Jagten på 1000

Page 1

Hvad tænker du, når du hører ordet skattejagt? En skattejagt handler om at finde ting, der gemmer sig eller er skjult et sted. Du skal nu gøre noget lignende –opgaven er at finde ting, der tilsammen giver summen 1.000 eller deromkring.

Velkommen til "Jagten på 1.000"!

Formål

I denne aktivitet skal du lede, tegne, skrive, konkurrere og spille i jagten på 1.000. Når du har været igennem forløbet, vil du kunne fortælle om forskellige måder at løse opgaver på med hovedregning.

Lad jagten begynde!

På jeres skattejagt skal I opdage og finde ting, som tilsammen har en sum på cirka 1.000. Det kan være ting omkring jer eller noget, der har med jer selv at gøre. For eksempel: Hvor mange kuglepenne er der i klasselokalet? Hvor mange sider er der i jeres yndlingsbog? Hvor meget vejer den frugt, I har med? Brug fantasien på jeres skattejagt!

Find ting, der tilsammen giver en sum på cirka 1.000. Inden I begynder, skal I svare på følgende spørgsmål:

Hvad skal I vide og gøre for at løse denne opgave?

Gå på jagt, og find ting, der tilsammen giver cirka 1.000. I skal bruge hovedregning, hvis I kan. Ellers bruger I den metode, som I synes fungerer bedst. Få hjælp med disse spørgsmål:

Hvordan ved I, at summen er cirka 1.000?

Hvordan tænker I, når I laver hovedregning?

Fortæl hinanden i klassen, hvordan I brugte hovedregning, og forklar, hvordan tingene tilsammen giver cirka 1.000.

Hvornår er det nyttigt at bruge hovedregning?

Hvornår er det ikke brugbart?

Er det en fordel eller en ulempe at kunne forskellige strategier for hovedregning?

I hvilke situationer ville I kunne få brug for hovedregning?

©Alinea 2023
©Illustrator: Sara Lillie Gornitzka(red)/Alinea

Lærervejledning

Formålet med denne aktivitet er, at eleverne skal finde ting, der tilsammen giver en sum så tæt på 1.000 som muligt. Det er vigtigt, at eleverne lægger led med samme enhed sammen for at undgå misforståelser omkring addition og enheder.

Eleverne skal altså lægge led sammen, som tilsammen giver cirka 1.000. I første omgang er tanken, at eleverne skal bruge forskellige strategier for hovedregning til at beregne summen. De kan benytte sig af overslagsregning, når de skal vurdere, hvilke genstande det vil give mening at bruge.

Endnu et formål er, at eleverne skal samarbejde. De skal derfor kunne bevæge sig frit rundt i klasselokalet og/eller andre steder på skolen for at finde ting.

Introducer opgaven "Jagten på 1.000" ved at fortælle eleverne, at de skal på skattejagt. Opgaven er at finde ting, der tilsammen har en sum på cirka 1.000. Understreg, at eleverne skal bruge hovedregning for at finde frem til summen, og at de skal lægge ting, der har samme enhed eller er i samme kategori, sammen – fx g, cm eller antal mennesker.

Du afgør, om eleverne skal finde ting i klasselokalet, eller om de skal have et større område til rådighed.

Eleverne har cirka 20 minutter til at finde tingene. Giv dem derefter cirka 10 minutter til at sammenfatte, hvilke strategier for hovedregning de brugte, og til at forklare, hvordan tingene giver en sum på ca. 1.000. Bed eleverne tegne og synliggøre for hinanden, hvilke strategier for hovedregning de brugte.

Differentiering

Nogle elever kan have brug for at repetere, hvad "sum" betyder, og hvilken regningsart de skal bruge for at komme frem til en sum.

Der kan også være elever, der har brug for en gennemgang af forskellige strategier for hovedregning.

Til de elever, der ikke kan komme i gang med opgaven, kan du skrive:

tre bananer + fire æbler = 1.000

Spørg eleverne, hvad de tænker, når de ser denne udregning, og spørg bagefter: Hvordan kan tre bananer og fire æbler give 1.000?

Lad eleverne snakke sammen i 2-3 minutter, hvorefter de kan komme med deres forslag til svar.

Forfatter: Madeleine Sunnquist (red.)

2023
©Alinea
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.