Af samme forfatter TIDEVANDET
Content_9788727002415.indd 2
10/01/22 6:45 pm
Matt Brolly
OVER KANTEN På dansk ved Anita Frank Goth
LINDHARDT OG RINGHOF
Content_9788727002415.indd 3
10/01/22 6:45 pm
Over kanten er oversat fra engelsk efter The Descent Copyright © 2020 by Matt Brolly Published by arrangement with Hardman and Swainson LLP All rights reserved Dansk copyright © 2022 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Rasmus Funder ISBN 9788727002415 1. udgave, 1. oplag Printed at Livonia, 2022
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
lindhardtogringhof.dk BOG.DK – dit online bogmagasin
FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder. Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
Content_9788727002415.indd 4
10/01/22 6:45 pm
Til Claire Louise Brolly
Content_9788727002415.indd 5
10/01/22 6:45 pm
Content_9788727002415.indd 6
10/01/22 6:45 pm
Prolog
En storslået udsigt udover Weston-super-Mare og den omkringliggende kystlinje åbnede sig for gruppen efter opstigningen til Saint Nicholas-kirke. På afstand stod Brean Downs forbjerg, og lidt tættere på var konturerne af Uphill-kirken og River Axes flodudmunding. Lige nedenfor, under klintens stejle fald, lå marinaen eller det døde bådeværft, som nogle lokale kaldte det. Amy Carlisle trak sin tynde frakke tættere omkring sig. I løbet af den sidste time var resterne af dagens hede forsvundet, og hun kunne ikke rigtig få varmen ved deres lille lejrbål. Hun havde modtaget beskeden ved midnat efter at have tilbragt adskillige nætter i sin etværelseslejlighed med at vente på nyt fra Jay. Amy sad på en tør græsplet på kirkegården og kastede stjålne blikke over på Jay. Han var ældre end alle de andre i gruppen og afgjort mere afslappet. Der var en lethed over hans langlemmede krop; en form for elegance som hos en danser. Han sad på den anden side af bålet med armene omkring Claire. Det var ikke i sig selv et tegn på, at Claire var den udvalgte i aften, men hvis man skulle dømme efter de seneste måneders begivenheder, så var hun det sikkert. Tanken gjorde hende både jaloux og lettet. Amys tid ville 7
Content_9788727002415.indd 7
10/01/22 6:45 pm
komme, men hun mærkede en begyndende usikkerhed, mens hun sad her med udsigten ud over byen med dens glitrende lys, og havet, der for en gangs skyld stod højt. Hendes tøven varede kun nogle ganske få sekunder. Hun skulle blot tænke på sin etværelseslejlighed – der altid føltes kold på trods af de seneste dages intense hede – og hendes grunde til at være her for at blive mindet om sin beslutning. Idet Amy kiggede på Jay, fik hun et blik fra Megan. Megan var det nyeste medlem af gruppen, og i skæret fra bålet så hun utrolig ung ud. Amy sendte hende et smil, og Megan kom over og satte sig ved siden af hende. ”Jeg er glad for, at du er her,” sagde Megan. Jay havde fundet Megan for seks uger siden. Ved det sidste møde, havde han bedt Amy om at tage sig af hende – som han gjorde ved alle de nye kvinder – og lige siden havde de haft regelmæssig kontakt i den lukkede gruppe på internettet. Megan var sidst i 20’erne og havde boet på gaden i Bristol. Hun fortalte Amy, at Jay havde fundet et sted at bo til hende, men da det ikke var tilladt for dem at mødes uden for gruppesamlingerne, havde hun ikke fortalt hvor. ”Jeg er også glad for, at du er her,” sagde Amy og bemærkede Megans ildelugtende blanding af sved og deodorant, da hun satte sig tættere på. ”Jeg håber, at han vælger mig,” sagde Megan. ”Du er nødt til at være tålmodig.” Megan lagde sit hoved på Amys skulder. Før i tiden ville Amy have afskyet sådan en intimitet, men nu bød hun fornemmelsen af Megans krop, der var let som en fjer, velkommen. Jay rejste sig op og begyndte at cirkulere rundt blandt gruppen og tilbyde dens medlemmer en kop te, som han havde brygget hen over bålet. 8
