Ofrene

„

„Stilsikker og psykologisk nærgående prosaist.“ Kristeligt Dagblad

La Stampa, Italien

„Et ubestrideligt talent.“ Le Monde, Frankrig

En sommernat i det indre København bliver en ung jurist overfaldet.

En fremmed mand trækker hende ind i en baggård og voldtager hende brutalt. Det lykkes hende at komme hjem til sin kæreste,

Morten Brask (f. 1970) er

og sammen anmelder de forbrydelsen. På et splitsekund er alt i deres tilværelse forandret.

Gennem kærestens øjne følger vi hende fra retsmedicineren og politiforhøret i voldtægtscenteret til den dag, sagen skal for en dommer. Vi ser hvordan hun gradvis opløses under systemets granskende blik og hvordan fortælleren opsluges af malstrømmen og bliver voldtægtsforbryderens andet offer.

Ofrene er en medrivende, intens og uhyggeligt relevant roman; skrøbelighed under ekstreme omstændigheder.

„Morten Brask skriver gribende.“ Berlingske

ISBN 9788740030426

Havet i Theresienstadt, William Sidis’ perfekte liv og En pige og en dreng.

Vinder af Bottari Lattes Grinzane-

prisen 2015, Edoardo Kihlgren prize for European literature 2014, og

nomineret til Prix du roman Fnac 2011, Prix Chapitre du roman européen 2011 og Premio Letteraria 2014. Forfatter-

Politikens forlag

et studie i skyld og straf, krænkelse og hævn og kærlighedens

forfatter til ni bøger, senest romanerne

Ofrene

„Brask er en stor historiefortæller.“

Den sommer var aviserne fyldt med artikler om at der ikke var målt så høje temperaturer siden 1941, og netop den nat du blev voldtaget, var den varmeste nat under hedebølgen.

Morten Brask

„

Morten Brask

skabet er solgt til udgivelse i ti lande

og tildeltes i 2011 Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Morten

Brask bor og arbejder i København.

Ofrene

Roman

O M S L AG : N E T E BA N K E / I M P E R I E T. D K

OFRENE

Ofrene.indd 1

24/02/16 15.10

Af samme forfatter: Havet i Theresienstadt William Sidis’ perfekte liv En pige og en dreng

Ofrene.indd 2

24/02/16 15.10

MORTEN BRASK

OFRENE Roman

POLITIKENS FORLAG

Ofrene.indd 3

24/02/16 15.10

Ofrene.indd 4

24/02/16 15.10

Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: „Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,“ siger Herren.

Paulus’ Brev til Romerne, 12,19

Ofrene.indd 5

24/02/16 15.10

Ofrene.indd 6

24/02/16 15.10

I

Ofrene.indd 7

24/02/16 15.10

Ofrene.indd 8

24/02/16 15.10

Tretten timer før Den sommer var aviserne fyldt med artikler om at der ikke var målt så høje temperaturer siden 1941, og netop den nat du blev voldtaget, var den varmeste nat under hedebølgen. Der var ingen der havde forudset at sommeren ville blive så ekstrem. Selv meteorologerne var overraskede, de sagde at vejret opførte sig temmelig usædvanligt. Foråret havde været koldt.

Sidst i maj gik folk stadig med overtøj, men så en julimorgen vågnede vi til en varme som fik luften til at flimre i gaderne, som fik alting til at flimre, og varmen blev liggende tungt over landet og blev ved og ved og ved.

Allerede efter nogle dage fik jeg en mærkelig fornemmelse af at dette ikke var en normal hedebølge. Den skilte sig ud fra alle andre hedebølger i mit liv, selv dem jeg havde oplevet på rejser i Nordafrika og det sydlige Europa. Det var 9

Ofrene.indd 9

24/02/16 15.10

ikke kun fordi temperaturerne var ekstreme, og fordi den var mere trykkende og langvarig end normalt. Det var også noget andet. Den gjorde noget ved os, den forandrede os. Jeg oplevede det hos min familie og mine venner og bekendte, hos kollegerne på byggepladsen og folk på gaden, de forandrede sig alle sammen lidt. De sagde ting der var lidt anderledes, opførte sig lidt anderledes, gjorde ting som var lidt anderledes end de plejede at gøre. Ikke fordi det var så meget, ikke noget man egentlig ville registrere, men det var som om alting forskød sig lidt. Som gamle døre der binder om efteråret.

