Medlemsblad for Kreds Øst nr. 3/2017

Page 1

M E D L E M S B L A D F O R K R E D S Ø S T / E N F I N A N S K R E D S I F I N A N S F O R B U N D E T / S E P T E M B E R 2 017

JERNKVINDEN FRA LÆGERNES BANK Jeg nyder at være stærk og have en krop, der fungerer optimalt. Samtidig giver det også en mental styrke, siger 50-årige Linda Hansen. Hun træner 12-13 timer om ugen ved siden af sit fuldtidsjob som teamleder og er i verdenseliten for triatleter i sin aldersklasse SIDE 6

TILLID, RESPEKT OG RESULTATER /2

SÆRLIGE ARBEJDSOPGAVER SKAL OGSÅ AFLØNNES /4

FLERE OPLEVER DÅRLIG TRIVSEL /5


2

TILLIDSMANDSVALG

Af Elisabeth Teisen

Tillid, respekt og resultater Tillidsmandsvalget står for døren. Her fortæller fællestillidsmand Susan Broager og Keld Thornæs, HR- & Kommunikationsdirektør i Lån & Spar om deres syn på rollen og udbyttet for både medarbejdere og virksomhed. Måske til inspiration for dig, der overvejer at tage stafetten i din virksomhed

”Engang imellem er det krævende”, indrømmer Susan Broager, fællestillidsmand i Lån & Spar. Og det er tillidsmandshvervet hun taler om. ”Det kræver tid og engagement i en hverdag, hvor der er massivt pres på din opmærksomhed, dine kompetencer og evne til at få noget fra hånden. Men alligevel ville jeg ikke undvære det”. Susan Broager har været tillidsmand i otte år og fællestillidsmand i 2 1/2. Desuden er hun også medlem af bestyrelsen i Kreds Øst. ”Det er udfordrende og spændende at få lov til at hjælpe kolleger, der måske står i en svær situation. Det er lærerigt at skulle mægle i konflikter eller tage brodden af situationer eller oplevelser, der kan hærde til rigtige problemer, hvis de ikke bliver grebet i tide. Og det er en gave at lytte til og tale med kolleger, der bare gerne vil have luft eller et godt råd”. Der følger selvfølgelig også andre opgaver i den mere administrative

HVEM KAN BLIVE TILLIDSMAND? For at blive tillidsmand skal du opfylde følgende formelle betingelser: • Du skal være medlem af Finansforbundet • Du skal have været ansat i mindst 12 måneder på din arbejdsplads • Du må ikke være afdelingsleder • Du må ikke være i en opsagt stilling • Du må ikke være elev. Desuden kræver jobbet, at du er motiveret for at tage ansvar for dine kollegaers overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår. Det er en stor udfordring, som samtidig giver dig noget tilbage i form af kompetenceudvikling, indflydelse og spændende oplevelser.

Susan Broager har været tillidsmand i Lån & Spar i otte år.

”Det er udfordrende og spændende at få lov til at hjælpe kolleger, der måske står i en svær situation” Susan Broager, tillidsmand i Lån & Spar


TILLIDSMANDSVALG

genre, som hører til det at være en del af en medlemsorganisation. Man skal fx have lyst til at gøre nye kolleger opmærksom på, at Finansforbundet altså er en organisation, det er værd at være medlem af, og at der er et fællesskab, som står stærkere, hvis mange bakker op. ”Og så er der selvfølgelig samarbejdet med ledelsen. Det er en hårfin balance. Kollegerne skal være sikre på, at du er der for dem. Det er simpelthen den vigtigste funktion af tillidsmandsinstitutionen. Men hvis du skal have resultater igennem, kræver det også, at du har en god dialog med ledelsen. Det kræver ikke enighed men en sober tone, hvor man også i den relation er parat til at lytte til argumenter”, siger Susan Broager.

