Content_9788711994238.indd 2
06/01/22 12:12 pm
BENT HALLER Sange fra Skarnbøtten
ROMAN • LINDHARDT OG RINGHOF
Content_9788711994238.indd 3
06/01/22 12:12 pm
Sange fra Skarnbøtten Copyright © Bent Haller og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2022 Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Stempel Garamond og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-99423-8 1. udgave, 1. oplag 2022
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. lindhardtogringhof.dk BOG.DK – dit online bogmagasin
FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder. Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
Content_9788711994238.indd 4
06/01/22 12:12 pm
1
Da jeg kom ned på stranden, kunne jeg langt ude til venstre se en dreng sidde på stenene. Den måde, han sad på, ligesom med en usynlig ring omkring sig, fortalte mig, at det var Poul. Han var en af ungerne fra Skarnbøtten, den store smudsiggule ejendom nede ved havet. Skarnsungerne kom tit i skole med tjære på deres gummistøvler, fordi de spillede fodbold på den mark, hvor fiskerne tjærede deres garn. Poul sad med benene trukket op, så han kunne hvile hagen mod knæene. Dagen før havde han, uvist hvorfor, hjulpet mig mod min plageånd, Kuno, og stukket ham en knytnæve i fjæset. Normalt kom jeg aldrig i nærheden af Skarnbøtten for enden af tjæremarken. Men nu tog jeg mod til mig. Ved den sidste villa før den store græsmark med bundgarnene og de mange joller standsede jeg. Ingen af børnene fra villakvarteret kom længere end til dette sted. Skarnsungerne holdt sammen, hvis nogen krænkede deres territorium. Ellers var de tilfredse med at kunne slås indbyrdes. Poul sad faktisk uden for Skarnbøttens område på Ulrik Thomsens grund. Han sad og stirrede ud mod horisonten. Han rørte sig ikke. – Dav, Poul. Endelig drejede han hovedet.
5
Content_9788711994238.indd 5
06/01/22 12:12 pm
– Nå, dig. Poul kiggede igen ud over havet. – Må jeg sætte mig her? – Du skal sgu da ikke spørge, om du må sætte dig, dit fjols. – Jeg mente bare, om det var i orden, at jeg satte mig her ved siden af dig? – Så sæt dig dog, eller skrub af. – Jeg vil bare sige tak, fordi du hjalp mig mod Kuno. – Det har ikke en skid med dig at gøre, sagde Poul. Jeg satte mig ved siden af ham, trak benene op og støttede hagen mod knæene. Så sad vi begge to der og stirrede ud mod horisonten. Vi sad i lang tid, før jeg sagde: – Du sidder tit her, har jeg lagt mærke til. – Ja, jeg vil gerne være i fred, og så kommer du. Han drejede hovedet og så på mig. – Hvor bor du? – Derovre. Jeg pegede ivrigt. – Det hvide hus med flagstangen. – De har sgu da flagstang alle sammen. Hvad laver din far? – Han er sagfører. – Sagfører … Danielsen? – Jo. – Så er det ham, som ejer Skarnbøtten. – Nej, min far skal bare kræve huslejen ind for damen, der ejer huset. Hun bor i København. – Vinduerne er pilrådne. Min mor har klaget til viceværten, som har sagt det til sagføreren, og så sker der ikke en skid. Det hele er ved at falde ned om ørerne på os, og så siger sagføreren, at hvis huset skal have nye vinduer og bla bla, så vil huslejen stige så og så meget. Så er munden lukket på dem. Poul spyttede. – Nå, jeg er sulten, går du med hjem og får en mellemmad? – Øh, hvad? – Let røven, du sidder på ørerne. Jeg spurgte, om du ville med hjem og have en mellemmad?
