Tryde Andres 1934-2014 - Fra trikotage til lingeri

Page 1

Tryde AndrĂŠs 1934-2014

Fra trikotage til lingeri


2



Historien om Tryde Andrés 1934-2014. 1. udgave 1. oplag. Tekst og redigering: Nanna Stærmose, Historiefabrikken. Layout og opsætning: detKoncept. Foto side 77: Inferno. Tryk: Helmer Tryk. 10/2014


Indhold Forord 5 Tryde Andrés

7

1930’erne: En rodebutik ser dagens lys i Nørregade 11 i Odense

10

1940’erne: Folk havde penge nok, men der var ingen varer

16

1950’erne: Da stoppegarn dannede 100 meter lang kø

22

1960’erne: Trikotagelageret flytter, og Tryde Andrés findes druknet

34

1970’erne: Bh’en blev skiftet ud med herreundertrøjen

44

1980’erne: Tredje generation overtager uden at være klar over det

50

1990’erne: Fleur opstår, og Tryde Andrés udvider

56

00’erne:

66

Missya – et nyt mærke til unge kvinder

Fremtiden: Familievirksomhed med fokus på fremtiden

76



Forord Lingerivirksomheden Tryde Andrés er historien om, hvordan en mand stak af hjemmefra og i tre år rejste rundt og solgte tøj i Argentinas tyndtbefolkede områder. Det er historien om, hvordan samme mand vendte tilbage til Danmark, slog sig ned i Odense og åbnede Trikotagelageret, der senere blev til Tryde Andrés. Og så er det historien om, hvordan en detailforretning har overlevet i 80 år i en provinsby i Danmark.

5


Første generation i Tryde Andrés. Grundlægger, Tryde Andrés forrest, sammen med sin bror Franz. De to drev i en årrække forretningen sammen.

6


Tryde Andrés I dag er det søstrene Charlotte og Pernille Andrés og deres mænd Mogens Andrés og Ole Beck-Nielsen, der som tredje generation i familien Andrés driver Tryde Andrés. Virksomheden omfatter tre butikker: en butik i centrum af Odense, en i Rosengårdcentret og en i Svendborg. De tre butikker har siden 2010 været en del af den landsdækkende undertøjkæde, Wunderwear. Wunderwear s.m.b.a er ejet af medlemmerne, og butikkerne findes i mere end 30 byer. Siden 2011 har Tryde Andrés også haft en internetbutik, og så ejer de 50 procent af undertøjsmærket Missya, der sælges i godt 50 butikker i Danmark, Norge, Sverige og Grønland. Tryde Andrés er et familieforetagende, og butikken har på mange måder været familien Andrés omdrejningspunkt. Der blev talt forretning ved spisebordet, og selv om lille­søster Pernille ofte udvandrede i protest og nægtede nogensinde at ville have noget med familiens forretning at gøre, endte hun alligevel bag disken, ligesom sin søster, mor, far og farfar. At overtage en familievirksomhed handler ikke bare om at fortsætte i samme spor. Det kræver i lige så høj grad et opgør med tidligere generationers måde at gøre tingene på. “Jeg har set børn, der overtog familievirksomheden og ikke turde lave ændringer og så kørte det i sænk. Pernille og Charlotte har løftet opgaven med at træde ind som tredje generation og gøre sig fri af forældrenes måde at drive forretning på. De fastholder ikke virksomheden i fortiden, de udvikler den.” Morten Christensen, direktør i Missya

7


“Vi måtte sove i bilen og altid med en revolver under hovedpuden”

Tryde Andrés

Men det hele begyndte med Pernille og Charlottes farfars bror Tryde Andrés. Det var ham, der slog dørene op til en trikotageforretning i 30’ernes Odense, og det var ham, der fik sin lillebror Franz lokket fra Helsingør til Odense og ind i sit firma, da tyskerne besatte Danmark. Senere overtog Franz’ søn og svigerdatter, Jørgen og Bodil Andrés, forretningen. Og i dag er det, måske passende nok for en virksomhed, der primært er kendt for sit store udvalg af lingeri, to kvinder, der står i spidsen for Tryde Andrés. De står der dog ikke alene. Et gammelt ordsprog siger, at bag enhver succesfuld mand står der en kvinde. I dette tilfælde står der to mænd. En politimand og en mekaniker. Ingen af dem havde nogensinde forestillet sig, at de skulle ende i lingeribranchen. Faktisk står de heller ikke bag pigerne. Alle arbejder side om side, men med hvert sit arbejdsområde. Hvor Pernille og Charlotte, står bag disken i hver deres butik, sørger Pernilles mand Ole for regnskaberne, mens Charlottes mand Mogens er ansvarlig for webshop og markedsføring. Dermed har alle familiemedlemmer en vigtig post i virksomheden. “Det at drive en virksomhed sammen er et stort gode. Det styrker vores relation som familie at vi arbejder for et fælles projekt, og vi har en gensidig forståelse for at virksomheden fylder meget i vores liv.” Ole Beck-Nielsen Tryde Andrés blev født i år 1900 i Helsingør som ældste søn i en søskendeflok på otte. Faderen ejede Hellebæk Klædefabrik i Nordsjælland, og det var derfor naturligt, at sønnen blev uddannet inden for manufaktur. Tryde blev udlært i Helsingør, kom til stormagasinet Crome & Goldschmidt i København (der senere fusionerede med Illum) og herefter til forretningen Peder Møller på Vesterbro i København. Unge Tryde havde imidlertid eventyr i blodet, så i begyndelsen af 1920’erne tog han hyre på et skib, der sejlede til Argentina. Hvad der helt præcis fik Tryde til at drage mod så fjerne egne er ikke helt klart. I et interview med Fyens Stiftstidende i 1959 blev rejsen begrundet med, at “udlængslen sad ham i blodet” Mens Jørgen Andrés husker sin fars udlægning af broderens argentinske eventyr som en flugt fra huslige pligter og mindre søskende. “Det var svære tider, og han havde ikke mulighed for at flytte for sig selv. Som den ældste måtte han hjælpe til derhjemme med de yngre søskende. Men huslige pligter var ikke lige det, unge Tryde drømte om, derfor stak han af til Argentina, der dengang var et klondike med gode muligheder for at tjene penge.” Jørgen Andrés Tryde tilbragte de næste tre år i Argentina med at rejse rundt og sælge tøj fra ladet af en lastbil i de tyndtbefolkede landområder. Det har uden tvivl været både barskt og spændende og et liv meget langt fra det, Tryde indtil da havde haft hjemme i Danmark.

8


Personalet på cykeltur – 1930’erne.

“Vi rejste altid to og to sammen i store lastbiler. Det var nødvendigt – landet var sparsomt befolket, og afstanden mellem menneskeboligerne store. Vi måtte sove i bilen og altid med en revolver under hovedpuden. Foruden et velassorteret varelager havde vi altid en god forsyning proviant med. Det hændte nemlig efter stærke regnskyl, at vi sad ubehjælpelig fast i hjulsporenes mudder. Efter tre års omflakken kom jeg ind i et stort varehus i Tres Arroyos, men her var jeg kun i kortere tid. Jeg havde tjent en klatskilling og kunne nu lide at komme hjem og begynde for mig selv.” Tryde Andrés i et interview i Fyens Stiftstidende i 1959. Selv om det havde været nærliggende for Tryde at blive i manufakturbranchen, skulle han en omvej, før han endte som indehaver af Trikotagelageret i Odense. I første omgang købte han en vin- og tobaksforretning i Helsingør. Den overtog lillebror Franz imidlertid, mens Tryde en kort tid var tilbage hos Crome & Goldschmidt, derefter kom han til Magasin i Slagelse for i 1932 at ende som bestyrer af Simon Olesens Udsalg i Vestergade i Odense. Men Tryde ville gerne være herre i eget hus, og da muligheden for at købe egen forretning bød sig, slog han til.

9


1930’erne

En rodebutik ser dagens lys i Nørregade 11 i Odense I 1934 ringede kasseapparatet for første gang i forretningen, Tryde Andrés, der dengang hed Trikotagelageret. Og det, der i dag er en af Odenses ældste forretninger, var i gang. I begyndelsen gjorde Tryde Andrés, som han havde gjort i Argentina. Han placerede store rodekasser med forskellige beklædningsgenstande ude på fortovet og hængte resten af varerne op på facaden. Det resulterede i tilnavnet “rodebutikken” – og det har nok været lidt af et kulturchok for Odenses borgere at handle i Trikotagelageret de første år. “Jeg tror nok, at mine erfaringer fra Sydamerika med at lade en del af handlen foregå udendørs med rodekasser vakte forbløffelse. Det gik imidlertid strygende, men kunne i det lange løb ikke tilfredsstille min ærgerrighed, og resolut søgte jeg en anden kurs og slog mig på førstesorteringsog stabelvarer.” Tryde Andrés i et interview i Fyens Stiftstidende i 1959.

“Han har været en fantastisk iværksætter”

Jørgen Andrés

Måske var det ikke udelukkende Trydes ærgerrighed, der gjorde rodebutikken til en pæn butik. Med succesen kom også mere personale. En af de nye ansatte var Klara, hun havde næse for forretning og ville ikke sælge billigvarer. Det var i høj grad hendes fortjeneste, at rodekasserne blev skiftet ud med pæne varer, sirligt placeret på hylderne bag disken i den lille forretning. Tryde fik i mellemtiden næse for Klara, som han giftede sig med.

