Pas på mig - læseprøve

Pas på mig Er oversat fra amerikansk efter Keep Me Safe Copyright © 2014 by Maya Banks All rights reserved Dansk copyright © 2015 Lindhardt og Ringhof A/S Omslag: Carina Krusaa, Farmhouse Design Bogen er sat med Legacy Serif og trykt hos AKA-print A/S ISBN 9788711462836 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lovebooks.dk www.lindhardtogringhof.dk LOVEBOOKS – et imprint under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Pas på mig.indd 4

7/17/15 11:02 AM

MAYA BANKS

Pas p책 mig

P책 dansk ved Stine Holt Jensen

Pas p책 mig.indd 3

7/17/15 11:02 AM

Pas p책 mig.indd 6

7/17/15 11:02 AM

Til May Chen for at have holdt ved og for at give mig lov til at skrive en historie, som har levet i mit sind i mange 책r xoxo ...

Pas p책 mig.indd 5

7/17/15 11:02 AM

ET

Caleb Devereaux drejede ud af hårnålesvinget, fulgte indkørslen op til den lille bjerghytte og bandede, hver gang bilen kørte over hullerne i vejen. Raseri og utålmodighed simrede i hans blod, men håbet om endelig at have fundet Ramie St. Claire efter en grundig eftersøgning holdt ham fra at lade det dystre humør tage overhånd.

Ramie var hans søster Toris eneste håb.

Fra det øjeblik Tori blev kidnappet, var Caleb begyndt at lede efter Ramie St. Claire. Hun var absolut ikke den første person, folk opsøgte, når et familiemedlem forsvandt. Ramie var synsk og havde været behjælpelig med at finde frem til ofre før i tiden.

Mens mange var skeptiske over for Ramies evner, var Caleb slet ikke i tvivl.

Hans egen søster havde overnaturlige evner.

Han og hans brødre, Beau og Quinn, havde altid været enormt overbeskyttende, når det kom til deres lillesøster. Og med god grund. Caleb havde ansvaret for et decideret imperium. Sikkerhed var altid hans højeste prioritet. De havde altid frygtet en kidnapning med krav om en løsesum, men selv i deres værste mareridt havde de ikke drømt om, at Tori bare ville forsvinde og havne i en vanvittig persons hænder.

7

Pas på mig.indd 7

7/17/15 11:02 AM

Der var ikke kommet noget krav om en løsesum. Kun en video af Tori bundet på hænder og fødder og hendes kidnappers sindssyge latter, imens han bad Caleb om at kysse sin søster farvel.

Han bad bare til, at han ikke kom for sent. Åh Gud, lad det ikke være for sent for Tori.

Det gjorde ham rasende, at Ramie St. Claire var forsvundet fra jordens overflade for tre måneder siden. Hun havde ikke efterladt nogen spor, ingen midlertidig adresse. Ingen beviser på, at hun overhovedet eksisterede. Hvordan kunne hun bare forsvinde vel vidende, at hun var en uvurderlig hjælp, når det kom til at finde kidnapningsofre og forsvundne personer? Hvor egoistisk kunne man være, bare blankt at nægte sin hjælp ved simpelthen at skjule sig?

Han var fyldt med raseri, da han endelig holdt ind ved den lille hytte, som overhovedet ikke så ud til at kunne overleve den kommende vinter. Han var ikke engang sikker på, at der var noget el i huset. Ingen andre end en person som ikke ville findes, ville bo et sådant sted.

Han steg ud, gik hen til den faldefærdige hoveddør og hamrede på den med knytnæven. Døren knagede og rystede for hvert af hans kraftfulde bank. Kun stilhed mødte ham, og det sendte hans blodtryk i vejret. ”Miss St. Claire!” brølede han. ”Åbn den forbandede dør!”

Han hamrede på døren igen, mens han råbte efter svar. Han lignede og lød nok som den galning, som holdt hans søster fanget, men nu var han ligeglad. Han var mere end desperat. Det havde krævet alle tilgængelige ressourcer at opstøve Ramie. Fandeme nej, om han vendte om, før han havde fået den information, han skulle bruge.

Pludselig gik døren op, og han blev mødt af en lille kvinde med agtpågivende, grå øjne. Hendes fremtoning kom et øjeblik bag på ham, og han tav, mens han stirrede på Ramie St. Claire i egen person for første gang. De billeder, han havde set af hende,

8

Pas på mig.indd 8

7/17/15 11:02 AM

ydede hende ikke retfærdighed. Hun havde en skrøbelig fremtoning, som om hun var ved at komme sig oven på en sygdom, men det påvirkede på ingen måde hendes skønhed. Hun virkede så ... sårbar. Et kort øjeblik mærkede han en skyldfølelse over, hvad han var kommet for at bede hende om, men han skubbede den til side. Ingen pris var for høj for hans søsters liv. ”Jeg kan ikke hjælpe dig.”