6
Content_9788711994238.indd 6
06/01/22 12:12 pm
I Skarnbøtten kom mange af fædrene fulde hjem om fredagen. Ungerne havde fnat og lus. Men hvis jeg sagde nej tak til den mellemmad, var jeg overbevist om, at Poul ikke ville have mere med mig at gøre. Jeg nikkede og trådte ind på tjæremarken. Jeg fortrød straks. Der kom Kuno Skarn sammen med en fyr, jeg ikke kendte. De sparkede småløbende en fodbold frem og tilbage mellem sig. – Kom nu bare, sagde Poul, – ham skal du ikke være bange for. Det forekom mig, at Poul kom til at se lidt anspændt ud. Skulle jeg stikke af? Jeg ville få skældud, hvis min mor fandt ud af, at jeg havde været i Skarnbøtten. – Hvis tyren står foran dig, sagde Poul, – så skal du tage den ved hornene. Du kan ikke løbe fra den. Kuno måbede, da han fik øje på os. Bolden trillede forbi ham ud i det tjæreplettede græs. – Ham der er på forbudt område, råbte han. – Ikke når han er min ven, sagde Poul. Jeg rettede mig op. Det var nok bare noget, han sagde. Poul trak noget op af lommen. Det var et knojern. – Jeg er ikke en skid bange for din storebror, Kuno. Tvillingerne kommer hjem på fredag, og sidst de havde fat i ham, fik han en blodtud. – De var to mod én. – Sådan er det med tvillinger. En tvilling har fire knytnæver. Hvis du bare passer dig selv, Kuno, så kan vi andre også være her. Kuno grinede, men vendte ryggen til os og gik ud i græsset efter fodbolden. Poul og jeg fortsatte over mod huset med de rådne vinduer. – Vi slås altid her, sagde Poul. – Det er jeg skidetræt af. – Hvem er tvillingerne?
7
Content_9788711994238.indd 7
06/01/22 12:12 pm
– Mine storebrødre. Og hvis du gerne vil vide det, så har jeg også en lillesøster, Lisa. Det er ikke noget at prale af, det ved jeg godt. Der lugtede grimt inde i opgangen, som om nogen havde fået skidne æg. Malingen skallede af væggene. Vi skulle op på første sal. Trappetrinene var plettet af tjære, gelænderet raslede, når man tog fat i det. – Det med tvillingerne var noget, jeg sagde for at lukke kæften på ham. De kommer ikke hjem foreløbig, de fisker på Nord atlanten, forstår du. Jeg håber sgu, de drukner. Poul åbnede en skrammet dør. På et håndlavet papstykke, sat fast med tegnestifter over ringeklokken, stod der Gerda og Frederik Jensen. En kone med et broget tørklæde om håret stak hovedet frem fra et lille køkken og så spørgende på os. – Hvem er ham der? – Det er min ven, Jørgen. – Jaså. Pouls mor målte mig, studerede mine sko og mit tøj. Først så hun skeptisk, næsten vred ud, men så smilede hun og blev ganske pæn. – Der kan man bare se. En ven. – Vi er sultne, sagde Poul, – smører du ikke en mellemmad? – Sikke da et par grever, sagde fru Jensen. Og så fik vi en mellemmad. Jeg havde aldrig før smagt en rugbrødsmad med margarine og puddersukker. Vi stod ved køkkenbordet og gumlede, og Pouls mor spurgte, om greverne så også ville have en drink. Vi nikkede og fik et glas mælk. Det var ikke rigtig mælk, men noget, der hed skummet, som man kunne købe på en gård uden for byen. – Det er noget, man giver grisene, sagde fru Jensen, – og hvis det er godt nok til dem, må det også være godt nok til jer. Hjemme fortalte jeg, at jeg havde fået en ven, der hed Poul. Det blev min mor glad for at høre, kunne jeg se.
8
Content_9788711994238.indd 8
06/01/22 12:12 pm
– Og hvor bor han så, din ven? Man måtte kun lyve, hvis det var absolut nødvendigt. – Han bor … derovre. Jeg pegede. – Hvor? Ovre i Sverige? Mor rynkede panden. – Nej, derovre, der … i Skarnbøtten. – Det hedder ikke Skarnbøtten, rettede min mor mig, – det hedder Strandborg. Da hun fortalte far nyheden, nikkede han bare og sagde: – Det vigtigste er vel, at han har fået en ven. Søndag kom Poul for at se mit værelse. Han var i sit søndagstøj. De brune sko var pudsede. De så ud til at være for små. Neglene var nogenlunde rene. – Da min mor hørte, at jeg skulle besøge dig, blev hun fuldstændig rundt på gulvet. Jeg er nærmest blevet kogt. – Jeg har kun søndagstøj på, hvis vi skal besøge familien på Karlsborg, sagde jeg, – eller til te hos min mormor. Hun har været lærerinde, forstår du. – Uha da for at have sådan en i familien. Jeg viste ham rundt i huset. Alt forbavsede ham. I dagligstuen stod han længe og gloede. Den stue var større end hele molevitten i Skarnbøtten. Poul pegede på grammofonen. Og der, hold da op, der var både telefon og fjernsyn. – Må vi tænde? spurgte han. – Der er ikke noget nu, kun et prøvebillede. – Det vil jeg gerne se. Jeg tændte for kassen. Det gik sådan noget som fem minutter, før prøvebilledet tonede frem i al sin grågrumsethed. – Kom nu, lad os gå op på mit værelse, sagde jeg og slukkede. Vi gik op ad trappen. Værelset til højre var mit, det til venstre var musikværelset. – Hvad? Poul så overrasket på mig. – Musikværelset? – Ja, det er der, klaveret står.
