Danmarks børn i hellig krig - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

jakob sheikh

Amir havde længe været i tvivl. Men denne novembermorgen, hvor solen

journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Han har siden 2012 været ansat hos Politiken, hvor han

Jakob Sheikh i Daret Ezza, Syrien.

blandt andet har dækket udviklingen i Mellemøsten og omegn fra Syrien, Irak, Egypten, Tunesien, Libanon,

Langt over 100 danskere er ifølge PET draget i hellig krig i Syrien og Irak. Hvem er de, og hvorfor gør de det?

Bahrain, Qatar og Pakistan. De seneste år har han primært

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG baserer sig på hundredvis af inter-

skrevet om terror, radikalisering

views, en unik adgang til centrale personer i det militante islamistiske

og især de danske syrienskrigere.

miljø i Danmark, efterretningsaflytninger og ikke mindst korrespondance mellem Islamisk Stats danske krigere, som fremlægges for første gang

Jakob Sheikh har modtaget en række

nogensinde.

priser for sit arbejde, herunder EU-Kommissionens journalistpris,

JAKOB SHEIKH kortlægger de radikaliserede miljøer og fordyber sig i

Hørup-prisen og det prestigefyldte

de danske syrienskrigeres historie; de er ikke nødvendigvis ressource-

Kristian Dahls Mindelegat – også

svage, opvokset på samfundets bund eller med stærkt religiøse forældre,

kaldet „den lille Cavling“.

men taler tværtom flydende dansk og er rundet af det danske uddannelsessystem. Med andre ord: De er børn af Danmark.

lindhardtogringhof.dk

DANMARKS BORN I HELLIG KRIG

JAKOB SHEIKH (f. 1987) er uddannet

stod skarpt ind ad stuevinduet, var det, som om det meste faldt på plads. Flybilletten med afgang næste dag lå udprintet i baglommen, de rigtige mennesker var blevet underrettet, det gav ikke længere mening at være vægelsindet … Han måtte gøre noget. Det var vel hans pligt som rettroende muslim? Så åbnede han klædeskabet og fandt for sidste gang sit rødsorte bedetæppe frem og placerede det på stuegulvet med retning mod badeværelset – og Mekka. Amir førte hænderne op foran sit hjerte. Reciterede bønnen med svag

jakob sheikh

DANMARKS BORN I HELLIG KRIG

hvisken. Lukkede øjnene og svandt ind i en verden, der var hans og hans alene. Så knælede han og lod panden møde tæppets ene ende. Han var klar. Citat fra bogen

Med forord af Peter Øvig Knudsen lindhardt og ringhof

omslag: simon lilholt / imperiet.dk

JAKOB SHEIKH

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG

LINDHARDT OG RINGHOF

Danmarks børn i hellig krig © Jakob Sheikh og Lindhardt og Ringhof Forlag 2015 Omslagslayout: Simon Lilholt / Imperiet Bogen er sat med Bembo hos Remote Grafik v. Lars Ole Nielsen Trykt hos ScandBook Printed in Sweden 2015 ISBN 978-87-11-44618-8 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Jeg er lykkelig i aften forenet med Gud Fri fra adskillelsens smerte hvirvler og danser jeg med min Elskede Jeg siger til mit hjerte: Lad være med at bekymre dig Jeg har smidt nøglen til i morgen væk – Rumi (1207-1273)

INDHOLD Forord af Peter Øvig Knudsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 PROLOG Ingen undskyldninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Den sidste rejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 FØRSTE DEL 1 · Studietur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 2 · Edderkoppen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 3 · Tordenvejr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 4 · Hjernevask . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 5 · Høj musik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 6 · »Disse brødre er parate til at angribe« . . . . . . . . . . . . 77 7 · Glostrupsagen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 8 · Alene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 9 · Chicks with sticks . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 10 · Menneskeskjold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 11 · Rygter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 12 · Broderskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 13 · Kontakt til udlandet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 14 · En hemmelig kuvert . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 15 · Forberedelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 16 · Aktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 17 · Flugt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 18 · Kaldet til Islam . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

19 · En ny verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169 20 · Lugten af benzin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181 21 · Bysbørn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 22 · Mændene i Bellahøj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 23 · Syner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213 24 · Sjælevenner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 25 · Under jorden, ind i troen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 26 · Den britiske forbindelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 27 · Det hellige land, den rødskæggede tjetjener og chefpropagandisten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 257 28 · Tur til Aarhus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 281 29 · Mere end bordtennis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 ANDEN DEL 30 · Den usynlige Maradona . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313 31 · Blandt de grønne fugle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 337 32 · Øjne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 349 33 · Vild ild . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 361 34 · Ud af boksen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 375 35 · Punktummer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 383 36 · I ly af morgendisen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 395 37 · Den gyldne drage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 401 38 · »Jeg er 16 år og iblandt de kvindelige krigere« . . . . . 415 39 · Rundkørsel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 437 40 · Jagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 441 41 · Kylling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 447 42 · Intet at gøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 455

INDHOLD ·

43 · Farvel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 461 44 · Hvide rosiner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 465 45 · En klodset fugl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 473 46 · Korridoren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 487 47 · Krigens mosaik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 497 48 · Fozia . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 503 49 · #IS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 507 EPILOG Som pile . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 513 Rungen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 519 Liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 523 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 525 Ordliste, persongalleri og gruppeoversigt . . . . . . . . . . . . 531 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 545 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 567

