Mit Jagtblad Nr. 6 / 2014

Page 1

NUMMER

6

MAGASINET

Mit Jagtblad Nummer 6-2014

MERE UD AF JAGREJSEN!

DAVID CP PÅ

GRØNLAND!

DEBAT

Kattens værn: ”Katte hjælper til med vildtpleje og pynter i naturen!”

REAL HUNTING

ADVENTURES TEST & TIP

S

FOTO LEIF HAMMAR

Sako 85 Synthetic Black Mauser M03 Extreme

ARVTAGEREN S NYE A T T E R BE III 690 FIELD

NÆSEHORNSKRIGEN RASER! 1•1


© Magasinet Mit Jagtblad er helt gratis for læserne. Det financieres gennem annoncer og sponsorater. I bladet linkes der til producenter, distributører, butikker og forskellige arrangører

s56 Beretta

REDAKTØR Jens Ulrik Høgh, som altid er meget interesseret i feed-back og gode ideer til kommende artikler! juh@zone375.com

ANNONCER Gitte Bach Høgh, er ansvarlig for annoncering. Er du interesseret i de mange muligheder, så tøv ikke med at kontakte hende på (+46) 765 67 07 13 eller gitte@arsenalet.com Magasinet Mit Jagtblad påtager sig intet ansvar for materiale, som indsendes uopfordret .Alt materiale lagre digitalt og kan finde anvendelse i markedsføring.

FOTO JENS ULRIK HØGH


INDHOLD

Nummer 6-2014

Leder.....................................................s4-5 Buejagt: Moskus i Grønland ........... s8-23 Konkurrence: Gæt og vind! .......... s24-25 Større udbytte af jagtrejsen..........s26-35 Debat: Næsehornskrigen raser.....s36-39 Real hunting adventures...............s40-53 Nyhed: Beretta 690 Field III.........s54-57 Småvildt: Andejagt ved dammen..s58-66 Fotostory: Alaska 1916 ................. s68-87 Test: Mauser M03...........................s88-92 Teaser: Sako 85 Black....................s94-95 Bygones ........................................... s96-97 Debat: Pynter katte i naturen?...s98-101 Mad: Pulled pork af vildsvin......s104-108 After Hunt med Lundén ..............s110-112

2•3


LEDEREN

Adaptiv forvaltning Der har i den seneste tid raset en heftig diskussion omkring begrebet ”adaptiv forvaltning” rundt om på nettet. Anledningen er, at Danmarks Jægerforbund har luftet, at det er noget de tænker på (blandt mange andre forvaltningsmodeller) i forbindelse med tilrettelæggelsen af forbundets fremadrettede strategi. Men næppe var ordet kommet i spil før forbundet blev angrebet fra flere sider. Bl.a. med skrækvisioner om, at adaptiv forvaltning automatisk fører til jagtens undergang, fordi man vist nok proklamerede, at man gik over til adaptiv forvaltning i Holland, inden det gik helt galt med jagten der. Jeg forstår ikke balladen. Slet ikke. Adaptiv forvaltning er et begreb som ganske enkelt dækker over, at man tilpasser forvaltningen til den aktuelle situation. Det gør vi jo sådan set allerede nu, hvor jagttider m.v. bl.a. justeres med års mellemrum efter indput fra vildtbiologerne omkring bæredygtigheden i forvaltningen af de enkelte arter. Jeg tillader mig derfor at gå ud fra, at man tænker på adaptiv forvaltning i en mere moderne udgave, hvor reaktionerne på ændrede forhold for en bestand hurtigere munder ud i ændret forvaltning.

Adaptiv forvaltning fører ikke til automatiske katastrofer bare fordi man påberåber sig begrebet i Holland, præcis som demokrati ikke fører til nationers undergang, bare fordi man pyntede sig med dette begreb i DDR. At det af utallige politiske årsager kan gå både godt og skidt at indføre en højere grad af adaptiv forvaltning af vildtet i fremtidens Danmark er en helt anden snak, som absolut intet har med selve begrebet at gøre. Jeg kan dog sagtens se scenarier, hvor en øget grad af adaptiv forvaltning ville være til stor gavn for fremtidens jagt. F.eks. ville det da være fremragende, hvis en stramt styret lokal forvaltning baseret på bestandens faktiske tilstand kunne føre til regulær jagt på arter som spættet sæl, knortegås, ulv (om føje år) og regnspove. Der er masser af arter, som vi igennem årene har mistet jagten på, som det ville være fuldt ud forsvarligt at gennemføre begrænset jagt på, hvis den styres med stram adaptiv forvaltning. Dette er gennemført med stor succes i bl.a. U.S.A. hvor man kan løse licenser til at skyde f.eks. traner og sangsvaner i stærkt begrænset mængde. De fleste af de p.t. jagtbare arter arter er formentlige så robuste, at det næppe giver mening at ændre på det nuværende system. Men lad os dog være åbne for nye ideer og helt generelt arbejde mod en fremtid, hvor det i højere grad er fakta end følelser, der styrer vildtforvaltningen i Danmark. Det vil jægerne altid vinde på.

I princippet er det jo faktisk netop sådan, at den enkelte jæger (hvis han er sit ansvar bevidst) typisk forvalter sit eget revir, hvor jagt kan indledes eller stoppes fra dag til dag som reaktion på udsving i bestanden. På papiret er dette naturligvis den optimale forvaltningsform og forsøg på adaptiv forvaltning kendes fra vore breddegrader i f.eks. den årlige tildeling af elg-, bjørne- og loskvoter i Sverige. Der er altså intet galt med adaptiv forvaltning.

Jens Ulrik Høgh juh@zone375.com


Der er næppe nogen der føler noget presserende behov for at indføre højere grad af adaptiv forvaltning af en så talrig og bestandsmæssig robust art som råvildt. Men måske var det aktuelt for knortegæs, måger eller sæler?

4•5


Har du bestilt efterårets eller vinterens JAGToplevelser ? SYDAFRIKA - Limpopo Safaris: Vort fantastiske jagtområde på over 43.000 ha i det nordlige Sydafrika. 20% rabat i resten af 2014 på ALLE jægere og ledsagere ! Ring og hør nærmere. NAMIBIA - Omujeve Safaris - masser af jagt til en god pris: Specialtilbud oktober-november 2014 og februar-april / oktober-november 2015. Stærkt nedsat dagsrate for jægeren / virkelig billige trofæafgifter / GRATIS ophold for 1 ledsager pr. jæger. Få detaljeret tilbud SYDAFRIKA - Balule River Camp: Tag familien med på uforglemmelige fotosafari oplevelser med ophold i vidunderlig luksuscamp i BIG 5 område ved Kruger Nationalparken, og kombiner det med et par dages jagt til meget rimelige priser.

DRIVJAGTER: Vil du også opleve suset, når svinene kommer brasende imod din post gennem skovbundens tørre løv og se den store keiler trille som en hare for et velrettet skud? Vi har stadig ledige drivjagter i Polen, Ungarn, Kroatien, Spanien og Tyrkiet. Hvis du ikke kan stille med dit eget hold, har vi enkelte ledige pladser for individuelle jægere. Ring og hør nærmere

JAGTMESSER I AUGUST I weekenden den 30.-31. august deltager Limpopo Travel, Safari Eksperten, Atlantik Travel og Diana Jagtrejser på hele to forskellige jagtmesser. Dels har vi en stand på den populære jagtudstilling på Gram Slot for alle vore kunder i den vestlige del af Danmark og dels er vi – som altid – repræsenteret på jagtmessen på Bosjö Kloster i Skåne, som egner sig perfekt til en sviptur fra de østlige dele af landet.

HUNDYRSJAGTER: På en lang række af vore rejsemål kan vi tilbyde spændende jagt på årvågne hundyr, visse steder i kombination med vildsvin. Her får du virkelig valuta for pengene – masser af jagt til en yderst rimelig pris og ideelt for mindre grupper på 3-5 jægere. Kontakt os for uforpligtende tilbud

IBEX- OG GEMSEJAGT: Oplev udfordrende bjergjagt i efterårs- og vintermånederne Vi tilbyder jagt på ibex i Rusland, Kazakhstan, Kirgistan, Tadjikistan, Tyrkiet og Spanien, samt gemsejagt i Østrig, Frankrig, Kroatien, Spanien og Tyrkiet. Ring og hør nærmere eller se mere på www.diana.dk

Se meget, meget mere på www.jagtrejser.dk Ring 62 20 25 40 for detaljeret tilbud

Diana Jagtrejser & Limpopo Travel Svendborg +45 62 23 11 10 Ringsted +45 43 56 11 11

www.jagtrejser.dk


Sæt X i kalenderen...

JAGT & NATURMESSE 2014 Oplevelser for hele familien!

30.-31. 4 aug. 201 kl. 10-17

JAGTREJSER - TROFÆUDSTILLINGER - RIFFELSKYDNING - PRÆMIESKYDNING BUESKYDNING - HESTE & HUNDEOPVISNING - FALKONERSHOW - SPORTSFISKERI KNIVMAGERE - KLATRING - MOUNTAINBIKE - GOLF - ATV KØRSEL

I samarbejde med:

Gram Slot

Slotsvej 54-56

6510 Gram

www.gramslot.dk

Leupold Afstandsmålere serie RX Leupolds RX serie giver dig toppræstationer til en fornuftig pris. DNA – Digitally eNhanced Accuracy er nyudviklingen fra Leupold der gør RX afstandsmålerne til verdens hurtigste og mest præcise afstandsmålere. Ved at udnytte digital teknologien optimalt eliminerer Leupold nu upræcise målinger på grund af baggrundens inteferens. Den nye superenkle menu gør RX – serien let at indstille til dit formål. Alle RX afstandsmålere har scan funktion der måler så længe du trykker knappen ned.

RX-600i DNA

RX-1000i DNA TBR

Giver dig lynhurtigt afstanden til målet ud til ca. 550 meter for reflekterende objekter.

96mm x 71mm x 33mm, belyst display, 6x forstørrelse, måler fra 4,5 m til 900 m True Ballistic Range mulighed både for riffel og bue.

RX-800i DNA og RX-1000i DNA

RX-800i DNA TBR

107mm x 71mm x 41mm, 6 x forstørrelse måler fra 5,5 m til 750 m True Ballistic Range mulighed både for riffel og bue.

Har yderligere Leupolds patenterede TBR – True Ballistic range system der udover at måle afstand også fortæller dig hvor meget du skal holde over eller under for at opnå træf selv hvis du skyder op eller ned ad bakke, du skal blot programmere din kaliber ind så klarer RX’ eren resten. RX – 800i måler ud til 750 meter og RX – 1000 ud til 900 meter.

RX-full Draw

udviklet specielt til bue jægere og har samme egenskaber som RX-800i DNA TBR men et avanceret ballistik program til bue ballistik.

HG Agencies

6•7

Tlf. 20 15 97 34 henviser til nærmeste forhandler


ET EVENTYR

Moskusjagt med


buen i Grønland Hvad er det vi drømmer om når vi tager på jagt i udlandet? Er det trofæet? Er det naturen? Eller er det turen i sig selv? Læs med og oplev hvad David Carsten Pedersen fik med ned fra bjerget, efter et af sit livs vildeste jagtture.

8•9 2•3


J

eg sidder og ser ud over isen og den skarpe blå himmel. Lugten af blod og moskusokse er stærk i næseborene, og varmen fra dyret er endnu ikke forsvundet ud i sneen under den store krop. Der er noget simpelt og ægte ved at sidde og tage øjeblikket til sig efter at en hård jagt er lykkedes, og jeg ved, at i aften er der kød på bordet. Jeg har haft denne følelse mange gange og mange steder i verden; fra Sydafrikas bush til de Norske skove. Men den her gang er det alligevel stærkere. For heroppe på verdens top står alting skarpere. De sorte klipper mod den hvide sne, den glasklare kulde mod det brænd varme komfur i køkkenteltet. Livets dybe åndedræt mod dødens stille ro. Heroppe flyver tankerne let og kredser omkring som de ravne, der allerede har opdaget det kommende tagselvbord. Og snart er jeg langt væk, tilbage hvor det hele begyndte, i København for præcis et år siden.

”Til et eventyr”

Det var det eneste der stod på konvolutten, som min kone lige havde givet mig på min 30 års fødselsdag, en gråverjsdag i marts. ”Jeg ville have købt dig en jagtrejse, men jeg ville aldrig kunne finde en rejse der var så vild, som det du selv kan finde på” siger hun med dét glimt i øjet, der gjorde, at jeg faldt for hende for snart 10 år siden. Min fødselsdagsgave fra hende, der kender mig allerbedst var altså et bundt sedler øremærket til et ukendt eventyr, jeg selv skulle arrangere. Men hvor skal man tage hen, hvis man har alle muligheder, men kun et skud i bøssen? Selvom der var en pæn slat penge, så var det stadig ikke så mange at man bare kunne vælge og vrage. For jagt er dyrt. Og lægger man trofæafgifter, flybilletter og udstyr oven i hatten kan det blive MEGET dyrt. Så der skulle laves en plan. En god plan. 6 måneder senere, stod jeg og klagede min

nød i en af mine yndlingsjagtbutikker i København. Alle mine ideer var indtil videre gået i vasken, og skulle jeg nå at komme afsted indenfor en overskuelig fremtid, så skulle der snart til at ske noget. For som erfaren jagtrejsende ved jeg godt, at skal man arrangere en tur selv, så er det ikke bare noget man ordner fra den ene dag til den anden. Det kræver måneders planlægning, og grundig research for at sikre at mulighederne for succes er bedst. Men jeg havde hverken en destination, en plan eller en ide. Det så sort ud. Men bedst som jeg stod der og brokkede mig, trådte min redning ind af døren. Thomas Nissen der lever af at være jagtjournalist, var lige kommet tilbage fra en af sine mange ture og den tidligere lastbilschauffør nåede lige at sige, at NU skulle han ikke ud at rejse igen foreløbig, førend vi begyndte at snakke om mit problem. ”De har lige åbnet for buejagt på moskus om vinteren i Grønland – var det noget?” sagde han , vel vidende at jeg har en stor passion for buejagt ”Jeg kender en dansk outfitter i Kangerlussuaq. Han er ret tosset, men jeg har selv arbejdet for ham som fiskeguide, og han kan sikkert lave en testjagt på en eller anden måde”. Jeg sagde til Thomas, at det var en drøm jeg havde haft længe, og at hvis han kunne få det til at lykkes, var han min store helt. Han svarede, at den eneste betingelse, var at han skulle med. Og pludselig havde vi givet håndslag på en plan, der skulle vise sig at være vildere end jeg havde forestillet mig.