1930’erne var præget af depression, økonomisk afmatning og høj arbejdsløshed. Alligevel lykkedes det Tryde at få gang i sin butik, og det selv om der i Odense dengang nærmest lå en trikotageforretning på hvert et gadehjørne. “Han har været en fantastisk iværksætter, når man kan finde på at stikke af til Argentina, komme hjem og så starte en forretning op i 1930’ernes depressionstid.” Jørgen Andrés

10


Tryde Andrés fik sat skik på sin rodebutik og endte med at have varerne liggende i snorlige rækker bag disken. Billedet er sandsynligvis fra et jubilæum.

11


Moden i 30’erne

12

Kilde: Det Kongelige Bibliotek


Kilde: Det Kongelige Bibliotek

I 1930’erne gik damer stadig med korset. Men det var ikke tidligere tiders stive og ubekvemme korsetter. Op gennem 1930’erne kom der fokus på det sunde legeme. Sport blev moderne for både kvinder og mænd, og der opstod helse– og sportsklubber. Denne nye trend påvirkede undertøjsmoden. Fortidens helfigurskorsetter og korseletter måtte vige pladsen for moderne og mere bekvemme korsetter, der var kortere, og som typisk fungerede som hofteholdere og kunne bæres sammen med bh, undertrøje eller en kort chemise. Det var også i 1930’erne, den franske designer Coco Chanel brød igennem med sit enkle og elegante snit, der gav mere bevægelighed til kvinden. Nye og billigere kunststoffer som rayon, nylon og lastex blev populære til fremstilling af blandt andet undertøj og badetøj. Lastex, der var en elastisk garntype fremstillet af gummi kombineret med silke, bomuld eller rayon, betød, at det nu var muligt at fremstille undertøj, der var mere komfortabelt og lettere at bevæge sig i, hvilket lå helt i tråd med tidens blik for den aktive krop.

Timeglasfigur I begyndelsen af årtiet var kvindeidealet præget af 1920’ernes androgyne skikkelse med meget lidt barm og drengede figur. Hen mod slutningen kom runde former igen på mode. Det var også i 1930’erne, Ida Rosenthal, grundlæggeren af firmaet Maidenform, indførte skålstørrelsessystemet for bh’en. I begyndelsen havde man størrelserne A, B, C og D. Senere blev systemet udvidet til at omfatte flere størrelser. Maidenform er i dag bedst kendt for sit shapewear, og er stadig at finde i Tryde Andrés varesortiment.

13


14

Kilde: Triumph

Moden i 30’erne


Kilde: Det Kongelige Bibliotek

15


1940’erne

“Folk havde penge nok, men der var ingen varer” Natten til 9. april 1940 ændrede vilkårene sig markant for erhvervsdrivende i Danmark, og det berørte naturligvis også en lille forretning som Trikotagelageret. Med tyskernes besættelse af landet kom også varemangel, hvilket selvsagt gjorde det til en udfordring at være købmand. Der blev indført rationering af en række varer, herunder tekstiler, der nu kun kunne erhverves ved indløsning af tøjmærker. “Jeg kan huske, at min far har sagt om tiden under krigen: Folk havde penge nok, men der var ingen varer.” Jørgen Andrés

1940 – Trikotagelageret bliver en familievirksomhed Det var ikke kun Tryde og Trikotagelageret, der blev ramt af besættelsen. I Helsingør, hvor Trydes lillebror Franz sammen med sin kone, Gerda, drev broderens vin- og tobaksforretning videre, betød tyskernes indtog nemlig, at færgeruten Helsingør-Helsingborg begyndte at sejle efter en meget reduceret plan. Strenge visumregler for rejsende mellem Sverige og Danmark betød desuden et markant fald i antallet af svenske kunder i butikken. Den bedste mulighed for familien, der også talte Jørgen på 2 år og Käte på 3 år, var at takke ja til Trydes tilbud om et job hos Trikotagelageret. I 1940 flyttede Franz og Gerda derfor til en lejlighed på Fengersvej et par kilometer uden for Odenses centrum. Franz Andrés var på det tidspunkt 32 år, og han blev nu prokurist i Trikotage-lageret og sin storebrors trofaste medarbejder. Egentlig var det meningen, at den lille familie, der et par år senere blev udvidet med lillesøster Merethe, skulle tilbage til Helsingør, så snart krigen var forbi. Det skete dog aldrig. I stedet endte Franz Andrés med at overtage virksomheden.

16


Øverst: Kvitteringer fra 1940’erne – bemærk af de 4 sidste cifre i telefonnummeret stadig er de samme. Nederst: I begyndelsen solgte Trikotagelageret også babyudstyr.

17


1944 – Familieforøgelse fik et tragisk udfald

Gerda og Franz var ikke de eneste, der satte børn i verden. I 1944 fik Tryde og Klara sønnen Claus. Desværre fik den lykkelige begivenhed et tragisk udfald, da Klara døde i barselsseng, og efterlod Tryde alene tilbage med deres nyfødte søn. Tabet førte til, at Tryde to år senere valgte at flytte til København. Franz var kørt i stilling til at tage sig af den daglige drift, og Tryde havde mødt Tove, der ikke havde noget ønske om at bo i provinsen. Trydes daglige gang i butikken blev herefter reduceret til nogle besøg om året. Om sommeren var adressen Tornøes Hotel i Kerteminde, og om vinteren boede han altid på værelse 114 på Grand Hotel i Odense. Men ugen op til jul var han altid at finde i butikken. Og det betød ekstra arbejde til Gerda, der skulle sørge for frokost til Franz og Tryde. “Hver dag pakkede min mor en madkurv med musselmalet porcelæn og lækker frokost. Den blev hentet af butikkens bud, så den stod klar i forretningen præcis klokken 11.30.” Jørgen Andrés

1945 – Tyskerne lægger Trikotagelageret i ruiner Natten mellem den 20. og 21. februar 1945 bombede tyske håndlangere Fyns Tidendes bygning på Fisketorvet i Odense, der lå lige over for Trikotagelageret. Aktionen var en af blot mange tyske hævnaktioner (schalburgtager) mod den danske modstandskamp, der var blevet intensiveret i løbet af 1944. Desværre ramte aktionerne ikke altid udelukkende de mål, de var tiltænkt. “Bomberne mod Fyns Tidende blev anbragt paa Muren ud mod Nørregade ved Fyns Boghandel, og et mægtigt Stykke af Bygningen blev sprængt i Stumper og Stykker ved Eksplosionen. En god Brandmur og Brandvæsenets heroiske Anstrengelser reddede Bladets Hjerte, de tekniske Afdelinger.” Det er muligt, at bladets hjerte blev reddet, hvilket betød, at Fyns Tidende allerede den 22. februar fik avisrullerne til at køre igen. Men for Trikotagelagerets vedkommende var alt tabt. Butikken brændte til ukendelighed, og det samme gjorde det meste af varelageret.

Butikken brændte til ukendelighed, og det samme gjorde det meste af varelageret.

18


Kilde: Odense Stadsarkiv

I februar 1945 bombede tyske håndlangere Fyns Tidende på Fisketorvet. Det gik hårdt ud over de omkringliggende bygninger inklusiv Trikotagelageret, der brændte til uigenkendelighed.

10.000 par strømper ødelagt Det var kort tid forinden lykkedes Tryde at skaffe 10.000 par Bemberg-strømper. Det var et stort parti for så lille en forretning, og aftenen før bombningen var alle strømper netop kommet på plads i forretningen. Umiddelbart så strømperne ud til at være uskadte efter branden, men da personalet åbnede æskerne og tog strømperne ud, viste det sig, at hvert eneste par var blevet svedet på den kant, der vendte ud mod forretningen, så de simpelthen skiltes i to dele, når man tog dem ud af æskerne. Under genopbygningen af sin forretning fik Tryde hjælp fra en anden odenseansk forretningsdrivende, Engel Andresen. Engel Andresen havde forretningen Victory i Vindegade, og da han ikke selv kunne få varer nok til at fylde sin butik op med, lånte han Tryde nogle kvadratmeter, kvit og frit. Herfra kørte Tryde Trikotagelageret videre, indtil lokalet i Nørregade 11 igen stod klar. Efter krigen kom det frem, at Engel Andresen var med i modstandsbevægelsen. Egentlig ville det have passet godt at udvide butikken, når den alligevel skulle bygges op igen, men Nørregade 11 var fredet og skulle opføres i nøjagtig samme stil. Ønsket om mere plads kunne derfor ikke realiseres i denne omgang.

19


Moden i 40’erne 1940’ernes mode var naturligt nok præget af Anden Verdenskrig og af varemangel. Begrebet maksimaltøj blev indført. De fleste regeringer indførte rationering, hvilket i praksis betød, at der kunne være forskellige begrænsninger for, hvor meget pynt der måtte være på et stykke beklædning, for eksempel i form af lommer, læg m.m. Mange begyndte selv at sy deres tøj eller sy det gamle om, og faldskærmssilke blev et populært materiale til kjoler og skjorter. I takt med at flere kvinder kom ud på fabrikkerne i denne periode, blev det også mere almindeligt, at kvinder gik i bukser. Ofte var det svært at skaffe strømper, og bukser var derfor et varmt og praktisk alternativ til nederdelen.