Forord · Det menneskelige mysterium Spørgsmålene er ikke bare presserende i disse år, men evigt aktuelle: Hvorfor tilslutter især unge mennesker sig igen og igen radikale fundamentalistiske grupper, hvad enten de er politiske eller religiøse, og hvordan lader de sig siden overbevise om, at de i sagens tjeneste skal gribe til vold og terror? Her i landet er spørgsmålene blevet sørgeligt aktualiseret af terrorattentaterne mod Krudttønden og synagogen i København i februar 2015 og af den kendsgerning, at over hundrede danskere ifølge PET er rejst til Syrien og Irak for at tilslutte sig islamistiske terrorbevægelser som Islamisk Stat og al-Qaeda. Jakob Sheikh kaster med sin bog Danmarks børn i hellig krig lys over det sidste – motiverne bag rejsen til det mellemøstlige kalifat, hvorfra PET frygter, at fanatisk optændte og voldsparate unge vender tilbage til Danmark og som potentielle terrorister vil udgøre nutidens største trussel mod landets sikkerhed. Jakob Sheikhs personlige baggrund gør ham særligt kvalificeret til at undersøge sagen: Han er barndomsvenner med en af bogens hovedpersoner, Amir, som i slutningen af 2014 for anden gang rejste til Syrien som hellig kriger for Islamisk Stat.

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

Jakob og Amir voksede op i samme sociale boligbyggeri på Vesterbro i København, de er begge sønner af en dansk mor og en pakistansk far, og deres fædre kommer sågar fra samme by, Rawalpindi i Pakistan. Som femårig begyndte Jakob at lege med den bare fire måneder ældre, lidt generte Amir i den fælles baggård. De spillede fodbold på de samme baner i Saxogade, dyrkede computerspillet GTA og købte tyggegummi for at få de medfølgende klistermærker med amerikanske wrestlere i samme kiosk på Ny Carlsberg Vej. Som 13-årige mistede de kontakten, efter at de var kommet på hver sin skole. Men Amir og Jakob havde – med den voksne Sheikhs ord – nogenlunde samme forudsætninger for at finde sig til rette i det danske samfund: De kom fra samme kår, blev formet af de samme institutioner og delte drømme om fremtiden. En ungdom senere, i det tidlige efterår 2014, stødte den nu 26-årige journalistuddannede Jakob Sheikh tilfældigt på sin barndomsven i Istedgade. »Hvad så, bror? Hvad sker der?« spurgte Amir og omfavnede Jakob hjerteligt. Snart fortalte Amir, at han allerede havde været i krig i Syrien, og at han snart ville tage af sted igen. Han ville endda tilslutte sig den mest brutale af de islamistiske terrorgrupper, Islamisk Stat. Jakob Sheikh huskede Amir som en af de sødeste og mest empatiske drenge i baggården. Da alle de andre glemte at finde Jakob under en gemmeleg, var det Amir, som bagefter opsøgte den rasende Jakob i hans lejlighed og sagde undskyld. Det var også

Forord ·

Amir, der kunne finde på at plukke blomster til sin mor efter en fodboldkamp i Enghaveparken. »Hvorfor tror du, vi blev så forskellige, når vi voksede op sammen?« spurgte Jakob, da de to var spadseret op ad Istedgade og havde fundet frem til barndommens baggård. »Jeg mødte nogle mennesker, der kunne hjælpe mig … Du mødte nogle andre,« svarede Amir og tilføjede lidt efter: »Seriøst, du er blevet alt for dansk.« »Hvad er der galt i det?« »Du er blevet meget danskeragtig …« »Jeg har det fint med at være danskeragtig.Vi er født og opvokset her.Vi er jo danskere.« Mødet blev til flere, Jakob Sheikh skrev en artikel om barndomsvennen i sin avis, Politiken, og det var engageret journalistik, når den gør stærkest indtryk. Et par måneder senere rejste Amir som planlagt til Syrien. Det kunne lige så godt have været mig, tænkte Jakob Sheikh, men hvorfor blev det Amir? Siden fik Jakob Sheikh en opringning fra en ulykkelig mor, der på Facebook netop havde opdaget, at hendes 18-årige søn blev hyldet som martyr. Også han var rejst til Syrien som hellig kriger, og nu var han død. Kunne det også have været mig? tænker jeg selv, når jeg læser Sheikhs bog om Amir, Lukas og andre af de unge hellige krigere. Da jeg ligesom dem var 17-18 år, fik en ældre gymnasiekammerat overtalt mig til at engagere mig i et lille, militant kommunistparti,

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

KAP. Det var KAP, som havde forstået sandheden om verden, forklarede han, ikke alle de andre partier på venstrefløjen, som blot var en slags, ja, vantro. I den følgende tid oplevede jeg, hvordan en fundamentalistisk overbevisning, her i marxistisk aftapning, kunne give en ung mand retning og selvtillid, og hvordan fællesskabet og enigheden om den gode sag gav en styrke, der næsten kunne slå ud i eufori. Det var mine egen erindring om fanatismens berusende kraft, som fik mig til mange år senere at skrive om Blekingegadebanden, der i den gode sags tjeneste begik en stribe voldelige røverier og mordet på en politibetjent i Købmagergade. Også Blekingegadebandens medlemmer var i gymnasiealderen, da de mødte deres marxistiske faderskikkelse, den karismatiske Gotfred Appel. Han fik sat ekstra blus på deres retfærdige harme, hærdede dem i at bruge vold, sendte dem i militære træningslejre i Mellemøsten og organiserede den politiske sekt, som blev rammen om deres 20 år med grov kriminalitet. Når jeg læser Jakob Sheikhs bog, er parallellerne slående. Om den gode sag, der skal kæmpes for med alle midler, er militant marxisme eller militant islamisme, forekommer ikke afgørende. Det afgørende øjeblik indtræffer, når et søgende ungt menneske møder en veltalende og venlig person, der med overbevisningens kraft præsenterer en pakke med et fikst og færdigt verdensbillede, hvor menneskeheden deles op i os og dem, de gode og de onde, og hvor handlingsanvisningerne er lige så enkle og indiskutable. Personhistorierne i denne bog fortæller om denne proces, hvor et ungt menneske med gode ord og imødekommenhed inviteres

