JAZZHOUSE Magasin #02

Page 17

søs fenger Megastore malerier, ukulelen og den hellige måned

af Lisbeth Maria Hansen

Søs Fenger er én af dem, der i årevis har været her og der og alle vegne, og hendes sårbare, karakteristiske stemme er stille og roligt blevet fast inventar af det udefinerbare danske fællesgods, som vi kalder folkeeje. Det er som om hun har haft fast adresse på scenen, siden hun som ganske ung begyndte at synge for mere end bare sjov. Alle ved, hvem hun er, og hendes stemme er ligeså kendt i udkantsDanmark som i JazzHouse. I dag kan Søs Fenger se tilbage på en 30-årig karriere, hvor hun med sin egen cocktail af talent, inderlighed, sødme og grundighed har manifesteret sig som en af landets mest anerkendte og etablerede vokalister. Hun er en af dem, der har sin egen sikre og stabile kunstneriske platform, hvor intet ondt i form af konkurrence og skiftende trends tilsyneladende kan true hende, langtidsholdbar, urørlig og unik som hun er. ”Jeg har min plads, og den er fin – og jeg er også stolt over den", siger Søs Fenger beskedent og skynder sig at fremhæve alle de dygtige musikere og andet godtfolk, som i hendes optik er en del af hendes position i dansk musik. Med så mange musikår på bagen har Søs Fenger naturligvis afprøvet forskellige genrer, hvor hendes talent kunne udfolde sig. Hun har ubesværet bevæget sig frem og tilbage mellem pop, rock, jazz, folk, country, - og med hendes spontane og uspolerede kærlighed til musikken er der ikke en genre, hun elsker mere end de andre. Men der er forskel på de musikere, der befolker de forskellige genrer: ”Det er ligesom en gymnasieklasse; der er nørderne, og så er der de andre. Jazzmusikerne er nørderne, de har valgt en musikform, som er mere kompliceret, som kræver større hjerne,” siger hun, men trækker hurtigt i land: ”Men ligeså stille opdager jeg jo, at der i popmiljøet er ligeså kloge og dygtige musikere, som bare ikke er så nørdede.”

Nørder og NHØP Uanset graden af nørderi gælder det for Søs Fenger om at arbejde sammen med de rigtige musikere – det kommer i første række, når hun skal i gang med et nyt projekt. ”Jamen, du skal spørge dig selv: hvem vil du allerhelst arbejde sammen med. Det er vigtigt at gå efter de bedste. Da jeg skulle lave min Billie Holiday-plade og skulle vælge, hvem jeg skulle lave den med, startede jeg med Niels-Henning (NHØP), og så sagde han ja! Det var faneme godt, ikke? Og jeg lærte, hvor meget energi, man får af at vælge det bedste og de bedste – først. Så bliver det godt.” Men det er ikke tilstrækkeligt at være den bedste musiker, hvis man skal spille sammen med Søs Fenger. Man skal også være generøs og rar at være sammen med. For selv om hum er solist og vant til at være centrum på scenen, er hun et rigtigt gruppemenneske. Bandet og fællesskabet er omdrejningspunktet og det sociale anker, når der skal øves, turneres og optrædes. Derfor omgiver hun sig kun med musikere, som hun kan lide. ”Jeg elsker mit band – sådan er det bare; de er sådan nogle søde mennesker.” Som i så mange andre bands, der har set Danmark forfra og bagfra og mere til fra scenekanten og turnebussens ruder, er der med tiden opstået en særlig jargon, en maskulin værkstedshumor, som er både sjov og grov og meget lidt feminin. Som eneste kvinde i bandet trives Søs Fenger godt i mændenes selskab, faktisk i sådan en grad at hun har været irriteret på sig selv over, at hun ikke spillede et instrument, ligesom mændene og musikerne i bandet. Derfor insisterede hun for år tilbage på at spille guitar på scenen, selv om det lød elendigt, og primært fordi hun ikke bare ville være hende syngesilden og det søde, feminine centrum, der kun kan synge og ikke spille. ”Jeg vil jo gerne være en del af bandet, være en af drengene, så de måtte finde sig i mit guitarspil.”

”Ukulelen har den dér søde klang, der gør dig så glad. Det er sådan et instrument, der spreder glæde, man bliver i godt humør af klangen – ligegyldigt hvor sørgelig en sang er.”

Ukulele og opdrift Guitaren er her på det sidste blevet skiftet ud med noget så særligt som en ukulele. På Søs Fengers seneste fødselsdag modtog hun med pakkepost fra en ven i New York en gammel, fin ukulele, som der flittigt spilles på. Den har allerede været med hende på scenen, og en hel del tyder på, at Søs Fenger har fundet sit instrument: ”Ukulelen har den dér søde klang, der gør dig så glad. Det er sådan et instrument, der spreder glæde, man bliver i godt humør af klangen – ligegyldigt hvor sørgelig en sang er.” Det er ikke kun ukulelen, der har sneget sig ind i Søs Fengers liv som en naturlig udvidelse af hendes kunstneriske virke. Hun er også begyndt at male, når lejligheden byder sig i form af sommerens planlagte ”hellige måned”, hvor spillejobs og arbejde lægges på hylden til fordel for driverliv og opladning i sommerhuset i Gilleleje. ”Jeg fik malet tre megamalerier i sommer”, fortæller hun og er tydeligvis selv lidt overrasket over, hvad hun fik frembragt i sommerlandet. Men en hel del tyder på, at Søs Fenger i det hele taget er inde i en periode fyldt med skabertrang, åbenhed og kunstnerisk opdrift. Hun har lige skrevet en masse ny musik, hun er ofte at finde rundt omkring på spillestederne, hvor hun lader sig inspirere af elektronisk musik (Spejderrobot) , ”fuldskægs”- folk (The Rumour Said Fire) og den nyeste pop (Medina, der i øvrigt også spiller klaver, skulle vi hilse og sige), og lige om lidt går turen til Grønland, hvor hun sammen med to grønlandske musikere skal synge på både dansk og grønlandsk, og hun glæder sig af hele sit bankende jazzhjerte til at spille i JazzHouse: ”Jeg elsker JazzHouse – at spille dér gør mig så stolt. Og det er så godt med den nye udvikling, der er sket med stedet – at den unge musik har fået mulighed for at blive hørt. Den forandring trængte JazzHouse til.”


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.