Den lange lysende flod by JP/Politikens Forlag

Giver dig lyst til at ringe til en, du elsker. THE NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

Fængslende. INDEPENDENT

Eminent. THE WALL STREET JOURNAL

VOGUE

Bemærkelsesværdig, dybt bevægende. DENNIS LEHANE

Suveræn … trodser dine forventninger helt til allersidste side. WASHINGTON POST

Overbevisende portræt af to søskende, der befinder sig på hver sin side af loven. ENTERTAINMENT WEEKLY

Da Kacey forsvinder og en række prostituerede findes dræbt i distriktet går den desperate jagt ind på Kacey. En jagt, som udsætter Mickeys femårige dreng Thomas for fare, og som trækker tråde tilbage til de to søstres barndom. Den lange, lysende flod er en rå og intens thriller og et bevægende familiedrama om misbrug, prostitution og søskendekærlighed.

En udforskning af kvinders sårbarhed og styrke … et uforglemmeligt portræt af den ødelæggelse, fattigdom og afhængighed skaber. GUARDIAN

Fortjener at blive en bestseller. DAILY EXPRESS

ISBN 978-87-400-7581-6

LIZ MOORE

En hjertebankende thriller.

Mickey Fitzpatrick har patruljeret i 24. distrikt i Philadelphia i flere år og er på fornavn med misbrugerne og de prostituerede omkring Kensington Avenue. Her stiger antallet af dødelige overdoser år for år, og hver gang hun hører om et nyt dødsfald frygter hun for lillesøsteren Kaceys liv. De to har ikke været på talefod i årevis, og kollegerne i politiet ved ikke at de to kvinder er søstre, men der går ikke en dag uden at Mickey tænker på Kacey.

En højspændt thriller og en hjertegribende familiesaga.

DEN TIME MAGAZINE

LANGE LYSENDE

F LO D LIZ MOORE PÅ DANSK VED SIGNE LYNG HR. FERDINAND

Foto: Maggie Casey

DAILY MIRROR

DEN L ANGE, LYSENDE FLOD

Blændende og hjerteskærende … Et mesterværk.

LIZ MOORE er vokset op i Massachusetts. Hun er tidligere musiker og uddannet på Barnard og Hunter College. Den lange, lysende flod, hendes fjerde roman, tog USA med storm da den udkom, røg direkte ind på New York Times’ bestsellerliste og var en af Barack Obamas favoritbøger i 2020. Liz Moore bor i dag med sin familie i Philadelphia, hvor hun underviser på Temple University.

Omslagsdesign: Glenn O’Neill med fotos venligst udlånt af Getty Images og Alamy. Dansk versionering: Sofie Winding

Den lange, lysende flod

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 1

03-02-2022 14:16:56

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 2

03-02-2022 14:16:56

Titel-

Liz Moore

Den lange, lysende flod

På dansk ved Signe Lyng

Hr. Ferdinand

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 3

03-02-2022 14:16:56

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 4

03-02-2022 14:16:56

Dedikation

Til M.A.C.

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 5

03-02-2022 14:16:56

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 6

03-02-2022 14:16:56

Ci-

Hvad kan der siges om vore dages Kensington, om dens lange forretningsgader, pragtfulde bygninger og smukke boliger, som vi ikke allerede ved? En by i byen, hvilende ved den fredelige Delawareflods barm. Sprængfuld af foretagsomhed med fabrikker i så talrig mængde, at den opstigende røg skjuler himlen. Fra hver en krog af dette vidtstrakte kvarter stiger industriens driftige summen. Overalt ser man glade, tilfredse mennesker, som nyder velstanden i dette velstandens land, befolket som det er af stovte mænd, fagre kvinder og en stærk, sund ungdom, som vil overtage roret, når deres fædre er gået bort. Hil dig, Kensington, du kontinentets stolthed, du Philadelphias juvel! Fra: Kensington; a City Within a City (1891)

