Den regulerede fjord II by Karen Louise Erichsen

Den regulerede Limfjord II En undersĂ¸gelse af lovgivning og praksis omkring infrastruktur, ressourcer og miljĂ¸ i Limfjorden

Limfjordsmuseernes Samvirke 2009 Limfjordsmuseerens Samvirke.

Sekretariatet: Lemvig Museum, Vestergade 44, 7620 Lemvig. E-mail: lemvigmuseum@post.tele.dk

Indhold: Mette Lund Andersen, Lemvig Museum: Indledning

Inger Bjørn Knudsen, Lemvig Museum: Infrastruktur på Limfjorden

Jan Horskjær, Limfjordsmuseet: Om lodsvæsenet på Limfjorden - mellem lovbundet myndighedsudøvelse og fri næring

John Brinch Bertelsen, Museum Sallings - Fur Museum: Fritidsfiskeri og forvaltning

119

Mie Buus, Museet for Thy Og Vester Hanherred: Regulering af jagten ved Limfjorden

125

Christian Ringskou, Struer Museum: Limfjorden og næringsstofferne. En historie om landbrug og miljø

155

Mette Lund Andersen, Lemvig Museum: Thyborøn Lodseri. Regler og praksis omkring lodsning i den vestlige Limfjord. Nanna Folke Olsen, Limfjordsmuseet: Fiskerikontrollens historie Anna Noe Bovin, Morslands Hisoriske Museum: Fiskerikontrol på Limfjorden

Forord Limfjorden er underlagt en række love og regler med hensyn til besejlingsforhold, jagt og fiskeri samt miljøsikkerhed. Lovgivningen forvaltes af forskellige statslige myndigheder, der opererer på fjorden inden for hvert deres område. Denne lovgivning og de praksisser, som er bygget op omkring effektueringen af den, er emnet for denne rapport. Rapporten præsenterer resultaterne af undersøgelsen ”Den regulerede Limfjord II”, hvor museerne i Limfjordsmuseernes Samvirke har kigget nærmere på de lovgivningsmæssige reguleringer på fjorden. Undersøgelsen beskæftiger sig med den lovgivning og kontrol samt den regulering af kvoter og licenser, som før og nu har knyttet sig til fjorden. Lovgivningen vedr. Limfjorden peger i mange retninger men kan samles under 3 overskrifter: regulering af fjordens infrastruktur, regulering af tilgangen til ressourcerne fisk og vildt, samt miljøregulering. Det samlede projekt fordeler sig under disse tre overordnede emner og præsenteres med hver sit afsnit i denne rapport. Fokus for undersøgelsen er myndighedernes samspil med befolkningen og de erhverv og interessegrupper, som agerer inden for reguleringerne. Et vigtigt perspektiv i undersøgelsen er at se på ”fjordkriminaliteten”, dvs. befolkningens måder at omgå reglerne både ved at bryde dem og ved at søge at ændre dem gennem bl.a. innovation – f.eks. opfindelse af nye redskaber.

Infrastruktur Lovgivningen og reguleringen vedr. infrastrukturen på fjorden knytter sig især til afmærkning af sejlruterne for at lette trafikken gennem fjorden. Denne opgave hører i dag under Farvandsvæsnet, som er den øverste myndighed på fjorden i forhold til trafikreguleringen. En hel del af Farvandsvæsnets opgaver er placeret lokalt hos fiskere, fyrpassere, havnefogeder mm, som resultat af forskellige aftaler og historiske strukturer. I denne undersøgelse har Inger Bjørn Knudsen sat sig for at kortlægge fordelingen af de opgaver som knytter sig til afmærkningen i fjorden. Hun har fulgt arbejdet på Farvandsvæsnets inspektionsskibe og Kystdirektoratets opmålingsfartøjer og kigget på, hvordan lovgivningen er, og hvordan den praktiseres af de forskellige agerende myndigheder på fjorden. En anden lovgivning som knytter sig til fjordens infrastruktur er lodsloven – som pålægger bestemte typer skibe at tage lods ombord ved passage af fjorden. Jan Horskjær, Limfjordsmuseet, har undersøgt lodsvæsnets historie med særligt henblik på Limfjorden og har kigget på, hvordan lodserhvervet har udviklet sig siden oprettelsen af det kongelige danske lodsvæsen i 1831. Han har endvidere studeret livet på lodsstationen i Hals, som det tegner sig i dag. På samme måde har Mette Lund Andersen, Lemvig Museum undersøgt lovgivning og praksis for lodserne på den del af lodsvæsnet, som i dag er knyttet til den vestlige Limfjord, med udgangspunkt i det gamle lodseri i Thyborøn. Ressourcer Helt tilbage til middelalderen har reguleringen af tilgangen til Limfjordens fiskeressourcer været noget, som optog myndighederne og befolkningen ved fjorden. I denne del af undersøgelsen har Nanna Folke Olsen, Limfjordsmuseet, studeret reguleringerne i et historisk perspektiv fra den tidligste lovgivning og op til vore dages fiskerikontrol.

Anna Noe Bovin, Morslands historiske Museum og John Bertelsen, Fur Museum, har kigget på nutidens fiskerikontrol og undersøgt, hvordan man i dag administrerer de restriktioner på tilgangen til ressourcer, som ligger i loven, og ikke mindst, hvordan fiskerne forsøger at omgås denne lovgivning ved brug af ulovlige redskaber, fiskeri uden for sæsonen mv. En anden af fjordens ressourcer er det vildt, som kan skydes på fjorden. Jagten på Limfjorden har traditionelt været fri for reguleringer langt op i det 20. århundrede, og Mie Buus, Museet for Thy og Vester Han Herred, har undersøgt, hvordan indførelsen af reguleringerne særligt i slutningen af 1900tallet har påvirket samspillet mellem lokalbefolkning og myndigheder omkring fjorden. Miljø Reguleringer med henblik på beskyttelse af vandmiljøet i Limfjorden er et lovgivningsområde, som har været i hastig vækst gennem de seneste 40 år. Feltet er meget omfattende til en undersøgelse af denne type, men som en perspektivering af den øvrige undersøgelse har Christian Ringskou, Struer Museum, lavet et studie af lovgivning omkring landbrugets udledning af gylle på markerne omkring fjorden. I denne undersøgelse kigges der nærmere på landbrugets ageren i forhold til lovgivningen og erhvervets forsøg på både at påvirke og tilpasse sig en stadig strammere kurs omkring miljøregulering.

Infrastruktur på Limfjorden Inger Bjørn Knudsen, Lemvig Museum. Sejlads på Limfjorden kan være en udfordring – både for folk der kender området, og selvfølgelig især for folk der ikke kender til farvandet. Sejlrendens løb forandrer sig konstant, og hvis man har et skib, der stikker dybt, skal man ikke langt uden for gennemsejlingen, inden det kan gå galt. Hvis man ser det lidt ovenfra, med Google Earth eksempelvis, kan man tydelig se hvor mange grunde der egentligt er ved f.eks. Thyborøn. Sælhundeholm Løb træder tydeligt frem som en smal rende syd for grundene. Her skal man holde sig til sejlrenden!

1. Indsejlingen ved Thyborøn. Bemærk Sælhundeholm Løb. Kilde: Google Earth

For at kunne sejle sikkert gennem Limfjorden, og i de danske farvande generelt, bliver der gjort flere ting for at afhjælpe infrastrukturen og højne sikkerheden til søs. Rundt om i hele landet bliver sejlrender afmærket med bøjer, vager og fyr af forskellig art. Farvandsvæsnet, som er en myndighed under Forsvarsministeriet, administrerer afmærkningen af de danske farvande, og har derfor også med afmærkningen på Limfjorden at gøre. Farvandsvæsnet er ofte den øverste myndighed, men mange af opgaverne er udliciteret og uddelegeret til andre aktører på fjorden. Denne artikel har til hensigt at danne et billede af de forskellige aktører, der spiller en rolle på Limfjorden i dag. Hvilke opgaver varetager de, hvordan er arbejdet organiseret, hvordan er ansvarsfordelingen, og hvordan er arbejdslivet i dag. Dette er undersøgt gennem feltarbejde og

interviews med nogle af fjordens mange aktører, bl.a. Farvandsvæsnet, som er kontrolinstansen, når det drejer sig om afmærkning.

Hvem har ansvaret for afmærkning på Limfjorden? Farvandsvæsnet har pligt til at afmærke de danske farvande i hoved- og gennemsejlingsruter. I bekendtgørelsen af lov om sikkerhed til søs står der: ”Etablering og vedligeholdelse af navigationssystemer og afmærkning til hjælp for pladsbestemmelse og sejlads i hoved- og gennemsejlingsfarvande samt til sikker ankerplads udføres for statens regning ved Farvandsvæsnets foranstaltning.” Det betyder, at afmærkningen uden for gennemsejlings- og hovedfarvande ikke er Farvandsvæsnets forpligtelse. Det kan f.eks. dreje sig om havneindsejlinger, som i stedet varetages af kommuner eller private entreprenører. Der skelnes altså mellem statslig og privat / kommunal afmærkning. Selvom Farvandsvæsnet ikke er forpligtet til at holde afmærkningen uden for gennemsejlingen, er det alligevel væsnet, der giver tilladelse til og kontrollerer al afmærkning i de danske farvande. Der skal søges tilladelse hos Farvandsvæsnet for at ændre eller etablere sømærker. Hvis man f.eks. ønsker at oprette et havbrug, skal man først søge om lov til at etablere et ”anlæg på søterritoriet” hos Kystdirektoratet, og derefter søge Farvandsvæsnet om tilladelse til at afmærke det. Farvandsvæsnets kontrol af afmærkningen (farvandsinspektion) varetages af afmærkningssektionen, som dertil har to inspektionsfartøjer.

Farvandsvæsnet på Limfjorden Farvandsvæsnets afmærkning af de danske farvande udgøres både af flydende og stationære afmærkninger. Den flydende afmærkning består af bøjer, dels vagere, som er dagsømærker, dels lystønder, som både fungerer som nat- og dagsømærker. Mange af Farvandsvæsnets bøjer er af jern, men de er begyndt at anvende plastbøjer i højere grad. Jernbøjerne kan ligge i ca. 4-5 år. De skal jævnligt sandblæses og males. Plastbøjerne derimod kan ligge ude længere, 8-9 år, uden det er nødvendigt at vedligeholde dem i synderlig grad. Plastbøjerne er også meget lettere og er derfor nemmere at håndtere. Den stationære afmærkning består fyr og båkekonstruktioner. Båker er kendingsmærker på land, f.eks. tremmebygninger eller bygninger bygget af sten, jern eller træ. Farvandsvæsnet har omkring 1600 bøjer i de danske farvande, hvoraf ca. 125 findes på Limfjorden. Til arbejdet med at vedligeholde og udskifte lystønder og vagere har Farvandsvæsnet inspektionsfartøjerne – ”Poul Løwenørn” og ”Jens Sørensen”. Det er primært ”Poul Løwenørn” der tager sig af sømærkearbejdet, mens ”Jens Sørensen” foretager søopmåling. I august måned i år var ”Poul Løwenørn” på Limfjorden for at tilse og vedligeholde fjordens afmærkninger. Farvandsvæsnet har en fast plan for, hvornår de forskellige afmærkninger skal efterses, vedligeholdes og udskiftes. Planen laves bl.a. ud fra beregninger for, hvor lang tid batterierne i lystønderne kan holde, og hvor lang tid bøjens maling kan holde i det barske havmiljø.

Bekendtgørelse af lov om sikkerhed til søs (LBK nr. 903 af 12/07/2007). https://www.retsinformation.

Det ligger i Farvandsvæsnets myndighedsafdeling MFP (Maritim Forvaltning og Policy) ”Afmærkning i danske farvande”, s. 26. www.frv.dk og interview 24.08.09/IBK

dk/Forms/R0710.aspx?id=27389

2. Farvandsvæsnets inspektionsskib, ”Poul Løwenørn”. Foto: Inger Bjørn Knudsen

Med ”Løwenørn” på arbejde En lørdag i september ligger det store inspektionsfartøj ’Poul Løwenørn’ til kaj i Ålborg for at tage en gæst fra Lemvig Museum med. Den dag består besætningen af 8 mand - en skibsfører, som er den øverstkommanderende på skibet, en overstyrmand, en bedstemand, en maskinchef, en ledende skibsassistent, to skibsassistenter og en kok. Aldersfordelingen for besætningen er fra 47 til 63 år, og de er alle mænd. Det er en fin solskinsdag og ”Løwenørn” begiver sig af sted mod nogle bøjer ved indsejlingen ved Hals. På broen står skibsføreren, overstyrmanden og bedstemanden klar til at tage fat på dagens opgaver. Nedenunder er skibsassistenterne i færd med at gøre sig klar til at tage fat på den første bøje. Til arbejdet med de meget store og tunge bøjer er det nødvendigt at have sikkerhedsudstyret i orden, og derfor er de alle iklædt hjelm og redningsvest uden på arbejdstøjet. Da ”Løwenørn” nærmer sig bøjen, kalder skibsføreren via et walkie-talkie-system ned til mændene på dækket for at informere dem om, at de skal være klar. Skibet er meget manøvredygtigt, og skibsføreren lægger skibet klods op ad bøjen, og positionen holdes mens arbejdet står på. En af skibsassistenterne tager fat i bøjen med en bådshage og trækker toppen hen mod skibssiden, hvor en løftestrop sættes fast i et hul på bøjen, og skibets kraftige kran løfter bøjen op ad vandet. Det er den ledende skibsfører, der styrer kranen. Inden bøjen hejses ind på dækket, bliver den højtrykspulet. Den er fyldt med muslinger, tang og anden begroning. Ofte er der så mange muslinger på den øverste del, at bøjen tynges mærkbart ned. To af skibsassistenterne skraber

Interview 19.09.09/IBK

de mange muslinger af med en spade, inden den hejses ind på dækket. Derefter trækkes kæden og den sten, der sidder i enden, op fra bunden med et kædespil. Kæden rengøres og efterses. Bøjen rengøres også, og kosten øverst på bøjen bliver skiftet ud, da den er slidt. De tre skibsassistenter på dækket arbejder rutineret og uden den store kommunikation. De ved præcis hvad hinanden laver hvornår. Det er vigtigt, at de ved nøjagtig hvor

3. På dækket af ”Løwenørn”. Skibsassistenterne er i gang med at rengøre og efterse en af Farvandsvæsnets bøjer. Foto: Inger Bjørn Knudsen

kollegerne befinder sig og hvad de er i gang med, når der arbejdes med de tonstunge bøjer. På broen observeres arbejdet på dækket af overstyrmanden og bedstemanden, som i samarbejde registrerer bøjens tilstand og hvilke dele, der bliver udskiftet. Skibsføreren sidder ved roret og holder positionen. Bøjen skal nu tilbage i vandet. Det er et kritisk tidspunkt, for det kræver stor præcision. Stenen skal nemlig placeres i den helt samme position, som også er angivet i søkortet. Skibsføreren giver via walkie-talkien kranføreren besked, når stenen er over sin position, og stenen sænkes. Bøjen er nu på plads i vandet igen, og endnu en af Limfjordens afmærkninger er klar til vinteren. På en god arbejdsdag kan besætningen nå at efterse 20 afmærkninger. Besætningen opfatter Limfjorden som et krævende farvand, fordi bøjerne står tæt, og fordi det er kompliceret at navigere i fjordens smalle sejlløb.

Eftersynet registreres i Farvandsvæsnets database. Feltarbejde 19.09.09/IBK og Feltarbejde 23.08.09/JHO

4. På broen på ”Løwenørn”, hvor skibsføreren, overstyrmanden og bedstemanden arbejder. Foto: Inger Bjørn Knudsen

Farvandsinspektion og andre opgaver Besætningen på ”Løwenørn” foretager også farvandsinspektion, som drejer sig om at tilse Danmarks afmærkning. Det kan f.eks. være at ”kontoret i København” beder dem om at se lidt nærmere på afmærkningen til et havbrug i Limfjorden. Besætningen sejler så ud i skibets lille arbejdsbåd og kigger efter, om afmærkningerne ligger som de skal, og om de er tilfredsstillende vedligeholdte. De tager notater om bøjernes stand, udseende osv., og fotodokumenterer afmærkningen. Det er primært overstyrmanden og bedstemanden, der foretager inspektionen. Derefter udarbejdes en observationsrapport, som sendes til myndighedsafdelingen i Farvandsvæsnet, MFP. ”Når vi laver en rapport, så er det omkring hvad vi har observeret, nogle gange med en konklusion om hvad vi synes, men vi siger ikke, hvad de skal gøre, det er Inspektoratets [MFP] opgave”, siger overstyrmanden. Farvandsinspektion er altså ren observation, og der er en skarp adskillelse mellem driftsafdelingen og myndighedsafdelingen (MFP). Der er også meget skrivebordsarbejde ombord, især for folkene på broen, som om aftenen, når skibet er lagt til kaj, ofte sidder med papirarbejdet fra dages opgaver. Det kan dreje sig om rapporter, arbejdsplanlægning og andet administrationsarbejde. En almindelig arbejdsdag for besætningen på ”Løwenørn” starter kl. 06.30, hvor der er morgenmad til kl. 07.00. Så starter de med et morgenmøde, hvor dagens opgaver gennemgås og nyheder f.eks. fra Det er sådan besætningen på ”Løwenørn” omtaler Farvandsvæsnet. Det udgår selvfølgelig en masse instruktioner herfra. Opgaver omkring farvandsinspektion udgår fra Farvandsvæsnets myndighedsafdeling, MFP. Her menes MFP

Farvandsvæsnet gives videre til besætningen. De prøver på at være færdige med dagens arbejde, så de kan gå i havn kl. 17.30. Det er sjældent, de ligger for anker, da de bestræber sig på at ligge i en havn, så besætningen kan få mest muligt ud af deres fritid. Efter aftensmaden fortsætter arbejdsdagen for dem, der har papirarbejde, men ellers har besætningen fri. Der skal dog være en vagtmand, som kan tage sig af alarmer på skibet, f.eks. hvis et vandrør springer eller lignende. Det er især den ledende skibsassistent eller maskinchefen, der har vagterne, men også overstyrmanden og bedstemanden kan tage vagttjansen.

Livet ombord på ”Løwenørn”10 ”Det er jo to forskellige liv... det herude er skibsfamilien og så den anden familie derhjemme.” Sådan siger den ledende skibsassistent om det sociale liv ombord på ”Løwenørn”. På ”Løwenørn” er der to hold, der skiftes om at ’tørne’. Normalt lyder fordelingen 14 dage ude og 14 dage hjemme, men i praksis er det ofte sådan, at besætningen er på skibet i 12 dage, og hjemme i 16 dage. Det er som regel den samme besætning, der er på arbejde sammen, og de kender hinanden rigtigt godt, fordi de er sammen 24 timer i døgnet i de 12-14 dage, de er på arbejde. Hvert besætningsmedlem har dog sit eget rum med bad og toilet, skrivebord, seng og tv med DVD. Men kahytterne ligger dør om dør, og meget af fritiden bruger de sammen. Som en positiv ting ved den måde at arbejde på, nævner overstyrmanden det indbyrdes forhold mellem skibsføreren og den øvrige besætning. Han mener ikke, der er meget hierarki, og at deres forhold er tæt, ”der er ikke meget afstand, der er ikke luft imellem. Vi taler alle til hinanden på samme måde, familiært.” Det betyder imidlertid ikke, at der hersker tvivl om hvem, der tager beslutningerne ombord – nemlig skibsføreren. En af skibsassistenterne kalder for sjovt skibsføreren for ’kongen’, hvilket eksemplificer at alle ombord kender til ansvarsfordelingen. Besætningen ses sjældent privat, når de har fri, blandt andet fordi de bor spredt rundt om i landet. Men også fordi de ikke har behov for at ses inden næste tørn. ”Man har fået snakket det igennem man skal”, siger en fra besætningen. Modsat er det ikke ualmindeligt at ses med ’gamle’ kollegaer, når man ikke længere arbejder sammen. Én fortæller, at han har besøgt sin ’gamle hovmester’ på en sommerferie sammen med familien Mange af mændene ombord har, inden de startede i Farvandsvæsnet, sejlet på langfart. Det er en almindelig indgang til et job som f.eks. det sejlende personale i Farvandsvæsnet, da det giver god og langvarig erfaring. Langfart og familie kan være svært at forene, da man ofte er væk i lang tid ad gangen. ”Mange gange tror jeg det er på grund af familie, man søger ind til sådan nogle steder, hvor man faktisk kun, eventuelt som her, kun sejler i Danmark og Grønland, og kun har 14-dages tørner”, vurderer bedstemanden. Maskinchefen tilføjer, ”Så kan du sejle og være hjemme samtidigt, det kan man jo ikke, hvis man sejler langfart. Så er du væk i tre måneder eller sådan noget. I gamle dage var det jo endnu mere. Der var det der med tre måneder jo ingenting. Der prøvede de at få det sat ned til et halvt år.”11 14-dagetørnerne gør altså et arbejdsliv på ”Løwenørn” mere foreneligt med et familieliv, og flere af besætningsmedlemmerne har kone og børn. Besætningen er glad for deres job i Farvandsvæsnet, og mange af dem har været der i mange år. Maskinchefen har været i Farvandsvæsnet siden 1973, og han har set og fulgt udviklingen i virksomheden. 10 11 12

Interview 19.09.09/IBK Interview 19.09.09/IBK (Han taler om sin første tid i Farvandsvæsnet i 1970’erne.)

5. Billeder fra Farvandsvæsnets fartøj ”Løwenørn”. Fotos: Inger Bjørn Knudsen og Jan Horskjær

Ændringer i arbejdet ombord12 Ny teknologi, nye materialer og omstruktureringer har gjort arbejdslivet på Farvandsvæsnets skibe lettere, og besætningen er derfor også blevet mindre og mindre. Bedstemanden fortæller om sin første tid i Farvandsvæsnet: ”Da jeg startede for 13 år siden, der var vi fem skibe mere og vi lavede samme stykke arbejde, som vi faktisk gør i dag. Mere eller mindre. Med ét skib.” Og maskinchefen tilføjer: ”Alt har ændret sig! Udstyret er blevet bedre, der er kommet færre folk ombord. Det vi skal lave har også ændret sig. Sømærkerne vi passer har ændret sig. Alt er jo fuldstændig anderledes, end da jeg startede.”. Som eksempel kan nævnes de føromtalte plastbøjer, som først og fremmest kan holde længere, og som kræver mindre vedligeholdelsesarbejde. Teknisk udstyr, såsom GPS, betyder, at sømærkerne kan placeres mere nøjagtigt, og at der ikke er behov for nær så mange bøjer som før i tiden. 12

Interview 19.09.09/IBK

Antallet af sømærker, som Farvandsvæsnet skal vedligeholde, har også ændret sig. Tidligere vedligeholdt Farvandsvæsnet alle afmærkninger, f.eks. også indsejlingsbøjer til landets havne. I 1990’erne blev dette ændret, og det er nu havnene selv, der må forestå vedligehold og opsætning af afmærkning.13

Lokale kræfter Farvandsvæsnet har altid benyttet sig af lokale kræfter til dele af det praktiske arbejde. I Limfjorden kunne det f.eks. være en lods, en lokal muslingefisker og lignende, der passede væsnets afmærkninger. I dag, hvor Farvandsvæsnet kun har afmærkningsforpligtelsen i hoved- og gennemsejlingsfarvande, udfører de for det meste selv vedligeholdelses- og udskiftningsarbejdet på søafmærkningen. Derimod benytter Farvandsvæsnet stadig lokale folk til at passe mange af Limfjordens fyr, selvom de egentligt er det, man kan kalde statsfyr, ejet af Farvandsvæsnet.14 I Limfjorden er statsfyrene de fyr, der bruges for at sejle fra Thyborøn til Hals: Toftum, Grisetåodde, Sillerslev, Langerodde, Glyngøre, Vostrup, Fur, Engholm, Bredhage, Skellet, Hals, Bløden og Egense Fyr – altså de fyr, der leder skibene gennem fjordens gennemsejlingsrende. Havnenes fyr, f.eks. molefyr, bagfyr og forfyr er derimod ikke Farvandsvæsnets.15 Med hensyn til pasning af Limfjordens fyr, så har Farvandsvæsnet to fyrkontrollører – en nordenfjords i Frederikshavn og en søndenfjords i driftcentret i Grenå (som dækker hele Region Midtjylland). Fyrkontrollørerne har det overordnede ansvar, og de har under sig et net af vederlagslønnede fyrpassere. Det kan være den lokale kroejer, urmager, eller en, der har kendskab til havet, f.eks. en lods eller bådmand. Skibsinspektøren i Farvandsvæsnets Driftsafdeling synes, at ordningen med det lokalt funderede netværk af fyrpassere fungerer rigtigt godt. De kan hurtigere rykke ud, hvis der er noget galt, og ordne det. Det er ofte lokale folk, som benytter sig af afmærkningerne, der kontakter den vagthavende i Farvandsvæsnet og indberetter driftsforstyrrelser, f.eks. hvis et fyr er ude af drift.16 Farvandsvæsnet tager derefter kontakt til den fyrpasser, der passer fyret, og som hurtigt kan udrede det. Når det drejer sig om private fyr, er det ikke altid, det går så hurtigt med at udbedre fejlene. I nogle tilfælde kan der gå 14 dage til tre uger, inden der er lys i fyret igen.17 I mellemtiden advarer Farvandsvæsnet om de ændrede forhold i ”Efterretninger for søfarende”.18

Ikke statslig afmærkning De fyr og flydende afmærkninger, som Farvandsvæsnet ikke ejer, er straks mere indviklede at kortlægge, for her er mange forskellige aktører inde i billedet. Eksempelvis ejer både Dansk Sejlunion, Struer Lystbådehavn, Thyborøn-Agger Færgefart og Thisted Kommune flydende afmærkninger 13 Kaldt ”Afmærkningsrevisionen” af overstyrmand, Ky-Tu Dang. Interview 19.09.09/IBK 14 Interview 24.08.09/IBK 15 Der kan være undtagelser f.eks. ved Thyborøn hvor havnens fyr også er en del af gennemsejlingens fyrlinje, f.eks. for at finde ind i indsejlingen til fjorden. 16 Som sidder i København 17 Interview 24.08.09/IBK 18 ”Efterretninger for søfarende” er Farvandsvæsnets informationskanal, hvori der oplyses om alt fra mindre vanddybde til planlagte renoveringsarbejder. Der findes både en trykt udgave og en internetversion (www.frv.dk). 14

på Limfjorden.19 Overordnet kan man sige, at der er to grupper af ejere; havne / kommuner og sportssejlerinstitutioner. Generelt forholder det sig sådan, at de forskellige havne selv står for afmærkningen ind til havnen. Mange af erhvervshavnene i Limfjorden er kommunale, og derfor er det kommunerne, der betaler for afmærkningerne. Begrundelsen lyder, at det er i kommunens egen interesse, at der kommer trafik til byen, eller ’kunder i butikken’, og derfor er det ikke staten der ejer havneafmærkningerne. Private institutioner såsom bådelaug og sejlklubber, der gerne vil have specielle afmærkninger, f.eks. til kapsejladser, ejer også selv deres afmærkninger. Som eksempel kan nævnes Struer Sejlklub, der ejer 7 kapsejladsmærker i Limfjorden.

Fjordudvalget I Lemvig Havn er der ikke nogen tvivl om, i hvis interesse det er, at indsejlingen til byen er i orden, da det kun er skibe, der vil ind til Lemvig, der sejler ind i vigen. Derimod er det mere uklart, hvem der har mest ud af, og derfor også skal vedligeholde, afmærkningerne i farvandet rundt om Mors. De ligger udenfor gennemsejlingen og ejes derfor ikke af Farvandsvæsnet, men tilhører heller ikke oplagt én bestemt havn. Da Farvandsvæsnet i 1990’erne meldte ud, at de ikke var forpligtede til at holde afmærkninger uden for hoved- og gennemsejlingsfarvande, blev der nedsat et udvalg, som havde til formål i fællesskab at indkøbe og vedligeholde sådanne afmærkninger. Udvalget var et samarbejde mellem Sammenslutningen af Vestlige Limfjordshavne, turistforeninger, kommuner og Ringkøbing, Viborg og Nordjyllands amter. Fjordudvalget, som det bliver kaldt, står stadig for en del af Limfjordens afmærkninger, især i farvandet ved Mors og Skive Fjord. Praktisk ligger opgaven hos Skive Bådebyggeri. 20 I stedet for amterne er det i dag Region Midtjylland og Nordjylland, der sammen med kommunerne betaler for afmærkningerne. Det er ikke alle, der synes ordningen er en god ide. Havnefogeden i Lemvig beretter således om arrangementet: ”Og så gik amtet dengang ind og sagde, at vi alle sammen skulle være med til at betale alle de lokale bøjer. Jeg betaler f.eks. 21.000 kr. til de bøjer der står rundt om Mors. Jeg er en af dem, der allerflest bøjer, jeg selv skal holde, og så er jeg med til at betale til de andres bøjer også. Det samme med Skive Fjord, dem er regionen med til at betale. Jeg har også klaget over det. Jeg har ingen glæde af de bøjer, der står oppe ved Mors. Jeg har mere glæde af dem, der går ned til mig. Men det slipper jeg ikke for åbenbart.”21

Det praktiske arbejde Ofte er det den lokale havnefoged, der tilser og vedligeholder havneafmærkningerne, både de flydende og de stationære. Det praktiske arbejde består i at holde sømærkerne fri for muslinger, at male, reparere 19 Fra Farvandsvæsnets afmærkningsregister. (Der kan være fejl ejerskabsoplysningerne, da Farvandsvæsnet ikke har haft ressourcer til opdatering af nye forhold i forbindelse med kommunalreformen) Følgende institutioner ejer flydende afmærkninger på Limfjorden: Dansk sejlunion, Ålborg Havn, Viborg Kommune, Thyborøn-Agger Færgefart, Thisted Kommune, Holstebro-Struer Havn, Struer Lystbådehavn, Struer Sejlklub, Skive Havn, Nibe Havn, Nykøbing Mors Havn, Løgstør Havn, Lemvig Havn, Jegindø Havn, Gyldendal Bådelaug, Fjordudvalget (Ved det tidligere Viborg Amt, nu Thisted Kommune og Skive Kommune) og Attrup Bådelaug. Fra Farvandsvæsnets afmærkningsregister. (Der kan være fejl ejerskabsoplysningerne, da Farvandsvæsnet ikke har haft ressourcer til opdatering af nye forhold i forbindelse med kommunalreformen) 20 Telefonsamtale 23.09.09/IBK 21 Interview 02.07.09/MLA 15

og udskifte knækkede dele m.m. Eksempelvis er det i Lemvig Havn havnefogeden, der udfører det praktiske arbejde og jævnligt tilser bøjerne. ”Jeg skal sørge for at bøjerne er velholdte, så man til en hver tid kan sejle efter dem. Og så har jeg to ledefyr [...], de lyser om natten, så du gør fri af alle bøjer, når du kommer sejlende. Blåmuslingerne sætter sig fast i bøjerne, så vi skal ud og tage dem op og skrabe dem af en 4-5 gange om året. Ellers trækker de bøjerne ned.” Havnefogeden i Lemvig har en assistent, og de to tager en gang om ugen ud og efterser vigens 22 bøjer. Nogle steder er opgaverne omkring afmærkning udliciteret til private, på samme måde som Farvandsvæsnet ind i mellem får lokale til at udføre praktiske opgaver. I Skive er det f.eks. Skive Shipping, der administrer havnen for kommunen.

Kontrol Selvom Farvandsvæsnet hverken ejer eller vedligeholder de ikke-statslige afmærkninger, er det alligevel Farvandsvæsnet, der kontrollerer om afmærkningen står korrekt og synligt. Hvis f.eks. bøjerne i Lemvig Havn ikke bliver vedligeholdt efter forskrifterne, kan Farvandsvæsnet anmode havnefogeden i Lemvig om en snarlig udbedring af forholdene. Lemvigs havnefoged fortæller: ”Hvis der er noget galt med vores bøjer, så ringer de (Farvandsvæsnet) til os. De kommer ind og kontrollerer vores bøjer en gang imellem. For første gang har jeg fået en reprimande i år. Vi har ikke nået at få byttet vores bøjer derude, så de synes ikke de var så pæne. Det var her i foråret. Vi plejer lige at vente til lige efter vinter med at skifte bøjerne ud. Men så havde de selvfølgelig lige været her. Men det må man jo så bare se at få ordnet.” 22 Hvis private afmærkninger i forbindelse med havne, havbrug eller lignende misholdes trods anmodninger fra Farvandsvæsnet, kan ”man jo ende op i at sige, at hvis ikke den afmærkning bliver bragt i orden, så må vi skrive ud at havnen ikke kan besejles. Altså, det er en måde at starte op på”, fortæller Farvandsvæsnets skibsinspektør. Det vil sige, at der ikke finder nogen egentlig sanktion sted. Umiddelbart lader det ikke at være et problem, der opstår ofte. Det er heller ikke altid, at fejl og mangler bliver indberettet til Farvandsvæsnet. ”Hvis vi ikke hører om det er det nok fordi det ikke er så vigtigt”, konstaterer skibsinspektøren videre.23

Kystdirektoratet Kystdirektoratet, som er en myndighed under Transportministeriet, er en vigtig instans på Limfjorden, da en af direktoratets opgaver er at vedligeholde vanddybder. I Limfjorden er der konstant bevægelse i havbunden, og mange steder sander til uafbrudt, så Kystdirektoratet er nødt til løbende at oprense sejlrenden. Kystdirektoratet er forpligtet til at holde en dybde på 4 meter i gennemsejlingen i Limfjorden. Vedligeholdelsen af vanddybden i farvande, der ligger uden for gennemsejlingen, er, ligesom afmærkningen, privat funderet. Det drejer sig f.eks. om dybden i de forskellige havne. Kystdirektoratet har oprensninger ved indsejlingen til Thyborøn, ved Sælhundeholm Løb, i Nissum Bredning, ved Løgstør Grunde og stykket fra Aggersundbroen til Marbjerg. Kystdirektoratet er også begyndt at holde øje med renden ved Draget i Thy, fordi den begynder at sande til. Stedet er ikke før blevet oprenset. Ved Løgstør og Sælhundeholm Løb er det nødvendigt at oprense hvert år, og nogle gange flere gange om året. Frekvensen afhænger af, hvor mange storme, der har været, og fra hvilke vindretninger, det har stormet. 22 23 16

Interview 02.07.09/MLA Interview 24.08.09/IBK

6. BĂ¸je rengĂ¸res, Lemvig. Foto: Mette Lund Andersen

7. Ledefyret i Lemvig males Foto: Mette Lund Andersen

8. Tavle til koordinering af opgaver og besætning på Kystdirektoratets skibe. Kystdirektoratet Lemvig. Foto: Inger Bjørn Knudsen

Kystdirektoratet har to skibe, Diggi og Ekko, som laver opmålinger med multibeam. ”Hvis nu vi har et sejlløb, der skal ordnes, så måler vi det op med vores både, får dataene ind og genererer et kort. Så laver vi volumenberegninger på det og finder ud af, hvor meget vi skal fjerne for at kunne holde en dybde på 4 meter, som det f.eks. skal være i et eller andet sejlløb. Så kan vi se, at så og så mange kubikmeter skal fjernes, og hvor det skal fjernes” fortæller driftslederen i Kystdirektoratets opmålingsafdeling. 24 Oprensningerne bliver udført af private entreprenører, som Kystdirektoratet chartrer til opgaven. Det er ofte de samme, da det kun er ganske få, der har materiel til opgaven. Efter oprensningen har fundet sted, tager Kystdirektoratets opmålingsskib atter ud og kontrollerer, at dybden er som den skal være.

24 18

Interview 08.09.09/IBK

To Limfjordsbroer At sejle sikkert igennem Limfjorden handler ikke kun om, at afmærkninger, vanddybder og fyrlinjer skal være i orden. En del af det at færdes på Limfjorden er også at skulle igennem de mange broer, der krydser fjorden. De fleste af broerne, som f.eks. Vildsundbroen, er ejet af Vejdirektoratet, en undtagelse er Oddesundbroen, som ejes af Banedanmark.25

9. Vildsundbroen set fra sydsiden Foto: Inger Bjørn Knudsen

Oddesundbroen Oddesundbroen er fra 1938. Både til lands og til vands er Oddesund et relativt trafikeret sted. Toget til Thisted og hovedvej 11 passerer broen. Oddesund er en del af gennemsejlingen igennem Limfjorden, og derfor kommer der mange skibe forbi, og broen er af samme grund døgnbemandet. Johannes Pedersen er en af de 6 vagter, som bemander broen døgnet rundt.26 De 6 brobetjente har vagter af 12 timer hver (06.00-18.00 og 18.00-06.00), og er altid alene på vagt. Det er begrænset hvor meget betjentene har med hinanden at gøre, eftersom der er tale om enmands-vagter: ”Nogle af os ses privat. Men altså, jeg kender da dem alle sammen. Ellers ses vi kun til møderne og til de 10-15 minutters overlevering fra den ene til den anden”, fortæller Johannes.

25 Både Vejdirektoratet og Bane Danmark ligger dog under samme ministerium, nemlig Transportministeriet. 26 Interview 26.08.09/IBK

10. Oddensundbroen åbner for at lukke et sejlskib igennem Foto: Inger Bjørn Knudsen

Brobetjentenes arbejde består primært i at lukke broen op for den sejlende trafik og at give togførerne grønt signal, når de skal over broen. I kontrolrummet findes to forskellige paneler, ét til betjening af togsignaler og ét til at betjene selve broklappen og stoplysene.

11. Paneler i Oddesundbroens kontrolrum, hvorfra der gives grønt signal til togene og broklappen betjenes. Foto: Inger Bjørn Knudsen

En gennemsejling tager for en rutineret fiskekutter ca. 3 minutter. En coaster tager omkring 5-6 minutter, og det er ca. det samme for en lystsejler. Der er ca. 4000 åbninger årligt på Oddesundbroen.27 Ved hver eneste betjening noteres handlingen i logbogen med tidspunkt, samt oplysninger om strømforhold, navn på skibet osv. De fleste af de erhvervsskibe, der kommer igennem Oddesund, er gengangere, som brobetjentene genkender. 27 20

Interview 26.08.09/IBK

Da Oddesundbroen er en jernbanebro, er der lodstvang for skibe over 35 meter og 200 tons.28 Det betyder, at alle skibe af en vis størrelse skal have en lods med ombord på det lille stykke gennem broen. Brobetjentene har derfor ofte kontakt med lodserne i Danpilot, som opererer på Limfjorden. ”Jeg har mødt et par stykker af lodserne, men ellers er det kun noget vi ser ud af vinduet, vi mødes ikke. Men vi snakker meget sammen.”, fortæller brovagt Johannes Pedersen. Der er meget kommunikation lodserne og brovagterne imellem, når der skal laves aftaler for gennemsejlingen. Nogle gange taler vagterne også med skibets kaptajn, f.eks. hvis skibet er forsinket i forhold til de aftaler der er lavet omkring åbning af broen. Så selvom brovagterne er alene på vagt, har de meget kontakt og samarbejde med andre. Arbejdssituationen giver også mulighed for besøg af gode venner. ”Når jeg har min taske stående heroppe i vinduet så ved folk, at det er mig der har vagten, og så kan de bare komme op”, griner Johannes. Desuden skal vagterne også selv sørge for rengøring af vagttårnet og maskinrummet, fejning af broen og andet forefaldende arbejde og småreparationer.

12. Vilsundbroen Foto: Inger Bjørn Knudsen

Vildsundbroen Broen er opført i 1939 og forbinder Mors og Thy, idet hovedvej A26 løber over broen. Den er ejet af Vejdirektoratet, men driftsopgaverne er udliciteret til firmaet BV-system, ejet af Michael Schlægelberger, der også fungerer som broens foged.29 28 29

Interview 26.08.09/IBK, BEK nr. 961 af 7/12 – 1992 og http://www.danskehavnelods.dk. Interview 09.09.09/IBK

Michael Schlægelberger har etableret firmaet BV-System for at få mulighed for at drive Vildsundbroen. I 2002 blev driften af Vildsundbroen sat i licitationsudbud. Michael Schlægelberger, som på daværende tidspunkt havde været ansat som brofoged i 4 år, bød på opgaven og vandt den. ”Så jeg ringede til min bank og sagde, hvad siger I til at vi køber en bro? Det synes de lød spændende.”, fortæller Michael Schlægelberger. Pr. 1. januar 2009 har han også administreret Aggersundbroen og Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund. 30 Brovagterne på Vildsund har alle en baggrund som skibsførere, og det er et krav i udbudsmaterialet, at vagterne skal have en nautisk eksamen. Aldersmæssigt fordeler brovagterne sig fra 32 til 67 år. ”De er ikke til at sparke ud, når de først kommer her. Så det er godt. Folk har været her i mange år. Sådan er det også på de andre broer. Hvis de bare laver det de skal, så er der ingen, der jager med dem”, siger Michael Schlægelberger. Som brofoged styrer han alt det personalemæssige. På de to andre broer har han ansat en brofoged, men påtager sig selv opgaven på Vildsundbroen. I alt har han 15 personer ansat i sit firma. Broen er bemandet i dagstimerne fra solopgang til ½ time efter solnedgang., men det er muligt at lave en aftale om natteåbning.

13. Det gamle (tv) og det nye (th) kontrolpanel står pænt ved siden af hinanden. Hver fredag afprøves det gamle i tilfælde af, at det nye engang skulle svigte. Foto: Inger Bjørn Knudsen

Vildsund er knap så trafikeret som Oddesund. ”Jeg tror ikke vi har haft et skib igennem med lods her i flere år”, siger Michael Schlægelberger. Der er nogle få coastere, især hollandske, der vælger den kortere, men også mere snævre og mindre dybe vej vest om Mors, hvis de skal til Thisted. Der kommer omkring 600 erhvervsfartøjer igennem om året, men det er især muslingefiskere, hvoraf mange hører til i Vildsund.

30 22

Interview 09.09.09/IBK

Limfjordens afmærkning Når man færdes på Limfjorden, er man meget afhængig af forskellige former for afmærkning, især fordi gennemsejlingen flere steder er meget snæver. ”Altså rent sejladsmæssigt vil jeg sige, man skal kende farvandet for at sejle der. Man skal virkelig passer på her. Der er rigtig meget strøm, det kan snyde folk, selvom de sejler langsomt. Og der er ikke meget plads”31, beretter en skibsfører fra Farvandsvæsnet om forholdene på Limfjorden. Farvandsvæsnets inspektionsskibe tager, ligesom alle andre skibe af den størrelse, lods med, når de er i Limfjorden og skal gennem Oddesund. Kystdirektoratets jævnlige oprensninger er nødvendige for at kunne holde en sejldybde på 4 meter i hele gennemsejlingen. Hvis ikke Kystdirektoratet rensede op, ville kritiske steder som Sælhundeholm Løb og Løgstør Grunde hurtigt sande til. Der er mange instanser, som medvirker til at gøre Limfjorden sejlbar. Kystdirektoratet er blot en af dem. Farvandsvæsnet er en anden betydningsfuld aktør på fjorden, da det har afmærkningsforpligtelsen i hele gennemsejlingen. Dertil kommer der en spredt vifte af kommunale, private og lokale kræfter, som alle spiller en rolle i fjordens infrastruktur. Meget af det praktiske arbejde, f.eks. udskiftning af en pære i et fyr, er lokalt funderet. Det vil sige, at det ikke er Farvandsvæsnets personel der udfører arbejdet, men en lokal mand. Det gælder også fjordens flydende afmærkning. Denne artikel har haft til hensigt at kortlægge hvilke aktører, der spiller en rolle forbindelse med Limfjordens infrastruktur. Dette er gjort gennem feltarbejde og interviews med forskellige aktører – fra myndighed til brovagt. Der tegner sig et billede med mange facetter, fordi der er så mange, især også lokale og private instanser, der alle bidrager til at gøre Limfjorden til et sikkert sted at færdes.

Interview 24.08.09/IBK

Litteratur Feltarbejde og interviews Interview med skibsinspektør og skibsfører i Farvandsvæsnets driftsafdeling 24.08.09/IBK Interview med besætning på Farvandsvæsnets inspektionsfartøj ’Poul Løwenørn’ 19.09.09/IBK Interview med havnefogeden i Lemvig 02.07.09/MLA Interview med opmålingsafdelingen i Kystdirektoratet 08.09.09/IBK Interview med brofogeden Vildsund 09.09.09/IBK Interview med brofogeden Oddesund 26.08.09/IBK Feltarbejde Oddesundbroen 26.08.09/IBK Feltarbejde ’Poul Løwenørn’ 19.09.09/IBK Feltarbejde ’Poul Løwenørn’ 23.08.09/JHO Feltarbejde ’Vigen’ Lemvig 14.07.09/MLA Telefoninterview med fhv. sekretær for Fjordudvalget 23.09.09/IBK Love og bekendtgørelser (Retsinformation.dk) ”Bekendtgørelse af lov om sikkerhed til søs” - LBK nr. 903 af 12/07/2007 (Gældende) ”Bekendtgørelse om sejlads gennem Oddesundbroen” BEK nr. 495 af 30/09/1976 (Historisk) ”Bekendtgørelse om sejlads gennem visse broer i de danske farvande” - BEK nr. 961 af 07/12/1992 (Gældende) ”Lodslov” LOV nr. 567 af 09/06/2006 (Gældende) Litteratur ”Afmærkning af de danske farvande” udg. Farvandsvæsnet, 7. rev. udg. 2005 ”Det Danske Fyrvæsen gennem 400 år”, Det Danske Fyrvæsen 1960 Svend Albrechtsen: ”Grunde, Rev og Flak”, Weilbach 2006 Benny Christensen (red.): ”Danske Lodser” i Maritim kontakt nr. 11, København 1987 H. Hjort: ”Det Danske Lodsvæsens historie”, København 1931 Kilder Udskriftsider fra Farvandsvæsnets afmærkningsregister over afmærkning på Limfjorden, ejet af andre end Farvandsvæsnet. Farvandsvæsnet 2009.

Om lodsvæsenet på Limfjorden - mellem lovbundet myndighedsudøvelse og fri næring Jan Horskjær, Limfjordsmuseet Da hendes majestæt dronning Margrethe på Fredensborg Slot, den 9. juni 2006 underskrev Danmarks nyeste lodslov , satte hun samtidig punktum for den organisering af lodseriets udøvelse, som havde bestået siden det første reglement for lodsvæsenet i 1831 , hvor Staten ganske vist påtog sig ansvaret for at sørge for lodseri og for at regulere lodseriet i de danske farvande, men overlod den praktiske opgave til lodser, som i princippet drev deres egne forretninger. Sådan havde det også fungeret igennem de århundreder, hvor skibsfarten har haft behov for hjælp til besejlingen af vanskelige farvande. I sin organisering, er udøvelsen af lodshvervet et liberalt erhverv. Ganske vist under stadigt stærkere offentlig styring og regulering, men alligevel et liberalt erhverv, hvor lodserne traditionelt drev deres forretning, ejede deres både, huse, lodsudkigstårne og andet materiel og hvor de levede af den indtægt, lodsningen indbragte.

Lodsens arbejde har ikke ændret sig meget gennem århundrederne. Men det har organisering og materiel. Hals-lodsen går fra borde efter en lodsning til Hals Barre.

Efter den nye lov blev de tre resterende lodserier i Danmark organisatorisk sammenlagt til ét, og lodserne blev herefter offentligt ansatte med faste lønrammer og arbejdstidsregler som Statens øvrige ansatte. Den nye lov er en konsekvens af en udvikling, som var foregået gennem hele sidste halvdel af 1900tallet, hvor lodserierne blev stadigt stærkere reguleret og en konsekvens af, at lodseri er en offentlig – man kan måske sige national – forpligtelse. Danmark er en søfartsnation og både de danske farvande med de stærkt befærdede gennemsejlinger og de indre farvande med vanskelige besejlingsforhold stiller krav om en lodstjeneste, der kan bistå søfarten. 2001

Lodslov af 9. juni 2006 med ikrafttræden 1. december s.å. Rigsrevisors beretning om lodsvæsenet (lodserierne og Lodsreguleringsfonden) København 27

Loven kom efter en kritik af lodseriets kapacitetsudnyttelse og af lodstaksterne, som anses for høje, og den er en konsekvens af økonomien og ikke mindst af lønforholdene i lodsvæsenet. Loven var et kulturskred for lodsvæsenet, der altid har haft en stærk selvopfattelse som et selvstændigt erhverv. En opfattelse som den økonomiske organisering af lodsvæsenet var med til at fastholde. Lodsernes aflønningsform var nemlig præstationsbestemt: Jo flere lodsninger jo flere penge til lodserierne og dermed til lodserne. Gav lodsvæsenet underskud, skulle dette til gengæld dækkes af staten og derefter afdrages af lodserne gennem den såkaldte reguleringsfond. En beretning fra Rigsrevisionen til Folketinget fra 2001 slår ganske vist fast, at ”lodsvæsenets status ikke er klart beskrevet, men at lodsvæsenet reelt er en statslig institution” . Man fornemmer, at embedsmændene i Rigsrevisionen ikke er helt sikre. De høje lodslønninger ved specielt de store lodserier var et stadigt diskussionsemne mellem lodser og Lodsdirektorat og senere Farvandsvæsenet, ligesom antallet af lodser ved det enkelte lodseri gav anledning til kontroverser. En analyse, som blev gennemført i 1961 af Lodsrådet – et samarbejdsorgan mellem lodser, skibsfarten og de ministerier, der havde ansvar for og interesse i lodsvæsenet – viste, at lodsernes lønninger var bemærkelsesværdigt høje. Årslønninger i gennemsnit for udvalgte liberale erhverv: 1950 1958

Lodser

21.200 30.500

Statsskibsførere

14.948 26.369

Kilde: Bilag til Lodsrådets forhandlinger 22.marts 1961-

Fabrikanter

18.214 22.096

Læger

18.815 28.148

Andre liberale erhverv

6813 10.786

At lønforskellene mellem lodserne ved de enkelt lodserier var markant stor, fremgår af et tillæg til Lodsreguleringsfondens årsberetning 1966. Heraf fremgår det, at forskellen mellem lønningerne til Limfjordens lodser spændte fra 45.865 kr. til hver af de tre lodser ved Løgstør lodseri over 48.684 kr. til hver af de fire lodser i Thyborøn til 80.500 kr. til hver af de otte lodser i Hals. Den fattigste lods i 1966 var lodsen på Nyord ved Møn med en nettoindkomst på 25.033 kr. Lodseriet blev da også nedlagt samme år. Bedst tjenende var de tre lodser i Korsør, som hver tjente svimlende 171.364 kroner.