Hendes blide ord smøg sig som fløjl i hans ører som en direkte kontrast til den vrede, hendes afslag vækkede i ham.

Han havde ikke fået ét ord frem endnu, og hun afviste ham allerede blankt. ”Du ved jo ikke engang, hvad det er, jeg vil have,” sagde han med en kulde i stemmen, som ville få de fleste til at skutte sig. ”Det er ret åbenlyst,” sagde hun udkørt med udmattelsen malet i ansigtet. ”Hvorfor ville du ellers komme helt herud? Jeg vil ikke engang vide, hvordan du fandt mig. Det er tydeligt, at jeg sjuskede alt for meget med at slette mine spor, eftersom du har kunnet finde mig her.”

Caleb rynkede panden. Havde hun været syg? Var det derfor hun var forsvundet af syne, så hun kunne komme sig? Grunden var ligegyldig, nu hvor han havde fundet hende. Han var ligeglad med hendes bevæggrunde. ”Hvorfor har du med vilje gjort dig selv svær at finde, når du har dine evner?” forlangte han at få at vide. ”Min søsters liv er på spil, frøken St. Claire. Jeg er her ikke bare for at bede om din hjælp. Jeg går ikke, før du giver mig den.”

Trætheden i hendes øjne blev erstattet af frygt, og hun rystede resolut på hovedet. ”Det kan jeg ikke.”

Der var en stille desperation bag hendes ord, som fortalte ham, at der lå mere bag hendes afvisning, end hvad hun umiddelbart ville vise. Der var noget galt, og alligevel var han stadig indstillet på at tage hendes hjælp med magt. Toris liv var på spil.

9

Pas på mig.indd 9

7/17/15 11:02 AM

Han stak hånden ind under jakken og fandt Toris tørklæde frem. Det var den eneste genstand, de havde fundet på det sted, hvorfra hun måtte være blevet bortført. På parkeringspladsen til et supermarked lå det foran hendes åbne bildør. Han skulle aldrig have ladet hende tage afsted alene. Han havde svigtet hende.

Havde ikke kunnet beskytte hende. Havde ikke kunnet sørge for ordentlig sikkerhed.

Et desperat råb undslap Ramies læber, og hun trådte i det samme et skridt tilbage. Han gik frem, og tvang tørklædet ind i hænderne på hende, mens han holdt hende og tørklædet fast, så hun ikke kunne slippe væk. Hun udstødte en pinefuld hulken og så rædselsslagen op på ham, mens hendes ansigt antog en unaturlig bleg kulør. Hendes pupiller udspilede sig og blev derefter tiltagende uklare, mens smerte og fortvivlelse lyste ud af hendes ansigt. ”Nej,” hviskede hun. ”Ikke igen. Åh Gud, ikke igen. Jeg overlever det ikke.”

Hendes knæ gav efter, og hun ville have sunket sammen på gulvet, hvis ikke han havde grebet hende og sørget for, at tørklædet blev i hendes hænder. Til sin skræk så han, hvordan Ramies krop faldt sammen og ud af hans greb på trods af hans kamp for at bære hendes vægt. Hun var helt livløs, slatten som en kludedukke. Han fulgte hurtigt med hende ned på gulvet fast besluttet på, at Toris tørklæde skulle blive i hendes hænder. Men det så ikke ud til at have nogen betydning længere. Ramie var et andet sted.

Hendes øjne blev slørede, og hendes krop begyndte at spjætte krampagtigt. Hun rullede sig sammen i fosterstilling, og det selvbeskyttende i handlingen ramte ham som et slag. Hun jamrede stille og begyndte at græde. ”Vær sød ikke at gøre mig fortræd igen. Vær sød, jeg beder dig.

Jeg kan ikke tage mere. Hvis du har planer om at slå mig ihjel, så gør det. Stop torturen.”

10

Pas på mig.indd 10

7/17/15 11:02 AM

Calebs nakkehår rejste sig, og han fik gåsehud, da Ramies stemme, som var næsten identisk med Toris, nåede hans ører. Åh Gud, var han lige nu vidne til, hvad der blev gjort ved hans søster gennem Ramie?

Det billede, som Ramie tegnede, var rædselsvækkende. Ikke kun fordi det viste, at hans søster lige nu gennemlevede det værst tænkelige. Men også fordi Ramie gennemlevede det sammen med hende.

