Det vi ikke siger læseprøve

Page 1


Af samme forfatter: New Yorks døtre Berlins tavse barn Kvinden fra Paris Den franske familie Slottet ved søen Fra en balkon i Paris Det vi ikke siger Bag horisonten Fjerne kyster

Content_9788727004761.indd 2

16/12/21 9:41 AM


ELLA CAREY

DET VI IKKE SIGER På dansk ved Kim Witthoff

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788727004761.indd 3

16/12/21 9:41 AM


Det vi ikke siger er oversat fra australsk efter The Things We Don’t Say Copyright 2018 by Ella Carey All rights reserved Dansk copyright © 2022 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Rasmus Funder Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print, 2022 ISBN: 978-87-27-00476-1 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788727004761.indd 4

16/12/21 9:41 AM


Til min søster Jane.

Content_9788727004761.indd 5

16/12/21 9:41 AM


Forfatterens note Denne roman er inspireret af gruppen af kunstnere og forfattere fra det 20. århundrede ved navn Bloomsbury, men dens karakterer og fortælling er frembringelser af min egen fantasi.

Content_9788727004761.indd 6

16/12/21 9:41 AM


1 London, 1980 Lydia holdt The Times ind under vandhanen i køkkenvasken og lod den blive gennemblødt. Vandet løb ned over papiret, indtil den våde, sorte tryksværte fik den trykte tekst til at løbe ud, og de skrækkelige ord ikke var andet end en fugtig, ulæselig plamage. Inden længe hang papiret slapt ned i Lydias hænder. Tilfreds gik Emma Temples mest trofaste ven og husholderske forbi resterne af sin morgenmad, som hun altid spiste, i god tid før Emma vågnede, og hen til skraldespanden i hjørnet af køkkenet på Gordon Square, mens hun kom med et udbrud af ærgrelse over, at det sortfarvede vand dryppede fra papiret ned på køkkengulvet. Lydia lagde den gennemblødte avis oven på de andre ting i skraldespanden. Hvis Emma ville se bevis på det uheld, som havde ødelagt The Times, ville Lydia blot løfte skraldespandens glatte stållåg og vise hende de gennemblødte rester. Det bedste ville være at fortsætte som normalt. Hun ville ikke ødelægge Emmas sædvanlige morgenrutine. Lydia forberedte sin arbejdsgivers morgenmad på samme måde, som hun havde gjort 7

Content_9788727004761.indd 7

16/12/21 9:41 AM


det i årtier. Hun ville lade, som om alt var i den skønneste orden, til trods for at det hele var tæt på at springe i luften. Lydias bevægelser var stadig sikre, da hun satte Emmas blødkogte æg sammen med hendes morgentoast på tallerkenen, udskar regelmæssige stænger af brød til ægget og satte et glas lysende orange appelsinjuice på den udsmykkede bakke, som enten Patrick Adams eller Emma havde malet. Efter sine mange års ansættelse smilede Lydia uvilkårligt ved tanken om sin arbejdsgivers begejstrede reaktion ved synet af den klare gyldne æggeblomme og juicens lysende orange farve. Lydia elskede, at Emma stadig blev begejstret af farver, og at hendes ansigt lyste op i ren glæde over dem, selv i dag, hvor hun var mere end halvfems år gammel. Men hvis ikke det blev bevist, at det, der stod i artiklen på side fem i The Times, var forkert, tænkte Lydia, mens hun gik ned ad den smalle gang til Emmas soveværelse, der havde udsigt over, hvad hun anså for at være Londons mest betagende plads, ville der blive vendt op og ned på det liv, som Emma havde kæmpet for at bygge op efter Patricks død. Lydias skridt lød som små dunk på det hårde trægulv. Avisen kunne have udvist større omtanke! Hvorfor dog udgive noget så skadeligt, når en af de indblandede var død, og den anden var så godt som en sørgende enke? Lydia standsede op uden for den lukkede dør ind til Emmas soveværelse, hendes grove husholderskehånd greb fat om dørhåndtaget, og det føltes, som om hendes fingre satte aftryk i det, da det gav efter. Hun ville ikke lade omgivelserne distrahere hende eller bringe hende ud af ligevægt. Væggene omkring hende var oversåede med Emmas værker og hendes samling af sort-hvide fotos fra somrene på landet i Summerfield – det gamle bondehus i Sussex, som Emma havde lejet i årtier, og hvor The Circle havde følt sig mest hjemme. Den øvrige plads var fyldt ud med fotografier fra de somre, de havde tilbragt i Sydfrankrig … Det kunne ikke være sandt, det, der stod i artiklen. Det var fuldstændig uhørt. Frygteligt. En fornærmelse. 8

Content_9788727004761.indd 8

16/12/21 9:41 AM


Lydia tog en dyb indånding og åbnede døren ind til Emmas soveværelse.

