Mig uden dig - læseprøve

100 mm.

153 mm.

22 mm.

Alt ser lyst ud, og kærligheden blomstrer. En dag kan Lilah dog ikke længere ignorere de små sygdomstegn, hun har holdt hemmelige for Callum, og som hun har frygtet skulle vende tilbage ...

KELLY RIMMER arbejder i it-branchen og har skrevet tre bøger. Hun bor i Australien med sin mand og deres to børn. mig uden dig er hendes første bog på dansk.

mig uden dig er en ægte kærlighedsroman om både det smukke og det svære i livet. ”Jeg grinede, jeg græd, men hvor jeg dog elskede denne historie.”

– Goodreads-læser

mig uden dig

226 mm.

Callum tror ikke på kærlighed ved første blik, men da han en dag på færgen hjem fra Sydney falder i snak med Lilah, er han solgt. De er forskellige som nat og dag, og alligevel ender deres første møde med middag og gåtur langs stranden. Callum er dybt fascineret og vil gerne ses igen, men Lilah opfinder den ene undskyldning efter den anden, som om hun ikke tør give kærligheden en chance. Til sidst giver hun dog efter og må indrømme, at hun langsomt er ved at forelske sig i Callum, og det er gensidigt.

kelly rimmer

modsætninger mødes

153 mm.

”Kan anbefales til alle, der elsker Jojo Moyes, David Nicholls og Nicholas Sparks.”

– Goodreads-læser

Det var bestemt ikke kærlighed ved første blik. Ud af øjenkrogen fik jeg øje på en beskidt bar fod. Jeg forsøgte at lade være med at kigge, men visse ting er ganske enkelt ikke til diskussion – bare fødder i det offentlige rum holder ikke, og på det tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig, hvilken krop fødderne sad fast på. Jeg skar uden tvivl en grimasse, men jeg forsøgte dog at holde blikket rettet mod den bærbare, jeg sad og arbejdede ved. Det mislykkedes tydeligvis, for hun opdagede, at jeg stirrede.

“Mine øjne er heroppe,” sagde hun, men med en munter stemme, så jeg kiggede op for at se, om jeg havde mistolket tonen.

Det var sådan, vores øjne mødtes.

Og det var i dét øjeblik, jeg forelskede mig i hende – så måske var det faktisk kærlighed ved andet blik.

Lilah var vidunderlig på så mange planer og måder, der ikke fandtes ord for.

– Uddrag fra bogen

www.lindhardtogringhof.dk 9 788711 466490

MIG UDEN DIG.indd 1

roman

lindhardt og ringhof

27/11/15 09:22

Kelly Rimmer

MIG UDEN DIG På dansk ved Bente Wissing Brøndum

Lindhardt og Ringhof

Mig uden dig.indd 3

01/12/15 17.36

Mig uden dig er oversat fra engelsk efter Me Without You Copyright © 2015 by Kelly Rimmer Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof, København Omslag: Henrik Koitz Bogen er sat med Sabon af Lymi DTP-service og trykt hos Livonia Print, 2015 ISBN 978-87-11-46649-0 1. udgave, 1. oplag, 2016

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Mig uden dig.indd 4

01/12/15 17.36

K A PI T E L E T

Callum Det var bestemt ikke kærlighed ved første blik.

Ud af øjenkrogen fik jeg øje på en beskidt bar fod. Jeg forsøgte at lade være med at kigge, men visse ting er ganske enkelt ikke til diskussion – bare fødder i det offentlige rum holder ikke, og på det tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig, hvilken krop fødderne sad fast på. Jeg skar uden tvivl en grimasse, men jeg forsøgte dog at holde blikket rettet mod den bærbare, jeg sad og arbejdede ved. Det mislykkedes tydeligvis, for hun opdagede, at jeg stirrede.

“Mine øjne er heroppe,” sagde hun, men med en munter stemme, så jeg kiggede op for at se, om jeg havde mistolket tonen.

Det var sådan, vores øjne mødtes. Og det var i dét øjeblik, jeg forelskede mig i hende – så måske var det faktisk kærlighed ved andet blik. Lilah var vidunderlig på så mange planer og måder, der ikke fandtes ord for. Hun var ikke meget over halvanden meter høj og så tynd, at man havde fornemmelsen af at kunne komme til at knække hende midtover, hvis man holdt for stramt om hende. Den dag var hendes kastanjebrune hår sat op i en skinnen7

Mig uden dig.indd 7

01/12/15 17.36

de knold, hvorfra ikke et eneste hår strittede, og jeg kan huske, jeg tænkte på den joke, jeg engang havde hørt om de dér business-­ typer, der mener, at hår, der kan bevæge sig, er et svaghedstegn.

Lilah kunne på en eller anden måde få en blommefarvet dragt og klodsede accessories i træ til at ligne det perfekte valg til en seriøs karrierekvinde. Kontrasten mellem den sirlige øverste halvdel af hendes udseende og hendes fod-look a la hjemløs var fuldstændig skæv. Selv om jeg var flov over at være blevet taget i at sidde og stirre, var jeg ganske enkelt nødt til at spørge.

“Hvorfor har du ingen sko på?”

“Det skal jeg sige dig, kammerat. Jeg har stået op i otte timer i dag. I stiletter,” lod hun mig vide. Hun kastede et er han ikke bare for meget?-blik rundt til kvinderne omkring sig.

“Derfor behøver du da ikke at have bare fødder nu. Og hvis du i øvrigt havde taget mere fornuftige sko på, ville du stadig have haft rene fødder.”

“Nåh okay, det var det, jeg skulle have gjort.” Sarkasmen blev mildnet af en svag latter. “Så når dommeren i morgen spørger mig, hvorfor jeg har løbesko på i retten, så siger jeg bare, at det er, fordi det sagde en eller anden gut på en færge, at jeg skulle.” “Én af de mange, mange ting, der virkelig undrer mig ved kvin­ der, er de pinsler, I vil gå igennem for at overholde de regler, kun kvinder går op i.” Den diskussion havde jeg gennem tiden haft med så godt som alle de kvinder, jeg kendte. Den endte aldrig godt.

“Regler, kun kvinder går op i!? Jeg blev engang fyret, fordi jeg nægtede at gå med makeup på arbejde,” stemte kvinden ved siden af Lilah i. Hun havde dårligt fuldendt sætningen, før Lilah havde rakt hende sit visitkort.

“Du skulle tage og ringe til mit firma. Det kan vi hjælpe dig med,” sagde hun, men sekundet efter var hendes opmærksomhed igen rettet mod mig. “Sidder du helt alvorligt og påstår, at målet for kvinder, der vælger at udstråle seriøsitet i deres påklædning, når de er på arbejde, er at imponere andre kvinder?”

8

Mig uden dig.indd 8

01/12/15 17.36

“Jeg går meget ind for seriøsitet. Jeg har også jakkesæt på, kan du se, og det har jeg hver dag på kontoret. Men hvis nogen direkte eller indirekte antydede, at jeg skulle gå med brystvorteklemmer for at bevæge mig op ad karrierestigen, så ville jeg vælge at overhøre det. Hvis du får ondt i fødderne af dine sko, så tag nogle mindre avancerede sko på. Ganske enkelt.”

Da gik det op for mig, og muligvis en postgang for sent, at jeg havde omkring ti par arrige kvindeøjne rettet mod mig. Jeg så mig over skulderen for at finde ud af, hvor langt vi var fra Manly Wharf.

“Overvejer du at svømme væk fra diskussionen?” spurgte Lilah.

“Jeg ved godt, at jeg ikke kan vinde den. Mænd har ikke lov til at udfordre den institution, kvindekønnet er.”

“Ved du hvad, du, hvis du absolut skal udfordre kvindekønnet som institution,” mumlede manden ved siden af mig, “så lad være med at gøre det på en færge midt på åbent hav over for en advokat, der har stået op på høje hæle i otte timer.”