Er der forvirring i vort hjemland hist? Lad hvad der knustes, knust kun ligge: let sones guders vrede ikke, den brudte orden ændres knap af nogen. Der er forvirring, tung og trist, kummer på kummer, slid på slid, møje til alderdommens tid, hårdt slid for hjerter, trættede i strid, for øjne, sløve af at stirre gennem tågen. Men ak, hvor sødt, på blomsterlejer strakte, mens slummertunge vinde blæse sagte, med halvt-nedsænket øje, her under himlen, mørk og rolig, at se det blanke flodløb drage trolig sin strøm fra hine purpurhøje, at høre årle genlyd kalde fra kløft til kløft igennem vinløvnettet, at se den friske strøm smaragdgrøn falde igennem løvværk, af akanthus flettet! At høre blot og se havbølgerne, der funkle, – at høre blot var sødt, her under graner dunkle! Alfred, Lord Tennyson, fra “Lotos-Spiserne“

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 7

03-02-2022 14:16:56

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 8

03-02-2022 14:16:56

LISTE

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 9

03-02-2022 14:16:56

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 10

03-02-2022 14:16:56

ean Geoghehan; Kimberly Gummer; Kimberly Brewer, Kimberly Brewers mor og onkel; Britt-Anne Conover; Jeremy Haskill; to af de yngste DiPaolantonio-drenge; Chuck Bierce; Maureen Howard; Kaylee Zanella; Chris Carter og John Marks (med en dags mellemrum, ofre for samme dårlige junk ifølge rygtet); Carlo, hvis efternavn jeg aldrig kan huske; Taylor Bowes’ kæreste og så Taylor Bowes selv et år senere; Pete Stockton; vores tidligere naboers barnebarn, en pige; Hayley Driscoll; Shayna Pietrewski; Dooney Jacobs og hans mor; Melissa Gill; Meghan Morrow; Meghan Hanover; Meghan Chisholm; Meghan Greene; Hank Chambliss; Tim og Paul Flores; Robby Symons; Ricky Todd; Brian Aldrich; Mike Ashman; Cheryl Sokol; Sandra Broach; Ken og Chris Lowery; Lisa Morales; Mary Lynch; Mary Bridges og hendes niece, som var på samme alder og hendes veninde; Jim; Mikey Hughes’ far og onkel; to grandonkler, vi sjældent så. Vores gamle lærer mr. Paules. Kommissær Davies fra Distrikt 23. Vores kusine Tracy. Vores kusine Shannon. Vores far. Vores mor.

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 11

03-02-2022 14:16:56

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 12

03-02-2022 14:16:56

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 13

03-02-2022 14:16:56

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 14

03-02-2022 14:16:56

er ligger et lig på sporene langs Gurney Street. Hunkøn, alder uvis, sandsynligvis en overdosis, siger alarmcentralen. Kacey, tænker jeg. Det er et instinkt, en refleks, noget skarpt og underbevidst, der bor inden i mig og sender beskeden af sted til den samme basale del af hjernen, hver gang vi får en melding om et kvindelig. Så sætter den mere rationelle del af mig i gang – mat og ugidelig, en pligttro, sløv soldat med ordre til at gøre mig opmærksom på sandsynligheder og statistik: ni hundrede overdosisofre i Kensington sidste år. Ikke ét af dem Kacey. Og desuden, påpeger denne skildvagt bebrejdende, har du åbenbart glemt, hvor vigtigt det er at være professionel. Rank ryggen. Smil lidt. Hold dig afslappet, panden glat, hagen frem. Pas dit arbejde. Hele dagen har jeg ladet Lafferty svare på vores opkald som yderligere træning. Nu nikker jeg til ham, og han rømmer sig, tørrer sig om munden. Nervøs. ”2613,” siger han. Vores vognnummer. Rigtigt. Centralen fortsætter: Anmelder er anonym. Opkaldet kom fra en mønttelefon, et af de adskillige eksemplarer, der stadig står langs Kensington Avenue, og den eneste, der stadig virker, så vidt jeg ved. Lafferty kigger på mig. Jeg kigger tilbage. Jeg gør tegn til ham. Mere. Spørg om mere. ”Forstået,” siger Lafferty i sin radio. ”Skifter.”