Hvepsetalje og fyld i bh’en

Kilde: Det Kongelige Bibliotek

20

Men i 1947 revolutionerede den franske designer Christian Dior moden med sit New Look, der foreskrev bløde kurver, hvepsetalje og lange skørter til under læggen og ikke som krigstidens nederdele, der sluttede ved knæene. Det nye look krævede feminine former. Det stivede korset dukkede derfor op igen, bh’en fik fyld, så kvinder uden så meget til gaden også kunne opnå de runde former.


Kilde: Van de Velde/PrimaDonna

21


1950’erne

Da stoppegarn dannede 100 meter lang kø Varemangel og rationering fortsatte langt op i 1950’erne. Derfor måtte Tryde gå alternative veje for at skaffe varer og dermed omsætning til forretningen. En af de veje, Tryde fandt, gik til Hotel Eyde i Herning. Herning var dengang centrum for tekstilindustrien, og byens gamle hotel fungerede som en form for varebyttecentral. Her kunne man bytte sig til næsten hvad som helst. Tryde tilbragte mange timer på Hotel Eyde, hvilket muligvis har været medvirkende til, at hans forretning overlevede de svære år. Det lykkedes for eksempel engang at skaffe et stort parti udenlandsk stoppegarn, der blev solgt i rationeringer af seks garnnøgler i forskellige farver. Tryde annoncerede garnsalget i avisen, hvilket resulterede i en kø, der strakte sig omkring 100 meter – helt op til hjørnet af Vestergade. En anden gang lykkedes det at få fingrene i en kæmpe sending undertøj fra de militære overskudslagre i England. “Odense Toldbod, som i flere aar havde været næsten øde, blev fyldt op med 180 store kasser, og den imponerede toldkontrollør regnede ud, at der maatte være mindst fire sæt undertøj til alle mænd på Fyn! For at faa varerne bragt på plads maatte man indhente politiets tilladelse til at opstable ti kasser ad gangen på Fisketorvet. Men trods de store mængder og trods rationeringsmærker var undertøjet udsolgt i løbet af tre maaneder. Jyderne kom også og forsynede sig i Nørregade i Odense.” Tryde Andrés i interview i Fyns Tidende 1959.

“Var der en herre med sin frue, der købte godt, gik far ned med cigarkassen og bød herren. Og så fik de sig en sludder”

Jørgen Andrés

22


Tryde med personalet i butikken i Nørregade.

Butikken i Nørregade Trods depression og krig gik det godt for Trikotagelageret. På et tidspunkt var der 30 ansatte til at betjene kunder på butikkens beskedne 60 kvadratmeter. “Det var en rigtig gammeldags trikotageforret­ning med to lange diske hele vejen ned gennem butikken – og så et midterstykke på omkring to meter, hvor kunderne kunne stå.” Jørgen Andrés Indretningen af butikken var helt anderledes end i dag. Det har været som at komme ind i Damernes Magasin i “Matador”. Varerne stod ikke fremme, som de gør i dag, men lå bag diskene på hylder, der beklædte væggen fra gulv til loft. Midt i forretningen sad en kasserer bag matteret glas. Det var her, kunderne afleverede og betalte den regning, som ekspedienten havde skrevet til dem. Der var også et lille prøverum, men det var yderst sjældent, at kunderne prøvede varerne, inden de købte. Bagest i butikken var der en lille tilbygning, som blev kaldt kahytten, og ind mod butikken var der en lille pult, hvor Franz stod og førte sine statistikker over salget, herfra kunne han se hele butikken og følge med i, hvad der skete. “Var der en herre med sin frue, der købte godt, gik far ned med cigarkassen og bød herren. Og så fik de sig en sludder.” Jørgen Andrés

23


“Oprydningen var så flot, at byens andre forret­­ninger sendte deres nye elever ned til Triko­tage­lageret, så de kunne se, hvordan det skulle se ud”

Jørgen Andrés

Til forretningen hørte også et baghus, hvor der i stuen var personalerum og et kontor med to skriveborde – et til Franz og et til hans kontordame fru Rasmussen. På første sal var der lager. Herfra blev varerne via en overdækket sliske sendt over gården og ned til butikken. Personalet sendte beskeder til lageret via et samtaleanlæg. Når varerne var ved at slippe op, blev lageret på første sal fyldt op fra lageret i kælderen og fjernlageret, der befandt sig under Fyns Tidende på den anden side af gaden.

Måtte lukke under udsalg Udsalget i Nørregade var et tilløbsstykke uden lige. Det foregik to gange om året omkring 1. februar og 1. august. Kunderne stod i kø dagen lang, og flere gange om dagen måtte personalet lukke forretningen for at få ryddet op og få strømper, underbukser m.m. tilbage i æskerne, så forretningen igen tog sig pæn og præsentabel ud. “Varerne kunne hobe sig op på disken – især under udsalg og i juleugen. Så blev der trukket et gardin ned foran indgangsdøren, hvor der stod: “Midlertidigt lukket på grund af oprydning”, og de kunder, der befandt sig i butikken, blev ledt ud gennem bagdøren.” Jørgen Andrés Om aftenen skulle der også ryddes op. Hver ansat var ansvarlig for en meter disk med tilhørende hylder bagved. Alt skulle stables på sirlige rækker, så de stod snorlige til næste dag. “Oprydningen var så flot, at byens andre forret­­ninger sendte deres nye elever ned til Triko­tage­lageret, så de kunne se, hvordan det skulle se ud.” Jørgen Andrés En arbejdsuge var på 45 timer, og den daglige arbejdstid hed 8.00 til 17.30 og lørdage 8.00 til 13.00. Ingen gik hjem, før alt var klar til næste dag. Overarbejdspenge var der ikke noget, der hed, men alle fik dobbeltløn i december.

Varerne blev bragt med bud Datidens måde at handle på var anderledes i den forstand, at det var mere almindeligt at få varerne bragt hjem med bud. Kundekredsen var en god blanding af by- og landboer. Sidstnævnte kom typisk

24


ind til byen et par gange om året for at handle. Mange kom med rutebilen, og når de havde købt, hvad de skulle, i den enkelte butik, fik de varerne sendt med bud til rutebilstationen, så de ikke skulle slæbe rundt på de mange poser. Når de sidst på dagen skulle hjem, fik de udleveret deres varer ved en udleveringsskranke på rutebilstationen, hvorefter de tog hjem på landet. Trikotagelageret havde sit eget cykelbud iført uniform, kasket og blikemblem med Trikotagelageret indgraveret. Når han ikke kørte ned til rutebilstationen, kunne turen gå til en villa i Hunderupkvarteret. “Dengang var det kutyme at få tingene bragt hjem, og om de så bare havde købt et par strømper, bad folk om at få det bragt med bud. Damerne kunne jo ikke sidde oppe på Skt. Knud og spise kage og drikke kaffe med alle deres indkøbsposer.” Jørgen Andrés

Jørgen startede som bud i forretningen Jørgen Andrés indledte sin karriere i sin onkels forretning som bud. Som stor dreng blev han ferieafløser. Det var en god tjans, fordi der ofte faldt lidt drikkepenge af. Det gav imidlertid Jørgen blod på tanden, og da Trikotagelageret kun hyrede ham i ferier eller ved sygdom, søgte han derfor andre arbejdsgivere. I Odense var der dengang et budfirma, der hed Absalon, som leverede varer for de firmaer, der ikke selv havde et bud. “Når det var dårligt vejr, satte vi drenge os ned i deres varmestue og ventede på, at en tur skulle falde af. De voksne bude havde fortrinsret, men var det regnvejr, og de var godt i gang med et slag kort, fik vi deres ture. Det var gode penge, for lønnen var den samme for os som for de voksne, og dertil kom der også drikkepenge. Jeg fortalte aldrig mine forældre, at jeg havde sådan et job.” Jørgen Andrés

25


1959 – Trikotagelageret fejrer 25 års jubilæum “På onsdag er der forretningsjubilæum i Nørre­gade. Det er da 25 år siden købmand Tryde Andrés åbnede Trikotagelageret i Nørregade 11, og i dette spand af tid er der sket det næsten utrolige i butikken.” Fra artiklen: Stoppegarn dannede 100 meter lang kø, Fyens Stiftstidende, 1959. Det næsten utrolige, der var sket, var nok en kombination af Trydes sans for forretning og Franz’ evner som daglig ansvarlig. I hvert fald havde de formået at få forretningen gennem en svær tid. Ved forretningens 25 års jubilæum, i 1959 havde man fokus på fremtiden. “Ja, de første 25 aar er fløjet af sted. Om de næste 25 år tør man ikke spaa – højst ønske og haabe. Vi lever jo i en atomtid, og der kan ske og sker meget fra dag til dag. Vort nærmeste ønske, som vi har udsigt til at faa opfyldt, naar gadeudvidelsen kommer, er at faa mere butiksplads.” Tryde Andrés i interview i Fyens Stiftstidende 1959. Og den spådom fik Tryde ret i. For med det næste årti kom både økonomisk opsving og en ny butik med meget mere plads. Men det blev også et årti med store udfordringer for forretningen.

“Det er 25 år siden købmand Tryde Andrés åbnede Trikotagelageret i Nørregade 11, og i dette spand af tid er der sket det næsten utrolige i butikken” Fra artiklen: Stoppegarn dannede 100 meter lang kø

26


Trikotagelageret fejrer 25 ĂĽrs jubilĂŚum i 1959.