Og os to? Jeg tror også at vi forandrede os. I hvert fald gjorde jeg. Det var naturligvis voldtægten der udløste det, men bagefter har jeg tænkt at hedebølgen måske var det sidste lille stød som skubbede mig ud over kanten og fik mig til at reagere så voldsomt som jeg gjorde.

Jeg havde ikke arbejdet meget på huset i Rågeleje den dag, ingen på byggepladsen havde arbejdet særlig meget. Vi holdt mange pauser hvor vi sad i skyggen af det halvfærdige hus, og vi talte næsten ikke. Vi sad op ad muren, drak det lunkne vand fra vandflaskerne og kiggede ud over havet. Jeg lod timer­ne gå indtil det var tid at køre tilbage til byen for at hente dig efter arbejde på Christiansborg. Ved tretiden besluttede vi at holde fyraften.

Jeg standsede ved den lokale købmand i Vejby, nogle kilometer fra Rågeleje. Der var ikke nogen ansatte eller andre kunder, så jeg tog en indkøbskurv og gik alene rundt mellem de halvtomme hylder. Jeg ville overraske dig med tapas som vi kunne nyde den aften. Tynde skiver parmesan, parma10

Ofrene.indd 10

24/02/16 15.10

skinke, mozzarella, basilikum og måske peberfrugter stegt i oliven­olie og salt. Og gorgonzola naturligvis, gorgonzola med honning og rosiner og friske figner. Nedkølet hvidvin.

Det var ikke en særlig velassorteret købmand. Flere af varerne havde overskredet sidste salgsdato. Egentlig skulle jeg slet ikke være kørt herhen, jeg vidste det jo, denne købmand var til nødstilfælde, et sted hvor sommerhusejerne gjorde deres nødindkøb når de netop manglede nogle småting som det ikke var værd at køre helt til Tisvildeleje for. Der var ikke en afdeling for delikatesser, men jeg fandt dog noget vakuumpresset skinke, et par oste, en ikke helt fast netmelon, en chorizo der var indpakket så den lignede en pølse der netop var taget ned fra en krog hos den lokale landsbyslagter i Malpica.

Der var også trøffelsvamp, en moset, beige masse i et glas, men jeg kunne ikke få mig selv til at lægge den i kurven, det var ikke din stil med trøffel fra en købmandsbutik.

Der var stadig ingen ekspedient da jeg kom til kassen. Efter et par minutter mistede jeg tålmodigheden og fandt døren til et baglokale. Det lå inde bag fryseskabene, der var dejlig køligt og forbløffende snavset, men heller ikke her var der nogen ansatte, så jeg gik længere ind, åbnede endnu en dør til noget der lignede et kontor. Ingen. Til sidst gik jeg tilbage til kassen og skrev at jeg ville komme tilbage på mandag og betale. Nedenunder lavede jeg en liste med de ting jeg havde taget.

Bilisterne på motorvejen kørte tættere på hinanden end normalt, mere aggressivt, de spillede højere musik, råbte mere ad deres børn som havde svedigt, strittende nakkehår. Jeg kørte 11

Ofrene.indd 11

24/02/16 15.10

mod København, og trafikken flød langsommere efterhånden som jeg nærmede mig indre by. På H.C. Andersens Boulevard begyndte stilstanden. Bilerne stod i parallelle rækker mellem de optrukne linjer med koblingerne presset ned til der kom bevægelse i køen foran. En meter frem. Udstødningsrørene dryppede, dampene drev ind gennem de åbne vinduer med lyden af motorer i tomgang. En meter frem. Folk stirrede irritabelt på hinanden, ikke kun bilisterne, men også dem der gik på fortovet og over lyskrydsene. Sved der gled ned over panden, ned ad halsen, solbriller, mobiltelefoner, samtaler, sved. En meter.

