Litterær ømhedsaktivisme

Hvordan taler vi om psykisk sygdom? To forfattere, Anna Rieder og Sidsel Ana Welden, der selv har erfaringer med det psykiatriske system, vil give ordet til patienten og skabe plads til et andet sprog at tale om sygdom med end det medicinske. // Af Martin Rohr Gregersen

Psykisk sygdom er en del af hverdagen for flere og flere danskere. Fra 2009 til 2018 er antallet af patienter i psykiatrisk behandling steget med 31 procent i alt, mens det for børn og unge i samme periode er steget med knap 49 procent. Det afspejler sig også i litteraturen, hvor forfattere på forskellige måder tager livtag med det sårbare sind og de samfundsmæssige strukturerer, snærende bånd og rammer, der på den ene eller anden måde presser det syge sind udefra. Det gælder ikke mindst forfatterne Anna Rieder og Sidsel Ana Welden. Hver for sig har de udgivet på én gang nænsomme og stærke bøger, der kredser om livet med en psykisk sygdom, nemlig digtsamlingen Hindebæger (2020) og romanen I det hvileløse (2021), mens de sammen har igangsat en slags litterær oplysningsprojekt henvendt til læger og behandlere i det psykiatriske system. Ømhedsaktivisme, som de selv kalder det, består foreløbigt af tre brochurer med titlerne ”Ti gode råd til lægen”, ”Symptomoversættelse” og ”Magisk tænkning”, som skal ”opstilles på psykiatriske afdelinger, modtagelser og ambulatorier landet rundt”.

I brochurerne, som giver ordet til patienterne, forsøger de med bl.a. poesiens greb at skabe en anden og mere nuanceret måde at tale om psykiske sygdomme på. Eller som der står i det sjette af de ”Ti gode råd til lægen”: ”Lad være med at bede os sætte tal på vores smerte. Det plagsomme er ofte uudsigeligt og svært at finde sprog for”.

Hverdagssproget og de medicinske termer slår med andre ord ikke til, når det handler om at indfange det enkelte menneskes komplekse sindstilstand, fortæller Anna Rieder: ”Det der sker, når man bliver syg, oplever smerter eller lidelse, er, at man oplever et virkelighedskollaps. Man begynder at sætte spørgsmålstegn ved common sense: Hvorfor er himlen blå? Hvorfor går folk ikke ind i hinanden, når de går på gaden? Hvorfor snakker man om vejret? Og her kommer hverdagssproget til kort, fordi det er udstyret sådan, at vi skal kunne omgås hinanden. Det er ikke udstyret til at beskrive indre fænomener og især ikke psykotiske fænomener, som går uden om den almindelige fornuft. Derfor er poesien et utroligt godt rum, fordi her kan man forhandle med virkeligheden. Sproget kan opføre sig mærkeligt – og virkeligheden, når man er syg, opfører sig også mærkelig.”

I litteraturens originale arbejde med sproget og formen åbner der sig altså et rum, hvor det er muligt at finde ord for det, vi ellers ikke har ord for. ”Mit sprogs grænser er”, som den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein sagde, ”min verdens grænser, og sproget er for tanken, hvad buret er for fuglen”, og måske kan man sige, at de to forfatteres mål netop går ud på at lade fuglen flyve lidt mere frit. Derfor finder man i eksempelvis ”Symptomoversættelser” heller ikke traditionelle kliniske og diagnostiske beskrivelser af symptomer, men i stedet eksempler på, hvordan Anna Rieder og Sidsel Ana Welden selv taler om sygdom. Det kan lyde sådan her: ”Jeg var en kugle af/ hud og knogler./ Alt det blå under og/ over mig havde intet/ med mig at gøre”. På den måde vil de gerne udvide vores sprog og dermed tankehorisont, så vi får blik for sider af livet, der ellers er uden for vores rækkevidde, og gøre dem synlige, hørbare og nærværende for os, ligegyldigt om vi er læge eller lægmand.

- lyder det også fra Sidsel Ana Welden: ”Der er en trøst i det poetiske sprog og i litteraturen generelt, fordi man her har lov til at danne sine egne sandheder, som ingen skal stille spørgsmålstegn ved, og som kommer tættere på det, man oplever inde i en selv og ens eget personlige følelsesliv end f.eks. lægens sprog gør. Jeg kan føle, at jeg bliver mere syg af at høre på deres kliniske termer. Jeg synes også, at det ville være en trøst, hvis flere læger var åbne for at gå lidt dybere ind i, hvordan præcis de her symptomer føles for hvert enkelt individ i stedet for at kalde dem det samme for alle.” – og det er netop den dialog, som de to ømhedsaktivister gerne vil sætte i gang, og som vi fortsætter d. 12. august, når de besøger KulturRummet i Thy.