“Kloge ord,” sagde Lilah.

“Det er ikke, fordi jeg gerne vil diskutere,” sagde jeg, selv om jeg tydeligvis gerne ville. “Jeg forstår helt alvorligt ikke, hvorfor kvinder mener, at de skal pine sig selv for at se godt ud. Du er en smuk kvinde, frøken ...?”

“Fru – og det kommer ikke dig ved.”

“Fru Det Kommer Ikke Dig Ved,” gentog jeg. “Du ville se lige så smuk og seriøs ud i et par flade skindsko, som du har gjort i dag i dine stiletter.”

“Tak for de venlige, om end temmelig nedladende ord.”

Interaktionen nærmede sig formentlig sin afslutning, men jeg kunne umuligt forlade færgen uden at finde ud af, hvem hun var.

Jeg havde ventet meget længe på at føle så dyb en fascination af nogen, som jeg følte for denne mystiske advokat, selv med hendes beskidte bare fødder.

“Hvilket juridisk område arbejder du inden for?”

9

Mig uden dig.indd 9

01/12/15 17.36

“Gæt.”

“Okay.” Jeg havde taget et par jurafag på uni, men det føltes som århundreder snarere end årtier siden. “Selskabsret?”

“Niks.”

“Formueret.”

“Nej.” Jeg så på hende igen. Noget ved hendes tøj fik mig til at tænke, at hun stak lidt uden for erhvervslivets sædvanlige klichéer.

“Aha. Så må det være familieret.”

“Nej!” Hun grinede igen. Hendes latter var fin og melodisk – præ­cis den lyd, man ville synes skulle komme fra en kvinde så smuk som Lilah, når hun grinede.

“Ansættelsesret?”

“Forkert igen.”

“Strafferet.”

“Niks.”

“Hvilke andre specialer findes der?”

“Du mangler stadig det allervigtigste og mest dynamiske.”

“Ophavsret?”

Hun så mistroisk på mig.

“Arbejder du i underholdningsbranchen?”

Nu var det min tur til at le.

“Marketing.”

“Endnu værre. Jeg kan godt se, at med den kapitalistiske tankegang, du render rundt med, skænker du ikke den jord, der holder dig i live, en tanke. Typisk.”

Så faldt femogtyveøren.

“Du er miljøretsadvokat – som gerne vil redde verden.”

“Endelig!”

“Beklager, at jeg var lidt tungnem. Jeg troede bare, at miljøretsadvokater gik i hamp-T-shirts og havde dreadlocks, men nu hvor du siger det, burde jeg have gættet det ud fra de bare fødder.”

“Jeg spekulerer bare på ...” sagde hun, men tav midt i sætnin10

Mig uden dig.indd 10

01/12/15 17.36

gen, som om hun var kommet på andre tanker om, hvad end det var, hun skulle til at sige. Nu hvor jeg kender Lilah, forstår jeg, det formentlig bare var et kneb, hun brugte for at finde ud af, hvor interesseret jeg var, snarere end en ægte tøven.

“På hvad?” spurgte jeg. Sandheden var, at jeg hang ved hendes læber.

“Nej, ingenting.” Hun sendte mig et kort smil, og min mave slog en kolbøtte. “Jeg spekulerer bare på, hvordan du vil få vores lille ping-pong vendt rundt, så du kan invitere mig ud og spise.”

“Jeg var spændt på, om han ville sende dig hjem og tage fornuftige sko på først,” grinede kvinden ved siden af hende.

“Jeg tror, at du skal overveje at invitere os andre med som backup – jeg er bange for, at du har mødt din overmand,” sagde manden ved siden af mig diskret. Der bredte sig en stille latter omkring os, men Lilahs og mit blik havde låst sig fast i hinanden, og lyden skyllede hen over mig som dåselatter i en sitcom.

“I aften?” spurgte jeg.

“Jeg dater ikke marketing-fyre.” Hendes tone var drilsk, og jeg vidste, at hun ville tage med.

“Jeg har krydderurter i min vindueskarm i køkkenet.” Det var naturligvis en fed løgn – på det tidspunkt havde jeg ikke engang en vindueskarm, eftersom jeg havde revet det meste af mit køkken ned under en renovering og aldrig rigtig havde fået gjort det færdig. Det betød ikke noget – mit desperate forsøg fremkaldte mere latter fra vores publikum, og Lilah sendte mig et skævt smil.

“Jamen, så er det jo en helt anden snak ...”

Vi forlod færgen sammen, mens menneskemængden spredtes ud i Manlys milde tusmørke. På skulderen havde Lilah en kæmpe håndtaske hængende, som jeg kunne se gemte en bærbar, og jeg havde adskillige timers arbejde, jeg ville have færdigt inden næste morgen. Jeg troede ikke på skæbnen – det gør jeg stadig ikke – 11

Mig uden dig.indd 11

01/12/15 17.36

men på en eller anden måde forstod jeg, at jeg burde hæfte mig særligt ved dette øjeblik, som om jeg netop havde begivet mig ud på en rejse, der kun ville byde sig til én gang i livet.

“Nå, så du er altså et ondt marketinggeni,” provokerede hun.

Vi stod og ventede på at krydse vejen over til den brede promenade, Manly Corso, og selv om det var sent, var myldretidstrafikken stadig tæt.

“Noget i den stil. Min dag er faktisk gået med at prøve at regne ud, hvordan man får børn til at købe gift.”

“Bare tilsæt lidt sukker.”

“Det har vi gjort i årevis. Min seneste teknik er at tilsætte sukker og kokain – jeg finder hele tiden på nye måder at holde dem afhængige på.”

Joken døde lidt. Hun smilede afmålt til mig af medlidenhed.

“Hvorfor marketing?”

“Hvorfor alting?” Jeg trak på skuldrene. “Jeg kan godt lide udfordringen i at få folk til at ændre mening.”

Lyset skiftede til gult, og trafikken blev langsommere for til sidst at standse helt. Vi strømmede automatisk fremad sammen med menneskemassen i retning af Corsoen, for det var det, alle i Manly gjorde. På Corsoen lå butikker og restauranter dør om dør, og den anden ende af gaden løb bogstaveligt talt direkte ud i sandet. Uanset om det var dag eller nat, sommer eller vinter, var der altid en lind strøm af kroppe på Corsoen, som blev draget af strandens tiltrækningskraft.

“Har du stoppet de højhælede torturinstrumenter ned et sted i den taske?” spurgte jeg. Jeg var forsigtig med igen at bringe hendes bare fødder på bane, men selv om vi kun befandt os et par hundrede meter fra havet, havde jeg svært ved at forestille mig, at nogen restaurant ville være glad for barfodede gæster.

“Niks, de står lunt og godt under mit skrivebord på kontoret og samler kræfter til mere tortur i morgen. Skal jeg ikke vise dig min yndlingsrestaurant?” foreslog hun. Og som havde hun læst 12

Mig uden dig.indd 12

01/12/15 17.36

mine tanker, fortsatte hun: “Der er faktisk steder i Manly, hvor de ikke har noget imod, at jeg er en beskidt hippie.”

“Render du barfodet omkring tit nok til at vide det?” spurgte jeg.

“Livet er for kort til ikke at føle sig godt tilpas. Hvis jeg har ondt i fødderne, tager jeg skoene af. Hvis min knold irriterer mig, tager jeg den ud. Hvilket minder mig om ...”

Hun trådte ind mod butikken på sin højre side og rakte mig sin store taske, som jeg tavs tog imod. Det føltes lidt, som om hun var så magisk, at hver eneste af hendes bevægelser ville forbløffe og tryllebinde mig, og alle mine sanser var i højeste alarmberedskab.

Jeg så på hende, mens hun tog adskillige hårnåle ud af sin knold og snoede sit hår ud og lod det falde ned over sine skuldre. Det snoede og bugtede sig mellem hendes hænder, indtil det nåede hende næsten til livet. Den stramme knold havde efterladt store bølger i hendes hår. Hun rystede hovedet for at løsne det endnu mere og smilede så til mig. “Det var bedre.”