Respekt for hinandens opgaver Og her er hun helt på linje med Keld Thornæs, HR- & Kommunikationsdirektør i Lån & Spar. Nu kan man måske mene, at det er lettere at blive enige med ledelsen i en virksomhed, der ligesom har fagbevægelsen i sit dna, i og med at Lån & Spar er ejet af FTF og AC. Men Keld Thornæs er ikke i tvivl om sin klassiske rolle som arbejdsgiverrepræsentant, der skal varetage ledelsens interesser i forhandlinger med medarbejdernes repræsentanter. ”Vi er helt klar over hinandens forskellige roller, og vi har fuld respekt for hinandens opgaver og forskellige vinkler. Men netop med det udgangspunkt er dialogen så væsentlig. Vi hjælper med at gøre hinanden gode”. Et fælles mål er glade medarbejdere, der trives og har det godt, medarbejdere, der forstår deres opgaver og den sammenhæng, de indgår i. ”Sager har altid mere end én vin-

Keld Thornæs, HR- & Kommunikationsdirektør i Lån & Spar.

kel – og som regel også mere en to. Derfor skal vi lytte for at stykke hele billedet sammen. Det gælder, uanset om det handler om en enkelt medarbejder, der er ved at komme ud i tovene, eller når større ændringer skal gennemføres. Så mange misforståelser kan forebygges med ordentlig kommunikation”, siger Keld Thornæs. ”Jo tættere man er på hinanden, jo lettere er det at finde løsninger. Det kræver også, at man sørger for at holde en hyppig kontakt, og så er det dejligt, at tillidsmændene gennem uddannelsen kommer med så gode kompetencer, for grundlæggende handler det om at bruge vores kompetencer og viden til fælles bedste”.

DER ER PLADS TIL MANGE FLERE ”Jo tættere man er på hinanden, jo lettere er det at finde løsninger” Keld Thornæs, HR- & Kommunikationsdirektør i Lån & Spar

Der er p.t. 149 tillidsmænd i Kreds Øst. Der er for tiden omkring 15 virksomheder, der kunne have en tillidsmand, men som ikke har det. Disse virksomheder har Kredsbestyrelsen særlig fokus på, og hvis I er medlemmer i en virksomhed uden tillidsmand – så må I meget gerne rette henvendelse til kredsen på mail: kredsoest@finansforbundet.dk, hvis I mener, at der kunne være en kollega, der ville være god som jeres tillidsmand. Så tager kredsbestyrelsen gerne en snak med vedkommende. Endvidere er der en del virksomheder, hvor der ikke er valgt det antal tillidsmænd, de kan. Her håber kredsen, at der nu bliver suppleret med nye tillidsmænd. Valget er gældende for en to-årig periode, medmindre der lokalt er aftalt andet. Bl.a. kan det oplyses, at Nets har ændret til en 3-årig periode. Det betyder, at der her først skal holdes valg igen om ét år.

3


4

DET JURIDISKE HJØRNE

Af journalist Carsten Jørgensen

Særlige arbejdsopgaver skal også aflønnes Deltagelse i kundearrangementer om aftenen og i weekenden skal aftales mellem leder og medarbejder, og som udgangspunkt har man ret til at sige nej. Når du skal overvære en fodboldkamp sammen med din virksomhedskunder, er der stadig tale om en arbejdsopgave, som skal aflønnes

Banken deltager i handelsstandsforeningens bynight-arrangement i byen. Derfor holder bankens afdelinger i byen åbent fra kl. 18 til 22. Personalet uddeler balloner og informationspjecer om bankens produkter. De afvikler også en konkurrence om hvem der kan stable den højeste bunke 20-kroner. Hvordan forholder man sig som medarbejder til at skulle deltage? Og skal man aflønnes for det? Et andet eksempel kan være, at virksomheden inviterer kunderne til at besøge ZOO en tirsdag aften, sammen med ansatte i virksomheden. Eller at afdelingens ledelse beslutter at der skal gennemføres en ringeaften, hvor medarbejderne skal ringe til udvalgte potentielle kunder og forsøge at aftale et møde med dem. Arbejdet foregår fra kl. 16.30 til kl. 20.00. Og så er der den store, vigtige fodboldkamp, som virksomheden inviterer fem storkunder til at overvære. Virksomheden aftaler med erhvervskundechefen, at han deltager sammen med kunderne. Du er en af de fem andre medarbejdere, der også tilbydes at deltage, og da du elsker fodbold, er du straks med på at deltage. Eksemplerne på arrangementer uden for arbejdstid er mange, og Finansforbundets juridiske afdeling får ofte henvendelser fra medlemmer, som er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til at deltage i dem. Ovenstående eksempler er alle at finde i den vejledning om særlige arbejdsopgaver, som Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening har udarbejdet. ”Uanset om du elsker at gå til fodbold eller i ZOO eller gerne frivilligt vil stille dig til rådighed for din virksomhed, er der i alle eksemplerne tale om særlige arbejdsopgaver, som falder ind under bestemmelserne i standardoverenskomstens § 9. Det indebærer, at leder og medarbejder skal aftale om medarbejderen skal deltage i arrangementet, og at deltagelse skal honoreres i overensstemmelse med overenskomstens regler”, siger

