Fra græsplæne til grøntsagsmark - Forord

Page 1

Fra græsplæne til grøntsagsmark

Book_Fra græsplæne til grøntsagsmark.indb 1

11/06/2021 14:22


Forord AF SØREN RYGE PETERSEN

Jeg har været haveejer, siden jeg var 24 år, blev gift og fik hus og have og børn – det bliver over 50 år. Jeg har skrevet og lavet tv om min have i 40 år. Ved et rent og skært tilfælde opdagede Danmarks Radio nemlig, at jeg – ud over at have en stor have med alt muligt – også var god til at fortælle om den. Og nu kommer det: I alle disse år har jeg i hvert eneste af de mange hundrede tv-programmer fra min have været en tur igennem køkkenhaven og fortalt om et eller andet, og hver eneste gang har jeg konkluderet, at den vigtigste og smukkeste have er … køkkenhaven. At den bedste måde at bruge sin jord på er at dyrke den med noget, man kan spise. At den største af alle haveglæder er at høste egne, nye kartofler til sankthans og spise dem med dild og smør en time efter. At det er en fornærmelse mod menneskeheden, hvis man kun bruger sin have til et firkantet stykke græs, der bliver klippet en gang om ugen. Jeg ved ikke, hvor meget al denne snak har hjulpet, for det er umuligt at måle. Men jeg ved, at jeg blev meget glad, da Lene fra Hvidovre skrev til mig i foråret 2019 og fortalte, at hun var blevet meget inspireret af nogle programmer, jeg havde lavet om en familie på Fyn, der dyrkede en hel masse jord med alverdens spiselige planter. Så meget, at hun selv havde lavet sin græsplæne om til en køkkenhave. I Hvidovre! I en ganske almindelig parcelhushave! Bingo! Derfor kørte vi selvfølgelig til Hvidovre og lavede tv om Lenes køkkenhave, og det var så fint, det hele. Hun var endda kørt helt ind til selve København for at købe de bedste hindbærsnitter til kaffen og mig.

F orord

Book_Fra græsplæne til grøntsagsmark.indb 7

7

11/06/2021 14:22


Jeg har mødt en del af Lenes slags igennem årene. Venlige og fredelige mennesker med stor interesse for naturen og jorden og planterne og dyrene og klimaet og bæredygtighed og dyre­ velfærd og biodiversitet og kom efter mig. Jeg er selv en af dem, og vi er som regel romantikere og økologer, og de fleste af os bor på landet – ofte på en nedlagt bondegård med masser af plads til det hele. Vi har rigeligt med jord – min have er på 3.000 kvadratmeter. Jeg vil gætte på, at der findes 5-10.000 af vores slags i Danmark. Maks. Men der findes en million parcelhuse med tilhørende haver, og det er den store, afgørende forskel. Lene repræsenterer den kæmpestore gruppe danskere, der i løbet af bare et par velfærdsgenerationer har fået mulighed for at bo i eget hus med egen have. Hun er veluddannet. Hun har familie og børn. Måske er det hende, der skal sætte skub i den store, smukke og helt fredelige revolution, hvis mål er græsplænernes nedlæggelse. Der er bare ét problem. Lenes generation er ikke opvokset på landet. Mange af dem er ikke engang opvokset i hus med have. Og dermed ved de ikke noget om, hvordan man dyrker jorden. Jeg fik min egen have, da jeg var 24 år, men fra jeg var to-tre år, var jeg og mine søskende med vores far i haven næsten hver dag. Vi skulle jo hjælpe. Vi skulle luge ukrudt, plukke jordbær, lægge kartofler, høste gulerødder, hente møg hos naboen, og jeg tjente mine første egne penge som 12-årig ved at hakke roer hos Peter Jepsen og fange muldvarpe hos Ingvar Smed. Da vi blev konfirmeret, vidste vi alt det, som Lene ikke anede noget om, da hun var over 30, og en af de fineste oplevelser hos Lene var derfor, da hendes lille Sophia på tre et halvt år viste os rundt i haven og kendte navnet på hver eneste plante. Jeg sagde selvfølgelig til Lene, at hun skulle skrive en bog om sin fine, nye køkkenhave (som hun insisterer på at kalde en mark). For tv er et flygtigt medie, de sociale medier endnu værre, men en bog kan holde hele livet. Det har Lene gjort nu. Jeg har læst den og er både over­ rasket og imponeret. Hun har tænkt og planlagt mere om sin køkkenmark i løbet af et halvt år, end jeg har gjort i hele mit lange liv. Godt gået!

8

Book_Fra græsplæne til grøntsagsmark.indb 8

11/06/2021 14:22


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.