbandets.

Nyt gambiansk projekt og fusionslegende Det næste skud på stammen af originale takes på bigband-genren bringer Aarhus Jazz Orchestra forbi Afrika, nærmere bestemt Gambia.

– Her til næste år sender vi fem mand, fire mand fra bandet og så mig, til Gambia på et kursus. Det sigter imod, at vi skal arbejde sammen med tre norske jazzstjerner, som også arbejder meget med den gambianske musik, og også er dernede i samme periode. Til marts laver vi så projektet ’Afro Nordic’ med dem, nogle af Europas førende komponister og dirigenter: Det er Geir Lysne, fantastisk komponist og dirigent, pianisten og komponisten Jon Balke og perkussionisten Helge Norbakken.

– I forbindelse med projektet laver vi foruden koncerter også workshops, hvor vi samarbejder med Det Jyske Musikkonservatorium og regionens øvrige bigbands.

Til Musik Aarhus Festival står den på åben prøve for bandet, der øver sig frem mod deres Vinterjazz-projekt sammen med fusionsjazzlegenden Peter Erskine, kendt fra bl.a. Weather Report og Steps.

13

Foto: Steffen Jørgensen – Ord: Kenneth Kristensen

PROMUS Netværkscenter, sparringspartner, kursusfacilitator med meget mere. Aarhus har sit eget produktionscenter for rytmisk musik, PROMUS. Som det eneste sted i landet har Aarhus et Produktionscenter for Rytmisk Musik (i daglig tale PROMUS), som huses på matriklen Vester Allé 15.

Stedet drives primært af Jesper Mardahl (billedet), en garvet mand inden for musikbranchen både lokalt og nationalt.

Men Jesper, fra hestens egen mund, hvad er PROMUS? – Vi leger lidt med begrebet, at vi er netværkscentret for det professionelle musikmiljø i byen.

Og det er tanken, idéen, missionen og visionen, at vi ligesom kan være omdrejningspunktet for de professionelle aktører i byen - både ift. forskellige netværk og interesser, men også ift. at få netværket folk på kryds og tværs, samt samlet og spredt viden og kompetencer.

– Og så har vi selvfølgelig et fokus på både vækstlaget og det etablerede miljø. I vækstlaget forsøger vi at give muligheder til både udøvere i vækstlaget men i høj grad også arrangørerne, fordi det ligeledes er en stor prioritet for os at have fokus på dem, som rent faktisk laver musikbrancheforretninger, eller hvad man nu vil kalde det. En eller anden form for musikiværksætteri.

– Det gør vi så på forskellige måder, via forskellige tiltag. Blandt andet har vi jo fortløbende en lang række kurser, oplæg og debatter, ligesom vi har studier og vores kontorlandskab, hvor man som koncert- eller festivalarrangører, nystartet pladeselskab, forlag eller en blanding af det hele kan få en arbejdsplads tildelt. Og ud fra dét, indgå i det miljø, og de synergier, som er i huset. Samt selvfølgelig bruge os til sparring, rådgivning, tørre tæsk eller hvad man nu vil.

Et andet større projekt fra PROMUS’ side er og har været deres mentor- og mentorit-ordning, hvor udøvende musikere kan søge sparring og hjælp hos rutinerede kræfter inden for musikbranchen. Af tidligere mentoritter kan blandt andre nævnes Asbjørn, som spillede på Musik Aarhus Festival sidste år og Marybell Katastrophy, som spiller på festivalen i år.

På trods af det hovedsageligt lokale fokus, så understreger Jesper Mardahl, at fokus ikke kun lægger lokalt. Som et organ, der knytter en stor del af sit virke op på at være netværkscenter, er det kun naturligt, at interesser og netværk også plejes uden for Aarhus, påpeger Jesper Mardahl.

Fremtiden i fokus Med en musikbranche, som oftest fremlægges til at være i økonomisk knibe, afsøger PROMUS i en on-going proces mulighederne for at være på forkant med fremtidens musikbranche. For eksempel har de igennem en periode arbejdet tæt sammen med Shareplay, Region Nord og Midts cross media-netværk.

Dette gøres blandt andet for at kunne rådgive musikiværksættere om, hvor der kan være et marked, som på sigt kan generere arbejdspladser og vækst, og dermed gøre Aarhus som musikby endnu mere attraktiv, end den allerede er.

– Som jeg ser det, så har vi en kæmpestor talentmasse i byen. Især iblandt musikere, men også iblandt folk som gerne vil lave arrangementer og mindre festivaler. Det meste er bare meget projektorienteret. Og for musikerne ender det med, at man ofte rejser. Der er en proces, dén kører i byen, og folk forsvinder.

– Men det kunne også være fedt, hvis der rent faktisk var nogen som blev, og havde en lidt mere langsigtet orientering i forhold til at skabe nye typer virksomheder i byen. Vi har en masse gode bookingbureauer i byen, en masse gode arrangører, en masse gode spillesteder og en masse gode festivaler.

– Til gengæld mangler vi nogle flere af de her led, som også danner den her fødekæde, således det også bliver attraktivt for talentet at være og blive i byen. Dermed ikke sagt, at man ikke kan flytte til Berlin, København eller hvad ved jeg - det er fuldstændig underordnet, men man kan godt have sin virksomhed i byen for eksempel.

– En af de ting, vi forsøger, er jo også, at få folk udefra til at tænke, at de godt kunne tænke sig at være en del af det her professionelle netværk i Aarhus. Det vil vi gerne være indgangsvinklen til. „Her er et telefonnummer, du kan ringe til. Eller prøv at deltag i det her.“ PROMUS er sammen med Musik Aarhus Festival medarrangør på et af festivalens nye initiativer, Musikmessen, og der vil man naturligvis også kunne finde PROMUS til en yderligere snak om, hvad de kan og vil for byens musikmiljø. Ellers er PROMUS’ aldrig længere væk end et uforpligtende telefonopkald, forklarer Mardahl slutteligt.

15

CS Nielsen En råkold eftermiddag i en jysk skov inviterer CS Nielsen til en kop kaffe og en snak. Den 34-årige americanamusiker fortæller om, hvad rødderne betyder, og hvad man egentlig skal bruge en dyb tallerken til.

Musikken har altid spillet en meget stor rolle for Stig Nielsen, som er manden bag kunstnernavnet CS Nielsen. Musikken er det allerførste han husker, når han tænker tilbage på barndommen med familien på Samsø, hvor farens pladesamling har haft stor betydning for sønnike. Pladespilleren spillede ofte folkemusik, men også klassisk countrymusik fra 50’erne og 60’erne satte sine præg, og netop disse genrer kan man i høj grad også genkende på CS Nielsens to foreløbige albums.

Der gemmer sig en interessant historie bag kunstnernavnet CS Nielsen. Stig havde en navnebror i sin gymnasieklasse, som foreslog at blive kaldt ’Kloge Stig’. Så kunne man jo kende forskel.

Den diskussion skulle vise sig at være ligegyldig, da alle klassekammeraterne alligevel gik og kaldte Stig for ’Country Stig’, og så var den fis jo slået. Country Stig er efterhånden blevet til CS, men pointen i historien er, at Stig aldrig kæmpede imod den navngivelse, som var blevet ham givet bag ryggen.

Foto: David Bust – Ord: Jacob Krag Linde

Tradition og originalitet Historien om navnet er historien om mennesket.

Et menneske, som ikke flygter fra realiteterne, men står solidt plantet med begge fødder på jorden. Et menneske der er sig bevidst om de traditioner, han fra barnsben er blevet præsenteret for. De traditioner, som han senere selv har studeret. De traditioner, som CS nu selv dyrker, synger og spiller.

Inden det kom så vidt, at CS Nielsen spillede koncerter med egne sange og egen lyrik, spillede han de gamle amerikanske folkesange, countrysange og bluessange. Det var i en periode, som han selv kalder for ’sin læretid’. Læretiden gik med at høre, forstå og studere mestrene, indtil han for godt 10 år siden tog springet, og begyndte at opføre sine egne sange. Selvom sangene er hans egne, er det ikke et mål i sig selv at få dem til at adskille sig fra den roots-musik, han altid har været omgivet af. Det forklarer han således: – Dyrkelsen af originalitet har taget en uheldig drejning, fordi originalitet handler om, at man skal opfinde en dyb tallerken hele tiden, og jeg mener: Al ære og respekt for at opfinde dybe tallerkner,

men hvis man laver en ny dyb tallerken med hul i, så kan man ikke spise suppe af den. Så kan man spørge sig selv, om det var det værd at opfinde den. Om man ikke så kunne bruge en dyb tallerken, der fandtes i forvejen, og så rent faktisk koncentrere sig om at lave noget god suppe at putte i, siger CS med et lunefuldt smil på læben.

Traditionens skygge Selvom CS gør en dyd ud af at ære de amerikanske musikrødder, prøver han aldrig at lyde som nogen andre. Han er dog klar over, at det ofte er tilfældet, men det har for så vidt ikke interesse.

– Det, jeg er interesseret i, er, om jeg siger noget, der er rigtigt. Altså unge mennesker bliver også forelsket, og det ligner til forveksling, når andre unge mennesker bliver forelsket, men derfor er det stadigvæk lige præcis deres specifikke forelskelse, der er noget værd, siger CS Nielsen, og samtalen drejer sig over på håndværket i sangskrivning.

– Oprindeligt var digtning også musik. Poesi var oprindeligt sunget. Og det er sådan set lidt det, som jeg i al beskedenhed prøver at gøre. Dem jeg er oppe imod er de allerstørste, så jeg er jo helt klart dømt til at stå i deres skygge. Men det er en skygge, som jeg ikke har det dårligt med at stå i.

CS’ skygge Når CS’ skygge falder på spillestedet Trains scenekant, kan man forvente sig en slags back-tobasics oplevelse. En tur tilbage til musikkens rødder. En akustisk gennemgang af, hvordan livet ser ud gennem brillerne på en mand, der selv beskriver sin musik som værende mørk, men fortrøstningsfuld i sin melodiskhed.

Setuppet på Train var ikke til at lokke ud af den lune Nielsen. Så om det bliver det fulde setup med dobro, violin, kor og klaver eller om det bliver manden og den 6-strengede er ikke til at sige. Det kan til gengæld siges, at turen på Train den 10. januar uden tvivl vil være en oplevelse værd. Særligt hvis man var så uheldig ikke at være tilstede, da musikken blomstrede på de amerikanske marker i 1920’erne, har du her en enestående chance, for at få et smugkig tilbage i tiden, hvor de første rødder blev slået. Der vil ikke blive uddelt nye, sære eller spøjse dybe tallerkner, men derimod vil der blive skænket en melodiøs, mørk og fortrøstningsfuld suppe. Bring selv ske...

17

Dad Rocks!

Bag det fadertilbedende navn Dad Rocks! gemmer sig et menneske, der rummer et både personligt og samtidig eftertænksomt blik på den musik, som bliver kanaliseret ud igennem ham. Han hedder Snævar Albertsson. I Aarhus-sammenhænge er han også kendt fra gruppen Mimas, men på det seneste har der – ikke mindst udadtil – været et stort fokus på soloprojektet. Det opstod med EP-udgivelsen ’Digital Age’ fra 2010, og siden har han også nået at udgive debut-langspilleren ’Mount Modern’, der rummer samfunds- og musikbrancheanskuende sange med titler som ’Major Labels’, men også mere navnebeslægtede titler som ’Battle Hymn of the Fox Father’ med flere.

Albertssons finurlige guitarfigurer, der som oftest akkompagnerer hans varme singer/songwriter-vokal, udsmykker kompositionerne med en stor personlighed, ligesom hans tankestrømme, der kommer til udtryk igennem numrene, er en sand fryd for øret. Han har netop overstået en (af mange) omfattende udlandsturné, ligesom han har oprettet sit eget pladeselskab, som han udgiver sin (og en række andres) musik på i Danmark – og så arbejder han på en op følger til ’Mount Modern’, der udkom i 2011.

Foto: Peter B. Christiansen – Ord: Rune Schlosser

”Do It Together” Adspurgt hvad der er sket siden udgivelsen af ’Mount Modern’ svarer Albertsson: – Siden udgivelsen har der været ret travlt med turnéerne. Jeg har været så heldig, at udgivelsen forøgede efterspørgslen, hvad angår koncertvirksomheden, og vi spillede blandt andet på Iceland Airwaves, CMJ i New York, Popkomm i Berlin, SXSW i Texas og omtrent 35 andre koncerter i USA, England, Tyskland Schweiz og Frankrig i forbindelse med udgivelsen.

– Løbende har vi i 2012 besøgt England fem gange, blandt andet for at spille festivaler. Den nuværende turné i efteråret 2012 tæller 40 koncerter over det meste af Europa. Vi spiller blandt andet på Reeperbahn Festival, Berlin Music Week og en supportturné for bandet Tall Ships i Storbritannien.

Hvordan har det været at udgive sin egen solodebut?

– Det har lært mig meget. Det er jo ikke sådan, at projektet svømmer i penge, så vi har allieret os med flere mindre pladeselskaber i henholdsvis England, Tyskland, Island, USA, Japan og Frankrig. Sammen har vi formået at skabe rig-

tig fine resultater. Vi har også benyttet strategier, som har inkluderet vores fans - eksempelvis førnævnte remix-projekt. Jeg vil hellere beskrive tilgangen til udgivelsen som DIT (Do-It-Together), i stedet for DIY (Do-It-Yourself). Der har været mange mennesker involveret - ikke mindst vores fans, som har hjulpet os meget.

En bondemand træffer bevidste valg Du er gået endnu mere ind i pladeselskabsrollen med Father Figure Records, hvad ligger bag overvejelserne omkring selskabet?

– Mit hjerte ligger i musikken. Engang imellem støder man på musik, der vælter én af stolen, og hvor lysten til at få det ud i verden er svær at ryste af sig. Derfor har jeg arbejdet med en håndfuld bands, som jeg har haft et behov for at hjælpe på en eller anden måde. Hvad angår Dad Rocks!, er det mere et livsvilkår for mig. Det er ikke noget, jeg kan leve uden, i hvert fald ikke lykkeligt, og derfor vil projektet formentlig eksistere indtil begge mine arme falder af.

Du er en flittig debattør omkring branche, rettigheder og udgivelsesmetoder og lignende – så meget, at det indirekte er med i dine tekster – hvorfor er det dig så pålæggende?

– Det føles enormt naturligt for mig at beskæftige mig med disse emner, netop fordi jeg jo allerede har hænderne dybt begravet i dem, i og med at jeg laver musik. Man kan vel sammenligne det med en bondemand, der træffer et bevidst valg, om hans landbrug skal være økologisk eller ej. Jeg er nødt til at være bevidst om og overveje de politiske betingelser, der er givne i forhold til det at udgive musik.

Hvilken retning tager Dad Rocks!-musikken i fremtiden – er der nyt på bedding, og i så fald, hvordan vil du karakterisere den musik, der kommer ud af det?

– Jeg har omtrent syv nye sange i skrivende stund, og vi befinder os formentlig i studiet i begyndelsen af 2013 for at optage opfølgeren til ’Mount Modern’. Sangene er nok ikke meget bedre end de sange, man kan finde på debuten, og udviklingen er beskeden. Jeg har dog ingen problemer med at dvæle ved et udtryk, og jeg har en fin fornemmelse af det nye materiale. Jeg har en lille drøm om at skrive hiphop-inspireret gospel i den nærmeste fremtid.

Og lad det være de sidste ord, før Dad Rocks! igen kan opleves i hjembyen.

19

Mads Björn Den danske sanger og multiinstrumentalist Mads Björn debuterede i januar 2012 med sit første soloalbum. Albummet blev meget vel modtaget af anmeldere såvel som publikum, ligesom blandt andre Det Elektriske Barometer tog rigtig godt imod den første single, ’New Sailor’.

Siden udgivelsen af debutalbummet med titlen ’Monolith’ er en uvant mængde opmærksomhed væltet ned over den stille jyde med de mange musikalske talenter. For Mads Björn selv er al den opmærksomhed kommet som lidt af en overraskelse.