Gå ALDRIG ned på udstyr

Fire måneder senere skulle det vise sig, at Nissen holdt alt hvad han lovede og og mere til, og pludselig sad vi et fly på vej til Kangerlussuaq. Hans ven Thomas Olsen havde han tilbudt os at vi kunne tage med ham ud i 11 dage fra den 1. April, for at gå på jagt, lægge depoter ud og teste


J

KLIK HER FOR AT S E T Ø J T I L EKSTREM KULDE

10•11


Moskusoksen (Ovibos moschatus) er faktisk ikke en okse, men en stor fætter til geden. Den artiske ged er hjemmehørende det nordlige og østlige Grønland. I 1964 blev de indført ved Kangerlussuaq i Vestgrønland, hvor bestanden i dag tæller mere end 25,000 individer, med en kvote på 500 dyr der er åben for trofæjægere. Der drives både kommerciel fangst og trofæjagt på den store bestand, og indtægterne fra jagten er et væsentligt bidrag, til den lokale økonomi. Jagttiden for betalende trofæjægere er 11. Marts til 11. April og 1. Juli til 15. Oktober.


om det overhovedet var muligt at drive buejagt fra en teltlejr i de vestgrønlandske fjelde. For at holde os indenfor budgettet havde han oven i købet inkluderet trofæafgiften i prisen for, hvad vi end måtte skyde. Han skulle stå for planlægningen, og vi skulle hjælpe med det praktiske og stå for selve jagten med ham som observerende guide. Med på turen ville vi også få følgeskab af den lokale dansker Erik, der ville tage med for at opleve forskellen på fangstjagt og decideret trofæjagt. I området er der spirende interesse for de tilrejsende trofæjægere og især for, hvordan man egentlig giver dem det de ønsker: en udfordrende jagt, der kræver at alle gør en indsats for at få det hele til at lykkes. I flyets fragtrum lå alt vores opbakning, deriblandt de to buer jeg havde trænet intensivt med i månederne op til. Jeg var fast besluttet på at få en moskusokse med buen, og jeg havde trænet, trimmet og tjekket alt for at sikre, at det i hvert fald ikke var udstyret der var noget i vejen med, hvis noget skulle gå galt. Efter at have hørt flere historier om uheldige jægere, der havde sprunget strenge, bueben og alt muligt andet i den hårde frost, havde jeg besluttet at tage begge mine buer med. Arsenalet talte en spritny Mathews Chill’R med G5 sigte og Trohy Ridge-hylde og en lidt mere slidt Bowtech Incanety CPX, med et Extreme Archery sigte og Trophy ridge-hylde, som var sat op magen til den anden. Begge buer var skruet i bund på 70 pund og skudt ind med de 36 gram tunge Maxima Hunter pile. Tre af pilene havde endda fået et par lysende Beiter Firenoks i bunden. Til sidst var det hele trimmet helt op til at ramme hul i hul med både CUT’edge blunts, field points og Slick trick magnum – alle i

12•13


125 grains. Man skal aldrig gå ned på udstyret – især ikke når man skal på jagt i minus 20 grader. Jeg havde derudover anskaffet mig det bedste jagttøj, jeg kunne komme i nærheden af samt to par meget varme støvler: et par til at jage i og et par til de lange ture på de firehjulede motorcykler, som skulle være vores eneste transportmiddel på turen. Det hele var pakket i to solide rygsække og en buekuffert, der fik den stakkels dame i check in-skranken til at se skeptisk på vægten og ryste på hovedet af den camouflagefarvede sigøjnerlejr, jeg havde overladt i Air Greenlands varetægt. Men det hele gik nogenlunde nemt, og efter den 6 timer lange flyvetur, var vi endelig på vej ind over fjorden, der markerede indflyvningen til Kangerlussuaq – Grønlands største lufthavn og udskibningshavnen for vores lille ekspedition.

På isen

Inde bag brillerne bed kulden skarpt i huden, og min ånde fik iskrystallerne til at vokse sig tykke i brilleglasset, øjenvipperne og mit lange skæg. Med en fart på 60 kilometer i timen og en chillfaktor på ca. -40 var alting koldere end jeg nogensinde havde prøvet før. Havde jeg ikke været pakket ind, i de mange lag af tøj, var jeg uden tvivl frosset ind til benet. Men selvom fronten af min jakke var helt dækket af iskrystaller, sad jeg alligevel lunt i sadlen på den store ATV’, der åd sig frem over den sneklædte isfjord, der ledte os direkte ind i gabet på eventyret, som en kæmpemæssig hvid tunge. Man skal altid have respekt for isen, når man kører på de Grønlandske fjorde. For under den smukke og kolde overflade, gemmer der sig et iskoldt dyb. Og køre man igennem en sprække i isen med en tung ATV, er der ikke meget an-

det at gøre end at springe for livet og håbe på det bedste. Derfor skal man ikke køre for tæt på hinanden, men holde et vågent øje med de andre. For er uheldet ude, er der ikke et øjeblik at spilde. Efter to timers hårdt ridt, var vi derfor alle sammen glade, da vi fik fast grund under hjulene. Nu startede den sidste etape mod vores endelige destination: et lille fladt plateau i bjergene ca. 45 kilometer syd for Kangerlussuaq. Her skulle vi opstille vores to telte og bo de næste par dage, midt inde i jagtområdet.

En pose til det hele

”Herude skal man vænne sig til at spise af en pose, sove i en pose og at skide i en pose” lød det grinende fra Olsen, mens han servede et par poser med frysetørret chilli con carne. Sætningen var efterhånden blevet den garvede outfitters valsprog. Og efter han for snart flere år siden havde forfulgt sin drøm om at blive outfitter i Grønland, havde han prøvet lidt af hvert – og det der var værre. I det hele taget var der ingen tvivl om, at Olsen var førerhunden i lejren. Et hårdt og eventyrligt liv har sat sit præg på manden, og alle på turen var klare over, at det i sidste ende var ham, der havde ansvaret for alle os andre. Olsens ord var lov. Heldigvis er han også ejer af Kangerlussuaqs eneste jagtbutik, så der var ikke en finger at sætte på hverken udstyr eller planlægning. ”Det gælder bare om at huske, hvilken en pose, der er til hvad” lød det tørt fra Nissen, og ham og Erik grinede som en flækkede træsko. Ja stemningen var på toppen i det lille telt, for inden vi var kommet ind i varmen havde vi været ude og spejde efter vildt i terrænet. Og dét havde vi i den grad fundet. Det viste sig meget hurtigt at området omkring teltet var helt fuldt af spor, og ikke langt fra hvor


hvor vi boede, så vi både rensdyr og en stor gammel moskus, som jeg var på nippet til at begynde jagten på med det samme. Nissen havde dog meget bestemt overbevist mig om fornuften i at vente. Og selvom tålmodighed, ikke er det skarpeste redskab i mit arsenal, måtte jeg erkende at jagt i tundraen kræver tid, både til selve pürschen, men også til hele det efterfølgende arbejde med at slagte og ordne dyret. Meget mod min natur, havde jeg derfor bidt min jagtiver i mig og var gået tilbage mod lejren og køkkenteltets varme ild. Men selv om varmen fra maden og ilden bredte sig i kroppen , vendte tankerne om den ensomme gamle moskus hele tiden tilbage. Mon den store kæmpe, der gik der alene på sletten, ventede på mig. Var han var væk i morgen? Eller ville det lykkes mig at komme helt tæt på, for dernæst ikke at kunne levere, når situationen bød sig? Selv den joviale tone i teltet kunne ikke få billederne af den store

ensomme moskus til at forsvinde for mit indre blik. I morgen startede jagten for alvor, og så måtte vi se om det kunne briste eller bære.

Man tager de chancer der kommer

”Jeg kan ikke se ham – han må have fået fært af os, da vi sneg os ind på ham”. Nissen og jeg spejdede ud over det kolde landskab, hvor vi for mindre en 10 minutter siden havde set moskusoksen stå og esse. Vi var ellers helt sikre på, at vi havde ham hvor vi ville. Han havde tydeligvis etableret et revir på den lille slette, hvor vi havde set ham dagen før, men nu var han som sunket i jorden, forvundet i det kolde blå morgenlys. ”Måske er han gået videre op mod vinden – så går vi ned og finder hans spor, og så sporer vi ham i stedet!” Den korte pürsch havde fået gang i blodomløbet hos os begge, og efter en nat med minus 30 grader, var vi endelig begyndt at få varmen en anelse. Udsigten til at vi skulle bruge resten af

14•15


dagen på at spore det store dyr, var måske ikke så tillokkende, men der var ikke andet at gøre, end at kaste sig ud i det. Men inden vi fandt hans spor, var der pludselige noget der fangede min opmærksomhed. Jeg så fuglen før, den så mig. En lille hvid snerype med knaldsorte øjne, lå og puttede sig, mindre end mindre end 30 meter væk fra hvor jeg stod. Og med et var alle tanker om det store dyr forsvundet. Nu galt det kun om at ramme det lille bitte mål. Jeg målte afstanden. Trak buen, fandt mit ankerpunkt, og lod sigte pinden hvile lige midt på en hvide fugl. Langsomt lagde jeg mere og mere vægt på aftrækkeren, indtil buen gik af med dæmpet smæld.

Hybris

Den gamle moskusokse kiggede olmt på mig fra sit leje mindre end 60 meter fra hvor jeg havde samlet den lille fugl op. I min glæde over at have fået den lille rype, havde jeg udstødt et lille jubelråb, og den lyd havde vækket den slumrende kæmpe. ”Ned ned ned” Fik jeg fremstammet til Nissen, Olsen og Erik, der alle var kommet frem for at lykønske mig med mit lille dunede trofæ. De reagerede prompte, men han var allerede begyndt bevæge sig væk fra os i den vuggende gang, som viser at dyret ikke er skræmt, den er bare træt af at lege. Men selvom vi var blevet snydt af den gamle kriger, var det ikke slut endnu. For nu vidste vi, hvor han var, hvilken retning han gik i. Skulle vi have ham, ville det kræve, at vi kravlede fladt på maven mere end 400 meter op af en skråning uden skjul. Men gjorde vi det ikke, ville vi sikkert ikke se ham mere efter at vi havde generet ham så groft her i hans eget domæne. Det var på tide at tage en beslutning. Og efter at have spændt den lille fugl fast på tasken, begyndte vi langsomt at arbejde os op mod det

punkt, hvor vi sidst havde set ham.

På knæ for kæmpen

Han stod og så på mig med sine klare øjne. Han vidste, hvor jeg var, men ikke hvad jeg var, og et dyr hvis forfædre gik sammen med mammutterne, bakker ikke bare af, når han møder en camoufleret sten med en mærkelig pind. I det hele taget var han ved at være mere end bare en smule træt af mig, men indtil videre havde han beslutte at vente og se, om jeg ville foretage mig noget tåbeligt, der kunne afgøre om jeg var en trussel eller bare en irritation. Nu var det et spørgsmål om tålmodighed, men desværre var hans nok en hel del bedre end min. For mens han stirrede på mig, sad jeg på knæ på de kolde klipper, med buen spændt og min lysende pind pegede lige på ham – men hvor gerne jeg end ville, havde jeg ingen mulighed for skud. Problemet var nemlig, at selvom jeg var kommet helt ind på mindre end 25 meter af ham, så stod han nu lige på mig, med det store pansrede hoved, der dækkede for hans vitale dele. Med en riffel havde det været et mildest talt dårligt skud. Med en bue var det umuligt. Der var kun et at gøre. Jeg spændte langsomt den tunge bue af, og satte mig for at afvente hans næste træk.

Kammerater i krig

På vejen op mod klippen og den gamle tyr, var der pludselig dukket en lidt yngre tyr op, og han var tydeligvis ret skeptisk overfor, hvad jeg var for en størrelse. Da vi fra starten helst ville skyde en gammel tyr, var det ikke i sig selv et problem, men den yngre moskus’ nervøsitet forplantede sig til en gamle kriger, der begyndte at vise tegn på sin utilfredshed. Noget havde bevæget sig ind på hans enemærker, og hans kampskadede pandeskal og arrede snude bevidnede, at han ikke gerne trak sig uden


16•17


kamp. Men en eller anden må alligevel have vundet over ham, i slaget om hunnernes gunst, og nu var han forvist til at leve resten af sine dage uden hunnernes varme og muligheden for at sætte flere af sin slægt i verden. I det hele taget var det ikke svært at forstå hvorfor han var blevet lidt olm på sine gamle dage, nu begyndte han også at vise sin foragt for mig ved at skrabe i jorden med sine slidte hornspidser, som for at signalere, at nu skulle der snart til at ske noget. Udfaldet kom fra uventet kant. Nissen, der bar backupriflen, havde set den gamle okse gøre sig klar og var nu trådt ud bag sit skjulested, for at få et sikre et frit skud med riflen. På 25 meters afstand, er der ikke mange sekunder at spilde, hvis moskussen mod al forventning skulle beslutte sig for at angribe. Den pludselige bevægelse viste sig at være dråben, der fik kæmpen til at trække sig, og med et fnys vendte han sig mod højre for at gå. Jeg trak buen. Fandt det magiske skudsted lige bag skulderen. Og trykkede på aftrækkeren på min release.

pludselig stormende med kursen direkte mod den gamle ronkedor. Efter mange års kanøfling fra den gamle, havde den unge han set sit snit til at gøre gengæld for alle de rungende hovedpiner, han havde inkasseret gennem årene. Med en fart der virker mærkelig, for de ellers så rolige dyr, knaldede han panden direkte ind i den vaklende ældre kombattant. På fjeldet er der ingen plads til nostalgi, og denne tyr var nu trådt ud af den gamle tyrs skygge. Han slog veltilfreds med hovedet, og trak sig væk fra den gamle der snak sammen i knæene, og Nissen og jeg gik frem for at give dem slagne kæmpe en hurtig pil, for jeg har altid været af den faste overbevisning at et dyr ikke dør mindre af to

Coupe de gras

”Han er færdig”. Nissen udtalte den endelige dom, mens vi stod og kiggede intenst på den gamle tyr, der lå med alle fire ben ude til siden. Den tunge pil havde siddet hvor den skulle, og det mørke blod tegnede en stribe ned af siden fra det sted, hvor den lysende røde pilenock, sad som en klar stjerne i den sorte pels. Det ville kun været et spørgsmål om tid, inden dyret forendte, men en moskus er et skudstærkt dyr, der kan gå langt, selv med en kugle fra em riffel. Som vi stod og ventede på, at han skulle lægge sig ned, skete der pludselig noget. Den anden tyr, der indtil nu bare havde stået og set til, kom

K L I K H E R F O R AT S E D AV I


velplacerede skud. Pilen borede sig ind skråt bagfra, og denne gang gik han kun tre skridt for at lægge sig ned på siden og aldrig rejse sig igen.

Moskusdouble

Bedst som vi stod og så på de sidste spjæt fra den store kæmpe, sagde Nissen: ”Var der ikke noget med, at ham schweizeren skulle bruge en fuldmonteret moskus?”. Og jo, der var vidst noget om, at Olsen havde en bestilling liggende på en moskus mere til en producent af moskusuld, der gerne ville vise kunderne, hvor ulden kommer fra. Og hvem stod der, bag vores forendte tyr,

J

og triumferede over en sejr, der ikke havde været hans? Ingen andre end den yngre tyr, der havde set sit snit, til at baldre den sårende kæmpe en på skalden. ”Gi mig lige riflen…” Jeg byttede buen med riflen og fandt tyren i sigtet mindre end 40 meter væk. I et kort øjeblik kiggede vi på hinanden, tyren og jeg. Om to sekunder ville han begynde at løbe, og det var tvivlsomt, om vi ville få sådan en chance ingen. ”BUM!” Efter den lydløse jagt med buen, ramte lyden af 30.06’eren som en bølge og tyren reagerede med en sprint, der endte kort efter med et sikringsskud fra den sorte riffel. På Grønland tager man ikke chancer, og kunne

DS JAGTUDSTUR

18•19


man ofre to pile på den gamle, var det vel kun fair, at den unge fik samme cadeau.

jeg er altid er så utroligt taknemmelig for, hver gang jeg er på jagt.