Jeg ville stadig ønske, at jeg kunne være stoppet op i præcis dét sekund og have taget et billede af hende med min telefon.

Mørket var ved at sænke sig, og det kunstige skær fra butikken, vi stod foran, kastede lys på hendes hår, der næsten faldt som et slør. Hendes blå øjne glimtede som havet ud for Manly på en solrig dag, og et blødt smil lå på hendes læber. Jeg morede hende.

“Er du klar?” drillede hun. Havde jeg stået og stirret? Jeg blev i tvivl. Hele vores tilfældige møde begyndte at føles uvirkeligt. En flygtig tanke strøg forbi min bevidsthed. Havde jeg nogensinde været forelsket? Var det sådan, det føltes?

“Lad os gå,” sagde jeg. Jeg var pinefuldt bevidst om blodets dunken i mine ører. Idet jeg vendte mig væk fra hende for at fortsætte vores tur ned mod stranden, grinede hun igen.

“Min taske klæder dig virkelig godt. Synes du, at vi snart skulle udveksle navne?”

13

Mig uden dig.indd 13

01/12/15 17.36

Jeg rakte hende tasken og håbede, at hun ikke ville bemærke den varme rødmen, der langsomt bredte sig op ad min hals.

“Jeg hedder Callum. Callum Roberts.”

“Jamen, hej, Callum-som-lader-sig-score-af-barfodede-fremmede-kvinder-på-færgen,” sagde hun med et skævt smil. “Jeg hedder Lilah Owens.”

“Det var mig, der scorede dig,” indvendte jeg.

Hun smilede igen. “Fint. Hvis du får det bedre af det.”

Lilah. Det var det perfekte navn til hende. Jeg afprøvede det i mit hoved – Lilah Roberts – og ruskede så rædselsslagen mig selv mentalt. Jeg skulle aldrig giftes. Det var ikke en del af planen.

Mine forældre havde lært mig en masse om kærlighed og ægteskab – vigtigst af alt havde jeg lært, at ingen af delene var noget for mig.

“Hvor er vi overhovedet på vej hen?” spurgte jeg for at aflede mig selv fra denne ubehagelige tankerække. Jeg følte en pludselig trang til at tage styringen. Jeg kendte alle steder, der var værd at kende i Manly, og jeg prøvede at komme i tanke om et passende sted. Det skulle have en afslappet stemning på grund af fodsitua­ tionen, men samtidig være romantisk – dæmpet belysning? Et ordentligt vinkort? Måske lidt musik til at skabe den rigtige stemning? “Turners?”

“Føj,” sagde hun med en grimasse, der tydeligt viste, at hun ikke var imponeret over mit forslag om det sted, der havde ry for at være forstadens bedste gourmetrestaurant. “Nej, vi går hen på Giovanni On the Seaside.”

“Pizzastedet?” Jeg var forvirret. Vi havde nu krydset vejen og gik ved siden af hinanden ad Corsoen ned mod huset ved stranden, hvor Giovanni On the Seaside lå. Det var et lidt slidt pizzasted med en umoderne indretning, et billigt udvalg på menuen og kun få borde – de fleste gæster hentede takeaway.

“Er det ikke fornemt nok for dig?” Hun drillede mig – eller måske testede hun mig.

14

Mig uden dig.indd 14

01/12/15 17.36

“Det er helt fint.” Det lå også i nærheden af min lejlighed, og det var et plus. “Du virker ikke som typen, der er vild med pizza.”

Mest fordi hun så ud, som om hun aldrig nogensinde havde spist en eneste mundfuld junkfood.

“Elsker alle ikke pizza?”

“Det gør de måske. Hvad er det for en sag, du arbejder på?”

“I dag var jeg for eksempel i retten for at få et forbud igennem, der skal stoppe udviklingen af en ny mine.”

“Hvad er der galt med minen?”

“Der er generelt noget galt med alle miner.” Tonefaldet ville have fået enhver anden til at lyde arrogant. Lilah lød bare selvsikker. “Denne her skulle ligge lige ved siden af en nationalpark.

Tre truede dyrearter lever kun et par kilometer derfra. Det er alt for risikabelt.”

“Vinder du?”

“Det regner jeg med.”

Godt, jeg ikke var dommer. Jeg ville ikke kunne koncentrere mig om én eneste af sagens detaljer, hvis hun stod foran mig og procederede.

“Og hvad laver du så i din fritid, fru Moder Jord?”

“Nogle gange kan jeg godt lide at lave mad. Men for det meste strikker jeg.”

Jeg kunne ikke se, om hun lavede sjov.

“Trøjer?”

“Mest små sokker. Til de børn, jeg skal have.”

Helt klart sjov.

“Du har garanteret et børneværelse stående klart og det hele.”

“To, hvis nu jeg får tvillinger.”

“Har du tænkt dig at glide af på alle mine spørgsmål?”

“Har du tænkt dig at stille mig åndssvage første-date-spørgsmål hele aftenen?”

“Hvilke tre ting ville du tage med dig, hvis du strandede på en øde ø?”

15

Mig uden dig.indd 15

01/12/15 17.36

“En GPS, en satellittelefon og min bærbare.”

Jeg kunne dufte havet, og i den milde vind hang en svag antyd­ ning af pizza. Vi stod foran Giovanni On the Seaside, men pludselig tøvede jeg. Da Lilah trådte et skridt frem for at gå ind, tog jeg blidt fat om hendes albue og vendte hende rundt mod mig igen.

Hun løftede et øjenbryn.

“Jeg tror ikke, at jeg kan tage dig med på et halvslidt pizzasted på vores første date.”

“Hvorfor dog ikke?”

“Jeg synes, at du fortjener bedre.”

“Hvor er du sød.” Hendes kække facon blødte faktisk lidt op, og for første gang den aften smilede hun ægte til mig. “Men bare rolig, Callum, jeg er temmelig kræsen, og de har en ret, jeg er helt vild med.”

Et mildt vindpust sendte en hårlok ned over hendes ene øje. Da jeg rakte en hånd frem og strøg den om bag hendes øre, så jeg, at hun sank. Det var en underlig kemi, der sitrede mellem os – ubehagelig intens, men samtidig uskyldig og ren trods strømmen af seksuelle undertoner. Jeg havde allerede lyst til at kysse hende, og jeg vidste, at hun også havde lyst til, at jeg skulle gøre det. For første gang i hele mit liv ønskede jeg dog at nyde hvert eneste sekund og strække hvert skridt på rejsen.

“Det lyder som et måltid, jeg ikke har råd til at gå glip af.”

Det frække smil vendte tilbage, og øjeblikket var forbi. Lilah trak sig væk og trådte indenfor.

Restauranten var halvtom, men menukortet bugnede. Jeg havde været der før, men havde ikke fundet en særlig ret, der var værd at rose på det omfattende menukort. Lilah vidste dog præcis, hvad hun ville have.

“En veganer med tynd bund, tak.”

“Veganer?”

“Det vil sige intet kød, ingen æg, ingen mælkeprodukter. Helt 16

Mig uden dig.indd 16

01/12/15 17.36

uden animalske produkter,” oplyste den hjælpsomme tjener mig.

Jeg var dybt forvirret.

“Hvordan fungerer det i en pizza?”

“Cashew-ost er fuldstændig fantastisk,” lod Lilah mig vide.

“Cashew-ost?” Jeg gøs. “Findes det overhovedet?”

“Jeg tror, at vi hellere må dele den store veganer med tynd bund,” sagde Lilah og tog menukortet ud af min hånd.

“Men jeg havde tænkt mig at bestille den ekstra kødfulde Kød­ elskeren med ekstra kød og kødtilbehør.”

Hendes blik udfordrede mig.