Inden det danske pladeselskab Zewski Music samlede Mads Björns album op, havde hovedpersonen selv tænkt sig at udgive albummet som gratis download. Zewski ville det anderledes, og pladen blev udgivet i starten af 2012. Siden da er det blevet til en række koncerter på blandt andet SPOT og Stella Polaris samt supportgigs for blandt andre Teitur og Tim Christensen.

Foto: Toke Hage – Ord: Morten Løwenstein

Pop, der ikke kan sættes i bås Mads Björn bevæger sig rundt i det, man nok vil kalde alternativ pop, men integrerer fint elementer fra elektronisk musik, world, folk og rock. Det er umiddelbart svært at sætte Mads Björn i bås, hvilket der er en helt naturlig forklaring på: Han har nemlig bevæget sig rundt i flere forskellige genrer og har før i tiden blandt andet spillet metal.

Debuten er produceret egenhændigt i et sommerhus ved Vesterhavet. Alene og med relativt sparsomt udstyr. Mads Björn spiller alle instrumenter på pladen selv. Sådan bliver det også på ’Monoliths’ efterfølger: – Hvis jeg skulle gå i et andet studie og have nogle andre med, skulle det enten være fordi jeg ikke selv havde flere ideer eller søgte noget helt andet. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide at samarbejde, men lige i forhold til mit eget, synes jeg stadig jeg formår at udfordre mig selv, siger han.

Metoden og den ikke-kommercielle tankegang bag ’Monolith’ ses i det ret personlige resultat, men det er ikke noget kunstneren har tænkt så meget over: – ’Monolith’-pladen er jo ret personlig. Men jeg har aldrig rigtig haft en mission eller noget. Men efter den her bliver det måske lidt anderledes, fordi jeg nu ved at det bliver anmeldt og bliver taget op af medierne, siger Mads Björn.

Den ”mindflow-pop”, som en esbjergensisk journalist har kaldt ’Monolith’, er ofte blevet sammenlignet med en af de mest populære sangskri-

vere for tiden, nemlig Bon Iver. En sammenligning som Mads Björn ikke helt kan se.

– Jeg har det godt med sammenligningen. Jeg har hørt Bon Iver, men ikke sindssygt meget, men jeg synes egentlig ikke, at min plade er specielt ”Bon Iver’sk”.

– Jeg er noget mere poppet, synes jeg. Jeg har ikke noget imod sammenligningen som sådan, men jeg synes ikke, at det er helt rigtigt.

Frisk, ny EP Mads Björn har netop udgivet en EP med titlen ’E.K.I.A’, som bevæger Mads Björn-universet længere væk fra sammenligningen. ’E.K.I.A’ består af 6 numre, der hovedsageligt bevæger sig over imod de elektroniske genrer, og bliver en smule mere udfordrende for lytteren, end ’Monolith’ var.

– Nogle af de tracks, der er på EP’en, havde jeg liggende omkring ’Monolith’, men de var lidt for genstridige og krævede lidt mere mod at gøre færdige. Det er mere ekspressivt. Det er i hvert fald ikke et mere poppet skridt, jeg har taget med EP’en, men den fanger stadig. Det er også noget personligt. Jeg ville jo gerne have alle de der sessions, jeg havde liggende, færdiggjort, siger han om det seneste udspil.

Da Mads Björn begyndte at lave ’Monolith’, havde han ingen intentioner om at projektet skulle udføres live. Det er der heldigvis blevet lavet om på sidenhen, og Mads Björn spiller både solo, som duo og med band i liveregi. Banddelen var langt fra meningen: – Da jeg sad og indspillede havde jeg overhovedet ikke nogle planer, om at det skulle ud live, mest fordi jeg syntes, det ville være uoverskueligt og at jeg ikke rigtig gad at sætte folk ind i det, siger han.

Bandet, som tæller Simon Steffensen, Andreas Eliasson og Kristian Pedersen har investeret en hel del tid og penge, og ifølge Mads Björn selv, ”er det lidt kommet snigende og pludselig kunne de få det til at lyde af noget.” Når han spiller solo eller som duo, er det et ret fleksibelt setup, så det er de færreste Mads Björn-koncerter der er ens.

Til Musik Aarhus Festivalen kommer Mads Björn med band og forventer at spille numre fra både album og EP. – Og jeg håber da, at man kan høre, vi har spillet sammen et år, og at det gradvist er blevet bedre.

21

Fotostatsborger – Vi er en slags kærlig, lille, kollektiv, militant enhed, hvor alt føles som en naturlig udånding. Vi eksisterer, fordi det var ganske naturligt for os at finde sammen på det sted, vi alle sammen er.

Sådan beskriver Thomas Eiler jazzkvartetten Fotostatsborger, hvor han vogter trommerne. Jeppe Højgaard spiller altsax og klarinet, Peter Skibsted spiller elbas, og kvartettens italienske islæt Francesco Bigoni spiller ud over tenorsax også klarinet. Sammen udgør de altså efter eget udsagn en kærlig, men militant enhed, og pressen har tidligere skrevet, at Fotostatsborger virker som et band, der ønsker at give et musikalsk svar på alle livets spørgsmål. Og det ligger ikke fjernt for dem, fortæller Eiler.

– Folk, der spiller musik, har et kæmpe ansvar.

Der er mennesker, der finder sammen til ens musik, og der er nogle, der går fra hinanden, nogle der dyrker sex til det musik, man laver. Så har man også bare at komme med noget dybde og bidrage med noget, siger han.

Foto: Simon Skipper – Ord: Lisa Ryberg Pedersen

Den musikalske nå-ja-oplevelse For Thomas Eiler, Jeppe Højgaard, Peter Skibsted og Francesco Bigoni viste deres musikalske samarbejde at være et svar i sig selv. De kendte alle hinanden fra tidligere, og havde spillet sammen på kryds tværs. En dag havde Thomas Eiler noget materiale liggende, som han, for en gangs skyld, ikke havde skrevet til noget bestemt projekt. Og så skete det for et års tid siden, at de fire endte i et øvelokale, og de fornemmede, hvordan arbejdsfordelingen gav sig selv.

– For mig var det en nå-ja-oplevelse, da vi fandt sammen. Jeg havde noget musik liggende, som jeg ikke havde skrevet til noget bestemt, og da vi så spillede sammen, gik det op for os, at det egentlig var noget, vi havde ledt efter. Jeg har sjældent arbejdet så lidt for så meget musik, siger trommeslageren og leder efter ord, da han skal prøve at komme med en håndgribelig forklaring på, hvad det egentlig er, der foregår i en konstellation som Fotostatsborger, der kredser om modsætninger og modhager, kærlighed og samhørighed: – Helt uden videre har det bare taget fart, og arbejdsfordelingen gav sig selv. Vi har en fælles retning, som vi ikke behøver at tale om. Vi ved hver især, hvordan vores spil lyder, men når man kan høre, hvordan man bliver bedre, fordi de andre spiller godt, så er der altså bare noget, der får 2 + 2 til at give 5.

Eiler erkender, at deres atonale, tekstløse og improviserende musik måske ikke passer ind i ligningen for de fleste, for det kræver noget af lytteren.

– Når et rum er fyldt med lyd, er man omsluttet af den, og det er vigtigt, at musikken bliver spillet på en måde, der giver folk lyst til at lytte, men det kræver også noget af lytteren. Det er i høj grad en samtale, folk skal melde sig ind i, og vi kan mærke, om de gør det. Vi kan mærke, om der er øjenkontakt og udveksling af smil. Vi prøver at skabe et rum for den kommunikation, fortæller Thomas Eiler.

Fællesskabet over egoet Det kommunikerende rum er vigtigt for Fotostatsborgers fire medlemmer. De ønsker et rum, hvor alle bliver hørt hver for sig og sammen, og det kræver plads. Det kræver også, at de er ekstremt lydhør og opmærksomme på hver tone, hvert slag og hver melodifrase, for det kan være lige netop dén vej, de skal følge. Den lydhørhed ligger derfor dybt forankret i kvartetten.

– I det her band bliver egoet ophævet til fordel for fællesskabet. Alle er klar på at tage imod de bud, de andre kommer med og følge dem til dørs i stedet for at følge deres egen dagsorden.

De stærke idéer styrer, hvor koncerten går hen, og det skaber et rum, hvor der er plads til at kommunikere. Vi har sådan et skønt firemandsforhold, hvor der er plads til, at alle giver og alle tager, og det er jeg fantastisk stolt af at være en del af, siger Eiler.

For en måneds tid siden spillede Fotostatsborger en koncert, som ”var så pissegod, at den var lige ved at få Thomas Eiler til at hyle”. Det er en ung kvartet, men de mener ikke, at de nogensinde har spillet en dårlig koncert – måske på grund af deres idé om at være en højaktiv, kommunikerende og improviserende konstellation, og deres koncerter forløber næsten aldrig efter planen.

Den ene begejstrede talestrøm følger den anden, når Thomas Eiler bliver afkrævet en forklaring på, hvad Fotostatsborger er. En del af strømmen er uhåndgribelig og en anelse kryptisk. Måske skal man bare sænke paraderne og melde sig ind i samtalen, hvis man vil prøve at forstå kvartettens koncert, hvor de i øvrigt kommer lige fra studiet med spritnyt materiale.

23

Foto: Simon Skipper – Ord: Kenneth Kristensen

Foyn Trio Et af de netop nu absolut varmeste navne på den danske jazzscene gæster Musik Aarhus Festival med en nylig DMA-nominering og titlen som Årets Unge Jazzkomponist i ryggen.

I kernen af Musik Aarhus Festival finder man aarhusiansk musik. Men i år får festivalen sig også et par internationale islæt. Et af de islæt findes bag navnet Foyn Trio, nærmere bestemt den norske jazzkomponist og –sanger ved det fulde navne Live Foyn Friis. Musikalsk flankeres hun af bassisten Jens Mikkel Madsen og guitarist Alex Jønsson, som begge er udstyret med dansk pas.

Over Skype fangede redaktionen Foyn Trio i Lives hjemland, hvor de var på turné. Den pågældende dag gjaldt det Barentsjazz i Tromsø.

– Tusen takk!

Det er de første ord, jeg får lokket ud af nordmanden. Grunden er et tillykke til trioen, som nogle dage før var blevet nomineret til en DMA Jazz i kategorien Årets Danske Vokaljazz-udgivelse for debutalbummet ’Joy Visible’. Straks efter spørger jeg, hvad sådan en nominering betyder for dem.

– Først og fremmest er det bare pisse fedt, at der er så vældig god feedback på vores album.

Det viser jo, at folk godt kan lide, hvad man gør, forklarer Live.

– Og det viser jo også, at der rent faktisk er nogen, der har hørt det, joker bassist Jens Mikkel Madsen, inden Live udbryder i grin.

Bandet krydser fingre og håber, at de kan vinde statuetten i kategorien, men de forventer ikke noget. Blandt andet grundet den hårde konkurrence, der er i kategorien, hvor de skal dyste imod Indra, Kira, Little Red Big Bang og Mads Mathias. Selve prisoverrækkelsen finder sted lørdag den 24. november, efter redaktionens deadline.

Årets unge jazzkomponist Kort tid før deadline, men efter interviewet, faldt årets forhåbentligt ikke sidste pris af til Live Foyn Friis. Nordmanden, som til daglig læser på Det Jyske Musikkonservatoriums solistlinje, kan således nu kalde sig for Årets Unge Jazzkomponist.

Det kan hun efter en optræden med DRs Big Band, samt en efterfølgende en votering fra dommerpanelet, som skulle vurdere hvem af de tre finalister, der var bedst: Malene Kjærgaard, Helene Bak eller Live Foyn Friis? Og det blev altså Live Foyn Friis. Tidligere har profilerede navne som Niels Lyhne Løkkegård og Snorre Kirk vundet samme pris.

Men hvad er det lige, som gør Foyn Trio så gode?

– For det første, så har vi spillet sammen i rimelig lang tid. Vi har indspillet den der plade sammen og spillet mange koncerter, så på en eller anden måde er der en kendskab til hinanden og materialet. Vi har lavet mange, hvad skal man sige… forsøg med de enkelte numre, forklarer Jens Mikkel Madsen og fortsætter: – Og så prøver vi ligesom at gøre det til noget andet end guitar, bas og sang. Vi prøver at tænke vores instrumenter på en lidt anden måde, så ét instrument både kan ud fylde en trommerolle, samtidig med at det kan udfylde en harmonisk rolle.

– Det musik, vi spiller, er måske mere avanceret pop, end det er jazz. Vi har selv snakket om, at man kan kalde det avanceret popmusik, for det er popmelodier, men vi prøver at gribe dem an på en anden måde. Vi prøver at tænke lidt uden for boksen, siger Alex Jønsson.

Et udsolgt og et nyt album Én ting er i hvert fald sikkert, og det er, at Foyn Trio for tiden har vind i sejlene. Da jeg fangede dem var de på en turné i Norge, som bragte dem forbi Alta, Finnsnes, Andenes, Harstad og slutteligt Tromsø. Showet i Tromsø blev desuden optaget og sendt i radioen på NRK, den norsk pendant til DR. Næste år laver de en satsning i Tyskland, hvor de har fået sig et pladeselskab. Lige umiddelbart inden festivalen venter tre tyske spillejobs, ét i Berlin, ét i Magdeburg og ét i Dresden. Nå ja, og debutpladen ‘Joy Visible’ er desuden udsolgt, så nu skal bandet have trykt yderligere 1.000 eksemplarer, end de oprindelige 1.000, som første oplag lød på.

Men Foyn Trio hviler ikke på laurbærene – de er allerede i studiet igen, hvor der arbejdes på endnu en plade. April 2013, lyder udgivelsesplanerne.

– Indtil videre har vi indspillet fem sange med Jonas Tranberg som producer. Egentlig var planen, at vi bare skulle lave en EP, men vi synes at samarbejdet med ham er så fedt, at vi nu laver en hel plade, fortæller Live.

– Vi skal indspille fire numre mere, så vi får en plade på ni sange.

Der er med andre ord al mulig grund til at glæde sig til Musik Aarhus Festival, når Foyn Trio, et af de mest lysende talentfulde jazzgrupper i landet, indtager scenen.

25

Foto: Simon Skipper – Ord: Kenneth Kristensen

Ghost Flute & Dice Efter at have haft en brændende trang til at lave sin debutplade solo, så venter der premiere på nye numre i trioopsætning, når Ghost Flute & Dice gæster Musik Aarhus Festival med et nyt album under opsejling.

At kalde Mikkel Almholts musikalske output under aliaset Ghost Flute & Dice for jazz er måske lidt en tilsnigelse. Men generelt er det ikke nemt lige at genrerubricere Ghost Flute & Dice.

Under et lille kafferendesvouz på Rejse Caféen spurgte jeg Mikkel Almholt, hvordan han egentlig selv vil beskrive Ghost Flute & Dice, og efter et kort latterudbrud og en lang tænkepause forsøger han sig: – Jeg plejer gerne at sige, at min debut 'Music For Amplified Pianos' var meget inspireret af Arthur Russell. Det er måske kun en lille del af sandheden, men han er i hvert fald en interessant mand at hive frem. Han spiller cello og synger samtidig, og har gjort meget af det, som jeg også gør på 'Music For Amplified Pianos'. Måske særligt på en plade, som hedder 'World of Echo', hvor han kun spiller på cello, som han har puttet en masse effekter på og synger oveni.

– Den er bare fed, fordi det virker helt naturligt, at der er effekter på. Den måde, han spiller cello på, fungerer skide godt og med masser af udtryk.

Det var en ekstremt fed opdagelse at finde ham, og han spiller vel nærmest rytmisk på sin cello.

Et sted imellem netop Arthur Russells ’World of Echo’ og den svenske pianist Lars Janssons ’Jazz På Svenska’. Det er dér, man skal finde Ghost Flute & Dice’ musikalske udtryk, kan man læse på projektets Bandcamp-side, hvor det stærkt anbefalelsesværdige album desuden ligger til streaming kvit og frit.