Content_9788727002415.indd 8
10/01/22 6:45 pm
Teen hed Ayahuasca. Jay havde givet hende teen den første aften i Kewstoke, hvor hun havde sovet på stranden. Dengang havde hun været hæmningsløs og havde tænkt, hun ikke havde noget at miste. Hun havde fået en ganske lille dosis, men med Jays vejledning havde hun oplevet noget, hun ikke troede var muligt. Da hun kom tilbage, havde hun det, som om hun havde været væk i flere timer, men der var kun gået ganske få minutter. ”Forstår du?” havde Jay spurgt, og i det øjeblik fremstod alt en smule klarere. Jay satte sig på hug mellem Amy og Megan. ”Jeg er glad for at se, at I kommer så godt ud af det med hinanden,” sagde han smilende og rakte dem teen. Amy havde så meget, hun gerne ville sige, men forblev tavs, da hun tog imod teen med et forlegent smil som eneste svar. Under Jays instruktion drak de alle den afkølede te. Ayahuasca indeholdt det bevidsthedsudvidende narkotikum DMT, og selvom Jay gav dem en lille dosis, gik der ikke længe, før Amy mærkede dens virkning. En varme bredte sig i hendes krop, samtidig med hun begyndte at ryste. Hun lukkede øjnene, var til stede, men langt væk, mens billeder af former og geometrier hvirvlede rundt i hendes hoved. Det var ikke det samme som at tage en fuld dosis DMT. Hun fik kun lige et glimt, og hun havde lyst til at opleve mere, da hun kom til bevidsthed et øjeblik efter. Hun så det samme begær hos de andre i gruppen, og Megan stirrede forundret på hende med sine nøddebrune øjne, da hun vendte tilbage. Der lagde sig en stilhed over gruppen, da Jay rejste sig op. Amy elskede og hadede disse øjeblikke, når de en for en forklarede deres bevæggrunde til at være her. Det var smer9
Content_9788727002415.indd 9
10/01/22 6:45 pm
tefuldt at lytte til alles historier, men teen gjorde det lettere. Da det blev hendes tur, fortalte hun sin historie uden skam og var taknemmelig over, at Megan sad ved siden af hende. ”Aiden var sådan en smuk baby. I ved, nogle gange er de grimme? Jeg ved godt, det lyder skrækkeligt,” sagde Amy til gruppens mumlende latter. ”Men det er sandt. Nogle babyer er bare ikke særligt pæne. De er rynkede og helt krøllet sammen, som om de ikke har den helt rigtige facon. Men sådan var Aiden ikke. Fra første øjeblik, jeg fik ham i mine arme, var han perfekt. Han havde en flot manke af rødt hår. Og da jeg holdt ham, så han lige op på mig, og jeg kunne bare se, at han i det øjeblik vidste, hvem jeg var. Det er svært at forklare, selvom jeg har en bedre fornemmelse af det nu, takket være Jay, men det var, som om han i netop det øjeblik kunne se mig helt. Giver det nogen mening?” Gruppen svarede positivt og opmuntrende, og Amy mærkede Megans hånd række ud efter sin. ”Sådan føltes det i hvert fald for mig. Han vidste, hvem jeg var, og det var jeg så taknemmelig for. Der blev opbygget et tillidsfuldt forhold på en måde, som aldrig kan blive taget fra os. Og selvom jeg godt vidste, han aldrig ville kunne huske det øjeblik, vil det altid være en del af ham, og det giver mig en eller anden form for trøst. De fjernede ham senere samme dag. Det var en del af aftalen. Jeg var for ung. Jeg havde ingen penge, ingen familie og ikke noget hjem til ham. De var et fantastisk par, og jeg bebrejder dem ikke for det, der skete. De kunne ikke selv få børn og havde så meget kærlighed at give. Jeg fortalte dem ikke, at jeg havde kaldt ham Aiden, og de spurgte ikke. Jeg græd selvfølgelig, da de fjernede ham, men jeg vidste, vi havde den forbindelse til hinanden. Han 10