Forord ·

ind i det varme fællesskab af meningsfæller, som alle kæmper for en bedre verden. Og hvor det storslåede mål helliger de voldsomme midler. I mine samtaler med Bo Weimann fra Blekingegadebanden vendte han igen og igen tilbage til, hvordan gruppens medlemmer så at sige havde »guddommeliggjort« sig selv. Dermed havde de udstedt, hvad han kaldte »en moralsk fribillet« til i sagens tjeneste at træffe beslutninger med endog meget voldsomme konsekvenser for andre mennesker. Blekingegadebandens medlemmer var hverken sociale tabere eller outsidere. De var vokset op i almindelige familier i et socialdemokratisk smørhul, Gladsaxe, midt i et Velfærdsdanmark i stærk økonomisk fremgang. På samme måde beskriver Jakob Sheikh de unge, der vælger islamismens hellige krig, som tilsyneladende velfungerende og veltilpassede mennesker med fuld adgang til udvalget af velfærdsgoder, skoler og job i et af verdens rigeste lande. Hverken social, religiøs eller etnisk baggrund synes afgørende. Det afgørende er et mysterium i det menneskelige sind, måske det største mysterium af alle: Hvorfor vil nogle mennesker så gerne have hele verden sat i system, puttet i alt for enkle begreber og kasser, og hvorfor kan den fundamentalistiske overbevisning derpå næsten friktionsløst føre videre mod en skrækindjagende villighed til at gøre andre mennesker ondt i sagens tjeneste? Hvordan kan et fællesskab og et trossystem, politisk eller religiøst, motivere til og retfærdiggøre vold, drab, halshugning og krig? Jakob Sheikhs bog serverer ikke nogen enkle forklaringer,

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

formler eller nemme løsninger. Tværtimod belyser hans bog kompleksiteten, både når vi som læsere kommer helt tæt på de unge, der lader sig forføre af en islamistisk lederskikkelse, og når vi får indsigt i det lukkede, men tæt sammenvævede islamistiske miljø i Danmark, hvor de kommende hellige krigere radikaliseres og rekrutteres. Historier og terrorsager, man har hørt mere fragmentarisk om i medierne de seneste år, sættes sammen og giver ny mening. Sheikhs emne er fanatismens mysterium. Når jeg læser Danmarks børn i hellig krig, får jeg s amme c hokerende tanke, som da jeg sidste år læste eks-imamen Ahmed Akkaris selvbiografi med dens indblik i islamismens hemmelige danske netværk gennem moskeer, kulturforeninger og privatskoler med fine facader: »Pia Kjærsgaard havde jo ret!« – en kættersk tanke for en venstreorienteret. Pia Kjærsgaard havde ret i, at vi længe har været for naive i forhold til religiøse fundamentalister, der har som deres fremmeste mål at nedbryde det danske demokrati, og som paradoksalt nok har forstået at udnytte netop demokratiets frihed og velfærdsstatens mange goder i deres kamp. Også når man læser Sheikhs bog, bliver man slået af, hvordan vores demokratiske frihedsrettigheder handlingslammer myndigheder, når fundamentalismen skal inddæmmes – når en kommunalbestyrelse egentlig helst ville inddrage den offentlige støtte til en moske, som nærmest på samlebånd producerer hellige krigere, eller når efterretningstjenesten gerne ville kunne anholde en islamistisk propagandør, der som denne bogs Edderkoppen effektivt

Forord ·

forfører unge mænd. Men moskeen og Edderkoppen beskyttes af vores demokrati og ytringsfrihed. Til gengæld tager Pia Kjærsgaard fejl, når hun som svar på den udfordring vil begrænse netop frihedsrettighederne i kampen mod demokratiets fjender. Dermed ville vi reagere, præcis som vores fjender ønsker. Pia Kjærsgaard og hendes meningsfæller tager også alvorligt fejl, når de rubricerer den fundamentalistiske trussel og terrorismen som et særligt muslimsk fænomen, der kan løses ved at hindre fremmede med en bestemt etnisk eller religiøs baggrund i at rejse ind i landet. Fundamentalismen findes inden for alle trossystemer, politiske som religiøse, og er uafhængig af etnicitet og nationalitet. Fanatismen er et fællesmenneskeligt mysterium. De hellige krigere, som rejser til Syrien for at kæmpe for kalifatet, er Danmarks børn. Peter Øvig Knudsen, august 2015

PROLOG November 2014

Ingen undskyldninger · 23. november 2014, Manbij, Syrien

Dybt inde i kalifatet, på en netcafé i den syriske by Manbij, loggede han på den trådløse internetforbindelse og åbnede kommunikationsprogrammet WhatsApp på sin mobiltelefon. Andre besøgende i caféen betød, at der ville være en del baggrundsstøj på linjen, men det gjorde ikke noget. Han fandt kontaktoplysningerne på en af sine muslimske trosfæller frem, trykkede på optageknappen og begyndte at indtale sin besked. »Der er brug for jihad. Og vid, brødre, at jihad er en obligation. Det er en obligatorisk handling for enhver muslim i denne tid1,« sagde han. Stemmen var ikke krigerisk – snarere nysgerrig, engageret, mild. Emnerne, den kun 18-årige mand berørte, var til gengæld langtfra milde. Han forstod det muslimske begreb jihad som en forpligtelse til at deltage i den væbnede kamp for at forsvare sine

