David Lagercrantz' Millennium-dagbog
– sådan blev "Det der ikke slår os ihjel" til.
2. maj 2013 Bonnier-forlagene meddeler, at man vil etablere et eliteagentur for sine bedst sælgende forfattere sammen med Keplerparret. Jeg synes, det er en ejendommelig beslutning og bestemmer mig for at skifte litterær agent og ringer derfor til min gamle ven, Susanne Widén på Hedlund Agency. Susanne og jeg aftaler at spise frokost med hendes kolleger.
22. maj 2013 Jeg sidder på Pastis i Gamla Stan sammen med Susanne Widén, Magdalena Hedlund og Johanna Kinch. Vi beslutter at indlede et samarbejde. Fra og med i dag skal Hedlund Agency sælge mine bøger til udenlandske forlag, og vi bliver derfor lidt højstemte og bestiller vin. Under den almindelige løssluppenhed udkaster jeg en vidtløftig teori om, at jeg som forfatter ikke kommer til min ret, hvis emnet ligger mig for nær. Jeg har skrevet masser om neurotiske mænd som mig selv, siger jeg. Men selvom det er et emne, jeg er godt hjemme i, løfter det sig ikke. Jeg er bedre, når jeg bliver kastet ud i noget helt fremmed – som da Abbe Bonnier satte mig sammen med min absolutte
modsætning, Zlatan Ibrahimovic, eller da jeg forsøgte at skildre det sky geni Alan Turing. Magdalena Hedlund spørger, om jeg også er åben over for idéer inden for fiktion. Absolut, svarer jeg. Men jeg skænker det ikke mange tanker.
12. juni Bogforlaget Weyler og Hedlund Agency, som deler lokaler, holder fest, og jeg skal netop til at gå hjem, da Magdalena Hedlund og Johanna Kinch kalder mig ind på deres kontor. De lukker døren, og jeg forstår, at de har en idé til en bog. Men det ophidser mig ikke særligt. Lige siden Zlatan-bogen har jeg modtaget en jævn strøm af bogforslag, og det er sjældent, de tænder mig. Jeg er nok forvænt. Nu spørger Magdalena, om jeg kunne tænke mig at skrive en fortsættelse til Stieg Larssons Millennium-bøger. Jeg mumler, mest for sjov, at jeg kunne blive Lisbeth Salanders ghostwriter, ligesom jeg var Zlatans. Måske sidder hun et eller andet sted efter et vildt drama og vil have hjælp til at nedskrive sin historie. Men nej! Lisbeth har næppe brug for hjælp til den slags pjat. Jeg siger, at jeg nok skal overveje en fortsættelse. Men det lykkes mig stort set at glemme alt om det. Jeg kan ikke påstå, at jeg tror på det.
Juli Jeg holder ferie med familien på Härligö, vores ferieø i den finske skærgård, og for en gangs skyld arbejder jeg ikke. Jeg har fordrevet min fars gamle dæmoner, der siger, at man skal skrive og være en dygtig intellektuel uafbrudt. I stedet driver jeg den af sammen med børnene og sejler rundt i robåden. Midt i sommerdovenskaben sender Magdalena Hedlund mig en lille analyse af min roman om Alan Turing, 'Syndefaldet i Wilmslow’. Jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor hun pludselig beskæftiger sig med den. Men jeg bliver glad for hendes venlige ord.
7. august Norstedts forlagschef og Stieg Larssons forlægger, Eva Gedin, vil mødes med mig i al hemmelighed på forlaget. Jeg bliver smuglet ind ad en bagdør, og vi mødes i et kælderrum med hvælvet loft og diskuterer projektet. For første gang føler jeg, at det her er alvor. På vejen hjem langs Riddarfjärden, vågner en feber til live i mig.
8. august Jeg vågner klokken fire om morgenen næste dag og husker en reportage, jeg skrev for årtier siden om en døv, autistisk dreng, som uden forvarsel pludselig en dag tegnede et trafiklys helt perfekt. Derefter melder der sig endnu en tanke og så én til. I løbet af nogle minutter har jeg en intrige, eller i det mindste begyndelsen til én. Jeg ringer ophidset til Magdalena Hedlund.
