Særudgave juni 2011 - frivillig donation - alle indtægter går til CSC-arbejderne
Socialistisk Standpunkt Den marxistiske avis i SF, arbejderklassen og ungdommen
CSC
SPECIAL
Arbejdsrettens afgørelse - en afgørende prøve Alle PROSA-CSCere må omgående i strejke Kampen må spredes Af: Jonas Foldager
Torsdag den 23. juni afgør arbejdsretten om CSC må ”frigøre” sig fra overenskomsten med PROSA. Blandt arbejderne ser man frem til afgørelsen med spænding og en vis portion ængstelse. Det er med god grund. Bliver afgørelsen til CSC’ fordel vil det være et nyreslag til dansk fagbevægelse. Hvad arbejderne frygter er, at CSC, hvis de får medhold, vil udsende nye kontrakter til de strejkende med ultimatum om at gå over på HK-overenskomst eller miste jobbet. Med andre ord vil CSC forsøge at bryde arbejdernes enhed, ved at presse hver enkel på deres økonomi. Måske vil arbejdsretten ”kun” give CSC medhold i forhold til en del af de strejkende. Det ændrer intet. Vinder CSC sagen, har det store konsekvenser. Det danske arbejdsmarked er fuldstændig uden politisk regulering, og kun aftaler mellem arbejdsgivere og fagforeninger fastlægger grundlæggende rettigheder. Så hvis CSC får lov at frigøre sig fra overenskomsten, åbnes der et bundløst hul, hvor kun arbejdsgivernes opfindsomhed sætter grænser for, hvor store forringelser arbejderne kan udsættes for. 37 timers arbejdsuge, mindsteløn osv. kan blive en saga blot for alle arbejdere i Danmark. Med andre ord er det vigtigt for hele fagbevægelsen, at alle sejl sættes, for at CSC ikke får lov at gennemføre deres plan.
Afgørelsen – en styrkeprøve
Umiddelbart virker det uoverskueligt, hvis CSC vinder. Hvad skal man stille op? Sva-
ret er lige så hårdt, som det er enkelt: hvis arbejdsgiveren prøver at bryde arbejdernes enhed, må arbejderne forstærke og udbygge enheden. Ligesom når en chef forsøger at trænge igennem blokaden, må arbejderne rykke sammen. Alene overfor arbejdsgiveren har vi ikke en chance, sammen er vi stærke. På samme måde må CSC’s eventuelle forsøg på stille ultimatum overfor den enkelte arbejder blankt afvises af stormødet på fredag. En elendig aftale bliver ikke bedre, blot fordi den præsenteres for enden af et geværløb. Der må med andre ord tages en fælles beslutning og handles samlet. Ingen må lades tilbage. Ligegyldig hvad stormødet beslutter, må der handles samlet.
”Afgørelser” er papir – styrkeforholdet skriver loven
At arbejdsretten i det hele taget overvejer sagen, er en skandale og viser karakteren af denne ”institution”. I teorien skulle den være ”upartisk”, men som de strejkende på CSC har lært på den hårde måde, er det en sandhed med modifikationer. Arbejdsretten har bevist, at den er arbejdsgivernes og statens værktøj til at standse arbejdernes retfærdige modstandskamp. Hele ideen om, at der er løsninger, der er ”objektive” og ”upartiske”, er fejlagtig. I en arbejdskamp som den nuværende på CSC er der kun to sider. Det betyder også, at den stærkeste side vinder. At den stærkeste skriver loven. I Danmark er det forbudt ved lov at bruge blokader i en arbejdskamp. Al-
ligevel er det lykkedes arbejderne at etablere effektive blokader to dage i sidste uge og i et vist omfang i denne uge. Hvorfor ”accepteres” dette af staten? Fordi arbejderne har stået stærkt og udvist styrke. Blokaderne har ikke kunnet forhindres fuldstændigt, fordi stat og arbejdsgiver er bange for, at kampen vil sprede sig til andre virksomheder, hvis arbejdsgiverne bruger hårdere metoder.
Næste skridt: spred kampen
Det er netop her, at modsvaret til CSC’s eventuelle individuelle breve ligger: 1) at arbejderne samlet beslutter at ignorere CSC’s eventuelle private henvendelser. Arbejderne har bevist deres mod og sammenhold gang på gang og kan gøre det igen. Det er en samlet kamp og ikke et individuelt spørgsmål 2) At kampen bringes ud på resten af landets arbejdspladser. Jo flere vi er, jo stærkere står vi. Det gælder i en blokade, men det gælder i endnu højere grad, hvis kampen tages ud på andre arbejdspladser. På den måde kan CSC’s offensiv vendes til en offensiv fra arbejdernes side.