Katja Heberg, juridisk konsulent i Finansforbundet. Som udgangspunkt kan man som medarbejder altså sige nej til at deltage i et arrangement uden for normal arbejdstid. Dog har lederen ret til at beordre over- eller merarbejde i forbindelse med arrangementer, hvis medarbejdere, der har aftalt at deltage, bliver syge, eller hvis arrangementet får et omfang, som man ikke kunne indse ved indgåelsen af aftalerne, eller når arrangementerne er påvirket af uforudsete begivenheder. Deltagelse i arrangementer uden for normal arbejdstid udløser dog altid betaling i forholdet 1:1 og tillæg afhængig af hvornår på døgnet, man har de særlige arbejdsopgaver.

DET SIGER STANDARDOVERENSKOMSTEN § 9 Særlige arbejdsopgaver Stk. 1 Ved særlige arbejdsopgaver af markedsføringsmæssig art i eller uden for virksomheden aftaler leder og medarbejder dennes deltagelse. Der ydes betaling i forholdet 1:1 og tillæg herfor i henhold til § 8, stk. 4. § 8 Aftaler og tillæg Stk. 4. Ved aftalt arbejdstid på særlige tidspunkter betales: For arbejde på hverdage: Kl. 06.00-07.00 og kl. 18.00-20.00 et tillæg på 45% af timelønnen Kl. 07.00-08.00 et tillæg på 25% af timelønnen Kl. 20.00-06.00 et tillæg på 65% af timelønnen For arbejde på lør-, søn- og helligdage: Kl. 06.00-22.00 et tillæg på 65% af timelønnen Kl. 22.00-06.00 et tillæg på 75% af timelønnen Ved sygdom, ferie mv. betales sædvanligt tillæg. På Finansforbundet.dk kan du downloade ”vejledning om særlige arbejdsopgaver” under Rettigheder & Regler og derefter regler om arbejdstid.


PSYKISK ARBEJDSMILJØ

Flere oplever dårlig trivsel 18 procent har helbredstruende stresssymptomer, og markant færre er stolte over deres arbejdsplads end for et år siden, viser trivselsmåling blandt 860 medarbejdere på Kreds Øst-virksomheder. Der skal et langt sejt træk til for at styrke trivslen, vurderer Birgitte Abildgaard fra kredsbestyrelsen

Andelen af medarbejdere i Kreds Østvirksomheder, der ofte eller meget ofte oplever helbredstruende stress-symptomer (søvnløshed, hovedpine m.v.) er steget fra 8 procent i 2016 til 18 procent i 2017, viser den trivselsmåling, Finansforbundet har gennemført i maj i år. 860 blandt de i alt 8.131 deltagere i undersøgelsen er tilknyttet Kreds Østvirksomheder, og i sammenligning med øvrige finansansatte trives de lidt mindre. I gennemsnit oplever 15 procent af forbundets medlemmer således helbredstruende stress-symptomer i 2017, viser undersøgelsen. For et år siden kunne 39 procent af Kreds Østmedarbejderne bekræfte, at det i høj grad passer, at de gerne fortæller deres venner, at deres virksomhed er et godt sted at arbejde. I 2017 er tallet faldet til 28 procent, mens det for Finansforbundet som helhed er 30 procent, som angiver, at de er stolte over deres virksomhed. ”Vi er en sammensat kreds med meget forskellige virksomheder, og jeg kan forestille mig, at der er stor forskel på hvordan medarbejderne trives. Men i forhold til de generelle tal for hele Finansforbundet ligger Kreds Øst-tallene rimelig tæt på gennemsnittet”, siger Birgitte Abildgaard, der i kredsbestyrelsen især beskæftiger sig med trivsel. Hun peger på, at it-ansatte i Kreds Øst-virksomhederne ligger lidt højere end øvrige medarbejdere, når det handler om stress-symptomer. Generelt kan

det både give udslag i stress-symptomer og faldende stolthed, når medarbejdere føler, de må gå på kompromis med kvaliteten i deres arbejde. ”På privatrådgivere kan det gøre ondt, at de ikke har tid nok til at yde kunden bedst mulig service og komme hele vejen rundt om kundens økonomi, fordi de skal videre til et nyt møde”, siger Birgitte Abildgaard.