Han havde virkelig researchet Ramie St. Claires evner, men der var ikke mange informationer tilgængelige ud over hendes forbløffende succesrate. Ingen omtale af hvordan hun hjalp ofrene, eller hvad det gjorde ved hende. Gud hjælpe dem alle. Hvad havde han dog gjort?

Det rykkede i hendes krop, og det tog kun Caleb et øjeblik at forstå, hvad der var ved at ske. Det var umuligt at tage fejl af. Han kunne mærke galden stige op i sin hals, og han var nødt til at trække vejret langsomt for at undgå, at hans maveindhold skulle ende på gulvet. Tårer brændte bag øjenlågene, mens han hjælpeløst så sin søsters voldtægt gennem Ramies bevidsthed.

Ramies gråd skar ham i hjertet, så han tog hende i sine arme og kunne ikke finde på andet at gøre end blidt at rokke hende frem og tilbage. ”Tori?” Han hviskede sin søsters navn i et spørgende tonefald, usikker på, om der var etableret en forbindelse gennem Ramie. ”Kan du høre mig? Det er Caleb. Fortæl mig, hvor du er, lille skat. Jeg kommer og henter dig. Hold ud, søde. Du må ikke give op, uanset hvor hårdt det er.”

Ramies hoved gav et spjæt til siden, og et håndaftryk tonede frem på hendes kind. Caleb var forfærdet og usikker på, hvad han nu skulle gøre, eftersom han allerede havde overskredet en grænse og ikke kunne gå tilbage. Han prøvede at skubbe sin skyldfølelse væk ved at fortælle sig selv, at alt der kunne hjælpe til med at finde

11

Pas på mig.indd 11

7/17/15 11:02 AM

hans søster, var det værd. Men dækkede det også over at torturere en uskyldig kvinde?

Han havde ikke givet hende noget valg. Hun havde sagt nej, og alligevel havde han tvunget hende til det uden at kende til de alvorlige spor, som oplevelsen ville sætte i hende. Han havde ingen idé om, hvordan hendes evner fungerede, og nu hvor han havde, blev han syg helt ind i sjælen. Det var klart, at hun havde været så afvisende. Det var klart, at hun havde sagt til ham, at hun ikke kunne hjælpe nogen mere. ”Ramie. Ramie!” sagde han med mere kraft i stemmen. ”Kom tilbage til mig, Ramie. Kom tilbage, så du kan fortælle mig, hvordan jeg finder hende.”

Ramies øjne var åbne, men hendes blik var så fjernt, at han vidste, hun ikke var til stede. Håndaftrykket i hendes ansigt stod klart og skarpt på hendes ligblege hud. Hendes blik var så fyldt med nederlag og fortvivlelse, at han endnu en gang måtte kæmpe mod tårerne.

Pludselig krummede hun sig sammen, og hele hendes krop gav et ryk, som om den tog imod et slag. Hun lagde sine arme rundt om livet, og det gik op for ham, at hun var blevet sparket. Det var en rædselsfuld, hjælpeløs tanke, at to kvinder lige nu blev gjort til ofre, den ene på grund af ham.

Derefter rullede hun ganske enkelt væk med kinden mod det kolde gulv og øjnene stirrende og tomme. Hun lå fuldstændig stille, og han blev grebet af frygt. Var Tori død? Åh, Gud. Havde han lige været vidne til sin søsters mord? ”Ramie! Vågn op! Åh Gud, vær sød at vågne op. Fortæl mig, hvordan jeg finder hende. Fortæl mig, at hun stadig er i live!”

Han samlede Ramies fjerlette krop op og bandede over dens tynde skrøbelighed, der vejede intet i hans arme. Han bar hende over til den slidte sofa og lagde hende forsigtigt for ikke at tilføje mere smerte til hendes allerede krænkede krop.

12

Pas på mig.indd 12

7/17/15 11:02 AM

Han satte sig på kanten af sofaen med hendes iskolde hænder i sine og forsøgte at massere dem varme. Han havde ingen anelse om, hvad han skulle gøre. Skulle han køre hende på hospitalet?

Efter nogle lange øjeblikke blinkede hun og lod til langsomt at komme ud af sin trance. Smerten viste sig straks ud af hendes ansigt, og hun begyndte stille at græde igen – hver en tåre skar i ham. ”Er hun stadig i live?” spurgte han ængsteligt. ”Ved du, hvor hun er?” ”Ja,” sagde Ramie sløvt.

Hans hjerte fyldtes med håb, og han tog sig selv i næsten at knuse hendes hænder i sine. ”Fortæl mig hvor,” bad han hende indtrængende.