Lodsreguleringsfonden Med Lodsloven fra 1954 blev indført en udligningsordning mellem stærkt indtjenende lodserier og de mindre begunstigede. Lodstarifferne var beregnet efter skibets størrelse og dybgang, lodsningens længde og varighed og farvandets beskaffenhed. Derfor måtte de enkelte lodserier få meget forskellige indtjeningsmuligheder, som jo derudover baserede sig på antallet af lodsninger. Hals gav som et vanskeligt indsejlingsfarvand til den stærkt trafikerede Ålborg Havn lodserne en solid indkomst, mens lodserierne i den indre fjord var langt mindre lukrative. Lodserne i Thyborøn havde i årene op til 1966 en faldende indtjening, da antallet af lodsninger faldt støt. Kollegerne ude i de andre lodserier sagde venligt drillende, at Thyborønlodserne levede af de rejsepenge, de fik i forbindelse med tvangslodsningerne ved jernbanebroen i Oddesund. En enkelt af lodserne tog sågar sin cykel med på lodsningerne og cyklede tilbage til Thyborøn for at spare rejsepenge. 1966 blev Thyborøn lodseri efter flere års ansøgning optaget i lodsreguleringsfonden og kom i økonomisk trygge, men ikke overdådige rammer. Samme Tillæg til Lodsrådets beretning 1966 mrk. ”Kun til internt brug”. Mundtlig beretning 28

Lodsreguleringsfonden fra 1954 sikrede lodserne ved de lodserier, der var optaget i fonden, en basisløn og afholdt derudover en del af de omkostninger, der var forbundet med lodseriets drift, herunder løn til bådmændene, som hidtil var blevet aflønnet af lodserne for deres tjeneste med at sejle lodserne til og fra lodsningerne og for at vedligeholde både og materiel. Reguleringsfonden kunne også købe og overtage lodsernes bådmateriel og bygninger. Til gengæld skulle både regulerede og ikke-regulerede lodserier betale hovedparten (først 2/3, senere ca. 80 pct.) af lodseriets indtægter til fonden, som blev administreret af lodsdirektøren og senere, fra 1974 hvor lodsvæsenet blev lagt ind i Farvandsvæsenet af farvandsdirektøren. Den resterende del af lodspengene blev delt mellem lodserne ved lodseriet – deraf den fortsat præstationsbetingede aflønning. Af de rige lodserier blev Lodsreguleringsfonden betragtet nærmest som ekspropriation. De lodserier, der blev optaget i – og understøttet af - fonden, opfattede den som ”fattighjælp” og var utilpasse ved at lade sig understøtte af de rige kolleger. Og ikke mindst ved at skulle indordne sig under stærkere styring af Lodsdirektoratet. I forbindelse med oprettelsen af Lodsreguleringsfonden blev oprettet et Lodsråd, et samarbejdsorgan med lodsdirektøren som formand. Rådet var rådgivende i forhold til forsvarsministeren som er lodsvæsenets politiske chef. I rådet sad repræsentanter for lodser, for ministerierne med ansvar for skibsfarten og for Rederiforeningen. Her blev alle spørgsmål om lodsvæsenet drift og forhold diskuteret og afklaret. Dog ikke altid under fredelige former. Efter at have fået underkendt en anmodning om flere lodser til Københavns lodseri, klager lodserne til Ombudsmanden. Det bliver skarpt påtalt i rådets næste møde. Lodsdirektøren fremfører det synspunkt, at rådets slagkraft på den måde bliver nedsat. Lodserne replicerer ved at sige, at det har de ikke spor imod, ”for hidtil har rådets slagkraft alene været rettet mod lodserne”. Det var også Lodsrådet, der skulle tage stilling til ansøgninger om ændringer – oftest opnormeringer til flere lodser – ved lodserierne. De ikke-regulerede lodserier var flittige til at indsende ansøgninger om opnormering. De kunne nemlig fratrække lønudgiften til nye lodser i regnskabet, inden det blev indsendt til Reguleringsfonden. Derved blev det beløb, lodseriet årligt skulle afregne med fonden, tilsvarende mindre. Eller sagt med andre ord: Fonden betalte lønnen for den nye lods. Det førte til hårde diskussioner i Lodsrådet, hvor repræsentanterne for myndigheder og skibsfart førte en restriktiv politik og oftest modsatte sig ansættelsen af nye lodser, og snarere tilskyndede til nedlæggelse og/eller sammenlægninger af lodserier. I en forhandling om ansættelse af en lods yderligere ved Thyborøn lodseri siger lodsernes markante repræsentant i Lodsrådet, lodsformand Larsen Badse fra Bandholm, at: ”Et lodseri naturligvis måtte have krav på en udvidelse af lodsantallet, når beskæftigelsen stadig øges. Hensynet til forsvarlig betjening af skibsfarten og rimelige arbejdsvilkår måtte gå forud for hensynet til Lodsreguleringsfonden, som lodserne aldrig have påtaget sig ansvaret for”.10 Også de regulerede lodserier havde deres problemsager i Lodsrådet. Ofte handlede de om køb eller 10

Lodslov 201 af 11. juli 1954. Lodsreguleringsfonden er §42. Mundtlig beretning, Løgstør lodseri Lodsrådets forhandlingsprotokol 7. marts 1957 Samme div. år Lodsrådets forretningsudvalg 21. marts 1958

overtagelse af materiel Lodsrådet behandler i 1959 en anmodning fra lodserne i Løgstør om, at reguleringsfonden overtager lodsfartøjet. Af lodsdirektørens omhyggelige sagsfremstilling fremgår, at bådens motor i april måned er eksploderet og har kvæstet lods Schmidt, der dog nu er fuldt restitueret. Lodsbåden blev brandskadet, men de 17.000, det kostede at reparere den, er betalt af forsikringsselskabet. Lodsdirektøren er betænkelig ved at lade fonden købe båden, ”for det kan se ud som om lodserne fik den betalt to gange. Først af forsikringsselskabet og derefter af fonden”. Udvalget er ikke betænkeligt, for lodserne har jo selv med egne penge betalt forsikringspræmien, så kan man finde en pris, kan udvalget gå med til købet.11 Et godt eksempel på den sammenfiltrede økonomi, der bestod i forholdet mellem lodser, reguleringsfond og direktorat frem til den seneste lovs ophævelse af såvel fond som Lodsråd. En anden sag fra Løgstør lodseri, som lodsdirektøren forelægger rådet på mødet den 11. april 1957, handler om afregningsforhold mellem lodser og en lokal fisker, som lodserne aflønner for at tilse en lystønde. Lodsdirektør H.C. Ørsted finder lodsernes argumenter urimelige, og det afføder følgende belæring: ”Man måtte dog heller ikke glemme, at grundlønnen fra reguleringsfonden – for tiden godt 10.000 kr årligt - var en løn, for hvilken lodserne måtte gøre et arbejde: Lodsning, pasning af vagere, fyr, kystudkig, toldopsyn osv. Der var ganske vist nogle lodser, som havde den opfattelse, at grundlønnen blot var noget, man havde ret til uden at skulle arbejde herfor, og at de derfor følte, at de måtte aflevere 2/3 af indtægter, der egentlig burde tilkomme dem fuldt ud, men det var en forkert tankegang, og der var i så tilfælde ikke andet at gøre end at retlede lodserne til den rette opfattelse. Hvis Løgstørlodserne ikke kunne komme overens med, at fiskeren fik 7/9 af honoraret for pasning af lystønden, måtte det henstilles til lodseriets overvejelse at finde en anden mand eller selv overtage arbejdet”.12 Referenten slår fast, at de øvrige medlemmer af formandskabet tiltrådte disse skarpe udtalelser.

Selv om lodseri i princippet var selvstændig næring, har det altid været ekstremt detailstyret. I disse Instruktioner og Reglementer fra 1899 findes instrukser for alt, hvad der vedrører lodseriets udøvelse og dagligdag, for eksempel anvendelse af straf uden dom. Her hedder det, at ”enhver foresat kan tildele sine undergivne fortjente irettesættelser under fire øjne eller i nærværelse af hans kammerater. Irettesættelserne må aldrig udarte til skældsord eller upassende udtalelser.”

11 12 30

Lodsrådets forhandlingsprotokol 11. november 1959. Lodsrådets formandskabs forhandlingsprotokol, møde 11. april 1957

Lodseriernes og dermed lodsernes indtjening var direkte afhængige af de takster, lodserne fik tilladelse til at opkræve. De var fastsat af Forsvarsministeriet og beregnedes efter de takstbøger, der lodseri for lodseri angav taksterne for de lodsninger, lodseriet måtte foretage. Det er klart, at fastsættelsen af takster var et nøglespørgsmål for lodserne, og Lodsrådet behandlede et utal af anmodninger om regulering af takster. Næsten uden undtagelse i opadgående retning. Når et lodseri konstaterede et fald i antallet af lodsninger og dermed indtjening, fremsendte det straks en anmodning om forhøjelse til behandling i Lodsrådet, hvor meningerne derefter brød stærkt mod hinanden. Lodserne ville kompenseres for indtægtsnedgangen, skibsfarten ville slippe så billigt som muligt, og embedsmændene fra Lodsdirektorat og ministerier ledte efter kompromiserne. På den ene side ville de ikke bare gå med til at sikre indtægterne hos udøverne af det liberale erhverv, lodsvirksomheden var, på den anden side prøvede de at imødekomme lodserne, som alt andet lige sikrede et meget højt serviceniveau for skibsfarten, og som myndighederne anerkendte havde meget barske arbejdsvilkår med meget lange arbejdstider og besværlige arbejdsforhold. Og som ved deres flid var med til at sikre den grundtanke, som har ligget til grund for lodsvæsenets virke siden 1831, nemlig at lodsvæsenet skal være økonomisk selvbærende.

Lodstaksterne er den krumtap, lodsvæsenet drejer sig om, idet væsenet som udgangspunkt skal være økonomisk selvbærende. Efter de gamle instrukser skulle lodserne ved enhver lodsning medbringe et lodstegn i knaphullet og lodstaksterne i inderlommen. Derfor blev de trykt i et praktisk inderlommeformat. (Løgstør Lodseris arkiv på Limfjordsmuseet)

Lodsrådet lod i 1962 lodsernes arbejdstid og arbejdsforhold analysere for at få et overblik over om lodserne, som de bestandigt påstod, havde særligt krævende arbejdsforhold. Pr. år

Pr. år

Pr. måned

Pr. uge

Pr. dag

Pr.dag

Effektivt

Incl. rådigh.

Effektivt

Incl. rådigh.

2.115

195

Incl. rådigh.

Skibsførere

2.115

7,5

Lodser Kbh

2.400

3.322

221

306

8,5

11,8

Effektivt

Lodser Aalborg 2.894 3.805 267 351 62 81 10,3 13,5 Lodser Hals 3.122 4.158 288 383 66 88 11,5 14,7 Udarbejdet af sekretær G. Starup-Hansen for Lodsrådet, september 1962 efter besøg på Hals lodseri den 12. august 196213

Rådighedstjeneste, hvor lodsen ikke nødvendigvis er på lodsstationen, men kan tilkaldes med kort varsel, er regnet som 1/3 af effektiv tjeneste. Starup-Hansens rapporterer også, at han ikke ved lodseriet i Hals kan finde nogen opgørelse over lodsningernes varighed, men at han ved samtale med lodserne har rekonstrueret tidsforbruget ved en typisk lodsning således: Lodsninger Søen – Aalborg: Klargøring 0,5 time Sejlads til fyret 0,75 time (knapt 5 sømil) Ventetid ved fyret 1 time Lodsning til Aalborg 3,5 timer Hjemrejse incl. ventetid 3 timer Det eneste element i opgørelsen, Starup-Hansen anfægter, er den tid, der går med at gøre sig klar og komme ned til lodsbåden. ”Dette må anses for at være for højt, en halv time i gennemsnit må antages for at ligge i overkanten af den faktisk benyttede tid”, mener han. De øvrige tal anser han for retvisende. Analysen underbygger lodsernes modstand mod lønmæssigt at blive sammenlignet med Statens skibsførere på færger, isbrydere og lign. Lodserne argumenterer konsekvent med deres lange arbejdstid og besværlige arbejdsforhold, herunder lange ventetider og lange rejsetider. I 1956 beregnede Lodsrådet rejse- og ventetiderne ved den vestlige Limfjord således: Mellem Oddesund og Løgstør 8,5 timer Mellem Løgstør og Thyborøn 14,5 timer Mellem Løgstør og Lemvig 10,5 timer Mellem Løgstør og Struer 9,0 timer14 Bådmændenes tjenestetid og øvrige forhold ses ikke behandlet i Lodsrådet. Vi skal helt frem til Konkurrencestyrelsens store undersøgelse af lodserhvervet i 2003 for at finde en analyse af udnyttelsen af lodsernes støttemidler, både og bådmænd. Heri slås i konklusionen fast, at: ”Kapacitetsudnyttelsen af lodsbåde og særligt bådmænd er meget dårlig og tilmed faldet siden 1997. Det skyldes efter konkurrencestyrelsens vurdering blandt andet, at der fortsat ikke er incitamenter til at reducere lodsvæsenets omkostninger.”15 13 Lodsrådets forhandlingsprotokol 1962 14 Lodsrådets forhandlingsprotokol august 1956 15 Konkurrencestyrelsen 2003-11-26: Undersøgelse af lodserhvervet – konkurrence- og effektivitetsvilkår (Bilag til notat) 32

Eller sagt med andre og mere direkte ord: Lodserier og lodser har for lidt interesse i at tilrettelægge arbejde og ressourceforbrug hensigtsmæssigt og for stor interesse i at gennemføre så mange lodsninger som muligt af hensyn til deres provisionsbaserede indtjening.

Lodsdistriktet – adgang for uvedkommende forbudt Lodsdistrikternes opdeling underbygger dette. Oprindeligt baserede lodsvirksomheden sig på kendtmænd, som var fortrolige med deres respektive farvande og derfor kunne hjælpe skibsfarten med besejling for en pris, der aftaltes mellem kendtmand og skipper.16 Kontreadmiral Poul Løwenørns Reglement for Lods-Indretningen i Danmark af 1831 fastslog statens interesse i lodsvæsenet og definerede blandt andet de enkelte lodseriers virkeområde til dels på basis af hidtidig praksis.17 Denne inddeling definerede det område, hvor lodserne skulle tjene deres penge, og de vogtede nidkært over, at ingen fremmede lodser tillod sig at lodse i området. Det førte blandt andet til at skibe, der skulle gennem Limfjorden, måtte tage lods i Hals og lade denne lodse skibet til Ålborg. Her stod Halslodsen af og overlod lodsningen til Ålborg-lodsen, som lodsede skibet til Løgstør havn, hvor lodser derfra tog over og lodsede gennem den gravede rende til lystønden Løgstør Vest eller til Oddesund. Her overtog Thyborøn-lodserne, som lodsede gennem Oddesund-broen og, hvis skibet ønskede det, helt til Thyborøn og ud i Nordsøen. Lodsedes den anden vej fra vest mod øst var opdelingen anderledes. For eksempel havde Løgstørlodserne lov til at lodse helt til Ålborg. Når man spørger ældre lodser, om disse lodsdistrikter og grænserne mellem dem var betinget af hensynet til kendskab til farvandet eller beskyttelse af økonomiske interesser, er svaret klart: Det handlede om at forsvare lodseriets grænser mod de tilgrænsende lodserier og dermed opretholde lodsernes indtjening.18 Billedet af komplicerede forhold på Limfjorden bliver ikke bedre af, at der tidligere også var lodserier i Nibe, Thisted og Nykøbing Mors. Lodsdirektoratets arkiver bugner med klager over uberettigede lodsninger, og lodserne anmoder om at få udbetalt lodspengene for de uberettigede lodsninger, således som loven hjemler.19 Lodseriet i Nykøbing søger i 1957 om optagelse i reguleringsfonden, men ansøgningen bliver stillet i bero med henvisning til lodseriets gode indtjening ved de ca. 300 lodsninger i 1956. I 1958 anbefaler Lodsrådet lukning af lodseriet, men det opretholdes efter en ”indtrængende henvendelse fra Nykøbing by”, og Thyborøn lodseri får lov at ansætte endnu en lods. som formodes at kunne aflaste Nykøbings lods. I 1961 er tallet faldet til 220, og nu er det lodsen selv, der ansøger om forflyttelse. Lodseriet lukkes forsøgsvist for et år. Ikke mindst med henvisning til lodsens dårlige arbejdsvilkår, idet han kører ca. 40.000 km om året i sin egen bil.20 I det hele taget er forholdene ved de enmandsbetjente lodserier ofte til diskussion i rådet, idet lodserne ved de små lodserier klager over, at de aldrig har fri, fordi de er ene om at passe lodsvagterne døgnet rundt og året rundt. Forsøg på at lade lodser fra tilstødende lodserier ferieafløse møder modstand på grund af lodsernes stærke tilknytning til det lodseri, de gør tjeneste ved. I 1964 søger Thyborøn lodseri om optagelse i reguleringsfonden. Nettoindtægten pr. lods er faldet til 16 Benny Christensen, s. 7 17 Samme, s. 16 18 Interviews med pensionerede Løgstør-lodser. 19 N.H. Lindhard: Løgstør Lodseri, 1977 s. 12 20 Lodsrådets forhandlinger 1957, 1958 og 1961 33

30.000 kr. årligt og lodserne anfører, at den ”vil være noget mere, hvis lodseriet tilsluttes fonden og bliver reguleret.” Lodsformand Larsen Badse, som er lodsvalgt medlem af rådet, erklærer til protokollen at ”han ikke er imponeret over denne indtægt, der svarer til en dygtig faglært arbejder – og det må betænkes, at den nævnte indtægt kun kan opnås ved en aktiv indsats fra hustruernes side”. 21

Lodshustruen – med i forretningen Lodsformanden har her en vigtig pointe. Til lodsvæsenets status som liberalt erhverv hører, at lodshustruerne specielt ved mange af de små og mellemstore lodserier var en helt nødvendig betingelse for lodseriets drift. De var med til at holde lodsudkig, og de var specielt vigtige som telefonpassere, når lodsen var ude at lodse, og der blev bestilt lods eller når mæglere og redere ringede for at aftale omstændighederne ved lodsningerne.22 En af de forhenværende lodser ved Løgstør lodseri fortæller at hans kone, da han i 1970 blev ansat ved lodseriet, måtte opgive sit arbejde som lærer for at kunne hjælpe med tjenesten ved lodsstationen. Samme kilde beretter, at den daværende lodsformands kone fra familiens højt beliggende hjem holdt skarpt udkig over fjorden. Og syntes hun, at der gik for lang tid fra et skib nærmede sig med lodsflaget sat, til lodserne på lodsstationen reagerede, sprang hun på cyklen og susede ned til stationen og skældte dem huden fuld for deres uopmærksomhed.23 At lodshustruerne spillede en central rolle ved lodserierne – og at lodserne i særklasse er individualister - bevidner den gamle lodsanekdote, der hedder, at ’hvis der er 50 lodser samlet, er der 100 meninger – 50 fra lodserne og 50 fra deres koner’. En ny lodslov i 1979 bragte alle lodserier ind i reguleringsfonden, så de fik samme rammevilkår. Dog ikke uden sværdslag. Der var klare interesseforskelle mellem lodserne ved de store og velhavende farvandslodserier og ”mudderlodserne” eller ”grøftekantslodserne”, som var øgenavnet for lodserne ved de mindre sund- og fjordlodserier. Lodsernes forening, Dansk Lodsforening, sprængtes af farvandslodserne, mens loven var under udarbejdelse fordi de ikke følte at deres interesser blev varetaget tilstrækkeligt kraftigt af Lodsforeningen. Den nye forening, Lodsforeningen af 1977, fik dog ingen lang levetid. Efter vedtagelsen af lodsloven af 21.marts 1979 fandt lodserne igen solidarisk sammen.24 Dansk Lodsforening blev i øvrigt startet i 1905 af lodsformand J. Østergaard fra Løgstør som ”De vestlige Distrikters Lodsforening”25, primært for at arbejde på at sikre lodserne rimelige pensionsvilkår. Lodser er individualister, og først i 1946 blev alle lodser medlemmer af foreningen.

Arbejdet med vagere og anden afmærkning Lodserierne havde udover lodsvirksomheden også en indtægt ved at sørge for afmærkning af sejlrender og tilsyn med fyr, båker og fyrbøjer. Det var fra gammel tid lodserne, der udlagde tønder og vagere for at markere lokale sejlløb og grunde, mens Fyrvæsenet sørgede for den overordnede farvandsafmærkning både til søs og til lands, hvor 21 22 23 24 25 34

Lodsrådets forhandlinger 21. oktober 1964 Benny Christensen: Lodserhvervets udvikling i Danmark. Maritim Kontakt 11, 1987, side 29 Mundtlig beretning 2009 Benny Christensen, side 32 Dansk Lodstidende nr. 2, februar 1955 (50-års jubilæumsnummer), s. 15

lystønder, fyr og fyrlinjer vejledte søfarten. Lodserne havde frem til 1879 lov at afkræve de lodsede skibe ”prikkepenge” til betaling for afmærkningen. Efter lodsloven i 1879 overtog staten betalingen til lodserne for det arbejde, de udførte på de områder, hvor Vagervæsenet ikke selv overtog ansvaret for afmærkningen.26 For det lille lodseri i Løgstør var det en stor opgave. Lodseriet havde ansvaret for udlægning, vedligehold og tilsyn af de i alt 84 vagere, der ifølge kontrakten fra 1969 står fra lystønden længst mod vest i Løgstør rende og til Smakmølle Grund ved Aggersundbroen. Det var et slidsomt arbejde, men også en vigtig indtægt – 12.442,- kr. for lodserne i Løgstør.27

Lodsstationen i Hals i skarp efterårssol.

Hals Lodseri28 ”For Jyllands vedkommende synes der tidligst at have været lodser i Limfjorden. Der foreligger desangående en ordonnants for lodserne ved Hals af 18. marts 1735, en takst for lodserne ved Løgstør af 20. august 1777 (samt takst for samme af 23. marts 1779) og endvidere et reglement for Aalborg lodseri af 31. december 1801. Foruden i Limfjorden, hvor der var delvis lodstvang, lodsede Hals lodseri til Fladstrand og Bælterne.”29 Dermed kan Hals lodseri regne sig som det ældste på Limfjorden – og et af de ældste i landet. Dragør 26 Benny Christensen, s. 18 27 Uregistreret ringbind i Farvandsvæsenet med vagervæsenet kontrakter med lodserierne om tilsyn med vagere 28 Dette afsnit baserer sig, hvor der ikke er anført specifikke kilder på interviews med områdechef, lods Thomas Røvik Egetoft, fhv. lodsformand Ernst Jensen og bådmændene Uffe Jørgensen og Jesper Kristensen, Hals, august 2009 29 Det danske Lodsvæsens Historie, København 1931. Udg. af J.A. Hansen, formand i Danske Lodsforening, s. 17 35

fik eneret på lodsning i 1684, og Isefjord fik lodsreglement i 1728.30 Frem til 1825, hvor havet brød gennem Agger tange, var Hals den eneste adgang til den vigtige handelsby Ålborg og til hele det øvrige Limfjordsområde både nord og syd for fjorden. Men farvandet var vanskeligt. I en ophedet diskussion i Lodsrådet i 1963 om eventuel sammenlægning af Hals og Ålborg lodserier, forklarer lodsformand i Hals, Willemoes Nielsen, at ”Hals Barre er et lumsk farvand. Det skal opleves for at kunne sætte sig ind i de virkelige forhold, og jeg vil derfor med mine mange års erfaring som baggrund fraråde en sammenlægning af disse to lodserier selv med de nuværende gode navigationsmidler”.31 De to lodserier blev faktisk senere sammenlagt, men i modsætning til, hvad Willemoes Nielsen nok frygtede, var det stationen i Hals, der forblev og stationen i Ålborg, der blev lukket. Tilbage er en lodsbåd, stationeret i Ålborg og betjent fra Hals. I 1979, hvor alle lodserierne i Danmark blev lagt ind i Lodsreguleringsfonden, og staten dermed via denne fond, som lodserne selv finansierede, udlignede forskellene mellem de stærkt indtjenende og mindre stærkt indtjenende lodserier, var der ca. 3200 lodsninger fra Hals og Ålborg lodserier. Der var 17 lodser i Hals og Ålborg og 23 på hele fjorden. Nu, hvor det statslige lodseri er organiseret i selskabet Danpilot, er der ni lodser og 13 bådmænd i fjorden. Lodserne har base i Hals, mens bådmændene fordeler sig med 10 i Hals, en i Løgstør og to i Thyborøn, hvorfra også lodsningen ved jernbanebroen ved Oddesund betjenes.32

Dansk lodsvæsen er nu organiseret I det statslige selskab Danpilot, som varetager næsten al lodsning I danske farvande – her ved Hals. Lodsvæsenet er nu konkurrenceudsat, og kan man dokumentere sine kvalifikationer, kan enhver drive lodsvirksomhed.

Danpilot er navnet på det lodsselskab, der er dannet af det gamle lodsvæsen efter loven i 2007 og den efterfølgende konkurrenceudsætning. Danpilot dækker hele landets lodsninger, og alle lodser og 30 31 32 36

Benny Christensen, s. 7 Lodsrådets forhandlingsprotokoller, mødet 19.4.1963 Efteråret 2009

lodserier er inkorporeret i det nye selskab, som er en del af Farvandsvæsenet. Efter konkurrenceudsættelsen er der oprettet private lodserier i Frederikshavn og Fredericia. De er små, men har den fordel, at de kan tage de gode lodsninger og overlade de dårligere til Danpilot, som har pligt til at foretage lodsningen, hvis de private ikke kan påtage sig dem. Pligten til at foretage lodsning og til at opretholde beredskab ligger således alene på det statslige lodseri. Skibsmæglerne på Vestlimfjorden, som af konkurrencegrunde har en stærk interesse i lodstaksternes størrelse, anser ikke konkurrenceudsættelsen af lodsvæsenet for interessant, idet det efter deres mening aldrig vil kunne blive rentabelt at drive lodsvirksomhed i det område33. I Ålborg derimod har et større maritimt servicefirma for nylig undersøgt mulighederne for at oprette et privat lodseri.34 I Danpilot er Limfjorden organiseret som ét lodseri med bemandede stationer (tjenestesteder) i Thyborøn og Hals. Kun i Hals er der døgnvagt. I Ålborg, Løgstør og ved Oddesund er udstationeret både. Limfjorden er nu opdelt i tre lodsningsområder: Øst (Hals til Løgstør), Midt (Løgstør til Oddesund) og Vest (Oddesund til Thyborøn), og lodseriet har egen lodsbestilling via stationen i Hals. De øvrige lodserier i Danmark betjenes af den centrale bestillingscentral i Spodsbjerg. Helt fra lodseriets første bestemmelser skulle lodserne i Hals ikke bare lodse over Hals Barre til og fra Ålborg. De skulle også lodse til Fladstand (Frederikshavn) og til Bælterne. Det var Magistraten i Ålborg, der udarbejdede bestemmelserne for lodserne i Hals, og de var meget detaljerede. I en forordning fra 1753 står blandt andet, at ”dersom lodsen sætter skib på grund eller så lodser, at skib kommer til skade, da skal han, om det er sket af ukyndighed, forseelse eller forsømmelse, erstatte skaden og, efter omstændighederne, enten arbejde i jern på vis tid eller være uværdig til at være lods mere. Men er det sket af ham på forsætlig vis, da skal han hænges ved strandbredden”.35 Det første lodsvæsen byggede naturligvis på de tidligere tiders kendtmandslodsning, hvor lokale stedkendte fiskere og skippere og andre søkyndige påtog sig lodsning for en pris, man aftalte individuelt med skipperen.36 I den første ordonnants for Hals Lodsvæsen fra 1835 står, at ”I Hals by skal der være et lav, som består af 6 dygtige og søvante mænd samt en oldermand, hvilke alene skulle være berettigede til som lodser at ind- og udlodse alle de skibe, og fartøjer, der agte sig over grundene udenfor Hals og gennem Limfjorden til Aalborg eller derfra at passere Hals og søtønderne derudenfor”.37

33 34 35 36 37

Interview med skibsmægler Jacob Hansen, Skive Shipping, august 2009 Søfartens ledere, nr. 9, 2008, side 13 Hals Lodseri gennem 250 år. Red. H. Boy Jacobsen og Henrik Gjøde, 1985 Benny Christensen s. 7 Hals Lodseri gennem 250 år, s. 4

Lods og områdechef Thomas Egetoft på broen om bord på T/S OW Alborg på en lodsning fra Ålborg til Hals Barre. Lodsens opgave har ikke ændret sig gennem århundrederne, den er stadig at hjælpe kaptajnen (i baggrunden) med at føre skibet sikkert gennem farvandet. Skibsteknologien har derimod ændret sig markant. Rattet er afløst af en joystick og det velpudsede nathus og kompasset er erstattet af computerskærme.

Ansættelsesforhold Den traditionelle måde at blive lods på har gennem tiden været at søge en stilling hos lodsinspektøren (nu Danpilot) ved at sende en ansøgning til et uspecificeret lodsjob.38 Ansøgningen lå så, mens ansøgeren ofte tog rundt og ”gjorde sig gældende”, det vil sige gjorde sig kendt på de lodsstationer, hvor han gerne ville arbejde. Når der opstod en ledig stilling aftalte lodsmyndighederne og de lokale lodser, hvem der skulle antages. Det var lodserne på stationen, der havde det sidste ord i afgørelsen. Kom man før 1979 ind i lodseriet i Hals ved at lodserne var enige i ansættelsen, måtte man betale 1/9 af lodsbådenes værdi (der var ni lodser på stationen) og en part i lodsstationen til den lods, der gik på pension. Efter to års oplæring var man lige med de øvrige lodser på stationen – der var ingen privilegier, heller ikke efter alder eller anciennitet. Efter at Hals lodseri med lodsloven 1979 kom under reguleringsfonden, købte denne både og bygninger af lodserne. Bådfolkene var frem til 1979 ansat af lodserne, der betalte deres løn. Efter at alle lodserier dette år blev lagt ind under reguleringsfonden, overtog denne aflønningen. Lodserne spekulerede angiveligt ikke, men var loyale mod reguleringsfonden, som afholdt udgifterne til lønninger og materialer. Man var meget afhængig af fonden, men havde kun indirekte indflydelse på den via lodsernes repræsentation i Lodsrådet.

38 38

www.danpilot.dk – unsolicited application

Lodserne har altid måttet leve med en betragtelig erhvervsrisiko. Dårligt vejr og vanskelige fravande har kostet flere lodser livet. Specielt afsætning og omborgtagning fra lodsbåden er kritisk. Her gør lodsbåden fra Hals sig klar til at tage lodsen ombord efter en lodsning.

Hierarkiet Hierarkiet på lodsstationen har været stærkt udtalt. Det var jo skibsførere, der gik i land og blev lodser, og skibsførere forventede fra deres tid på langfart ikke at blive sagt imod – de havde en nærmest kongelig status og selvopfattelse. Hen mod 1980-erne, var det ikke så stærkt længere. Og nu er det et team, der samarbejder. Før 1979 hvor lodserne købte sig ind i lodseriet og var selvstændige arbejdsgivere, var der klar rangforskel på lodserne og deres ansatte, bådmændene. Førhen var der også en meget klar klassedeling. Lodser - og måske specielt deres koner - ved de større lodserier kunne ikke omgås bådmændene eller deres koner privat. Da man ved et nordjysk lodseri gjorde et forsøg med en fælles julefrokost for lodser og bådmænd og deres koner, gik det galt, fordi en bådmandshustru ved et besøg på dametoilettet overhørte en samtale mellem to lodsfruer, som gav udtryk for deres mening om bådmænd i almindelighed og fælles sociale arrangementer med disses koner i særdeleshed. Efter det gentog man ikke forsøget. Holdningen overlevede efter statens overtagelse af lønforpligtelsen til bådmændene i 1979, men er nu døet ud. Lodserne, der som andre søfolk sætter pris på en god historie, holder dog stadig liv i de gamle anekdoter om forholdene mellem lodser og bådfolk. For eksempel denne beretning fra lodsstationen i Hals: Bådmændene gik en gang til lodsformanden og bad om en ny sofa til vagtlokalet, hvor de ofte lå og hvilede på deres nattevagter. Lodsformanden besigtigede sofaen, og var enig i, at den var tjenlig til udskiftning. Han købte derfor en ny sofa. Den kom hjem i stuen i privaten. Lodsens hund fik så den gamle sofa derhjemme at ligge i, og hundens sofa kom ned på lodsstationen til bådmændene. Denne historie er i øvrigt blevet en vandrehistorie på fjorden, og den fortælles ved flere af lodserierne. Den har flere interessante vinkler. Den fortæller om et hierarki, som man også finder i andre 39

professioner, som arbejder sammen på en arbejdsplads, for eksempel murere og murerarbejdsmænd og smede og arbejdsmænd. Også disse professioner har dyrket grovkornede anekdoter, som tjener til at markere og fastholde rangforskellen. Historien om sofaen fortæller også om den sammenblanding af økonomien, der eksisterende på lodseriet. Et andet eksempel herpå er en lods, som af lodsmyndighederne blev pålagt at tilbagebetale den del af sit nye tag på privatboligen, han havde ladet lodseriets kasse betale, nemlig den del, der dækkede det værelse, han brugte som kontor, når han arbejdede hjemme. Delingen af lodsernes part af lodspengene (20 pct.) og rejsepenge var helt og aldeles solidarisk. Rejsegodtgørelse var et fast beløb, så sørgede man selv for transport.

Arbejdstider og vagter Først med overenskomsten 1. juni 2007 blev arbejdstidsregler indført og præstationsaflønningen bortfaldt. I 1979 var tørnen fire døgn vagt og to døgn fri. Senere blev det syv døgns vagt og syv døgn fri. Vagt betød 24 timer i døgnet, hvor man, når man ikke lodsede, skulle være ved telefonen og kunne møde på stationen på en halv time. På vagt lodsede man tidligere så godt som hele tiden. Kun når det var isvinter, kunne der være nogen lediggang. Man måtte ikke sjældent tilkaldte frivagten, fordi næsten alle skibe – også de ikkelodspligtige – tog lods. Som der er i dag, udarbejdes turnuslisten af lodserne selv, idet de indbyrdes aftaler, hvem der har hvilke vagter i nærmeste fremtid ud fra en norm, der siger, at lodserne skal have 15 dages vagt pr. måned. Bådmændene udarbejder derefter vagtskemaet. Tørnen skifter i princippet hver dag kl. 12, men lodserne kan aftale at have op til 10-14 dages vagt ad gangen. Ved udregning af tørnen skal der tages hensyn til de nye hviletidsbestemmelser. De beregnes af et pcprogram. Der er langt mere struktur på lodsarbejdet nu. Arbejdstidsreglerne håndhæves skarpt. Ikke kun af lodserne, men også af kaptajnerne, der forlanger udhvilede folk på broen. Den tid er slut, hvor en lods kunne arbejde i et par døgn og så møde udkørt op til endnu en lodsning. Specielt olieindustrien er stærkt reguleret med hensyn til arbejdsmiljø og arbejdstid. Når der gælder skrappe regler for besætningerne, accepterer kaptajner og styrmænd ikke, at der gælder andre regler for lodserne. Derfor er det nødvendigt med to lodser med på lange lodsninger, således at arbejds- og hviletidsreglerne kan overholdes.

Bådmændene er lodsstationens faste holdepunkt. Her følger bådmand Uffe Jørgensen på lodsstationen i Hals skibstrafikken på sine skærme, mens han koordinerer lodsernes arbejde over telefonen.

Bådmændene Bådmændendes opgaver på lodsstationen – ud over naturligvis at føre lodsbådene ved lodsninger – er at tilrettelægge dagligdagen. Der er altid to bådmænd på vagt. En på kontoret, som passer de administrative opgaver og en sejlvagt, som ikke behøver at være på stationen, men som skal kunne komme med kort varsel. Der er to bådmænd med, når lodsbåden sejler ud. Sådan er det ikke ved alle lodserier, men det er praksis i Hals, som er den lodsstation i Danmark, hvor lodsbåden går længst til søs for at hente eller sætte lodserne om bord. Bådmændene har derudover kontakten med skibe, mæglere og lodser. De prioriterer og planlægger lodsernes opgaver og tilrettelægger arbejdsdagen efter turnuslisten. Bådmændene i Hals tager sig af lodsekspedition i hele Limfjorden. Al anden lodsning bestilles og ekspederes af Danpilots bestillingskontor i Spodsbjerg. Den normale rutine er, at lodsning bestilles af mæglerne et døgns tid i forvejen. Mægleren giver alle oplysninger om skibet. To timer før afsejling varsler mægleren lodseriet, og to timer før lodsen skal om bord, kontakter skibet lodseriet og aftaler ombordtagningen. Mægleren holder løbende lodsstationen orienteret om evt. forsinkelser og lignende. Lodserne i Hals kan også blive bedt om at give en hånd med ved andre lodserier, typisk Grenå og Skagen. Så er det Spodsbjerg, der spørger, og bådmændene i Hals der afgør, om lodsen kan gives fri, eller om der er for travlt.

Tidligt foto (formodentlig omkring 1900) af havnen i Hals med lodstårnet højt hævet over lodsernes vagthus. (Hals Museums Lokalhistoriske arkiv)

Tidligere vedligeholdt bådmændene både og bygninger. Det er for kompliceret nu. De nye lodsbåde er så avancerede, at de kræver eksperter til vedligehold og reparation. Stamkunderne ved Hals lodseri er Grønlandsfarten til Ålborg Østhavn, skibene til og fra cementfabrikken, olieskibene og foderstofskibene.

Skibsførerens rådgiver Under selve lodsningen er lodsen kaptajnens rådgiver. Sejladsen sker på kaptajnens ansvar. Nogle gange lader kaptajnen lodsen føre skibet. Andre gange fører han selv eller en rorgænger skibet efter lodsens anvisninger. Det hyppigste er, at kaptajnen overlader skibet til lodsen. Lodsen og kaptajnen er i stor social kontakt, og begge parter glæder sig til lodsbesøget. Det er slut med tidligere tiders skik, hvor lods og kaptajn kunne drikke spiritus sammen. Ofte i ret pæne mængder. Det sluttede omkring 1990, og nu har både skibe og lodser alkoholpolitik. Der forekommer så godt som ingen snyd fra de anløbende skibe. Lodstvangen gjaldt – og gælder – alle tankskibe og alle skibe med dybgang på først fem og senere seks meter mod Ålborg. Vest for Ålborg er største dybgang uden lodstvang 3.10 m, og der er lodstvang gennem broerne ved Ålborg. Skibsførerne er glade for lodsen og det var førhen helt almindeligt at tage lods, selv om der ikke var lodstvang for skibet i perioder tog ca. 60 pct. af de ikke-lodspligtige skibe lods. Det var særligt tyske coastere, der gerne ville have lodshjælp til anduve Hals Barre og sejle op til Ålborg. Der kan forekomme en form for ”snyd”, nemlig at kaptajnen beder lodsen bedømme dybgangen lidt større, end den egentlig er, for derigennem at udløse lodstvang. Det gør kaptajnen, fordi han gerne vil have lods ombord i de vanskelige farvande, og fordi han ikke vil have diskussion med reder eller mægler. Det kan han nemt risikere at få, hvis han bestiller lods til et ikke-lodspligtigt skib. Før tjente lodstvangen fortrinsvist til at sikre sejlads og dermed værdier i form af skib, last og havne.

Nu vejer miljøspørgsmålet tungt. Det gælder også om at beskytte natur og miljø. Tidligere var det helt almindeligt, at skibe – også tankskibe – rørte grunden eller siderne i de smalle render under lodsningerne. Det tog man sig ikke af, for bunden var blødt sand, og der var ikke udslip. Det går ikke længere, for havmiljøloven er streng, og rører man bunden, skal lodsen øjeblikkeligt efter havmiljøloven indberette det til MAS (Maritime Assistance Service) under Søværnets Operative Kommando og afvente deres instrukser om, hvad der videre skal ske. Der kan idømmes store bøder, hvis der ikke sker indberetning. Samarbejdet med MAS er ikke gnidningsfrit. Lodserne mener ikke, at MAS har tilstrækkeligt kendskab til lokale forhold og skibsfartens vilkår. En af limfjordslodserne har en politianmeldelse hængende over hovedet for at vurdere anderledes end MAS og angiveligt ikke efterkomme deres anvisninger. Der har i en periode været svagt stigende skibstrafik på Limfjorden, særligt i den vestlige del. Hvor lodsningerne i vest før kunne klares af to lodser, er der nu fire, der betjener den del af fjorden. Thyborøn har haft en stærkt stigende trafik. Men for tiden er antallet at lodsninger vigende, sikkert på grund af krisen. En grund til den stigende trafik angives at være, at yngre, energiske mæglere i specielt Skive, Thisted og Nykøbing Mors, er gode til at trække trafik til havnene ved at slutte fragter, som er konkurrencedygtige med landtrafik. Mæglerne er en meget vigtig del i lodseriets fødekæde. De føler sig dog lidt klemte, blandt andet fordi fjorden er spærret i begge ender af lodstvang med deraf følgende omkostning og besvær, nemlig ved broerne i Ålborg og Oddesund. Man kan sige, at havnene er lodsernes allierede og at mæglerne er modspillerne, og mæglerne presser på for mindre lodspligt. Lodserne er til gengæld afhængige af, at Kystdirektoratet holder renderne åbne til den dybde, mæglerne og rederne forventer. Mæglerne ringer sædvanligvis til lodserne under lastning af et skib for at få at vide, hvad vandstanden i sejlrenderne er, så de kan laste derefter. Her finder et vist presseri sted. Mæglerne vil gerne have lov at laste til så stor dybgang som muligt. Lodserne vil på den anden side være sikre på, at skibene kan passere. Mæglerne kan også finde på at spille lodserne ud mod hinanden, når lodserne ikke vil lodse på grund af dårligt vejr eller mørke. Det er i sidste ende den enkelte lods, der skønner, om det er forsvarligt at lodse et skib. Og det er klart, at dette skøn kan være forskelligt fra lods til lods. Mæglerne er utilfredse med, at der ikke længere lodses om natten mellem Løgstør og Ålborg, fordi der ikke er lysafmærkning af sejle efter. Farvandsvæsenet har opgivet at holde ledefyrene i drift på denne strækning, da sandet flytter rundt på sejlrenderne, og det blev for omkostningstungt at flytte afmærkningen på land derefter39. Den nuværende lodsstation i Hals blev 1956 opført yderst på østsiden af havnen efter anlægget af den nye havn i Hals. Det var et stort fremskridt i forhold til den gamle lodsstation fra 1902 og 1904 med vagtstue og et 14 meter højt lodsudkigstårn. Med den nye station var det slut med at stå i vind og vejr i udkigstårnet og med de primitive forhold i vagtstuen. Det nye hus havde vagtrum og opholdsrum, og på 1. sal et køjerum med seks køjer, hvoraf Ålborg-lodserne kunne bruge de to, Hals-lodserne to og lodsvagterne to. På loftet var et stillads med en stærk kikkert, så der kunne holdes lodsudkig gennem et tagvindue. Og så var der centralvarme.40

39 40

Skibsmægler Jacob Hansen, Skive Hals Lodseri gennem 250 år, s. 18

Hals-lodserne foran det gamle lodshus, som blev forladt i 1956. (Udateret foto på lodsstationen i Hals)

Stationen er nu bygget om, så der i stueetagen er et køjerum, et badeværelse og stadigvæk et værkstedsrum. På første sal er en rummelig vagtstue med udsigt over fjorden til tre sider og kontorer for områdechefen for Limfjorden og de to kontorassistenter, der laver administrativt arbejde for både for lodseriet, og for Danpilot nationalt. Lodsudkig er der ikke længere brug for, moderne teknologi har for længst taget over. I over 60 år, frem til 1979, hvor Hals Barre fyr blev automatiseret og ikke længere bemandet, havde lodseriet seks køjer på fyret, hvor man i usigtbart vejr eller med is kunne hvile mellem lodsningerne i stedet for at sejle i land. Lodserne mindes disse ophold med glæde. Det var hyggeligt at mødes og få en kop kaffe med folkene på fyret og hvile sig lidt. I en kort årrække først i 1970-erne og frem til automatiseringen havde lodserne i Hals aftale om at fragte besætninger og smågods til fyret, så Farvandsvæsenet ikke behøvede at have et tenderskib liggende fast i Hals. På det tidspunkt var det heller ikke ualmindeligt at stå til søs med lodsbåden for om muligt at kapre en ’overløber’ et skib, som ikke havde bestilt lods.41 Derudover havde lodseriet fra gammel tid til opgave at udlægge og tilse afmærkningen til søs. Det var ikke noget beskedent arbejde. I 1949 indgik Hals Lodseri kontrakt med Fyrdirektoratet om at ”anbringe, vedligeholde og tilse Sømærkerne i Lodseriets distrikt”. Det drejede sig om sømærkerne fra den stribede klokketønde ved anduvningen til Hals og ind til den røde cigartønde vest for Hals Havn, i alt 30 sømærker. For dette arbejde og arbejdet med lodseriets egne prikker betalte Fyrdirektoratet 1620,- kr. til lodserne42 I en analyse af ”omfanget af arbejdet ved lodseriet” i 1962, angav lodserne, at tilsynet med både og 41 42 Ureg. 44

Samme Fyrvæsenets arkiv i Farvandsvæsenet. Ringbind med vagerkontakter og opsagte kontrakter.

vagere kræver en mands arbejde i tre måneder årligt.43 En lodsstation med så mange ansatte som Hals, spiller naturligvis en rolle i lokalsamfundets sociale liv. I modsætning til nu, hvor lodserne ved Limfjorden bor spredt langs fjorden, betød kravet om, at lodser og bådfolk skulle kunne møde til lodsning med kort varsel, at der reelt var bopælspligt nær lodsstationen. Lodserne anfører selv, at de opfatter deres tilværelse som privilegeret, og at der på grund af den relativt megen fritid var gode muligheder for at involvere sig i lokalsamfundet.

Løgstør lodseri44 Lodseriet ved Løgstør regner sin begyndelse fra den dato, hvor den første officielle takst for lodserne dér blev udstedt, nemlig 20. august 1777. Der har været lodser før den tid, for farvandet ved Løgstør grunde, hvor sandbankerne bestandigt vandrede og ændrede sejlløbene, har fordret, at skibene fik hjælp til passage eller til lægtning af folk, der var kendte med farvandet. Den første omtale af lodseri ved Løgstør er fra landets første søkortdirektør, Jens Sørensens opmålingsrejse på Limfjorden. I sin dagbog for slutningen af maj 1694 skriver han: ”Fór med en lods fra Lykstør ud på bredningen. Renden did ud strækker sig V5S ¼ M(il) til prikkerne, som står på det grundeste”. Så her får vi på en gang fortalt, at der findes en lods, at renden er afmærket med prikker, og da Jens Sørensen også målte dybderne, at det grundeste var 31/4 fod eller ca. 1 meter.45 Renden gennem Løgstør grunde var en naturlig rende, og den skiftede både retning og dybde alt efter vindretning og strøm. Efter en storm kunne løbet have en helt ny retning, og dybderne kunne variere, så der kunne være vand nok til skibe, der stak 6-7 fod. Til andre tider var grundene ikke til at passere. Og alle forsøg på at grave en holdbar rende mislykkedes helt frem til begyndelsen af 1900-tallet. Når der kom offentlig opmærksomhed på lodsvirksomheden, var det fordi en storm natten mellem den 28. og 29. marts 1775 flyttede hele Løgstør grunde flere hundrede meter og pløjede en rende på 6 fods dybde. Det gav pludselig nye muligheder for sejlads over grundene, men sejladsen i renden krævede lodsvejledning. Den første blev trykt i ”Jydske Efterretninger” 22. september 1775. Heri hedder det, at man skal bruge det nordre løb: ”På den nordre hage i det nordre løb vesterfra er udlagt en søtønde, som er stor og kendelig, på 6 fod vand, denne søges i øster på compasset. 2) På det høje land sønden for Aggersunds høj, på Tholstrups marker, vil man blive var 2de landmærker ståendes. Det vestligste er et oprejst mærke med en firkantet tavle øverst på det, 3 alen i kvadrat, som er hvid kalket. Det østligste forestiller en pyramide, bred nede ved jorden, og løber op i en spids til toppen og er hvid kalket, der ovenpå er sat en tønde på sin ende med stagen tværs gennem begge bundene, som er tjæret, langs ned ad bakken hvor de 2de landmærker stå, er gravet en dal i direction med begge landmærkerne, hvilken rende i bakken præsenterer sig hvid af den i bakken kalkagtige grund. Disse 2de mærker stå en fornøden distance fra hinanden til straks at forestille, når man er ude af directionslinjen. Når søtønden holdes i øster, løber man ej nærmere end på 9 à 10 fod vand, hvorfra styres sønder over indtil de på land opsatte mærker er over et, i denne directionslinje kan sejles, indtil man har tønden tværs fra sig i norden, hvor man ej med daglig vande i denne kurs styring haves mindre end halvsyvende fod vand, som er den dybeste rende, og er med en jævn tiltagende dybde vester efter, uden at frygte for nogen 43 Rapport over besøg ved Hals Lodseri den 12. August 1962. Sign. G. Starup Hansen. FVR ureg. arkiv. 44 Dette afsnit baserer sig, hvor der ikke er anført specifikke kilder på interviews med fhv. lodsformand Frode Sønderstrup og fhv. lods Ole Svenstrup, Løgstør, august 2009 45 N.H. Lindhard, Løgstør Lodseri 1777-1977 s. 3-4 45

banker”.46 Allerede året efter, den 14. marts 1776, kunne amtmanden i Ålborg, v. Osten konstituere skipper Anders Fuur fra Løgstør som den første autoriserede lods med pligt til foruden lodsningen at vedligeholde sømærkerne. 20. august 1777 blev de godkendte lodstakster offentliggjort. Taksten var 4 skilling for både og skibe, som stak under 4 fod og 5 skilling for skibe med dybgang over 5 fod. Beløbet skal erlægges til lodserne, som til gengæld forpligtes til ”at anskaffe og vedligeholde de af hans kongelige majestæt hidtil bekostede og vedligeholdte sø- og landemærker på de bemeldte grunde… men endog i Aggersund og Klitgårds drag imellem Løgstør og Ålborg. Renden sandede langsomt til igen, kan man læse i en rejseberetning fra 1795. Det år rejste den senere biskop i Bergen, Jacob Neumann, fra Ålborg til Løgstør. Han giver følgende beskrivelse: ”Farten i Limfjorden har for de søfarende og handlende den ubekvemmelighed, at de ikke uden med fuldkommen god bør og roligt vejr kan komme Løgstør forbi. Fjorden kniber sig her ind til et smalt sund, og et sandrev, som årligen strækker sig videre og videre, og omsider vil endog tilstoppe den nuværende meget trange rende, gør løbet såre vanskeligt”47 I 1798 ønskede Admiralitetet, som lodseriet hørte under, en indberetning om sø- og landmærkerne øst og vest for Løgstør. Af svaret kan man læse, at der hvert forår blev udlagt en tønde ca. 3 kilometer vest for Løgstør, der blev taget ind igen om efteråret, inden der begyndte at komme is på fjorden. Der var desuden opstillet tre mærker langs nordsiden af sejlløbet, og endelig var der opsat et landmærke – en tønde på en 10 meter høj stage – på Løgstørs Vestermark. Indberetningen afsluttes med, at forholdene ved grundene let kan forandres af vind og strøm, og at mærkerne derfor må betragtes som midlertidige.48 Efter vedtagelsen i 1831 af den nye lodslov, som samlede alle de forskellige reglementer, der havde styret aktiviteterne, blev der udarbejdet lokale bestemmelser. Løgstør fik sit ”Interims specielt reglement” den 20. nov. 1838. Heri stod blandt andet, at der skulle være en lodsformand og to reservelodser, og at de skal anskaffe og vedligeholde de fornødne fartøjer. Derudover skal lodsformanden have kendskab til folk, der kan fungere som hjælpelodser, når lodserne er optaget, og der skal også kunne lodses til Agger kanal eller Ålborg og mellemliggende steder. Og de nødvendige sø- og landmærker skal anskaffes og vedligeholdes af lodserne.49 De gamle beretninger og dokumenter fra slutningen af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet er også interessante derved, at de bevidner den uforanderlighed, der både har været i naturforholdene med de vandrende grunde, og ikke mindst i lodsernes virke: De skal selvfølgelig lodse skibsfarten sikkert, de skal etablere og vedligeholde afmærkning - som i høj grad ligner den i dag, og de skal selv sørge for deres både og andre hjælpemidler. Til gengæld får de deres betaling fra de skibe, de lodsede. At lodseri skulle være økonomisk selvbærende, har været et grundprincip helt op til begyndelsen af det 21. århundrede.

46 47 48 49 46

Lindhard (1977) s. 5 Lindhard (1998) s. 12 Lindhard (2007) s. 9 Interims specielt Reglement for Løgstørs Lodseri 1838. Lodseriets arkiv på Limfjordsmuseet

På dette maleri har kunstneren Ingbert Jeppesen samlet alle de skibe, der I 1900 var hjemmehørende i Løgstør. I forgrunden lidt til højre for midten med den røde stribe i sejlet ses lodsbåden med lods og bådmand om bord. (Limfjordsmuseet)

Frederik VII’s kanal I 1861 åbnedes Frederik VII”s kanal, som førte skibstrafikken inden om Løgstør Grunde gennem den 4,4 km lange kanal, gravet i 1857 til 1861 i det faste land mellem Løgstør og Lendrup. Dermed var det slut med omladningen af gods til lægtere, for at skibene kunne passere de lavvandede grunde, og skibstrafikken blomstrede op. Det højeste antal passager nåedes i finansåret 1898-99, hvor 2.923 skibe sejlede gennem kanalen.50 Den 1. april 1862 blev der indført lodstvang i kanalen, og Thomas Møller Aistrup, som havde været lodsformand i Løgstør siden 1851, blev udnævnt til stedets første kanalfoged. Fremover var det den til enhver tid fungerende lodsformand, der beklædte denne stilling. Kanalfogeden var den øverste myndighed ved kanalen og refererede direkte til direktøren for Vandbygningsvæsenet. Han boede i den østlige del af kanalfogedboligen, der blev opført i 1863. Aistrup ansøgte marineministeriet om, at der blev ansat en ekstra reservelods, da en del skibe stadig foretrak at sejle direkte over grundene. Det lykkedes imidlertid ikke, og trods den øgede arbejdsbyrde efter kanalens åbning blev skibene ved Løgstør fortsat kun betjent af én fastlods og to reservelodser. Aistrup stoppede som kanalfoged i 1878, og indtil der blev fundet en afløser, virkede fastlods Frederik Langgård som konstitueret kanalfoged et års tid. Den 1. januar 1880 overtog David Davidsen stillingen som lodsformand og kanalfoged. Han beklædte stillingen indtil kanalen lukkede i 1913. I 1863 byggedes et par huse ved kanalens vestende i samme stil som kanalfogedboligen inde ved Løgstør. Dermed var det slut med at vente under åben himmel, når lodserne gjorde tjeneste i Lendrup.51 Ved den østre kanalhavn havde lodserne et udkigsstillads. Det blev repareret for 35 kr. i 1887. I 1902 byggedes et lodsvagthus ”under udkigsstativet på kanalbakken”, men byens udvikling tog mere og mere af udsigten. I 1929 lejede lodserne af kommunen en plads på molen mellem havnen og kanalen, og lodshuset blev flyttet til sin nuværende placering og anbragt på en 1½ m høj sokkel.52 50 51 52

Thomas Olesen, s. 63 Wohlfart (1995b) s. 6 og 18 Lindhard (1977) s. 16

På denne affotografering af et postkort fra omkring 1900 ses i Løgstør østre havn dampslæbebåden ’Delfinen’ og lodsbåden ’Hjælperen’. Oven for Hjælperens skorsten ses lodsstilladset. (Limfjordsmuseets fotoarkiv)

Et fattigmandslodseri Indtil 1975 var der tre lodser ved Løgstør lodseri. Da den ene af de tre blev pensioneret, fortsatte lodseriet med to lodser og to bådmænd indtil lodsstationen fra 1999 ikke længere var fast bemandet. Løgstør lodseri blev angiveligt først i 1970-erne anset som et springbræt – en mulighed for at komme ind i lodsvæsenet, for pengene i lodseriet var for små. Det var et ”fattigmandslodseri”, som levede af reguleringsfondens – det vil sige de andre lodsers – penge. Lodserne betegnede det selv som socialhjælp. Ideen med reguleringsfonden var god, men det blev skævt, fordi ikke alle var med fra starten. Den skulle have været gennemført tidligere. Ud over den officielle økonomi havde alle lodserierne ”cigarkasser”, det vil sige alternative økonomier, hvor en del af lodsernes uofficielle indtægter og rejsepenge blev lagt i. Lodserne delte så pengene i cigarkassen ved månedens slutning. Der var også mulighed for at skaffe sig indtægter ud over lodsningen og pasningen af vagerne. For eksempel drev lodserne i Ålborg trosseforretning. Det vil sige, at man klarede trossearbejde for ind- og udgående skibe. Bådmændene gjorde arbejdet – ofte ved hjælp af lodsbåden. Lodserne tog indtægten. Ikke helt efter bogen, for det var reguleringsfonden, der betalte båd og bådfolk. Det var ikke muligt i Løgstør, men en af lodserne havde dog i en periode en indbringende bibeskæftigelse ved at sælge sandorm til lystfiskerne, når han havde vagt på stationen.