Det lange seje træk Trivsel er på dagsordenen i mange Kreds Øst-virksomheder, og kredsbestyrelsen har også fokus på aktiviteter, der kan styrke medlemmernes psykiske arbejdsmiljø. ”Trivsel har været et emne på flere af vores tillidsmandsseminarer, og vi forsøger i det hele taget at bringe trivselsdebatten ud på arbejdspladserne via vores tillidsmænd. Samtidig er vi tilstede på en række gå-hjemmøder om trivsel. Eksempelvis i BEC i Roskilde den 14. september (kort før dette blads udgivelse red.)”, fortæller Birgitte Abildgaard. Hun tror ikke på hurtige snuptagsløsninger for trivslen. ”Det er det lange seje træk, der skal til for at forbedre trivslen. Selv om vi det seneste års tid har været forskånet for dårlige sager, der har ramt Kreds Øst-virksomhedernes image, så går der længe, før vi rejser os helt efter finanskrisen”, siger Birgitte Abildgaard.

5


6

PORTRÆT

Af journalist Elisabeth Teisen Foto: Nana Reimers

Jernkvinden fra 50-årige Linda Hansen træner 12-13 timer om ugen ved siden af sit fuldtidsjob som teamleder og er i verdenseliten for triatleter i sin aldersklasse. Hun håber at kvalificere sig til næste VM på Hawaii i 2018

Scenen er Hawaii. Det er omkring 30 grader varmt, det blæser, og luftfugtigheden er som i en jungle. I de omgivelser skal teamleder Linda Hansen, Lægernes Bank, i oktober 2016 svømme 3,8 km, cykle 180 km og løbe en marathon på 42,195 km. Kombinationen, der udgør en ironman. Målet er at gøre det på omkring 11 timer i alt. Det skal nok gå, tænker Linda Hansen, 50 år. Hun er taget til Hawaii ni dage før verdensmesterskaberne i ironman starter, så hun kan vænne sig til varmen og ikke mindst luftfugtigheden. Hjemme i Danmark har hun trænet med ekstra meget tøj på, og hun har trænet i spinningrum, hvor alle, der har prøvet det, ved, at både temperatur og luftfugtighed lynhurtigt stiger, når der kommer gang i pedalerne. Men der var lige det, at Linda blot seks uger før havde gennemført en ironman i København på drømmetiden i hendes aldersgruppe på 11 timer og fire minutter. Den sad stadig i kroppen. Og så var der vulkanerne på Hawaii, som hun heller ikke rigtigt havde kunnet træne sig op til i Danmark. ”Der er voldsom forskel på at gennemføre en ironman i fladt terræn og kuperet terræn, og ja, jeg var nok ikke helt restitueret efter konkurrencen i København”, fortæller Linda Hansen. På spørgsmålet stillet med lige dele undren/beundring ”Jamen, hvorfor?” af Kreds Øst’s udsendte medarbejder,

der blev forpustet af distancen fra Østerbro til Lægernes Bank på Frederiksberg, kommer svaret med stor selvfølgelighed: ”Måske ville det verdensmesterskab i Hawaii være min eneste chance i mit liv. Jeg havde kvalificeret mig til det i København i august, og det er ikke sikkert, at det lykkes mig igen, så ja, jeg måtte afsted, selvom det måske ikke var det mest hensigtsmæssige”.

