DET SKER 2016

Page 1

DET SKER 2016 LOUISE BOURGEOIS, OP ART, NY VIDEO- & SAMTIDSKUNST, PICASSO, GERNES, DANIEL RICHTER...


På udstillingen ses bl.a. et eksempel på Kusamas samarbejde med modehuset Louis Vuitton og installationen Mirror Room (Pumpkin),1991 (Hara Museum). Foto Kim Hansen og Poul Buchard.

YAYOI KUSAMA Japanske Yayoi Kusama (f. 1929) er verdenskendt for sine farvestrålende mønstre, der dækker overfladerne på malerier og skulpturer og inddrager hele rum med vægge, gulve og lofter dækket af bløde former og prikker i stærke kontraster. Midt i dette grænseløse flow står Kusama selv, på fotografier ofte iklædt tøj i samme mønster som billederne. Louisianas udstilling Yayoi Kusama – I uendeligheden fortæller historien om et usædvanligt kunstnerliv fuldt af drømme og billeder, der til stadighed flyder ud i verden og bliver til genstande og rum. Her præsenteres værker fra hele Kusamas næsten 60-årige karriere og på tværs af de mange kunstneriske medier, hun har udfoldet sig i: maleri, skulptur, performance, film, litteratur, installationskunst, mode og design. Til udstillingen er det lykkedes at skaffe værker og materiale, som sjældent eller aldrig tidligere har været uden for Japan, herunder lån fra Kusamas personlige samling og arkiver.

TIL 24. JANUAR


David Altmejd, The Flux and the Puddle, 2014. Mixed media. Collection Giverny Capital, Deponering på Musée National des beaux-arts du Québec.Foto © Andrea Rosen Gallery, NY.

DAVID ALTMEJD Den canadiske kunstner David Altmejd (f. 1974) har med The Flux and the Puddle (2014) skabt et af det sidste tiårs mest opsigtsvækkende værker inden for skulptur og installation. Værket er én stor rumlig fortælling, indesluttet i en gigantisk montre – der fra skiftende vinkler både kan ligne en kosmologisk model, en videnskabelig samling af objekter og en forladt scenografi til en forestilling eller en film. The Flux and the Puddle er en både skræmmende og fascinerende modelverden, der får os til at tænke på alle de systemer, vi skal forholde os til i det digitale, teknologiske økosystem, vi i dag lever i. Det næsten halvtreds kvadratmeter store montre-landskab rummer figurer og formationer i bl.a. voks, spejl, gips, akrylmaling, latex, fjer, keramik, blæk, træ, ståltråd og kvarts. David Altmejds The Flux and the Puddle er en helt usædvanlig oplevelse og første udstilling i en ny serie, Louisiana One Work, der fokuserer på ét markant værk af en samtidskunstner.

TIL 31. JANUAR


Candice Breitz foran sin video-installation Working Class Hero (A portrait of John Lennon). Værket fra 2008 er erhvervet til Louisiana med midler fra Augustinus Fonden. Foto: Kim Hansen.

FIRE UNDER SNOW NY VIDEOKUNST PÅ LOUISIANA Louisiana har en ambitiøs erhvervelsespolitik og indlemmer hvert år, med hjælp fra fonde og generøse private donatorer, nye kunstværker i samlingen. I 2016 sættes der særlig fokus på samlingen med to store udstillinger, der præsenterer de sidste tre års nyerhvervelser, med særlig vægt på samtidskunsten. Den første udstilling, Fire Under Snow, bliver et fascinerende møde med nye videoværker og film af de bedste samtidskunstnere i genren, bl.a. Darren Almond, Adrian Paci, John Bock, Candice Breitz, Rineke Dijkstra og Ed Atkins. Visningen suppleres med en række af samlingens video-klassikere, og Louisianas Østfløj bliver en tour de force i videokunstens levende billeder og fortællinger om mennesker, historie og samfund, vision og fremtid. Det bliver spektakulært, intimt, mystisk, morsomt, gribende, eftertænksomt…

21. JANUAR – 8. MAJ


Bridget Riley, Movement in Squares, 1961. Arts Council Collection, Southbank Centre, London. © 2011 Bridget Riley. Courtesy: Karsten Schubert. T.h. Victor Vasarely, Tridim TT, 1969. Louisiana.