Den minimalistiske debut Én mand, ét klaver og en række effektpedaler nærmest skriger minimalisme, som vi også kort kommer ind på. Almholt nævner en oplagt inspirationskilde i amerikaneren Steve Reich, en af samtidens fremmeste eksponenter for nyere minimalistisk og klassisk kompositionsmusik. En inspiration, som også slet røbes i titlen på debutalbummet. Et af Reichs mest kendte værker har således titlen ’Music For 18 Musicians’.

Efter igennem en årrække at have spillet i så forskellige konstellationer som et drone-band, der lagde lydside til stumfilm, et funk- samt et polkaband med mere, så var Ghost Flute & Dice ud-

tryk for en konkret lyst til at lave noget helt alene.

– På en eller anden måde synes jeg, at det var for ringe, at jeg ikke kunne spille noget solo, som jeg syntes holdt i sig selv. Så begyndte jeg at arbejde på det og indså, at det ikke duede kun med et akustisk klaver. Derfor proppede jeg nogle effektpedaler på, og så kunne jeg ligesom lave noget, jeg syntes holdt, og samtidig spille solo.

Soloprojektet bragte ham blandt andet på en USA-turné med ti koncerter i foråret.

Triopremiere på Musik Aarhus Festival Nu skal der imidlertid ske noget nyt, og i liveregi udvides Ghost Flute & Dice nu til en trio, som får sin premiere på Musik Aarhus Festival. Kompositionerne er stadig Almholts egne, men med et par gæstemusikere inddraget på det kommende album slippes styretøjlerne en smule.

– Jeg har lavet en hel masse ny musik, som er det, der bliver premiere på, på festivalen med en trioopsætning.

Ifølge Almholt afviger det nye materiale en del fra det forrige.

– Hvor 'Music For Amplified Pianos' kun var et klaver, som både skulle spille akkorder og melodier, så er der nu en mere udvidet instrumentering. Det nye kommer til at bestå af noget elektronisk droneværk, et klaver og et melodiinstrument.

– På indspilningerne er der flere inde over. Et af numrene ville jeg gerne have en violin til at levere melodilinjen, og så har jeg fået Maria Diekmann, som spiller i Selvhenter, til at indspille det, og så er der Danielle Dahl, som spiller saxofon på et af dem, og så er der Trine Odsgård, som synger på et af dem.

I liveopsætningen medbringes Danielle Dahl og Kristian Hverring. Sidstnævnte, som i soloregi opererer under aliaset Krishve, kommer til at stå for dronedelen. Netop samarbejdet med de to glæder Almholt sig meget til.

– Det bliver rigtig sjovt at se, hvad der sker, når vi tre mødes. Jeg forestiller mig, at vi bare skal have nogle jams, og så kan det jo godt ske, at der opstår noget.

– Danielle Dahl og Kristian Hverring er nogle folk, som jeg opfatter som nogle store kapaciteter. Jeg har en masse materiale, som jeg gerne vil have dem til at spille, men samtidig vil jeg gerne trække på deres evner. Altså, jeg er glad for det musik, som jeg har fået indspillet, men jeg håber, at det kan blive endnu bedre sammen med dem.

27

The Kandidate Jeg havde hørt om det overvældende Dead Rat Studio, Jacob Bredahls studie i Åbyhøj. Og jeg havde også set et par billeder derfra, hvor nogle venner var ude for at indspille. Så da det blev aftalt, at det var dér, jeg skulle ud og interviewe The Kandidate blev jeg lidt spændt på at komme ud og se stedet.

Ind træder man, og alt er lige pludselig Orange.

Væggene er beklædt af mestendels lyse træbjælker, men parken af forstærkere af det højt skattede og spillende mærke Orange stjæler fuldstændig opmærksomheden og vidner om, at der i Dead Rat Studio skrælles godt igennem – ligesom The Kandidate gør det.

Udover den betagende samling forstærkere er The Kandidates »råwer« Jacob Bredahl og trommeslager Niels Peter Laurits Nielsen, i daglig tale NP, også til stede. De er lige blevet færdig med en skitse til en sang, som de skal sende til bandets to øvrige medlemmer, guitarist Allan »Tvede« Tvedebrink og bassist Kaspar Boje »KB« Larsen. The Kandidate har nemlig nyt materiale på beddingen, som de satser på at kunne spille for publikum til Musik Aarhus Festival.

Foto: Uncle Allan – Ord: Kenneth Kristensen

Geografiske udfordringer – Vi har en tidshorisont, og den hedder 1. januar, svarer Bredahl på spørgsmålet om hvornår man kan forvente at høre materialet, som er tiltænkt til at skulle blive en EP. Men med Bredahl bosiddende i Aarhus, NP i Silkeborg samt Tvede og KB i København, kan det godt være lidt af et puslespil at få enderne til at mødes – også fordi medlemmerne hver især har en masse andre ting, som skal passes, med både jobs, familieliv og andre bandkonstellationer.

Travlheden og de geografiske udfordringer er dog ikke en så skidt situation, at det er ikke er godt for noget, som man siger.

– Så vidt muligt vil vi gerne lave musikken sammen i et stort lokale, men i og med at vi ikke ser hinanden så ofte, så er det fedt nok, når der er lavet noget på forhånd, når vi ses. Så har man ligesom noget at tage stilling til, så man ikke står fra scratch, når vi samles, og skal til at bruge to timer på at lave et riff, forklarer Bredahl.

Til den forestående EP er planen, at det endelige materiale skal indspilles live i studiet med alle samlet på samme tid.

– Det må gerne lyde af mennesker, der spiller, lyder Bredahls fornuftige ræsonnement herfor.

Efter ellers både at have udgivet album og spillet metalfestivalen Copenhell i 2012 synes de, at det hele var begyndt at gå lidt trægt igen.

– Det har stået rimelig stille på det sidste i forhold til, hvad vi ellers har gjort. Vi var ude at spille en turné sidste og forrige år, både i Europa og herhjemme. Men så er der lidt gået alt muligt andet i den. Folk har jo også egne ting og alt sådan noget, forklarer Bredahl og uddyber: – Vi er blevet lidt ældre, og magelige. Når der er tid til at hygge, så skal der også hygges. Det er ikke fordi, at vi ikke vil, og ikke har lyst. Det har bare passet dårligt.

Ny EP og nye ambitioner Ambitionerne fejler dog imidlertid intet, forklarer Bredahl og NP i fællesskab. De er bare anderledes end, hvordan de var, da de var nogle yngre knægte.

– Der var engang, hvor man skulle se, hvor langt man kunne komme, og det blev der lagt al energi i, og mange ting blev ofret på den konto.

Og man fik prøvet en masse ting, set en masse ting, og ditten og datten. Men vi er bare et andet sted nu.

– Men så er der jo nogle nye mål, supplere NP, med hvor langt man kan nå kunstnerisk. Hvor kan man tage musikken hen, og hvor meget anderledes det kan blive i forhold til, hvad det var før. Der er nogle nye, store mål i det nu.

– Det kan godt ske, at vores ambitioner er anderledes end andres. Men når vi laver noget musik, som NP siger det, så laver vi det sgu ordentligt og for at tilfredsstille os selv, så vi ikke går fra studiet eller øvelokalet med en dårlig smag i munden. Ens musik skal gerne behage ens egen, lille heavyfan, uddyber Bredahl.

Men hvordan lyder det så egentlig, når The Kandidate forsøger at tilfredsstille egne, indre heavyfans? Som en blanding mellem hardcore punk og metal, forklarer de to.

– Det lyder lidt som et punkband, der kom til at stemme alt for dybt ved et uheld. Vi stemmer meget, meget dybt, så derfor kommer til at lyde mere metal, end det egentlig er. Det er ret simpelt, og der er ikke noget lir som så. Der er riffs, der er trommer og én, der står og råwer. Det er dét.

– Eller jo, der er jo faktisk én guitarsolo på pladen, som er fra den første Slayer-plade, som jo også bare er noget larm, og ikke har en skid med rigtig musik at gøre, griner Bredahl.

29

Foto: Toke Hage – Ord: Morten Bager

Spit Rusty Måske netop fordi at samtlige medlemmer af Spit Rusty gik i folkeskole, da Soundgarden sidst gik i opløsning kan gruppen blande en ny cocktail på basis af 90’ernes metalrock. En mikstur, som hverken er lang i spyttet eller rusten, men derimod helt deres egen.

– Responsen har været utrolig positiv. Anmeldere, fans, familie, venner med videre har taget rigtig pænt imod vores første udspil, som faktisk er de fire første numre, vi skrev, fortæller guitarist Stefan Gregersen og fortsætter: – For mig handler det om, at vi skriver musik, som vi kan stå 110% inde for. Når det så er sagt, så har vi jo altså bare bragt os selv i den fordelagtige position, hvor vi og vores musik appellerer til rock- såvel som metalpublikummet.

Gruppen virker overraskende professionelle i betragtning af, at Spit Rusty blev dannet i foråret 2011 og siden da har måttet døje med et enkelt medlemsskift. Trommeslager Morten Iversen forklarer: – Vi mødtes på bistandskontoret, griner han og fortsætter, nej, dét er en lang historie. Vi har fået en ny bassist, Morten Keiser, som bidrager med en hel del i forhold til vores tidligere, så det er mega fedt.

På scenen er grejet i orden. Alle spiller med inear monitors og på trommeslagerens setliste er BPM angivet. Forsanger Martin Arthur Andersen uddyber: – For mit vedkomne er det dét som kræves, hvis man vil nyde det, man selv laver. Ofte er monitors på små spillesteder noget lort, hvor man aldrig kan høre leadvokalen, fortæller sangeren, som ellers besidder en yderst gennemtrængende stemme – tør, skarp og ru, som helvedes toiletpapir.

For guitarist Philip Brofelde handler det om nydelse såvel som praktik: – Så kan man høre musikken på lækker volume, i stedet for at få sine ører blæst ud af sådan nogle store lortekasser. Jeg spiller også hellere på forstærker, frem for et pedalboard på størrelse med … nogle gange man skal jo kraftedme bruge en lastbil for at slæbe det med!

Keiser har dog en mere pragmatisk tilgang: – Der er selvfølgelig også noget med at blive forelsket i en ting man ser, som man så bare må eje. Men først og fremmest skal det lyde rigtigt i forhold til den musik, vi spiller.

De næste skridt ...i fællesstøvler – Lige nu er vi ved at mixe vores kommende EP, som byder på fire nye numre. Den skulle meget

gerne nå at blive færdig, så vi kan have brændvarmt materiale, når vi booker til foråret ’13. Dermed er den også knaldhamrende hot til Musik Aarhus Festivalen. Førsteprioriteten er at få Spit Rusty på alles læber, fortæller Stefan efterfulgt af Arthur: – Den kontinuerlige kreative proces er også vigtig. EP-formatet fungerer rigtig godt for os, fordi indspilningerne bliver ret overkommelige og kan klares sideløbende med koncerter. Labels er mindre interessante i dag end for nogle år tilbage. Men vi er altid åbne for nyt samarbejde, så dét er da noget, vi skal kigge nærmere på i 2013.

I hvert fald glæder vi os til at præsentere nyt materiale på VoxHall.

– Vi har altid en masse idéer for fremtiden på bordet. Økonomien er som regel den afgørende faktor, så vi skal bare spille en masse koncerter, samt få bedre hul igennem til hovedstaden og scenerne syd for grænsen.

– Ja, for fanden, udbryder Philip og uddyber: Vi er i kontakt med henholdsvis en tysk og en schweizisk booker, som har lovet os jobs dernede.

Arthur er iklædt den obligatoriske casual rockbeklædning – hængerøv og hættetrøje med håret bundet op. Dog tiltrækker fodtøjet undertegnedes opmærksomhed, og må derfor afføde et sidespring. I modsætning til resten af gruppens Converse All-Stars, bærer sangeren nemlig et par mørkeblå cowboystøvler med leguanskind.

– Haha, det er meget rock’n’roll – og så er de utroligt lækre at gå i. Det er dog lidt et særsyn, at jeg har dem på, indrømmer Arthur, mens han grinende bliver afbrudt af Philip: – Jeg tror faktisk, at det er mig, der har brugt dem mest.

VoxHall som hjemmebane – Sidst jeg stod på VoxHall var med Supercharger, hvor jeg skrålede lidt sammen med Mikkel. Ellers er det min debut på VoxHall. Jeg glæder mig, da jeg har været til en masse koncerter der, samt har været stagehand til blandt andet Anthrax, fortæller Stefan.

– Det bliver da bestemt en oplevelse at stå på en af de absolutte topscener i Danmark, supplerer Keiser og konkluderer: – Planen er at sælge 1000 plader, og at samtlige mennesker falder grædende på knæ efter vores penisser!

31

SickSeed

Foto: David Bust – Ord: Morten Bager

Aarhus’ ubestridte party-metalband sætter musikken i højsædet og skruer ned for charmen.

Til trods for et årtis forsøg med flere forskellige genrer, en dyr og mislykket pladeproduktion som trak ud i to år, udskiftning af medlemmer, samt en solid rutschebanetur med stoffer og alkohol, har aarhusianske SickSeed alligevel formået at skabe deres egen helt unikke og spændende form for alternativ deathcore. Og så besidder de samtidig evnen til at levere en solid og intens liveoptræden.

– ’Gå hjem eller gå i baren’ - sådan har det altid været for os. Men nu er vi begyndt at komme så langt op i alderen, som man kan tillade sig at være indenfor den genre, vi spiller. Nu bliver vi nødt til at stramme os an, forklarer guitarist Mikael Tranekjer Debel Thomsen og tilføjer: – Vores energiske liveshow kommer ikke til at ændre sig, det er jo dét, som gør det fedt at spille live. Men nu bliver det måske noget mere velspillet - nu hvor vi ikke er så fulde, griner Mikael.

– Vi har jo også lært noget gennem alle de lorteår, vi har spillet. I starten var man jo ved at kaste op efter fire numre, fordi man havde givet den gas. Stille og roligt finder man ud af, hvordan man kan få et helt show til at hænge sammen uden at blive træt, forklarer Dennis og tilføjer; – På den anden side, så skal det jo også være en oplevelse – ellers kan man jo lige så godt gå hjem og høre pladen. Jeg ved ikke hvor mange gange vi har mødt nogle, som overhovedet ikke hører metal, men som har mærket energien, det freakshow og dét der sker ved metalkoncerter generelt, som er gået derfra med en fed følelse, som de aldrig nogensinde havde forestillet sig. Gennem det sidste år, hvor vi ligesom har prøvet at finde os selv, har vi mødt så mange mennesker, som har haft optur over selve oplevelsen.

The vanishing point Grunden til SickSeeds nye kurs skal ikke blot findes i kalenderen eller de mange glade skulderklap som gruppen får med på vejen, det har også personlige årsager.

– Før i tiden gik man ud og var helt vild, uddyber bassist Dennis Pedersen hudløst ærligt, mens han eftertænksomt klør sig i sin fuldfede fu manchu.

– Ja, jeg er stadig lidt vild, griner han. Men nu er mit liv ændret. Jeg er holdt op med drikke i hverdagene og har lagt stofferne på hylden. Jeg tager sgu mit job seriøst, og fritiden ved siden af musikken skal bare gå med at slappe af.

Endnu et vendepunkt kom, da gruppens mangeårige forsanger og nære personlige ven valgte at forlade SickSeed i oktober 2012.

– Han er blevet lidt musiktræt, men vi er stadig venner, det ændrer dette ikke en skid ved. Han vil bare gerne tilbage til at spille svensk melo-død, og måske bliver dét det sidste musik han kommer til at lave, så jeg siger bare: Gør hvad du skal, gør hvad DU har lyst til! Det har jeg det godt med, og det vil vi ikke stå i vejen for, forklarer Dennis, mens resten af gruppen stemmer i med enig nikken.

SickSeed har en ny forsanger i sigte, men ved redaktionens slutning er det desværre endnu ikke officielt.

Fornyet energi – trods alt SickSeed er absolut ’a labour of love’. For selvom Mikael læser til datamatiker med speciale i spiludvikling, Jakob begynder 10. semester i psykologi ved årsskiftet og Dennis er selvstændig tatovør, så er de alle enige om at musikken trækker mest.