“Jeg er på ingen måde fundamentalistisk veganer. Men hvis du aldrig har hørt om cashewost, synes du så ikke, at du i det mindste burde give det en chance?”

Hun kunne have foreslået, at vi skulle dele en gang muldjord, og efter bare et par blink med de øjenvipper ville jeg have bedt om at få det med et drys grus ovenpå.

“Jeg kan altid smutte omkring bøfhuset på hjemvejen,” sagde jeg stille.

“Okay, så du har ikke noget problem med at flirte åbenlyst med en fremmed, men du er bange for at spise et måltid, der ikke indeholder et dødt dyr.”

“Adskillige døde dyr. Jeg sætter altid barren højt.”

“Bor du i nærheden?”

“Min lejlighed ligger et par gader herfra.”

I enhver anden situation ville jeg helt sikkert ikke have bemærket, hvordan hendes øjenbryn løftede sig eller den lille krusning ved hendes læber. Hun overvejede at tage med mig hjem. Vores blikke låste sig igen fast i hinanden et kort øjeblik, før hun rettede sig op og kastede sit hår væk fra ansigtet.

“Jeg elsker Manly,” sagde hun. “Jeg elsker duften af havet i aftenluften, glæden i ansigterne hos backpackerne, når de stiger af bussen, og mest af alt elsker jeg, at centrum er som en helt anden planet.”

17

Mig uden dig.indd 17

01/12/15 17.36

“Jeg har faktisk en utrolig usund affære med selve Sydney,” indrømmede jeg. “Jeg boede inde midt i byen indtil sidste år. Den del af byen fylder mig med energi.” Og det var mere end det.

Min kreativitet kørte på den energi, og jeg følte på en eller anden måde, at det var byen, der i årenes løb havde inspireret mig til at arbejde så hårdt. Byen og følelsen af, at min karriere var meningen med hele mit liv, så det gjaldt bare om at lægge alt, hvad jeg havde, i den.

“Hvorfor flyttede du så?”

“Jeg fik den snigende tanke, at man måske ikke kan være på altid,” sagde jeg. “Den evindelige tumult begyndte at gå mig på nerverne. Jeg havde ikke lyst til at flytte alt for langt væk, og det var en fristende mulighed at kunne begynde dagen med en løbetur på stranden, inden jeg tog den lille, hyggelige færge over til Sydney Harbour på arbejde.”

“Løber du så på stranden, inden du tager på arbejde?”

“Ikke så tit, som jeg troede, at jeg ville.”

“Og du springer på hurtigfærgen.”

“Hvis man har råd til at købe hus i Manly, har man ikke tid til at tage den langsomme færge,” sukkede jeg.

“Det er virkelig trist – men sådan er det nok.”

Jeg havde aldrig forstået, hvad det ville sige at være så tryllebundet af et andet menneske, at selv ikke ti vilde heste ville kunne flytte ens blik fra vedkommende. Jeg er sikker på, at jeg er elendig til at lytte – jeg er alt for selvoptaget, hvilket de fleste af mine ekskærester formentlig vil skrive under på. Men jeg ønskede ikke at gå glip af et eneste ord, der kom ud af Lilahs mund.

“Da min bedstemor døde, arvede jeg hendes hus,” sagde hun lavmælt. “Først arbejdede jeg med erhvervsjura, tjente kassen og troede, at jeg kunne dulme mine idealistiske tendenser gennem et halvhjertet forsøg på at passe den enorme have, mine bedsteforældre havde, dengang de levede. Det er et par hektar land med frugttræer, tæt på havet ved Gosford. Det mest vidunderlige sted, 18

Mig uden dig.indd 18

01/12/15 17.36

jeg nogensinde har set. Men efter ganske få måneder havde jeg så godt som ødelagt det hele.” Hun lo. “Jeg anede ikke en skid om, hvad jeg lavede, men tanken havde bare virket så ... romantisk.”

“Virkeligheden versus forventning,” forsøgte jeg mig.

“Præcis. Nu passer et ældre ægtepar på den anden side af vejen plantagen, og de har også sået en stor urtehave, så de passer det hele for mig, imod at de må sælge afgrøderne på markedet i weekenden. Og så tager jeg på besøg af og til og propper mig med frisk frugt og grønt. Den eneste måde, jeg kunne få drømmen til at gå i opfyldelse på, var ved at give slip på forventningerne.”

“Jeg tror faktisk, at det er det, jeg har gjort ved at flytte til Manly.” Jeg var overrasket over dybden af denne erkendelse, som kom til mig, samtidig med at jeg sagde ordene højt. “Det er, som det er. Det kan godt være, at det ikke er det afslappede liv, jeg havde forestillet mig, men det er okay.”

“Er du vokset op i byen?” spurgte hun.

“I Cronulla. Hvad med dig?” “Åh, vi har boet over det hele.”

“Har du familie i Sydney nu?”

“Min mor bor i Gosford. Min far døde for nogen tid siden.”

“Det er jeg ked af,” sagde jeg tøvende. “Jeg har også mistet begge mine forældre.”

“Jeg har en teori om, at selv om man er halvfems, når ens forældre dør, vil det stadig få én til at føle sig som et barn igen.”

“Det tror jeg, du har ret i.” Jeg hadede – hader det faktisk endnu – at tale om mine forældres død, især med kvinder, og mest af alt med kvinder, jeg var interesseret i. Det var altid en sørgelig omgang sødsuppe, hvor de fik det mest triste og længselsfulde blik i øjnene. Når jeg nåede den deprimerende afslutning på beretningen, følte jeg enten, at jeg havde knust deres hjerte, eller at de havde misset pointen og kun syntes, det hele lød forfærdelig romantisk, hvilket irriterede mig endnu mere.

“Er det længe siden, du mistede dine?” spurgte hun.

19

Mig uden dig.indd 19

01/12/15 17.36

“Det er en ret lang historie.” Det var ikke for at svare undvigende, ikke sådan rigtig. Jeg havde bare ikke lyst til, at dette emne skulle sætte stemningen, mens vi spiste. Før jeg nåede at regne ud, hvordan jeg skulle få skiftet emne, satte hun sin ene albue på bordet, hvilede hagen på sin håndryg og sendte mig et blidt smil.

“Jeg har ikke spor travlt.”

Jeg havde vel talt med tre kærester om mine forældre, og alle tre gange havde jeg efterfølgende følt mig enormt irriteret. Jeg havde engang inviteret en kvinde ud, som jeg havde mødt i fitnesscentret, og da vi kom til at tale om vores forældre, græd hun ligefrem. Jeg fik hurtigt rundet middagen af og gik alene hjem. Jeg kan huske, at jeg modstod trangen til at bide ad hende for at gøre klart, hvad der burde have været indlysende – dén historie havde ingen lykkelig slutning.

Jeg forestillede mig, at Lilah ville reagere anderledes på historien – jeg ved ikke hvorfor, måske var det mit instinkt. Jeg begyndte at fortælle, inden jeg overhovedet havde besluttet mig for at gøre det.

“Min mor var amerikaner. Hun og min far mødte hinanden i New York. Han var enogtyve og havde arbejdet som journalist i et par år. Han holdt en længere pause fra sit arbejde for at tage på eventyr, og på en eller anden måde havnede hen derovre. De stødte ind i hinanden i et supermarked, konservesafdelingen, så vidt jeg husker, og fra dét øjeblik var de uadskillelige. Mor sagde altid, at de ikke var væk fra hinanden i et eneste sekund, før han begyndte at arbejde igen et par måneder senere. Hun rejste med ham her tilbage, efter et par uger blev de gift, de fandt et hus og fortsatte egentlig bare deres lykkelige liv sammen.”

“Et eventyr.” Lilah så ikke imponeret ud. “Hvor er den onde heks? Der er altid en ond heks.”

Jeg smilede smørret.

“Hippie og realist. Det kan jeg godt lide.”