Jeg kom for sent. Når det var fredag, gik du som regel lidt i fem, nu var den seks, og jeg var sikker på at du stod og ventede på trappen, men Rigsdagsgården var øde. Pladserne over for indgangen var tomme. Det havde jeg aldrig set før. Der holdt næsten altid sorte limousiner der ventede på ministre, eller tv-stationernes busser og af og til politibiler. Det var forbudt at holde der uden licens, der var skilte med forbud mod at standse. Under normale omstændigheder ville det ikke være faldet mig ind at parkere der, jeg havde ikke engang tænkt at det var noget man kunne gøre. Alligevel valgte jeg at gøre det den dag.

Jeg lænede mig tilbage mod varevognens hullede ryglæn og kiggede på de store egetræsdøre. Fyldningerne var usædvanlig smukt forarbejdede. Det var måske ikke så mærkeligt, det var indgangen til magten i en stenborg som ikke kunne brænde, som ikke kunne væltes af revolutioner. Selvfølgelig skulle dørene udtrykke den samme massivitet, og selvfølge12

Ofrene.indd 12

24/02/16 15.10

lig skulle de laves af de bedste håndværkere. Jeg ville ikke selv kunne lave så smukke døre, ikke engang med nutidens værktøj. Jeg betragtede granitmurene og søjlegangen ud mod ridebanen, i cykelstativerne stod der kun ganske få cykler.

I de første måneder af vores forhold hentede jeg dig næsten hver dag. I løbet af arbejdsdagen længtes jeg efter at kunne køre ind mod København og hente dig her på Christiansborg.

Medmindre du var forsinket af møder, stod du på trappen, og når du så vognen, sprang du ned ad trinnene. Du kyssede mig længe inden vi kørte, og når jeg skiftede gear, lagde du hånden over min. Det samme skete når du kom tilbage fra en af dine tjenesterejser til Bruxelles, og jeg hentede dig i lufthavnen. Jeg tog fri flere formiddage for at kunne være der når flyet landede klokken tolv. Nogen gange sagde du at vi ikke skulle køre direkte hjem, men til Amager Fælled eller andre mennesketomme steder. Du sprang ud og fandt en busk eller et stykke nedrevet mur, trak dine bukser og trusser ned. Jeg var altid nervøs for at nogen skulle komme forbi og se os. Du håbede lidt på det, tror jeg.

Den ene af dørene gik op, du kom ud og gik hen til trappen.

På det næstøverste trin stoppede du og vendte ansigtet mod solen. Dit hår blev hvidt i det hårde lys. Du blev stående deroppe og den måde du stod på, den måde du var uvidende om at jeg var her, fik dig til at se endnu mere tiltrækkende ud, og selv om jeg troede at det ikke skete mere, mærkede jeg igen strejfet gennem maven. Ikke kraftigt, ikke egentligt ubehageligt, kun det vage strejf ved tanken om dig og Marcus.

13

Ofrene.indd 13

24/02/16 15.10

Jeg drejede nøglen om, motorlarmen fik dig til at vende dig. Et kort øjeblik tøvede du, måske undrede det dig at jeg havde valgt at parkere på de reserverede pladser. Så vinkede du og gik ned ad trappen i de højhælede sko. „Jeg havde slet ikke set dig,“ sagde du. „Det ved jeg godt.“ Jeg rakte ind over passagersædet for at åbne døren, dit ansigt var glat og blankt af varmen. „Hvorfor dyttede du ikke?“ „Jeg ville nyde udsigten lidt.“ Du satte dig ind. „Det kan jeg godt lide du gjorde.“ „At jeg belurede dig?“ „Ja.“ Du åbnede så handskerummet og tog en gammel brochure og viftede dig med den mens vi kørte ud fra Rigsdagsgården.