Kulminationen på alle konkurrencer Linda Hansen fortæller, hvordan kampen om verdensmesterskabet i Hawaii simpelthen er kulminationen på alle konkurrencerne i årets løb. Det var her verdensmesterskabet første gang løb af stablen i 1978, og det er årets største sportsbegivenhed på Big Island, som i de dage helt er gearet til de omkring 2.500 elitesportsfok fra hele verden. Hun kaster sig altså ud i det, og den første del går fint. Hun nyder at svømme de 3,8 km langs kysten i det blå vand med farverige fisk og finere temperatur, end hun er vant til. Hendes tid er bedre end normalt. Men så skal hun op på cyklen efter hurtigt at være blevet smurt ind i et tykt lag solcreme af kvinder med plastikhandsker og creme i 10-liters dunke. Det skal gå tjept. Transitionstider er et kapitel for sig i verdenseliten. Hvordan får man hurtigst skiftet tøj og sko og gjort sig klar til næste udfordring? Et par sekunders smøl koster på regnskabet. Cykelturen er hård. Nu er Linda for

alvor kommet på vulkaner. Det går op og ned, det er som at cykle i en ovn, og det virker som om, hun har modvind lige meget i hvilken retning, hun cykler. Varmen får fødderne til at vokse. Hver gang hun når et depot er det vigtigste selvfølgelig væsken, men næsten lige så vigtigt er det at få fyldt isterninger ned i blusen og et tykt lag op under kasketten. Alligevel er det ikke ret sjovt. Her er det disciplinen og jernviljen står deres prøve. Linda Hansen er ikke den, der stopper. Hun kommer igennem cykelturen, men så skal der også lige løbes en marathon. Heldigvis har hun fået et par løbesko med, der er lidt for store, men da hun når det første miles-mærke, strejfer det hende, at det måske ikke lykkes at gennemføre. Det gør det, men noget af strækningen må gås. ”På det tidspunkt er jeg fuldstændig ligeglad med tiden. Jeg vil bare gennemføre. Og det gør jeg, men 1 time og 40 minutter langsommere end i København”.

Fællesskab med konkurrenterne Hvis man tror, det er ren masochisme, tager man fejl. Undervejs er Linda blevet helt høj af at se én af de smukkeste solnedgange, hun nogensinde har oplevet, og hun har mærket fællesskabet, da alle efter mørkets frembrud har fået udleveret lyskranse, som de løber med. Det er den eneste lyskilde på ruten, så hun beder til, at den sidste strækning er fri for huller. Det er den heldigvis, og endnu bedre: med mørket kommer køligheden. Tror man, det er en ensom sport, tager man også fejl. Medlemmerne af Lindas løbeklub er hjemme i Danmark stået op kl. 4 om morgenen, for at løbe ”sammen” med hende, og de følger hele tiden med i hendes strabadser takket være de updates, Lindas mand sender –


PORTRÆT

Lægernes Bank

”Jeg nyder at være stærk og have en krop, der fungerer optimalt. Samtidig giver det også en mental styrke”, siger Linda Hansen.

7


8

PORTRÆT

for ja, han er jo også med på Hawaii, og følger Linda, så godt han kan. Så skulle man tro, det var nok. Men det er det ikke. Til september tager hun til Italien for at kvalificere sig til verdensmesterskabet på Hawaii i 2018. Heldigvis er der denne gang næsten 12 måneders interval mellem de to løb. Mesterskaberne er en vigtig del af gamet, men det er langt fra det hele. Linda Hansen har altid dyrket sport. Som ung var hun konkurrencesvømmer. Nu træner hun 12-13 timer om ugen ved siden af sit fuldtidsjob, og hun kunne hverken undvære det eller det sociale klubliv omkring træningen. ”Jeg er da ikke helt overbevist om, at det er sundt på det niveau. Det bliver jo ofte diskuteret. Men jeg har ikke haft nogle skader, og jeg nyder det. Jeg nyder at være stærk og have en krop, der fungerer optimalt. Samtidig giver det også en mental styrke. Nu er det jo ikke politisk korrekt at tale om robusthed, men man lader sig altså ikke så let slå af pinden, når man jævnligt må mobilisere al sin viljestyrke, for selvfølgelig er det ikke

altid blot leg og nydelse. Jeg kommer jo til at sætte mig nogle mål, og så vil jeg saftsuseme gennemføre”, siger Linda.