Lodstaksterne ved Løgstør 1916. Af hensyn til de udenlandske skippere, som måtte forlange dokumentation, er den kongelige vedtagelse af taksterne dokumenteret på tysk og engelsk. (Løgstør lodseris arkiv, Limfjordsmuseet)

Det var et krav at bo tæt på lodsstationen – ellers fik man ikke jobbet. Konerne var automatisk med i driften. Man kunne simpelthen ikke drive lodseriet uden konerne, som ikke kunne have et job selv. 48

Det gjaldt frem til midt i 1970-erne. De passede telefonen, og da VHF-radio dukkede op, tog den ene Løgstør-lods’ kone VHF-kursus for at kunne betjene den nye radio. Til gengæld var de – også skattemæssigt – medhjælpende til langt op i 80-erne. De passede telefoner og talte med mæglere og skibe. Det var ellers bådfolkenes job. De holdt vagt på stationen, passede kontoret og tog bestillinger og koordinerede. Det kunne være et chok at komme fra det selvstændige job som skibsfører. Arbejds- og omgangsformen på lodsstationen var gammeldags, og man måtte bide i det sure æble. Der var i 1970 tre lodser på stationen, og lodsformanden havde hånds- og halsret ikke bare over lodserne, men også over hele deres familie. Efter tre måneder skrev en nyansat lods til lodsdirektøren og bad om forflyttelse, idet han og familien ikke trivedes med forholdene ved Løgstør lodseri. Svaret var høfligt, men bestemt, at han jo var ansat med tre års prøvetid. Når de var gået, kunne sagen måske diskuteres. I årene fra ca. 1960 til 1975 var der en forholdsvis hurtig udskiftning af lodser og lodsformænd. Fra lodseriet fyldte 200 år i 1977 til nedlæggelsen af den fast bemanding i 1999, var det dog de samme to lodser, der bemandede lodseriet.53

Lodsbåden og lodshuset, som I 1929 blev flyttet til sin nuværende plads på molen påLøgstør Havn.

Fast rytme Livet på lodsstationen gik i en fast rytme. Lodserne var altid på vagt i lodshuset om formiddagen. Man drak en kop kaffe og formiddagen gik så med regnskab og vedligehold. Både og materiel samt lodshuset tilhørte reguleringsfonden. Papirarbejdet på stationen var: • Styring af lodssedlerne – de papirer, lodsen havde med om bord og som blev underskrevet af lods og skibsfører. •

Udrede lodslister og sende regninger og rykkere

Lindhard (1977) s. 20

•

Overføre lodslister til lodsjournalen

•

Lønregnskaber for bådmænd og lodser inkl. Rejsepenge

•

Regnskab for indkøb

•

Månedlig afregning med reguleringsfonden

•

Budget til reguleringsfonden

Lodsformanden var økonomisk ansvarlig, men det var vagthavende, der lavede arbejdet. Arbejdet og lodseriets andel af lodspengene blev delt lige mellem lodserne Lodserne gik hjem til middag. Det var ikke nødvendigt at holde udkig, for lodserne vidste, hvad der var af skibe i fjorden og hvad der var på vej. Det vidste de fra de andre lodser eller fra mæglerne. Bådmændene holdt båd og lodsstation ved lige og satte en ære i at holde stationen hyggelig. Lodserne tog på stationen, når der var skib i vente. Det skete en times tid før for at afvente og modtage skibets kald. Vinteren var den travleste tid. Mange skibe tog lods på grund af vejrliget, selv om de ikke var lodspligtige. Det kunne give lange vagter. Lodsning af en tanker, der skulle losse i Struer og Skive kunne give en vagt på 24 eller 36 timer. Men indsatsen afgjorde indtjeningen, og Løgstør var et lille lodseri, så lodserne hang i. Var fjorden lukket på grund af is, afløste Løgstørlodserne i Skagen og lodsede derfra, eller de tog hyre på en isbryder. Ved hårde isvintre krævede sejlads i Løgstør bredning isbryder, fordi isen flyttede sig og lukkede den brudte rende. Sønden om Livø lå isen fast og renden holdt. Det var fiskerne på Fur sure over, for så måtte de hele vejen neden om Skive, hvis de ville ud på isfiskeri mellem Fur og Himmerlandskysten. Flaskehalsen ved Aggersund krævede permanent isbryder. Lodsen var om bord på isbryderen, som så åbnede renden for de skibe, der fulgte efter. Det var Statens Istjeneste, der bestemte, hvor isbryderne skulle arbejde.

Statsisbryderen Elbjørn i aktion på Limfjorden 1977. Bag isbryderen følger en række småskibe med lille maskinkraft.

Der var ofte grundstødninger med olieskibene fra Kalundborg, selvom mæglerne ringede og fik oplysninger om vandstanden i fjorden, og lastede derefter. Nogle gange faldt vandet imidlertid 50

inden de nåede frem, så måtte de omlade i en havn, før de gik videre ind i fjorden. Så stødte skibene på bunden, men der skete ingen skade, for sandet er blødt. Der var angiveligt aldrig udslip ved lodsningerne fra Løgstør. Løgstør Rende sandede til ved østlig vinde og i vinterstormene. For at få renden tilbage til sin dybde måtte man en gang på 24 timer flytte 100.000 m3 sand for at uddybe renden 1 m til de 4.10, der skal være dybden i renden. Strandede et skib i renden, forårsagede de ændrede strømforhold et nyt løb. Så måtte lodserne ud og pejle det nye løb. Det kunne tage et par måneder før der blev uddybet, i den tid sejlede man så i de nye sejlrender. I en periode var der installeret en gammel radar på lodsstationen. Det gav mulighed for, at lodserne i isvintre, hvor lodsbåden ikke kunne gå ud, kunne dirigere et skib via radaren.

Velkommen om bord Om forholdet mellem lodser og bådfolk siges spøgefuldt, at her gjaldt revselsesretten, men ved Løgstør lodseri var man som en stor familie. Man kom sammen privat, og børnene var legekammerater. Der var intet organiseret samkvem mellem lodserne på fjorden. Alle steder var de små konger – jo større lodseri, jo større konge. Man var medlemmer af Dansk Lodsforening, men også her stødte en af Løgstørs lodser, der i 1970-erne og 80-erne var medlem af Lodsforeningens bestyrelse, på lodsernes indgroede modvilje mod kollegialt samarbejde. Lodserne havde både uniform og uniformsgodtgørelse, men lodserne i Løgstør brugte kun uniformen, når der var flådebesøg eller når de lodsede kongeskibet Dannebrog. Lodsen blev så godt som altid vel modtaget i skibene. 95 pct. af gangene var lodsen velkommen. Nogle lodser lavede et lille register over de kaptajner, der sejlede regelmæssigt på fjorden med stikord til, hvad man kunne snakke med dem om, når man var ude at lodse deres fartøj. Skipperne havde respekt for lodsen, og nogle gjorde en dyd ud af at vise lodsen, at han var en æresgæst om bord. Efter en lodsning af coasteren Mars af Aalborg hørte Løgstørlodsen, at havnefogeden over radioen anviste skibet plads i industrihavnen, Østhavnen, hvor lodsen så kunne stige i land. ”Sådan bliver det ikke”, sagde skipperen ’Mars-Kristian’. ”Vi sætter lodsen af på ’Knasten’ (kongekajen) og sejler derefter ud og fortøjer i Østhavnen”.

Lods Christian Mehlsen i lodshuset i Løgstør

Om snyd med lodsninger Der var lodstvang i de gravede render fra Ålborg til Løgstør, hvis skibet stak mere end 3.10. Der var ikke så få, der prøvede at snyde på dybgangen. Men lodserne kendte dem. Sejlede skibe forbi uden lods, og var de nået til Løgstør kaldte lodserne dem på radioen, og hvis de erkendte, sendte lodseriet bare en regning. Det kunne også være småskibene i området, der prajede lodserne, hvis de fik mistanke til skibe, der sejlede uden lods. Det gjorde de for at hjælpe lodserne, som de havde et godt forhold til. En enkelt gang ringede lodserne til Aggersundbroen og bad dem holde broen lukket, da et skib, som havde snydt for lodsning ville passere. Men det gav klager og så megen ballade, at det prøvede lodserne ikke igen. Lodserne sejlede somme tider ud og prajede dem, der ville smutte forbi som ’gratister’. Det gjorde en del kaptajner på russiske skibe, for de fik en bonus, hvis de undlod lods og trossemænd. De russiske kaptajner kunne førhen også føle sig pressede, fordi der før Sovjetunionens sammenbrud altid var en kommissær med ombord. Hans opgave var at overvåge, at der ikke var samkvem mellem besætningen og folk i land, og at skibet blev drevet så billigt som muligt. Det var kommissæren, ikke kaptajnen, der bestemte. De sproglige problemer var i øvrigt betragtelige, når man lodsede skibe fra Østblokken. Meget får kaptajner talte andet end russisk.

Skarpt opdelte distrikter Lodsdistrikterne var skarpt opdelt. På Limfjorden var de: Hals -> Ålborg havn Ålborg -> Løgstør by Løgstør by -> Oddesund før broen Oddesund -> Thyborøn 52

Førhen var der også lodserier i Nibe, Thisted og Nykøbing Mors. Fra vest mod øst måtte Thyborønlodserne lodse til Løgstør og Løgstørlodserne til Ålborg. Løgstørlodserne medgiver selv, at de mange lodsdistrikter ikke var betinget i hensynet til sikker sejlads, alene af den grund, at de lovligt måtte lodse ind over andre lodsdistrikters område, når der lodsedes østpå. Det var heller ikke rationelt for skibene at skulle skifte lods, når skibet fra Ålborg nåede Løgstør. Så gik Ålborg-lodsen i land, og Løgstørlodsen tog over og mange gange lodsedes der så kun tre de sømil ud til lystønden ved enden af renden. På samme måde var det uhensigtsmæssigt, at Løgstørlodserne kunne lodse vestpå helt til Thyborøn lystønde. Så overtog Thyborønlodserne den sidste korte strækning ud i Nordsøen. Grunden til opdelingen var angiveligt ren kassetænkning og forsvar af lokale økonomiske interesser. Skipperne klagede over alle disse fordyrende og besværlige lodsskift, men uden held. Myndighederne erkendte problemet, og i 1898 blev i Rigsdagen fremsat forslag om, at lodsen skal følge med skibet helt til dets destination. Forslaget blev anbefalet af Marineministeriet, under hvem lodseriet sorterede, men der ses ikke at være kommet noget ud af forslaget.54 Hvis lodserne brød reglerne og lodsede i andre lodsers område, tilfaldt lodspengene det forurettede lodseri. Lodserne var ikke særligt kollegiale i forholdet til de andre lodserier. Hvis det var mørke eller isvinter, og Ålborg-lodserne ikke ville ind i fjorden, så sendte de skibet rundt Skagen. Løgstør lodseri mistede så en lodsning. Turen tilbage efter en lodsning foregik med taxa eller bus. Det gav en stor mængde rejse- og ventetid. Transporten var ligesom ventetid inkluderet i den betaling, skibet måtte erlægge for lodsningen.

Lodsinspektøren var utrættelig i sine instrukser til lodserierne. Her et påbud på Statstelegram fra 1907 om flagning fra lodsstationens flagstang. Løgstørlodsernes arkiv bugner af sådanne instruktioner. (Løgstør lodseris arkiv, Limfjordsmuseet)

Under særlige forhold kunne man lodse flere skibe på én gang. For eksempel ved is eller ved 54 Lindhard (1977), s. 12

flådebesøg. Men også når fiskerne vestfra kom tilbage efter torskefiskeriet ved Bornholm. Lodsen gik ombord i det første skib, og op til fem fiskerbåde kunne så følge i kølvandet og blev lodset via radio. Fiskerne havde ikke lodstvang, men førhen, i 1980-erne, hvor det var gode tider for fiskeriet, tog de lods, fordi de ikke kendte farvandet og gerne ville sikre sig. Lodserne har også lodset op til 30 store stålkuttere igennem fjorden engang hvor de ville til København for at demonstrere mod fiskekvoterne. Der var fuld lodstakst for det første skib i konvojen og halv lodstakst for de skibe, der på denne måde var ”på slæb”. Der lodsedes ikke i mørke, så der var flest skibe om morgenen, fordi de havde ligget for anker eller i havn og afventet daggryet. Brovagterne, der også er navigatører, fungerede i øvrigt som hjælpelodser ved lodseriet i travle perioder. Lodserne i Løgstør passede afmærkningen med tilskud fra Fyr- og Vagervæsenet, senere Farvandsvæsenet. Lodserne bestemte førhen selv, hvor afmærkningen skulle stå, og så blev den efterfølgende sat i søkortene. Tidligere brugtes ”lodsprikker” – trætønder med stage og en riskost som top, som byens bødker lavede til lodserne, derefter vagere. Lodserne noterede landkendinger ’landmærker’ til alle sømærkerne i små notesbøger. Kendingerne blev brugt til at sætte mærkerne efter. Det kunne være kirker, skove, gårde og lignende. Bøgerne tjente to formål: De blev brugt til at placere afmærkningen efter, og man kunne sejle og lodse på fjorden efter dem, selv om afmærkningen var taget ind ved isvinter, helt manglede eller var mangelfuld.

Pligten til at vedligeholde farvandsafmærkningen lå hos de lokale lodser, som havde en væsentlig biindtægt ved at løse denne opgave for vagervæsenet. Her Løgstørlodsen P. Lunds udaterede notater med alle pejlingerne til placering af mærkerne uden for Frederik VII’s kanal. (Løgstør lodseris arkiv, Limfjordsmuseet)

For at sætte mærkerne var det nødvendigt at kende misvisningen – deviationen – på kompasset i fartøjet. Lodsernes pasning af vagerne blev ikke inspiceret af Fyr- og Vagervæsenet før efter 1979, hvor 54

Danmark tilsluttede sig det internationale IALA-system, hvor vagerne skulle stå på præcist fastlagte positioner. Det blev kontrolleret, når der var opmåling. Lodserne i Løgstør passede afmærkningen frem til ca. 1979. Det var helt op til 110 vagere. Herefter overtog Farvandsvæsenet opgaven. Lystønden blev passet af FRV ligesom ledefyrene ved renderne inde på land. Ledefyrene har stået siden 1861.

De mange vagere i Løgstør rende blev hvert år af lodserne taget ind for vinteren, klargjort og udlagt igen. Her er vagerne fotograferet i foråret 1970. (Limfjordsmuseets fotoarkiv)

Det var meget hårdt fysisk arbejde, som udførtes af både lodser og bådmænd – man hjalp hinanden. Lodsen sejlede og navigerede, bådfolkene udførte arbejdet på dækket. Alle vagerne skulle tages ud af vandet, tages på land og gøres i stand. Lodseriet brugte en gammel lodsbåd, ’Lodsen’, som arbejdsbåd. Limfjordsmuseet har i 2009 har fået båden som gave. ’Lodsen’ havde ingen kran, så tønderne og vagerne blev taget op med håndkraft. Senere lejede lodseriet båden ’Hals Barre’ af Farvandsvæsenet, tog masten af og satte en kran på. Det var en stor lettelse. Økonomisk løb arbejdet med vagerne rundt for lodserne. Når de var færdige med forårets store eftersyn af vagerne, gik lodser og bådmænd på Hotel du Nord i Løgstør og fik flæskepandekage.

Kilder I Farvandsvæsenets uregistrerede arkiv i Overgaden oven Vandet 62 befinder sig Lodsrådets forhandlingsprotokoller 1955 til 1974. Disse protokoller, som også indeholder referater af møderne i Lodsrådets formandskab og i Lodspensionskassens bestyrelse, kan man næsten måned for måned følge de problemstillinger, der skulle behandles og afgøres i forholdet mellem lodser, søfartsbranchen og myndighederne. Disse protokoller har været en vigtig kilde til det generelle afsnit om lodsvæsen som fri, reguleret næring. Rigsrevisors beretning om lodsvæsenet (lodserierne og Lodsreguleringsfonden) København 2001 Tillæg til Lodsrådets beretning 1966 mrk. ”Kun til internt brug”. Lodsrådets forhandlingsprotokoller 1955 – 1974. Ureg. Lodsrådets formandskabs forhandlingsprotokoller 1955 – 1969. Ureg. Konkurrencestyrelsen 2003-11-26: Undersøgelse af lodserhvervet – konkurrence- og effektivitetsvilkår. www.danpilot.dk www.frv.dk Fyrvæsenets arkiv i Farvandsvæsenet. Ringbind med vagerkontakter og opsagte kontrakter. Ureg. Rapport over besøg ved Hals Lodseri den 12. August 1962. Sig. G. Starup Hansen. FRV uregistrerede arkiv Interims specielt Reglement for Løgstørs Lodseri 1838. Lodseriets arkiv på Limfjordsmuseet Eske Wohlfart: Frederik den VII’s Kanal – kulturhistorisk rapport, upubliceret rapport i Limfjordsmuseets bibliotek.

Trykte kilder Lodslov 201 af 11. juli 1954. Lodsreguleringsfonden er §42. Lodslov af 9. juni 2006 med ikrafttræden 1. december s.å. Dansk Lodstidende nr. 2, februar 1955 (50-års jubilæumsnummer) Søfartens ledere, nr. 9, 2008 Thomas Olesen, Løgstør Grunde, Frederik den VII’s Kanal og Løgstør Rende, Limfjordsmuseernes Samvirke, 2009

Litteratur N.H. Lindhard: Løgstør Lodseri, 1977 Benny Christensen: Lodserhvervets udvikling i Danmark. I Maritim Kontakt 11, 1987 Det danske Lodsvæsens Historie, København 1931. Udg. af J.A. Hansen, formand i Danske Lodsforening Hals Lodseri gennem 250 år. Red. H. Boy Jacobsen og Henrik Gjøde, 1985

Interviews Alle interviews findes på Limfjordsmuseet, Løgstør. 56

Lods, områdechef Thomas Røvik Egetoft, Danpilot, Hals, 18. august 2009 Fhv. lodsformand Ernst Jensen, Hals, 18. august 2009 Bådmændene Uffe Jørgensen og Jesper Kristensen, Hals, 18. august 2009 Fhv. lods og broassistent Ole Svenstrup, Løgstør, 7. august 2009 Fhv. lodsformand Frode Sønderstrup, Løgstør, 26. august 2009 Skibsmægler Jacob Hansen, Skive Shipping, Skive, 25. august 2009 Brofoged Martin Johansen, Aggersund, 25. august 2009

Feltarbejde Afhentning af Lods på udgående skib ved Hals Barre, 18. august 2009 Lodsning af bunkerskib fra Ålborg Østhavn til Hals Barre, 18. august 2009 Sejlads i Løgstør rende og øst for Aggersundbroen med Farvandsvæsenets vagerskib, Poul Løwenørn, 23. august 2009 Afhentning af Lods på indgående skib med lodsbåden fra Løgstør 14. oktober 2009

Thyborøn lodseri Regler og praksis omkring lodsning i den vestlige Limfjord. Mette Lund Andersen, Lemvig Museum

Redningskrans fra Thyborøn Lodsbåd. Foto: Mette Lund Andersen Formålet med denne undersøgelse er at skabe indsigt i den lovgivningsmæssige regulering af Limfjorden, som administreres og udøves af Limfjordens lodser. Fokus for undersøgelsen er dermed lovgivningen omkring lodseri samt lodsernes konkrete praksis på den vestlige Limfjord. Limfjorden er et vanskeligt farvand at besejle med sine mange smalle sejlløb og flade grunde. For at lette den sejlende trafik har det derfor gennem tiden været nødvendigt at afmærke sejlløb med vager og fyr, ligesom det har været lovpligtigt for større skibe at medtage lods ved færdsel gennem fjorden. Lodsvæsenet stiller stedkendte navigatører til rådighed for skibsfarten ved gennemsejling af Limfjorden fra Hals til Thyborøn og retur. Herved søges sejladssikkerheden og dermed sikkerheden for miljøet tilgodeset, idet skibe med miljøfarlig last har lodspligt i fjorden. I 16- og 1700tallet blev lodseriet på Limfjorden og i resten af Danmark drevet af private med godt kendskab til lokale farvande. Først i 1831 blev det Kgl. Danske Lodsvæsen oprettet ved kongelig forordning. Lodsvæsenet har gennem tiden undergået forandringer, som har påvirket de enkelte lodserier og administrationen af dem. Blandt andet har der siden 1941, hvor Lodsvæsenet bestod af 63 lodserier, været gennemført flere sammenlægninger med den konsekvens, at Lodsvæsenet i dag kun består af 3 lodserier. Heraf opererer det ene, Danish Pilotage Service, på Limfjorden. Lodseriet på Limfjorden har fra gammel tid været fordelt mellem en række selvstændige lodserier. Fra midten af 1900-tallet faldt antallet af fragtskibe i Limfjorden drastisk pga. omlægning til landtransport og dermed 59

faldt også behovet for lodser. Flere lodsstationer blev derfor efterhånden nedlagt eller sammenlagt med andre lodserier. I dag er det således kun i Hals, at der er en døgnbemandet lodsstation. Lodsstationerne i Thyborøn og Løgstør er dog stadig i brug, ligesom der fortsat findes en lodsbåd ved Oddesund. Denne del af undersøgelsen beskæftiger sig med lodsernes nutidige ageren på den vestlige Limfjord.

Lodsbåden ved Oddesund i færd med at tage lodsen af skibet. Foto: Ib Bj. Sørensen / Struer Museum Lodsning med Selvaagsund Struer Havn en tirsdag i juli. Ved kajen ligger coasteren Selvaagsund, lastet med fiskemel og klar til at sejle til Norge. Skibet er 88 meter langt og skal derfor tage lods ombord gennem Oddesund. Den russiske kaptajn har dog bestemt sig for at tage lods hele vejen fra Struer og ud forbi Thyborøn. Det er et stort skib i et farvand som Limfjorden, hvor sejlrenderne er smalle og vandet ikke ret dybt, så det kan nemt gå galt, hvis man ikke kender farvandet og er meget opmærksom på vind og strømforhold. Det er ellers dyrt at tage lods, så skibenes reddere forsøger ofte at overtale kaptajnen til selv at sejle skibet, men kaptajnen på Selvaagsund har altså alligevel bestilt lods. Kaptajnen står på kajen sammen med lods Christian Meelsen, som skal sejle med på turen. Meelsen er én af de 9 lodser, som arbejder på Limfjorden og én af de 4, som er tilknyttet fjordens vestlige del med udgangspunkt i Thyborøn. Han og kaptajnen taler lidt om skibet og lasten og går derefter ombord på skibet. Det er et godt skib. Det er forholdsvist nyt og velholdt, og det har godt udstyr til navigation, bl.a. en moderne computer med GPS, som lodsens egen computer kan kobles op på. Det er ikke altid, at forholdene er lige gode, når lodsen går ombord på et skib. Havnens folk tager trosserne, og så er skibet klar til afgang. På broen spørger lodsen, om kaptajnen vil styre, eller om han selv skal gøre det. Kaptajnen gør tegn til at lade lodsen tage roret og tager sig selv af at styre motoren. Sammen får de det store skib drejet rundt og ud af havnen og sætter kursen mod nord op gennem Struer Bugt. Det passer Christian Meelsen godt selv at få lov at styre skibet. Når 60

han går ombord, er det ham, som har kommandoen og giver ordrer til besætningen. Det er dog stadig skibets kaptajn, som er den øverste myndighed, og nogle kaptajner er ikke så tilbøjelige til at afgive kommandoen til lodsen. Selvaagsunds kaptajn er den føjelige type, som læner sig tilbage og slapper af og stoler på, at lodsen styrer skibet sikkert igennem fjorden. De to taler venligt sammen undervejs: på vej op mod Venøsund siger lodsen “Captain, I think we should continue half ahead, it is still low water”. Og kaptajnen gentager og udfører kommandoen “half ahead”.

Lods Christian Meelsen (tv.) og skibets kaptajn ombord på Selvaagsund, 21.7.2009. Foto: Mette Lund Andersen. CM og kaptajnen småsnakker undervejs. De taler om skibet og om, hvornår kaptajnen skal på ferie. Samtalen mellem kaptajn og lods er et vigtigt sideprodukt af en lodsning. For kaptajnen kan det være rart at få lods ombord indimellem, så han har en ligesindet, han kan tale med. Han er jo i det daglige ret alene i forhold til besætningen. Lodsen har også et socialt udbytte af at snakke med kaptajnen, for jobbet som lods kan ligeledes være en ret ensom post, da han arbejder alene og kun sjældent ser sine kolleger. Nogle skibe kommer så ofte i fjorden, at lodserne og mandskabet har lært hinanden godt at kende. Det er ekstra hyggeligt for lodsen at komme ombord, når han er ven med mandskabet. Så kommer hele besætningen op på broen for at hilse på og holde snak, når lodsen går ombord. På hele turen gennem fjorden står Christian Meelsen ved rattet. Ved Oddesundbroen kalder han op og aftaler med brovagten, hvornår skibet kan komme igennem i forhold til togtrafikken på broen. Brovagterne og lodserne kender hinanden godt, de er en slags nære kolleger, og brovagterne kan kende lodserne på stemmen og høre, at skibet er i gode hænder, så broen kan lukkes op. Det er vigtigt for 61

lodsen at holde sig gode venner med brovagten, hvis velvillighed har stor betydning for, at han kan udføre sit arbejde som lods. Hvis ikke broen lukker op til tiden, kan han nemlig risikere at komme til at ligge og drive med skibet i den stærke strøm ved Oddesund, og det kan hurtigt blive farligt med så store skibe. Turen til Thyborøn i dag er en af de nemmere. Der er smukt vejr med sol og ikke alt for meget strøm. Kun en kraftig vind fra vest gør turen en smule uforudsigelig. Lodsen har taget turen mange gange før, men alligevel bliver det aldrig ren rutine. Vest for Oddesund kan han sætte autopiloten til og slappe lidt af, inden skibet skal op igennem Sælhundeholm Løb, som af lodser betragtes som den vanskeligste strækning i Limfjorden, fordi sejlrenden her er så smal og strømmen flytter meget rundt med sandbankerne. Her skal lodsen virkelig koncentrere sig for ikke at sejle på grund. Denne dag går det glat for Christian Meelsen, der nemt manøvrerer skibet gennem løbet og videre ud gennem Thyborøn Kanal. Herfra skal skibet fortsætte på egen hånd videre til Norge. Christian Meelsen bliver samlet op af lodsbåden, som sejler op på siden af Selvaagsund, og tager lodsen af. Christian Meelsen kan nu slappe af oven på veloverstået arbejde, imens bådmand Jørgen Østergaard sejler ham i land og kører ham tilbage til udgangspunktet i Struer Havn, hvor turen startede og han har sin bil stående. Herfra kører lodsen hjem til Nykøbing, hvor han kan gå og vente på, at der igen er bud efter hans assistance. Lovgivningen Lodspligten for skibsfarten i den vestlige Limfjord er tæt forbundet med passage af Oddesundbroen. Skibe med en bruttoregistertonnage over 200, samt skibe, der er længere end 35 meter er pligtige til at tage lods ombord gennem Oddesund. Det er broens ejer BaneDanmark, som stiller krav om lodspligt for at undgå kollisioner med skader på broen til følge og risiko for den kørende trafik. Desuden har tankskibe med en last på over 1.500 TDW (ton dødvægt) som sejler med last eller med urensede tanke lodspligt på hele Limfjorden. I den østlige del af fjorden fra Løgstør Grunde er der lodspligt for skibe med en dybgang større end 3,10 meter, ligesom skibe længere end 80 meter er lodspligtige gennem broerne ved Aalborg. Øvrige skibe kan frit sejle igennem fjorden uden brug af lods.

Skibet Selvaagsund går igennem Oddesundbroen. 21.7.2009. Foto: Mette Lund Andersen 62

Alligevel vælger en del skibsførere at tage lods gennem Limfjorden, fordi det er et farvand med små vanddybder og smalle sejlrender, hvor selv en erfaren sømand nemt kan komme til at gå på grund. Spørger man en lods, hvad der er de vanskeligste strækninger i Limfjorden får man følgende svar: Det er nok Sælhundeholm Løb, og det kan også være ind til Thyborøn ude fra havet, hvis det er meget dårligt vejr og strøm og store dønninger. Jeg har det stadig sådan, at det er ikke bare noget, man gør på rygraden. Det ligger derinde, men man spekulerer hele tiden på det, man er på, og man skal også have skibet igennem Oddesundbroen. Ham der ligger her i Struer i dag – det er et rimelig stort skib 106 meter lang og 16 meter bred. Og strømmen er på tværs, og der er noget vind i dag. Kaffen smager bedre, når du er kommet igennem, sådan plejer jeg at sige. (Lods Per Vilsen, interview 4.9.2009) Når mange skibe vælger at tage lods ombord på disse strækninger, bliver de betjent af firmaet Danpilots lodser, som opererer på den vestlige del af fjorden mellem Thyborøn og Løgstør og med base i Thyborøn.

På vej mod Thyborøn, forude venter det snævre Sælhundeholm Løb. Foto: Mette Lund Andersen. Thyborøn lodseri – en kort historik. Thyborøn Lodseris historie går tilbage til gennembruddet af Agger Tange ved stormfloden i 1825. I løbet af 1830’erne blev det muligt for skibstrafikken at sejle ud og ind ad fjorden via Agger Kanal. Senere sandede kanalen til, men i 1862 gjorde et nyt gennembrud ved Thyborøn igen passagen mulig. Det er uklart, hvornår de første lodser præcis begyndte at operere på Agger Kanal, men den 1. januar 1839 trådte et kongeligt forordnet reglement for lodseriet ved Agger Kanal i kraft. Lodseriet i Agger var altså en del af Det Kongelige Danske Lodsvæsen, som blev oprettet ved lov i 1831.Af reglementet 63

fremgår det, at der ved lodseriet skulle være en lodsformand og 4 reservelodser, og at 2 af lodserne skulle være bosiddende i Thyborøn, resten i Agger. Lodserne havde til huse i det ”for kongelig regning opførte lodshus” på nordsiden af kanalen. Udover at holde udkig og lodse skibe ind og ud af kanalen, havde de første lodser til opgave at holde øje med forandringer i kanalens besejlingsforhold og vandstand samt at vedligeholde sømærker og vagere og sørge for at de markerede sejlrenden.

Lodshuset på Agger Tange 2. juni 1900. Foto: Lemvig Museum Efter at kanalen i 1862 flyttede længere mod syd, kom lodsstationen i Agger imidlertid til at ligge lidt afsides. I 1916 opførtes Thyborøn Havn, som var et naturligt udgangspunkt for lodsbåden og lodseriet, og i 1917 opførte man et nyt lodshus i Bredgade i Thyborøn , og lodserne fra Agger flyttede over på den anden side af kanalen. Thyborøn lodseri eksisterede gennem 1900tallet som et selvstændigt lodseri under det danske lodsvæsen. I 1973 blev lodsvæsnet en del af det nye Farvandsvæsen sammen med Fyr- og Vagervæsenet. Denne omlægning fik dog ikke de store praktiske konsekvenser for Thyborøn lodseri. Den store omvæltning skete først i 1994, hvor lodseriet i Thyborøn blev lagt ind under lodsstationen i Hals. Med en ny lovgivning i 2007 blev lodserierne på Limfjorden samlet i firmaet Danpilot. Firmaet er en selvstændig enhed under Farvandsvæsnet og varetager den statslige lodsvirksomhed i danske farvande. Danpilot er den største danske lodsudbyder, men med den nye lov i 2007 blev det muligt for private at oprette lodsvirksomheder, hvorfor der findes et par andre mindre virksomheder. Disse opererer dog kun i mere rentable farvande som Storebælt, Kattegat mm., og Danpilot er den eneste udbyder af lodser på Limfjorden.

Reglement for lodseriet ved Agger Kanal. Harboøre Lokalarkiv: Agger/Thyborøn Kanals Lodseri. 1981-45 Lodshuset fra 1917 er fortsat i brug 64

Akvarel af Rasmus Henrik Kruse fra 1849, som viser skibene i Agger Kanal. Længst til højre ses lodsstationens flagstang. De 3 sorte plader signalerer, at vanddybden i kanalen er 6 fod på det mest lavvandede sted. Organisation og personale – før og nu Limfjordslodseriet er altså samlet under lodsstationen i Hals. Men lodseriet på Limfjorden er fortsat delt i en østlig del med base på lodsstationen i Hals og en vestlig del, som egentlig hører hjemme i lodshuset i Thyborøn, men som i lige så høj grad opererer hjemme fra de enkelte tilknyttede lodser og bådmænd. Dvs. at der ikke længere er nogen fast bemanding af lodshuset. Tidligere kom lodserne i lodshuset for at lave kontorarbejde, lodsformanden havde sit kontor der, og bådmanden havde sin faste plads i tårnet, hvor han holdt udkig med skibe, som ville tage lods ombord. Førhen boede alle lodser og bådmænd i Thyborøn, fordi det var påkrævet, at man kunne møde ved lodsbåden i løbet af 15 minutter efter, at man var blevet ”purret ud”. I dag bruges lodshuset i Thyborøn kun som opholdsrum for lodserne, når de har ventetid mellem to lodsninger fra Thyborøn, og lodserne overnatter en gang i mellem i vagtværelserne i lodshuset, hvis de har en lodsning tidligt om morgenen. Det meste af tiden står lodshuset dog ubenyttet hen. Udkigsfunktionen i tårnet bliver aldrig brugt, den er nu fuldstændig erstattet af elektronisk kommunikation via internet og telefon mellem skibet, mægleren, lodsstationen i Hals, bådmand samt lods. Der er tilknyttet 4 lodser og 2 bådmænd til Limfjorden Vest – som er den nye betegnelse for det gamle Thyborøn Lodseri. I dag er det kun den ene bådmand, som er fastboende i Thyborøn. Den anden bådmand kommer fra Fredericia og bor i lodshuset i den uge, han har vagt, mens lodserne bor andre steder i det vestlige Limfjordsområde: i Struer, Nykøbing, Thisted og Frøstrup i Thy. At bo i Thyborøn er ikke længere nødvendigt for lodserne. I dag bestiller de allerfleste skibe lods minimum 12 timer i forvejen, hvilket giver en helt anden fleksibilitet for lodserne og mulighed for at tilrettelægge arbejdet. Da en stor del af lodsningerne desuden foregår andre steder i fjorden end ved Thyborøn, kan det faktisk være en fordel at bo lidt længere inde i fjorden, da man har en kortere udrykningsradius. Endelig bliver lodserne på skift sendt ud at lodse i Kattegat, når der ikke er opgaver nok i fjorden, og her er det også en fordel at bo længere mod øst. 65

Udsigt mod vest fra Lodshuset i Thyborøn. Foto: Mette Lund Andersen For bådmanden er det derimod fortsat en stor fordel at bo i Thyborøn, hvor han er tæt på lodsbåden og hurtigt kan komme på vandet. Ikke desto mindre foregår hovedparten af lodsningerne i øjeblikket ved Oddesund, hvorfor bådmændene har en del biltransport mellem Thyborøn og Oddesund.

Lodsens arbejde En lods skal under lodsning iagttage de internationale søvejsregler og særlige regler for sejlads m.m. i visse danske farvande. Den pågældende skal desuden rådgive føreren af et lodset skib eller dennes stedfortræder i overensstemmelse med godt sømandskab og ud fra den erfaring og indsigt, som en lods skal være i besiddelse af. (Bekendtgørelse nr. 472, 25/5 2007, § 15 om anvendelse af lods) Lodsens arbejde består i at styre de skibe, der beder om lodsens assistance, sikkert gennem fjorden. Når en lods går ombord på et skib overtager han styringen af skibet – oftest ved selv at stå ved rattet, men af og til også ved at give kommandoer til skibets kaptajn eller styrmand. På turen manøvrerer lodsen skibet, sørger for at holde det sikkert i sejlrenden, sejler det evt. til havn og tager undervejs kontakt til de personer i land, som er relevante for turen: Brovagten, havnen, mægleren mv. At tage lods ombord giver ikke kaptajnen garanti for sikker sejlads, men det øger sejladssikkerheden og nedsætter på den måde den personlige risiko og usikkerhed for kaptajnen ved at sejle i besværligt farvand. Da lodsning er dyrt, tager de fleste lodspligtige skibe dog udelukkende lods ombord for at overholde lovgivningen til søs, og ikke af hensyn til skibets egen sikkerhed. Når lodsen er ombord, er det fortsat skibets kaptajn, som har det egentlige ansvar for skibet, hvis noget skulle gå galt. De fleste skippere har det imidlertid sådan, at de stoler fuldt og fast på lodsens kunnen og dømmekraft og lader ham overtage skibet, mens han er ombord. Denne tillid virker både 66

motiverende, forpligtende og en smule skræmmende for lodserne. Det gælder om for lodsen at opretholde denne tillid, for at bevare stoltheden og privilegiet i faget. Samtidig har alle lodser prøvet at stå i en situation, som de ikke helt har haft magt over, og hvor de alligevel har foregivet at have kontrol. Skipperen stoler fuldt og fast på det, du gør. Jeg kan ikke huske, at der nogensinde er blevet draget tvivl om mine dispositioner ombord. Så det drejer sig om at virke stille og rolig og lade som om, at sådan er det altid (også hvis noget er unormalt). De skulle lige vide, at det kører op og ned mange gange! (Lods Per Vilsen, interview 4.9.2009) I land har lodserne ikke ret mange opgaver udover at holde sig klar til at tage på vandet med få timers varsel. Af og til kan det dog ske, at de bliver kontaktet af skibsmæglere i fjorden, som vil have oplysninger om aktuelle vanddybder, så de kan vide hvor tungt skibene må lastes, hvis de skal kunne sejle i fjorden. Denne rådgivningsfunktion er via lodsloven en del af lodsernes job.

Lods Palle Kjær ombord på Eurotrans, 16.9.2009. Foto: Mette Lund Andersen Lodserne i den vestlige Limfjord har døgnvagt i cirka en uge ad gangen og herefter en uge fri. Der er 4 lodser til tørnen, dvs. at der altid er 2 lodser på vagt. Da der for tiden ikke er så mange lodsninger i den vestlige Limfjord, bliver den ene af de vagthavende lodser ofte udsendt til opgaver i ”farvandet”, dvs. strækningerne mellem Skagen og Grenå eller Skagen og Øresund. Lodsningerne i Kattegat betragtes af lodserne som lidt af en ferie, da det arbejdet er meget nemmere og forholdene ombord ofte mere luksuriøse end i Limfjorden: 67

Vi betragter det lidt som en afslapningstur. Det er meget nemmere, og du får en god behandling ombord. Det gør du nu også inde på fjorden, men skibene derude er meget større, så kokken kommer med menukort og spørger, hvad du kunne tænke dig. Det er en ren ferie? Ja det er en ren ferie. I går kørte jeg ned til lodsstationen i Grenå og sov en hel nat dernede, det er i eget kammer med fjernsyn, og man kan også køre til Skagen og få en hel nats søvn der på samme vilkår. (Lods Per Vilsen, interview 4.9.2009) En af de andre lodser betegner lodsningerne i Kattegat som ”lidt af et weekendophold”, da det er en afslappende strækning i modsætning til Limfjorden, hvor man altid er ”tæt på noget” – dvs. grunde, kyst mv. Han undrer sig over, at skibene overhovedet har lodspligt på den strækning. Det er ren afslapning, siger han. (Lods Christian Meelsen, interview 21.7.2009) Uddannelse §11. Lodsning må kun foretages af personer, der er i besiddelse af et gyldigt lodscertifikat, der er udstedt af Lodstilsynet. Stk. 2. Lodsning må kun foretages i det omfang, som lodscertifikatet dækker. Stk. 3. Det er forbudt at betegne sig som lods, medmindre man er i besiddelse af gyldigt lodscertifikat. § 12. Lodstilsynet meddeler efter ansøgning lodscertifikat, hvis ansøgeren 1) er uddannet på et niveau, så ansøgeren må føre skibe uanset disses størrelse, 2) har flerårig erfaring som skibsfører eller overstyrmand fra relevant sejlads, 3) er helbredsmæssigt egnet, 4) har særlig indsigt og erfaring i lodsningsområdet, 5) har gennemført såvel teoretisk uddannelse som sidemandsoplæring, 6) har gennemført uddannelse i lodsning ved særlige manøvrer, 7) har bestået en fastsat egnethedsprøve, 8) er tilknyttet et lodseri og 9) er uden betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover. (Lov nr. 567 af 09.06.2006 (Lodsloven) §11 og §12.) For at blive lods skal man have et solidt kendskab til søfart og navigation. Lodserne på den vestlige Limfjord har alle en baggrund som styrmænd eller kaptajner og har sejlet både på langfart og indenrigstrafik i mange år, inden de kom ind til lodseriet. Det er nødvendigt for en lods at have en baggrund som mindst styrmand, når han skal gå ombord på de mange forskellige skibe, som hver dag kommer i fjorden og i løbet af meget kort tid danne sig et overblik over skibets tekniske udstyr og øvrige beskaffenhed. Endnu vigtigere er det dog, at lodsen besidder en naturlig autoritet, når han går ombord. Lodsen skal i sin adfærd signalere, at han har fod på situationen, og at han tager lederrollen på sig i forhold til at styre skibet sikkert til dets bestemmelsessted. I denne rolle ligger også en ligesindethed med skibets kaptajn. Det er nødvendigt, at lodsen er på omgangshøjde med kaptajnerne 68

– både at han har den praktiske kunnen, og at han kender situationen ombord og kan sætte sig ind i kaptajnens/styrmandens rolle og måde at tænke og agere på til søs. Når du går ombord som lods, skal du gerne kunne måle dig med kaptajnen. Og hvis du ikke har en langfartsbaggrund, så har du heller ikke øje for hans problemer og hans måde at se tingene på. En ting er at sejle skibet, men en anden ting er, at du forstår, hvad der foregår med ham, der nu går derude og spuler skibet for eksempel. Mange kaptajner går alene med fx ene hollændere ombord, og lodsen er den eneste de har at snakke med. Når jeg kommer ombord er vi pludselig ligestillede. Og dvs. at så er det også rart, at kunne snakke om hans arbejde. (Lods Christian Meelsen, interview 21.7.2009) Men at være lods er også et ensomt job, hvilket mange lodser da også angiver som den største ulempe ved jobbet. Lodsen arbejder alene, går alene ombord på skibet, udfører sit arbejde alene og træffer ofte vanskelige beslutninger alene. Og samtidig skal lodsen altid overfor sine ”kunder” – skibets kaptajn og besætning – give udtryk for altid at være situationens herre. Lodserne ser stort set aldrig hinanden i forbindelse med arbejdet, og får derfor heller ikke naturligt den kollegiale sparring, som er en naturlig del af livet på andre arbejdspladser. Lodserne i den vestlige Limfjord mødes en sjælden gang med lodserne fra Hals og snakker sammen, og ellers kommunikerer de via telefon eller e-mail. Man skal altså være lidt af en enspænder for at kunne arbejde som lods. Også derfor er det en fordel at lodserne har en baggrund som kaptajner på skibe, hvor de mange gange har stået alene med ansvaret og beslutningerne til søs.

Lods Christian Meelsen ombord på Selvaagsund 21.7.2009 Foto: Mette Lund Andersen 69

Sømænd på lønarbejde Alligevel opfatter lodserne på fjorden deres arbejde som lidt af en loppetjans. Set i forhold til livet på søen, hvor man er af sted i flere måneder ad gangen langt væk fra familie og venner, er stillingen som lods i langt højere grad et lønmodtagerjob. Ganske vist er arbejdstiderne stadig uforudsigelige og veksler mellem dag og nat, ligesom man kan være væk hjemmefra i flere døgn, hvis man skal lodse på Kattegat. Men en stor del af lodsernes tid går med at stå til rådighed, og i den tid kan de gøre hvad de vil derhjemme; male huset, gå til forældremøde eller dyrke andre fritidsinteresser. Det giver gode muligheder for at få et familieliv til at fungere, da man de fleste dage kan være hjemme i løbet af døgnet og følge med i familiens liv. Lodsgerningen giver altså en relativt sjælden mulighed for at kombinere det at sejle – hvilket lodserne holder meget af – med noget der ligner en almindelig lønarbejdertilværelse. Lønnen er god og arbejdstiderne er til at leve med. I mit tidligere rederi sejlede vi meget indenrigs sejladser, hvor jeg kom meget i kontakt med lodser og fandt ud af, at det var da et godt job, hvor man kunne bruge sit erhverv og så også være hjemme hver dag. … jeg kan passe det hjemmefra, jeg skal ikke møde nogen steder. Jeg møder her, og jeg kan sådan set gå og lave, hvad der passer mig [når han ikke er ude og sejle]. Og jeg får en god løn og har meget fri. Det er mig, som laver vagtplanen, og den er lavet for hele næste år. Vores sommerferie og jul det skiftes vi til – at have først fri i sommerferien, sidst fri osv. Og ellers byder de andre ind, hvis de ved, at de skal til en fest, så kan de ønske fri den dag, så vi er fri for at sidde og bytte. Så det synes jeg kører fint. (Lods Per Vilsen, interview 4.9.2009) Alt i alt er det et job som mange sømænd – og måske især deres koner og familier – finder attraktivt. Af samme grund er det eftertragtet og privilegeret at være lods, udskiftningen i arbejdsstyrken i den vestlige Limfjord har været ret begrænset gennem de seneste år. Med mindre man er blevet forflyttet til andre distrikter indenfor lodseriet, har der næste kun været naturlig afgang pga. alder eller sygdom. Dette hænger også sammen med, at mange af de lodser som ansættes er i sidste halvdel af deres arbejdsliv og måske har fået nok af nye udfordringer og forandringer på arbejdsfronten. Bådmandens arbejde Bådmanden er lodsens hjælper, og det er helt uundværligt for en lods at have en dygtig bådmand. Bådmandens opgave er at sejle lodsen ud til det skib, der skal lodses og at tage ham af skibet igen, når lodsningen er gennemført. Bådmanden står endvidere for at lettere vedligeholdelse af lodsbåden(e) således, at den altid er klar til at gå ud. Det kræver ingen særlig uddannelse at være bådmand, men man skal være søstærk og vant til at sejle et skib i al slags vejr, derfor har de fleste bådmænd en baggrund som fiskere eller sømænd. Hvor lodsens arbejdsopgaver i det store hele er uændrede gennem de seneste 50 år, har bådmandens arbejdsopgaver forandret sig meget i takt med den teknologiske udvikling. Tidligere var det bådmandens opgave at holde udkig efter skibe, som ville have lods og sørge for at få purret en lods og sætte ham ud til skibet. Bådmanden tilbragte på den måde en stor del af sin tid med at sidde i lodsstationens udkigstårn og vente på skibe. Tilbage i tiden satte skibet lodsflag som signal på, at de ønskede at tage lods ombord, senere gik bestillingen over til opkald på VHF radioen – hvor bådmanden fortsat havde vagt ved radioen. Det meget bundne arbejde gjorde det nødvendigt for bådmanden at have en kone, som kunne tage sig af at løbe med beskeder til lodserne samt at tage udkigsvagten mens 70

han selv var på fjorden med lodsbåden. Den forhenværende lodsformand i Thyborøn fortæller: Det var lodsernes koner, som passede telefonen eller bådmanden, og hvis bådmanden var ude og sejle, så var det bådmandens kone. Hvis der kom en bestilling til en brolodsning ved Oddesund, så skulle den igennem bådmandens kone. Hvis der var tid, skulle hendes mand have det at vide, og hvis ikke der var tid, så skulle hun ringe til Oddesund, til ham der havde vagt der. Så kunne det være, at det var hans kone, som tog telefonen. Så der kunne nemt komme en forkert besked igennem. Der var jo 4 lodser og 3 bådmænd og så lige så mange koner, og så var der 2 bådmænd i Oddesund og 2 koner (Forhv. lodsformand Bent Wegeberg, interview 24.7.2009)

Bådmand Jørgen Østergaard med lodsbåden ud af Thyborøn Kanal 10.7.2009. Foto: Mette Lund Andersen I dag arbejder bådmanden helt uafhængigt af udkigstårn og radio. Hjemme fra sin egen bopæl kan han via internettet følge med i, hvilke bestillinger der er for de kommende 2-3 døgn, og han kan således i fred og ro aftale afgangstider med den vagthavende lods. Det er bådmandens opgave at sørge for hele tiden at være opdateret med de indløbne bestillinger og holde kontakt med skib og lods for de nøjagtige tider. Førhen var det også bådmanden som tog imod bestillinger fra skibsmæglerne, men efter at Thyborøn Lodseri blev lagt ind under lodsstationen i Hals i 2004, er denne del af arbejdet forsvundet. Tilbage er kun det praktiske arbejde med at vedligeholde og sejle med lodsbåden. Ændringerne i bådmændenes opgaver har betydet, at der er blevet færre bådmænd i Thyborøn. Hvor der i slutningen af 1900tallet var hele 4 bådmænd ansat ved Thyborøn Lodseri, er der nu kun 2, som deler vagten en uge ad gangen. 71

Ligesom lodsen er bådmandens arbejde en ensom tørn. Hans arbejdsopgaver har dog en anden karakter end lodsernes, og derfor har han ikke så stort behov for sparring, men kan i højere grad få dækket sit kollegiale behov i samværet med lodserne på vej til og fra skibene. Bådmand og lods har desuden god tid til at snakke sammen under de mange transportture i bil, som de kører sammen, når bådmanden henter lodsen eller bringer ham tilbage til sit udgangspunkt. Denne ordning giver bådmanden en god ekstraindtægt i kørselspenge, og samtidig er det en fordel for lodseriet, som sparer udgiften til taxakørsel for lodserne. Lodspriser: Gynger og karruseller… Skibstrafikken i Limfjorden hænger tæt sammen med den landværts trafik på tog og lastbiler. Fra midten af 1900-tallet faldt antallet af fragtskibe i Limfjorden drastisk pga. omlægning til landtransport og den eksisterende skibstrafik er fortsat følsom overfor prisudsving. Hvis omkostningerne til sejlads bliver for store, flytter transporten over på andre områder. I den forbindelse er udgiften til lodsning en faktor som er med til at fordyre skibstrafikken. Da lovgivningen kræver lods for visse skibstyper er staten nødt til at stille lodser til rådighed, men staten har samtidig ret til at opkræve betaling for ydelsen. Set med lodsernes øjne gælder det imidlertid om at holde prisen så tilpas langt nede, at skibstrafikken fortsat kan betale sig samtidig med at lodseriet giver overskud. For lodseriet i Limfjorden er dette blevet vanskeligere efter at det er blevet muligt for private at starte lodserier. En limfjordslods forklarer: De store steder: Storebælt og Stigsnæs og Fredericia, de har givet overskud, og det har så gjort, at vi kunne køre med små priser herude i de tynde områder. Her er færre ture, og så er det er længde og bredde, der afgør prisen, og derfor giver det ikke ret mange penge herude. Når vi skal igennem Oddesundbroen, så kommer der en bådmand og mig, og så har vi en båd liggende til at sejle med, og det tjener vi kun omkring 1500 kr. på. Derfor har man gjort det sådan. Der er forsørgelsespligt, dvs. vi skal kunne levere en lods overalt i Danmark, også de steder, hvor det giver underskud. Så overførte man pengene fra de steder, hvor det giver overskud. Sådan var det at have monopol. Men nu blev det frigivet, sådan at private må starte lodserier op, men de tager jo kun de steder, hvor det giver overskud, og derfor mister vi penge her. (Lods Christian Meelsen, interview 21.7.2009) Lodserne på Limfjorden har selvfølgelig en grundlæggende interesse i, at der bliver ført en fornuftig prispolitik over for skibstrafikken. Det gælder deres fortsatte eksistensberettigelse på fjorden. Sagen er derfor i høj grad et politisk spørgsmål – om lodseriet som en ressource, staten stiller til rådighed, med eller uden tab. Lodserne følger derfor spændte med i den udvikling der er i gang og afventer et kommende udspil til en ny model for prisfastsættelsen.