EYE ATTACK OP ART 1950-1970 Kunstens billeder kan handle om verden omkring os, men de kan også handle om øjnene, der ser – vores øjne. 1950’ og 1960’ernes Op Art er kunstnernes bud på sammenhængen mellem verden og vores sanser og navnlig en kredsen om illusion og sansningens upålidelighed. Op Art bevægelsen var inspireret af epokens teknologiske opvågnen, psykologi og neurofysiologi, og dens dynamiske billedverden har siden forlænget sig ind i digital design og æstetik. Med omkring 100 værker af mere end 40 kunstnere er udstillingen den første større præsentation af Op Art og kinetisk kunst i Skandinavien i mere end 50 år. Selv om Op Art var meget bundet til sin tid, er dens resultater overraskende tidløse. Angrebet på øjet er usvækket og virker den dag i dag med sin blanding af øjeblikkelig fascination og nostalgi.

4. FEBRUAR – 5. JUNI


Cindy Sherman, Untitled #132, 1984, C-print. Erhvervet med midler fra Augustinus Fonden. Alex Da Corte, mixed media installation, 2014. Erhvervet med midler fra Museumsfonden.​

ILLUMINATION NY SAMTIDSKUNST PÅ LOUISIANA Illumination er et overflødighedshorn af international samtidskunst og moderne klassikere. Her præsenteres både maleri, foto, skulptur og installation, alt sammen erhvervet til Louisiana gennem de seneste tre år. De mere end et halvt hundrede værker vidner tydeligt om Louisianas ambitiøse mål for erhvervelsen af samtidskunst: det holder nemlig museet i live og skaber overraskende og øjenåbnende perspektiver på vores nutid. Illumination giver altså mulighed for at få et dybdegående indblik i samtidens kunst – og i et stort opbud af den globale kunstscenes kendte og mindre kendte aktører. Fra Andreas Gursky, Franz West, Cindy Sherman, Rineke Dijkstra og Julie Mehretu til navne som Sterling Ruby, Alex Da Corte, Roni Horn og Tacita Dean. Udstillingen kulminerer i en kunstfestival i foråret, hvor man kan møde adskillige af de udstillende kunstnere.

3. MARTS – 11. SEPTEMBER


Taryn Simon: Exploding Warhead, Test Area C-80C, Eglin Air Force Base, Florida, 2007. © Taryn Simon. Courtesy Gagosian Gallery.

TARYN SIMON LOUISIANA ONE WORK An American Index of the Hidden and Unfamiliar har Taryn Simon kaldt sine portrætter af det amerikanske samfund – en serie fotografier af steder, der normalt er utilgængelige for offentligheden. Bag hvert billede gemmer sig en årelang research, der kulminerer i ét enkelt fotografi. Tilsammen afdækker billederne de skjulte strukturer, der ligger under overfladen i USAs nationale kultur, og som er integreret i landets fundament, mytologi og daglige funktioner. Motiverne hentes fra bl.a. videnskab, religion, medicin, underholdning, natur, sikkerhed og politik, og de inkluderer en udgave af Playboy Magazine i blindskrift, dét bur, hvori en dødsdømt fange kan bevæge sig udendørs, en indavlet albino-tiger og levende HIV-virus. Taryn Simon afdækker USAs hemmelige steder som en spion, men er drevet af en samlers fascination af det sjældne eller kuriøse. Værket vises i serien Louisiana One Work.

31. MARTS – 19. JUNI


Klassisk sommerstemning med Roy Lichtensteins monumentale Figures in Landscape fra 1977 (Deponering Museumsfonden) og Martial Raysse Souviens-toi de Tahiti fra 1963.