27


28


“Trikotagelagerets tilbudsannoncer var illustreret af tegneren Christel”

Jørgen Andrés

29


30

Kilde: Van de Velde/PrimaDonna


Moden i 50’erne 1950’erne var cocktailkjolens årti. Der var vidde på skørterne og volumen på barmen. Timeglasfiguren var idealet for den modebevidste 50’er-kvinde, og de fyldige kurver blev dyrket. Årtiets nok største sensation var “The Sweater Girl Bra” – sweater-pige-bh’en. Her var tale om en bh med betydeligt ekstra fyld. Idealet var høje spidse bryster, meget langt fra hvordan naturen har skabt de fleste kvinder. Som kontrast til de vide skørter havde man kjoler og nederdele i meget tætsiddende snit, og så var Chanels klassiske spadseredragt et sikkert signal om klasse og stil.

Bikinien skaber revolution I 1946 havde den franske ingeniør Louis Réard opfundet, hvad han selv kaldte verdens mindste badedragt. Det var naturligvis bikinien. Denne blev populær op gennem 1950’erne, hvor blandt andre det franske stilikon Brigitte Bardot viste den lille sag frem i filmen “The Girl in the Bikini” fra 1952. Navnet Bikini stammer fra Bikiniøerne i det nordlige Stillehav, hvor amerikanerne i 1946 gennemførte et antal atomprøvesprængninger. Sammenligningen gik på, at bikinien gjorde et lige så stort indtryk på folk som atombombens ødelæggende kraft. Ingen tvivl om, at den minimale badedragt gjorde indtryk, men den blev modsat atombomben enormt populær og er stadig mange kvinders foretrukne badedragt.

Kilde: Det Kongelige Bibliotek

31


32

Kilde: Triumph


Moden i 50’erne Kilde: Det Kongelige Bibliotek

33


1960’erne

Trikotagelageret flytter, og Tryde Andrés findes druknet 1960’erne blev på flere måder skelsættende for Trikotagelageret. Det var et årti med økonomisk opsving, fornyet købekraft og optimisme – alt sammen noget, der gjorde det sjovt at være købmand. Og så var det årtiet, hvor anden generation trådte ind bag disken.

1966 – Trikotagelageret bliver tvunget til at flytte I 1960’erne byggede man Thomas B. Thriges Gade for at lede den stigende trafik gennem byen. Flere bygninger blev eksproprieret for at gøre plads til den nye gennemfartsvej, heriblandt Trikotagelageret. Trikotagelageret havde i flere år ønsket at udvide forretningen, og nu var der en grund til at se sig om efter lokaler med fremtidigt perspektiv i. Kongensgade 20 var et godt bud, her var der mulighed for at udvide og udvikle forretningen. Men det var en dyr affære at overtage lejemålet. Ud over almindelig afståelse skulle der betales penge under bordet – Tryde havde brug for sorte penge, der ikke var registreret i forretningen. Han lånte derfor alt, hvad Franz havde sparet op plus 20.000 kroner af Franz’ søn, Jørgen, der nu var voksen, gift med Bodil og flyttet til Grenå, hvor han var ansat ved Grenå Dampvæveri. Jørgen havde ingen planer om at gå ind i sin onkels livsværk. Men det ændrede sig året efter.

34


Franz og Jørgen Andrés foran den nye forretning i Kongensgade 20. Far og søn kørte parløb i flere år, før Jørgen sammen med hustruen Bodil endelig overtog styringen.

1967 – Tryde bliver fundet druknet En aften i december forsvandt Tryde Andrés fra sit hjem i Charlottenlund nord for København, og nogle dage efter fandt politiet den 67-årige mand i vandet, druknet ud for Bellevue. Hvad der skete den aften i ’67 er aldrig blevet opklaret, men det blev slået fast ved obduktionen, at Tryde var død ved drukning. Trydes død skabte for en stund uvished om forretningens fremtid. I første omgang var Franz ikke interesseret i at overtage forretningen, selv om han havde forkøbsret og nok var den mest oplagte. Trydes søn, Claus, havde, efter sin fars ønske, valgt ingeniørvejen og var derfor ikke i betragtning. Franz ombestemte sig imidlertid, da det lykkedes ham at overbevise sin søn og svigerdatter om, at de skulle flytte fra Grenå og hjem til Odense, så Jørgen kunne gå med ind i forretningen. Det skulle vise sig at være en klog beslutning. Året efter lukkede Grenå Dampvæveri. “Det var dejligt at flytte til Odense. Det var en tid, hvor husene ikke var så dyre. Og hvis man ville leve lidt spartansk, så kunne man hurtigt få det betalt af.” Jørgen Andrés – om at flytte til Odense i 1967, hvor han og Bodil købte hus på Egebakken i Skt. Klemens.

35


I forhold til forretningen var det også en klog beslutning. Flytningen til Kongensgade og ombygningen af de nye lokaler havde tæret betydeligt på kassebeholdningen. En stor del af kapitalen var bundet op i et varelager, der sandsynligvis ikke ville give det store udbytte, hvis det blev splittet op og solgt. Men at overtage Trikotagelageret var også en økonomisk udfordring for Jørgen og Franz. De manglede driftskapital og måtte en tur i banken. Franz stillede med en livsforsikring på 100.000 kr., og Jørgen kunne stille en brugt bil og nykøbt hus som sikkerhed. Alligevel ville banken ikke låne dem penge.

Tryde Andrés er ved at pakke sin butik sammen efter 32 år i lokalerne i Nørregade 11.

“Vi kunne se, at det var lingeriet, der var begyndt at røre på sig”

Jørgen Andrés

Det ville Franz’ søster Emma til gengæld. Hun var gift med Anthon Wilhelm Nielsen, direktør for Carlsberg Bryggerierne. Hun havde selv drevet pensionatet Majorgården i Nordsjælland og havde penge på kistebunden, så hun stillede en million som kaution. Franz og Jørgen overtog forretningen med 50 procent til hver, og dermed var anden generation kørt i stilling i virksomheden. Jørgen og Franz fik aldrig brug for Emmas penge. I 1967 ændrede skat oms til moms. Omsen var forudbetalt, mens momsen var bagudbetalt og skulle afregnes per kvartal.

Franz Andrés og Arkitekt Absalonsen i forbindelse med flytningen.

36

“Pludselig fik vi omsen tilbage af vores varelager, det lunede, og vi fik aldrig brug for at låne pengene af Emma.” Jørgen Andrés


I 1966 flyttede Trikotagelageret fra Nørregade 11, da Thomas B. Triges Gade skulle grundlægges og dele af Nørregade derfor blev inddraget.

Hård konkurrence Da Jørgen og Franz overtog butikken, var der 36 trikotagefor­retninger i Odense, som handlede med stort set de samme varer. Otte af dem lå inden for en radius på 500 meter. Naturligt nok skævede man til hinandens forretninger og især vinduer, når der kom nye udstillinger op.

“De mange varer betød en skov af prisskilte, der alle endte på 98 øre”

Jørgen Andrés

“Vinduesudsmykning var noget ganske andet dengang. Man pyntede et vindue ved at bygge det op fra bunden og skråt op mod loftet. De mange varer betød en skov af prisskilte, der alle endte på 98 øre. Det skete ikke sjældent, at nogle måtte hjem og lave prisændringer. Én mand gik dog hårdere til værks. Det var Christian Østergaard, der ejede Mona, der også lå i Kongensgade. Han gik altid hjem og mærkede varerne lidt ned, så han altid var lidt billigere, derfor gik han under navnet Christian Pristrykker.” Jørgen Andrés

37


Efterhånden lukkede de fleste af de andre trikotageforretninger. Tryde Andrés overlevede på strategien om god service og fokus på fornyelse og udvikling. Værdier, der i dag stadig er grundsten i virksomheden.

Færre varegrupper Fornyelse blev Jørgens første fokus, da han trådte ind i virksomheden. Trikotagelageret solgte på det tidspunkt ud over lingeri herreundertøj, garn, tøj og børnetøj. Men tiden var kommet til at luge lidt ud i de mange varegrupper og strømline butikken. “Jeg kunne se, at man var nødt til at rationalisere og finde ud af, hvad det var, vi ville handle med. Vi kunne se, at det var lingeriet, der var begyndt at røre på sig.” Jørgen Andrés Det var uden tvivl rigtigt set af Jørgen, men det var ikke altid uden modstand, når varer skulle ud af sortimentet. “Jeg kunne godt have problemer med min far. Det duede jo ikke, at vi havde alle de varegrupper, men når jeg sagde til ham, at nu dropper vi garnet, lød hans svar typisk: “Ejjj, det kan du ikke mene. Vi sælger jo så meget af det.” Men det endte altid med, at han lod mig gøre det. Og lige så stille og roligt fik vi alt herretøj, babyudstyr og garn ud, men det holdt hårdt for ham.” Jørgen Andrés

Da Jørgen Andrés overtog forretningen kom der færre varergrupper. Garn og babytøj røg ud, og man satsede mere på lingeri.

38


Underkjoler og nattøj i den nye butik i Kongensgade.

39


Moden i 60’erne I 1960’erne fik modeindustrien en ny og købedygtig målgruppe: teenageren. Det økonomiske opsving pustede til de unges købekraft, og butikker med tøj målrettet de helt unge begyndte at dukke op. Den britiske model Lesley Hornby, kaldet Twiggy (kvisten), blev kvindeidealet. Det var nu nok en tilsnigelse at kalde hende kvindelig. Twiggy var netop kendt for sin meget spinkle og drengede krop, hvor barmen var nærmest ikke eksisterende.