En drøm går i opfyldelse

Tilbage til virkeligheden

Og her sidder jeg så. Med ryggen op af den gamle tyr og tænker over alt det der er sket. Første dag på jagt, og allerede har jeg fået min drøm om ikke bare en, men to moskus opfyldt. Det har været vildt, spænende og lige på nippet til at gå galt. Men det gjorde det ikke og nu er der kun tilbage at glæde sig over at det lykkedes. Men som jeg sidder her, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at selvom målet tilsyneladende er nået, så er drømmen ikke er slut.

Lyden af den store ATV hiver mig tilbage fra mine filosofiske overvejelser, og virkeligheden trænger sig på. For Olsen er på vej op til os, efter at have hentet den store ATV i lejren. Nu skal vi i gang med det store arbejde, med at flå og forlægge 300-400 kilo tunge dyr, for at tage med tilbage til lejren og vores kødgryder. Det er hårdt arbejde, men med tre erfarne jægere og et par skarpe knive, får vi snart forlagt de store dyr og pakket dem på ladet af ATV’en.

For drømmen om jagten, er jo ikke kun drømmen om trofæet, men en drøm der både er større og mere simpel, end bare det at skyde et bestemt dyr. Det er den drøm som har drevet Nissen ud af sin lastbil og Olsen herud på den anden side af fjorden, og ja – det er den drøm der har drevet Erik til at lære mere om livet som professionel jæger. Det er drømmen om at være 100 procent til stede – at udfrodre sig selv og sine grænser, og at turde tage de beslutninger, der skaber det eventyr, der i sidste ende, er ens eget liv. Det er var den gave min kone vidste at jeg helst ville have, og det er den gave - det liv - som

Da vi endeligt er færdige er vi godt møre, men der er stadig en lille ting tilbage, inden jagten er ordentligt afsluttet. Som en sidste respekt, har jeg besluttet at bære mit trofæ ned, som det hør og bør. Da det store hoved er spændt fast ved siden af den lille fugl på min rygsæk, begynder jeg at arbejde mig ned mod lejeren igen. Jeg kan næsten allerede smage moskusgryden vi skal spise i aften, og kan ikke slet vente på hvad morgendagen bringer. For drømmen er stadig i live, og der venter mange oplevelser forude, inden dette eventyr er slut.

Trofæjagt på moskus med bue i Grønland Der er overraskende meget vildt i de Grønlandske fjelde og både ryper, harer, polarræv, rensdyr og moskus, må skydes med buen (også kendt som the arctic five). Men selvom man ofte ser en del vildt, så kan buejagt om vinteren, være lidt af en udfordring på grund af den manglende dækning. Skal man have et godt resultat bør man derfor øve sig på skud til meget små mål, samt skud på omkring 40 meter, da især rensdyr, ofte er meget svære at komme ind på. For at gå på jagt efter moskus med buen skal følgende krav være opfyldt: Man skal have bestået buejagtsprøven i Grønland, Danmark eller en tilsvarende prøve i andre lande. Buen skal være en compoundbue med faste sigtemidler med en trækkraft på minimum 60 pund (28 kilo). Pilevægten skal være minimum 525 grains (34 gram). Det er ikke tilladt at bruge mekaniske spidser.


20•21


DRØMMEN ER STADIG I LIVE , OG DER VENTER MANGE OPLE VEL SER FORUDE , INDEN DE T TE E VENT YR ER SLUT...


J

K L I K H E R F O R AT S E VIDEOEN FRA DAVIDS HEFTIGE JAGTEVENTYR

22•23


MAGASINET

Mit Jagtblad I denne måned deltager man i lodtrækningen om en Beretta Optifade udstyrstaske til en værdi af kr. 1.199,- hvis man svarer rigtigt på månedens quiz-spørgsmål

Beretta Optifade udstyrstaske fra Berettas Optifade Line er en vandafvisende taske med multifunktionelle indvendige og udvendige lommer. Med flap og komfortabel skulderrem. Optifade Duck camouflage-mønster udviklet af Gore specielt til vandfugle-jagt.

Læs mere her!


Hvilket dyr har efterladt dette ”visitkort”? Sidste måneds spørgsmål: Skelettet stammede fra et almindeligt pindsvin. Vinderen har fået direkte besked via vor nyhedsmail.

J

www.mitjagtblad.dk afholder en jægerkonkurrence i hvert nummer af magasinet. Man deltager ved at trykke på ”Svar her!” knappen, svare på spørgsmålet og opgive en gyldig email-adresse som afsender. Der kan kun svares en gang pr. email-adresse. Vinderen offentliggøres i det nyhedsbrev, der bliver udsendt, når næste nummer udkommer. Deltagelse i konkurrencen er samtidigt tilmelding til nyhedsbrevet, som dog altid kan afmeldes med et enkelt klik, hvis man ikke længere ønsker at modtage dette.

24•25


1

DEL

Nogen jægere vender næsten aldrig tomhændede hjem fra jagt. På driv- og klapjagterne er det næsten altid de samme, som skyder mest. I bukkejagten er det ofte de samme, som får den store – eller flest af de små – sæson efter sæson. Sådan er det i allerhøjeste grad også på jagtrejser. AF JENS ULRIK HØGH

Optimer j


jagtheldet 26•27 2•3


MAGASINET

Mit Jagtblad

OPTIMER JAGTHELDET

A

t kalde det for ”held” er i bund og grund blot et udtryk for bitter afmagt. Tilfældigheder kan ganske vist falde positivt ud for den enkelte jæger i en given situation, men ingen er konstant heldige. Der er ingen mystik involveret: Heldet følger altid den velforberedte – jægeren som både får og udnytter, hvad andre end ikke betragter som en skudchance. Den gode nyhed er, at langt de fleste enkelt kan få flere reelle skudchancer på deres jagtrejser... I dette og kommende numre af www.mitjagtblad.dk løfter vi sløret for, hvordan du får større udbytte af dine jagtrejser.

KONDITION Har man valgt en jagtform, hvor man bevæger sig efter vildtet er jægerens fysiske form af stor betydning for resultatet. Det er rørende enkelt: Kan du gå dobbelt så langt på en dag, så ser du dobbelt så meget. Kan du ikke klatre op på toppen af klippen, så får du nok aldrig skudchancen til monstertrofæet i bushen på den anden side og kan du ikke bevæge dig relativt stille på grund af trætte ben og gispende åndedræt, så ser du stort set ingen ting. Kan du derimod flytte dig hurtigt, kan du måske få en ekstra chance fra en bedre skudposition inden vildtet forsvinder ud af syne. Ligeledes er god form ofte en afgørende forudsætning for at redde en situation der er på vej til at ende galt.

PÅ PRAKTISK JAGT er en god grundkondition også temmelig afgørende for, hvor godt du skyder. Det er ikke for sjov, at topskytter (som jo egentlig ikke bevæger sig ret meget under skydekonkurrencer) motions- og styrketræner på livet løs. Med en puls i det røde felt og gispende åndedræt er det i reglen umuligt at sætte et særligt præcist skud. Jo dårligere grundformen er, desto længere tager det at få styr på puls og åndedræt, når chancen pludselig opstår. Kort og godt: Jo

bedre kondition du er i, desto mere intensivt kan du jage og det forøger dine chancer for kontakt med vildt dramatisk. Der er ingen genveje – ”de fede må svede” – træn, træn, træn. Det kan altid blive bedre – for mit eget vedkommende kan det f.eks. blive MEGET bedre...

JEG HAR MANGE gange selv forbandet min ringe kondition langt væk på jagt. Det er ingen nydelse at jage med blytunge ben og hvæsende åndedræt ude af stand til at fokusere på andet end at følge med. Derfor træner jeg nu regelmæssigt, selvom jeg i bund og grund synes, at det er dødkedeligt. Det er væsentligt at konditionstræne regelmæssigt. At rejse sig fra sofaen og tage løbeskoene på et par uger før bjergjagten hjælper ikke det store. Husk også på at træne realistisk. Man bruger ikke de samme muskler på klatring i stejle bjerge med tung oppakning, som man bruger på at hyggeløbe ud ad en flad landevej.... SKYDNING En reel skudchance er et frit skud til den ønskede vildtart i tilstrækkelig lang tid til, at du kan nå at afgive et sikkert skud. Afstand, vinkel, bevægelse og tidsvindue udgør hele forskellen på en reel skudchance og en simpel vildtobservation. Det er i vid udstrækning skyttens evner, som sætter rammerne for, hvilke skudchancer, der kan betragtes som reelle. Det hjælper f.eks. ikke noget at se verdens flotteste marco polo vædder på 330 meters afstand, hvis man kun er tryg ved at skyde på 200 meter, ligesom det ikke er en skudchance at blive overrasket af en flot keiler der passerer sporet i fuldt firspring to meter foran næsetippen, hvis man ikke skyder til vildt i bevægelse. Derfor vil den godt skydende jæger alene i kraft af sine færdigheder få betydeligt


28•29


MAGASINET

Mit Jagtblad

OPTIMER JAGTHELDET


PRAK TISK SK YDE TR ÆNING ER DERFOR OGSÅ EN ME TODE TIL VOLDSOM FORBEDRING AF ”JAGTHELDE T” FOR DE FLESTE .

30•31


MAGASINET

Mit Jagtblad

OPTIMER JAGTHELDET

flere reelle skudchancer end den mindre godt skydende jæger. Fact of life! Praktisk skydetræning er derfor også en metode til voldsom forbedring af ”jagtheldet” for de fleste. Igen er matematiken rimelig enkel. Hvis du kan træne dig op til med sikkerhed at skyde og træffe dit mål på den dobbelte afstand, så kan du i princippet udnytte alle de skudcancer, som opstår på et areal som er fire gange så stort! Ligeledes vil antallet af reelle chancer forøges voldsomt, hvis du lærer dig at afgive skud hurtigere og skyde sikkert til vildt i bevægelse. Dette skal bestemt ikke læses som en blåstempling af hasarderet skydning, men derimod som en kraftig opfordring til træning. Ingen tvinger dig til at udnytte de skudchancer du får, men du er under alle omstændigheder betydeligt bedre stillet, hvis du med sikkerhed kan ramme et sværere mål, end hvis du ikke har rutinen. Hvis du jager meget, vil du før eller siden befinde dig i en situation, hvor forskellen på succes og fiasko ligger i om du kan fælde et anskudt dyr, som i høj fart er på vej væk over den nærmeste bakkekam. Jeg har igennem årene oplevet masser af eksempler på forskellen mellem god og dårlig skydning og jeg undres til stadighed over, hvorfor alt for mange jægere ikke i langt højere grad motiveres til mere intensiv træning af deres mangel på skydefærdigheder. Et eksempel: På en stor monteria i Spanien for et par år siden nedlagde hver af de spanske jægere i gennemsnit fem stykker vildt om dagen i 36 skud eller


32•33


MAGASINET

Mit Jagtblad

OPTIMER JAGTHELDET

godt og vel 7 skud pr. leveret stykke vildt (!) En skandinavisk deltager på samme jagt nedlagde 18 stykker kronvildt og et vildsvin i 23 skud. Tilsvarende har jeg oplevet jægere som gang på gang kom til Afrika og brugte en stor del af deres jagtdage på at eftersøge anskudt vildt. Det er helt åbenbart, at disse mennesker har en dårlig oplevelse ud af det og alligevel flokkes de ikke på skydebanerne imellem deres jagtrejser. Bryd det mønster og kom afsted! Bedre skydefærdigheder afregnes kontant i bedre jagtoplevelser og herunder flere reelle skudchancer. Træn først og fremmest på den form for praktisk skydning, du vil opleve på jagten. I skoven findes der ingen magelige skydebænke, hvor du kan sidde med riflen i en holder og klemme præcise skud af fra morgen til aften. Skyd stående, siddende og liggende. Skyd fra skydestokke, rygsække, jagtstole og naturlige anlæg. Skyd til mål i bevægelse. Skyd meget og sæt dig selv under pres! Jagtfeltskydninger er FREMRAGENDE og jagtrealistisk træning, hvor man både bevæger sig og har konkurrencemomentet til at simulere bukkefeberen.

TIL SYVENDE OG SIDST har de bedst skydende de bedste forudsætninger for meget vildt på tasken, men det vil alligevel altid være min påstand, at de bedste jagtoplevelser tilfalder de skytter, som kender deres begrænsninger indgående og handler derefter. Disse jægere oplever betydeligt færre anskydninger, ringe skudplaceringer og forbiskud end de, som overvurderer deres egne evner eller slet og ret er ligeglade. Eller sagt på en anden måde: Selv vil jeg hellere nedlægge tre bukke i tre skud end syv bukke i ni skud. En enkelt lille udstyrsmæssig genvej til bedre riffelskydning, som udnyttes af alt for få, er at vænne sig til at skyde fra en skydestok. Har man

ikke prøvet det før, vil man få sig en gevaldig aha-oplevelse. Der findes flere særdeles stabile konstruktioner på markedet og de forbedrer alle de praktiske skyderesultater markant. I relation til jagtrejser har jeg selv haft stor glæde af at medbringe en skydestok hjemmefra. Der er ikke så mange, der passer direkte ned i en kuffert, men det er bestemt umagen og pengene værd at nå frem til en brugbar løsning. Dels fordi man aldrig kan vide sig sikker på, at der findes brugbare skydestokke på destinationen og dels fordi, man altid skyder bedre fra sin egen velkendte skydestok. I næste nummer ser vi nærmere på valg af udstyr og kommunikation med jagtpersonalet. Begge områder rummer potentiale for ”forbedring af jagtheldet” på jagtrejser.


!

I næste nummer ser vi nærmere på valg af udstyr og kommunikation

34•35


JAGTEN, NATUREN OG SAMFUNDET N Æ S EH O R N S K R I GE N R A S E R

Kan nytænkning redde næsehorn? I 2013 faldt 1.004 sydafrikanske næsehorn for krybskytters kugler. Antallet er større end nogensinde og har nu nået et niveau, hvor dyrene, der dør, er flere end dyrene, der fødes. AF JAN KROSSTEIG - EJER AF DIANA JAGTREJSER

I

2013 faldt 1.004 sydafrikanske næsehorn for krybskytters kugler. Antallet er større end nogensinde og har nu nået et niveau, hvor dyrene, der dør, er flere end dyrene, der fødes. Bestanden af næsehorn i Sydafrika er dermed for første gang i årtier faldende. Situationen er katastrofal og har forlængst udviklet sig til en egentlig guerillakrig med store tab blandt både vildtbetjente og krybskytter.