KLASSIKERE PÅ LOUISIANA Louisianas samling af moderne kunst og samtidskunst udgør på samme tid en grundsten for museets aktiviteter og en klangbund under selve udstillingsprogrammet. Samlingen er nemlig en dynamisk størrelse, der ikke alene fortsat vokser, men som rent faktisk rykker rundt i huset, hvor den Louisiana-året igennem indgår i udvalgte præsentationer. Det er nødvendigt for at give plads til de skiftende udstillinger, men giver samtidig lejlighed til at vise de enkelte værker på nye måder og i andre konstellationer. Samlingen bliver herved mere levende, samtidig med at museets mange trofaste gæster til stadighed har mulighed for at opdage og genopdage både dens nye og mere velkendte sider. Derfor vil det utvivlsomt være populært, når et udvalg af samlingens helt store og klassiske værker og navne – blandt andre Lichtenstein, Warhol, Picasso, Hockney, Kiefer og Yves Klein – holder “stævnemøde” i museets Vestfløj. Et glædeligt sommergensyn.

16. JUNI – 21. AUGUST


Poul Gernes, Drømmeskibet, 1968. Mixed media installation, deponeret på Sorø Kunstmuseum. Foto: Léa Nielsen. Portræt af Poul Gernes: Åge Sørensen / Scanpix.

POUL GERNES Poul Gernes (1925-1996) er en af de helt store danske kunstnere i efterkrigsgenerationen, kendt af mange for sine store, offentlige udsmykninger. Gernes kommer ud af den konstruktivistiske tradition, også politisk, og bliver i starten af 1960’erne et omdrejningspunkt for Eks-skolen, gruppen af avantgarde-folk, der dominerer ikke bare samtiden, men også kunsthistorieskrivningen fremefter: Nye metoder, nye materialer, en ny opfattelse af kunstens og kunstnerens rolle i samfundet. Louisianas store sommerudstilling rummer en række af Gernes’ hovedværker og fokuserer både på hans usædvanlige talent for at lave store og effektive billeder rettet imod en ny, optimistisk samtid og på hans benhårde eksperimentelle praksis. I pagt med 1960’ernes nyorientering skulle kunsten ned af staffelierne, ikke ligne kunstværker i gængs forstand, og andre end kunstneren selv kunne sagtens udføre dem. Eller med Gernes’ egne ord: Jeg kan ikke alene, vil du være med?

2. JUNI – 23. OKTOBER


Pablo Picasso, Skikkelser på gaden, Barcelona, 1898. Blyant, blæk og vandfarve på papir. Gave fra Pablo Picasso, 1970. Museu Picasso, Barcelona.

PICASSO FØR PICASSO Picasso var en formidabel og gudbenådet tegner og kunstner – inden han blev Picasso. “Som fjortenårig kunne jeg tegne som Rafael,” yndede han selv at sige – og han havde mere end ret. For det interessante og fascinerende er ikke kun, at han som dreng og ung mand var så teknisk dygtig, men også at han besad en menneskelig modenhed, som afslører sig i hans iagttagelsesevne og observationer af mennesker og levet liv. Hver eneste tegning fra hans hånd vidner ikke alene om dét, der skal komme, men også om en sjælden og suveræn indlevelsesevne. Denne Louisiana on Paper udstilling med 25 af Picassos tidligste tegninger tager udgangspunkt i samlingerne på Picasso-museet i Barcelona og viser geniets fødsel gennem eksempler, som rummer kimen til den Picasso, som satte sit præg på det meste af kunsthistorien i første halvdel af det tyvende århundrede.

30. JUNI – 11. SEPTEMBER


Daniel Richter, Halli Galli Polly, 2004. Olie på lærred. Foto: Mischa Nawrata, Sammlung Essl Klosterneuburg/Wien. T.h. Studie til det overraskende comeback af dr. Freud, 2005. Louisiana.