Trommeslager Jacob Jørgensen forklarer: – Jeg synes sgu, at det er de fedeste timer i ugen, når man sidder og smadrer løs eller bare leger i øvelokalet. Jeg ser det som fritid, altså som det jeg har lyst til at lave, selvom jeg investerer en masse i musikken.

– I øvelokalet får man lov til at koble fra og kan skabe noget sammen, hvilket er superfedt, siger Mikael og tilføjer: – Da Jakob kom med i ’09 fik vi nogle nye input som gjorde, at vi kunne spille noget, vi ikke havde prøvet før, hvilket påvirkede vores musik radikalt.

Det førte til, at vi indspillede ’The Saints of Hatred’ med Jacob Bredahl som producer, og endelig fik den ud i 2012. I øjeblikket arbejder Jacob og jeg på nye numre. Da vi kun har én guitar, skal bassen kompensere, så proceduren er, at Dennis bagefter tilføjer noget helt anderledes end det vi spiller.

–Det er genialt, udbryder Jacob, da snakken drejer sig ind på den forestående Musik Aarhus Festival.

– Det er en fed måde at promovere musikken på, især for sådan nogle små nogle som os, tilføjer Mikael og fortsætter: – Det bliver også godt at se Kandidaten. Det er sgu altid fedt at se Bredahl, han er så god en performer, det sidder altid i skabet, måske Danmarks største frontmand – også fysisk, haha! Dém er jeg spændt på at se igen.

33

Musikprogram TORSDAG D. 10/1 - SINGERSONG TRAIN - KONCERTSTART 20:00

CS Nielsen Dad Rocks!

Mads Bjรถrn

FREDAG D. 11/1 - JAZZ ATLAS - KONCERTSTART 21:00

Fotostatsborger Foyn Trio Ghost Flute & Dice Lร RDAG D. 12/1 - METAL VOXHALL - KONCERTSTART 21:00

The Kandidate Spit Rusty SickSeed

TIRSDAG D. 15/1 - ELEKTRONISK RADAR - KONCERTSTART 20:00

Marybell Katastrophy Lydmor Mr. Fish

Musikprogram ONSDAG D. 16/1 - HIPHOP ATLAS - KONCERTSTART 20:00

Henrik Hass Rap Akademiet

Max På + TMT + Nella + Clique

TORSDAG D. 17/1 - REGGAE/DANCEHALL VOXHALL - KONCERTSTART 21:00

Pops Jabu Sukker Lyn BliGlad

FREDAG D. 18/1 - ROCK/INDIE RADAR - KONCERTSTART 21:00

Spökraket Snaredrum Annasaid

LØRDAG D. 19/1 - POSTROCK TRAIN - KONCERTSTART 21:00

We Invented The Night Sky Architects Lis Er Stille

Pladebørs LØRDAG D. 12/1 - 10:00 - 16:00 GODSBANEN Kedlen, Remisen og Foyeren Musik Aarhus Festivals pladebørs, der er blevet til i samarbejde med Per Jensen fra Pladebørsen i Aarhus, bliver et slaraffenland af dimensioner for folk med hang til plader.

90 meter borde spækket med spændende vinyler lyder menuen på, og der bliver dermed med garanti noget for en hver smag at gå på opdagelse i. Festivalens pladebørs henvender sig til alle musikinteresserede og byder således både på dyre og sjældne plader og alt muligt andet – alt inden for 10 til 3.000 kroner vil være at finde.

Aarhus Jazz Orchestra MANDAG D. 14/1 - 12:30 - 14:00 ATLAS - BØRNEKONCERT

Aarhus Jazz Orchestra m. Peter Erskine

Til Musik Aarhus Festival står den på åben prøve for bandet, der øver sig frem mod deres Vinterjazz-projekt sammen med fusionsjazzlegenden Peter Erskine, kendt fra bl.a.

Weather Report og Steps.

Musikmesse LØRDAG D. 19/1 - 10:00 - 16:00 GODSBANEN Kedlen, Remisen, Foyeren og Den Åbne Scene Danmarks største gratis musikmesse byder på et sandt overflødighedshorn af musikrelaterede aktører på den aarhusianske scene.

Som gæst vil man således kunne stifte bekendtskab med alt lige fra byens musikskoler og spillesteder til koncertarrangører og festivaler. Et af musikmessens overordnede formål er at minimere afstanden mellem Aarhus’ musikmiljø og selv sammes brugere, og dermed bliver der altså rig mulighed for de to grupper at komme i konstruktiv øjenhøjde.

Mød blandt andre:

Northside Festival SPOT Festival MGK Aarhus Musikskole Grobund Mejlgade For Mangfoldighed Vækstlagsrådgivningen MONO/Monorama PopRevo Metal Royale Aarhus Lydfestival Oppenheimers Eftermiddag Laursens Realskole Aarhus Int. Jazzfestival Danmarks Grimmeste Festival AUT Aarhus Unge Tonekunstnere Aarhus Symfoniorkester

Levende Musik i Skolen PROMUS Fonden VoxHall Train Radar Studenterhus Aarhus Gyngen Kulturforvaltningen Culture Works Frontløberne Sunship Rap Akademiet Aarhus Bluesforening Trykkeriet Aarhus Sangskriverværksted Trenchtownclub

Marybell Katastrophy Musik er lyd – men er lyd også musik? Svaret er ja, hvis man spørger Marie Højlund, komponist og frontfigur i Marybell Katastrophy.

Marie Højlund er stadig lidt groggy efter to ture over Atlanten på kun én måned. Først en uge til Canada og hjem igen, og så en uge til New York og tilbage igen. Kroppens forvirring over nat og dag har været svær at ryste af sig, konstaterer hun med et stort smil, der slet ikke virker søvnforstyrret.

Begge rejser er en del af hendes ph.d. på Aarhus Universitet, hvor emnet er lyd og arkitektur.

Marie Højlund er bachelor i musikvidenskab og har en kandidatgrad i audiodesign. Og så er hun komponist og frontfigur i Marybell Katastophy.

Trods kombinationen af udøvende musiker og en musisk universitetsgrad, så drejer hun hovedet og stirrer ud af vinduet, før hun svarer på, om musik udspringer af et godt håndværk eller et medfødt talent.

– Det er et rigtig godt spørgsmål… Det er måske et håndværk, men ment som en bred musikalsk opdragelse og erfaring. Håndværket er vigtigt, men der skal også være noget intuitivt, et talent. Man kan ikke adskille håndværk og talent.

Foto: Peter B. Christiansen – Ord: Mia Fuglsang Holm

Et bevidst langsomt band Marybell Katastrophy består udover Marie Højlund på vokal og guitar af Emil Thomsen på keyboard, Klaus ”Q” Hedegaard Nielsen på trommer og Jakob Schweppenhäuser på elektroniske trommer og sampler. Gruppen blev dannet i 2007, og i april 2012 udgav de deres andet fuldlængdealbum ’Amygdala’. I oktober 2012 var de med på en The Libertines-cover-cd, som udkom med det engelske musikblad NME Magazine. Alle 10 grupper på cd’en var blevet udvalgt af The Libertines selv, og Marybell Katastrophy var det eneste ikke-engelske band, der medvirkede. Med de to udgivelser i ryggen kommer 2013 til at stå i udlandets tegn for Marybell Katastrophy. I februar udsendes ’Amygdala’ i Tyskland, Østrig og Schweiz, og det betyder flere koncerter udenfor Danmark, blandt andet på Nordklang Festival i Schweiz.

Drømmene og ambitionerne fejler ikke noget i Marybell Katastrophy, men Marie Højlund beskriver gruppen som bevidst langsom.

– Vi tager os god tid, vi er ligeglade med regler og forventninger, siger hun og skynder sig at tilføje: – Men det betyder ikke, at vi er ligeglade med, hvad folk mener om os. Jeg ville da blive ked af det, hvis der ikke var nogen, der kunne lide vores musik.

Jagten på anerkendelse og en fast indtægt

som musiker kan blive for høj, og blandt andet derfor har alle fire medlemmer af Marybell Katastrophy et arbejdsliv ved siden af gruppen.

– Det betyder, at vi kan beholde vores totale kunstneriske frihed, fordi vi ikke skal leve af det.

Jeg kender da bands, om hvem man som udenforstående ville sige, at de har bevaret deres kunstneriske integritet, men hvor jeg ved, at de alligevel må gå på kompromis med deres drømme eller talent eller overbevisning. Jeg spillede for nogle år siden i Tiger Tunes, og vi fik stor succes.

Det gik hurtigt, og vi gjorde alt det rigtige, alt det der var forventet. Men prisen var, at vi stoppede.

Det er det, jeg er bange for. Jeg er ikke bange for at gå på kompromis med musikkens præmisser, men jeg er bange for branchens præmisser, siger Marie Højlund.

Et kaos af toner Det er Marie Højlund, der komponerer meget af musikken i Marybell Katastrophy, men til trods for den akademiske uddannelse i musik, så starter musikken et helt andet sted hos bandets frontfigur.

– Jeg oplever min faglige baggrund og min musik som to meget adskilte ting. Jeg glemmer min musikvidenskab, når jeg komponerer musik. Musikken er et frirum for mig, og jeg leger med nye instrumenter for at frigøre mig fra den akademiske baggrund.

Marie Højlund sætter hænderne op for sine ører for at signalere, at hun lytter. Cafeens baggrundsstøj af snak, kaffemaskiners hvæsen og dørens små smæk rykker tættere på.

– Jeg hører musik i mange ting. I Marybell Katastrophy bruger vi meget reallyd. Det udfordrer en til at definere forskellen mellem lyd og musik. Det er også det, jeg prøver at formidle, når jeg underviser.

Jeg prøver at få de studerende til at lytte til omgivelserne, og ikke kun til den organiserede musik. Det spændende sker, når lyd går fra at være ingenting til at blive musik, siger Marie Højlund.

Som komponist vågner hun ikke midt om natten med en melodi i hovedet. Musikken kommer nærmere snigende, forklædt som en tone eller en velkendt lyd.

– Hos mig starter det som en lyd eller en fornemmelse af, at noget vil ud. Der er aldrig en færdig melodi inde i mit hoved. Jeg har for eksempel opdaget, at hvis jeg gentager bestemte lyde længe nok, så opstår der noget. Det kan starte som et kaos af toner, og i det finder jeg pludselig en melodi.

37

Foto: Vibe Johanson – Ord: Rune Schlosser

Lydmor ”Jeg tager røven på jer med mit næste album” "You just want to be / as young as you can be / all you think you need / is all you ever want to see in me". Du vil være så ung. Så ung, som du kan være. Ungdommelighed – er det noget, man skal efterstræbe? Strofen er hentet fra sangen ’Young’, som kommer fra albummet ’A Pile Of Empty Tapes’, som er debutalbummet fra Jenny Rossander, der gemmer sig bag navnet Lydmor.

Hendes poppede og elektroniske univers, hun selv har beskrevet som emotionel elektropop, er hastigt på vej fremad i Danmark, hvor nummeret ’Electric Mistress’ blandt andet har været i æteren.

Derudover har hun netop startet projektet So So Echo med Sune Sølund og Thorben Seierø Jensen fra den alternative rockgruppe Alcoholic Faith Mission.

Den nu 22-årige Rossander startede med at skrive sange på klaver, som en klassisk singer/ songwriter, men købte som 18-årig noget udstyr, der fik en stor betydning for hendes musikalske udvikling. Indspilningsudstyr og lignende var nemlig en gevaldig øjenåbner, for de muligheder, der befinder sig inden for computerens audio-binære verden.

– Da jeg begyndte at åbne de programmer op, begyndte det at gå op for mig, at man kunne lave alt mulig andet, og så begyndte jeg at lave elektro.

Jeg fik noget undervisning af ham, der er Rangleklods i dag (Esben Andersen, red.), før han begyndte at spille meget live. Han lærte mig, hvordan Ableton Live fungerede. Derefter begyndte jeg at arbejde med Jonas Tranberg i Feedback Studierne. Magisk sted, hvor jeg har lavet det meste af min plade. Jonas lavede det meste, fordi han havde forelsket sig i musikken. Derefter kom Copenhagen Records så og sagde, at det havde de også, og så fik jeg en pladekontrakt.

At tage trådene i sine egne hænder igen Nu har din plade i skrivende stund været ude et lille halvt år – hvordan har det været?

– Det har været en kæmpe lettelse endelig at komme ud med den plade. Det har været vidunderligt at opleve, hvor mange der har købt og hørt pladen. Det er jo den største oplevelse, man kan få som musiker! Det har været frustrerende kun at kunne blive repræsenteret af sine poppede singler, og jeg nyder virkelig, at der nu findes noget, folk kan få i hånden, som er hele mig.

– Der er så mange følelser involveret i at udgive

den første plade, og jeg tror alle musikere oplever, at det er noget helt andet, end man forventer. Der er heldigvis sket en masse rigtig gode ting, og jeg har spillet vildt mange koncerter. Jeg er begyndt at vende mit blik mod udlandet, og jeg føler nu, at jeg er stærk nok, og at jeg ved nok om, hvad jeg vil, til at jeg kan gå til angreb, også selvom jeg ikke har et stort internationalt pladeselskab i ryggen.

– Det sidste halve år har for mig, samtidig med at Lydmor-projektet er vokset betydeligt, også handlet meget om at finde ud af, hvad jeg vil, og hvordan jeg vil gøre det. I starten af min karriere var jeg meget ivrig efter at læsse alle de vigtige beslutninger over på nogle andre end mig selv, men det er gået op for mig, at det ikke nødvendigvis er en god idé, så nu er jeg i gang med at tage trådene i mine egne hænder igen og finde ud af, hvordan man styrer den efterhånden ret store maskine, som Lydmor er blevet til.

Har folk taget godt imod dig?

– Det synes jeg. Jeg har oplevet så meget kærlighed - både til mine koncerter og på mails fra fans, at jeg til tider har været ved at eksplodere.

Det er selvfølgelig dejligt at vide, at jeg har formået at røre folk. Det ser jeg egentlig som min vigtigste opgave, men nogle gange er det svært, at finde ud af hvordan man skal få sagt til folk, at jeg er meget taknemmelig over det. Jeg håber virkelig, at kunne give noget af det tilbage gennem min musik.

Udlandet kalder Er du startet på at lave nyt materiale, eller hvad er planerne for dig lige nu?

– Jeg er allerede dybt inde i processen omkring mit næste album og hele konceptet omkring det.

Denne gang er det produceret derhjemme, og jeg er meget tættere på alle processer. Jeg er virkelig spændt på, hvad reaktionen bliver, men jeg holder det nye materiale ind til kroppen, indtil jeg kan mærke, at det er det helt rigtige tidspunkt. Jeg prøver det til tider af til mine solo-koncerter, så der kan man være heldig at få en forsmag.

Hvad er dine planer i din umiddelbare fremtid?

– Jeg skal ud af Danmark. Jeg har prøvet at rejse lidt ud for at spille koncerter, og jeg kan slet ikke få nok af det. Det føles pludselig som om at verden er uendelig stor, og mulighederne bare ligger for fødderne af mig og venter på at blive brugt. Og så planlægger jeg også at tage røven på jer alle sammen med mit næste album.

39

Mr. Fish – Det er en for vild oplevelse, at vi går rundt på denne her store kugle, der svæver ude i det ydre rum.

Sådan siger forsanger i diskorock-duoen Mr. Fish, Martin Emil Zeppelin, om inspirationen til den musik, som i sommer har kunnet høres på blandt andet SPOT Afterparty, Danmarks Grimmeste Festival og Danmarks Største Fredagsbar.

Mr. Fish er et spritnyt navn på den danske musikscene. Duoen indspillede debut-ep’en ’E-ZV2’ i december sidste år. Den kom på gaden i februar, og siden har 2012 stået på koncerter.

Selvom Mr. Fish er et nyt navn, har begge duoens medlemmer erfaring fra andre bands. 21-årige Emil Vissing er en del af Reptile Youth, som udsendte deres debutalbum i september, og Martin Emil Zeppelin har været forsanger i det nu opløste Zeitgeist.