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

muslimske brødre og søstre imod undertrykkelse og udryddelse. Den væbnede kamp var et krav til alle muslimer. Alle. Anderledes kunne det ikke være. Op gennem verdenshistorien havde korsfarere, jøder og andre vantro jo bekæmpet muslimerne. Men muslimerne havde altid forsvaret sig. Mest ikonisk var profeten Muhammeds eget slag i år 622, da han med sine tilhængere var udvandret til Medina, havde overvundet deres gamle bysbørn og stammefæller og siden redet triumferende ind i Mekka for at rense byens helligdomme for afgudsbilleder og indføre Allahs lov.2 Siden var millioner og atter millioner af muslimer blevet drevet på flugt overalt i verden. Gennem århundreder var muslimer blevet chikaneret, overfaldet, voldtaget, tortureret, lemlæstet, slået ihjel. Det nyttede ikke noget at lade sig kue. Den eneste løsning var at svare igen med de samme midler. Og nu, på denne dag, den 23. november 2014, stod kampen lige her. På den landjord, som ifølge den 18-årige mand retmæssigt tilhørte dens nye herskere fra terrorbevægelsen Islamisk Stat. Han fortsatte beskeden på sin telefon: »Brødre, vid at jihad er en meget, meget, meget stor del af islam. Allahu akbar.«* Manden i den anden ende befandt sig i Kairo, godt 1.500 kilometer fra det område i Syrien og Irak, som Islamisk Stat havde erobret og udråbt til hjerteland og samlingssted for hele verdens muslimer – et kalifat. *

Arabisk for »Allah er stor«

Ingen undskyldninger ·

Det var besværligt at sende lydoptagelserne. Det krævede en stabil internetadgang – hvilket kunne være sin sag med de mange udfald på sendesignalet, borgerkrigen i Syrien havde forårsaget. Samtalerne foregik derfor også med en vis forsinkelse. Det havde været nemmere bare at ringe sammen. Men der var en ganske god grund til at kommunikere sådan: Overførslen af lydfiler fra skiftende syriske og tyrkiske telefonnumre gjorde det sværere for efterretningstjenesterne at aflytte ordvekslingerne. Tonefaldet ændrede sig en smule. Stemmen blev mørkere. Den lød nærmest programmeret. Voldelig jihad var en del af religionen, det var ikke til diskussion: »Vid, brødre, at selv om jeg godt ved, det er en svær realitet at… hvad skal man sige … tage sig af, er det en del af det,« sagde han til sin kammerat i Egypten. »Vid, én ting: Jihad er for enhver. Man har ikke nogen undskyldninger.« Selv havde Lukas Dam engang været kuffar, en af de vantro. Han var vokset op som en helt almindelig dansk dreng i Københavns Sydhavn, opflasket på demokrati, kærlighed, kulturkristne værdier og vestlig velfærd. Han havde været et tvivlende og forsigtigt væsen. Men det var dengang. Nu havde Lukas set lyset. Takket være Allah havde han set lyset. Tænk, at han var blevet velsignet med den gave? Han kunne få tårer i øjnene af bare at tænke på det. Troen havde givet ham ro i sjælen, og kun Allah vidste nu, hvad der ville ske med ham. Lukas var ikke i tvivl om, at det var Allah, der havde bragt ham til Syrien. Som hellig kriger.

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

Lukas var ikke den eneste unge muslim, som havde truffet beslutningen om at forlade det trygge Danmark for at kaste sig hovedkulds ind i den blodige borgerkrig. Han delte skæbne med mere end 100 andre landsmænd. De var vokset op i Aalborg, Kolding, København,Vejle, Hillerød, Aarhus, Roskilde og Odense og havde rødder i Pakistan, Tyrkiet, Syrien, Vestafrika, Eritrea, Vietnam, Irak, Bosnien, Palæstina og Danmark. Deres alder spændte fra 16 år til midten af 40’erne. Stort set alle havde til en vis grad været godt integreret i det danske samfund. Med ganske få undtagelser havde alle været en del af både det danske skole- og videre uddannelsessystem. Næsten alle talte fejlfrit dansk og kendte det danske samfund, som var det baglommen i deres egen kjortel. Den store strøm af udrejsende havde fået Politiets Efterretningstjeneste (PET) til at udråbe de danske syrienskrigere som tidens største trussel mod rigets sikkerhed. I de seneste to år havde politikerne og den danske offentlighed diskuteret, hvorfor tilsyneladende velfungerende unge mennesker, oftest født og opvokset i Danmark, vender deres land ryggen for at slutte sig til den væbnede kamp – med stor fare for at miste livet. Regeringen havde i løbet af sommeren sendt kampfly på vingerne, som skulle deltage i de amerikanskledede bombetogter i Irak for at udradere Islamisk Stat – en terrorbevægelse, der havde rejst sig i støvskyerne fra de krige, Danmark i det seneste årti selv havde været med til at udkæmpe i Afghanistan og Irak. Med lige dele vantro og raseri spurgte danskerne nu sig selv, hvorfor Islamisk Stat – verdens måske mest brutale terrorbevæ-