DANIEL RICHTER Den tyske kunstner Daniel Richter (f.1962) anses for at være en af de væsentligste malere i en generation, der bl.a. også tæller Peter Doig og Tal R. Han trådte ind på kunstscenen i 1990’erne med et ekspressivt, abstrakt formsprog, men har siden årtusindskiftet udelukkende malet figurativt. Richter betegner det selv som en ny form for historiemaleri, også selv om den konkrete historiske begivenhed er borte, for han søger snarere at indfange en særlig samtidshistorisk ånd, præget af de store politiske utopiers død. Richters malerier er både tematisk og formelt forbundne med den tyske ekspressionisme og malere som Max Beckmann og George Grosz, som i årene før 2. Verdenskrig malede skarpe, humoristiske og dybt samfundskritiske allegoriske billeder. Daniel Richter har et lignende stærkt greb om maleriet, og Louisianas udstilling viser hans udvikling fra de tidligste bestræbelser til i dag.

8. SEPTEMBER – 8. JANUAR 2017


Louise Bourgeois, Cell XXVI, 2003. Gemeentemuseum Den Haag, T.h. Cell (The Last Climb), 2008. National Gallery of Canada, Ottawa. Begge fotos: Christopher Burke / © The Easton Foundation.

LOUISE BOURGEOIS Louise Bourgeois (1911-2010) har opnået status som en af det 20. århundredes mest markante og indflydelsesrige kunstnere. Hun er en central figur i Louisianas samling, ikke mindst med Edderkoppepar, den store skulptur fra 2003. Samme år præsenterede Louisiana første gang Bourgeois i en retrospektiv udstilling og nu følger Structures of Existence: The Cells, der koncentrerer sig om en anden af hendes mest originale værktyper, cellerne. Betegnelsen spiller på alle ordets betydninger fra fængsels- og munkecelle til kroppens mindste enheder af liv. Hvert værk er en selvstændig, rumlig enhed fyldt med nøje arrangerede genstande, der skaber sanselige og psykologisk højspændte scenarier. Udstillingen indtager hele museets Sydfløj med ca. 25 celler foruden et udvalg af mindre skulpturer, malerier og tegninger. Udstillingen er tilrettelagt af Haus der Kunst i München i samarbejde med Garage Museum of Contemporary Art, Moskva, Guggenheim Museum Bilbao og Louisiana.

OKTOBER – FEBRUAR 2017


LIVE-aftenerne er populære og trækker ofte fulde huse – så følg med i programmet på louisiana.dk eller ved tilmelding til Louisianas nyhedsbrev. Foto: Klaus Holsting.

LOUISIANA LIVE Louisiana har fra starten været tænkt som mere end et museum for moderne kunst. Litteratur, musik, arkitektur og den samfundsmæssige debat har således altid været en del af Louisianas dna. Med aftenåbent, hvor museet i 2008 udvidede åbningstiderne frem til kl. 22 fra tirsdag til fredag, har ambitionen om at virke som levende kulturhus for alvor kunnet realiseres. Siden da har Louisiana LIVE i museets koncertsal etableret sig som én af landets vigtigste scener for samtale og debat, der nu på skift “bestyres” af værterne Marie Tetzlaff, Politiken, og Marc-Christoph Wagner, journalist og korrespondent og tilknyttet Louisiana Channel. LIVE-emnerne og gæsterne er mangfoldige, og her møder du derfor tidens vigtigste stemmer og debatter, lige meget om de finder sted i kulturens verden eller i samfundet omkring os. Tilmelding til arrangementerne tilrådes, men adgang er gratis og forudsætter kun billet til museet.


Louisiana Koncerter byder i 2016 bl.a. på et genhør med to stjernesolister, den franskschweiziske fløjtenist Emmanuel Pahud og den franske bratschist Lise Berthaud.