Fjordkriminalitet – snyder skibene med lodspligten? Pga. lovgivningen på området samt priserne på lodsning i fjorden er det nærliggende at forestille sig, at lodspligtige skibe kan finde på at bryde reglerne og omgås lodspligten simpelthen for at spare penge og dermed gøre transporten billigere. En sådan form for fjordkriminalitet er da heller ikke et helt ukendt fænomen blandt lodserne, særligt før i tiden forsøgte skibene af og til at sejle gennem fjorden uden lods: 72

Hvor der kan tjenes penge, er der altid nogen, som prøver. Det var ikke tit, det lykkedes her, for der var jo altid Oddesundbroen, de skulle igennem. Det gjorde det jo svært. Men man kunne jo oplyse en anden dybgang end den, man havde, og så slap man lidt billigere, hvis det lykkedes. Det var ikke så sjældent. Men ellers var det jo ret godt kontrolleret. Var de på vej ind i fjorden, var der jo lodser længere inde, som tog sig af dem. Så de var jo mandsopdækkede, indtil de var ude ved Hals. Men det er da sket, at nogen har lusket igennem broen uden at have lods. (Interview med tidligere lodsformand i Thyborøn Bent Wegeberg, 24.7.2009)

Tankskibet Vitta Theresa på vej ind til Thyborøn med lods ombord. 10.7.2009. Foto: Mette Lund Andersen Den bemandede Oddesundbro begrænser altså mulighederne for at omgå reglerne. Vagterne ved Oddesund er kendt for at være meget omhyggelige: Brovagterne er ømfindtlige om deres bro, og de går ikke på kompromis. Hvis brovagterne ikke genkender stemmen, når skibet kalder op, så kalder de igen og spørger, om der er lods ombord. Og det er sket, at nogen må kaste anker, og så får vi at vide at vi skal skynde os herned og lodse et skib igennem. (Interview med lods Christian Meelsen, 21.7.2009) Snyderi med lodspligten er således ikke meget udbredt på Limfjorden i dag. Det findes sikkert men pga. skærpet kontrol og indrapporteringspligt er det ifølge lodserne ikke ofte forekommende. Faktisk ville mange kaptajner gerne bruge lods i meget større omfang på Limfjorden, end det er tilfældet i dag, fordi det er mere sikkert at have en lods ombord. Men her støder kaptajnens interesse ofte sammen 73

med rederiets. Og ikke alle kaptajner er lige stærke over for rederiet i forhold til at kræve lods, nogle rederier giver ligefrem deres reder en bonus oven i lønnen, hvis han fravælger lods, svarende til halvdelen af udgiften til lodsen. Det kræver også en eller anden form for mod af en skipper. For du kan nemt have en reder som er en rigtig krabat, og som banker skipperen oven i hovedet og siger, at det må ikke koste penge. Og vi oplever tit at der er skippere, der spørger, hvorfor der ikke er lodspligt hele vejen igennem fjorden, for så er de fri for at have den batalje med deres skibsredere. Og så er der også nogle redere, som siger, at det er skipperen, som bestemmer, hvis han vil ha en lods, så tager han en lods.(Interview med lods Christian Meelsen 21.7.2009) For alligevel at få lods ombord oplever lodserne sommetider en form for omvendt snyd – altså hvor kaptajnen snyder med oplysninger om dybgangen for at blive lodspligtig på de farligste strækninger og dermed slippe for at sejle turen alene.

Lodsning ved Thyborøn Thyborøn havn fredag i juli kl. 8. På kajen ved siden af lodsbåden står lods Palle Kjær og bådmand Jørgen Østergaard. Den danskejede coaster Vitta Theresa har bestilt lods fra Thyborøn Kanal til Struer. Skibet kommer med en last petroleum til Struer Havn og fordi skibet både er stort og sejler med miljøfarlig last, er det lodspligtigt i Limfjorden. Lodsbåden skal møde skibet ved lodsmødepladsen uden for Thyborøn Kanal. Lods og bådmand går ombord i lodsbåden og Jørgen Østergaard tager fortøjningerne og sætter kurs vestud af kanalen. Palle Kjær sætter sig i passagersædet i bagbord side, herfra kan han benytte lodsbådens kommunikationsudstyr, som er en gammeldags VHF-radio. Palle Kjær bor nord for Thisted, har været lods i Thyborøn i 8 år. For at blive lods har Palle Kjær taget en skibsførereksamen og har sejlet i en del år inden han kom ind som lods. Her var han på sidemandsoplæring i 3 måneder, inden han blev ”sluppet fri” som lods. Uden for kanalen kan vi se skibet Vitta Theresa nærme sig fra nordvest. Det er et langt rødmalet tankskib. Lodsen kalder skibet op over radioen og fortæller, at han er på vej. Skibet svarer, at de kan se ham, og at han da er tidligt på den i dag. Lodsen kalder også over radioen en sandpumper, som han ved ligger og pumper sand op inden for kanalen. Han vil sikre sig, at skibet er væk om lidt, så han kan komme forbi med Vitta Theresa. Sandpumperen svarer, at de er på vej ud nu, så det kommer til at passe sammen. Det er et eksempel på fordelen ved at tage lods – skibet kunne ikke selv vide, at der var en sandpumper eller planlægge at komme forbi det.

Lods Palle Kjær på vej op på Vitta Theresa. 10.7.2009. Foto: Mette Lund Andersen Da vi kommer ud til skibet, lægger bådmand Jørgen Østergaard lodsbåden om på siden af skibet. Ombord hænger en af matroserne en rebstige ned langs skibssiden. Palle Kjær tager sin jakke på og en selvlysende gul vest, hvor der står Pilot på ryggen, og oven på trækker han en lille redningsvest. Han tager sin rygsæk på ryggen og kravler over bord og op ad rebstigen. Han hilser på matrosen og fortsætter op ad trappen op på broen. Samtidig sætter lodsbåden igen kurs mod kanalen. På vejen ind mærker man de store ”gamle dønninger” som kommer ind fra agten og får lodsbåden til at rulle. Jørgen læner sig op ad rattet og kigger drømmende ud på kanalen. ”Jeg elsker at sejle” siger han, og fortæller, at han har sejlet hele sit liv. Lodsbåden og skibet følges næsten ad ind mod Thyborøn, men til sidst drejer lodsbåden af for at gå i havn, og Vitta Theresa fortsætter mod ind gennem Sælhundeholm Løb og videre mod Struer Havn.

Kilder og litteratur: Andersen, Mette Lund: Feltarbejde med lodsbåden fra Thyborøn med lods Palle Kjær og bådmand Jørgen Østergaard, 10.7.2009. Andersen, Mette Lund: Feltarbejde med skibet Selvaagsund og lods Christian Meelsen Struer Thyborøn, 21.7.2009. Andersen, Mette Lund: Feltarbejde med lodsbåden fra Oddesund med lods Palle Kjær og bådmand Jørgen Østergaard, 16.9.2009 Andersen, Mette Lund: Interview med bådmand Jørgen Østergaard, 6.7.2009 Andersen, Mette Lund: Interview med lods Christian Meelsen, 21.7.2009 Andersen, Mette Lund: Interview med forhv. lodsformand Bent Wegeberg, 24.7.2009 Andersen, Mette Lund: Interview med lods Per Vilsen, 4.9.2009 Knudsen, Inger Bjørn: Feltarbejde på Oddesundbroen og interview med brobetjent Johannes Pedersen, 26.8.2009 Lov nr. 567 af 09/06/2006 (Lodsloven): https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=6472 http://www.limlods.dk/ http://www.danpilot.dk/ Harboøre Lokalarkiv: Agger/Thyborøn kanals lodseri: 1981-45: Trykte reglementer, bekendtgørelser mm. Journaler 1839-1909, Vejrjournaler 1853-1876 96-643: Kvittering for lodsning 05-924: Lodsanordning 1850. Christensen, Benny (red.): ”Danske lodser”, i: Maritim Kontakt, nr. 11, København 1987. Fiskeriårbogen 2008. Årbog for den danske fiskerflåde. Weilbach. Jacobsen, H. Boy & Gjøde, Henrik (red.): ”Hals lodseri gennem 250 år”, Udgivet af Hals Lodseri, Budolfi Tryk ApS, Aalborg, marts 1985.

Fiskerikontrollens historie Nanna Folke Olsen, Limfjordsmuseet Indledning ”I Jylland ligger den såkaldte Limfjord, der er så rig på fisk, at den sikkert yder indbyggerne lige så megen føde som hele agerlandet tilsammen” (Saxo i fortalen til Gesta Danorum ). Limfjorden har gennem tiden hørt til de vigtigste fiskevande i Danmark. Derfor har fiskeriet tilsvarende haft centralmagtens bevågenhed, er historisk set et af de mest gennemregulerede farvande i verden, og antager en særstilling i lovgivningsmæssig henseende. Reguleringen kan spores helt tilbage til middelalderens omfattende sildefiskeri øst for Løgstør. Gennem tiden har reguleringerne omfattet alle facetter af fiskeriet: Redskabstyper, bådstørrelser, stadestæder, maskestørrelser mm. I 1857 oprettede man en fiskerikontrol i Limfjorden med hurtiggående både, der kunne holde opsyn med fiskerne. Fiskerikontrollen blev den institution, der kom til at stå for håndhævelsen af reguleringen. Sideløbende med lovgivningen og reguleringen har befolkningen omkring Limfjorden forsøgt at omgå reglerne ved innovation og decideret snyd. I nutidens fiskeri foregår fortsat en løbende tilpasning af redskaber og af praksis til lovgivningens ordlyd ligesom decideret kriminalitet er mere eller mindre udbredt. Der foregår således en løbende vekselvirkning mellem myndigheder og befolkning, mellem regulering og praksis, hvor pres fra begge sider har været med til at forme reglerne for fiskeriet og i sidste ende livsvilkårene omkring Limfjorden. Fiskerikontrollens arbejde er tæt knyttet til den teknologiske udvikling af fartøjer og redskaber i fiskeriet, men også i høj grad til de forandringer Limfjordens fiskeri har gennemgået fra fiskerbønder til professionelle erhvervsfiskere. Fiskerikontrollen har da også forsøgt at være på forkant med udviklingen og præge denne i en retning, hvor der blev taget hensyn til såvel fiskebestand som til ”det almindelige fiskeri”, det vil sige den almindelige fjordbos ret til og mulighed for at fiske. Samtidig er kontrollen også interesseret i lovgivning, der lader sig administrere – og kontrollere – i praksis, for at imødegå den omfattende modstand mod lovgivningen og den udbredte snyd. Kontrollens arbejde har således historisk været en balancegang mellem det ønskværdige og det mulige. Historien om regulering af fiskeriet i Limfjorden hænger tillige nøje sammen med de forandringer, der er sket i fiskeriet siden middelalderen, med gennembruddet i 1825 som en vigtig markør. Før 1825 gik der en skillelinje i fjorden ved Løgstør. I den østlige del af fjorden var det smalle, dybe og salte vand, hvor særligt silden holdt til i stort antal. Her fiskede man primært med bundgarn, der stod tæt i de smalle fiskevande. Sildefiskeriet var blomstret op i Limfjorden i 1400-tallet efter det var ebbet ud i Øresund. Det var omfangsrigt og særdeles indbringende . I den vestlige del af fjorden var vandet brakvand, og her dominerede fiskearter som helt, skalle, brasen og gedde – de såkaldte gråfisk. Her fiskedes primært med nedgarn og forskellige typer vod. Fiskeriet i den vestlige del af fjorden var langt mere beskedent i omfang end i øst, og var i højere grad en del af den daglige husholdning for I: Rasmussen 1968, s. 33 Mathiassen 1936, s. 155-160

fjordens fiskerbønder. Over alt i fjorden fiskede man ål sommer og vinter . I tiden frem til 1825 var det hovedsagligt sildefiskeriet, men også ålefiskeriet, der var genstand for regulering og kontrol. Efter gennembruddet i 1825 strømmede saltvandet ind i Limfjorden og ødelagde på får år det ellers så lukrative sildefiskeri i den østlige fjord. I den vestlige del af fjorden forsvandt brakvandsfiskene, som langsomt blev erstattet af andre typer fisk. Fiskerne var nu henvist til at finde nye metoder, redskaber og både, og det gav en helt anden type fiskeri. I første omgang torsk, skrubber, rødspætter og ål, og siden østers og muslinger. De nye fiskerier gav behov for nye redskaber. Det vil blive uddybet i det følgende. Den følgende fremstilling er bygget kronologisk op, og giver dermed en oversigt over reguleringen af fiskeriet i Limfjorden fra middelalderen til 1978. Samtidig rettes fokus i hver periode på såvel den statslige regulering og kontrol som på modstanden mod samme. Regulering af fiskeriet frem til enevælden Det meget rige sildefiskeri i den østlige del af Limfjorden havde i middelalderen en stor tiltrækningskraft på jordbesiddere. Det afspejler sig i den store mængde af klostre og andre gejstlige institutioner, der søgte at skaffe sig jordbesiddelser ned til fjorden og dermed fiskerettigheder . Nibe var da centrum for det rigeste fiskeri i hele Limfjorden, og såvel kronen som adelen og købstæderne søgte til Limfjorden efter silden. Fiskeriet var så rigt og havde så mange interesser knyttet til sig, at det fordrede en regulering fra rigets øverste myndighed . Hovedtendensen bag alle reguleringer af Limfjorden fra middelalderen og frem til slutningen af 1900tallet udformedes skriftligt i 1459, da Chr. I skrev, at Limfjorden skulle betragtes som: ”et almindeligt fiskeri, som den af arildom været har, så at borgerne i Nykøbing og almuen over alt riget må fare op og ned efter deres bjergning i Limfjorden, hvor dem behager at fare eller ligge, at købe og salte og gøre deres fiskeri uforment af alle.” . At disse bestemmelser skete samtidigt med stadfæstelse af gamle, lovligt erhvervede fiskerirettigheder og indskrænkede den almene udnyttelse og totale frihed for at tilgodese forskellige interessegrupper skal ses som sekundært i forhold til den grundlæggende tendens i reguleringen, nemlig at fiskeriet var ”almindelig”, altså frit. Regeringen havde i øvrigt to hovedformål med reguleringerne frem til enevælden. For det første at opretholde fri passage gennem fjorden for både fisk og fartøjer. Sejlløbene måtte ikke spærres med faste eller flydende redskaber, og at fjorden ikke, som åerne, måtte spærre hen over løbet. Man regnede desuden ikke sine fiskerettigheder til midtstrøms. For det andet at begrænse og forbyde brugen af ulovlige og skadelig redskaber . I 1515 optrådte for første gang bestemmelser angående redskaber. Chr. II udsendte da en forordning, der forbød brugen af en række redskaber, heriblandt silderuser og pulsvod, samt satte regler for maskestørrelser . Særligt pulsvoddet var omgærdet med bekymring fra statsmagtens side. Man mente, 80

Ibid., s. 133-144 Rasmussen 1968, s. 33-34, 40-42 Ibid., s. 42 Rasmussen 1968, s. 395 Tidsskrift for Fiskeri II 1868, s. 191

det var ”... en Rædsel for Fiskene og hensynsløst brugt øvede en fuldstændig Rovdrift blandt Fjordens Yngel.” . Det lykkedes dog ikke at få udryddet denne fangstmetode, og man forsøgte derfor i stedet at begrænse brugen til en bestemt periode af hensyn til fiskeynglen. Fra Skt. Hans til Skt. Bartholomæi dag (fra 24. juni til 24. august) måtte pulsvoddet benyttes. Disse bestemmelser blev senere fastslået i Chr. V’s Danske Lov . I forordningen om bundgarn, ruser og pulsvod i Limfjorden af 14. feb. 1546 gentages Chr. II’s bestemmelser om brug af redskaber og maskestørrelser. Det tilføjes, at der skal udformes særlige maskemålere: ”Og skal gøre et skjelde og hænges paa alle raadhus udi alle Kjøbstæderne hos Limfjorden, hvorefter hver skal vide at binde deres bundgarn, nedgarn, vaadkalve og andre garn, og skulle ingen garn, som have mindre masker end som samme skjelde udviser, bruges udi Limfjorden.”10. Skjelderne var såkaldte ”skelpinde”, over hvilke garn bindes. Skelpinden skulle have samme mål som den autoriserede maskemåler. Formålet med bestemmelserne var at undgå undermålsfisk, som ansås for dårligt købmandsgods til skade for landets omdømme og eksport. Et andet formål er beskyttelse af selve fiskeriet mod rovfiskning af yngel og småfisk. Vi har ikke bevaret de ældste maskemålere, men de findes bevaret fra Ole Rømes regulering og ensretning af målestørrelser fra 168311. Her findes fem forskellige størrelser, der til sammen skulle kunne dække alle de tilladte ruser, garn og våd i Limfjorden – også i bundgarnene, hvor der var tale om forskellige maskestørrelser i forskellige dele af garnet. Reglerne er kun blevet overholdt i et vist omfang, og det har været vanskeligt at kontrollere garnene. I det hele taget var det vanskeligt for centralmagten frem til enevælden at opretholde bestemmelserne til reguleringen af fiskeriet i Limfjorden. Sildefiskeriet var ganske uoverskueligt for udenforstående pga. størrelse og indviklede ejerforhold, og kontrollen var ikke centralt ledet, men var overladt til de lokale myndigheder med begrænset effektivitet, idet de hverken havde den fornødne autoritet, midler eller tid til at foretage systematisk kontrol. Der kommer da heller ikke en fælles, for hele fjorden gældende, gennemgribende forordning angående fiskeriet på plads før enevælden12. Regulering af fiskeriet i Limfjorden under enevælden Enevældens indførelse kom til at betyde nye tider for Limfjordsfiskeriet. Enevælden kom i kølvandet på en kulmination i fiskeriet, der have betydet, at konkurrencen mellem de forskellige fiskerier skærpedes med et øget behov for kontrol og regulering til følge. Samtidig var den enevældige magt interesseret i at få fiskeriet registreret og beskattet13. De mange Limfjordskommissioner under enevælden, der hver for sig skulle forsøge at få et overblik over og optegne forholdene for fiskeriet i Limfjorden, skal ses som en del af bestræbelsen på at få overblik både i forhold til beskatning, og i forhold til opretholdelsen af den rige ressource som Limfjordsfiskeriet udgjorde. Den enevældige stat tog fra starten fat på at få overblik over riget for at skabe et grundlag for 10 11 12 13

Mathiessen 1936, s. 145 Op. cit. Tidsskrift for fiskeri II 1868, s. 207 Lindhard 1985, s. 10 Rasmussen 1968, s. 45 Højrup 1983, s. 319

beskatning. Det blev til Chr. V’s matrikel, som var færdig i 1688. I den forbindelse havde statsmagten også ønsket at få et overblik over fiskeriet, hvilket havde vist sig som en helt uoverskuelig opgave i Limfjorden. I stedet nedsattes en Limfjordskommission i 1690’erne, der skulle skabe et overblik over bundgarnsfiskeret efter sild. De måtte dog opgive, da bl.a. godsejerne, der have staderettighederne, ikke opgav alle deres stader, men i stedet tjente ”sorte penge” på at leje staderne ud uden om staten og dermed undgå at betale skat. Amtsforvalteren i Ålborg blev i stedet sendt ud for at undersøge ejendomsforholdene, blot for at konstatere, at det største problem ikke var de kaotiske stadeforhold, men at alles kamp mod alle var til skade for fiskeriet og for fiskebestanden. Der blev derfor udarbejdet en stadebog, stader uden adkomstbrev blev forbudt, og afgifter pålagt. Det gav yderligere problemer. Dels skabte det en forøgelse af mængden af stader for at kompensere for afgifterne, og dels skærpede det modsætningerne mellem stadejere og -brugere og mellem fiskere, der brugte faste redskaber som silderuser og bundgarn, der nu var afgiftspligtige og fiskere, der brugte bevægelige redskaber som vod, garn og kroge, der ikke var afgiftsbelagte. Det gav statsmagten en ny rolle, nemlig at dele sol og vind lige mellem fiskerne. Et problem der skulle fortsætte op igennem 1700-årene14. Trods de nye regler rådede den enevældige stat fortsat ikke over det omfattende embedsværk, der var nødvendigt for at kunne gennemføre en egentlig regulering og beskatning af Limfjordsfiskeriet, og der fandtes heller ikke centralt styrede tiltag til håndhævelse af bestemmelserne15. Chr. V’s Danske Lov havde ganske vist samlet en række enkeltbestemmelser om fiskeriet og henlagt kontrollen med disses overholdelse til politimyndighederne, amtmænd og sognefogeder, og Limfjordskommissionen i 1690’erne havde også ytret ønske om oprettelsen af en egentlig fiskeriinspektion, men det blev ikke fulgt op. Beskyttelsen af fiskeriet var derfor fortsat hovedsagligt en lokal privat opgave, hvor godserne med fiskeribesiddelsers tillidsmænd, en form for private fiskerifogeder, førte tilsyn med bundgarnsstaderne og andet fiskeri16. Omkring midten af 1700-tallet aftog fiskeriet af sild noget. Fiskene forsvandt uden at man vidste hvorfor. ”Trykket paa Fjorden var blevet for stærkt.”17. I 1741 blev derfor endnu en Limfjordskommission nedsat. De centrale medlemmer af kommissionen var borgmester Soelberg i Aalborg og regimentsskriver Schelde. De gennemrejste hele Limfjorden, beskrev alle eksisterende og forladte fiskepladser, og skabte på den måde et grundigt overblik over forholdene i hele fjorden. I den østlige del af fjorden, fra Gjøl til Aggersund var sildebundgarn det dominerende. For at skaffe sig flere fisk og dermed højere indtægt var en almindelig forseelse at forsyne bundgarnene med et såkaldt ’baggarn’, som var et ekstra hoved i radens anden ende. Også silderuser brugtes i den østlige del af fjorden. I dette tilfælde var det almindeligste misbrug at sætte dem for tæt eller med for små masker. Andre redskaber, som sildevod og sildenedgarn fik også ord med på vejen, men ingen dog så mange som pulsvoddet. Den vanligste forseelse med pulsvoddet var at maskerne var for små, men der fiskedes også ud over de fastsatte tider på steder langt fra retsbetjentene18. Limfjordskommissionen af 1741s arbejde kom til at strække sig over næsten ti år og udmøntede 14 15 16 17 18 82

Ibid., s. 322 Op. cit. Rasmussen 1968, s. 368 Mathiessen 1936, s. 166 Lindhard 1985, s. 11 -12

sig i en forordning angående Limfjordsfiskeriet, der kan siges at være den første egentlige samlede regulering af Limfjordsfiskeriet19. Forordning af 15. Dec. 1750 fungerede gennem de næste 100 år som en fiskerilov. Forordningen berørte alle dele af fiskeriet i fjorden, men nogle mere andre. Bl.a. greb den kraftigt ind i ålefiskeriet. Det forkætrede pulsvod kom igen i centrum, da det sammen med en række andre ålevod blev forbudt for alle andre end de fattige Harboør- og Aggerfiskere, hvis eksistensgrundlag afhang af dette fiskeri. Samtidigt indførtes for første gang de ”låste vande”, altså fredede områder, i den vestlige fjord, som opretholdtes ind i 1900-tallet20. Forordningen blev samtidig startsskuddet til den første form for organiserede kontrol med fiskeriet. der udpeges retsbetjente til at holde opsyn med, at de bestemmelser, der blev givet i forordningen blev overholdt. Kontrollen skulle udføres to gange om året midt i vår- og høstfiskeriet, hvorefter der skulle indberettes til stedets amtmand, som skulle sende det videre til rentekammeret. Også sommerens ålefiskeri skulle inkluderes21. De høje krav til kontrol blev dog ikke fulgt op af midler til at effektuere dem i form af bl.a. nødvendige måletove, en båd til inspektion og rorfolk. Samtidig var betjente på kommission, så fangede de ingen syndere fik de ikke nogen ekstra midler22. En form for fiskerikontrol var måske derfor nok eksisterende på papiret, men i praksis var den relativt ineffektiv overfor det ulovlige fiskeri. Fiskerne, der drev ålefiskeri med de nu forbudte redskaber protesterede mod forbuddet, og mørklagde derfor fiskeriet23. Det var således en udbredt praksis at fortsætte ”som man altid havde gjort”, nu blot så vidt muligt i det skjulte. Fra centralmagtens side var man klar over, at det nu ulovlige fiskeri fortsatte, men der blev ikke gjort noget ved det24. Det ulovlige fiskeri lagde dog så meget pres på centralmagten, at pulvodet igen blev tilladt for alle om sommeren i 1761. Ellers stod Forordningen af 1750 uændret de næste 100 år som Limfjordens fiskerilov. Først i 1857 kom der ny lovgivning. Lov om fiskeri i Limfjorden af 1857 Med gennembruddet ved Aggertange i 1825 ændredes fiskeriet i Limfjorden markant. I den østlige del af fjorden gik sildefiskeriet helt ned efter en kulmination i 1828, mens man i den vestlige del af fjorden så en helt ny type fiskeri. De ferskvandsfisk, der havde været grundlaget for fiskeriet op til 1825 forsvandt med gennembruddet og blev langsomt erstattet af saltvandsfisk som fladfisk og torsk, og ålen fandtes fortsat. Det var nødvendigt for fiskerne, særligt i den vestlige del af fjorden, at omstille sig til de nye forhold hvad angik redskaber, fartøjer og teknikker. En af de større teknologiske forandringer i fiskeriet var opfindelsen og introduktionen af snurrevoddet efter ca. 1850, hvis opfindelse siden er blevet tilskrevet Sallingfiskeren Jens Væver. Snurrevoddet er en vodpose forsynet med lange reb til indhaling. Voddet sejles ud i en cirkelbue, som derefter trækkes hen over bunden ind til båden, der ligger fast ved et anker. Snurrevoddet blev særligt udbredt i den 19 20 21 22 23 24

Rasmussen 1968, s. 436 Op. cit. Rasmussen 1968, s. 432 Ibid., s. 437 Højrup 1983, s. 323 Tidsskrift for Fiskeri V 1870, s. 64

vestlige del af fjorden, og var så effektivt et fiskeredskab, at det snart gav anledning til advarsler om overfiskning25. En anden nyskabelse på fjorden var introduktionen af den norske bådtype sjægten. Denne 16-20 fods, kølbyggede, smalle åbne jolle var særdeles hurtig på vandet. Den tilskrives derfor af flere ikke de økologiske forandringer efter gennembruddet, men derimod den lovgivning for Limfjordsfiskeriet, som trådte i kraft i 1857, og som introducerede den første søgående fiskerikontrol. Sjægten var nemlig hurtig nok til at kunne sejle fra inspektionens både26. Lov om Fiskeri i Limfjorden af 29. dec. 1857 var en revideret udgave af bestemmelserne fra 1750. Det var Danmarks første egentlige fiskerilov, og den var rettet specielt mod Limfjorden. Det siger noget om den betydning, man tillagde fiskeriet i fjorden. De kendte maskemål blev videreført i en mere moderne skikkelse. . Som en nyskabelse i den nye lovgivning, var regler for ålejern og kroge, der brugtes uden for sæsonen for pulsvod27. Med fiskeriloven fra 1857 kom der regler for udformningen af ålejernene – både piglystre og savlystre28. Ud over at være tilpasset de nye forhold i fjorden, forsøgte den nye lovgivning at imødekomme problematikken med de systematiske overtrædelser af lovgivningen ved at oprette det tidligere efterspurgte professionelle kontrollørkorps. Det blev startskuddet til Danmarks første egentlige fiskerikontrol. Kontrollens var sammensat af en kontrollør, to assistenter og fire rorkarle, og skulle sammen med lokale politimester og sognefogeder sørge for opretholdelsen af de bestemmelserne. Desuden skulle der anskaffes fartøjer til brug for kontrollen. Det hele skulle betales af statskassen. Der blev nu tale om et ”rejsehold”, der som primæropgave havde at rejse rundt i Limfjorden og kontrollere ulovlige fangstmetoder, redskaber og placeringer af garn, men også at vejlede fiskerne og fremme fiskeriets tarv29. Året efter blev der ansat personale, og to dæksbåde, ”Marie” og ”Kalifen”, blev gjort klar og stationeret i Nykøbing og formodentlig i Struer. Kontrolløren boede i Thisted. I 1860 kom ”Havgassen” til og i 1877 ”Ægir”30. Der var også nu en udpræget modstand mod de nye bestemmelser. Den nyetablerede fiskerikontrol måtte i et vist omfang måtte affinde sig med, at loven blev omgået. Befolknings rod i sædvaneregler og almindelig praksis vandt i mange tilfælde over lovgivningen, trods forsøgene på at kriminalisere de fiskere, der ikke overholdt de nye regler. Selv om inspektionskorpset var blevet søgående var det fortsat umuligt at kontrollere hele limfjordsbefolkningen effektivt. Sjægterne kunne i et vist omfang sejle fra fiskerikontrollens både, og befolkningen udviklede ”alarmsystemer”, som trådte i kraft, når kontrollen dukkede op31. Med lovgivningerne fra 1750 og 1857 var ”Grundlaget […] skabt for en modstand imod statsmagtens retsbevidsthed, en mekanisme, der realiseredes i stadig mere forfinede metoder til at snyde inspektionsbetjentene på. Denne realisering udviklede sig og accelererede i de 25 26 27 28 29 30 31 84

Wohlfart 1994, s. 8 Ibid., s. 13 Lindhard 1985, s. 14 Algreen-Ussing 1859, s. 402-03 Ibid., s. 644 Dansk Fiskeristat 1936, s. 664-65 Højrup 1983, s. 324-26

følgende par hundrede år.”32 Den nationale fiskerilov af 1888 I 1888 kom den første landsdækkende fiskerilov, Lov om Fiskeriet i Danmark af 5. april 1888. Kontrollen blev nu udvidet til at gælde for hele det danske fiskeriterritorium med et distrikt for Jylland og et for øerne. De to distrikter blev hver ledet af en fiskerikontrollør, der havde en række assistenter under sig, som i det daglige arbejde blev assisteret af fiskeribetjente. Kontrollen bestod nu af 28 mand fordelt på fem fartøjer33. Fiskerikontrollen i Jylland havde fast to assistenter og kontrolfartøjer posteret i Limfjorden. Det skyldtes ikke mindst, at fiskeriet i Limfjorden havde høj prioritet, og at man til en vis grad forventede, at der ville være særlig modstand mod lovgivningen i Limfjorden34. I 1888 var de to dæksfartøjer , ”Ægir” og ”Havgassen”, stationerede i Limfjorden. I 1890 tilføjedes yderligere et sejlfartøj i Struer og en nybygget damper stationeret i Aalborg35. Fiskerikontrollens arbejde bestod fortsat i at tilse og kontrollere fiskeriet og redskaberne, at yde assistance og vejledning, men også at levere statistiske oplysninger om fiskeriet i deres område, og fra 1905 var det også kontrollens arbejde at føre særligt tilsyn med motorfartøjer36. Der var fortsat særlige bestemmelser for Limfjorden, der gav kontrollen der særlige opgaver. Da det nye metermålssystem afløste det gamle med tommer og linjer, blev der konstrueret nye maskemålere til brug for kontrollen, som bestod af en messingkegle med en krog til et lod. Messingkeglen sænkedes ned igennem masken, og når den strammede omkring keglen kunne målet aflæses på siden af keglen37. Loven om Saltvandsfiskeri 1907, fiskerikontrollen konsolideres I d. 4. maj 1907 kom loven om Saltvandsfiskeri med bl.a. et nyt forbud mod at lande undermålsfisk. Tidligere havde det udelukkende været forbudt at handle med dem. De nye bestemmelser stillede yderligere krav til fiskerikontrollen, og det gav anledning til en reorganisering af kontrollen, hvor der oprettedes et Fiskeriinspektør-embede som ledelse for fiskerikontrollen, samt oprettet flere stationer end før38. Den første fiskeriinspektør i embedet var F.V. Mortensen, der ud over at have været kaptajn ved Fiskerikontrollens for Jyllands station i Lemvig, også havde siddet i Limfjordskommissionen39. At den første fiskeriinspektør havde et indgående kendskab til Limfjorden, understreger den betydning, man tillagde Limfjordens fiskeri. Fra 1914 begynder der at optræde en egentlig årsberetning for fiskerikontrollen i den årlige Fiskeriberetning. Af den får man et overblik over både de mangfoldige arbejdsopgaver samt årets gang i fiskerikontrollen. 1914 var et typisk år for fiskerikontrollen og kan som sådan fungere fint som 32 33 34 35 36 37 38 39

Ibid., s. 324 Dansk Fiskeristat 1936, s. 666 Jacobsen 2003, s. 8-9 Dansk Fiskeristat 1936, s. 666 Jacobsen 2003, s. 8; Fiskeriberetning for Finansaaret 1906-1907, s. VII Lindhard 1985, s. 21 Dansk Fiskeristat 1936, s. 666, Blegvad 1946, s. 603 Jacobsen 2003, s. 9

eksempel på dens arbejde. I tillæg til at havde tilsynet med overholdelsen af love og bestemmelser havde kontrollen tilsynet med østersfiskeriet på Limfjorden, tilsyn med fiskefartøjer, som Statslånefonden havde ydet lån til, tilsyn med låneforeninger for fiskere, tilsyn med indplantning af fisk og fiskeyngel og med forsøgsfiskerier. Kontrollens personale skulle desuden indsamle fiskeristatistisk materiale og vejlede de fiskeristatistiske journalførere omkring i landet, de skulle behandle skadessager samt foretaget synsforretninger på motorfiskerfartøjer. Kontrollen stod desuden for udbetalingen af præmier for nedslagtning af sæl og skarver, altså skadedyrsbekæmpelse i fiskeriet. Hvad angik årets gang i fiskerikontrollen, så startede året med, at de mindre kontrolfartøjer var oplagt for at blive efterset. Tilsynet i de åbne vande blev da foretaget af de to dampskibe og et par større motorbåde, mens de øvrige tilsyn, bl.a. af bundgarn, blev foretaget ved rejser over land. I begyndelsen af april var alle fartøjer atter i funktion og fordelt på de forskellige tilsyns- og farvandsområder. Særligt arbejdet med at bilægge stridigheder mellem fiskerne var betydeligt lige som tilsynet med motorfartøjer var tidskrævende40. I gennemgangen af sagerne omkring overtrædelse af fiskerilovgivningen i 1914 blev der i alt anmeldt 140 sager med tilsammen 363 personer. Af disse udgjorde overtrædelser af forskellige bestemmelser i Limfjorden i alt 11 sager. Dette tal varierer en del hen over årene, men viser, at der forsat var modstand blandt fiskerne mod de reguleringer, som fiskerikontrollen blev sat til at opretholde. Kampen om de mekaniserede redskaber Med loven om Saltvandsfiskeri i 1907 var det blevet forbudt at bruge motor til indhaling af vod i Limfjorden. Årsagen var blevet beskrevet i en betænkning fra Kommissionen til revision af Lovgivningen om Saltvandsfiskeri allerede i 1903: ”Grunden hertil er, at man ønsker at bevare Limfjordsfiskeriet for det ”lille Fiskeri”, saa at Fjorden ligesom hidtil skal være i Stand til at lønne Arbejdet for en stor og talrig Fiskebefolkning. Bestemmelsen vil ikke medføre nogen Indskrænkning i Fiskeriet som det nu udøves, men vil forhindre, at de store Vaad og Redskaber, der benyttes i Kattegat og Vesterhavet, kunne faa Indpas i Limfjorden, og i kort Tid ødelægge Fiskeriet for de mange smaa Redskaber.”41. Dette synspunkt vandt direkte indpas i lovgivningen i 1907, og det blev fiskerikontrollens opgave at holde de mekaniserede redskaber væk fra Limfjorden. En opgave, der skulle vise sig vanskelig. Motoriseringen af fiskeriet i Limfjorden satte ind omkring århundredeskiftet, men stærkest efter 1. verdenskrig. Motorbådene gav mulighed for at dække et større område, og motorindhalede vod øgede effektiviteten af fiskeriet, og det medførte en intensivering af fiskeriet i Limfjorden42. Forbuddet fik som ventet stor modstand, og de ulovlige motorspil blev da også brugt i stor stil, og gjorde at en del af fiskerne blev mere eller mindre lovbrydere. Der var adskillige forskellige måder at undgå kontrollen på, f.eks. en særlig konstruktion, der tillod at afmontere motorspillet og fire det ned i vandet, hvis kontrollen kom. Man kunne så binde en bøje til spillet, og fastgøre en sæk salt til bøjen, som tyngede den til bunden. Efter et døgns tid var saltet opløst, og bøjen flød så op i overfladen og markerede stedet43. De aftagelige motorspil har været et af de mest udspekulerede eksempler på fjordboernes 40 Fiskeriberetning for året 1914, s. 133-37 41 Rigsdagstidende 1903-04, Tillæg A, s. 2878-2879, in: Jacobsen 2003, s. 80 42 Jacobsen 2003, s. 41, 60 43 Wohlfart 1988, s. 19-20 86

kriminaliserede teknologi.”44. Fiskerikontrollen var bekymret for motoriseringen af både og redskaber i Limfjorden. Bekymringen gik på effekten på fiskebestanden af hensyn til fiskerierhvervets overlevelse, idet man mente, at en yderligere motorisering ville belaste ressourcerne for meget. Reelt stod fiskerikontrollen dog magtesløse over for det systematiske snyd med redskaber, dels fordi fiskerne ikke accepterede lovgivningen, dels fordi straffen ikke stod mål med indtjeningsmulighederne. I 1915 havde fiskerikontrollen 38 sager, der angik de særlige Limfjordsbestemmelser. En del af disse omhandlede de ulovlige mekaniserede redskaber og samme år opgav fiskerikontrollen modstanden45. Efter en lang årrække med diskussioner og systematiske lovovertrædelser til stor frustration for fiskerikontrollen blev det i 1925 tilladt at anvende motordrevne spil til indhaling af vod i Limfjorden. Lovgivningen var en accept af den professionalisering og kapitalisering, som var sket i Limfjorden, og af behovet for en lovgivning, der var mulig at opretholde46. Man forsøgte sig nu i stedet for med en regulering af fartøjernes størrelse. Det blev nu kun tilladt at anvende fartøjer under 5 BRT til indhaling af vod i Limfjorden vest for Aalborg. Øst for Aalborg var det tilladt i fartøjer op til 10 BRT. Bødestørrelse blev desuden forhøjet47. De nye regler gav fiskerikontrollen fordelen af, at fiskerne nu havde vanskeligere ved at skjule, hvis de overtrådte loven. De kunne ikke bare kaste deres fartøj fra sig. Til gengæld gav begrænsningen til 5 BRT fiskerne problemer med at finde egnede fartøjer, der bedst kunne udnytte de 5 BRT, og det gav tillige bekymring for, hvorvidt Limfjordsfiskerne nu skulle kunne klare sig i konkurrencen med fiskere andre steder, der ikke var underlagt samme regler.48 Pennalhuset og fiskernes modstand mod lovgivningen Løsningen på problemet blev det særlige Limfjordsfartøj ”Pennalhuset”, der var større end de kuttere, der holdt sig under de 5 BRT, men stadig holdt sig under de 5 BRT49. BRT (Brutto-register-tons) blev målt ved at gange bådens længde, bredde og dybde, og det udnyttede bådebygger Ove Christensen fra Glyngøre, da han i 1926 lavede en nybygning. Han optimerede bådens volumen uden at overskride de officielle mål ved at gøre den så kasseformet så muligt. Pennalhuset blev hurtigt populært og blev brugt til alle typer fiskeri. Fra 1930-60 var den standardbådtypen til erhvervsfiskeri på Limfjorden. I 1965 blev grænset på 5 BRT sat op til 8 BRT50. Dermed blev pennalhuset med for lille og blev efterhånden erstattet af dæksbåde og kuttere. Med indførslen af den nye bådtype rettedes bekymringerne mod redskabstyperne, og særligt i begyndelsen af 1920’erne og 30’erne mod længden på vodreb eller vodtove. Længden blev sat op flere gange, men alligevel trodsede fiskerne forbuddet og gjorde rebene længere. Der er beretninger om, hvordan fiskere smed de for lange reb i vandet, når fiskerikontrollen kom. Parallelt til problematikken 44 Højrup 1983, s. 324 45 Fiskeriindberetningen for 1915, s. 121; Jacobsen 2003, s. 76 46 Jacobsen 2003, s. 5, 68 47 Love og Anordninger 1925, s. 315 48 Wohlfart 1988, s. 22 49 Ibid., s. 23 50 Ibid., s. 69

med de mekaniske vodspil51. Det er dog eksemplet med åletrawl, der for tydeligst viser modsætningen mellem fjordens fiskere og forsøgene på at regulere fiskeriet – personificeret i fiskerikontrollen. I midten af 1930’erne forsøgte en fisker fra Glyngøre sig med fiskeri med åletrawl. Forsøget blev en succes og hurtigt fulgte en række andre fiskere i hans kølvand. En fisker fortæller, at de ret hurtigt kom i fiskerikontrollens søgelys, og at fiskerne derfor begyndte at fiske i flok:” Så snart der var en der havde set kontrollen, blev der sat et flag op, at nu var der en kontrol undervejs. Og så hev vi jo selvfølgelig op alle sammen, enten vi så havde sat ham eller ikke […]. Når vi så havde fundet ud af, hvor han var, og han måske havde snuppet en eller taget en eller andens redskaber op, sejlede han hjemad med det. Så, når han var så langt væk, at vi ikke kunne se ham, tog vi et træk mere inden han kom igen. På den måde fiskede vi.”52. Fiskerikontrollen havde da tre skibe i Limfjorden, i Nykøbing, Struer og Thisted. Disse tre jagtede fiskerne, og de fik forstærkninger, så de efterhånden var oppe på 7-10 kontrolbåde i fjorden. Der var stor risiko forbundet med fiskeret, og det lagde et stort pres på fiskerne53. Man kan forestille sig at et lignende pres har ligget på fiskerikontrollen. På længere sigt blev åletrawlet tilladt, lige som det senere forkætrede flydetrawl vandt indpas med små skridt. Fiskernes pres på centralmagten via bevidste brud på lovgivningen gav således gang på gang pote i form af udvidede tilladelser. Et andet eksempel, der illustrerer fiskernes systematisering af ulovligt fiskeri var afsoning af bøder. Mange fiskere blev taget af fiskerikontrollen og idømt bøder. For adskillige var det mere attraktivt at afsone bøden i fængsel frem for at miste rede penge. ”Et par uger i arresten om vinteren var således en mulighed som mange fiskere tog med i deres overvejelser over årets forløb.”54. På den baggrund kunne fiskerikontrollens arbejde siges at være nærmest umuligt. Hvor fiskerikontrollen som hele voksede og fik flere arbejdsopgaver f.eks. tilsynet med fiskebiler, frysehuse og fiskeforretninger, så faldt kontrollens niveau i Limfjorden gradvist. Fra i 1940’erne at have stationer i Nykøbing, Struer og Thisted, som alle havde tilknyttet kontrolfartøjer, faldt niveauet til at hele fjorden i 1967 skulle betjenes fra Glyngøre og Hals, hvoraf ingen havde kontrolfartøjer tilknyttet. I 1977 var hele fiskerikontrollen skrumpet til 31 stationer fordelt over hele landet55. At det ulovlige fiskeri ikke var faldet tilsvarende, kan ses af ovenstående beretninger om ålevod og –trawl. Fiskeriloven af 1978 - ”lystfiskeri”-loven I slutningen af 1960’erne var der krise i fiskeriet, da fiskepriserne på det internationale marked faldt. Fiskeriet i Limfjorden havde toppet i starten af 1900-tallet, og var begyndt den langsomme nedgang som sluttede med et kollaps i 1970’erne56. Dette gav anledninger til store forandringer i den lovgivningsmæssige tilgang til Limfjorden og dermed også til fiskeriet og kontrollen med fiskeriet i Limfjorden. Den 16. maj 1978 vedtages en lov, der skulle begrænse alt ikke erhvervsmæssigt drevet fiskeri. Loven, 51 Ibid., s. 49 52 Ibid., s. 52 53 Wohlfart 1988, s. 52-53 54 Ibid., s. 56 55 Blegvad 1946, s. 601-04; Fiskeriberetningen 1967, s. 10; Fiskeriberetningen 1977, s. 10 56 Jacobsen 2003, s. 7 88

der blev kaldt bierhvervsloven eller ”lystfiskerloven” var et generelt forbud mod deltidsfiskeri. Loven skulle beskytte de hårdt belastede fiskebestande mod overfiskning, den skulle medføre en bedre kontrol med de mange deltidsfiskere og den skulle beskytte de egentlige erhvervsfiskere57. Tanken bag lovforslaget var, at deltidsfiskeriet var hovedårsagen til den nedgang i fiskeriet, som oplevedes i det ydre farvande, og at et forbud mod deltidsfiskeriet ville styrke erhvervsfiskeriet58. Loven lavede et skarpt skel mellem erhvervsfiskere og lystfiskere, hvorved deltidsfisker-kategorien blev fjernet. Det var et brud med den tidligere lovgivningsmæssige praksis, der ikke havde skelnet mellem deltids- og fuldtidfiskere, og den tidligere så udbredte praksis omkring Limfjorden, hvor fiskeri indgik som en blandt flere næringer. Samtidig var det en kraftig begrænsning af det ”almindelige” fiskeri i Limfjorden, som trak sine rødder tilbage til Chr. I’s bestemmelser fra 1459 (se dette). Deltidsfiskerne kunne enten blive sportsfiskere eller fiske med det begrænsede antal redskaber, som blev tilladt, og så blev deres fiskeri begrænset af forbud mod nedgarn langs kysterne i næsten alle farvande samt ved å- og grøfteudløb59. En deltidsfisker måtte nu benytte: ”300 tejner eller 3 kasteruser og 3 garn (rødspætte-, tunge-, silde-, og makrelgarn el. lign.).”60. For at give mulighed for at opretholde disse regler indførtes et år senere den bestemmelse, at ethvert fiskeredskab, der ikke var et håndredskab, skulle være forsynet med et redskabsmærke fra fiskeriministeriet61. Til samme formål øgedes fiskerikontrollens bevillinger, idet de skulle stå for administrationen af den pågældende lovgivning, bl.a. salg af redskabsmærkerne. Loven gav som ventet en del modstand, bl.a. i form af læserbreve, der oversvømmede aviserne langs fjorden i sommeren 1978. I disse blev der argumenteret med, at den nye lovgivning ikke bare var et indgreb i en århundredegammel livsform og hævdvundne rettigheder, men også gik ud over den økonomisk svageste del af Limfjordens befolkning. Som yderligere argument fremførtes det, at lovgivningen ikke ville hjælpe, da deltidsfiskeriet ikke tegnede sig for en særlig stor del af fiskeriet62. De massive protester i Limfjorden, såvel som andre steder, blev dog ikke hørt. Loven blev gennemført. Da lovgivningen for alvor trådte i kraft i 1980 blev den da også med det samme omgået. En af de almindeligste måder at omgå loven på var (og er fortsat), at hele familien købte mærker, så man kunne fiske med flere redskaber. Andre valgte den mere direkte løsning at ignorere lovgivningen og fortsætte som hidtil. Også andre ”redskaber” end de i lovgivningen udpegede, har været taget i brug for at omgå reglerne. Således fangede man stadig ål med glib, men også med drænrør og bildæk. Også de blev dog ulovlige, da ministeriet præciserede over for fiskerikontrollen, at rør og dæk skulle betragtes som fiskeredskaber. Den nye lovgivning var fortsat ikke accepteret flere år efter indførelsen, og derfor kunne man i 1983 stadig tale om, at lovgivningen forekom urimelig og derfor ikke kunne tages alvorligt. ”Fiskeri opfattes som hver mands naturlige ret, man regner ikke ulovligt fiskeri for nogen forbrydelse, så derfor er antallet af redskaber i fjorden næppe blevet mindre efter de nye reglers 57 58 59 60 61 62

Wohlfart 1983, s. 2 Højrup 1985, s. 354-55 Ibid., s. 342 Fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 459 af 13. sept. 1978, i: Wohlfart 1983. Fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 458 af 6. nov. 1978, i: Wohlfart 1983 Wohlfart 1983, s. 5

indførelse.”63. Den nye lovning – eller de øgede bevillinger til fiskerikontrollen – kom hverken til at redde det hårdt trængte fiskebestand, eller til at begrænse det ulovlige fiskeri. Som ovenstående mere end antyder, fortsatte spillet mellem fiskere – nu som erhvervsfiskere og fritidsfiskere – og fiskerikontrollen med uformindsket styrke. Afslutning Med bierhvervsloven endte den flere hundrede år gamle praksis med regulering på Limfjorden, der havde som bærende princip at tage hensyn til ”den almindelige” adgang til fiskeriet, og fiskeriet blev nu forbeholdt erhvervsfiskere. Med det ændredes kontrollen med fiskeriet sig markant, og nærværende fremstilling af fiskerikontrollens historie stopper derfor her, og overlade perioden fra 1978 til i dag til en anden fremstilling. Som beskrevet har reguleringen af fiskeriet i Limfjorden, først i form af private aktører og siden i form af centralmagtens udpegede embedsmænd, været tæt forbundet med Limfjordens særlige status som et af Danmarks rigeste fiskerier, og med de særlige økologiske og økonomiske forhold, der gjorde sig gældende i fjorden. Behovet for kontrol blev åbenlyst allerede i middelalderen, idet store økonomiske interesser var på spil i Limfjorden, og igennem historien, har de mange forskellige interesser givet et behov en institution til at dele sol og vind lige, samt til at beskytte de omstridte ressourcer. Som sådan har fiskerikontrollen både repræsenteret noget forhadt, nemlig begrænsninger, men også været en af de institutioner, der ved deres beskyttelse af ressourcerne, muliggjorde den rige fangst i fjorden. At det har været begrænsningerne, der er sprunget mest i øjnene, er ikke overraskende, og den dag i dag gør fiskerne sig stadig store anstrengelser for at undgå at blive taget af kontrollen, men også i dag er fiskerikontrollen en del af et system, der medvirke til at opretholde fiskeriet. Litteratur: Algreen-Ussing, T.: Love og anordninger, samt andre offentlige Kundgørelser Danmarks Lovgivning vedkommende for Aaret 1850-66. Gyldendal. Bd. 1859 Blegvad, H.: Fiskeriet i Danmark, Bd. II. Selskabet til udgivelse af Kulturskrifter. København. 1946 Madsen, Finn Rindom & Thidemann, Jens (red.): En sommertur i Limfjorden med fiskerikontrollen 1889. Af W.T.T. Bloch. Limfjordsmuseets småskrifter nr. 22-23. Løgstør, 2002-03 Højrup, Thomas: Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering. Institut for Europæisk Folkelivsforskning. Statens Byggeforskningsinstitut. 1983 Jacobsen, Anne Lif Lund (2003): Limfjordens Fiskeri 1890-1925 – biologi, økonomi og forvaltning. Center for Historie, Syddansk Universitet, Esbjerg (upubl.) Lindhard, N. H.: Ret og Skel, Mål og Med. Fiskeri og kontrol på Limfjorden. Limfjordsmuseets Småskrifter nr. 5. 1985 63 90

Ibid., s. 7

Mathiessen, Hugo: Limfjorden. Fortoninger og Strejflys. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København. 1936 Rasmussen, Holger: Limfjordsfiskeriet før 1825. Nationalmuseet, København. 1968 Samling af Love, Anordninger, offentlige Kundgørelser, ministerielle Cirkulærer og Skrivelser m.m. Udgiven efter Indenrigsministeriets Foranstaltning. J.H. Schultz A/S. København. For årene 1886-90, 1907, 1923 og 1925. Strubberg, A.C. (red.): Dansk Fiskeristat. Forlaget for Danske Erhverv. København. 1936 Wohlfart, Eske: Fritidsfiskere på Limfjorden. Limfjordsmuseets Småskrifter nr. 3. Løgstør. 1983 Wohlfart, Eske: Limfjordsfiskeri – fra sildeeventyr til fritidsfiskeri. Limfjordsmuseet. Løgstør. 1994 Wohlfart, Eske: Pennalhuset – fartøj og fiskeri på Limfjorden. Fiskeri- og Søfartsmuseets maritime skrifter nr. 14. Esbjerg. 1988

Kilder: Fiskeri-Beretning udarbejdet på Landbrugsministeriets Foranstaltning af C.F. Drechsel. Centraltrykkeriet, Kjøbenhavn. For årene: 1892, 1907 Fiskeri-Beretning udarbejdet på Landbrugsministeriets Foranstaltning (senere Fiskeriministeriet). Centraltrykkeriet, København. For årene: 1908, 1915-18, 1929-31, 1937-1977. Fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 459 af 13. sept. 1978 Tidsskrift for Fiskeri II, 1868, 1870

Fiskerikontrol på Limfjorden Anna Noe Bovin, Morslands Historiske Museum Morsø Folkeblad den 16/6-1934

To desperate Brødre fra Glyngøre truer Fiskerikontrollen med en Baadshage! De flygtede i Farvandet mellem Fur og Livø med Kontrolbaaden og søgte at hindre en Forfølgelse Sluppet bort, da Forfølgernes Benzin-Dunke var udtømt, men genkendt alligevel. Fiskerikontrollen i Thisted var i Gaar i Farvandet mellem Fur og Livø ude for en ikke helt almindelig Oplevelse: Fiskeribetjent Diget og Fiskerimedhjælper Kristensen havde i Kontrolbaad Nummer syv været ude hele Natten; ved 5 ½ Tiden i Gaar Morges forlod de Ejerslev Havn for at sejle hjemad: da de naaede Favnedybet mellem Fur og Livø, traf Kontrollen på to Fiskerbaade, der laa Side om Side. Kontrolbaaden løb op paa Siden af Baadene og konstaterede, at Fiskerne drev Aalevodsfiskeri, men at Linerne var længere, end Loven tillader. Den ene Baad sejler med Kontrolbaaden. For nærmere at undersøge Forseelsen, gik Fiskeribetjent Diget og hans Medhjælper ombord i Fiskerbaadene, hvor de begyndte at opmaale Linerne. Da de kun kunde maale op paa en Baad ad Gangen, begyndte de i den fjerneste Baad. Mens Opmaalingen stod paa, saa de to Fiskere i den Baad, hvortil Kontrolbaaden var fortøjet, deres Snit til at kappe Fortøjningen mellem de to Fiskerbaade, hvorefter de pludselig sejlede bort med Kontrolbaaden! Da Fiskerbaaden var kommet 50 Meter bort, kappede de Kontrolbaaden fra og fortsatte deres Flugt, mens Kontrolbaaden fik Lov at sejle i sin egen Sø. Fiskeribetjent Diget fik Fiskerne ombord i den Baad, hvor de opholdt sig, til at sejle efter Kontrolbaaden, og saa snart de havde faaet fat i denne og var kommet ombord, optog Diget og hans Medhjælper Forfølgelsen. Et anslag, der mislykkedes. Det lykkedes dem at komme nær op ad Fiskerbaaden, og Diget raabte til Fiskerne, at de skulle standse, men dette svarede de Nej til. Da Kontrolbaaden søgte at komme op på Siden af Fiskerbaaden, smed Fiskerne ca. 30 Favne Line ud, for at det skulde gaa i Kontrolbaadens Skrue, men det lykkedes Kontrolbaaden at tage Linerne op. Den ene Fisker truer med Baadshagen! Diget vilde nu forsøge at springe ombord i Fiskerbaaden i Farten, hvorfor han lod Baaden sejle tæt op til Fiskerbaaden, men nu greb den ene Fisker en Baadshage og vendte den som en Lanse mod Fiskeribetjenten, idet han erklærede, at hvis Diget forsøgte at springe ombord, vilde han blive prikket i Vandet. Da fiskeren saa helt desperat ud, og det tilsyneladende var forbundet med Livsfare at forsøge at borde Baaden, opgaves dette. 93

Kontrolbaadens Benzin slap op. Samtidig opdagede man ombord på Kontrolbaaden, at Nattens Sejlads omtrent havde tømt Benzinbeholderen, saa Forfølgelse var umulig; man havde lige Benzin nok til at kunne sejle ind til Nykøbing. Her blev Fiskeriassistent Kristensen alarmeret, og man foretog nu en lang Eftersøgning i Farvandet Løgstør Bredning, Livø Bredning m.v., men uden Resultat. Baaden, der under Flugten havde fjernet sit Nummer, var forsvundet, rimeligvis havde Fiskerne faaet sig forputtet i et eller andet godt skjult Smuthul. Man vidste saaledes ikke noget om, hvem de paagældende var, og Fiskerne ombord på den anden Baad, der var fra Glyngøre, nægtede at opgive Navnene. To Glyngøre-Fiskere Imidlertid fortsatte man Undersøgelserne, og det lykkedes at konstatere, at den flygtede Baad med de to desperate Fiskere ligesom den anden Baad var fra Glyngøre, og at de to Fiskere var Brødrene Svenningsen. Der vil nu blive udarbejdet en Rapport over den mærkelige Sag, hvorefter der vil ske Anmeldelse til Politimesteren. Den Forseelse, hvorfra Fiskerne søgte at flygte, vilde kun have kostet dem en mindre Bøde, maaske paa et halvt Hundrede Kroner. Nu vil Fiskerne i Stedet foruden denne Bøde, som de ikke slipper uden om, faa Bøder for at være flygtet, for at have sejlet bort med Kontrolbaaden, for at have fjernet Nummerpladen og endelig for at have forsøgt Vold mod Embedsmand i Funktion. Den sidste Anklage er naturligvis den værste.