Dyrekøbte, men vigtige erfaringer
Konflikten på CSC har givet en lang række afgørende erfaringer. Først og fremmest har konflikten bevist nødvendigheden af at slå hårdt tilbage med det samme når en arbejdsgiver angriber grundlæggende rettigheder. Cheferne hos CSC skyer ingen midler. For dem betyder love og regler kun noget, så længe det er til deres fordel. Det betyder ikke at man skal gå i strejke hver øjeblik, men at man skal vide hvornår man skal trække en linje i sandet, inden arbejds-
www.marxist.dk
giveren tromler over én. Enhver fagforeningsaktivist ved og det burde PROSA’s ledelse også have vidst: at man må være klar til at tage en konfrontation, også selvom det er ”ulovligt”. Man stiller arbejderne i en urimelig svær position ved at overholde strejkevarsler osv. hvis det betyder at arbejdsgiveren oplærer skruebrækkere i mens. Så er det bare med at hive ALLE medlemmer ud i strejke, med det samme og det samme gælder etablering af blokade. Det kunne have om ikke kvalt, så seriøst hæmmet arbejdsgiverens angreb. Arbejdsgiverne er som et vildt dyr: fornemmer de svaghed angriber de. Derfor skal de mødes af afmålte, men bestemte svar. De skal mærke at hvert valg har en konsekvens. En anden vigtig erfaring er, at det er afgørende at få solidaritet udefra. Arbejderklassens største styrke ligger i dens antal og dens plads i produktionen. En lille gruppe kan isoleres, men samlet er der intet der kan bremse arbejderklassen. Var der tidligt i forløbet blevet indkaldt til møde for tillidsmænd og andre interesserede fra andre arbejdspladser, havde der allerede fra start været etableret et netværk man kan trække på hvis konflikten udvikler sig. Det er fagforeningens opgave, som landsdækkende organisation at sprede en så principiel kamp som den på CSC. Dette netværk ville kunne reagere og true med eller gennemføre sympatikonflikter på andre arbejdspladser for derigennem at lægge pres på CSC udefra. Men først og fremmest skal arbejderne på andre arbejdspladser vide hvad der reelt foregår og ikke bare høre det gennem medierne. Det betyder at der må udsendes mindre delegationer til alle større arbejdspladser
i Københavns området for at forklare situationen og vinde deres solidaritet. Hvis disse ting skal kunne lykkes er det nødvendigt at stormøderne ikke bare reduceres til rapporter om hvad fagforeningen laver, men inddrages direkte i diskussionerne og beslutningerne om hvordan kampen skal forløbe. Stormøder er ikke tidsfordriv. Det bør være strejkens højeste myndighed. Det bør være stormøderne der vælger en strejkeledelse med de bedste folk som arbejderne har tillid til og som løbende står til ansvar overfor stormødet. At arbejdernes aktive deltagelse er nødvendigt blev bevist i praksis: Kampen tog først for alvor fart da de strejkende valgte at tage sagen i egen hånd og selv organisere blokaderne. Det viser grafisk at arbejderklassen kun kan stole på sin egen styrke. Intet kommer af sig selv. Disse erfaringer må ikke glemmes, men tværtimod rodfæstes i fagbevægelsen. Alle aktive fra konflikten bør blive aktive i deres fagforening og sørge for at disse erfaringer bevares og bruges i fremtiden.