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 15

03-02-2022 14:16:56

Forkert. Jeg løfter min egen op til munden. Jeg taler tydeligt. ”Nogen yderligere oplysninger om findestedet?” spørger jeg. Da jeg har afsluttet udvekslingen, giver jeg Lafferty et par tips og husker ham på, at han ikke skal være bange for at tale lige ud af posen til centralen – mange nye betjente har det med at tale på en underligt opstyltet, maskulin facon, de sikkert har tillagt sig fra film eller fjernsyn – og husker ham også på at sikre sig så mange detaljer som muligt. Men allerede inden jeg er færdig, siger Lafferty ”Forstået” igen. Jeg kigger på ham. ”Alle tiders,” siger jeg. ”Det glæder mig.” Jeg har kun kendt ham i en times tid, men jeg er ved at danne mig et indtryk af ham. Han er glad for at snakke – jeg ved allerede mere om ham, end han nogensinde vil få at vide om mig – og han er ambitiøs. Ærgerrig. En rygklapper med andre ord. En, der er så skrækslagen for at blive kaldt fattig eller svag eller dum, at han ikke engang vil være ved de svagheder, han måtte have på de områder. Jeg selv derimod er fuldt bevidst om, at jeg er fattig. Mere end nogensinde, nu hvor Simon ikke længere sender checks. Er jeg svag? Sikkert på nogle punkter; stædig måske, genstridig, stivsindet, vrangvillig, når det handler om at tage imod hjælp, selv når det ville være til mit eget bedste. Og fysisk bange er jeg også: ikke den første betjent til at tage en kugle for en ven, ikke den første betjent til at kaste sig ud i trafikken i jagten på en flygtende forbryder. Fattig: ja. Svag: ja. Dum: nej. Jeg er ikke dum.

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 16

03-02-2022 14:16:56

eg kom for sent til morgenmødet her til morgen. Igen. Det var med skam at melde tredje gang i denne måned, og jeg afskyr at komme for sent. En god betjent er altid punktlig. Da jeg trådte ind i fælleslokalet – et trist, overoplyst rum uden møbler og uden anden udsmykning end lasede oplysningsplakater – stod kommissær Ahearn og ventede på mig med armene over kors. ”Fitzpatrick,” sagde han. ”Velkommen til. Du er sammen med Lafferty i dag, i 2613.” ”Hvem er Lafferty?” spurgte jeg, inden jeg nåede at tænke mig om. Det var vitterlig ikke min mening at være morsom. Ovre i hjørnet gav Szebowski et kort latterbjæf fra sig. ”Det er Lafferty,” sagde Ahearn og pegede. Der kom han, Eddie Lafferty, anden dag på jobbet. Tilsyneladende travlt optaget af at kigge på sit tomme rapportskema. Han sendte mig et hastigt, uroligt blik. Så bukkede han sig ned, som om han havde fået øje på noget på sine sko, der var nypudsede, nærmest glinsende. Han spidsede munden. Fløjtede dæmpet. På det tidspunkt havde jeg næsten ondt af ham. Det var, før han satte sig ind på patruljevognens passagersæde. Hvad jeg har lært om Eddie Lafferty inden for den første time af vores bekendtskab: Han er treogfyrre, hvilket vil sige, at han er elleve år ældre end mig. Nyligt optaget i PPD, Philadelphias politikorps. Arbejdede i byggebranchen indtil sidste år, hvor han 17

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 17

03-02-2022 14:16:56

tog prøven. (”Jeg har stadig problemer med ryggen indimellem,” siger Eddie Lafferty. ”Men sig det ikke til nogen.”) Han er først lige blevet færdig med sin praktik. Han har tre ekskoner og tre halvvoksne børn. Han har et fritidshus i Poconobjergene. Han løfter jern. (”Jeg er komplet fitnessgal,” siger Eddie Lafferty). Han lider af halsbrand. Undertiden også forstoppelse. Han er vokset op i Sydphiladelphia og bor nu i Mayfair. Han har sæsonkort til The Philadelphia Eagles sammen med seks venner. Hans seneste ekskone var i tyverne. (”Måske var det problemet,” siger Lafferty. ”At hun var så umoden.”) Han spiller golf. Han har to internathunde – pitbullblandinger – der hedder Jimbo og Jennie. Han spillede baseball i highschool. En af hans holdkammerater dengang var for øvrigt vores kommissær, Kevin Ahearn, og det var kommissær Ahearn, der foreslog ham at søge ind hos politiet. (Det giver en vis mening for mig). Hvad Eddie Lafferty har lært om mig inden for den første time af vores bekendtskab: Jeg kan godt lide pistacieis. Hele formiddagen, i de sjældne afbræk i Eddie Laffertys talestrøm, har jeg gjort mit bedste for kun at indskyde de grundlæggende ting, han bør vide om bydelen. Kensington er et af de nyere kvarterer i det, der, set med amerikanske øjne, er den ældgamle by Philadelphia. Det blev grundlagt i 1930’erne af englænderen Anthony Palmer, som erhvervede sig et stykke uanselig jord og opkaldte det efter et fornemt kvarter i London – det, der dengang var det britiske kongehus’ foretrukne. (Måske var Palmer også en spytslikker. Eller, set med mildere øjne, optimistisk anlagt). Den østlige udkant af vore dages Kensington ligger næsten to kilometer fra Delawarefloden, men i sine tidligste dage grænsede området direkte ned til floden. Derfor var dets første industrier også skibsbyggeri og fiskeri, men fra midten af attenhundredtallet begyndte bydelens lange periode som

