Et godt nyt år læserpøve

Et godt nyt år

Malin Stehn ET GODT NYT ÅR

SPÆNDINGSROMAN

På dansk ved Dorte Einarsson Hr. Ferdinand

Til mine forældre

Nytårsaften 2018 Mandag

Fredrik

Da Nina kommer ind i soveværelset, står jeg foran klæde skabet.

„Ser jeg tyk ud i den her?“ spørger hun.

Jeg kaster et blik på min kone.

„Du ser dejlig ud.“

Jeg vender igen blikket mod klædeskabet og de tre slips, som hænger derinde. Det mintgrønne fra min studenter eksamen er helt klart ude. Begravelsesslipset matcher mit humør, men passer ikke særlig godt til skjorten. Med et suk tager jeg det lyseblå med sølvfarvede striber, svigermors julegave, som var umoderne, allerede da jeg fik det for fem eller seks år siden.

„Du kiggede jo knap nok på mig.“

Nina har stillet sig hen foran det store gulvspejl. Hun vrider overkroppen, betragter sig selv med rynket pande.

„Den sidder perfekt,“ siger jeg.

Nina trækker i det grønne kjolestof. Jeg gør hende sel skab ved spejlet, mærker den velkendte duft. Min kone har brugt den samme parfume i mange år nu, så længe at selv jeg kan huske navnet på den: Acqua di Giò. Hun trækker i stoffet igen, fnyser og mumler noget, jeg ikke kan høre.

Jeg forsøger at få styr på slipseknuden, men det går ikke særlig godt.

„Skal du have det der på igen i år?“

Nina er stadig vendt mod spejlet, men har flyttet fokus fra sin kjole til mit slips.

„Jeg har ikke andre.“

Hun tager et langt skridt frem mod klædeskabet, men giver op, da hun ser, hvad der hænger tilbage på knagen derinde.

„I det nye år er du nødt til at investere i et nyt.“

Jeg nikker og hører samtidig, at dørklokken ringer.

„Det må være Jennifer.“ Nina vender sig mod den åbne dør. „Smilla! Åbner du?“

Det buldrer ovenpå, Smillas fødder bumper ned ad trap pen, og snart kan vi tydeligt høre to stemmer fra entréen.

Nina ser på mig. „Hvad er klokken?“

„Tyve over fem.“

„Tyve over? “ Hun styrter hen til kommoden og begyn der at rode rundt i nylonstrømperne. Det ene par efter det andet lander på gulvet ved hendes fødder.

„For fanden. Hvorfor glemmer jeg altid at købe strøm per?“

Et minut senere forlader Nina rummet med noget sort i den ene hånd.

„Hvordan går det med drengene?“ spørger hun på vej ud i entréen. „Har de fået tøj på?“

„Jeg tjekker, hvordan det går med dem.“

„Vilgot skal have sin skjorte!“ råber Nina fra badevæ relset. „Den hænger på stolen.“

Jeg knapper bukserne, tager jakken på og gransker re -

sultatet i spejlet. Slipset får mig til at ligne en klovn. Det er kun den røde næse, der mangler.

Vilgot og festtøj er ikke nogen god kombination. Vores seksårige trives bedst i joggingbukser, og sommetider spe kulerer jeg på, hvorfor vi bliver ved med at forsøge at give ham fint tøj på. Anton har altid været mere medgørlig på det punkt. Han kan godt lide at klæde sig pænt på og står efterhånden hver morgen foran spejlet og sætter hår. Ud skolingseffekten.

„Pæn skjorte,“ siger jeg, da vi går ned ad trappen.

Anton trækker på skuldrene, men giver mig et af sine sjældne smil.

Ud for køkkenet stopper jeg op, betragter de to piger ved vasken og forsøger at berolige mit bankende hjerte. Jennifer er ikke noget uhyre. Hun er en helt almindelig teenagepige, min datters veninde. Jeg må rømme mig flere gange, før min stemme er klar.

„Farvel med jer.“

Jennifer reagerer ikke, det virker, som om hun har be stemt sig for ikke at høre efter. Hun fortsætter med at skære salat med ryggen til mig. Den stramme, korte kjole levner ikke meget til fantasien, og jeg gør alt for ikke at lade blik ket lande et forkert sted.

Jeg føler mig afsløret, da Smilla vender sig om. Hun lyser op, skruer ned for lyden på den bærbare højttaler og kommer hen til mig.