Content_9788727002415.indd 10
10/01/22 6:45 pm
havde set mig, og jeg ham. Jeg var nu en del af ham, og ingen ville kunne tage det fra mig.” Jay lagde sin arm omkring hende, og hun puttede sig ind til ham. Han vidste, hvad der ville komme, og hun var taknemmelig for hans omsorg. Første gang hun havde talt foran gruppen, havde han sagt til hende, at hun ikke behøvede at fortsætte, men hun havde kæmpet sig igennem og ville nu gøre det samme igen. ”Jeg så ham aldrig igen. Jeg vidste, hvor han boede, men jeg ville ikke kunne bære at se ham. Og det ville ikke have været rimeligt for hverken ham eller hans nye forældre.” Amy holdt en pause, og hendes mund blev tør. Hun trak vejret dybt og fortsatte. ”Jeg fandt kun ud af det ved et tilfælde,” sagde hun med tårer, der sved på hendes kolde hud. ”Jeg læste om det i The Mercury under dødsannoncerne. Hvis jeg ikke havde besluttet mig for at gå på biblioteket den dag, ville jeg måske aldrig have fået den viden. Så havde jeg måske troet, at han stadig var i live.” Megan rystede ved siden af hende, mens hun fortsatte. ”Det er ok, Megan,” sagde Amy. ”Lille Aiden døde lige før sin fireårs fødselsdag. Han havde en hjertefejl, jeg ikke kendte til. Hans forældre gjorde alt for ham. Det ved jeg.” Amy tog Megans hånd, mens Jay klemte hende tæt ind til sig. ”Selvfølgelig var jeg fuldstændig ødelagt. Det betød intet, at jeg ikke havde set ham siden den dag, han blev født. Han var min lille dreng og ville altid være det. Jeg begik den fejl at forsøge at tale med hans forældre. Særligt moren kunne ikke forstå det. Hun var helt ædt op af sorg, det forstår jeg nu, men hun sagde, at Finley – det var det navn, de havde 11
Content_9788727002415.indd 11
10/01/22 6:45 pm
givet lille Aiden – ikke var min søn, det føltes som en kniv i hjertet. Jeg havde det i virkeligheden ikke særlig godt på det tidspunkt, hvor jeg fandt ud af det. Jeg tog allerede stoffer og drak. Mit liv var noget lort og havde været det, indtil jeg mødte Jay.” Endnu en tilkendegivende mumlen løb gennem gruppen, mens Jay holdt hende tættere ind til sig. ”Jeg havde overvejet at tage mit eget liv, men manglede modet til det. En del af mig tænkte, at det var et forræderi mod Aidens liv, men det var blot min indre kujon, der talte.” Amy holdt en pause igen og stirrede på Megan, der havde tårer i øjnene, selvom hun havde hørt historien før. ”Jeg må indrømme, at jeg var fuld af tvivl, da Jay forsøgte at introducere DMT for mig. Jeg havde praktisk talt prøvet alt på det tidspunkt, og jeg troede ikke rigtig på hans påstande. Hvor tog jeg dog fejl,” sagde hun og blev mødt af et kor af latter. ”Jeg vil gerne takke Jay for at vise mig, at der også er noget, som venter på os på den anden side, at Aiden ikke er fortabt. Jeg har oplevet ham på mine rejser dertil, og jeg kan næsten ikke vente på, at jeg skal være sammen med ham igen. I det øjeblik, han så op på mig, blev han indprentet i min sjæl, og jeg ved bare, at han venter på mig.” Jay gav hende et sidste kram, mens gruppen fordøjede det, de havde hørt, før han gik videre til Claire. Claire smilede. ”Jeg er klar,” sagde hun, da Jay lagde armen omkring hende. Amy havde talt med Claire ved talrige lejligheder. Hun var i 30’erne og var røget ind og ud af væresteder gennem de sidste ti år. Hendes tjavsede sorte hår vajede bag hende, og 12
Content_9788727002415.indd 12
10/01/22 6:45 pm
da hun smilede til Jay, kunne man se, at hun manglede flere af sine tænder. ”Det er dit valg,” sagde Jay med en beroligende stemme, som overdøvede havets brusen i det fjerne. ”Jeg er parat,” sagde Claire, og Amy kunne se i hendes øjne og på det tandløse smil, at hun talte sandt.