De første slag i en lang kamp
Vi skal ikke fortie sandheden. En god ven klapper dig ikke bare på ryggen og siger, at alt er godt. En god ven siger tingene, som de er. På samme måde må vi også sige, at der er en reel risiko for, at afgørelsen fra arbejdsretten kan blive det afgørende slag mod arbejderne på CSC i denne omgang, omend arbejderne gang på gang har vist deres imponerende kampvilje, imod alle odds. Presset på den enkelte arbejder for at
acceptere en eventuel individuel aftale vil være enormt. De strejkende vil blive truet på deres eksistensgrundlag. Men samtidig må vi gøre klart, at hvis det lykkes CSC at vinde dette slag, skyldes det ikke deres styrke. Det skyldes heller ikke svaghed fra arbejdernes side. Tværtimod har arbejderne selv og helt alene stået for samtlige skridt frem, der er taget i denne kamp. Intet er blevet dem foræret, hverken fra arbejdsgivere, politi eller fagforeningstoppen. Arbejderne har nu været i åben kamp i fire måneder og har forsat med at tage skridt frem. Det er en imponerende bedrift, der står i skærende kontrast til fagforeningstoppens passivitet og pligtforsømmelse og direkte svig, når det gælder HK’s ledelse. Havde fagtoppen udvist en tiendedel af arbejdernes mod og beslutsomhed, var kampen vundet for længst. Et eventuelt nederlag kan udelukkende placeres på fagtoppens og arbejderpartiernes ledelses skuldre, som har fejlet fatalt. Hvis det skulle lykkes CSC at gennemføre sin plan, er kampen dog på ingen måde slut. Det vil betyde, at alle rettigheder skal tilbagekæmpes. Forskellen fra tidligere og til nu er, at der er næsten 500 mand, der nu er uddannet i arbejdskamp. Kampen på CSC har vist, at der er behov for et opgør med den passive og eftergivende faglige politik fra fagforeningstoppen. Det gælder for hovedforbundene LO og FTF og i fagforeningerne som PROSA og HK. Men også i den interne faglige organisering på arbejdspladsen bør alle de bedste folk, der er gået forrest i organiseringen af blokaderne osv. tage deres ansvar og styrke arbejdernes organisering. Vi står overfor en periode med hård klassekamp. En periode hvor arbejdsgiverne vil forsøge at trænge arbejderne tilbage på alle fronter. Kampen er den samme, om vi ser til Wisconsin, Spanien eller Grækenland, og den er kun ved sin begyndelse. Før snarere end siden vil hele arbejderklassen i Danmark blive tvunget i kamp, som arbejderne på CSC er blevet det. Vi må lære af erfaringerne og tage dem med ind i arbejderbevægelsen og ruste den til de kommende udfordringer. Arbejdsgiverne vil have løn og arbejdsforhold som i ”de gode gamle dage”. De glemmer blot at de så får den ”gode gamle” klassekamp. -
Ingen tillid til arbejdsgiverretten! Stå fast på kravene! Fuld enhed! Spred kampen til flere arbejdspladser!
Blokadens effekt og begrænsninger Da de strejkende på CSC onsdag i sidste uge besluttede at lave en fuld blokade på Retortvej og fra i fredags på Engvej, var det et vigtigt skridt mod chefernes angreb på de organiserede arbejdere. Et par dage blev der effektivt lukket ned for CSC. Nu rejser der sig nye udfordringer.
Af: Rasmus Jensen Efter fire måneders lockout af 116 PROSA medlemmer, to ugers strejke fra 450, og en ”virtuel” blokade, var det klart for de fleste foran porten på Retortvej, at effekten for virksomheden var minimal. Under hele konflikten har ledelsen af CSC skidt højt og flot på alle regler og har ikke vist tegn på at imødekomme de strejkende. Det var derfor også vigtigt fra arbejdernes side at sætte hårdt mod hårdt.
Blokadens formål
Da det blev besluttet, at lukke CSC ved porten på Retortvej var det et forsøg fra de strejkendes side på at ramme virksomheden. Ved at forhindre skruebrækkere og de arbejdere på CSC, der ikke er omfattet af strejken, i at komme ind og holde systemerne kørende, ville et nedbrud have store konsekvenser for mange af CSC’s kunder som f.eks. Skat, Politi, efterretningstjenesterne med flere. Arbejdernes stærkeste våben i en strejke er, at de kan få en virksomhed til at gå i stå og dermed ramme dem direkte på pengepungen. I denne konflikt er det blevet vist med tydelighed, at alle illusioner til, at det kan lade sig gøre at appellere til arbejdsgivernes ”fornuft” og ”ansvarlighed”, kun er illusioner. CSC’s mål har været at smadre fagforeningen og arbejdernes organisation. De har lockoutet, brugt skruebrækkere, fyret tillidsfolk, afvist forhandlinger, brudt alle regler og krævet, at alle arbejdere fulgte direktørernes diktat om en forringelse af retten til at gå i konflikt, tryghed i ansættelse m.m.