” Nu er det jo ikke politisk korrekt at tale om robusthed, men man lader sig altså ikke så let slå af pinden, når man jævnligt må mobilisere al sin viljestyrke, for selvfølgelig er det ikke altid blot leg og nydelse. Jeg kommer jo til at sætte mig nogle mål, og så vil jeg saftsuseme gennemføre”

Fascineret af ultraløb De ældste deltagere i Hawaii er over 80 år – ofte japanere. De bliver kaldt på scenen ved den store afslutningsceremoni, så alle kan vise dem ære og respekt. Så længe forestiller Linda Hansen sig ikke selv at fortsætte med sin triatlon (sportsgrenen, hvor man dyrker både svømning, løb og cykling). ”Jeg er også fascineret af ultraløb, som min mand dyrker. Det er alt det modsatte af ironman. Der er ingen virak og ballade. Løbestrækningen er meget længere end marathon. Der er stort set ingen tilskuere. Tiden betyder ikke så meget. Man løber overvejende på naturskønne strækninger. Her er du meget med dig selv. Det er nærmest meditativt”. Så ja, ægtefællen er indforstået med den meget træning, og de to børn på 22 og 24 år klarer sig selv. Det gør de på deres egen måde. De hverken løber, svømmer eller cykler til andet end studierne.


MEDLEMSMØDER 2017

HVERDAGENS DILEMMAER

MØD BLANDT ANDRE FORMANDSKABET OG MADS STEFFENSEN 30. oktober: Rødekro - venteliste 31. oktober: Svendborg 1. november: Aalborg - venteliste 6. november: København - venteliste 8. november: Herning - venteliste

13. november: Randers 14. november: Århus - venteliste 15. november: Hillerød 20. november: Odense 21. november: Aalborg

22. november: Roskilde 27. november: Esbjerg 28. november: Vejle - venteliste 29. november: Næstved 4. december: København

TILMELD DIG PÅ FINANSFORBUNDET.DK/MEDLEM2017


10

KORT NYT Støtte fra Hjælpefond

Meddelser fra kredsen og forbundet | læserbreve | nyheder | etc

Finansforbundets Centrale Hjælpefond kan yde støtte, hvis du uforskyldt har fået økonomiske problemer. Du kan modtage støtten i form af tilskud eller løn. Det er en betingelse for, at du kan få støtte,

Ønsker du bladet elektronisk?

at du er eller har været ansat i en virksomhed tilsluttet FA. Hvis du er tidligere ansat gælder det, at du skal have været i arbejde i minimum to år inden for de seneste fem år, før du søger støtte. Du kan søge, uanset om du er blevet sagt op, eller selv har sagt op.

Du kan nu vælge at framelde dig til at modtage kreds-

På Finansforbundet.dk kan du læse mere og hente ansøgnings-

bladets papirudgave og i stedet vælge at få en elek-

blanketten. Skriv ”søg økonomisk støtte” i søgefeltet.

tronisk version (pdf) tilsendt. Send en mail til: kredsoest@finansforbundet.dk

Støtte til studierejser Finansforbundets Rejsefond yder økonomisk støtte til medlemmer af

Din ansøgning skal som minimum indeholde:

Finansforbundet og tillidsrepræsenter, der via studierejser i Danmark

•b eskrivelse af, hvem du er, og hvorfor du ansøger

eller udlandet ønsker at dygtiggøre sig eller efteruddanne sig. Der ud-

• budget for studieturen

deles portioner af mindst 2.000 kr., og der er ikke noget maksimum pr.

• beskrivelse af hvad du og din virksomhed vil få ud af studieturen

portion.

• dokumentation for fx praktikophold og indhold.

Hvis du vil søge om penge fra Finansforbundets Rejsefond, skal du

Det er en betingelse, at du efter studieturen skriver en rapport om

sende en ansøgning til Evy Grønvall på eg@finansforbundet.dk.

studierejsens indhold og forløb.

UDDAN DIG TIL FREMTIDEN Tag en uddannelse, der ruster dig til dit fremtidige arbejdsliv – og få ECTS point med i købet. Uddannelserne i Finanskompetencepuljen er gratis, og du kan vælge mellem næsten 30 forskellige tilbud på diplom-, bachelor eller masterniveau. Gå ind på

FINANSKOMPETENCEPULJE.DK - og find den uddannelse, der passer til dine udviklingsønsker og karriere. *Du skal være ansat i en finansiel virksomhed, der har overenskomst med Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) for at søge uddannelserne i Finanskompetencepuljen.


11

HAR DU LÆST DIT BLAD? Konkurrencen kræver blot, at du har orienteret dig i bladets artikler for at kunne svare.