PROBLEMETS ROD er sydøstasiatisk efterspørgsel efter næsehornets pulveriserede horn. Tykhudens næseprydelse har i umindelige tider været en ingrediens i traditionel asiatisk naturmedicin, men økonomisk vækst og en relativt ny myte om, at hornet er en effektiv kur mod kræft, har ført til et boom i efterspørgslen. Pulveriseret horn handles efter sigende på gadeplan til priser, som overstiger prisen på kokain 2-3 gange! Det må siges at være en ganske imponerende pris for et naturprodukt, der helt enkelt består af stoffet keratin ligesom hår og tånegle. Situationen er naturligvis en kærkommen forretningsmulighed for organiserede kriminelle bander og ikke overraskende er handlen i kraftig vækst. Alt, hvad der minder om næsehorn,

kan bruges på det sorte marked – illegalt jagede horn, stjålne gamle jagttrofæer, museumseksemplarer, horn høstet fra dyr i zoologiske haver og sågar vellignende afstøbninger i plastik, som godtroende asiater betaler formuer for, når de med deres egne øjne ser det malet op til pulver. Markedet er tilsyneladende umætteligt. Krybskytterne i marken hyres lokalt. Der er ofte tale om fattige eks-soldater fra Mozambique, som er vant til at færdes i bushen og som er villige til at risikere deres liv for en relativt beskeden sum penge. De udstyres med en riffel, en nedstryger og de seneste efterretninger om, hvor næsehornene og vildtbetjentene befinder sig. Hvis krybskytterne møder modstand, kender de spillereglerne og skyder for at dræbe, fordi de ved, at vildtbetjentene gør nøjagtigt det samme.

SOM EN PARK RANGER i Kruger-parken sagde til en amerikansk skribent: ”Det er op til Gud at dømme krybskytterne. Det er vores job at arrangere, at de møder ham”. Mens det for blot få år siden var forbundet med svære juridiske komplikationer at skyde en krybskytte, har næsehornskrigen nu forlængst gjort denne prak-


sis til rutine. Sidste år dræbtes 48 krybskytter i ildkamp med vildtbetjente alene i Sydafrika. Men der går også en hel del liv tabt på den rigtige side af loven. En del dør naturligvis i skyderierne i bushen, men også udenfor arbejdstiden myrdes mange vildtbetjente. Det er i sagens natur uklart, hvor mange af disse dødsfald, som udspringer af krigen mod krybskytteriet og også hvilken side de myrdede reelt befandt sig på.

KORRUPTIONEN ER omfattende, bevisbyrden er tung og fængselsstraffene er beskedne. Summerne, der kan tjenes på den illegale jagt, er så store, at bagmændende konstant opruster med dyrt militært isenkram såsom helikoptere og avancerede våben udstyret med termiske natsigter og lyddæmpere. Myndighederne og de mange private jordejere med næsehorn på deres ejendomme har svært ved at følge med. De mangler

helt enkelt penge.

DET ER NEMLIG ekstremt dyrt at beskytte næsehorn i det fri. Hegn, avanceret elektronisk overvågning og veludrustede bevæbnede vagter er nødvendige døgnet rundt. Hidtil er langt de fleste penge til indsatsten på private ejendomme kommet fra legal og myndighedsreguleret trofæjagt på dyr, som ikke længere gør nytte i avlen. Faktisk er indkomsterne fra jagten den direkte årsag til, at de hvide næsehorn ikke allerede blev udryddet i vild tilstand i 1970’erne. De mange penge har gjort det attraktivt for private jordejere at huse en bestand af næsehorn og det fik bestanden til at vokse fra ganske få hundrede dyr for fire årtier siden til mere end 20.000 i dag. Men mens legal og gennemreguleret trofæjagt er et effektivt redskab til bevarelse af en art som næsehorn, er illegal jagt katastrofalt. For kryb

36•37


MAGASINET

Mit Jagtblad

N Y TÆ K N I N G R E D D E R A R T E N

skytterne er ikke selektive – de skyder alt og de skyder det hele, hvis de får chancen. Konsekvenserne er vidtrækkende. At krybskytterne massakrerer næsehornsbestanden ved at dræbe vigtige avlsdyr er i sig selv katastrofalt nok, men problemet forværres af, at den illegale jagt truer grundlaget for den legale jagt. Og hvis den legale jagt må indstilles, bortfalder indtægterne, som lige nu financierer krybskyttebekæmpelsen på private ejendomme, hvor langt de fleste næsehorn findes. Færre midler til bekæmpelse af krybskytter fører til mere krybskytteri. Det er en ond cirkel og hvis ikke den brydes snart, forsvinder de sidste vilde næsehorn indenfor overskuelig tid. De i forvejen stærkt truede næsehornsarter i Asien vil sandsynligvis forsvinde først... der er f.eks. under 50 javanæsehorn tilbage i verden, hvilket gør denne art til den mest kritisk udryddelsestruede pattedyrart på planeten.

UMIDDELBART ER DER kun to indlysende muligheder for at bremse udviklingen. Man kan forsøge at mindske efterspørgslen og man kan sætte mere mandskab og teknik ind i beskyttelsen af de vilde næsehorn. Det giver umiddelbart sig selv, at det ikke er nogen let opgave at overbevise overtroiske asiater, som er parat til at betale betydeligt mere end guld for denne mirakelmedicin, om at pulveret fra det truede dyrs horn ikke virker bedre mod alskens dårligdomme end afbidte negle. Ingen tror med andre ord på, at det er muligt at mindske den i forvejen illegale efterspørgsel i overskuelig fremtid. Tværtimod frygter man, at efterspørgslen vil stige yderligere i takt med den økonomiske udvikling i denne del af verden. Som det er nu, er det kun de allerrigeste som har råd til pulveriseret næsehorn, men denne gruppe mennesker er i eksplosiv vækst i Sydøstasien. Flere penge til krybskyttebekæmpelse er der heller ingen umiddelbare udsigter til. Den store

del af gildet er i de sidste fire årtier blevet betalt af udskældte trofæjægere, mens økoturister og grønne organisationer har vist sig alt andet end villige til at hoste op med tilsvarende summer. Da behovet er akut, er dele af den sydafrikanske turistindustri derfor begyndt at tænke alternativt.


last. Argumentet er, at lukkes der op for denne handel, så sikres næsehornsejerne de penge, som i øjeblikket havner i lommerne på sydøstasiatiske kriminelle. Kontantindsprøjtningen vil mere end rigeligt kunne financiere et kraftigt forbedret sikkerhedsniveau. Værdien af et levende næsehorn – som i forvejen er tårnhøj – vil mangedobles. Ingen er i tvivl om at et sådant skridt vil sikre artens fremtid – i fangenskab. Hårdnakkede rygter vil vide, at der allerede nu befinder sig mere end 1.000 levende næsehorn i folde i Kina...

MEN DER ER ingen roser uden torne. Forslaget møder hård kritik på flere punkter. For det første mener kritikerne, at det vil reducere næsehornene fra vilde dyr til almindelige husdyr. For det andet mener de ikke, at der er belæg for at antage, at det vil reducere krybskytteriet på de tilbageværende vilde næsehorn. At forsyne et voksende marked med legalt næsehorn reducerer ikke nødvendigvis efterspørgslen og det vil fortsat i høj grad kunne betale sig for kriminelle at ofre en riffelkugle og en nedstrygerklinge i jagten på lettjente penge. Dertil kommer naturligvis det indlysende moralske aspekt: Er det acceptabelt at give efter for en urimelig efterspørgsel baseret udelukkende på overtro? Tilhængerne af legaliseret næsehornshandel spørger omvendt, om det er rimeligt, at vi lader vore forgyldte moralske principper om ikke at give efter for miljøterrorisme veje tungere end den fortsatte eksistens af en markant art som næsehornet?

MANGE GRUNDEJERE med næsehorn er nu fortalere for at hæve totalforbuddet mod handel med næsehorn til fordel for en reguleret handel, som kan forsyne de næsehornshungrende asiater på lovlig og bæredygtig vis. Man kan nemlig ”høste” næsehornets altid voksende horn med nogle års mellemrum uden at dyret lider over-

DER ER INGEN nemme løsninger og tiden er hastigt ved at rinde ud. Legaliseringsmodellen er uafprøvet og det er bestemt ikke risikofrit at teste den. Penge – og mange af dem – ser ud til at være den eneste vej frem, men hvor skal de komme fra? I år er der frem til den 30. juni dræbt 496 næsehorn illegalt i Sydafrika....


Real hunting

NAMIB Bjergzebra


g adventures

BIA

2•3


Følg med den blege viking Etosha Heights i jagten på en sort-hvid pejseforligger til hans jagtstue højt i nord. Den sky Hartmanns Zebra lever i Namibias bjerge... TEKST OG FOTO JENS ULRIK HØGH

Z

ebrajagt er altid en spændende udfordring. Zebraer er nemlig intelligente flokdyr som konstant er på vagt og klare til lynhurtig flugt – og det gælder uanset hvilken form for zebraer, der er tale om. Vi havde pürschet hele formiddagen da vi hørte dyr i bevægelse på det næste bjerg nogle hundrede meter borte på den anden side af dalen. Små klippeblokke rullede ned ad bjergskråningen og afslørede, at der var tale om store dyr... Smuldrende bjerge Jeg havde tidligere jaget Burschells zebra i den afrikanske bush men havde aldrig haft lejlighed til at jage den mindst lige så sky bjergzebra – Hartmanns Zebra – i højlandet i det sydvestlige Afrika. Jeg var derfor lykkelig for invitationen fra Etosha Heights Game Safaris til at komme og prøve kræfter med denne spændende og typisk namibiske art. Uden at fornærme nogen kan jeg afsløre at bjergene på Etosha Height snarere er klippefyldte bakkedrag som hæver sig nogle få hundrede meter over den omgivende steppe end det er egentlige bjerge. For bjergzebraerne er det dog mere end rigeligt – den sårbare art stortrives i dette privatejede naturreservat på hele 65.000 hektar som grænser direkte op til den sydlige del af den berømte Etosha nationalpark i det nordlige Namibia. Det burde med andre ord ikke være noget problem at komme på skudhold af et flot eksemplar og sikre sig et smukt nyt skind til jagtstuen... troede jeg! Vi startede den første jagtdag tidligt i de

fjerne højder mod vest mere end 40 kilometer fra lejren. Temperaturen var allerede godt oppe i tyverne og i hastig stigning. Varmen var dog ikke noget problem da luften var ekstremt tør efter et år næsten uden regn. Min PH – Gideon Clote – lagde ud i et frisk tempo. Vi skulle afdække en stor del af disse højdedrag inden middagsheden sendte zebraerne i varmeskjul et skyggefuldt sted. Stigningen føltes hurtigt i lårene – ikke mindst fordi underlaget var ekstremt ujævnt. Man skulle hele tiden kante sig frem op, ned og omkring forhindringer samtidig med at man anstrengte sig til det yderste for ikke at lave larm. Det var lettere sagt end gjort. På overfladen er disse bakker dækkede af skarpkantede klippeblokke, som de fleste steder ligger løst. Man balancerer i bogstavelig forstand ofte på en knivsæg og risikoen for, at underlaget pludselig skrider, er hele tiden til stede. Man styrter ikke i afgrunden, hvis man mister fodfæstet, men fal

t

Real huntin


ng adventures 42•43


Real hu

der man, lander riflen med garanti hårdt! Det er selvsagt umuligt at bevæge sig i fuldstændig stilhed. Man afsløres konstant af de skarpe lyde, som uværgeligt opstår, når sten skurrer mod sten.Bevoksningen er spredt og domineres af de ledeste tornebuske, man kan tænke sig. Særligt de rødbarkede ”wait a bit” buske efterlader varige indtryk, når de med deres små men sylespidse torne hager sig solidt fast i tøj og hud. En lang pürsch i disse bakker udvikler sig hurtigt til en blodig affære.... Som Gideon så malerisk udtrykte det: ”falder man ind i en af disse buske er den eneste fornuftige løsning på problemet at bede

sin kammerat om en kugle for panden”. Vi standsede ofte for at lytte og afsøge de omkringliggende bakker med kikkerten. Vi så dog ingen tegn på zebraer på vejen op. Til gengæld åbenbaredes skønheden af det vilde højland med eftertryk. Bakke efter bakke fortonede sig mod horisonten under den mest klare blå himmel jeg nogensinde har set. Vi pürschede fra udsigt til udsigt på den ene bakketop efter den anden. Op, ned, op, ned. En reel omgang motion, jeg svedte som en lille hest og vandet i den medbragte halvliter-flaske forsvandt hurtigt ud i bomuldsskjorten via min


unting adventures

drikke i vandhullet lige neden for lejren samme nat. Der måtte simpelthen være en flok i bakkerne rundt om lodgen. Vi kørte ud i tusmørket. Det var en kølig morgen. Luften var næppe mere end 14-15 grader. Der var helt vindstille og der var ikke en sky på himlen. Vi standsede ved vandhullet og kunne hurtigt konstatere at zebraerne ganske rigtigt havde været her nogle timer tidligere –så nu var det blot et spørgsmål om at finde dem! Vi sneglede os afsted imellem bakkerne, stoppede ofte og afsøgte minutiøst de stejle skråninger. Vi fandt waterbucks, kuduer og

t

spinkle drengekrop. Vi stødte en lille flok kuduer og så en flok store elandantiloper rejse en sky af støv på sletten langt under os da de flygtede fra et eller andet derned i middagsheden. Men zebraerne var ikke hjemme den dag og efter en pürsh på mange timer – og mange kilometer - gik vi atter mod lavlandet for at blive samlet op af Landroveren og kørt tilbage til frokost i lejren. Vi brugte eftermiddagen på mindre strabadserende jagt og samlede dermed kræfter til et nyt forsøg næste morgen. Jeg blev vækket klokken fem og kom hurtigt i jagttøjet. Gideon havde hørt bjergzebraerne

44•45


bittesmå steenbucks, men ingen bjergzebraer i de første højdedrag. Videre gik det. Rundt om den næste bakke, ind i den næste dal ud ad små ufremkommelige spor på kryds og tværs af højderne. Ingen zebraer! Gideon begyndte at blive en anelse utålmodig. Han vidste jo at de var her et eller andet sted, men de var som sunket i jorden. Vi havde kørt i et par timer. Temperaturen var nu over tredive grader, men det var stadig morgen, så zebraerne ville være aktive nogle timer endnu. En ny plan blev lagt – vi ville afsøge en ufremkommelig del af området til fods. Bakken virkede markant højere end gårdagens højder – måske var det den sammensparede træthed som spillede mig et puds? Den var i hvert fald lige så stejl og stenet, men med færre af de stikkende ”wait a bit” buske til at sænke vor fremfærd. Stile og roligt nåede vi et godt udsigtspunkt nær toppen. På vejen havde vi rejst en gammel kudutyr og vi så en del waterbucks på de nærliggende bakker i spredte småflokke.