i sidste uge, var der nogle CSC-chefer, der tydeligvis var nervøse. Blokaden var ”for effektiv”. De havde derfor fået politiet ud for at løsne rebet, altså at opløse blokaden. Det må tydeligt understreges, at INGEN blokadevagter har været voldelige eller aggressive overfor folk, der ville ind gennem porten. De strejkende havde aftalt, at det skulle være ikke-voldelig blokade. Og disciplinen har været eksemplarisk. De eneste, der har været korporlige, er enkelte slipsedrenge og skruebrækkere, der har forsøgt at mase sig igennem blokaden. I to tilfælde er det blevet forsøgt at bryde gennem blokaden ved at køre ind i blokadevagter med biler. Som i alle andre arbejdskampe, hvor en blokade har været ”for effektiv”, er politiets rolle at sikre arbejdsgiverens interesser. At de enkelte politifolk, der har været ude på blokaden har været venlige og til at tale med, er uden tvivl reelt. Men på trods af deres individuelle kvaliteter handler de efter ordre. Politiets foretrækker at bruge en taktik, der ikke eskalerer konflikten, hvis de kan undgå det. Klokken 9:00 fredag formiddag dukkede politiet op med seks betjente, der pænt bad blokade vagterne om at fortrække til modsatte fortov, så skruebrækkere kunne komme ind uhindret. Tirsdag formiddag blev 200 lukket ind ad porten af politiet. Det er et hårdt slag.
Det eneste, der kan få de høje herrer på direktionsgangene til at ryste i bukserne, er truslen om, at driften bliver alvorligt ramt og dermed risikoen for økonomiske tab. Kun hvis denne trussel er reel, det vil sige, at der effektivt lukkes for skruebrækkere, teknikere, materiel o.l., vil blokaden gå fra at være en sten i skoen til at blive en strikke om halsen.
Blokaden brudt af politiet
Efter to dage med et minimum af brud på blokaden på Retortvej, onsdag og torsdag
Skruebrækkere under politiekskorte
Ingen fine fornemmelser – alle ud nu!
Hvordan er ledelsen i stand til at holde systemerne kørerende på trods af de mange i strejke? Først og fremmest fordi halvdelen af arbejderne på CSC er ikke kaldt ud i strejke! Det blot på grund af en teknikaltet om strejkevarsel. Skal den overholdes, kan de først gå i strejke til december! Arbejdsgiveren er ligeglad med reglerne. I sådan en situation er det ikke bare farligt, men direkte skadeligt at holde sig for fin til at svare igen med samme midler. PROSA’s ledelse må presses til at kalde resten ud øjeblikkeligt. Det kan vinde strejken, hvis alle blev kaldt ud samtidig. Valget ligger på PROSA’s ledelses skuldre.
Spred kampen til resten af arbejderbevægelsen
Blokader har stor effekt, men også begrænsninger. Selvom der har været opbakning til blokaden fra flertallet af de strejkende og store dele af de ansatte, der stadig arbejder inde på CSC, fordi de ikke er omfattet af konflikten, har blokaden, isoleret set, en begrænset virkning, efter at politiet er begyndt at ”åbne vinduer”. Det betyder, at det er på tide at se sig om efter yderligere midler til at presse arbejdsgiveren. Blokade er ikke længere nok alene.
Nye skridt må tages. Alle i det bureaukratiske maskineri i dansk fagbevægelse ved udmærket, hvad der foregår på CSC. Problemet er, at informationerne ikke trænger ned gennem systemet, ud til de menige arbejdere på gulvet af landets arbejdspladser. I stedet serveres den danske befolkning for den ene løgnehistorie efter den anden om de ”privilegerede” CSC arbejdere gennem massemediernes løgnekampagne. Det er farligt. De strejkende på CSC har brug for allierede. Ikke fine hensigtserklæringer fra faglige ledere, men allierede der har lige så meget at miste og derfor kæmpe for, som arbejderne på CSC. Det vil sige andre arbejdere. De eneste, der kan komme de strejkende til hjælp, er arbejdere fra andre arbejdspladser, der gennem sympatikonflikter kan sætte CSC under pres. Dette bør selvfølgelig starte med PROSA-SAS, som er blevet bremset af en teknikaltet ved en tidligere afstemning, selvom det var åbenlyst, at der var flertal. PROSA bør kalde alle ud øjeblikkeligt.