“Jeg vil gerne være optimist og tro på det gode i menneske20

Mig uden dig.indd 20

01/12/15 17.36

heden, men det er nu engang en realitet, at vi som art er nogle røvhuller. Så hvor gik det galt? Skilsmisse? Utroskab?”

“Nej, nej, de levede virkelig lykkeligt sammen i fyrre år. Jeg blev født, og mine tvillingebrødre, utallige højtelskede hunde og katte kom og gik, de købte hus og betalte det ud, rejste jævnligt på de mest fantastiske ferier og havde vellykkede karrierer, indtil de gik på pension på det helt rigtige tidspunkt – og det værste af det hele er, at jeg ikke én eneste gang så dem tale til hinanden med andet end respekt i stemmen. Det var en ubegribelig solid familie – indtil jeg flyttede hjemmefra for at gå på universitetet, havde jeg vitterligt kun haft det selvsamme værelse.”

“Det var fandeme da en modbydelig barndom.” Hun løftede det ene øjenbryn. “Din lille stakkel.”

“Men bare rolig, det gik galt.” Hver gang jeg mindedes tabet, føltes det, som når et uvejr ruller ind over land. Jeg forsøgte at holde tonen lidt let. “Min mor døde af et slagtilfælde, ganske pludseligt, da hun var tres. Hun var sund og rask, og et minut senere var hun væk. En uge efter faldt far også død om. De sagde, at det var hjertestop.”

“Men det ved du, at det ikke var.”

Hendes ord overraskede mig.

“Ja, det ved jeg, at det ikke var. Der var ikke noget mistænkeligt ved hans død – han holdt bare op med at leve. De havde bygget hele deres liv op om hinanden – min far havde ikke noget at leve for, da min mor døde. Jeg er sgu imponeret over, at han holdt en hel uge. Det er det, der er problemet med en kærlighed som i eventyrene – og dér har du din onde heks. Ægte kærlighed er kun et synonym for desperat afhængighed.”

“Jeg tror ikke engang på ægte kærlighed – det er sgu da den værste omgang fis. Og din historie handler ikke om noget, der er gået galt – den handler om noget smukt. De havde fyrre lykkelige år og et skønt liv sammen. Din mor døde en nådig død, og din far valgte ubevidst at følge efter. Jeg kan ikke forestille mig, hvor 21

Mig uden dig.indd 21

01/12/15 17.36

forfærdeligt det må have været at miste dem begge på den måde, men til syvende og sidst er det, som dengang du valgte at flytte til Manly: Det er, som det er. Og i øvrigt er du og dine brødre frugten af deres forhold, så deres samhørighed lever på en måde videre.”

Det var mit første møde med Lilah uden omsvøb, og i et kort øjeblik var jeg usikker på, hvad jeg skulle mene om hende. Jeg lænede mig tilbage i stolen og betragtede de smukke modsætninger – empatien i hendes øjne, de hårde linjer omkring hendes mund. Pludselig gik det op for mig, at Lilah lyttede til mig – sådan rigtig lyttede, som om jeg var et emne, der krævede et intenst fokus. Det sved en smule, at hun havde affejet min sorg, men smerten blev dulmet af overraskelsen over hendes fulde opmærksomhed.

Jeg har brugt romantik til at markedsføre produkter hundredvis af gange ved at få folk til at æde en historie om, at du kan møde én, som forstår dig, og som du forstår, og når I er sammen, er verden et lettere sted at være for jer begge. I reklamer forklæder vi det tit som sex, men til syvende og sidst søger folk en forbindel­ se til et andet menneske, og derfor fungerer sex så godt som salgsværktøj.

Og der sad nu jeg, som i hele mit voksenliv havde haft en intellektuel forståelse af konceptet. På en lettere tvivlsom pizzarestaurant sad jeg og ønskede nu for allerførste gang i en alder af tæt på de fyrre måske det samme for mig selv. Jeg havde haft elskerinder, endda kærester, som var rejst ind og ud af mit liv uden nogensinde rigtigt at kende mig, og når de forsvandt, havde intet ændret sig i mig. Jeg havde en fornemmelse af, at det ikke ville være tilfældet, selv hvis Lilah fløj op og løb ud af restauranten nu, halvvejs igennem vores pizza.

“Jeg har lige fortalt dig mere om min familie, end nogle af mine ældste barndomsvenner kender til. Og du har lige været hårdere ved mig, end de nogensinde har været, selv om jeg her ti år 22

Mig uden dig.indd 22

01/12/15 17.36

senere stadig kan få godt gammeldags ondt af mig selv over den historie.”

“Du skal bare have nogle bedre venner,” sagde hun til mig, og vi grinede begge to.

Tjeneren ankom så godt som ubemærket med pizzaen og lod den glide lydløst ned på bordet mellem os, hvorefter Lilah viftede en hånd henover den.

“Nyd det mirakuløse syn af en klimatisk bæredygtig tilgang til mad, min ven.”

Den lignede rent faktisk en almindelig pizza, bortset fra at der lå græskar og oliven dér, hvor der skulle have været kød. Jeg sukkede og rakte ud efter et stykke, det største stykke, og det føltes på en eller anden måde for let i min hånd.

“Næste gang jeg scorer en møgbeskidt fremmed på færgen, sender jeg hende hjem og får et fodbad og et par sko på, så vi kan gå et sted hen, hvor de har rigtig mad.”

“Næsten hver eneste gang jeg scorer en fremmed på færgen og tager ham med herhen, brokker han sig, når jeg tvinger ham til at spise veganeren med tynd bund.” Hun lod et stykke pizza glide over på sin tallerken og smilede underfundigt til mig. “Bon appétit!”

“Hvorfor er du veganer?” spurgte jeg hende efter mine første par bidder. Pizzaen smagte overraskende godt, men der var ikke meget gods i den. Jeg vidste, at jeg ville være hundesulten igen om et par timer.

“Har cashew-osten ikke overbevist dig?” Hun foregav at være dybt chokeret. “Det var en åbenbaring for mig, da jeg smagte den første gang.”

“En tilstrækkelig stor åbenbaring til at forsage lækker mad i enhver afskygning?”

“Jeg var i Kina i en periode for nogle år siden. Jeg rejste rundt med en af mine venner, og en af hans studiekammerater var sundhedsarbejder i en fjerntliggende landsby. En flok ældre mennesker i landsbyen var stadig imponerende friske – men alle deres børne23

Mig uden dig.indd 23

01/12/15 17.36

børn var overvægtige og syge. Det handlede alt sammen om deres kost. Samtidig med at der blev adgang til bedre og bedre sundhedspleje, sneg der sig mere og mere kød og flere mælkeprodukter ind i deres kost, så på trods af, hvordan udviklingen burde have været, havnede den unge generation i store helbredsproblemer, mens de gamle gutter kløede på.”

“Og det var nok til at inspirere dig til at holde dig fra det hele?”

“Ikke det fjerneste.” Hun smilede. “Jeg fortsatte til Europa, derefter nogle måneder i Centralamerika, inden jeg vendte hjem og valgte at føre en plantebaseret livsstil. Men ja, jeg er gået helt uden om animalske produkter lige siden. Mit CO2-fodaftryk er mindst ni tons mindre end dit hvert år.”

“Og det er godt, ikke?”

Lilah vendte det hvide ud af øjnene.

“Jo, det er godt.”

“Var det dengang, du gik på universitetet? Et sabbatår?”

“Nej da, det er kun et par år siden,” sagde Lilah og rakte ud efter endnu et stykke pizza. “Jeg tog fri fra arbejde i et år og rejste ud og så verden.”

“Det har jeg også længe haft planer om at gøre.”

“Hvorfor gør du det så ikke?”

“Det aner jeg ikke. Mine brødre bor i Melbourne og Paris. Af og til mailer de til mig og spørger, hvornår jeg kommer på besøg.

Jeg er ikke bundet af noget her, ud over mit arbejde. Men der er flere ting, jeg bare ikke får gjort, og at rejse på ferie er én af dem, selv om jeg godt ved, at jeg virkelig burde besøge dem begge to eller mødes med dem på halvvejen eller, jeg ved ikke ... et eller andet.”

