DET ISKOLDE INDRE SKYGGEZONE slutter vældig dramatisk og med en virkelig spændende cliffhanger. Hvordan gør man som forfatter, når man skal samle tråden op i næste bog efter sådan en afslutning? Den store udfordring er jo at sørge for, at næste bog i serien både stiller de ventende læseres nysgerrighed og samtidig sørge for, at bogen er ekstremt spændende også for dem, der ikke har læst SKYGGEZONE. For selv om min fortælling i INDLAND skal drive historien videre, så skal den også begynde lige præcis her, på allerførste side i INDLAND. Så det skal begynde med en selvstændig spænding, bogen skal have sin egen historie, som ikke kræver forhåndsviden. Jeg valgte en klaustrofobisk spænding og et forhåbentlig meget uventet twist. Og så er den nye fortælling i gang, hvor man som læser forhåbentlig allerede er suget ind. I serien om A-gruppen er det kendetegnende at hovedpersonerne kan regne med hinanden, de supplerer hinanden og er de ideelle kolleger – men i serien om Berger&Blom er Sam og Molly konstant i tvivl, om de kan stole på hinanden, og læseren ved heller ikke, hvad sandheden er. Det giver en paranoid, klaustrofobisk stemning. Hvordan er det for forfatteren at befinde sig i det rum med sine hovedpersoner? Mere spændende. Med Paul, Kerstin og Arto var man tryg, både som forfatter og som læser. Man var i trygge hænder. Helvede eksploderede rundt om dem, men der var en stabilitet ved dem, som altid var en modvægt mod det helvede. Som forfatter var det et sikkerhedsnet – og nu ville jeg skrive helt uden det sikkerhedsnet. Der skal kunne ske hvad som helst. Og selv om bøgerne om Sam & Molly var tænkt som et skridt væk fra min tidligere, ekstreme samfundsbevidsthed – jeg ville væk fra en politisk virkelighed, som føles mere og mere kvælende – så er effekten mærkeligt nok blevet
samfundsbevidst. Vi er jo havnet et sted, hvor alt det vi troede var uforanderligt og trygt – humanismen, demokratiet, den basale tillid, den relative sikkerhed i vores gader – pludselig er blevet usikkert. Den klaustrofobiske og paranoide atmosfære i de her bøger var tænkt som min flugt VÆK fra samtiden og politikken – men det føles mere og mere, som om det blev fuldstændig omvendt. Sam og Mollys forhold føles som en meget nutidig relation. Da du skrev SKYGGEZONE skulle du lære dine nye hovedpersoner at kende. Var det lettere for dig at skrive INDLAND, fordi det var den anden bog med de samme personer? På den ene side: ja, helt sikkert. Jeg kender deres verdens grænser nu. Men kender jeg dem? Problemet er jo, at de er uendelige, på en måde. Lige når jeg tror, jeg har lært dem at kende, overrasker de mig med en ny og uventet dybde. Så det kommer til at tage lang tid at lære Sam Berger og Molly Blom at kende … Hvor bliver du allermest inspireret til dine historier og serier? Er det når du læser avisen? Er det i fred og ro og ensomhed? Er det noget, du beslutter dig for? Samler du ideer undervejs på din færden? Jeg ændrede på meget, da jeg skrev SKYGGEZONE. Jeg følte, at jeg var blevet rigtig god til nogle ting, og jeg frygtede, at der begyndte at være en risiko for rutineskriveri, for at køre videre i samme gamle hjulspor. Jeg havde maksimeret researchen i Opcopserien – jeg fik stort set alle ideerne fra nyhederne, aviserne, jeg ledte efter tegn i den umiddelbare virkelighed, tegn på hvor vores samfund er på vej hen, hvor den svenske og europæiske mentalitet var på vej hen – og nu ville jeg minimere researchdelen og fokusere mere på fortællingen, historien, plottet. Så nu bliver ideerne født mere i fred og ro og ensomhed, så langt som muligt væk fra aviserne. Og alligevel siver der en hel del ind …