Nykøbing Mors, juli måned 2009 Min del af Limfjordsmuseernes forskningsprojekt ”Den regulerede fjord II” skulle være at komme med Fiskerikontrollen på Limfjorden, for at kunne beskrive og dokumentere Fiskerikontrollens hverdag ved Limfjorden i 2009. Jeg ringede til dem, på det nummer der står i telefonbogen, men ingen svarede. Jeg prøvede gennem flere uger. Som lokalkendt vidste jeg selvfølgelig godt, at jeg skulle tale med Lars Østergaard, som er indsatslederen i Nykøbing, og det ville være let at finde hans private adresse og telefonnummer. Men når det nu skulle være en officiel undersøgelse, tænkte jeg, at jeg hellere måtte benytte de korrekte kanaler. Jeg forsøgte flere gange i løbet af dagene, men uden held. Det undrede mig lidt, at der ikke var en telefonsvarer eller en henvisning til et andet sted. Mit ærinde var jo ikke ligefrem presserende, men hvad gør man egentlig, hvis man står med en vaskeægte fiskeriforbrydelse, som man gerne vil have myndighederne til at tage sig af? Den 29. juli var der endelig en, der tog telefonen og han sagde, det var forkert nummer og at jeg skulle ringe til oplysningen for at få fat i fiskerikontrollen. Nu er jeg lidt sparsommelig anlagt, så jeg søgte først på de gule sider og krak på nettet på fiskerikontrol uden held. Så googlede jeg lidt og det eneste nummer, jeg kunne nå frem til var Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri. Jeg husker selvfølgelig at der var en omfattende strukturændring i 2006, specielt fordi der fra lokalpolitisk hold blev kæmpet indædt for at bevare de statslige arbejdsplader her i området. Det endte med at Nykøbing fik lov til at beholde Fiskerikontrollen, men der blev gennemført en centralisering; blandt andet denne omlægning af telefonsystemet. Kontoret fik også ny adresse i 2006. Centralisering kan jo nogen gange være meget effektivt, så jeg ringede til Ministeriet. Medarbejderen i omstillingen havde ikke nogen fiskerikontrol at stille om til. Hun googlede også lige på nettet for en sikkerheds skyld, så stillede hun mig om til Fiskerafdelingens forkontor, som oplyste mig om, at det var ministeriet, jeg havde ringet til. Jeg fortalte hende, at jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle få fat i fiskerikontrollen og hun hjalp mig med at finde nummeret på Fiskeridirektoratet, som jeg ringede til. Der var gevinst. Jeg fik forbindelse med Fiskeridirektoratet og fortalte, at jeg ringede fra Morslands Historiske Museum og at jeg gerne ville i tale med Fiskerikontrollen i Nykøbing Mors og jeg blev hurtigt stillet videre til den første ”ledige” betjent; Henrik Nielsen i Nykøbing - også før jeg kunne nå at få sagt mit ærinde; at det ikke var en anmeldelse, men en henvendelse om at få et interview og en dag med fiskerikontrollen. Han tog ikke telefonen. Jeg forestiller mig, at han nok var midt i en opgave på en havn et sted eller med en af de omk. 90 dambrug, der findes i området. Jeg kender Henrik fra den lokale sejlklub, hvor han er en af de faste kapsejlere til onsdagssejladsen i sin Banner 30. Han er uddannet kok og fødevaretekniker og han har fortalt mig, at han ofte arbejder med kontrol af dambrug. Da der ikke blev svaret, kom mit opkald tilbage til direktoratet – og jeg nåede at sige til medarbejderen, før hun stillede mig videre, at jeg egentlig gerne ville tale med Lars Østergaard; siden det nu var en forespørgsel og ikke en anmeldelse, der var mit ærinde. Hun fortalte mig, at Lars Østergaard havde ferie. Jeg spurgte, om jeg kunne få hans nummer, så jeg kunne ringe til ham, når han kom tilbage på arbejde. Men nej, hun måtte ikke oplyse direkte numre, det skulle jeg selv bede ham om, når jeg snakkede med ham - og tja her tænkte jeg lidt på at ringe hjem til ham privat, eller måske til formanden for muslingefiskerforeningen Benny Andersen, som jeg var sikker på ville kunne give 95

mig et nummer. Men Fiskeridirektoratet insisterede på, at jeg skulle snakke med en, der hedder Ole og så stillede hun mig om. Ole kunne heller ikke tage telefonen og så blev jeg sat i forbindelse med Lasse Helmgren. Hans stemme nåede mig gennem blæst og meget knitren ude fra vandet. Jeg gjorde det derfor meget kort og sagde til ham, som det var, at jeg gerne ville med på kontrol. Han var bestemt ikke afvisende, men sagde, at han lige var midt i noget og om jeg ville være sød at ringe igen lidt i fire på hans mobilnr. 72 18 85 13. Han var lidt usikker på om det var det rigtige nummer, for han havde lige fået ny telefon. Jeg tog tid. Det tog ni minutter at komme hertil. Hvis jeg nu havde været en lystsejler, eller en turist på stranden som ville melde en overtrædelse, kan det godt være at jeg kommet på andre tanker, efter de første fem. De seneste strukturændringer har haft positive konsekvenser for eksempel i form at bedre intranet og pc-løsninger, men det har også medført problemer, for eksempel i forhold til at komme i kontakt med Fiskerikontrollen, som jeg oplevede. Strukturændringerne har også skabt debat i sportsfiskerkredse, om der nu var ressourcer nok til at varetage opgaverne på en ordentlig måde . Det første udspil til en strukturændring i 2006 ville have ramt Limfjordsområdet og specielt Nykøbing Mors hårdt. Lørdag den 10. juni 2006 kunne man læse i Morsø Folkeblad, at Fiskerikontrollen i Nykøbing skulle nedlægges. Kun Frederikshavn, Esbjerg og Roskilde skønnedes store nok til at kunne bære en fast bemanding. Såvel ledelsen som den administrative del af fiskerikontrollen skulle samles i de tre byer. Det fik Ole Vagn Christensen, Thisted, medlem af Folketinget for Socialdemokraterne til at gå til modværge under de indledende ord ”Nu må centraliseringsgalskaben snart holde op” . I Morsø Folkeblad klandrer han venstrepolitikerne Torsten Schack og Inger Støjberg for at have svigtet Mors. Inger Støjberg svarer tilbage, med at kalde Ole Vagn Christensen ”ukollegial”. Hun henviser desuden til, at ”der var lagt op til, at skæbnen for Fiskerikontrollen skulle være meget værre end den blev. Oplæget var nemlig, at Fiskerikontrollen skulle flyttes helt væk fra Mors. Men efter en samtale med Fødevareminister Hans Christian Schmidt, så blev enden den, at der nu som bekendt stadig er garager og dermed udgående funktioner fra Mors” . Ole Vagn Christensen replicerer ”Havde du kunnet afse tid til at mødes med Morsøs borgmester, som Torsten og jeg kunne den 29/6, så ville du have set hvilke forsømmelser, du har brugt eller misbrugt til at fjerne Fiskerikontrollen fra Mors; ved at holde din viden, hvis du har fået samme viden som Bent Bøgsted, hemmelig for de, som har valgt dig, og de som havde kunnet kæmpe sammen med dig om at fastholde en struktur med tre kontorer i Jylland; Frederikshavn, Morsø og Esbjerg. Morsø Kommune har efter rapporten er blevet offentliggjort, bearbejdet den og udarbejdet notat, som klart viser, at de stedfundne begrænsninger og nedlæggelse af kontoret på Mors ikke holder vand” . Så kommer Fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) på banen med et læserbrev. Han tilkendegiver, at ”..vi arbejde med helt og holdent at flytte fiskerikontrollen fra Nykøbing Mors, (..). At det så ikke blev enden på historien skyldes den proces og de drøftelser, som http://www.sportsfiskeren.dk/nyheder/Nyheder_2008/November/Den_store_debat_kontroldebat_et_overblik/ Morsø Folkeblad torsdag den 29. juni 2006 Morsø Folkeblad tirsdag den 4. juli 2006 Morsø Folkeblad onsdag den 5. juli 2006 96

vi har haft med kommunalpolitikere, folketingsmedlemmer og især medarbejderne. Nykøbing Mors fortjener et særligt vågent øje, fordi der er langt til alternative arbejdspladser. Vi har fundet en løsning, der gør at medarbejderne kan bevare deres arbejde og blive boende i byen, fordi kontrollen omlægges til mindre faciliteter, hvorfra man kan hente en bil eller både. Det betyder, at vi kan spare husleje og administration, fordi kontrollen gøres mobil og digitaliseres” . Dagen efter bringer Morsø Folkeblads en baggrundsartikel om Morsø Kommunes indsats, og ikke mindst borgmester Egon Pleidrup Poulsens arbejde, for at bevare Fiskerikontrollen i Nykøbing. Ved granskning af den rapport Fiskeridirektoratet fik udarbejdet af revisionsfirmaet Deloitte finder kommunen følgende vurdering; ”Der har ikke i forbindelse med de gennemførte analyser været grundlag for at anbefale nedlæggelse af de eksisterende afdelingskontorer”. Egon Pleidrup Poulsen kalder derfor direktoratets udspil ”ren politik” og peger på en af de utilsigtede konsekvenser, nemlig at fiskeribetjentene kommer til at bruge mere tid på landevejene og dermed mindre tid på de egentlige opgaver. I notatet fra Morsø Kommune fremgår det desuden, at nok landes de største mængder torsk og industrifisk i havnene i Hirtshals og Skagen, men da det er meget store skibe med få anløb, er kontrolopgaven mindre end i Thyborøn og Hanstholm, hvor der er mange landinger fra flere skibe. Dertil kommer kontrollen af muslinge- og østersfiskeriet, samt ferskvandsområdet som ligger bedre for Nykøbing end for Esbjerg eller Frederikshavn. Det var dette notat de lokale folketingsmedlemmer, minus Inger Støjberg, drøftede på mødet den 29/6 og dermed de kommunale synspunkter, der blev bragt videre til Folketinget . I dag er der kontorer i Esbjerg med seks mand, i Frederikshavn med 12 mand og i den største afdeling i Nykøbing med 16 mand. Tilsammen udgør de tre kontorer Fiskerikontrol Vest. Kontrollen i Nykøbing havde omkring 25 ansatte i 2006 før strukturændringen. Også i 1960´erne havde man fra centralt hold lagt op til en strukturændring. Dengang betød det at kontrollen skulle flyttes til Hanstholm eller Thyborøn, men den lokale fiskeindustri lagde pres på, (Tage Priess med Østerskompagniet og Græsborg med Glyngøre Fiskeindustri) og fik held til at beholde fiskerikontrollen i Limfjorden. Det var altafgørende for industrien, at kontrollen kunne udtage prøver og lave papirarbejdet. Ellers kunne produkterne simpelt hen ikke eksporteres. Oprindeligt var der en mand i Glyngøre og fire i Nykøbing. Den ene mand kunne ikke følge med, så i 1968-69 var alle mand i Glyngøre. Et hold tog færgen over til Østerskompagniet på Ørodde hver dag .

Nykøbing Mors, 10. august 2009 Fiskeribetjent Lasse Helgren havde givet min besked videre til Lars Østergaard, som ringede til mig den 10/8 straks efter sin ferie. Vi aftalte, at jeg kunne komme med på fiskerikontrol på Limfjorden den 24. august 2009. Han bad mig om at møde på H.C. Ørstedsvej kl. 6 med varmt tøj og madpakke. Jeg behøvede ikke have gummistøver eller sejlertøj med, da fiskerikontrollen har overlevelsesdragter med indbyggede støvler og det anbefalede han, at jeg brugte. Det er ikke påbudt at betjentene bruger det, men de skal i hvert fald have redningsvest på, når de er på vandet. Den følgende tid brugte jeg på at læse om emnet og jeg ringede til Christian Christensen, for at spørge

Morsø Folkeblad mandag den 10. juli 2006 Morsø Folkeblad tirsdag den 11. juli 2006 Interview med Christian Christensen

om, han ville give et interview. Christian er fhv. fiskeribetjent og jeg havde hørt, at han kunne en masse gode historier. Han var nem at få fat i, men ville gerne lige tænke over, om han kunne bidrage med noget. En af problemstillingerne er naturligvis at en vis form for diskretion er nødvendig, da det handler om mennesker og lovovertrædelser.

Nykøbing Mors, den 24. august 2009

I 1934 blev fiskeribetjentene truet med bådshage, da de forfulgte de to desperate fiskere. I dag sejler jeg ud med fiskerikontrollen – og jeg er spændt på, hvad dagen vil bringe. Jeg håber, betjentene som jeg skal med, er indstillet på at fortælle om deres hverdag og jeg håber, jeg kan få taget en masse gode fotografier. Jeg håber, vi finder noget ulovligt, men et dramatisk optrin som det netop beskrevne, kan jeg godt være foruden. Kl. 6 på H.C. Ørstedsvej. Fiskeribetjent Erik Mortensen stiger ud af sin bil iført t-shirt, cowboybukser og sandaler. Vi hilser, han låser op og slår alarmen fra. Fiskerkontrollen er døgnbemandet, men det er kun en lille del af tiden betjentene tilbringer på kontoret. Tjenestebilerne fungerer ofte som kontorer og minder meget om den måde toldvæsnet er opbygget på i dag. Kontorbygningen er et ombygget kollegium, derfor er der mange små rum og aflukker, som ikke giver specielt meget mening i forhold til de opgaver og funktioner, bygningen skal rumme nu. Det første man møder er en række skriveborde med en pc-skærm på hver. Til disse skærme kan betjentene koble deres personlige pc´er. Det betyder, at man ikke har faste pladser, men opbevarer sine ting og sager på reolerne langs væggen. At man stort set altid sidder på den samme plads, er en anden sag.

På en af skærmene hænger to gule blink. Jeg spørger, om de er ulovlige. Ole Hvid Knudsen, som tit sidder netop ved den skærm, fortæller, at de er lovlige nok, men at det er en træls ting, når man haler net ind til inspektion og får fingrene i sådan nogle kroge, der kan gemme sig i nettet. Det sker, de sætter sig fast, når lystfiskerne kaster deres liner ud. 98

Ole, eller Knudsen, som kollegerne kalder ham, er en rutineret betjent. Han har arbejdet i kontrollen i 14 år. Erik er til gengæld næsten ”ny”. Han begyndte i april i år. Der rekrutteres nye betjente efter behov. Sidste optagelsesrunde, som Erik kom med i, var den første i fem år. Der blev udvalgt ni ud af 150 ansøgere. Uddannelsen tager 2 ½ år og er en kombination af kurser og praktisk arbejde i Fiskerikontrollen. Optagelseskravene er, at man kan løbe to km på under 12 minutter, at man kan svømme, samt er god til dansk. Desuden bedømmes man på samarbejdsøvelser o.l. Erik har arbejdet som marketingkoordinator i mange år, men ville simpelthen ikke tilbringe hele sit liv bag et skrivebord. Da han er entusiastisk lystfisker og rigtig glad for natur, var det oplagt at søge ind ved Fiskerikontrollen, da der blev åbnet for ansøgere. Erik er født og opvokset i Glyngøre og har derfor Limfjorden helt inde under huden, lige som mange af de andre betjente. Der er nu også nogen, der kommer langvejs fra; medarbejdere der kører fra Holstebro eller Randers til og fra arbejde. Ind imellem en ganske hård tjans efter en ti-timers vagt, med utallige meter tunge, våde net og ruser, der skal hives ind og kontrolleres. Fiskerbetjente er statsansatte kan derfor blive forflyttet mellem de forskellige afdelinger. Forflyttelserne sker efter behov, for eksempel i forbindelse med strukturændringer. Da grænsestationen ved den dansk-tyske grænse blev nedlagt i 1993, skulle Lars Østergaard forflyttes. På det tidspunkt arbejdede han i Padborg specielt med udstedelse af sundhedsattester og certifikater til fiskeindustrien, samt efterforskning af kvotesvindel. Han fik valget mellem at komme til Fiskeridirektoratet i København og Mors. Hans kone valgte Mors. Lars kom oprindeligt fra Jedsted ved Ribe og er af en sømands og fiskerfamilie.. Han har selv været erhvervsfisker fra Hvide Sande. Før i tiden var det et krav at fiskeribetjentene havde en fisker-baggrund og fiskerskippereksamen eller en sætteskippereksamen. Han har været ved Fiskerikontrollen i 28 år og er holdleder for kyst/ferskvandsområdet i Nykøbing. I dag skal vi på en såkaldt ”Risikobaseret Kontrol”. Det betyder, at vi går efter de anmeldelser, der har været og efter mistænkelige ting, vi ser. Vi skal ikke bruge den kostbare tid på fjorden til rutinetjek af alt muligt. Efter blot en lille time på stedet, har jeg opfanget så meget som, at det er effektive mennesker, vi har med at gøre. Betjentene ved, hvad de skal, kender deres opgaver og de handler – også mens de fortæller og besvarer alle mine spørgsmål. Rutinen er i korte træk at man møder, tilslutter pc´en, skifter til uniform, tjekker døgnrapport, mails og telefon, pakker udstyret eller tjekker, at det ombord i båden og bilen; overlevelsesdragter, søkort, bådshager, kikkerter, ankre, tovværk, gule plasticsække, mappen med besøgsrapporter og skemaer til rapporteringen, kaffen i termokander og maden i en blå køletaske.

Lars Østergaard tjekker også vejrmeldingerne grundigt. Ud fra den og ud fra de anmeldelser, der er kommet ind, planlægger han sejladsen. Det er vinden, der bestemmer, hvor vi skal hen; der er jo ingen grund til at tage et sted hen, hvor der ikke bliver fisket. I dag er der S/Ø vind, det vil sige mulighed for garn langs Himmerlandskysten og vandstanden er middel + 10. Hvis vandstanden er for lav, vil der heller ikke være noget at komme efter. Men det ser fornuftigt ud, synes han. Imens har Erik og Ole arbejdet i garagen. Bil og båd holder ved indgangen. Lars Østergaard melder klar og så tager vi af sted.

100

Vi sejlede i en motorbåd med to 60 hestes 4 takters påhængsmotorer. Der er to hvide lædersæder foran, som man sidder rigtig godt på, også når båden sejler hurtigt. Og det gør den – op til 30 knob. Den er forholdsvis bred og fladbundet, så den kan sejle ind på ½ meter vand. Overlevelsesdragterne er 100 % vandtætte, så hvis der er behov for det kan betjentene vade i land. Der er en afskærmet plads ude foran, bestemt ikke luksus, men et godt sted, hvis man trænger til læ og tørvejr. Det kan være meget praktisk, når man skal udfylde kontrolskemaer og lignende. Bagtil er der en støbt en bænk i glasfiberen, med stuveplads til tov, anker, bøjer, fortøjninger, samt de gule plasticsække, hvor konfiskeret fiskegrej opbevares. Endelig er der en god stor afløbsrist, så alt det vand der kommer ind over rælingen, kan komme ud igen. Der er moderne navigationsudstyr, men også kompas og gammeldags søkort på papir, kraftige projektører og desuden bådshager og kikkerter ombord.

Lars Østergaard styrer ud af klosterfjorden forbi Østers Kompagniets hvide bygninger fra 1930´erne og over sundet mod Glyngøre. Første kontrol er af fritidsfiskerruser. Positionen skrives ned, ruserne kontrolleres for korrekt mærkning, og betjentene ser efter, om der er en odderrist i rusen. Det skal der 101

være. De fortæller mig, at der efterhånden er mange oddere i Limfjorden. Hvis de svømmer ind i en ruse for at tage fiskene, kan de ikke komme ud igen og så drukner de. Odderen er fredet. Der var en korrekt rist i rusen. Det er et lille jernkryds i en ramme og sidder så odderne ikke kan komme ind. Anden kontrol er en erhvervsfisker fra Thissinghuse. Han var ude efter fjordrejer, som han allerede havde fanget en del af. Fangsten er stablet i flamicokasser med knus is i jollen. Peter, som fiskeren hedder og betjentene kender godt hinanden fra tidligere møder og får en god snak om rentabilitet af krabbefiskeri blandt andet. Den kunne efter Peters mening være bedre. Mellem rejerne er der lidt småfisk, f.eks. Hundestejler og Tangspræl, lidt spisefisk (yngel) f.eks. Kuller og en enkelt ål. Denne bifangst bliver selvfølgelig sorteret fra og genudsat, før kasserne med rejer stables. Især er Peter hurtig til at få ål overbords, for, som han fortæller, så ødelægger slimen fra ålen rejerne.

Glæden over en fjord der i disse år bliver renere og med mere fyldt af liv, er mærkbar både hos erhvervsfiskere og betjentene. Hvis jeg var ude efter et drama som i 1934, er det i hvert fald ikke i denne stille morgenstund, det skal findes. Tvært imod oplever jeg en god kommunikation mellem de to parter, hvor lighederne falder mere i øjnene end forskellene. Lars Østergaard fortæller mig senere, at den eneste gang, han har oplevet noget dramatisk, var da 102

en fisker engang trak ham lidt rundt i slipset. Men det er mange år siden. En udvikling, der måske er medvirkende til det gode forhold mellem betjente og fiskere er, at fiskerne, såvel lystfiskerne som erhvervsfiskerne bliver hørt og er med til at lave reglerne nu. Lovændringerne kan ske med ganske kort varsel og offentliggøres i Lovtidende A. Det kommer også hurtigt ud på hjemmesider, både direktoratets og på de hjemmesider organisationer og foreninger selv driver. Hvis man besøger Fiskerikontrollens kontor på H.C. Ørstedsvej kan man også forsynes sig med informationsfoldere lige fra ”Nye regler om Trollingfiskeri”, skrivelser om lokalfredning og mindstemål for hummere til hvordan man løser fisketegn. En af de ting fiskeribetjentene er meget opmærksomme på i dag, er netop hummere. Hummeren er vendt tilbage til fjorden og den er værdifuld. Ifølge Lars Østergaard kan man sælge dem for omkring 100 kr. stykket. Hvis det tilmed er ”sort”, bliver der hurtigt en stor fortjeneste. Hummeren er fredet i juli og august. Når vandet er varmt skifter hummeren sit skjold. I den periode er den ”blød” og ikke så værdifuld. Fredningsperioden er sat til juli og august, men fordi det var et varmt forår i år, begyndte hummerne faktisk at skifte skjold allerede omkring april. Hummeren yngler året rundt og når den er med rogn, må man under ingen omstændigheder fange den.

Ved Fur kontrolleres et hyttefad for hummere. Betjentene har fået en anmeldelse om det. Men det er tomt, da vi når frem, bortset fra et par ål. Der er i øvrigt næsten ingen ål tilbage i fjorden. Det har ikke noget med forurening at gøre, men skyldes der imod at ynglen, glasålene, aldrig når frem til Limfjorden. Nogle minutter senere sejler vi op til en fritidsfisker, der røgter ruser. Han har ikke legitimation på sig. 103

Han ved godt, at han skal have det. Grunden til at man skal have id med på fjorden, er at betjentene kan kontrollere, om man er den retmæssige ejermand til fiskeredskaberne. I Danmark køber man personlige fisketilladelser. ”Du kan godt købe mærker i din svigermors navn, men så skal hun altså være med i båden, når du tager ud for at røgte garn og ruser”, siger Ole Hvid Knudsen. Fiskeren har røde refleksmærker på de standere, der markerer hvor ruserne er. Ole fortæller fiskeren, at de skal være gule. Det er så man ikke tager fejl af dem og af et sømærke. Søvejsreglerne gælder for alle, der sejler og et rødt sømærker betyder, at det er et bagbordsmærke. De to forseelser er ikke noget, Ole giver fiskeren en bøde for, men han beder om, at det bliver bragt i orden og giver ham en såkaldt ”Besøgsrapport” – et stykke papir, der minder om, at det skal ordnes.

Ud for Junget er der muslingeopdrætsanlæg. De gule bøjer med krydset i toppen kaldes specialafmærkninger og bruges blandt andet til at markere felterne. Man skal ikke sejle ind mellem dem. Der er fyldt med muslingeliner, strømper og lignende. Reglerne for muslingedyrkning er, at man skal anvende en 1/3 af arealet for at bevare sin licens. Betjentene er ikke glade for den regel, for det er meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for dem at kontrollere. Der har de simpelthen ikke de rigtige redskaber. Lars Østergaard fortæller, at reglerne er under revision og at der snart kommer andre retningslinjer, der nemmere at kontrollere, hvilket de er glade for. Til gengæld er positionen på muslingefelterne noget, der skal kontrolleres. Der er både GPS og gammeldags søkort ombord og de to store felter bliver tjekket. Desuden noteres det, at specialafmærkningerne er for lave. De skal rage 1 ½ meter op over vandoverfladen, så de er tydelige at se. Hvis man ikke jævnligt tager dem med ind og renser dem for rur og begroning, bliver de bare tungere og tungere og ligger derfor dybere i vandet. En afmærkning koster omk. 1200-1600 kr. så det er en overkommelig udgift at have en ekstra, som man kan sætte ud, mens den anden bliver højtryksspulet på land. ”Det er også vigtigt at have en ekstra, 104

hvis en bliver revet løs og forsvinder under en storm for eksempel”, siger Lars. Der er rigtig hårdt arbejde at være muslingedyrker. I begyndelsen var der en guldgraver-stemning over det, fortæller Lars, men i virkeligheden er det lige så hårdt som gammeldags bundgarnsfiskeri, med mindre man har fuldautomatisk udstyr og det har de færreste. Der er kommet anmeldelser på nogle garn langs kysten. Der er nu ikke noget galt, da det viser sig at være rejeruser, der lovligt kan sættes ind til land og der bliver derfor ikke skrevet noget i rapporten.

Ude omkring Ærtebølle fortæller Erik om havørredfiskeri. Der er mange havørreder at fange, når vandet er mellem 9 og 12 grader. Der er kalkbund ved Ærtebølle og lystfiskerne går ud med snøren i vaders. Der er også huller, man skal passe på ikke at falde i. Udover ulovlige hummer er det uregistrerede net og ruser, net og ruser for tæt på land/åudløb, uregelmæssigheder i forbindelse med muslingefelterne og manglende id hos fritidsfiskerne, der er de mest typiske problemstillinger for den kystnære fiskerikontrol. ”Området fra Rønbjerg ned til Hvalpsund er et stykke kulturhistorie i sig selv”, siger Lars Østergaard. Denne kyststrækning er ”autonomt” område og har altid været det. Under aften sættes der net og hives fisk op – og hverken afstand til kysten eller nettenes afmærkning, er noget de tager så tungt. Tvært imod er det nærmest en kultur i sig selv, at gøre det som man altid har gjort. Der er intet at bemærke, da vi sejler forbi ind mod Rønbjerg Havn. ”Det er naturligt nok”, siger Lars. ”Det er først til aften, de kommer og den bedste måde at tage dem på, er inde fra land”. Det sker, at betjentene tager en aftentur langs stranden. På dette stræk er det Ole Hvid Knudsen, der sejler. Det sker i et nærmest adstadigt tempo i forhold 105

til den fart, Lars Østergaard har holdt hele formiddagen. Jeg spørger lidt til det og får at vide, at der også er en signalværdi i at bogstaveligt talt at vise flaget. Flaget på motorbåden er en stander med to blå og to gule felter. Minder mest om i farverne om bogstavflag K, der betyder ”Jeg ønsker at komme i forbindelse med dem”. Det er også malet på siden af båden sammen med ordet ”FISKERIKONTROL”, skrevet med store tydelige bogstaver.

Vi lægger til i Rønbjerg Havn og får mulighed for at gå på toilettet. Sådan er det ikke altid, og jeg er glad for betænksomheden. Vi spiser madpakkerne og snakker lidt med færgemanden, som tager passagerer med til Livø. Ingen biler. Livø er kun for mennesker og dyr. Ole har været der ovre på udflugt med familien i sommeren. De har fire børn og havde en fantastisk udflugt med gåtur langs stranden og gennem den smukke skov. I Rønbjerg er der en lille fiskehandler. Betjentene har ret til at inspicere i fiskehandler også, hvis de har mistanke om, at der sælges undermålere. Vi går nu ikke ind. I stedet får Lars øje på en line, der hænger ned langs bolværket. Han siger, det måske er et grisehoved. Forklaringen er, at man nogle gange smider et grisehoved i en sæk med huller i, så svømmer ålene ind og æder af kødet. Det er ikke et grisehoved, men en hjemmelavet rejeruse. Det er fyldt med slam fra havnen og stinker stort set lige så slemt, som et grisehoved ville have gjort. Rejer fanget inde i Rønbjerg Havn, skal man nok vælge at holde sig fra.

106

De to påhængsmotorer får lidt at leve af igen og vi sætter over mod Livøs nordkyst. En tom to liters dunk af plastik, den slags man bruger til sprinklervæske, flyder i vandoverfladen. Vi sejler hen for at tage den omborg. Til dunken er der bundet en tynd grøn line. Et ulovligt net. Lars haler ind, men en strøm eller en uheldig dønning slår os ud af kurs og linen brister. Der bliver ikke bandet, men luften er tyk af ærgelse. I samme sekund som vi taber tråden, trykker Lars på GPS´en, så vi har positionen. Så skal der stryges; et langt tov gøres klar med en orange gummibøje i den ene ende, et anker med mange små hager hele vejen rundt på midten og den sidste ende bundet fast bag på båden. Vi sejler i cirkler, der bliver stadig mindre, omkring den markerede position. Bøjen hopper og danser efter båden. Lars tager i rebet en gang i mellem for at føle, om der er bid. Vi leder efter det net, der højst sandsynlig sad i enden af den grønne line og nu ligger på bunden et sted, eller allerede er drevet væk med strømmen. Manøvren kaldes også at dræ.

Vi cirkler flere gange uden held. Det ender med at Lars siger, at vi hellere må få hevet hunden ind. ”Hunden” er et andet ord for den gummibøje, vi har i snor. Hundens funktion er, at vi kan sejle om det den ende og hive ankeret løs, hvis det skulle komme til at kile sig fast et sted. Vi sejler lidt ind mod kysten og efter et øjeblik, er humøret højt igen. Der er flyder nemlig en 1 ½ 107

sodavandsflaske med samme grønne line i. Denne gang får vi det bjerget. En 30 cm. lang sjækel er gjort fast som synk. Det er ikke alle og en hver, der har adgang til sådan noget grej. Til gengæld tyder knuderne den grønne line er bundet med på, at det er en amatør, vi har med at gøre. Det er kællingeknuder, som Lars Østergaard er nødt til at skære over med sin kniv. Der er to sammenbundne rejeruser og et garn fyldt med krabber. De kvejles op og puttes i to gule plastiksæk. Erik noterer hvad, hvornår og hvor til rapporten. Den gule plastik er af en kraftig kvalitet. Ulovlige fiskeredskaber tages i bevaring, som det hedder. De kan ligge i op til et år i sækkene. Så snart vi kommer i land, bliver de mærket med et løbenummer, som svarer til den rapport, der bliver skrevet og sendt til politimesteren. Så bliver sækkene lagt på hylder under et halvtag bag fiskerikontrollens garage. Der er trådnet i begge ender af rummet. Udluftningen er nødvendig. Man kan ikke undgå, at der er et par døde krabber, muslinger eller småfisk med og tangen rådner også. Det stinker. Poserne ligger der som bevismateriale, men også i tilfælde af en fisker finder på at melde sit grej stjålet. Men i langt størsteparten af sagerne fra den kystnære kontrol, finder man ikke forbryderne. Til gengæld fjerner man redskaber og det kan jo efterhånden vise sig at være præventivt, hvis de lovløse fiskere hele tiden skal investere i nyt udstyr. For år tilbage blev de konfiskerede redskaber solgt på politiauktionerne, men den procedure er man gået bort fra. Dels kunne det ikke betale sig, da auktionarius skulle have mere i løn, end redskaberne indbragte, dels var det demoraliserende at se fiskerne eller en stråmand gå hen og finde grejet og købe det tilbage for en skilling, hvor efter lovovertrædelserne kunne fortsætte. I dag sendes poserne til destruktion på Kommunekemi, når sagerne er afsluttet. Det gøres på den måde, fordi der er meget bly i redskaberne.

108

Garagen er Johns domæne. Han tager imod, når betjentene vender hjem op ad dagen. Han kom til fiskerikontrollen som langtidsledig og fik med tiden en fast plads. Han har en ordenssans, der ikke er at spøge med og en opfinder i maven. Han passer udstyret med omhu og sparer på materialer og udgifter, hvor det er muligt. Det er lige fra overlevelsesdragterne, der bliver hængt op i stativet uden for garageporten til afsæbning og skylning efter brug til vedligehold af motorerne. Han fremstiller selv de kraftige træbøjler, der kan bære dragternes svære vægt, og han har lavet et system, så han kan skylle bådtrailerens bremser for saltvand. Det er også ham, der laver løbenumrene til de gule sække. Han stanser tallene ind i mærkater af genbrugsblik, naturligvis.

Alle vognene er marineblå. Et par varevogne, en stationcar og firehjulstrækkeren, som kan trække den store motorbåd. Firehjulstrækkeren har også en radar på taget, så man kan følge med i skibstrafikken inde fra land. Alle bilerne er rullende kontorer. I Hanstholm, fortæller de mig, er der også et skur betjentene kan gå ind i, når de venter på at fiskerbådene kommer ind. Der står et par frysere i garagen. Det er til de prøver, betjentene tager af spisefisk og industrifisk til biologerne ved DTU Aqua, når de landes i Hanstholm eller Thyborøn.

109

Den kystnære fiskerikontrol er nedprioriteret i øjeblikket, kun fire til fem gange om måneden er betjentene på fjorden. Det svinger lidt og afhænger blandt andet af vejr og sæson; i juli måned tager mange fiskere for eksempel deres redskaber op, så der er mindre at kontrollere. En stor del af kontrollen med ulovlige nedgarn sat fra stranden, og landinger af fredet fisk mv. foregår til fods og i bil langs kysten. Cirka halvdelen af kontroltiden på kystnær kontrol bruges på at undersøge erhvervsfiskeri, den anden halvdel på kontrol af lystfiskere og fritidsfiskere.

110

Bilens bagagerum; det rullende kontor. Når betjentene skifter tøj er det næsten som at se James Bond med smoking under faldskærmsdragten; under de klodsede orange overlevelsesdragter dukker de nette lyseblå uniformsskjorter op. Da vi kom i land, spurgte jeg Erik, om han selv havde prøvet at fiske ulovligt, før han blev betjent. Han svarede ganske ærligt ja, men ikke bevidst. Som lystfisker stod han engang for tæt på et å udløb, men var ikke klar over det, for han kendte ikke reglerne godt nok. Jeg spurgte, om det ikke også er ret svært at holde sig ajour, men Erik mener, at det kan sammenlignes med bilisternes kørekort, ”Der er du jo også selv forpligtet til at kende reglerne og overholde dem”, svarede Erik. Fiskerikontrol Vest består af tre afdelinger: 16 mand i Nykøbing, 12 i Frederikshavn og seks i Esbjerg. Udover fælles kurser er der også sociale arrangementer med mellemrum, så man får snakket med sine kolleger, men selv på afdelingen i Nykøbing kan der godt gå flere uger mellem man møder nogle af de andre. Man arbejder sammen i team, nogle gange to andre gange tre, hvis det er åer og vandløb, der skal kontrolleres. Hvis man er på arbejde på forskellige tider af døgnet, kan der således gå lang tid, før man ses. Men man kommunikerer gennem blandt andet gennem de elektroniske døgnrapporter, som ofte er humoristiske, selvom de er kortfattede. Jeg kiggede Erik over skulderen tidligt om morgenen og vi læste følgende bemærkning om en udført kontrol; ”Redskaberne var der intet i vejen med. Det var der til gengæld med fangsten. De fangede ingenting”.

111

Jeg fik lov til at få uddrag af døgnrapporten med fra min dag med Fiskerikontrol Vest:

Overskrift 0600-1600 ERMO/LAQ/OHK Kontrol sejlads rundt om Fur og Livø Kontroltid 24-08-2009 fra 00:00 til 00:00 Tjenestested VEST, NYK Kontrollør Ole Hvid Knudsen Prioritet Ja Redaktion OHK 24-08-2009 Dokument Oprettet 24-08-2009 15:46 MailLog Lystfiskere 0 Kl. 08:38 kontrol af fritidsfiskerruser på pos. 56 48,127 N 09 02,202 Ø. fiskerinr. 13426142. iab. Kl. 09:07 kontrol af rejeruse mærket A122 på pos. 56 47,665 N 09 06.107 Ø iab. Kl. 09:30 kontrol af muslingeopdræt nr. 109. mangelfuld mærkning og afmærkning. Kl. 09:56 kontrol af garn på pos. 56 48,264 N 09 10,311 fiskerinr. 0733867. iab. kl. 10:17 kontrol af ruser på pos. 56 49, 545 09 11,225 fiskerinr. 2614030. iab. Kl. 12:20 kontrol af 2 rejeruser på pos. 56 54,12 N 09 04,57. -mrk, -afmrk. taget ibevaring under reg. nr 128/09. kl. 12:27 kontrol af 1 nedgarn på pos. 56 54,07 N 09 04,45 Ø. -mrk, -afmrk. taget i bevaring under reg. nr. 129/09.

Så kort kan det egentlig siges. Men med denne artikel ville jeg også gerne give et indtryk af, hvordan det er at være der; hvordan betjentenes hverdag er og hvilke opgaver de løser. Som perspektivering har jeg talt med forhenværende fiskeribetjent Christian Christensen, som var ansat ved kontrollen i Limfjorden fra 1959-1993. Morsø Lokalhistorisk Arkiv 3. september 2009 Christian Christensen kom fra Frederikshavn, hvor han som ganske ung sejlede færger mellem Norge og Danmark. Han kom til at arbejde på et fyrskib, men var ung og nygift, hvilket ikke harmonerede med at ligge en måned ude og 14 dage hjemme. Han fik mulighed for at bytte arbejde med en ældre fiskeribetjent fra Nykøbing og rejste derfor til Mors for en kort bemærkning. De første måneder boede han på et af skibene her, men fik så et lejemål i Grønnegade, så konen og børnene kunne flytte med. Da Christian begyndte som betjent i Nykøbing, var der fire mand. De kørte på cykel. Vejrudsigten bestemte også den gang. Hvis der ikke var modvind, kørte de for eksempel til Sillerslev og kontrollerede. De kunne godt finde på at tage rutebilen hjem igen. ”Nu Sillerslev, det har jo altid været sådan et sted, hvor der har været meget arbejde for Fiskerikontrollen”, griner Christian og fortæller 112

blandt andet om fiskeren, der kommer kørende med hele fangsten i en trillebør hen ad molen. Da han får øje på Christian, vender han hurtigt om og tipper al fisken ud i fjorden. Christian siger, ”Hvad i al verden er det, du laver mand?, hvor til fiskeren svarer ”Åh det ved a´ såmænd ett, det så nøj a gør en gang i mell”. ”Men han klarerede da frisag”, siger Christian, ”Jeg kunne jo ikke bevise noget”. Man skulle også huske at kigge under plankebroerne. Der kunne godt hænge en tynd snor ned til en pose undermålsfisk, som ingen selvfølgelig ville kendes ved, når betjentene fandt dem. Der var også kontrol på fjorden. Betjentenes opgave var, stor set som nu, at administrere Saltvandsloven og kontrollere at redskabsbestemmelserne blev overholdt. Fjordkontrollen blev reduceret lidt. ”Det var der simpelthen ikke tid til”. De sejlede i 14-15 meter store både med stor motor, men de nye kuttere fik også motorer, der var større. Så det kneb også nogen gange med at følge med. Med strukturændringen blev de gamle både solgt og fiskerikontrollen fik en Landrover med en gummibåd. ”Det hjalp gevaldigt”, fortæller Christian. Tjenestebil i stedet for cykel, betød jo også at man kunne komme meget hurtigere frem. En vinter hvor der var is på fjorden, tog betjentene over til Fur Snævring; et sted hvor bunden er blød. Der stangede de ål. Der var rigtig mange folk der ude – nogle var endda kørt i bil der ud og havde parkeret på isen. Det var lige så isen buede ned ad, husker Christian. Betjentene havde fart på, for de skulle jo nå så mange som muligt, så de bad bare om navn og adresse uden at bede om at se ID. Der var den del fra Sundby Thy. ”Bagefter skulle vi skrive rapport, og det viste sig, at det alt sammen var falske adresser. Det var lærerigt”, siger Christian. Når man tog nogen, blev de måske nok sure, men det gik som regel over igen i løbet af nogle dage og så kunne man godt snakke samme og grine ad det. Der har ikke været store konflikter mellem fiskerikontrollen og fiskerne i Limfjorden, som der for eksempel var i Strandby. Der var et tilfælde, hvor fiskerne i Limfjorden protesterede over reglerne for flydetrawl. Det måtte kun foregå på en vanddybde på over ni meter og det er der jo ikke så mange steder i fjorden. Fiskerne bekendtgjorde så, at de ville samledes i Livøbredning en bestemt dag og fiske bevidst ulovligt. Fiskerikontrollen valgte ikke at komme. Senere blev reglen lavet om, så man måtte fiske med flydetrawl på 6 meter vand og derover. Hvalpsund var, ligesom Sillerslev, et sted, der kunne holde Fiskeribetjentene ganske godt beskæftiget. Christian mindes, at der var omkring 20 fiskere i Hvalpsund dengang. Når man satte efter dem, der især var slemme til at fiske med flydetrawl på for lavt vand, slap de bare trawlet. Så kunne fiskeribetjentene hive det op og konfiskere det, men kunne jo ikke bevise, hvem trawlet tilhørte. Men de kunne jo se, at der ikke var wire på spiltromlerne, når de sejlede op til fiskerne og kunne derfor være sikre på, at der måtte ligge et trawl et eller andet sted. Så smed fiskeribetjentene et dræ ud og slæbte lidt rundt og fangede trawlet. Sommetider stak fiskerne af; en i hver sin retning. Sommetider sejlede de ligeså stille ind til stranden og satte sig til at drikke kaffe, fortæller Christian. Man havde også en del at gøre med muslingefiskerne. Oprindeligt stod der i reglerne, at de måtte fiske fra solopgang til solnedgang. ”Når de så sejlede af havnen kl. 2 om natten, kunne man jo godt tvivle på, at de overholder reglerne”, fortæller Christian. Reglerne blev ændret, så de måtte begynde en time før. Grunden til at man ikke måtte fiske efter muslinger om natten, var nok af hensyn til garnfiskerne; den gang blev der jo fisket mange rødspætter, vurderer Christian. Da man gav tilladelse til at fiske med åletrawl, kom man også i konflikt med garnfiskerne, for det foregik om natten og så kunne de jo 113

ikke se, hvor der stod garn. Så lavede man reglerne sådan, at man måtte trawle hver anden nat. Det var også den gang, man begyndte at dyrke muslinger på tov. Peter Andersen i Bodum fik lov til at lave sådan et område, hvor han kunne eksperimentere. ”Så det er ikke så nyt, som de vil gøre det til på Dansk Skaldyrcenter,” siger Christian, ”men der er da sket en udvikling med de der strømper, så det skal såmænd nok komme til at køre”, mener han. I øvrigt er han bekymret over muslingernes faldende størrelse. Det er en tendens, der har været dokumenteret siden 1960érne. Den gang registrerede biologerne et fald fra syv til seks cm. Og når gennemsnitsstørrelsen stadig er faldende, er det jo et ganske tydeligt tegn på overfiskeri. Den gang var der 20 muslingelicenser, i dag er der over 50. Opdrættene skulle kunne løse noget af problemet, håber Christian. Jeg spørger, om der altid har været hummer i Limfjorden. Christian fortæller, at der var en fin bestand før i tiden, men med et stor udslip fra Cheminova i 1960érne, blev hummerne slået ihjel i hele fjorden og et langt stykke ned af vestkysten. Derefter gik fiskerikontrollen og lokale kræfter i gang med sætte rognhummere ud på stenrev, for at se om man kunne få bestanden op igen. ”De forsvandt fuldstændig”, siger Christian. Først mange år efter dukkede de pludselig op igen i den vestlige del af fjorden. ”Det var næsten som en eksplosion. Det er nok fordi, vandet er blevet bedre”. Man havde med forurening at gøre allerede i 1959 og den moderne miljøbevidsthed, har eksisteret meget længe hos Fiskerikontrollen. Landmændene udledte ensilagesaft direkte i vandløbene og det slog fiskenen ihjel, fortæller Christian. ”Eller deres mødding løb over, hvis det var regnvejr. Så blev der ringet til fiskerikontrollen og så rykkede vi ud. Først ned på apoteket for at hente sterile flasker til vandprøver. Og prøver af de døde fisk blev sendt ind til undersøgelse. Sommetider fandt vi ud af, hvor forureningen kom fra, andre gange ikke”. Bøderne stod slet ikke mål med de ødelæggelser, overtrædelserne medførte. Med kommunesammenlægningen i 1970érne overtog kommunerne kontrollen af vandløb. Mange kommuner lavede rensningsanlæg, men det kneb med pasningen af dem i begyndelsen, fortæller Christian. Da man begyndte at kloakere i landsbyerne, fik man et bedre vandmiljø. Med tiden steg Christian i graderne, og fik mere og mere skriftligt arbejde, og han bemærker at alt det skriftlige foregik i hånden. I de første år var månedslønnen 1000 kr. Familiens lejlighed ved tømrer Værnegren i Grønnegade kostede 46 kr. pr. måned for stue, soveværelse, køkken og kakkelovn. Der var ikke køkkenhave. Christian kan godt lide at spise fisk og det bliver man ikke træt af selvom man har arbejdet med det i 35 år. Han fortæller, at der i 1960, blev der lavet fiskeauktion på Jegindø, og at der blev landet 125 tons ål på et år. Den nye uddannelse er god, men Christian savner mere sidemandsoplæring; han synes, der bliver uddannet for mange generalister og for få specialister. Der har altid været kurser, også for at betjentene kunne holde sig ajour med lovstof og nye regler, men i gamle dage begyndte man som medhjælper og kom med de erfarne fiskeribetjente og lærte det meste af dem. I gamle dage var der et system med under- og overassistenter. Både Christian Christensen og Lars Østergaard, der har afløst Christian som indsatsleder siger, at der er gået inflation i titlerne. I dag er alle medarbejderne i felten fiskerikontrollører – og jo flere streger på skuldrene, desto højere løntrin. Fiskerkontrollens mærke er et anker med en trefork. Fasthæftet til skjorten er et id-kort i plastik. Det sidder fast i en snor, som kan trækkes ud, så man kan identificerer sig overfor fiskere, der ikke vil anerkende kontrollen. Det virker nu ikke på Christian, Lars, Ole og Erik som om det nogensinde 114

har været nødvendigt at markere sig på den måde, men det er en del af uniformen. Betjentene bærer ikke våben, der er ikke sirene på bådene og betjentenes myndighed rækker kun et vist stykke. De kan tilbageholde en fisker, der ikke vil vise, hvad han har i lasten, men må tilkalde det almindelige politi, hvis ransagningen ikke kan se ”frivilligt”.