Foto: Morten Rygaard – Ord: Lisa Amtoft Jensen

Skabelsen af Mr. Fish Martin og Emil mødte hinanden tilbage i gymnasiet. De begyndte at spille sammen, fordi drengene ifølge Martin havde ”en meget rå kemi med hinanden”. Mr. Fish startede med sangen af samme navn, før det overhovedet blev et bandnavn: – Det første nummer vi lavede sammen hed ’Mr. Fish’, og var faktisk ikke musik, men mere en fortælling med noget musik i baggrunden, hvor Emil lavede musikken, og jeg opdigtede en historie, fortæller Martin, og fortsætter: – Vi lå klokken fire om morgenen ude i øvelokalet. Vi hang ud dér, og snakkede om alt imellem himmel og jord. Så begyndte jeg at sidde og skrive – fordi jeg skriver rigtig meget – og så skrev jeg fem sider om en mand, der hed Mr. Fish, som var frygtelig, frygtelig kedelig. Emil begyndte at lave noget musik til, og bagefter begyndte vi at lave rigtig musik sammen, som ikke var historiefortælling.

Det at være et rumvæsen på denne planet Da jeg spørger Martin, hvad han bliver inspireret af, når han laver musik, svarer han: – Hele den oplevelse det er at være et rumvæsen på denne her planet.

Sangskriveren uddyber ved at fortælle, at han finder inspiration alle steder, men udtalelsen kan også lede tankerne hen på duoens musik, hvor der flere steder bliver brugt vocoder, der forvrænger sangerens stemme hen imod noget, som kunne komme fra en science fiction-film. Martin fortæller, at han generelt er influeret af musik, der har en ”umenneskelighed” i sig:

– Jeg er meget inspireret af ekstrem musik. Musik som Gorillaz eller Suede: Altså, noget der er ekstravagant. Den stemning der for eksempel er i Kaizers Orchestra eller i Radiohead. Noget der har en eller anden form for umenneskelighed i sig.

De to drenge har faste roller i sangskrivningsprocessen, hvor Martin skriver sangene med kun sang og klaver, og Emil arrangerer dem med flere instrumenter: – Vi skriver sangene ved, at jeg starter en skitse, og så kommer Emil ind, og kurerer alle børnesygdommene i det, og er total upædagogisk. Og i starten tror jeg altid, at han er ved at ødelægge det hele, men det er i virkeligheden fordi, at han er meget sprød. Emil er skarp, mens jeg måske er mere ukritisk. Men det er den form for manglende kritik, der gør, at jeg overhovedet kan skrive sangene i starten, siger Martin.

Han fortæller, at teksterne kommer fra hans underbevidsthed og drømme, men at sangteksterne ikke nødvendigvis har noget at gøre med Mr. Fishsangerens eget liv. Det betyder mere, hvad publikum får ud af at lytte til dem: – Det, der betyder noget, er, om en sang er god eller ej. Og om en sang kan få folk til at spejle sig i den.

Opmærksomhed fra Roskilde-bookere Indtil videre har Mr. Fish fået gode reaktioner på deres koncerter, og da de spillede på SPOT Afterparty tidligere i år fik de en særlig positiv respons på koncerten: – Vi spillede på SPOT Afterparty, hvor der kom to bookere fra Roskilde Festivalen op, og sagde, at de syntes, at det var helt fantastisk, og at de gerne ville se os på Roskilde Festivalen næste sommer.

Det er selvfølgelig ikke noget, man kan stole på, før der ligger en kontrakt, men alene den reaktion er fantastisk at få som band, kommer det fra Martin.

Mr. Fish planlægger at komme ud at spille en masse koncerter i fremtiden, så der er flere, der kan lære dem at kende. Desuden har bandet en ny single i støbeskeen: – Vi er i dialog med et pladeselskab omkring, hvad vi skal gøre med os selv. Og så har vi lige været i studiet med Nephews producer, Carsten Heller, for at indspille en single, som vi skal til at lave musikvideo til nu.

Om den forestående koncert på Musik Aarhus Festival afslutter sangeren med kommentaren: – Jeg glæder mig til at smadre hele lortet!

41

Foto: Morten Rygaard – Ord: Kenneth Kristensen

Henrik Hass En af Danmarks bedste freestylerappere er sprunget ud som sangskriver, og ud af det er blandt andet kommet albummet ’Nøgen med sokker på’.

Efter at have huseret som freestyler igennem en årrække – bl.a. som en populær karakter i MC’s Fight Night – albumdebuterede Henrik Hass i november 2011 med pladen ’Nøgen med sokker på’.

Det materiale skal nu luftes til Musik Aarhus Festivals hiphopaften på Atlas. ’Nøgen med sokker på’, hvad skal det betyde?

– Haha, der ligger et par forskellige betydninger i den titel. Det mest umiddelbare vil jo være at sige, at jeg er nøgen, så jeg viser det hele. Jeg viser mig, men er alligevel lidt forbeholden. Du må godt se min penis, men du må ikke se mine fødder, siger Hass, inden han bryder ud i grin.

– Det er den ene tanke. Du må godt se noget, der betyder meget for mig, men jeg gemmer stadig på noget, du må ikke se.

– Den anden er, at jeg engang så en sitcom, der hed ’Mit liv som Bent’ på DR2 med en skuespiller, der hedder Henrik Løkkegård. Ham Bent var umanerligt kikset, og møder så en pige, han bliver lidt forelsket i. Hun siger, ’Bent, du må aldrig være nøgen med sokker på. Det er simpelthen det mest kiksede i hele verden.’

– Og igennem det meste af mit liv har jeg haft den her forbandede kiksethed over mig, som jeg prøver at ryste af. Ligegyldigt hvor langt jeg kommer fra folkeskoleårene og det ene og det andet, så kan jeg stadig have en usikker fornemmelse indeni. Det er som om, at det ikke er lykkedes helt at blive Mr. Cool. Så ʼnøgen med sokker påʼ betyder også at være kikset.

At være ʼcoolʼ betyder heller ikke noget for Henrik Hass, forklarer han videre. Men lidt anerkendelse vil dog ikke være af vejen.

– Altså, jeg vil gerne anerkendes for mit talent, og de ting jeg gør. Dét betyder meget for mig. Men nej, jeg har ikke noget ønske om at blive ʼsejʼ, har jeg fundet ud af.

Album #2 I skrivende stund har debutalbummet et års tid på bagen, så jeg tillader mig at spørge Henrik, om der er planer om en opfølger, hvortil han nærmest lyser op og flækker et bredt smil.

– Der er mega meget planer om en opfølger!, siger han og fortsætter: – Jeg tror ikke, at den kommer til at hedde ’Nøgen med sokker på 2’, men der kommer i hvert fald

en plade mere. Jeg er allerede i gang med at lave nye numre. Jeg har ingen fucking anelse om, hvornår de er klar eller kommer ud. Men jeg har da fem rustne studiedemoer og fire-fem idéer mere på tegnebrættet. Så der kommer helt klart noget nyt.

Flere af numrene er stadig »uslebne diamanter«, så det er desværre ikke nogle, som vi umiddelbart kan glæde os til at høre på festivalen, fortæller Henrik Hass.

Ordet i sin magt Med sin fortid som en fast bestanddel af MC’s Fight Night kender han stort set alle af Danmarks bedste freestylerappere, og sammen med Kejser A, Ham Den Lange og Johnny G har Henrik Hass også skabt freestylegruppen Ordets Magt.

– Alle os, der er med i Ordets Magt, er jo tidligere Fight Night-deltagere og har været med i dét i mange år, men vi nåede sgu samtidig en fornemmelse af, at vi ikke kunne få mere ud af Fight Night.

Nu har vi simpelthen battlet så meget, at vi efterhånden må udfordre os selv på nogle nye måder.

– For vi vil stadig gerne freestyle; vi elsker at freestyle. Vi kan også godt lide Fight Night, men vi trænger bare til noget nyt. Og så fandt vi det her koncept, Ordets Magt, hvor der mere er fokus på at være kreativ og freestyle og have en fest, end det her med partout at skulle klaske hinanden i gulvet. Det gør vi stadig, men vi gør også masser af andre ting, fx nogle koncepter som inddrager publikum lidt mere, og det er noget, vi synes er ekstremt spændende at arbejde med.

Den Gyldne Mikrofon I 2007 vandt Henrik Hass statuetten Den Gyldne Mikrofon til MC’s Fight Night – det håndgribelige bevis på at have leveret årets bedste punchline, og den gik sådan her: – Jeg er for syg, mand / fra Jylland / hvor rigtige piger er nede med en tyk mand Men hvad betød det egentlig for Henrik Hass?

– Jeg var utrolig glad for at få Den Gyldne Mikrofon, og jeg syntes også, at jeg havde fortjent den. Måske bare ikke for den linje, måske en anden linje. For det år var jeg flyvende. 2007 var sgu mit år, selvom jeg ikke vandt.

Nu her, en god håndfuld år og et album senere, gælder det Musik Aarhus Festival, hvor Henrik Hass igen skal vinde publikums gunst med ordjongleri af fineste karat.

43

Rap Akademiet Feat: Max På, TMT, Nella og Clique Siden hiphoppen og rappens spæde år har den været talerør for mange af de udsatte befolkningsgrupper. Musikken og kulturen udsprang i amerikanske ghettoer, hvor udsatte grupper beskrev deres kamp for at overleve i betonjunglen. Det faktum er noget alle kender til, og amerikanske rappere som eksempelvis Jay-Z og Biggie Smalls er sidenhen blevet idoler for store dele af en generation. Sådan forholder det sig også i Aarhus.

Selvom forholdende ikke kan sammenlignes kan inspirationen fra ghettoerne i New York, Los Angeles og Detroit sagtens mærkes i de udsatte boligområder i og omkring Aarhus. Det mener Rasmus Brandt Lauridsen, som for nogle er bedre kendt under sit rap-alias, Nat Ill. Han er leder af det aarhusianske initiativ Rap Akademiet, som har hjemme i Aarhus Kommune med fokus på de udsatte boligområder.

Foto: Morten Rygaard – Ord: Morten Løwenstein

Uvurderlig opbakning fra flere kanter Rap Akademiet er et gratis til fritidstilbud til unge mellem 12 og 25 år, alt hvad det kræver er en interesse i rap-musikken. Projektet startede i 2008 med Henning Winther og Det Boligsociale Fællessekretariat som iværksættere, via etablering af rapskoler som en del af de lokale ungdomsskoler og fritidsklubbers tilbud. Det viste sig hurtigt at blive en succes og efterspørgslen blev så stor, at man i 2010 fik ideen til et større tilbud, der kunne tilbyde mere professionelle forhold at arbejde under. Dermed blev Rap Akademiet, som nu er en fast del af Fritids– og Ungdomsskoletilbuddet i Aarhus Kommune, etableret.

– Vi har fra start haft en rigtig god opbakning fra det offentlige. Vi har modtaget støtte fra bl.a. Integrationsministeriet og Det Lokale Beskæftigelsesråd i Aarhus Kommune. Derudover har boligforeningerne i Aarhus støttet os økonomisk via Det Boligsociale Fællessekretariat, fortæller Rasmus Brandt Lauridsen.

Den offentlige støtte er selvfølgelig vigtig, men næsten endnu mere vigtig er den lokale opbakning.

– Uden en stærk lokal opbakning ville det ikke kunne lade sig gøre at etablere og køre et projekt som vores, siger Rasmus Brandt Lauridsen.

Et unikt ungdomstilbud Hovedaktørerne i Rap Akademiet er de unge brugere. Gennem rapskolerne, som projektet udsprang af, var der allerede en brugerskare, men det tog iføl-

ge Rasmus alligevel lidt tid at synliggøre indholdet.

– Vi kæmper jo ligesom alle andre ungdomstilbud om de unges tid og opmærksomhed i en verden, hvor de unge kan vælge og vrage mellem et hav af fritidsaktiviteter og underholdningsmuligheder. Hvis man vil være nogenlunde sikker på at få en bid af de unges tid, kræver det bl.a., at man kan tilbyde dem noget helt unikt, som de ikke kan få andre steder, fortæller Rasmus, inden han forklarer, at de netop har formået dét.

– Vi har kunne tilbyde de unge nogle unikke muligheder i form af workshops med nogle af deres egne idoler fra rap-scenen (bl.a. Suspekt og Jooks, red.), koncertoptrædener, musikudgivelse og spændende samarbejdsprojekter med nogle af byens mere etablerede kultur- og musikinstitutioner, siger Rasmus.

Udover Nat Ill selv, så er yderligere fem personer ansat i Rap Akademiet (Ham Den Lange, Daniel Bé, Mark Merek, Mic og Mester Jacob), som varetager den daglige undervisning, produktion og indspilning. Helt praktisk arbejdes der meget forskelligt med alle de unge.

– Det handler om at tage udgangspunkt i den enkeltes ønsker, og ud fra disse stykker vi så en handlingsplan sammen. På den måde kan vi rumme både nybegyndere og meget erfarne rappere.

Vi tvinger ikke undervisningen ned over hovedet på de unge, men tilpasser den til den arbejdsproces og fremgangsmåde de unge selv vælger, fortæller Rasmus Brandt.

– Den største optur er ubetinget at opleve de unges udvikling - både på det musikalske og personlige plan. Hele formålet med Rap Akademiet er netop, at de unge skal udvikle nogle personlige færdigheder via arbejdet med musikken, siger han.

Men Rap Akademiet har også modtaget mere håndgribelige tilkendegivelser i form af en Danish Music Award for Årets Initiativ og en nominering til Den Kriminalpræventive Pris. Yderst respekterede priser, som Rasmus Brandt kalder ”en ekstra fjer i hatten”.

Til Musik Aarhus Festival stiller Rap Akademiet op med en skare af deres meget talentfulde unge rappere, og man vil muligvis kunne opleve nogle af fremtidens danske hiphop-stjerner. Heriblandt kan man på aftenen opleve Max På, TMT og Nella med flere. En ting er ifølge Rasmus Brandt Lauridsen stensikkert: – Der kommer helt sikkert en flok unge, som brænder for at vise hvad de kan!

45

BliGlad BliGlad startede med et reggae-hit, men siden gik gruppen andre veje. BliGlad står fast på at være deres egen, men af og til må man sluge en kamel eller to.

BliGlad sidder tilbagelænet og drikker kaffe.

Det vil sige en tredjedel BliGlad. At samle hele gruppen på seks personer er utopi, ifølge trommeslager Kasper Brinck. Ved siden af ham sidder forsanger Christopher McLaughlin. De er netop blevet færdige med efterårets lille danmarksturne.

Forude venter der en tiltrængt pause, før gruppen igen samles til Musik Aarhus Festival, hvor de skal spille på VoxHall.

Det er fem år, siden at BliGlads første album ’Kærlighed til folket’ udkom, og de fem år har budt på noget af en rutsjetur, hvor det er gået både op og ned for de seks musikere. Fra at være en kæmpesucces, der fik reggaetonerne ind på de danske hitlister og en fast rotation på P3 til anmeldere, der ikke brød sig om de efterfølgende albums, musikalske stilskift og et pladeselskab der lukkede, hvilket betød, at gruppen selv måtte finansiere udgivelse og turné.

Gruppen har netop afsluttet den turné, der kom i kølvandet på deres seneste udgivelse ’Hjem til Harlev’, fra september 2012.

– Personligt har jeg virkelig nydt denne her seneste turné. Vi er pissegode til at spille sammen, og vi har aldrig været så sammenspillet, som vi er lige nu, siger Kasper Brinck.

Foto: Steffen Jørgensen – Ord: Mia Fuglsang Holm

At sluge kameler BliGlad gik helt nye veje i forbindelse med deres seneste udgivelse. Og ikke kun musikalsk. Albummet blev til i samarbejde med tøjfirmaet Quint. Det gav masser af medieomtale, og det var bestemt også meningen, understreger de to musikere. Alligevel var der ting, de var knap så glade for. Omtalen kom i høj grad til at handle om selve aftalen, og meget mindre om BliGlads musik og udgivelsen. Desuden blev det i medierne udlagt som, at tøjfirmaet havde produceret udgivelsen. Det er direkte forkert, påpeger Kasper Brinck.