9
Content_9788711994238.indd 9
06/01/22 12:12 pm
– Klaveret? Han pegede på døren. – Derinde? Jeg åbnede døren ind til det nøgne, hvide rum. Der var kun en enkelt stol, en lille kommode og en potteplante i vindueskarmen. Fra vinduet kunne man se ind i naboens æbletræer. Langs den ene væg stod klaveret. Mahogni, meget gammelt med krummelurer. Det havde stået på Karlsborg. – Hold da op, hviskede Poul og lod forsigtigt en finger glide hen over den brune højglanspolerede overflade. Han vendte sig mod mig. – Kan du spille? – Selvfølgelig. Jeg slog klappen op og satte mig på klaverbænken. Jeg lavede fingerøvelser og hamrede dem så pludselig ned i tangenterne, så det gav et spjæt i Poul. Jeg lirede en simpel boogie-woogie af, mens Poul stod og måbede. – Hold kæft, hvor er du dygtig, mand, udbrød han. – Sæt dig her ved siden af mig, sagde jeg, – så betjener du bassen. – Øh, bassen? Det kan jeg sgu da ikke. – Selvfølgelig kan du det. Se her, du skal bare slå på de to der, nu skal jeg vise dig det, to fingre. Jeg spillede de enkelte toner med bassen. – Og så skal du bare blive ved og holde rytmen, vi sætter metronomen i gang. Vi grinede, og jeg råbte: – Sådan, kom så, boogie-woogie! Bagefter gik vi ind på mit værelse, selv om Poul havde svært ved at løsrive sig. – Det er den samme udsigt, vi har fra Skarnbøtten, sagde han. – Min far siger, vores hus skal sælges, sagde jeg. – Det er noget med, at havnen skal udvides. Det er indtil videre en hemmelighed. – Nå, sagde Poul og så sig omkring. – Du er godt nok en forkælet skid. Jeg har hørt, at du går til dans, så du kan gramse på pigerne.
10
Content_9788711994238.indd 10
06/01/22 12:12 pm
– Det er jeg holdt op med, sagde jeg. Jeg fortalte ham ikke, at doktoren havde rådet mine forældre til at lade mig slippe. Jeg fortalte ham heller ikke, at jeg tit vågnede om natten og troede, at væggen faldt ned over mig, og at mor og far havde skændtes om, hvorvidt jeg skulle tale med nogen eller ej. Hvem denne nogen var, vidste jeg ikke. Vi opdagede ikke, at de var kommet hjem. Pludselig stod de i døren. Poul blev rød i hovedet. – Du må være Poul, sagde min kloge mor. Hun lagde hovedet lidt på skrå og rakte hånden frem. Poul tøvede, før han tog den. Han bukkede og sagde goddag. Derefter gav han far hånden, bukkede og sagde goddag. – Velkommen her, sagde min far. Det virkede lidt, som om han var forbavset over at se Poul. – Vi er glade for, at Jørgen har fået en ven, sagde mor. – Jeg lærer Poul at spille boogie-woogie, så skal han lære mig at slås. – Javel, sagde far. – Er du god til at slås, Poul? – Det er han, forsikrede jeg. Bagefter spiste vi frokost i spisestuen, der vendte ud mod haven. Poul stirrede på kødpølsen og leverpostejen, silden og de hårdkogte æg. Han holdt gaflen i højre hånd og kniven i venstre. Efterhånden som måltidet skred frem, sænkede han sine skuldre. Han spiste med god appetit og bemærkede ikke det blik, mor og far sendte hinanden. Men der var ingen misbilligelse at spore, så vigtigt var det, at jeg havde fået en ven. Poul hviskede, om vi ikke skulle gå op i musikværelset. Jeg lærte ham et par akkorder, rettede på hans håndstilling og satte ham til at lave fingergymnastik. Pouls fingre var længere end mine. Efter pausen øvede vi os i græsk-romersk brydning.