17. august Jeg mødes med Magdalena og Eva Gedin på en lille café ud til vandet på Blasieholmen. Det blæser meget, og jeg taler højt for at overdøve vinden. Eva nikker venligt. Men måske er hun ikke så imponeret over min intrige, som jeg havde håbet på, og hvorfor skulle hun også være det? Der er stadig lang vej til en god, kompleks Stieg Larssonhistorie. Ikke desto mindre sker der noget ejendommeligt med mig. Jeg læner mig frem og siger højtideligt: "Jeg er født til det her. Ingen vil kunne gøre det bedre." Selvom bemærkningen er både overmodig og patetisk, tror jeg, Eva godt kan lide entusiasmen. Vi bliver enige om, at jeg skal skrive en synopsis.
18. august Jeg går rundt derhjemme og knurrer: For fanden i helvede, en synopsis! Jeg har skrevet hele livet, og så kræver de en synopsis! Jeg har ikke skrevet en disposition, siden svensklæreren krævede det af mig i niende klasse. Jeg skriver ordet Synopsis øverst på papiret og går helt i stå.
19.-22. august Står tidligt op og begynder at genlæse "Mænd der hader kvinder". Jeg læser stadig mere besat. Nu og da gør jeg notater og skriver udtryk og karakterer og handlingstråde op. I løbet af en tre-fire dage har jeg pløjet mig gennem de tre bøger og fyldt en halv notesblok. Da jeg atter sætter mig ved computeren, vælter synopsen ud af mig. Da jeg er nået halvvejs, beder jeg min kone Anne om at læse. Jeg forventer nogle venlige ord og gode råd. Anne siger: "Du skal ikke skrive ét ord mere! Det er strålende!" Jeg sender den halvfærdige disposition til Eva Gedin og Susanna Romanus på Norstedts. Om natten fortryder jeg bittert: "Hvordan helvede kunne jeg sende det der vrøvl af sted?"
23. august Der tikker en sms ind. Den er fra Eva Gedin, og jeg bliver hunderæd. Forestiller mig, at hun skriver noget i stil med: "Hvorfor har du ikke engang skrevet den færdig?" Der står: "Skidegodt!" Jeg hamrer knytnæverne op i luften, som en fodboldspiller, der har scoret, og går en lang, ophidset tur langs Årstaviken.
24. august – 1. september Min halvfærdige synopsis bliver oversat til engelsk, og jeg spiser frokost med Stieg Larssons bror, Joakim – som naturligvis er blevet holdt informeret under hele forløbet – og fiser frem og tilbage fra det ene møde til det andet. Samtidig tripper jeg nervøst som en væddeløbshest. Jeg vil i gang med at skrive. Jeg vil det mere end nogensinde før i mit liv.
10. september Jeg har svært ved indledninger. Nogle gange har jeg siddet i månedsvis med de første sider i en slags krampe i håb om at finde det perfekte idiom, den perfekte begyndelse. Indimellem nærmer det sig det sygelige. Jeg vender og drejer ordene som en sindssyg pedant. Men hér nægter jeg at sidde fast i stilistiske labyrinter. Stieg Larssons stil var ukunstlet og saglig, og jeg burde bare dundre derudad med det samme og koncentrere mig om historien.
23. september Men det går ikke. Hvordan jeg end forsøger, snegler min prosa sig frem, og det driver mig til vanvid, specielt fordi intrigen summer i mig dag og nat. Mens skriften langsomt kryber fremad, er jeg hele tiden hundrede skridt foran i tanken. Om nætterne hamrer hjertet foruroligende hurtigt.