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 18

03-02-2022 14:16:56

fabrikscentrum. På sit højeste kunne byen prale af både jern- og stålproduktion, tekstilfremstilling og – måske ganske sigende – medicinalindustri. Men da landets fabrikker et århundrede senere lukkede i hobetal, påbegyndte også Kensington en langsom og siden hurtigere økonomisk nedtur. Mange indbyggere flyttede længere ind mod eller længere væk fra byen i søgen efter andet arbejde; andre blev boende, af trofasthed eller ud fra en vrangforestilling om, at alting igen ville ændre sig. I dag består Kensingtons befolkning af stort set lige dele irsk-amerikanere, hvis forfædre kom hertil i atten- og nittenhundredtallet, og mere nytilkomne familier af puertoricansk og anden latinamerikansk afstamning samt grupper, der tegner sig for stadig mindre områder af bydelens demografiske landkort: afroamerikanere, østasiater, caribiere. Vore dages Kensington er gennemskåret af to hovedfærdselsårer: Front Street, som løber nordpå langs byens østlige udkant, og Kensington Avenue – der som regel bare kaldes The Ave i enten kærligt eller hånligt tonefald alt efter, hvem der taler – som begynder ved Front Street og derfra drejer nordøstpå. Højbanen mellem Market Street og Frankford Avenue – som gerne bare kaldes The El, for en by, der kaldes Philly, kan jo ikke have infrastruktur med lange navne – krydser direkte hen over både Front og Kensington Street, hvilket vil sige, at begge gader ligger i skygge det meste af dagen. Højbanen understøttes af ståldragere, store, blå ben med ti meters mellemrum, der får hele konstruktionen til at se ud som et kæmpemæssigt, truende tusindben, der strækker sig gennem kvarteret. De fleste af Kensingtons forretningstransaktioner (narko- eller sexrelaterede) indledes på disse to gader og afsluttes på en af de mange mindre gader, der løber på tværs, eller, oftere, i et af de forladte huse eller på en af de tomme grunde, som det vrimler med i kvarterets sidegader og passager. De foretagender, man finder langs hovedgaderne, tæller neglesaloner, takeaways, mobilbutikker, kiosker, billigbikse, hvidevarebutikker, pantelånere,

