9 fodspor

UDGIVET AF SLAGELSE GYMNASIUM

Caroline Friis. Clara Linnea Mohr Hansen. Gaia Johansen

Esben Grome Schirmer Akueson. Nektaria Chatzi. Saima Music. Sophia Fich-Jensen. Viktoria Lene Thorbjørnsen. Zana Pervan

23/ En kvinde. Et menneske. af Saima Music, 1a

24/ Sky og Skyr. af Nektaria Chatzi, 1u

25/ Skæbnehjulet. af Zana Pervan, 2n

26/ Ruiner.

27/ Under jorden.

28/ Nattens bankende hjerte. af Esben Grome Schirmer Akueson, 3u

29/ [Uden titel.] Et to tusind og femhundrede gang… af Nektaria Chatzi, 1u

30/ MINIMALISME 31/ [Uden titel.] Laura, hvor er mine briller henne?...

33/ STREAM OF CONSCIOUSNESS

34/ Stream of consciousness. - Inspireret af Hemingways Bjerge som Hvide Elefanter”

35/ Den forbandede lastbil. af Zana Pervan, 2n 36/ SALLY ROONEY’S NORMAL PEOPLE. ONE MORE CHAPTER 37/ Five Months Later. (July 2015) af Gaia Johansen, 1a 39/ One year later. (October 2015) af Sophia Fich-Jensen, 1a

42/ Normal People. (One more chapter) af Saima Music, 1a

45/ MY FUTURE ME 46/ All We Take for Granted. af Gaia Johansen, 1a

9 fodspor

© 2023 Slagelse Gymnasium

Udgivet af: Elever på forfatterholdet 2023 i samarbejde med Slagelse Gymnasium

Willemoesvej 2A 4200 Slagelse

Lay-out: Nisted Bruun Reklamebureau A/S Bogen er sat med Ubuntu designet af Art Director

Tina Nisted Ekstrøm og trykt hos Lasertryk

1. udgave, 1. oplag Oplag: 200 stk.

En Eksplosion af Ord. Ordforråd. Kragetæer. De 9. Øjenåbnere.

Eller måske Historier fra Klasseværelset?

På vores lille skrivehold brugte vi lang tid på at diskutere, hvad denne bog skulle hedde. Hvilke ORD skulle vi bruge? Og det er jo ikke helt tilfældigt, for noget af det, der kendetegner disse fantastiske ni unge mennesker, er jo blandt andet, at de er meget glade for og virkelig gode til ORD. Ord er vigtige!

Vi har mødtes løbende i dette skoleår og sammen lavet en mængde forskellige skriveøvelser. Vi har arbejdet med associationsøvelser, skrevet erindringstekster, minimalistiske og maximalistiske tekster, remedieringer og digte – blandt andet. Samlingen her er en smuk collage, som til dels består af tekster skrevet i timerne, til dels af tekster fra forfatternes egne skuffer. Her er alt fra barndomserindringer og digte til fremtidsforestillinger og nye slutninger på Sally Rooneys roman Normal People.

Tag godt imod 9 Fodspor fra de ni forfattere fra SG! Caroline Friis fra 3d, Clara Linnea Mohr Hansen fra 3x, Esben Grome Schirmer Akueson fra 3u, Gaia Johansen fra 1a, Nektaria Chatzi fra 1u, Saima Music fra 1a, Sophia Fich-Jensen fra 1a, Viktoria Lene Thorbjørnsen fra 3j og Zana Pervan fra 2n.

Lene Schøtt-Kristensen

Ekphrasis.

Edward Hopper, Cape Cod Morning

Tidlig morgen brise hvad kan du se

Uden for vinduet, under dit blik

Farver du har set før

Nuancer du engang har rørt

Men hvad er der ellers?

Du kan kun sige hvad du kender

Se hvad du ved

Men dit blik fanger mere

I en skov af træer, ved du der er flere

Bag ved hvad der skærmer dig

Den tynde rude, skrøbelig under din hånd

Ubrydelig i hjernen alene

Træerne en meter væk, utilgængelig men kun for dig

Fuglen i sit bur der ikke kan nå himlen

Tilbage til barndom.

af Esben Grome Schirmer Akueson, 3u

Jeg er 2 år.

Et halvt år efter vil jeg være tvangsfjernet.

Jeg er 2 år og skriger ikke længere, når mor går.

Jeg er 2 år, og min storesøster har mig med, når hun hænger ud med sine venner.

Jeg er 2 år og føler intet.

Hjem er en storm, og jeg kan ikke tale endnu.

Jeg er 2 år og har været inde og ude af børnehjem.

Jeg er 2 år, og min søster fortæller kommunen, at mor ikke kan være mor.

Jeg er 2 år og bor fast på børnehjemmet.

Jeg er 2 år og meget bleg, samt ingen muskler.

Jeg kan stadig ikke tale.

Jeg er 2 år, og lærer på børnehjemmet, at hvis man spiser hurtigt, får man mere.

Jeg er 2 år og leger med en dreng, som jeg dagen efter aldrig vil se igen.

Jeg er 2 år og besøger den familie, jeg vil leve resten af mit liv med.

Jeg er 2 år og hader, at andre børn må lege med mit legetøj.

Jeg er 2 år og har en bamse, der hedder Miav.

Jeg er 2 år og vil få et flip, når børnehjemmet pakker mine ting sammen.