6. oktober Jeg har fået en helt skæv døgnrytme. Jeg vågner klokken halv fire om morgenen og sætter mig til at arbejde. Nogle gange slår jeg op i mine PDF-filer med de tre første bøger. Men det bliver mindre og mindre nødvendigt. Jeg har nu læst romanerne tre gange, og deres univers er begyndt at leve deres eget liv i mig. Jeg afbryder klokken syv, når børnene vågner, og får dem i skole. På vejen hjem tikker intrigen i mig, og jeg fortsætter med at skrive til klokken elleve, hvor jeg vælter omkuld i sengen. Klokken et sætter jeg mig til at skrive igen og skriver indtil klokken halv fire om eftermiddagen, hvor jeg henter børnene i skolen. Om aftenen arbejder jeg lidt indimellem. Jeg afslutter aftenen med et glas rødvin og diskuterer historien og dagen med Anne.
9. oktober Jeg tramper løs som en anden idiot på trappemaskinen i fitnesscentret. Men pludselig får jeg hjertebanken. Jeg krummer mig sammen. Det lykkes mig at få krabbet mig ud i omklædningsrummet, fuldstændig foroverbøjet.
På vej hjem gennem et kuldslået Stockholm gribes jeg af en tvangstanke – at jeg vil blive ramt af samme skæbne som Stieg Larsson. Jeg forsøger at fortrænge det. "Det var bare lidt panikangst," mumler jeg. Men tanken vender tilbage igen og igen de følgende uger.
22. oktober Jeg har udskudt Lisbeth Salanders entré i bogen. Det er, som om jeg er bange for hende. Nu kan jeg ikke trække den længere. Jeg spænder samtlige muskler i kroppen og lader hende brage ind i handlingen med hele sin bistre gådefuldhed. Men jeg overgør det nok. Hun føles ikke rigtig. Selvom jeg kan hende udenad, får hun ikke rigtigt liv. Der er noget, der halter.
24. oktober Jeg stryger og skriver om og skriver til. Om nætterne drømmer jeg om Lisbeth. Jeg er hunderæd for ikke at yde hende retfærdighed.
15. november Jeg begynder at få tjek på Lisbeth i actionscenerne, og det er også dér, hun passer ind. Hun er bedst, når hun går til angreb, og situationen er kritisk. Men det er stadig svært med selvindsigten. Hvordan skal jeg få hende til at mindes hele det sorte vanvid i hendes barndom uden at blive alt for følsom? Sentimentalitet klæder ikke Lisbeth.
16. november Stieg Larsson løste problemet ved at lade andre, først og fremmest advokaten og formynderen Holger Palmgren, fortælle om Lisbeths baggrund, og det er naturligvis et klassisk greb. Sagnomspundne genier i litteraturen ses ofte bedst udefra. Der er brug for en Doktor Watson til at opbygge myten, og jeg hælder til samme løsning. Alligevel vægrer jeg mig ved at opgive tanken om at liste mig længere ind i Lisbeths tanker. Jeg vil forstå hele hendes buldrende vilje til at slå igen og tage hævn.
30. november Jeg har levet i en hemmelig boble. Jeg har skrevet på en computer uden netadgang for at beskytte mig imod hackere, og når jeg har mailet med nogen om bogen, har jeg brugt kodeord. Når nogen har spurgt mig om, hvad jeg arbejder på for tiden, har jeg svaret svævende og kryptisk. Nu får jeg besked om, at Norstedts vil gå ud med nyheden om bogen allerede nu, og først vil jeg bare skrige nej, hjælp. Men langsomt begynder jeg at hilse tanken velkommen. Jeg vil ud af skabet.
2. december Vi bestemmer os for at sende en pressemeddelelse ud den 17. december. Ingen af os har nogen anelse om, hvad der venter os. En storm, et skuldertræk?
17. december Nyheden skal offentliggøres klokken to, og jeg forsøger at arbejde som sædvanlig om formiddagen. Det går dårligt. Jeg kan ikke finde ro. Til sidst lægger jeg mig på sengen og lukker øjnene. Minutterne snegler sig af sted.