En lampe blinkede på instrumentbrættet. „Du har ikke spændt selen,“ sagde jeg. „Næh.“ „Skal du ikke have den på?“ „Det er for varmt til at have sele på.“ Du lagde din hånd mod mit baghoved og førte neglene gennem mit hår. „Haft en god dag?“ spurgte du. „Vi orkede ikke at arbejde.“ „Kunne I ikke bare tage en dukkert når det blev for hedt?“ „Det hjælper i to sekunder. Hvad med din dag?“ „Det har været ret stille. Jeg prøvede at tage mig sammen til at skrive en rapport til Europaudvalget.“ 14

Ofrene.indd 14

24/02/16 15.10

„Om hvad?“ „Om noget du ikke gider høre om.“ „Hvad?“ „Om parlamentets udkast til en ny valglov for alle landene i EU. Europaudvalget vil formentlig udforme en kritik til Parlamentets formand fordi der er flere punkter Danmark ikke kan acceptere. Vil du høre mere?“ „Ja, det lyder spændende med den valglov.“ „Jeg sagde at du ikke gad høre om det.“ Der var ikke mere end ni hundrede meter til Christianshavn, men alligevel gik der næsten femogtyve minutter før vi var hjemme. Jeg parkerede, og da vi steg ud af varevognen, slog varmen i Wildersgades brosten op gennem sålerne. Havde vi ikke haft sko på, var huden formentlig brændt af vores fødder.

Vi gik forbi Café Wilder. Alle lugte var skarpe og rå. Affaldet som rådnede i baggårdenes containere, dieselolie fra kanalrundfartens både, den blødende asfalt og vandet i kanalerne, selv de tomme kopper på Café Wilders borde lugtede surt af klumpet mælk.

Da vi kom over den lille bro og nåede bageriet på hjørnet, Lagkagehuset, sad gæsterne på høje stole og spiste og kiggede ud på de forbipasserende, og de forbipasserende kiggede ind på dem. Der var kager på de lange træbakker, wienerbrød dækket af glasur, croissanter med chokolade. „Tænker at jeg lige vil gå ind og købe noget brød,“ sagde jeg og løftede posen fra købmanden. „Jeg har købt ind til tapas,“ sagde jeg. „Til i morgen?“ 15

Ofrene.indd 15

24/02/16 15.10

„Nej, til i aften.“ „Til dig selv?“ „Ja, til mig selv. Nej, til os.“ „Jeg skal jo ud og spise med Line i aften.“ „I aften?“ „Ja.“ „Var det ikke først i morgen du skulle ud?“ „Nej, vi mødes klokken halv otte. Har jeg ikke sagt det?“ „Det tror jeg ikke, men det er muligt jeg har misforstået det. Men jeg køber noget brød alligevel. Hvad med at dele en romsnegl inden du går?“ „Man kan ikke dele en romsnegl, den går i stykker hvis man knækker den i to, og så er smagen ødelagt.“ Jeg gik ind i Lagkagehuset, og da jeg kom tilbage, så du på den brune papirspose. „Jeg er ked af det,“ sagde du. „Det er jo lige meget.“ „Nej, det er ikke.“ Vi gik videre ad Torvegade. Ved stoppestedet var der usædvanligt mange ventende. De stod tæt, sammenpresset, helt op mod muren, vi måtte bede dem om at gøre plads til os. Måske var de på vej til et arrangement, en koncert, en kamp, et eller andet der skulle ske. „Hvor skal I spise?“ spurgte jeg. „Line har reserveret bord på Geist.“ Da vi var inde i opgangen, så jeg efter om der var kommet post. Du stod lige bag mig og holdt døren åben. „Vi to har jo også spist der sammen,“ sagde du. „Ja.“ 16

Ofrene.indd 16

24/02/16 15.10

Jeg tog et par breve, en lokalavis og lukkede postboksen igen. „Prøv at høre. Jeg aflyser med Line,“ sagde du. „Hvorfor dog det?“ „Fordi jeg kan se at du er ked af det.“ „Nej, det er helt fint. Jeg har bare taget fejl af dagene, det er helt fint.“ Vores fugtige hænder satte sig fast på gelænderet. Du gik hurtigere end jeg. Da du nåede den sidste repos, standsede du og vendte dig mod mig. „Jeg aflyser,“ sagde du.

Du stod to trin over mig, din var mund lige ud for mine øjne, der var noget nervøst vejrende ved dit ansigt. „Du skal ikke tænke på det. Vi spiser tapas i morgen,“ sagde jeg. „Jeg vil hellere være sammen med dig i aften.“ „Nej, det er flere uger siden du har set Line. Jeg mener det virkelig. Vi spiser tapas i morgen i stedet.“ „Og du er helt sikker?“ „Jeg er helt sikker.“ Du studerede mig med de små, hurtige ryk i øjnene. Så lagde du armene om min hals, trykkede dig mod mig. Lidt efter lagde jeg også en arm omkring dig. Din ryg var våd under min hånd.