„Farvel.“ Jeg får et hårdt kram. „Tak, fordi du hjalp mig med at overtale mor.“

Som om jeg havde noget valg.

Mens jeg har armene om min syttenårige, dukker en

skør, men tilbagevendende tanke op, den, som handler om muligheden for at konservere sine børn i niårsalderen. Ni årige er perfekte skabninger. De er kloge og omgængelige og har stadig en urokkelig tro på, at forældre kan fikse alt. En eftermiddag i Leos Legeland er nok til at tilfredsstille behovet for spænding i tilværelsen.

„Du ved, hvad vi har sagt.“ Jeg går et skridt baglæns og møder min datters blik. „Luk ikke nogen ind, som ikke er inviteret, ingen …“

Smilla holder sig for ørerne.

„Jeg ved det godt!“ Hun lader hænderne falde. „I har ævlet om det i to uger.“

Jeg slipper hende.

„Vi vil bare være sikre på, at der ikke sker dig noget.“

Nina

Bilen står i indkørslen, det blå lys fra tre skærme lyser ka binen op. Jeg åbner bildøren, synker ned i passagersædet og placerer posen med aftenens dessert mellem benene, så skålen ikke vælter.

„Uf.“ Jeg ser på min mand. „Jeg fortryder næsten.“

Fredrik trykker på startknappen, og bilen går i gang.

„Fortryder hvad?“

„Festen. Deres fest. Hvor dum kan man egentlig være? At lade tyve teenagere fejre nytår i sit hus!“

Fredrik sukker.

„Det skal nok gå. Smilla og Jennifer har styr på det.“

Vi svinger ud på Agnesfridsvägen, passerer skolen og Videdals Torg. Efter rundkørslen kan vi skimte Vita Höjas ejendomme i ni etager. De oplyste vinduer danner en gul mosaik bag ved de skriggrønne Konsum-skilte.

Det rumler i mellemgulvet. Jeg vil virkelig ikke ødelægge aftenen med at bekymre mig om pigerne, men uroen vokser, i takt med at afstanden mellem os og hjemmet bliver større.

For et øjeblik siden blev jeg stående inden for hoveddø ren. Der var pludselig så meget, jeg gerne ville sige til min datter. Om hvor lumsk spiritus er. Om aldrig at gå med til noget, som ikke føles rigtigt. Om at hun er virkelig fin,

og at alle – i den perfekte verden – burde kunne klæde sig, præcis som de selv vil, men at en gennemsigtig top kan sende forkerte signaler. Med mere. Det var selvfølgelig for sent at komme med en masse formaninger på det tidspunkt. Og pigerne ved nøjagtigt, hvad der er aftalt: maks. tyve perso ner, ingen stoffer (absolut ingen stoffer), kun cider eller øl. Barskabet er låst, og nøglen ligger i min pung. Jeg vender mig mod Fredrik.

„Det kan godt være, at Smilla og Jennifer har styr på det. Men vi kender ikke engang halvdelen af dem, som kommer. Smilla påstår, at de kun har inviteret klassekammerater, men det kan jo være hvem som helst.“

„Vi må prøve at stole på hende.“

„Smilla kan vi nok stole på, men Jennifer …“ Jeg prøver at finde de rette ord. „Jennifer har altid været … grænseløs. Du ved selv, hvor irriterende hun var, da hun var lille, alt det møg, hun fandt på. Og Smilla, som bare hang på.“

„De er sytten nu,“ påpeger Fredrik. „Ikke elleve.“

Luften går ud af mig. Den her diskussion er nytteløs, især nu hvor alle beslutningerne er taget.

Der findes mange grunde til, at unge ikke bør holde forældrefrie fester, før de er atten. Men min skepsis over for pigernes fest beror mest af alt på ét eneste faktum: Jeg kan ikke lide Jennifer. Jeg stoler ikke på hende, og jeg kan ikke lide hende. Jeg er ked af at se det i øjnene. Jeg arbej der med børn og plejer at kunne finde en nøgle til alle små hjerter. Om ikke andet, så plejer jeg at kunne dirke dem op lidt efter lidt.