Hvis konflikten pludselig begyndte at sprede sig til flere og flere virksomheder og større og større dele af samfundet blev ramt, kan det nok være, at CSC måtte rette ind. Men det kommer ikke til at ske før at landets arbejdere, startende med arbejderne på de større arbejdspladser med gode faglige traditioner får at vide, hvad der foregår. Denne opgave kan tilsyneladende ikke overlades til fagbevægelsens top, der har glimret ved deres fravær. Derfor er det afgørende, at arbejderne selv sender delegationer til arbejdspladser som Lufthavnen, DSB, busgarager osv. Hvis kampen forklares og det gøres klart, at CSC’s angreb åbner for massive angreb fra alle arbejdsgivere, vil flertallet af arbejdere være lydhør og klar til at støtte op. En bred appel med støtte til følgende paroler vil møde bred opbakning blandt almindelige arbejdere:
- Nej til arbejdsgiveres ”frigørende konflikter” - Imod til brug af skruebrækkere - Forsvar løn og arbejdsforhold
Ingen tid at spilde
Som situationen står nu, hvor cheferne i CSC er i stand til at holde systemerne kørende, arbejder tiden imod de strejkende. Derfor skal der handles nu. Der må hurtigst muligt indkaldes til et møde for tillidsfolk og interesserede fra alle landets arbejdspladser, der kan diskutere situationen og sprede kampen. Det er fagtoppens opgave at gøre dette. Det står klart. Men lever de ikke op til deres ansvar, må arbejderne tage sagen i egen hånd og selv tage ud. Men først og fremmest må PROSA kalde alle ud i strejke. Slut med flinkeskole! - der må sættes hårdt mod hårdt
- Forsvar retten til faglig organisering og kollektive overenskomster.
TEGN ABONNEMENT på
Socialistisk Standpunkt Socialistisk Standpunkt er den marxistiske strømning i arbejderbevægelsen og ungdommen. Vi er organiserede omkring avisen ved samme navn og deltager aktivt i fag- og studenterbevægelsen. Vi mener at de seneste års højredrejning i toppen af arbejderbevægelsen har været katastrofal og må vendes. Toppen af arbejderpartierne (S, SF og Ø) og fagforeningerne er kommet for langt væk fra almindelige arbejdere og unges hverdag. Mange fagforeningsbossers forhold minder mere om arbejdsgivernes end de medlemmer de repræsenterer. Det har alvorlige konsekvenser når kampen skal tages som den skal i dag på CSC. Vi ser ikke bare passivt til, men kæmper aktivt og tålmodigt for at
arbejderpolitik, dvs. socialistisk politik, igen kommer i første række i arbejderbevægelsen. Den internationale kapitalisme er i en alvorlig krise og borgerskabet vil lægge hele byrden på arbejderklassen og ungdommen som vi ser det over hele verden i øjeblikket. Gå med i Socialistisk Standpunkt eller tegn et abonnement. Et år (10 numre): 250 kroner Bestil abonnement på www.forlagetkompas.dk
Behov for ny linje i fagbevægelsen Konflikten på CSC har med al tydelighed vist, at situationen på det danske arbejdsmarked har ændret sig dramatisk. Tiden hvor fredelige forhandlinger kunne føre til forbedringer er for længst forsvundet.
Af Marie Frederiksen Arbejdsgiverne er gået i offensiven over hele linjen. Dansk Arbejdsgiverforening, DA, står helhjertet bag CSC og deres frontalangreb, der ikke bare er rettet mod de ansatte på CSC, men mod hele den danske arbejderklasse. Et frontalangreb med det ene formål, at presse profitterne i vejret. En lang række af landets største virksomheder præsenterede tidligere på året årsregnskaber for 2010 med kæmpestore overskud. Hvis vi ser på ti af de største selskaber, er overskuddet i gennemsnit steget med ikke mindre end 454 procent. Det viser en gennemgang, som Politiken har lavet. De stigende overskud er kommet ved at fyre folk og få de resterende til at arbejde hurtigere uden reallønsstigninger. Lykkes CSCs angreb er det et stort søm i ligkisten til de nogenlunde løn- og arbejdsforhold, som de danske arbejdere har tilkæmpet sig de sidste 150 år.
