Comrades 2010 – en oplevelse for livet Jeg hører ikke til dem, der færdes med en bibel under armen, men jeg savnede min familie, var halvsløj og ængstelig overfor udfordringen, som det er, for første gang at skulle løbe knap 90km. Der lå en bibel i skuffen på hotelværelset, jeg slog op på et helt tilfældigt sted og kunne knap tro mine øjne: Therefore, since we are surrounded by such a great cloud of witnesses, let us throw off everything that hinders and the sin that so easily entangles, and let us run with perseverance the race marked out for us (Heb 12/1) Der var ingen vej udenom. Jeg måtte gennemføre ! Nu stod jeg så her i den iskolde søndag morgen, klokken nærmede sig 5:30 ifølge uret på det gamle rådhus i Pietermaritzburg og jeg havde det ikke særligt godt, havde feber og havde hostet lidt blod få timer inden. Jeg var ude af sengen kl 2 og busserne kørte fra Durban kl 3, så uanset forkølelsen, ville det altid blive en brutal morgen. Jeg var rejst fra Zambia (hvor jeg er udstationeret for tiden, langt fra familien hjemme på Island) torsdag med en slem forkølelse, feber og hovedpine. I et halvt år havde jeg fulgt træningsprogrammet, løbet ca 110km om ugen, inklusiv 40-45 km hver eneste søndag siden februar. Bortset fra et ømt ledbånd (ITB) i venstre knæ havde jeg ikke haft en eneste skade, og nu, akkurat som anstrengelserne og de tidlige morgenløb, støvet og de dårlige veje skulle udmyntes i en kraftpræstation i verdens største ultramarathon, var jeg nær ved at gå ned med flaget. Det var næsten ikke til at bære. På hotelværelset i Durban havde jeg isoleret mig med alt hvad jeg kunne finde af mirakelkure fra det nærmeste apotek, var gået i seng kl 19 hver aften. Jeg havde dog taget busturen med om fredagen fra Durban til Pietermaritzburg og tilbage ad løberuten. En respektindgydende oplevelse, levende præsenteret af en Comrades veteran som efter sine 10 løb og i en alder af 75 år er en af de tusindvis af pensionerede løbere og andre frivillige, der hjælper nybegynderne og er en del af den kæmpe organisation, der står bag løbet. I Pietermaritzburg besøgte vi Comrades museet, en hyldest til dets 85 årige historie fra det første løb i 1921 med 34 deltagere arrangeret af krigsveteranen (Boerkrigen og Første Verdenskrig) Vic Clapham. Han var blevet så rystet over sine oplevelser under krigen, at han ville ære og mindes dem, som ikke kom hjem ved at gennemføre et løb, som i den grad testede ens udholdenhed og på samme tid byggede på det stærke kammeratskab, han havde oplevet. Det var ikke før 1975 at løbet blev åbnet for andre end hvide, mandlige deltagere. Kvinder og sorte havde deltaget uofficielt siden de tidlige år, men først fra 1975 blev deres deltagelse officielt anerkendt. Mange uofficielle deltagere fra før 1975 har sidenhen fået deres bedrift anerkendt. Som altid inden et løb var er kø ved toiletterne, og det var som altid på et hængende hår at jeg nåede min plads inden fristen 15minutter før start. Jeg havde det lidt bedre som minutterne gik mod hanegalet, sikkert adrenalinet der var begyndt at overdøve kroppens protester.
Men nu skete der noget. Der faldt en ro over mængden af forfrosne løbere, og så begyndte tyve tusinde stemmer at klinge i til den populære sydafrikanske folkevise ”Shosholoza” (ordet er zulu og hentyder til et tog der snor sig igennem bjergene, en fortælling fra den gang, sorte minearbejdere kørte med tog for at komme til minerne i Johannesburg og måtte arbejde der i flere måneder uden kontakt med deres koner og børn derhjemme). (Jeg kan anbefale at høre Ladysmith Black Mambazo synge dette –check på Youtube): Shosholoza Kule ... Zontaba Stimela siphume South Africa Wen'uyabaleka Wen'uyabaleka Kule ... Zontaba Stimela siphume South Africa Shosholoza Kule ... Zontaba Stimela siphume South Africa Wen'uyabaleka Wen'uyabaleka Kule ... Zontaba Stimela siphume South Africa
Som det sidste vers ebbede ud, lød hanegalet efterfulgt af pistolskuddet (om det var hanen det gik ud over ved jeg ikke) og man ønskede hinanden godt løb og begyndte så småt at øge skridtene indtil der var plads til at falde i løb. Siden gik det ud igennem de mørke gader, hvor der allerede stod flere hundrede frysende tilskuere, mange stadig i nattøj med tæpper og sjal over sig. Jeg havde tre t-shirts på og hundefrøs alligevel. Luften var kold og tør, duftede af støv og afbrændt græs. Den første bakke, Polly Shortts, nærmede sig. Det strammede i brystet på grund af forkølelsen, så jeg måtte tage det roligt op ad bakken, men det gik nogenlunde at holde det planlagte tempo. Klokken var hen ad 7 før de første solstråler krøb over bakkedraget og temperaturen begyndte at stige, men først ved 8:30 tiden havde jeg det tilstrækkeligt varmt til at smide de to ekstra t-shirts. Da havde jeg løbet 33 km. Tilskuerne stod nu mange steder tæt langs vejen og heppede, sang, dansede og blæste på vuvuzelas. Handicappede børn fra en specialskole langs vejen havde fået deres fineste skoleuniform på og stod eller sad i deres kørestol helt ude i vejkanten med hænderne rakt ud til hilsen. Selvfølgelig skulle de alle have et smil og et håndslag som vi løb forbi. Comrades løbet samler millioner ind til velgørende formål, deriblandt denne skole, så udover det sportslige medfølger en god samvittighed over at være med til at gøre en forskel. Alle løbere bar både nummer og navn, og det er særdeles opløftende at blive heppet på ved navn. Ikke altid hjalp det dog: Når der er 60km igen skal der mere end ”kom nu, Lars, du er der næsten!” til !