Content_9788727002415.indd 13
10/01/22 6:45 pm
Content_9788727002415.indd 14
10/01/22 6:45 pm
Kapitel 1
Politikommissær Louise Blackwell parkerede bilen og løb hen til skolen, hvor en tung metalport kortvarigt spærrede vejen for hende. Emily sad og ventede som i et fængsel på skolens kontor og spejdede ud ad vinduet. En lærer rynkede panden, da hun lukkede Louise ind i skolens bygning. ”Louise Blackwell, Emilys faster. Jeg beklager, det tog så lang tid , jeg er kørt helt fra Weston.” Louise så over på Emily, der sad på en af stolene med arme og ben over kors. Hendes niece gengældte ikke hendes smil. Hun så mut ud, som om hun var på grådens rand. ”Jeg er sikker på, du kommer til at høre mere fra skolen i morgen,” sagde læreren, mens hun holdt døren for hende. ”Farvel Emily, vi ses i morgen,” tilføjede hun, da Emily gik ludende ud ad døren. ”Hej skat,” sagde Louise. ”Jeg er ked af, at det tog så lang tid for mig at komme. Skal vi finde et sted og få noget at spise?” Emily så ned på sine sko, vippede frem og tilbage på stedet. ”Hvor er far?” Louise satte sig på hug, så hun var i øjenhøjde. Hun havde modtaget opkaldet på stationen. Hendes bror, Paul, havde ikke hentet sin datter fra skole for 40 minutter siden. Hun havde 15
Content_9788727002415.indd 15
10/01/22 6:45 pm
ringet til sine forældre, der boede i nærheden, men opkaldet røg direkte på telefonsvareren, så hun havde været tvunget til at tage turen på motorvejen M5 fra Weston. Emily var hård i filten, men hendes øjne var røde, og en ensom tåre trillede ned ad hendes venstre kind. Louise overvejede at lyve, men Emily fortjente bedre. ”Jeg er sikker på, han er okay, men han kunne ikke komme til tiden.” ”Er han fuld igen?” Louise tog pigen tæt ind til sig, tydeligt påvirket af det spørgsmål, der gjorde hendes niece langt ældre end sine fem år. ”Jeg er sikker på, han har det fint, skat.” Hun kunne mærke rystelserne i pigens krop, og Louise ville endnu en gang ønske, at hun havde været i stand til at beskytte hende fra alt, der var sket i hendes korte liv. Det var ikke første gang, Paul havde gjort det. Emilys mor, Dianne, døde for tre år siden efter en kortvarig kamp mod cancer. At alt var gået så stærkt, var kommet bag på alle, og det havde naturligvis ramt Paul hårdest. Drikkeriet var først løbet løbsk for et års tid siden, og Louise havde troet, han havde fået styr på det, men problemerne var begyndt igen for tre uger siden, på årsdagen for Diannes død. Louise bebrejdede sig selv for, at det kunne komme så vidt, men det fratog ikke hendes bror ansvaret. Hun havde lyst til at køre ud og lede efter ham og fortælle ham præcis, hvad hun tænkte om hans handlinger, men kunne ikke gøre det med Emily på slæb. Hun ringede igen til sine forældre fra bilen. ”Hej Lou,” sagde hendes mor. ”Jeg er ked af det, far og jeg har lige været ude, og vi har først fået beskederne nu.”