Miniskørtet revolutionerer

Kilde: Det Kongelige Bibliotek

40

I midten af 1960’erne blev miniskørtet populært. Skørterne flyttede fokus fra kvindelige kurver til benene. Miniskørtet betød også, at de gammeldags strømper og strømpeholdere blev erstattet af strømpebukser. Bh’en blev op gennem 1960’erne mere blød og uden ekstra fyld. Men selv om det var det petit look uden meget til hverken gården eller gaden, var der stadig mange, der blev ved de gamle vaner og støttede brysterne eller gav dem lidt ekstra fyld.


Kilde: Van de Velde/PrimaDonna

41


42

Kilde: Triumph


Moden i 60’erne Kilde: Det Kongelige Bibliotek

43


1970’erne

Bh’en blev skiftet ud med herreundertrøjen Jørgen og Franz kørte nu dagligt parløb i forretningen i Kongensgade. Franz havde efter Jørgens indtræden i firmaet trukket sig lidt tilbage. Han ekspederede mindre og tog sig mere tid til at småsnakke med kunderne – især stamklientellet, og dem kom der mange af. Der skal ikke herske tvivl om, at loyale kunder har en stor del af æren for, at Trikotagelageret, der efterhånden blev mere kendt under navnet Tryde Andrés, har klaret sig godt gennem årene. “Da jeg var barn, var vi aldrig i Odense uden også at være inde hos Tryde Andrés. Det var også her, jeg købte mit konfirmationsundertøj.” Rigmor Schultz, mangeårig kunde og senere ansat i Tryde Andrés. Trods trofaste kunder har tiderne budt på udfordringer. Når ens forretning afhænger af modens tendenser, er man selvsagt skrøbelig. For hvad nu hvis det, der hænger på butikkens bøjler, pludselig bliver umoderne. Det skete, om ikke helt så drastisk, så dog næsten, i 1970‘erne. Just som Tryde Andrés var begyndt at satse mere på lingeri, smed rødstrømperne bh’en og dømte alt, hvad der signalerede kvindelighed, som undertrykkende. Undertøj blev nu mere praktisk end pikant. “Moden var et par cowboybukser, en kulørt herre-

44


undertrøje, et par barfodssandaler og en kulørt ble om hovedet. De var klædt på for under 100 kroner.” Jørgen Andrés Selv om der kom mange stamkunder i forretningen, der stadig skulle have undertøj med støtte og komfort, ville Jørgen gerne imødekomme de unges stil. Butikken begyndte derfor at sælge undertøj med tidens hotte tryk, batikprint. Designet var enkelt. Et sæt bestod af en herreundertrøje og trusser i bomuld. Batikprintet blev lavet ved at binde knuder på undertøjet, inden det blev farvet. Når knuderne efterfølgende blev løsnet, dannedes det ønskede print.

“Moden var et par cowboybukser, en kulørt herreundertrøje, et par barfodssandaler og en kulørt ble om hovedet. De var klædt på for under 100 kroner”

Jørgen Andrés

45


De nye batiksæt gik som varmt brød en søndag morgen, og snart kneb det med at få leveret varer nok. Charlotte og Pernille, der var omkring 5 og 10 år, blev sat i sving, og snart sad hele familien og bandt knuder på herreundertrøjer, der efterfølgende blev sendt til Svendborg, hvor de blev farvet. “Vi sad alle sammen oppe i sommerhuset og bandt knuder på undertrøjer og trusser for at følge med efterspørgslen.” Bodil Andrés

1972 – Jørgen og Franz køber hele ejendommen Kongensgade 20 Ejendommen Kongensgade 20 var ejet af Søderlund – en tæppemand i Vestergade. Da skattereglerne blev ændret, så man skulle betale skat af salgssummen på ejendom, fik Søderlund et incitament til at sælge ejendommen. Jørgen var interesseret i at købe, dels som investering, dels for at få ekstra plads. Heldigvis for Jørgen var der ikke mange andre interesserede købere, men der skulle alligevel en del tovtrækkeri til, før huset blev hans. Hvis Søderlund skulle undgå beskatning, skulle han af med ejendommen inden 1. januar 1973. “Søderlund kom ofte op på kontoret og spurgte, om vi ikke skulle lave en handel, og hver gang svarede jeg, at det kunne vi godt, og at jeg ville give 795.000 kroner. Så vendte Søderlund ryggen til og spurgte: “Står der noget på ryggen af mig?” Jeg svarede, at det gjorde der ikke. Hvortil han svarede: “Står der ikke “Din store idiot”?” Men da vi nærmede os januar og var kommet ind i december måned, kom han en dag og sagde, at nu skulle vi skrive under. Og så fik vi den for 795.000 kroner.” Jørgen Andrés

1977 – Franz går på pension Efter mange år som daglig ansvarlig og nogle år som sin søns partner besluttede Franz, at livet var andet end detailhandel, udsalg og leverandørforhandlinger. Jagt og fiskeri var hans to store passioner, og dem ville han nu nyde at bruge mere tid på.

“Vi sad alle sammen oppe i sommerhuset og bandt knuder på undertrøjer og trusser”

Bodil Andrés

Herefter stod Jørgen alene ved roret – eller nærmere kassen, men med Bodil som daglig hjælp. Hun havde indtil nu haft status af medhjælpende hustru, selvom hendes indsats nok har været mere end blot hjælpende. Men ved overdragelsen til Jørgen blev Tryde Andrés et anpartsselskab, og det betød, at Bodil kunne blive fuldtidsansat.

46


Kilde: Det Kongelige Bibliotek

47


48

Kilde: Triumph


Moden i 70’erne 1970’erne var rødstrømpernes og kvindebevægelsens årti. Kvindernes kamp for ligestilling, ligeløn og lige rettigheder blev afspejlet i moden. Der skete en afseksualisering af kvindekroppen. Kvinden skulle acceptere sin krop, som den var, og ikke ligge under for modeluner som udstoppede bh-skåle eller opstrammende shapewear.

De smed bh’en Det hedder sig, at kvinderne smed og endda brændte bh’en i 1970’erne. Der findes imidlertid ingen kilder, der understøtter, at danske kvinder skulle have futtet brystholderen af i protest. Og det var også langtfra alle, der var rødstrømper. Men tidens strømninger påvirkede alligevel moden og også undertøjet. Der blev produceret bh’er i bløde stoffer, uden stivere og løftende effekt. Altså undertøj, der gjorde så lidt væsen af sig som muligt. Men i slutningen af årtiet brød det tyske undertøjsfirma Triumph med tidens trend og lancerede undertøj under sloganet: “Der må være en blonde” – og så småt begyndte det mere feminine igen at røre på sig.

Kilde: Det Kongelige Bibliotek

49


1980’erne

Tredje generation overtager uden at vide det Op gennem 1980’erne kom der mere fokus på at skabe et decideret koncept for butikken. Der blev luget ud i varesortimentet. Det der var tilbage af herretrikotage udgik. Nu satsede man på kvinderne og især lingeri. Tøjet, der blev solgt, vil nogle i dag nok kalde damet. Først senere begyndte Tryde Andrés at satse på tøj til yngre kvinder i smart og moderne snit.

Pernille og Charlotte begynder at hjælpe til Det var helt naturligt, at både Charlotte og Pernille tjente deres lommepenge i forældrenes forretning. Som halvstore piger begyndte de at gøre rent og gå til hånde på lageret nogle dage om ugen efter skoletid skarpt overvåget af den lageransvarlige fru Poulsen. “Gud nåde og trøste os, hvis vi ikke gjorde tingene ordentligt eller glemte at stille prismærkemaskinen tilbage på 0 kroner, når vi havde brugt den.” Pernille Andrés Pigerne hjalp også til, når der var torveudsalg på Flakhaven. Her kunne kunderne komme og gøre en god handel, til gengæld fik butikkerne solgt ud af restpartier og fejldisponeringer. De assisterede Bodil i boden, hvilket også blev en form for oplæring i både service og strategisk kundekommunikation. “Hvis vi sagde noget forkert – for eksempel at en vare måske krøb eller lignende, så fik vi lige et spark af mor under disken.” Pernille Andrés Disciplin herskede også senere, da de kom under fru Larsens vinge. Hun var blevet ansat til at udvikle lingeriafdelingen, og det var hende, der lærte Pernille og Charlotte op i lingerisalgets svære kunst, da de blev gamle nok til at skifte støvekosten ud med kundeekspedition.

50


Charlotte AndrĂŠs (siddende) og Pernille AndrĂŠs.

51


Jørgen Andrés i forretningen ved 50 års jubilæet.

“Hvis vi sagde noget forkert – for eksempel at en vare måske krøb eller lignende, så fik vi lige et spark af mor under disken”

Pernille Andrés

“Vi havde virkelig respekt for hende, på den gode måde. Jeg kan huske, at hun engang ringede hjem til os og sagde: “Pernille, du kommer. Og det er lige nu.” Det var en lørdag, jeg havde glemt, at jeg skulle på vagt. Jeg tumlede ud af sengen med tømmermænd. Da jeg indfandt mig i forretningen, fik jeg bare et dræberblik. Det var jo egentlig sejt, at hun uden tøven ringede til chefens datter og fik hende ud af sengen. Og man havde så meget respekt for hende, at man ikke sagde nej.” Pernille Andrés På mange måder lå det lige til højrebenet for døtrene at gå ind i familievirksomheden. Charlotte var ikke i tvivl – hun ville sælge undertøj og gik efter 10. klasse i lære hos Butik Elly i Svendborg. Pernille derimod ville ikke have noget som helst med forretningen at gøre. Hun gik i gymnasiet, men fik efterfølgende job som sælger hos den tyske lingerigigant Triumph, så længere væk fra familiens levebrød og passion røg hun alligevel ikke. “Pernille er ofte gået i protest, når vi talte forretning ved middagsbordet, men Charlotte sad altid og lyttede interesseret.” Bodil Andrés

52


Alligevel endte både Charlotte og Pernille med at guide kvinder til den rette bh-størrelse i forældrenes forretning, men i første omgang overtog de rent faktisk virksomheden uden at ane noget om, hvad det var, de skrev under på.