Jeg gik ud i køkkenet og lod vandet løbe, fyldte en kande og fandt isterninger. Isen sprækkede i vandfladen med en slags indadvendte knæk som slet ikke minder om lyden af træ når det knækker.

17

Ofrene.indd 17

24/02/16 15.10

Du stod i det åbne vindue. Jeg satte to glas på Kjærholmbordet og hældte fra kanden. En isterning rev sig løs og væltede i glasset, vandet skvulpede ud over det hvide, flintrullede marmor. „Vil du have lidt koldt vand?“ spurgte jeg. „Ja, tak,“ sagde du.

Jeg skrabede det spildte vand ud over bordkanten med håndfladen. Man skulle tro at vand ikke betyder noget når det spildes på marmor, men ulakeret marmor suger det til sig, så det indtørrer i den nubrede overflade og bliver til grimme skjolder af kalk. „Jeg tager et hurtigt bad inden jeg går,“ sagde du.

Gennem den lukkede dør hørte jeg de første stråler mod fliserne og derpå det lille ophold i lyden da du trådte ind under bruseren.

Solen var begyndt at falde mod spiret på Christianskirken, og stuen blev gul og så mørkegul, og dine malerier af fugle der klamrer sig til smalle vinduesgesimser, blev utydelige. Som udviskede silhuetter. Jeg satte glasset på bordet. Det spildte vand var ved at tørre ind, men i det gule lys kunne jeg ikke se om der var kommet aflejringer endnu. Det var jo også lige meget med aflejringer nu.

Du kom ud fra badeværelset. Du havde taget parfume på.

Jeg genkendte den med det samme, Narciso Rodriguez i den sorte flakon, den spredte sin intense duft af vanilje og vetivergræs og nyskrællet appelsin. Jeg elskede når du havde den på.

Ofrene.indd 18

24/02/16 15.10

Seks timer før Jeg ville holde mig vågen til du kom hjem, så jeg tændte fjernsynet og så et program hvor Stephen Hawking med sin elektroniske stemme forklarede kræfterne i universets sorte huller. Tyngdekraften er så enorm at tiden går langsommere, jo tættere man er på det sorte hul. Et par minutter for astronauter der nærmer sig, svarer til hundrede år på jorden. Alt vil være forandret hvis de kunne nå tilbage, de ville lande på jorden i en fremtid tusinder af år fra nu. Men det vil aldrig ske. De er dømt til at blive i det sorte hul. Der er en grænse, en „event horizon“. Når man passerer den, er det for altid, de bliver opslugt, atomerne flås i stykker, og stykkerne bliver en del af det sorte hul.

Der kom en besked fra dig. „Vi sidder stadig og spiser i gårdhaven på Geist. Pudsigt nok ved det samme bord hvor vi 19

Ofrene.indd 19

24/02/16 15.10

to sad da vi var her. Vi må snart spise her igen. Ville ønske du var her lige nu. Savner dig! Skal hilse fra Line.“ Du havde vedhæftet et foto af dig og Line ved bordet. Line har løftet sit ene glas. Jeres hoveder er tætte, så I begge kan være med på fotografiet, dit lyse hår, Lines sorte der fortones i oliventræet over jer. Bag jer står en af gårdhavens overskårne vintønder hvor der gror krydderurter og tilklippet buksbom.

Vinflasken står på bordet, næsten tom, to desserttallerkener med tiramisu og små glas med noget der kan være amarula.

Billedet er lidt overbelyst, men din solbrændthed bliver skarpere i blitzens glimt. Det fik mig til at smile at se dit ansigt, og jeg mærkede det korte strejf igen.

Jeg skrev tilbage. Skrev at det så dejligt ud. At jeg glædede mig til at vi skulle spise der igen. Jeg gemte fotografiet på telefonen. Egentlig ville jeg have placeret det i mappen med dit navn, men af en eller anden grund blev det gemt i mappen med billeder fra vores rejse til Lanzarote. Jeg bladrede lidt. Genkendte det hele. Stederne, lydene, ordene og hvordan vi talte sammen, den måde vi var lykkelige sammen.