KONCERTER & MUSIC Den klassiske musik har i årtier spillet en særlig rolle på Louisiana, der med tiden har fået ry for at være en oase for kammermusikken og en slags fristed for internationale musikere. Derfor har det været muligt at skabe et særligt tillids- og tilhørsforhold, som museets koncertgæster nyder godt af – musikalske møder i verdensklasse – men som også har fundet en større platform på nettet i form af Louisiana Music. Her formidles den klassiske musik på nye måder og med nye perspektiver ved hjælp af den mest moderne filmteknologi. Filmene går så tæt på, at man så at sige oplever musikken indefra. Samspillet mellem Louisiana og nogle af verdens førende musikere løftes hermed op, så det rækker ud over museets Koncertsal og bliver tilgængeligt for enhver. Se, lyt og følg med på music.louisiana.dk


Hele museet er i spil, for Louisiana Literature foregår både inde og ude – som her på Park Scenen –og stemningen er helt særlig de fire festivaldage. Foto: Klaus Holsting.

LOUISIANA LITERATURE Festivalen Louisiana Literature er på få år blevet en markant begivenhed, der giver genlyd uden for Danmarks grænser. Over fire dage præsenteres en lang række udenlandske og danske forfattere på “scener” rundt om i museet. De seneste år har festivalen således haft besøg af blandt andre Margaret Atwood, Herta Müller, Ian McEwan, Joyce Carol Oates, Zadie Smith, Chimamanda Ngozi Adichie og Jonathan Safran Foer. Hvert år samler festivalen cirka 10.000 mennesker, og stemningen er helt fantastisk, når forfatterne rykker ind med oplæsning, samtaler, interviews og performance. Med Louisiana Literature løfter museet en gammel arv – et stærkt engagement i litteraturens verden – ind i en ny tid og slår samtidig et slag for den gode litteratur og nødvendigheden heraf. Louisiana Literature 2016 afholdes i dagene 18. – 21. august.


Der er åbent hele ugen i Louisiana Børnehus fra tirsdag til søndag fra kl. 11-18. De åbne værksteder lukker dog en halv time før. Foto: Bjarke Ørsted.

LOUISIANA BØRNEHUS Louisiana har været pioner inden for arbejdet med børn og deres møde med kunsten. I 2014 kunne Børnehuset – et levende og inspirerende fristed i tre etager – således fejre 20 års jubilæum. Kodeordet for Børnehuset er hverken babysitning eller fri leg, men kreativitet udfoldet med den rigtige kunst som forbillede. Børnehuset er i løbet af ugen og i weekenden ramme om en lang række varierede aktiviteter, bl.a. åbne værksteder, som både knytter sig til aktuelle udstillinger og værker i samlingen. Særlige værkstedsaktiviteter og tilbud til de små, lidt større og familierne er på programmet i skolernes ferier, og flere gange om året arrangerer Børnehusets medarbejdere de populære Billedskoler og Billedværksteder, hvor hhv. børn og voksne får tid og mulighed for at eksperimentere med kunstneriske teknikker, udtryk og materialer. Man kan få et overblik over de åbne værksteder og mange aktiviteter på louisiana.dk/det-sker/børn


I kalenderen på louisiana.dk kan man få overblik over de omvisninger, Louisiana Learning tilbyder tirsdag-fredag i aktuelle udstillinger eller i samlingen. Foto: Ulrik Jantzen.