Ingen undskyldninger ·

gelse – kunne virke tillokkende på unge medborgere. Hvordan sortklædte skikkelser, der halshuggede journalister i orange fangedragter, kunne appellere til mennesker opvokset i Danmark. Lukas havde intet tilovers for den manglende forståelse. Det viste bare, hvor lidt ikke-muslimerne fattede. Hvorfor skulle han frygte døden? Hvorfor skulle han være bange for de danske bombefly? Hvordan kunne han andet end at elske en islamisk gruppe, som havde påtaget sig ansvaret for at genskabe islam i sin reneste form og give muslimerne en ny storhedstid? »Man vil blive stillet til regnskab for det her på dommedagen. Fordi vores brødre og vores søstre i Irak, vores brødre og søstre rundtomkring i verden, som bliver tortureret af de her kuffar, de skriger efter vores hjælp,« sagde han i optagelsen på telefonen og understregede herefter sin pointe: »De skriger efter mændenes hjælp, subhan’Allah.* De skriger efter mændene i islam. Mændene, subhan’Allah! De råber efter mændene: Hvor er brødrene henne? Hvor er vores brødre, som skal hjælpe os? Og vi har travlt med at søge viden, vi har travlt med at slappe af, vi har travlt med det ene og det andet.« Nok var livet i Syrien simpelt, men det var ikke nemt. Sommetider kunne sulten, kulden eller uvisheden melde sig. Det var nu også ligegyldigt, for målet – det mål, han så mange gange var blevet indpodet at stræbe efter – stod nu tindrende klart for Lukas. Han ønskede inderligt at blive martyr, at blive shaheed. Hvis han mistede livet i kamp, ville han komme i paradis, og der ville han *

Arabisk for »æret være Allah«

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

blive forenet med alle de smukke sjæle, der havde ofret deres liv i kamp for islam. »Hvem ønsker ikke at blive shaheed?« sagde han ned i sin mobiltelefon. »Hvem ønsker ikke at blive shaheed og blive tilgivet for alle sine synder, lige så snart den første dråbe blod løber fra ens krop?«

––– Samme morgen slukkede Amir Khan3 for bruseren og trådte ud af brusekabinen i sin treværelses lejlighed på det ydre Nørrebro i København. Tonerne fra en islamisk hymne flød ud i badeværelset fra hans sorte Sony Ericsson-mobiltelefon, der lå oven på den defekte vaskemaskine. Som søn af en dansk mor og en pakistansk far var han vokset op på Vesterbro i København i en familie, der lignede så mange andre i kvarteret. Familiens forhold til religion havde aldrig fyldt det store, og islam havde derfor været en ukendt størrelse for Amir frem til hans sidste teenageår. Men han var blevet klogere. Heldigvis. Og nu var Amir ikke længere i tvivl. Det føltes som kulminationen på en årelang indre rejse imod den totale renselse. En rejse mod Allah. Amir kiggede sig i spejlet. De korte skægstubbe stod, som de skulle. I skarpt barberede linjer lagde de sig tværs om kinderne på den 27-årige københavner. Håret var stort, sort og en smule fedtet. Lidt længere på toppen end på siderne. Han havde tit tænkt på at klippe sig helt korthåret, men havde aldrig haft modet, når det

Ingen undskyldninger ·

kom til stykket. Amir havde det bedst med faste former. Tingene skulle helst ikke ændre sig for meget. Men nu var noget alligevel nødt til at forandre sig. Det er nu eller aldrig, tænkte Amir ved sig selv, mens han stod foran spejlet. Måske får jeg ikke chancen igen.4 Det var ikke nogen nem beslutning, langtfra. At forlade Danmark var det mindste problem, men hvad hvis han ikke brød sig om det, der ventede ham? Hvad hvis han fortrød? Amir havde længe været i tvivl. Men denne novembermorgen, hvor solen stod skarpt ind ad stuevinduet, var det, som om det meste faldt på plads. Flybilletten med afgang næste dag lå udprintet i baglommen, de rigtige mennesker var blevet underrettet, det gav ikke længere mening at være vægelsindet. Han lyttede til den religiøse hymne. Han følte, den gav ham styrke. Og styrke var, hvad han havde brug for lige nu. Inde i stuen fandt Amir sin sportstaske af mærket The North Face frem og samlede de mest nødvendige personlige ejendele: et par gode kondisko, som han kunne iføre sig, når grænsen mellem Tyrkiet og Syrien skulle krydses til fods. Et par militærbriller med spejlglas, han havde anskaffet sig på en tidligere tur. Koldt og varmt tøj. En notesblok. En koran? Amir tænkte sig om i et par sekunder, Nej, det ville alligevel være at lege med ilden. Der var ingen grund til at gøre lufthavns myndighederne mistænksomme. Det gjaldt om at ligne en hvilken som helst anden turist. Før han lynede tasken, gik Amir hen til skrivebordet og klappede sin bærbare Medion-computer sammen. På mange måder

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

var det netop denne computer, der havde rustet ham til at møde krigens elendighed. Han havde med sine egne øjne set de hjerteskærende videoer på YouTube, hvor uskyldige børn og kvinder fik sprængt lemmer af, mens syriske byer blev overdynget med bomber fra præsident Bashar al-Assads kampfly. Nok måtte være nok, tænkte han. Han måtte gøre noget. Det var vel hans pligt som rettroende muslim? Så åbnede han klædeskabet og fandt for sidste gang sit rødsorte bedetæppe frem og placerede det på stuegulvet med retning mod badeværelset – og Mekka. Amir førte hænderne op foran sit hjerte. Reciterede bønnen med svag hvisken. Lukkede øjnene og svandt ind i en verden, der var hans og hans alene. Så knælede han og lod panden møde tæppets ene ende. Han var klar.