“Husk, at livet er kort.” De blå øjne funklede. “Jeg kunne så let som ingenting have smidt dig over bord fra den færge i dag, og så havde du aldrig set dine brødre igen eller fået så meget som et glimt af Eiffeltårnet.”

“Jeg har set det på Google Earth. Det så ikke ud som det helt store.”

24

Mig uden dig.indd 24

01/12/15 17.36

“Jeg var i Paris første gang, da jeg var nitten. Min daværende kæreste og jeg rejste rundt som backpackere hele sommerferien.

Vi levede af baguettes og billig ost og overnattede på lusebefængte backpacker-hostels. Da jeg så Eiffeltårnet, var jeg sammen med den mand, jeg var sikker på, at jeg skulle giftes med. Det var som en drøm.”

“Jeg synes, du sagde, at du ikke troede på ægte kærlighed?”

Jeg var irrationelt, pinligt jaloux.

“Hvem sagde noget om ægte kærlighed? Det var min første erfaring med sex uden tårer, og det troede jeg, var noget særligt.

Vi sad og så sneen dale ned over Eiffeltårnet og delte noget billigt mad og puttede os ind til hinanden, og det var det mest fantasti­ ske, romantiske øjeblik.”

“Og hvor var så den onde heks?” provokerede jeg.

“Hjemme på vores hostel. Jeg tog dem i gerningsøjeblikket senere samme aften. Ved siden af mig, mens jeg lå og sov. I samme seng – de var endda under det samme tæppe som mig.”

Jeg krympede mig, og hun kluklo.

“Det er en super god historie, ikke?”

“Er den sand?”

“Hver eneste klamme detalje.”

“Så moralen er ’Tag til Paris med den, du elsker – men sov med det ene øje åbent’.”

“Nej, Callum. Moralen er ’Se nu bare at komme til Paris, for fanden’. Det er jo ikke så svært.”

“Du lyder som min HR-manager.”

“Okay, hvis du ikke vil lytte til din HR-manager, taler jeg for døve øren.” Lilah grinede igen og rakte ud efter menukortet, der stod på bordet. “I betragtning af, at du ikke er spor begejstret for cashew-ost, er det lidt utroligt, at du har spist stort set hele pizzaen.”

Hun havde ret – og jeg var stadig skrubsulten.

“Hovsa.”

25

Mig uden dig.indd 25

01/12/15 17.36

“Mere pizza?” foreslog hun og vendte menukortet om, så vinkortet dukkede frem. “Hvad siger du til rød?”

Efter en time i selskab med Lilah var jeg klar over, at hun levede og åndede for sit arbejde. Indtil da ville jeg have sagt, at det gjorde jeg også, men Lilahs arbejde var en sag, og mit var en karriere.

Forskellen var glasklar.

“Kan du huske, da medierne sidste år omtalte en kamp for at redde et træ ovre i nærheden af Shelly Beach?”

“Svagt,” løj jeg. Hvis jeg havde hørt om det, havde jeg ikke hørt nok efter til at huske det. Jeg havde formentlig set en artikel om det et sted og affærdiget det som det rene hippienonsens.

“Det var mit firma, min sag. En entreprenør ville fælde et træ i udkanten af naturreservatet, så det ikke spærrede for hans havudsigt, når han stod og vaskede op.”

“Jeg var ikke engang klar over, at der var et reservat derovre.”

Hun spærrede vantro øjnene op, og jeg skar en grimasse. “Beklager. Og du siger, at det var en stor sag?”

“En stor sag ... følger du slet ikke med?” Hun så opgivende ud.

“Har du ikke engang hørt om den?”

“Jo, jeg er da sikker på, at jeg har hørt om den.” Endnu en løgn, og ikke en særligt overbevisende en af slagsen denne gang, for hun lagde hovedet på skrå og så på mig med sammenknebne øjne. “Jeg kan bare ikke huske detaljerne.”

“Hele lokalsamfundet engagerede sig i det, Callum. Der blev holdt fundraising-arrangementer hver eneste weekend for at betale vores salær! Der var protestmøder og demonstrationer kun én gade herfra! Hvordan kan du undgå at lægge mærke til et halvt års konflikt lige her foran din egen hoveddør?”

“Lige et øjeblik. Handlede alt det om ét træ?”

“Det var kun ét træ, men det var to hundrede år gammelt. Og husk lige på, at træets eneste forbrydelse var, at det voksede lige

26

Mig uden dig.indd 26

01/12/15 17.36

foran en udsigt, som en eller anden selvfed pamper gerne ville nyde i de to uger om året, han kom her for at holde ferie.”

“Så du brugte et halvt år på at redde ét træ.”

“Det er ikke det, det handler om, Callum. Ja, det var ét træ.

Men det repræsenterede noget større for lokalsamfundet, og vi forhindrede én gut og hans store, fede checkhæfte i at jævne det med jorden. Og skal jeg sige dig noget? Om hundrede år er den entreprenør for længst væk, og træet vil stå der endnu. Det sørgede vi for.”

Glæden var tydelig i hendes øjne, der strålede af stolthed og beslutsomhed, og alene det at tale om sagen fyldte hende med så stor begejstring, at hele hendes krop var i bevægelse, og hun gestikulerede vildt med begge hænder, mens hun forklarede alting for mig. Alt lød så meningsfyldt, når Lilah talte om sit arbejde – en form for kosmisk berettigelse, som jeg aldrig var nået i nærheden af, og selv hun så ud til at blive revet med i forundring over det. Hun reddede truede dyrearter og kæmpede for erstatninger til ofre for alverdens fortrædeligheder og gjorde modstand mod risikabel minedrift. Når hun havde succes på sit arbejde, trivedes økosystemet, eller folks liv blev mærkbart forbedret. Når jeg havde succes på mit arbejde, forøgede det salget, og produkter blev afsat. I løbet af en generation ville hendes profession have en ufattelig og positiv indvirkning på verden. I løbet af den samme generation ville min professions indvirkning formentlig være fedme og en følelse af fattigdom og nød, uanset hvor velhavende folk end var.

Denne skærende kontrast kunne have været provokerende, men der var noget tiltrækkende over så stærk en lidenskab. Måske var det den selvsikkerhed, det krævede at hellige sig noget så fuldt og helt, eller måske var det bare den entusiasme, der strålede fra hende. Hvad end det var, var jeg tryllebundet.

“Jeg viser dig det,” sagde hun pludselig.

27

Mig uden dig.indd 27

01/12/15 17.36

“Hvad viser du mig?”

“Træet. Du forstår det, når du ser det.”

Lilah og jeg havde både tømt flasken og spist den anden pizza, og rundt om os var restauranten begyndt at lukke. Det var tid til at gå videre, og jeg havde håbet, at vi ville gå derfra sammen, men jeg havde tænkt, at vi skulle sætte kurs i retning mod min lejlighed snarere end væk fra den.

“Nu?” “Nemlig.”

“I mørket?”

“Vi kan gå derhen på et kvarter, og der er en sti hele vejen. Jeg ville kunne finde til Shelly Beach med bind for øjnene. Kunne du ikke det?”

“Altså ...”

Hun spærrede øjnene op og kneb dem så tæt sammen igen.

“Sig ikke, at du aldrig har været der?”

“Altså, jeg ved, at det findes. Den store strand er bare tættere på, og jeg har hørt, at Shelly Beach er lillebitte.”

“Det er simpelthen løgn. Du bor i Manly, og så har du aldrig været på Shelly Beach?”

“Der er masser heromkring, jeg aldrig har prøvet.”

“Hvad har du prøvet? Du når aldrig hele vejen til Paris, hvis du ikke engang magter at tage til Shelly Beach. Kom så.”

“Men ... du har ingen sko på.”