Spørgsmål: 1. Hvor længe har Susan Broager været tillidsmand?

For at deltage i quizzen skal du gå ind på

a. 8 år

www.kredsoest.dk og indtaste dine svar.

b. 10 år

Har du spørgsmål til, hvordan du indtas-

c. 12 år

ter dine svar, så ring evt. til Briddi Escherich, Finansforbundet, tlf. 32 66 13 57 for at få hjælp.

I hvilken virksomhed arbejder Linda Hansen? a. PFA Bank

Vi trækker lod om tre supergavekort til

b. Ekspres Bank

www.gavekortet.dk. Vinderne får direkte

c. Lægernes Bank

besked og skal selv indberette gevinsten til skat.

3. Hvor mange medarbejdere fra Kreds Øst-

Vinderne af et Supergavekort på kr. 200

virksomheder deltog i den seneste trivselsmåling?

fra Kreds Øst’s juni-blad er følgende:

a. 760 b. 860

Poul Banghøj - Pensionist

c. 960

Grith Andersen – Danmarks Nationalbank Inga Pultz – BankNordik

4. Hvor mange medlemsmøder holder Finansforbundet i efteråret? a. 10 b. 15 c. 20

Udgiver: Kreds Øst Applebys Plads 5 1411 København K Telefon 32 96 46 00 Telefax 32 96 12 25 E-mail: kredsoest@finansforbundet.dk Hjemmeside: www.kredsoest.dk (ISSN nr. 1902-0015)

Redaktion: Pia Beck Stæhr (ansv.) Lauritz Ehlers Kenneth Samuelsen Birgitte Abildgaard Kommunikation, Finansforbundet

Design: Peter Vendrup, Finansforbundet

Udgives af Kreds Øst - en finanskreds i Finans­forbundet.

Tryk: Buwi Grafisk ApS

“Vi sikrer den menneskelige kapital”

Forsidefoto: Nana Reimers Oplag: 7.600


LEDER

Gode grunde til at blive tillidsmand

Pia Beck Stæhr Kredsformand

Snart er det igen valgtid! I november skal der vælges tillidsmænd ude i vores virksomheder, og derfor følger her en beskrivelse af, hvad man går ind til, hvis man skulle finde på at lade sig opstille. Som tillidsmand får du rige muligheder for at udvikle dig personligt og fagligt – og til CV’et er der også gode ting at kunne sætte på. Tillidsmandsuddannelsen er god og bred og for mange ’noget helt andet end hverdagen’. Man arbejder med det faglige, hvor man lærer overenskomsten, at kende, men også en masse med personlig udvikling, coaching og sagsbehandling og alt dette gør, at du får muligheden for at komme tæt på de store beslutninger. Du bliver uddannet i ledelse og forhandlingsteknikker, alt dette som er med til, at åbne døre til nye muligheder og at gøre en forskel for dine kolleger – og ikke mindst for dig at udvikle dig – og måske sætte skub i din karriere, eller vejen til en ny karriere. Du vil blandt andet få opgaven at være brobygger mellem medarbejdere og ledelse, støtte dine kolleger i samtaler med ledelsen, samarbejde med ledelsen om personaleforhold og fungere som sparringspartner for ledelsen. Det handler om at skabe gode relationer til både kolleger og ledelse, så grunden er lagt for et godt samarbejde. Flere og flere ting bliver forhandlet og aftalt ude i de enkelte virksomheder, og derfor har tillidsmanden også en vigtig opgave som forhandler. Du har ret til – med fuld løn – at gennemføre Finansforbundets uddannelse for tillidsmænd. Du har også ret til at få tid til at klare dine tillidsmandsopgaver inden for normal arbejdstid. Det er sikret i overenskomsten. Det er din lokale tillidsmand på din arbejdsplads, der har ansvaret for, at der bliver afholdt tillidsmandsvalg. Hvis I ikke allerede har en tillidsmand, så kontakt Finansforbundet eller Kreds Øst, og hør nærmere om, hvordan I får valgt en tillidsmand. Velkommen som ny tillidsmand i Kreds Øst – vi glæder os til at tage i mod dig.

”Du bliver uddannet i ledelse og forhandlingsteknikker, alt dette som er med til, at åbne døre til nye muligheder og at gøre en forskel for dine kolleger”


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.