Den sidste rejse · 24. november 2014, København, Danmark

Der var ikke overladt meget til fantasien. Amir væmmedes. Overfor ham i metroen sad to unge kvinder og småfniste ad hinandens anekdoter. Deres tøjvalg signalerede, at det var midt på sommeren. Begge var iført korte nederdele, som blottede deres strømpebusker og bluser så stramme, at formen på deres bryster mildest talt ikke lod sig skjule.1 Det var ikke bare vulgært, det var urent. Beskidt og syndigt. Det var en gåde for Amir, hvordan unge piger kunne klæde sig sådan. Havde de ingen skam i livet? De frygtede ikke Allah. Det var kvinder som dem, der blev straffet på dommedagen og ville komme lige lukt i helvede. Kort efter klokken otte var Amir steget på metroen fra Vanløse Station med kurs imod Københavns Lufthavn, og gennem ruderne kunne han – formentlig for sidste gang – se den danske hovedstad vågne op til endnu en dag. Destinationen for hans rejse kendte

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

han ganske godt. Han havde været der før. Amir kiggede ned på sin telefon, mens metroen gnidningsfrit gled gennem det københavnske morgenmylder. Der var tikket en sms ind fra hans mor: »Er du o.k., skat?« Amir overvejede at svare, men besluttede sig for at lade være. Svarede han på spørgsmålet, kendte han sin mor godt nok til at vide, at hun ville stille tre nye. Der var ikke tid til at forklare nu. Desuden havde han jo allerede skrevet et brev til hende. Det lå hjemme på skrivebordet. Amir havde været omhyggelig i sine forberedelser. I telefonens note-program havde han oprettet en kladde med overskriften »Mekaniker« og nedfældet et navn, en adresse og et telefonnummer. Selv hvis myndighederne fik fat i Amirs telefon, var det så godt et dæknavn, at ingen ville bemærke noget usædvanligt. Han havde også udeladt landekoden på nummeret, så man ikke kunne se, at det tilhørte en udenlandsk telefon. Hvis man forestillede sig, at selve rejsen til Syrien var risikabel, tog man fejl. Det var pærelet. Sidste gang Amir havde været i Syrien, var han også steget på metroen, hoppet af i lufthavnen, fløjet til det østlige Tyrkiet og havde krydset grænsen til fods. I syv måneder havde han været i krigens vold. Han havde oplevet at fryse, sulte og sågar tvivle. Men Amir havde også mærket følelsen af lykke. Øredøvende, endeløs lykke. Han havde følt, at han hjalp sine nødstedte muslimske brødre og søstre. Han havde opfyldt sin religiøse pligt. At han dengang sluttede sig til al-Qaedas afdeling i Syrien, Nusra-fronten, havde været lidt af et tilfælde. Som så mange andre

Den sidste rejse ·

vestlige jihadister var han rejst ind i Syrien som en fri sjæl – en såkaldt freelance-kæmper – og var rendt ind i en gruppe krigere, der kæmpede for en uafhængig brigade. Brigaden lod sig kort tid efter opsluge af Nusra-fronten, som militært set var den stærkeste aktør i området og havde stor opbakning hos lokalbefolkningen. Amir havde primært delt sine dage og nætter med syrere, irakere, jordanere og libanesere. Til tider havde han følt sig lidt alene med sin egen baggrund fra det trygge Velfærdsdanmark. Men efter sin hjemvenden til Danmark var interne kampe brudt ud mellem de jihadistiske grupper i det nordlige Syrien, og på afstand kunne Amir mærke sin loyalitet til den militært pressede Nusra-front svinde. Han ville gerne tilbage til krigen, han ville gerne være en del af »revolutionen«, men var ikke længere sikker på, hvem han skulle kæmpe for eller med. I løbet af sommeren og efteråret 2014 havde en jihadistgruppe ved navn Islamisk Stat erobret by efter by og gjort det, ingen andre jihadistgrupper i nyere tid var lykkedes med: De havde udråbt og skabt et kalifat. Overalt i verden trak bevægensen nu spalteplads og tv-tid med sine bestialske henrettelser og sortklædte krigerbrigader. Modsat den stereotype forestilling hos mange i særligt de vestlige samfund var selv mange af Islamisk Stats egne sympatisører imod det, der blev opfattet som meningsløst – nærmest sadistiske – barbari. Men Amir delte ikke den udlægning. Der var i hans øjne tale om et nødvendigt middel til at nå et helt andet mål: nemlig fred og ro til at etablere et puritansk og ultrakonservativt kalifat uden indblanding fra militære magter udefra.

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

Samtidig udstillede henrettelserne – herunder de stærkt opsigtsvækkende og makabre halshugninger af de amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff få måneder tidligere – ifølge Amir det hykleri, som Vesten havde udvist ved at bombe tusindvis af uskyldige mennesker i Yemen, Pakistan og Afghanistan med førerløse droner, mens de samme landes regeringsledere udviste foragt og indsatte bombefly, når bare to af deres egne statsborgere led samme skæbne. Henrettelserne havde tydeliggjort det afgrundsdybe skel, der eksisterede mellem de rettroende og de vantro, og det havde fremskyndet den uundgåelige konfrontation, som i sidste ende ville efterlade muslimerne som sejrherrer – med verdensomspændende islamisk dominans til følge. For hvordan skulle selv de mest moderne amerikanske bombefly have en chance imod Allahs vilje? Hvordan skulle en militær stormagt, som havde slået civile kvinder og børn ihjel, nyde Allahs nåde? Det var utænkeligt. Sådan så Amir på det. Men muslimerne kunne ikke bare læne sig tilbage og vente ugideligt på, at Allahs ord ville ske fyldest. For selv om Allah ville straffe de vantro, der bekrigede muslimerne, ville han også straffe de muslimer, som ikke tog del i kampen for at komme lidende trosfæller til undsætning. Tanken om at være med til at bygge en islamisk nation op fra bunden virkede dragende på Amir. Han havde lyst til at være en del af denne historiske begivenhed. Men denne gang ville Amir ikke rejse til Syrien uden at have sat sig ind i alle detaljer på forhånd. Krigerne fra Islamisk Stat lod til at være retskafne mænd,

Den sidste rejse ·

men Amir ville være helt sikker. Han ville være klar til den virkelighed, der ventede ham i kalifatet. Og derfor gik denne rejse ikke direkte til Syrien. Han havde et ærinde at gøre først.