16
Content_9788727002415.indd 16
10/01/22 6:45 pm
Louise havde lyst til at spørge, hvorfor deres mobiler var slukkede, men beherskede sig. ”Jeg har Emily,” sagde hun. ”Vi tager ud og finder noget at spise.” ”Hej, Emily.” ”Hej, bedstemor.” Louise kørte ind til siden, så hun kunne slå sin mor fra højtaleren. Hun steg ud, lukkede forsigtigt bildøren. ”I er nødt til at tage hen og se efter Paul.” ”Far er allerede på vej.” ”Mor, det her kan ikke fortsætte,” hviskede Louise og kæmpede for ikke selv at begynde at græde. ”Det ved jeg, skat, det ved jeg godt. Tag Emily med over til os, når I har spist. Jeg har noget af hendes skoletøj her, så kan hun bo hos os indtil videre.” De fandt altid midlertidige løsninger på Pauls problemer. Han afviste alle tilbud om hjælp, benægtede fuldstændig, hvilken situation han var i. Han havde været en hengiven ægtemand, og Louise havde aldrig set ham lykkeligere, end da han var sammen med Dianne. Han havde forgudet Emily, fra det øjeblik hun blev født, og selvom hans kærlighed til hende ikke var blevet mindre efter hans kones død, var det, som om hans datters nærvær var en konstant påmindelse om den kvinde, han havde mistet. Louise var overbevist om, han aldrig bevidst ville såre Emily, men han forstod ikke den skade, han allerede havde forårsaget. Louise tog sin niece med hen til Pizza Express. Hun pressede ikke på, de sad bare stille sammen. Hendes far havde sendt en sms for at fortælle, at han havde fundet Paul derhjemme. Han havde været helt bevidstløs, men var så småt
17
Content_9788727002415.indd 17
10/01/22 6:45 pm
ved at komme til sig selv. Louise fortalte Emily, at hendes far var okay, undlod at nævne detaljerne, og pigen smilede kort, mens en tråd af varm ost løb ned fra hendes mund. Hvad skulle Louise ellers sige til hende? Selvom hun tidligere havde spurgt, om Paul var fuld, var hun for lille til at få at vide, at hendes far havde brug for hjælp, at han kun opførte sig sådan på grund af det, der var sket med hendes mor. Hun havde allerede gennemlevet for meget. Igen blev Louise overvældet af trangen til at tage hende under armen, langt væk fra alt dette. Louise sprang desserten over, da Emily spiste en Sundae-is. ”Du skal være hos bedstemor i aften. Er det fint?” Emily nikkede. ”Far er syg, er han ikke?” spurgte hun. Louise var ikke klar over, om hun mente sin fars tømmermænd, eller hans mentale tilstand generelt, men ville ikke spørge ind til det. ”Han får det godt igen, men lige nu er det bedst, at du er hos bedstemor. Det er også meget hyggeligt, ikke?” ”Bliver du der også?” spurgte Emily håbefuldt og virkede for første gang oprigtig glad, efter Louise havde hentet hende fra skole. *** Da de kom hjem til hendes forældre, løb Emily lige ind i sin bedstemors åbne favn. Louises mor skævede til Louise, mens hun knugede Emily hårdt ind til sig. Hendes øjne var tunge, som om hun ikke havde sovet. ”Far er derinde,” sagde hun. Louises far gik frem og tilbage i stuen. Danny Blackwell var en tætbygget, stærk mand sidst i 60’erne og den rareste 18
Content_9788727002415.indd 18
10/01/22 6:45 pm