Men der var ingen zebraer i sigte og heller ingen friske spor efter dem. Vi gik langsomt rundt om toppen for at afsøge terrænnet hele vejen rundt. Masser af vildt – ingen zebraer, men igen en uendligt smuk tur i utæmmet namibisk natur. Jeg tænkte for mig selv, at det eftertragtede bjergzebraskind åbenbart ikke selv krøb ind under mit sofabord hjemme i jagtstuen. Vi indstillede os på, at formiddagens helhjertede forsøg var overstået og begyndte nedstigningen tilbage mod den ventende bil. Vi gik lidt friskere til end vi havde gjort på turen rundt – vi skulle jo hjem til endnu et pragtfuldt middagsmåltid og en kold øl! Vi havde netop rundet et hjørne da vi hørte klippestykker rulle ned ad den næste bjergskråning. ”Waterbucks” konstaterede Gideon og vi fortsatte relativt uforsigtigt. Nogle meter længere fremme stivnede Gideon midt i et skridt. Det var ikke waterbucks! Få hunderede meter foran os græssede 10-15 bjergzebraer i spredt


Real hunting adventures

46•47


Real hunting adv


ventures

orden op ad skrænten. Bjergzebraer! De fandtes i virkeligheden! Vi havde solen i ryggen, men den svage brise var ikke til vores fordel. Vinden kom næsten direkte bagfra og det ville formentlig kun være et spørgsmål om tid inden den forfærdelige fært af menneske nåede de stribede ponyers følsomme næsebor. Skete det ville de utvivlsomt forsvinde over bakken i en støvsky. Med uendelig forsigtighed foldede Gideon skydestokken ud på det ujævne underlag under et stort træ. Jeg listede riflen på plads mens han med min afstandsmåler målte afstanden til den nærmeste zebra – en hoppe uden føl som græssede længst nede i flokken. ”163 meter”. ASV+ tårnet stod allerede på 150 meter, så der var ikke behov for yderligere korrektion. Jeg rettede lidt på skydestokken for at få ordentligt hold på dyret, som bevægede sig langsomt mod venstre ind bag stadigt tættere buske. Jeg spændte slagfjederen på Mauseren, tændte for lyspunktet i kikkerten og gjorde mig klar. Virvaret af grene foran hoppen umuliggjorde et skud medmindre den bevægede sig yderligere nogle meter frem. ”Vent”, sagde Gideon, som nu betragtede dyrene gennem min håndkikkert ”kan du se den, som står imellem to træer 50 meter højere oppe? Den kommer ud på et åbent stykke lige om lidt.” Jeg rettede atter på skydestokken og fandt hurtigt zebraen, men den var i bevægelse og præsenterede ikke nogen oplagt skudchance. En ihærdig lille flue gjorde et alvorligt forsøg på at komme ind i min øregang for at mæske sig med en dråbe salt sved. De svirrende vinger kildede afsindigt og larmede som en motorsav på tæt hold, men jeg kunne ikke bevæge mig nu. ”Vent, vent” ”Nu kommer hingsten ud i det åbne højt over alle de andre – kan du se ham?” Jeg fandt hingsten i kikkerten. Han bevægede sig langsomt mod venstre over et helt åbent stykke. ”Nøjagtig 220 meter”, sagde Gideon

48•49


Real hunting

Jeg flyttede lyspunktet en håndsbredde højere op på skulderen og i næste sekund bragede skuddet imellem de stenede bakker. Hingsten sprang højt i vejret med forkroppen og var allerede i gallop da den atter fik kontakt med underlaget. Hopperne og deres føl galloperede forbi ham nedefra, mens han til ekkoet af skuddet kastede sig planløst rundt imellem nogle store træer. En tyk stråle af blod pumpede ud af det lille ingangshul på skulderen, da resten af flokken forsvandt over bakketoppen. ”Godt skud” konstaterede Gideon, som havde set anslaget igennem min håndkikkert. ”Han er ramt i toppen af hjertet”. Jeg viftede min plageånd væk fra øregangen, mens jeg så hingsten stivne og efter et par sekunder falde til jorden for derefter at rulle 10-15 meter ned ad bakken inden der blev helt stille. Gideon smilte bredt over hele ansigtet. Det gjorde jeg også. Hvilken jagt! En stejl nedstigning og en lige så stejl opstigning senere nåede vi frem til det fantastiske dyr. Han lå på den stenede bakkeside på et ufremkommeligt sted 300 meter over dalen. Vi fik taget de obligatoriske jubelbilleder og drukket en tår vand, mens vi funderede på slagplanen. Det virkelige arbejde begyndte nu! Skindet – såvel som det lækre kød - skulle ud til bilen, som ikke uden videre kunne komme nærmere end 400 meter. Der var med andre ord udsigt til skinning og partering på stedet efterfulgt af mange sveddryppende op- og nedstigninger. Eller.... Gideon skævede ned ad den stenede bjergside. Måske var det nemmere og hurtigere at skabe en vej op til zebraen for den bedagede Landrover? Vi kastede os med ildhu ud i vejbyggeriet. Vi flyttede klippeblokke og huggede småtræer ned meter for meter. Det tog under en time i middagssolen inden Gideon med låst differentiale lod Landroveren kravle hele vejen op på bakken. Hingsten blev læsset varsomt og kølet af med vådt sækkelærred for det smukke skinds skyld. Jeg var træt og lykkelig. Hartmanns Zebra burde omdøbes til ”Hard Mans Zebra” – bare for at advare fremtidige jægere..


g adventures

50•51


Real hunting

Vill du ogsĂĽ afsted?

Rejsen til Etosha Heights Game Safaris blev arrangeret af Limpopo Travel. Alt du behøver at vide om rejsen finder du her (KLIK!) www.jagtrejser.dk


g adventures MIN UDRUSTNING ZEISS: Pa denne rejse brugte jeg en Zeiss Victory HT 2,5–10x50 med sigte 60. Kikkertsigtet er udstyret med ASV+ kalibreret til min ammunition. Hvis du kender afstanden rammer du plet hver gang. Håndkikkerten var en Zeiss HT 8x42. MAUSER: Jeg brugte en Mauser M03 African PH i kaliber 300 Winchester Magnum, et sikkert valg til jagt på lidt længere afstande... HÄRKILA: Jeg jagede i Mountain Trek Active, bukser, som er lette, slidstærke og fleksible takket være stretchmateriale på strategiske steder. Bukserne blev holdt oppe med et sæt Carl-Erik seler. Flannelskjorten, Eide, i 100% bomuld fungerede - trods det ukonventionelle mønster - fint i Afrika. Støvlerne var et par Rhino ankelstøvler med fint greb og god komfort på de skarpe klipper.

52•53


ARVEPR

berett

B E R E T TA 6 9 0 F I E L D I I I – K Æ R

D

en nye jagtmodel 690 Field III er jagtudgaven af sportsgeværet model 692, som blev introduceret som et semi-professionelt alternativ for den passionerede lerdueskytte sidste år. Med en vejledende udsalgspris på 25.995,- er 690 Field III ikke ligefrem det billigste våben i Berettas jagtsortiment. Det er der flere gode grunde til. Som nævnt er våbnet i vid udstrækning baseret på udviklingen af sportsmodellen 692 og nyder derfor godt af den teknologi, som fulgte med dette våben. På overfladen er den nye 690 Field III dog et langt mere elegant våben end

sportsmodellen og fremstår med fine linier, en slank baskyle, elegant jagtgravering og smukt skæftetræ. Det er de to sidstnævnte parametre af kosmetisk karakter, som er årsagen til betegnelsen ”Field III” – altså en jagtmodel i grade III. Med nydesignede løb og lettere låsebeslag i forskæftet er der sparet 100 gram i forhold til 687’eren og en 690 Field III vejer derfor ikke mere end 3,35 kg. med 28” løb. Vægten kan svinge +/- 100 gram alt efter tætheden af det valgte skæftetræ. Indtil videre findes model 690 Field III i


RINSEN

ta

RLIGHED FRA FØRSTE KNALD!

Den 7. juli introducerede Beretta den længe ventede afløser for den kendte jagtmodel 687 Silverpigeon III og den samlede våbenpresse fra hele verden var kommet til Toscana for at prøve det nye våben. Vi var med!

Balancen er ekseptionelt god med vægten placeret, hvor den skal være på et godt haglgevær: Mellem hænderne på skytten. Ved introduktionen fik undertegnede lejlighed til at prøve geværet med 28” løb i en lille skydekonkurrence mod de andre journalister på en udfordrende sportingbane sat op til lejligheden med 25 duer, hvoraf hele 19 var forskellige – høje, lave, små, store, bagfra, forfra, kaninduer osv. Vi blev kastet direkte ud i konkurrencen uden en chance til lige at lære bøssen at kende – en lettere vovet strategi fra Berettas side, som da også endte grueligt galt for nogen få af de fremmødte.

t

kaliber 12-76. En version i kaliber 20 ventes på markedet til næste år (Jeg har haft lejlighed til at pille ved prototypen og glæder mig allerede til at pille videre). Standardmodellen leveres med udskiftelige chokes, men hvis man ønsker det, kan den også leveres med fast trangboring. Der er rige muligheder for individuel tilpasning. Således kan man vælge mellem løbslængder på 26”, 28” og 30” samt skæfter med hhv. 35/55 eller 38/60 drop i både cast on og cast off alt efter hvilken skulder man skyder fra. Desuden er våbnet forsynet med en behagelig 20 mm tyk bagkappe, som virkelig tager toppen af rekyloplevelsen.

TEKST OG FOTO JENS ULRIK HØGH

54• 78•79 55


beretta Geværet var en anelse kort til mine lange abearme, men det er alle våben med standardmål, så det er jeg vant til. Til gengæld var balancen fantastisk og det gav sig fra første skud udtryk i en rimelig træfprocent. Model 690 Field III og jeg var faktisk venner med det samme og kun fire af de første 25 duer slap uskadte fra mødet. Det rakte dog kun til en tredieplads i feltet – bedst skydende var englænderen Michael

Yardley med 24/25. Godt gået! Jeg har sjældent fået et fremmed våben i hænderne, som var så let at blive dus med. Våbnet var et fuldstændigt ukompliceret bekendtskab og det venlige indtryk forstærkedes kraftigt af den effektive bagkappe som fuldstændigt tæmmede det relativt lette våben. Jeg lægger gerne skulder til endnu en runde med 690 Field III – skulle jeg selv vælge, ville det blive et eksemplar med 28” løb.

Overvejer du at anskaffe et kvalitetsjagtvåben med skydeegenskaber i konkurrenceklasse og udsigt til generationers jagttjeneste, kan du roligt vælge den nye Beretta. Dansk importør er Normark Denmark, som anviser nærmeste forhandler på tlf 8711 4180 – www.normark.dk . 690 Field III forventes at lande i de danske butikker i løbet af få måneder – i første omgang med hhv. 26” og 28” løb. nn


a

56•57


apport

Andejagt ved

PLUDSELIG begynder vandet at koge, da en flok ænder går på vingerne


FOKUS PÅ NDE JAGTHU

d dammen Flaksende fugle, bøsser der knalder, ænder der falder tungt til jorden og hunde, der arbejder febrilsk på at hente byttet. Tag med på andejagt hos et hold jagtkammerater, der forvalter et stort vådområde sammen. TEKST OG FOTO MARI NÄLSÉN

58•59


SAMLING før jagten. Göran står for parolen

NIKLAS Kihage på post,

A

t forvalte et vådområde med egne ænder er en gammel drøm som Göran virkeliggjorde for nogle år siden. Fire hektar vandlidende mark blev gravet op med kanaler og øer efter alle kunstens regler og ænder blev købt ind og sat ud. I efteråret indfangedes avlsfugle og det følgende forår blev det til hjemmeavlede ællinger. Men Göran fandt hurtigt ud af, at det var dyrt og arbejdskrævende. ”Det koster rigtigt mange penge at drive og så har jeg ikke engang regnet med de timer, jeg lægger i det”, fortæller han. ”Fuglene skal opdrættes, de skal fodres og de skal flyvetrænes. Det er spændende, men det tager masser af tid” Så forud for året sæson spurgte han seks af træningskammeraterne, om de ville være med til at deles om omkostningerne og sådan blev det. At få adgang til denne form for jagt er en gylden lejlighed til at tune sin retriever. ”Det er meget sjovere når man er flere om det. Vi har altid trænet og konkurreret samme – nu går vi også på jagt sammen. Det gør oplevelsen endnu bedre!”, siger Göran.

app


DER LIGGER is på dammen.

EN neoprenevest beskytter mod kulden

”DE T KO STER RIGTIGT M A NGE PENGE AT DRI V E O G S Å H A R JEG IKKE ENG A NG REGNE T MED A LLE DE T IMER ,

port EN AND lander da skydningen stopper

JEG L ÆGGER I DE T”


For at få så stort et udbytrestående arbejde. Vi stiller te af jagten som muligt invios bag skytterne Niklas Kilteres rigtigt dygtige skytter hage og Anders Löwendahl. på jagterne. En af disse er Her plejer der at blive masser af apporteringsarbejde Görans søn Anders Löwendahl, som sjældent skyder til hunden. forbi. Det bliver typisk til Ænderne rapper i dammen. Det virker som om de mellem fem og syv jagter i SVÆRE skudchancer aner, at der er ugler i mosen sæsonen til stor fornøjelse denne morgen. Göran kommanderer sin etårige for jægerne, som får deres frysere fyldt godt op labrador Esprit ud i vandet.. Til at begynde med med ænder. sker der ikke så meget, en eller to ænder letter, Til næste år håber gruppen, at de kan udvikle men pludseligt virker det næsten som om, vanaktiviteterne yderligere ved at invitere hundeførere med uerfarne unghunde, som kan få det koger, da omkring 30 ænder går på vingerne. nogle vigtige erfaringer her eller måske arrangeAnders skyder øjeblikkeligt. Anden – en udfarre andejagtskurser for nyjægere og deres hunde. vet andrik – falder for et velrettet kerneskud i Det er sådan det fungerer i retrieververdenen. sivkanten. Ecco sendes afsted og apporterer den Der er mange som træner men færre, som får med lethed til Gunni. lejlighed til virkelig at jage med sine hunde. Andeflokken passerer os, vender og flyver Vi parkerer bilerne på en lille forhøjning langs tilbage. Skud brager og hundede kommer i vejen.Det er koldt og solen er på vej ned. Anette arbejde. Uden tøven springer de i vandet og apAxelsson slipper labradortæven Kiwi ud af bilen porterer ænderne blandt isflagerne. De er ligeglade med isen og kulden, for de får lov til at gøre og sætter en neoprenvest på hende. Det beskytter hunden imod både kulde og skader, når den det som tænder dem mest og som de er bedst til. skal svømme rundt i det isfyldte vand. De apporterer. ”Jeg har ikke lyst til at være hund i dag”, siger Stakken af ænder ved Gunnis side vokser støt. Anette og griner. Men sandheden er, at disse Apporterne er ingen reel udfordring for Ecco, hunde synes, at vandapportering er noget af det som følger fint med trods et højt tempo. Men så sjoveste som findes, uanset hvor koldt vandet i rammer Niclas en fugl som flyver et godt stykke, øvrigt er. inden den går ned i en hestefold. Heldigvis en Göran tænker lidt for sig selv. tom hestefold. Gunni så ikke selv nedfaldsstedet, så Niclas peger det ud for hende. Hun går ”Jeg tror, at vi skal placere skytterne længere med Ecco ind i folden og sender hunden ud på inde på land end vi plejer, så ikke så mange fugle en dirigering. Med tegn og fakter styrer hun havner i vandet. Det bliver svært at apportere hunden frem mod det høje græs, hvor anden med al den is.” faldt, men hunden havner i første omgang ikke i god vind og kan ikke fange fuglens fært. Gunni Så stille, som det er muligt, finder skytterne stopper ham med et fløjtesignal og viser ham og hundeførerne på plads. Jeg følger med Gunni den rigtige retning med en stor armbevægelse. Büttner og hendes labrador Ecco. Han er en I næste sekund har Ecco fundet andrikken og kraftfuld hanhund med stor jagterfaring og et kommer løbende tilbage med fuglen i flaben. jagtprøvechampionat i baggagen. Halen logrer og hans opmærksomhed er rettet imod det fo-

t

apport


ECCO fĂĽr anvist retninden. Den ligger derude.