––– I Københavns Lufthavn, Kastrup, gik sikkerhedstjekket problemfrit. Amir samlede sin taske op fra rullebåndet og begav sig videre ind i det toldfrie område. Området var i Amirs øjne et tydeligt bevis på, hvordan et land som Danmark var kommet på afveje og kun ville synke længere og længere ned i en skammelig tilstand af synd og gudløshed. Spritusflasker var sirligt opstillet på hylderne, og rygere kunne få afløb for deres uvane ved at købe en af de cigaretkartoner, der stod stablet i shoppingområdets ene hjørne. Alkohol og tobak var nu ikke fremmede størrelser for Amir. Hans pakistanske far var en moderat muslim af den slags, der både ryger og drikker. Hans mor var dansk, kæderyger og bestyrer af et værtshus på Vesterbro. Og i sine tidlige teenageår havde Amir, som de fleste af sine jævnaldrende, drukket sig sanseløst beruset og røget cigaretter for at imponere sine kammerater. Men i den seneste tid havde Amir afholdt sig fra at sætte sine fødder de steder, der serverede alkohol eller tillod rygning. Det var en del af den tekstnære fortolkning af koranen, Amir praktiserede: salafismen. Trosretningen påbyder sine følgere at leve et liv i overensstemmelse med det, profeten Muhammed og de følgende to generationer levede i datidens Saudi-Arabien. Amir havde længe været overbevist om nødvendigheden af

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

væbnet kamp for at udbrede islam og besejre de vantro. Men salafismen var ny for ham. Han følte, at den åbnede en hidtil ukendt verden af åbenbaringer. Den overbeviste ham om, at han var en del af et afsluttende slag mellem verdens muslimske civilisation og en forenet sammenslutning af vantro. Den rensede ham. Interessen for salafismen var ikke opstået af sig selv. Amir var blevet introduceret til den af »Edderkoppen«. To år tidligere var han rendt ind i Edderkoppen til en demonstration imod Danmarks militære engagement i Afghanistan. Det radikale islamistiske miljø i Danmark talte ikke mere end nogle hundrede personer,1 og ligesom de fleste kendte Amir godt til Edderkoppen på forhånd. Men ved demonstrationen var de to faldet i snak, og Amir var instinktivt blevet betaget af Edderkoppens store religiøse viden og smilende og charmerende væsen. Da han siden begyndte at komme til Edderkoppens undervisning i bydelen Tingbjerg i Københavns udkant, bed salafismen sig efterhånden fast i hans tanker. Edderkoppen havde altid svar på rede hånd, og han åbnede stort set aldrig munden uden at kunne henvise til relevante islamiske kilder i form af passager fra koranen eller haditherne.2 Mange moderate muslimer ville tolke de samme passager helt anderledes, men det gjorde ikke det store indtryk på Amir. Edderkoppen blev en mentor for ham. Han gav gode råd. Hjalp til med indkøb. Beroligede Amir, når han tvivlede. Hentede ham i bil, når han manglede et lift. Edderkoppen holdt sig heller ikke tilbage for at sætte militante islamister i Danmark i forbindelse med relevante kontakter i udlandet. Og på et tidspunkt havde Amir fået en seddel af Edderkoppen med oplysninger på en »højtelsket sheik«, der som ingen anden

Den sidste rejse ·

ville kunne forklare Amir vigtigheden af at opfylde sine pligter som muslim ved at deltage i den hellige krig imod de vantro. Amir havde glemt alt om sedlen, indtil han nogle måneder tidligere tilfældigt havde fundet den på sit værelse. Måske er det skæbnen? havde Amir tænkt. Og det kunne vel ikke skade at følge Edderkoppens råd og kontakte sheiken? Det krævede kun nogle få beskeder hjemme fra lejligheden på Nørrebro, før kontakten var etableret. Og i »Mekaniker«-noten på sin mobiltelefon havde Amir omhyggeligt gemt sheikens kontaktoplysninger. Noten begyndte med sætningen: »Shaykh Saeed. Tunis.«3 Nu, nogle måneder og adskillige timers overvejelse senere, stod Amir ved gaten, på vej til at boarde et fly mod varmere himmelstrøg. Mod ny, hellig viden. Den rejse, han havde påbegyndt efter mødet med Edderkoppen, skulle nu fuldendes. Amir tænkte på det som en sidste peptalk. I Tunesien ville sheiken fjerne den sidste rest af tvivl – det var Amir sikker på. Som en renset kriger i Guds navn ville han herefter begive sig mod Syrien.