Bortset fra strammen i brystet følte jeg mig i nogenlunde form ved Drummond, halvvejs, og mere end 2 timer foran cut-off, det vil sige, hvor løbere der ikke har passeret dette punkt inden for 6 timer bliver stoppet, da de aldrig vil kunne nå i mål på 12 timer. Det var nu behageligt varmt, uden at være hedt, ca 22 grader, og langs vejen havde tusindvis af tilskuere tændt op i grillen. I Sydafrika er søndag ”Braii” dag, og folk tager gerne hele udstyret med på udflugt, samt rigeligt med kolde øl, store steaks, boerewors og tilbehør. Comrades er blevet kaldt verdens længste grill-party, og det var til tider hårdt at skulle løbe igennem stegeosen og duften af en stor saftig og sydende steak. Der ville blive tid og lejlighed til en stor steak senere på dagen, hvis lysten stadig var der til den tid! Ruten snoede sig nu igennem velhavende forstæder til Durban, skyggefulde haver omkring store villaer. Der var stadig 30km igen. Fra Kloof kunne vi i det fjerne se havet, der lå og lokkede som en smuk sirene. Benene begyndte nu for alvor at bekendtgøre, at dette var en løbetur ud over det sædvanlige, langt ud over ! Den første af de lange ned-bakker begyndte nu ned ad Fields Hill til Pinetown. Det var ren tortur og blot den første af flere bakker. Det begyndte at trække op til krampe, kunne jeg mærke, så jeg måtte gå et stykke af vejen for at få lidt ro i lårmusklerne igen. Således gik det i løb og gang de sidste 10km mod målet nede midt i byen på det gamle Sahara Kingsmead Stadium. Efterhånden som jeg kom nærmere kunne jeg høre musikken og festen fra stadium, afbrudt af speakeren der underholdt. Fra indgangen til stadium var der ca 200meter i mål. Jeg var totalt udmattet og fuldstændig færdig, da jeg vaklede over målstregen, fik et varmt håndtryk, en bronzemedalje om halsen og en gul rose i hånden. Jeg var rørt af taknemmelighed over at have klaret løbet, jeg måtte omfavne nogen, så da Greg fra Canada som jeg havde talt lidt med (hans kæreste Jill klarede også løbet) kom mig i møde, måtte han stå for tur. Han tog det nu pænt, hjalp mig ind i teltet til de andre internationale løbere, fik mig anbragt på en stol og hentede mad og drikke til mig. Ganske langsomt begyndte omgivelserne at tage form igen, og jeg kunne nyde at være her, midt i festen, at have klaret løbet. Jeg var i mål omkring kl 15:20 og klokken 17:30 blev der lukket for tidtagningen. Der var mange tusinde løbere der vaklede i mål iløbet af den sidste halve time og mange gjorde korsets tegn for sig, da stregen var krydset. De havde klaret det. Det var hårdt for de flere tusinde løbere som ikke nåede i mål. De havde klaret løbet men ikke inden for tiden. Nogle faldt grædende om i græsset, andre rystede opgivende på hovedet. Det siges, at det tager et par uger at komme sig over Comrades, men flere måneder for dem, der ikke klarer det. Men forhåbentlig blev de også varmet af de kærlige bølger der strømmede dem i møde og de mange opmuntrende tilkendegivelser. Comrades handler om kammeratskab og hjælpsomhed. Jeg nåede ikke min drømmetid under ni timer, men der skal jo også være noget tilbage at arbejde på til næste gang. Comrades er ikke et løb for folk med et uafklaret forhold til deres partner/ægtefælle. Det kræver lang tids forberedelse, mange timers løb hver eneste uge. Hver eneste week-end går med at løbe og derefter hænge træt og udkørt foran tv’et. Ikke særligt romantisk.
Om jeg gør det igen. Næste år er det op ad bakke fra Durban til Pietermaritzburg. Tja.... Jeg kan ihvertfald anbefale dette løb som et af de store, som man bør deltage i en gang i sit liv. En oplevelse for livet.
Dagen derpå !