62•63


KOMPLICERET apportering i isen men intet problen for Touch som laver sin egen rende frem til anden.

apport


ECCO med endnu en and fundet.

Jagten blæses af og det er nu op til de fire sorte labradorer at finde vildtet, som stadig ligger ude i det tiltagende mørke. Uden at lade sig distrahere af hinanden søger de metodisk og kommer ind med ænder som perler på en snor. En stor fin andrik er faldet på den del af dammen, hvor isen ligger centimetertyk. Ved hjælp af en gren forsøger Göran at lave en rende gennem isen, som hunden kan svømme i, men han kan langtfra nå helt derud. Det er nu intet problem for rutinerede Touch, som svømmer ud til iskanten og hopper op på isen, som øjeblikkeligt giver efter. Men han hopper bare op igen, bryder igennem og hopper atter op og arbejder sig på den måde ud til anden, som han samler op inden han vender og bruger sin egen rende til at komme tilbage. Esprit sendes ud efter en tilsvarende fugl, men han har ikke den samme teknik og forsøger i stedet at svømme gennem isen. Det går ikke så let og han er træt da han endelig kommer retur med anden. At svømme i koldt vand og forcere is er ikke noget problem for en fuldtrænet labrador, men når

HELE holdet og dagens høst.

64•65

t

I mellemtiden er der nedlagt flere ænder og Ecco sendes på et frit søg i en klynge træer bag os. Med næsen i jorden afsøger han systematsik buske og krat, får pludselig fært og samler endnu en and op. Göran er gået rundt i området og har sendt Esprit i vandet for med jævne mellemrum at støde flere fugle op. Hans anden hund Touch har arbejdet som apportør. Nu er han næsten kommet hele vejen rundt og det er begyndt at blive mørkt. Ænderne flyver stadigt godt og her og der nedlægges der stadig nogle. På øerne i dammen ligger der stadig dødskudte fugle, som skal hentes ind. Det er vigtigt at både skytter og hundeførere holder styr på, hvad der er skudt og hvor det ligger. Anette Axelsson står med skytten Mats Karlbom på den anden side af dammen. Da Göran når derover hører vi, hvordan det brager i isen, da de ved fælles hjælp slår den tynde is i stykker med lange grene, så hundene ikke kommer til skade, når de skal igennem. En retriever tænker sig ikke altid om, inden den kaster sig i vandet og så må dens fører jo gøre det for den. Både Touch og Kiwi følger sporet gennem isen ud til øerne.


KOLDT for hænder og næse på skytten Niklas Kilhage og hundeføreren Gunni Büttner.

apport

”DE T FØ LE S GODT AT V IDE , AT DE A LLE ER HEN T EDE”

arbejdet er overstået, skal man naturligvis se til at give den masser af varme og gennemgå den omhyggeligt for skader. Hundene på denne jagt bærer alle neoprenveste. ”De er rigtigt gode”, siger Gunni. ”Selv når hunden er våd kan man stikke en hånd under vesten og mærke at den faktisk er varm.” Kiwi kommer ind med dagens sidste and og skytter og hundeførere er enige om at der ikke ligger anskudte eller døde ænder tilba-

A Jagtrejser • Fritidsrejser • Eksport • Import

J

POLEN Brunstjagt i september!

J

POLEN Hundyrjagt okt-jan

J

BUREAUET MED •de billigste priser, •de bedste revirer •den bedste service

POLEN

ge i området. De 20 stk. som blev nedlagt i dag er alle apporterede. ”Det føles godt at vide, at de alle er hentede”, siger Niclas Kilhage. Hundene tørres og får varme dækkener på, inden de sættes ind i bilerne. De er tilfredse og trætte efter at have brugt en fredag eftermiddag på det, de er bedst til. Det er blevet bælgmørkt. Måske var det årets sidste andejagt her, måske ikke. Det kommer helt an på vejret i den kommende tid.

JAGTTØJ OG JAGTUDSTYR TIL GODE PRISER! KLIK HER

Dåhjortejagt i brunst

Vi har specialiseret os i konkurrencedygtige rejser til Polen, men vi kan også arrangere jagtrejser til Ungarn, Rumænien, Letland, England, Skotland, Irland, Sydamerika, Namibia, Tanzania, New Zealand, Tyrkiet og Rusland. Læs mer her!

J

WWW.VILDMARKS.DK


MED TILYKKE

TEGNET

Kære Nyjæger Korsholm byder dig velkommen i jagtens verden. For at du kan komme bedst muligt igang har vi sammensat 2 forskellige og nøje udvalgte startpakker. Alt hvad man har brug for, til uhørt lav pris. Knæk og bræk!

B A S IC

LU X US

BE GY ND ER PA KK E

BE GY ND ER PA KK E

Huglu 103DE Black eller Silver o/u kaliber 12/76

EOS kaliber 12/76

Klikpatroner kaliber 12 2 stk.

Geværrem Basic

Klikpatroner kaliber 12 2 stk.

Geværrem Basic

Still Crinn våbenolie

Still Crinn våbenolie

Uncle Mike foderal – sort

Uncle Mike foderal – sort

WileyX Saber AD skydebrille

SportsEar elektronisk høreværn

250 stk. Kent Champion Club Steel flugtskydningspatroner

Alt sammen for

Sordin Basic elektronisk høreværn

Rensesæt kal. 12

Huntly våbenskab til 5 våben

KUN 8.999,Vejl.10.999,-

SPAR 2000,-

PROFESSIONELT

VÆRKSTEDSARBEJDE

GRATIS SKÆFTETILPASNING – en selvfølge !!

DANMARKS

100 ÅRS ERFARING

WileyX Saber AD skydebrille 2 farver glas 250 stk. Kent Champion Club Steel flugtskydningspatroner

Alt sammen for

Rensesæt kal. 12

Huntly våbenskab til 5 våben

KUN 12.499,Vejl.14.999,-

SPAR 2500,-

STORSTE UDVALG AF

VABEN & UDSTYR

MED GARANTI !

KONKURRENCEDYGTIGE PRISER 66•67

KORSHOLM JAGT • KORSHOLM FISKERI • KORSHOLM JAGTREJSER • KORSHOLM SKYDEARENA • INTERSPORT • WWW.KORSHOLM.DK • SERVICE@KORSHOLM.DK • JÆGERVEJ 5 • SKJERN • TLF 96 80 20 20


P책 storvildtsjagt


AF. J. U. HØGH

t i Alaska 1916

Alaska 68•69


J

eg har ad snirklede omveje fået fat i en stak sort/hvide fotos fra en storvildtjagt i Alaska i sensommeren 1916. Der er tale om en stort anlagt tur, hvor to jægere nedlagde bogstaveligt talt samtlige arter af storvildt i jagtområdet over en periode på næsten en måned. Billederne har aldrig tidligere været offentliggjort.

I årene omkring 1. verdenskrig var jagtrejsebranchen så småt ved at vågne – den blev båret frem på en bølge af jagtlitteratur fra alverdens vildmarker og i Nordamerika lod velhaverne sig først og fremmest lokke af de endnu righoldige jagtmuligheder mod nord i Canada og Alaska. I disse områder var der rigeligt med vildt og det var sikre områder at rejse i. Europæerne var begyndt at rejse til deres tropiske kolonier i Afrika og Asien, men der skulle gå nogle år, før amerikanerne for alvor red med på denne bølge. Hvad der er helt specielt ved dette billedmateriale er, at billederne er både rigelige, forholdsvis teknisk gode og ikke mindst optaget med sans for alle de små detaljer, der har fået et storstilet jagteventyr som dette til at gå op i en højere enhed. Efter 93 år i en skotøjsæske er historien stadig i allerhøjeste levende. Lidt research i de navne, der fremgår af materialet, afslører, at de to afbildede jægere er Robert Uihlein, ejeren af Joseph Schlitz Brewing Co. i Milwaukee, Wisconsin og hans ven ”the doctor”. Dengang var Schlitz intet mindre end verdens største bryggeri og det forklarer jo med al ønskelig tydelighed, hvor pengene til dette storstilede vildmarkseventyr stammede fra. For når man ser på omfanget af jagtrejsen, står det klart, at der efter datidens målestok har været tale om et særdeles kostbart arrangement.

Alaska Tag med på jagt langs floden Stikine i det sydøstlige Alaska og over grænsen til British Columbia. Turen op ad floden starter ved dens udmunding i Stillehavet ved øen Wrangell, hvortil de to jægere er ankommet efter en lang rejse med en lille oceangående damper....


Mr. Chen – den kinesiske kok. Et åbent bål og et enkelt sejl til ly for vejrliget var Mr. Chens bolig og arbejdsplads i jagtsæsonen. Her stod han både for forplejningen, tøjvasken og trofæbehandlingen.

70•71


De forventningsfulde jægere bliver mødt af betagende vildmarksscener. Området omkring Stikine er den dag i dag berømt for sin utæmmede skønhed, de fantastiske jagtmuligheder og de mange gletschere og vanskeligt bestegne bjergtinder – i baggrunden ses bjergtoppen ”Devils Thump”.


Byen Stikine – en ubetydelig flække på grænsen mellem U.S.A. og Canada befolket af trappers og pelshandlere. Dette er den sidste kontakt med den civiliserede verden jægerne har, inden jagtselskabet begiver sig længere op ad floden og dybere ind i vildnisset.

Fra grænseposten går turen videre i tungtlastede robåde. Det er store mængder udstyr og proviant, der følger de to jægere og det omfattende jagtpersonale.

72•73


Efter nÌsten en uges rejse fra Milwaukee møder jÌgerne outfitteren og hans to Foran dem venter endnu nogle timers ridt til jagtlejren i bushen.


hvide hjælpere for første gang ved et undseeligt lille pakhus ned til floden.

74•75


Middagsmaden er sikret med et knippe friskfangede ørreder.


Allerede den første jagtdag har doktoren held til at nedlægge en grizzly. Han råder over topmoderne jagtudstyr – ikke mindst den halvskæftede Springfield M1903 riffel i det kun 10 år gamle kaliber .30-06! Kikkertsigter var stadig et sjældent syn dengang.

76•77


Alaska

Turen ud var om muligt tungere end turen ind. Hestene blev tungt lastede med jagtudstyr og trofĂŚer.


Robert Uihlein afbildet på toppen af en særdeles præsentabel caribou med en fuldskæftet Mannlicher Schöenaur – et meget usædvanligt våben i hænderne på en nordamerikansk jæger på den tid. Billedet er taget af den indianske guide.

Efterhånden som der nedlagdes vildt tog personalet grundigt vare på kødet, der blev tørret til den forestående vinter.

78•79


Smukke trofæer er på vej til herskabsvillaer i Milwaukee – der er fortsat næsten en uges sø- og togrejse mellem jægerne og deres egen seng.

Doktoren med turens sortbjørn nummer tre. Det var højeste mode at ligne Teddy Roosevelt – hvis man kunne anlægge et tilstrækkeligt busket overskæg.


Dengang som nu var bjergfårene eftertragtede, men ikke desto mindre rigelige. Doktoren var svært tilfreds med sin første vædder på turen. Et stone sheep.

I slutningen af august kom årets første sne. Et jagteventyr, der havde strakt sig over næsten en måned, lakkede mod enden.

80•81


En indiansk svedehytte står klar til at tage imod kolde og udmattede jagtgæster under de næste ugers jagt. Stenene varmes op i et bål, skindene i baggrunden lægges over træskelettet og vand kastes over de gloende sten og skaber dermed et hedt dampbad.


Et billede på en anden tidsalder. I 1916 var der ikke noget mærkværdigt i at nedlægge en hunbjørn med unger. Her en grizzlyso med hele tre halvstore unger, som Uihlein selv nedlagde på turen og fotograferede med sin guide.

Det blev dog hurtigt til flere væddere af varierende trofækvalitet. I alt nedlagde de to jægere mindst 5 væddere på turen.

82•83


Resultatet af to mands jagt: To elgtyre, fire caribous, fem vÌddere, mindst tre sortbjørne og fem grizzl


lyer – heraf tre unger.....

84•85


Fra Wrangell gĂĽr turen sydover mod Seattle for derfra at fortsĂŚtte med tog.


86•87


MAUSER M03 EXTREME

poten

POTENT TAKE

ENKEL justering af aftræk.


nt

DOWN

M03TEST

T E K S T O G F O T O R I C K A R D FA I V R E

Tyskerne er ikke bare nye verdensmestre i fodbold. De er er også kompetente producenter af våben i høj kvalitet. Mauser M03 er bestem ingen undtagelse.... Rickard Faivre har set nærmere på den 11 år gamle riffel.

auser M03 har – som navnet antyder eksisteret siden 2003 og er således ikke ligefrem nogen nyhed. På den anden side har Mauser 98 eksisteret siden 1898 og den skrives der stadig om og så er det vel også på sin plads at skrive lidt mere om M03? Jeg har aldrig skudt med den tidligere og det må jo anses for grund nok? Skal jeg være ærlig, så var det et billede på nettet af M03’s take-down system, som fangede min interesse. Ved første øjekast var det en tro kopi af Blasers system og ved nærmere eftertanke er det måske ikke så underligt, eftersom Blaser og Mauser sammen med en del andre kendte våbenmærker ejes af den samme tyske koncern. Testvåbnet varr en model Extreme. Med det navn vil man tydeligvis fremhæve, at rifler med syntetskæfter klarer ekstreme vejrforhold og hårdhændet behandling – og sådan er det jo unægteligt også! Dagens kaliber var 9,3x62

hvilket i sig selv er en ekstremt potent kaliber efter europæiske forhold. Der er plads til fem skud i magasinet, som er af krydstype. Med yderligere et skud i kammeret er man godt rustet til alle jagtsituationer. Det går fint at lade magasinet gennem låsen, hvilket er praktisk, når man bare vil toppe af med et skud eller to, men ikke ønsker at fjerne magasinet. Magasinspærren udgøres af en forsænket knap foran magasinet, som altså ikke er sådan lige til at tabe. Skæftet er i kunststof med soft touch belægning, hvilket giver en meget behagelig følelse mod huden. Skæftet føles gedigent og solidt og selv om det er delvist hult, efterlader det ikke det billige indtryk man let får af syntetskæfter. Soliditeten er så udtalt, at man nemt bilder sig ind, at man kan mærke det på vægten, selv om riflen kun vejer knap 3,5 kg.

t

M

88•89


poten

BUNDSTYKKEHOVEDET med udtrækker og udkaster

Grebsfladerne på pistolgreb og forskæfte er belagte med elastomer og giver et godt greb selv med våde hænder. Pistolgrebet fylder hånden rigtigt fint ud og giver et bekvemt greb også med handsker på. Forskæftet er desuden forstærket for at give et stabilt underlag for skydning med bi-pods. Den forreste rembøjle er placeret på forskæftets spids, så der skal installeres yderligere en rembøjle under forskæftet, hvis man ønsker at bruge bi-pods, men det er gjort i en håndevending. Testvåbnet har 52 cm løb med åbne sigtemidler. Balancen er udmærket og M03 falder vældigt godt til skulderen. Man kommer instinktivt på målet med de åbne sigtemidler i en fart. Leverandøren sendte også en Zeiss Victory HT 2,5-10 sigtekikkert monteret i Mausers egen aftagelige montage med til testen. En Zeiss HT er altid en fornøjelse at skyde med, men den har den klare ulempe, at jeg vil ha’ en hver gang jeg prøver den. Montagen er lynhurtig og fungerer upåklageligt.