Ingen har set mig så sur.

Jeg flytter ind på Margrethes fødselsdag, som vi fejrer som Esbens Dag.

Jeg er 2 år og sparker min morfar over skinnebenet, fordi jeg tror, jeg skal bo hos dem.

Jeg var blot 2 år.

Den korte biltur.

af Esben Grome Schirmer Akueson, 3u Bilradioen er slukket. “Hvordan var din dag?”

“God…”

“God?”

“Ja god…”

“Ok” - og bilen kører ind til siden – ”blot god?”

“Ja”

“Åbn døren.”

“Men…

“Ikke noget men”

“Okayy”

Haltende går han langs landevejen

En halv time efter stopper bilen igen

“Kom ind”

Han nikker

“Hvilke fag har du haft?” Radioen er stadig slukket

“Du ved, de samme som altid.”

Chaufføren nikker “Var de gode?”

“Ja da,” hans knoer bløder.

Den lange biltur.

af Esben Grome Schirmer Akueson, 3u

Vi sætter os ind i den sorte Mercedes. Blodfloder løber ned ad mit ansigt, mens følelser strømmer ned som en syndflod. Mor smækker døren hårdt, og hendes ellers glatte ansigt er forvrænget af vrede. Jeg tænder radioen, mens vi kører, men mor slukker den hurtigt, og vi kører ned ad landevejen i stilhed i lang tid, mens hun spørger mig i en tone, der prøver på ikke at være vred men alligevel skærer den stilheden og ind til benet.

“Hvordan var din dag?”

Jeg ved, hun kan se, hvordan min dag har været, og pædagogerne har nok allerede fortalt deres løgne, så hvorfor i helvede spørger hun mig om det, når blodet løber ned i mine øjne og hullet mellem tænderne, som Frederik den skide so sparkede ud, som de overmandede mig de fucking tøsedrenge, der ikke turde slås som mænd, men hun har allerede formet sin ide om det, og nu er det bare slagtningstiden.

Så jeg svarer hæst og lavmælt “god”.

Mors øjne lyner, som hun hører mit svar og tænker nok, hvad i helvede prøver han at lyve for, han kunne da bare have fortalt mig sandheden, som vi kører gennem den ene by efter den anden. Hun tænker nok, at hun må have hørt forkert, da hendes hørelse ikke længere er det, den har været, som årene med høj musik på koncerter har sneget sig ind med tiden, og så også den helt nye dyre bluse, han havde fået i går, hænger over ham som et telt nu, hvor vover han at spilde mine penge, tænker hun nok. Alligevel spørger hun for en sikkerheds skyld, stadig i en undertrykt vredefuld tone, “God?”

Jeg kan se, hvordan hun spytter hvert ord ud, som om de var gift, og en smule fråde løber ned ad hendes kind, og hun dytter hårdt af en eller anden spasser, der ikke kan finde ud af at køre bil, alligevel kan jeg ikke gøre andet end at svare “Ja god”.

Jeg kan se, at mor har fået nok, hvis hun ikke kørte bil, ville hun nok gøre ligesom Homer fra Simpson med Bart, når han også er en lille skid, hun er rasende, og lyn flyver ud af hendes øjne, som håret står elektrisk op, som hendes verden esploderer, og alligevel med nogle dybe vejrtrækninger bliver det en kold vrede, som hun kører ind til siden på landevejen med smukke blomster og køer, der ikke aner, hvad der venter dem, men som blot spiser græsset helt idyllisk tilfredse. Mor læner sig ind over mig og åbner min dør og siger i den mest kommanderende stemme, jeg nogensinde har hørt “UD!”

Jeg frembringer tiggeøjnene, som ellers kan smelte selv det mest frosne hjerte og altid har ført til, at jeg kan få, hvad jeg vil have, men for første gang svigter de mig, og mor gentager sig selv, og jeg springer ud. Et jag af smerte borer gennem det sårede ben, og mit skrig overdøves af bilens motor, som røgen nærmest kvæler mig, imens bilen forsvinder ud af syne, uden at mor kigger tilbage en eneste gang. Jeg halter, og hvert skridt er en kamp imod smerten, mens tårer og blod løber ned ad mine kinder og blinder mig, jeg er rasende på hele verden og ønsker, den blot kunne eksplodere, imens andre bilister i deres perfekte bobler glade og ubekymrede suser forbi og ignorerer mig. Jeg knytter næverne, som bliver helt hvide og mærker ikke, hvordan neglene borer sig ind i mine håndflader, og blodet, der løber ned som smerten fra benet, er altopslugende.

Mors bil ruller ind lidt foran mig, men hun ser sur ud i bagspejlet, men det er bedre end de 40 km, jeg ellers skulle gå. Smerten i benet føles som et fjernt minde. Jeg sætter mig ind, og vi snakker om ligegyldige ting, mens radioens stilhed fortæller mig, at konflikten ligger lige under overfladen og kan blusse op igen, så jeg træder stille og roligt, mens vi kører hjem.

Sommer.

Igen observeret fra en gymnastiksal.

Der var varmt og ingen aircon. Der var sved og tikkende ure og en fremtid, der lurede lige rundt om hjørnet. Som ingen kunne tyde, selvom de prøvede.