Det hører med til det at blive ældre, at alle ens ejendele præges af en følelse af fortiden. Emma lod sine krogede fingre stryge hen over sine gamle smykkeskrin. Det var lige så stor en glæde for hende at røre ved smykkerne, som det var indimellem at have dem på. Ingen af dem var særlig værdifulde – ikke i pengemæssig betydning – men for hende var kæden med avantgardetræperlerne, som Patrick havde malet til hende i Frankrig efter at have købt dem rå og ubemalede i en bod på et landsbymarked, eller den pragtfulde moderne sølvring, som hendes afdøde mand, Oscar, havde købt til hende i Italien i 1920’erne, lige så meget værd for Emma som alle verdens diamanter. Emma så ned ad sin påklædning og rynkede panden. Ville den gå an til et foredrag for en gruppe skolepiger i dag? Hun havde aldrig gået op i den slags ting, men nu steg en ukendt følelse af panik op i hende. Emma betragtede sit spejlbillede og tvang sig selv til at smile, men det velkendte oprørske udtryk så nu bare lidt skræmmende ud i hendes gamle trætte ansigt. Hun havde valgt at tage en vintageskjorte på til foredraget, en skjorte, hun havde brugt til at male i ude på Summerfield. Hendes sko var brune snøresko af den slags, som blev brugt af de skolepiger, der traskede rundt i gaderne i Paris. Hun havde hele livet været kendt for sin fuldstændige mangel på interesse for mode – for sine besynderlige kombinationer af tøj, der aldrig passede sammen, og for at optræde til selskabelige sammenkomster i London klædt som den boheme, hun altid havde ønsket at være. Nu mindede hendes påklædning hende om, hvordan hun om vinteren i sine malerier plejede at sætte mørkorange sammen med dybgrøn og saftige citrusfrugter på en farvestrålende grøn dug med 9

Content_9788727004761.indd 9

16/12/21 9:41 AM


en skinnende krystalvase med hvide blomster til at muntre tingene op. Mindet tilfredsstillede hende. Emma kunne godt lide at blive glad som det første om morgenen. Men i dag kunne hun ikke gå direkte op i sit atelier. Det var en af de kedelige dage, hvor livet greb ind i hendes tilværelse, og hvor hun måtte vente med at arbejde til om eftermiddagen. Hendes rynkede ansigt, der var indrammet af tynde lokker af gråt hår, så tilbage på hende fra spejlet. Hendes øjenlåg var skjult bag folder af blød gylden hud, men de havde stadig et glimt af det ubestemmelige, som hun håbede aldrig ville forsvinde. Åndrighed – det var måske det. Emma smilede ved synet af Lydia, der kom til syne bag hende i spejlets enkle træramme. Lydia blev stående i døråbningen med Emmas morgenmadsbakke i hænderne. Hun fornemmede omkring sig den beroligende stemning, som Emma aldrig ville kunne skilles fra, så længe hun levede: Væggene havde hun i sin tid udsmykket med havfruer, engle og trompe l’oeil-malerier, da hun med så store forhåbninger for fremtiden og så stor begejstring havde lejet denne lejlighed – det var nu svært at forestille sig, at hun havde været så ung. Nu var det besværligt for hende blot at vende sig rundt på sin velourbeklædte skammel. Lydia rødmede, og røde pletter bredte sig på hendes engang glatte hud. Emma betragtede indgående sin trofaste og standhaftige husholderske. Lydia plejede ikke at rødme. Emma lagde en hånd på den falmede skammel ved toiletbordet. “Det er avisen,” sagde Lydia med en stemme, i hvilken man sporede en snert af usikkerhed, mens hun satte morgenmadsbakken på bordet ved vinduet. ”Våd. Fuldstændig gennemblødt.” Emma fik løftet sig op fra skamlen og gik gennem værelset. For hvert skridt måtte hun støtte sig til sin stok. Det havde ikke regnet den nat. “Jeg ved ikke, hvordan det kunne ske,” fortsatte Lydia i et mere brysk tonefald, hvor hun lød mere som sig selv. ”Måske er det naboerne, da de vandede deres planter.” 10