– Det er en management- og distributionsaftale, vi lavede med dem. Vi har ingen indtægter haft på denne her udgivelse. Vi har selv betalt alt, og den har kostet os penge.

Hverken han eller Christopher McLaughlin ser nogen moralske problemer i at lave en samarbejdsaftale med et tøjfirma.

– Hvad er forskellen på et tøjfirma og et plade-

selskab? De er begge lige kommercielle, og de vil begge forsøge at tjene penge på os. Man må acceptere, at dér hvor pengene er, dér er mulighederne, og så bliver man nogen gange nødt til at sluge nogle kameler, siger Kasper Brinck og fortsætter: – Før aftalen med Quint stod vi for alting selv, og det tærede på os. Nu står de for managementdelen. Vi vil bare mødes og spille musik. Det er jo det, vi er bedst til.

En anden kamel, der måtte sluges for især Christopher McLaughlin, var, at gruppen sagde ja til at optræde ved nogle in store-koncerter i tøjfirmaets butikker. Det betød, at gruppen skulle optræde i diverse indkøbscentre.

– Så føler man sig altså degraderet til Tommy Seebach-niveau på hans sidste alkoholiske dage, griner Christopher McLaughlin og fortsætter: – Ingen af de mennesker i butikscentrene ville være kommet til vores koncerter alligevel, og så gik der lidt for meget soft ice og krymmel i det.

Management er helvede BliGlad blev dannet i 2003 og efter lidt udskiftning består bandet i dag af Kristian Nordentoft (bas), Daniel Plon (guitar), Benjamin Lesak (keyboard), Christopher McLaughlin (vokal), Kasper Brinck (trommer) og Max Buthke (kor, perkussion).

Christopher McLaughlin og Kasper Brinck drikker det sidste af deres kaffe, mens de stadig sidder tilbagelænet og afslappet i sofaen og taler lige ud af posen. Det er musikken, der holder bandet sammen: De elsker at spille. Kunne de bare slippe for alt det praktiske omkring udgivelser, management, planlægning og konstante beslutninger, siger de enstemmigt.

Hvad 2013 kommer til at byde på for BliGlad, ved de ikke endnu. Først skal der en lille pause til, men hver i sær gør de sig deres overvejelser, også om en mulig kommende udgivelse, som sagtens kan laves i samarbejde med et firma.

– Det vil blive mere og mere normalt, når der ikke længere findes pladeselskaber, siger Christopher McLaughlin.

– Vi er en enhed, som ikke vil gøre, som andre siger. Vi er seks meget forskellige personer, og vi fungerer lidt som et gammelt ægteskab. Vi vil bare spille musik. Hele managementdelen er et helvede. Men det er i det kommercielle, at mulighederne ligger; musikken har brug for penge. Måske vi ringer til L.O.C. og spørger, om han vil hjælpe os, siger Kasper Brinck.

47

Sukker Lyn Han vil ikke gemme sig bag nogen. Han vil stå alene og fremføre sit budskab, så ingen er i tvivl om, at han kunne. Sukker Lyn alias Lazar Lakic vil vise dem alle sammen, at han kan.

– Jeg kom fra det fremmede til asylcenter, mit første stoppested det var Sandholmlejr. Det er de første linjer i den første sang, jeg skrev i 2010. Det er ikke så længe siden, og det er helt simpelt. Man kan godt høre, jeg ikke vidste meget om at skrive tekster, fortæller Lazar Lakic alias Sukker Lyn. Til gengæld har Lazar Lakic været i gennem mere end de fleste. Selvom han ikke husker meget fra asylcentret, hvor han tilbragte de første 6 år af sit liv, er det ikke noget, man bare flygter fra.

– Jeg var ikke så gammel, da jeg forlod asylcentret, men jeg var udlænding, og jeg har boet de steder, de andre flygtningebørn boede, og mine forældre var også stærkt prægede af at være flygtet fra krig og bo på et asylcenter. Det bærer mine tekster præg af. Der er en vrede i dem, tror jeg. Men jeg har været heldig. Der er mange af de knægte, der har lidt samme skæbne som jeg, men som ikke har fundet en måde at formulere sig på. Jeg har musikken, hvor jeg måske pakker det lidt ind, at vi ikke havde særlig meget, og at vi var låst fast i de her rammer, hvor vi ikke vidste, om vi skulle sendes hjem eller blive i Danmark.

Var jeg dansker eller udlænding?, fortæller Lakic om opvæksten i Silkeborg, hvor hans mor insisterede på at sende ham i privatskole, fordi han ikke skulle ende som en ballademager – eller en fuckup, som Lakic selv udtrykker det:

Foto: David Bust – Ord: Lisa Ryberg Pedersen

Fra ADHD til superkraft – De andre børn smilede altid og havde aldrig problemer derhjemme, men jeg havde svær ADHD og opførte mig som en abe, fordi jeg havde så meget energi. Jeg var pisse irriterende. De andre børn havde det for sygt, så jeg sad tilbage med et behov for at få det sygere end dem en eller anden dag. Jeg ville af med den der følelse af at være efterladt og vise dem, at jeg ikke bare var et fuck-up.

ADHD’en udfordrede Lazar Lakic i skoletiden, men da han blev ældre, begyndte han at bruge den. Energien blev en slags superkraft, da han faldt for crunken.

– Jeg stenede på YouTube og faldt for crunken.

Det var sindssygt råt. Det er hip hoppens svar på punk. Bassen er så tung, at det er helt sygt. Det er energisk, og man kan se det i musikvideoerne, der ikke længere handler om guld og penge, men man

ser folk i bar overkrop, der bare har det for overdrevet til musikken, siger Lazar, der beskriver Sukker Lyn som en blanding af crunk og euro trap en afart af crunken, men med en mere elektronisk lyd, som er kommet til efterhånden, som europæiske producere har sat deres præg på musikken.

Energien har han med hele vejen i gennem sangskrivningsprocessen. Han kan ikke sidde stille, når han skal skrive tekster, men vandrer rastløst rundt til idéerne kommer. På scenen er energien også uundværlig for Sukker Lyn, der foretrækker at stå alene på scenen: – Når jeg er alene på scenen, føler jeg, at jeg skal bevise noget. Jeg har nogle gange haft gæster med, men jeg sørger altid for at være alene.

Jeg vil være helt blottet, for så kan jeg kun gøre én ting, og det er at sørge for at gøre mit allerbedste.

Hvis jeg får lov at slappe af på scene, ryger energien. Jeg skal være alene for at være der 100 %.

En indstilling, der hjalp Lazar i den spæde start i Silkeborg. Eventyret startede med en mikrofon, et lydkort og en god portion vilje i en kælder.

Nu en del af Cheff Records-lavinen – Når jeg vil noget, så vil jeg noget. En aften besluttede jeg mig for at lave musik. Jeg var rastløs, og jeg ville bare rappe, fortæller han.

Lazar og en ven skrev sammen en masse sange, og på det tidspunkt dj’ede de to venner rundt omkring i Silkeborg. Det gav Lazar mulighed for at afprøve sine egne sange foran et publikum.

Først var det bare for sjov, men Lazar blev bedre og bedre, og lærte nogle gode mennesker at kende. Blandt andre folkene fra Cheff Records, hvor han nu er i stalden sammen med Kidd og alle de andre flabede drenge fra det slæng. Og så rullede lavinen.

Sukker Lyn har ud over crunken og superkræfterne en plade med i rygsækken, når han gæster Musik Aarhus Festival. Hvis alt går efter planen, altså. Pladen forventes at udkomme i december eller januar. Men plade eller ej, for Sukker Lyn er der kun en vej at følge, og det er den vej, energien fører ham.

– Folk kan forvente en masse energi, og de kan forvente at brække nakken, fordi de kommer til at headbange så meget, siger Sukker Lyn alias Lazar Lakic med et grin.

49

Pops Jabu Forud for Musik Aarhus Festival har festivalen mødt den socialt bevidste Pops Jabu, som laver musik med det formål at hans børn kan være stolte af sig selv.

Med musikalske elementer fra reggae og afrobeat forsøger dansk/zimbabweren Pops Jabu, der flyttede til Danmark i ’84 som 13-årig, at råbe befolkningen op med kritisk stillingtagen på et filosofisk plan.

– Det er disrespekt imod skolerne, og hele det dannelsesprojekt, de fører, hvis man siger til flygtninge, at de bare kan tage hjem. Når man bor i det her land, så bliver man dannet til at bo her ligesom alle andre.

– Hvis du er født her, så er du dannet til at være dansker. Du kommer ikke til at passe ind et helt andet sted.

Ovenstående ord stammer fra Pops Jabus mund, og syner om et stort politisk hjerte, men adspurgt herom, nægter han.

– Jeg er ikke politisk interesseret. Jeg synes, at politik er beskidt, og kalder det faktisk »politricks«.

Når jeg skriver politisk klingende tekster, så er det mere på den historiske og filosofiske måde. Faktisk lidt som en kritik af politik, kan man sige.

Pops Jabus far var til gengæld meget politisk interesseret, og kæmpede i bushen under den ikke-erklærede borgerkrig, som fandt sted, da Zimbabwes befolkning kæmpede for at løsrive sig Storbritanniens kolonialisering af Zimbabwe.

Foto: Steffen Jørgensen – Ord: Kenneth Kristensen

Vær stolt af dig selv Pops Jabus lyrik centrerer sig i højere grad om det danske system, og hvad der foregår omkring ham – ikke andre steder.

– Ofte så ser man, at man tager budskaber fra USA, som man prøver at presse ind i det danske samfund. Ghettoisering, og hvad ved jeg. Jeg prøver bare at beskrive en realitet, som den jeg ser.

På godt og ondt.

– Jeg prøver bare at beskrive det samfund, som jeg, og dem som ligner mig, lever i, på samme tid med, at jeg forsøger at provokere lidt.

– Jeg ser ofte sorte, som gemmer sig. Nærmest som en undskyldning for, at de er her. Det er vigtigt for mig, at min knægt ikke skal vokse op og se det. Han skal se en far, som er stolt af sig selv, og hvad han er. Hvis jeg ikke er det, hvordan skal min søn så blive det?

Ifølge Pops Jabu bliver han et talerør for alle dem, som oplever hvad han selv gør. Noget som

Pops Jabu påpeger, at de etniske danskere nok ikke bemærker.

– I bund og grund drejer det sig om, at jeg har skrevet og sunget reggae- og hiphoptekster lige siden, at jeg kunne skrive. Og hvad handler det musik om? Det er jo faktisk en minoritetsstemme. Når man kigger rundt omkring, så er der noget, som ikke bliver snakket om. Jeg prøver at tage de her budskaber op, fordi jeg synes, at det er relevant.

– Jeg kan huske, da jeg var ung. Hvordan folk, der var lidt anderledes, blev behandlet. Der var nogle folk, som kom hjem og græd hver aften. Jeg accepterer ikke, hvis mit barn skal opleve det.

Eksempel fra den virkelige verden I stedet prøver Pops Jabu at skabe en kultur, hvor sorte kan være stolte af sig selv. Han nævner her et interessant eksempel fra sin dagligdag som skolelærer, hvor han tidligere har undervist bandemedlemmer fra Trillegården og Gellerup her i Aarhus.

– Det var så fedt, og det bekræftede mig i mit projekt. Alle børn, om de er røde, gule eller sorte, ønsker at blive set, hørt og accepteret. Som det er nu, bliver de set, men der er ikke nogen som hører eller respekterer dem.

– Og når de bliver set, så bliver de set ved, at man hænger dem ud i medierne, så vi i samfundet danner en generalisering af dem.

– I min første matematiktime derude sagde de, at de »kraftedme ikke gad matematik. Det var kun for danskere, det der matematik.« Jeg var fuldstændig paf, og næste dag, da jeg trådte ind i klassen, havde jeg tænkt over det.

– Og så spurgte jeg dem: Er der nogen af jer, der ved hvad arabiske tal er? Det var der ikke. Så forklarede jeg til dem, at uden de arabiske tal, så havde vi ikke det talsystem, som vi har i dag. Derfor skulle de være flove, når de sagde, at matematik kun var for danskere. ʼWolla, er det rigtigt? Det var godt, du sagde det!ʼ – Lige pludselig, så havde de noget at være stolte af. Noget, der var deres. De føler sig så fremmede her, og nu havde de noget, som de også kunne være stolte af hér. Men det skal så også siges, at det ikke kun var derfor. Det var også fordi, at jeg selvfølgelig havde den nødvendige farve. Det betyder også noget for dem, konstaterer Pops Jabu.

Bag den reggae- og afrobeatinspirerede musik, som han fortæller at han husker så tydeligt fra sin barndom, gemmer sig altså et meget alvorligt budskab.

51

Foto: Peter L. Nielsen – Ord: Simon Rune Knudsen

Annasaid På trods af en hastigt voksende fanskare i udlandet har det festlige band stadig tid til at slå et smut forbi hjemstavnen og Musik Aarhus Festival.

Det Aarhus-baserede og fire mand høje orkester opstod i 2005, da forsanger og guitarist Martin Sahlertz gik på gymnasiet. Hvad der startede som et sideprojekt i forhold til skolen, er siden gået hen og blevet en heltidsbeskæftigelse for det stadig unge band. Med mere end 250 koncerters erfaring og flere store opvarmningsoptrædener både herhjemme og i udlandet er Annasaid et band, som har haft enormt meget fart på op igennem den hårde musikbranche.

– Vi startede sådan set bare som et typisk gymnasieband, som spillede covernumre og en smule selvproduceret. Det kan man sige har ændret sig ret meget siden. Jeg har altid været meget målrettet, omkring hvad jeg ville med musikken. Og selvom en del medlemmer er blevet skiftet ud gennem årene, mener jeg, at den målrettethed er at finde i hele Annasaid, siger Martin.

Det tog for alvor fart for bandet, da de i kølvandet på deres første EP ’Annasaid’ blev inviteret med til at deltage i P3s Karrierekanonen. Det skete to år i træk, og selvom gruppen ikke løb med sejren nogle af årene, nåede de begge gange finalen, hvilket genererede meget positiv opmærksomhed omkring projektet. Både anmeldere og branchefolk var vilde med det anderledes udtryk, Annasaid har.

– Det er som altid svært at genrebestemme sin egen musik. Det er meget brittisk inspireret, samtidig med at det rytmisk trækker tråde til noget afrikansk. Så en god blanding af Oxford og samba, hvis man kan sige det, siger Martin.

Flere store opvarmningskoncerter Efter Annasaid udgav deres anden EP ’WELL WELL WELL’ i 2009 blev de valgt til at skulle varme op for det populære skotske band Glasvegas.

Efterfølgende blev deres ellers planlagte indspilninger af første album udskudt, da de pludselig blev tilbudt at varme op for Florence + The Machine i både Amsterdam, Bruxelles og København.

Måske er det på grund af de attraktive opvarmningsjobs, at Annasaid har været enormt gode til at sætte sig selv på landkortet i især udlandet. Deres debutalbum ’JUA’ blev i maj 2010 både udgivet i Danmark, Belgien, Holland og Luxembourg, og Martin fastslår, at de faktisk spiller flest koncerter i udlandet.

– Vi har helt sikkert den største fanbase i udlandet. Især i Holland, Tyskland og Belgien spiller vi rigtig mange koncerter. Og der er faktisk næsten altid fyldt op, når vi spiller der. Men selvfølgelig vil vi gerne blive lidt mere etablerede i Danmark også.

Annasaid har også varmet op for australske The Temper Trap på Vega i København, hvilket kastede fire stjerner fra sig i Gaffas efterfølgende anmeldelse. Desuden endte titelnummeret ’JUA’ fra debutalbummet også med at ligge nummer et på Musiksystemets på P3s hitliste.

