Ina Borstrøm Dorthe Klint Petersen
Den første
LÆSNING 2 L Æ S E B O G E N Alinea
Indhold Hulen
4
Alene hjemme
20
Bor her et spøgelse?
36
Det magiske smykke
52
Ib i det vilde vesten
68
Jonas som dyrepasser
En rejse sydpĂĽ
100
Emil pĂĽ koloni
124
84
Hulen
Idas bedste ven Ida gik altid hjem fra skole sammen med sin storebror, Emil. Men i dag skulle Emil over til sin gode ven, Jonas. Så skulle Ida gå hjem alene. Ida tænkte på hvad hun skulle lave i dag. Først skulle hun give Nini mad. Nini var Idas kakadue. Hun ville også gerne lege med Olga. Olga var Idas nabo. Olga var også Idas bedste ven. Ida og Olga legede altid sammen når de havde fri. Ida og Olga var også sammen med de andre børn fra Isgade. Men de andre børn fra Isgade var store. De ville ikke altid lege med Ida og Olga. Så legede Ida og Olga bare sammen alene. De havde det altid sjovt sammen, syntes Ida.
4
For Olga fandt på så meget sjovt. Det var Olga der fandt på at lave bål i haven. Det var Olga der fandt på at cykle på ét hjul. Og det var Olga der fandt på at kaste med lasso. “Hej, Ida!” Der var én der kaldte. Men hvor kom det fra? Ida stod helt stille. Kunne hun stadig høre noget? Nej. Nu kunne hun ikke høre en lyd. “Hej, Ida! Kig op i det store træ.” Ida så op. Helt oppe i det store træ sad Olga.
5
Ida og Olga i hulen Olga havde lavet en hule oppe i det store træ. Hun havde bygget hulen sammen med sin far. “Er det ikke en flot hule vi har bygget?” spurgte Olga. “Kommer du op og ser den?” “Ja,” sagde Ida. “Men jeg skal lige give Nini mad.” Ida løb ind for at give Nini mad. Så løb hun over til Olga igen. “Må jeg se din hule nu?” spurgte Ida. “Ja,” sagde Olga. “Kom bare med.” De havde det sjovt, Ida og Olga. De sad helt stille i hulen og så ned. Ida og Olga kunne se alle dem der gik nede på Isgade. Men når de sad helt stille, kunne de andre ikke se dem.
6
Ida og Olga gik ned i haven for at finde et tov. Olga satte tovet godt fast i det store træ. Nu kunne de hejse to blå stole op i hulen. Ida satte de to stole fast i tovet. “Vi kan også hejse post op i hulen,” sagde Olga. Ida satte en rød kasse fast på det lange tov. Nu kunne de hejse post op og ned i den røde kasse. Ida løb ind og fandt en lille klokke. Hun satte den lille klokke fast på den røde kasse. Ida ringede på den lille klokke og råbte: “Så er der post!” De legede i hulen i lang tid. Så skulle Ida ind og spise. “Kommer du ud når du har spist?” spurgte Olga. “Ja,” sagde Ida. “Så kan vi finde ud af hvad vi skal lave i hulen.” Da Ida kom ud igen, snakkede de om hvad de skulle lave i hulen. Det var så sjovt at være sammen i hulen. De gik først ned fra hulen da det var ved at blive mørkt.
7
Må vi sove i hulen? “Ida!” råbte Olga næste dag. Hun stod i sin have og så ind til Ida. “Nu skal du bare høre!” Ida så på sin bedste ven. “Hvad er der, Olga?” spurgte hun. “I aften skal vi lave bål i haven,” sagde Olga. “Min mor siger at du gerne må være med.” “Godt!” sagde Ida. “Men det er ikke det hele,” sagde Olga. “Jeg tænkte at vi kunne sove i hulen i nat. Jeg spurgte min mor i går da jeg kom ind. Vi må gerne.” “Nå,” sagde Ida stille. Sove i hulen! Det lød sjovt. Men det lød også uhyggeligt.