Så var der pauser og lange dage med ingenting. Udover kold kakao og bær fra vores have. Kvækkende frøer hele natten og svaler under taget. Det var godt indtil

træer blev fældet og trampoliner pakket ned. Gyngestativet stod og groede til.

Der var venten og nynnen og fødselsdage.

Mange lange nætter med mange mennesker og meget kage En venten i hængesofaen, mens jeg gyngede langsomt frem og tilbage.

Der var mange ting at lave, ikke så mange, at lave dem med Der var mange lange dage. Der endte ud i varme og evighed.

Far har ret.

af Zana Pervan, 2n

Jeg havde ingen kontrol over mig selv. Jeg var rundtosset, og det var svært at trække vejret. Der var en meget anderledes duft i hele rummet. Mit syn holdt heller ikke længe. Jeg kunne mærke min krop forsvinde. Inden jeg vidste af det, blev jeg tungere. Jeg faldt hårdt ned på gulvet. Jeg var blevet lam. Jeg kunne ikke bevæge en muskel. Jeg vidste, at vi ikke skulle gøre det her. Vi skulle bare være seje og smarte. Hvorfor lyttede jeg ikke til mig selv? Jeg ved nu, hvorfor min far sagde:

”Det, der findes på bunden af en flaske vin, er ingenting, hvis du drikker af den”.

Inden jeg vidste af det, var jeg væk.

Danske Hits Fra 10’erne.

af Nektaria 1.u

Allerede fra Den Første Gang jeg så dig var du så Dejlig, så F-cking Smuk

Du var altid Klar På Mig Nu, Sexii og simpelthen for Unusual

Hvis det ikke skal være os to, vil alt føles som Tomgang 24/7

Begge Under 18, du Bedre End Rihanna og jeg

Bedre End Din eks

I Nat Er Vi Ladt så lad os ligge Søvnløs hele Sommer

Men så kyssede du en anden, og blev til Nede Mette, håbede Det Ik Sket

Så nu har vi Ikke Mere Tid tilbage, kun minderne om Dem Vi Var We used to Take the World By Storm, always Drunk In The Morning

Se Mig Nu, sammen med Lucy eller Julia being Slem Igen, det kaldes Karma

Har ingen Million eller Pool, jeg Lytter Ik Til Dem kun til POP, føler kun Deja Vu

Men du fandt en anden Efter Mig, og tog til Kongens Have som jeg havde Told You So

Tænkte om vi skulle Finde Tilbage, men du sagde Vi To Datid Nu

Det var Ik Min Skyld, men Uanset hvad så skal du vide:

Skylder Dig Ikke Noget Mere

[Uden titel.]

Bundne strenge af spindelvæv

Usynligt vævet sammen

Rulles ud

Rulles mod

En dystopi

Mørk masse

Mennesker med edderkopper

Indeni

Der kravler når de taler

Du kan høre deres ben bevæges

Et sted i halsen

Du bliver så vant til deres knitren

At det bliver til en ligegyldig

Baggrundsstøj

Ingen opdager

At de er bundet

På hænder og fødder

Rulles ud

Rulles mod

En dystopi

[Uden titel.]

I mine drømme, fordamper melankolske tårer i varmen

Fra tusind flammehave. Selviske klagesange skriger

I rum med åbne mure.

Jeg ser med blinde øjne

På fortidens omfavnende skygger

Der spreder sig i tidens skarpe linjer. Min lydighed bløder

Og vredens sværd ligger tilbage

Ved siden af den faldne skam. Buret om nattergalen

Falder som ruiner Ødelægges højrøstet, Ødelægges helt, Ødelægger mistillid.

Jeg hungrer ikke

Bølgernes omskiftelige rolighed

I mine drømme.

De glemte bjælker.

af Esben Grome Schirmer Akueson, 3u

Huset braser sammen

Først var det fundamentet

Der var rådnet

Og fyldt med skadedyr

Nu er det stolperne

Der snart knækker

Alt for meget pres

Alt for lidt strukturel hjælp

Husets lydløse skrig

Runger mellem væggene

Som stolperne fortsætter

Deres tapre og modige kamp

Men den var tabt

Sekundet de kæmpede

Alene

For ejerne har for travlt Med at erstatte tagsten

Og med at betale for Elpriserne

Til at lægge mærke

Til at stolperne giver efter

Men en dag vil de

Ikke kunne ignorere problemet

Og den dag

Vil huset blive

Deres grav

Det som de troede

Ville beskytte dem

Falder

Fordi de ikke værdsatte

Huset

Trust.

Who looks on at my casket Brittle in their sight

Hunched over like the willow tree Swaying in the night?

What is it that paints your features? Blue, and red and deep In the quiet of this empty room Will you show your grief?

A victim too, I know you are Both bleeding from our souls Haunted by my early death In our minds filled with ghosts

Is the same shadow on your mind?

A traitor to us both A single knife and now I lie In precious silks, morose

[Untitled.]

When words travel through so many years, They warp Get twisted, changed By the sunsets and the surprises They dance, on unspoken Tongues. Reach unhearing ears. I will not listen, to a truth now That never was True. Mere syllables then, paint Confessions now. It’s a prayer, said through gritted teeth. I will not kneel beside you, But I won’t call it blasphemy.

My Skin.

af Saima Music, 1a

My skin is bare, it speaks volumes.

My hands are on my body, strapped as if they were sewed on.

My skin is not bare, it doesn’t speak volumes.