Jennifers hjerte har altid været låst for mig. Som lille var hun vild, højrøstet og skulle altid være i centrum. Når Jennifer og Smilla legede, var jeg konstant nervøs for, at

der skulle ske noget. Senere – da de kom op i teenageal deren – var jeg skrækslagen, gav Smilla tydelige regler og forklarede, hvad der ville ske, i tilfælde af at de blev brudt.

Pigernes venskab har været en svær balancegang. Jeg har aldrig ønsket, at mine følelser skulle gå ud over Smilla, Jennifer har været som en søster for hende. Og Fredrik har altid syntes, at jeg overdriver. Han har taget Jennifers parti i alle spørgsmål. Personligt synes jeg, det er skønt, at pigerne ikke ses så ofte for tiden. Den der idé om en fælles nytårsfest kom som lidt af en overraskelse. En dårlig overraskelse.

„Det handler om frihed under ansvar,“ siger min mand, som om han har læst mine tanker.

Frihed under ansvar. Fredrik gentager mantraet fra de seneste ugers diskussioner, og jeg må bide mig i tungen for ikke at gentage mine egne indvendinger vedrørende samme emne.

Han har ganske vist ikke været udelt begejstret for det med festen. Men han har hele tiden hævdet, at det er meget bedre, at de holder til hjemme hos os i rækkehuskvarteret, end at de „dalrer rundt inde i byen“.

Jeg køber det argument. Problemet er, at vi ikke har nogen kontrol med dem. Vi kommer til at være til en anden fest, i en anden del af byen. Og nu, hvor vi faktisk står i situationen, kan jeg komme på tusind ting, der kan gå galt ved et nytårsparty med Jennifer Wiksell. Til trods for at de opholder sig i et rækkehuskvarter.

Jeg drejer overkroppen og ser mig tilbage over skulderen. To par øjne stirrer koncentreret på de lysende skærme, der er hvide plasticdimser i ørerne. Jeg opgiver forsøget på kontakt og vender mig om igen.

Der er meget trafik på Inre Ringvägen, de fleste er vel

på vej til nytårsfejring et eller andet sted. Jeg forsøger ikke at tænke på pigernes fest, tvinger mig til at flytte fokus til vores egen fejring og den fest, vi ankommer til om lidt.

Jeg håber, moussen er vellykket. Den skal serveres med passionsfrugt og sprøde havregrynskager. Først havde jeg, i barnlig protest, planlagt at købe færdige havregrynskager i Ica. Men i sidste øjeblik fortrød jeg og bagte mine egne. At komme til Lollo og Max med købekager til nytårsmiddagen ville være ensbetydende med socialt selvmord.

Jeg skæver til min mand. For ikke så længe siden ville jeg have delt mine tanker med ham. Vi ville have lavet sjov med vennernes perfekte hjem og vores eget kaos, og Fredrik ville have trøstet mig. Han ville have sagt, at for det første har Lollo og Max kun Jennifer at tage sig af, og for det andet er indretning og madlavning Lollos største interesser.

Vi plejede at elske at diskutere vores venners fordele og ulemper, og jeg indser, at det i mangt og meget handlede om at minde os selv om vores egen fortræffelighed. For vi kom altid frem til, at vores liv var det bedste.

I den senere tid er det, som om samtalen er døet ud. Vi taler aldrig om vores venner, om os eller om noget som helst andet egentlig. Det eneste, vi drøfter, er familielogistik, ting, som har med børnene at gøre. Jeg savner vores samtaler. Jeg savner os.

Man kunne skyde skylden på småbørnsårene. Men Vil got begyndte i nulte klasse i efteråret og er ret selvkørende. Anton går i syvende, og Smilla fylder snart atten. Man må sige, at småbørnsårene er ovre.

„Er vi der snart?“

En lille finger kradser på min frakke, og jeg vender mig om. „Snart. Kan du ikke kende det?“

„Næh.“ Vilgots gule lokker løfter sig, når han ryster på hovedet. „Det er jo helt mørkt.“

„Kan du se, der er lidt lysere derovre?“ Jeg peger. „Det er Klagshamn.“

Vilgot virker tilfreds med det og trykker på sin iPad, så den går i gang igen.

Jeg kigger ud ad sidevinduet, ser det flade landskab suse forbi. Vejen er kantet med rækker af bare piletræer, som bugter sig i retning mod havet. Tågen hænger over de lerede marker, det er svært at se, hvor himlen begynder og slutter. Skånsk vinter.