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 19

03-02-2022 14:16:56

suppekøkkener, andre godgørende initiativer og barer. Omkring en tredjedel af butikslokalerne er blændet af. Alligevel er kvarteret på vej op, hvilket fremgår af de ejerlejligheder, der nu er skudt i vejret til venstre for os på en tom grund, der har ligget brak, siden en nedrivningskugle jævnede fabrikken, der engang stod på den, med jorden. Nye barer og forretninger dukker op ude i periferien, i retning af Fishtown, hvor jeg er vokset op, og de er fulde af nye, unge ansigter: oprigtige, rige, naive, lige til at plukke. Så borgmesteren er ved at blive bekymret for områdets image. Flere tropper, siger borgmesteren. Flere tropper, flere tropper, flere tropper. Det regner kraftigt i dag, hvilket tvinger mig til at køre langsommere, end jeg normalt gør, når vi er blevet tilkaldt. Jeg udpeger de forretninger, vi passerer, nævner deres ejeres navne. Jeg beskriver de seneste lokale forbrydelser, jeg synes, Lafferty bør kende til (hver gang giver Lafferty et fløjt og ryster på hovedet). Jeg opremser forbundsfæller. Uden for vores vinduer ses den sædvanlige blanding af folk på jagt efter et fix og folk, der lige har fået et. Halvdelen af personerne på fortovet smelter langsomt ned mod jorden, ude af stand til at holde sig på benene. ”Kensingtonstillingen” kaldes det af dem, der joker med den slags. Det gør jeg aldrig. På grund af vejret har nogle af kvinderne, vi kommer forbi, en paraply i hånden. De har huer og dynejakker på, snavsede sneakers. Aldersmæssigt strækker de sig fra teenagere til ældre damer. Langt størstedelen er hvide, selv om afhængigheden ikke skelner, og alle hudfarver og overbevisninger optræder her. De bærer ingen makeup, eller måske bare en sort eyelinerring om øjnene. De trækkende kvinder er ikke iført noget, der viser, at de trækker, men alle ved det; det er deres udtryk, der røber dem, det lange, hårde blik på føreren af hver eneste forbipasserende bil, hver eneste forbipasserende mand. Jeg kender de fleste af de kvinder, og de fleste af dem kender mig. 20

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 20

03-02-2022 14:16:56

”Der er Jamie,” siger jeg til Lafferty, da vi kører forbi hende. ”Der er Amanda. Der er Rose.” Jeg anser det for en del af hans oplæring at kende disse kvinder. Længere fremme, på hjørnet af Kensington og Cambria Street, får jeg øje på Paula Mulroney. Hun er på krykker i dag og står ynkeligt balancerende på ét ben og bliver regnet på, fordi hun ikke kan holde en paraply samtidig. Hendes denimjakke har fået en mørk, truende blå kulør. Jeg ville ønske, hun ville gå indenfor. Jeg kaster et hastigt blik derud i søgen efter Kacey. Det er på hjørnet her, man som regel kan finde hende og Paula. Af og til kommer de op at skændes eller bliver uvenner, og så stiller en af dem sig et andet sted en overgang, men en uges tid senere ser jeg dem der igen, genforenede med armene fornøjet om hinanden, Kacey med en cigaret dinglende i mundvigen, Paula med en vand eller juice eller øl i en papirspose. I dag kan jeg ikke se Kacey nogen steder. Faktisk slår det mig, at det er et godt stykke tid siden, jeg sidst har set hende. Paula får øje på vores vogn, da vi nærmer os, og hun spejder i retning af os for at se, hvem der sidder i den. Jeg løfter to fingre fra rattet: en hilsen. Paula kigger på mig og dernæst på Lafferty og vender så ansigtet let opad mod himlen. ”Det er Paula,” siger jeg til Lafferty. Jeg overvejer at sige mere. Jeg gik i skole med hende, kunne jeg sige. Hun er en ven af familien. Hun er veninde med min søster. Men Lafferty er allerede videre til et nyt emne: Denne gang er det de sure opstød, han har været plaget af i hen mod et år nu. Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare til det. ”Er du altid så stille?” spørger han pludselig. Det er det første spørgsmål, han har stillet mig, siden han forhørte sig om mine ispræferencer. ”Jeg er bare træt,” siger jeg. “Har du været sammen med mange før mig?” spørger Lafferty

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 21

03-02-2022 14:16:56

og ler så, som om det var en vittighed. ”Undskyld, det lød forkert,” siger han. ”Har du haft mange makkere, mener jeg.” Jeg venter lige tilstrækkelig længe med at svare. Så siger jeg: ”Kun en.” ”Hvor længe arbejdede I sammen?” ”Ti år.” “Hvad skete der med ham?” spørger Lafferty. ”Han skadede knæet i foråret,” siger jeg. ”Han er sygemeldt et stykke tid.” ”Hvordan kom han til skade?” spørger Lafferty. Jeg kan ikke se, at det kommer ham ved. Ikke desto mindre svarer jeg: ”På jobbet.” Hvis Truman synes, at alle skal kende hele historien, kan Truman selv fortælle den. “Har du nogen børn? Mand?” spørger han. Gid han ville begynde at snakke om sig selv igen. ”Et barn,” siger jeg. ”Ingen mand.” ”Okay? Hvor gammel?” ”Fire år. Næsten fem.” ”God alder,” siger Lafferty. ”Jeg savner den tid, hvor mine var på den alder.” Da jeg holder ind til siden ved den indgang til baneterrænet, som centralen angav – et menneskeskabt hul i hegnet, som nogen har sparket op for år tilbage, og som aldrig er blevet ordnet – ser jeg, at vi er kommet ambulanceholdet i forkøbet. Jeg betragter Lafferty, vurderer ham. Helt uventet mærker jeg et stik af medfølelse med ham over det, vi om lidt vil få at se. Hans praktik er foregået i Distrikt 23, der ligger ved siden af vores, men har langt mindre kriminalitet. Desuden har den sikkert mest bestået af fodpatruljer, opretholdelse af ro og orden, den slags. Jeg tvivler på, at han har været på en opgave som denne før. Det er dog begrænset, hvad man kan spørge om for at finde ud af, hvor