Den nye virkelighed
Det er på tide, at fagbevægelsens top også indser, at situationen har ændret sig. Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, anerkendte på støttedemonstrationen foran CSC, at der eksisterer en ”ny virkelighed”. Desværre henviste hun til, at hun havde forhandlet en aftale på plads for arbejderne i SAS, som havde accepteret en lønnedgang på op mod 20 procent. Konflikten på CSC viser, hvor langt arbejderbevægelsens ledelse har bevæget sig fra arbejderklassen. Mens de ansatte på CSC har udvist en enorm kampvilje i månedsvis, har de i høj grad manglet aktiv opbakning fra fagbevægelsen. Mange fagforeninger har sendt støttemeddelelser, og flere har også sendt støttebeløb, men udover det, har den konkrete aktive støtte glimret ved sit fravær. Fagtoppen har intet gjort for at modgå mediernes misinformation ved at videregive reel information. De har intet gjort for at organisere arbejdernes kamp eller at sprede den. Som første skridt i at støtte strejken burde de have indkaldt et tillidsmandsmøde, der kunne diskutere hvilke skridt man ville tage til at bakke de strejkende op.
HK har spillet en direkte skadelig rolle pga. af gammelt nag mellem HK og Prosa. Selv de strejkendes egen fagforening, Prosa, har været mere eller mindre fraværende, efter at strejken startede, og har for eksempel ikke været tilstede på blokaderne og i den konkrete organisering af strejken. Prosa burde være gået helhjertet ind i kampen fra dag et, ved hele tiden at tage skridt tilbage, acceptere elendige forlig osv. har de i stedet opildnet CSC til at kræve endnu mere. Senest har Prosa tilbudt CSC at suspendere konflikten, hvis de gik med til forhandlinger ud fra det forslag med minimale ændringer, de strejkende allerede har forkastet. Når man ser på konfliktens principielle karakter, må det undre, at fagbevægelsen ikke for længst har varslet sympatikonflikt. Kun Prosa SAS har varslet, og det endda meget sent i konfliktens forløb. At fagbevægelsens medlemmer er parate til at støtte konflikten, viser den enorme opbakning, der var til sympatikonflikt fra medlemmerne i Prosa SAS; sympatikonflikten blev vedtaget med 111 stemmer for og blot 25 stemmer imod, med en stemmeprocent på 90 procent.
Fagforeningerne: en hullet paraply
Det er klart, at denne mangel på organiseret opbakning giver hele arbejdsgiverstanden endnu mere blod på tanden. Det er absolut på tide, at toppen af den danske arbejderbevægelse vågner op og indser, at det er nødvendigt ikke bare at tale med arbejdsgiverne, men at begynde at genoplive kamptraditionerne. Den eneste vej til at få ting igennem ved forhandlinger er gennem et pres på arbejdsgiverne – et pres, der kun kan komme gennem strejke og blokader. Konflikten på CSC viser også den enorme magt, som arbejderklassen potentielt besidder. Den danske arbejderklasse kan stoppe Danmark – lukke elektriciteten, telefonnettet, busserne, togtrafikken, børnepasningen, byggepladserne osv. uden arbejderne er arbejdsgiverne intet. Men den magt er kun reel, hvis den bruges. Enhver kamp kræver organisering og ledelse – det er derfor, arbejderne startede fagforeningerne i sin tid. Konflikten på CSC handler ikke ”bare” om en overenskomst, men om selve fagforeningernes og overenskomsternes
eksistens. Hvis fagforeningerne forhandler lønnedgang på 20 procent og opgiver strejkeretten, så vil langt de fleste tænke, at der ikke er grund til at betale tårnhøje fagforeningskontingenter. Fagtoppen reducerer fagforeningerne til samme rolle som en hullet paraply. Den er meget fin, så længe det ikke regner! Toppen af fagbevægelsen er deres egen værste fjende; de undergraver ikke bare løn og arbejdsforhold men hele grundlaget for deres egen priviligerede position. Fagforeningerne kan kun fortsætte med at eksisterede, hvis de bliver kamporganisationer.