„Lortevejr.“ Fredrik tænder tågelygterne, men slukker dem igen, eftersom det ikke har nogen effekt. „Vi kommer i hvert fald ikke til at kunne se noget fyrværkeri i nat.“

„Behøver du at være så negativ?“ spørger jeg.

„Negativ? Jeg siger det bare, som det er.“

„Har de ikke forbudt raketter?“ lyder en overgangs stemme fra bagsædet.

„Raketter på pinde er forbudt,“ siger Fredrik, idet han drejer ind mod byen. „Men ikke nytårsbatterier.“ Han ser på mig. „Jeg går ud fra, at Max er bevæbnet med de vildeste batterier, som det er muligt at få fat på.“

Max elsker at lave show, og Fredrik har altid haft det svært med det. Min mand mener, at hovedformålet med alt, hvad Max foretager sig, er at vise omverdenen, at han har råd. Og det er måske en del af sandheden. Men jeg tror, at Max elsker at gøre vanvittige ting. Han vil gerne fremstå som den sjove kammerat, der altid har gang i noget skæg og ballade.

Max driver en succesfuld ejendomsmæglervirksomhed i det centrale Malmö, en forretning, som hans far startede.

Max Wiksell har nok aldrig læst en bog i hele sit liv, men han har næse for forretninger og er ekstremt målrettet. Ifølge Lollo arbejder han altid, og det ser ud til at lønne sig.

Max kører nye biler, drikker gammel whisky og går med dyre ure. Og selvom Fredrik over for mig påstår, at han ikke bryder sig om den slags statussymboler, så mærker man tydeligt, at han har behov for at hævde sig ved siden af Max. Som oftest ved at være lige omvendt. Sommetider ved at brillere med sine kundskaber inden for emner, hvor Max gerne vil virke belæst (whisky), men hvor han, når det kommer til stykket, ikke har særlig meget at byde på.

Selv kan jeg – til forskel fra Fredrik – grine ad Max, når det begynder at lugte af pral, eller han forvandler sig til Mister Besserwisser. Og eftersom Fredrik – til forskel fra mig – kan grine ad Lollos hjemmebagte surdejsbrød, så står vi vel lige. Jeg har aldrig kunnet lade være med at sam menligne mig med min søde, slanke og huslige veninde. Til trods for at jeg ved, at det gør mig i dårligt humør.

Vi parkerer et stykke nede ad vejen, familien Wiksells egen bilpark optager al pladsen i den kæmpemæssige ind kørsel. Et hav af fakler brænder foran den store hvide villa, og bag panoramavinduet i dagligstuen kan vi skimte mennesker med champagneglas i hænderne. Jeg ser Malena kaste hovedet bagud i et af sine berømte skraldgrin, og for første gang i lang tid føler jeg mig i festhumør.

Den her aften bliver måske ikke så dum endda. Vi skal fejre det nye år med gode venner. Drengene er med os, og Smilla, ja, hun er faktisk snart voksen. Jeg må kappe nav lestrengen.

„Undskyld.“

Jeg lægger en hånd på Fredriks lår. Han ser på mig.

„Årh, det var urimeligt at sige, at du er negativ. Du har ret. Vejret er skidt.“

Han ler, men grinet når ikke rigtig hele vejen op til øj nene. „Det havde jeg allerede glemt.“

„Undskyld for hvad?“

Fredrik

Om seks timer er det overstået. Eller nej, for resten, om syv timer. Vi tager jo ikke hjem lige efter klokken tolv. Men om maks. syv timer vil jeg gå på den her vej igen – i den mod satte retning. Og syv timer går ved nærmere eftertanke ret hurtigt. Det er en kort arbejdsdag. Jeg skal nok klare det.

Om syv timer er alle de her fakler brændt ud. Jeg vil bære en sovende Vilgot i favnen, og taxaen vil vente ude på vejen.

Vent lige lidt. Jeg sætter farten op.

„Har du booket en taxa?“

Nina standser og vender sig om. Håret i festfrisure, glimmer på øjenlågene.

„Det var dig, der skulle gøre det.“

For helvede! Hvordan kunne jeg glemme det, når det eneste, jeg gerne vil, er at komme væk herfra?

Hun stirrer på mig.