Før overlevelsesdragterne brugte man gummitøj. I tekstilsamlingen på Morslands Historiske Museum findes Christian Christensens uniform. Der er mange emner at tale med Christian om. Dels livet i fjorden, dels alle de oplevelser, der fulgte med arbejdet som fiskeribetjent. Et af dagligdagens redskaber i Fiskerikontrollen på fjorden var et ålemål. Det er svært at måle en ål, for den snor sig. Christian beskrev måleredskabet for mig: to træstykker på 38 cm som var sømmet sammen, så det dannede et V. Så kunne man lægge ålen der ned og ryste lidt med den og se om den målte under eller over. I Portugal, Spanien, Frankrig, Irland fanger man glasål, som reelt er undermåls-ål, og når man fanger børnene bliver der jo ingen voksne, som Christian siger. De bliver solgt til ålefarme, spises lokalt som ål i gelé og resten bliver eksporteret til Kina. ”Det skulle forbydes aldeles omgående, men man konstatere bare at den Europæiske ål er næsten udryddet. Man siger ikke hvorfor, men det er måske EU”, spekulerer han. Rejefiskeri var slet ikke aktuelt, da Christian kom til Mors. Der var mange, der havde rejeruser liggende, men ålegræsset var næsten væk. Der var gået en eller anden sygdom i det, og det betød, at der ikke var nogen rejer. Græsset er kommet tilbage nu og dermed også rejerne. Taskekrabber er der ikke så mange af inde i fjorden, men de små krabber kan bruges til ekstrakter til supper og så videre, men det er en lille industri endnu da. Måske med et udviklingspotentiale. Det er ikke nyt, at der bliver eksperimenteret med fiskeriet. For år tilbage fik Thorsminde og Hvidesandefiskere tilskud til forsøgsfiskeri efter de store krabber. ”De kunne godt fange nogen, men de kunne ikke komme af med dem. I Irland fisker de taskekrabber i enorme mængder”, fortæller Christian. I Christians unge år i Nykøbing var der 30-40 bundgangsfiskere i byen, lige så mange i Glyngøre og på Fur. Vi taler om, hvilke holdninger man kan have til anmelderi. Betjentene holdt selvfølgelig tæt, 115

men fiskere, der blev anmeldt, mødte selvfølgelig op i retten for at se, hvem der vidnede. I 1950´erne kunne en fisker måske få en bøde på 30-40 kr. for ulovligt fiskeri eller alternativt otte dages fængsel. Nogle kunne og ville ikke betale. I stedet sad de bøden af i arresten. De kunne sidde om vinteren, når de alligevel ikke kunne komme ud at fiske og de kunne bruge tiden på at bøde garn og reparere deres udstyr. Christian ser dem ikke som forbrydere, i hvert fald ikke ret mange af dem. Fiskeribetjentene i dag har meget mere teknologi, end der var, da Christian begyndte. Han fortæller at man brugte et blylod i en snor, et kompas, sekstant var instrumenterne til navigation. Man pejlede kirketårne, når der skulle tages en position til rapporten. Det blev tegnet ind på mellemlægspapir oven på søkortet. Man skulle også være præcis, når man tog ulovlige ruser i vandløb; nøjagtig opmåling af hvor meget, de spærrede. Metalkiler med tværmål bruges til at måle maskestørrelser; de har ikke ændret sig væsentligt, heller ikke med medlemskabet i EU. Kikkerten, bådshagen og dræet er den gang som nu, nogle af de vigtigste redskaber. En dag sejlede Christian og en af de andre fiskeribetjente forbi Feggesund Kro fra Thisted Bredning på vej hjem til Nykøbing og så en mand stå og vifte med armene på land. De kunne ikke se, at der var noget galt, men besluttede sig for alligevel at sejle ind og se efter. Det var krofatter, som manglede nogle at spille kort med! Betjentene takkede dog nej, selvom det kunne have været hyggeligt, de måtte jo hjemad og skrive rapport.

Kilder: Christian Christensen, Svalevej 6, 7900 Nykøbing Mors, tlf. 97 72 05 19. Født 1930. Gift med Birthe, (fra Hirtshals fyr) og ansat i fiskerikontrollen i fra 1959-1993. Karriere: Færgefart i tre år mellem Frederikshavn og Norge, med Skoleskibet Danmark til Sydafrika, de kanariske øer og Azorerne, Fyrskib ved Hirtshals, Fiskerikontrollen i Nykøbing Mors. Lars Østergaard, Ole Hvid Knudsen og Erik Mortensen fra Fiskerikontrol Vest i Nykøbing Mors. Egon Pleidrup Poulsen, Borgmester i Morsø Kommune fra 1997-2009 Litteratur: Thomas Højrup: Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering (1982) Th. Sandbeck: Dansk fiskeri – redningsskibene og fiskerikontrollen (2003) Eske Wohlfarhrt: kapitlet ”Limfjorden” i Fiskere og Farvande Steen Ulnit: www.ulnits.dk/artikler/fiskerikontrollen.htm Morsø Folkeblad: 10/6, 29/6, 3/7, 4/7, 10/7, 11/7, 12/7 og 13/7 2006 og 16/6 1934

116

117

118

Fritidsfiskeri og forvaltning

John Brinch Bertelsen, Museum Sallings kulturhistoriske enhed på Fur Museum. Intern afrapportering til Kuas. Undersøgelsen er en del af det samlede undersøgelsesprojekt: ”Den regulerede fjord III” under Limfjordsmuseernes Samvirke. Undersøgelsen er støttet af Kulturarvsstyrelsen. Det overordnede tema er reguleringen af fjordens ressourcer. Morslands Historiske Museum og Fur Museum har undersøgt limfjordsfiskeriet fra 1978 og frem til i dag. Emnet blev delt, så Morslands Historiske Museum skulle dokumentere Fiskerikontrollen og Fur Museum undersøge fiskeriet. Fur Museums undersøgelse er foretaget af John Brinch Bertelsen, der har brugt 2 måneder på opgaven. Hertil kommer, at Fur Museum har bidraget med egen medfinansiering og frivilligt arbejde i forbindelse med indscanning og indtastning af kildemateriale. I dag omfatter limfjordsfiskeriet blot to hovedformer: muslingefiskeri og fritidsfiskeri. Da muslingefiskeriets udvikling blev undersøgt i 2007 og publiceret i 2008, er fokus i denne undersøgelse lagt på fritidsfiskeriet. John Brinch Bertelsen har gennemført begge undersøgelser. Som udgangspunkt var det forventet, at undersøgelsen skulle baseres på interviews, arkivmateriale og litteratursøgning. Det var forventet, at Fiskeridirektoratet kunne bidrage med oplysning om lovgivningens udvikling siden slutningen af 1970’erne. Det viste sig ikke at holde stik. Fiskeridirektoratet kunne alene henvise til de gældende bekendtgørelser. Det er jo direktoratets opgave at administrere gældende lov. Man havde ingen specifik data om, hvordan reglerne havde ændret sig gennem tid. Lovgivningens udvikling måtte derfor belyses på anden vis. Der var to muligheder. Fiskeriårbogen offentliggør bl.a. love og bekendtgørelser, men bogen rummer ikke den forudgående og efterfølgende debat. Løsningen blev derfor en gennemgang af medlemsbladet Fritidsfiskeren, der udkom første gang i 1981. I Fritidsfiskeren findes ikke alene lovgrundlaget, men tillige en omfattende baggrundsinformation. Der er mødereferater fra hovedbestyrelse, udvalg samt lokalforeninger, og der er en til tider heftig debat om fritidsfiskeriet. De forskellige interessegruppers syn på fritidsfiskeriet tegner sig endog meget klart. Da Fritidsfiskeren hermed viste sig som en af hovedkilderne til at forstå samspillet mellem statens regulering og lokalbefolkningens forvaltning af reguleringen, blev det nødvendigt at gennemgå samtlige numre af tidsskriftet fra 1981-2009. Alene indscanningen af de ca. 3.600 sider har taget 1½ måned. Da et tidsskrift, der udgives af en interesseorganisation, i sagens natur ikke nødvendigvis tegner et retvisende billede af forholdene, er Fritidsfiskeren suppleret med en gennemgang af Sportsfiskeren. Her er samtlige numre fra 1980-2000 gennemgået. Lederne og relevante artikler er indscannet. En anden væsentlig kilde har været Fur Museums avisarkiv, der er opbygget siden 1994 ved en systematisk gennemgang af den lokale avis Skive Folkeblad. Arkivet rummer alt om Fur og emnet limfjordsfiskeri fra 1934-1976 og 1994-2009. Der er foretaget indtastning af emnet limfjordsfiskeri. Det emne alene omfatter 130 normale tekstsider. Selv om kun en mindre del af undersøgelsesperioden dækkes af avisarkivet, giver artiklerne et meget værdifuldt bidrag til forståelsen af de gamle interessemodsætninger omkring limfjordsfiskeriet. 119

Derudover er der foretaget en litteraturgennemgang, der omfatter noget nær al relevant faglitteratur om limfjordsfiskeriet og den væsentligste litteratur om interessemodsætninger i Roskilde Fjord. På den baggrund har undersøgeren, der selv var aktiv fritidsfisker fra 1981-1995, foretaget interviews med en række lokale fritidsfiskere på Fur samt organisationsfolk fra Jydsk Fritidsfisker Forbund og Dansk Fritidsfisker Forbund. Sammenfattende har det givet et kildemateriale, der er langt mere omfattende, end nogen kunne forestille sig. Materialet er så omfattende, at der kunne skrives mange artikler, hvor emnet kunne belyses fra flere sider. I denne interne afrapportering uden illustrationer skal der blot gives et overblik over hovedresultaterne. Ved en forhåbentlig kommende publikation er der nærmest ubegrænsede muligheder for at fylde på med detaljer, stemningsmættede beskrivelser og håndfaste citater. I 1978 vedtoges en ny fiskerilov, der blev skelsættende. For første gang blev fiskerne delt i forskellige kategorier. Hermed ophørte hver mands ret til at bruge et frit fiskeri. Især fra Limfjordsområdet, hvor fiskeriet gennem århundreder havde været en del af husholdningen, rejstes et folkeligt oprør. Jydsk Fritidsfisker Forbund blev stiftet som en direkte reaktion mod den forhadte fiskerilov. Man krævede redskabsbegrænsningen fjernet og mærkningskravene ophævet. Jydsk Fritidsfisker Forbund blev medlem af det revisionsudvalg, der blev nedsat i 1981. Den folkelige protestbevægelse sad nu til bords med andre interesseorganisationer. Ud fra en strategisk overvejelse vurderede fritidsfiskerne, at man kunne acceptere et omsætningsforbud, hvis man til gengæld fik ophævet redskabsbegrænsningen og redskabsmærkningen. Det endte med, at man fik omsætningsforbuddet, uden at redskabsantallet og mærkningskravene blev ændret. Det gav en intern proteststorm i fritidsfiskerforbundet. ”Den gamle garde” trak sig, men nye folk tog over. Man styrkede organisationen ved at indgå i et samarbejde med Dansk Amatørfisker Forbund. Tilnærmelsen til amatørfiskerforbundet gav også intern splid, men det endte med, at østjyske og fynske lokalafdelinger af amatørfiskerforbundet gjorde oprør mod ”københavneriet” og meldte sig ind i fritidsfiskerforbundet. Jydsk Fritidsfisker Forbund blev til Dansk Fritidsfisker Forbund. Der er tilvejebragt et meget omfattende materiale, der kan belyse, hvordan en protestbevægelse udvikles til en etableret organisation. Denne organiseringsproces rummer en række indbyggede svagheder og styrker. Svagheden er, at bevægelsen i bund og grund er en protestbevægelse, der ønsker total frihed uden regler og begrænsninger. Frihedstrangen er så grundlæggende, at man er imod sin egen organisering. Styrken er, at jo større pres man udsættes for fra andre interesseorganisationer, desto stærkere bliver bevægelsen. Den ydre fjende giver indre styrke. Det er meget karakteristisk, at fritidsfiskerforbundet styrkes i de perioder, hvor andre interesseorganisationer fører hetzlignende mediekampagner, eller når en ny ”uretfærdig” lov gennemføres. Omvendt falder opbakningen og gejsten i stille perioder, hvor der ikke er ydre pres. Denne tendens var tydeligst i begyndelsen. Senere aftog den i takt med, at fritidsfiskerne i løbet af 30 år selv blev en del af det regulerende system. Sådan går det, når en protestbevægelse institutionaliseres. Den bevægelse, der begyndte som et anarkistisk folkeoprør, ønsker i dag en professionalisering med ansatte medarbejdere og eksperter, der kan matche sportsfiskerforbundet og den stadig mere komplicerede regulering. I 1950’erne og 60’erne var interessemodsætningen enkel og gennemskuelig. Erhvervsfiskeriet var i 120

tilbagegang. Erhvervsfiskerne arbejdede målrettet for at få forbudt de fangstformer, der blev praktiseret af ikke-erhvervsfiskere. De forbud, der kom mod brug af ålerør og ålejern i Limfjorden, er eksempler på, at man fik reguleret fiskeriet ved at begrænse andres brugsret til fjorden. Limfjordens erhvervsfiskere havde tillige politisk opbakning til at øge erhvervsfiskeriet. Brug af tvillingetrawl efter sild blev tilladt. Senere slækkede myndighederne på kravet om vanddybde, så trawlfiskeriet blev tilladt på ind til 6 meters vanddybde. Lige lidt hjalp det. Midt i 1980’erne var erhvervsfiskeri efter konsumfisk ved at være en saga blot i Limfjorden. I løbet af 1960’erne og 70’erne voksede forståelsen for, at Limfjorden var ved at uddø grundet al for stor udledning af spildevand og næringsstoffer fra det, man i begyndelsen betegnede som ”diffuse kilder i det åbne land”. Først senere blev det politisk legitimt at sætte et direkte navn på de diffuse kilder. Det var landbruget. Med erkendelsen af, at Limfjorden var ved at blive Danmarks største kloak, opstod en alliance mellem erhvervsfiskerne og fritidsfiskerne. Med kemifabrikken Cheminova, byernes urensede spildevand og landbrugets udledning af næringsstoffer fik erhvervsfiskerne og fritidsfiskerne nogle fælles modstandere. Allerede i 1975 blev det forudset, at erhvervsfiskeriet ville forsvinde fra Limfjorden, og at kun fritidsfiskeriet ville blive tilbage. Det kom til at passe for konsumfiskeriets vedkommende - men med den tilføjelse, at der i 1980’erne udvikledes et omfattende muslingefiskeri. Her opstod en ny interessemodsætning. Muslingefiskerne ødelagde fjorden, sagde fritidsfiskerne. Selv om man her havde en interessemodsætning, havde man samtidig en fælles fjende i form af Danmarks Naturfredningsforening, der ønskede al fiskeri begrænset - helst stoppet - for at sikre naturen. Et af de klareste eksempler på kampen om brugsretten opstod, da to ellers normalt arge fjender, Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening, gik sammen for at få indført et totalt forbud mod garnfiskeri langs kysterne. Man hævdede, at der årligt druknede mere en 100.000 fugle i fritidsfiskernes garn. Hovedfjenden nummer 1 var og blev dog Dansk Sportsfiskerforbund. Det var en gammel og veletableret interesseorganisation, der blev stiftet i 1938. Gang på gang følte fritidsfiskerne sig udsat for usaglige angreb i medierne. Her fremførte sportsfiskerne stærkt overdrevne tal, som var de faktuelle sandheder. Fritidsfiskerne måtte erkende, at en sensationshistorie, der blev bragt på forsiden, fyldte væsentlig mere i læsernes bevidsthed, end det forsøg på at tilbagevise påstandene, som avisen måske bragte nogle dage senere inde midt i bladet. Gang på gang følte fritidsfiskerne, at sportsfiskerforbundets lobbyarbejde gav et afgørende fortrin i udarbejdelsen af love og i forvaltningen af fiskeplejemidlerne. Der tegner sig en klar forskel mellem en ny folkelig protestbevægelse og den veletablerede professionelle organisation. Det er bestemt ikke uden grund, at fritidsfiskerforbundet 2009 ønsker organisationen styrket og professionaliseret. Medvirkende hertil er også, at overnationale interesser har fået stigende indflydelse på dansk naturforvaltning, herunder også fritidsfiskeriet. Hvordan matcher man EU, der har overnational indflydelse på vandmiljø, muslingefiskeri, fuglebeskyttelse, skarvforvaltning og åleforvaltningsplaner? For godt 30 år siden var limfjordsfiskeriet en væsentlig del af egnens kulturhistorie. Fiskeriet var en del af det daglige liv. For husmænd, arbejdsmænd og pensionister gav husholdningsfiskeriet familien mad på bordet. Fiskeriloven fra 1978 ændrede dette forhold. Fritidsfiskerne fik begrænset 121

antallet af redskaber. Redskaberne skulle mærkes, så fiskeren kunne kontrolleres og straffes ved evt. lovovertrædelse. Det husholdningsfiskeri, der havde været et bærende kulturtræk for hele egnen, blev både begrænset og kriminaliseret. Siden fulgte endnu flere begrænsninger og ændringer af mærkereglerne. Der indførtes et omsætningsforbud, forbud mod brug af mere end 3 nedgarn, forbud mod garnfiskeri tættere på land end 100 meter, forbud mod brug af den traditionelle ålepæleruse og totalforbud mod sommerfiskeri efter ål. Endelig er straffen for overtrædelse skærpet. På de godt 30 år er der også sket en anden ændring. En stadig stigende del af fritidsfiskerne er født op med det regulerede fritidsfiskeri. Dansk Fritidsfisker Forbund har fået indflydelse på lovgivningen og forvaltningen af fiskeplejemidlerne. Protestbevægelsen er selv blevet en del af reguleringsmekanismen. Naturforvaltning er derfor ikke længere pr. automatik et skældsord. Fiskeriet er blevet en rekreativ beskæftigelse i en reguleret verden. Anvendt litteratur: Bertelsen, John Brinch (2007). Regulering af muslingefiskeriet i Limfjorden. I: Fra musling til branding. Limfjordsmuseernes Samvirke. Bertelsen, John Brinch (2008). Fra udskældt til værdsat. I: Muslinger og mennesker. Limfjordsmuseernes Samvirke. Bloksgaard, Anders (2005). Erhvervsfiskeriet i Limfjorden 1990-2005 – En undersøgelse for Kulturarvsstyrelsen under fiskeripuljen. Limfjordsmuseet, december, 2005. Christensen, Jens Anthon (1992). Amterne og Limfjorden. I: Limfjordsfiskeri i fortid og nutid. Limfjordsprojektet. Rapport nr. 4: 9-16. Rapport fra seminar afholdt 1.-2. November 1990 på Krabbesholm ved Skive. Aarhus Universitet. Afdeling for Forhistorisk Arkæologi, Højbjerg. Christiansen, Mogens Schou (1988). Regulering af fiskeriet i Limfjorden. I: Konference om Limfjordsfiskeriet. Lars P. Gammelgaard et. al. Fiskeriministeriet. Fritidsfiskeren 1981-1989. Medlemsblad for Jydsk Fritidsfisker Forbund. Fritidsfiskeren 1990-2009. Medlemsblad for Dansk Fritidsfisker Forbund. Hansen, Kirsten Monrad. Kampen om Limfjorden ‑ Livsformer, miljøværdier og reguleringsformer. DFU‑rapport nr. 7, 1996. Hansen, Kirsten Monrad. Kampen om Limfjorden, Limfjordsmuseets Småskrifter nr. 16, 1996. Højrup, Thomas (1989). Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering. Institut for Europæisk Folkelivsforskning, København & Statens Byggeforskningsinstitut, Hørsholm. Højrup, Thomas (1992). Fiskeri og livsform. I: Limfjordsfiskeri i fortid og nutid. Limfjordsprojektet. Rapport nr. 4: 145-146. Rapport fra seminar afholdt 1.-2. November 1990 på Krabbesholm ved Skive. Aarhus Universitet. Afdeling for Forhistorisk Arkæologi, Højbjerg. Jeppesen, Hans. Bygd 1975 nr. 5. Rasmussen, Allan Hjort. Min fjord, din fjord. Roskilde Museum 2003. Anonym (1989). Principskitse for den fremtidige forvaltning af muslingeforekomsterne i Limfjorden. Notat. Afgivet 5. maj 1989. Arbejdsgruppen for Muslinger i Limfjorden. Frier, Jens-Ole (1988). Udviklingsmuligheder for de naturlige bestande af fisk og skaldyr. I: Konference om Limfjordsfiskeriet. Lars P. Gammelgaard et. al. Fiskeriministeriet. Gammelgaard, Lars P. (1988). Fiskeriminister Lars P. Gammelgaards indledning på konferencen om Limfjordsfiskeriet. I: Konference om Limfjordsfiskeriet. Lars P. Gammelgaard et. al. Fiskeriministeriet. Hoffmann, Erik (1983). Limfjordens Fiskeri. Fisk og Hav. 81-83. Nr. 39: 57-66. Hoffmann, Erik (1988). Limfjordsfiskeriet før og nu. 122

I: Konference om Limfjordsfiskeriet. Lars P. Gammelgaard et. al. Fiskeriministeriet. Hoffmann, Erik (1989). Fisk og blåmuslinger. I: Limfjorden. Vandmiljø – udvikling og status 1974-1988. LKF-rapport nr. 49: 128-139. Limfjordskomiteen. Hoffmann, Erik (1992). Erhvervsfiskeriet i Limfjorden. I: Limfjordsfiskeri i fortid og nutid. Limfjordsprojektet. Rapport nr. 4: 29-33. Rapport fra seminar afholdt 1.-2. November 1990 på Krabbesholm ved Skive. Aarhus Universitet. Afdeling for Forhistorisk Arkæologi, Højbjerg. Hoffmann, Erik (1996). Fiskeribiologiske undersøgelser i Limfjorden 1993-1996. Resumé af resultater fra projekter udført for Myndighedssamarbejdet og Det Strategiske Miljøforskningsprogram i Danmarks Fiskeriundersøgelsers regi. DFU-rapport nr. 25-96. Landbrugs- og Fiskeriministeriet. Danmarks Fiskeriundersøgelser. Afdeling for Havfiskeri, Charlottenlund. Hoffmann, Erik (1998). Fra fiskevand til forskervand – strategisk miljøforskning og fiskeriforvaltning. I: Variation og enhed omkring Limfjorden. Limfjorden. Rapport fra seminar afholdt 2. – 3. november 1995 på Vitskøl Kloster. Limfjordsprojektet. Rapport nr. 8, II. Jørgen Lund og Jytte Ringtved (eds.): 241-246. Aarhus Universitet, Århus. Hoffmann, Erik (2000). Fisk og fiskebestande i Limfjorden 1984-1999. DFU-rapport nr. 75-00. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Danmarks Fiskeriundersøgelser. Afdeling for Havfiskeri, Charlottenlund. Hoffmann, Erik (2001). Limfjorden – fiskene der forsvandt. Fisk & Hav. Nr. 53: 40-51. Hoffmann, Erik m.fl. Limfjordens fisk - status og udvikling gennem 100 år, udkast 30. juni 2005. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri et. al. (1997). Limfjorden til debat. Debatoplæg om fremtidens fiskeri i Limfjorden. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri et. al. (2000). Plan for fremtidens fiskeri i Limfjorden. Muslingeudvalget. Rapport vdr. bæredygtig udvikling af muslinger i danske farvande, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, april, 2004. Studsholt, Anna Brix (1988). Limfjordens anvendelse i øvrigt, erhvervsmæssigt og rekreativt (lokalt). I: Konference om Limfjordsfiskeriet. Lars P. Gammelgaard et. al. Fiskeriministeriet. Sportsfiskeren 1980-1999. Medlemsblad for Dansk Sportsfisker Forbund. Wohlfahrt, Eske (1994). Limfjorden. I: Fiskere og Farvande – tværsnit af moderne dansk fiskeri. Poul Holm (red.): 341-384. Fiskeri- og Søfartsmuseets studieserie, nr. 4. Esbjerg. Wohlfahrt, Eske (1994). Limfjordsfiskeri - fra sildeeventyr til fritidsfiskeri. Aabybro Kommune, Aalborg Kommune, Brovst Kommunes Turist- og Erhvervsforening, Hals Kommune et. al.

123

124

Regulering af jagten ved Limfjorden. Mie Buus, Museet for Thy og Vester Hanherred Jagten har altid afspejlet økonomiske og kulturelle forhold i samfundet, og går vi et par generationer tilbage, spillede jagten i de husholdninger, der lå nær Limfjorden, en vigtig rolle for overlevelsen. Her levede mange af en kombination af smålandbrug, fiskeri og jagt, og hver aktivitet havde sin tid og plads indpasset i årstidens, landets og fjordens rytme. Her kunne jagtgeværet holde den værste sult fra dørene i den smalle tid mod slutningen af efteråret, vinteren igennem og frem til foråret. Her gjaldt til tider nødens lov frem for jagtloven, for det vigtigste var at få mad på bordet (Buus 2007, Østergaard 2006).

Lysbugede knortegæs udgjorde før et vigtigt supplement i mange husholdninger ved Limfjorden. Foto: Limfjordsmuseet Løgstør.

Generelt set er strandjægerne vel nok den gruppe jægere, der længst har holdt fast i en jagt, der var funderet på en økonomisk tilgang. Ind i 1950erne havde jagten stadig en økonomisk betydning for småkårsfolk ved Limfjorden. Strandjægerne var husmænd, håndværkere, fiskere og arbejdere – det var således den jævne jæger, som i højere grad drev jagt af økonomiske grunde end som en ren fritidsbeskæftigelse. Først i 1960erne, da mange af fjordens smålandbrug blev lagt op, og husmændene blev industriarbejdere, fik jagten overvejede karakter af en fritidsbeskæftigelse. Strandjægerne har traditionelt organiseret sig i Dansk Strandjagtforening. Det var faktisk et spørgsmål om en økonomisk tilgang til jagten, der førte til bruddet med Landsjagtforeningen af 1923 og dannelsen af Dansk Strandjagtforening i 1939. Det handlede nemlig om dykændernes ekstra fredning. Jagt på dykænder har altid været et bierhverv for fiskerne, om vinteren når isen bandt fjord og bælt. Det var derfor udsigten til at miste denne vigtige indtægt, der førte til bruddet. Jagten på selve Limfjorden – på søterritoriet – har ellers stort set været fri.a 125

Vinterjagt på Limfjorden 1941. Foto Limfjordsmuseet Løgstør.

Oprettelsen af de tidlige vildtreservater betød en mindre begrænsning i jagten, og forbuddet mod sæljagt i 1977 satte en stopper for en gennem tiden lukrativ og omfattede jagt. Her var det dog i lige så høj grad de gamle jægere, der pressede på, for med de nye velstandstider kom der mange unge jægere til, som af økonomiske grunde kastede sig over den billige strandjagt. Det førte til en voldsom jagt på sælerne i Limfjorden. De uøvede jægere havde ofte problemer, og ikke i alle tilfælde lykkedes det at bjærge det nedlagte vildt, hvilket skabte en vis modvilje, der ramte alle jægere. Først med oprettelsen af en lang række jagt- og forstyrrelsesfri områder i 1990erne kom der en egentlig regulering af jagten, som berørte adskillige jægere i Limfjorden. Da skete der nemlig set fra en jagtpolitisk synsvinkel en række interessante initiativer og tiltag. Baggrunden herfor var det berømte – eller berygtede – ’køkkenbordsforlig’, der fandt sted i 1993. Her indgik Danmarks Jægerforbund en aftale med de andre grønne organisationer Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Friluftsrådet. Aftalen – der på mange måder var banebrydende – lagde linjerne for den jagtpolitik, der præger jagtudøvelsen i dag, som er funderet på begrebet bæredygtig jagt. Det var navnlig de nye indskrænkninger i jagten på søterritoriet, gennem oprettelsen af en lang række jagt- og forstyrrelsesfri områder, der faldt strandjægerne for brystet. I Limfjorden blev der netop oprettet adskillige reservater i 1990erne. Den rekreative jagt, der i dag finder sted, er i stigende grad underlagt en lang række etiske regler, og diskussioner mellem jægerne inddrager ofte spørgsmål og forhold af jagtmoralsk karakter. Forvaltningen af jagten i Limfjorden ligger i dag hos Skov- og Naturstyrelsen. Brugerindflydelse og lokal indflydelse er nøgleord i al naturforvaltning, hvor jægerne er ligestillede med en lang række andre brugere af naturen. Jagten bliver derfor et resultat af interesseafvejning, og de forhandlinger som finder sted i de lokale brugergrupper. Her gælder det i høj grad om at lægge en forhandlingsstrategi og finde sine alliance-partnere. Her spiller det også en væsentlig rolle, hvem der repræsenterer synspunkterne bedst og klarer sig bedst i debatterne. Limfjorden er stor, og håndhævelsen af jagtloven og dens regler og forordninger er vanskelig. Egenfortolkning og kreativitet med hensyn til at omgå loven er ikke ukendte begreber. Samtidig sker der et generationsskifte blandt jægerne, og der er i dag langt større forståelse for de reguleringer, der gennem de seneste år har fundet sted af jagten. I det følgende vil der blive redegjort for oprettelsen af reservaterne, konsekvenserne heraf og for den jagtpraksis, som er blevet resultatet. 126

Man kan stadig se vildt hængt op ved hjem langs Limfjorden. Foto privat udlån.

Lovgivningen. Jagtlovgivning og forvaltning af strandjagten. Vi ved ikke meget om jagtrettens udvikling før ca. 1400; men det synes sikkert, at den meget tidligt har været knyttet til ejendomsretten til jorden. Omkring 1200 begyndte den proces, der gjorde, at de frie danske bønder opgav retten til jorden for at slippe for krigstjeneste, og jagten blev efterhånden en ’herlighed’ under kronen. Kongen havde sandsynligvis også retten til dele af søterritoriet. Således forbød Frederik den Anden i perioder fiskeriet omkring Anholt, fordi det forstyrrede sæljagten. Flere af de danske konger var meget interesserede i det fjervildt, som kunne skydes fra stranden. Svanerne havde en særlig interesse, og der blev til langt ind i det 18. århundrede afholdt storstilede klapjagter på svaner (Baagøe 2005). I kølvandet på landbrugsreformerne ændrede jagtretten sig, og jagtlovene af 1840 og 1851 blev på alle måder et vendepunkt, idet de gav bønderne retten til jagt på egen jord tilbage. Men deri lå der allerede en kim til konflikt, for havde man jord, der grænsede op til hav eller ferske vande, kunne man nemt komme i konflikt med den, der mente sig berettiget til at jage her. Loven af 1840 tog fat i problematikken omkring strandjagten og jagt på søterritoriet, som var fri. Det blev diskuteret, om man skulle begrænse den frie jagt til kun at gælde søterritoriet og kun at omfatte fuglevildt og sæler. Men disse begrænsninger blev ikke gennemført i loven, der stadig gav alle og enhver ret til at udøve jagt efter fuglevildt på havet, og de fra havet udgående fjorde og vige, for så vidt jagten i sådanne fjorde og vige ikke fra gammel tid tilkom eller betragtedes som tilkommende enkeltmand. De enkelte begrænsninger, der kom ud af diskussionen, var at jagt ved vadning blev forbudt, ligesom skydning ind over land. Det var også forbudt at skyde fra land ud ad søen til (Weismann 1985). I slutningen af 1800-tallet opstod et nyt natursyn, og begrebet naturfredning er en udløber heraf. De første af den type fredninger blev indarbejdet i jagtloven af 1871. Dansk Jagtforening opstod i samme periode, idet den blev dannet i 1884. Foreningen slog netop til lyd for fredning af dele af vildtet. Foreningens medlemmer var det økonomisk bedrestillede borgerskab, der betragtede jagten som en sport, i modsætning til næsten alle andre, der drev jagt ud fra en økonomisk og nyttefunderet betragtning. Sidst i 1800-tallet kom der flere fredninger og begrænsninger i jagten, også på søterritoriet. Eksempelvis indeholdt jagtloven af 1894 fredningstider på vadefugle, svømmeænder, dykænder, svaner, måger, terner og grågæs. 127

De sociale skel, der var mellem de forskellige jægere, kom til udtryk i uenighed om fredning af vildtet. Godsejerne i Dansk Jagtforening arbejdede for yderligere beskyttelse af netop det vildt, som strandjægerne drev jagt på. Med jagtloven af 1922, der indførte det obligatoriske jagttegn, der skulle indløses og betales hvert år, skærpedes modsætningerne. Afgiften til jagttegnet var et problem, for den gjorde forskel på dem, der havde jord – her var afgiften 2 kr. – og dem, der ikke havde jord, som skulle betale 20 kr. Som en konsekvens heraf opstod Landsjagtforeningen af 1923, og grundstammen i den nye jagtforening var bl.a. strandjægere og andre jægere, for hvem vildtet havde en økonomisk værdi. Foreningen fik nogen indflydelse på den efterfølgende jagtlovgivning. Senere indgik Landsjagtforeningen imidlertid samarbejde med Dansk Jagtforening. Det skete for at få indflydelse på den lovgivning, der op i det 20. århundrede tog fart på naturfredningsområdet. Landsjagtforeningen af 1923 flyttede sig imidlertid i forhold til sit udgangspunkt, og senere brød strandjægerne ud og dannede deres egen forening Dansk Strandjagtforening.

Selvom jagttegnet var dyrt for strandjægere, så valgte mange at få det, fordi jagten havde stor økonomisk betydning.

Jagttider – eller den betegnelse som tidligere som tidligere blev brugt nemlig fredningstider - er et klassisk redskab i forvaltningen af vildtet. Hovedmotivationen for at indføre fredningstider var at sikre, at vildtet ikke blev jaget i yngletiden. Tidligere biolog i Dansk Jægerforbund Niels Kanstrup har identificeret to forskellige motiver, der tilsyneladende lå bag. Det gjaldt for det første at sikre reproduktionen, så der vedblivende kunne være vildt at høste af; men der var også et andet og mere følelsesladet motiv, der tager udgangspunkt i etik og dyrevelfærd (Kanstrup 2007:23-24). Jagttider er en form for forvaltningsredskab, men der er også andre redskaber som bl.a. reservater. Den nyere jagtlovgivning på søterritoriet hænger således sammen med oprettelsen af reservater. De første reservater i Danmark, som blev etableret med hjemmel i lovgivning, blev oprettet efter Naturfredningsloven af 1917. Begreberne ’videnskabelige reservater’ og ’vildtreservater’ blev introduceret i Reservatloven af 1936. Hensigten med vildtreservaterne var at beskytte vildtet og indeholdt derfor et jagtforbud. Barsnæs Nor, der blev oprettet i 1919, var det første reservat med jagtforbud. I Limfjorden kom Ulvedybet til i 1930 og noget senere Hjarbæk Fjord i 1967. Vildtreservaterne blev typisk placeret i strandjagtområder, og begrænsede således strandjægernes rettigheder. Så sent som i 1976 omfattede vildtreservaterne og de videnskabelige reservater dog kun et 128

samlet areal på 46,5 km². Det første mere omfattende beskyttelsestiltag i form af ’reservater’ kom til under den forrige jagtlov, idet der i 1987 blev indført et generelt forbud mod motorbådsjagt i 40 områder.

Inga Nielsen, Agger 1962. I fiskerfamilierne stod menuen ofte på ænder i efterårsmånederne. Foto Thisted Museum.

Internationale konventioner vedrørende naturbeskyttelse. Siden 1970erne har dansk lovgivning vedrørende beskyttelse af naturområder været påvirket af den internationale lovgivning på området. Her har beskyttelse af vådområder og levesteder for vandfugle spillet en stor rolle, ligesom der har været fokus på beskyttelse af trækkende fugle som benytter fjorde, vådområder og strandarealer under deres træk. Man opererer i dag med 3 internationale fuglebeskyttelsesområder, der samlet betegnes Natura 2000. Natura 2000 omfatter EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder samt Ramsarområder. Det startede i 1977, da Danmark tiltrådte konventionen fra 1971 om beskyttelse af vådområder af international betydning som levesteder for vandfugle – Ramsarkonventionen. Danmark udpegede 26 områder. Netop Ramsar-områderne kom senere til at spille en stor rolle for strandjægerne gennem et forbud mod brug af blyhagl, der kom i 1985. I 1979 kom så EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, der har som formål at beskytte og forbedre vilkårene for de vilde fuglearter i EU. Det sker bl.a. ved, at medlemslandene opretter fuglebeskyttelsesområder. Direktivet indeholder også bestemmelser om, hvilke fuglearter der må jages og hvilke jagtmetoder, der må bruges (Kanstrup 1994:62). Danmark har udpeget 113 fuglebeskyttelsesområder, hvoraf mange findes på havet, ofte tæt på kysten, hvor de også medtager strandenge eller andre naturarealer. Hvert område er udpeget for at beskytte bestemte fuglearter. Udpegningen blev senere implementeret i dansk lovgivning ved Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af 25. maj 1994 med senere ændringer.

129

Jens Andersen, Agger med måger til middagsbordet ca. 1965. Foto Thisted Museum

Bæredygtig jagt. Jagten i Danmark forvaltes og reguleres i dag efter Lov om jagt og vildtforvaltning, der blev vedtaget i 1993 og trådte i kraft i 1994. De aktuelt gældende regler er fastsat i Lovbekendtgørelse nr. 114 af 28. januar 1997 om jagt og vildtforvaltning. På fiskeriterritoriet foreligger der forskellige bestemmelser vedrørende jagt. Man opererer med forskellige zoner, hvor der ikke må drives jagt – ud for sommerhusområder og ud for bymæssig bebyggelse. Ellers er eneste begrænsning i jagten de steder, hvor der er oprettet reservater. Loven er en såkaldt ’rammelov’, der bemyndiger miljøministeren – der er ansvarlig for jagten – til at fastsætte jagttiderne gennem bekendtgørelser. En vigtig detalje er her, at jagttiderne kan ændres administrativt, uden at jagtloven skal laves om. Centralt for begrebet bæredygtig jagt er et sæt regler, som hviler på nogle etiske og økologiske principper. I et par af de vigtigste punkter lyder det: ”Al jagt skal have et formål. Jagt skal være andet og mere end blot at nedlægge vildt. Nedlagt vildt skal opsamles og anvendes. Al jagt skal udøves på et biologisk forsvarligt grundlag, der sikrer, at jagtudbyttet kun udgør en del af det naturlige bestandsoverskud. Tvivl skal komme vildtet til gode”.b Loven afviger således på flere afgørende punkter fra tidligere jagtlove, bl.a. ved at have hensynet til vildtbestandene og jagtens bæredygtighed som sit erklærede formål. Indførelsen af bæredygtighedsbegrebet i Jagtloven af 1993 førte til en markant omformulering af præmisserne for oprettelse af reservater. I den nye formulering står (§33): “For at beskytte og ophjælpe landets vildtbestande og sikre raste- og fødesøgningsområder for trækkende fugle kan miljøog energiministeren oprette vildtreservater på landjorden, på ferske vande og på fiskeriterritoriet”.c Nu præciseres det, at reservaterne skal have et indhold i form af raste- og fødesøgningsområder, og at standvildt og trækfuglebestande nu ligestilles. Et meget konkret resultat af loven var vedtagelsen af ’Handlingsplan for oprettelse af jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder i danske EF-fuglebeskyttelsesområder’, der blev implementeret i årene 1993-2001. Denne plan har været et af de mest markante tiltag, siden jagtloven blev vedtaget af Folketinget. 130

Ansatte hos Skov- og Naturstyrelsen, Thy på ynglefugletælling i reservatet i Nibe Bredning i 2008. Foto: J. P. Kjeldsen ornit.dk.

Jagtpolitik. Køkkenbordsaftalen. Før 1971 hørte jagt stadig under Landbrugsministeriet som administrerede jagtpolitikken, og indtil sidst i 1970erne var det i realiteten kun jægerne, der blev spurgt til råds, når det kom til ændringer i jagtlovgivningen. Men efterhånden viste andre naturgrupper større interesse for jagtforhold – fredningstider, jagtbare arter osv. Køkkenbordsaftalen står helt centralt i nyere jagtforvaltningspraksis. Aftalen er resultatet af en række uformelle møder og forhandlinger mellem repræsentanter fra Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, som fandt sted i 1990-91 i regi af Vildtforvaltningsrådet, som var flyttet over i det nyoprettede Miljøministerium, hvor det fik plads under Skov- og Naturstyrelsen. Her udviklede Vildtforvaltningsrådet sig efterhånden til et forum, hvor man kunne diskutere frit og indgå bindende aftaler (Jensen 2008:14-15). Her kom den køkkenbordsaftale i stand, der handlede om skabelsen af de jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder. Den var et kompromis mellem repræsentanterne for de grønne organisationer, hvor nye ledere forstod, at gennem et samarbejde ville de stå stærkere, og gennem en pragmatisk tilgang frem for en ideologisk ville de kunne nå frem til flere løsninger. For lederne af de fire organisationer blev køkkenbordsaftalen en stor succes. Men for de menige medlemmer stod fordelene ikke helt så klart. Særlig mellem de menige jægere blev aftalen set som en forringelse og sælgen ud af rettigheder. Kritikken regnede ned over hovedet på Kristian Raunkjær, formanden for Danmarks Jægerforbund. Kompromisset gjorde det muligt for miljøministeren at uddelegere ansvaret for det overordnede design af reservatnetværket til de pågældende organisationer. Så fik Skov- og Naturstyrelsen ansvaret for den praktiske implementering. Den danske samarbejdsmodel. Den danske samarbejdsmodel blev skabt i en proces af brainstorming, forhandling, planlægning, implementering og justering mellem de deltagende parter. Den indeholdt en model for konsultation af lokale brugergrupper. Det var ideen at inddrage flere niveauer af brugere og stakeholdere i udformningen og implementeringen af reservaterne. 131

Det gjorde modellen meget kompleks og vanskelig at forklare og håndtere. Der blev fundet 46 lokaliteter, som parterne fandt egnede, og som man gik i gang med at undersøge nærmere. Her blev vigtige vådområder prioriteret højt. Skov- og Naturstyrelsen, som stod for den praktiske forvaltning af reservaterne, udviklede en handlingsplan, som beskrev processen skridt for skridt. Et antal embedsfolk under Skov- og Naturstyrelsen rejste rundt og forklarede baggrunden for reservaterne og de konsekvenser, handlingsplanen ville få. Det skete på offentlige møder og senere på møder med lokale brugergrupper. Den tid der var afsat hvert sted var dog stærkt begrænset. Samarbejdsmodellen prøvede at sprede beslutningerne ud med hensyn til reservaterne, så den overordnede ide og ramme blev udlagt fra oven, og på det lokale niveau blev der fyldt ud med mere detaljerede beslutninger vedrørende placering af reservaterne samt deres zoneinddeling – reguleringerne og politikken måtte de lokale brugergrupper selv beslutte. Modellen hvilede på forudsætningen om, at beslutningerne sivede ned gennem systemet skridt for skridt. Lokal deltagelse var dog allerede en kendt praksis i dansk miljøplanlægning; men var aldrig før blevet anvendt så systematisk og i sådan en kompleks sag. Formålet var at få en ny jagtlovgivning, der forenede det rekreative miljø eller i det mindste bilagde fortidens diskussioner. Samtidig skulle den brede baggrund i de forskellige grønne organisationer gøre loven bæredygtig (C. Jensen 2008).

Oprettelsen af de Jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder. Forud for oprettelsen af de nye jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder foretog Skov- og Naturstyrelsen som nævnt en række konsultationer blandt de grønne organisationer vedrørende identifikation af mulige reservatområder. Herefter blev beslutningsgrundlaget lagt ud til de forskellige distrikter under Skov- og Naturstyrelsen. Sideløbende hermed blev der foretaget en registrering af de identificerede områders biologiske værdi. Dette skete ved at Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) samt Naturfredningsforeningens amtskomiteer fortog en række systematiske optællinger af fuglebestandene i de pågældende områder. Disse tællinger blev under forhandlingerne i brugergrupperne brugt som grundlag og argument for stadfæstelsen af reservaternes placering og deres grænser. Derefter blev der udarbejdet en plan for implementering og udpeget lokale brugergrupper. Hermed skete inddragelsen af det lokale niveau via de organiserede brugere af naturområderne. Dette skulle sikre det lokale engagement i forvaltningen af området. Sidste skridt var en godkendelse ved Miljø- og Energiministeriet. Herefter kunne man så gå til arbejdet med at iværksætte de forskellige tiltag og aktiviteter, der skulle følge op på handlingsplanen. Handlingsplanen blev implementeret gennem etablering af 36 nye reservater, udvidelse af otte allerede eksisterende reservater, og udpegning af tre nye områder med forbud mod motorbådsjagt. Derudover er der i tilknytning til flere af de nye reservater etableret zoneringer med forbud mod visse former for jagt, men ikke total jagtforbud. Formålet med de jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder var at skabe et sammenhængende netværk af reservater dækkende hele landet. Om dette formål lykkedes efter intentionerne vil blive behandlet senere i artiklen.

Nye reservater i Limfjorden. I årene 1993-2001 blev der i Limfjorden implementeret 11 jagt- og forstyrrelsesfri reservater: Hjarbæk Fjord, Livø Bredning, Lønnerup Fjord, Skarrehage, Agger Tange, Harboøre Tange 132

m.v., Nørskov Vig, Nibe-Gjøl, Agerø-Skibsted Fjord, Løgstør Bredning og Dråby Vig. Skov- og Naturstyrelsen Thy administrerer størsteparten af disse reservater samt flere af de ældre reservater, eksempelvis Aggersborggaard og Ejerslev Røn. Anton Linnet fortæller: Oprindelig var ambitionerne større der ved køkkenbordsforliget. DOF havde store ambitioner; men så ville det komme til at koste mange penge i erstatninger. Men det offentlige var jo ikke indstillet på at betale de der mange, mange kroner i erstatning. Derfor endte det op med at de jagt- og forstyrrelsesfri områder kun blev indført på offentlige arealer samt på søterritoriet, hvor der ikke skulle udbetales erstatninger. Buksør Odde på den nordøstlige side af Mors er det eneste sted i vores område, hvor vi har været inde og betale erstatninger. I gamle dage da vi lavede de store områder f.eks. hele Nissum Fjord, da udbetalte vi store erstatninger i millionklassen. Skov- og Naturstyrelsen administrerer i dag 17 reservater i Limfjorden. 14 af disse er vildtreservater til beskyttelse af fugle og/eller sæler, to er naturreservater og ét er kombineret vildt- og naturreservat. Der var stor lokal modstand mod oprettelsen af de jagt- og forstyrrelsesfri områder, som i daglig tale blot benævnes reservater. Som det skal fremgå var det generelt svært at få samarbejdet op at stå mellem de mange forskellige brugere, der ofte havde modsatrettede interesser. En ting er at opfinde en model for samarbejde, noget ganske andet er at få det til at fungere. Kompetencer skulle afklares, synspunkter skulle afklares, strategier skulle lægges, argumenter skulle afprøves osv. Men først og fremmest skulle man til at sidde ved samme bord, forhandle og blive enige. Det skulle vise sig at det tog tid at finde en form og få modellen til at fungere. Om Skov- og Naturstyrelsens rolle var der for de fleste ingen tvivl. De var den myndighed, der indkaldte til møderne, sad for bordenden og holdt sekretariatet. Nedenstående giver et indtryk af beslutningsprocessen som den oplevedes fra forvaltningssiden. Anton Linnet, Skov- og Naturstyrelsen, fortæller: Jeg har jo siddet med i de der forhandlinger mange steder. Det er klart, at der var utrolig mange ideer om det her, og folk prøvede jo hele tiden at få deres egne ideer igennem. På et tidspunkt var vi jo nødt til at skære igennem og sige, at det her er det, vi alle sammen kan blive enige om. Så sender vi det ud i høring og får organisationernes kommentarer til det. Så bliver de behandlet, og så er det Skov- og Naturstyrelsen, der beslutter hvordan det skal være. Som det her siges meget kort, så kunne samarbejdsparterne beslutte, om det de kunne blive enige om – resten måtte ligge eller vente til bedre tider.

133

H. Håning Nielsen fra ornit.dk i samarbejde med Miljøcenter Ringkøbing tæller ynglefugle på Harboøre Tange 2007 med Cheminova i baggrunden. Foto: J. P. Kjeldsen ornit.dk

Etablering af Harboøre Tange som jagt- og forstyrrelsesfri kerneområde. Harboøre Tange består af en smal strimmel land og to store lavvandede laguner. Lagunerne er omgivet af rørskove, strandenge og højere, græsklædte områder. Den sydøstlige del af reservatet består af engarealerne Sønderholmene og Plet Enge. Det er værdifulde yngle-, raste- og fødesøgningsområder for mange arter af vandfugle. Områdets store betydning for vandfugle har medført, at det er omfattet af Ramsar-konventionen, og det har ligeledes status som EF-fuglebeskyttelsesområde. Forud for oprettelsen af reservatet Harboøre Tange foregik der en livlig aktivitet i Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening (DOF). Allan Kjær Villesen, medlem af bestyrelsen for DOF Vestjylland, husker i et tilbageblik at foreningen kom med det første udspil til fredning af Harboøre Tange allerede i 1991. Det skete på foranledning af et udspil fra Skovog Naturstyrelsen. Forslaget lød ifølge Villesen på at gøre den sydlige del af Tangen til jagtfrit område. Desuden foreslog man nogle reguleringer ude på den lokalitet, som betegnes Plet Enge, samt i bredningen ud for Tangen, som var vigtig for de lysbugede knortegæs. Det var de lysbugede knortegæs, som var årsagen til, at det her kom i spil fra vores side. For at sikre dem fred på de steder, som er deres hovedområde. Plet Enge og Sønderholm Enge er vigtige fugleområder; men det er klart at det er Tangen, som er det fuglerige og det vigtigste sted. Det er kystdirektoratet, der ejer området, og de lejer jagten ud til Thyborøn-Harboøre Jagtforening. Sådan har det været i mange år, og der var på det tidspunkt allerede ifølge Villesen en eksisterende ordning, som friholdt vandarealerne, lagunerne, for jagt. Det var en måde at beskytte lokale jagtinteresser på, da det ellers ville være sådan, at enhver jæger fra hele landet kunne tage en skydepram med ud til lagunerne ved Harboøre Tange og gå på fri jagt. Det var de lokale jægere naturligvis ikke interesserede i. 134

Ifølge Villesen lå DOF på linie med Danmarks Naturfredningsforening (DN) i udspillet vedrørende Tangen som jagtfrit område, hvorimod reguleringer i jagten i Bredningen var noget DOF bragte på bane. De to organisationer var ligeledes enige om vigtigheden af at få nogle store engarealer med i fredningen. Argumentationen gik ifølge Villesen: Vand alene gør det ikke – der er en stribe arter, som hvis ikke de finder ro på enge og på overgangszoner mellem land og vand, så forsvinder de. Villesen henviser til fugletællinger udført af DMU samt tællinger, som han selv har udført. Disse tal viste, at et mindre antal jægere, som var strategisk placeret i området, kunne få store konsekvenser for en del fuglearter; men fremhæver han: Det værste er ikke det antal, der bliver skudt – det er selve forstyrrelsen, der betyder noget. At fuglene ikke kan bruge området. Reaktionen på udspillet fra DOF var fra jægerne ifølge Villesen ret voldsom: Jeg husker at de strittede imod med alt, der nu kunne stritte! Der blev oprettet en brugergruppe bestående af repræsentanter fra Skov- og Naturstyrelsen, Klosterheden og Reservatsektionen, DOF, DN, Fjordfiskerne, Sportsdykkerforbundet, Dansk Sejlunion, Landboforeningen, Thyborøn-Harboøre Jagtforening, Kyst, Land og Fjord, Viborg Amt samt Kystinspektoratet. På de møder, der kom i brugergruppen, stod repræsentanterne for jægerne og fjordfiskerne langt fra repræsentanterne fra DOF og DN. Konflikten gik især på jagten omkring den sydlige lagune på Tangen. For DOF var fredningen af Tangen som et jagtfrit område ret indlysende, og det burde ikke være så vanskeligt at få sagen igennem, da Tangen jo var statsejet område samt omfattet af Ramsar-konventionen og desuden et EF-fuglebeskyttelsesområde. Så vi synes, at det var absurd, hvis ikke 40% af sådan et område kunne holdes jagtfrit, fortæller Villesen. Argumentationen og sagen havde imidlertid ikke stor lokal forankring. Villesen og folkene i DOF og DN måtte se sig slået af jægerne, som bl.a. reagerede ved at samle underskrifter ind mod jagtforbud på Harboøre Tange. Villesen fortæller: Men vi måtte jo erkende, at de gjorde det dygtigt – de vandt en politisk sejr ved, at de lavede en kæmpe underskriftindsamling – 5000 underskrifter samlede de ind. Underskriftindsamlingens succes skyldes sikkert, at en stor del af lokalbefolkningen i Harboøre og omegn var jægere, og Villesen mener, at der var ca. 150 personer, som på det tidspunkt havde løst jagttegn til Harboøre Tange. Han mener desuden, at der er tale om en slags ø-samfund, hvor alle kender alle, og der skulle meget til, for at man nægtede at skrive under på listen, for: Alle kender nogen, der går på jagt, og når nogen så kommer og spørger, om du vil skrive under på sådan en liste – så gør folk det. Jeg tror at det var et pres og det var svært at sige nej til at skrive under. Der blev altså ikke noget jagtforbud på Tangen i 1996; men et vigtigt forhold var det dog, at der blev indført en bestemmelse om, at jagt på landarealer skulle tages op til revision efter 5 år. Der kom dog en mindre regulering, idet jagt på fuglevildt blev forbudt på den smalle strimmel land mellem lagunen og bredningen. Endelig kom der også et forbud mod jagt på de fredede arealer på Sønderholmene og Plet Enge.

135

Agger Jagtforening på jagt på Agger Tange i anledning af foreningens 50 års-jubilæum i 1982. Foto: Thisted Museum.