1985 – Tredje generationsskifte Trods kvindeoprør og udfordrende tider i 70’erne havde Tryde Andrés tjent gode penge. Der var ingen gæld i firmaet, og der havde gennem årene været gode renteindtægter. Til gengæld var skatten høj, og det kneb med at betale formueskatten, da firmaets aktiver var bundet i ejendommen og anpartsselskabet. Jørgen beklagede sig til sin revisor, der gav ham to løsninger: Sælg det hele og flyt til udlandet, eller foretag et generationsskifte. Løsningen blev det sidste. Jørgen og Bodil valgte ikke at fortælle pigerne, præcis hvad de bad dem om at skrive under på. Dels for ikke at lægge et unødigt pres på dem, dels fordi der egentlig var tale om en praktikalitet. “Vi havde gjort op, at den dag, vi ikke ville mere, solgte vi bare. Men det var da et gode, at pigerne endte med at gå ind i virksomheden.” Jørgen Andrés

“Vi havde gjort op, at den dag, vi ikke ville mere, solgte vi bare”

Jørgen Andrés

Morten Jensen, en god ven af familien, giver en hjælpende hånd ved 50 års jubilæet.

53


Moden i 80’erne I 1980’erne trak den karrierebevidste kvinde i habitjakke, pencilskirt og mørke nylonstrømper. Skulle hun ind at konkurrere med mændene på jobmarkedet, måtte hun også ligne dem. Det var de brede skulderpuders tid, og kvinder fik nu et betydeligt antal centimeter over skuldrene. Men under den stilrene habit kunne nu sagtens gemme sig pikante blonder og bh’er med stivere, der fik barmen til at se ud af mere.

Korsettet kom uden på tøjet Korsettet fik en kort renæssance i 1980’erne, men nu skulle det sidde uden på tøjet og signalere seksuel frigørelse. Specielt fra midten af 1980’erne vandt en øget kropsbevidsthed og dermed den kropsnære mode frem. Der kom fokus på kroppen som noget, man kunne forme og signalere selvkontrol, styrke og overskud med. Men hvor man tidligere havde formet kroppen med korsetter og shapewear, blev fitness det nye middel.

54

Kilde: Triumph, model Candy kunne fås i sort og hvid.


Kilde: Triumph

55


1990’erne

Fleur opstår, og Tryde Andrés udvider Når Tryde Andrés har skabt en velkonsolideret forretning og overlevet i en provinsby i 80 år, skyldes det i høj grad, at familien Andrés har haft evnerne og modet til at tænke fornyelse og udvikling. Det, krydret med godt købmandskab og god kundeservice, har skabt en veldrevet virksomhed. Så da nogle jyske piger, der alle ejede små lingeributikker, foreslog Jørgen at lave et fælles julekatalog, var han med på idéen. De handlede alle med stort set de samme varer, og det gav derfor god mening at deles om omkostningerne til et katalog, der kunne styrke julesalget. Kataloget endte med at give et overskud på et par hundrede tusinde kroner, men der var også andre fordele. Når de var flere, der handlede med de samme varer, kunne de gå direkte til leverandørerne, springe dyre grossistled over og opnå ekstra rabat. Det blev begyndelsen på et indkøbssamarbejde, der førte til produktion af eget design, solgt under mærket Fleur. Fleur-samarbejdet bestod udover de mindre butikker af fire store aktører: Tryde Andrés, Hos Lis i Holstebro, Aage Müller i Roskilde og Wunderwear. Distribution af varer foregik via Tryde Andrés’ butik i Kongensgade. Samarbejdet udviklede sig op gennem 1990’erne, i takt med at flere og flere butikker kom med. Reglen var, at kun én butik i hver by måtte forhandle Fleur. Til sidst var de 20 butiksindehavere med i alt 35 butikker, hvoraf nogle var rene Fleur-butikker. Fleur var i god tråd med tiden. Udenlandske butikker var begyndt at introducere deres egne mærker, og det var oplagt at hoppe med på denne trend.

56


Far og datter. Jørgen sammen med Charlotte i den nye butik i Rosengårdcentret.

“Den største fordel ved Fleur var, at vi kunne få lingeriet produceret, så det passede til den danske kvindes former. Hun er lidt mindre end den tyske og lidt større end den franske kvinde, og det kunne vi nu imødekomme.” Jørgen Andrés Fleur-samarbejdet førte senere til egenproduktion i Østen. Verden var forandret. Tidligere blev tøj, trusser og bh’er syet i Herning, nu var produktionen flyttet til Hongkong.

57


1991 – Charlotte starter butik i Rosengårdcentret Efter endt læretid blev Charlotte i 1989 ansat som butiksbestyrer i Viborg hos lingerifirmaet og samarbejdspartneren Hos Lis. Efter to år ville hun gerne hjem til Odense, men ikke som sin fars højre hånd. I stedet ville hun have sin egen butik. Og dermed blev Tryde Andrés udvidet til to butikker, da Charlotte 1. juni 1991 åbnede sin butik i Rosengårdcentret. “Jeg glædede mig til lidt aflastning i butikken, men Charlotte ville have sin egen forretning på Store Torv i Rosengårdcentret.” Jørgen Andrés Åbningen gik godt, men det krævede flere varer end forudset. Jørgen og Charlotte tog derfor til Hamborg for at købe ind. På rejsen fik de et opkald hjemmefra om, at sprinkleranlægget i den nye butik var gået i gang. Det betød ødelæggelser, kaos og et vandudsalg samt et endnu større behov for nye varer. Charlotte var 23 år, og selv om hun allerede havde en del erfaring med branchen, var det ikke uden knubs at blive selvstændig. Butikken, hun overtog på Store Torv, var en tidligere dametøjsforretning med både et modent publikum og personale. Sidstnævnte fik Charlotte med ved overtagelsen. “Det var en stor udfordring at stå som 23-årig og skulle fortælle modne damer, at det altså ikke var vores personalepolitik, at de gik på indkøb i arbejdstiden og gik til pause, når det passede dem.” Charlotte Andrés En hurtig refleksion over den spæde start i Rosengårdcentret kan opsummeres klart og kortfattet: “23 år gammel. Det er virkelig tidligt at gå i gang med sin egen butik.” Charlotte Andrés

Det er butikken på Store Torv, som i disse år oplever den bedste omsætning af butikkerne. Her billeder fra et af de første år.

58


Indretning og udvalg fra et af de første år i butikken i Rosengårdcentret.

Tidligt eller ej. Det var rigtigt set at udvide Tryde Andrés med en butik i Odenses største butikscenter. For det er her, ikke bare odenseanerne, men også oplandet kører hen, når der skal shoppes. Her er længere åbningstider, gratis parkering og flere kunder. Og det er derfor også butikken på Store Torv, som i disse år oplever den bedste omsætning af butikkerne. Især i vintermånederne er det en fordel at ligge i et varmt butikscenter, hvor kunderne ikke går hjem, så snart det bliver mørkt, som tendensen er i byen. “Jeg har foreslået pigerne, at de køber en butik til i Rosengårdcentret. Kongensgade har gennem tiderne været en fantastisk forretningsgade, men nu er der tomme butikker flere steder. Jeg tror, city får det svært i fremtiden.” Bodil Andrés

“23 år gammel. Det er virkelig tidligt at gå i gang med sin egen butik”

Charlotte Andrés

59


“En dag var mit skrivebord fjernet og indholdet lagt i et par plastikposer. Så vidste jeg, at det var tid til at stoppe”

Jørgen Andrés

1991 – Mogens kommer ind i virksomheden Samtidig med åbningen af den nye butik begyndte Charlottes mand, Mogens, at hjælpe til i forretningen. Egentlig begyndte det med, at Mogens hjalp til med at bygge lageret op til den nye butik. Men langsom blev han han en stadig større del af familieforetagendet. “Jeg har været overalt i virksomheden – det eneste sted, jeg ikke har hjulpet til er i prøverummet.” Mogens Andrés Og der går grænsen måske også, selv om Mogens Andrés efterhånden ved en del om pasform og størrelser. For godt nok er han uddannet mekaniker, men teknisk viden kan sagtens omsættes til bløde blonder. Det kom virksomheden til gode, da de begyndte at producere deres eget mærke Fleur og senere Missya. Pasformen var vigtig, og endnu vigtigere var det, at de enkelte størrelser var ens. Derfor opfandt Mogens et snedigt apparat bestående af målebånd og et lod, som han hængte i bh’en for at teste elasticiteten. Dermed kunne han beregne, hvor meget en størrelse skulle kunne give sig for at den hverken var for slap eller strammede for meget i omkredsen. “I begyndelsen brugte jeg Charlotte og Pernille som testkaniner, når vi skulle lave ny kollektion. Men der var sgu altid noget i vejen. Så havde de travlt, var sure eller havde taget et kilo på. Derfor opfandt jeg mit eget system.” Mogens Andrés

1995 – Pernille kommer ind i firmaet Selv om Pernille havde svoret, at hun aldrig skulle ind i sine forældres virksomhed, endte hun alligevel bag disken. Efter nogle år hos Triumph i Espergærde, hvor hun var blevet ansat som den første kvindelige sælger nogensinde, ville hun alligevel gerne hjem. Nu fik Jørgen den aflastning, han havde glædet sig til. Stille og roligt overtog Pernille mere og mere af driften i butikken i Kongensgade. “Jeg kunne tage lange ferier og spille golf. En dag, da jeg kom hjem fra ferie, var mit skrivebord fjernet og indholdet lagt i et par plastikposer. Så vidste jeg, at det var tid til at stoppe.” Jørgen Andrés

60


Kilde: Fyens Stiftstidende

Forretningen i Svendborg ligger i Gerritsgade 42.