„Du mener ikke, at du har glemt at bestille en taxa?“

„Det ordner sig. Jeg fikser det.“

„Og hvordan har du så tænkt dig at fikse det?“ Nina løfter øjenbrynene. „Man skal bestille en uge i forvejen. Mindst.“

„Jeg siger jo, at jeg fikser det.“

Der må være noget alvorligt i vejen med min hjerne. Jeg

er begyndt at glemme ting. Vigtige ting. Det ligner mig ikke, og det gør mig skidebange. Er jeg ved at få Alzheimers? Nina sukker.

„Ja, jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at slæbe to død trætte børn til bussen midt om natten. Bare så du ved det.“

Hun kniber læberne sammen, og Anton ser på os.

„Skal vi så overnatte nu, eller?“

„Nej,“ siger Nina bestemt. „Vi skal hjem.“ Hun sender mig et hvast blik. „Far ordner det.“

Hoveddøren flyver op, og en bredt smilende Lollo åben barer sig. I favnen holder hun Chanel, familiens puddel, som i aftenens anledning har en stor skinnende rose i en tot på hovedet.

„Hej og velkommen!“ Lollos kjole minder om Jenni fers, den er sort og mikroskopisk. „Kom ind, kom ind.“ Værtinden bakker, og vi følger efter. „Hold da op, hvor I vokser, drenge. Anton, du er snart lige så høj som din far. Og Vilgot! Du er da bare for kær.“

Lollo sætter Chanel ned på gulvet og krammer os efter tur. Nina, som først har afleveret en overvældende buket, indpakket i cellofan, får en ekstra lang omfavnelse.

„Endelig ses vi.“ Lollo slipper taget, men lægger en hånd på Ninas skulder. „Det er jo helt vanvittigt, som tiden går. Hvornår sås vi sidst? Har vi virkelig ikke set hinanden siden midsommeraften?“

Jeg ved, det passer, men vil ikke kommentere sagen. Nina indvender straks, at vi da må have set hinanden i mellemtiden, og mens de diskuterer, hænger jeg Vilgots jakke op. Han er blevet stående ved skohylden, pludselig genert over for alle de mere eller mindre nye ansigter.

Jeg tørrer skoene af i måtten.

„Er det okay, at jeg beholder skoene på?“

„Selvfølgelig.“ Lollo ler. „Ingen fest i strømpesokker!“

Jeg spekulerer på, om det var noget, hun lige kom i tanke om nu, eller om det er sådan en fast vending, man bruger. Lidt åndssvagt uanset hvad.

Nina skifter sine støvler ud med højhælede sko og puffer så Vilgot og Anton ind i stuen.

„Kom,“ lokker hun, da Vilgot tøver. „Lollo har sikkert stillet chips og sodavand frem til jer.“

Det virker. Vores yngste søns snack-radar går i gang.

Jeg beundrer min kone for hendes evne til at håndtere børn. Når det gælder dem, har hun en tålmodighed af en anden verden. Hun er den fødte børnehaveklasselærer, el sker sit job, og jeg ved, at både børn, forældre og kolleger sætter stor pris på hende.

„Frede!“ Max dunker mig hårdt i ryggen. „Hva’ så? Går det godt?“

Ingen andre end Max kalder mig for Frede.

„Helt fint, hvad med dig?“

„Det går sgu godt. Super. Har du fået noget at drikke? Champagnen står herovre.“ Max rækker armen ud og tager et glas bobler. „Her.“

Dom Pérignon, selvfølgelig. Det går ikke an at slække på kvaliteten, så kunne folk jo tro, at det gik dårligt med forretningen.

„Tak.“ Jeg hæver glasset. „Så er det nytårsaften igen.“

„Og vi bliver yngre og yngre.“ Max læner sig frem mod mig og sænker stemmen. „Har du set Malenas nye?“

Jeg lader blikket glide rundt i rummet, men ser hverken Malena eller nogen, som ser ud til at være hendes kavaler. Nina hjælper Vilgot med at hælde cola op i et mindre glas,

og foran dem står to par, som også var med, sidst vi fejrede nytår. Begge par er naboer til Max og Lollo, og jeg husker, at jeg havde en af kvinderne til bords, desværre kan jeg ikke huske, hvem af dem det var. Også i år ser de næsten fuld kommen ens ud: stort lyst hår, sorte kjoler, sorte pumps.

Deres mænd kan jeg derimod godt se forskel på. Jens Stenman er næsten lige så bred, som han er høj, Magnus Göransson på grænsen til mager. Tilsammen minder de om Gøg og Gokke.