My hands are loose, fighting for what stands in front of them.

My skin is screaming, it’s silent.

My hands are gone, everything is done. My head feels empty, it’s screaming for help, yet no ear or soul hears it.

My tongue is tied, my eyes are closed, I feel like I am drowning, in a darkness so deep it’s impossible to heal.

My skin is back. Years, and years, and years of sorrow.

My skin is back. My skin is alive. Yet it feels like it doesn’t belong to me?

My skin feels taken, it feels borrowed, it feels used. One single touch, and all my nightmares have come to life. One single touch, and I can feel myself creeping back into my dark hole.

My skin is alive, my skin is not mine.

My skin belongs to you.

My skin is not my skin.

For all my skin is, is a prize to touch.

A prize to bite, eat, kill.

My skin is odd, for why does it turn the boys on?

My skin belongs to me, for why do boys think they own it?

My skin is my home, for why do boys think they won something?

My skin will never feel like mine again, my skin will always be a competition, to the eyes of the hungry.

To the mouths of the devils. To the thoughts of the dead.

My skin is my skin.

Yet why do I feel like I don’t have a hold on it?

En kvinde, Et menneske.

af Saima Music, 1a

At være en kvinde er ikke let.

Vi finder os selv i situationer, som vi overhovedet ikke gider at være i.

Men stadig så spørger samfundet, ”Det gad du sikkert godt.”

Hvorfor skal vi ses som et objekt?

Når vi blot er kød og blod?

Med et hjerte der banker hvert sekund, og hurtigere når vi er alene.

Hvorfor skal vi tænke på, hvad vi skal have på?

Fordi mænd ikke kan holde sig i deres bukser?

Men det er jo vel stadig vores skyld?

En skyld som æder os inde fra.

Vi tænker ”Er det min skyld? Har jeg selv bedt om det her?”.

Nej, nej, nej.

Nej er et nej. Det er ikke et fucking ja. For du tænker sikkert ”hun vil gerne.

”Du æder os, du griber fat om os, du bruger os.

Men det er vores skyld, ikk’?

At være en kvinde er ikke let.

Med samfundets øjne som lurer bag om os 24/7

Perfektion er vigtigt. Hold hovedet op, og ryggen ret.

Lad være med at smile, men smil lidt.

De skal jo ikke tænke på, du er en kælling? Ikk’?

At være en kvinde er ikke let.

Sky og Skyr.

af Nektaria Chatzi, 1u

Sky og Skyr mødte en fyr

Der var et værre stinkdyr

Sammen gik de en tur

Mødte både dyr og byer

På deres store eventyr

Men stakkels Sky og Skyr så en tyr

Der lavede det skøreste styr

Hans ry var nyt i enhver by Men han var ikke så dygtig som han så ud

Han kørte i et splinternyt fly

Sammen med sin stjålne mø

Så han fik et gebyr

På både kroner og ører

Men det viste sig at han var fuld af whisky

For hans navn var nemlig Risky

Skæbnehjulet.

af Zana Pervan, 2n

Hvorfor er vi sådan?

Livet er fyldt med spørgsmål, som kun få kan besvare.

Man vil gerne have hjælp, men det nytter ikke. Verden er imod én, så lad det ligge.

Folk har mange meninger. Ofte gode. Ofte dårlige.

Men dét, der holder os sammen, er vores kærlighed til vores verden. Verden er vores.

Andre gange bliver det bestemt for en. Andre gange vælger vi selv.

Hvorfor er vi sådan?

Det er et spørgsmål, jeg går rundt med hver dag.

Hvad er din mening?

Og hvad er min?

Det må man selv tænke frem til, når det bliver ens tur.

Verden er ikke et spil, man kan vinde i.

Verden er et spil, man kun kan tabe i.

Ruiner.

Ruiner runger i mit hoved tyngden fra dit alter, hiver mig ind Lad mig følge musikken fra Orpheus, Ned, ned Ned Lad min grav være som din pude

Kvælende og blød Lad vores uro smelte Og smelte sammen

Imens vi ligger ryg mod varsom ryg.

Fra hvert strejf sprang blomsterflor

Men håb har skarpe klør De flænsede silketråde bragte tidlig kulde

Nu er stilheden larmende for sårede ører Hungersnød hænger mellem os Og med din sol på mine vinger, falder jeg

Ned, ned Ned

Under jorden.

Find mig under jordens mørke dyne

Gemt under ruiner af tid og tab Ude af tanke, ude af syne

Glemt af uvishedens blinde øjne

Hvem søger mig i dette tunge dyb? Hvem graver i søen af min fortid? Fjerne råd, fjern min længsel, fjerner kryb Bryder gennem mit tidløse fængsel

Solens lys når mig, efter mange år Hvad kan du læse i mine knogler? i deres ar? i deres dybe sår? Hold mig i din hånd, søger af sandhed.

Kan du se min sjæl danse i luften? Som en rose, har verden åbnet sig Nu mærker jeg farverne og duften. Endnu engang levende i min død.

Nattens bankende hjerte.