Langsomt og smertefuldt hviskede hun beliggenheden til ham ned til mindste detalje. Endnu en gang fandt kuldegysninger vej op langs hans rygrad, fremkaldt af den præcision, hvormed hun beskrev ikke bare stedet, men også kidnapperen. Hun kunne endda huske hans nummerplade. Han tog sin telefon frem og ringede straks til sin bror for at gengive den information, som Ramie havde givet ham. Da han lagde på, stirrede han hjælpeløst ned på Ramie og var taknemlig, men fuld af beklagelse over, hvad han havde udsat hende for. ”Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig?” spurgte han blidt.

Resignation gav hendes blik et mat skær. ”Der er intet, du kan gøre,” sagde hun i en flad tone. ”Bare tag afsted.” ”Fandeme nej, om jeg efterlader dig her!”

Han var i sit hoved allerede i gang med at planlægge, at han bare kunne tage hende med sig. Han kunne sørge for, at hun fik den nødvendige pleje og omsorg, samtidig med at Tori fik, hvad hun havde behov for. ”Din søster har brug for dig. Bare tag afsted. Jeg klarer mig.”

Løgnen var så gennemskuelig, men det var alt, hvad hun kunne overkomme. Han følte sig splittet mellem at storme ud og finde

13

Pas på mig.indd 13

7/17/15 11:02 AM

Tori og sikre sig, at Ramie fik det bedre. Men hvordan kunne hun få det? To kvinder måtte nu leve med det her resten af deres liv.

Hans elskede søster og kvinden han havde tvunget til at hjælpe sig uden at vide, hvad det ville koste hende. ”Jeg beder dig,” tryglede hun, mens hendes stemme knækkede over. ”Bare tag afsted, og lad mig være i fred. Jeg gav dig, hvad du bad om. Gå, jeg har hjulpet dig. Det er da det mindste du kan gøre.”

Caleb rejste sig og førte oprørt sin hånd gennem sit hår og videre ned over nakken. ”Jeg tager afsted, men jeg kommer tilbage igen, Ramie. Jeg skal nok gøre det godt igen.” ”Du kan aldrig gøre det her godt igen,” hviskede hun. ”Det står ikke til at ændre nu. Bare tag afsted, og tag vare på din søster.

Hun har brug for dig.”

Hun lukkede sine øjne, mens tårerne trillede. Hvordan kunne han bare efterlade hende, som hun bad om? Og hvordan skulle han kunne lade være med at tage afsted og sikre sig, at hans søster blev fundet i god behold? Han havde aldrig i sit liv følt sig så splittet. ”Hvis du har bare en smule medfølelse, så går du nu og fortæller aldrig nogen, hvor du har fundet mig,” sagde Ramie hæst. ”Vær sød, jeg beder dig. Bare kør. Han har planer om at slå hende ihjel i morgen. Ved daggry. Du har ikke meget tid.”

Hendes ord viste sig at være det skub, han havde brug for. Men for fanden, hvor skulle han nok betale hende tilbage. På den ene eller anden måde, hvad som helst.

Samvittighedskvalerne overvældede ham. Det værste var, at han selv nu, hvor han var klar over konsekvenserne for Ramie, ikke kunne sige, at han ville have handlet anderledes. Ikke når Toris liv var på spil. Men nu forstod han i det mindste Ramies modstand. Han syntes ikke længere, at hun var hverken egoistisk eller hjerteløs. Nu kunne han se, at hendes forsvinden havde været ren selvopholdelse. Han kunne ikke forestille sig, hvordan hun

14

Pas på mig.indd 14

7/17/15 11:02 AM

havde overlevet det her førhen. Han bad bare til, at han ikke var dråben, der ville få bægeret til at flyde over ved at skubbe hende så langt ud over kanten, at hun aldrig ville kunne komme sig.

Caleb lukkede øjnene og rørte blidt ved hendes kind. ”Jeg er så ked af det. Du vil aldrig vide hvor meget. Min familie og jeg skylder dig mere, end jeg nogensinde vil kunne give dig. Jeg tager afsted nu og beder til, at jeg ikke kommer for sent. Men jeg kommer tilbage, Ramie. Stol på det. Jeg betaler dig tilbage, om det så bliver det sidste, jeg gør.”

Pas på mig.indd 15

7/17/15 11:02 AM

TO

Ramie trak sig ned mod enden af sofaen, hun havde ikke kræfter nok til at rejse sig. Caleb var netop taget afsted et par minutter før. Ikke, at han havde præsenteret sig selv. Men hans navn var tydeligt til stede i Tori Devereauxs sind og fungerede som en forankring til virkeligheden, mens hendes kidnapper pressede hende længere og længere ud mod kanten af sindssyge.