Hotellet med de blå liggestole, parasollerne, min krop som du insisterede på at fotografere. Og billederne jeg havde taget af dig. Et hvor du går langs swimmingpoolen i bikini med et håndklæde. Til højre i billedet sidder nogle familiefædre og kigger efter dig. Du lægger hovedet lidt koket til siden mens du ser ind i linsen. Det gik op for mig mens jeg bladrede at det samme var tilfældet på alle de andre fotografier. Du er hele tiden bevidst om kameraet. Ændrer holdning, retter dig op, smiler, fører hænderne ind under håret, løfter det med en hårnål mellem tænderne. Der var noget rørende ved din 20

Ofrene.indd 20

24/02/16 15.10

iscenesættelse. Noget uskyldigt. Men jeg tænkte også at det var som om du gjorde det fordi du ikke kunne andet. Som om det var vigtigt at alt i fotografiets frosne øjeblik blev akkurat mere intenst end de to øjeblikke lige før og efter billedet bliver taget. Det er måske ikke underligt, måske ikke noget der specielt er et kendetegn for dig? Alle har det vel på samme måde. Alle siger appelsin.

Der var også fotografier fra vores køretur gennem øen, de sortbrune marker, vulkanerne, Manriques hus. Billeder af os der sidder på en restaurant. Vi havde fået en tjener til at tage det. Du sidder tilbagelænet, hovedet lænet frem, man skimter dine øjne under kanten af en flettet sommerhat.

Efter Hawking-programmet zappede jeg en times tid. Så dele af forskellige film og meningsløse realityshows, lod kanalerne flakke forbi. Der var intet jeg kunne holde ud at se og jeg slukkede. Mit spejlbillede trådte frem på den tomme skærm.

Jeg gik ind i soveværelset og lagde mig. Vinduet stod åbent, jeg hørte mennesker på vej mod metroen. Studerende fra kollegiet der formentlig havde siddet på deres værelser og drukket sig klar til at gå ud. En mand som gik med klakkende læder­såler ned ad Torvegade. Den skingre latter fra en kvinde.

Da jeg vågnede, var det nat. Jeg tog mobilen på det lille natbord hvor jeg altid lagde den før jeg sov. Klokken var lidt over tre. Der var kommet to beskeder mere. I var gået på Ruby og drak caipirinhas og old fashioned. Kendte jeg den? Old fashion­ed? En helt enkel cocktail. Du var vild med den, det 21

Ofrene.indd 21

24/02/16 15.10

var nu din yndlingsdrink, skrev du. Jeg læste den sidste sætning igen. Hvorfor spurgte du om jeg kendte den? Huskede du ikke at det var netop old fashioned jeg drak den aften vi mødtes?

Den sidste besked var kort. „Jeg tænker på dig. Er lidt fuld. Skriv til mig når du får denne.“ Jeg blev liggende med mobilen i hånden til skærmen slukkedes. Lagnet var fugtigt af sved. Kort efter sov jeg igen og vågnede først da du satte en nøgle i hoveddørens lås.

Ofrene.indd 22

24/02/16 15.10

En time efter Det første finkornede lys svævede i soveværelset. Nøglens takker skrabede hæst i låsen. Det var ikke den lyd som jeg var vant til at høre når du kom hjem. Det måtte være en forkert nøgle du brugte, du vrikkede den flere gange før du trak den ud igen. Der blev stille. Så blev en ny nøgle sat i låsen, denne gang den rigtige. Døren gik op og smækkede mod kommoden i entréen. Selv fra soveværelset kunne jeg høre ekkoet i opgangen. Stiletterne dunkede ujævnt mod gulvplankerne.

Jeg havde afhøvlet dit gulv, fintslebet det, forseglet det med lak, men det var for længst blevet hullet igen.

Du gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Jeg hørte det massive gib fra en korkprop der blev trukket op, så stiletterne der gik over gulvet igen, men standsede brat, derpå en knitren

23

Ofrene.indd 23

24/02/16 15.10

af stof, en lynlås som blev trukket ned, lyden af en lighter der tændtes.