Nyt materiale på vej Annasaid har over det sidste år været i gang med at producere materiale til deres andet album. Men der har også været tid til andet – f.eks. spillede bandet på 2012-udgaven af SPOT-festival, hvor publikum fik en smagsprøve på det nye album i form af nummeret ’This Time’. Siden har Annasaid udgivet singlen ’Breath’, som en frontløber til det ventede album.

– Lige nu er vi lige ved at være klar til at gå i gang med indspilningerne. Alt materialet er næsten parat, og det bliver rigtig fedt at introducere det for folk, når vi skal spille til Musik Aarhus Festival, siger Martin.

Aarhus er, lige meget hvor populært bandet er i udlandet, og selvom Martin selv er flyttet til København for at studere, stadig bandets hjemmebane. Og resten af bandets medlemmer – som i øjeblikket består af Jesper Jensen på bas, Emil Sylvester Jakobsen på guitar og Andreas Boesig på trommer – er også stadig bosat i Smilets By. – Det er altid virkelig hyggeligt at spille i Aarhus.

Man kender nærmest alle bands, som spiller til en sådan upcoming-festival, når man nu har været i byens musikundergrund i så mange år.

Energisk og festlig optræden Annasaid er et band, som gang på gang slår fast, at en koncert ikke behøves betragtes som en højtidelig begivenhed. Så snart det første beat griber det næste, er der dømt dansevenlig indierock hele koncerten igennem.

– Vi prøver så vidt muligt at bevæge os hele tiden til vores koncerter. Vi er fyldte med energi, og prøver at få den energi skubbet ud i publikum også. Vi har altid fået at vide, at en af vores forcer er vores liveoptrædener, siger Martin Sahlertz.

53

Snaredrum For omkring to-et-halvt år siden samledes fire gamle venner på kryds og tværs af deres musikalske projekter. Et par af dem havde spillet sammen i Cola Freaks, nogen i Emenkaya og to af dem er sågar brødre. Venskabet, der nu danner ramme for projektet, går helt tilbage til teenageårene, men manifesterer sig i bund og grund ved frontmand Anders Thode Rasmussens ønske om dengang at gøre mere ved sin sangskrivning.

Senere i forløbet er der for bandet sket en nødvendig videreudvikling af sangskrivningsprocessen, og i takt med at de blev mere fælles om denne, har flere af de andre medlemmer ligeledes bidraget med sine idéer, melodier og tekster; alle med øje for den umiddelbarhed, de ønsker skal skinne igennem i musikken. Og således blev den powerpoppede vennerock til.

Snaredrum er ikke noget ambitiøst projekt på brancheniveau – men i stedet på det kunstneriske, hvor man ikke går på kompromis med kvaliteten af sangene eller fremførelsen af disse – dog uden det ægte og ligefremme går af dem.

Foto: Peter L. Nielsen – Ord: Nanna Kolding Sørensen

Fælles referencer Bandet mener ikke selv, de har brug for prædikater eller at søge en genremæssig identitet og skelnen. På trods af dette finder de sig næsten ufrivilligt hjemme på indiescenen, i og med de er et uafhængigt band, som udgiver sin musik på det selvopførte pladeselskab Against All Arts. Frihed er imidlertid også det, drengene netop holder så meget af: Det er nemlig her, man kan finde den kompromisløse, hudløse og ærlige musik, der endnu ikke er bukket under for presset fra den kommercielle succes.

Selv er Anders, Tobias, David og Frederik godt klar over, de har op til flere fælles musikalske referencepunkter og at de bestemt inspireres af bands som blandt andre Sebadoh, Teenage Fan Club og Weezer, men tilgangen til egen musik adskiller sig alligevel fra deres, i og med Snaredrum søger sin egen lyd frem for at genskabe sine forbilleders.

På trods af Snaredrum helst ikke vil tilskrives nogen bestemte genrer, er de selv bevidste om, at den rene guitarlyd og guitarharmonierne er det primære omdrejningspunkt i musikken. Lo-fi-lydbilledet og punkens æstetik har aldrig været et bestemt udtryk, de som kunstnere har stilet efter. Det er simpelthen dén lyd, som slap ud af guitarforstærkeren, når strengene blev slået an, der så sidenhen er blevet raffineret og forstærket igennem samspillet.

Ingen stor poet Snaredrums lidt skæve tekstunivers er ligeledes skabt med simplere intentioner: Teksterne skal direkte afspejle livssynet og de oplevelser, bandmedlemmerne selv går igennem. På den måde kan de skabe uprætentiøs musik med tekster om dagligdagens små hjemlige banaliteter, der på sin egen vis dermed får en større betydning, end de ellers ville.

Teksterne er også især Anders’ mulighed for at udtrykke ting, han ellers ikke ville kunne flette ind i en almindelig dagligdagssamtale, og dermed bliver de en nødvendighed for at få afløb for dét, der ellers ville forblive usagt – underordnet om disse var af hverdagspoetisk karakter, handlede om kattes utålmodighed eller om noget så tungt som en vens død.

Anders Thode Rasmussen erkender selv, han ikke er nogen stor poet, men at han foretrækker en tekstuel simplicitet og ærlighed frem for den efterhånden gennemgående tendens til at skrive højpandede fortænkte tekster, for så at levere disse på gebrokkent dansk, som man efterhånden ser hos flere danske bands.

Heldigvis vinder den århusianske undergrund så småt frem, og netop her trives den selv samme umiddelbarhed, man ifølge Snaredrum kunne efterlyse. Her er en scene præget af unge mennesker, der gør præcist, hvad de har lyst til – hvilket desværre ind imellem kan resultere lidt i hat og briller men omvendt også kan kaste mange interessante og oprigtige projekter af sig. Her kan og vil man selv og bruger så nærmiljøet til at skabe bands og musik ved hver især at bidrage med de evner, man nu har.

Nyt i sigte 2012 har for drengene været året, hvor de så småt trådte ud af den hengemte undergrund og pludseligt stod overfor muligheder såsom at agere supportband for blandt andre New Ivory, Reigning Sound og The Lemonheads. Det blev ikke til mange liveoptrædener, da fokus i stedet har været på den nye plade og tid i øvelokalet, men de kiggede alligevel forbi et par danske festivaler som Leaves Festival og Pop Revo i foråret.

I oktober 2012 påbegyndte Snaredrum indspilningen af en nye plade – og ifølge bandet fik de allerede de første demoer i hus i november. Det betyder, der er gode chancer for, at Musik Aarhus Festivalens publikum vil være de første, til at blive præsenteret for disse.

55

Foto: Peter L. Nielsen – Ord: Simon Rune Knudsen

Spökraket Efter fire måneders pladeproduktion bliver Musik Aarhus Festival det syrede Aarhus-bands’ første præsentation af nyt materiale.

Femmandsgruppen Spökraket har efterhånden skabt et navn for sig selv i den eksperimenterende del af den aarhusianske rockundergrund.

De opererer i kraut, psykadelika, shoegaze og 60’er-garage, som de gerne blander sammen på tværs af numre, optrædener og normer. For Spökrakets koncerter har en improvisatorisk tilgang, som medfører deres koncerter aldrig er ens.

– Vi føler, der skal være plads til de indfald, man får, mens man spiller. På vores nye plade har vi kun ét nummer, som har en helt fast form. Resten er bygget op omkring et guitarriff, hvor vi så i løbet af nummeret finder ud af, hvordan det udvikler sig denne gang. Vi har selvfølgelig hver især vores præferencer, men meget er tilfældigt, og vi synes, det er vigtigt at opgive kontrollen engang imellem, siger Jonathan Højgaard, som primært synger og spiller guitar i bandet.

Spökraket blev dannet i 2010 af Jonathan og bassisten Hans Christian Andersen. Fælles for bandets medlemmer var en hungren efter en mere seriøs tilgang til musik, som forhåbentlig kunne udmunde i decideret udgivet materiale. Og det har de gjort – i sommeren 2011 udkom albummet ’All Art Is Propaganda’ digitalt, og den blev tidligere i år også udgivet på vinyl på Neh-Owh Records.

– Det startede med et opslag på musiksiden Svingninger.dk. Hans Christian kontaktede mig efterfølgende, og vi fandt hurtigt ud af, at vi ville det samme med projektet, og faktisk også havde ret meget tilfælles rent musikalsk, fortæller Jonathan.

Bjørn Vind Abildtrup kom snarligt med på guitar samt synth, og siden begyndelsen har bandet haft flere forskellige medlemmer, før de endte på de fem, de er i dag. Sinas Robin Svensen, trommeslager, og Solveig Roseth, sanger og synthesizer-kyndig, er de nyeste medlemmer af bandet, og inkorporeringen af et sjette medlem bliver stadig overvejet.

Arbejder på ny single og dobbeltalbum Bandet rumsterer i øjeblikket med en ny split-single, som skal udgives på 12” vinyl sammen med Odense-bandet The Road To Suicide. Det bliver frontløberen for Spökrakets planlagte dobbeltalbum, som tyder på at få en spilletid på mere end 80 minutter. Bag singlen står det nystartede pladeselskab Levitation Records.

– Vi blev opfordret til at kontakte Levitation af koncertarrangøren Raum Eins. Det glemte vi dog ret hurtigt igen. Men lige pludselig opdagede vi, at der var en bestemt person, som blev ved med at dukke op i alle mulige sammenhænge med vores musik. Det viste sig at være Kasper Fjord, som har Levitation, og så fik vi så stablet samarbejdet på benene.

Spökraket har aldrig haft et decideret mål med deres udgivelser. Ved ’All Art Is Propaganda’ blev de pludselig klar over, at de faktisk havde materiale nok til en plade. Det samme er lidt tilfældet med deres nye dobbeltalbum, selvom Hans Christian understreger, at der nok er lidt mere idé bag det nye: – Den nye plade bliver nok en anelse mere funky. Hver side af pladen får sit eget ”tema”, hvilket gør den mere sammenhængende end den tidligere. Samtidig indeholder den også så meget, at man godt kan kalde den for bredere i musisk forstand – vi når helt ud til nogle yderpunkter undervejs.

Ligesom sidste udgivelse indspilles singlen og dobbeltalbummet helt igennem analogt. Det foregår i bandets eget øvelokale, og det er også dem selv, som står for indspilningerne. Spökraket insisterer på at følge produktion af deres musik helt til dørs på egen hånd.

Ser frem til at præsentere nyt materiale Musik Aarhus Festival bliver bandets første koncert siden september i år. Her præsenterer de publikum for det musik, som de har ligget i efterårshi med.

– Vi glæder os enormt meget til at komme ud at spille igen. Vi forestiller os, at publikummet er meget bredere, end det vi er vant til – og så er det jo heldigt, at vores musik er så diffus, som den er.

Man kan håbe på, at folk vil kunne høre elementer fra flere forskellige genrer i vores musik. ”Kaotisk” og ”højt” er ord, Solveig Roseth vil bruge om en typisk Spökraket-koncert. Desuden har de renomé for at invitere publikum op på scenen for at udvide bandet momentant, skabe den velkendte mur af støj og fremprovokere helt nye, uforudsigelige versioner af deres numre. Om det sker på festivalen, er der stadig tvivl om: – Normalvis spiller vi steder hvor alting ”flyder” – altså, på den gode måde. Vi har før spillet på VoxHall, hvor det næsten blev for pænt til os. Det vil vi prøve at undgå, og skabe den steming som findes, når vi spiller de små steder.

57

Lis Er Stille Lis Er Stille må være et af de mest husholdte navne på årets festival. I midten af 00’erne bragede de unge knøse igennem med et større gennembrud. Den otte minutter lange førstesingle ’Styrke’ gik ind som nummer ét på Det Elektriske Barometer. Debutpladen ’The Construction Of The Amp-Train’ åbnede op for koncertmuligheder på både Roskilde, SPOT og resten af landets spillesteder, og meldingen var klar: Lis Er Stille var kommet for at blive og til dem i tvivl, fik musikmagasinet The Rolling Stone udnævnelse af bandet som julis “pick of the month” slået dette fast med syvtommersøm.

Siden er meget vand løbet under broen, og opmærksomheden er stilnet en smule. Bandet er dog stadig lige så godt – så derfor er de kun et naturligt valg til årets Musik Aarhus Festival.

Foto: Ole Lauritsen – Ord: Kenneth Kristensen og Nanna Kolding Sørensen

»Se os live, giv os en time…« Den pludselige opmærksomhed fra dengang gør dog, at så godt som alle har en holdning til Lis Er Stille, hvad end de har hørt musikken eller ej.

Og det kan godt irritere bandet, som efterspørger større åbenhed.

– Jeg ville ønske at folk på en måde kunne nulstille sig. Og glemme alt, hvad de nogensinde har hørt eller associeret med at læse vores navn. Og så bare lige brugte en time på at komme og se os live, forklarer guitaristen Tue Schmidt Rasmussen, da redaktionen møder bandet på en gård i Skødstrup, hvor de har øvelokale og studie.

Den åbenhed, som Lis Er Stille godt kan ønske sig mere af her til lands, har de blandt andet oplevet i udlandet, forklarer bandet. Her føler de i højere grad, at musikken er blevet taget imod på musikkens præmisser. Forsanger og tangentpasser Martin Byrialsen tilslutter sig Tue: – Jeg følger helt med på det, som Tue siger.

Kom lige og giv det en time… Og så se om det ikke også vedrører dig.

Og det er ikke tilfældigt, at Lis Er Stille gør en dyd ud af at pointere, at man skal give dem en chance live. Når de sidder i det kombinerede studie og øvelokale i Aarhus-forstaden har de altid livesituationen in mente.

– Når vi komponerer musikken, så lægger tanken om hvordan det egentlig bliver at spille det live altid i baghovedet. Det skal være fedt at spille det live! Det har altid været vores udgangspunkt, frem for at det skal være fedt at høre det på plade, forklarer Tue og uddyber:

– Der er mange der siger, at de først fatter det her musik, når de har set os spille det live.

Det kan måske skyldes de lange numre og de til tider halsbrækkende kompositoriske strukturer, påpeger jeg, før Martin eftertænksomt men kontant svarer, at det egentlig aldrig har været deres mål »at være komplicerede«. Til gengæld nægter de at lade en produktion slippe igennem til offentligheden, før de er helt tilfredse med hver en tone.

Den minutiøse præcision vs. den kraftfulde fremførelse Netop dét kendetegner Lis Er Stille, forklarer sangeren; at der arbejdes med meget stor præcision og fordybelse i indspilningerne.

– Jeg ser albummet som et maleri. Vitterligt som et maleri. Når man maler det hjemme i atelieret - vores atelier er så hér i studiet - så kan man få alle nuancerne med. Der er tid, og man kan tænke over tingene, og præcisere dem. Og det er nok det vigtigste af det hele. Og noget af det, der er allermest kendetegnende ved os: Præcision. Vi lader ikke to toner slippe igennem nåleøjet bare fordi… vi præciserer hele tiden. Det har vi tid til hér.

– Live så maler vi det jo foran folk. Vi kan godt tage de samme farver med, men vi vil gerne påvirkes af vores omgivelser og publikum. Vi vil ikke være en isoleret installation, som står og fremfører noget foran et publikum. Vi vil mærke publikum, og returnere energi til publikum. Så det betyder selvfølgelig at maleriet måske bliver en smule mere klattet live, men det kan fandeme også blive det mere powerful.

– Det skal man huske på. Der er ikke noget, som kan komme op på siden af live i forhold til energi, forklarer Martin, inden han slutteligt når en formalisering af sin pointe.

– Når vi spille live placeres styrke, kraft og energi. Det gør det meget præcist. Og albummet placerer årsag. Kompositionen skal gerne stå meget tydeligt på et album, så man kan lytte på det igen og igen og igen. Men live skal du have den kropslige, fysiske sensation ud af musikken.

Den fysiske sensation venter lige om hjørnet, når Musik Aarhus Festival åbner op for postrockaften, og den præcise årsag får vi givetvis også inden alt for længe. I Lis Er Stilles øvelokale var det nemlig nye sange, der var ved at blive gjort klar til at møde offentlighedens ører i løbet af 2013.