Content_9788727004761.indd 10

16/12/21 9:41 AM


“Kan du varme avisen i ovnen?” Emma bekæmpede sin følelse af uro. Siden alle hendes venner var gået bort, havde hun betragtet, hvad der gik for sig i verden, som sin krykke … tanken om ikke at kunne læse avisen og holde sig beskæftiget generede hende, irriterede hende. “Tryksværten er helt løbet ud. Den er ulæselig. Jeg beklager.” Emma satte sig langsomt ned i den ene stol ved det lille runde bord, som hun for tiden spiste sin morgenmad ved. Og rynkede panden. Der var noget galt. Lydia havde sat tre røde valmuer i en af Emmas smalle vaser. Der stod de med ansigter, der lyste, som om alt var i skønneste orden, men synet af dem ramte Emma som et lyn. Hun havde ikke tænkt på valmuer i årtier … og tre valmuer? Hun sagde til sig selv, at det var utilsigtet af Lydia. Man havde sagt, at hendes valmuemaleri var hendes bedste værk, men hver eneste gang Emma så på det, vældede en smerte op i hende, fordi hun havde arbejdet på det i løbet af den sommer i Frankrig. Hun ville ikke rippe op i de minder, ikke nu, det tjente intet formål. I stedet slog hun hul på sit blødkogte æg med teskeen og spiste et par bidder. Morgenmaden syntes at ligge tungere og tungere i maven på hende for hver bid. Hun lagde sin serviet på bordet. “Du kunne vel smutte ud og købe et nyt eksemplar til mig, Lydia,” sagde hun. Hvor var hun dog blevet afhængig af sine faste vaner siden Patricks død. Lydia rumsterede lidt rundt og ryddede op i værelset, mens hendes grå øjne blev ved med at flakke uroligt som en rævs. “Jeg tror ikke, vi har tid til det, jeg mener, til at jeg går ud og køber avisen, så du kan læse den,” sagde hun med en anspændt stemme. “Er du sikker på, at du ikke hellere vil ned på pladsen og gå en lille tur i stedet for? Blomsterne er sprunget ud og ligger som et smukt tæppe på plænerne.” Lydias ord næsten faldt over hinanden. “Vi kunne sidde lidt på en af bænkene.” Emma slog med sin stok i gulvet. “Du har været som en kat på et varmt tag, lige siden du kom ind.” 11

Content_9788727004761.indd 11

16/12/21 9:41 AM


Lydia kneb læberne sammen og sagde ikke et ord. Emma lavede en grimasse og dyppede igen sin teske ned i det blødkogte æg.

Efter morgenmaden gik Emma nedenunder, mens Lydia holdt sig lige bag hende. Emma satte sig i sin yndlingslænestol i dagligstuen. Hvide snirkler var spredt ud over et blegt lyserødt stof, og tulipaner var gengivet i toner af beige og pastelblå. Et af Patricks design. “Jeg må hellere komme tilbage til køkkenet.” Lydia skyndte sig ud af rummet og gik ned i kælderen. Emma rakte ud efter en bog. Hun havde en time, hun skulle have til at gå, før foredraget på skolen. Hun prøvede at koncentrere sig om romanen.

Lydia stod lænet op ad køkkendøren, og hendes bryst hævede og sænkede sig, som om det havde fået sit eget liv. Hun burde selvfølgelig have vidst bedre end at forsøge at narre Emma med historier om gennemblødte aviser. Selvfølgelig blev Emma tavs. Det gjorde hun jo altid, når folk var uenige med hende. Men Emmas tavshed sagde betydelig mere end alle andres ord. Lydia næsten gispede af lettelse, da hun gennem kældervinduerne fik øje på en cykel. To velkendte fødder trak den gamle afskallede jernhest op ad husets fortrappe. Laura. Lydia skyndte sig igen op ad trappen til entréen og kastede ud ad øjenkrogen et blik hen på døren ind til Emmas dagligstue. Emmas barnebarn nærmest væltede ind ad fordøren og var ved at falde over sin cykel. Hendes kobberrøde hår hang uredt rundt om hendes hjerteformede ansigt. “Ved hun det?” sagde Laura forpustet med store grå øjne. Lydia lukkede døren så stille, hun kunne. 12