M03 har mange lighedspunkter med Blaser R8. Modulopbygningen og take-down systemet gør, at man enkelt kan veksle kaliber efter jagtformen, men også at det er enkelt at transportere og opbevare våbnet. Altså en rigtig god løsning for jagtrejsende. Til forskel fra Blaseren er Mauseren ingen rettrækker men en cylinderlåsriffel med samme repeteringsbevægelse som den velkendte Mauser 98 og dens talrige efterkommere. Låsegangen er god uden nævneværdigt slør. I kaliber 9,3x62 gør patronlængden repeteringsbevægelsen ganske lang, hvilket er værd at tænke på, hvis man vil hæve skæfteryggen. Den beskedne åbningsvinkel på 60 grader gør repeteringsbevægelsen hurtig. Eller i hvert tilfælde rimeligt hurtig – den lange låsegang gør desværre sit. En kortere kaliber ville gøre riflen til en lynhurtig drivjagtsriffel, men det er jo ganske nemt opnået med take-down systemet. Jeg har det lidt svært med M03s sikring. Som så meget andet i livet er det sikkert en vanesag.


Jeg bryder mig dog ikke om at give slip på pistolgrebet for at afsikre (spænde slagfjederen), når jeg står med riflen i anslag. Har man længere og stærkere fingre klarer man det muligvis. At sikre er heller ikke optimalt for mig. For at tage spændingen af slagfjederen skal en knap under opspændingsarmen trykkes ind, hvilket reulterer i, at selvsamme arm niver fingeren eller handsken, når den med hele slagfjederens kraft smutter tilbage til sikret tilstand. Aftrækket lever op til god tysk standard. Der er intet slæb og aftrækket er sprødt, hvilket ofte beskrives som følelsen af en glasstang, der knækker. Det gælder også her! Testvåbnet er desuden forsynet med snelle. Tryk aftrækkeren frem for at aktivere den – derefter behøver du knapt at røre aftrækkeren for at affyre riflen. Som jeg ser det, er en snelle farlig at bruge på almindelig jagt, men helt fin at have, når man skyder fra en bænk. Rekylen opleves som meget mild. Til testskyd-

MAUSERS montage er skudfast og enkel.

ningen anvendte jeg Sako 9,3x62 Range 15,0 g, men hårdede ladet ammunition havde næppe gjort riflen til et ubehageligt bekendtskab. Den relativt tunge konstruktion med ret skæfte tæmmer rekylen fint. Resten ligger som altid i et godt anlæg. Udkasteren fungerer fint og kaster de tomme hylstre langt væk. Ingen hylstre ramte kikkertsigtet under testskydningen. Æsken med 50 skud forsvandt i en fart og i sommerheden på skydebanen nåede piben hurtigt at blive så varm, at man kunne grille pølser på den. Gid det snart bliver efterår. Våbensystemet M03 findes i en lang række konfigurationer som imødekommer behovene på vidt forskellige former for jagt. Hvis du som jeg foretrækker en cylinderlåsriffel frem for en rettrækker men alligevel vil have et godt vekselsystem med mange muligheder, så er M03 meget interessant. Efter mere end et årti på markedet er funktionaliteten, kvaliteten og

90•91

t

nt

REELLE grebsflader giver et godt greb.


SIKRINGSARMEN i afsikret stand. De åbne sigtemidler er justerbare og kornet er fjederbelastet for bedre at tåle hårdhændet behandling.

potent

driftsikkerheden bevist i praksis. Det eneste jeg kan komme i tanke om, som ikke falder helt i min smag er faktisk sikringen. Ikke desto mindre har Mauser under alle omstændigheder skabt et konkurrencedygtigt produkt med deres M03.

Redaktørens kommentar:. Forskellige jægere opfatter forskellige våben forskelligt. Jeg har jaget intensivt med en Mauser M03 i snart et år og må sige, at det har været et overordentligt positivt bekendtskab af alle de grunde Rickard oplister, men i allerhøjeste grad også på grund af sikringen, som han ikke kunne enes med. Det er rigtigt nok akavet at opspænde systemet med

fingeren på aftrækkeren, men det gør jeg på den anden side aldrig, så det ”problem” har jeg ikke skænket en tanke. At opspænderarmen niver ved sikring (afspænding af slagfjederen) sker absolut ikke, når man har fået bevægelsen ind på rygraden – man holder imod fjederen med tommelfingeren samtidigt med at man trykker på knappen. Derefter følges armen tilbage. Nemt og enkelt, hvis man kender fidusen. Jeg vil desuden fremhæve, at opspænding er betydeligt lettere end de fleste andre systemer og at den (rigtigt betjent) er fuldstændigt lydløs. Desuden har jeg haft stor glæde af, at det er nemt at mærke med en finger om riflen er sikret eller ej, mens riflen hænger over skulderen.

nn

M03 EXTREME Hos Bøssemager A. H. Larsen tilbydes præcisionsarbejde af højeste kvalitet

Hos A.H.Larsen er det mester selv som

Tilbyderlaver præcisionsarbejde alle opgaver lige fra almindeligt vedligehold, reparationer, monteringer af højeste kvalitet: reparationer, renoveringsopgaver, syrebruneringer, varmbruneringer, ligesom jeg tilbyder monteringer, renoveringsopgaver, custom-projekter, hvor det ønskede syrebruneringer, varmbruneringer våben bygges fra bunden. og custom-projekter Er lagerførende i diverse reservedele f.eks. til:

Baikal, Colt, Marlin, Kontakt: 2183 4545 • Web: ahlarsen.dk Ylditz, S&W, Mossberg,

Herrington & Richardson, Remington,Savage m.m.

Åbningstiden er mandag og tirsdag kl.15.00-19.00 samt torsdag kl.12.00-17.00. Her finder du mange specialdele, ammunition, optik og meget mere. Du er altid velkommen til at kontakte mig for nærmere aftale.

Tilgængelige kalibrer standard: 22-250 Rem, 243 Win, 308 Win, 6,5 x 55, 6,5 x 57, 270 Win. 7 x 64, 30-06, 8x57 IS, 8,5x63 og 9,3 x 62 Magnum: 7 mm Rem Mag, 300 Win. Mag, 300 Weath. Mag, 8 x 68 S, 338 Win. Mag, 338 Blaser Mag og 375 H&H Magasinkapacitet: 5+1 (4+1 magnum) (3+1 .338 Blaser mag) Totallængde: 112 cm (60cm pibe) 117 cm (65 cm pibe) Vægt: 3,5 kg. Distributør: www.guntex.dk


korsholm-jagtrejser.dk 92•93


skønh

Sako 85 Syntheti E

n af året nyheder fra Sako er Synthetic Black. Det er første gang, at Sako tilbyder en riffel med blåneret fluted pibe. Flutningen reducerer vægten en del uden at ofre stivhed af betydning samtidigt med, at den øgede overflade giver en hurtigere afkøling. Desuden er en fluted pibe pæn at se på og løfter helhedsindtrykket af en riffel gevaldigt. Piben er ikke forsynet med gevind for lyddæmper, men det klares let af en bøssemager. I modsætning til, hvad mange tror, så går det helt fint at installere en teleskopisk dæmper på en fluted pibe. Der undslipper ikke noget gas via flutningerne for dæmperen tætner i gevindet. Det som sidder bag mundingen er et lukket kammer. Synthetic Black er i princippet en sort Finnlight. Og det er det hele som er sort – både skæftet og alle metaldele fra pibe til lås, bundstykke og magasin. Kunststofskæftet har soft touch belægning og gummierede grebsflader på forskæfte og pistolgreb. Soft touch giver en behagelig fornemmelse mod huden, når riflen

er i anslag og de skridsikre grebsflader er en stor hjælp i vådt og koldt vejr. Til forskel fra mange billigere syntetskæfter efterlader dette et solidt indtryk af kvalitet.

Låsen er som på alle Sako 85’ere kaliberspecifik og bundstykket er udstyret med tre låseknaster, kontrolleret fødning og en reel udkaster. Man kan lade magasinet gennem låsen, hvilket er en fordel, når der skal toppes af med et skud eller to på praktisk jagt. Krydsmagasinet er helt i stål og har en kapacitet på fem skud, men magasinbunden flugter ikke desto mindre med riflens underkant, hvilket giver et elegant indtryk. Magasinet er låst i riflen med Sakos unikke to-trins system og kan ikke tabes uforvarende i skoven. Man skal både trykke magasinet ind og samtidig trykke på magasinspærreknappen for at frigøre det. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at prøveskyde den nye Synthetic Black, men jeg har svært ved at tro, at den adskiller sig fra Finnlight i oplevelsen af rekyl, balance eller aftræk – det er trods alt først og fremmest en farvevariation.


hed

SAKOTEASER T E K S T R I C K A R D FA I V R E

ic Black Så med min erfaring fra den klassiske Finnlight tør jeg godt at påstå, at Synthetic Black har nogle fine skydeegenskaber. Alle Sako 85’ere prøveskydes inden de forlader fabrikken. Med Sakos egen ammunition garanteres en 5-skuds egenspredning på under 3 cm på 100 m. Så det er op til dig at skyde lige så godt, når du skyder ind. Jeg solgte min Finnlight for nogle år siden, da jeg havde lyst til at prøve noget andet, men jeg må indrømme, at jeg trænger til lidt kvalitetstid med en Synthetic Black med en sort dæmper og en sort Optilock montage. Eftersom tanken med denne riffel er at tilbye jægere et let og smidigt våben er kaliberudvalget begrænset til få kalibrer i låsestørrelserne small og medium.

nn SYNTHETIC BLACK Tilgængelige kalibrer: 308 Win, 6.5x55, 270 WIN og 7x64 Vægt: 2,8 kg (S) 2,9 kg (M) Længde: 1 085 mm, pibelængde 570 mm Kapacitet: 5+1 www.normark.dk

94•95


Jens Ulrik Høgh præsenterer

As Time Goes By


A

laska kyst ca. 1935. Jagtturismen i Nordamerika havde udviklet sig til en industri med tusinder af velhavende klienter hvert år. Den hurtige udvikling af infrastruktur og højteknologiske transportmidler såsom biler og vandfly åbnede de sidste uberørte vildmarker og gav rige jægere adgang til selv de mest utilgængelige afkroge af kontinentet. Denne bushpilot fra Alaska er fotograferet foran skindene af to brunbjørne nedlagt af hans klienter. Han ville næppe være stillet op til fotograferingen, hvis ikke det var for at illustrere noget usædvanligt. Som jeg ser det er der to mulige forklaringer. Enten var disse jægere snu nok til at medbringe en midget forklædt som bushpilot for at få deres middelmådige trofæer til at fremstå som enorme eller også er dette virkelig en kolosal bjørn. Desværre er bushpiloten på billedet ikke identificeret og jeg har derfor ikke den ringeste anelse om hans faktiske højde. Hvis han er 1,80 m er bjørnen til venstre mindst 3 meter eller 10 fod, hvilket under alle omstændigheder er en kæmpestor bjørn. Hvor besnærende dværgteorien end er, så hælder jeg faktisk mest til at bjørnen er et monstereksemplar! Det skal dog ikke afholde nogen fra at udvikle deres egne teorier.... 96•97


DEBAT: REAKTION PÅ ”DEN STØRSTE DRÆBER”

Pynter katte i naturen? Vi har modtaget følgende reaktion fra Lektor Birthe Hansen, ph.d. og næstformand i Kattens Værn, på artiklen ”Den største dræber...” i Mit Jagtblad nr.4

Lad os forene kræfterne Hvis alle vildtlevende katte i Danmark kunne indfanges, neutraliseres og genudsættes, ville mange blive glade, kattene ville få et bedre liv, og der ville komme en vis kontrol med de kommende generationer. I Jagtbladet nr. 4 anbefales indfangning og neutralisering da også i afslutningen på en artikel. Hvis dette kombineres med genudsætning vil det være et stort skridt fremad for både kattevenner og jægere. Et sådant krav vil mange dyrevenner kunne enes som, og det kunne være en naturlig opfølgning af fremskridt efter den nye lov om mark- og vejfred, der netop er trådt i kraft per 1. juli. ••• Når der skal lovgives om katte, er det vigtigt at tage kattens egenart i betragtning – såvel som det er det med andre dyr. Derfor også et par kommentarer, der måske kan nuancere billedet af katten, der i samme nummer af bladet fremstilles ’den største dræber’, der jager uden at tage ’dyreetiske’ hensyn. Katte er ikke lystmordere, men præget af årtusinders nedarvet jagtinstinkt. De har, som andre dyr, opført sig dyreetisk over for deres egen art, men ikke taget sådanne hensyn til byttedyr, og derfor har de overlevet. Katte har udvist en evne til at kunne overleve

og udvikle sig, og derfor er mange i dag tamkatte med fast bopæl. De jager ikke fordi de er onde eller har sære lyster, men fordi de stadig bærer rundt på jagtinstinktet. ••• Dette jagtinstinkt gør, at katte en gang imellem dræber småfugle i haven – også selv om de har adgang til andet foder. Man løser imidlertid ikke fuglenes udfordringer ved at forbyde katte, som det har været tilfældet på nogle øer med truet fuglebestand. Katte-forbuddet har i nogle tilfælde medført en nedgang i antallet af små fugle. Det har nemlig betydet, at der er blevet flere af fuglenes andre fjender, f.eks. rotter og andre gnavere. Formentlig har det også betydet, at flere meget svage fugleunger overlever og svækker de pågældende arter. ••• Katte er ikke særlig gode fugledræbere. De tager primært gnavere, som er langt lettere at fange for en kat med stor springkraft, men uden vinger. Med mindre, at fuglen er svækket, og, som en kendt dyreforsker for peget på, næppe ville have levet natten over på grund af sygdom eller sult. Så katte medvirker reelt til vildtpleje. Katte indgår i en kompleks fødekæde, og hvis man sigter på katten som den store syndebuk, kan det få uheldige konsekvenser.