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 22

03-02-2022 14:16:56

mange døde nogen har set i deres liv, så til sidst beslutter jeg mig for at holde det mere diffust. ”Har du nogensinde gjort det her før?” spørger jeg ham. Han ryster på hovedet. ”Niks,” siger han. ”Jamen så er det nu,” siger jeg opmuntrende. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg ellers kan sige. Man kan ikke forberede nogen tilstrækkeligt.

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 23

03-02-2022 14:16:56

or tretten år siden, da jeg lige var begyndt, skete det et par gange om året: Vi fik en melding om, at nogen havde taget en fatal overdosis og havde været død så længe, at medicinsk indgriben var overflødig. Mere hyppige var opkaldene om personer med overdosissymptomer, og som regel kunne disse genoplives. Nu om dage sker der ofte dødsfald. Alene i år er byen på vej mod de 1200, og langt størstedelen af dem er i vores distrikt. De fleste er ret nylige narkodødsfald. Andre er lig, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse. Til tider er de blevet amatøragtigt skjult af venner eller kærester, der var vidne til dødsfaldet, men ikke vil gennem møllen med at anmelde det, ikke vil tvinges til at fortælle nogen om, hvordan det skete. Oftere ligger de frit fremme efter at være døset hen for bestandig i en eller anden krog. Sommetider finder deres familie dem først. Sommetider deres børn. Sommetider gør vi – på vores patruljer får vi simpelthen øje på dem, henslængte eller sammensunkne, og når vi tjekker pulsen, er der ingen. De er kolde at røre ved. Selv om sommeren. Fra åbningen i hegnet går Lafferty og jeg ned ad bakke til en lille forsænkning. Jeg er kommet ind denne vej snesevis, måske hundredvis af gange igennem mine år i politiet. Det er, teoretisk set, en del af vores patruljerute, dette tilgroede område. Vi finder nogen eller noget, hver eneste gang vi går herned. Da Truman var min

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 24

03-02-2022 14:16:56

makker, var det altid ham, der gik forrest. Han var den garvede. I dag er det mig, der går forrest, med hovedet nyttesløst bøjet, som om det skulle kunne holde mig mere tør. Men regnen stilner ikke af. Den trommende lyd, den laver mod min kasket, er så høj, at jeg knap kan høre, hvad jeg selv tænker. Mine sko glider i mudderet. Lehigh-viadukten – der nu oftest kaldes Sporene – er ligesom så mange andre dele af Kensington et stykke jord, der har mistet sit formål. Engang myldrede her med godstog, der spillede en uundværlig rolle i Kensingtons storhedstid som industrikvarter, men nu er den forladt og tilgroet. Ukrudt og blade og grene dækker kanylerne og de små plasticposer, som jorden er overstrøet med. Små træer i klynger skjuler aktivitet. På det seneste har byrådet og Conrail snakket om at asfaltere det hele, men det er ikke sket endnu. Jeg er skeptisk – jeg kan ikke forestille mig stedet som noget andet, end det er nu: et gemmested for folk, der trænger til et fix, for de kvinder, der trækker langs The Ave, og deres kunder. Hvis det bliver asfalteret over, vil der skyde nye enklaver op i hele kvarteret. Jeg har set det før. En svag puslen til venstre for os: En mand kommer frem fra buskene. Han ser sær og spøgelsesagtig ud. Han standser op og står stille med hænderne ned langs siden og vand strømmende i små bække ned over ansigtet. Faktisk ville det være umuligt at se det, hvis han græd. ”Goddag,” siger jeg høfligt til ham. ”Har du set noget heromkring, som vi bør have at vide?” Han svarer ikke. Stirrer videre. Slikker sig om munden. Han har det fjerne, sultne udtryk, man ser hos dem, der trænger til et fix. Hans øjne er unaturligt lyseblå. Måske skulle han mødes med en ven her, tænker jeg, eller en pusher – nogen, der kan hjælpe ham. Omsider ryster han langsomt på hovedet. “Du burde faktisk ikke være hernede,” siger jeg. Der er betjente, der ville springe den formalitet over, fordi de