Content_9788727004761.indd 12

16/12/21 9:41 AM


“The Times? Jeg holdt den under vand.” Lydia talte hviskende. “Lod den blive gennemblødt under vandhanen i køkkenet.” “Troede hun på det?” “Ikke det mindste.” Lydia gjorde tegn med hovedet til, at de skulle gå nedenunder i køkkenet. Laura vred sig ud af sin gamle grønne frakke, mens de gik ned ad trappen. Frakken havde engang tilhørt Emma. “Te?” Lydia gik hen til kedlen. Laura tog hånden op og greb fat om sløjfen på sin flagrende skjortebluses lave halsudskæring. Hun lod sig dumpe ned ved det gamle træbord. “Det giver ingen mening.” “Åh, du godeste …” Lydia brød sig slet ikke om den måde, hendes stemme skælvede på. “Portrættet har hængt på Summerfield siden … hvornår? Siden 1920’erne?” “Selvfølgelig. At påstå andet er noget sludder. Jeg kender intet til noget af det, der bliver talt om i artiklen.” Lydia målte teblade af og hældte dem ned i keramiktepotten, som Emma selv havde lavet. “Selvfølgelig var det Patrick, som malede portrættet af Emma. Han elskede hende overalt på jorden, fra det øjeblik han mødte hende til sidste åndedrag. Det er noget af en påstand at komme og hævde, at det er malet af en af hans elever eller en kopist. Maleriet betyder alt for bedstemor. At påstå, at Patrick ikke selv malede Det vi ikke siger, men lod en anden gøre det, vil slå hende helt ud.” “Ja, det ved jeg.” “Det bliver værre endnu,” sagde Laura. Lydia tog et viskestykke og stak det under bæltet på sit forklæde. Hun skænkede te op, men fandt intet behag i det morgenritual, som hun havde udført hver eneste dag, hun havde arbejdet for Emma … og Patrick. “Royal College of Music,” hviskede Laura. “Mit studie.” Lydia så op. 13

Content_9788727004761.indd 13

16/12/21 9:41 AM


“Jeg var nødt til at tage et lån for at betale studieafgiften, da jeg begyndte der for to år siden.” Lydia var tavs. “Lånet er taget med Patricks portræt af bedstemor som garanti. Bedstemor har ikke kun hjulpet mig med studieafgiften, men også med min husleje. Jeg prøver at betale renterne på lånet tilbage med de timer, jeg arbejder i supermarkedet. Bedstemor forstod mere end nogen anden mit behov for at spille violin. Det ved du jo.” Laura indså, at Lydias tavshed skyldtes takt. Laura fortsatte. “Eftersom Det vi ikke siger er sikkerheden for mit lån, er det ude med mig, hvis maleriet ikke er af Patrick Adams. Jeg kommer til at opgive min musik, min levevej, alt det, jeg har arbejdet så hårdt for at opnå. Men hvad betyder alt det, når det rent ud sagt kommer til at tage livet af bedstemor?” Laura vendte sig væk. Og alligevel vidste hun, at hun var nødt til at få tingene ud i stedet for at holde på dem. Ikke sådan som Emma ville gøre. Lydia satte en kop te foran Laura, men den dumpe lyd, det gav, da den blev sat ned på Emmas hyggelige køkkenbord, gav ingen lettelse. Laura så ned i den mælkebrune te. “Hvem kunne dog finde på at hævde sådan noget?” Hun måtte kæmpe for, at hendes stemme ikke knækkede over. Lydia lod en hånd glide over sin grå knold. Hun havde ikke ændret stil i årevis. Hun så direkte på hende med sine grå øjne. “Han ejer et af Londons mest anerkendte gallerier i Piccadilly. Stod der ikke, at han var blevet sendt ud for at vurdere maleriet på vegne af Tate, før det kunne komme med på deres udstilling med homoseksuelle kunstnere fra det 20. århundrede? Så nu har Tate taget maleriet ud af udstillingen. Så snart jeg læste det, blev jeg helt slået ud, Laura. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg var nødt til at beskytte Emma. Intet andet.” “Lydia, det er jo, hvad du gør. Det er derfor, vi er dig så taknemmelige.” Laura stirrede ud i den lille gård uden for kælderen, og en panikagtig kvalme fik alt i hende til at vende sig. “Banken kan gøre krav 14