11
Content_9788711994238.indd 11
06/01/22 12:12 pm
Næste søndag foreslog min mor, at vi skulle besøge mormor Toller. Hun ville gerne hilse på Poul. Jeg kunne godt se på ham, at det ikke lige var sagen. – Lad os gå ned og se, hvad de spiller i biografen. Så kan vi bagefter gå op til min mormor og få en sodavand. Poul rystede på hovedet. – Mit tøj … det er ret slidt. – Det er min mormor da ligeglad med. – Lærerinder er ikke ligeglade med den slags. – Du kan låne noget tøj af mig, sagde jeg. – Og hvad vil dine forældre så sige til det, tror du? – Ingenting. Et kvarter senere gik vi op ad Bådevej og drejede til højre ved Søndergade. Derfra ned i Danmarksgade til Havnetorvet med de høje gamle huse. – Ved du hvad, sagde Poul, – det her tøj passer perfekt. Hvordan ser jeg ud? – Du ligner Elvis. – Ha. Poul boksede mig på skulderen. – Du må gerne beholde det. Jeg har så meget kluns, jeg aldrig går i. – Mener du det? – Ja da. – Du er godt nok en forkælet skiderik, grinede Poul. Vi nåede ned på Havnetorvet, og jeg pegede på et skinnende blankt skilt, der hang under doktor Hammersteds, Sagfører firmaet, Storm og Danielsen. På skiltet over doktorens stod der Heinrich Kristian Möln. – Min morfar. – Hedder din mormor ikke Toller? – Hun hedder Edna Toller Möln. Hun var gift med en, der hed Toller, før hun mødte min morfar og blev gift med ham. Han var tysker.
12
Content_9788711994238.indd 12
06/01/22 12:12 pm
– Føj. Poul strakte den ene arm frem til Hitlerhilsen. – Det der skal du ikke gøre, hvis min mormor ser det. Min morfar flygtede til Sverige under krigen. – Hvad lavede han? – Han var købmand. Vi kom ind i hallen og gik op ad den brede trappe med de mørke træpaneler. Væggene var dekoreret med falmede mæanderborter, og på hver afsats hang der en stor lysekrone. Mormor Toller havde hørt os larme og stod på afsatsen for at tage imod. Hun så ikke spor streng ud, selv om hun var klædt i sort. Hendes kraftige, hvide hår var samlet i en knold i nakken. Hun holdt sig rank og spændstig, hun havde undervist i pigegymnastik. – Det må være Poul, sagde hun og rakte hånden frem. – Kom indenfor, drenge. Det var et gammeldags hjem. Møblerne så meget tunge ud. I et hjørne af stuen var der et stort bornholmerur. Pendulet svingede frem og tilbage som en metronom. Når det slog, kunne det høres i doktor Hammersteds konsultation. Jeg hviskede til Poul, at han skulle tage sine sko af. Det gjorde han, lidt modstræbende. Det var svært for ham at skjule, at hans højre storetå stak frem i strømpen. Der var bløde tæpper på gulvene og mange potteplanter både i vindueskarmen, på piedestaler og ophængt på væggene. Fra den ene af de to stuer kunne vi se ned til kirken og ud over kutterne i fiskerihavnen. Når mormor Toller ikke ville flytte, selv om hun havde problemer med trapperne, var det på grund af udsigten. Alt, hvad der foregik i byen, skete uden for hendes vinduer. Hun havde tre gadespejle. Om sommeren boede hun i Riverdale, sommerhuset nord for byen. Hun sagde: River-dal. – Når I får sommerferie, kan I komme og besøge mig derude. Mormor fandt tekopperne frem. De små ruder i vitrinen klirrede svagt.