Af Esben Grome Schirmer Akueson, 3u

En bleg ung mand kom slingrende ned ad gaden på en hverdag. Støttede sig til en stok, mens han holdt en flaske, der lugtede af stærke sager. Han skrålede gamle druksange, som selv vinden kendte, på sin vej badet i månelys. Hans tøj var rødt med en rød høj hat. Byen kendte ham, som en gammel ven, men ingen vidste, hvor han kom fra, eller hvem han er. Alt de vidste var, at han var i godt humør, fuld og en plage for folk, der ønskede at sove. Dog syntes alkoholikerne, at han var dejlig, for når han var i byen, var alt på hans regning, og hans pung løb aldrig tør, men hvis man prøvede at stjæle fra ham, fandt man ikke andet end ulykke, så det var kun de dumdristige, tåber, desperate eller unge der udfordrede skæbnen efterhånden. Byen blev rig, mens dens beboere forsvandt nede i flasken, og senere blev klappet af sygdom. Og når solen stod op, var han væk, uden at nogen lagde mærke til det, og dem der gjorde, troede ikke deres egne øjne. Sladren løb næsten lige så hurtigt, som han tømte flasker, om hvordan han havde danset med dem og hende, og endda også andre mænd, og Sofie havde set ham kysse slagterens dreng, og næste gang blev det Sofie. Alle havde historier omkring ham, og selv de gamle sagde, at han var nattens slående hjerte. For hvor end han kom, blev der drukket og festet og horet. Men hvem ville ikke også have så en fortryllende nat, hvor himmel og jord gik i et.

[Uden titel]

af Nektaria Chatzi, 1u

Et to tusind og femhundrede gang var der en kartoffel der havde en kæmpe næse. Den gik rundt og var glad, for den kunne nemlig lugte alt. Hver gang den kunne lugte olie i frituregryden måtte den løbe hele vejen hen til den. Og denne gang kunne den ikke holde sig. Den hoppede glad op i og kort tid efter blev den serveret med fiskefilet og sovs.

[Uden titel.]

- Laura, hvor er mine briller henne?

Kvinden for rundt i huset, på jagt efter støvler, huer og sin taske. Manden stod ved døren og ventede.

- Bare rolig, jeg finder dem. Intet problem.

- Jeg har brug for mine briller, ellers kan jeg ikke se. Jeg skal se mine venner. Jeg har ikke set dem i årevis.

- Ja det ved jeg, det bliver så hyggeligt.

- Ja.

- Jeg har fundet dem. De lå ved siden af avisen.

- Tak, Laura.

- Det var da så lidt. Kom, vi må afsted, vi skulle jo nødigt komme for sent.

Kvinden tog manden under armen, og placerede ham foran døren, mens hun satte sig på bænken for at tage sko på.

- Skynd dig Laura, sagde manden. Vi skulle jo nødigt komme for sent.

- Jeg ved det godt. Jeg er klar nu.

- Godt. Jeg har ikke set mine venner i årevis.

- Nej, det har du ikke. Hvordan tror du, de har det?

- Godt. Gitte er stadig gift med Henriette, og Børge er også stadig gift med Ole.

- Jeg tror, at det er Gitte, der er gift med Børge, og Henriette der er gift med Ole. Stilhed.

- Nej, sagde manden med grødet stemme. Nej, Nej, NEJ.

- Undskyld. Jeg mente det ikke. Du har ret. Intet problem.

- Intet problem, gentog manden.

- Kom, lad os køre. De satte sig ud i bilen og kørte langsomt afsted. Manden fortalte om alle sine venner, om deres ægtefæller, jobs, børn og børnebørn. Kvinden kørte tavst afsted, mens hun holdt stramt

om rattet. Når manden en gang imellem ventede på et svar, en bekræftelse, sendte hun et lille smil hans vej.

- Så, nu er vi ankommet. Du må have det sjovt, jeg henter dig igen klokken 5.

- Tak Laura. Jeg skal se mine venner. Jeg har ikke set dem i årevis.

- Jeg ved det godt. Hun satte bilen i bakgear, kørte væk fra det lille hus og ud på landevejen. Og da hun var langt nok væk fra huset, hviskede hun, kun højt nok til at hun selv kunne høre det: Jeg hedder Ida. Der var mor, der hed Laura.

Stream of consciousness.

Inspireret af Hemingways Bjerge som Hvide Elefanter

Det er varmt. Folk myldrer ud af toget mod caféen, som myrer mod en tue. Måske noget koldt at drikke inden vi tager videre. Jeg beder om isterninger og en skive citron, der langsomt smelter i glasset, altså isterningerne, de siger: kling, kling. Som om vi ikke drikker nok i forvejen...

Men det er alt, vi har.

Jeg ønskede at se verden, og vi har været rundt omkring. Vi har været så mange steder, men jeg kan næsten ikke skelne dem fra hinanden længere, for det var bare ind i det ene værtshus og ud ad det andet. Du finder de samme mennesker, den samme klamme lugt i tøjet, der hænger ved. Derfor går jeg rundt i centrum dagen efter og kigger i butikker. Centrum er centrum, selvom overfladen varierer. Jeg tror, at jeg vil kunne se byerne bedre uden mine solbriller, men jeg beholder dem altid på. Måske er det ikke kun solbrillerne. Der er altid en specifik gade, som jeg kalder ”Luksus”. Mine køb varierer i grad og afhænger af, hvor mange tomme glas, der stod tilbage aftenen før. I går var det 17, tror jeg. Måske mere. Jeg kan ikke huske det, men de var ikke alle mine. Tror jeg. Jeg kan ikke huske det. Det kan jeg virkelig ikke,

Mine indkøb afhænger også af, hvor meget energi jeg har, hvilket aldrig er særlig meget. Men jeg har ondt i hovedet, og sætter mig på den nærmeste café. Den ligger på et hjørne. Måske er det en uskreven regel. Måske får cafeer altid et hjørne.