Fagbevægelsen tilbage til medlemmerne
Det er på tide at råbe vagt i gevær. Den danske arbejderklasse står overfor historiske angreb på deres forhold, og der er brug for fagforeningerne. Toppen i fagbevægelsen må presses til at gå forrest i medlemmernes kampe og ellers må de skiftes ud med andre som vil. Men det sker ikke af sig selv. CSC arbejderne må genindtage deres fagforening Prosa, blive aktive og ændre linjen, så Prosa bliver en ægte kamporganisation. CSC arbejderne må i Prosa starte organsieringen af en venstrefløj i fagbevægelsen for alle, der ønsker at få fagforeningerne tilbage til deres oprindelige formål; at være arbejdernes kamporganisationer. Der må oprettes tillidsmandsnetværk, der kan udbrede erfaringer og kampe på tværs af fag. Fagbevægelsen må vindes tilbage til medlemmerne, fagtoppen må gå forrest i kampene – den bedste måde at sikre det er ved at kræve arbejderledere på arbejderløn; alle privilegier må afskaffes.
Revolutionær bølge Konflikten på CSC er en forsmag på, hvad der er i vente; angreb på alle fronter. Angrebet på CSC arbejderne er en del af samme proces, hvor alle arbejdernes forhold smadres, som vi ser det nu i bl.a. Grækenland og Spanien.
Af: Marie Frederiksen
tyske og franske banker.
Gang på gang blev vi fortalt at krisen var ovre, at nu gik det fremad. Det billede er nu slået i tusinde stykker. Flere og flere økonomer lufter deres bekymring for verdensøkonomiens tilstand – af risikofaktorer nævnes en opbremsning af den kinesiske vækst, alvorlige problemer i USA og ikke mindst de europæiske gældskriser.
Lederne for EU, den Internationale Valutafond (IMF) o.l. advarer om at et nyt kollaps som det vi så i 2008 kan være på vej. Problemet er, at staterne denne gang allerede er dybt forgældede af at redde verdens banksektorer efter første krak. Verdens ledere er i dyb krise: lige meget hvad de gør, er det ikke godt nok.
Det står klart at Grækenland vil gå statsbankerot, hvis ikke nu så senere. Grækenland skylder nu 2.536 milliarder danske kroner væk. Tidligere direktør for den amerikanske centralbank, Greenspan udtalte til New York Times at chancerne for en statsbankerot er så store, ”at man næsten må sige, at der ikke er nogen anden vej ud”. Det samme scenarium kan flere EU lande stå overfor. Går Grækenland statsbankerot vil det sende chokbølger ud over hele verdensøkonomien, ikke mindst de europæiske økonomier. "Smitte fra (enhver) statsbankerot kunne nå Portugal og Irland, og derefter pga. den høje gæld, Italien og Belgien, endda før Spanien”, sagde Juncker, leder af eurogruppens finansministre. En af årsagerne til den dybe bekymring over et græsk statsbankerot fra tysk og fransk side er, at en stor del af den græske statsgæld er i
Økonomerne er nu ved at indse at krisen langt fra var slut. Det har verdens arbejdere imidlertid allerede for længst lært på den hårde måde. For at redde bankerne og økonomierne generelt har staterne optaget massive lån, som de nu kræver, at arbejderklassen betaler gennem omfattende privatiseringer, højere pensionsalder, lavere lønninger og nedskæringer – samtidig med at arbejdsløsheden eksploderer. Staternes forsøg på at opnå økonomisk stabilitet har ført til enorm politisk og social ustabilitet. I det ene land efter det andet er masserne: arbejderne, ungdommen, de arbejdsløse, de fattige og store dele af middelklassen, gået på gaden i hundredetusinde, ja endda millionvis. I Portugal medførte det regeringens afgang og i Grækenland en regeringsrokade og en tillidsafstemning.
I de arabiske lande tvang den revolutionære bevægelse flere diktatorer til at gå af. Krav om demokrati, arbejde, ordentlige forhold og et værdigt liv er blevet rejst – problemerne er endnu ikke løst, revolutionen er først lige begyndt. Fra de arabiske lande har revolutionen inspireret massebevægelser både i USA i Wisconsin og op i Europa, først til Spanien og siden Grækenland. I begge sidstnævnte lande har masserne besat de centrale pladser i de større byer i længere perioder. På pladserne og i lokalkvarterer holdes der stormøder med tusinder af deltagere. I begge lande er der socialdemokratisk ledede regeringer, og bevægelserne er rettet ikke blot mod specifikke politiske forslag men mod hele systemet – de kræver virkeligt demokrati. Siden weekenden har bevægelserne taget et vigtigt skridt frem både i Spanien og Grækenland – begge steder er kravet om en generalstrejke blevet rejst. Det er det korrekte næste skridt: en generalstrejke viser arbejderklassens styrke. I søndags viste elektricitetsarbejderne i Grækenland gennem en strejke, der formåede at lukke for elektriciteten, hvilken enorm magt bare én faggruppe besidder – en samlet arbejderklasse kan lukke hele landet. Det viser netop hvad spørgsmålet om virkeligt demokrati drejer sig om: på kapitalistisk basis er der ingen vej uden om en græsk statsbankerot og efterfølgende dyb økonomisk krise i resten af Europa og verden, med alvorlige konsekvenser for arbejderklassen og ungdommen til følge. Ægte demokrati kan kun gennemføres hvis det indbefatter arbejdernes demokratisk kontrol over de vigtigste dele af økonomien, så den kan planlægges til flertallets bedste og ikke forvaltes af en lille elite, der kun går efter mest mulig profit.