Hun kunne godt føle medlidenhed med og have forståelse for Calebs handlinger. Hun kunne endda tilgive ham dem. Men hun ville aldrig kunne glemme. Det var det værste ved det hele. Billederne og minderne havde brændt sig fast i hendes sind.

Tårerne løb brændende ned ad hendes kinder. Hun følte sig hul og tom. Følte sig ikke engang i live. Hendes menneskelighed var blevet frarøvet hende gang på gang.

Med en kraftanstrengelse tvang hun sig selv op, mens bølger af rædsel og smerte ramte hende igen og igen. For båndet til Tori Devereaux blev ikke brudt, da tørklædet faldt ud af hendes hænder. Ramie var stadig meget bevidst om, hvad hun gik igennem.

Båndet kunne vare en time eller en dag. Ramie kunne kun bede til, at det snart blev brudt.

Hun blev nødt til at flygte. Blev nødt til at komme så langt væk som muligt, og denne gang måtte hun sikre sig, at ingen kunne finde hende. Så han ikke kunne finde hende. For hvis Caleb Devereaux kunne finde hende, ville hendes forfølger også kunne.

16

Pas på mig.indd 16

7/17/15 11:02 AM

Aldrig igen kunne hun gennemgå det, hun lige havde oplevet.

Hun var ikke sikker på, om hun nogensinde ville komme sig. For meget, for tidligt, for hurtigt. Hun var endnu ikke kommet sig over sidste gang, hun fandt frem til et offer, og nu var hun blevet tvunget til at gøre det en gang til.

Lamslået bevægede hun sig som en olding ind i den lille hyttes soveværelse. Hun kunne ikke engang føle had til Calebs handlinger. Hun forstod desperation. Havde mødt den gang på gang.

Og kunne hun virkelig sige sig fri for, at hun ikke ville gøre det samme, hvis en af hendes nærmestes liv stod på spil?

Men nej, hun havde ingen pårørende. Hun gik ud fra, at hun havde haft en mor og en far engang. Et sted. Men hun var blevet efterladt som spæd og var blevet en del af systemet. Kastet fra én plejefamilie til en anden uden rigtig at føle sig hjemme.

Da hendes evner viste sig, blev de mange plejeforældre blot endnu mere stødt. De så på hende med frygt i blikket, som om hun ikke var et menneske med følelser som dem. Og opholdet hos den sidste plejefamilie endte med frygt og vold.

Ramie havde levet sit liv alene siden da. Hun havde aldrig kunnet stole nok på et andet menneske til at indgå i et forhold. Isolationen generede hende ikke. Hun havde taget den til sig.

Men ... en gang imellem sørgede hun over det liv, som hun aldrig havde haft og aldrig ville kunne få. Et normalt liv. Venner og familie.

Alle de ting, som de fleste tog for givet. Ramie ville aldrig begå den fejl. Hvis hun nogensinde var så heldig at få en familie eller venner, ville hun skatte hver eneste dag højt og aldrig tage det for givet. Det ville være umuligt for hende at gøre, fordi hun havde været vidne til så meget død og så mange ubeskrivelige rædsler om og om igen.

Hvor skulle hun nu tage hen? Hvor kunne hun være sikker på, at ingen ville finde hende? Hun ønskede bare at forsvinde.

Permanent, denne gang. Og bede til, at hun denne gang fik dækket sine spor bedre. Fik gemt sig bedre. Fik sikret, at ingen

17

Pas på mig.indd 17

7/17/15 11:02 AM

kunne finde hende. For hvis manden, som brugte alle sine ressourcer på at tilintetgøre hende for enhver pris, nogensinde fandt hende, ville hun dø. Og hendes død ville ikke være hverken hurtig eller barmhjertig. Hun ville lide en pinefuld død og bruge sine sidste kraftanstrengelser på at bede til, at hver vejrtrækning var den sidste.

Pas på mig.indd 18

7/17/15 11:02 AM

TRE

Idet flyet lagde an til landing, fik Caleb besked om, at Tori ganske rigtigt var blevet fundet på den adresse, som Ramie havde angivet.

Hans bror Beau fortalte grumt om hendes tilstand, og selvom Caleb takket være Ramie allerede vidste, hvad der var sket, ramte visheden om, hvad hans lillesøster havde måttet udstå af forfærdelige ting fra sin kidnappers hånd, ham stadig som et knytnæveslag i maven.

Det, som virkelig pissede ham af, var, at Toris kidnapper ikke var blevet anholdt. Hun var blevet fundet alene i et helt almindeligt hus i et fredeligt familiekvarter lige uden for Houston, hvor politiet brød ind og fandt hende lænket i badeværelset.