Jeg bestiller en drink for midlertidigt at dæmpe min hovedpine. Jeg opløser Panodil i et glas vand og børster salt af bordet.

Jeg har prøvet at sige til ham, at jeg ikke vil leve på denne måde længere, men ordene har aldrig været stærke nok, de har aldrig fæstnet sig. I dag skal vi videre med toget kl. 14, så kan vi nå det nye centrum til i aften. Dér hvor alle vågner. Og så videre igen. Og videre igen. Jeg får aldrig sagt det til ham.

Den forbandede lastbil.

af Zana Pervan, 2n Jeg venter i bilen for at komme i skole, men der kommer en lastbil på vejen henne ved os, og ja den skal lige vendes, så min mor bremser hårdt, og vi venter, hvilket tager 15 minutter, og ja jeg er frustreret, og jeg kan ikke stoppe med at sige ”come on, hvor er det irriterende”, at jeg kommer for sent, og jeg kan ikke sige, at det er grundet en dum lastbil, da lærerne rettere vil mene, at jeg skulle stå tidligere op, ja jeg hader virkelig, at det ikke kan være en ordentlig undskyldning, men rettere et bevis på, at jeg ikke gad at stå op, ja jeg hader virkelig lastbiler generelt, da der altid er en skidedum lastbil, der skal forbi, når man skal et sted hen, og typisk sker det modsatte, når man ikke er presset med tiden, kan man ikke se nogle lastbiler i syne, jeg ved godt, at lastbiler er der for at transportere tungere og endda flere varer fra et sted til et andet, men når man ikke er lastbilchauffør, kan man godt være irritereret over de er her, og jeg kan ikke stoppe med at tænke på dét hver hverdag, når jeg er på vej til skole, men ja, her sidder jeg så og skal i skole, klokken er 8:01, og jeg er stadigvæk ikke ude af den skide rundkørsel, ja denne gange kommer jeg endnu en gang for sent, takket være den forbandede lastbil, men husk nu på, at jeg ikke kan bruge denne undskyldning, da lærerne ikke ville tro den, jeg kommer for sent, tja ja jeg må bare acceptere den.

Jeg hader virkelig lastbiler…

Five Months Later. (July 2015)

af Gaia Johansen, 1a

The white, see-through curtains can’t keep the sun out. It gives the bedroom such a positive energy, like someone had enchanted the room or sprinkled magic dust over his eyes while he was asleep. It makes Connell feel like nothing else in this world matters. Like the only existing place is this house. There is no tomorrow, no yesterday. A simple and easy world…peaceful…a word he normally couldn’t connect with anything. The feeling makes the corner of his mouth point up a bit and he feels the worry in his face fade away. Nothing bad can get to him here.

He tries to think about what gave him this feeling of happiness in the first place. He prefers the happy moments over the anxious and painful ones. And though he would much rather have all the flaws go away, to forget about his regrets and to ignore the pain, he knows that he has to learn from them. He was always thinking about what other people thought of him and constantly doing what he thought people wanted him to do. Connell had wanted so badly to just fit in, to fly easily through life as everyone else and just to be normal.

Normal, that is a word he no longer understands. What is normal? Who is normal? What if no one is normal? Would that mean that it is normal to not be normal?

The people we consider as normal always hide something under the surface. Something that makes them seem more human and somehow more miserable.

Rob had proven that.

But the other way around, people can think the most harsh and cruel things about a person, which can turn out not to be true. You can be a loner and people will think that you see yourself as superior, when truly it is a mask you put on to protect yourself from the people who aren’t even able to explain why just the thought of you makes their skin crawl. But when you get to know the weird, disliked loner, it becomes clear that she might have been the normal one all along – and kind of fascinating in many ways.

Marianne. Marianne is the one who makes him smile. Not the sun shining through the curtains or this soft peaceful room. He has come to realise that nothing makes him happier than her. The old Connell felt the same way. But the difference was that he hated that he loved her. Probably because being with her made it impossible for him to ever be normal. But Marianne taught him that there is something more important than fitting in. Together they learned to embrace who they are, who they want to be and to follow their dreams.

A week ago Connell finished his first book and as soon as he is done proof-reading it, he will try to publish it. Every night before he goes to bed, he reads it out loud just to check if anything sounds weird. He actually enjoys it a lot. And not only because of his love for literature, but because of Marianne’s huge eyes, filled with love and interest, looking up at Connell as he reads. How she leans forward and places her head in her palms listening to every word that comes out of his mouth. Living with Marianne is like living in a dream to him. And living in dreams should not be normal.

One year later. (October 2015)

af Sophia Fich-Jensen, 1a

The wind brings leaves up in the air as the front of the metro flashes by, squeaks loudly and slowly pulls to a stop.

The doors glide open, and passengers burst out. Men and women in ties holding suitcases while stressfully looking at their watches, ladies with prams and screaming children, a homeless man wearing a beanie and a girl carrying a skateboard. Connell pushes past the crowd and in through the doors, finding a seat in the corner of the metro and placing his bag by his feet. He opens it and takes out his computer and a banana he threw in his bag before leaving his small apartment.