Fem minutter i to sender Aftonbladet nyheden ud og sætter den stort op øverst på deres site. Jeg har svært ved at gengive begivenhedsforløbet derefter. Jeg ved bare, at telefonen begynder at kime. Husker en samtale med bladet Metro. Kort, måske fem minutter. Da jeg lægger på, har jeg syvogtredive nye beskeder. Jeg får besøg af fjernsyn og radio og snakker med journalister fra hele verden og er hele tiden i sprudlende godt humør. Men måske er det en skrøbelig tilstand.
18. december Sidder i en taxa på vej mod SVT’s morgenprogram og stirrer på spisesedlerne gennem bilruden: "Sådan bliver den nye Millennium" skriver Expressen. "Raseriet mod den nye bog," dundrer Aftonbladet. Jeg antager, at det er i dét øjeblik, jeg til fulde forstår, hvordan alt hvad der angår Millennium-bøgerne engagerer og vækker følelser. Det vælter ind med lykønskninger og jubel, men helt ærligt også med en hel del andet. Nogle slår mig i hovedet med min gamle far: Hvad ville Olof have tænkt?
19. december Anette Kullenberg har en tese om, at det ligger til slægten – at den her type lumpen opførsel er et særligt lagercrantzsk træk. Hvis man vil slippe for os, må man flygte ud af landet, skriver hun. (Artiklen bliver senere taget af).
3. januar 2014 Jeg ved ikke, om det skyldes alt postyret i medierne eller noget andet, men min selvtillid er helt til rotterne, og jeg føler mig fuldstændig værdiløs. Når jeg læser mine egne ord om våbentyper – jeg hader våbentyper – og om politifolk, der ankommer til gerningsstedet, føles det foruroligende velkendt og slidt, som håbløse krimiklichéer. Desuden har jeg lovet at aflevere de første hundrede og tyve sider til mine forlæggere Eva Gedin og Susanna Romanus.
12. januar Afleverer manus til Norstedts.
24. januar En kold, ubehagelig januarregn falder uafbrudt over kvarteret. Om aftenen opdager jeg, at det har regnet ind gennem taget, og jeg bryder fuldstændig sammen og skriger og ter mig. Om natten ligger jeg vågen og er bekymret for, at bogen er noget lort, og at taget skal brase sammen, og alting gå ad helvede til.
26. januar Jeg går ind til mødet med mine forlæggere, Eva Gedin og Susanna Romanus, og inden vi overhovedet har nået at sige bu eller bæ, kommer jeg med en hel svada af klassiske undskyldninger – det her er bare en skitse, et forsøg, et udkast – alt muligt. Jeg havde imidlertid ikke behøvet bekymre mig, for Eva og Susanna kan godt lide det, jeg har skrevet, og vi snakker i timevis om karaktererne og historien, og langsomt genvinder jeg troen på grebet og på bogen.
2. marts Ser Christopher Nolans film 'Batman Begins’ sammen med børnene og begynder at fundere over den bagvedliggende mytologi i Stieg Larssons bøger.
Bagefter diskuterer jeg det med Anne og søger på Google. Pludselig stivner jeg. Jeg finder et helt sensationelt billede på nettet, som forandrer hele min historie. Jeg går i seng, vildt ophidset.
9. marts Jeg skriver febrilt løs og bliver mindre og mindre ængstelig. Jeg vover at flippe ud og afprøve grænserne. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde har været så besat. Karaktererne lever i mig dag og nat.
Juli Olofs gamle dæmoner har fået magt over mig igen. Jeg skriver hver eneste skide dag i hele ferien. På den anden side ville jeg ikke have kunnet lade være, selvom jeg havde villet. Jeg er fuldstændig inde i bogen, skønt jeg nu og da fyldes med skyldfølelse, fordi Anne tager alt for meget af læsset med børnene. Jeg lover gang på gang forskellige storladne kompensationer. En sjælden gang imellem tror hun måske på mig.