Hun var blevet behandlet som et dyr og var lige akkurat blevet holdt i live med minimale mængder af mad og vand. Ifølge Beau havde hun tabt sig meget og var stærkt dehydreret. Det værste var, at Beau var brudt fuldstændig sammen i telefonen, da han prøvede at beskrive Toris tilstand.

Beau var en klippe. Ud af de fire Devereaux-søskende var han den hårdeste nød at knække. Han viste ingen følelser, havde altid pokeransigt. Og han var brudt grædende sammen, mens han talte med Caleb. Det var vidne om, hvor forfærdelig en tilstand Tori var i.

Quinn, Calebs yngste bror, var ikke veget fra Toris side og var kørt med hende til hospitalet, hvor Beau nu afventede Calebs ankomst.

19

Pas på mig.indd 19

7/17/15 11:02 AM

Da Caleb trådte ind på Toris stue, blev han hurtigt mødt af Beau, der forsøgte at genne ham ud. Caleb rystede på hovedet.

Han gik ingen steder, før han havde set sin søster. Han blev nødt til at se Tori med sine egne øjne, lige meget hvor slemt det stod til. Han havde brug for at blive forsikret om, at hun var i live og endelig var i trygge hænder.

Quinn skævede pinefuldt op fra sin plads på Toris sengekant.

Caleb nærmede sig forsigtigt for ikke at forstyrre Toris søvn. ”De har givet hende noget at sove på,” sagde Quinn stille. ”Hun var helt hysterisk, og hvem fanden kan bebrejde hende det? Åh Gud, Caleb. Hvad hun ikke har været igennem.”

Quinn tvang de sidste ord ud og blev stille, mens hans øjne blev blanke og gled tilbage til deres søster.

Caleb granskede Toris tilstand, de mørke rande under hendes øjne, hendes bleghed og hendes alt for tynde krop. Han gispede, da han så et håndaftryk på hendes ansigt, der matchede aftrykket, der dukkede op på Ramies kind, da han tvang Toris tørklæde ind i hendes hænder. Samvittighedskvalerne overvældede ham endnu engang.

Tori var her. Såret og ødelagt, men omringet af familie og et hjælpsomt netværk. Ramie var alene i en bjerghytte uden nogen omkring sig. Hun havde været udsat for de samme overgreb som Tori, men havde ingen til at samle sig op. Det gjorde blot Calebs beslutning om at vende tilbage, så snart Tori var blevet set til, endnu stærkere. Han kunne ikke trække sine handlinger tilbage, men han ville sgu prøve at råde bod på dem. I det mindste sikre sig, at hun fik hjælp og ikke var alene. ”Hvordan i alverden gjorde du det?” spurgte Beau lavt. ”Hvordan var du i stand til at præcisere, hvor hun var, så hurtigt, når vi ikke var i stand til at finde nogen spor før nu?” ”Ramie St. Claire,” sagde Caleb blot.

20

Pas på mig.indd 20

7/17/15 11:02 AM

Quinns forbavselse var tydelig. Men Caleb havde også tidligere fortalt ham, at hun havde trukket sig tilbage og højst sandsynligt nægtede at hjælpe mere. ”Fik du hendes hjælp?” ”Fik er vist så meget sagt. Jeg gav hende ikke rigtig noget valg,” svarede Caleb stille. ”Hvad jeg udsatte hende for. Åh Gud, jeg havde ingen anelse. Jeg opsporede hende, og da hun nægtede at hjælpe mig, tvang jeg Toris tørklæde ind i hendes hænder og sendte hende direkte i helvede.”

Beau fik et barbarisk udtryk i ansigtet, og vreden blussede op i hans øjne. ”Hvorfor ville hun nægte at hjælpe? Hvad fanden sker der for hende, siden hun kan nægte at redde en persons liv?” ”Det hele sker for hende,” mumlede Caleb. ”Jeg vidste det ikke.

Jeg havde ingen anelse. Hvordan skulle jeg vide det? Og det værste er, at jeg helt ærligt ikke kan sige, at jeg ikke stadig ville have gjort nøjagtig det samme, men nu ved jeg i det mindste, hvorfor hun sagde nej.”

Quinn lagde sit hoved på skrå og så forvirret på ham. ”Jeg forstår det ikke. Hvad gør det ved hende? Jeg troede bare, at hun var i stand til at opspore ofrene, finde frem til dem ved at røre ved deres ejendele eller genstande fra gerningsstedet.” ”Hun opsporer dem, fordi hun bliver en del af dem,” sagde Caleb. ”Jeg sendte hende derind. Nøjagtig, som var hun offeret.

Alt det, som Tori har gennemgået, gennemgik Ramie også. Jeg så et håndaftryk identisk med det på Toris kind dukke op på Ramies. Ramie blev voldtaget, lige så meget som Tori blev det.”