New York is an expensive place to live, and Connell ended up renting a one room apartment in a small town about an hour away from the big city. He has to be up early every morning and some days he finds to be harder than others. But when he remembers to take his pills and get enough sleep, he finds it easier to get up even if it is still dark and cold outside.

He opens up the old, slow-running computer remembering Mrs. Cawthon’s words loud and clear in his head;

He sat in her office while she quietly looked through his written assignments throughout the semester. Then she laid them in front of Connell looking at him with concern.

“You are seeing what I’m seeing, right?” She said and placed her folded hands on the desk.

Connell shrugged, his eyes blurry, looking more through the papers than at the actual words.

Mrs. Cawthon sighed and pointed at one of the pages. “Half finished in mid-sentence with a ton of fails in grammar and stories

without a proper plot. Listen, I understand you are Irish, and that we don’t have the same dialect as well and tongue, but we aren’t from two different worlds. It feels like you aren’t even trying…”

Connell just looked down at his hands. “I understand… I’m sorry…”

Mrs. Cawthon shook her head. “Connell, I know about your depression that keeps you down. And I know you are far from home and unfamiliar with this place, but our writing program has its criteria and we have other candidates begging to be in this class willing to replace you.”

Connell felt his trembling hands get sweaty. “I- I understand.”

“Good.” Mrs. Cawthon picked up his assignments. “But hopefully we won’t get to that point…” Connell looked up from his palms.

Mrs. Cawthon smiled at him. “Connell, you have so much potential and the assignments you have written are just scratching the surface. I remember the story you had added to your application. It was an eye-opener to me and I know you can do so much better than this.” She waved briskly with his assignments. “That is why I’m giving you an extra chance at proving yourself. A personal assignment where you are allowed to write about anything you want. Consider this a test to prove to me that you still have the same potential you showed me with your application. I want you to hand it over to me on Thursday before class. That’s three days and plenty of time to come up with something.” She stood up and motioned for Connell to do the same. “Understood?”

Connell nodded avidly as he got out of his chair. “Y-yes! I’ll do my best.”

Mrs. Cawthon nodded. “I have no doubt…”

Thur. 8. Oct. 7:48, it says in the top right corner of his screen as he looks at the empty document. His eyes fix on the blinking curser. The metro rocks slowly as it passes by a field of tall grass outside. A man snores from the seats across him as Connell sighs, despairing, tapping on his lap. Counting the minutes he has left to finish the assignment.

The computer dings as the mail icon pops up in the bottom of the screen;

New message: Marianne Sheridan.

A small flame inside his chest bursts as he clicks on the icon; Dear Connell. Everyone is doing just fine back in Carricklea. Eric reached out to me recently to ask about you. I told him you were doing fine. He sounds surprisingly mature after he got a new girlfriend.

Joanna recently called and told me she has been promoted by the boss in her department. She sounded really excited. The boss is now on the lookout for a new candidate in Joanna’s old position. Joanna said she might be able to recommend me to him giving me a better chance at getting the job! That means I will have a better chance at savings, since the job has a good payment.

I might be able to visit you around Christmas if everything goes as planned! I can only hope.

And about your personal assignment, I’m sure it will turn out great. Just have faith in yourself. Best wishes Marianne.

A small smile twists on Connell’s lips as he reads the last part of the text. Feeling his heart beating faster, he closes his mail and finds the empty document. Scratches his hair thoughtfully for a few seconds before his fingers ecstatically hit the keyboard. Outside the sun rises above the massive skyscrapers of New York City.

Normal People. (One more chapter)

af Saima Music, 1a

Marianne always had the doubt of her never seeing Connell again, to never feel his touch beneath her skin, to never feel the soft kisses he always planted on her rosy lips. Ever since Connell had left for America, Marianne had felt as if a part of her was missing. Sure, did Connell as well feel that, for he who wanted to leave, regretted it a single bit. Their souls wanted each other, no, they needed each other.

They needed to feel their skin touch each other, to know that everything will be alright. Even though the separation between them would only last for a year, it seemed as if it was an infinite thing. But as Marianne said herself, a lot of things can happen in a year…

A lot of misfortune, a lot of love, a lot of laughter and a new face to wake up to. Neither of them knew that both had kept a promise to themselves. To never fall in love with anyone else but each other. They say that twin flames are another of your soul, that no matter where and given point of time, the two separate half souls will find each other and be one… and that’s exactly what will happen with Marianne and Connell. They’re two half souls waiting to be reunited again, to feel each other’s bodies warm up inside of their hearts.

Their lives have changed in the past eleven months. Connell has become more uptight, he doesn’t exactly know what it is, if it’s the new lifestyle he has chosen for himself or the fact that the love of his life is not there to see him succeed. Marianne, on the other hand, has found hobbies, more than you yourself can

count. She felt as if she didn’t do anything, that her mind would only consist of Connell. And no surprise it did, even though she consistently tried to occupy her mind from him, from pottery class to poetry, from art to music. She could not stop thinking of him.

It’s as if he is her whole, as if he is the one keeping her alive, making her eat and drink, sleep, and shower. He makes her feel as if she’s on a roller coaster, where at one point her stomach will turn around, as if there are millions and millions of butterflies flying inside her. Just thinking of him it makes her cheeks get hot, a red so bright that no person has ever seen.