Jeg kaldte på dig. Min stemme var stadig indeklemt af søvn. Du svarede ikke, så jeg stod ud af sengen og gik ind til dig. Kjolen lå i en hvid pyt på gulvet, begge stiletter var væltet omkuld. Du sad i vindueskarmen og lænede hovedet mod ruden. „Hvorfor sidder du her?“ spurgte jeg.

Du vendte hovedet let, og det skete med en langsom træghed som om dine nakkeknogler var blevet spændt for hårdt.

Jeg så ud i entréen. Døren stod åben, nøglen sad i låsen. Ude på trappeafsatsen lå din taske. Jeg gik ud og samlede den op, og da jeg lukkede døren, så jeg at et stykke af kommodens hjørne var knækket af. Det ville ikke være svært at reparere det, jeg kunne lime det på, man ville ikke kunne se at det havde været knækket.

Vinflasken stod foran dig. I løbet af den korte tid havde du nået at drikke næsten halvdelen. En grå søjle steg op fra cigaretten, og på gulvet lå der tynde askeflager. „Kommer du ikke med ind i seng?“ spurgte jeg.

Du tog flasken, førte den til munden, en vinstribe flød ned og ramte dit ene bryst. „Kom med ind i seng, du får endnu værre tømmermænd af det der,“ sagde jeg.

Du tabte skoddet på gulvet. Så tog du en ny fra æsken, den bøjede idet du trak den op, og fik et knæk på midten. Du opdagede det ikke, prøvede at ramme læberne et par gange før det lykkedes. Lighterens flamme oplyste dit ansigt, noget af din mascara var tværet ud som en skygge på det ene kind24

Ofrene.indd 24

24/02/16 15.10

ben. Dine fingre rystede, jeg så det på cigaretten, en heftig vibreren. „Hvorfor vil du ikke med ind?“ spurgte jeg.

Jeg satte mig i lænestolen. Igen lod du hovedet falde ind mod ruden. Øjnene faldt i, men straks efter gik der et ryk gennem dig, og du åbnede dem. Jeg tror ikke du var bevidst om at jeg var til stede, men så kiggede du på mig og sagde mit navn. „Ja,“ sagde jeg. „Er det dig?“ „Hvor fuld er du egentlig?“ spurgte jeg. „Meget … fuld.“ Jeg rejste mig, men da jeg rørte dig, fór du sammen. „Jeg vil bare bære dig ind til sengen,“ sagde jeg. „Jeg kan ikke … jeg kan ikke.“ Du var begyndt at græde. „Hvad er det med dig?“ „Jeg har det så dårligt.“ Jeg hjalp dig op fra vindueskarmen, men i det samme begyndte du at kaste op. Det plaskede ud over gulvet, du kunne ikke holde det tilbage, så jeg løftede dig for at komme ud på badeværelset inden der kom mere.

Du sad længe med hovedet over kummen. Opkastet ramte vandet i regelmæssige spjæt. Jeg holdt håret så det ikke faldt ned over dit ansigt og blev sølet til. Stanken af alkohol og bræk fyldte badeværelset, en sød lugt fra resterne af det du havde spist på Geist, og de cocktails du havde drukket.

Jeg trak vejret gennem næsen, tyggede kæberne sammen for ikke selv at komme til at brække mig. Det fortsatte, hver 25

Ofrene.indd 25

24/02/16 15.10

gang jeg troede at du havde fået det hele ud, spyttede du mere galde, og kort efter kom det igen. Da jeg igen løftede op i dit hår, så jeg nogle lange sår der trak sig fra nakken og ned over skulderbladene. „Skal du kaste mere op?“ „Jeg vil gerne blive her lidt,“ sagde du.

Det lugtede så kraftigt at jeg hentede en spand i køkkenet og en klud og begyndte at fjerne de brungule klumper fra gulvet i stuen. Du kom ud, stadig bleg i det vage morgenlys.

Du havde taget din badekåbe på og satte dig i sofaen med benene trukket op under dig. Da jeg havde vasket det hele væk, hældte jeg det i toilettet og skyllede spanden i køkkenvasken, vred kluden op og hængte den over vandhanen, men fortrød, smed den ud og satte mig ved siden af dig.