8
Ida gik ind i huset. Idas far, Jan, sad i stuen og læste avis. “Må jeg sove i hulen sammen med Olga?” spurgte Ida. “Ja,” sagde Jan. “Det er da en god idé.” Ida gik ind på sit værelse og pakkede sin taske. Da hun gik og pakkede, snakkede hun med sig selv. “Hvad nu hvis jeg savner min mor og far?” spurgte hun. “Så er de jo ikke så langt væk,” sagde hun til sig selv. “Hvad nu hvis jeg bliver bange?” spurgte hun igen. “Så kan jeg jo bare gå hjem,” sagde hun til sig selv. Ida gik ind i stuen til Jan igen. “Nu er jeg klar,” sagde Ida. “Det var godt,” sagde Jan. “Går du ind til Olga nu?” “Ja,” sagde Ida. Men hun gik ikke. “Hvad nu hvis jeg savner jer?” spurgte hun. “Så er vi jo ikke så langt væk,” sagde Jan. “Men hvad nu hvis jeg bliver bange?” spurgte hun igen. “Så kan du jo bare gå hjem,” sagde Jan. “Ja,” sagde Ida og gik.
9
Bål i haven Olga og Ida sad oppe i hulen og spillede kort. Så gik de ned i haven. “Nu skal vi lave bål,” sagde Olgas far til Ida. Han havde lavet en stor heks. Ida syntes den så helt levende ud. “Er det en levende heks?” spurgte Ida. “Nej,” sagde Olgas far. “I gamle dage satte man en levende heks på sit bål. Det gør man ikke mere.” Olgas far lavede et stort bål. Lidt efter kunne de alle se den store heks flyve væk. “Skal vi lave snobrød nu?” spurgte Olga. “Ja,” sagde Olgas mor. “Jeg har det hele klar.” De sad alle fire ved det store bål. Ida så på sit snobrød. Det var helt sort. “Se! Mit snobrød er helt sort,” sagde Ida. “Ja, snobrød bliver tit lidt sorte,” sagde Olgas mor. “Det kan jeg ikke lide,” sagde Ida. “Hvis du ikke kan lide dit snobrød, skal du ikke spise det,” sagde Olgas mor.
10
Da de havde spist snobrød, skulle de vaske op. Olgas mor kom med en balje. Ida og Olga syntes at det var sjovt at vaske op. Men så kom Ida til at tabe et krus. Det faldt ned og gik i stykker. “Det gør ikke noget, Ida,” sagde Olga. “Det skal du ikke være ked af.” Men Ida var ked af det. Olga gik op i hulen efter sine kort. De spillede kort med Olgas mor og far. Det var sjovt, men Ida var stadig ked af det. “Du skal ikke være ked af det mere,” sagde Olga. “Jeg kommer tit til at slå noget i stykker.” “Ja, men du er også hjemme hos dig selv,” sagde Ida. “Det er ikke det samme.” Det var ved at blive mørkt. Nu skulle Ida og Olga op i hulen.
11
Jeg vil hjem Både Olga og Ida fik et tæppe og en pude af Olgas mor. Ida kunne ikke lide sin pude. Den var ikke så blød. “Du kan gå hjem efter en blød pude,” sagde Olga. “Nej, det skal nok gå,” sagde Ida. “Jeg kan godt sove med den pude.” Ida og Olga lå i hulen med tæppe og pude. Nu var det tid til at sove. “Hvad gør du når du skal sove?” spurgte Ida. “Jeg sover bare,” sagde Olga. “Læser din mor ikke for dig?” spurgte Ida. “Jo, men ikke så tit,” sagde Olga. “Og ikke i dag. Hulen er jo kun for børn.” “Nå, ja,” sagde Ida stille. Idas mor læste altid for Ida før hun skulle sove. “Det skal nok gå,” sagde Ida til sig selv. De snakkede lidt sammen. Så ville Olga sove. Ida syntes hun kunne høre en lyd.
12
“Det er bare det store træ du kan høre,” sagde Olga. “Det skal nok gå,” sagde Ida til sig selv. Men Ida kunne ikke sove. Hun tænkte på den store heks. Hun tænkte også på sin mor og far. Hun var bange. Hun var ked af at hun havde det sådan. Hun var jo sammen med Olga. “Olga,” sagde hun stille. “Sover du?” “Næsten,” sagde Olga. “Olga,” sagde Ida igen. “Jeg er bange.” “Er du meget bange?” spurgte Olga. “Ja,” sagde Ida. “Det er da sjovt at sove i hulen,” sagde Olga. “Ja, det er sjovt,” sagde Ida. “Men det er også uhyggeligt. Jeg savner min mor og far.” “Du er jo sammen med mig,” sagde Olga. Olga prøvede at trøste Ida. Det kunne Ida godt høre. Men det hjalp ikke. “Olga,” sagde Ida. “Jeg vil hjem.”