24. september Er stort set færdig med første gennemskrivning, da Susanna Romanus fra forlaget ringer og lyder alvorlig. Hun siger, at der er et spor i min bog, der minder om et greb i en anden kriminalroman, som lige er udkommet. Det er ikke noget alvorligt eller afgørende, men jeg bliver stiktosset og går ud for at træne, og allerede mens jeg går og bander og svovler på vejen til fitnesscentret, har jeg bestemt mig for at skrive det hele om. Om natten sidder jeg oppe og googler efter nye idéer, og bliver stadig mere besat af et nyt matematisk spor. Da morgenen kommer med sit rødgule lys, er jeg lykkelig igen.
25. september Jeg ringer til Susanna Romanus og fortæller ophidset om min nye idé. Susanna hujer af begejstring. Anne påpeger mere nøgternt, at jeg er ved at blive manisk.
24. oktober Jeg overvejer, om jeg trods alt ikke trækker for store veksler på mit nye spor, og gennem Matematiska Institutionen i Uppsala får jeg kontakt med Andreas Strömbergsson, matematikprofessor med speciale i talteori. Andreas vil gerne mødes med mig i weekenden på konditoriet Fågelsången i Uppsala.
28. oktober Jeg sidder på Fågelsången og præsenterer Andreas for min idé under tavshedsløfte. Han kan godt lide den, eller sådan virker det i det mindste. Men han mener, at den bliver urealistisk hen imod slutningen. "Det behøver ikke være realistisk," forsøger jeg. "Det er fiktion." "Ja, ja," siger han. "Men jeg tror, jeg har et andet forslag."
30. oktober Vågner ved daggry og ser, at Andreas Strömbergsson har sendt mig et større dokument klokken 02.10. Da jeg læser det, bliver jeg helt rørt. Han har gjort en betydningsfuld indsats. Det meste er langt over mit niveau, men selve grundtanken giver min idé et nyt, sofistikeret touch.
Jeg sender en overstrømmende tak og arbejder febrilt videre. Der er kun få dage til vores næste deadline.
5. november Overdrager manuskriptet til Norstedts og møder min kloge, sympatiske redaktør, Ingemar Karlsson. Lover ikke at skrive mere, mens han læser.
7. november Føler mig tom og hudløs uden skriveriet. Ved dårligt nok, hvad jeg skal stille op med mig selv.
9. november Medvirker i SVT’s Babel og bliver interviewet af Jessika Gedin. Jeg er alt, alt for speedet.
15. december Ingemar og jeg knokler løs og gennemgår manuskriptet i detaljer. Ingemar har et falkeblik for inkonsekvenserne i manuskriptet.
28. december Susanna Romanus og Eva Gedin læser bogen igennem endnu engang, og vi har blandt andet en længere diskussion om slutningen. Jeg skriver den om.
26. januar Manuskriptet sendes til korrektur.
3. februar Manuskriptbunkerne sendes af sted til de udenlandske forlag med personlig kurér. Intet vedrørende bogen må overføres digitalt.
15. februar Norstedts byder på middag på Restaurant Luzette på Centralplan i Stockholm, og Eva Gedin erklærer højtideligt, at hun har noget, hun skal vise os. Hun venter med det for at holde os på pinebænken. Til slut rømmer hun sig melodramatisk og læser de første udtalelser fra oversættere og lektører højt. Bagefter danser jeg hjem gennem natten og bliver hængende til
en efterfest på min lokale Pane Vino ved Zinkensdamm. Det er længe siden, jeg har været så beruset.
14. marts Hver dag strømmer det ind med begejstrede ord fra forlæggere over hele verden. Jeg minder mig selv om, at det ikke betyder noget. Vi nærer alle samme håb. Vi vil så gerne have, at bogen skal leve op til forventningerne. Men måske er det alt sammen bare ønskedrømme, der vil briste som sæbebobler til efteråret.
1. april Dagens Nyheter offentliggør det svenske omslag. The Guardian offentliggør det engelske omslag og Wall Street Journal det amerikanske.