Quinn blev bleg, mens forbløffelse og vantro viste sig i hans øjne. Beau vaklede, og den vrede der et øjeblik før havde været i hans blik forsvandt, mens han stirrede på Caleb. Så lukkede han sine øjne, og trætheden viste sig i ansigtet, da han talte. ”For helvede,” mumlede Beau. ”Det må jeg sgu nok sige.”

21

Pas på mig.indd 21

7/17/15 11:02 AM

”Ja, præcis. Jeg føler mig som en total idiot for at have udsat hende for det og som et kæmpe røvhul, fordi jeg ved, at jeg ville gøre det igen, hvis det betød, at Tori var i sikkerhed og langt væk fra den morder.” ”Åh Gud, hvad har du tænkt dig at gøre? Jeg mener, hvordan har Ramie det nu?” spurgte Quinn.

Calebs skyldfølelse voksede. Han havde været så desperat efter at få fat i Tori, efter at få videregivet informationerne over telefonen, at han blot havde gjort, hvad Ramie havde forlangt af ham.

Han havde efterladt hende. ”Jeg ved ikke, hvordan hun har det,” indrømmede Caleb. ”Jeg lod hende være alene. Hun tryglede mig om at gøre det. Og jeg tænkte ikke på andet end Tori. Men så snart Tori er blevet udskrevet, og hun begynder at komme sig, tager jeg tilbage og råder bod på det, jeg udsatte Ramie for.” ”Vi skylder hende meget,” sagde Beau, mens han lod blikket løbe over deres sovende søster. ”Ja, og jeg har tænkt mig at betale hende tilbage,” lovede Caleb. ”Hvad sagde lægen?” spurgte han for at skifte emne fra de ubehagelige hændelser med Ramie St. Claire. ”Hvor længe skal Tori blive på hospitalet?” ”I hvert fald et par dage,” svarede Quinn. ”Hun har brækket adskillige ribben og har mange kvæstelser.” Han krympede sig, inden han fortsatte. ”De bliver nødt til at sikre sig, at der ikke er nogen permanente indre skader, og så vil de gerne have genoprettet hendes væskebalance og sikre sig, at hun kan klare at blive udskrevet.”

De tre mænd blev stille, da en svag jamren undslap Toris læber.

Hun rynkede sin pande, og hun fik et smertefuldt udtryk i ansigtet. Hun vred sig uroligt, og tårer løb ned ad hendes kinder.

Caleb var der med det samme. ”Tori, lille skat. Det er mig, Caleb. Du er i sikkerhed nu. Beau og Quinn er her også.”

22

Pas på mig.indd 22

7/17/15 11:02 AM

Langsomt åbnede hun sine øjne. En overvældende pinsel og desperation forvandlede dem til blågrønne søer fyldt til randen med tårer. Men det værste var skammen reflekteret i hendes blik.

Det smertede Caleb, at hun skammede sig over noget, hun ikke havde haft kontrol over. ”Caleb,” udbrød hun hæst.

Han lagde sin hånd på hendes pande og aede hende blidt over håret. ”Ja, lille skat, det er mig.”

Hun slikkede sine læber og sank, tydeligt sløv på grund af medicinen. ”Hvordan fandt du mig?” hviskede hun. ”Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville blive fundet. Troede, at jeg skulle dø der. Han fortalte mig, at jeg skulle dø. Han ville slå mig ihjel. Åh Gud, tænk hvis I ikke var dukket op, da I gjorde. Han ville have slået mig ihjel, og jeg bad til, at han gjorde det.”

Hendes ord blev til en hulken, og Quinn skjulte sit ansigt i hænderne, mens Caleb trak Tori blidt ind til sig. Beau stod for enden af sengen med et morderisk udtryk og øjne fulde af vrede. ”Jeg fandt frem til en som dig,” sagde Caleb sagte og undlod at fortælle om Ramies modvilje mod at hjælpe ham, som nu var forståelig nok. Han ville aldrig fortælle Tori, at han havde tvunget Ramie til at hjælpe sig.

Tori rynkede panden og kiggede uforstående op på ham. ”En som mig?” ”Altså, ikke helt,” sagde Caleb og smilede, kun for hendes skyld. ”Der er trods alt kun én af dig. Men jeg fandt frem til Ramie St. Claire. Hun har været behjælpelig med at finde forsvundne personer før. Jeg gav hende dit tørklæde, og hun var i stand til at finde dig.”

Tori så chokeret ud. Hun tabte underkæben af forbløffelse, og forvirringen rynkede hendes bryn yderligere. Så blev hendes øjne igen fyldt med tårer. ”Hvis bare hun kunne have hjulpet noget før,” hviskede Tori.