13
En god idé Olgas mor og far prøvede også at trøste Ida. “Det prøvede jeg også da jeg var lille,” sagde Olgas far. “Jeg skulle sove hos min bedste ven, men så blev jeg bange og ville hjem.” Olgas mor ringede til Idas mor, Lone, og sagde at Ida kom hjem. Ida pakkede sin taske. “Jeg får en idé,” sagde Olga. “Jeg kunne jo gå med ind og sove hos dig.” Olgas mor og far syntes det var en god idé. Så ringede Olgas mor til Lone igen. Lone syntes også det var en god idé. “Hvad nu hvis du savner din mor og far?” spurgte Ida. “Det gør jeg ikke,” sagde Olga. “De er jo ikke så langt væk.” “Men hvad nu hvis du bliver bange?” spurgte Ida igen. “Det gør jeg ikke,” sagde Olga igen. “Jeg er jo sammen med dig.” Så gik de over til Idas hus.
14
Ida og Olga fik et stort knus af Lone. “Det var godt du ville sove hos os,” sagde Lone til Olga. Lone så på Ida. “Nu finder jeg et tæppe og en pude til Olga,” sagde hun. “I må gerne sove oppe på loftet hvis I vil. Det er næsten som at sove i hulen.” “Godt,” sagde Ida. Hun så på Olga. “Det er sjovt at sove oppe på loftet,” sagde hun. “Det gør Emil og jeg så tit.” Olga havde ikke været oppe på loftet før. “Måske er der rotter på loftet,” tænkte Olga. Men hun sagde ikke noget. Lone var på vej op på loftet. Ida og Olga gik lige efter Lone.
15
Rotter på loftet Oppe på loftet stod Lone og Jans gamle seng. Ida og Olga gik hen til den store seng. “Tror I at I kan sove i den store seng?” spurgte Lone. “Den er ikke så blød som min seng,” sagde Olga. “Men det skal nok gå.” Lone læste for dem i lang tid. Hun var god til at læse, syntes Olga. Så sagde Lone godnat. Hun gav dem et knus og gik ned i stuen. Nu var Ida og Olga helt alene på loftet. De snakkede lidt. Så slukkede Ida lyset. Hun var meget træt. Nu ville hun gerne sove. “Ida?” sagde Olga. “Hvad er der?” spurgte Ida. Hun var så træt. “Tror du der er rotter på loftet?” spurgte Olga. “Nej,” sagde Ida. “Der er ikke rotter på loftet. Men måske er der en lille mus.”
16
“En mus!” råbte Olga. “Er der mus?” “Nej,” sagde Ida. “Du skal ikke være bange. Jeg tror ikke der er mus. Det er bare noget Emil siger.” “Nå,” sagde Olga. Der var stille i et stykke tid. “Ida,” sagde Olga så. “Sover du?” “Næsten,” sagde Ida. “Der er meget mørkt på loftet,” sagde Olga. “Sover du ikke med lys?” Ida kunne høre at Olga lød lidt ked af det. “Nej, jeg sover ikke med lys,” sagde hun. “Men jeg kan godt finde noget lys hvis du synes.” Olga sagde ikke noget. “Har du det godt, Olga?” spurgte Ida igen. “Jeg er bange,” sagde Olga stille. “Er du meget bange?” spurgte Ida. “Ja!” sagde Olga.
17
Sammen hver for sig Så pakkede Olga sin taske igen. Jan ringede til Olgas mor. “Det skal du ikke være ked af,” sagde Lone. Hun prøvede at trøste Olga. “Jeg blev tit bange da jeg var lille. Jeg skulle sove hos min bedste ven. Men så blev jeg bange og ville hjem.” Nu havde Olga det godt igen. “Jeg får en idé,” sagde Ida. “Måske kan det hjælpe os. Nu skal du bare se!” sagde hun til Olga. Ida løb ud af stuen. Olga kunne høre at Ida prøvede at finde noget. Nu kom Ida ind med to krus og en lang snor. Hun satte den lange snor fast i de to krus. “Sådan,” sagde hun. “Nu kan vi sove sammen hver for sig.”
18
Lone gik med Olga hjem. Olga fik et stort knus af sin far og mor. Så sagde hun godnat og tak for i dag til Lone. Det var næsten nat. Olga sad i sin seng. Hun kunne se ind i Idas værelse. Ida sad også i sin seng. Hun kunne også se ind i Olgas værelse. “Kan du høre mig?” råbte Olga ind i sit krus. “Ja, jeg kan godt høre dig,” råbte Ida ind i sit krus. “Det er sjovt at sove sammen,” råbte Olga. “Ja!” råbte Ida. Så slukkede de lyset og faldt i søvn. Sammen og hver for sig.
19