Desuden tager også f.eks. krager, skader, høge og mårer småfugle, men også disse er, lige som katte eller tigre, styret af instinkter. Endelig, som det britiske forbund for beskyttelse af fugle (RSPB) har konkluderet i en undersøgelse, er ’adgang til mad og passende redebygningssteder formentlig hovedårsagerne til nedgang i sangfuglepopulationer’ . ••• En indfangning og neutralisering af vildtlevende katte vil alligevel være en fordel for alle

parter. Katte, som f.eks. er blevet efterladt i sommerhusområder, kasseret af deres ejere, eller aldrig rigtigt har haft nogle, kan blive til ganske mange i løbet af få år. De lever desuden et udfordret liv, og nogle steder opleves de som en gene for beboere. En lovpligtig indfangning-neutralisering-genudsætning under ordnede forhold vil derfor bidrage til, at vi får færre, sundere og formentlig gladere katte, der pynte i naturen og leve i pagt med deres egenart.

98•99


DEBAT: SVAR FRA REDAKTIONEN

Kære Birthe Hansen Artiklen i Mit Jagtblad nr. 4 blev til på baggrund af en amerikansk undersøgelse publiseret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Communication i januar 2013, som slog fast, at katte dræber mindst fem gange så mange byttedyr i naturen, som man hidtil havde antaget. Først og fremmest vakte dette bekymring blandt forskerne i forhold til bestandene af amerikanske småfugle, hvoraf en stor del er truede. At vi fandt dette interessant for vore læsere, skyldes primært, at jægere generelt er engagerede i naturbevarelse i bred forstand og altså ikke, at kattene nødvendigvis udgør et kæmpe problem for netop de jagtbare arter. ••• Af de tre forskere, som gennemførte den amerikanske undersøgelse, er de to (Scott R. Loss & Peter P. Marra) tilknyttede Migratory Bird Center, Smithsonian Conservation Biology Institute, mens den sidste (Tom Will) arbejder for U.S. Fish and Wildlife Service, Division of Migratory Birds. Der er altså tale om tre professionelle ornitologer, som har udført dette forskningsprojekt for den amerikanske stat. Hvis Kattens Værn ønsker at bestride de opsigtsvækkende forskningsresultater, som blev præsenteret i den nævnte rapport, ville det måske forekomme mere troværdigt, hvis det skete med tungere videnskabelige argumenter end at ”en kendt dyreforsker” har sagt, at katte kun tager fugle. som ” næppe ville have levet natten over på grund af sygdom eller sult”. Det forekommer mig, at Kattens Værn i dette tilfælde imødegår internationalt anerkendte forsknings-

resultater med følelsesbaseret ønsketænkning. ••• Med hensyn til ideen om at indfange vilde, ejerløse katte for at neutralisere og genudsætte dem så de kan ”pynte i naturen”, så troede jeg faktisk ikke mine egne øjne, da jeg læste det. Forvildede katte har ingen naturlig plads i det danske landskab og er en invasiv art på linie med mink, mårhunde og vaskebjørne. Samfundet ofrer i disse år milioner af skattekroner for at dæmme op for skaderne, som opstår i kølvandet på disse arters hærgen og frivillige lægger tusindvis af timer i arbejdet. At genudsætte en fanget vildkat i naturen er ikke bare synd for


katten – det er også en hån imod alle bestræbelser på at værne om vore hjemlige arter. Man neutraliserer og genudsætter heller ikke mink eller forvildede hunde. ••• Jægere er ikke en del af katteproblematikken – og jægere vil meget nødigt være en del af løsningen. Kattene er jo udelukkende i naturen på

grund af tidligere og nuværende ejere! Jeg kender ingen jægere, som er imod katte som kæledyr, men jeg kender mange engagerede naturplejere – herunder mig selv – som er trætte af, at resultaterne af indsatsen i naturen forringes af at hundredetusinder af folks kæledyr springer ukontrollerede rundt og jager de vilde dyr nat og dag året rundt. Loven om mark- og vejfred er klar: Katteejere har det samme ansvar som hundeejere for at

have styr på deres dyr. Det indebærer bl.a., at kæledyret skal holdes på egen matrikel. I øjeblikket er det udbredt praksis blandt katteejere at ignorere dette ansvar og det er i mine øjne en trist form for egoisme på naturens og naturengagerede naboers bekostning. ••• Jeg tror, at det er relativt enkelt at øge ansvarsfølelsen blandt danske katteejere og minimere konsekvenserne for den vilde natur. Det handler om – også i praksis – at ligestille ejeransvaret for katte og hunde: Indfør obligatorisk chipmærkning og registrering af alle katte, ligesom det er tilfældet med hunde. Dette har mange fordele. Det hæver kattenes pris og dermed deres værdi. Det skal være ejeren af moderdyrets ansvar at få chipmærket killinger, hvilket giver et økonomisk incitament til at få neutraliseret katte, man ikke vil avle på. Det skal være slut med kattekillinger til en halvtredser. Vi skal væk fra at katte betragtes som et nærmest gratis kæledyr, som kan passe sig selv, når ejeren ikke gider. ••• Indfør en ordning, hvor det er nemt for grundejere og deres repræsentanter at indlevere indfangne katte og hunde til Politiet eller (endnu bedre) direkte til internater. Med en obligatorisk chipmærkning kan internatet på sekunder slå fast om katten har en ejer. Hvis ikke, skal den enten formidles til et blivende hjem eller aflives (præcis, som hvis det havde været en hund). Har katten en ejer, må han komme ned og hente den og betale omkostningerne for at håndtere hans bortløbne kæledyr (præcis, som hvis det havde været en hund). En betydelig forbedring i kattejernes ansvarsfølelse kommer både kattene og naturen til gode. (P.S. Jeg er selv ejer af en kastreret hankat på snart 15 år.) JENS ULRIK HØGH

100•101


VELKOMMEN!

A L E X A N D R A H E L L S T R Ö M

Vi behøver flere unge mennesker i jægernes rækker og vi behøver flere piger for at bløde op på det faktum, at vores interesse fortsat er meget mandsdomineret. Derfor er vi på Mit Jagtblad glade for, at Alexandra Hellström skriver for os fra næste nummer.

J

eg er en kvindelig jæger på 22 år, som bor i det sydlige Närke midt i Sverige. Jeg er opvokset på en gård, hvor vi har et vildthegn med dåvildt og muflon. Jeg begyndte i tidlig alder at dokumentere livet i jagthegnet med mit kamera og jeg kunne tilbringe mange timer derude. I teenage-årene overtog jeg styringen af avlsarbejdet og jeg har været med på stort set alle jagter hjemme siden 13-14 års alderen. Min egen jagtinteresse fik jeg tidligt. Jeg var med på jagt for første gang allerede som 4-årig på en bukkejagt i august. Det var min far som introducerede mig til jagten med hans brændende jagtinteresse. Min egen passion for jagten er bare vokset i årenes løb og jeg interesserer mig også meget for fotografering af jagt, vildt og natur. Min interesse for også at skrive om jagt blev vakt, da jeg bestemte mig for at starte en jagt- og fotoblog i sommeren 2013. Jeg havde trang til at dele mine jagterfaringer og have mulighed for at inspirere andre unge jægere med mine oplevelser og måske endda at åbne flere unge menneskers øjne for jagtverdenen. Jeg så det selvfølgelig også som en mulighed for at vise flere af mine fotografier for en bredere kreds af

interesserede. Jeg skriver både faktaartikler om vildt og jagt og selvfølgelig reportager fra mine egne jagter. Jeg holder fortsat af at jage med både våben og kamera. Noget som har fænget min særlige interesse er lokkejagt på råvildt og der er mange forskellige jagtoplevelser i det store udland på min ønskeliste. I mit relativt korte jægerliv har jeg allerede været så heldig at opleve Sydafrika på to jagtrejser og det er også blevet til en tur til Skotland, hvor jeg har jaget hos en ven. Jeg synes det er utroligt interessant at opdage andre jagttraditioner og opleve, hvordan jagten fungerer under fremmede himmelstrøg. Her til efteråret begynder jeg på en uddannelse som jagtguide på det svenske Forshaga Akademi. Jeg vil gerne dygtiggøre mig professionelt inden for faget, jeg brænder mest for. Jeg håber på, at det bliver et par spændende og givende år. Jeg har flere forskellige jagtrejser under opsejling og mine jagtdrømme løber jeg nok aldrig tør for. Følg min videre rejse her i Mit Jagtblad. Vildthegnet, hvor jeg står for jagten:

alexandr www.esstugan.se


ra hellstrรถm

102โ ข103


mad

PULLED


d

PORK HardCORE

KOKKEN

104•105


Magisk

mad BBQ-sauce

Pulled pork af vildsvin, fantastisk på en mad eller i en tortillawrap. At lave pulled pork er nok en af de enkleste måder at tilberede kød på. Det skal bare i ovnen og stå der i 4-6 timer og passe sig selv. Den røgede BBQ-sauce i denne opskrift indgår i både tilberedningen og serveringen og den tager også kun nogen minutter at fremstille.Når retten er klar, kan den spises både varm og kold, med eller uden ekstra tilbehør. Begynd med at koge en smagfuld BBQ-sauce. Ingredienser:

2 mellemstore schalotteløg 1 spsk rapsolie 2 dl ketchup 2 pressede fed hvidløg 1 tsk hvidløgspulver 3 spsk liquid smoke 1 dl vand 1 spsk brun farin 2 tsk koriander 3 tsk spiskommen 2 tsk sort peber 2 tsk paprika ½ tsk salt Sådan gør du:

Hak løgene meget fint og steg dem med rapsolien i en lille kasserolle, til de har fået lidt farve. Tilsæt alle andre ingredienser, bland det godt og lad det koge op og koge i ca. 3 minutter under omrøring. Jævn saucen med en stavblender, si den og lad den køle af. Saucen kan holde sig to uger i køleskab.


S AU C EN H O LDER SI G C A . TO U GER I K Ø LE SK A B

106•107


mad Mørt kød Pulled pork

Nu til kødet. Begynd med at sætte ovnen på 125°C Ingredisenser: Ca 1 kg nakkekam, jo federe jo bedre. 1 stort løg 3 fed hvidløg ¾ dl hjemmelavet BBQ-sauce Sådan gør du:

krubb Skær løg og hvidløg i skiver. Læg kødet i en kasserolle med låg og hæld sausen over, så hele oversiden er dækket. Fordel løg og hvidløg ovenpå, læg låget på og sæt den i ovnen. Vent i 4-6 timer. Hvis kødet er mindre fedt skal det have længere tid for at falde fra hinanden. Hvis det er tilfældet kan du sætte kasserollen på komfuret og lade det simre ved lav varme i den saft der er opstået. Serveres i en tortilla wrap med salat, tomat, agurk, rå løg, lidt youghurt og lidt ekstra BBQ-sauce.


”for hver eneste fasan, gås eller råbuk, som lander på vore tallerkener, har vi faktisk gjort miljøet, dyrevelfærden og os selv en lille tjeneste. Så jo større vildtudbytte vi kan høste på bæredygtig vis, desto bedre er det for den samlede dyrevelfærd, for miljøet og vor egen sundhed.”

Mit Jagtblads kronik ”Jagt er dyrevenlig” bredte sig som en steppebrand på de sociale medier i Danmark, da Jyllands-Posten bragte den. Nu er den på vej til medier i udlandet. Vi fortsætter kampen for jagten i den offentlige debat...

Fik du læst den? Ellers klik her! 108•109


Skotlands magiske ø D

et siges, at der boede mennesker på orkney allerede for 6.000 år siden! Man bliver helt svimmel ved tanken og indser hvor lille en parantes man udgør i verdenshistorien. De, som gerne vil ud at rejse uden at det bliver for langt, for besværligt og så videre, bør grundigt overveje om ikke netop Orkney-øerne var den perfekte destination for dem. Her finder man f.eks. de sagnomspundne sten i Stenness og stenringen i Brodgar. Men også Skara Brae, som muligvis er den mest interessante og bedst bevarede stanalderby i Nordeuropa burde interesse de fleste. Levningerne efter denne 5.000 år gamle by er utroligt velbevarede og indgår nu i et moderne besøgscenter. Bosætningen var begravet i sand i bugten Bay of Skall indtil en storm i 1850 afslørede de velbevarede ruiner. Blandt de mange fund man har gjort på pladsen er værktøj, perler, keramik og smykker af hvalben.Det stammer alt sammen fra en periode, som spænder over 600 år og vidner om et avanceret oldtidssamfund.

after hu Af nyere historisk interesse er fjorden Scapa Flow, som udgjorde den vigtigste base for den britiske flåde under både første og anden verdenskrig. De fire såkaldte Churchill-barrierer, som blev anlagt i landskabet under anden verdenskrig for at beskytte basen mod angreb fra øst, er spektakulære! Katedralen St. Magnus i Kirkwall, ”hovedstaden” på hovedøen, er i sig selv et spændende monument. Det gælder ikke mindst afdelingen, hvor samtlige navne på de omkomne engelske sømænd efter det tyske ubådsangreb på HMS Royal Oak er listet op. 833 englændere døde og det udløste det første ridderkors med egeløv til en ubådskaptajn uddelt af Hitler selv til Kapitän


øer III

unt

AFTER HUNT med Micke Lundén

110•111


Günter Prien. Men lad os lægge de traumatiserede kapitler af historien bag os og henlede opmærksomheden på gyldne dråber! Året var 1798 da Highland Parks prisbelønnede whisky startede sin rejse mod nutidens højder. Det påstår destilleriet i hvert fald på etiketten og selvfølgelig er jeg enig, ligesom jeg til hver en tid bakker om om deres fremragende produkt. Alt andet ville være utænkeligt. Deres 18-årige single malt har to gange opnået udmærkelsen ”Best Spirit in the World” og er naturligvis en velkommen følgesvend i lænestolen. Den 21-årige variant har også klaret sig ganske godt med udmærkelsen ”World’s Best Single malt” i bagagen. Der findes desuden en 12-årig, en 25-årig samt en hel del nye såkaldte Non Vintgage-varianter i udvalget, som vækker international opmærksomhed.

Mine venner – gå ud i sommernatten og nyd velproduceret whisky – det ville være dumt ikke at gøre det. Vi ses i næste nummer. Slaínte!

after hunt


STORT TAK!

til vore annoncører og sponsorer

www.jagtkiosken.dk Bøssemager

Anders Hatting Larsen

www.vildmarks.dk I gør Mit Jagtblad gratis - gratis er godt! 112•113



NÆSTE NUMMER Kan læses på www.mitjagtblad.dk Fredag den 5. september og så er vi jo igang med sæsonen!

114•115


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.