„Malenas kæreste er muslim,“ hvisker Max og ser for ventningsfuldt på mig.

Jeg kender Max Wiksell, jeg ved præcis, hvilken reaktion han vil have. Og ærlig talt, så er jeg ret nysgerrig på Malenas kæreste. Men at lufte den slags tanker ville bare bestyrke Max i hans temmelig enøjede syn på verden.

„Og?“ siger jeg. „Halvdelen af mine elever er muslimer.“

„Ja ja. Men sammen med Malena, her i vores hus. Jeg mener, man havde da aldrig troet, at man skulle fejre nytår med en …“

„Er han religiøs?“ afbryder jeg. Max rynker panden.

„Hvad mener du? Han er muslim.“

„Ja, men er han praktiserende muslim? Går han i mo ske? Beder han dagligt? Drikker han alkohol?“

„Ingen anelse,“ siger Max og trækker på skuldrene. „Du må vel spørge ham.“

I samme øjeblik kommer Malena ind i stuen sammen med en mørkhåret mand. Jeg ved ikke, hvad jeg havde for ventet, men han ligner en hvilken som helst midaldrende fyr til nytårsfest. Jakkesæt, skjorte og slips.

„Fredrik!“ Malena styrer direkte hen imod os. „Godt at

se dig.“ Hun giver mig et langt kram og vender sig så mod sin nye kærlighed. „Det her er Adem.“

Vi giver hånd, og Max sørger for at mingle videre. „Malena insisterer på at præsentere mig som Adem,“ siger den mørkhårede på bredt malmösk. „Men kald mig bare Adde. Det gør alle andre.“

„Fredrik,“ siger jeg. „Hyggeligt at møde dig. Jeg er gift med Nina derhenne, hende med den grønne kjole.“

Min kone har bevæget sig fra snackbuffeten til de to nabopar. Hun griner og støder sit glas sammen med deres i en fælles skål.

Idet vi vender os mod den lille gruppe, er det, som om den nytilkomnes blik bliver mit. Jeg får en følelse af at se Nina for første gang, og det slår mig, hvor smuk hun er. De ravfarvede øjne, de naturligt markerede øjenbryn, det brune hår. Jeg elsker hende – erkendelsen gør mig næsten forbavset – og jeg elsker at høre den der klingende latter. Hvornår hørte jeg den sidst?

„Det er altså Nina og Lollo, som er mine gamle gymnasieveninder,“ forklarer Malena for Adde. Han ler.

„Dine partners in crime, så vidt jeg forstår.“

„Præcis.“ Malena sender ham et forelsket øjekast. „Vi var farlige i teenagealderen.“ Hun vender sig mod mig. „Og nu har Jennifer og Smilla overtaget stafetten, hører jeg. I har vel sat lås på barskabet?“

„Hvor gamle er de?“ spørger Adde.

„Sytten,“ svarer jeg. „Smilla fylder atten til februar.“

„Den bedste tid i livet,“ siger Adde med et smil.

„Hvad mener du?“ Malena lader, som om hun er for-

nærmet. „Jeg troede at den bedste tid var nu, hvor du har mødt mig.“

Adde giver hende et kys på kinden. „Helt sikkert. Den bedste tid er nu.“

Lollo

Nina står i døren ind til køkkenet. Hun holder et cham pagneglas i den ene hånd, og i den anden ligger nogle fedtede peanuts. Den ærtegrønne kjole klæder hende, hun ser usædvanlig frisk ud i aften. Frisk, men for tyk. Nina har altid manglet karakterstyrke. Det er mærkeligt, at hun ikke kan beherske sig. Hun ville have været virkelig smuk med ti kilo mindre at bære på.

„Har du brug for hjælp?“

„Tak, men der er ro på,“ siger jeg. „Malena har fikset forretten, den står allerede på bordet. Situationen er under kontrol.“

Nina stopper en nød i munden, træder et skridt hen imod mig og sænker stemmen.

„Har du talt med den nye stjerne? Adde hedder han, ikke?“

„Jeg har bare sagt hej til ham. Men han virker flink.“

„Og ret lækker,“ siger Nina med et smil.

Jeg åbner vandhanen og skyller karkluden med varmt vand.