Samtidig skete der en tilsvarende proces med Agger Tange, om end bølgerne her ikke gik helt så højt i den brugergruppe, der blev nedsat i 1994. Helge Thomsen var på daværende tidspunkt formand for Agger Jagtforening, der har brugt Agger Tange til jagt siden 1932. Helge Thomsen fortæller: Der blev afholdt borgermøder med alle, hvor både jægerne og ornitologerne var med. Der kom mange saglige argumenter på bordet. På dæmningen og på de to småøer skulle jagten høre op, og det betyder, at vildtet har nogle steder hvor de har ro. Det havde stor betydning, at man mødtes ansigt til ansigt og snakkede sammen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at for mange lokale jagtforeningsformænd var det et dilemma, og der skulle til tider et bredt bryst til for at overbevise baglandet om det hensigtsmæssige i at gå ind i forhandlingerne. I tilfældet med oprettelsen af Løgstør Bredning som jagt- og forstyrrelsfri kerneområde så gik den lokale jagtforeningsformand under Danmarks Jægerforbund ligeledes positivt ind i forhandlingerne; mens repræsentanten for Dansk Land- og Strandjagt var særdeles negativ.

Reservatmarkering i Løgstør Bredning. Skiltene bruges ofte som skydeskive. Foto Mie Buus 2009.

136

Etablering af Løgstør Bredning som jagt- og forstyrrelsesfri kerneområde. Etableringen af Løgstør Bredning som jagt- og forstyrrelsesfri kerneområde skete samtidig med Harboøre og Agger Tange; men har alligevel en anderledes historie. Løgstør Bredning er et lavvandet fjordområde med vader og udbredte forekomster af ålegræs syd for Bygholmdæmningen. Vest og øst for denne del af bredningen finder man tilstødende arealer med strandenge og nord for ligger naturreservatet Vejlerne. Det er privatejet og der drives ikke jagt i området i dag. Løgstør Bredning og Vejlerne supplerer hinanden som internationalt vigtige fuglebeskyttelsesområder. Det var som vanlig praksis Skov- og Naturstyrelsen, der kom med udspillet om oprettelsen af Løgstør Bredning som jagt- og forstyrrelsesfri område; men der blev ifølge vildtforvaltningskonsulent Anton Linnet, Thy, inviteret til en bunden opgave, for det var allerede politisk bestemt, at præcis her skulle der være et reservat. I foråret 1996 blev der oprettet en lokal brugergruppe for Løgstør Bredning. Brugergruppen bestod af repræsentanter fra Landboforeningen, Jægerforbundet, DN, DOF, Friluftsrådet, Fritidsfiskerne, Strandjægerne, Centralforeningen af Limfjordsfiskere, Sejlunionen og Erhvervsjordbruget. Der var endvidere repræsentanter fra Skov- og Naturstyrelsen, Thy og fra Reservatsektionen. Der blev afholdt en række møder, hvor man diskuterede det udspil, som Miljøministeriet havde fremlagt for oprettelsen af et reservat. Møderne mundede ud i en forslag, som blev fremlagt for offentligheden den 10. april 1997.

God jagtlykke! Hvinænder fra Løgstør Bredning. Foto: Privat udlån

Ifølge E. Andersen, Ullerup, der repræsenterede fritidsfiskerne; men også var jæger, var der mange problemer undervejs på disse møder. Der hvor det allerede begynder at gå galt, det var, at det er udefra-kommende, der skal være med til at bestemme, hvad der skal ske med området. Jeg synes jo at heroppe i Thy er vi gode til selv at passe på vores natur. Vi bruger den jo hver dag. Der havde vi nok allerede en konflikt til arbejdet i brugergruppen. 137

E. Andersen er ikke i tvivl om, at hvis det udelukkende havde været lokale folk, som blev sat til at forhandle omkring bordet, havde samarbejdet gået mere gnidningsfrit. Han mener, at organisationerne handlede strategisk ved netop ikke at bruge lokale folk, som kunne komme under pres, og måske ikke kunne stå fast på hovedorganisationens synspunkter. Her hentyder han til jægerne, hvor de lokale formænd i Dansk Jagtforbund kunne stå i et dilemma mellem at følge hovedforbundets indstilling og forventningerne fra de lokale medlemmer, der måske gik i en anden retning. E Andersen fortæller, at det udspil, der kom fra Skov- og Naturstyrelsen, vakte modstand, fordi man følte, at tingene allerede var aftalt på forhånd, således at den indflydelse, man var stillet i udsigt gennem arbejdet i borgergrupperne, kun var en formssag. Jamen det gik ret hurtigt i hårdknude, og vi sagde, at så ville vi slet ikke være med nogen af os. Der var utrolig mange konflikter deroppe. Nogle gange gik bølgerne så højt, at vi rejse os op og så forlod vi lokalet. Så måtte de ud og hente os igen – om ikke vi lige kunne prøve at snakke om det. Ellers var det blevet sådan, at Aage V. Jensen og staten havde fået gennemtrumfet det hen over hovedet på os alle sammen. Chr. P. Larsen, Tømmerby der repræsenterede Dansk Land- og Strandjagt, husker også problemerne fra starten: Jo der var engang vi forlod mødet. Det var fordi de havde bestemt det hele forud, hvordan det skulle være, og så kunne vi jo bare hoppe og springe. Som ved enhver forhandling må man have noget at handle med, som Chr. P. Larsen udtrykker det. Jægerne tilbød området ved Pytodde nær hovedvejen, hvor der kun var enkelte kajakjægere, der jagede. Det ville man godt sælge, hvis man kunne få lov til at beholde resten. Så lavede man en kant på jeg tror 100 meter ned langs Vejlevejen, der også skulle være jagtfrit. Det var sikkert godt nok. For sikkerheden og færdsel på hovedvejen – hvis nu folk lå og skød op over vejen, kunne det let gå galt. Og hvis der lå en eller to kajakjægere derinde, så var der faktisk ikke plads til flere. Snart kom der flere komplikationer ifølge E. Andersen: Ja men så gik det jo helt galt! Det startede med, at man på nogle luftfotos fandt noget græs derude. Og der var ænderne helt tossede med at være, sagde de der ornitologer. H. C. Mikkelsen fra Jægerforbundet foreslog et reservat af form som en 300 meter bred bræmme langs Bygholmdæmningen.

Jagt på Limfjorden 2004. Jæger i ”svaneforklædning” Den hvide dragt og den hvide pram skal illudere svaner. Foto: Privat udlån.

138

Det hele mundede ud i, at gruppen indstillede følgende forslag til reservatbestemmelse: Reservatet afgrænses mod syd af en ret østgående linie fra Holmtange til Ullerup Holme og mod nord af hovedvejsdæmningen over Bygholm Vejle. Området opdeles i to næsten lige store dele, en vestlig og en østlig. Den vestlige del, hvor den største koncentration af fugle findes, lukkes helt for jagt. I den østlige del bliver det tilladt at ankre op i skydepram for at jage fra et fast punkt; men man må ikke sejle rundt i sin båd eller skydepram. Endvidere skal der friholdes en 300 meter jagtfri zone ind mod Bygholmdæmningen. Der må ikke i nogen del af området drives motorbådsjagt. I hele reservatet må der ikke sejles stærkere end 8 knob i motorbåde, og windsurfere henvises til den østlige del af reservatet, hvor der må sejles brætsejlads i perioden 1. maj til 31. august i det jagtfri område, der ligger øst for Centralslusen – målt fra en linie vinkelret ud fra dæmningen.d Der kom 4 indsigelser mod reservatforslaget. De gik på afgrænsning af området, windsurfing og typen af jagtforbud. Den ene indsigelse kom fra Lars Møller Nielsen på vegne af Aage V. Jensens Fonde. Den rummede et alternativt forslag til areal. Forslaget gik ud på at gøre hele området jagtfrit. Man var også imod tilladelse til windsurfing i området. Nordjyllands Amt var ligeledes imod windsurfing. Thisted Kommune ønskede, at jagtforbuddet i hele området kun gjaldt motorbådsjagt. Man fandt ikke at jagttrykket begrundede udlæggelsen af et nyt reservat. Niels Nielsen, Vesløs, gjorde som privat borger gældende, at det er unødvendigt at udlægge et nyt reservat, og fastholder at forbuddet alene bør gælde motorbådsjagt. DOF meddelte, at man kunne godkende forslaget i sin nuværende form.e Palle Udh Jepsen, der var leder af Skov- og Naturstyrelsens reservatkontor, forklarede at et stort set enigt Folketing havde vedtaget, at der skulle udpeges en række jagt- og vildtreservater. Forslagene var udarbejdet af de grønne organisationer, og udgangspunktet var, at der skulle være et reservat i Løgstør Bredning ud for Bygholmdæmningen. Men indholdet i reservatordningen kunne justeres på baggrund af høringen. Man kan ikke undgå kritik, siger Udh Jepsen; men brugergrupperne skal sikre, at kritikken bliver kvalificeret.f Løgstør Bredning var allerede udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområde. Med udpegning af de nye reservater blev der lagt et indhold i de gode hensigtserklæringer, som EF-fuglebeskyttelsesområderne reelt var.

De lokale brugergrupper. I handlingsplanen for oprettelsen af reservater lå der nogle intentioner om at ”tage mest muligt hensyn til lokales hidtidige brug af hver enkelt af de udpegede områder”. Derfor valgte Skovog Naturstyrelsen at nedsætte lokale, rådgivende brugergrupper og lade udkast til reservaternes udformning komme i offentlig høring (Clausen 1997). I forbindelse med de lokale forhandlinger stødte Skov- og Naturstyrelsen imidlertid på stor lokal modstand mod oprettelsen af reservater. En del af modstanden bliver typisk udtrykt, som det fremgår af det følgende: For os der bor herude føler vi nok, at man vil komme og tage noget fra os, og det ser vi nok lidt skævt på. DOF og DN de går kun efter en ting, og det er at få jaget os væk derfra!g Konflikten blev ofte udtrykt i termer af ’dem’ og ’os’, hvilket forstærkede mistilliden og gjorde det svært at få en dialog i gang. Mistilliden blev især vendt mod de organisationer, der repræsenterede naturfrederne, i dette tilfælde DOF og DN, som ville hindre den vante brug af området. Udsagnet viser noget om de vanskeligheder, der lå i at bygge en dialog op i brugergrupperne, hvilket var 139

forudsætningen for, at man kunne finde en platform for samarbejdet. Definitionen på de lokale brugergrupper lød ifølge den vejledning, som blev sat op, således: Lokale er folk der repræsenterer organiserede brugere. Folk som har en særlig interesse i sagen og har viden om lokale forhold (Jensen 2008:18). Disse forudsætninger lagde i nogen grad pres på folk til at organisere sig, for som ikke-organiseret var det svært at komme til orde, og indflydelsen kom til at ligge hos organisationerne i brugergrupperne. Det betød, at folk måtte organisere sig omkring forhold, der handlede om det lokale og en lokal identitet i sammenhæng med den lokale natur. Men begrebet ’de lokale’ defineres forskelligt af de medvirkende organisationer. DN og DOF satte folk fra regionalt niveau ind, hvorimod jægerne og fritidsfiskerne blev repræsenteret af folk fra de lokale afdelinger. Det gav allerede fra starten nogle problemer, idet en del af diskussionen kom til at handle om ’dem udefra’ og ’os lokale’. Denne diskussion blev til tider meget følelsesladet og fik bl.a. jægerne til i flere omgange at forlade møderne. På sigt skulle det alligevel vise sig, at brugergrupperne efterhånden blev ramme om mange værdifulde lokale diskussioner og forhandlinger.

Dobbeltbekkasiner på rad og række. En karakterfugl på strandenge ved Limfjorden. Foto: Privat udlån.

I Danmark blev der således skabt en samarbejdsmodel, der inddrager lokal viden i naturforvaltningen. Det er sket dels for at trække på al tilgængelig viden om den natur og det område, sagen drejer sig om, men også for at opnå, at man lokalt tager ejerskab og derved sikrer en bæredygtig løsning for området. Men mødet mellem de lokale brugere og myndighederne samt miljøeksperterne er, som vi har set, ofte problematisk. Det skyldes dels, at man naturligt nok har forskellige interesser i forhold til brugen af det pågældende område. Denne problematik rejser Hans Peter Hansen i en artikel om foreningernes natur. ’De grønne organisationer’ eller slet og ret natur- og miljøorganisationerne spiller en stor rolle i den demokratiske proces som dansk naturforvaltning bliver til i. Ikke alle oplever imidlertid organisationerne som demokratiske eller som nogle, der repræsenterer deres interesser. Chr. Peter Larsen (Krudt Peter): Der var nogle personer fra Friluftsrådet og Naturfredningsforeningen og fra ornitologerne – fra de giftiggrønne organisationer, som jeg plejer at sige. Det er fordi de sår gift for 140

andre mennesker. De vil ensrette alting, og jeg holder på mangfoldigheden. Der skal være plads til os alle sammen. Der er visse underlæggende modsætninger på organisationernes tilgang til naturforvaltning. Der er stor forskel på DJ og på DOF – f.eks. skyder jægerne de fugle, som ornitologerne vil frede, for nu at trække linierne hårdt op. Hvor hovedorganisationerne i mange tilfælde kan finde ud af at forhandle sig til rette, så kan det godt knibe på lokalt niveau at finde fælles fodslag. Blandt jægerne har der vist sig et gab mellem hovedorganisationen og de lokale afdelinger hvad angår holdninger til, hvordan naturen og dens ressourcer skal forvaltes. Det kan skyldes den professionalisering, som er sket i toppen på de grønne organisationer, og forfatteren spørger om ikke den udvikling er præget af manglede dialog, refleksion og politiske dannelser på tværs af sociale og geografiske skel. Derfor er det måske meget gavnligt at organisationerne ind imellem oplever politisk modvind og derved tvinges til revitalisere, konsultere og mobilisere deres folkelige grundlag (Hansen 2002:99-108). Men de problemer, vi i dag ser i naturforvaltning, kan også have andre årsager. I en nyere artikel tager etnograferne Ingeborg Svennevig og Laura Tolnov Clausen fat i problematikken omkring de lokale – hvem er de, og hvori består problemerne mellem de lokale og myndighederne. Deres bud er, at modsætningen bunder i forskellige former for viden om naturen. De opstiller tre former for viden: lokal viden, ekspertviden og strategisk viden. Lokal viden er den viden, som deles af alle, der bor det samme sted – den er stedbunden og knyttet til fælles erfaringer; men den gælder ikke nødvendigvis i forhold til nabolokaliteten. Ekspertviden er generel og analytisk – knyttet til en ide om, hvordan tingen hænger sammen. Den er speciel og typisk gældende indenfor et afgrænset fagområde. Når den lokale viden skal bringes i spil i mødet med eksperternes viden skal den bearbejdes og ordnes, så andre kan forstå den. Den virker ofte meget banal og har svært ved at blive anerkendt af modparten. Daglige iagttagelser tæller ikke på samme måde som systematiske tællinger og målinger. Det oplever lokale tit i de lokale brugergrupper, hvor de lokales måde at argumentere på ikke altid bliver forstået af de involverede eksperter og myndigheder (Svennevig, I. & L.T. Clausen 2002:111-123). Så er det, de lokale må ty til strategisk viden. Den kommer fra professionelle, som hyres til at levere argumenter. Det er altså en type viden, der ligner eksperternes viden i den måde den formuleres på; men kan savne underbygning. Den bringes ofte i spil som ’bomber’, der ligner kendsgerninger, og bruges med opsigtsvækkende effekt i debatten. I de første år i brugergrupperne tyede jægerne ofte til argumenter der byggede på ”Vi ved bedst, fordi vi bor her”. A. K. Villesen, Lemvig, forklarer: Hos de gamle jægere var det ofte sådan, at når de blev lidt trængt på argumenterne, så var det sådan, at dem fra den anden side af Hygum Bakker de skal ikke komme og fortælle os noget, for det er os, der bor her osv. Og dem på den anden side af Valby Bakke de skal slet ikke komme og blande sig. Så bliver det ligesom et argument i sig selv. Men det var naturligvis ikke en argumentation, der holdt i længden, og jægerne måtte lægge stilen om. På et offentligt møde i 2001 kunne man høre, at formanden for den lokale jagtforening brugte biologisk argumenter: Så har vi snakket om at etablere nogle kunstige øer ude i den nordlige lagune. Der er kommet en fugletællingsrapport der viser, at klyder og fjordterner er næsten væk derude fra, fordi den vandstand der er derude, den rykker de småøer væk, der var der før, som de havde at yngle på. Den diskussion som uddraget er taget fra, handler om at få en højere vandstand på Tangen, hvilket giver et rigere fugleliv – både jagtbare og andre arter – til fælles glæde for både jægere og ornitologer.

141

HarboøreTange 2008. Rævene på Tangen er er stort problem i forhold til ynglende engfugle. Foto J. P. Kjeldsen ornit.dk.

Jægerne og de andre brugere.

Vender vi tilbage til brugergruppen omkring Harboøre Tange så kom modstanden mod reservatet først og fremmest fra jægerne ifølge A. K. Villesen, Lemvig, som sad som repræsentant for DOF i den lokale brugergruppe. Der var i starten stor frustration blandt jægerne, som ikke var vant til at argumentere for deres interesser og retten til at gå på jagt på de områder, der i generationer var blevet drevet jagt på. På det lokale plan var jagten aldrig før blevet opfattet som et problem. Tværtimod var den en naturlig del af hverdagen og dybt forankret i den lokale selvforståelse og i kystkulturen, hvilket underskriftindsamlingen da også viste. A. K. Villesen fortæller om opstartsfasen i brugergruppen og om jægernes position: Som jeg oplevede jægerne i brugergruppen så var det sådan, at de dybest set ikke ønskede at projektet skulle starte. Og når de så var tvungen til at se i øjnene, at det gjorde det alligevel, så var de udmærket klar over, at det her er ikke sat i værk for at give os mere fri jagt – tværtimod. Det vidste de godt, og så var deres strategi at de strittede i mod med alt hvad de kunne. Der er således ingen tvivl om, at jægerne følte sig truede, og de forsøgte på alle måder at afværge de begrænsninger i jagten, som de så komme op i horisonten. De reagerede på rygraden og var ifølge Villesen lodret imod alt, der pegede i retning af begrænsninger i jagten. Her er det måske relevant at inddrage en udtalelse fra biolog i Danmarks Jægerforbund Niels Kanstrup: Når først en art er fredet, 142

så bliver den aldrig jagtbar igen. Heri ligger forhindringen for jægerens velvilje til en dynamisk og smidig forvaltning. Jægerne og deres forhandlere har traditionelt holdt fast i det, de har! Sådan er det stadig!h Udtalelsen viser præcis hvilke erfaringer jægerne trækker på, og hvorfor deres reaktion og modstand får et præg af automatik.

Ifølge Villesen blev der afholdt en hel række møder, hvor jægerne var repræsenterede med en 3-4 personer, men jægerne lå ret forskelligt i holdninger og positioner. På netop dette tidspunkt tog planerne om at stoppe jagten i Vadehavet fart og skabte så stor modstand blandt jægerne, at protestforeningen Kyst, Land og Fjord blev dannet efter et stort grundlovsmøde på Ballumdiget i 1995. Denne forening havde en del medlemmer i Vestjylland og var repræsenteret i brugergruppen, hvor den ikke altid lå på linie med jægerne fra Danmarks Jægerforbund.i Det er klart, at det svækkede jægernes position, at der var uenighed, når der skulle forhandles med de andre parter. Repræsentanterne for Kyst, Land og Fjord indtog, i overensstemmelse med den protestbevægelse de var, gerne en ret stejl holdning og var ikke indstillet på noget samarbejde. Men det var alligevel ret klart, at det var Danmarks Jægerforbund, der tog teten og forsøgte at være de samarbejdsvillige. De kunne jo nok se, at de ville miste til andre synspunkter, hvis de var for stejle (A. K. Villesen). Dette udsagn falder fint i tråd med den strategi, som Danmarks Jægerforbund fulgte, som netop gik ud på at redde så meget af jagten som muligt ved at samarbejde med de andre grønne organisationer i eksempelvis de lokale brugergrupper. Det var naturligvis en strategi, det tog tid at implementere lokalt, hvor en række ældre jagtforeningsformænd ikke altid forstod strategien eller for den sags skyld var enig. Villesen fortæller, at i den tid brugergruppen har eksisteret, har han arbejdet sammen med tre forskellige jagtforeningsformænd, der på hver sin måde afspejler nogle forskellige holdninger blandt jægere, og som samtidig afspejler nogle forskellige jagtpolitiske tendenser, der har udviklet sig fra 1990erne og til i dag: Den første var sådan rigtig af den gamle slags. Han skulle ikke have rørt ved noget. Der kom en stribe overtrædelser af jagtloven derude, hvor der blev skudt fredede ikke jagtbare fugle. Vi forsøgte at få jægerne til selv til at gøre noget ved det; men han meldte tilbage, at det ville de ikke. Så gik vi i avisen med det.

Så fik de ny jagtforeningsformand. Det var allerede et klart fremskridt, og den tredje er helt klart nemmere at snakke med. Ikke fordi han sælger ud; men han er bare nemmere at snakke med. Men det er nok også nemmere for ham end med de tidligere formænd – han kan bedre gøre det for sit bagland. Den sidste sætning understeger netop det skift i kulturen, der har fundet sted i Danmarks Jægerforbund, som efterhånden også er slået igennem ude i de lokale afdelinger og blandt den almindelige jæger. Denne udvikling er hjulpet på vej af en ny generation af jægere, som er præget af den generelle holdning i samfundet, der anser naturbevaring som et gode. Jægerne har op gennem 1990erne i stigende grad profileret sig som en del af de grønne organisationer og som forvaltere af naturen og vildtet. Samtidig udviklede der sig en større selvbevidsthed blandt naturfrederne, der følte sig på sikker og 143

lovlig grund når de færdedes på de områder, der traditionelt havde været jægernes domæne. A. K. Villesen, DOF, fortæller: Før var det også sådan, at jægerne ude på Tangen de følte, at Tangen var deres – selvom det jo reelt ikke var det. Hvis de så en med kikkert, så var det hornet i bund. Så der op først i 1990erne var vi nogle stykker, der begyndte at tænke – nej, det skal altså være løgn det her! Vi har fuldt ud lige så god ret til at være der som dem. Det begyndte vi så at gøre – at gå ud over engene, også når jagten var gået ind. Så når vi mødte nogle jægere, så snakkede vi med dem. Så viste det sig jo, at de var flinke mennesker næsten alle sammen, når man mødtes med dem på den måde. I løbet af en halv snes år så blev der da længere og længere mellem de der båtnakker, som trykkede på hornet. Også fra forvaltningssiden har man følt den mistro, der ofte kom til udtryk mod myndighederne. Vildtforvaltningskonsulent Anton Linnet, Thy, udtrykker således: Jo der er forskel på de gamle og de unge jægere. De gamle er meget konservative. Man kan jo godt forstå det. Det er klart, at folk, der har boet der altid, hvis jagten og fiskeriet… – ja det er halvdelen af deres liv og sjæl. Vi skal ikke komme og trække noget ned over hovedet på dem. Nej, det skal være som det altid har været. Og hvis vi har nogle ideer, så er der garanteret lusk med i det!

Enge på den vestlige strimmel af Harboøre Tange 2008. Foto J. P. Kjeldsen, ornit.dk

Samarbejde – konflikter og alliancer. Efterhånden som tiden er gået, og arbejdet i brugergrupperne er skredet frem, har man opnået en form for samarbejde. Nogle positioner har ændret sig og strategierne er blevet tilpasset nye situationer. Der opstår stadig nye konflikter, men der dannes også ind imellem uventede alliancer.

Jo, der er selvfølgelig nogle konflikter, men også ind imellem nogle alliancer, som man ikke lige troede. For eksempel når windsurferne de ligger og drøner – altså kitesurfere. Vinden er perfekt ude langs Agger Tange. De er tæt på havet, og i det øjeblik, den her kite kommer op og tager vinden, så får den fuld fart på det 144

flade vand derude. Derfor er det jo drømmestedet for dem. Det synes jægerne selvfølgelig ikke er sjovt. Ej heller fiskerne, og vi som myndigheder synes heller ikke om det. Der kunne alle andre end kitesurferne blive enige om at gå imod surfing. Generelt har surferne det svært som brugere. Mange af de andre brugere finder, at deres aktivitet er forstyrrende i forhold til deres egen aktivitet – det gælder eksempelvis både jægerne og ornitologerne. Derfor kunne der opstå en alliance mellem brugere, som traditionelt ellers har modsatte interesser. En sådan alliance og samarbejde i brugergruppen kan i nogle tilfælde føre til, at nogle skel brydes ned og relationerne forbedres. I brugergruppen for Harboøre Tange så alliancerne lidt anderledes ud ifølge A. K. Villesen: Fra starten var windsurferne jægernes allierede – de snakkede lige så meget for jagt som jagtorganisationerne. Måske var surfernes repræsentant bare også jæger. Jo, også mellem fiskerne var der forbundsfæller til jægerne. Den gode fjordfisker han kom da bestemt heller ikke for at sige noget negativt om jagten. Man kan vel egentlig sige, at alt hvad der var af lokal repræsentation bakkede da op om det, som jagtforeningen sagde. Traditionelt har jægerne og fiskerne ofte valgt side sammen og haft et vist interessefællesskab omkring aktiviteterne – jægeren kunne godt være erhvervsfisker, eller han fiskede i fritiden. I mange tilfælde havde begge parter baggrund i den samme kystkultur og havde samme nytteprægede naturopfattelse. En del af de nyere forhandlinger, der er foregået i brugergruppen for Harboøre Tange, handlede om at vurdere og regulere jagtudøvelsen. Myndighederne fokuserede udelukkende på udformningen af reservatet i bestræbelserne på at nedbringe jagtens og anden rekreativ udnyttelses forstyrrende effekt på fuglene. Men nyere undersøgelser viser, at det spiller en stor rolle, hvordan jagten udøves. j Disse undersøgelser har betydet, at Skov- og Naturstyrelsen i nogle nyere reservater har tilladt jagt fra opankret skydepram; men har opretholdt et forbud mod jagt fra kravlepram. Også forhold som tidspunkt, frekvens samt under hvilke vejrforhold jagten udøves spiller en rolle, ligesom antallet af jægere og deres fordeling i området også har betydning for forstyrrelsen af fuglene. Det betyder, at man i Skov- og Naturstyrelsen i fremtiden måske vil betjene sig af en mere varieret tilgang til regulering af jagten. For at undersøge effekten af begrænsede indskrænkninger i jagten har Skov- og Naturstyrelsen udført forsøg i udvalgte områder, herunder Harboøre Tange. Her er der udført forsøg, der målte effekten af forskellige afgrænsninger af jagten indenfor et reservatområde. Disse blev kombineret med forsøg med døgnregulering af jagten. Dette fik betydning ved udformningen af bekendtgørelsen af 2006 om fredning og vildtreservat på Harboøre Tange.k Revidering af jagten på Harboøre Tange. Der blev i brugergruppen for Harboøre Tange Vildtreservat arbejdet på at revidere bekendtgørelsen. Formålet har primært været at ændre på den jagt, der kan udøves i reservatet. En arbejdsgruppe nedsat af brugergruppen nåede frem et forslag til ændring af jagten. Dette forslag blev efterfølgende godkendt af brugergruppen. DMU vurderede konsekvenserne af ændringerne for fuglelivet i reservatet og anbefalede den nye ordning. Forslaget til den nye ordning skulle tilgodese rastende vandfugle tidligt på efteråret (september145

oktober), og derfor ville jagt først blive tilladt på Sønder Knopper Enge fra 1. november. Tidligere var jagten åben her hele sæsonen. Til gengæld skulle der nu ifølge forslaget blive åbnet for jagt på Sønderholmene og Plet Enge fra 1. september til 31. oktober. Her var der ingen mulighed for jagt tidligere. Lukningen af jagten her 31. oktober tilgodeser de rastende lysbugede knortegæs, der ofte opholder sig her i det sene efterår samt vinter.l Med denne ordning, som trådte i kraft i 2006, har det vist sig, at hvis brugergruppen er enig, kan det lade sig gøre at åbne for jagt, der før var lukket. Det har ellers traditionelt været jægernes anke, at var der først lukket for jagt, så var der ikke noget at gøre. DMU har de sidste par år forestået optællinger af fugle på Harboøre Tange; men der foreligger ikke på nuværende tidspunkt en analyse af disse tal, og man kan derfor ikke vurdere effekten af de seneste jagtreguleringer ifølge Preben Clausen, DMU.

Jægere fra Agger Jagtforening 1983. Foto: Thisted Museum

Lokal jagt for lokale jægere. Geografisk er strandjagten mest udbredt i Nordvestjylland, hvilket kan skyldes, at det er her man finder de bedste muligheder for trækjagt bl.a. på gråænder, pibeænder, krikænder samt grågås og kortnæbbet gås (Hansen 2000 del 2:56). Dansk Land- og Strandjagtforening har 14 medlemmer i Thy-Mors afdelingen og 15 medlemmer i kredsforeningen Vestjylland.m Disse tal giver ikke noget retvisende billede af det antal jægere, der driver strandjagt ved Limfjorden, da der kommer mange jægere fra andre egne af landet – også jægere, der ikke er organiserede hos Dansk Land- og Strandjagt. Mobiliteten er blevet meget større blandt jægere de seneste år, og jagten ved Limfjorden er attraktiv, så jægerne kører gerne langt for at få en mulighed, når andejagten går ind 1. september. Mange lokale jægere ser lidt skævt til de mange jægere udefra. Lindy Sloth, Gøttrup, fortæller: Første september da starter jagten. Da kommer der en masse jægere til Løgstør Bredning, og det er ikke lokale jægere. De fremmede kommer nogle gange 2-3 dage før og lægger deres skydepramme ud og lukker for jagten. Og de lokale må så vente, til de fremmede er kørt hjem. At der kommer så mange jægere til udefra, betyder også ifølge Lindy Sloth, at man fra Skov- og Naturstyrelsen er blevet meget opmærksomme på jagttrykket. Han frygter, at det måske vil føre til flere begrænsninger i jagten: Og det er jo så det næste, de vil bruge imod os til at slå os oven i hovedet med, 146

og det er s’gu ikke lokale jægere, der er skyld i det problem. Når jagten på dykænder går ind 1. oktober gentages problematikken med de mange jægere, der kommer andre steder fra, beklager flere lokale jægere. Fra Skov- og Naturstyrelsen Thy kender man godt problematikken med den attraktive jagt ved Limfjorden, der tiltrækker jægere udefra, og det er i nogle tilfælde noget, man forsøger at tage højde for ved udformningen af reservater. Men en favorisering af de lokale jægere kræver dog også nogle overvejelser, som vildtkonsulent Anton Linnet, Thy, giver udtryk for: Ved Lønnerup Fjord-reservatet gik vi så ind og regulerede og sagde, at vi vil ikke have jagt fra båd. På den måde kunne du holde alle væk, der kom udefra, og gav lodsejerne der boede ned til nogle gode jagtmuligheder. Det kan man jo så diskutere og se på fra nationalt plan, om det var en rimelig og fair måde. Men da i sin tid køkkenbordsforliget blev indgået, og oprettelsen af de lokale brugergrupper kom op, var der stor entusiasme blandt jægerne. Her var opfattelsen, at det, man blev stillet i udsigt, var netop en lokal selvforvaltning af jagten. Opfattelsen blandt jægerne var – sådan som den blev forklaret bl.a. af Kristian Raunkjær – at regulering af jagten i bestemte områder på fiskeriterritoriet ville involvere lokale jægere, der kunne organisere jagten i overensstemmelse med deres eget system og ’god jagtskik’. Mange jægere var glade ved udsigten til ordningen; men der var et problem. I Danmark havde som før nævnt strandjagten altid været fri. Så ordningen var i strid med dette princip, og hvis jægerne gik ind for (selv)forvaltning af jagten, så måtte de opgive denne ret. Det var jægerne ikke villige til. Derfor blev ideen lavet om, så de lokale brugergrupper i stedet fik funktion af rådgivning. Forvirringen og skuffelsen var stor mellem jægerne (C. Jensen 2008). Disse forventninger spillede måske også ind på den holdning, de lokale jægere anlagde til samarbejdet i opstartsfasen i brugergrupperne. Her må man huske på, at jægerne indtil da stort set havde været uden modspillere, når det gjaldt jagtlovgivningen. Det var en stor omvæltning for jægerne, at de nu måtte dele indflydelse på lovgivningen med de grønne organisationer, som repræsenterede naturfrederne.

Jagtundervisning ved Limfjorden i 1970erne. Her er der tale om et formaliseret undervisningsforløb; men tidligere var det en viden der blev givet til den unge under jagten. Foto: Thisted Museum.

147

Fjordkriminalitet. Jagtlovens bestemmelser siger: Enhver med fast bopæl i Danmark har ret til at drive ikke erhvervsmæssig jagt på fiskeriterritoriet, som fastlagt ved lov om Danmarks Riges Fiskeriterritorium. Den fri jagt må udøves fra flydende båd eller pram samt fra et areal, der grænser op til fiskeriterritoriet, og hvor den pågældende har jagtret. Højeste daglige vandstandslinje er – om man så må sige – den flydende skillelinje mellem lovlig og ulovlig jagt. Anton Linnet: Hvis du har fjorden her, og du har land her, og det her er strandbredden, så må du gerne sidde inde på land og skyde ud over fjorden. Men du må ikke sidde derude på strandbredden – kun hvis du sidder i en båd og flyder. Den højeste daglige vandstandslinje ligger der, hvor der til enhver tid ligger opskyllet tang. Grunden til, at man har sagt, at det er højeste daglige vandstandslinje, der gælder, det er fordi, der er nogen variationer hele tiden, og man kan sige, at hvis det er voldsomt lavvande, så kunne folk jo tvinges til at trække båden helt op og ligge på noget tørt. Det er den daglige vandstandslinie – ikke den ekstreme. Kriminaliteten drejer sig ifølge Anton Linnet ofte om det at gå ind og sætte sig på land frem for at blive i den vippende båd i vandkanten. Prøv at forestille dig en pram en dag, hvor der er lidt uroligt i vejret. Den er ikke særlig rar at sidde i, for det vipper. Hvis man trækker den en halv meter op, så den kommer til at røre bunden, så ligger den mere stabil. Anton Linnet indrømmer, at det er umuligt at kontrollere alle de steder, hvor der er risiko for, at jægeren går i land i stedet for at blive i sin flydende pram. Hvor omfattende kontrollen skal være, er til enhver tid et spørgsmål om, hvor mange ressourcer der er til rådighed, og hvordan disse ressourcer skal bruges, fortæller Anton Linnet. Motorbådsjagt er tilladt nogle steder i Limfjorden, fortæller Anton Linnet: Der er det sådan ifølge jagtloven, at en motorbåd må i jagtsituationen ikke fremføres med mere end 8 knob. I princippet kan du sejle som du vil i hastighed, men under selve skudafgivelsen må du kun have 2 knobs fart på. Og der kan du jo godt forestille dig edderfugle, der ligger ude på vandet, og folk der sejler lige så stille og sniger sig ind på dem. Hvis de så letter 30 meter udenfor, så kan en god 40 hestes motor jo nå at indhente dem. Det kan man jo også kalde kreativitet.

Det med hastighederne og hvor mange knob det ved jeg, der er mange problemer med. Hvis politiet stopper en båd, der kan sejle 30 knob, og han har våben om bord, så vil de sige, at han er ude i ulovlighed. Så skal båden plomberes ned, så den ikke kan sejle mere end de tilladte knob, ellers skal han skifte med motor. Det ved jeg, at her sker der megen kreativitet. Som det fremgår i ovenstående, er der flere muligheder for såkaldt kreativitet med hensyn til tolkningen af jagtloven. Og mange gange vil det på grund af Limfjordens størrelse og udstrækning kombineret med de ressourcer, der står til rådighed, være umulig at overvåge og kontrollere om jagtloven overholdes. Men ifølge Anton Linnet er jagtmoralen de seneste år højnet betydeligt, især blandt de unge jægere, og det er en udvikling, man kan forvente fortsætter. De unge jægere er i dag langt bedre uddannede end de ældre jægere, og deri ligger også en del af forklaringen.

Uddelegering af forvaltningsopgaver. Forventningen var, at Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med de nedsatte brugergrupper skulle 148

fortsætte arbejdet med overvågning og optælling af fuglebestandene, så man løbende fik et billede på udviklingen efter oprettelsen af reservaterne. Men mangel på ressourcer betød, at der mange steder ikke blev fulgt op på dette arbejde i årene efter oprettelsen af de mange reservater. I 2008 tog DMU denne opgave op, der med et planlagt program frem til 2010 skal sikre registrering og overvågning af fuglebestandene i reservaterne. De biologer, som er ansat i DMU, har mange andre opgaver, og fugletællingerne er derfor i praksis lagt ud til private naturovervågningsfirmaer. I Nord- og Vestjylland varetages opgaven af firmaerne ornit.dk og Amphi Consult. Disse firmaer drives fortrinsvis af ornitologer med stor erfaring i at registrere og tælle fugleflokke over store afstande. Disse ornitologer var tidligere ansat på en række feltstationer, som blev drevet af Skov- og Naturstyrelsen og DMU, indtil de med undtagelse af Tipperne i Ringkøbing Fjord blev lukket omkring år 2003. Blandt de opgaver som ornit.dk varetager er optællingerne af fugle på reservaterne i Limfjorden, herunder Agerø, som er en del af Skibsted Fjord-reservatet. Ornitolog J. P. Kjeldsen fortæller: Da Agerø-reservatet i sin tid blev erhvervet af Fugleværnsfonden i 1982 var det for at beskytte de lysbugede knortegæs, der overvintrer her. På daværende tidspunkt lå bestanden på omkring 1700 individer. I dag tælles der op til ca. 5000 fugle på engene ved Agerø i forårsmånederne, hvor de fouragerer, før de flyver videre til ynglepladserne på Svalbard og Nordgrønland. Agerø-Skibsted Fjord blev udlagt som jagt- og forstyrrelsesfri kerneområde i 1996. Der kan stadig drives jagt på land, på den del som ikke er ejet af Fugleværnsfonden, da det kun er selve vandarealet, der er beskyttet.

J. P. Kjeldsen ornit.dk overvåger fugle på engen i Agerø-reservatet 2009. Foto Mie Buus

149

Konklusion. Set i perspektiv så er den politiske regulering af jagten blevet stadig mere restriktiv, og det er tankevækkende, at den tidligere jagtlovgivning brugte betegnelsen fredningstider i forhold til vildtet, hvor lovgivningen i dag taler om jagttider på vildtet. Bøtten er så at sige vendt om! Den nyere jagtlovgivning er funderet på begrebet bæredygtighed.n Jagten må i lighed med udnyttelsen af andre naturressourcer ikke foregå på en måde, så den truer bestandene. Der skal så at sige også være vildt til de kommende generationer af jægere, samt til andre der oplever vildtet – dyrene og fuglene – ud fra helt andre kriterier og værdier. Begrebet dækker dog ikke kun over denne ret snævre nyttefunderede tænkning; men rummer en lang række overvejelser af både økonomisk, social, etisk og økologisk tilsnit. Det etiske og moralske aspekt ved udnyttelsen af naturen optager nutidens naturbrugere, og det er derfor også i stigende grad noget, der optager nutidens jægere, når de står overfor vildtet. Mange jægere udstrækker i dag også jagten til det at fotografere – unægtelig en anden måde at forholde sig til vildtet på; men tilsyneladende ikke på nogen måde modsætningsfuld. Bæredygtig forvaltning af naturen, herunder vildtet, skal ikke ses i snæver lokal eller national kontekst; men er et internationalt anliggende. Danske jægere har indflydelse på vildtbestande, der bevæger sig over landets grænser, og dansk jagtlovgivning bliver påvirket af internationale konventioner og bestemmelser. Derfor er eksempelvis beskyttelse af bestande af vade- og vandfugle, der ofte trækker over store afstande og over flere grænser, et anliggende danske jægere må forholde sig til. Her er det så, at de nyere reservater i Limfjorden kommer ind i billedet, for en stor del af de reservatbekendtgørelser, der gælder i dag, hænger netop sammen med den internationale lovgivning vedrørende beskyttelse af vandfugle. En faglig rapport fra DMU slår fast, at Danmark med udvidelsen af reservatnetværket har fået en række nye reservater, hvoraf flere allerede har vist sig som nye rastepladser af international betydning for en eller flere fuglearter.o Reservaterne tilgodeser især arter, der er følsomme overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Disse arter optræder ikke kun på lokaliteterne i større antal, flere synes også at have udvidet deres opholdsperiode i reservaterne, hvilket indikerer at de i dag udnytter en føderessource i områderne, som de førhen havde sværere ved at udnytte, grundet menneskelige forstyrrelser. Blandt jægerne er der usikkerhed om, hvorvidt reservatnetværket også har givet flere fugle til de områder, der grænser op til reservaterne. Det er en sag, jægerne er meget optaget af, for det var de blevet stillet i udsigt. Enkelte af de lokale jægere, der har deltaget i herværende undersøgelse, mener det har haft en afsmittende effekt, mens andre vurderer, at der snarere er blevet færre fugle i området. En biologisk vurdering af fuglebestandene i Løgstør Bredning i dag viser, at der ligger flere fugle i det lavvandede område, hvor jagt er tilladt, og færre på det dybe vand, hvor jagtforbuddet gælder. Fra feltstationen på Vejlerne har man ganske vist systematisk talt fugle op i perioden før oprettelsen af reservatet i 1996; men disse tællinger rettede sig mod hele området, og var ikke fordelt på de enkelte områder af Løgstør Bredning. Derfor har man reelt ikke noget holdbart sammenligningsgrundlag.p Som det er fremgået, foregår en stor del af arbejdet med afvejning af forhold vedrørende forvaltningspraksis i de lokale brugergrupper. Brugergrupperne var et resultat af nogle politiske overvejelser og hensigter, der handlede om borgerinddragelse og lokal indflydelse. Den lokale indflydelse skulle i nogen grad imødekomme den modstand, som oprettelsen af de mange nye reservater blev mødt med. Konflikterne har ofte rod i lokalbefolkningens udnyttelse af den traditionelt frie jagtret på søterritoriet, samt at beskyttelsesområderne i visse tilfælde griber ind i mulighederne for at udøve den private jagtret på land. Det sidste forekommer sjældnere, og der ydes en kompensation til 150

lodsejeren. Typisk står konflikten således ikke om, hvorvidt der er et reelt behov for beskyttelse; men snarere, hvorledes hensynet bør tilgodeses. Især går konflikterne på, hvorvidt total jagtfredning i lokalområdet er den eneste måde at varetage beskyttelseshensynet på. Dette har bl.a. afledt en række forsøg med gradueret jagtfredning. En undersøgelse rettet mod døgnregulering af jagten på grågæs i bl.a. Vest Stadil Fjord viser imidlertid, at der ikke var nogen effekt af denne form for gradueret jagtfredning.q Frivillige ordninger er den nye trend indenfor regulering af jagten. Disse ordninger retter sig især mod den ressourceudnyttelse, der knytter an til jagten på vandfugle i kystnære områder, hvor jagten drives dels fra landjorden, dels fra søterritoriet. Vandfugle kan ses som en ressource, der så at sige fornyer sig selv gennem reproduktion. I jæger/ samler-samfund var udnyttelsen sjældent et problem; men i vor moderne verden, hvor ressourcen (vandfugle) påvirkes af flere former for forstyrrelser, færdsel og jagt, vil det typisk være nødvendig med en form for regulering af udnyttelsen.r Problemet med den fri jagt på søterritoriet er gennem de seneste år blevet større, eftersom mobiliteten er vokset, og mange jægere udnytter muligheden. De driver i praksis jagt som en form for free-riding. Her vil en koordinering af jagtudøvelsen formeenlig give bedre jagt ved lokal jagtforvaltning.s Mekanismen bag de frivillige ordninger er, at der sker en koordinering af jagten, som udover at udstikke fælles regler for jagten også betyder, at den enkelte jæger inddrager hensynet til andre jægere og naturbrugere, når han planlægger jagten. Ordningen har eksempelvis været administreret af lokale jagtforeninger. De begrænsninger, der har været i jagten, har handlet om, hvornår der må jages, hvor der må jages, og antal personer der må jage. En undersøgelse af affekten af frivillige ordninger siger, at lokal jagtforvaltning måske er vejen frem. Resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt lokale jagtforeninger viser, at det vigtigste udbytte ikke har været et øget jagtudbytte; men snarere nogle sociale gevinster, som bedre kammeratskab og øget lokal accept af jagten samt en bedre moral blandt jægerne (Krarup 1999). Faktisk har de lokale jagtforeninger gennem lokale særfredninger på truet vildt stor erfaring i at praktisere en form for frivillige ordninger. Det er tilfældet med Agger Jagtforening. Foreningen indførte i sin tid Tangekortet for at begrænse antallet af jægere til foreningens vante jagtterræn Agger Tange. På den måde reserverede de jagten til lokale jægere, og havde gennem udøvelsen af en vis social kontrol hånd i handske med jagtudøvelsen. Studier af Jagtforeningens forhandlingsprotokoller, der går tilbage til 1932, viser, at jægerne har brugt så godt som alle bestyrelsesmøder og generalforsamlinger til at diskutere og fastsætte kvoter på nedlæggelse af vildt som eksempelvis agerhøns og harer, så jagttrykket ikke har truet bestanden. Agger Jagtforening har således forvaltet vildtet på Agger Tange på en særdeles bæredygtig måde gennem de 75 år foreningen har eksisteret.t Netop nu står Agger Jagtforening måske over for et problem. Hidtil har Farvandsdirektoratet stået som udlejer af jagten; men nu har Skov- og Naturstyrelsen Thy overtaget denne forpligtelse. Skov- og Naturstyrelsen, Thy, har en jagtudlejningspraksis, der betyder, at jagten skal i udbud. Det kan betyde, at Agger Jagtforening med Tangekortet i hånden ikke fortsat kan varetage jagten på Agger Tange. Det kan betyde, at en særdeles attraktiv jagt går til den højstbydende, som logisk nok vil søge at få mest mulig valuta for pengene. Den nærmeste fremtid vil vise, hvilken form for forvaltning der bliver af jagten på Agger Tange. 151

(Endnotes)

a Den frie jagt på fiskeriterritoriet er noget specielt for Danmark ifølge magasinet Jæger 16. årgang september 2007 i artiklen: Det går kun en vej. b Danmarks Miljøundersøgelser. Faglig rapport fra DMU, nr. 428. Side 18. c Danmarks Miljøundersøgelser. Faglig rapport fra DMU, nr. 428. Side 15. d Artikel i Fjerritslev Avis den 05.04 1997: Nyt reservat ved Vejlerne på vej. e Artikel i Fjerritslev Avis 13.05 1997: Fire indsigelser mod reservatforslag. f Artikel i Ålborg Stiftstidende 06.04 1997: Tryghed på trækket, Jan Skriver. g Oplysningen stammer fra et referat fra et offentlig møde i Klinkby forsamlingshus den 13.11 2001 forud for revisionen af den reservatbestemmelse vedrørende Harboøre Tange, der trådte i kraft 2006. h Niels Kanstup i Jæger 16. årgang september 2007. i Foreningen Kyst, Land og Fjord har som målsætning at fremme indflydelsen for befolkningen i landdistrikterne og ved kyster og fjorde. Den har lokalafdelinger ved Vadehavet, Ringkøbing fjord og Nissum Fjord. j Delprojektet ”Bæredygtig arealanvendelse i kystnære områder” under SMP2-centret Foranderlige Landskaber har til formål at tilvejebringe værktøjer, der gør det muligt at udnytte kystnære naturarealer som er højtprioriterede fuglebeskyttelsesområder. Delprojektet har bl.a. arbejdet med identifikation af effekter af mindre restriktive reguleringer af den menneskelige aktivitet i reservater. k Bekendtgørelse nr. 898 af 16. januar 2006. l Udtalelse fra brugergruppen Harboøre Tange, som blev sendt til høring hos Dansk Land- og Strandjagtforening. Udtalelse og høringssvar findes på hjemmesiden http://www.dls-jagt.dk/hoering/2006/harb_tange_vildtreservat.html. m Telefonisk oplysning fra Asta Poulsen, sekretær i Dansk Land- og Strandjagt, den 30.04. 2009. n Begrebet stammer fra Brundtlandsrapporten fra 1987. Her står der, at bæredygtighed er det, som ”skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for dække deres behov”.

Reservatnetværk for trækkende vandfugle. En gennemgang af udvalgte arters antal og fordeling i Danmark 19942001. Faglig rapport fra DMU, nr. 490. p Mundtlig information fra ornitolog J. P. Kjeldsen, tidligere tilknyttet Vejlernes Feltstation, DMU. q Effekt af døgnregulering af jagt på Gæs. Miljø- og Energiministeriet. Danmarks Miljøundersøgelser. Afdeling for Kystzoneøkologi. Faglig rapport fra DMU, nr. 312. r

Problemet er velkendt og beskrevet i Hardins bog fra 1968 Tragedy of the Commons. Frivillige ordninger til jagtforvaltning. Arbejdsrapport fra DMU, nr. 137.

t I den upublicerede rapport: ”Jagt som binæring i fiskersamfund i Thy” beskrives, hvilken betydning jagten på Agger Tange har haft for fiskersamfundet Agger samt hvordan Agger Jagtforening har forvaltet en for samfundet vigtig ressource som vildt.