16. april Rejser til London og deltager i en konference om udgivelsen af bogen med forlæggere og redaktører fra fyrre forlag verden over og hører om den britiske markedsføringskampagne. Jeg rammes af uvirkelighedsfølelse. Men jeg bliver også mere og mere stresset. Om aftenen holder jeg foredrag for forlagskoncernen Hachette med blandt andet David Nicholls og Sophie Hannah. Sophie har lige skrevet en ny roman med Agatha Christies helt Hercule Poirot. Jeg og Sophie beslutter at indgå en pagt for "Os der skriver fortsættelser."
26. maj Rejser til Hay-festivalen i Wales sammen med min agent Magdalena Hedlund for at markedsføre min roman om Alan Turing, der er blevet udgivet på engelsk og har fået nyt liv efter filmen 'The Imitation Game’. Bliver interviewet af BBC-radio og tv og fortæller på scenen om mit forfatterskab. Jeg føler mig glad, forstået og set. Hen imod afslutningen får jeg spørgsmål om Zlatan-bogen og taler blandt andet om autenticitet. Jeg siger det, jeg har sagt hundrede gange før: At jeg ikke citerede Zlatan ordret, men i stedet arbejdede hårdt for at fange hans stemme med en litterær
fortællerteknik. Jeg siger, at jeg kom ham nærmere på den måde, og jeg oplever, at alle forstår, hvad jeg mener.
27. maj Er tilbage i London og sidder på mit engelske forlag og skal signere 1.400 ark, som skal lægges ind i et tilsvarende antal eksemplarer af min Millennium-bog. Ret overvældende i sig selv. Men kort efter bryder helvede løs. The Telegraph, som må have haft en journalist blandt publikum på Hay-festivalen, har skrevet, at citaterne i Zlatan-bogen er opdigtede, og nu har svenske aviser sendt nyheden ud med overskrifter om, at jeg "har tilstået". Min mobil eksploderer, og anklagerne tordner ind, som om ingen nogensinde havde hørt tale om litterær eller journalistisk gestaltning, eller endnu værre: Som om folk tror, at man kan skrive en læseværdig bog bare ved at skrive ned, hvad nogen siger. Det føles, som om hele verden er blevet vanvittig. Mine hænder ryster. Min stemme svigter mig, når jeg taler. Senere på eftermiddagen rammes jeg af en slags akut depression, og min engelske forlægger, Christopher MacLehose, sender mig i seng.
Om aftenen spiller jeg glad og uberørt under et interview på scenen med forfatterkollegaen Rachel Johnson. Jeg spøger til og med: "Jeg må hjem og dobbelttjekke mine Lisbeth Salander-citater nu! Jeg vil ikke også have hende efter mig!" Men jeg har det elendigt.
29. maj God bless America. Jeg og Magdalena – som nu har taget hånd om min telefon – er rejst til New York og hér er alle fuldstændig ligeglade med hele Zlatan-balladen. Da jeg ankommer til bogmessen, Book Expo America, ser jeg et helt sindssygt stort banner med min Millennium-roman. Sidder senere ved bordet ved siden af John Grisham og giver interviews – som ifølge fortrolighedsaftaler ikke må offentliggøres før i slutningen af august. Tager tilbage til hotellet og giver flere interviews til blandt andet USA Today, New York Times, Los Angeles Times og Hollywood Reporter.
Juni-juli Tilbage i Stockholm gennemgår jeg min kalender. Jeg skal rejse rundt stort set hele efteråret og stille op til en stadig strøm af interviews og halløj, og jeg forsøger selvfølgelig at spille cool, eller i det mindste at undgå at være overdrevent meget mere neurotisk end sædvanligt. Men det føles tit og ofte, som om tankerne brænder. Flagrer rundt som en flaksende sommerfugl. Desuden har jeg lovet Dagens Nyheter at skrive en dagbog om hele processen. Jeg bander lidt over det og længes efter den finske skærgård. (Oversat af Agnete Stjernfeldt, first published by Dagens Nyheter, 2. August)