„Det plejer de jo at være. Lækre, altså.“

„Lad os håbe, at det holder denne gang.“ Min veninde giver et lille suk fra sig. „I det mindste for Theos skyld.“

„Ja, virkelig.“ Jeg vrider kluden og begynder at gnide den mod et par brune pletter, som allerede ser ud til at være suget ind i den hvide marmorbordplade. „Er Theo og Anton deroppe, for resten? De holder vel øje med Vilgot?“

„Jeg har lige været deroppe.“ Nina kaster et blik mod loftet. „Theo og Anton spiller playstation, og Vilgot kigger på. Indtil videre virker han vældig tilfreds med det.“ Hun tager en tår af champagnen og ser sig omkring i køkkenet. „Hvor blev det fint med de mønstrede fliser. Det giver mere liv.“

„Jeg ved det, jeg elsker det! Håndlavede, direkte importeret fra Marokko.“

Nina følger det snirklede mønster med pegefingeren. „Det lyder dyrt.“

„Vi købte dem igennem firmaet, så sparede vi momsen,“ siger jeg og bliver samtidig irriteret på mig selv.

Hvorfor står jeg her og forsøger at forsvare mig? Jeg har ikke lyst til at tale om penge. Vi havner altid dér, og jeg ved ikke, om det handler om nysgerrighed eller misundelse fra Ninas side. Hun og Fredrik må have det ret trangt med to lærerlønninger og tre børn. Men det er jo deres eget valg. Ingen har vel tvunget dem til at vælge et lavtlønsfag. Fredrik droppede endda sit ingeniørjob, da Smilla var lille. Fordi han ville lave noget mere „meningsfuldt“. Det er mig fuld kommen ubegribeligt. Hvordan kan man vælge halvdelen af sin løn fra? Nina burde have forhindret det. Jeg ser på hende og tilføjer: „Max syntes, at hele projektet var unødvendigt. De gamle fliser havde kun siddet her i tre år. Men det lykkedes mig at overtale ham.“

Nina ler.

„Det plejer du at være god til.“

„Vi har alle sammen vores talenter.“

Jeg skyller en tallerken af og sætter den i opvaskestativet, jeg har ikke tænkt mig at afsløre, at jeg græd mig til de fliser. Ikke på grund af omkostningerne, omkostninger er sjældent et problem for Max. Det handlede mere om, at han ikke forstod hvorfor. Det var lettere at presse et par tårer frem end at forsøge at forklare, at vores gamle fliser var håbløst umoderne, og at jeg, som arbejder i indretningsbranchen, faktisk må være på forkant.

„Og dine talenter er mange.“ Nina tager endnu en slurk af champagnen og læner sig op ad køkkenbordet. „Hvordan går det med bloggen?“

Der er ikke nogen, der fatter, hvor meget arbejde der ligger i at få ideer til temaer, fotografere, uploade billeder, skrive og ordne. Jeg vil tro, jeg bruger femten timer om ugen på den der forbandede blog – til trods for at den indtil videre nærmest ikke har nogen læsere. Men jeg ved, at min blog vil blive et fantastisk vindue for butikken og net-shoppen, det gælder bare om at få den bredt ud.

Nina venter ikke på svaret.

„Du tager meget professionelle fotos,“ fortsætter hun. „Jeg har været inde og kigge nogle gange.“

„Du må meget gerne dele mine opslag på Facebook,“ siger jeg. „Kunderne er mest kvinder på vores alder og opad, og vi hænger jo stadig på dér. Til forskel fra ungerne.“

„Apropos unger …“ Nina får en rynke mellem øjenbry nene. „Har du hørt fra Jennifer?“

„Niks. Men det burde vel være et godt tegn.“

Nina nikker, men ser ikke overbevist ud og begynder at vandre frem og tilbage foran køkkenbordet.

„Vi var ikke helt enige, Fredrik og jeg.“

„Om hvad?“

Jeg tørrer hænderne og hænger håndklædet tilbage. „Om vi skulle lukke tyve teenagere ind i huset eller ej. Blandt andet.“

Det er for sent at komme med det nu. Vi har vendt og drejet pigernes fest i telefonen mindst tre gange i den seneste måned, men det har kun handlet om sprut og stoffer. Nina har ikke sagt en lyd om, at „festlokalet“ skulle være noget problem.