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 25

03-02-2022 14:16:56

vurderer, at den er forgæves. De er som ukrudt, er der nogle, der siger – de skyder med andre ord op igen, så snart man har slået dem ned. Men jeg påpeger det altid. ”Undskyld,” siger manden, men han ser ikke ud, som om han har tænkt sig at gå lige foreløbig, og jeg giver mig ikke til at diskutere med ham. Vi går videre. Der har dannet sig store pytter på begge sider af os. Kvinden fra centralen sagde, at liget lå hundrede meter inde fra hullet i hegnet, en smule til højre. Bag ved en væltet træstamme, sagde hun. Anmelder havde efterladt en avis på stammen for at hjælpe os med at finde liget, tilføjede hun. Det er den, vi kigger efter, mens vi bevæger os længere og længere væk fra hegnet. Det er Lafferty, der først får øje på stammen og går væk fra stien – som ikke rigtig er nogen sti, men bare det sted på Sporene, hvor folk tilfældigvis har gået mest gennem årene. Jeg følger efter. Jeg spekulerer som altid på, om jeg mon kender kvinden, om hun vil være en, jeg har set før, fordi jeg har anholdt hende, eller fordi jeg er kørt forbi hende igen og igen på gaden. Og så, inden jeg kan bremse den, vender den velkendte messen tilbage: Eller Kacey. Eller Kacey. Eller Kacey. Lafferty, der er ti skridt foran mig, kigger hen over stammen for at besigtige den anden side. Han siger ingenting; bliver bare stående foroverbøjet med hovedet på skrå og kigger. Da jeg når frem, gør jeg det samme. Hun er ikke Kacey. Jeg kender hende gudskelov ikke, er min første tanke. Hun er død for nylig, er min anden. Hun har ikke ligget her ret længe. Der er intet blødt over hende, intet slapt. Hun ligger stift på ryggen med den ene arm bøjet opad, så hånden er en klo. Hendes ansigt er fortrukket og skarpt; hendes øjne ubehageligt åbne. Normalt er de lukkede ved overdoser, hvilket altid trøster mig en smule. I det mindste fik de en fredelig død, tænker jeg. Men kvinden her

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 26

03-02-2022 14:16:56

ser forbløffet ud, ude af stand til at tro den skæbne, der har ramt hende. Hun ligger på et leje af blade. Bortset fra den højre arm er hun strunk som en tinsoldat. Hun er ung. I tyverne. Hendes hår er – var – sat op i en stram hestehale, men er blevet uglet. Flere tjavser er blevet trukket ud af hårelastikken. Hun er iført tanktop og denimnederdel. Det er for koldt til at gå klædt sådan. Regnen falder direkte ned på hendes krop og ansigt. Det gavner heller ikke bevaringen af eventuelt bevismateriale. Jeg mærker en instinktiv trang til at dække hende til, svøbe hende varmt ind. Hvor er hendes jakke? Måske var der nogen, der tog den af hende efter hendes død. Ikke overraskende ligger der en kanyle og et interimistisk stasebånd på jorden ved siden af hende. Var hun alene, da hun døde? Det er de som regel ikke, kvinderne – som regel er de sammen med kærester eller kunder, der efterlader dem, når de dør, af frygt for at blive indblandet, for at blive rodet ud i noget, de ikke vil have noget med at gøre. Officielt skal vi tjekke for puls og åndedræt, når vi ankommer. Normalt ville jeg ikke gøre det, ikke i så åbenlyst et tilfælde som dette, men Lafferty kigger på mig, så jeg går frem efter bogen. Jeg strammer mig an, træder hen over stammen og rækker ud efter hende. Jeg skal til at tage hendes puls, da jeg hører skridt og stemmer i nærheden. Pis, siger stemmerne. Pis. Pis. Regnen falder endnu tungere. Ambulanceholdet har fundet os. Det er to unge mænd. De har ikke travlt. De ved allerede, at hende her kan de ikke redde. Hun er borte; hun er færdig. Det behøver de intet ligsyn for at kunne se. ”Frisk eksemplar?” råber en af dem. Jeg nikker, langsomt. Jeg bryder mig ikke om den måde, de – vi – indimellem taler på om de døde på. De to unge mænd kommer slentrende hen mod stammen, tjekker nonchalant. ”Shit,” siger den ene – Saab hedder han til efternavn, ifølge navneskiltet – til den anden, Jackson. 27