Demonstration i Spanien med krav om “virkeligt demokrati nu!”
De problemer, der har fået bevægelsen i Grækenland, Spa-
nien og de arabiske lande til at blusse op, eksisterer i den ene eller anden grad i alle lande. Lignende kampe vil kunne komme som et lyn fra en klar himmel, også i Danmark, i den næste periode.
Studenterprotester i England i efteråret. 30 juni har flere offentlige fagforeninger indkaldt til strejke imod angreb på pensionerne. Grækenland Syntagma pladsen
Socialistisk Standpunkt
Udgives af avisforeningen Socialistsik Standpunkt Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61 65 10 88 ISSN: 1901-1695 www.marxist.dk marxist@marxist.dk
Den marxistiske avis i SF, arbejderklassen og ungdommen
Nationalisering
Den nuværende konflikt på CSC er med til at rejse spørgsmålet om hvilke dele af produktionen i samfundet, som kan tillades at være på private hænder. Dette skyldes at CSC løfter vitale opgaver i samfundet, som for eksempel borgeres indskrivning på hospitaler, inddrivningen af skat samt politiets datasystemer, CPR oplysninger og andre offentlige aspekter, der vedrører alle borgere.
Af: Anton S Måden hvorpå private virksomheder opnår en stigende profit er ved at sænke produktionsomkostningerne. I en privat virksomhed vil jagten på profit altid være det primære mål og dermed at presse arbejdernes løn- og arbejdsforhold. Med hensyn til en produktion der skal fungere på den mest optimale måde for samfundet, som for eksempel transport, energi eller CSCs offentlige opgaver, er det derfor essentielt at produktionen ikke drives af private virksomheders profitjagt, men derimod af målet om stabilitet og kvalitet. Disse mål om stabilitet og kvalitet kan kun løftes ved en demokratisk bestemmelse af produktionen og da man ikke kan bestemme over noget man ikke ejer er en nationalisering nødvendig. Dette skyldes at samfundet ikke kan fungere optimalt
hvis ikke produktionen fra disse sektorer løftes til bedste evne. CSCs krav, der lagde grunden for den nuværende konflikt, afspejler klart denne rendyrkede jagt på profit med krav om en samlet tilbagegang på løn- og arbejdsforhold på 30 % samt at arbejderne frasiger sig retten til at strejke. Ydermere har denne absurde jagt på profit ikke blot tvunget medarbejderne ud i konflikt, men har ligeledes konsekvenser for resten af befolkningen. Dårlige løn- og arbejdsforhold kan ikke betyde andet end ringe kvalitet og stabilitet. Derudover udfører CSC opgaver, som er kendetegnet ved en udførlig sikkerhedsgodkendelse af medarbejderne da de varetager personlige oplysninger om den almene befolkning. Det er derfor ikke kun beklageligt for medarbejdernes side at denne virksom-
hed er på private hænder, men et generelt samfundsmæssigt problem. CSCs griske jagt på profit har ført dem til at bryde disse sikkerhedsgodkendelser af medarbejderne ved at benytte sig af skruebrækkere uden den nødvendige godkendelse. Vi opstiller krav om nationalisering for at opnå de bedst mulige vilkår for befolkningen, da produktionen ikke må bestemmes af profithungrende privatinteresser, der ikke fordrer en produktion som begunstiger samfundet bedst muligt. Derimod vil en nationaliseringen af CSC og de andre vitale sektorer, nævnt tidligere, muliggøre at produktionen bestemmes demokratisk af borgerne og arbejderne, for befolkningens bedste og med sikring af ordentlige løn- og arbejdsforhold.
www.marxist.dk