23

Pas på mig.indd 23

7/17/15 11:02 AM

Caleb sank og undgik sine brødres blikke. På trods af hvad han netop havde fortalt dem om Ramies evner, hvad hun var gået igennem, og hvorfor hun havde nægtet at hjælpe, dømte de hende, fordi hun ikke havde stået til rådighed noget før. ”Jeg skylder hende så meget,” sagde Tori grådkvalt. ”Jeg vil aldrig kunne gengælde det. Kan jeg i det mindste takke hende? Når alt det her er overstået, og jeg er kommet hjem?”

Caleb sank en klump og fjernede tårerne på hendes kinder med sin tommelfinger. ”Vi kan prøve.” ”Jeg er bange,” sagde Tori, og hendes stemme knækkede over.

Hun begravede sine hænder i det tynde lagen, som hun havde over sig, men Caleb kunne se, hvor meget de rystede.

Han trak blidt hendes hænder fri af lagenet og holdt om dem med sine egne. ”Hvad er du bange for, lille skat?”

Hendes greb om hans hænder strammedes, og hendes flossede negle borede sig ind i hans hud. ”At han kommer tilbage efter mig.”

Hendes ildevarslende ord fyldte den lille stue, og Calebs brødre så på ham med raseri og frygt i deres blikke. Hendes kidnapper var ikke blevet anholdt. Han var stadig derude et sted, fri, måske på jagt efter sit næste offer. Eller ville han komme tilbage efter Tori, fordi hun var sluppet væk? ”Hør på mig,” sagde Caleb med lav stemme. ”Jeg ved, at du er bange. Gud ved, at du har grund til at være det. Men Beau, Quinn og jeg vil passe på dig. Du vil være beskyttet uafbrudt, indtil den satan bliver fundet, anholdt og straffet for, hvad han gjorde ved dig. Det lover jeg dig. ” ”I kan da ikke sætte jeres liv og arbejde på pause for min skyld,” sagde Tori. ”Det kan vi sgu da,” udbrød Beau. ”Du er vores højeste prioritet, Tori. Alt andet er ligegyldigt.”

24

Pas på mig.indd 24

7/17/15 11:02 AM

”Vi lader ikke det svin komme i nærheden af dig,” sagde Quinn bestemt. ”Og vi har tænkt os at sætte alle vores ressourcer ind på at få ham buret inde for altid.”

Tori så ikke overbevist ud, men hun nikkede og lukkede sine øjne, mens medicinen gjorde sin virkning og sendte hende ind i søvnen.

Caleb kyssede hende på panden. ”Hvil dig lidt, lille skat. Vi er her, når du vågner. Du skal bare fokusere på at få det bedre, så vi kan få dig hjem igen.”

Pas på mig.indd 25

7/17/15 11:02 AM

SLOW BURN

– JACI BURTON, NEW YORK TIMES BESTSELLERFORFATTER

DER ER INTET SÅ FARLIGT SOM AT BLIVE FORELSKET ...

Da den rige og magtfulde Caleb Devereauxs elskede lillesøster bliver kidnappet, må han gribe til utraditionelle midler for at finde hende igen. Ude af sig selv opsøger han en smuk og følsom ung kvinde, som er kendt for sin evne til at se de ting, der ellers er usynlige for det blotte øje.

Ramie St. Claire er i stand til at føle andres smerte og kan derfor finde mennesker, der lider i det skjulte. Men hendes enestående evne har en pris: Hver gang hun bruger den, mister hun et styk-

M AYA B A NK S

”FORMIDABELT … JEG ELSKER MAYA BANKS, OG JEG ELSKER HENDES BØGER”

ke af sig selv. Da hun hjælper den desperate og uimodståeligt ved at tilintetgøre hende. Selvom hans erotiske kraft drager hende til sig som en magnet, er hun nødt til at holde sig så langt fra ham som overhovedet muligt for at redde sig selv.

Caleb er tynget af skyld over den smerte, han har forårsaget Ramie, og han er fast besluttet på at råde bod på den skade, han har forvoldt. Men bedst som han tror, at Ramie er forsvundet for altid, dukker hun op igen. Hun er i knibe, og hun har brug for hans hjælp. Og denne gang er Caleb villig til at risikere alt for at beskytte hende – også sit hjerte.

Pas på mig

tiltrækkende Caleb med at finde sin søster, er det derfor nær

M AYA BANK S I NT ERN ATI O N A L B ESTSEL L ERFO RFAT T ER

Pas på mig EN SLOW BURN - ROMAN

www.lovebooks.dk