LOUISIANA LEARNING Hvad gør kunsten ved os? Hvorfor ser den ud, som den gør? Og hvad kan den inspirere os til? Det er nogle af de spørgsmål, Louisiana Learning arbejder med på omvisninger, skolebesøg, i internationale samarbejder, mobilguide mm. Kunstformidlerne fra Louisiana Learning tilbyder nemlig gratis omvisninger tirsdag-fredag. Det er også Learning, der tilrettelægger og målretter undervisningsforløb og -materialer for skoler (fra 2. klasse) samt gymnasier, HF, lærerseminarier mm. På louisiana.dk/ learning kan lærere hente ny viden og inspiration til deres undervisning, ligesom de inviteres til særlige inspirationsdage. Desuden står Learning for en lang række tiltag, der vægter fordybelse og kreativt samvær – fra Art+aftener til Art Exchange-programmet, der i samarbejde med TATE i London skaber rammen for udveksling mellem elever og lærere. Et andet vigtigt internationalt samarbejde, der har eksisteret siden 2006, er et kunstprojekt for flygtningebørn tilrettelagt sammen med Røde Kors.


På Louisiana Channel deler kunstnere, arkitekter, musikere og designere deres ideer, refleksioner og holdninger – om alt fra personlige erfaringer til tidens store udfordringer.

LOUISIANA CHANNEL Er det muligt at præsentere og tematisere kunsten og kunstnerne på en seriøs og vedkommende måde? Ikke kun fysisk på museet, men også på nettet? Svaret er ja, og svaret har nu i mere end tre år heddet Louisiana Channel – en ambitiøs platform, hvor kunstnerne og deres arbejde formidles til et globalt publikum. Siden starten har Louisiana Channel publiceret to indslag om ugen, nu mere end 300 i alt, som alle sammen foregår eller er tekstet på engelsk. Succesen har været overvældende: Mere end 5 millioner gange er Channels videoer blevet set, ca. 50.000 mennesker følger kanalen på de sociale medier – tal som ikke mindst beviser, at der findes en interesse for (og måske længsel efter) kunst og kultur selv i et kaotisk rum som det verdensomspændende net. Vil du også inspireres? Så klik på channel.louisiana.dk


Louisiana Museum of Modern Art støttes i 2016 af bl.a.:

Louisiana Museum of Modern Art Gl. Strandvej 13 DK-3050 Humlebæk +45 4919 0719 mail@louisiana.dk Åbningstider Tirsdag-fredag: 11-22 Lørdag-søndag: 11-18 Helligdage: 11-18 Mandag: lukket

Entré Pr. person: kr. 115 Studerende med studiekort: kr. 100 Børn og unge op til 18 år: fri entré Grupper (min. 15 pers.): Pr. person: kr. 105 Studerende: kr. 95 Klubmedlemmer: fri entré Klubmedlemmers gæster: kr. 95

Forside: Bridget Riley, Blaze 4, 1964. Emulsion på masonit. Privateje © Bridget Riley 2015. Picasso tegning: © Succession Picasso/copydanbilleder.dk 2015. Louise Bourgeois billeder: © The Easton Foundation. VAGA, NY/copydanbilleder.dk 2015.


Med et Klubkort kan man for alvor blive en del af livet på Louisiana og glæde sig over kunsten, kulturtilbuddene, parken, butikken, en frokost eller middag i cafeen… Foto: Ulrik Jantzen.

LOUISIANA KLUBBEN Louisiana Klubben er vokset uafbrudt det seneste årti og har nu over 62.000 medlemmer – det seneste år med en særlig markant vækst for Klubkort U27, der gælder for unge mellem 18 og 27 år. Alle Klubkort giver fri entré til museet et helt år, så man kan komme og gå og bruge Louisiana på en helt anden måde end museets øvrige gæster. Se lidt ad gangen, se det hele igen – eller blot vandre i parken og spise i cafeen, gå til foredrag eller høre musik. Med Klubkort 1 og Klubkort 1+1 (fri entré for kortholder plus en gæst) og Business 1+3 (fri entré for kortholder plus tre personer) får man fire gange om året tilsendt nye udgivelser fra museets eget forlag, Louisiana Publications, i form af to kataloger (Louisiana Revy) og to magasiner (Louisiana Magasin). Alle klubmedlemmer får desuden rabat i museets Butik og Cafe og adgang til særlige tilbud og arrangementer som f.eks. Preview, Private View og Members’ Night.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.