“Hvad skulle jeg med sko for at tage til stranden?”

“Så du ikke træder på en kanyle.” “Åh gud, Callum, hvis jeg skulle undgå så teoretiske farer, kunne jeg jo aldrig gøre noget.” Lilah grinede, mens hun rystede på hovedet ad mig. Hun havde allerede taget regningen, og jeg rakte ud for at tage den fra hende.

“Nej, lad mig –” “Jeg havde ikke tænkt mig at betale.” Hun sendte mig et skarpt blik. “Jeg betaler halvdelen.”

28

Mig uden dig.indd 28

01/12/15 17.36

Den stædige beslutsomhed i de uendeligt blå øjne lod mig forstå, at det ikke kunne betale sig at protestere.

“Selvfølgelig.”

Vi trådte fra den varme restaurant og ud i gadens halvmørke.

Luften var kølig, og i samme øjeblik jeg trak luft ind for at protestere mod den sene vandretur en sidste gang, lod Lilah tavst sin hånd glide ind i min. Mine ord døde, før de havde forladt min mund, og jeg flettede automatisk mine fingre sammen med hendes.

Det var ganske uskyldigt, og det betød selvfølgelig intet – intet i forhold til de intime situationer, jeg havde oplevet med andre kvinder, eller endda den intimitet, jeg allerede nu håbede at komme til at opleve med Lilah. Men hendes hånd i min, hendes sarte, bløde hud, varmen i vores tætte håndflader ... det var vidunderligt. Da jeg så ned, stirrede jeg ind i hendes øjne og så det løfte og den spænding, der simrede derinde. Vi smilede til hinanden. Jeg ville gerne have stået der i længere tid og nydt den beroligende og rene følelse af at være forbundet, men Lilah lod til at have andre planer, da hun blidt trak i min arm og førte mig ned mod havet.

“Jeg forstår ikke, hvordan man kan bo i denne forstad og aldrig have snorklet i Cabbage Tree Bay. Du er godt klar over, at det er et undersøisk vildtreservat, ikke?”

“Nu er jeg.”

Lilah udstødte en lyd, der var halvvejs et grin og halvvejs et støn.

“Det er det eneste undersøiske vildtreservat i Sydney. Og folk kommer fra hele verden for at opleve det. Der er næsten to hun­ drede vandlevende dyrearter i reservatet, og fem af dem er truede.

Har du nogensinde været ude og dykke?”

“Nej ... Men jeg ville gerne. Jeg elsker at tage billeder. Engang vil jeg gerne prøve at fotografere under vandet.”

“Der er dykkerskoler lige her i Manly, så du behøver ikke engang at forlade byen.” Jeg kunne høre forvirringen i hendes stem29

Mig uden dig.indd 29

01/12/15 17.36

me, og jeg kunne faktisk godt forstå hende. Jeg havde også haft svært ved at fatte min egen initiativløshed. Det var, som om jeg ikke engang kunne svinge mig op til at gøre de ting, jeg brændte efter at gøre, så i stedet gjorde jeg det – og nogle gange kun det – at jeg arbejdede og udsatte alting i én uendelighed.

“Dykker du også?” spurgte jeg hende.

“Jeg bryder mig faktisk ikke om det. Jeg har prøvet det, og jeg får klaustrofobi af det. Men det betyder ikke, at det ikke er værd at prøve.”

Vi kom til en gade og stoppede op for at vente på et hul i strømmen af biler. Imellem os var vores hænder stadig flettet sammen. Vi gik begge to med vores bærbare hængende over den yderste skulder.

“Hvad laver du så egentlig, når du skal slappe af, Lilah?” spurgte jeg hende.

“Slappe af?” gentog hun. “Slapper vi ikke af nu?”

“Du slapper af ved at drøne ned mod stranden midt om natten sammen med et miljøsvin, du dårligt kender?”

“Jeg slapper af ved at slentre ned mod stranden i måneskinnet sammen med en ny ven. Er du én af dem, der går og tror, at man kun kan slappe af, hvis man sidder musestille?”

Jeg grinede.

“Ja, det er jeg faktisk.”

Efterhånden som vi snoede os ud af forretningsgaderne og ned mod reservatet, tog gadelamperne over fra butikslysene, og til sidst var der kun lyset fra en næsten fuld måne. Overgangen var tydelig, men diskret, og med den fulgte en ny slags stilhed, efterhånden som postyret fra trafikken og alle menneskestemmerne måtte bøje sig for lyden af bølger og mere lavmælte ord.

“Er det virkelig rigtigt, at du aldrig har været herovre? Aldrig nogensinde?” spurgte hun.

Jeg havde ikke engang været på den store strand om aftenen, så jeg havde da slet ikke været i nærheden af den lille afsideslig30

Mig uden dig.indd 30

01/12/15 17.36

gende strand, Lilah nu halede mig henimod. Jeg havde set stien og vagt opfattet, at den førte ned til en lillebitte strand, men jeg havde aldrig været så interesseret i stien, at jeg havde begivet mig ud ad den.

“Nej, aldrig. Er den virkelig så fantastisk?”

“Det får du at se om et øjeblik. Eller, du kommer til at se aftenudgaven.” Et par skridt længere fremme kiggede hun op på mig.

“Jeg forstår det ikke. Hvordan kan du bo så tæt ved og ikke gå på opdagelse?”

Jeg trak på skuldrene.

“Jeg er på opdagelse nu. Jeg kan bedst lide, at oplevelserne opsøger mig frem for omvendt. Det er heller ikke så farligt.”

“Det er hamrende farligt,” forsikrede hun mig om. “Det lyder, som om du er i overhængende fare for at dø af kedsomhed.”

“Jeg keder mig ikke,” sagde jeg. Der var en snert af hævede parader i min stemme, og jeg skyndte mig at tilføje: “Jeg er tilpas.

Er det ikke det, man bør stræbe efter her i livet?”

“Det kommer an på, hvem man spørger.” Pludselig standsede hun og pegede ud i mørket foran os. “Dér ligger klippebassinet, så er vi halvvejs.”

“Gør du tit sådan noget?”

“Hvad for noget?”

“Giver dine dates miljøundervisning ud på de små timer.”

“Altså, for det første går jeg ikke på dates,” grinede hun. “Jeg ved faktisk ikke, hvad der lige skete på den færge. Normalt ville jeg have jordet dig på et splitsekund.”

“Det er jeg meget glad for, at du ikke gjorde.”

Det var en helt speciel oplevelse at gå der i måneskinnet med hende, hånd i hånd, mens den klare aftenhimmel hang over os, og bølgerne blev knust mod klipperne under os. Om så jeg havde haft seks uger til at forberede en uforglemmelig aften og et ubegrænset budget til at skabe den perfekte atmosfære, ville jeg aldrig kunne have overgået dette. Det var endda, som om aftenluften puffede 31

Mig uden dig.indd 31

01/12/15 17.36

blidt til os og skubbede os tættere og tættere på hinanden. Da vi næsten havde nået vores mål, lagde jeg mærke til, at vi nu gik langsommere og begge slappede af i vores forbundne arme, som om vi havde holdt hinanden i hånden og gået i takt i årtier.

Da stranden dukkede op foran os i måneskinnet, lyste sandet overraskende klart op imod de mørke klipper omkring det.

“Hvor er så det træ –” begyndte jeg at spørge, men Lilah slap min hånd og satte i løb ned mod vandet foran os.

“Først stranden,” råbte hun tilbage. “Kom nu!” Jeg grinede og rystede på hovedet, mens hun lagde sin taske på en flad sten og spurtede ned mod vandet med håret flagrende efter sig som en jetstrøm. Da hun ikke satte farten ned, selv om hun nærmede sig vandkanten, krympede jeg mig.

“Lilah, vandet er hundekoldt!”

“Jeg skal ikke ud og bade! Men man kan ikke tage til stranden og så ikke stå i bølgerne – det er faktisk ulovligt,” råbte hun.