“Jeg har været overalt i virksomheden – det eneste sted, jeg ikke har hjulpet til er i prøverummet”

Mogens Andrés

1998 – Tryde Andrés får butik i Svendborg I slutningen af årtiet fik Tryde Andrés sin tredje forretning. Det begyndte med en medarbejder, der boede i Svendborg. “Hun spurgte, hvorfor vi ikke åbnede en forretning i Svendborg. Vi sagde, at hun bare kunne finde nogle lokaler. Det gjorde hun, og så åbnede vi.” Mogens Andrés Det begyndte dog som en Fleurforretning, da der allerede fandtes mange tøjforretninger i den sydfynske by. Familien Andrés ville derfor skille sig ud ved at satse på lingeri. Senere, da Fleur blev erstattet af undertøjsmærket Missya blev forretningen i Svendborg til en ren Missyaforretning. Men i 2009 var det tid til at give de andre tøjbutikker i Svendborg konkurrence. Man købte naboforretningen, slog de to butikker sammen og 1. oktober slog Tryde Andrés dørene op til deres tredje forretning med ligneri og dametøj.

61


62

Kilde: Det Kongelige Bibliotek


Moden i 90’erne Moden op gennem 1990’erne bar præg af en tid med flere strømninger. Girl power var det nye hotte fænomen, der blev lanceret af pigegruppen Spice Girls. Der var opgør med tidligere tiders orientering mod fællesskab, og 90’-ernes kvindeideal var mere orienteret mod forskellighed og individualitet. Om du gik i højtaljede jeans eller kort nederdel og farvede strømpebukser – du var lige hip. Det handlede om at skabe sin egen stil, men den måtte gerne bestå af farver og lag på lag. For eksempel blev det moderne at have underkjole uden på bukserne.

Madonna introducerer the cone bra I 1990 gav Madonna korsettet fornyet opmærk­somhed, da hun på sin Blond Ambition World Tour optrådte i den franske designer Jean Paul Gautiers nytolkning af den klassiske beklæd­ningsgenstand. Det betød, at korsettet fik en helt ny betydning: Fra at være blevet forbundet med kvindeundertrykkelse signalerede korsettet nu styrke, selvstændighed og seksuel frigørelse. Kvinder måtte gerne understrege deres seksualitet og være frække og forførende, og pikante blonde bh’er, g-streng og blondetrusser var nu at finde i forretningerne. Kilde: Det Kongelige Bibliotek

63


64

Kilde: Det Kongelige Bibliotek


Moden i 90’erne

Kilde: Det Kongelige Bibliotek

65


00’erne

Missya – et nyt mærke til unge kvinder Med det nye årtusinde kom en finanskrise, der ikke kunne undgå at sætte sit aftryk på detailhandlen. Årtiet begyndte i en højkonjunktur, men i 2008 blev økonomisk optimisme vendt til økonomisk usikkerhed. Der kom færre kunder i forretningen, og konkurrencen blev hård. Triumph – et af Tryde Andrés bedst sælgende mærker – truede med at åbne sin egen butik i Odense, hvis ikke Tryde Andrés købte det antal varer, de dikterede. Heldigvis trak Triumph sine ord i sig igen. Ingen tvivl om, at en Triumphbutik som nabo ville have været en udfordring. For mange virksomheder betød krisen besparelser og fyringer, men den strategi gav ingen mening for en forretning, der netop har personlig service som sin kerneværdi. “Det er utrolig vigtig i en krisetid hverken at spare på personalet eller begynde at købe mindre ind. Hvis først kunderne oplever, at vi begynder at spare, så kommer de ikke.” Jørgen Andrés

Kilde: Missya

66

Op gennem 00’erne skød nye konkurrenter op i gadebilledet, da lingerikæderne Change og Hunkemöller åbnede butikker i Odense. Det var især i kampen om det unge publikum, at Tryde Andrés mærkede konkurrencen. Men der er alligevel fordele ved at være den gamle garvede dame i byen. For at handle hos Tryde Andrés er noget, der går i arv.


Kilde: Missya

67


Blikfang. Tryde Andrés har stor succes med sine herreaftener, hvor lingeri bliver vist frem til et mandligt publikum, der dermed kan lade sig inspirere til kæresten eller konens næste gave. Foto: Fyens Stiftstidende.

“Det starter ofte med, at en mor trækker sin datter ind i butikken og siger, at nu skal hun have en ordentlig bh. Så handler det om at have nogle mærker, der appellerer til den unge målgruppe.” Charlotte Andrés Mange kunder kan måske nikke genkendende til den historie. I hvert fald er et typisk svar på spørgs­målet: Hvorfor handler du hos Tryde Andrés? “Fordi det gjorde min mor”.

2000 – Ole lægger politistaven på hylden og starter i virksomheden Efter Pernille vendte tilbage til Odense og blev overbevist om, at hendes fremtid lå i forretningen fulgte Ole efter. De to havde boet på Nørrebro i København, hvor han var politimand og Pernille arbejdede i Espergærde hos lingerifirmaet Triumph. I første omgang blev Ole overflyttet til Odense Politi, men det gav på en eller anden måde mere mening at holde styr på familievirksomhedens regnskaber end ro og orden på byens gader.

68


“Det er utrolig vigtig i en krisetid hverken at spare på personalet eller begynde at købe mindre ind”

Jørgen Andrés

“Forretningen har altid fyldt meget i Pernilles liv. Og det gav bedre mening, at vi arbejdede sammen om et fælles mål.” Ole Beck-Nielsen Ole var 32 år og havde ingen erfaringer fra detailbranchen eller med at føre regnskab, som er blevet hans primære ansvarsområde. Men regnskab kan læres, og så gør det en positiv forskel, at Tryde Andrés er en velholdt ældre dame med lang anciennitet, trofaste kunder og et super personale. “Man kan sige at disse elementer er vores forretningsmæssige DNA, som tilsammen gør det lettere og sjovere at drive virksomheden.” Ole Beck-Nielsen Men ældre damer skal også behandles med respekt. Og det er ikke til at komme uden om, at der hviler et stort ansvar på alle fire i den nye generation.

Herreaftener – aner man et lidt drømmende blik! Foto: Fyens Stiftstidende.

69


“Der ligger en forpligtigelse i at dive en virksomhed på 80 år. Vi skal yde vores bedste og passe og udvikle virksomheden som generationerne før os har gjort. Hvis vi så oven i købet er så heldige at bringe stafetten videre til næste generation, kan man sige, at vi har opfyldt vores forpligtelse. Ole Beck-Nielsen

“Der ligger en forpligtelse i at drive en virksomhed på 80 år”

Ole Beck-Nielsen

Hvem der skal overtage stafetten er endnu uklart. Godt nok eksisterer 4. generation, men om nogen af børnene har lysten til at sælge undertøj er for tidligt at sige noget om. Med Oles indtræden i virksomheden blev firkløveret sluttet. Og lad det være sagt, at langtfra alle familier ville kunne arbejde så tæt sammen. Men det kan familien Andrés, fordi de respekterer hinandens forskelligheder og arbejdsområder. Og måske hjælper det også lidt, at virksomheden har en særdeles sund egenkapital. For når krybben er fuld bides hestene som bekendt mindre..

2003 – Fleur-samarbejdet bryder sammen Efter at have fungeret godt i mange år brød Fleur-samarbejdet i 2003 sammen. Samarbejdet havde været en succes i den forstand, at det var lykkedes at få mange butikker med, men de mange aktører ville alle have lige meget medbestemmelse. “Vi havde et hav af møder, men kunne ikke komme til enighed.” Jørgen Andrés De fire store aktører i samarbejdet med Tryde Andrés i spidsen foreslog til sidst, at de lavede et selskab, som de små butikker kunne købe varerne hos. Det faldt ikke i god jord. Indkøbssamarbejdet sluttede og dermed mistede Tryde Andrés også retten til at bruge Fleur-navnet, da det tilhørte en af de små butikker. De måtte derfor ud og bygge et helt nyt brand op. “Det var da en bet, at de små butikker ikke bare gik med til at købe varerne af os. Det havde været bedre, hvis vi kunne have kørt Fleur videre.” Jørgen Andrés Det blev til gengæld starten på Missya, der i dag er blandt Tryde Andrés mest sælgende mærker. Strategien var at lave et egetproduceret mærke, der prismæssigt lå i mellemklassen. Missya kommer i mange farver og modeller og henvender sig i højere grad til et yngre publikum. Dermed er det lykkedes Tryde Andrés at få fat i den yngre målgruppe, der er fremtiden for forretningen. Det nye mærke overtog den Fleur-butik som Tryde Andrés havde haft i Vestergade. Den lukkede dog i 2009, og i dag sælges mærket i virksomhedens tre forretninger og via samarbejdspartnere.