Content_9788727004761.indd 14

16/12/21 9:41 AM


på alt, hvad bedstemor ejer, for at få indfriet lånet, hvis hun ikke kan betale hele beløbet tilbage, og hvis der er den mindste mistanke om, at maleriet er faldet i værdi. Men bedstemor har ikke de nødvendige værdier til at garantere for mit lån. Hun har været lejer hele sit liv, og hendes egne malerier er ikke en tiendedel værd af Det vi ikke siger.” Lydia blegnede. Lauras stemme klingede hult i køkkenet i kælderen. “Lydia, jeg ved, at det her kan få konsekvenser for dig. Men du er en del af familien. Emma vil finde et sted til dig, selv hvis vi ender i en lille lejlighed i Brixton.” “Åh, Laura …” Lydias stemme døde hen. “Jeg troede, maleriet var lige så skudsikkert, som bedstemor og Patrick altid har været. Ellers ville jeg aldrig have taget imod bedstemors tilbud om at stille det som garanti for mit lån. Jeg skulle aldrig have sagt ja. Det var bare det, at udgifterne til at studere musik er så store, og bedstemor var sikker på, at det var det helt rigtige.” “Patrick kan umuligt have løjet over for hende om sit portræt af hende. Jeg tror ikke et sekund på, at han ville have ladet en af sine elevers arbejde gå for sit eget. Ikke over for Emma. Mere er der ikke at sige om det. Jeg er helt sikker.” Lydia lød mere som sig selv igen. “Hvis bare banken var optaget af ting, der angår følelser, Lydia.” Langsomt gik Laura gennem køkkenet. “Pressen,” sagde hun med en stemme, der nu lød bedrøvet. Hun trak stikket ud på telefonen, der hang på væggen. “Du må ikke lade hende tage telefonen.” Lydia nikkede. Laura gik hen imod trappen. “Jeg går op og ser, om bedstemor er parat til at holde sit foredrag i dag. Jeg har brug for at tænke, Lydia.” Lydia nikkede. “Åh, din stakkel,” sagde hun. Men Laura rystede på hovedet. “Sig ikke det,” hviskede hun. Hun fornemmede, at sympati lige nu måske ville få hende til at bryde sammen. Hun lagde sin hånd på Emmas gelænder og satte foden på det nederste trin.

15

Content_9788727004761.indd 15

16/12/21 9:41 AM


Efter at foredraget på skolen var overstået, tog Laura Emma med ud for at sidde i parken på Gordon Square. De sad sammen på Emmas yndlingsbænk i det hjørne af parken, hvor Emma kunne nyde synet af plænerne og træerne, hvis grene hang som elegante gamle paraplyer og spredte skygge over stierne med deres nye grønne knopper, der afgav løfte om sommer i London. Dette sted med dets omgivelser havde været et tilflugtssted for Emma hele hendes liv. De høje brune huse, der omgav pladsen, var kærkomne påmindelser om, at Bloomsbury var et kvarter med en udtalt grad af tolerance. Det besad en helt særlig form for rigdom. University of London, British Library og British Museum lå alle et stenkast fra Emmas hus. Piccadilly og den kommercielle kunstscene, hvor den såkaldte ekspert arbejdede, virkede som en meget fjern verden. Det var lykkedes Laura at få læreren, der stod for Emmas foredrag på skolen, til at bede afgangseleverne om ikke at bringe indholdet af artiklen i The Times på bane, før Emma begyndte på sit oplæg. Emma talte selvfølgelig med ubrydelig trofasthed over for modernismens grundsætninger og forklarede, at kunstens vigtigste funktion var at bevæge beskueren, mens Lauras øjne spejdede mod klasselokalets vinduer halvt i forventning om, at et hold journalister ville begynde at tage billeder ind gennem dem. Det eneste, Laura kunne gøre, var i tankerne at genopridse oplysningerne som forberedelse på den række af problemer, hun uundgåeligt ville blive mødt med. Det vi ikke siger befandt sig ude på Summerfield, hvor det, som det altid havde gjort, hang over Emmas seng i det værelse, hvorfra man kunne se ud i haven, der var omgivet af en mur. Emma og Patrick havde levet sammen i huset på landet i perioder fra 1916 indtil hans død for fem år siden, og Emma tilbragte stadig tid dernede i Sussex, når det var muligt for hende. Selv om de ikke ejede det, havde Summerfield været centrum for den kreds af kunstnere og forfattere, der havde samlet sig omkring Emma og Patrick, siden de var begyndt at leje det under Første Verdenskrig. Det havde været beredvilligt vidne til utallige kærlighedsaffærer og litterære og filosofiske diskussioner – 16