“Ja, det må du jo vide,” mumlede jeg, selv om jeg var klar over, at hun ikke kunne høre mig, for hun var nu nået et godt stykke foran mig. Stranden lå i læ for vinden, og bølgerne var lave. Lilah tog farten af i sidste sekund, men nåede alligevel at plaske ud i vandet, før hun standsede. Jeg lagde min bærbare ved siden af hendes og gik så langsomt hen over sandet mod hende.

“Okay, det med skoene var mærkeligt, men det her er simpelthen vanvittigt,” fortalte jeg hende.

“Det mener du ikke?” Hun vendte sig hurtigt rundt og sendte mig et skarpt blik, som selv mørket ikke kunne dulme. “Kommer du ikke i?”

“Kommer jeg ikke i? Nej, selvfølgelig kommer jeg ikke i!” grinede jeg.

Lilah snurrede rundt, så hun stod med ryggen mod vandet.

Hun gik baglæns med små skridt, indtil bølgerne skvulpede om hendes ben halvvejs oppe af læggen, og rakte så en hånd frem mod mig.

32

Mig uden dig.indd 32

01/12/15 17.36

“Du kommer med i, Callum.”

“Glem det, det kommer ikke til at ske.” Jeg rystede bare ved tanken. Jeg grinede af den beslutsomhed, der var tegnet i hendes ansigt og hele hendes kropsholdning. “Jeg nyder synet herfra – der er ingen grund til, at jeg bliver våd.”

“Der er al mulig grund til, at du bliver våd,” sagde hun og rynkede brynene. “Du kan stå der og se mig nyde det, eller du kan tage dine forbandede sko af og prøve det selv. Du ved godt, at det her vand dækker halvfjerds procent af jordens overflade, ikke?

Hvis du træder to småbitte skridt frem, kan du i et kort øjeblik være en del af noget, der er næsten lige så stort som hele jorden.”

Hun rakte igen en hånd frem mod mig, denne gang med et smil, der var både drilsk og tålmodigt. “Det er meget enkelt, det lover jeg.”

“Det er hundekoldt.” Jeg var åbenbart kommet dertil, at jeg valgte at gøre opmærksom på det komplet åbenlyse over for én, der vidste endnu bedre end jeg, at jeg havde ret. Jeg var muligvis ved at løbe tør for undskyldninger.

“Det er ikke så galt, når først man har vænnet sig til det.” Hun rakte en hånd frem mod mig. Jeg tøvede og blev pludselig overrasket over at mærke, hvor tæt jeg var på at springe på hovedet i efter hende. Min beslutsomhed, eller måske var det min forstand, satte ind igen, og jeg trådte resolut et skridt tilbage og rystede på hovedet.

“Jeg kommer ikke derud. Jeg får sand i skoene!”

“Ja. Det gør du,” medgav hun. “Men vær nu ærlig, du har allerede fået sand i skoene, har du ikke?”

Jeg krummede mine tæer og mærkede sandet under mine sokker.

“Men ...”

“Så lad mig sige det på en anden måde.” Hun lod den fremstrakte hånd falde ned til sit lår og førte den så langsomt op langs sin krop og satte den på hoften. Hendes kropssprog ændrede sig, 33

Mig uden dig.indd 33

01/12/15 17.36

hendes ene hofte stak frem mod mig, hun trak skuldrene tilbage og sænkede hagen. “Vil du gerne kysse mig?”

Hvis ikke hun allerede havde haft min fulde opmærksomhed, var den nu rettet mod hende. Lilah kastede langsomt håret væk fra sit ansigt, og det var ikke til at tage fejl af, hvordan hendes ansigtsudtryk skiftede fra drilsk til direkte tortur.

“Vil du?” spurgte hun utålmodigt. Hun havde mig i sin hule hånd og var ganske klar over det.

“Du er ikke så lidt selvsikker, Lilah Owens.”

“Jeg kan læse dig som en åben bog. Du vil gerne kysse mig, og jeg vil rigtig gerne kysses af dig. Men jeg kan også se, at inderst inde vil du også gerne soppe, så jeg kommer ikke ind fra det her vand, før du kommer ud i det. Hvis du virkelig gerne vil gøre en ende på denne helaftensflirt, så bliver du nødt til at tage de skide sko af og komme herud.”

Jeg stønnede, da jeg bøjede mig ned, rullede mine bukser op til knæene og tog mine pæne, sorte lædersko af. Bagefter lagde jeg mine grå sokker sammen og stak dem ned i skoene. Mine fødder krympede sig ved chokket over kontakten med det kolde, grove sand, og jeg gispede.

“Det kys har bare at være godt,” sagde jeg lavmælt.

Hun jublede begejstret, mens jeg nærmede mig vandkanten.

Det grove sand blev nu finere, og jeg udstødte et hyl, da min ene fod rørte vandet.

“Det er hundekoldt.” “Årh, hold op. Hvis du synes, dét her er koldt, har du vist aldrig været i Rusland.”

Så snart hun fik fat i min hånd, trak hun mig et par skridt længere ud i vandet, som nu gik mig til over anklerne.

“Nå, du lokkede mig herud ved at love mig et kys ...”

“Jeg havde egentlig tænkt mig at give dig et hurtigt kys på kinden og løbe væk,” sagde hun og smilede, men smilet fortog sig, efterhånden som vi automatisk nærmede os hinanden.

34

Mig uden dig.indd 34

01/12/15 17.36

100 mm.

153 mm.

22 mm.

Alt ser lyst ud, og kærligheden blomstrer. En dag kan Lilah dog ikke længere ignorere de små sygdomstegn, hun har holdt hemmelige for Callum, og som hun har frygtet skulle vende tilbage ...

KELLY RIMMER arbejder i it-branchen og har skrevet tre bøger. Hun bor i Australien med sin mand og deres to børn. mig uden dig er hendes første bog på dansk.

mig uden dig er en ægte kærlighedsroman om både det smukke og det svære i livet. ”Jeg grinede, jeg græd, men hvor jeg dog elskede denne historie.”

– Goodreads-læser

mig uden dig

226 mm.

Callum tror ikke på kærlighed ved første blik, men da han en dag på færgen hjem fra Sydney falder i snak med Lilah, er han solgt. De er forskellige som nat og dag, og alligevel ender deres første møde med middag og gåtur langs stranden. Callum er dybt fascineret og vil gerne ses igen, men Lilah opfinder den ene undskyldning efter den anden, som om hun ikke tør give kærligheden en chance. Til sidst giver hun dog efter og må indrømme, at hun langsomt er ved at forelske sig i Callum, og det er gensidigt.

kelly rimmer

modsætninger mødes

153 mm.

”Kan anbefales til alle, der elsker Jojo Moyes, David Nicholls og Nicholas Sparks.”

– Goodreads-læser

Det var bestemt ikke kærlighed ved første blik. Ud af øjenkrogen fik jeg øje på en beskidt bar fod. Jeg forsøgte at lade være med at kigge, men visse ting er ganske enkelt ikke til diskussion – bare fødder i det offentlige rum holder ikke, og på det tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig, hvilken krop fødderne sad fast på. Jeg skar uden tvivl en grimasse, men jeg forsøgte dog at holde blikket rettet mod den bærbare, jeg sad og arbejdede ved. Det mislykkedes tydeligvis, for hun opdagede, at jeg stirrede.

“Mine øjne er heroppe,” sagde hun, men med en munter stemme, så jeg kiggede op for at se, om jeg havde mistolket tonen.

Det var sådan, vores øjne mødtes.

Og det var i dét øjeblik, jeg forelskede mig i hende – så måske var det faktisk kærlighed ved andet blik.

Lilah var vidunderlig på så mange planer og måder, der ikke fandtes ord for.

– Uddrag fra bogen

www.lindhardtogringhof.dk 9 788711 466490

MIG UDEN DIG.indd 1

roman

lindhardt og ringhof

27/11/15 09:22