70


Her er en model i gang med omklædning under et juleshow. Foto: Fyens Stiftstidende.

Kompetent, personlig service Hos Tryde Andrés er meget ændret og udviklet, siden Tryde i 1934 slog dørene op til “rodebutikken” Men personlig og kompetent service har stadig højeste prioritet. God service hos Tryde Andrés er at have et personale, der er imødekommende, kompetent og en lille smule ud over det sædvanlige. “Jeg tror, folk synes, det er rart at handle her, fordi de bliver genkendt, og vi kan ofte huske, hvad de købte sidst, de var her.” Aase Lindberg Bechsgaard, ansat 45 år i Tryde Andrés i Kongensgade God service er også at være helt ærlig over for kunden, når hun ikke selv har realitetssans til at se naturens kendsgerninger i øjnene. “Jeg er altid kommet i Tryde Andrés. Som barn sammen med først min farmor og så min mor. Da jeg skulle konfirmeres, var det derfor naturligt, at jeg gik ind til Tryde Andrés for at få et sæt undertøj til den store dag. Jeg drømte om at få fine trusser og en rigtig bh – selv om jeg ikke vidste, hvad jeg skulle putte i den. Jeg blev ekspederet af en pæn ældre dame. Hun havde i mine teenageøjne en meget stor barm. I hvert fald var det barmen, der først kom ind i prøverummet til mig, da hun trak forhænget til side og over brillekanten studerede pasformen på de bh’er, hun havde fundet til mig. Jeg sagde lidt tøvende, at jeg ikke helt vidste, om det nu lige var det rigtige, jeg havde fået på. Hvorpå hun kiggede på mit spæde bryst og i en bestemt og ærlig tone sagde: “Nej, men der er jo heller ikke meget at komme efter.” Vibeke Arensbak, mangeårig kunde, der i dag har en fuldvoksen d-skål Det er ikke kun kvinder, der er glade for at handle hos Tryde Andrés.

71


“Jeg har en kunde, der altid kommer ind til mig og køber undertøj til sin kone. Det er altid mig, han handler med. Jeg kender hans kones smag og ved, at hun bruger en 75b i bh og en størrelse 40 i trusse. Og det er som regel mærket Marie Jo, hun skal have.” Rigmor Schultz, mangeårig ansat i Tryde Andrés i Rosengårdcentret. At kunne give sådanne oplevelser kræver et unikt personale, der brænder lige så meget for forretningen, som ejerne gør. En af Tryde Andrés’ største forcer er uden tvivl, at de har formået at holde på deres personale i mange år. Flere har været ansat gennem årtier og udtaler, at der er noget særligt over at betjene kunder i en af byens ældste butikker. “Tryde Andrés er jo sådan en slags butikkernes Rolls-Royce. Der er ingen, der ligner dem. Og man er lidt stolt over at arbejde her.” Maria Dyhr Lepine, ansat i Tryde Andrés i Rosengårdcentret. Aase Lindberg Bechsgaard

Tryde Andrés har fostret mange jubilarer gennem tiden. Og det har været til stor gavn for forretningen, at personalet har været så dedikeret til projektet. 1. maj 2013 tog tidligere ansat Aase Lindberg Bechsgaard sammen med sin datter til Amalienborg, hvor hun fik overrakt Den Kongelige Belønningsmedalje for 45 års tro tjeneste bag disken i Tryde Andrés. Blandt de andre modtagere var en del sygeplejersker, og måske naturligt nok lagde de mest mærke til majestætens helbred. “Jeg lagde mærke til, hvad hun havde på. Rød- og hvidstribet sommerkjole med bælte i taljen og revers,” lød det efterfølgende fra Aase. Ja, ja, man har vel ikke været i modebranchen i 45 år forgæves.

At klæde kvinder på fra inderst til yderst Service er ikke det eneste, der kendetegner Tryde Andrés. I dag er det en af de få butikker i sin størrelse, der rent faktisk kan klæde en kvinde på fra inderst til yderst. Hvis vi ser bort fra fodtøjet. Tryde Andrés er kendt som lingerivirksomhed, også selvom de alle årene har haft tøj til kvinder. De senere år, er tøjet begyndt at fylde mere i sortimentet og matche en yngre stil. Men det ydre look hænger også uløseligt sammen med det indre, for den gode stil kræver en god bh. Personalet i forretningen erfarer ofte, at kunderne bliver overrasket over, hvad den rigtige bh-størrelse gør for figuren og helhedsindtrykket.

72


“Den der begejstring, vi oplever, når folk finder ud af, hvilken størrelse bh de reelt skal have, og de kan se, hvilken forskel det gør for figuren, det er helt fantastisk.” Charlotte Andrés Og her er kompetence og knowhow uvurderlige elementer. Kvindekroppen kommer i mange varianter, og det kræver stor erfaring og viden at guide kvinder til den rette bh-type og størrelse. “Den klassiske fejl er, at kvinder køber bh’er, hvor omkredsen er for stor og skålen for lille.” Pernille Andrés Men det er ikke kun fordi de to søstre i nu i mange år har serviceret kunderne, at de ved så meget om kvindebusten, pasform og komfort, som de gør. Der er noget særligt over at være vokset op med virksomheden. “Den måde Pernille og Charlotte driver detailforretning på, er noget særligt. Det er tydeligt, at de er vokset op med produktet. De har fået en lærdom med, som man ikke kan læse sig til i bøgerne.” Morten Christensen, direktør i Missya Charlotte og Pernille driver familievirksomheden sikkert videre.

73


74

Kilde: Triumph


Moden i 00’erne Moden i det nye årtusinds første årti var præget af flere retninger. Verden var for alvor blevet global og moden præget af alt fra baggy bukser med stram top, hvor maven gerne måtte ses, over indiske kjortler i skarpe farver til det punkede look med stramme jeans og hullede toppe sat sammen med sikkerhedsnåle. At være ung var et individuelt projekt, der kunne understreges med en individuel tøjstil.

Komfort og støtte Undertøjsdesign havde fokus på diskretion, comfort og støtte. Nye mikrofiberstoffer skabte ekstra komfort og fik nærmest undertøjet til at gå i et med huden.

75


Fremtiden

Familievirksomhed med fokus på fremtiden I 2014 er det 80 år siden, Tryde Andrés åbnede sin første butik i Nørregade. Dengang var de en blandt mange trikotageforretninger, i dag er de en af få tilbage. Virksomheden har overlevet på godt købmandskab og evnen til at være fremsynet. Fordelen ved at have solgt lingeri i tre generationer er, at man opnår en unik viden om sit produkt og sin branche. Udfordringen er at bruge disse erfaringer fremadrettet og ikke støve til. “Når man er et ældre firma, er det vigtigt, at man følger med tiden. Når vi har den der gamle historie med os, så kan vi hurtigt blive forældet.” Pernille Andrés Derfor er der også konstant fokus på fornyelse. Senest har butikkerne i Kongensgade og Rosengårdcentret fået en make-over, stærkt inspireret af Victoria’s Secrets butikker i London. Tryde Andrés prioriterer at forny deres butikker cirka hvert fjerde år. Inspirationen henter den nye generation på rejser rundt i verden. Selvom forskellen på de to søstre ikke fornægter sig, har de stor glæde af hinanden som sparringspartnere. “De behøver ikke være ens, og det er godt, at de ikke er det. Charlotte er en slider, og Pernille er den mere kreative, der tager det lidt lettere.” Jørgen Andrés Måske er plads til forskellighed netop hemmeligheden bag et vellykket familieforetagende, hvor døtre, forældre, svigersønner og svigersønners søstre trives i ægte forretnings- og familieidyl.

76


Tre Andrés generationer samlet. Forrest fra venstre: Charlotte, Smilla, Holly, Christian & Bodil. Bagerst fra venstre: Mogens, Pernille, Ole & Jørgen.

Jørgen og Bodil har trygt overladt beslutninger og ledelse til Pernille, Ole, Charlotte og Mogens. Og når der er brug for ekstra hjælp står forrige generation klar i kulissen. Bodil træder stadig til i spidsbelastede perioder, som for eksempel ved udsalg, og to gange om ugen kører Jørgen varer mellem butikkerne. “Man kan sige, at jeg slutter, hvor jeg startede – som bud i forretningen.” Jørgen Andrés

“Man kan sige, at jeg slutter, hvor jeg startede – som bud i forretningen.”

Jørgen Andrés

Måske er familievirksomheder mere en livsstil end et arbejde. For familien Andrés er virksomheden i hvert fald blevet deres liv og passion. Og tredje generation står klar i buktikkerne til at betjene dig.

77


Kildehenvisninger: Elizabeth Ewing: History of 20th Century Fashion Eleanor Van Zandt: Moden i det 20. 책rhundrede Fyn under fem aars krig, billedreportage fra aarene 1940-1945 af Christoffersen, pressefotograf ved Fyns tidende. 1945

78


79


Kongensgade 20, 5000 Odense C, tlf. 66 12 53 40 RosengĂĽrdcentret, Store Torv, 5220 Odense SĂ˜, tlf. 66 15 96 30 Gerritsgade 42, 5700 Svendborg, tlf. 62 21 60 66

80




Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.