„Ja, altså …“ Hun smiler og slår ud med armene. „Nu har jeg jo godkendt det hele, så nu er det sådan … Men ja, du ved. Det føles alligevel lidt utrygt.“

Jeg forsøger at lade være med at sukke højt. Nina er ekspert i at bekymre sig. Hun ser problemer overalt, og ofte inden de overhovedet er opstået. Det er næsten altid Smilla, hun bekymrer sig for. Smilla dit og Smilla dat. Stakkels tøs, det må ikke være let at have en hønemor som Nina.

Man er nødt til at stole på sine børn, især når de er kom met op i pigernes alder. De må gøre deres egne erfaringer. Hvis man hele tiden fjerner hvert et bump på vejen for sine unger, hvordan skal de så kunne klare sig senere i livet?

„Jaså, her står I og skvadrer.“

Malena kommer dansende ind til tonerne af Abbas „Happy New Year“, som spiller i baggrunden. Paillet-kjo len er måske lidt overdrevet, men den sidder flot på hende.

„Må jeg ikke være med?“ spørger hun.

„Selvfølgelig må du det.“ Jeg nikker mod Nina. „Du kan begynde med at få din veninde her til at holde op med at være så pylret.“

Malena sætter den ene hånd under hagen og lader, som om hun studerer Nina indgående fra top til tå.

„Lad mig se …“ Hun slipper hagen og stikker en pege finger op i luften. „Min grundige analyse siger mig, at du står her og er nervøs for alt det hyggelige, som Smilla og Jennifer finder på i aften. Har jeg ret, eller har jeg ret?“

Jeg kan ikke lade være med at grine. Vi har altid væ ret enige på det her område, Malena og jeg. Vores fælles holdning er, at der ikke er nogen grund til at bekymre sig i forvejen. Det er så unødvendigt. Og trist. Uden os havde Nina sandsynligvis bekymret sig ihjel for længe siden. Hun havde i hvert fald haft et meget kedeligere liv.

„Hvad?“ Nina sender mig et surt blik. „Det er vel ikke så mærkeligt, at man er lidt urolig. Selvfølgelig har Smilla været til fest før, men det er første gang, de er hjemme hos os, og …“

„Ahr.“ Malena lægger en hånd på Ninas arm. „Det skal nok gå godt. De er snart myndige. Og desuden – tænk på os i den alder, og hvad vi gjorde dengang.“

Nina laver en grimasse.

„Det er jo det, jeg gør.“

Malena sprutter og får et kæmpe grineflip, det samme gør jeg. Nina griner endda også med. Men så bliver hun alvorlig igen.

„Hvordan går det med Theo, for resten?“

Malena ser uforstående ud.

„Med Theo?“

„Ja.“ Nina rødmer. „Altså, det var Anton, som sagde noget om, at Theo havde det skidt. Jeg forstod ikke rigtig, hvad det handlede om, men …“

„Okay, ja.“ Malena vifter med hånden. „Det har været lidt hårdt i løbet af efteråret med alt det flytteri. Ny klasse og en masse nye folk. Ja, I kender jo Theo.“ Hun smiler

bredt. „Men nu skal vi ikke stå her og være depri sammen. Nu går vi ud og skåler med de andre.“

Ninas bobler skvulper ud over kanten, da Malena stikker sin arm ind under hendes og trækker os med ind i stuen.

„Du må holde op med at være nervøs for pigerne, Nina!“ Malena råber for at overdøve musikken og den tiltagende lyd af stemmer. „Stol på dem. Så længe vi ikke hører andet, er alt godt.“

Et rent læsefyrværkeri til dig der elsker Liane Moriarty. M-MAGASIN

Umulig at lægge fra sig. BLT

Nytårsaften forsvinder 17-årige Jennifer. Uvidende om det mareridt, der venter hende i det nye år, skåler hendes mor Lollo nytåret ind med sine gamle venner, Nina og Malena. Da forældrene vågner med både moralske og fysiske tømmermænd er deres værste mareridt blevet til virkelighed. Jennifers forsvinden forskubber den sarte balance i venskabet, mens mørke hemmeligheder søger mod overfladen. For hvor godt kender de egentlig hinanden? Og hvad foregik der nytårsnat? Malin Stehns højspændte debut er en nervepirrende fortælling om familiehemmeligheder, overfladiske venskaber og velfungerende ægteskaber – og den grimme virkelighed bag dem.

Malin Stehn skriver skarpt om det udadtil perfekte liv.

ISBN 978-87-400-5861-1