––– Mens novemberkulden havde fået tag i Danmark, kravlede termometret denne måned ofte over 15 grader i det nordlige Syrien. Men varmen var intet målt mod lykken ved at være der.Tilstedeværelsen var i sig selv som en drøm, der var gået i opfyldelse for Lukas. Han følte, at han var kommet hjem. Langs de store handelsgader i Manbij solgte gamle mænd friske appelsiner. Kvinder iført sorte burkaer og sorte handsker skubbede

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG ·

klapvogne med hvinende småbørn ind i grønthandlere, kageboder og islamiske tøjbutikker. Små drenge legede med radiostyrede biler i vejkanten og passede deres koranskole flere gange om ugen. De var mujahedinere,* gjort af det stof, som op gennem historien havde fostret så mange islamiske helte. De veg aldrig, når kampene spidsede til. Men hvorfor skulle de også det? De elskede jo døden højere, end de elskede livet. Det var det, de vantro aldrig havde fattet. Lukas var ankommet til kalifatet et par måneder tidligere. Som så mange andre vesterlændinge, der var rejst til Syrien, var han endt med at slutte sig til Islamisk Stat. Bevægelsen var i løbet af efteråret buldret frem og kontrollerede nu et samlet område i Syrien og Irak, der var flere gange større end Danmark. Lukas så ikke entydigt sig selv som kriger, men det gjorde ikke noget. Der var mange andre ting at lave i kalifatet. Siden sin ankomst havde han hjulpet til med sociale aktiviteter som grillaftener, suppekøkkener og pasning af en gård med kæledyr, som kalifatets børn kunne lege med. Når han ikke slappede af med sin mobiltelefon hjemme i lejren, kom han ofte på netcaféen i Manbij, hvor han spillede krigsspil. Lukas boede i et stort hus sammen med flere andre krigere fra Vesten og den arabiske verden. Hans nærmeste ven var en danskpalæstinenser, som han kendte på forhånd fra det militante islamistiske miljø i København. Vennen havde ligesom Lukas sluttet sig til Islamisk Stat efter nogle måneder i en anden del af landet og arbejdede nu også som frivillig. Huset, de boede i, var en prominent og velholdt villa i tre eta*

En »mujahediner« eller »mujahid« er en person, der udøver jihad..

Den sidste rejse ·

ger, der havde tilhørt en rig familie, som var flygtet ved udsigten til Islamisk Stats indtog i byen. Det største lokale i stueetagen fungerede som fælles opholdsrum, og spredt ud over gulvet lå en række madrasser, som krigerne kunne hvile ud på efter at have været i kamp længere mod nord. Sommetider skete det, at en af husets beboere ikke vendte tilbage. Sådan var krigens virkelighed. Og selv om det kunne være hårdt at miste sine brødre, gjorde kommandanterne i brigaden meget ud af at gøre hyldesten af de døde krigere til en glædelig begivenhed. Det var ikke usædvanligt, at kalifatets soldater kunne gå direkte fra en mindehøjtidelighed til fællesspisning med selskabslege, islamisk musik og grillet gedekød. De mange sociale sammenkomster passede Lukas godt. Selv var han et indadvendt og til tider asocialt gemyt, men tiden i kalifatet havde modnet ham. Han havde fundet et nyt sammenhold, et nyt broderskab, og med brødre, der var villige til at gå i døden for ham, var Lukas begyndt at åbne sig mere op. Han havde hverken gennemgået våbentræning eller større forståelse for den politiske udvikling i landet. Men Lukas var blevet populær, fordi han hjalp sine kæmpende brødre med vand, mad og klargøring af automatrifler. En dag sidst i november kunne han imidlertid ikke længere gemme sig bag de knap så farefulde opgaver. Han blev opsøgt af en af brigadens kommandanter. Selv om han kun var i starten af 20’erne, bar kommandanten et fyldigt sort skæg og talte med en dyb mandsstemme. I husets fællesstue lod han forstå, at der ventede Lukas en ny opgave. En opgave, han umuligt kunne sige nej til. Lukas skulle i kamp.

jakob sheikh

Amir havde længe været i tvivl. Men denne novembermorgen, hvor solen

journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Han har siden 2012 været ansat hos Politiken, hvor han

Jakob Sheikh i Daret Ezza, Syrien.

blandt andet har dækket udviklingen i Mellemøsten og omegn fra Syrien, Irak, Egypten, Tunesien, Libanon,

Langt over 100 danskere er ifølge PET draget i hellig krig i Syrien og Irak. Hvem er de, og hvorfor gør de det?

Bahrain, Qatar og Pakistan. De seneste år har han primært

DANMARKS BØRN I HELLIG KRIG baserer sig på hundredvis af inter-

skrevet om terror, radikalisering

views, en unik adgang til centrale personer i det militante islamistiske

og især de danske syrienskrigere.

miljø i Danmark, efterretningsaflytninger og ikke mindst korrespondance mellem Islamisk Stats danske krigere, som fremlægges for første gang

Jakob Sheikh har modtaget en række

nogensinde.

priser for sit arbejde, herunder EU-Kommissionens journalistpris,

JAKOB SHEIKH kortlægger de radikaliserede miljøer og fordyber sig i

Hørup-prisen og det prestigefyldte

de danske syrienskrigeres historie; de er ikke nødvendigvis ressource-

Kristian Dahls Mindelegat – også

svage, opvokset på samfundets bund eller med stærkt religiøse forældre,

kaldet „den lille Cavling“.

men taler tværtom flydende dansk og er rundet af det danske uddannelsessystem. Med andre ord: De er børn af Danmark.

lindhardtogringhof.dk

DANMARKS BORN I HELLIG KRIG

JAKOB SHEIKH (f. 1987) er uddannet

jakob sheikh

DANMARKS BORN I HELLIG KRIG

hvisken. Lukkede øjnene og svandt ind i en verden, der var hans og hans alene. Så knælede han og lod panden møde tæppets ene ende. Han var klar. Citat fra bogen

Med forord af Peter Øvig Knudsen lindhardt og ringhof

omslag: simon lilholt / imperiet.dk