I know I am happy in Ireland; I know my happiness is here. But my true happiness is Connell, without him I feel lost, I don’t feel complete. Maybe I told him to leave out of love? Maybe. But I know deep inside I would have done anything to not have him leave him. All I know is I want to feel normal again. She writes in her diary as a tear rolls down her cheek. Marianne’s happiness is no longer Ireland, it’s no longer herself, it’s no longer anything but Connell. Even though they have no contact with each other, they know if one of them calls each other, that they will lose it. Isn’t it strange? They went from strangers, to friends, to lovers and strangers again.

It’s strange how two people such as Marianne and Connell can change so fast yet not. Their love hasn’t changed, but their bond has. Marianne knows deep inside herself and so does Connell that if the two of them ever see each other again, that their bond will be reconnected. Like two puzzles in a game.

Marianne’s heart aches for him, as she gets up from her chair by the window, she walks over to the bathroom to take a shower. To feel her skin underneath the hot water that she so needs, to feel the hot water hit her like millions of gun shots.

She takes a deep breath as the water hits her, a moan leaves her mouth as the water hits her back, tears start to drip down her eyes. The drips soon begin to take form of a tsunami, the salt water from her eyes is pouring down faster than you can think. She thought that being away from Connell would be easy at first,

but she’s wrong. Being away from him feels like she has betrayed both him and her.

I should have said no. She tells herself in the shower as she takes a deep breath. A quick shower, a quick cry and now she’s out. A quick shower and a quick cry. A quick cry.

She walks out of the shower and looks at herself in the mirror. She forces a smile on her face as if that’s going to make her feel any better. But she doesn’t. She feels completely lost. It’s okay. She says as she puts on her clothes. It’s okay, she repeats to herself. It’s okay.

She walks out of the bathroom, and back to her desk again. What is love without a heartbreak? What is a love without tears falling down your face, thinking it will never end? What is love without you needing the other half to your soul touch your body in a way they only know how to, in a way that makes you feel instantly comfortable? What is love? Marianne writes in her diary before taking herself to bed.

She looks out at the window after writing, she looks out at the sad grey world that is filled with love and hatred, a world that she feels lucky to live in, the same as Connell.

As she gets up from her chair to walk over to her bed, she hears a knock at the door.

She pulls her dead weight from the bed to the door, as she is walking, she takes a deep breath. When she opens the door, shock covers her entire face and body. Hello Marianne. Connell says.

All We Take for Granted.

af Gaia Johansen, 1a

I always thought that if the world is ending, humans will be the ones to blame.

Christmas is around the corner, and I am staring at the beautiful dress behind the glass in one of the clothing stores in the huge mall. I have been looking at it every day. It has the same colour as a beetroot – the same colour as most of my grandma´s clothes.

“Is it a gift?” The woman behind the desk asks. I tell her yes, and she wraps up the dress as neatly as her wrapping-skills let her. She places a card on top of the gift. To and from it says and has a white snowflake on it.

I remember that in school even the smallest assignment or embarrassing moment would be the end of the world. Tripping over your own feet in front of the whole class or an approaching deadline was enough to put me in a bad mood.

Now I wonder where to find my next meal. I wonder if any one I know is still alive. I constantly find myself overanalysing every noise I hear. Is it them? Is it a human?

I place the gift next to the mattress, careful not to bump my head into the escalator. It is dusty and claustrophobic, but it is a great hiding place. I search in my backpack to find the pen I took from the bookshop. The bookshop must be my favourite store in the mall. It is full of things that remind you about your sanity – especially during Christmas. Garlands are now hanging on the bottom of the escalator, right above where I sleep. And before I close my eyes, I read a couple of pages in a novel. I am halfway through now.

With the pen I try my best to copy my grandma’s unreadable curves: from Grandpa and Grandma. I imagine sitting in a warm house, the smell of roast pork, my aunt making sure we all have what we need, my cousin rolling his eyes and smiling at me when my mom tells us to sing along with her and walk around the Christmas tree.

Then I imagine the sound of hands unwrapping gifts and mouths automatically saying “wow.”

Under the tree I find a clumsy gift. It is to me. From my grandparents. I carefully loosen the red curling ribbon. Out comes the gorgeous beetroot dress. My grandma looks at me.

I smile, and a teardrop falls from my eye. “But I have nothing for you.”

“I know,” she tells me, “I know.”

I open my eyes. She fades away. It all does. Nothing is left. I have nothing. No more family dinners or Christmas Eves. They will make sure of that. They already did. Because there is no longer a woman behind the desk.

The mall is abandoned. Just like the rest of the world. Everything we took for granted is gone.

Når du åbner denne fine lille bog, vil du finde en sand eksplosion af ord. Her er tekster på dansk og på engelsk om alt mellem himmel og jord. Her er alt fra minimalistiske og maximalistiske barndomserindringer til nye slutninger på Sally Rooneys roman Normal People og digte om kærlighed og kedsomhed. Luk op for dette fantastiske forråd af ord fra SGs 9 forfattere:

Caroline Friis. Clara Linnea Mohr Hansen. Gaia Johansen

Esben Grome Schirmer Akueson. Nektaria Chatzi. Saima

Music. Sophia Fich-Jensen. Viktoria Lene Thorbjørnsen.

Zana Pervan