Du blinkede hurtigt for at standse tårerne, men de lagde sig som tyndt glas på dit ansigt. „Er der sket noget med dig?“ spurgte jeg.

Jeg trak lidt ned i badekåben, sårene på ryggen var ikke helt tørret ind endnu. „Hvordan har du fået de sår?“ spurgte jeg.

Du pressede håndfladerne mod ansigtet, og først nu så jeg mærkerne på din hals, blå-røde skygger der lå omkring halsen som et spraglet halsbånd. „Hvad er det der er sket?“ spurgte jeg.

Du udstødte en huggende, dyb gråd. „Hvad … ?“ „Der var en mand uden for Ruby … “ sagde du. „Han var der bare da jeg kom ud … “ „Hvad er det … nej?“ 26

Ofrene.indd 26

24/02/16 15.10

„… han tog fat i mig da jeg kom ud fra Ruby … “ „Nej.“ Du åbnede munden, og alting flød fra dine øjne, næsen og lagde sig på dine læber, og du skreg, men det var ikke et skrig med stemmen, men noget der ligger under det, under stemmebåndene, den lyd som stumme mennesker kan udstøde. „… jeg ville bare hjem til dig …“ sagde du.

Blodet trak sig tilbage fra min hjerne, trak sig og faldt ned gennem kroppen, det svimlede. Så en fuldkommen nedfrysning af alle tanker. „Nej, nej, nej, nej, nej … “ råbte jeg.

Mit synsfelt blev som de kalejdoskoper jeg elskede som barn, små farvede glasstykker der faldt i symmetriske felter.

Men der var ingen farver nu, kun hvide felter, en hvidhed som begyndte langs randen og bredte sig indad. „Han … “ hviskede du, „… han … “ Du så på mig med den åbne mund og skriget der ikke kom.

Jeg hørte mig selv suge luften ind, og de hvide felter trak sig sammen til en spids. Jeg ønskede lige nu så intenst at alt ville slukkes. Pludseligt. Som et gasblus.

Ofrene.indd 27

24/02/16 15.10

„

„Stilsikker og psykologisk nærgående prosaist.“ Kristeligt Dagblad

La Stampa, Italien

„Et ubestrideligt talent.“ Le Monde, Frankrig

En sommernat i det indre København bliver en ung jurist overfaldet.

En fremmed mand trækker hende ind i en baggård og voldtager hende brutalt. Det lykkes hende at komme hjem til sin kæreste,

Morten Brask (f. 1970) er

og sammen anmelder de forbrydelsen. På et splitsekund er alt i deres tilværelse forandret.

Gennem kærestens øjne følger vi hende fra retsmedicineren og politiforhøret i voldtægtscenteret til den dag, sagen skal for en dommer. Vi ser hvordan hun gradvis opløses under systemets granskende blik og hvordan fortælleren opsluges af malstrømmen og bliver voldtægtsforbryderens andet offer.

Ofrene er en medrivende, intens og uhyggeligt relevant roman; skrøbelighed under ekstreme omstændigheder.

„Morten Brask skriver gribende.“ Berlingske

ISBN 9788740030426

Havet i Theresienstadt, William Sidis’ perfekte liv og En pige og en dreng.

Vinder af Bottari Lattes Grinzane-

prisen 2015, Edoardo Kihlgren prize for European literature 2014, og

nomineret til Prix du roman Fnac 2011, Prix Chapitre du roman européen 2011 og Premio Letteraria 2014. Forfatter-

Politikens forlag

et studie i skyld og straf, krænkelse og hævn og kærlighedens

forfatter til ni bøger, senest romanerne

Ofrene

„Brask er en stor historiefortæller.“

Den sommer var aviserne fyldt med artikler om at der ikke var målt så høje temperaturer siden 1941, og netop den nat du blev voldtaget, var den varmeste nat under hedebølgen.

Morten Brask

„

Morten Brask

skabet er solgt til udgivelse i ti lande

og tildeltes i 2011 Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Morten

Brask bor og arbejder i København.

Ofrene

Roman

O M S L AG : N E T E BA N K E / I M P E R I E T. D K