152

153

154

Limfjorden og næringsstofferne En historie om landbrug og miljø Christian Ringskou, Struer Museum. Midt i 1980’erne stod det klart, at lige som udnyttelsen af Limfjorden til fiskeri og søfart kræver reguleringer, er der også et behov for kontrol med de aktiviteter på land, der foregår i samspil med fjorden – og nogen gange på dens bekostning. I vækstårtierne efter verdenskrigen blev der ikke ofret mange tanker på vandkvalitet. Landbruget kom endelig ud over det kvælstofunderskud, der havde været den begrænsende faktor helt indtil 1950. Billigere og bedre kunstgødning var let at håndtere og dosere, og undervejs mistede husdyrgødningen sin rolle som vigtig ressource og blev betragtet som et affaldsprodukt. Gylle og møg blev spredt på frosne marker, og næringsstofferne flød fra utætte møddinger. I byerne handlede det om produktion og vækst. Det, der blev til overs, kunne ledes ud i vandet gennem et rør, og så var det væk. Åen, fjorden og havet slettede alle spor. I 1980’erne var smertepunkt nået. En ny debat brød igennem, og den brede offentlighed fik lejlighed til at lære en række biologiske fagudtryk som ”kvælstoftab”, ”iltsvind”, ”bundvending” og ”svovlbrinteudvikling” at kende. De nye ord tegnede ikke et indbydende billede af tilstanden under fjordens blanke overflade. I 1985 skrev en fagmand fra Aalborg Universitet om de nye problemer i en Limfjord, der sine steder modtog mere næring end en velgødet kornmark: ”Det er nyt, at fænomenet har opnået en udbredelse og en hyppighed, der afgørende truer Limfjordens kvalitet og fiskemæssige udnyttelse. Der er ikke længere tvivl om, at øget tilførsel af næringsstoffer fra oplandet (…) belaster fjordbunden.” Så der var endnu flere nye ord. Ord der pegede på nye former for regulering af menneskenes aktiviteter. Tiden var inde til at arbejde med ”recipientkvalitetsplanlægning”, ”udledningskvalitet” og ”emissionskrav”. Den kamp, der tog form i 1980’erne, er ikke slut 25 år senere. Trods tre stort anlagte vandmiljøplaner og formidable investeringer i renseanlæg modtager Limfjorden og de øvrige danske salt- og ferskvande stadig for meget næring, og det til dato største iltsvind indtraf så sent som i 2002. Hensynet til vand og miljø vejes mod en stærk institution i det danske samfund. Langt hovedparten af det kvælstof, der forårsager ubalancerne på fjordbunden, kommer fra landbruget, i særdeleshed fra svineproduktion. En kamp for ålegræs, rødspætter og natur er således en kamp mod ikke bare et af Holm-Jensen, Kristine: Ud af trædemøllen? – transormationen af landbruget til miljøets fjende nr. ét set gennem et iltsvind Speciale ved Københavns Universitet, Saxo-instituttet Afdeling for Arkæologi og Etnologi 2005 s. 9-10 og 40-44, Holm-Jensen, Kristine: ”Gylle og grønne skove?” i Folk og Kultur – Årbog for dansk etnologi og folkemindevidenskab 2007 Foreningen Danmarks Folkeminder s. 64-66, 97-93 Hvitved-Jacobsen, Thorkild: ”Bundvendinger i Limfjorden” i Limfjorden – produktion og miljø – Foredrag ved Teknologidage ’85 Dansk Ingeniørforening 1985 s. 113 Se også Christensen, Peter Bondo, Ole Schou Hansen, Gunni Ærtebjerg m.fl.: Iltsvinds Danmarks Miljøundersøgelser, Hovedland 2004 s. 12-13 De citerede fagudtryk er alle benyttet i forskellige artikler i Limfjorden – produktion og miljø – Foredrag ved Teknologidage ’85 Dansk Ingeniørforening 1985 Rothenborg, Michael: I strid med naturen Gyldendal 2006 s. 10-11, Mundtlig meddelelse september 2009 ved biolog Knud Rasmussen, Skive Kommune Christensen m.fl. s. 115 155

Danmarks vigtigste eksporterhverv. Det er også en kamp, der kæmpes under indtryk af landbrugets særstilling i det danske samfund. Godt nok forsvandt den lille firlængede bondegård med grise, køer og heste endegyldigt til fordel for store specialiserede brug netop i 1980’erne. Men for store grupper er livet på landet kun en generation væk, og landbruget indtager stadig en social og kulturel særstilling i forhold til andre erhverv. Når havet dør De økologiske katastrofer, der over snart mange sensomre og efterår har fyldt avisernes spalter med døde fisk, er kulminationerne på en lang kæde af biologiske fænomener. En kæde der tager sin begyndelse, når svinene i en stald langt fra jomfruhummerne i Kattegat eller ålegræsset i Limfjorden skiller sig af med det, de ikke skal bruge. Ligesom på land er ilten en livsbetingelse for såvel dyr som de fleste bakterier på fjordens bund. Men i vandet er ilten ikke til stede i ubegrænsede mængder, og når uheldige omstændigheder falder sammen, opstår først et iltsvind og siden, hvis det går rigtigt galt, en bundvending. Ilten i vandet kommer dels fra luften dels fra planter i det øverste solbeskinnede vand. Imidlertid vil vandsøjlen i et salt vandmiljø især i sommerhalvåret dele sig i to. Tungt, køligt og salt vand ligger nederst, mens let, varmere og mindre salt vand ligger øverst. Mellem de to vandmasser opstår et såkaldt springlag, der er få meter tykt, men som kun vind og bølger kan bryde. I perioder med stille sommervejr får den nederste del af vandsøjlen med andre ord ikke tilført ny ilt. I det øverste varme vand har algerne deres vækstsæson om sommeren, og efterhånden som mange milliarder alger dør, falder de ned gennem lagene til bunden, hvor de iltforbrugende organismer, der udnytter dem, bliver flere og flere. Dermed opstår den farlige cocktail af manglende ilttilførsel og et iltforbrug, der stiger med algeproduktionen højere oppe. Når næsten al ilt er brugt, ændres forholdene på havbunden radikalt. For det første er alle dyr enten flygtede eller døde, og for det andet holder bundens indhold af jern op med at tilbageholde den svovlbrint, der findes i det permanent iltfrie dynd lige under bundens øverste lag. Svovlbrint er giftigt for dyr, men endnu bryder systemet ikke helt sammen. Svovlbakterier, der kan omsætte de farlige stoffer, dukker op, men også de bruger ilt. Hvis ikke en rask sommer- eller efterårsblæst senest på dette kritiske tidspunkt sætter ind, nedbryder springlaget og fører iltholdigt vand til bunden, overtager anaerobe bakterier scenen. Deres forbrænding producerer imidlertid store bobler af metan. Når boblerne river bunden med dens svovlbrinte op i store flager, er katastrofens endelige stadie, bundvendingen, nået. Når bundvendingen hærger, udsletter den alle højere livsformer. Kvælstof, fosfor og den onde cirkel Iltsvind og bundvendinger er naturlige fænomener, men brændstoffet til processen kommer udefra i form af næringsstoffer fra byernes spildevand og fra overfladevand, der har taget turen fra en gødet mark gennem drænrør, bæk og å til fjorden. Omfanget af iltsvind på bunden er afhængigt at mængden af alger i vandsøjlens øverste lag. Algerne igen er afhængige af tilførslen af kvælstof Christensen m.fl. s. 20-23 Limfjorden skiller sig ud fra andre salte miljøer ved en meget stor tilførsel af ferskvand. Derfor bliver det nederste salte lag mange steder ganske tyndt, og det har meget beskedne iltreserver. Christensen m.fl. s. 23-28, Hvitved-Jacobsen s. 113-117, Malmgren-Hansen, Anders: ”Eutrofiering” i Limfjorden – produktion og miljø – Foredrag ved Teknologidage ’85 Dansk Ingeniørforening 1985 s. 102-04 156

og fosfor til vandmiljøet, og det store tab af næringsstoffer fra menneskelige aktiviteter er den direkte årsag til iltsvindets stigende udbredelse. Hvad angår sammenhængen mellem landbrug og vandmiljø, taler tallene deres tydelige sprog. Efter en vækst på 260 % i kvælstofforbruget fra 1960 til 1988 håndterede Danmarks landbrug 16 gange så meget kvælstof og 26 gange så meget fosfor som byernes spildevandssystemer, da de alvorlige iltsvind satte ind i 1980’erne. Hvis landbruget med de 25 millioner svin om året, der afleverer ligeså meget næringsstof som hele Tysklands befolkning, taber blot 1-2 % af den gigantiske gødningsmængde, påvirker det saltvandene mere end byernes rensede spildevand – og landbruget taber meget mere end 1 %. Når en fjordbund gennemgår iltsvind og bundvendinger, opstår en ond cirkel. Ved bundvendingen bliver næringsrigt dynd, der ellers var aflejret så langt nede, at det var utilgængeligt for iltforbrugende organismer, hvirvlet op. Miljøet bliver yderligere næringsrigt, og risikoen for nye iltsvind stiger. Et forbedret miljø på Limfjordens bund kræver med andre ord en periode med en næringsstoftilførsel, der er væsentligt lavere end det sunde miljøs smertegrænse.10 Døde jomfruhummere og ny dagsorden Den 6. oktober 1986 ramte døde jomfruhummere fra et stort iltsvind i Kattegat TV-avisen. At hummerne døde, og at havbunden havde åndenød, var hverken nyt for biologer eller fiskere.11 Ved Limfjorden havde sagkundskaben ført annaler over de stadig dårligere iltforhold siden 1970’erne.12 Det var kendt, at arealerne med årligt tilbagevendende alvorligt iltsvind på ti år var næsten tredoblet, og at fiskeriet i samme periode var faldet med mere end 2/3.13 Men foran monopolfjernsynets hundredtusindvis af lysende skærme var det de få men særdeles nærværende døde hummere på havnen i Gilleleje, der gav familien Danmark eftertanke til aftenkaffen. På én gang stod det klart for en bred offentlighed, at havet var døende, og at landbrugets tab af næringsstoffer var ondets rod. Så sent som i november 1985 havde Landbrugsraadets præsident H.O.A. Kjeldsen udtalt: ”Der er ikke Jensen, Egon: Landbrug og miljø Geografforlaget 1991 s. 38-39 For Limfjorden gælder, at ved en 50 % stigning i planktonvæksten i det øvre vandlag øges hyppigheden af iltsvind og bundvendinger gange ti. Planktonproduktionen var 3-4 gange højere i 1985 end i 1975. Schrøder, Hans: ”Kvælstoftabene fra landbruget og mulighederne for at reducere dem” i Limfjorden – produktion og miljø – Foredrag ved Teknologidage ’85 Dansk Ingeniørforening 1985 s. 81-82 Jensen s. 10 og 26-28, Schrøder s. 82-87, Harremoës, Poul: Kombineret rensning af spildevand for NPO” i Limfjorden – produktion og miljø – Foredrag ved Teknologidage ’85 Dansk Ingeniørforening 1985 s. 72-75 Schrøder anslår, at op imod 80 % af landbrugets kvælstof blev tabt i 1980’erne. En stor del af tabet ramte imidlertid ikke fjorde og hav, idet meget af kvælstoffet omsættes på vandets vej gennem grundvand, åer og søer, mens andre store dele af det samlede tab sker som fordampning til luften. 10 Hvitved-Jacobsen s. 119-123, Jensen s. 39, Christensen m.fl. s. 67-70, Skriver, Jan: Limfjorden Limfjordsamterne 2006 s. 154-55 Hvitved Jacobsen anslår, at en 25 % nedsættelse af kvælstoftilførslen til et miljø plaget af bundvendinger i mange år kun vil reducere iltsvindet med 5-10 % 11 Hansen, Jens Aage: ”Produktion og miljø” i Limfjorden – produktion og miljø – Foredrag ved Teknologidage ’85 Dansk Ingeniørforening 1985 s. 7-13, Larsen, Finn: ”Limfjordens belastning med næringssalte” i Limfjorden – produktion og miljø – Foredrag ved Teknologidage ’85 Dansk Ingeniørforening 1985 s. 43-44, Malmgren-Hansen s. 101, Bundgaard, Carsten: ”Limfjordens fremtid” i Limfjorden – produktion og miljø – Foredrag ved Teknologidage ’85 Dansk Ingeniørforening 1985 s.12526 12 Skriver s. 39-41 13 Bundgaard s. 128-30 157

behov for, at der fastlægges en rettesnor for, hvor meget landbruget må påvirke naturen”.14 Men i en hektisk oktober mødtes Danmarks Naturfredningsforening, pressen og den nye miljøvidenskab om de døde jomfruhummere. I løbet af få uger måtte politikerne på Christiansborg følge trop, mens også landbruget medgav, at nu måtte der handles.15

Landbrugets selvforståelse er ikke præget af modsætningsforhold mellem erhverv og natur. Som man kan ane på billedet, kigger en glad lyserød gris ud over den store svinegård Fjordblinks jorder. Grisen har udsigt over Limfjorden, nærmere bestemt Visby Bredning set fra Thy-siden.

Fra afgrænset natur til miljø og økologi Når tiden i 1986 var moden til, at billederne af nogle få døde hummere kunne starte en lavine, hænger det sammen med nye begreber og forestillinger om natur og miljø. Førhen var natur noget afgrænset, noget der kunne fredes, benyttes eller forurenes efter lokale behov. Der var intet ulogisk i, at mange landmænd var medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening, mens de i deres gødningspraksis tilførte jorden meget mere kvælstof, end afgrøderne kunne optage. Det indgik ikke i den almindelige opfattelse, at en forurening på ét sted havde indflydelse i forhold til udnyttelse eller fredning andre steder. Men fra 1970’erne kom naturforståelsen under forandring. Miljøet blev mere og mere set som sammenhængende og gensidigt afhængige økosystemer. Forureningen, der førhen kun var lokale problemer, der hvor den var synlig, kom til at stå som en langt alvorligere trussel. Med den nye naturopfattelse gennemgik også synet på hav og fjord en vigtig forandring. Fra at være en kæmpe, der kunne slette alle spor, når man bare tog overkommelige hensyn til badestrande og lokalt fiskeri, blev havet i stigende grad set som et følsomt system med en balance, der let kunne forstyrres og ødelægges. I den sammenhæng kunne landbruget ikke undgå at møde en helt ny kritik, der ikke ville 14 Citeret efter Rothenborg s. 6 15 Holm-Jensen 2007 s. 94-97, Holm-Jensen 2005 s. 79-109, Rothenborg s. 35-36 Holm-Jensen 2005 identificerer et nybrud hos Danmarks Naturfredning, der midt i 1980’erne professionaliserede sin kommunikation og tog tidens nye miljøbegreb til efterretning. Holm-Jensen 2005 s. 58-61 158

have givet meget mening blot få år tidligere, men som stiller erhvervet i et meget uheldigt lys i det økologiske miljøbegrebs nye tidsalder. Når natur er kredsløb, hvor selv beskedne udefrakommende påvirkninger breder sig rundt i systemerne og skaber ubalancer langt fra deres udspring, kommer moderne landbrugsdrift på kollisionskurs med naturen. For landbrug er i sin essens påvirkning af natur med henblik på produktion. I oktober 1986 var tiden moden til offentlig debat om sammenhængen mellem landbrugets kvælstofforbrug på land og døden på havbunden flere hundrede kilometer fra kornmarkerne. Danmarks Naturfredningsforening blev talerør for de nye synspunkter, og foreningen vandt gehør.16 Set fra et penalhus Da Carsten Emil Kusk Trans fyldte 10 år i 1966, begyndte han at fiske med tre-fire garn og en fladbundet pram. Indtil han blev konfirmeret, roede han ud til garnene. Så købte han en påhængsmotor for konfirmationspengene, og siden gik det slag i slag. I næsten 30 år tog Trans hyre på fiskerbåde på Nordsøen og andre steder, men når han var hjemme i Struer mellem de store togter, var det Limfjorden, der trak. I 1970’erne var Trans ikke alene på fjordens fiskepladser: ”Der var mange, der brugte fiskeri. Det var alle. Også bare for at skaffe nogle fisk hjem til, og så kunne man jo sælge resten. For der var mange fisk. Rigtig mange.”

Carsten Trans (med plasticposen) og lillebror Tommy sælger sild på havnen i Struer midt i 1980’erne efter en tur på fjorden ombord på fritidsfiskerfartøjet Vibeke.

Selvom der stadig var fisk, var Limfjordens erhvervsfiskeri på retur allerede omkring 1980. Små både på små fiskepladser kunne kun lige give brød (og fisk) på bordet til ældre fiskere, der ikke behøvede at investere i nyt udstyr.17 Erhvervsfiskeriets fremtid lå på havet, og i Struer kom et penalhus, 16 Holm-Jensen 2005 s. 46-53 og 79-109 17 Bertelsen, John Brinch: ”Fra udskældt til værdsat” i Christian Ringskou, Ellen Damgaard og Svend Sørensen (red.) Muslinger & mennesker – arbejde og fest ved Limfjorden Limfjordsmuseernes

159

fjordfiskeriets klassiske fartøj, ved navn Luna til salg i 1983. Carsten Trans slog til, og i vinterpausen, når han ikke var på havet med en af de store kuttere fra Lemvig, drev han bundgarnsfiskeri, åletrawl og snurrevodsfiskeri på de hjemlige pladser. Men fangsterne blev mindre. Midt i 1980’erne var der så få fisk, at det blev umuligt at leve af fjordfiskeriet. De sidste erhvervsfiskere gav op eller lagde om til muslingeskrab, og som Trans husker fritidsfiskeriet i de sidste år, ”var det vist bare for sjov, ja, man kunne da skaffe, så man kunne få nogle fisk med hjem til fryseren og give til forældrene og sådan noget, men det var ikke, så man kunne leve af det.”

Carsten Trans står ud af havnen i Struer med penalhuset Luna midt i 1980’erne. Dengang var der stadig fisk i fjorden, så Luna har skovle til åletrawl, stoppemaskine til snurrevod og ring til garn.

Trans husker snakken på havnen, da iltsvindene bredte sig, og fiskene forsvandt i 1980’erne. Nogen mente, at muslingefiskeri og bundtrawl efter ål ødelagde fiskepladserne. Andre gav giftfabrikken Cheminova skylden, mens andre igen pegede på uddybningsarbejder i Thyborøn Kanal. Men der var enighed om, at landbruget spillede en rolle, og Trans husker nogle af 1980’ernes værste gylle-synder: ”De lukkede det bare direkte ud i fjorden. Så bakkede de bare til fjorden, og så lukkede de bare hanen op. Det har det jo nok ikke haft godt af.” Ved Struer var det især sundet mellem Venø og Humlum samt den sydlige del af Venø Bugt, der var ramt. Som Trans husker det, var de områder helt ødelagt med en fuldstændig død bund, mens der i de samme år stadig var fisk i den nordlige del af Venø Bugt, hvor rødspætter og ål var lidt længere væk fra det dyrkede land. I dag er Limfjordens vandmiljø i bedring mange steder, og hummeren, et af de mere kræsne Samvirke 2008 s. 93-95 160

bunddyr hvad angår iltindhold, er vendt tilbage. Men der er stadig næsten ingen fisk i fjorden, og fritidsfiskeriet er en skygge af sig selv. Når man spørger Carsten Trans, om der er flere fisk nu end i årene omkring 1990, kommer svaret prompte: ”Nej, jeg tror sgu, det er lige ringe.” Vandmiljøplan I Da debatten om iltsvind og næringstab fik sit gennembrud i 1986, var biologerne klar med tallene.18 For Limfjordens vedkommende vidste man, at 3.030 tons kvælstof og 210 tons fosfor om året ville nå fjorden, hvis der ikke var menneskelig aktivitet i Nordvestjylland. Status var imidlertid, mente man, at algerne i fjorden hvert år kunne mæske sig i16.700 tons kvælstof19 og 1.430 tons fosfor, og udledningerne var stigende. Det var endvidere kendt, at landbruget bidrog med mere end halvdelen af kvælstofudledningen, mens byernes spildevand tegnede sig for mere end halvdelen af fosforet.20 I 1984 udgav Miljøstyrelsen en NPO-redegørelse, og i 1985 vedtog Folketinget en NPO-handlingsplan,21 der skulle nedbringe udledningerne af næringsstoffer til vandmiljøet. Redegørelsen dokumenterede sammenhæng mellem landbrugets gødning og iltsvindet i havet, og med handlingsplanen lanceredes de reguleringsforanstaltninger, der senere skulle blive nogle af Vandmiljøplanens omdrejningspunkter: Forbud mod udbringning af husdyrgødning efterår og vinter og krav til gylletanke og møddingers kapacitet og tilstand.22 Forbedringerne skulle imidlertid først og fremmest opnås gennem rådgivning, og endnu ved denne lejlighed havde landbrugets forhandlere muskler til at undgå alvorlige reguleringer.23 Da ’Handlingsplan mod forurening af det danske vandmiljø med næringssalte’, senere altid omtalt som Vandmiljøplanen, blev fremsat i Folketinget i januar 1987 – bare tre måneder efter de døde Kattegat-hummere nåede TV-skærmene – havde piben fået en anden lyd. Nu blev der taget udgangspunk i ambitiøse mål og korte tidsfrister. På bare tre år skulle kvælstofudledningerne halveres, og fosfortabet skulle reduceres med 80 %. Vandmiljøplanen blev vedtaget i april, og i de følgende år blev der bygget kommunale renseanlæg i lyntempo. I 1990 kunne man konkludere, at byerne, der kun indtog andenpladsen blandt iltsvindets syndere, opfyldte kravene. Kvælstofudledningen derimod var kun reduceret med 20 %. I første omgang blev tidsplanen ændret fra de tre år, der allerede var gået, til seks år, men efterhånden stod det klart, at der måtte stilles nye krav til landbruget.24

Et besøg på Struer Centralrenseanlæg På nordspidsen af Vrald Odde ligger Struer Centralrenseanlæg. Et besøg giver med det samme

et klart indtryk af, hvad det drejer sig om. Centralrenseanlæggets store bassiner med det ikke alt for hyggelige indhold ligger naturskønt med fjord og skrøbelig natur på tre sider.

18 Skriver s. 34-35 og 40-41 19 Senere beregninger har vist, at det reelle tal var langt større: Ca. 25.700 tons. Skriver s. 150-54 20 Larsen s. 45-52, Schrøder s. 82-85 Danmarks Naturfrednings skarpt formulerede krav om reguleringer af landbrugets gødningspraksis hvilede på næsten lige så skarpt optrukne udtalelser fra fagfolk. Se f.eks. Schrøder s. 90 21 ’N’ for kvælstof, ’P’ for fosfor og ’O’ for organisk materiale 22 Grant, Ruth, Irene Paulsen, Villy Jørgensen og Arne Kyllingsbæk: Vandmiljøplan II – baggrund og udvikling Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks JordbrugsForskning 2002 s. 13-15 23 Jensen s. 76, Holm-Jensen 2005 s. 54-58 24 Jensen s. 43-45 og 77-80, Christensen m.fl. s. 15 og 84-85, Rothenborg s. 58-60 161

Denitrifikationstankens næringsholdige spildevand skal renses for kvælstof, før det må komme ud i fjorden i baggrunden.

De tider, hvor spildevandet bare skulle ud af syne og ud af sind, er forbi. Struer Centralrenseanlæg har ofte skoleklasser på besøg, og driftsleder for spildevandsanlæg Hans Poulsen er en trænet rundviser. Turen starter ved det avancerede digitale styringssystem. Derefter kommer man med på vandets vej fra uhumsk til acceptabelt, fra indløbspumpen via rist, sand- og fedtfang, hen forbi den store forklaringstank med kemisk fosforrensning, videre rundt til to store separate anlæg, hvor en nøje afmålt vekslen mellem iltning og stilstand giver biologisk kvælstofrensning, til efterklaringstankene, hvor det brune vand er blevet klart og parat til Limfjorden. Der bliver holdt godt øje med det rensede vands kvalitet. Hver anden dag tager renseanlægget prøver, og to gange om måneden bliver kvaliteten analyseret af Levnedsmiddelkontrollen. Vandets indhold af kvælstof, fosfor og en lang række andre stoffer bliver målt, og hvert år bliver materialet samlet i et grønt regnskab med udviklingen over tre år sat op i forhold til gældende maksimumkrav. Rensningens restprodukt, slammet, bliver tørret og samlet i en grav. Det bliver brugt som gødning i landbruget.

Det er ikke det rene vand, Hans Poulsen kan vise frem i renseanlæggets første tanke.

162

Poulsen fortæller, at Struer var blandt de første byer, da man tog hul på at rense spildevand i 1972. Siden den spæde begyndelse, da det kun handlede om at fjerne fedt, sand og organisk stof, ikke kvælstof og fosfor, er anlægget udvidet og raffineret. Det store spring kom i kølvandet på Vandmiljøplan I, da det nuværende anlæg blev bygget. Siden har Struer Centralrenseanlæg fjernet både fosfor og kvælstof fra byens og i stigende grad også oplandets spildevand, og i dag behandler anlægget 4.000 m3 vand i døgnet. Det er ikke gratis. Hans Poulsen har seks ansatte, og renseanlæggets pumper bruger 85.000 kilowatttimer om måneden.25

Luftfoto af Struer Centralrenseanlæg omkring 1990. Vandmiljøplan I stillede krav, og i Struer tog man store udvidelser i brug i 1989.

Vandmiljøplan II I september 1997 blev Mariager Fjord i Østjylland ramt af et voldsomt iltsvind, og da biologerne for første gang erklærede en hel fjord død, nåede den offentlige debat om landbrug, næring og iltsvind næsten samme intensitet, som 11 år tidligere. I vinteren 1998 fandt politikerne sammen i et bredt forlig om Vandmiljøplan II.26 I sin målsætning var den nye plan blot en gentagelse af den første: Landbrugets kvælstofudvaskning skulle bringes ned på 133.000 tons om året. Men kravene til landbruget blev flere. Det samme blev incitamenterne til mere miljøvenlige driftsformer.27 Da forskerne fire-fem år senere evaluerede Vandmiljøplan II, kunne de fortælle om succes eller fiasko alt efter, hvordan man så på tallene. I 2002 viste det sig nemlig, at målet fra 1980’erne var rigtigt nok. Det danske landbrug skulle ned på et kvælstoftab omkring 130.000 tons om året, før iltsvindene i farvandene kunne blive færre og mindre. Til gengæld var de gamle tal fra NPO-redegørelsen for udledningerne anno 1984 forkerte. I Vandmiljøplan I havde man arbejdet med et kvælstoftab på 260.000 tons om året, men nu viste nye og bedre beregninger, at landbruget nærmere tabte 310.000 tons, da kvælstofforbruget kulminerede. Når udvaskningen, med den til dato værste iltsvindssæson i 2002 som resultat, fortsat var for stor, var det ikke fordi Vandmiljøplanerne ikke virkede. Det var, kunne sagkundskaben nu se, fordi udgangspunktet havde været langt værre end antaget.28 Landbrugets 25 Struer Centralrenseanlæg: www.struer.dk/webtop/site.aspx?p=9083 (september 2009) og informationsfolder Struer Centralrenseanlæg Vrald Odde Struer Museum M 241 26 Skov- og Naturstyrelsen: www.sns.dk/landbrug/aftalevandmiljopl.htm (september 2009) 27 Rothenborg s. 60-61, Grant m.fl. s. 5-6 og 15-17 28 Christensen m.fl. s. 86, Grant m.fl. s. 2 og 21-23, Grant, Ruth og Jesper Waagepetersen: Vand163

kvælstoftab var faldet de 48 %, man oprindeligt havde krævet, men regnet i tons modtog havet og ikke mindst Limfjorden stadig mere, end miljøet kan tåle. Små tyve år efter de første reguleringstiltag tabte landbruget stadig 160.000 tons kvælstof om året, og der var brug for yderligere tiltag.29 Set fra en svinefarm Henrik Holms arbejdsliv byder på projekter, møder, ansøgninger og papirarbejde. Han tager imod gæster i tøj og briller, der ville passe udmærket ind i storbyens kontorverden. En stor tømmerlus på en negl, en ganske svag lugt over gårdspladsen og den thyholmske dialekt minder imidlertid gæsten om noget helt andet. Henrik Holm er landmand. Han avler svin, dyrker korn og raps og spreder gylle på en bedrift, der breder sig over store dele af Thyholm og Jegindø – og så elsker han naturen og Limfjorden, der kun er godt et stenkast væk fra Grudsgård på Jegindøs nordvestspids, der er virksomhedens centrum og Henrik Holms hjem. Da Holm købte Grudsgård for mere end 20 år siden, var der kun de fire gamle længer, der gjorde den til en stor gård efter landbrugs standarter før 1960. I dag ville det være miniputformat, men lige siden er det gået stærkt. Grudsgård er udvidet. I 1990 købte Holm en naboejendom, og i 1999 fulgte købet af Bjørndalgård midt på Thyholm. I dag er der staldanlæg på alle tre gårde. Med 550 søer og 13.000 slagtesvin gennem systemet hvert år er der tale om en virksomhed med en vis volumen, men Henrik Holm sammenligner med de store bedrifter i Thy og understreger, at ”det er en lille gård i dag. 2.000 søer i dag, det er ikke unormalt.” Det gamle landbrug i en moderne virksomhed Selvom Henrik Holms svineproduktion på mange måder er mere moderne virksomhed end traditionelt landbrug, leves arbejdslivet på Grudsgård i forlængelse af det gamle landboliv. Hvis man besøgte en gård for 100 eller 50 år siden, kunne man møde karle, piger og måske et par daglejere rundt om bordet sammen med gårdmanden og hans familie. Og sådan er det stadig på Grudsgård. Skarp adskillelse mellem privatliv og arbejdsliv er en af det moderne livs grundpiller, men det kommer fra bykulturen, og selvom flere og flere af de største landbrug indretter kantiner til medarbejderne, er det en mærkesag for Henrik Holm, at han selv, sønnen Kim og de to medarbejdere, mødes i stuehuset til frokost og kaffe. ”Det har vi altid holdt ved.” Også arbejde og fest hænger sammen. Hvert år den 24. december inviterer Henrik Holm de 2025 mennesker, der har hjulpet til med det ene eller det andet i årets løb på en juleøl om formiddagen.

miljøplan II – slutevaluering Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks JordbrugsForskning 2003 s. 4-9 29 Christensen m.fl. s. 115-18, Grant og Waagepetersen s. 29-31 164

Charles Vangsgaard spreder gylle på Henrik Holms rapsmark med Lyngs Maskinstations store New Holland T7060. Vangsgaard kan godt huske arbejdet med gyllesprederen før vandmiljøplanerne. Dengang skulle al gyllen ud på markerne lige rundt om gårdene. Det var billigst. Så kunne landmanden altid selv køre et solidt lag kunstgødning ud på de fjernere arealer.

”Gylle er guld” Henrik Holm nyder sit arbejde. Når man spørger, hvad der er det bedste ved at være landmand, kommer svaret resolut: ”Det er da det at komme ud, at komme ud at lave noget.” Men spørger man videre, hvad der er det værste, kommer svaret mindst lige så hurtigt: ”Det er alle de regler, der kommer hele tiden.” Henrik Holms accept af vandmiljøplanernes krav om at holde hus med gyllen er helhjertet. ”Gylle er guld”, pointerer han og giver udtryk for en økologisk forståelse af sit erhverv. Landbruget er kun meningsfuldt og værdifuldt i en harmonisk relation med naturen: ”Det kan jo være, det var godt nok, der var nogle døde hummere, så vi fik øjnene op for at gøre noget.” Men alle reguleringerne kan blive for meget. Jorden er genstand for en række vurderinger, og der er regler for, hvor meget gylle, de enkelte marker må få. Desuden er rækken af kontrollanter, der holder øje med alt fra dyrevelfærd over arealudnyttelse til opbevaring af sprøjtemidler, lang. For Henrik Holm kan de mange kontrolinstanser, der regulerer det, der engang var den enkelte landmands eget råderum, godt være en mur. Der er ikke meget frihed tilbage, når ”de” fra en satellit kan se, at der stod ”en bette busk, hybenroser på en 50 kvadratmeter, og hvis ikke jeg fik det fjernet, så tog de hektartilskuddet.” Holm konstaterer: ”Vi er overvågede.” Nyeste udvidelse I sommeren 2009 modtog Henrik Holm den endelige miljøgodkendelse af den næste produktionsudvidelse fra Struer Kommune, og i efteråret blev der bygget ny stald, Holms største, på Bjørndalgård. Miljøgodkendelsen er et værk på 41 sider plus 11 siders bilag og kortmateriale, og Henrik Holm har brugt 80.000 kr. i konsulenthonorar bare på papirarbejdet. Godkendelsen, der er sendt til 34 naboer, ejere af forpagtede arealer, interesseorganisationer og myndigheder, indeholder grundige tekniske gennemgange af produktionsudvidelsens størrelse, indretning, nødberedskab, gyllehåndtering, 165

lugtgener, med meget mere, ligesom diverse krav til lys, afstand til naboer og naturområder underkastes grundig behandling. Bilagsmaterialet underbygger teksterne med grafer, satellitfotos, landkort og ekspertudtalelser.30

Ét af de 12 kort i miljøgodkendelsens bilagsmateriale. De røde områder er Henrik Holms gylleudspredningsområder, der her er tegnet ind i forhold til drikkevandsinteresser.

”Så er det ikke bare gylle” Et par hundrede meter fra Grudsgård går solen ned over Limfjorden, og alt imens naturen er Henrik Holms produktionsressource, har den også rekreativ værdi. Holm er med i et naturprojekt i Hellerød Kær på Thyholm, hvor der er skabt levevilkår for vilde orkideer, og på sin egen jord har han naturgenoprettet to søer. Med en ø og en lille bro er den ene mål for mange spadsereture. ”Du skulle prøve at komme med herom og se alle de frøer. Så er det ikke bare gylle.”

30 Struer Kommune: www.wss.struer.dk/documents/Dokumenter/Ny%20hjemmeside/ 02%20Virksomhed/Natur%20og%20miljo/Afgørelser%20efter%20husdyrbrugsloven/Bjørndalvej%20 14,%20Thyholm%20-%20Miljøgodkendelse.pdf (september 2009) 166

Selvom landbruget på mange måder er et moderne erhverv, bliver det aldrig 8 til 16. Efter et par våde uger i september 2009 stod den på aftenarbejde med hvedesåningen.

Vandmiljøplan III Den tredje vandmiljøplan, der blev vedtaget i 2004, adskiller sig fra de to første ved udover nye mål om reduktion af kvælstofudvaskningen også at arbejde med en halvering af landbrugets fosforoverskud.31 Som ved de to foregående planer fulgte forhandlingerne i kølvandet på et stort iltsvind. Denne gang var det udslettelsen af alt liv i store områder rundt om Fyn og Sydsjælland i efteråret 2002,32 der med al tydelighed viste, at trods resultaterne fra Vandmiljøplan I og II var der stadig langt til et havmiljø i balance.33 Da Vandmiljøplan III i 2008 blev midtvejsevalueret, stod det klart, at det konstante fald i forbrug og udvaskning af kvælstof fra årene før 1990 ind i det nye årtusinde var standset. Planen opererer med en målsætning om, at kvælstofudvaskningen skal reduceres med 13 % på 10 år, så den årlige udvaskning omkring 2015 når ned omkring 140.000 tons. Men reguleringsredskaberne virker ikke, og biologerne anslår, at den årlige udvaskning i bedste fald kun er en lille smule mindre i 2008 end i 2003. Til gengæld er målene om en halvering af landbrugets fosforoverskud, der omkring 2000 var på 32.700 tons om året, og som år for år betyder, at stadig større mængder fosfor ophobes i landbrugsjorden, indenfor rækkevidde.34 Landbruget og økonomien Da midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan III blev trykt, gav den anledning til kritiske spørgsmål i Folketinget. Socialdemokraten Torben Hansen ville gerne vide, hvad ministeren ville 31 Aftale om Vandmiljøplan III 2005-2015 www.vmp3.dk/files/filer/vmp.III-aftale-endelig_.pdf (september 2009), Regeringen: Vandmiljøplan III, 2004 Udgivet af Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri s. 4-7 32 Christensen m.fl.: s. 45-46 33 Rothenborg s. 61-64 34 Waagepetersen, Jesper, Ruth Grant, Christen Duus Bøgesen og Torben Moth Iversen: Midtvejsevaluering af Vandmiljøplan III Det jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet og Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet 2008 s. 11-29 167

gøre nu, hvor ”regeringens vandmiljøplan III er slået fejl til skade for åer, søer, fjorde og den danske natur?” Og videre: ”Agter ministeren at sikre, at ”forureneren betaler”-princippet også udstrækkes til landbruget?”35 Med sit andet spørgsmål satte Hansen fingeren på et centralt punkt i den danske miljøpolitik, hvor det er et generelt princip, at forureneren betaler for oprydning og tiltag, der skal forhindre fremtidig forurening.36 Landbrugets kritikere har imidlertid i årevis peget på, at når erhvervet over tre vandmiljøplaner har haft et vist held med at holde reguleringerne på et moderat niveau, er det resultatet af dygtigt lobbyarbejde. Hver gang bevægelsesfriheden er truet, mobiliserer landbrugets velsmurte organisationer et stærkt politisk netværk, hvor man ofte har held med at forhale og moderere begrænsninger og krav eller i det mindste med – stik mod ”forureneren betalerer”-princippet – at få økonomisk kompensation.37 Trods klar besked fra enige eksperter og trods landbrugets upopularitet, når de store iltsvind rammer medierne, farer lovgiverne med lempe overfor landbruget. Spildevandsproblemerne blev langt hen ad vejen løst på forurenerens bekostning med en enkelt runde regulering, men det har indtil videre taget mere end 20 år at få styr på landbrugets bidrag til den samme forurening. En del af forklaringen skal søges i økonomiens hårde fakta. Mere end halvdelen af landbrugets produktion går til eksport, og i 2005, det år Vandmiljøplan III blev indledt, tegnede en voksende landbrugseksport sig for 58 milliarder rare kroner til handelsbalancen. Svinesektoren alene tegnede sig for næsten 29 milliarder.38 Overfor et erhverv af den størrelsesorden må ”forureneren betaler”-princip opvejes mod forretning og konkurrenceevne. Selvom landbruget og ikke mindst svinebruget, der er den hårdeste belastning, hvad angår kvælstof og fosfor, har en vis økonomisk tyngde, kan eksport og handelsbalance ikke alene forklare, hvorfor miljøkravene kun langsomt skærpes og i øvrigt ofte følges af kompensationer. I 2004 var det et halvt århundrede siden industriproduktionen indhentede og overhalede landbrugsproduktionen,39 og svinekød til udlandet bidrager trods alt kun med ca. 5 % af den samlede eksport.40 Fra den værdi, landbruget skaber, skal trækkes tilskuddene, der selv i gode år udgør næsten 10 % af svinebøndernes indtægter.41 ♪♪ ”Heste, grise, køer og får hører til min bondegård” ♫ Holdningen til landbruget er langt fra kun formet af økonomi og miljøpåvirkning. Det er fra flere sider fremhævet, at landbruget for brede kredse har et image som miljøets værste fjende,42 35 Åbent samråd om evalueringen af Vandmiljøplan III 17. december 2008. Pressemeddelelse: www.folketinget.dk/default.asp?id=%7B5803E28E-066E-4EB1-91CF-FCA15EE6BBB3%7D (september 2009) Se også Rothenborg s. 154-57 for politisk utilfredshed med tålmodigheden overfor landbruget. 36 Rothenborg s. 56 37 Rothenborg s. 56-58 og 173-74 38 Pressemeddelelse fra Landbrugsrådet 14. marts 2006. www.landbrugsraadet.dk/view.asp?ID=11557 (september 2009)

39 Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark – Bind II 1914-1983 Akademisk Forlag Universitetsforlaget i København 1983. s. 142-43 40 Landbrug.dk: www.landbrug.dk/smcms/Landbrug/Baggrund/Tal_om_landbruget___1/Statistik/6490/Index.htm?ID=6490 (september 2009) 41 Christensen, Johannes: Svinebedrifternes økonomi – regnskabsstatistik 1993-2002 Førevareøkonomisk Institut 2004 s. 22 42 Kristine Holm-Jensens speciale Ud af trædemøllen? – Transformationen af landbruget til 168

men lige under den rationelle viden om landbruget findes et andet mindre artikuleret og mere følelsesbetonet billede af erhvervet, der former en grundholdning. For de fleste danskere er livet på landet kun en eller to generationer væk, og landbrug er andet og mere end et erhverv, det er også stadig kultur og identitet. Gennem generationer har sangbogen De små synger været fast inventar på danskernes børneværelser,43 og hver aften omkring klokken otte, når tusindvis af fædre og mødre synger godnatsange for deres børn, bliver den danske bondegård med heste, grise, køer og får repeteret for nye generationer. I hyggestunden før søvnen lærer de små, at mæ, siger det lille lam, at anden siger rap, katten siger mjav, hesten siger prrr, og vov siger hunden. Uden at sætte ord på, forestiller både børn og voksne sig de mange forskellige dyr sammen på en bondegård. De kan nemlig bladre nogle sider frem og synge en ganske nøjagtig beskrivelse af samme gård i Jeg en gård mig bygge vil. Der skal være ”hestestald og lo, på mit tag skal storken bo; gæs og ænder, høns og duer vil jeg ha’ – og mange stuer; huset hvidt og tæk’t med strå, dør og vindu’r malet blå.”

Mens de mindste lader de små fingerspidser føle på de bløde ællinger og den glatte ko, får de første lektion i bondegårdsidyl.

Her er soen sikken en, Mæ, bæ, hvide lam og flere andre af de15 sange med klassiske bondegårdstemaer i De små synger er måske ikke af de mest brugte og kendte børnesange, men den klassiske firlængede bondegård med stråtag og Morten Korch-stemning er stadig et omdrejningspunkt i populærkulturen og især i børnekulturen. På det første opslag i På gården, en af det nye årtusindes bestsellere indenfor røre- og følebøger for de mindste, møder man gårdens dyr i billede og ord,44 og på legetøjsforretningens hylder vrimler det med landbrugslegetøj som f.eks. ’LEGO Bondegård’ ”med mange rare bondegårdsdyr”. miljøets fjende nr. ét set gennem et iltsvind er bygget op omkring denne antagelse, se især s. 8-9, og Michael Rothenborgs har som en mission med sin bog I strid med naturen at udbrede kendskabet til landbrugets miljøbelastning. 43 De små synger Skandinavisk bogforlag 1948 44 Min store rør og føle bog – PÅ GÅRDEN Carlsen 2002 og senere udgaver

169

Fra www.br.dk (september 2009)

Forestilling og fakta Når landbruget har haft held med at undgå en hård og kontant udmøntning af ”forureneren betaler”-princippet, og når kvælstof og fosforforbruget på markerne stadig er højere, end hav og fjord kan klare, hænger det sammen med erhvervets dygtighed til at spille på en dyb klangbund i en offentlig mening og hos beslutningstagere. Nok er harme og handlekraft på færde, når de store bundvendinger hærger, men samtidig bliver landbruget ved med at stå som Jens Hansens hyggelige identitetsbærende bondegård. Også derfor går det anderledes, end når der er tale om by og industri.45 Forholdene i landbruget og stemningsbillederne fra børnekulturen har et fælles udgangspunkt i 1950’erne, hvor mindre ejendomme dominerede, hvor hestene var uundværlige, og hvor dyreholdet talte både køer og svin. Ved indgangen til 1960’erne var der næsten 200.000 bedrifter i Danmark, men herefter blev der gradvist givet muligheder for sammenlægning af gårde og husmandssteder,46 og i de sidste fyrre år har landbruget bevæget sig så langt væk fra den klassiske bondegård, at ligheden mellem den moderne specialiserede kød- eller mælkeproducent og Kaj og Andreas bondemand, der altid har travlt på sin bondegård, eller Bedstemor Ands arbejdsdag på malkeskamlen og bag hesten er blevet meget lille. Allerede i 1973 var der kun 118.000 landbrugsbedrifter tilbage. I 1986 var der 86.300, og i 1999 var tallet nede på 57.300. Af de tilbageværende bedrifter er en stadig større andel hobbylandbrug. De professionelle brug talte kun 23.300 i 1999. I 2007 var dét tal nede på 14.400, og strukturudviklingen fortsætter. Mens bedrifterne bliver færre, bliver produktionen imidlertid forøget. For svineavlernes vedkommende er både den gennemsnitlige dyrebestand og jordarealet pr. bedrift tredoblet fra 1990 til 2007, mens også kvægbrugene er blevet mere end dobbelt så store.47 45 I museernes og forskningens behandling af landbruget og dets historie har der efter flere fagfolks opfattelse været lagt for meget vægt på landbosamfundets økonomiske og sociale betydning på andre erhvervs, grupper og miljøers bekostning. I denne sammenhæng er Kjærgaard, Thorkild: ” Gårdmandslinien i dansk historieskrivning” i Fortid og nutid 1979:2 s. 178-191 standarthenvisningen. For et aktuelt eksempel se Pedersen, Morten: ”Industrikulturens År 2007 – et år med fokus på imdustrisamfundet, industrikulturen og kulturarven” i Fortid og nutid 2009:1 s. 49 46 Jensen s. 5-12 47 Statistikker fra Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet: www.foi.life.ku.dk/Statistik/Landbrug.aspx (september 2009) 170

Hvert år den tredje søndag i september inviterer gårde i hele Danmark til Åbent Landbrug, og ca. 50.000 danskere drager på landet. I 2009 slog Klaus Kjær Nielsen og Mette Korsgaard på Lille Ejstrup på Mors dørene op. Gæster fik et indtryk af den moderne kvægbedrift med malkerobotter, løsdriftsstalde og gylletanke.

Ud af trædemøllen I de senere år er der fra flere sider peget på, at det moderne landbrug slet ikke har glæde af, at forestillingen om landbruget som kultur- og identitetsbærende erhverv udstikker rammerne for produktion og lovgivning.48 I en kronik i Politiken i 2003 kunne man læse,49 at ”en vægelsindet dans omkring det traditionelle landbrugssystem og dets kultur binder os sammen i en forestilling om, hvad vi burde se på landet. Det gør os blinde for at se, hvordan landbrugets forvandling til et videnstungt erhverv har skabt løsninger, som kan afhjælpe miljøbelastningen.” For at få glæde af de nye muligheder må vi ”acceptere, at landbruget ikke længere drives som en firelænget gård med 21 tønder land, heste, grise og køer (…) men derimod som en forretning.” Ifølge kronikkens forfatter Anitta Ikast Dejgaard fra Syddansk Universitet skyldes miljøproblemerne, at erhvervet tvinges til at drive landbrug, ”så det ligner noget, vi kender fra historiebøgerne,” og så landmændene ikke kan udnytte teknologiens muligheder for at producere flere, svin men mindre kvælstof og fosfor. Dejgaard ser en ureflekteret tilbageskuen i det harmonikrav, der er omdrejningspunktet i reguleringen af landbruget. Harmonikravet er et af vandmiljøplanernes hjørnesten. Det består i, at landmanden kun må producere dyr og gylle, så det svarer til gødningsbehovet på hans jordareal. Takket være harmonikrav og strenge regler om gyllemængde pr. hektar er kvælstofudvaskningen reduceret, men harmonikravet har også medført, at jordpriserne er steget voldsomt. Landbrugets kapital (og en del af samfundets midler i form af hektarstøtte) er bundet til jorden, og der er ikke økonomisk råderum 48 53 49

Se f.eks. interview med forhenværende miljøminister Connie Hedegaard i Rothenborg s. 142Dejgaard, Anitta Ikast: ”Svineproducenternes dilemma” i Politiken 13. oktober 2003

171

til at udnytte ny miljøteknologi. Dejgaard fremhæver, at hvis man opgav harmonikravet, kunne man frigøre svineproducenternes kræfter og initiativ til at arbejde med gylleseparering, så gyllens tørstof, der udgør en lille del af volumen, men indeholder en stor del af næringsstofferne, kunne sorteres fra og eksporteres. Eller man kunne arbejde med biogasteknologi, der kan forvandle en del af gyllens energi fra miljøtrussel til miljøgevinst som gas, der kan erstatte fossile brændstoffer. Mulighederne ligger åbne, hvis vi vil acceptere, at ”landbruget derved mister sin em af uskyldighed og Morten Korch’sk stokroseidyl.” Gylle i rustfri stålrør er fremtiden Under sloganet ”til gavn for miljøet og landbruget” går bønderne på Mors nye veje med den fællesdrevne virksomhed Morsø Bioenergi. I april 2009 hældte de den første tankfuld gylle på deres nye biogasanlæg midt i Limfjordsøens sydvestlige landbrugsområde, og i september var der åbent hus. Når man træder indenfor på det nybyggede biogasanlæg, slår det gæsten, hvor lidt man ser til gyllen. I den første hal, hvor lastbilen hælder råmaterialet ombord, er lugten ganske vist svær at tage fejl af, men derefter ligner hele det rørlagte og velordnede anlæg mest af alt en rundtur på en fødevareindustri eller en anden ren og kontrolleret produktion. Man savner kun et påbud om hårnet for at fuldende illusionen. Først i den sidste hal, hvor det ene af anlæggets restprodukter, gyllens tørstof (det andet produkt er den afgassede gylle, der bringes tilbage til landmændene) samles i store bunker, genkender man råmaterialet. Her lugter det nemlig igen.

Åbent hus på Morsø Bioenergi

Almindeligvis kan gylle kun blive til gas, hvis man tilfører affaldsfedt til processen. Det har i en årrække sat en stopper for opførelsen af nye anlæg, for der er efterspørgsel på fedt. Struer Centralrenseanlæg til eksempel har i årevis afsat sit affaldsfedt til et biogasanlæg syd for Lemvig. 172

Men morsing-bøndernes nye anlæg til 73 millioner kroner viser en ny vej. Før gyllen hældes på rør og tanke, separeres den på svinefarmene. Meget af vandet bliver på gårdene, og kun den mest næringsholdige del af gyllen bliver hentet af tankvognen. Den separerede gylle er stærk nok til gasning uden ekstra brandstof og voila: En væsentlig del af næringsstofferne i 119.000 tons separeret gylle bliver hvert år til 4,3 millioner kubikmeter biogas - fjernvarme til den nærliggende landsby Hvidbjerg og elektricitet til 3.000 husstande. Fra starten behandler Morsø Bioenergi 1/3 af øens gylle, men anlægget er bygget, så kapaciteten kan fordobles.50

Gyllens vej

Så nu forestår den afgørende diskussion: Skal den nye teknologi bruges til at nedbringe morsing-bøndernes næringsudledninger eller til at forøge deres besætninger?

Tankbilen henter den afgassede gylle, der skal tilbage til landbruget.

Set fra Axelborg – og fra Thy Niels Jørgen Pedersen har været kvægbonde ved Snedsted i Thy, siden han som 23-årig blev forpagter på en ejendom med 28 køer i 1988. I dag driver han landbrug på 400 ha med 200 køer. 50

Morsø Bioenergi – til gavn for miljøet og landbruget informationsfolder

173

Pedersens hverdag er meget anderledes end Henrik Holms, for efter 10 år med landboforeningsarbejde blev han i 2008 næstformand i landbrugets nye paraplyorganisation Landbrug og Fødevarer, der er Landbrugsrådets, Dansk Landbrugs, Mejeriforeningens, Dansk Svineproduktions og andre institutioners fælles talerør. Meget af arbejdstiden går ved skrivebordet på Axelborg i hjertet af København. Hjemme på bedriften bliver det kun til weekendvagter. ”Vi har sådan set ikke ret meget andet end gode historier” Landbrugets lobby- og organisationsarbejde anno 2009 er gennemprofessionelt. Man skal ikke tale med Niels Jørgen Pedersen i mange minutter, før man mærker, at 1980’ernes vane med at stille sig på hælene og gå lodret imod offentlige eller politiske stemninger er fortid: ”Vi vil meget gerne agere på en anden måde rent kommunikationsmæssigt. Det man gjorde for år tilbage, det var at banke i bordet, når der var noget, man var utilfreds med og sige: ”Det var også alle de andres skyld!” Der skal vi nok mere tage den vinkel, at det handler om forståelse og dialog.” I stedet for konfrontation vil Landbrug og Fødevarer komme med løsningsforslag og være konstruktive. Til gengæld insisterer man på, at begrænsninger og miljøreguleringer skal afvejes mod landbrugets økonomiske interesser.

Gratis smagsprøver og informationsfoldere. Åbent Landbrug på Lille Ejstrup på Mors.

Næringsstoffer og vandmiljø fylder meget, ”og det har det jo gjort siden de døde hummere i Kattegat. Der begyndte der at ske noget. […] Og det har heller ikke kun været dårlige ting, vi har fået ud af det. Vi er foran resten af verden på miljøområdet. Så kan man diskutere: Hvor er grænsen til at det bliver negativt, hvor meget kan vi nedbringe kvælstofudvaskningen overhovedet? Det er øvelsen.” Når man spørger Niels Jørgen Pedersen til problemerne med at nå kvælstofmålene i Vandmiljøplan III, medgiver han, at der skal en forøget indsats til. Landbrug og Fødevarer lancerede i 2009 planen Ægte grøn vækst, der gik videre end regeringens senere Grøn vækst. I planen lagde interesseorganisationen op til begrænsninger af kvælstofforbruget i særligt følsomme områder. Til gengæld håber man at undgå yderligere reduktioner i kvælstofforbrug pr. ha. ”Der er ingen tvivl om, at landbruget er med på det her. Der er bare ikke ret mange landmænd, der har råd til at gøre det for egen regning.”- Samfundet skal være med til at betale. En status 174

Den debat, der brød igennem i 1986, og som ikke mindst angår Limfjorden med de snævre bredninger og det store landbrugsopland, er ikke slut. Kampen er gået over mange omgange, og meget er gjort for at nedbringe kvælstoftabet. Men succesen har geografisk slagside. I Sydøstdanmark, hvor byer og industri fylder meget, landbrug mindre, er næringsudledningerne til vandmiljøet nedbragt mest, mens situationen i Nordvestdanmark, hvor landbruget har tyngde, stadig er i ubalance set fra rødspættens udsatte plads på fjordbunden.51 Limfjorden modtager stadig 16.000 tons kvælstof om året, mindst 6.000 tons mere end den kan bære, og mens reguleringsværktøjerne i Vandmiljøplan III tilsyneladende ikke virker, betyder klimaændringer og mere regn, at udvaskningen måske vil stige i de kommende årtier.52 I aftalepapiret om Vandmiljøplan III fra 2004 kan man læse, at der med aftalen skulle ”ske væsentlige forbedringer i tilstanden i søer og fjorde,”53 men i Limfjorden er problemerne stadig ikke løst. I landbruget møder man stolthed over de resultater, der er nået, og både svinebonden, landmændene bag Morsø Bioenergi og næstformanden i Landbrug og Fødevarer tager afstand fra 1970-80’erne omgang med gødning og næringsstoffer. Men spørger man fritidsfiskeren til fjordens tilstand og fiskenes levevilkår i 2009, er svaret stadig ikke opløftende. Som biolog ved Skive Kommune har Knud Rasmussen fingeren på Limfjordens puls i de inderste og dermed mest udsatte forgreninger og bredninger. Når man beder ham om en vurdering af situationen anno 2009, får man frustration og pessimisme. I fjordsystemets inderste arm, Hjarbæk Fjord, er 10 af 24 kvadratkilometer havbund død. Iltsvindet er permanent. På grund af dæmningen ved Virksund og meget ringe vandskifte er situationen i Hjarbæk Fjord ekstrem, men som Knud Rasmussen understreger, hjælper det ikke, at det udsatte farvand modtager 2.000 ton kvælstof fra landbrugsområder i Himmerland og Midtjylland hvert år. Et tal, der stadig er nøjagtigt lige så stort som det var i 1990.

Så længe der er svin ved Limfjorden, skal gyllen ud. Historien fortsætter.

51 52 53

Christensen m.fl. s. 89-96, Rothenborg s. 17-20 Skriver s. 150-52 Miljøministeriet: www.vmp3.dk/files/filer/vmp_III-aftale-endelig_.pdf (september 2009)

175

Interviews - Biolog ved Skive Kommune Knud Rasmussen 4. september 2009 - Svineavler Henrik Holm 14. september 2009 - Tidligere fisker Carsten Emil Kusk Trans 22. september 2009 - Kvægbonde og næstformand i Landbrug og Fødevarer Niels Jørgen Pedersen 28. september 2009 Besøg og fotodokumentation - Morsø Bioenergi 20. september 2009 - Åbent landbrug på Lille Ejstrup på Mors 20. september 2009 - Gylleudbringning med Lyngs Maskinstation 21. september 2009 - Struer Centralrenseanlæg 22. september 2009

176

177