59

Sky Architects Sky Architects er populære i udlandet, og måske venter der også et større, dansk gennembrud i fremtiden. Gruppen består af Stefan Fast, Thomas Lassen, Steffen Rasmussen og Benjamin Graneberg, og har efterhånden en del år bag sig. Trommeslager Steffen Rasmussen fortæller, at de har øvet mindst en gang om ugen i 6-7 år, og bandet har i den tid udgivet to ep’er, ’Sky Architects’ i 2008 og ’The Reflection’ i 2010, inden debutalbummet ’The Promise Of Tomorrow’ kom på gaden i maj 2012. Genren er ”doompop”, da Sky Architects, ifølge Steffen, er ”50% tunge og larmende og 50% poppede og fløde.”

Foto: Ole Lauritsen – Ord: Lisa Amtoft Jensen

Rockstjerner for en aften ’The Promise Of Tomorrow’ udkom i en række europæiske lande, da Sky Architects generelt har en større udenlandsk fanbase. Det er især i Tyskland, Tjekkiet, Belgien og Grækenland, og nu er der også begyndt at komme mange arabiske fans.

– Det var ikke nok med en dansk udgivelse, mest fordi vores musik sjældent forstås i Danmark, men altid forstås i udlandet. Vi har måske fået 100 anmeldelser ind på denne her plade – især i Tyskland. I Danmark er der et par, der siger, at den er okay, og i udlandet er der ikke en eneste, der ikke siger, at den er fantastisk., fortæller Steffen Rasmussen, og fortsætter: – Jeg tror, at vi herhjemme har en forestilling om, hvordan en plade skal lyde, og hvordan formlerne skal være, og vi passer ikke rigtig ind. Når man så stikker ud, så får man enten store roser, eller også ryger man ud i kulden. Jeg tror, at vi har kæmpet lidt med at være et mix af for mange genrer. Vi er ligeså meget metal, som vi er pop. I udlandet har man været lidt mere åben over for genren og for lyden, og er nok gået mere fordomsfrit ind i at lytte til den.

Sky Architects har turneret intensivt i 2012, og Steffen Rasmussen fortæller, at de har haft deres bedste koncertoplevelser i Berlin, på dunk!festival i Belgien og på SPOT Festival 2012, hvor de optrådte med et 12-mands orkester.

Det er især de udenlandske fans, der gør et stort indtryk på himmelarkitekterne. En af deres største oplevelser som band var på den belgiske dunk!festival i foråret, hvor de blev meget overraskede over publikums reaktioner: – Vi spillede på noget, der hedder dunk!festival, som er verdens mest kendte festival for postrockgenren, hvor vi selvfølgelig stadig også passer ind,

selvom vi er lidt anderledes end de andre. Der spillede vi, og troede jo ikke, at der var nogen, der kendte os. Der væltede det bare ind med folk, lige før vi skulle spille, og de var på en måde, som vi aldrig havde oplevet før. En fyldt sal som virkelig bare var på. Og da vi så var færdige, og gik op i merchandise-boden, og tænkte: ”lad os håbe, at vi sælger et par cd’er”, så stod der en kø så langt øjet rakte. Jeg tror, at vi solgte over firs plader, alle skulle have autografer, og hver eneste i den kø havde de flotteste ord. Vi var virkelig rørte og ydmyge og chokerede over den modtagelse, vi fik nede i Belgien. Der følte vi os som rockstjerner for en aften, fortæller trommeslageren.

Aarhusianere ind til benet De udenlandske fans er med, men Steffen Rasmussen tror også på et større, dansk gennembrud for Sky Architects i fremtiden: – Vi mangler lige Roskildes Pavillon Junior. Det tror jeg, er det, der gør, at folk anerkender os som en del af den etablerede scene. Vi har lavet turnéerne, vi har lavet SPOT, og branchen kender os jo. Vi mangler bare den anerkendelse, der gør, at der kommer en masse ting naturligt, siger Steffen.

Alle fire bandmedlemmer kommer fra Aarhus, og er tæt knyttede til byen og dens musikliv.

– Jeg elsker den musik- og kulturscene, der er i Aarhus. Jeg synes, at den er helt unik i forhold til resten af landet. Vi er så aarhusianske, som vi kan blive, og vi er også sådan nogle, som aldrig nogensinde forlader Aarhus, kommer det fra trommeslageren, der desuden fortæller, at postrockaftenen på Musik Aarhus Festival kommer til at blive en enestående begivenhed: – Vi gør det meget specielt den aften. Vi skal jo spille sammen med Lis Er Stille på Train. Lis Er Stille ser ikke sig selv som postrock, og det gør vi heller ikke rigtig. Jeg ved, at vi kommer til at lave nogle ting sammen den aften, og kommer til at gøre noget helt andet, end vi plejer. Jeg tror, at det bliver en af de fedeste koncerter, vi nogensinde kommer til at spille i Danmark. Folk kommer ikke til at se en koncert, de har set før. Vi skal lave nogle helt nye ting til den aften og gøre nogle ting, vi aldrig har gjort før, eller kommer til at gøre med hinanden igen.

61

Foto: Ole Lauritsen – Ord: Jacob Krag Linde

We Invented The Night Året er 2009 og måneden er august. Trommeslageren Simon og bassisten Peter sidder i et lokale i Musikhuset, og vender idéen om at starte et post-rockband. Det udvikler sig til udsigten om en koncert i selvsamme bygning, og snart bliver pianisten Kasper og en strygerkvartet hentet ind, således at bandet til sin debutkoncert samme år lige pludselig står 8 mand høj.

Debutkoncertens spontanitet og flygtighed har fulgt bandets tilværelse lige siden. Med 7-8 unikke koncerter, som adskiller sig fra hinanden i både form, indhold og antallet af optrædende, er det altså ikke nemt at blive klog på, hvem We Invented The Night egentlig er. Selv fortæller bandet: – Vi tre er kernen i bandet (Simon Thoft, Peter Skibsted og Kasper Staub, red), men ellers er det meget omskifteligt. Det er sådan lidt fra begivenhed til begivenhed. Vi spiller koncerter ret sjældent, så når vi gør, snakker vi om, hvordan vi kan gøre det anderledes. Århusbandet har da bestemt også eksperimenteret indtil videre, og antallet af musikere på scenen har været så højt som op til 20 styks. På trods af den noget ustadige struktur i bandet, har de alligevel indspillet og udgivet en plade med titlen ’Memories of a Bloody Love Affair’. Skivens sange forholder sig ganske loyale overfor genrens konventioner. Skæringerne varer, når de er kortest, 8 minutter og opefter. Musikken, der har aner tilbage til giganter som Mogwai og Godspeed You! Black Emperor, er storladen, dramatisk og med plads til både store og små armbevægelser. En fin og spinkel klang fra guitaren udvikler sig til en insisterende og buldrende distortionstøj, der giver sig hen til strygernes og trommernes milde overtag.

Der bliver både dvælet og kælet for detaljerne.

Hvor bandet tager hen Med en selvudgivet plade på gaden og 7-8 koncerter bag sig, sigter We Invented The Night dog ikke efter det store kommercielle gennembrud, som så mange andre bands gør det.

– Bandets liv er et mål i sig, hvis vi til de få koncerter vi spiller, kan tage folk med samme sted, som vi kommer hen. Ambitionerne med bandet er at blive ved med at tage folk med nye steder, siger pianisten Kasper Staub og tilføjer, at bandet aldrig selv har bedt om at spille nogen koncerter.

Det er altså aldrig bandet selv, som skal tigge sig til koncerter, men gang på gang udefrakommende efterspørgsel, som samler bandet.

– Nogen gange når man prøver hårdt på noget, kan det være svært at få det til at lykkes. Hvis man bare gør, hvad man gør og definerer en eller anden stemning, så er der åbenbart nogen, der gerne vil høre det, lyder det ydmygt fra gruppen.

Ligesom ambitionerne adskiller sig meget fra et typisk rockband, kunne man nemt tænke, at sangene vil gøre det samme. Men trestemmigt modsiger bandet dette postulat og mener derimod, at der er flere fællestræk: – Det er jo både melodisk og rytmisk. Der er meget musik, som gerne vil i radioen og som eksponerer sig meget tydeligt som popmusik, der bare skal ned i halsen på folk. Men man kan jo også tage folk et andet sted hen og vise dem noget anderledes, siger Kasper, mens Simon stemmer i og fortæller, at ”den store forskel er, hvad målet er, og der sigter vi jo ikke efter at ramme radiostationen. Det gør nok, at vi ikke skærer det så skarpt til.”

Vi opfinder natten Skarpt tilskåret og som en stor overraskelse kommer det nok ikke, at informationerne omkring koncerten på Train den 19. januar er få. Opfinderne af natten vedligeholder mystikken, og kan ikke løfte sløret for andet, end at det bliver noget nyt. Har man været fan af bandets plade, vil man kunne ane sporene af denne. Men bandet har også udviklet sig, og vanen tro vil både indhold, form og bandkonstellation adskille sig fra de tidligere optrædener.

– Man kan forvente nykomponeret musik. Det kan forventes, at man bliver rørt. Hvis man som publikum vil med og kommer ned på Train og folder ørerne ud, så kan de forvente at blive taget med på eventyr.

Sådan runder bandet af. Chancerne for at komme til at høre We Invented The Night folde sig ud på scenen, hænger ikke på træerne. Om konstellationen er en trio, en kvartet eller en 20-mand stor gruppe musikere, er et spørgsmål, som kun kan besvares ved at møde op. Sikkert er det dog, at bandet vil gøre sit for at nå ud til publikum, og hånd i hånd med dem, opfinde natten.

63

Foto: David Bust – Ord: Pelle Sonne Lohman

Pop-up shop bliver festival-knudepunkt Fonden VoxHalls pop-up shop i Frederiksgade samler trådene under Musik Aarhus Festival 2013 Når Musik Aarhus Festival 2013 løber af stablen i perioden 10.-19. januar, så kan festivalens mange gæster med fordel slå et smut ind omkring Fonden VoxHalls pop-up shop, der har til huse i Frederiksgade 31 i det centrale Aarhus, og som i festivaldagene tjener flere festivalrelaterede funktioner.

Shoppen vil således fungere som såvel informativt festivalkontor som livligt instore-sted med fokus på festivalens mange bands og artister. Har man spørgsmål til festivalens otte vidt forskellige musikaftener eller andre dele af festivalen såsom eksempelvis den stort anlagte musikmesse eller den omfattende pladebørs, kan man således med fordel lægge vejen forbi shoppen.

Herudover danner shoppen rammen om en række instore-arrangementer, hvor udvalgte bands og artister fra festival-plakaten kigger forbi og enten spiller et par numre eller giver autografer - eller måske endda begge dele. Disse løjer vil typisk udspille sig i dagstimerne og vil helt oplagt tjene som opvarmning til aftenernes koncertbrag rundt omkring på spillestederne, hvad end den står på Atlas, Radar, Train eller VoxHall.

Fonden VoxHalls pop-up shop åbnede fredag den 5. oktober og er siden blevet lidt af et hit hos byens mange musikinteresserede, der ikke mindst i forbindelse med de mange instore-arrangemen-

ter, som har fundet sted i shoppens første par måneder, er strømmet til Frederiksgade 31.

Senest har Tim Christensen, Marie Key og Søren Huss i november måned trukket fulde huse i shoppen, der ved disse lejligheder har summet af liv og (forløst) forventningsglæde. Tidligere har også Michael Møller, Mixtune For Cully, Turboweekend, Bro/Knak og Sebastian Lind gæstet shoppen.

Ud over at præsentere nogle af de bands og artister, der om aftenen gæster Atlas og VoxHall og hér spiller hele koncerter, fungerer Fonden VoxHalls pop-up shop som et moderne billetkontor. Således kan man købe billetter og gavekort i et gennemført musikalsk miljø, hvor musikken kan tjekkes ud på de to iPads, der hænger på væggen, og hvor musikavisen Musik Aarhus Live naturligvis er inden for rækkevidde.

Det er også i shoppen, at byens musikintesserede kan tiltuske sig det såkaldte fordelsbadge, der på ubestemt tid giver rabat på udvalgte varer i barerne på såvel Atlas som VoxHall. Fordelsbadget, der således er adgangsbilletten til billigere øl, gives til alle, der køber billet i shoppen - og køber man to billetter, så får man skam to fordelsbadges.

Folkene bag Fonden VoxHalls pop-up shop glæder sig til at tage imod festival-stemte musikhoveder på stribe, når den ellers koncertfattige januar måned på frydefuld vis lives op af Musik Aarhus Festival.

65

S U MH H U R S S A IK A A A IK U R S HUS U M R A A K I S L L U A XHALL M ATLAS —ATL XH AIN VO TR AS —RA R— DA DA R— RAR — VO TRAIN AIN — VO

STEDER SPILLE US’ REGIONALE SPILLESTEDER ALETIL N AARH MÅNE FRA IO RYTM GER CERT ISK GUIDE KON RE TIL EDLIG KONCERTER FRA AARHUS’ REGIONALE GUID US’ RH AA MÅNEDLIG RYTMISK A SPILLESTEDER FR R KONCERTE GUIDE TIL

K HUS..D ARÅRG IK-A2.

- MUSIKAARHUS.DK #5 JUNI MUTIS -. -GRA - JULI 2012 2012 -SGRAT OBE IS - 2. ÅRG . - WWW.MUS IKAA RHU IS -R2. ÅRG #7 SEPTEMBER -- OKT AT R S.DK G ER 2012 - NOVEMB

XHALL

ADAR — T R — S A L AT BER

RYTMISK MÅNEDLIG

D S LIVES! AKRUS IDIA SAGAKY CHRIS

#8 OKTO

DJ Static

Stephen Marley

Bob Marley - s prisvindende album Verdensklasse-dj’ensøn gæste t r Train odon e­ med mast Bazaazzr­ og wordebu terer ldpion Læs mere på side 15 Læs mere på side 15 Danske ja afskedsturné rer tager på 6 på Læs mere

side

The Necks Cold Specks Mageløst skriver mix af jazz og nddisk sangpost-ro Sky kecana Turboweseepå erne ck på Atlas vej h­mod stjernLæs synt mere tiø De fire ambi enpå side 10 Læs mere er tilbage i by popsmede e7 på Læs mere

på side 7

sid

Et helt uomgængeligt hvorda ærnsinger/songwriterband, når snakken omJordn at Læs historienvar medller til Live s Aarhu h fortæ Musik falder på stoner rock er David Lync t utilsig tede, nutid og fremtid, 90’er-b e de om fortid , førger Radar på sin andet Kyuss. I udødeliggør ed e’besø am G hun før konstellationen Kyuss ick megahit ’W ster Tr rigtige tour” til dato t ain gæ“mes ak Lives! genoplives det Isa ris Ch på side 9 Læs mere på side 9 Læs mere fantastiske bagkatalog Læs mere på side 14

ter: menarran arra Fler Flere ter:nge Rodrigu en geme b ez Omar nter: me ge The Mo aMaria & Dagen Lopez Group Flere arran Rebekk Spil Dansk Dánjal oytors The Hymnb Mikkel Ploug Group jec /Knak

Simple Minds

Dirty Pro

Bro Sun Ship El-P Jazzfopaus rening e giver et skævt album års n fem a Efter d bud på egenren e Mike Shrereenri tilbag et lg pikon bø hipho ny Læs

Train . på Atlas på 25. okt

Radar 24. okt. på på side 11 VoxHall på re 17. sept.

Læs me

sept. på RadarHall 15.15. e 15 Læs mere på side 8 på sid juli på sAtlas fo mere på side 627. sept. reside me 11 11. juli på Train okt. på Vox 6 på mere LæsLæ mere på side Læs25.

Eksponent Læs på side 14Læs mere på side 10 mere på side 141. nov. på Atlas Læs mere på side 8 ka Læs mere ni tro 10 e ec sid el på Læs mere i dansk

Pendulum DJ-set Jitter: Aleksi Peräiä m.fl.

Charles Bradley

21. sept på Train Læs mere på side 7 8. juni på Radar Læs mere på side 9

21. juni på VoxHall Læs mere på side 11

på side 8 Læs mere

Bliv opdateret på dit regionale spillested i Aarhus Gratis avis hver måned