mand, hun nogensinde havde mødt. Som barn idealiserede hun ham, hvilket muligvis fik en skadelig indflydelse på alle hendes fremtidige forhold. Hun havde endnu til gode at møde en mand, der kunne leve op til hans standard, selvom hun vidste, at sammenligningen ikke var rimelig, og at det muligvis var en måde at beskytte sig selv på for at undgå at give sig hen til et andet menneske. Louise så sjældent sin far være vred, men nu lagde han ikke skjul på det. ”Hvordan havde han det?” spurgte hun. Hendes far stoppede op. Han havde slet ikke lagt mærke til, at hun var kommet og så på hende i et øjebliks forvirring. ”Jeg kunne ikke få et eneste meningsfuldt ord ud af ham. Han stank af alkohol. Han mumlede et eller andet om en Tirsdagsmorgenklub på den lokale pub, og der stod en halvtom whiskyflaske på bordet. Jeg trak ham ud under en iskold bruser, men han bevægede sig knap nok. Jeg ved, han har haft det svært, Louise, men han er en selvoptaget lille nar. Hvordan fanden kan han gøre det mod Emily?” ”Jeg ved det, far. Jeg ved det godt.” ”Hvad kan jeg gøre? Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre for at hjælpe.” Hendes far faldt sammen på sofaen og kæmpede hårdt for at holde sammen på sig selv. ”Bedstefar,” sagde Emily og kom løbende ind i rummet. Louises far tørrede sine øjne, da Emily løb hen mod ham. ”Min søde lille skat,” sagde han og strakte armene ud for at omfavne sit barnebarn. Louise gik tilbage til køkkenet og satte vand over. ”Jeg antager, det ville være dårlig stil, hvis jeg tog noget stærkere?” sagde hendes mor med løftede øjenbryn. 19
Content_9788727002415.indd 19
10/01/22 6:45 pm
”Mor,” sagde Louise og rystede på hovedet. Hendes mor havde altid haft sans for sort humor og var normalt den første til at afdramatisere en svær situation. De drak en kop te, smilede ved lyden af Emily, der legede med sin bedstefar, og undgik begge at diskutere situationen. ”Hvordan går det i badebyen?” spurgte moren. ”Bedre nu, hvor det varme vejr er kommet.” ”Nogle saftige sager?” Hun spurgte kun af høflighed. Hun havde altid bakket Louise op i hendes job i politiet og var stolt af hende, men hun havde i virkeligheden ikke lyst til at høre detaljerne; ville ikke se realiteterne ved Louises arbejde i øjnene. ”Jeg er nødt til at tage tilbage snart, men vi må tale om det, der skete i dag. Du ved, at skolen er i deres fulde ret til at ringe til de sociale myndigheder? Forestil dig, hvis de besøgte Paul nu? Mor, Emily ville komme i pleje.” Louise kunne mærke, hvordan hendes følelser var ved at overmande hende, og var forbavset over, hvor meget ubehag hendes bror skabte, selv når han ikke var til stede. Hendes mor smilede. Udadtil syntes intet at påvirke hende, men Louise vidste, at hun bar alle familiens udfordringer på sine skuldre. I de seneste uger af Diannes liv og under de traumatiske eftervirkninger havde hun været den stærke. I årevis havde hun holdt sammen på familien, mens Paul sank ned i alkoholismen. Louise anerkendte det sjældent, men hun var heldig at have to så fine rollemodeller som forældre. ”Din far og jeg har diskuteret sagen, og vi har besluttet, at vi tager os af Emily de næste par måneder hen over sommerferien.” Hendes ord kom i en trodsig tone og lagde op til, at Louise ikke skulle komme med indsigelser. 20
Content_9788727002415.indd 20
10/01/22 6:45 pm
”Har du diskuteret det med Paul?” ”Ikke endnu.” ”Jeg tror ikke, han går med til det, mor.” ”Han har ikke noget valg. Som du sagde, før eller siden bliver de sociale myndigheder involveret, og selv din bror er ikke så dum, at han vil risikere at miste Emily.” Hendes mor rakte ud efter hendes hånd. ”Hør her, det mente jeg ikke. Din bror er ikke dum, slet ikke, men han er ikke i stand til at tage vare på sig selv for tiden. Jeg taler med ham og forklarer, at det er bedst sådan. Forhåbentlig er det det spark i røven, han har brug for. Vi har sagt til ham, at vi vil finde noget hjælp, og det siger vi igen i morgen.” Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. ”Lou, han er ved at tage livet af sig. Din storebror er ved at tage livet af sig selv, og vi er nødt til at hjælpe.” ”Åh, mor,” sagde Louise, omfavnede hendes skrøbelige krop og opfangede den velkendte duft af lavendel på hendes hals. Hendes mor skubbede hende venligt og forlegent væk. ”Vil du –” ”Jeg skal nok gøre alt, hvad jeg kan, mor. Jeg vil forsøge at komme her hver eneste weekend, og jeg kan hjælpe til om aftenen.” ”Hvad tror du, vi har gang i?” spurgte hendes mor smilende. ”Tror du, din far og jeg fester hele natten?” ”Gør I ikke det?” sagde Louise med påtaget overraskelse. ”Tak for tilbuddet, og vi vil helt sikkert benytte os af det, hvis der er behov for det, men jeg vil gerne bede dig om at tale med Paul. Ikke i aften, men her en af dagene. Fortæl ham, at du står bag vores beslutning og prøv at få ham til at søge hjælp.” 21
Content_9788727002415.indd 21
10/01/22 6:45 pm
Louise tvivlede på, at hendes bror ville lytte til, hvad hun havde at sige, men gik alligevel med til det. ”Godt,” sagde hendes mor, klappede i sine hænder, som om alt nu var i den skønneste orden. ”Du må hellere komme afsted. Du har sikkert masser at lave, og jeg har en lille dame, jeg skal have i seng.”
Content_9788727002415.indd 22
10/01/22 6:45 pm
Content_9788727002415.indd 6
10/01/22 6:45 pm
120 mm
154 mm
34 mm
232 mm
MATT BROLLY er jurist og bestsellerforfatter. Han skriver både krimier og børnebøger. Han bor i London med sin kone og sine to børn. Over kanten er anden bog på dansk efter
Efterforsker Louise Blackwell tror ikke på, at der er tale om en tilfældighed, da hun ved siden af liget finder en kryptisk besked magen til den, der blev fundet tidligere. Sagen bliver i første omgang ikke behandlet som mistænkelig, og Louise er desuden meget optaget af sin brors alkoholproblemer. Da en tredje ulykke indtræffer, begynder Louise dog at frygte, at nogen sidder og orkestrerer disse desperate handlinger. Men hvem? Kan hun nå at gennemskue den dødbringende selvmordsmission, inden den næste kaster sig ud over kanten? Over kanten er anden bog i serien om politikommissær Louise Blackwell.
Tidevandet.
”En virkelig god krimi, som jeg havde svært ved at lægge fra mig.” – Goodreads
MATT BROLLY Over kanten
I den lille kystby Weston-super-Mare bliver liget af en ung kvinde fundet ved foden af en klippe kun få måneder efter, at en identisk tragedie har ramt byen.
154 mm
MATT BROLLY
Foto: © Matt Brolly Omslag: Rasmus Funder med foto af Kristen Colada Adams / Unsplash
788727
”Original og altopslugende. Jeg anbefaler til dem, der kan lide krimier og britiske krimidramaer.” ”Tætvævet plot, velskrevet med et uforudsigeligt twist. Karaktererne er velkonstruerede, og jeg holdt meget af interaktionen mellem Louise og hendes familie, og kvinderne og den mistænkte.”
det smukke, stemningsfulde miljø omkring Weston er en velkommen bonus.” ”Matt Brolly har gjort det igen. Jeg holder meget af hans krimier. Hvis du kan lide en god kriminalroman, så tag og læs ham.” ”Jeg er rigtig glad for serien og anbefaler den varmt.” ”Jeg er allerede stor fan af Matt Brolly … Jeg var
Over kanten
002415
lindhardtogringhof.dk
GOODREADS om Over kanten
”Louise Blackwell er en interessant hovedperson, og
En Louise Blackwell-krimi 9
120 mm
LINDHARDT OG RINGHOF
fanget fra første side.” ”Fantastisk læsning! Jeg har virkelig glædet mig til næste bog i serien. Brolly skuffer ikke med sine karakterer og plot. Jeg kan ikke vente til næste bog om Louise Blackwell.”