Content_9788727004761.indd 16

16/12/21 9:41 AM


og til skabelsen af nogle af det 20. århundredes mest banebrydende kunstværker, ikke at forglemme. Laura ville ønske, at hun havde siddet med ved bordet i spisestuen og lyttet til de samtaler, som måtte være flydt blandt de kreative og intelligente personer, der følte sig hjemme i det gamle hus. I al den tid var det Emma, der havde taget vare på det. Grunden til, at Emma fortsatte med at betale leje til den adelige mand, som ejede bondehuset og dets omgivende haver og marker, var, at det dermed ikke kunne komme på tale, at hun blev nødt til at opgive Summerfield før sin død. Det var en del af hende, og hun af det. Ejeren havde ansat en opsynsmand til at passe på huset, når Emma ikke var der, så det stod klar til hende, når hun bestemte sig for at tage derned. Patricks portræt af hende var ikke alene et vidnesbyrd om hans livslange kærlighed til hende, men også et vidnesbyrd om alt, hvad Emma havde betydet for The Circle, for Summerfield og for den nye livsstil, de havde været fortalere for. Men der var en ting af endnu større betydning: Han havde aldrig malet et portræt af nogen, han kendte – ingen af hans venner, ingen af hans elskere. Ingen andre end Emma i løbet af hele hans malerkarriere. Hvor beundrerne af The Circle så Lauras bedstemor som en hård, tavs klippe, lå denne opfattelse lige så langt fra Emmas virkelige personlighed som en tiger fra en due. Ingen forstod, hvad der gik for sig bag hendes stoiske maske, men Laura vidste, at de ting, hendes bedstemor ikke sagde, betød uendelig meget mere end dem, hun udtrykte, når hun talte. Laura lagde sin hånd oven på Emmas. “Der er noget, jeg er nødt til at fortælle, bedstemor.” Emma blev ved med at se frem for sig. “Der var en dum artikel om Det vi ikke siger i The Times her til morgen.” Hvorfor lød betydningsfulde ting altid så trivielle? “Er det en ny kritiker, som skal spille klog? Du ved jo, at jeg bestemte mig for at ignorere dem for mange år siden.” Emma blev ved med at nyde synet af parken. 17

Content_9788727004761.indd 17

16/12/21 9:41 AM


En af bedstemors masker var humor. Hun var også helt i sin egen verden. Det var tydeligt, at Emmas øjne indoptog farverne, og at hun sad og skabte et maleri for sit indre blik … “Noget i den stil.” Laura talte i et let tonefald. “Patrick malede dig i Frankrig i 1920’erne, gjorde han ikke? Det er, hvad du altid har fortalt.” Emma rørte sig på bænken. “Patrick begyndte at arbejde på netop det billede i 1923 i Provence. Men han gjorde portrættet af mig færdigt i Paris og London, mens han i efteråret var på rejse … og han rejste sammen med den elsker, han havde på det tidspunkt, Jerome hed han.” Laura havde lyst til at række ud og kramme Emma. Emma havde hele livet accepteret tilstedeværelsen af Patricks elskere, fordi hun ikke havde andet valg. “Så du Patrick arbejde på maleriet, mens du var i Frankrig?” “Jeg sad model for ham under hans indledende studier til portrættet. Han havde fået den idé, at han ville lave skitser til det, mens jeg var ung, og så ville han male det, når jeg var fuldt udsprunget.” Emmas øjne skinnede af fryd ved mindet. “Han gjorde sådan et stort nummer ud af det, Laura. Sådan et stort nummer. Og da vi var i Frankrig, lukkede han sig inde i sit atelier og arbejdede alene. Jeg går ud fra, at Jerome så ham male, men ellers ingen andre, og især ikke mig.” Børn løb hen over græsset, pigernes kjoler flagrede efter dem, og deres unge ansigter var lyserøde af begejstring. Laura vendte sig og så på sin bedstemor. Emmas ansigt havde stadig en smuk udstråling. Hun besad en stolthed, en form for ubeskrivelig fornemhed, en nobel ligefremhed, der var tidløs. Et udtryk for værdighed. Det var det sidste, Laura ville se sin bedstemor miste. Hun ville kæmpe for Emma og Patrick med alt, hvad hun havde i sig, fordi hun vidste, at de var ægte, fordi hun vidste, at det, Emma følte for Patrick, betød alt. Hun vidste, at han til gengæld aldrig kunne have løjet over for hende om, at han havde malet hende og givet hende sit mest værdifulde værk. Eksperten tog ganske enkelt fejl. 18