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 27

03-02-2022 14:16:56

”Hun er i det mindste let at bære,” siger Jackson, og det føles som et slag i maven på mig. Sammen skræver de to mænd over stammen, går rundt om liget og lægger sig på knæ ved siden af hende. Jackson rækker ud og lægger fingrene på hende. Han forsøger pligtskyldigst at finde noget et par gange og rejser sig så igen. Han kigger på sit ur. ”Klokken er 11:21, og vi har en Jane Doe,” siger han. ”Noter det, Lafferty,” siger jeg. Én god ting ved at have en makker igen: så er der en anden til at udfylde vagtrapporten. Lafferty har stukket den inden for jakken for at redde den fra regnen, og nu tager han den ud og bøjer sig over den i forsøget på at holde den tør. ”Vent lige et øjeblik,” siger jeg. Eddie Lafferty kigger på mig og så ned på liget. Jeg bøjer mig frem mellem Jackson og Saab og gransker omhyggeligt offerets ansigt. De åbne øjne er uklare nu, næsten mælkede, og kæben er krampagtigt sammenbidt. Der, lige under hendes øjenbryn og drysset ud over kindbenenes øverste kant, er et lille stænk røde prikker. På afstand får de hende bare til at se rødmosset ud; men tæt på er de tydelige, som små fregner eller kuglepensprikker på papir. Saab og Jackson bøjer sig også ned. ”Fandeme så,” siger Saab. ”Hvad?” siger Lafferty. Jeg løfter radioen. ”Muligt drab,” siger jeg i den. ”Hvorfor?” spørger Lafferty. Jackson og Saab ignorerer ham. De står stadig foroverbøjet og nærstuderer liget. Jeg sænker radioen. Vender mig om mod Lafferty. Hans oplæring, hans oplæring. ”Petekkier,” siger jeg og peger på pletterne.

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 28

03-02-2022 14:16:56

”Som er?” siger Lafferty. ”Sprængte blodkar. Et af tegnene på kvælning.” Ikke længe efter ankommer teknikerne, drabsafdelingen og kommissær Ahearn.

Moore_Den lange lysende flod_BOG.indb 29

03-02-2022 14:16:56

Giver dig lyst til at ringe til en, du elsker. THE NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

Fængslende. INDEPENDENT

Eminent. THE WALL STREET JOURNAL

VOGUE

Bemærkelsesværdig, dybt bevægende. DENNIS LEHANE

Suveræn … trodser dine forventninger helt til allersidste side. WASHINGTON POST

Overbevisende portræt af to søskende, der befinder sig på hver sin side af loven. ENTERTAINMENT WEEKLY

En udforskning af kvinders sårbarhed og styrke … et uforglemmeligt portræt af den ødelæggelse, fattigdom og afhængighed skaber. GUARDIAN

Fortjener at blive en bestseller. DAILY EXPRESS

ISBN 978-87-400-7581-6

LIZ MOORE

En hjertebankende thriller.

En højspændt thriller og en hjertegribende familiesaga.

DEN TIME MAGAZINE

LANGE LYSENDE

F LO D LIZ MOORE PÅ DANSK VED SIGNE LYNG HR. FERDINAND

Foto: Maggie Casey

DAILY MIRROR

DEN L ANGE, LYSENDE FLOD

Blændende og hjerteskærende … Et mesterværk.

Omslagsdesign: Glenn O’Neill med fotos venligst udlånt af Getty Images og Alamy. Dansk versionering: Sofie Winding