13
Content_9788711994238.indd 13
06/01/22 12:12 pm
Te? Poul og jeg så på hinanden. – Det vil vi gerne, mormor, sagde jeg. – Poul er vist tørstig. Poul gav mig en albue i siden. – Teen står og trækker. – Jeg tror, han trænger til noget koldt. – I vil gerne have en sodavand? – Ja tak, mormor, hvis det ikke er til for megen ulejlighed. Så fik vi en sodavand hver. Poul var utrolig længe om at få sin drukket. I mellemtiden havde mormor fundet strikkekurven frem. Hun bøjede sig uden videre ned og trak den hullede strømpe af Pouls fod. Vi blev der ikke så længe. Da vi også havde drukket en enkelt kop te og spist et stykke sandkage, sagde vi farvel. Da var mormor Toller også blevet færdig med at stoppe hullet i Pouls strømpe. – Tak, mumlede Poul og trak strømpen på. – I må komme og besøge mig igen en anden gang, sagde hun. På vejen hjem var Poul usædvanlig snakkesalig. Min mormor var den flinkeste gamle dame, han nogensinde havde mødt. Hvis han havde haft sådan en lærerinde, ville han aldrig have haft problemer med at læse. Næsten hver aften efter spisetid kom Poul løbende, somme tider så forpustet, at man skulle tro, han var på flugt. Han ville gerne se fjernsyn. Vi så klassisk ballet og et teaterstykke om en mand, der blev til et næsehorn. Det bedste, vi så, var en dirigent, som hed Edmundo Ros. Poul kunne ikke holde munden lukket, når den lille, runde, rytmiske mand var i fjernsynet. Men vores største fjernsynsoplevelse var en aften, hvor mor kaldte på os. – Hvis I vil høre ham der Tommy Steele, så er han i fjernsynet nu. Vi tumlede ned ad trappen og så sangeren tone frem på skærmen. Han var med ét slag, med én eneste sang, blevet verdens-
14
Content_9788711994238.indd 14
06/01/22 12:12 pm
berømt. Han stod i et nøgent studie med sin guitar. Det var bare fantastisk. Han havde lyst strithår og stod med spredte ben, mens han sang: I’ve got a handful of songs to sing you. Bagefter kunne Poul huske meget af teksten. Vi gik ned på stranden og skrålede for ikke at glemme melodien. – Nu ved jeg, hvad jeg skal, når jeg bliver stor, sagde Poul.
Content_9788711994238.indd 15
06/01/22 12:12 pm
24,5mm
Jørgen vokser op i Frederikshavn i 1960’erne som eneste barn i en privilegeret og kultiveret familie. Han er en sær og indadvendt dreng, der bliver drillet i skolen, men en dag møder han den charmerende Poul, som bliver hans ven. Jørgens forældre falder for Poul, som har alt det, deres egen dreng ikke har, og de tager ham til sig som en søn af huset. Efterhånden overskygger han fuldkommen Jørgen. De to venner, som er evigt forbundne, men også evigt i konflikt, flytter sammen i kollektiv. Poul spiller musik og har masser af damer, mens Jørgen samler sten til et dige, passer høns og står lidt uden for det hele. En både grum og humoristisk roman om en brydningstid og om modsætninger af alle slags – og ikke mindst om et venskab, der kuldsejler.
Uddrag fra bogen
Bent Haller Sange fra Skarnbøtten
Jeg skulle lige til at træde ind i stuen, da jeg tøvede. Det var næsten, som om jeg var et fremmed sted. På bordet stod et glas med portvin. Far sad i lænestolen med sin pibe. Tobakken havde en sødlig lugt. Det var synet af Poul, som fik mig til at tøve. Han sad ved siden af mor i sofaen og lyttede med halvåben mund. Det virkede sært på en måde. De talte ikke sammen. De lyttede. Også far lyttede, selv om han ikke brød sig om det, han kaldte junglemusik. Poul lænede sig tilbage og lidt til den ene side. Mor drejede hovedet og så på ham. Jeg kunne i Pouls ansigt se, at han var væk i musikken. Så vippede hans hoved lidt til siden, ned på mors skulder.
155mm
155mm
100mm
232mm
100mm
Foto: Henning Bagger Scanpix
Roman Lindhardt og Ringhof
BENT HALLER (1946) er født i Bangsbostrand ved Frederikshavn. Han er forfatter til en meget lang række romaner for både børn og voksne. Senest Abelone på Bangsbo og Når krigen slutter samt den erindringsbaserede Det man skriver.
LINDHARDT OG RINGHOF
9 788711 994238 > Omslag: Mikkel Henssel