Content_9788727004761.indd 18

16/12/21 9:41 AM


Men hvordan kunne man føre formelt bevis for noget, som man intuitivt vidste med hele sit hjerte? Det var, hvad Laura måtte gøre. Hun følte trangen til at beskytte Emma stige op i sig som en bølge. Hendes yndlingsfoto af bedstemoderen var fra den tid, hvor hun var en ung kvinde i Paris, et sort-hvidt foto taget med en parisisk gade som baggrund, der fremviste Emmas dybtliggende mørke øjne og den måde, hendes hår faldt rundt om hendes ansigt i løse proptrækkerkrøller. Hendes hud var glat og gylden. Patrick så lige så fantastisk ud – mørk, flot og med et særligt glimt i øjet. Det var en gammel vittighed, at alle medlemmer af The Circle havde været forelskede i ham … Emma havde i hvert fald været det. Og hans trofasthed over for hende skulle ikke blive afsløret som falsk mod enden af hendes lange, hårdtarbejdende liv. “Lad os gå hjem. Jeg vil gerne have malet noget i eftermiddag.” Emma satte sine hænder på bænken og begyndte langsomt at rejse sig. Laura nikkede, hun var pludselig blevet sikker på, hvad hun skulle gøre. “Bedstemor, jeg er nødt til at …” “Jeg arbejder lige nu på et studie af pladsen. Patrick ville have gjort det meget bedre. Men jeg må fortsætte med det. Jeg ville ikke kunne bære ikke længere at være i stand til at male.” Emma rejste sig og støttede sig til sin stok. Hun rakte en hånd ud, og Laura tog den. Samtalen var ovre. Laura vidste, at hun ikke skulle presse på. Alligevel standsede hun op endnu en gang, før hun åbnede den høje smedejernsdør, som førte ud til gaden. “Det er ved at blive koldt,” sagde Emma i et bestemt tonefald. “Jeg vil have lidt tid for mig selv.” Porten lukkede sig bag dem med et klik.

Content_9788727004761.indd 19

16/12/21 9:41 AM


154 mm

27,5 mm

Den berømte maler Patrick Adams malede som helt ung et mesterværk: portrættet af sin højtelskede Emma Temple.

ELLA CAREY

T O K V I N DE R S K A M P F O R S A N D H E DE N

154 mm

INTERNATIONAL

BEST SELLER

Mange år efter Patricks død har 90-årige Emma stadig male-

For Emmas barnebarn, Laura, er portrættet også et symbol på, hvad fremtiden kan bringe, og maleriet tjener som kaution for hendes kostbare og prestigefyldte musikuddannelse. Men så sker det utænkelige: Maleriet vurderes til at være

232 mm

en kopi. For Laura betyder dette en usikker fremtid, og for Emma kaster det skygger over alt, det hun troede, hun vidste om Patrick og deres forhold. De to kvinders livshistorier flettes sammen, da Laura må sætte alt ind for at bevise maleriets ægthed, og fortidens hemmeligheder må frem i lyset.

DET VI IKKE SIGER

riet hængende som et symbol på deres udødelige kærlighed.

ELLA CAREY

DET VI IKKE SIGER ROMAN

9

788727

004761

LINDHARDT OG RINGHOF


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.